Klik for at se document.

Det økologiske kolonihavehus 

De økologiske løsninger i huset tager udgangspunkt i miljøvenlige bygge- og genbrugsmaterialer. 

Isolering foretages med specialimprægneret papirgranulat. 

Strøm til belysning, radio-TV produceres af solceller og et solvarmeanlæg sørger for varmt vand i 

hanerne. Opvarmning sker ved udnyttelse af passiv solvarme i drivhus og solmur, og ved en brændeovn 

til miljøvenligt brændsel. 

Huset får et smukt græstag, som vil medvirke til en behagelig indendørs temperatur. Regnvandopsamling 

fra drivhuset bruges til havevanding, og husets affald sorteres til mest mulig genbrug og grønt affald 

komposteres. 

I husets muldtoilet adskilles fast stof og urin. Det faste stof bliver til kompost til forbedring af jorden og 

urinen opsamles, blandes med vand og bruges til gødning. Det grå spildevand fra huset ledes ud til havens 

rodzoneanlæg, hvor der renses og går videre i naturens kredsløb. 

Øko-kolonihavehuset er 55 m 2 stort + en udestue. Det bliver indrettet med et stort opholdsrum, kontor, 

køkken, toilet og bad. Rundt om huset anlægges en lille økologisk have, og resten af grunden med vildnis, 

krat og træer omdannes med tiden til en oplevelsesrig naturlegeplads. 

Huset skal bruges som demonstrationsbyggeri, hvor de besøgende kan opleve de enkelte økologiske 

løsninger og deres helhed. 

Skoler, børnehaver, selvbyg- og kolonihavefolket, samt andre interesserede skal bruge huset og grunden 

til bl.a. undervisning og praktiske aktiviteter. 

Byggeriet er kommet i stand ved et samarbejde mellem: Københavns Miljø- og Energikontor, 

Daghøjskolen Økologiske Igangsættere, Kolonihaveforbundet for Danmark og Haveforeningen 

Vennelyst på Kløvermarksvej på Amager. 

Mere information om huset ved henvendelse Tlf. 35 37 36 36

Introduktionsark - 

til 

- Mindre miljøbelastende 

- byggematrialer og produkter 

Indholdsfortegnelse 

Konstruktion ark nr. Energi : ark nr. 

Træ konstruktion 1 Solfanger 8 

Valg af træ 2 Passiv solvarme 9 

Græstag 3 Solceller 10 

Ler 4 Brændeovne 11 

Isolering 5 

Maling: Affald 

Maling 6 Mult -toilet 12 

Malings typer 7 Kompostering 13 

Rodzoneanlæg 14 

Affaldssortering 15 

Regnvandsopsamling 16 

Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 Kobenhavn N Tlf. 35373636 

e-mail: kmek@sek.dk www.sek.dklkmek/kmek.htm 

udgivet med støtte fra Den Grønne Fond 

2

Træ 

Dette er et indscannet dokument vedr. 

Træ 

konstruktion 

Træ er et vedvarende byggemateriale som har fortrinlige 

egenskaber til husbyggeri, lav vægt god styrke, elastisk, lille 

varmeledningsevne, fugt regulerende og kan næsten bruges 

overalt i et hus. Træ, der skal anvendes på en miljøvenlig 

måde, skal være rent træ. Det betyder, at tryk- og 

vacuumimprægneret træ, produkter der er tilsat forskellige 

bindemidler (lime) og træ der er imprægneret med 

forskellige giftige træbeskyttelsesmidler i denne 

sammenhæng er unødvendige. Inden for 

bygningsreglementets rammer er det faktisk muligt at bygge 

et hus næsten udelukkende af træ. Nogle brandmæssige krav 

betyder dog, at det er nødvendig at anvende nogle 

uorganiske, ikke brændbare matrialer f. eks. gibs- eller 

træbetonplader. 

Konstruktiv træbeskyttelse 

Til udendørs trækonstruktioner er det vigtig at følge nogle 

enkle regler mht. beskyttelse mod sol og regn og der ved 

holde træets fugtindhold under 20% ved : 

-At tag skal have hældning og være med synlige tagrender, 

så de nemt kan renses. 

-At trækonstruktioner så vidt muligt skal overdækkes. 

-At tagudhæng beskytter væg- og gavlbeklædning, samt 

vinduer og døre mod sol og regn. 

-At endetræ skal afdækkes, da det suger meget og hurtigt. 

-At træoverflader, der bliver udsat for nedbør, skal have et 

sådant fald, at vand ledes væk. 

-At vælge den rigtige træart og kvalitet i de forskellige 

bygningsdele. 

3

Litteraturliste og adresser 

Diverse bøger fra 

Træbranchens Oplysningsråd Lyngby 

Kirkestræde 14 2800 Lyngby tlf. 45280333 

4 

Vægge af træ 

Konstruktiv træbeskyttelse mod biologisk 

nedbrydning nr.20 Arbejdsraport fra 

Miljøstyrelsen Strandgade 29 1401 

København K tlf. 32660100 

Ydervægge kan også opføres helt i træ, dvs. med en 

yderbeklædning af lodrette- eller vandrette brædder, men hvor 

også de bærende dele og den indvendige beklædning er af træ. 

Den mest almindelige konstruktion i træ er bindingsværket, dog 

ikke i traditionel forstand med synlige bjælker som stolper og 

remme og med lerklinede eller udmurede mellem tømmert, 

men i konstruktioner hvor bindingsværket udfyldes med 

isoleringsmatriale og beklædes med brædder. Der er tale om en 

let konstruktion med et minimum af matrialeforbrug. Til 

vægbeklædningen indendørs kan næsten alle træarter bruges, 

men træ der kan afgive skadelige dampe af formaldehyd som 

f.eks. thuja bør undgås. I følge bygningsreglementet for 

småhuse skal ydervæggene opfylde kravene til en 

BDbygningsdel 30. Dette betyder at væggen ikke må bryde 

sammen eller gennembrænde inden for 30 minutter. 

Landsforeningen Økologisk Byggeri 

Dannebrogsgade 8 A 8000 Århus C tlf 

86763612 

Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N TIL 35373636 

e-mail: kmek@sek.dk www.sek.dk/kmek/kmek.htm 


Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger vedr. projektet.


Valg af træ 

Fagsprog Inden for alle fag findes en 

række fagudtryk, som det er værd at 

kende. Her er ord, begreber og gode 

råd som er nyttige, når du handler i 

byggemarkedet og trælasthandelen. 

Brædder, planker, tømmer og 

lægter er handelsbetegnelser for savet 

træ. Savskåret betyder at træets 

overflade er ru efter opskæringen på 

savværket med fx. rundsav eller 

båndsav. Høvlet vil sige at træets ru 

overflade er gjort glat og plant ved 

maskinhøvling. Pløjet vil sige, at et 

bræt er forsynet med fer og not og 

dermed kan sættes sammen med de 

tilsvarende 

nabobrædder til en lukket flade. 

Pløjede brædder er som regel høvlede, 

men også uhøvlede brædder kan pløjes 

og benævnes da rupløjet. Planskåret 

betyder, at et bræt er skåret af 

stammen med fladerne parallelt med 

årerne. Går årerne på tværs, kaldes 

brættet retskåret. 

Marvsiden er den side af et bræt, som 

har vendt ind mod træets centrum, 

marven. 

Splintsiden er den side af brættet som 

har vendt ud mod træets barkside. 

Kerneved dannes i træets centrum, 

kernen, og kan indeholde 

konserverende stoffer, der hos en 

række træarter øger træets 

modstandsevne overfor 

mikroorganismer og svampeangreb. 

Veddet udenom kernen kaldes 

splintved. Vankant er den del af 

stammens overflade, som kan 

forekomme på savskåret træ i form af 

runde kanter med spor af bark. En 

anden betegnelse for det samme er 

bomkant. Der er regler for i hvilket 

omfang vankant må forekomme på 

savskåret træ. Revner i træ 

fremkommer, når veddets fibre er 

adskilt i fiberretningen og langs 

marvstrålerne. Er revnerne små kaldes 

de ridser. Harpiks fra fyr og gran 

sveder især ud fra træet i varmt vejr. 

Harpiksholdigt træ er normalt godt 

træ. Når harpiksen er stivnet kan den 

skrabes væk. Mindre harpiksrester kan 

fjernes med en spritklud. Blåsplint er 

splintved, som er angrebet og 

misfarvet af blåsplintsvarripe. De 

nedbryder ikke træet og har derfor 

ingen betydning for styrken. Men de 

kan være medvirkende til en uens 

optagelse af imprægnering, 

træbeskyttelse og maling, så 

overfladen bliver uensartet. 

Træarter 

Indendørs kan alle træarter anvendes 

(undtagen Thuja). Her er det primært 

træets udseende og evt. slidstyrke, som 

har betydning. Udendørs bør der i 

højere grad tages hensyn til de 

forskellige træarters særlige 

egenskaber fx. fugtfølsomhed og 

selvbeskyttende egenskaber. Ved at 

vælge den rette træart og udforme 

trækonstruktionen rigtigt er 

anvendelsen af imprægneringsmidler 

ofte unødvendig. 

5 

Skovfyr 

Skovfyr er den mest anvendte træart i 

Danmark. Den er stærkere end 

rødgran, men i praksis sidestilles fyr 

og gran. Kerneveddet, der er 

mørktgulligt til rødbrunt, har en 

naturlig beskyttelse, der giver kernetræ 

af fyr en god holdbarhed i fri luft uden 

jordkontakt (40-85 år). Holdbarheden i 

jord er derimod begrænset (5- 10 år). 

Splintveddet har en åben porøsitet, der 

gør skovfyr let at imprægnere, men 

som samtidig betyder at det 

uimprægnerede træ er mere 

fugtfølsom og derfor nedbrydes 

hurtigere i fugtigt miljø. 

