Kost og psykiatri - De9

Af Maria Slebo Freund
Da jeg var tretten år blev min bror syg og diagnosen lød
på OCD. I det år der fulgte, blev hele mit liv ændret.
Al den tid mine forældre havde, blev brugt på at hjælpe
min bror, Frederik, af med sin sygdom. I de ni måneder
Frederik var for syg til at gå i skole, arbejdede min mor
hjemme. For at mine forældre ikke havde andre bekymringer
end min bror, blev jeg mere og mere usynlig
derhjemme.
Jeg har altid været den type, der har mine ting i orden,
overholder mine aftaler og laver mine lektier. I denne periode
hvor hans OCD fyldte mest, blev jeg mere voksen.
Jeg prøvede at lade være med at bekymre mine forældre
med de tanker jeg havde.
Jeg var i puberteten og var i den fase af mit liv, hvor man
har brug for opmærksomhed. Det er her man skal kunne
skændes med sine forældre, være ustyrlig og få lov til at
være teenager. Men denne fase af mit liv gik dog stort
set min næse forbi. Jeg oplevede hvor vigtig ens familie
er, og hvor meget man tager sine nærmeste for givet.
Når mine veninder og klassekammerater snakkede om
et skænderi, de lige havde haft med deres mor, og at de
synes, hun var dum at høre på, så kunne jeg ikke følge
dem. Jeg kunne ikke sætte mig ind i deres problemer. Jeg
følte, at deres problemer var for banale.
Som publikum til
Jeg er en ung pige på nitten år. Selv om jeg virker som en helt
almindelig pige, så har mit liv indtil nu ikke været helt normalt
”Jeg oplevede hvor vigtig
ens familie er, og hvor
meget man tager sine
nærmeste for givet”
Min bror fik det bedre, og min familie kunne slappe en
anelse mere af. Året efter blev mine forældre dog skilt, og
dette havde også betydning for mit liv. Efter mine forældre
blev skilt, hjalp de mig begge med at komme til en
psykolog, så jeg kunne få bearbejdet noget af det, der var
sket. Jeg gik til psykolog nogle gange, og hun hjalp mig
med at sætte mig selv i centrum, når jeg havde brug for
det. Jeg skulle gøre hvad jeg havde lyst til, og ikke altid
tænke på om det ville gå ud over min familie.
For to år siden blev vores ”familie idyl” dog brudt lidt
igen. Udadtil gik det meget godt med os alle.
Mine forældre var (og er stadig) venner, og det så ud til
at Frederiks OCD næsten var helt væk. Men omkring jul
kom OCD’en snigende bagfra. Han fik anoreksi (som dog
var OCD relateret), og dette resulterede i nogle meget
hårde måneder. Han blev indlagt på Randers hospital, og
her fik han det en lille smule bedre, men ikke nok.
Frederik blev derefter indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk
Center i Århus, og her gik det fremad.
Det hårdeste ved disse måneder var, at anoreksi jo er en
dødelig sygdom, og jeg gik derfor med tankerne om at
miste min dejlige lillebror. Det var utrolig hårdt også
specielt for mine forældre. Jeg gik i 1.g da dette skete, og
jeg var derfor nødt til at lægge lidt afstand til det hele.
I dag kan man ikke mærke noget til Frederiks OCD. Han
er kommet helt over det, og det giver vores familie ro
og tryghed. Man er dog altid bange for, at hans OCD en
dag vil komme tilbage, men vi har lært at leve i nuet, og
være glade for at vi alle har det godt lige nu.
36 DE9 INFO AUGUST 2008