Blad 1 s. 1-14 2011 - JAK

Tidsskrift for bæredygtig økonomi ∙ 81. årgang ∙ Nummer 1 ∙ Januar 2011
Bladet
JAK 80 ÅRS JUBILÆUM
En bevægelse
bliver 80
Henrik Fode
Side 4
En rentefri
samfundsbank
Poul Busk Sørensen
Side 8
Jubilæum JAK
80 år
Uffe Madsen
Side 14
Nyt
fra Folkesparekassenn
Se siderne 19-22
Tanker om
rentefrie penge
Jakob Mikkelsen
Side 16
De mange spæde bække skal samles til en å
JORD, ARBEJDE, KAPITAL – BÆREDYGTIG ØKONOMI SIDEN 1931

2
JAk. bladet
JAK medlemsblad for Landsforeningen
Jord · Arbejde · Kapital
Det er Landsforeningen JAKs formål gennem
oplysning at rejse en bevægelse for gennemførelse
af folkets menneskelige og økonomiske frigørelse
– samt arbejde for oprettelse af praktiske funktioner
til gennemførelse af dette formål.
Landsforeningens adresse er:
Herningvej 37, 8600 Silkeborg
Tlf. 86 85 17 88
www.jak.dk
E-mail: landsforeningen@jak.dk
Kontortid:
Mandag, tirsdag og onsdag kl. 10.00 – 13.00
Torsdag kl. 14.00 – 17.30
Ansvarshavende redaktør:
Lis Poulsen
Redaktionsudvalg:
Lis Poulsen. Tlf. 86 85 17 88
E-mail: jak-bladet@jak.dk
Poul Busk Sørensen. Tlf./fax 36 70 82 30
E-mail: pbusks@mail.dk
Uffe Madsen. Tlf. 86 82 94 94
E-mail: UffeMadsen@mail.tele.dk
Jakob Mikkelsen. Tlf. 75 27 12 70
E-mail:Jakob.Mikkelsen@mail.dk
Niels Erik Bach Boesen. Tlf. 86 80 07 06
E-mail: neb@bachboesen.dk
Henvendelse til Landsforeningens
ledelse:
Formand: Jakob Mikkelsen,
Broengvej 2, 6840 Oksbøl
Tlf. 75 27 12 70 / 20 20 70 50
E-mail: Jakob.Mikkelsen@mail.dk
Næstformand: Helle Munch Oldefar,
Turkisvej 4 B, 5210 Odense NV
Tlf. 50 55 57 27 E-mail: oldefar@usa.com
Kasserer og medlemsansvarlig:
Bjarne Hindsgaul,
Mosedevej 14, 2670 Greve
Tlf. 20 20 26 28
E-mail: bjhi@webspeed.dk
Sekretær: Gitte Munkholm Frederiksen-Nielsen,
Mølholtvej 102, Mølholt, 9300 Sæby
Tlf. 98 86 70 93 / 26 53 96 45
E-mail: Gitte.munkholm.nielsen@skolekom.dk
Bestyrelsesmedlem: Henrik Friis, Friland 10,
Feldballe, 8410 Rønde
Tlf. 28 56 15 31
E-mail: info@viden.dk
Layout: Niels Erik Bach Boesen,
Nygade 39 B 8600 Silkeborg,
Tlf. 86 80 07 06
E-mail: neb@bachboesen.dk
I N D H O L D
3 De mange spæde bække skal samles til en å
Poul Busk Sørensen
4 En bevægelse bliver 80
Henrik Fode
8 En rentefri samfundsbank
Poul Busk Sørensen
13 Andelskasse kæmper mod renten
Poul Erik Holm, Thisted Dagblad
14 Jubilæum JAK 80 år
Uffe Madsen
16 Tanker om rentefrie penge
Jakob Mikkelsen
18 Stemmeretsbegrænsning i sparekasser
og andelskasser
Uffe Madsen
19 Nyt fra Folkesparekassen
23 JAK andelskasse Østervrå
24 Information om Andelsforeningen
“Livets arbejde” i rumænien 2000-2010
26 Johannes Hohlenberg – ny bog
27 regionerne
Deadline
Nr. 2 udkommer primo april 2011
Deadline 15. februar 2011
Eftertryk velkommen
ved kildeangivelse.
Indholdet i de enkelte artikler
udtrykker ikke nødvendigvis
Landsforeningen JAKs holdning.
Henvendelse ang. medlemskab,
abonnement, artikler og
annoncer:
JAK bladet
Redaktør
Lis Poulsen, Drejergårdsvej 4,
8600 Silkeborg
Tlf. 86 85 17 88
E-mail: jak-bladet@jak.dk

De mange spæde bække skal samles til en å
Af Poul Busk sørensen
Landsforeningen JAK fylder 80 år
den 11. februar 2011. Helt naturligt
er dette nummer af JAK bladet
domineret af artikler, der beskriver,
hvad JAK har været, er og gerne
skulle blive i fremtiden.
Personligt har jeg været en del af
JAK i 50 år. Da erfaren mand er
god at gæste, har redaktionsudvalget
bedt mig skrive en form for
festtale – en opfordring, jeg med
glæde påtager mig.
I tidens løb har jeg talt ved mange
JAK møder. Her er jeg ofte blevet
spurgt, om jeg kunne foreslå en
sang til indledning.
Sangen skal naturligvis være fra
JAK sangbogen, som indeholder
mange tankevækkende tekster, der
kan give en god start på en dejlig
dag.
Oftest vælger jeg nr. 49, som for
mig ikke blot er en sang, men også
et stykke prosa, der faktisk udtrykker
de fleste af de tanker, jeg gerne
vil bygge et foredrag op omkring.
I det følgende vil jeg prøve at
vise, hvordan det kan hænge sammen.
Sangen starter med disse fire
linjer:
Man siger, verden den er ond,
en vild og voldsom elv,
kan hænde dog, det har sin grund
så halvvejs i os selv.
Det er på mange måder en voldsom
verden, vi lever i. Det er ikke
vanskeligt at finde noget at klage
over – men det er ikke altid de
andres skyld. Ved nærmere eftertanke
kan det måske være vore
egne handlinger (eller mangel på
samme), der er en del af årsagen
til trøstesløsheden.