Rødgran 

Rødgran anvendes på linie med 

skovfyr. Svensk og finsk gran har 

færre knaster og er normalt mere 

tætvokset end fx. dansk gran. Granens 

kerne er ikke naturligt beskyttet som 

skovfyrs kerneved. Derfor er der i 

praksis ingen forskel på kerne- og 

splintveddets holdbarhed. Da rødgrans 

celler er lukkede kan rødgran 

vanskeligt imprægneres. Derfor er den 

også mindre fugtfølsom. Det gør 

granbrædder særligt velegnede til 

facadebeklædninger. Uden jordkontakt 

er rødgrans holdbarhed på linie med 

kernetræ af fyr og lærk (40-70 år) I 

jordkontakt er holdbarheden derimod 

begrænset (5- l 0 år) . 

Lærk 

Lærkens styrkeegenskaber er bedre 

end hos fyr og gran. Den er også 

hårdere og mere sprød, og har tendens 

til at vride sig når den tørrer. Lærk er 

mere modstandsdygtig end fyr og 

gran. I kontakt med jord holder 

kernerig lærk ofte længere end 

fyrkerne (S- l 5 år). Fri af jord er den 

på linie med gran og fyrkerne (40-90 

år). 

Eg 

Eg er den af vore europæiske træarter, 

som har den længste holdbarhed i 

jordkontakt, når der udelukkende 

anvendes kernetræ (15 -25 år). 

Kerneveddet er overordentligt 

modstandsdygtigt overfor råd, svamp 

og insekter, fordi det fra naturens hånd 

er konserveret med bl.a. garvestoffer. 

Splintveddet har derimod en væsentlig 

kortere levetid. 

Western Red Cedar/Thuja Western 

Red Cedar vokser på vestkysten af 

USA og Canada. Det er en let træart, 

der styrkemæssigt er svagere end gran. 

Veddet varierer fra lys brunt til 

grågyldent. Kernetræet af Western 

Red Cedar har en god holdbarhed i 

jord (15-25 år). Fri af jord er den 

overordentlig holdbar (50-120 år). 

Thuja findes i Danmark i meget 

begrænsede mængder og i kvaliteter, 

der ikke er på højde med western red 

cedar. 

Douglas 

Douglas fra danske skove anvendes 

hovedsageligt til trægulve. Anvendt 

udendørs er dens holdbarhed i og 

overjord som lærk På grund af træets 

garvestofindhold kan jern og fugt 

medføre en blåfarvning af veddet. 

Teak 

Teak er blandt de mest holdbare 

træarter til udendørs anvendelse. Teak 

er vejrbestandig og overfladen bliver 

med tiden sølvgrå hvis ikke træet 

overfladebehandles med træolie. 

jordkontakter holdbarheden på linie 

med trykimprægneret træ (25-50 år). 

Fri af jord er teak overordentlig 

holdbar (60-150 år).

Savet træ 

Savskåret træ af fyr og gran findes i forskellige 

dimensioner og længder. Alt efter mål og form taler 

man om brædder, planker, lægter og tømmer. En 

oversigt over de gængse dimensioner findes i Dansk 

Standard DS 146. Ofte er det muligt at få flere 

dimensioner end de nævnte, så spørg din 

tømmerhandler om leveringsmulighederne. Høvlet 

træ, brædder, planker og lægter leveres 

høvlet på alle fire sider i et stort antal 

standarddimensioner. De høvlede dimensioner 

findes i DS 1002. Trælasthandleren har normalt et 

lager af høvlede varer og kan som regel levere 

særlige dimensioner på bestilling. Foruden høvlede 

brædder og planker findes der et righoldigt udvalg 

af lister, profilbrædder, karmtræ og specialprofiler. 

Alle profiler fås normalt i fyr, og mange lister fås 

tillige i hårde træsorter, som eg og teak. 

Trækvalitet 

Stærkt træ er ikke nødvendigvis smukt træ, og 

smukt træ er ikke altid stærkt træ. Derfor bør træ 

sorteres til anvendelsen. Sorteret træ fås i 

tømmerhandelen. Byggemarkeder forhandler 

normalt kun en enkelt af de nævnte kvaliteter. 

Trædimensioner og kvalitet 

Udseendesortering 

Til almindelige snedkerformål sorteres det savede 

træ efter udseende. Træbranchen har et sæt faste 

sorteringsregler, hvor bl.a. antal og størrelse af 

knaster samt en række væksturegelmæssigheder 

afgør træets kvalitet. 

Sorteringsklasser sorteret (uls), der er den bedste 

klasse Kvinta (Vta) Seksta (Vl), også kaldet udskud 

og forskalling. 

I de kommende år vil nye benævnelser (klasse 4 B 

og C) blive taget i brug og sorteringsreglerne 

justeres. Valg af trækvalitet er et spørgsmål om at 

finde den rette kvalitet til et givet formål. Der kan 

være stor prisforskel mellem kvaliteterne. Derfor 

bør de bedste kvaliteter anvendes til synlige formål, 

og hvor træet er udsat for stor udendørs påvirkning. 

De mindre gode kvaliteter kan anvendes til alle 

skjulte formål. 

Litteraturliste og adresser Diverse bøger fra Træbranchens Oplysningsråd 

Lyngby Kirkestræde 14 

2800 Lyngby 

tlf. 45280333 

6 

Styrkesortering 

Træ til bærende konstruktioner bør altid være 

sorteret efter styrke. Til de fleste konstruktioner i 

almindelige huse anvendes træ fra den laveste 

styrkeklasse (DK18). Til konstruktioner hvor der 

stilles strengere krav anvendes T-virke-kvaliteterne 

T24 og T30. Gran og fyr ligestilles styrkemæssigt 

efter Trænormen (DS 413), der beskriver kravene til 

træ i de forskellige styrkeklasser. 

Hold træ tørt 

Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf 35373636 



Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet. 

Skal træ anvendes udendørs bør konstruktionerne 

udformes, så træet viser vandet væk og selv holder 

sig tørt - den såkaldte konstruktive træbeskyttelse. 

Derved mindskes risikoen for unødige skader på 

træværket fx. i form af råd og svamp. Træ svinder 

og udvider sig mindst, når dets fugtindhold allerede 

ved indbygningen svarer til ligevægtsfugtigheden på 

brugsstedet. Tør derfor træet så dets fugtighed 

svarer til anvendelsen. Træ fra trælasthandlen vil 

normalt have et fugtindhold på 15-18% (ikke 

ovntørret. Skal træet anvendes indendøre bør det 

være ovntørret eller ligge oppindet på brugsstedet i 

2-4 uger, så det kan indstille sig på 

ligevægtsfugtigheden, hvor det skal anvendes. Se 

mere om konstruktiv beskyttelse og fugt i 

håndbogen TRÆ 29, Træbeskyttelse fra 

Træbranchens Oplysningsråd.

Græstag 


Græstag 

Græstørvstaget er for mange, naturens tag. Det var det også i 

den oprindelige udformning, som den kendes fra gamle huse 

i Sverige og Norge, men i den moderne udgave har man 

ændret lidt på materialevalget af hensyn til funktionen. 

I byområder har græstaget en positiv indvirkning på 

luftforureningen, fordi tagets ujævne struktur binder støv, og 

planterne optager forskellige gasser. Taget har tillige en god 

lydisolerende effekt. Græstaget kan både være et fladt,tag 

(taghaver) og et skråtag, hvilket nok er det mest almindelige 

til småhuse. Jordlagets tykkelse kan varieres, og et tykt lag 

(op til 25 cm) giver mulighed for at plante større planter og 

buske på taget. 

Græstaget kan i den viste udformning bruges ved 

taghældninger på 18-27 grader. Taget er opbygget med et 

vandtæt lag nederst. Førhen brugte man birkebark som 

tætningslag, men et relativt miljøvenligt alternativ vil være 

et vandtæt lag af en 0,5 mm eller tykkere LDPE 

(lavdensitetpolyethylen) geomembran, der hævdes at have 

en næsten ubegrænset holdbarhed i jord. 

Membranen lægges på et lag 25 mm brædder med et 50 mm 

udluftet hulrum under. Forneden på taget monteres en 

imprægneret bjælke som støtte for tørvelaget. P g. a. usikkerheden 

om mernbranens holdbarhed bør der kigges til denne efter 15-20 år. 

Over membranen kan evt. lægges 2-3 cm ærtesten over hele 

tagfladen eller i kanaler. Stenlaget fungerer som drænlag. 

Ærtestenene skal udlægges forsigtigt så punktering af membranen 

undgås. 

7 

Demæst lægges græstørvene med et omvendt lag tørv nederst og et 

retvendt tørvelag øverst. Lagene skal tilsammen være mindst 15 cm 

tykke (svarende til en vægt på ca. 200 kg/M 2 ) for at mindske faren for 

udtørring. Tørvene kan oplægges i stykker på 30 x 30 cm og med en 

tykkelse på 7,5 - 15 cm. Græstaget kan lægges på tage med større 

hældning, hvis der opsættes trælægter til at fastholde tørvene. 

Lægterne må ikke fastgøres gennem det vandtætte lag, men skal 

hænge på taget over tagryggen, og lægterne vil efterhånden rådne bort, 

samtidig med at taget bliver mere stabilt. 

I stedet for græstørv er der i Canada gjort forsøg med halmballer som 

vækstmedie for græs eller forskellige planter. Halmballerne lægges ud 

på taget og skæres op. Efter et par måneder udlægges et ca. 5 cm tyndt 

muldlag, og der sås eller plantes på taget. 

Taget vejer ca. det halve af et almindeligt græstørvstag, men er stadig 

et tungt tag. Man kan evt. få udført nogle ingeniørberegninger, der kan 

vise, om halmen vil blive på plads i et stormvejr. Evt. kan halmen 

fastgøres til tagkonstruktionen. 

Istedet for membranen og ærtesten kan der med stor fordel bruges 

grundmursplade specielt ved taghældninger under 18 grader. 

Grundmursplade bruges normalt udvendig på fundamentet i 

forbindelse med dræning og ventilation, så der bliver bedre klima i 

kælderrum. Taget bør efterses både ud- og indvendig mindst en gang 

om året. Der skal specielt holdes øje med tegn på råd og svamp, 

nedskridning af grædstørvbelægningen og gennemtrængning af vand 

og rødder.

Tagpapper med folieindlæg er ikke tilstrækkelig sikkert 

rodstandsende, da rødderne kan gro gennem de klæbede 

overlæg og endda gennem tynde plast- og aluminiumsfolier. 

