brande skiklubs bestyrelse 2005 - Brandeskiklub.dk

DEN ÆGTE LANGRENDER
Lise Nørgaard, 88 år, billede fra interview i Billedbladet
Lise Nørgaard fortalte for tyve år siden om et liv
som langrender og kærligheden til denne norske
vintersport, man kan fortsætte med hele livet.
De ægte langrendere er et broderskab, der drages
mod Norge, akkurat som lemminger drages mod
havet. De farer ikke fra det ene skisportsland til
det andet for at afprøve fremmede terræner, de
går ikke efter, hvor der er smart lige i øjeblikket.
Som regel har den ægte langrender trådt sine
barneski i Norge, og det bliver aldrig det samme
at gå på ski noget andet sted.
Somme tider sker det dog, at en ægte dansk
langrender forsøger lykken på andre landes løjper,
men det sker sjældent mere end én gang.
Afstikkeren har dog ikke været forgæves. Den
ægte langrender, der af vanvare har været udenfor
de norske spor, kan siden – i de norske vinteraftener
– gysende berette om sorg og savn til
andre ægte langrendere. Broderskabet mangler
aldrig konversationsemner, når det, hjemkommet
til hytte, fjeldstue eller hotel ved mørkets
frembrud må vente en aften og en nat på, at en ny
langrendsdag oprinder. Medlemmerne taler om
58
langrend. Det er endnu en grund til, at langrendere
foretrækker Norge. Her bor nordmændene,
og de kan også alle mestre en ordentlig
samtale om langrend.
Ægte langrendere giver deres børn langrendsski
på benene, så snart ungerne kan stå op ved egen
hjælp. Så haler de dem med i løjperne år efter år
og får siden et chok, når børnene i teen-agealderen
fortæller dem, at de hellere vil gå i Ingemar
Stenmarks skispor. Når afkommet ca. ti år
efter igen sælger slalomskiene og vender tilbage
til langrends-løjpen, ånder forældrene lettet op.
Ægte langrendere synes nemlig, der er noget
pinligt ved de skisportsudøvere, der lader sig hive
til vejrs af et skitræk for derefter at fræse nedad
bakken. De ser på alpine skiløbere, som sejlsportsfolk
ser på udøvere af motorbåds-sporten.
Ned ad næsen!
En smal sag
Mange af de ægte langrenderes historier handler
af samme grund om, hvordan de ude i løjperne
har mødt skiløbere, der troede, det var en smal
sag at dyrke langrend, når de hidtil havde lært at
stå slalom. Det vækker stor moro, når det berettes,
hvordan disse outsidere har tungen ud af
halsen bare af at forcere den mindste bakke ved
egen kraft, eller hvordan de sågar kan findes liggende
i løjpen og bede om at få lov til at dø frem
for at okse videre.
Passerer en ægte langrender en af de norske øvelsesbakker,
hvor der – på grund af sædernes forfald
– undervises i slalom for lysthavende ungdom,
lader de enten, som om de ikke bemærker
alle de børn og unge, der ligger og trimler i dyre
domme og aldrig bliver til nogen Ingemar Stenmark.
Eller også gør de sig lige den fornøjelse at
stå ned mellem alle pindene på deres langrendsski
– uden at vælte.
Morgenmøde i skistalden
På et hvilket som helst højfjeldshotel er det let at
skelne medlemmerne af de ægte langrenderes
broderskab fra dem, der bare er taget på vinterferie
for at stå langrend mellem måltiderne. Mens
de sidste stormer direkte ind til morgenbordet,
styrer de ægte langrendere over i skistalden. Som
rytteren starter dagen med at tilse sin hest, besøger
den ægte langrender sine ski for at klargøre
dem til dagens glæder. Her i skistalden spindes
der lige så mange ender som på et hjem for gamle