Der kan være noget at hente i
de sidste linjer i første vers:
Forbedred vi vor færden,
bød vi det onde trods,
hvem ved, om da ej verden
den bedred sig med os.
Netop – det løser ikke noget at
være passiv. Hvis vi vælger at
kæmpe for det gode og sætter
vore kræfter ind (i tanke og i handling),
kan vi gøre verden en lille
smule bedre.
Med en vis optimisme kan vi gå
videre og bruge første halvdel af
det andet vers som inspiration:
For vi er verden, du og jeg,
vi folk fra tusind hjem,
og hitter fremad vi en vej,
går verden frem ad den.
Vi skal kende vort eget værd. Hver
især betyder vi noget. Enhver af
os kan være et eksempel til efterfølgelse,
og ved samarbejde med
meningsfæller kan vi finde en sti
at betræde – en vej, der fører os
fremad til det mål, vi øjner i horisonten.
Der er ingen grund til at føle sig
mindreværdig. Der er nyt mod at
hente i versets næste linjer:
Og er du nok så ringe
og bygger lavt i grus,
en sten du dog skal bringe
til slægtens nye hus.
Sammenhold og samarbejde
giver styrke. Du er en vigtig byggesten
til det hus, vi skal opføre.
Du lægger din sten (= dine tanker,
dine følelser, din vilje), jeg lægger
én ovenpå, og således har vi
fundamentet til den JAK bygning,
mange andre hver med deres sten
vil hjælpe os med at færdiggøre.
Det er helt afgørende, at hver
enkelt JAK kvinde og mand bliver
sin egen styrke bevidst. Ligesom
havet består af et utal af vanddråber,
skal små almindelige menneskers
tanker og handlinger danne
det frigørelsens hav, der kan oversvømme
rentesystemet og lade det
lide druknedøden.
Sidste vers bringer en opfordring
og et svar:
Så virk da for din lille kreds
det bedste, som du kan,
da skal vel også frugten ses
engang for folk og land.
Vi har Landsforeningen JAK, vi har
JAK bladet, vi har vore JAK pengeinstitutter
– men det er ude i den
enkelte region – ja, hos det enkelte
medlem af JAK, at de holdbare resultater
for fremtiden skal skabes.
Du kan virke for din lille kreds – i
din familie, i din vennekreds, tale
med naboen og arbejdskammeraterne.
Du skal med dit eksempel
vise din tro på og kærlighed til JAK
sagen.
Når du er parat med et aldrig
svigtende virke for JAK, og når alle
dine fæller under paraplyen ”Jord
- Arbejde - Kapital” gør ligeså, er
der al mulig grund til at satse på,
at sangens sidste fire linjer går i
opfyldelse:
De mange spæde bække
skal samles til en å,
og marken vil sig dække
med tusind blomster på.
Det vil ikke
være sidste
gang, at jeg har
valgt nr. 49 i
JAk sangbogen
i mit eget virke
for økonomisk
og menneskelig
frigørelse.
JAK BLADET JANUAR 2011
3

En bevægelse
bliver 8O
Af HenrIk foDe
11. februar 2011 er det 80 år
siden, bevægelsen JAk blev stiftet
i kolding. Det var midt i en
alvorlig krisetid, hvor tusindvis af
landbrug gik på tvangsauktion, og
beskæftigelsen blandt faglærte
arbejdere i byen var elendig med
arbejdsløshedsprocenter på over
30. Ikke blot Danmark, men verden
var midt i en økonomisk krise
af et omfang, som ingen kunne
huske tilsvarende. økonomer og
politikere var i vildrede. Hvordan
kom man ud af krisen, hvordan
kunne man bekæmpe arbejdsløsheden?
De traditionelle løsninger
med toldmure og valutapolitik
havde været taget i brug og blev
fortsat forsøgt. Men hvad hjalp
det, at hver enkelt nation søgte
at løse egne problemer, når krisen
var verdensomspændende og
økonomien efterhånden ”skruet
sådan sammen”, at landene økonomisk
var afhængige af hinanden
med køb af råvarer og salg
af færdigprodukter på et stadig
mere internationalt marked?
Begreber som valutakurser, guldindløselighed,
nationalbanker og
pengesedler af papir samt veksler og
andre gældspapirer var begreber,
der optrådte i den daglige politiske
debat. Dagbladene var fyldt med
annoncer for tvangsauktioner over
gårde og huse på landet. Landbruget
havde alvorlige problemer, og
når der var vanskeligheder i landets
hovederhverv, forplantede det sig
naturligvis til byerne. Bønderne
købte ikke nye maskiner eller investerede
i bygninger og inventar.
Det økonomiske liv var kort og godt
præget af en nedadgående spiral.
4 JAK BLADET JANUAR 2011
En løsning?
I Kolding Folkeblad kunne man i
begyndelsen af februar måned 1931
se en lille annonce, der indbød til
et møde på Kolding Højskolehjem
den 11. februar under overskriften
”En reform af vort kreditsystem”.
Den fortalte også, at det var landinspektør
K.E. Kristiansen, der stod for
det foredrag. Hvem, der stod bag
annoncen, var endnu ukendt, for
den var blot underskrevet med ”Indbyderne”.
Var annoncerne beskedne, så var
landbrugets problemer til gengæld
så store, at ganske mange mødte
frem for at lytte til den indtil da næsten
ukendte landinspektør og hans
løsninger.
De små annoncer havde ikke blot
gjort mange tilhørere nysgerrige,
men også redaktionen på Kolding
Folkeblad. Bladet sendte en journalist,
der lavede et fyldigt referat over
adskillige spalter.
Flere hundrede mennesker var
mødt frem, og alle fik ved indgangen
udleveret et program, der
orienterede om, hvad foredraget
ville berøre. Kun få af de fremmødte
vidste, at det var to brødre, der stod
bag initiativet: Den omtalte landinspektør
Kristiansen fra Brande samt
dennes broder gartner Karl Fredrik
Kristiansen. I tavshed blev der lyttet
til foredragsholderen, der konkluderede,
at der var tre piller, der kunne
bære en samfundsøkonomi: Jord,
Arbejde og Kapital.
Før han forlod talerstolen blev
det med tydelig stemme fastslået, at
”det er selve jorden, der er det økonomiske
systems grundlag”.