Det er ikke helt klarlagt, om røddernes gennemgrøning 

hidrører alene fra en mekanisk gennemboringsevne, eller om 

også kemiske processer ved rodspidserne bidrager dertil. 

Eksempelvis er rødderne på følgende planter meget 

aggressive: el, birk, fyr, sandtorn, lupiner, kvikgræs og mos. 

Løsning fig. I er karakteriseret ved, at overlæggene i 

grundmurspladerne i vidt omfang hindrer 

vandgennemtrængning og ved, at vand. der trods alt måtte 

trænge igennem, hurtigt forsvinder igen ved at løbe ned 

mellem grundmurspladen og tagpapdækningen. Der skal 

anvendes en plade med profilering, som ikke må beskadiges 

under udlægningen. Bølgeformede plader skal udlægges 

med rillerne i tagets faldretning. 

Løsning fig. I og 3 er karakteriseret ved, at der anvendes en 

helt sikker rodstandsende tagdækning. Usikkerhed med 

hensyn til, hvor tørt der skal være under tagdækningen for 

ikke at tiltrække rødder, er dermed fjernet. 

Signaturforklaring: 

1. Græstørv, rullegræs eller sået græs.Lagtykkelse - 150 

mm 

2. Vækstlag 

3. Grundmursplade 

4. To lag underpap (PF-armerede SBS Papper) 

5. Pløjede tagbrædder s100 mm, krydsfiner med not og fer 

eller understøttede kanter 

6. Helsvejstfolie, løst udlagt eller klæbet 

7. Evt. modhold løst udlagt og støttet mod tagfod 

8. lnddækningspap 

9. Groft grus 

10. Stendræn 

11. Fodblik. Fx. plast, 0, 6 mm kobber (ikke ved 

zinktagrender) eller 1,5 mm bly 

12. Varmforzinket vinkelbeslag 

13. Trykimprægneret træ klasse A 

14. 15 mm spalte 

Litteraturliste og adresser : 

Informationsblade om bygningsbevaring, 

Miljøministeriet, Planstyrelsen 

Haraldsgade 53 

2100 KøbenhavnØ. tlf. 39271100 

Her er et eksempel på et godkendt græstag fra byggestyrelsen: 

8 

Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) 

Dr. Neergårdsvej 15 2970 Hørsholm tlf. 45865533 





Ler-vægge 


LER 

Vi benytter igen ubrændt ler i Danmark i dag, men det var 

almindeligt helt til starten af dette århundrede. I bl.a. 

andelssamfundet i Hjortshøj ved Århus har man imidlertid taget 

materialet i brug igen, p.g.a. dets klare økologiske fortrin. Egnet 

lerjord, dvs. fortrinsvis moræneler findes mange steder i 

Danmark på selve byggegrunden og kan med få og simple 

behandlinger bruges direkte i byggeri. Lervægge er tunge 

vægge og derfor gode til akkumulering af varme specielt i 

forbindelse med passiv solvarme. Rigtigt opført kan 

bygningerne holde i mange år, og der findes eksempler på flere 

hundrede år gamle lerhuse i Danmark. Lerjordsbyggeri er 

billigt, hvis der benyttes jord fra byggepladsen, men prisen 

stiger, hvis lerjorden skal transporteres til byggepladsen. Vægge 

af lerjordsblokke er dyrere i materialeindkøb end stampede 

vægge, men generelt er udgiften til evt. arbejdslønninger den 

udslagsgivende faktor. Lervægge tåler ikke samme tryk som 

almindeligt teglstensbyggeri, og lervægge skal beskyttes mod 

vejrliget. Da lerjordsbyggeri er arbejdskrævende, er det en 

byggeform først og fremmest for selvbyggere. 

Enhver anvendelse af lerjord må forventes at kræve 

bygningsmyndighedernes godkendelse, for at et projekt kan 

gennemføres, evt. dokumentation i form af beregninger og 

forsøgsbyggeri. Mange selvbyggere vil nok afholde sig fra et 

sådant byggeri, ikke alene p.g.a. den store arbejdsindsats der 

kræves, men også p.g.a. besværlighederne med fremskaffelse af 

dokumentation. 

For den almindelige husejer er bygning med lersten, blokke 

eller plader interessant, Dansk producerede lersten kan købes 

med produktdokumentation hos firmaet Økotech ved Århus, 

eller kontakt Veksø Handelsstation tlf. 47170314. Stenene kan 

bl.a. fås i målene l x b x h: 295 mm x 140 mm x 90 mm og 235 

mm x 110 mm x 60 mm, og de vejer fra 3 til 7 kg pr. stk. Der 

fås også sten, blokke eller plader med snittet træ eller halm. 

Lerstenene anvendes på samme måde som letklinkerblokke og 

teglsten og er anvendelige til opmuring af bærende vægge i 

almindelige enfamiliehuse. Lerstens trykstyrke er på linie med 

de svageste normalt anvendte teglsten, dvs.. som stenklasse 5. 

9 

Derfor kan det være nødvendigt med tekniske beregninger af 

konstruktionerne, som de indgår i. Som opmuringsmørtel kan 

anvendes kalkmørtel, lermørtel eller lerkalkmørtel. 

Overfladebehandlingen kan foretages med lermørtel eller 

lerkalkmørtel, eller muren kan stå som blank mur behandlet 

med limfarve. 

Der fremstilles lerblokke med forskellige tilslag med det formål 

at binde jordpartiklerne sammen, samt mindske svind og 

fugtoptag. Tilsætning kan være plantefibre (halm eller træ), 

cement eller kalk. Såfremt der er egnet materiale på 

byggegrunden, kan lerstenene evt. fremstilles på stedet ved 

hjælp af en mekanisk lerpresse, enten håndbetjent eller vha.. 

hydraulik eller lufttryk. Til det enkelte byggeri er det dog som 

før omtalt sin sag at sørge for dokumentation for blokkene og 

anskaffe en maskine, så det mest enkle er at købe færdige 

blokke. Ubrændte traditionelle mursten kan købes hos nogle 

teglværker, og de egner sig fortrinsvis til indvendige ikke 

bærende skillevægge p.g.a. lerets sammensætning. 

En anden lerjordsbyggemetode, som er aktuel under danske 

forhold, er pisé-metoden. Her stampes lerjord fast sammen til 

en væg med relativ stor trykstyrke og tæthed. Der opbygges en 

forskalling, hvor lerjorden hældes i, og der stampes med håndeller 

maskinstampere. Der findes flere forskellige 

forskallingssystemer. Ved væggens udtørring i fri luft hærder 

den, men den stampede væg skal holdes afdækket for nedbør og 

kræver et tørt klima under opførelsen. 

Wellerwåndeteknikken er ikke så følsom over for fugt under 

opførelse som de fleste andre metoder. Opbygningen af væggen 

sker ved, at fed lerjord æltet med halm i et bestemt forhold, 

kastes op på fundamentet i mange lag uden forskalling. Når 

væggen er tør afrettes den med en spade til en lige væg eller til 

den form, der nu ønskes. Væggens styrke er ikke så god som 

ved pisemetoden.

Pise 

Pise er betegnelse for en byggemetode, hvor lerjorden stampes i 

en forskalling. 

Pisemetoden anvendes til opbygning af såvel bærende som ikke 

bærende murværk. Metoden bygger på den kendsgerning, at 

lerjord, stampet fast sammen, opnår en stor trykstyrke og en 

god tæthed. 

Det er vigtigt at lerjorden har den rigtige sammensætning og 

vandindhold, ellers opnås ikke de ønskede resultater. 

Forskallingen kan udformes på utallige måder - det særlige ved 

pise- lerjord er, at det stampes tørt. Det bevirker at forskallingen 

umiddelbart efter stampningen kan fjernes/ flyttes, således at 

bygningen opstampes fortløbende. 

En pisevæg er karakteriseret ved en tydelig lagdeling dels vil 

det være muligt at se aftegninger fra forskallingen og dels vil de 

enkelte stampelag af 5 til 15 cm højde ses tydeligt i selve 

lerjorden. 

Lerjorden skal være sammensat af alle fraktioner (sten, grus, 

sand, silt og ler) i en nogenlunde ensartet og jævn fordeling. 

Lerindholdet bør ligge på 8 til 20/25%. Vandindholdet skal 

højst være det optimale (normalt omkring 1015%) 

Tørrumvægten i stampet tilstand bør være omkring 2000 

kg/m3. 

Trykstyrken skal min. være 15kg/cm2. 

Pisevæggen har et minimalt svind - HVIS vandindholdet er 

korrekt. Stampningen kan ske med håndstampere, men bedst og 

hurtigst med maskinstampere. 


Lerjord som byggematriale, vejledning, 

Byggeriets Udviklingsråd 1993 

Halm som byggematriale, Rolf Jacobsen 

Gaia Tjørne 

10 

Pressede lersten 

Pressede lersten fremstilles ved at den tørre, stenfrie lerjord 

komprimeres /presses i en form. Presningen kan ske manuelt 

ved stampning eller ved brug af pressemaskiner. 

De pressede sten opnår som hovedregel en større trykstyrke og 

en større tæthed i overfladen end adobesten. 

Pressede stens rumvægt bør ligge på værdier, svarende til pise, 

d.v.s. fra 1700 til 2000 kg/m3 - tørvægt. 

Lerjorden bør bestå af en ligelig fordeling af ler (8 til 25% ) , 

silt, sand og grus, og vandindholdet bør ligge i området 

omkring det optimale. 

Trykstyrken ligger over 20 kg/cm2. 

Pressede lersten anvendes til opmuring af såvel bærende som 

ikke bærende murværk. 


Dannebrogsgade 8 A 

8000 Århus C 

tlf 86763612 





Varmeisolering 

Isolering 

Isolering mod varmetab er et af de vigtigste og simpleste tiltag, 

husejeren kan gøre for at mindske husets miljøbelastning. Er det 

teknisk muligt at isolere godt, er det nærliggende at udnytte 

denne mulighed, før der tænkes på andre tiltag i form af mindre 

forurenende varmeanlæg etc. 

