Jødisk Orientering december 2012 - Det Mosaiske Troessamfund

More documents

Recommendations

Info

8 | JØdisK REnæssAncE En værdifuld Kunstsamling kræver tid, fred og penge, og det havde de dansk-jødiske kunsthistorikere, godsejere og bankdirektører, som omkring begyndelsen af det 20. århundrede kastede sig over kunstsamling med liv og sjæl – og et særligt blik for detaljen. Den sidste torsdag i oktober indledtes foredragsrækken Jødisk Renæssance i Danmark med kunsthistoriker Charlotte Christensens foredrag om de jødiske kunstsamlere. AF CAMILLA PAPE Europæiske kunsthandlere. Man samler En regnfuld efterårsaften sidder jeg i festsalen i Det Jødiske Hus for at genopleve en flig af den tid, som refereres til som Jødisk Renæssance i Danmark. Jeg har på forhånd læst foredragsholder Charlotte Christensens artikel i RAM- BAM nr. 20/2011 og blev helt rørt over et tidsbillede, der især bygger på de mange breve, Kunstindustrimuseets direktør mellem 1906 og 1923, Emil Hannover, sendte til sin gode ven og kollega Carl Ruben. Brevene handler især om at samle på kunst, om at rejse rundt i Europa for at finde og købe det bedste, det ægte, og om at navigere i en verden på tærsklen til nutidens moderne samfund som jøde, dansker og passioneret samler. Kunstsamling, fortæller Charlotte Christensen, blev i løbet af 1800-tallet udbredt i de jødiske kredse og havde som betydningsfuldt centrum Emil Hannovers ansættelse som direktør for Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark). Hannover etablerede et engageret og tæt netværk omkring museet bl.a. i form af Selskabet Kunstindustrimuseets Venner, der blev stiftet i 1910 og virkede ikke blot som støtte for museet, men også for Hannover selv. Museumsdirektøren, fortæller Christensen denne aften i Det Jødiske Hus, havde brug for lidt ekstra hjælp til at sætte sig igennem over for det danske kulturmiljø, heriblandt den indflydelsesrige brygger Carl Jacobsen.
sans for detaljen Det er Christensens sans for detaljen, der især gør foredraget levende. En evne, hun har tilfælles med de jødiske kunstsamlere. Bryggeren og Hannover udviklede en årelang kontrovers, der bl.a. kom til udtryk i en diskussion om en kirke. Brygger Jacobsen, der havde en sær forkærlighed for spir, kunne ikke forstå, hvorfor den jødiske museumsdirektør skulle sætte sig imod og i det hele taget blande sig, når det gjaldt udseendet af en kristen kirke. Men Hannover havde udviklet et forfinet blik for det æstetiske – ’ingen havde så god en føling med de europæiske kunstsamlinger som han’, understreger Christensen og fortæller om Kunstindustrimuseets mindre populære samling af uægte genstande. En samling, der voksede, i takt med at Hannover under både lettelsens og fortvivlelsens suk afslørede forfalskninger blandt sine venners skatte. Hans netværk i det danske kunstmiljø talte godt nok ikke brygger Jacobsen, men mange andre indflydelsesrige skikkelser, hvis kunstsamlinger vidner om en mangfoldig detaljerigdom, der ikke længere eksisterer i vor moderne, nyttebevidste verden. vennerne Kunstindustrimuseets Venner talte blandt andet teaterlægen Axel Heine, der først og fremmest samlede på porcelæn og rubinglas fra Böhmen og blev en af de største mæcener for Kunstindustrimuseet. Bankdirektøren Emil Glückstadt var også en af Vennerne. Glückstadt havde indrettet sin lejlighed ved Amalienborg, som var han en fransk greve, han var ejer af sommerpalæet Sølyst i Klampenborg – en hyppigt anvendt scene for vigtige middage og komsammener – og så skænkede han Kunstindustrimuseet dets nuværende bygninger i form af det tidligere Frederiks Hospital. Der var grosserer Carl Ruben, Hannovers nære ven, med hvem han til sin død bibeholdt en hyppig brevkorrespondance og diskuterede sin passion for kunst og kunsthåndværk, og så var der