For journalisten fra Folkebladet var
det påfaldende, at foredragsholderen
ikke ønskede nogen diskussion
af de fremførte synspunkter – ”en
sådan plejede blot at være gold og
uden at bringe resultater. En diskussion
ville blot forsinke sagen”, og
så blev det føjet til, at ”skulle man
vente, til alle havde forstået vor mening,
kom vi aldrig i gang”.
En forening?
Inden folk begyndte at forlade salen,
havde Kristiansen opfordret de af
deltagerne, der ønskede at deltage
i planerne, om at blive siddende.
Herefter genoptog han mødet for
den lille gruppe, der talte en halv
snes. Man fortsatte ca. 3½ time, sådan
som Kolding Folkeblads artikel
oplyser. Her blev det også føjet til,
at den nye forening fik navnet ”Jord,
Arbejde, Kapital”. Det blev siden forkortet,
og foreningen kendt under
navnet JAK.
Mødet i Kolding er siden blevet
opfattet som organisationens stiftelsesdag,
og resulterede i, at der blev
tegnet 16 medlemskaber. De fem
stammede fra den nærmeste familie,
der i de følgende år i høj grad kom
til at sætte præg på organisationen.
Allerede godt en uge senere
blev det første møde afholdt under
Andelsselskabet Jord, Arbejde og
Kapital. Det var i et privat hjem, hos
gårdejer Chr. Petersen i Vejstrup ved
Kolding. Her blev den første ledelse
valgt, og der blev truffet bestemmelser
om den første pjece, som
skulle fortælle om de nye tanker.
Mødet var på mange måderkarakteristisk
for den lange rækker af møder,
som K.E. Kristiansen holdt op

K. E. Kristiansen
Han talte aldrig efter
et færdigt manuskript,
hvorfor der ofte blev
trukket mange af de
elementer ind, som
kristiansen var dybt
interesseret i: økonomi,
opdragelse, ernæring,
sundhed, kristendom
og livsanskuelser – alt
blev vævet sammen til
et helhedssyn, der med
stor overbevisning blev
præsenteret for den lyttende
forsamling
gennem 1930erne. Han havde en gennemslagskraft,
der kunne fastholde en
sal og skabe tilslutning til de fremførte
synspunkter.
K.E. Kristiansen
Den energiske, tynde skarptskårne
mand besteg altid talerstolen uden
nervøsitet. Han troede fuldt og fast på
sit budskab, og han frygtede aldrig
en forsamling. Han kunne starte med
et ”god morgen” og lad os synge ”I
Østen stiger solen op”, hvorefter han
stadig oftere indledte sit foredrag med
moralsk at motivere et rygeforbud i
foredragssalen: ”Jeg vil gerne bede
Dem holde op med at ryge, for man
tænker bedre i ren luft, og vi får brug
for at kunne tænke i aften”.
Han talte aldrig efter et færdigt
manuskript, hvorfor der ofte blev trukket
mange af de elementer ind, som
Kristiansen var dybt interesseret i: Økonomi,
opdragelse, ernæring, sundhed,
kristendom og livsanskuelser – alt blev
vævet sammen til et helhedssyn, der
med stor overbevisning blev præsenteret
for den lyttende forsamling. Landinspektøren
blev i 1930erne hurtigt
opfattet som en frygtet modstander.
Han mestrede ”talerstolens teknik”, og
han kunne styre en forsamling, så andre
talere fik endog meget svært ved at
få deres synspunkter fremført.
JAK pengene
Krisen fortsatte, og det betød, at der
fortsat var social uro. Mange var åbne
for at prøve noget nyt: JAK tankerne
var et alternativ, og organisationen
voksede ganske hurtigt. Et afgørende
bindeled i opbygningen var et blad,
der i begyndelsen kom én gang om
ugen, men snart oftere, hvorefter det
naturligt skiftede navn til ”Hver 2den
Dag”, siden blot til JAK Bladet. Artikler,
karikaturtegninger og annoncer bandt
læserne sammen.
Bevægelsen var da allerede blevet
kendt for de såkaldte ”andelspenge”,
der blev en vigtig del af bevægelsen allerede
fra 1931. Loven af 2. maj 1934
satte imidlertid en stopper for det
initiativ, men den betød blot, at nye
initiativer på det økonomiske område
så dagens lys.
JAK BLADET JANUAR 2011
5

De store stævner
1930erne var til store stævner, hvor
folkelige og politiske organisationer
gav udtryk for deres holdninger. Det
var naturligt for JAK også at vælge
denne løsning. Det blev ikke blot til
egne stævner, men også til stævner
i samarbejde med andre af tidens
protestbevægelser: LS, DNSAP eller
måske en husmandsforening.
Der blev kæmpet på mange fronter
for at opnå indflydelse. Hertil hørte
også et forsøg på opstilling til Folketinget
i 1939, dog uden succes.
Under krig og besættelse
De værste krisesymptomer var sidst
i 1930erne forsvundet, men til gengæld
bød besættelsen på helt nye
udfordringer. Det var ikke en tid til
store ideologiske tiltag. I stedet blev
der holdt liv i foreningerne gennem
omfattende foredragsrækker, som
Frederik K. Kristiansen stod for. Med
lysbilledapparat og tunge lysbilleder
i glas rejste han land og rige rundt
6 JAK BLADET JANUAR 2011
for at holde liv i de etablerede JAK
lokalforeninger. Det var også under
krigen, at JAK flyttede aktiviteterne
til Middelfart, hvor der blev opbygget
et administrativt hovedsæde.
ungdomsstævner hørte tiden til, så
det var også et initiativ, JAK tog op
for at fastholde ungdommen omkring
bevægelsen.
JAK Banken
Der skulle noget nyt til, hvis bevægelsen
skulle overleve. Valget blev
naturligt etablering af en egentlig
bank, hvor vedtægter og formål var
nøje godkendt af myndighederne.
Provokationerne fra 1930erne ønskede
ingen at gentage. Det var
en rigtig bank, der blev oprettet,
anerkendt af kolleger og branche.
Den åbnede i Middelfart i 1958. På
få år blev den landsdækkende med
begreber som hovedsæde, afdelinger
og kontorsteder. I spidsen for
banken stod Halfdan Kristiansen,
søn af K.E. Kristiansen, der endnu
stod i spidsen for organisationen på
trods af sin høje alder. 8. juni 1965
gik han imidlertid bort, men banken
og pengespørgsmålet var blevet
det helt centrale i organisationen.