Papir-isolering 

I Danmark har der gennem de sidste 40-50 år næsten næsten 

udelukkende været brugt mineraluld til isolering af bygninger, 

men i de senere år er et alternativ i form af celluosefibre blevet 

kendt herhjemme. I USA, Tyskland og Sverige er produktet 

langt mere kendt og anvendt. Papir-isolering anvendes på 

samme vis som mineraluldsgranulat i ydervægge og på lofter. 

Produktet, består ofte af genbrugspapir, der er imprægneret mod 

råd og brand med mineralske salte: borsalte (borsyre og borax) 

og aluminium-hydroxid. 

Fremstillingsenergien er ca. 13 gange mindre end for 

minera luld og de fleste andre isoleringsprodukter. 

Papirisoleringen optager og afgiver fugt (hygroskopisk) i 

ligevægt med omgivelserne. Selvom fugtindholdet stiger i 

papirisolering, forringes isoleringsevnen ikke så meget som ved 

feks. mineraluld. 

Disse forhold betyder, at husets konstruktioner kan opbygges 

uden dampspærre, man skal dog være opmærksom på at den 

indvendige lufts fugtighed skal bremset på den varme side af 

isoleringen evt. ved en dampbremse bag ved de indvendige 

gibsplader. Der er også mindre attraktive aspekter ved 

papirisolering. 

Ved ind blæsningen af papiruld i huses konstruktion kan der 

opstå støvgener, som kræver, at der bæres beskyttelsesmasker. 

Støvgenerne kan mindskes ved at fugte papirisoleringen. 

De midler, som papirisoleringen er imprægneret med, regnes 

for at høre til de mindre skadelige for mennesker. Ud over 

cellulosefibre kan træ anvendes i form af savsmuld eller 

høvlspån, kork, træbeton, træfiber plader, halm, hør, bomuld og 

murdækkende planter Høvlspåner og savsmuld er ikke 

almindelig tilgængeligt på markedet som færdigt 

isoleringsprodukt, og anskaffelse hos trævirksomheder samt 

evt. imprænering er noget, man selv må forsøge sig med. 

Varmeledningsevne (Lambda - værdi) 

Varmeledningsevne også kaldes Lambda-værdien er et tal, der 

udtrykker, hvor godt en materiale leder varme. Et materiales 

lambda-værdi angiver hvor stor varmemængde, målt i Wh. der i 

løbet af en time passerer gennem materialet på 1 m 2 med en 

tykkelse på 1m, når temperaturforskellen mellem de to flader er 

1 grad C. 

11 

Generelt om varmeisoleringsmaterialer 

I handelen fås isoleringsmaterialer enten som granulat, måtter 

eller plader. 

Fordelen ved granulat er, at det har en fortrinlig evne til at tætne 

omkring de forskellige bygningsdele, men modsat er der risiko 

for sætninger af løsfyldet, særligt for de vandsugende 

isoleringsmaterialer på grund af forøget vægt ved fugtoptagelse. 

Herved forringes isoleringsevnen. 

Konstruktionerne skal opbygges, så det er muligt at fylde eller 

blæse isoleringsmaterialet ned i konstruktionerne, og der skal 

sikres mulighed for efterfyldning, hvis der sker sætninger af 

isoleringen. 

Ved isoleringsmåtter og plader kan der være risiko for, at de 

udvider sig eller trækker sig sammen ved fugtoptagelse og 

fugtafgivelse, hvorved der opstår revner mellem isolering og 

bygningsdele. Isoleringsevnen forringes, og der opstår en 

kuldebro. 

Placeringen af plader og måtter skal foretages omhyggeligt for 

at undgå revner. Er der tale om flere lag skal de 

opsættes/lægges med forskudte samlinger. Der er to væsentlige 

forhold, der har betydning for valg af isoleringsmateriale er 

isoleringsevne og brandfarlighed.

Halm 

Halm i form af stablede halmballer kan anvendes som 

vægis olering. De er lette at anskaffe og lette at bruge. 

Udvendigt på halmballerne kan der pudses med kalkmørtel eller 

opsættes træbeklædning. 

HalmbaIlerne kan indbygges i væggene eller anvendes som 

efterisolering på f.eks. murede vægge. Halm skal være tørt også 

under byggeprocessen. 

Halm i husbyggeri er virkelig spændende, da det både kan 

isolerer og samtidlig indgå som det bærende element. 

Fåreuld 

Det er i dag muligt at købe isoleringsmateriale af fåreuld. Det 

består af restuld fra tekstilbranchen behandlet med borsalt for at 

mindske brændbarheden samt med et stof afledt af urinstof for 

at modvirke mølangreb. 

Materialet leveres som ruller eller bats i forskellige tykkelser og 

bredder. Større tykkelser kan være tilsat bindemiddel af 

kunststoffet polyesterfibre, der forbedrer formstabiliteten. 

Mineraluld 

Mineraluld fremstilles af glas (glasuld) eller stenarten diabas 

(stenuld). Begge produkter er bl.a. tilsat bindemiddel i form af 

miljøfremmede stoffer som fenolformaldehydharpiks og 

mineralolie. 

I miljømæssig sammenhæng har mineraluld nogle negative 

aspekter i form af et relativt stort energiforbrug til 

fremstillingen, en række ikke miljøvenlige tilsætningsstoffer 

samt nogle arbejdsmiljøproblemer under fremstilling og brug 

(hudproblerner, luftvejsirritationer, muligvis 

kræftfremkaldende). 

Efter endt brug skal mineraluld deponeres på kontrolleret 

losseplads eller i ren tilstand sendes til genindvinding på en 

minera luldsfabrik. 

Hamp 

I fremtiden kan vi forvente at se hamp som et nyt altemetivt 

isolerringsmatriale, der for øvrigt også har mange andre 

anvendelsesmugligheder inden for byggeri (maling, murværk). 

Litteratur henvisning og adresser: 

Isolering video kan lånes på Københavns Miljø og Energikontor 

Alternative Isolasjonsmatrialer Bjørn Berge Økologi i 

parcelhuset Henrik Grove Div. Bøger fra Statens 

byggeforskningsinstitut Tlf. 45865533 

12 

Træbeton 

Træbeton er fremstillet af 30-50% vægtdele cement blandet 

med 50-70% træuld. Det anvendes mest som rustik 

lydabsorberende pladebeklædning indendørs, men har gode 

anvendelsesmuligheder som isolering i fugtudsatte 

konstruktioner dog ikke hvis det bliver direkte udsat for vand, 

da cementen så vil blive udvasket. 

Perlite 

Perlite er et hvidt mineralsk granulat produceret af vulkansk 

materiale, typisk fra Grækenland eller Tyrkiet. Materialet, der 

indblæses eller hældes ud i hulrum og lofter, kan optage en del 

fugt og er ofte tilsat vandafvisende siliconeharpiks. Der kan 

være støvgener under isoleringsarbejder, men det giver ellers 

ikke andre arbejdsmiljøgener. Det kræver relativt store 

energimængder under fremstillingen, men materialet kan 

genbruges. 

Letklinker, leca 

Letklinker består af ekspanderet ler, der anvendes som 

kapilla rbrydende varmeisoleringslag (lag der standser 

fugtopsugning) i terrændæk og fundamenter. Letklinkerne har 

dårlige fugtregulerende egenskaber. Som perlite kan letklinker 

genbruges, og der er ligeledes et stort energiforbrug under 

fremstillingen. 

Kuldebroer 

Kuldebroer er dele af en konstruktion, der har en væsentlig 

dårligere isoleringsevne end den omliggende konstruktion, og 

der ,strømmer" mere varme ud her end gennem resten af 

konstruktionen. Det er klart, at konstruktionerne helst skal 

opbygges uden kuldebroer. Alvorlige kuldebroer, der ofte 

optræder ved fundamenter og vinduer, kan skabe et dårligt 

indeklima, også p.g.a. faren for kondensvand, der kan føre til 

mug- og svampeproblemer. 

En godt isoleret væg uden kuldebroer kan udføres ved at bygge 

en konstruktion, hvor den inderste del af væggen kun er 

punktvis i kontakt med den yderste del. 


Dannebrogsgade 8 A 

8000 Århus C 

tlf. 86763612 

Veksø Handelstation 

Veksø stationsvej 2A 

3670 Veksø Sjælland 

tlf. 47170314 

Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf. 35373636 


udgivet med støtte fra Den Grønne Fond


Maling 

Bygninger, træ- og murværk nedbrydes. 

For at forsinke denne nedbrydning kan der overfladebehandles 

f.eks. maling eller kalk. Her skal du være opmærksom på 

bagsiden af udvendig træbeklædning skal der være ventilation. 

Samtidig skal træet indsættes i konstruktionen, så det beskyttes 

bedst muligt mod vand f.eks. ved udhæng såkaldt konstruktiv 

træbeskyttelse. 

Vor tids industrimaling har bl.a. den ulempe, at den ikke kan 

ånde tilstrækkeligt. Så meget ofte sker det, at de mikroskopiske 

revner i overfladen har tilladt regnvand at trænge ind men ikke 

ud i fornøden omfang. Selv de diffusionåbne plastmalinger 

lukker for tæt , ved for stor lagtykkelse. Før acryl- og 

alkydoliemalingernes tid har der her i landet, i årtusinder været 

benyttet en lang række traditionelle malingstyper, som blev 

fremstillet af produkter fra det lokale samfund. Disse 

malingstyper har vist sig at være meget holdbare, og haft en 

meget god evne til at bevare det underliggende materiale. 

Samtidig er de langt smukkere både som helt nye og under 

deres naturlige nedbrydning.En af årsagerne til, at disse ældre 

malingstyper er forsvundet, er den voldsomme hast byggeri skal 

foregå med i dag. De gamle malingstyper har ofte en lang 

tørretid. Ved vedligeholdelse af de traditionelle malingstyper er 

det normalt nok at børste med en stiv børste eller kost, hvor der 

med plastmalingerne kan være nødvendigt med slibning eller 

afvaskning før ny overmaling. 

Krav til overfladebehandlinger : 

-må ikke skade helbred og miljø ved fremstilling, påførelse, 

nedbrydning og/eller fjernelse. 

-skal være porøse (være diffusionsåbne). 

-skal være vand afvisnede. 

-skal have god dækkeevne, så der lukkes af for sollys. 

-skal have god vedhæftning. 

