MARTS 2007 – 25. åRgAng - Dansk Automat Brancheforening: DAB

Aftaler binder langt fra altid
Tvang, misforståelser og svig kan gøre en aftale ugyldig
I oktober udgaven af Jack-pot blev der under
overskriften ”Skriftlige aftaler, en overflødighed
eller en nødvendighed?”, bragt
en artikel, der beskrev den vidtstrakte aftalefrihed,
der er udgangspunktet i dansk
ret, idet det samtidig blev anbefalet, at aftaler
blev indgået på et skriftligt frem for
et mundtligt grundlag.
Formålet med nærværende artikel er nærmere
at belyse grænserne for den nævnte
aftalefrihed og dermed området for aftalers
bindende virkning.
Aftalelovens ugyldighedsregler
Lov om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område, kaldet Aftaleloven,
indeholder i kapital 3 en række ufravigelige
regler om aftalers ugyldighed.
Nogle af ugyldighedsreglerne anfører, at en
aftalepart ikke er bundet af en given aftale,
såfremt aftalen er indgået som følge
af falsk, forfalskning, mindreårighed eller
aftalen er indgået ved voldelig tvang. Er en
af ovenstående situationer opfyldt, er den
pågældende aftalepart ikke bundet af den
indgåede aftale, uanset om den anden aftalepart
er i god eller ond tro om det pågældende
forhold. Disse ugyldighedsregler
kaldes også ”stærke ugyldighedsgrunde”,
idet de altid gennembryder en aftale.
Er der tale om eksempelvis svig, udnyttelse,
fejlskrift eller anden fejltagelse, er
det en forudsætning for at aftalepart kan
påberåbe sig forholdet, at den anden aftalepart
er i ond tro om forholdet, hvilket vil
sige, at den anden aftalepart skal ”indse eller
burde indse” det pågældende forhold,
eksempelvis kommafejl i en købesum (fejlskrift)
for at en aftale kan falde bort. Der
er i disse tilfælde tale om en ”svag ugyldighedsgrund”.
Ugyldighedsreglerne er således udarbejdet
ud fra det udgangspunkt, at de forhold en
aftalepart ikke kan gardere sig i mod, som
eksempelvis voldelig tvang, medfører aftalens
bortfald uden at der skal forholdes
8
til den anden parts ”viden eller burde viden”,
hvorimod et forhold som eksempelvis
fejlskrift bevirker, at den der ønsker at
gøre gældende, at der er tale om fejlskrift
må godtgøre, at den anden part i aftalen
”vidste eller burde vide”, at der var tale om
fejlskrift.
Almindelig hæderlighed
Ved siden af og i forlængelse af overfor beskrevne
”stærke” og ”svage” ugyldighedsgrunde
er det endvidere i Aftalelovens § 33
og § 36 anført, at ellers gyldige aftaler kan
tilsidesættes helt eller delvist, såfremt det
vil være i strid med ”almindelig hæderlighed”,
”urimeligt” eller ”i strid med redelig
handlemåde” at gøre aftalen gældende.
På trods af et lovfæstet udgangspunkt om,
at ”En hver er pligtig at efterkomme hvis
hand med Mund, Haand og Segl, Lovet
og indgaaet haver.”, er der med Aftaleloven
herved åbnet mulighed for, at domstolene
kan tilsidesætte en ellers gyldig aftale helt
eller delvist. Der er således grænser for hvor
”god” en aftale det er muligt at indgå, eller
med andre ord, hvor meget ”den kloge
kan narre den mindre kloge”!
Aftalelovens § 33 og § 36 har primært sigte
på aftaler som forbrugere indgår med erhvervsdrivende,
men det er væsentligt at
holde sig for øje, at bestemmelserne vil kunne
anvendes i situationer, hvor en ”stærk”
aftalepart, indgår aftaler med en ”svagere”
part, hvilket også kan være tilfældet mellem
erhvervsdrivende. Begge bestemmelser
vil således formentlig kunne påberåbes af
en lejer af gevinstgivende spilleautomater
overfor udlejer/opstiller, såfremt parterne
har indgået en lejeaftale med en urimelig
fordeling af spilleindtægter, et urimeligt
opsigelsesvarsel eller andre urimelige
vilkår. Hvornår et vilkår er urimeligt, er
som udgangspunkt et skøn, det er overladt
til domstolene at træffe, men særlige fortolkningsmomenter
i den sammenhæng er,
hvad der er almindeligt i den pågældende
branche, eller hvad der er almindeligt i lignende
af samfundets forhold.
MARTS 2007
Konklusion
Som det fremgår af ovenstående, er der i
dansk ret foretaget nogle i praksis ganske
vidtgående undtagelser fra udgangspunktet
om, at aftaler er bindende og skal opfyldes
i henhold til deres indhold.
Lovgiver har således som udgangspunkt
ikke villet acceptere, at en aftalepart fastholdes
på en aftale, som det ikke har været
hensigten at indgå, enten på grund af
tvang, misforståelser, svig, eller lignende.
Endvidere er princippet om, at den ”kloge
narrer den mindre kloge” fraveget således,
at ”den mindre kloge” med domstolenes
hjælp helt eller delvist kan få tilsidesat urimelige
eller uredelige aftalevilkår på trods
af at parterne ellers har indgået en skriftlig
aftale om eksempelvis opstilling af gevinstgivende
spilleautomater.
Med ovenstående regler in mente opfordres
der således til, at man i det daglige
virke modstår fristelsen til at udnytte ens
bedre forretningsmæssige kundskab, viden
og økonomi til at presse ens aftalepartnere
(for) langt. Der opfordres således til indgåelse
af velafbalancerede aftaler der ikke
på særligt byrdefulde områder afviger
væsentligt fra de generelle markedsmæssige
vilkår. Dette gælder særligt i løbende
kontraktforhold som leje og forpagtning,
hvor parterne skal arbejde sammen over en
længere periode. Er begge aftaleparter tilfredse,
opnås det bedste samarbejde.
Af advokat, partner, Jørgen Flodgaard
og advokat Peter Istrup, DELACOUR
Advokatfirma,www.delacour.dk