højesteretssagfører C.L. David, hvis breve var uudsigeligt tørre, men hvis eksotiske kunstsamling må betegnes som alt andet end det. Disse personligheder havde stor betydning for det danske kulturmiljø, og i bekendtskabskredsen omkring Vennerne fandtes andre vigtige skikkelser som redaktør Edvard Brandes, familien Gauguin, der for en periode boede på Gl. Kongevej, samt Johan Rohde, der var kunstner og initiativtager til Den Frie Udstilling. Låget fra en snustobaksdåse. Fra lægen Axel Heines samling. En eventyrlig værdi Disse jødiske personligheders ageren og samlinger giver et indblik i en tid, hvor ting, der i dag ville forekomme uanseelige eller blot funktionelle, gemmer på farverige ornamenter og betydninger. Således er et badekar benyttet af børnene i familien Hirschsprung måske i virkeligheden et guldfiskekar skabt til Kejseren af Kinas sommerpalads. Men noget særligt jødisk er der ikke umiddelbart at finde i kunstgenstande og værker. Heinrich og Caroline Hirschsprungs samling bærer f.eks. ikke præg af deres jødiske tilknytning, men derimod i høj grad af den danske nationalisme, som var fremherskende i deres tid. Heller ikke Kunstindustrimuseets genstande viser sig som specielt jødiske, men bærer i højere grad vidnesbyrd om en tid og et kunstsyn, som ikke længere eksisterer. I forhold til det kunsthåndværk, der figurerede blandt de jødiske samleres skatte, er nutidens design langt mere abstrakt i sit udtryk, præget af funktionalitet fremfor ren og skær skønhed. Med Charlotte Christensens ord kræver kunstsamling, måske endog dette detaljefikserede kunstsyn i sig selv, tid, fred og penge – tre ting, vi i vor fortravlede og multikompetente hverdag konstant føler os fattige på. JØdisK REnæssAncE | 9 ”Det forgældede menneske er fremtidens menneske,” skriver kunsthistoriker Mikkel Bolt i sin kritiske kommentar til Gilles Deleuzes Postscriptum om Kontrolsamfundet (Kultur & Klasse nr. 110, årg. 2010), men, skriver Bolt videre, ”der er hverken grund til at frygte eller håbe, men til at lede efter nye våben”. Måske er netop detaljen et vigtigt forsvar for en udvikling, der i højere og højere grad går den nemme, lige vej. det jødiske særpræg For det særligt jødiske ved de dansk-jødiske kunstsamlinger er der måske alligevel, påpeger Christensen, hvis man ser nærmere efter – det er påfaldende, at kunsthåndværket generelt slår stærkere igennem som samlerobjekt end maleri og skulptur. Selvom de fleste ikke var ortodokse, mener Christensen, kan de have været påvirkede af traditionen om billedforbud. Den jødiske hverdag som integreret mindretal i Danmark kan også være en bagvedliggende grund. Det er måske netop i samspillet mellem en transnational jødisk og en national dansk identitet, at de jødiske kunstsamlere finder deres passion for at samle sjældne kunstgenstande fra hele Europa i hjem og museer? Det første skud på foredragsrækken Jødisk Renæssance i Danmark fremkaldte et fint tilbageblik til datidens detaljerigdom og passionerede praktisering af kunstsamling, der indikerer, hvordan det jødiske havde betydning – som et let skjult ansigt i et facetteret dansk og europæisk kulturliv.
Page 1 and 2: DECEMBEr 2012 - JanUar 2013 / KISLE
Page 3 and 4: Året der gik 2012 stadig højt akt
Page 5 and 6: orientering fra administrationen P
Page 7: SENIOR- KLUBBEN Program for decembe
Page 11 and 12: Et nostalgisk tilbageblik på, hvor
Page 13 and 14: Aktuel udstilling På Det Jødiske
Page 15 and 16: sikkerhed i norden Formålet med or
Page 17 and 18: VOres schlichimpar karina Og didi D
Page 19 and 20: stefan isaak 75 År Den 12. decembe
Page 21 and 22: • Støtter du, at vi, der holder
Page 23 and 24: I anledning af René Dondes 70-års

Jødisk Orientering december 2012 - Det Mosaiske Troessamfund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?