Derfor var K.E. Kristiansen da også
formand for banken frem til sin død.
Fortsat blev der argumenteret for
”rentefrie lån”.
Det gik imidlertid ikke. Konkurrencen
og de voldsomme omlægninger
i samfundet betød, at banken
ikke kunne klare sig. Bankens egenkapital
fulgte ikke med forpligtelserne.
Banktilsynet måtte gribe ind i
1972, og banken forsvandt 1. januar
1973 ind i sparekassen Bikuben.
Et fornyet grundlag
Da banken først var forsvundet, og
medlemskredsen ikke blev ”passet
og plejet” med foredrag og et fyldigt
medlemsblad, var en dødskamp
på vej: Medlemmerne forsvandt.
Og alligevel. Nogle medlemmer var
stadig præget af idealisme og havde

også analyseret baggrunden for JAK
Bankens fald. Problemet var det centrale
aktieselskab, hvorom filialerne
var knyttet. Faldt det, faldt alle. Hertil
kom, at man også havde centraliseret
ansvaret bort fra lokalkredsene.
Der var kun ét at gøre: Opbygge et
nyt net af små selvstændige pengeinstitutter.
Ovenover skulle der
skabes en fælles ”servicesparekasse”,
der kunne servicere de små. Det
blev uffe Madsen, der fik ansvar for
at etablere Folkesparekassen i Silkeborg.
Det var det pengeinstitut, der
netop skulle bistå de mindre og yde
service.
Splid og en ny organisation
JAK bevægelsen havde været præget
af voldsomme rystelser. Idealerne
havde været vanskelige at realisere,
og den meget demokratiske
struktur havde også betydet, at det
kunne være besværligt at nå frem
til afgørelser, herunder ikke mindst
prioritere, hvilke opgaver bevægel-
sen skulle arbejde for. Bag det hele
lå også et dybere filosofisk grundlag,
som nogle tog alvorligt, mens andre
prioriterede det praktiske arbejde.
Efter en del diskussion fik bevægelsen
i 2000 helt nye vedtægter,
der skabte en ny struktur i Landsforeningen
og lokalkredsene. Landsorganisationen
JAK blev øverste myndighed,
men sammensat af personer
der dels er valgt af medlemmerne
og dels af repræsentanterne fra JAK
Andelskasserne og Folkesparekassen.
Enhederne var dermed bundet sammen
i ét fællesskab.
JAK i 2011
Det er nu 80 år siden, Kolding Folkeblad
kaldte til møde for at høre
brødrene Kristiansens løsning på
tidens spørgsmål. Bevægelsen har
gennem de mange år haft en turbulent
historie, men står i dag i en
fornyet og ung skikkelse, rede til at
møde tidens udfordringer. Det har
man gjort ved at modernisere de
tilbud, bevægelsens pengeinstitutter
tilbyder, men det er også sket
gennem en fornyelse af JAK Bladet
og ikke mindst gennem moderne
elektroniske kommunikation med
hjemmesider, hvor det enkelte medlem
nøje kan følge initiativer. Vigtigt
er det også at påpege, at med den
nye organisation er JAK bevægelsen
og dens pengeinstitutter i stand
til at tilbyde medlemmerne alle
bankydelser, opsparing, lån samt
en pensionsløsning foruden ikke
mindst være et fornuftigt alternativ
for det mindre erhvervsliv og den
lønmodtager, der ikke ønsker, at
de opsparede midler investeres for
kreativt, men måske hellere i økologi
og miljø.
Henrik Fode
22/11 2010
JAK BLADET JANUAR 2011
7

En rentefri
samfundsbank
AF POuL BuSK SØrENSEN
JAK har en ide om et samfund, hvor penge ikke er en vare,
men et rentefrit omsætningsmiddel
På min private opslagstavle har jeg
en tegning af to mænd på en øde ø.
Den ene har netop åbnet en kiste,
som er drevet i land, og udbryder:
“Åh, nej! Det er ikke andet end
penge”.
Tegningen - som i øvrigt er lavet
af Füchsel - er god humor, ikke blot
sjov, men også med et indhold.
Med sin lette streg og nogle få ord
sætter tegneren fingeren på en af
verdens største sandheder: Penge
har ingen værdi i sig selv.
Havde det været en kiste med
kartofler, kunne de to mænd på den
øde ø have spist nogle af dem - og
have brugt andre af dem som læggekartofler,
så de også var sikret
mad til kommende tider.
Havde kisten indeholdt værktøj,
kunne de gå i gang med en masse
opgaver: bygge en bolig, lave fiskestænger
osv.
Ja, hvis kisten havde været fyldt
med papir og blyanter, kunne de
skrive bøger og digte eller fremstille
kunstneriske tegninger.
Meget kunne blive resultatet, hvis
kisten havde indeholdt alt andet end
penge!
Hvad er penge?
Med sin tegning har Füchsel - måske
uden at vide det - faktisk illustreret
Landsforeningen JAKs økonomiske
ideprogram. Efter JAKs opfattelse
må penge ikke tillægges nogen
selvstændig værdi, men skal være
et neutralt omsætningsmiddel, som
på en let måde omsætter varer og
tjenesteydelser.
JAK mener at se et problem i, at
8 JAK BLADET JANUAR 2011

vi i vor dagligdag har gjort penge til
en vare i sig selv - en vare, der kan
købes og sælges som en sæk kartofler
- og den helt store katastrofe
indtræffer, når penge belægges med
rente. Konsekvensen af princippet
“rente og rentes rente” bliver en
evig gældsætning, som aldrig kan
betales.
Jeg indledte denne artikel med at
fortælle om en øde ø. Billedet med
en ø kan efter min mening også
bruges til - på en forenklet måde -
at belyse, hvordan rentesystemet
virker. Lad mig vise det ved nogle
eksempler.
Eksempel nr. 1
Med det formål at etablere et
mønster-samfund får en gruppe
mennesker stillet en ø til rådighed
kvit og frit. Der laves en aftale med
det store samfund (staten), så evt.
moms og alle skatter kompenseres
ved offentlige tilskud, så det går lige
op.