-skal have god holdbarhed.. 

-skal være nem og enkel at vedligeholde. 

Vedhæftning/dækkeevne 

Det er bindemidlets/limstoffets funktion at fæstne og fastholde 

farvestoffet (pigmentet) til det emne der males. Det er alene 

pigmentet der giver malingen dækkraft og kulør. 

Beskyttelsesgraden afhænger af det anvendte bindemidel,men 

også af pigmentet. Det er pigmentets evne til at tilbagekaste 

sollysets nedbrydende stråler. der beskytter både farvelag og det 

underliggende materiale. Før en overflade kan males/behandles 

skal den renses for støv og fedt f.eks. med kost og 

grundrensemiddel. 

Oliemaling 

Malingopskrifter 

13 

Hvis der skal males på gammel plastmaling skal det matsilbes 

eller måske helt fjernes med spartel, slibning evt. varmepistol 

(husk udluftning). Få vejledning der, hvor du køber malingen, 

for det er trist hvis malingen ikke kan hænge fast, fordi 

underlaget er for glat, hårdt, støvet eller den underliggende 

maling har for dårlig vedhæftning. Ved spartling og 

efterfølgende slibning af gibsvægge skal væggene børstes, 

eventuelt tørres over med en våd klud, den efterfølgende 

grundmaling bør fortyndes. Nyt træværk udendørs skal være 

tørt før behandlingen og skal helst males om sommeren. Start 

med et tyndt lag kold-presset linolie , da den efterfølgende 

linoliemaling ellers får svært ved at hænge fast. Den koldpressede 

linolie skal tørre fra 2 til 8 dage afhængigt af vejret, og 

den skal overmales, da den er guf for mug, hvis den da ikke 

inderholder fungicider mod mug og skimmel.

Farvestof tilsættes linoliefernis, kogt linolie eller rå linolie. 

Først laves en tyk pasta med lidt olie, der røres godt rundt, og 

der tilsættes linolie til malingen er passende strygbar (som tyk 

ymer). Mængde linolie pr. l00 g pigment: zinkhvid 14-20 g, 

titanhvid 21-29 g, gul okker 19-37 g, ultramarin 28-33 g, umbra 

0-48 g, terra de Siena 33-42 g og bensort 56-75 g. Højt 

pigmentindhold giver en mattere maling. En stærk og holdbar 

maling opnås ved tilsætning af 25% (vægtprocent af pigment) 

talkumpulver. For at fremme tørringen kan tilsættes sikkativ 

(manganforbindelser), dog maks. 5%. Malingen står til næste 

dag, og der røres grundigt rundt før brug samt under brug. 

Mange farvestoffer kan bruges, og ikke kridt. Til 5 liter hvid 

linoliefarve anvendes f.eks. 2,8 kg linolie, 6,5 kg titandioxid, 

2,0 kg zinkhvidt og sikkativ. l liter dækker ca. 8 m2. Der skal 

ikke tilsættes terpentin i malingen. 

Limfarve 

Limen (celluloselim eller tapetklister uden plasttilsætning) 

opløses i koldt vand. Den skal være lidt tyndere end til brug 

som tapetklister, konsistens som ymer. Ca. 2 kg farvepulver 

hældes i vand. Konsistensen skal være en tyk pasta, og den skal 

stå i 12-16 timer. Pastaen med pigment røres grundigt igennem, 

ca. 1/8 tages fra. Efter et helt tørret prøveopstrøg kan det 

afgøres, om farven smitter af. Er det tilfældet tilsættes lidt mere 

lim. Med pigmentpastaen justeres glans og fremtoning. Farven 

bliver lysere, når den tørrer. Den færdigblandede lim kan evt. 

stå et døgn før brug, for at pigmentet kan optage mere lim. 

Bliver limen klumpet sies den før brug. 

Emulsionsmaling 

Kaseintempera 1: l del linolie røres op med 2 dele gammeldags 

kærnemælk. Med dette limstof fremstilles en farvepigmentpasta 

ved tilsætning af l del farvestof. Der tilsættes limstof til pastaen 

og røres godt rundt, til malingen er god og dækkende. Der kan 

tilsættes 100g jernvitriol pr. liter for at hindre algevækst på 

træet. 


20 Opskrifter på gamle gennemprøvede, smukke og 

miljøvenlige malingstyper til bygninger. Søren Vadstrup, 

Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk, Rådvad 40 2800 

Lyngby tlf 45807908 

14 

Kaseintempera II- 500 g tørkasein udrøres i 1 liter vand. Der 

bruges en stor beholder, da kaseinet opløses under brusning. 

Der tilsættes 3 liter varmt, ikke kogende vand. Under omrøring 

tilsættes 120 g ammoniumkarbonat (hjortetakssalt), og under 

kraftig omrøring iblandes 1 liter rå linolie. Ud fra 1 liter af de i 

alt 5 liter limstof fremstilles en farvepigmentpasta med 3-4 kg 

farvestof. Derefter tilsættes yderligere limstof til malingen er 

lind, strygbar og dækkende. 

Kaseintempera anvendes til træ inde og ude, f.eks. døre, porte, 

bræddebeklædninger, vindskeder og stem. Malingen er 

slidstærk, hurtigtørrende, har god vedhæftning, halvblank 

overflade og er diffussionsåben. 

Rugmelstempera:2 kg jernvitriol udrøres i 12,5 liter kogende 

vand, der indpiskes 1 kg fintmalet rugmel (eller hvedemel). 

Koges 1 time, hvorefter der tilsættes 2 kg farvestof og 0,5-1 

liter linolie eller trætjære. Koges videre i 2 timer og afkøles 

langsomt. Evt. tilsættes vand, da en del bortdamper underkogningen. 

Til hæmning af algevækst iblandes jernvitriol og 

ved lyse farver zinkvitriol, ca. 100 g pr. liter maling. Anvendes 

til udvendigt, fortrinsvis uhøvlet træværk som 

bræddebeklædning, porte, stern og vindskeder. Malingen er 

helmat, holdbar, ikke slidstærk, diffussionsåben, let at påstryge 

og vedligeholde. 

Kalkfarve 

Til hvidkalkning laves først kalkvand af 10 kg (7,5 liter) 

vådlæsket, langtidslagret kulekalk og 50-60 liter vand. Der 

røres grundigt, så alle klumper er væk. Efter et døgns stilstand 

skummes overfladen for kalkkrystaller. Den færdige 

kalkblanding laves herefter af 10 kg kulekalk som ovenfor og 

60 liter kalkvand. Kan evt. stå et par dage. Omrøres før og 

under brug. Ved kalkfarver udblødes 1 del farvepulver i 1 del 

kalkvand. Efter et døgn hældes vandet fra, og den bundfældede 

farvepasta iblandes den færdige kalkblanding. Kalkning skal 

foregå våd på våd, kræver lidt øvelse. 

Maling video kan lånes på K.M.E.K. 

Informations blade Grøn Information Fiolstræde 17, 2 sal 

1171 København K tlf. 33136688 




Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet.

Oliemaling 


Malings-typer 

Oliemaling har været anvendt siden 1600-tallet. Hovedingredienserne i 

malingen er en tørrende olie, pigmenter og et fyldstof. Olien kan være 

sojaolie, olivenolie, fiskeolie og kinesisk træolie, men oftest anvendes 

linolie (olie fra hørplanten). Den har en særlig god tørreevne. 

Oliemalingen er ikke specielt diffussionsåben. Malingen er med lidt 

øvelse let at påføre, behagelig at arbejde med, slidstærk, drøj i brug og 

dermed billig. Nogle kan få gener som hovedpine og irritation af 

luftveje og øjne ved brug af malingen. Generne skyldes afgasning af 

forskellige stoffer i malingen under tørring. Kendskabet til disse 

forhold er dog meget sporadisk. Linolien kan fås i forskellige 

kvaliteter. Bedst er den koldpressede. Den rå linolie er meget langsomt 

tørrende, 3-6 døgn, men ved kogning af olien (Linoliefernis) nedsættes 

tørretiden. Ved en endnu kraftigere opvarmning uden lufttilgang fås 

standolie, der er en stærkere olie. For at fremme tørringen kan tilsættes 

et sikkativ. Herved vil tørketiden for en linoliefernis nedsættes til 

12-18 timer. Oliemalingen har en god holdbarhed (op til 20 år), 

linolien trænger godt ind i underlaget (ved påføring i tynde lag), og ved 

oliens iltning, varme og solens ultraviolette stråler forøges dens 

rumfang op til 20%, således at olien trykkes ind i underlaget og hænger 

godt fast. Der skabes herved en vandafvisende overflade. Oliefilmen 

kan opløses af sæbe, amoniakvand og natronlud. Ved brug af malingen 

skal der nogle gange grundes, hvilket kan ske med ren linolie, inden 

malingen påføres. Ved flere lag maling skal der, hvis der anvendes 

forskellige blandinger, altid stryges med en mager blanding inderst og 

den fedeste blanding yderst. 

Emulsionsmaling 

Emulsionsmalingen er en gammel opfindelse, der kan spores helt 

tilbage til før middelalderen. Malingen kaldes også tempera og nogle 

typer kaldes for kompositionsmaling. I emulsionsmaling blandes olie 

og vand. De kan ikke opløses i hinanden. Olien findes finfordelt i 

vandet i form af små dråber. Tilsætning af en emulgator 

15 

modvirker at olien og vandet skilles ad, og under brug af malingen er 

det nødvendigt at omrøre jævnligt. Bindemidlet i malingen kan 

foruden olie være animalsk lim (fremstillet af kogte hudrester eller 

dyreknogler), kaseinlim (ostestof) og æg. Farverne kommer fra 

forskellige pigmenter i form af mineraler fra naturen (forskellige 

jordfarver), eller de er syntetisk fremstillet. Efter malingens påføring 

fordamper vandet, hvorefter der sker en kemisk sammenbinding af 

farvestoffet og olien der langsomt iltes. Malingen er herefter 

uopløselig i vand. De fleste emulsionsmalinger er meget slidstærke og 

giver på træværk en mat overflade, men da de kan laves på mange 

måder, er deres egenskaber også forskellige, hvad angår holdbarhed, 

slidstyrke, glans, imprægneringsevne og tørretid (nogle typer er 

hurtigttørrende), men de har det til fælles at de er billige, særligt når de 

fremstilles hjemme. 

