Skriftserien - Digital Aesthetics Research Center - Aarhus Universitet

Henrik Kaare Nielsen & Søren Pold
samt en ny, dialog- og handlingsorienteret relation mellem
kunstner, værk og recipient (Weibel 2004:42f.). De følgende
overvejelser drejer sig om perspektiverne for disse nye tendenser i
den kunstneriske og politisk-kulturelle praksis, ikke om
praksisformer, som betjener sig af den digitale teknologis
muligheder med privatøkonomisk sigte.
RETTIGHEDSFUNDAMENTALISME OG CIVIL
ULYDIGHED
Den igangværende kulturkamp handler i denne forstand om,
hvorvidt den etablerede kulturindustri med den klassiske værk-jura
som våben er i stand til at kriminalisere de nye, netbaserede
praksisformer og eliminere dem, eller om disse kan hævde deres
position som kreativ praksis i egen ret og som en ny kulturform,
der hverken meningsfuldt eller legitimt kan underlægges en
gammel kulturforms retlige principper. Vi har med andre ord at
gøre med et spændingsforhold mellem en overleveret legalitet på
det ophavsretlige område og en ny, opkommende legitimitet med
hensyn til kreativ genbrug af eksisterende kulturelle tegn og
betydningsdannelser, som breder sig med udgangspunkt i de
digitale medier. Dette spændingsforhold kalder for en fremadrettet
betragtning på en kompromisorienteret nyordning af juraen på
feltet, således at legitime ophavsrettigheder kan varetages i former,
som ikke kriminaliserer de praksistyper, som er centrale for en stor
del af samtidens kultur- og kunstproduktion. Men indtil videre er
der snarere tale om åben magtkamp end om kompromisorienteret
dialog.
Kampens udfald vil umiddelbart afhænge af den fremtidige
udvikling i de sociale og politiske styrkeforhold mellem de
stridende parter. I betragtning af de etablerede kommercielle
aktørers dominerende stilling såvel på markedet generelt som på
nettet kan kampen forekomme ulige, men på den anden side er der
30