Beboerne beslutter, at aktiviteterne
på øen skal ske som i et
moderne samfund - med rigtige
penge, ikke som tuskhandel. For
hurtigt at komme i gang med diverse
produktioner og udveksling af
andre gøremål følger øen de kendte
normer og kontakter en af det store
samfunds private banker for at låne
nogle penge. Ansøgningen bliver
imødekommet på følgende vilkår: Et
lån på 10 mio. kr. - 10% p.a. i rente
- Afdragsfrit i 10 år - Øen som sikkerhed
for lånet.
Der vil så ske det, at øens pengemængde
vil falde med 1 mio. kr.
om året (renterne). Når de 10 år er
gået, er pengene væk, og beboerne
må aflevere øen til långiverne.
Så fantasiløst vil rentesystemets
dirigenter nok ikke optræde, for et
sådant eksempel vil straks afsløre
rentens konsekvenser. Det kan gøres
meget smartere.
Eksempel nr. 2
De samme mennesker overtager
øen og låner 10 mio. kr. på samme
“fine” betingelser som eksempel nr.
1. Pengemængden falder også her
med 1 mio. kr. om året, men efter
5 år gives et tillægslån på 5 mio.
kr. (det store samfund har gennem
opskrivning af øens ejendomsværdi
“øget” sikkerheden). Nu bliver den
årlige rentebyrde 1,5 mio. kr.
Efter de 10 år gøres regnestykket
op: Gæld på 15 mio. kr. - Pengemængde
2,5 mio. kr. Konsekvens:
Fallit eller nye lån til at betale renterne!
Kunne der tænkes andre økonomiske
modeller end i de to eksempler?
Eksempel nr. 3
Vi tager endnu en gang vore venner,
deres ø og de 10 mio. kr. i lån
til 10% i rente - men pengemængden
holdes konstant, ved at långiver
hvert år fører renterne tilbage til
øen, f.eks. til finansiering af vejbyggeri,
skoler, sygehuse, forskning og
videnskabeligt arbejde.
Et sådant samfund vil ikke miste
sin pengemængde og kan hele tiden
udvikle sig, men naturligvis på
långiverens filantropiske nåde og
barmhjertighed. Vi skal huske, at
JAK BLADET JANUAR 2011
9

långiver fortsat har øen som sikkerhed
og kravet om rentebetaling.
Spørgsmålet er derfor, om vi også
kan forbedre den økonomiske model
i eksempel nr. 3?
Eksempel nr. 4
Hvad er der som udgangspunkt sket
i alle tre eksempler?
Jo - Fællesejet (øen) blev stillet
som sikkerhed for de penge, der
som omsætningsmidler skulle sørge
for, at øens økonomiske liv kunne
fungere.
Så kan man stille det store spørgsmål:
Er det nødvendigt at lade nogle
uvedkommende personer (f.eks. via
en bank) skaffe pengene? Kunne det
ikke lige så godt være samfundet
selv, der udmøntede sine værdier
ved at stille dem som sikkerhed for
de nødvendige omsætningsmidler?
Helt banalt ville det i øens tilfælde
betyde, at der blev oprettet en
“samfundsbank”, som ved at tage
pant i fællesejet (jorden) udstedte
de nødvendige penge.
Pengenes rolle ville jo være den
samme, nemlig at sørge for omsætningen
af de varer og tjenesteydelser,
som udgjorde det daglige liv
på øen. Forskellen ville være, at når
der ikke var nogen rente-betaling,
kunne den oprindelige pengemængde
holdes konstant og fortsat
opfylde sin funktion.
Skulle øen udvikle sig eksplosivt
og have brug for flere penge i omsætningen,
ville det være muligt at
udmønte nogle af de nyskabte værdier
- naturligvis under en fastlagt
kontrol. resultatet ville under alle
omstændigheder blive et helt andet
og mere positivt end i de to første
eksempler!
Man kunne måske få den tanke,
at det store samfund ikke ville tillade
øen at trykke sine egne penge. I
vore dage kan et sådant problem let
klares, ved at omsætningsmidlerne
skabes som tal i et edb-bogholderi,
hvor hver borger på øen får sin
konto, og hvor al omsætning klares
som posteringer. Så kan enhver
også se, hvor fjollet det ville være at
lægge rente på edb-tallene!
10 JAK BLADET JANUAR 2011
Konsekvensen af et
rentesamfund
I vort land har Nationalbanken monopol
på at udstede penge. Da pengene
er nødvendige for samfundets
omsætning, og da gæld, skatter og
moms skal betales med rede penge,
kan vi ikke undvære pengene.
Pengene kommer ud i samfundet,
ved at Nationalbanken mod betaling
af en rente kanaliserer danske
kroner til de private pengeinstitutter,
der så låner pengene ud mod
en endnu højere rente til produktion
og forbrug.
Hver gang en produktion igangsættes,
sker det med lånte penge,
hvilket vil sige, at gælden og rentebyrden
i samfundet forøges.
Dækningen af renterne kan kun
skaffes gennem nye lån, da ydelserne
jo skal betales med penge. Ingen
långiver ønsker produktion som
betaling - nej, de producerede varer
skal omsættes til penge for at betale
renterne. Efterhånden som renterne
vender tilbage til långiverne, vil de
ofte blive lånt ud mod nye renter -
og det vil så ske igen og igen. Er jeg
naiv, hvis jeg påstår, at det aldrig vil
stoppe og betyder evig gældsætning?
Dette pengesystem betyder, at
samfundets borgere vil opleve gode
tider, når der sendes mange penge
i omløb, mens færre penge via kriseforlig,
lønstop, prisstop, offentlige
besparelser og andre panikreaktioner
fratager folket muligheden for at
betale renterne på de igangværende
pengelån - og så får vi dårlige tider.
Pengemangel bevirker, at samfundet
på samme tid kan have arbejdsløshed
og masser af uløste opgaver.
Hvis renterne på lånene skal
kunne betales, stiller det krav om
fortsat vækst og størst mulig indtjening
i virksomhederne, hvilket kan
give sig udslag i ringere produkter,
accept af forurening og et dårligt
arbejdsmiljø. Ja, det er til at græde
over, at samtidig med, at vi med flid
og kløgt kunne være i stand til at
skabe et mønster-samfund, tvinger
et rentebaseret pengesystem os til
det stik modsatte.
Alle spændes for rentevognen.
Overflodssamfundet bliver stress og
jag i stedet for frihed og lykke - det
bliver alles kamp mod alle i stedet
for et samarbejde for et bedre samfund.