Limfarve 

Limfarver har været almindelig og brugt siden middelalderen. 

Limfarver består af et bindemiddel af plantelim fremstillet af 

kartoffel-, rug-, hvede- eller majsstivelse eller celluloselim (tapetklister 

af træstof) samt af farvepigmenter og et fyldstof (kridt). Limfarver er 

ikke vandbestandige og kan i nogen grad smitte af, de bør derfor kun 

benyttes på lofter og vægge indendørs og kun på steder, der ikke er 

udsat for hård fysisk kontakt. Limfarve baseret på kasein smitter dog 

ikke af. På flader, der er udsat for fugt, kan opstå bakterievækst i limen 

til skade for indeklimaet. I handelen kan købes hvid limfarve 

fremstillet af islandsk mos (mosfarve) til pudsede lofter. Mosfarve 

smitter af ved berøring. Limfarven er let at afvaske, før maling af ny 

og evt. anden farve.

Silikatmaling 

Silikatmaling er en forholdsvis ny malingstype set i forhold til mange 

af de øvrige teknikker omtalt. Den kom i produktion for lidt over 100 

år siden. Malingen består af vandglas (kaliumsilikat) og mineralske 

farvestoffer. Silikatmalingen bruges på puds, beton og tegl, og den 

danner en kemisk binding til underlaget, der er meget slidstærk. 

Moderne silikatmalinger er ofte tilsat kunstharpiks, men det er den 

rene silikatmaling, der skal benyttes. 

Lak 

Olielak kan fremstilles af linolie og naturharpiks. Lakfarve laves som 

oliemaling, men med tilsætning af olielak i stedet for en del af 

linoliefernissen. En fed olielak kan anvendes udendørs, mens en mere 

mager lak (mere harpiks i forhold til olie) anvendes indvendig. 

Lakkerne anvendes som regel til sidste gang strygning for at give 

emnet glans og øge slidstyrken. Lakkerne kan købes færdigblandet. 

Trætjære 

Det er meget sjældent at se trætjære på almindelige huse, selvom det er 

en af de ældste behandlinger til udvendigt træværk. Tjæren indeholder 

imprægneringsstoffer og naturlige olier. Den danner en vandafvisende 

overflade, som beskytter mod nedbrydning af træværket. Samtidig er 

den åben for vanddampe, således at træet kan udtørre. Til 

fremstillingen bruges fyr (særlig harpiksholdig), birk, ask eller bøg. 

Tjære på bøgetræsbasis er den mindst sundhedsskadelige, da indholdet 

af de kræftfremkaldende PAH'er (polyarornatiske hydrocarboner) er 

lavest. Trætjære må kun anvendes udendørs. Trætjære købes 

færdiglavet. Mest almindelig er den industrielt fremstillede tjære, men 

det er muligt at finde traditionelt fremstillet tjære fra tjæremiler. De 

traditionelle tjærer er mindre rene (kan indholde kul og sodpartikler) 

og mere tyktflydende. En af de bedste tjærer laves af gamle 

fyrretræsstubbe. Tjæren er lys brunlig efter opstrygning, men kan 

farves med pigmenter. Holdbarheden er typisk 3-5 år. 


20 Opskrifter på gamle gennemprøvede, smukke og 

miljøvenlige malingstyper til bygninger. 

Søren Vadstrup, Nordisk Center til Bevarelse af 

Håndværk, Rådvad 40 2800 Lyngby tlf 45807908 

Maling video kan lånes på K.M.E.K. 

16 

Kalk 

Kalkning er vel nok en af de ældste overfladebehandlinger, man har 

brugt. Og den er fortsat aktuel, selv om den ikke anvendes så ofte 

mere. 'Kalkning skal ske inden pinse, plejer man at sige. Vendingen 

grunder sig i, at kalkningen skal ske med en vis fugtighed i luften, men 

den er ofte tolket, som at man skal kalke en gang årligt inden pinse, 

men det behøver man ikke. Hvis det er nødvendigt at kalke hvert år, 

skyldes det, at kalkningen er udført forkert eller er påført et ikke egnet 

underlag (cernentpudset mur).Rigtigt udført er kalken holdbar, og en 

udvendig kalkning af en mur pudset med kalkmørtel kan meget vel 

holde i op til 10 år. Kalkning kan udføres såvel indvendigt som 

udvendigt, kalken er meget diffusionsåben og tillader fugt at vandre 

uhindret gennem overfladerne. Til kalkning anvendes bedst 

langtidslagret kulekalk, og den kan købes i alle byggemarkeder og i 

Brugsen på landet. Det er også muligt at købe færdigblandede farvede 

kalk blandinger hos firmaet Skandinavisk Jurakalk. Til kalken skal kun 

tilsættes vand, så det er en meget billig overfladebehandling. Vil man 

forbedre vedhæftningsevnen, kan man tilsætte kasein (f.eks. 

skummetmælk eller gammeldags kærnemælk). Farvet kalk laves med 

jordfarver eller jernvitriol. Sidstnævnte virker som bekæmpelsesmiddel 

mod algevækst. Ved kalkning skal foregå våd i våd og bunden skal 

være fast og afrenset for andre malingstyper. 

Bejdse 

Bejdse farver træets overflade samtidig med, at strukturen i træet ikke 

dækkes. 

Der skelnes mellem to typer bejdse, kemisk og vandbaseret. 

Den kemiske bejdse giver farve til træværket gennem en kemisk 

reaktion, mens vandbejdsen giver farve ved afsætning af pigmenter på 

overfladen. Man kan selv fremstille bejdse. 

Informationblade om bygningsbevaring, 

Miljørninisteriet, planstyrelsen Haraldsgade 53 2100 København Ø. tlf. 

39271100 

Informations blade Grøn Information Fiolstræde 17, 2 sal 1171 

København K tlf 33136688 




Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger.


Solfanger 

Varmebehovet i boliger er i løbet af dette århundrede faldet 

med 75%. 

Jo bedre vi isolerer vores boliger, jo mindre varmeanlæg er 

nødvendige. Varmeanlæg til rumopvarmning og 

varmtvandsproduktion baseret på de nyeste teknologier 

inden for vedvarende energikilder som sol, vind og biomasse 

er i dag et reelt alternativ eller supplement til de traditionelle 

opvarmningsformer: olie, gas og el. 

I en solfanger omsættes solens strålingsenergi til varme. 

Dette sker både ved direkte solindfald på fangeren og ved 

den diffuse stråling fra himmelen. 

Selv på dage uden solskin produceres der varme. 

Et solvarmeanlæg kan dække behovet for varmt brugsvand 

om sommeren med næsten 100% og på årsbasis med 

50-70%. Anvendes solvarmeanlægget endvidere til 

rumopvarmning ved hjælp af gulvvarme er den totale 

dækningsgrad til varme 30-40% på årsbasis. 

Anlægget består af en solfanger forbundet til en lagertank 

via et rørsystem. I rørsysternet cirkulerer væske (evt. 

frostsikret), der overfører varmen fra solfanger til lagertank 

gennem en varmeveksler. I en væskesolfanger omsættes 

solens energi til varme i 

17 

selve solfangeren, hvor en mørk plade absorberer varmen og 

overfører den til den forbipasserende væske. Absorberen, der 

kan være påført forskellige belægninger for at mindske 

varmetabet, sidder i en isoleret kasse og er dækket af et lag glas 

eller gennemsigtigt kunststof. Varmelageret er typisk en 

vandfyldt isoleret stålbeholder med et volumen på ca. 40-60 

L/M 2 solfanger. Varmen fra solfangeren overføres til 

lagertanken via en varmeveksler i tanken. Gennem en ekstra 

varmeveksler i den øverste halvdel af lagertanken kan der 

overføres supplerende varme fra f.eks. gas- eller brændefyr. I 

sommerperioden er fyret slukket og suppleringsvarmen 

kommer i stedet fra et el-varmelegeme.

Solfangeranlægget styres normalt elektronisk vh.a. 

'følere'placeret rundt i systemet, der starter og stopper 

pumper. I visse anlæg drives pumperne med el fra solceller, 

hvilket gør anlæggene uafhængige af elnettet og mere 

attraktive set fra et miljømæssigt synspunkt. Solfangerdelen 

placeres bedst direkte mod syd med en hældning på 45', men 

acceptable ydelser kan opnås ved sydvest- og sydøstvendt 

orientering. En mindre ydelse p.g.a. afvigelser fra syd kan 

kompenseres ved et større solfangerareal. 

Solfangeren kan placeres på tage eller på terræn, men der 

skal være kortest mulig rørføring mellem fanger og 

varmelager. Ved placeringen skal der også tages hensyn til 

evt. skyggegivende genstande. 

En familie på 4 personer skal solfangerarealet være ca. 5 m 2 

og koster omkring de 25.000 kr. 


K.M.E.K.'s bibliotek 

Energihåndbågen OVE's forlag 

18 

Solfangere kan leveres færdige evt. kombineret med 

naturgasinstallation eller varmepumpe eller kan fås delvis 

samlet, så man kan være medbygger på den færdige solfanger. 

Efterhånden har solfangere været længe på markedet, og der er 

adskillige tusinde anlæg i drift i Danmark, 

De danske producenter har formået at fremstille nogle af 

verdens bedste solfangere med høj virkningsgrad, hvilket i 

øvrigt er en nødvendighed p.g.a. det knap så solrige danske 

vejr. 

Der findes en række systemgodkendte anlæg, hvortil der kan 

opnås statstilskud ved installation. Tilskuddets størrelse 

afhænger af anlæggenes nettoydelse. Liste over godkendte 

anlæg fås hos Energioplysningen Teknikerbyen 45 2830 Virum 

tlf. 70218010. 

Varmen kan også lagres i et sandlager under husets gulve. I 

sandlageret føres det opvarmede vand rundt i et rørsystem, 

hvorved varmen afgives til sandet, som forsinket afgiver denne 

videre til huset, når temperaturen sænkes f.eks. om natten. 

