De studerendes månedsmagasin - Studenterlauget

Hvor blev
det af?
Tekst: Stine Trolle
Illustration: Novak Stefanovic
3 COMMERCIEL - DE STUDERENDES MÅNEDSMAGASIN
Jeg har en evne til at lægge ting fra mig uden nogensinde at finde
dem igen. Og nej, det er desværre ikke kun genstande, som tilhører
mig, der bliver væk. Min familie har desværre også måtte lide tab af
ejendele, fordi jeg har mistet ting, de har lånt mig. Nu bor jeg ikke
længere under mine forældres tag, så lige pt. oplever jeg heldigvis
kun, at det er mine egne ting, der sporløst forsvinder. Under juleoppyntningen
af min lejlighed ledte jeg efter en kasse med julepynt,
som jeg vidste, jeg havde haft, da jeg boede i min gamle lejlighed.
Kassens indhold vidste jeg dog ikke kun indeholdte pynt, men også
andre ”det-her-lægger-på-loftet-fordi-jeg-måske-får-brug-for-detigen”-
ting, som f.eks. gamle skolekalendere, brugte koncertbilletter
og VHS-videobånd. I min søgen efter den forsvundne kasse blev jeg
opmærksom på, hvor meget som bare forsvinder uden siden hen at
blive eftersøgt eller efterspurgt.
Med en undren over hvor mine VHS-bånd var blevet af, kom jeg
i tanke om, hvor DR1’s børnetime ”Nanna” var blevet af, og hvor
lysten til i det hele taget at se velproduceret programmer på DR1
var blevet af. Mon kanalen har indset, at et højt seertal kun kan
forekomme, hvis den får rettighederne til transmittere de kvindelige
håndboldslandsholdskampe om europamesterskaberne? Det
kræver selvfølgelig, at vi har et kvindelandshold - for hvor blev det
af? Hvor blev fjernsynsprogrammet ”Zig Zag”, og den dertilhørende
neon-grønne saftevandsdrik med spiralsugerør af? Hvor blev Henrik
Voldborg af, og mon han stadig føler en vis ære i at bære det
spraglede hjemmestrik? Og hvad med komponisterne bag Valborg?
Har Shu-bi-dua overhovedet udgivet noget succes-album siden
albummet med ”Sex-chikane” eller overlever bandet blot på, at vi
danskere er så glade for deres optræden til festivaler? Og døde succesen
bag Danmarks næststørste festival Midtfynsfestivalen det år,
den fik navnet Smadtfynsfestivalen?
Mine tanker omkring Midtfynsfestivalen fik mig til at tænke på, hvad
der skete med den ølkasse, der skulle gøre det nemmere at transportere
sine øl, grundet et håndtag placeret midt i kassen? Hvor
blev ”plug-flasken” af? Forsvandt den fordi det tilnærmelsesvis var
uundgåeligt ikke at skære sig på ”riv-af-kapslen”?
Min undren fik mig dog til at indse at nogle ting bare har bedst af
at forsvinde. F.eks. var vi ganske heldige med, at midthalvfemsernes
plato-sandalerne forsvandt sammen med de tynde og meget
spraglede hip-pop bukser. Ligeledes er det meget heldigt, at vi ikke
længere skal bruge tid på at udfylde checks, når vi skal betale, eller
hårmoden for både piger og drenge ikke længere er en permanent.
Andre ting, som gerne måtte forsvinde, vender dog i nogle uheldige
tilfælde tilbage igen. Med fuld forståelse for designeres måde
at finde inspiration i mode fra tidligere årtier, ja så så jeg helst, at
de højtaljede jeans helst bare helt var forsvundet helt ud af billedet
for ikke at vende tilbage igen. Ingen plads til at trække vejret. Og
moden med de sorte og store briller, oftest bestående af en sort
ramme med vinduesglas, der mest af alt minder om de solbriller
Will Smith bærer halvfemser-tv-serien ”Fresh Prince”, forstår jeg
heller ikke. Men fred være med det.
Min konklusion er, at ting netop hovedsageligt forsvinder, fordi de
ikke findes anvendelige mere. De erstattes af andet, og de savnes
ikke. Dog forstår jeg stadig ikke, hvordan de højtaljede bukser nogensinde
kunne have været savnet.