Det kan med tørre tal bevises, at
samfundets gæld stiger med rentebyrden,
og det går stærkere og
stærkere, jo højere rentefoden er.
Med en rentefod på 5% fordobles
en gæld på 15 år - med en rente på
15% sker fordoblingen på 5 år - og
vi har haft år med en endnu højere
rente (spørg blot dem med de
gamle studielån).
Oprettelsen af en
samfundsbank
Det er en almindelig betragtning,
at det er tilstrækkeligt, at staten har
pengeudstedelsen under kontrol.
Nej, spørgsmålet er: Til hvem udstedes
pengene. I dag må svaret være:
Til de private pengeejere.
JAKs tese er, at omsætning af
varer og produktion med dertil
hørende afregning er en så vigtig
samfundsmæssig funktion, at sam-

fundsøkonomien går til grunde, hvis
denne funktion overlades som jagtmark
for private pengespekulanter.
JAKs endelige mål på det økonomiske
område er, at der skal oprettes
en samfundsbank, der mod
fornøden sikkerhed rentefrit stiller
omsætningsmidler til rådighed, naturligvis
efter nøje udformede regler.
Hvordan skal en samfundsbank
fungere?
I et nyt samfund - som i mit eksempel
nr. 4 (læs side 10) - skal Samfundsbanken
naturligvis etableres
fra starten. Det, som må interessere
læserne af denne artikel, vil være,
om JAK mener, det kan lade sig gøre
at ændre det økonomiske system i
det eksisterende danske samfund.
Det mener vi faktisk - og tøver ikke
med at fremlægge følgende model
til debat.
Teknisk set vil der ikke ske den
store forandring. Vort nuværende
banksystem med Nationalbanken
i spidsen kan uden problemer løse
den administrative opgave.
Men hvad skal skabe sikkerhed
for de penge, en samfundsbank
udsteder? Samfundsbanken oprettes
med første-prioritets sikkerhed i
Danmarks grundværdier. Da der kun
behøves en brøkdel af disse værdier
for at skabe solid sikkerhed for den
udsendte pengemængde, vil ingen
kunne bestride soliditeten af Samfundsbankens
penge.
Der foretages en vurdering af
ejendommenes grund- og bygningsværdi.
Gælden i grundværdierne
afvikles ved, at Samfundsbanken
simpelt hen overtager denne og
betaler långiveren (kreditforening
mv.). Overstiger grundværdien gældens
beløb, eller er der slet ingen
gæld på grunden, får ejeren udbetalt
friværdien. Hermed har samfundet
overtaget grundværdierne og
gjort dem likvide, ved at værdien er
udbetalt i gangbar mønt og ikke i
kreditforenings-obligationer.
Hermed har man foretaget den
økonomiske manøvre, som gør det
muligt at indføre fuld grundskyld
uden at forurette ejeren af jorden.
At ville pålægge samfundet fuld
grundskyld uden at gøre grundværdien
likvid, vil være en uret.
Kun på den her skitserede måde
bliver en grundskyld retfærdig. En
retfærdig afgift, som alle, der lægger
beslag på vort fælles eje - jorden
- skal erlægge til de jordløse. En afgift,
der går ind i samfundets kasse,
hvorfra den fordeles ud i samfundet
igen. En sådan afgift vil kunne være
en erstatning for de skatter, som
rentesamfundet er nødt til at plage
os alle med.
Finansiering af faste værdier
Bygninger og andet af fast værdi
finansieres også af Samfundsbanken
i henhold til en stedfunden vurdering.
Den rentebærende gæld, som
ejendommene er behæftet med,
udbetales til panthaverne, som det
er aftalt i lånedokumenterne. Er
gælden mindre end ejendommens
værdi, vil det overskydende blive
udbetalt til ejeren.
Grundværdien vil have førsteprioritets
panteret, og lånene i de
menneskeskabte værdier (bygninger
mv.) bliver anden-pant.
Mens købesummen (lånet) i
grundværdien ikke skal afdrages eller
forrentes, skal lån i bygninger
mv. afdrages i et tempo, som er passende
for den nedslidning, der sker.
I et rentefrit samfund vil man
kunne afskrive de producerede
brugsgenstande og bygninger,
modsat det vi oplever nu: At jo ældre
bygningerne bliver, jo højere
bliver prisen på dem. Det sidste er -
i det aktuelle samfund - en nødvendighed,
så længe man skal kunne
skabe plads til en sikkerhed for de
evindelige låntagninger, som rentesystemet
efter den matematiske regel
(rente og rentes rente) forlanger,
såfremt låntager ikke skal gå fallit på
grund af manglende likviditet.
Finansiering af samfundsmæssige
opgaver
uanset hvilke samfundsmæssige opgaver,
det drejer sig om, må princippet
for finansieringen være, at disse
anlæg skal afskrives i samfundets
bogholderi på samme vis, som det
er gældende for de private investeringer.
Derfor er det nødvendigt at afvikle
lånene (inddrage den udstedte
pengemængde) inden for en passende
periode - alt efter det pågældende
projekt. Dette vil ikke skabe
problemer, da den nytteværdi, anlæggene
har, enten i trafikal betydning,
som sygdomsbehandler eller
som undervisningssted, vil opveje
omkostningerne rigeligt.
Alle kan få en bolig
Efter oprettelsen af en samfundsbank
behøver begrebet “bolignød”
ikke at eksistere, da bygningen af
boliger efterhånden er så gennemrationaliseret,
at den økonomiske
indsats, samfundet skal yde, for at
alle kan få en god og sund bolig, er
så ringe, at det ikke vil være nogen
anstrengelse.
I et rentefrit finansieret samfund
vil der kun være behov for en brøkdel
af de indtægter, vi kender i de
offentlige kasser i dag, da der ikke
vil være noget videre behov for
støtte til samfundets medlemmer.
JAK BLADET JANUAR 2011
11

Priserne vil falde til et naturligt niveau,
nemlig til det, som det koster
at producere og distribuere (de
faktiske omkostninger uden renter i
alle led).
Pengenes rette værdi
Der er ikke noget område af økonomien,
hvor begreberne er så
forkvaklede, som når talen er om
pengenes værdi.