Sandlageret kan bestå af et isoleret ca. 0,3-0,5 m tykt sandlag 

med vandslanger af plast indlagt, og lageret kan udstrækkes til 

at ligge under hele eller dele af huset alt efter de overliggende 

rums opvarmningsbehov, 

Energioplysningen Teknikerbyen 45 2830 Virum tlf. 70218010 




Herefter følger et indscannet dokument om generelle oplysninger vedr. projektet

Passiv 

Solvarme 

Den simpleste form for passiv solvarme er en orientering 

af vinduerne i et hus, så alle større vinduer vender mod 

syd (+/- 45'). Et hus med vinduer mod syd behøver 

15-25% mindre varme end et tilsvarende hus med vinduer 

mod øst og vest. Besparelsen er størst, hvis huset 

indvendigt er bygget af tunge materialer, der kan 

absorbere varmen, samt har lavenergiruder. 

Store sydvendte vinduer bør kombineres med skyggende 

udhæng over vinduerne, der forhindrer overopvarmning 

om sommeren. Passiv solvarmen design er populære en 

del steder i USA, bl.a. i New Mexico, hvor der næppe 

bygges et hus uden passiv solvarme overvejelser. Flere og 

flere europæiske arkitekter benytter passiv solvarmen 

design ved såvel nybyggeri som renovering. 

Isoleringsevnen (U - værdi) 

Isoleringsevnen i en konstruktion - f.eks. vinduer eller 

ydervæg - angives i en U-værdi, også kaldes 

transmissions-koefficent. U-værdien angiver, hvor stor en 

varmemængde målt i Wh. der i løbet af en time passerer 

gennem 1m 2 af konstruktionen, når 

temperaturenforskellen mellem den indvendige og den 

udvendige side er 1 grad C. Det vil sige mindre Uværdien 

er jo bedre isolerer konstruktionen. Da de nye termoruder 

isolerer så godt giver de faktisk et varmetilskud til huset, i 

forhold til en alm. isoleret væg, hvis de vender mod syd. 

Lavenergi ruder har en svag blå nuance. 

19 

Glastilbygninger 

En uopvarmet glastilbygning på en sydfacade (syd 45'), 

f.eks. en udestue, en glasdækket altan eller et 

facadedrivhus, kan give et tilskud til opvarmningen. 

Varmebesparelsen skyldes tre forhold: 

at det ekstra lag udenpå facaden isolerer 

at solen opvarmer glastilbygningen, hvad der yderligere 

reducerer varmetabet fra facaden bag glasset 

at luften i glastilbygningen kan bruges som opvarmet 

ventilationsluft til huset bag. 

Overslagsmæssigt kan glastilbygningen spare halvdelen af 

varmetabet fra facaden. Besparelsen er helt afhængig af, 

hvordan hus og glastilbygning bruges. Hvis man ikke 

lukker døre og vinduer mellem hus og glastilbygning, eller 

hvis man opvarmer glastilbygningen, kan man risikere et 

større varmeforbrug end uden glastilbygning. 

Varmebesparelsen ved en glastilbygning kan ikke 

økonomisk betale sig . Når glastilbygninger alligevel er 

populære, skyldes det de muligheder de giver for et 

opholdsrum, når solen skinner, eller for et drivhus, samt at 

de kan nedsætte behovet for vedligeholdelse af facaden.

Luftsolfanger 

En luftsolfanger i et tag kan i hovedprincippet opbygges 

ved, at den traditionelle tagbeklædning erstattes med et 

transparent dæklag. Solens stråler trænger gennem 

dæklaget og fanges i tagrummet, som opvarmes. Den 

opvarmede luft kan herefter anvendes direkte til 

opvarmningsformål i form af luftvarme, eller varmen kan 

overføres til et væskebaseret opvarmningssystem vha. en 

luft til vand varmeveksler. Fordelene ved et 

luftsolvarmeanlæg er, at der ikke er risiko for frost- eller 

vandskader, kogning eller korrosion, at luftsolfangeren 

varmer hurtigere op end en væskesolfanger, og at den 

lettere kan integreres i selve bygningens konstruktion. 

Men varmekapaciteten er væsentlig lavere end for 

væskesolfangeren. Der skal nemlig transporteres 3500 

gange flere kubikmeter luft end vand for at flytte den 

samme mængde energi. Luftsolfangere kræver derfor store 

kanaler og ventilatorer. 



Energihåndbågen OVE's forlag 

20 

Solvægge 

Solvæggen er i princippet en ydervæg, som udvendigt er 

isoleret med en transparent isolering. Den transparente 

isolering er placeret således, at væggen absorberer den 

indfaldende solstråling og transporterer varme til 

bagvedliggende rum. 

Trombé-væggen er uisoleret, og luften bevæger sig i 

hulrummet mellem glas og væg. Varme akkumuleres i 

væggen samtidig med at rummene i huset ventileres. 

En solvæg kan udformes som en glasdækket væg uden 

ventilation, hvor størstedelen af varmen akkumuleres i 

væggen (varmelageret), der bedst udføres i tunge 

materialer. Glaslaget placeres 5-10 cm fra ydervæggen. 

Luft- og solvægge er driftsikker og billige, og derfor en 

overvejelse værd for at undgå fugt og dårlig indeklima 

f.eks. i kolonihavehuset. 




Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet


Solceller 

En solcelle omsætter lysets stråler til elektricitet ved hjælp af det, man 

kalder den fotoelektriske effekt. Det er en teknologi, der er meget 

robust og driftsikker. Fremstillingsprisen på solceller er i dag så tilpas 

rimelig, at solceller til strømforsyning er relevant i mange 

sammenhænge især, hvor man ikke har forbindelse med det offentlige 

el-net I Danmark er det f.eks. i kolonihaver og fritidshuse, i både og 

campingvogne m.v. Her bruges solcellerne til drift af lys, radio og 

fjernsyn via opladning af 12 volts batterier. Solceller udnyttes bedst 

der, hvor der er et relativt lille energibehov, som overvejende ligger i 

sommermånederne. 

Solcellemodulerne kan tilsluttes elnettet ved at indskyde en 

vekselretter og en forbrugsmåler samt andet nødvendigt udstyr mellem 

solceller og nettet. 

Ved ikke nettilsluttede anlæg kobles solcellerne direkte til 

forbrugsapparatet eller til et akkumulatorlager. Akkumulatorerne er 

ikke almindelige bilbatterier, men specielle akkumulatorer, der kan tåle 

kraftige afladninger. Uden nettilslutning er forsyningssikkerheden 

afhængig af akkumulatorkapacitet og -tilstand. Anlægget kan f.eks. 

bruges til at drive pumper, og ventilatorer og til belysning. 

Ved helt eller delvist at nøjes med 12 volt spænding på husets 

ledningsnet kan noget ledningsarbejde laves uden hjælp fra autoriseret 

elinstallatør og dermed billiggøres. 

Solceller fremstilles af grundstoffer silicium, som bl.a. findes i sand. 

Stoffet skal igennem en lang og 

Litteraturliste og adresser: 

KMEK's bibliotek 

Energihåndbogen OVE's forlag 

Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet. 

21 

bekostelig fremstillingsproces før det kan bruges til solceller. 

Solcellerne kan fremstilles med forskellig struktur (krystallinsk/amorf). 

De krystallinske er de mest effektive, og det er dem, der hovedsagelig 

anvendes i de typer solfangere, vi bruger her i Danmark. l teorien kan 

solceller udnytte ca. 40% af solenergien til strøm, men i praksis ligger 

den effektive udnyttelse på 15% for krystallinske solceller. 

Ved projektering af et solcelleanlæg er der mange ting at tage højde 

for, hvis man ønsker en optimal løsning. 

Først må man gøre sig klart, hvor meget energi man ønsker at bruge fra 

solcelleanlægget. Dernæst må man opgøre det samlede daglige forbrug 

i Ampere Timer (Ah). Udfra det samlede daglige og ugentlige forbrug 

kan man udregne den samlede energilagerkapacitet. Man skal tage 

højde for, hvor mange dage uden solanlægget skal kunne fungere. Til 

slut kan man beregne, hvor mange solcellemoduler man skal bruge for 

at få produceret tilstrækkelig energi. 

Hældningsvinklen og kompasretningen for solcellemoduler har stor 

betydning for den indstrålede effekt. I Nordeuropa er den optimale 

hældningsvinkel mellem 35 og 40 grader, og panelerne skal helst 

orienteres mod syd. Et typisk solcellepanel, Siemens M55S, har en 

maksimal effekt på 53 W ved en spænding på ca. 13,8 V, og måler 

fysisk 1,3 m0,32m. 

Et sommerhusanlæg kan f.eks. opbygges af to 55 W solcellepaneler, en 

regulatorbox og et 100 Ah akkumulatorbatteri. Et sådant anlæg kan 

levere tilstrækkelig energi til lys, TV og et mindre køleskab i 

sommermånederne. 

Solstrålingen udenfor jordens atmosfære, solarkonstanten, er ca. 13 5 0 

W/m2. Ved jordens overflade er solintensiteten i Danmark omkring 

1000 W/m2 på en klar sommerdag. 

Silicium solceller har en teoretisk virkningsgrad på ca. 28% og en 

praktisk virkningsgrad på 14 til 16% (1992). Ved anvendelse af andre 

halv ledermaterialer og andre fremstillingsmåder kan virkningsgraden 

øges. 

Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 

København N Tlf. 35373636 


udgivet med støtte fra Den Grønne Fond


Brænde 

Ovne 

Ved anskaffelse af en brændeovn skal det undersøges, om 

den er godkendt af myndighederne (DS-godkendt). Herved 

sikres det, at ovnen lever op til krav om 

forbrændingseffektivitet og minimal forurening. 

Jernovne 

Jernovne giver hurtigt varme og bliver hurtigt kolde igen. 

Overfladen på ovnen bliver under brug meget varm, og 

varmen afgives ved nogle ovntyper som ren strålevarme, 

mens andre typer kombinerer varmestråling med konvektion 

via dobbeltplader på ovnens ydersider, hvorimellem luften 

bevæger sig og opvarmes. Man kan tydeligt mærke forskel. 

