Untitled - Boghallen

14 Vinter i Paris og København
tit vækket af, da jeg boede i Afghanistan. Lysets engel har overtaget
nu, byen er i gang, myggene tog ingen stik hjem inde på mit
værelse.
Jeg er på ferie i Etiopien med en veninde og hendes syv-årige
søn. Om lidt skal vi have ristet brød og te på gæstehusets terrasse.
Jeg kan også høre noget andet, tættere på. Min egen vejrtrækning
under lagenet. Jeg har forsøgt at ligge på ryggen med hænderne
foldet bag nakken og albuerne strittende op i luften. For
at få lagenet til at hænge som en baldakin over mit ansigt, uden
at få det hen over munden. For slet ikke at tale om ind i munden.
Gæstehuset i Gonder er okay, absolut. Og gæstehuse er sjovere
end internationale hoteller i den tredje verden, vel at mærke,
når man ikke skal arbejde, men blot er på ferie. Og vel at mærke,
når man selv skal betale. De er billigere end internationale
hoteller. Men jeg har set renere steder på mine rejser i verden, så
jeg vil ikke have lagenet ind i munden, mens jeg sover. Jeg opretholder
også forestillingen om baldakinen, fordi jeg ville føle mig
død, hvis min mund blev lukket med et etiopisk lagen. En glad død
ganske vist. Jeg er gammel nu. Med et levet liv. Jeg kender ingen,
hvis liv har været så eventyrligt som mit eget. Men alligevel. Jeg
vil ikke dø lige i dag. Vi har ikke set hele Etiopien endnu. Og så
i Gonder – at dø her. Jeg mener, hvem har nogensinde hørt om
Gonder? Men især vil jeg ikke dø i dag, fordi jeg i nattens løb,
da jeg sov under baldakinen, fi k en fornemmelse af, at det bedste
endnu er tilbage. Og hvad er det mon?
Mens jeg ved dagens orangefarvede begyndelse lytter til
Etiopiens glammende hunde, til de genopstandne hjemløse, til
haner, der galer mere end tre gange til ære for forbipasserende
geder og får iført klaprende stilethæle, og til mit eget åndedræt,
der stadig er der, når jeg den store erkendelse. Jeg har fået mod
til at stille mig selv livets og dødens allervigtigste spørgsmål:
Burde jeg blive pensionist? Nu?