Meget kort kan det siges, at det
er, når spekulationens prisfordyrende
indgreb er ophørt, at produktionsudgifterne
alene udgør varens
pris. Hermed er også pengenes
værdi fastsat. Pengene kommer på
deres rette plads - som et rentefrit
omsætningsmiddel.
Man kan næsten høre økonomernes
råb: Inflation. Efter JAKs opfattelse
er inflation blot noget, der har
sin årsag i et forfejlet system. Inflation
behøver ikke at være afhængig
af få eller mange penge, men har
vi et dårligt system, skal vi have
pengenød, samtidig med at vi får
inflation.
renteudgifter og skatter lægges
på produktionen. Derved stiger
priserne, og høje priser på grund af
unødige omkostninger er og bliver
inflation. Altså er det rentesystemet,
der skaber inflation i bestræbelsen
på at holde renten oppe og holde
systemet gående.
Det, der afgør prisen for varerne -
12 JAK BLADET JANUAR 2011
og dermed spørgsmålet om inflation
- er og bliver vore produktionsudgifter,
og i produktionsprisen har vi
den faste ankerplads for pengeværdien.
Der kan skrives (og er skrevet)
store bøger om begrebet inflation.
Derfor kan de få linjer i denne artikel
kun blive en kort beskrivelse af JAKs
overvejelser om dette emne.
Konklusion om
Samfundsbanken
Hvad er så konklusionen på JAKs
ideer om Samfundsbanken? Et kort
resume kan i punktform opstilles
således:
- At Samfundsbanken kan være
en realitet i samme øjeblik, alle forstår
betydningen heraf.
- At vort fælles eje (jorden) stilles
som garant for vore penge og
herved gøres “likvid” ved, at Samfundsbanken
“køber” al jord ved at
behæfte den med et første-prioritetslån,
som er rente- og afdragsfrit.
- At alle menneskeskabte værdier
finansieres med et anden-prioritetslån,
som er rentefrit, men med
afdrag.
- At alle samfundsmæssige opgaver
finansieres af Samfundsbanken.
- At al skattebetaling kan ske som
en grundskyldsskat.
- At pengenes købekraft forøges
i samme tempo, som produktionen
billiggøres.
JAK arbejder for
økonomisk og
menneskelig frigørelse
I denne artikel har jeg søgt at
fremlægge Landsforeningen
JAKs tanker om en mulig etablering
af et rentefrit samfund
og anvist nogle praktiske veje
til gennemførelsen heraf. JAK vil
ikke postulere, at vi har alle svar,
men opfordrer til en udveksling
af ideer mellem organisationer
og privatpersoner, der ligesom
JAK er af den opfattelse, at der
er noget fundamentalt forkert
ved den nuværende økonomiske
tænkning.
Landsforeningen JAK har et
videre sigte, nemlig at skabe
muligheder for, at vi mennesker
kan leve en friere tilværelse uden
unødvendige bindinger. En sådan
“unødvendig” binding er efter
vor opfattelse et forkert økonomisk
system, hvor renten stiller
os over for en umulig opgave:
Vi kan aldrig slippe af med den
evige gældsætning!
JAK indbyder til samarbejde
om “økonomisk frigørelse”, der
kan bane vejen for en “menneskelig
frigørelse”, hvor vi - i stedet
for at lade et rentesystem tyrannisere
os - bruger vor fornuft
og følelse til at berige hinanden
menneskeligt og kulturelt.

I Thisted Dagblad skrev journalist
Poul Erik Holm følgende lørdag
den 24. april 2010
Andelskasse
kæmper mod
renten…
Filosofien om rentefri ind- og
udlån håndhæves stadig i
Thisteds mindste pengeinstitut.
Tiden er for længst løbet fra den tidligere
købmandsforretning på hjørnet
af Vestergade og Skolegade i Thisted.
Men det gamle hyggelige lokale har
bevaret sin egenart, for der handles
og byttes stadig i lokalerne.
Blot er det nu penge, der handles
med, i stedet for mel og sukker. Stedet
er Thisted Andelskasse, og der er
tid, ro og opmærksomhed, selv om
det er en lørdag formiddag.
Computeren har holdt sit indtog,
men ellers er det gamle købmandsinventar
bevaret. Ja, det står faktisk i
lejemålet, at det skal være der. Ellers
udstråler lokalerne ro, nærmest noget
dagligstueagtigt, som er kendetegnende
for andelskassebevægelsens
idegrundlag.
I direktørstolen sidder på sjette år
den 50-årige Henning Vognstrup,
hvis indfaldsvinkel til pengebranchen
er højest usædvanlig. Han
havde tidligere kørt mælk til den
daværende Mejerigården i Thisted.
Når hans Centurion-cykel er parkeret
i Vestergade, så er andelskassen
åben, selv om den officielle åbningstid
ellers kun er 16 timer.
Han kører bussen
Andelskassens 347 medlemmer
giver nemlig ikke basis for mere.
Så når Henning Vognstrup ikke
forsvarer andelskassens filosofiske
baggrund, kan man jævnligt møde
ham ved rattet i en af PAN-busserne
mellem Thisted og Skive. Et usædvanligt
sidejob for en direktør i pengeinstitutbranchen.
Men også den
del af tilværelsen nyder Henning
Vognstrup. ”Jeg har jo hang til store
dieselmotorer, og så kan jeg godt
lide at møde andre mennesker”,
siger han.
Ideologien
Andelskassens virke er baseret på de
gamle JAK tanker – Jord, Arbejde og
Kapital står bogstaverne for, og de
handler stærkt forenklet om, at man
ikke må tjene penge, hverken på
jord eller renter.
”Forskellen til de øvrige pengeinstitutter
er, at vi vil afskaffe renten.
Vi betragter penge som et neutralt
byttemiddel, der skal være fri for
spekulation”, siger Henning Vogn -
strup.
”Derfor bør der ikke gives renter
af indestående, og således heller
ikke kræves renter for udlån, men
kun betales for de faktiske omkostninger
ved andelskassens drift” siger
Henning Vognstrup videre.
Som en ballon
”Mange investerer i viden om, at
formuen kan mistes. Det er som en
ballon, luften kan sive ud af, så det
kan ende med, at der måske kun er
få eller ingen aktiver tilbage. Vores
rentefilosofi er, at nogle kunder stiller
nogle penge til rådighed, som
andre kan låne. Vores kunder giver
først afkald på rente, men opsparer
til gengæld en goodwill, som giver
dem mulighed for et efterfølgende
rentefrit lån. Vi lægger kortene på
bordet. rentesatserne er ikke til
forhandling. Ingen kan få fordel på
andres bekostning”, siger Henning
Vognstrup.
