Fortid og Nutid - Kulturstudier

Beccaria argumenterer med nærmest matematisk
præcision imod dødsstraf; religiøse ræsonnementer
betjener han sig ikke af. Og Beccarias
anvisninger blev faktisk fulgt al den stund, korporlige
afstraffelser siden Oplysningstiden efterhånden
er blevet erstattet med frihedsstraffe.
Foucault har i den forbindelse talt om »Den Store
Indespærring« og om en underliggende bevægelse
fra herskerens nævnte hævnen sig på
forbryderens krop til samfundets selvforsvar,
rettet mod gerningsmandens sjæl. Også i dette
kapitel stiller Inga Floto sig kritisk til de Foucaultske
modellers forklaringskraft. Som supplement
henviser hun til den hollandske historiker
Pieter Spierenburg, der – stærkt inspireret
af Norbert Elias’ teorier om civilisationsprocessen
– har fremhævet, at der generelt indtrådte
en modvilje i tidlig moderne tid mod fysisk vold.
Elitens gode manérer spredtes til almindelige
mennesker med en ny »følsomhed« til følge (s.
80), en følsomhed, som bl.a. betød, at lemlæstelse
og død nu blev betragtet med afsky. Ud over
til Spierenburg henviser Inga Floto til den engelske
retshistoriker V.A.C. Gatrell, som har
hævdet, at det blotte antal af afsagte dødsdomme
i henhold til »the bloody code« i England i begyndelsen
af 1800-årene førte til, at den drakoniske
strafferetspleje brød sammen af sig selv,
indefra. Der var trods alt grænser for, hvor mange
forbrydere, bødlerne overkom at hænge på en
uge! Endelig henviser Inga Floto, som i kapitel
1, til Richard Evans, der er tilbøjelig til at tolke
begrænsningen i dødsstraffens brug som refleks
af en langtidsnedgang i kriminaliteten i det hele
taget. Hvad forklaringen (eller forklaringerne)
nu end måtte være: Inga Floto understreger, at
»en rent sekulær fundering af straffesystemet
(havde) bragt den offentlige henrettelse i krise,
fordi det ritual, der var dens legitimering og rationale,
kun gav mening i et religiøst rum« (s.
86).
På dén baggrund måtte dødsstraffen nødvendigvis
ændre karakter under og efter Oplysningstiden.
Ikke fordi dødsstraf ophørte med at
være lovens strengeste straf med ét slag, endsige
fordi afsagte dødsdomme ikke længere blev
eksekveret. Men fordi brugen af dødsstraf blev
begrænset, og fordi selve henrettelserne blev
mekaniseret, i takt med at de blev trukket væk
fra det offentlige rum; blev »privatiseret«, som
Inga Floto udtrykker det.
Denne mekanisering og privatisering behandles
i bogens kapitel tre med titlen »En moderne
død«. I England blev galgen i 1783 moderniseret
med en sindrig mekanisk faldlem, »the new
drop«, og der blev samtidig sat en stopper for
den dømtes dødsparade gennem et bølgende hav
af tilskuere. Det var dog først i 1868, at de offentlige
henrettelser endelig ophørte og med
dem en populær gammel, britisk »folkefest«.
Franskmændene indførte guillotinen under Re-
Anmeldelser
volutionen som »lovens profane svar på forbrydelsen«
(s. 111), gav denne faldøkse strenge geometriske
former, malede den blodrød, og lod den
arbejde på løbende bånd under Rædselsperioden
1793-1794. Inga Floto krydrer sin fremstilling af
guillotinens historie med sære fortællinger om
bl.a. lodrette contra vandrette snit og om fordele
og ulemper ved savtakkede, henholdsvis konvekse
og skrå klinger og blade. I tilgift refererer
hun de morbide, tilbagevendende diskussioner
om, hvor længe det afhuggede hoved egentlig er
i live. Kan det mon iagttage sin egen henrettelse?
I USA blev det – efter ophedede diskussioner
om, hvorvidt jævnstrøm burde foretrækkes frem
for vekselstrøm – den elektriske stol, som fik
status af moderne dødsmaskine. Den første henrettelse
i stolen fandt sted i 1890, og den foregik
hverken på torv eller på galgebakke, men bag et
fængsels lukkede mure. Siden 1890 er der dog
bestandigt blevet sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt
en sådan henrettelsesmetode er i overensstemmelse
med den amerikanske forfatnings
8. Amendment fra 1791 om forbud mod brugen
af »grusomme og usædvanlige straffe«. Samme
spørgsmål er blevet stillet til den anvendelse
af gaskammer, som blev introduceret i USA i
1924.
USA står ligeledes centralt i bogens kapitel
fire, om »Staten og døden«. Først præsenteres filosofferne
John Locke og Immanuel Kants positive
syn på dødsstraf, og der gøres rede for, hvorledes
dette langsomt er vendt til, at de fleste
vestlige lande har afskaffet dødsstraffen. Herpå
drøftes igen gaskammer og elektrisk stol, og
især den dødssprøjte, som siden 1970’erne er
blevet den almindelige form for henrettelse i
USA. Med den dødelige indsprøjtning er fulgt en
»Execution Protocol«, en henrettelsesprotokol,
der ned i de mindste detaljer fastlægger arbejdsgange
og opgaver, minut for minut. Sprøjtemekanikken,
der klarer både dosering og injektion
uden menneskelig indblanding, har – sammen
med »Protokollen« – gjort henrettelsen så klinisk,
at den efter Inga Flotos opfattelse ikke
længere fortjener navn af ritual, men er degenereret
til ren procedure (s. 176).
Inga Flotos bog bringer ikke meget nyt; og den
er ikke særlig letlæst – med sine mange og lange
citater og med sin akademiske begejstring for at
diskutere med gamle filosoffer og nyere teoretikere.
Bogen er heller ikke just stramt disponeret.
Den består, som det også medgives i forordet,
snarere af fire selvstændige essays. På den
anden side tegner disse tilsammen en tydelig
udvikling fra et Skrækkens Teater i 1600-tallet
til et Absurd Teater i dag, hvor brugen af dødsstraf
har mistet enhver mening. Det er ikke noget
tilfælde, at Dødsstraffens kulturhistorie slutter
med spørgsmålet: »Kan mennesket slå ihjel i
menneskets navn og bevare sin menneskelighed?«
(s. 185) – og med guvernøren i Floridas
145