347 kunder ved udgangen af forrige
regnskabsår er ikke mange, så
Henning Vognstrups fremtidsønske
er, at flere slutter op om andelskassens
filosofi.
Og hvad ellers?
Henning Vognstrup er ansat 25 timer
om ugen, og hans eneste medhjælper
derudover er Jytte Klainberger,
som er ansat 12 timer om ugen.
”Vi vil gerne udvide vores nuværende
balance på 13 mio. kr., så vi
også kan udvide åbningstiden. Vi
har nemlig udstyret til at håndtere
mange flere kunder”, lyder hans
enkle ønske.
Det bliver fremsat helt i andelskassens
ånd: Store tanker behøver
ikke fylde meget. Henning Vognstrup
nævner i den forbindelse, at
Thisted Andelskasse kan tilbyde
præcist det samme, som øvrige og
meget større pengeinstitutter kan.
Han opremser en håndfuld eksempler
og fremhæver en sidste gang:
Forskellen er, at vi har rentefri indlån
og rentefri udlån.
JAK BLADET JANUAR 2011
13

Jubilæum
JAK 8O år
Af uffe MADsen
Landsforeningen JAK’s formål
er ”gennem oplysning at rejse
en bevægelse for gennemførelse
af folkets menneskelige
og økonomiske frigørelse –
samt arbejde for oprettelse af
praktiske funktioner til gennemførelse
af dette formål”.
Det er hovedsageligt i den sidste
sætning af formålsparagraffen for
Landsforeningen JAK, at Landsforeningen
udskiller sig fra mange
andre idealistiske foreninger. Netop
det at iværksætte et praktisk arbejde
for at gennemføre et idealistisk
formål er en væsentlig styrke
i Landsforeningen JAK. Og dette
praktiske arbejde har også ved flere
lejligheder været hovedårsagen til,
at Landsforeningen JAK nu kan fejre
80 års jubilæum.
De praktiske funktioner har gennem
de 80 år været meget forskelligartede,
men de har alle haft det
samme formål – på en praktisk
måde at arbejde med penge, der
ikke er pålagt rente. Den mest spektakulære
funktion var nok udstedelse
af JAK’s egne penge i de første
år. Dengang var det ikke forbudt
at udstede sine egne pengesedler,
men da omløbet af JAK’s pengesedler
blev omfattende, opstod der en
frygt hos regeringen, og det blev
forbudt at udstede pengesedler. Kun
Danmarks Nationalbank blev bemyndiget
til at udstede penge.
En stor og kendt aktivitet blev oprettelsen
af JAK-Banken A/S i 1958
med hovedkontor i Middelfart. Banken
fik en stærk vækst, og gennem
14 JAK BLADET JANUAR 2011
60’erne blev der etableret afdelinger
af banken over det meste af landet.
Som følge af vanskeligheder med
at overholde lovgivningens krav til
likviditet blev banken i 1972 overtaget
af den københavnske sparekasse
Bikuben, som dermed blev landsdækkende
og derudover fik omkring
200 bankuddannede medarbejdere
samt rigtig mange gode og loyale
kunder. uden for emnet kan man så
tænke på, at Bikuben senere blev til
BG Bank, som blev opslugt af Danske
Bank. På denne måde var JAK-
Banken A/S på forunderlig vis medvirkende
årsag til, at Danske Bank i
dag er landsdækkende!!!
Efter tabet af JAK-Banken A/S havde
Landsforeningen JAK behov for
en ny praktisk funktion, og i 1973
begyndte de små lokale JAK fælleskasser
at dukke op. Den første
fælleskasse blev oprettet i rødding.
Fælleskasserne var helt lokale økonomiske
foreninger, som kun måtte
have medlemmer i eget kirkesogn
og tilgrænsende sogne. Medlemmerne
hæftede solidarisk for hinanden,
hvilket var acceptabelt i den
udstrækning, medlemmerne kendte
hinanden, men det satte naturligvis
en begrænsning i udviklingen. Alligevel
blev der i årene fra 1973 til
1983 oprettet 55 fælleskasser landet
over. Alle var selvstændige enheder
med egen ledelse, men med det
fælles formål at modtage indlån
uden rente og igen låne pengene
ud til medlemmerne uden rente.
Fælleskasserne var oprettet under de
samme lovmæssige rammer, som
også omfattede landets traditionelle
andelskasser, og de var ikke underlagt
Finanstilsynet. Netop dette
forhold ønskede myndighederne
gøre noget ved, og i 1985 fik fælleskasser
og andelskasser tilbudt at
blive ”rigtige” pengeinstitutter på
lige fod med banker og sparekasser,
men samtidig skulle de underkaste
sig Finanstilsynet og operere inden
for pengeinstitutternes lovgivning.
Med undtagelse af et par fælleskasser
gjorde JAK fælleskasserne brug af
denne mulighed og blev dermed til
JAK andelskasser. De snærende geografiske
krav til medlemskredsens
bopæl blev ophævet, og den solidariske
hæftelse blev fjernet. Dette gav
mulighed for større kundetilgang,
og samtidig kunne der ske sammenlægninger
af andelskasserne.
De efterfølgende år viste en pæn
kundetilgang til JAK andelskasserne,
hvor antallet af kasser til gengæld
blev reduceret. Ved udgangen af
1992 var der 19 JAK andelskasser og
en enkelt fælleskasse. Den samlede
balance var 214 mio. kr. 10 år efter
– dvs. ved udgangen af 2002 – var
der 15 JAK andelskasser og stadig
en enkelt fælleskasse. Den samlede
balance var nu steget til 504 mio.
kr. På nuværende tidspunkt, dvs.
ved udgangen af 2010, er der 6 JAK
andelskasser tilbage, og de har en
balance på tilsammen 971 mio. kr.
ud over andelskasserne skal Folkesparekassen
i Silkeborg også nævnes
som en af JAK’s praktiske funktioner.
Sparekassen blev oprettet i 1983
med det formål at servicere fælleskasserne
og deres kunder. Gennem
årene har Folkesparekassen også væ-