Ovne, der udelukkende afgiver strålevarme, afgiver så 

megen varme, at de fleste i dag fravælger denne type. Ovne 

baseret på strålingsvarme virker generelt hurtigere, men 

konvektionsovne giver en bedre varmefordeling i rummet 

p.g.a. luftbevægelser. Der er delte meninger om, hvilken 

kombination af stråling og konvektion der er bedst, og smag 

og behag kan være afgørende for valget. En mellemting 

mellem jernbrændeovne og masseovne er kakkelovne, hvor 

ovnen udvendig er beklædt med fedtsten eller kakler. Ovne 

kan også bygges som en let udgave af en masseovn, evt. 

med en færdiglavet pejseindsats af jern. Disse ovntyper 

egner sig til opvarmning af større rum end brændeovnene. 

Der kan fås brændeovne med indbygget vandtank til 

opvarmning af brugsvand. Konstruktionen kan laves, så 

vandet i varmtvandsbeholderen også kan opvarmes af 

solvarme. Herved undgås fyring om sommeren. Op mod 

50% af brændeovnens varrneproduktion kan udnyttes til 

vandopvarmning. 

22 

Masseovne 

Masseovne er store ovne bygget af tunge materialer, f eks. 

kampesten eller tegl. Masseovnen betragtes af kendere som den 

ultimative ovn til biobrændsel. Den har en effektiv 

forbrænding, kræver kun minimal pasning, fungerer uden brug 

avanceret teknologi, er dekorativ og er rummets naturlige 

samlingssted. Den store stenmasse fungerer som varmelager, 

der afleverer varmen til rummet ligeligt fordelt mellem 

strålevarme og konvektionsvarme (varm luft). Størrelsen af 

stenmassen bestemmes af det varmebehov, der er i huset. 

Varmefordelingen sker bedst i huse med åbne planer, men i 

huse med mange små rum kan varmen fordeles ved små 

ventilatorer i væggene mellem rummene. Ovnens 

overfladetemperatur er lav, op til 50'-6O'C, hvilket giver 

mulighed for at møblere tæt på ovnen, og børnene brænder sig 

ikke på ovnen. Fyring i ovnen sker typisk 1-2 gange i døgnet. 

Ovnen opvarmes i løbet af 1-2 timer ved et kraftigt bål. 

Herefter afgiver den'træge'stenmasse varmen til rummet over 

lang tid. Forbruget af brænde kan forventes at ligge på 7-14 

rummeter alt efter husets isoleringsstandard og størrelse. Man 

bør ikke bare fyre løs den første dag i fyringssæsonen. Der skal 

startes med en indfyringsfase med en mindre brændemængde, 

der forøges, indtil man når op på den mængde brænde, der 

passer til husets størrelse og isoleringsstandard. Er man væk fra 

huset nogle dage, og ovnen derved bliver kold, skal 

indfyringsprocessen startes forfra. Masseovne består i 

princippet af et muret brændkammer, et hulrum, som den 

varme røggas kan bevæge sig i, samt en skalmur til 

varmelagring.og varmeafgivelse. Ovnen kan evt. suppleres med 

en vandtank til opvarmning af brugsvand, og der kan indbygges 

en bageovn 

Brændekedel 

Ønsker man at basere hele opvarmningsbehovet på biobrændsel 

i et hus med centralvarmeanlæg og radiatorer, er løsningen en 

brændekedel, hvor der fyres med træpiller, flis eller brænde. 

Nye kedler kan anskaffes med tilskud fra staten, og disse kedler 

er ofte automatiserede og kræver kun et minimum af pasning. 

Ved træpillefyr kan man nøjes med påfyldning af træpiller en 

til to gange pr. uge og tømme for aske en gang ugentligt eller 

sjældnere. Ved de helt store varmebehov er et halmfyr et 

alternativ. Statstilskud til installation af biobrændselsfyr med 

centralvarmeanlæg kan søges hos Energistyrelsen.

Biobrændsel 

Biobrændsel er brænde, træflis, træpiller og halm. 

Biobrændsel er en miljøvenlig energiform til produktion af 

varme og varmt vand. Den er næsten C02-neutral og giver 

ved god forbrænding kun en mindre forurening af 

omgivelserne. En omhyggelig fyringsteknik er altafgørende 

for at holde forureningen nede på et minimum og samtidlig 

få en høj virkningsgrad 

Dansk standard(DS) - for brændeovne 

På alle brændeovne, der er DS-godkendte, findes et 

typeskilt, som fortæller om hvilket brændsel ovnen er 

godkendt med, ydelse i kW og sikkerhedsafstanden til 

brændbart matriale ved siden af og bag brændeovnen. Disse 

afstandskrav skal følges i forbindelse med opstillingen. For 

ikke DS-godkendte brændovne er disse afstandskrav mere 

restriktive. For at en brændovn kan blive DS-godkent skal 

den have min. 70% virkningsgrad, samtidlig skal de kunne 

klare nogle sikkerheds-, miljø- og kvalitetskrav. 

Skorstensfejeren skal godkende enhver opsætningen. 

Forbrænding 

Når træ afbrændes i en brændeovn, sker der følgende: 

I. Først tørres og opvarmes brændestykket. Hvis træet er 

vådt kommer der bobler ud af endefladerne som fordamper. 

I fordampningszonen, kommer temperaturen ikke over 100 

grader. Først når træet er tørt og temperturen er 150-200 

grader begynder brændets omdannelse til brændbare gasarter 

og trækul. 

2. Forgasningsprocessen, hvorved brændet omdannes til 

brændbare stoffer, kræver en indledende varmetilførsel for at 

gå i gang. Derefter vedligeholder de brændende gasser 

forgasningen. Ca. 80% af træets vægt omdannes til 

brændbare gasser, mens kun ca. 20% bliver tilbage som 

trækul. De 80% gasser og de 20% trækul afgiver ca. den 

samme varme. 


Brænde og Varme, Dansks Skovforening, Amalievej 20 

1875 Frederiksbjerg C 

23 

Forgasning 

Den store gasmængde og forgasningens hastighed forklarer 

hvorfor man skal skrue kraftigt op for luften, når der er lagt et 

nyt stykke brænde i ovnen og efter en periode skrue ned for 

luften, mens trækullene langsommerer brænder ud. Er bålet 

levende, betyder det at forgasningen er i fuld gang. 

Formindskes lufttilførelsen, vil flammerne kvæles, men det 

standser ikke brændets omdannelse til gas. Den udviklede gas 

strømmer uforbrændt ud i skorstenen med spild, udendørs 

gener og løbesod til følge. Når der kun er trækul tilbage, kan 

man derimod skrue ned for luften. Trækul brænder i en direkte 

omsætning med luftens ilt, og skruer man ned for luften, vil 

trækullene blot brænde langsommere og holde længere. 

Forbrændingstempratur 

Antændingstemperaturen på de vigtigste gasser brint, methan 

og kulilte er ca. 400-600 grader. Målinger har vist , at 

flammetemperaturer på mindst 1050 grader er nødvendig for at 

få en fuldstændig forbrænding af alle brændbare gasser 

Allerede ved 850 grader er kulilteandelen uacceptabel stor, 

hvilket er et sikkert tegn på en dårlig forbrænding. Det er derfor 

vigtigt, at forbrændingsrummet er godt isoleret, så 

forbrændingstemperaturen kan komme så tæt på 1050 grader 

som muligt, og tabet af de brændbare gasser mindskes. 

Fornuftig brændefyring 

1. Brændet skal være så tørt som muligt. Tag gerne brændet ind 

i stuetempratur nogle dage inden det skal anvendes. Brændets 

vandindhold må ikke være højre end maksimalt 18-20%. 

Fyring med vådt træ kan give løbesod og i værste fald 

skorstensbrand. 

2. Ved optænding skal ovnen varmes hurtigt op. Brug rigeligt 

med krøllede aviser, tørt pindebrænde eller kvas. Fyld ikke 

forbrændingsrummet i brændeovnen mere end 50% 

3. Klatfyring er bedst. Lidt - men tit lægges for mange 

brændestykker i en glødende ovn, vil den tilførte luft ikke slå 

til, og brændbare gasser forsvinder ud gennem skorstenen. 

4. Brug ikke for store stykker brænde. Der bør være luft 

imellem brændet og væggene i brændkammeret. Til de fleste 

ovne bør brændet ikke være mere end 28-32 cm og helst ikke 

tykkere end 6-8 cm. 




Det følgende indscannede dokument indeholder generelle oplysninger om projektet


Mult-toilet 

En genial måde at spare vand på er at lade være med at bruge 

det overhovedet. I multtoiletter bruges intet eller kun meget lidt 

vand. Toiletaffaldet omdannes ved kompostering til 

havegødning og jordforbedringsmiddel uden tilførelse af energi. 

Multtoiletter fås i flere udformninger, fortrinsvis af norsk og 

svensk fabrikat, og de udvikles stadig, bl.a. findes typer, der 

adskiller urin og fækalier (separationstoiletter), modeller 

beregnet til indbygning i huse både med og uden kælder, 

modeller med solcelledrevet opvarmning for bedre og hurtigere 

kompostering og typer med flere komposteringsrum. Ved at 

bruge de særlige ventilationsskorstene sikres en lugtfri 

omdannelse af fækalier vh.a. mikroorganismer. Skorstenen 

giver et undertryk, evt. via en solcelledrevet elventilator, 

således at lugtstoffer suges fra toilettet til det fri. Som det er i 

dag, skal der søges tilladelse hos kommunen til opsætning af 

multtoiletter. Slutproduktet fra de multtoiletter, hvor urin og 

fæces ender i samme beholder, skal nedgraves. 

Kommunalbestyrelsen kan give nærmere regler om passende 

jorddækning, om det skal nedgraves på en indhegnet plads og 

om andre forholdsregler. Det faste toiletaffald og urin fra 

separationstoiletter kan efter amtsrådets tilladelse spredes på 

egen grund, evt. til jordbrugsformål, hvis det kan dokumenteres, 

at det har gennemgået en kontrolleret hygiejnisering. Urin 

indeholder mange næringsstoffer og er en værdifuld gødning. 

Normalt er urin uden smittestoffer, men det er ikke tilladt at 

bruge den på spiselige afgrøder. I fremtiden kan det forventes, 

at der vil komme generelle regler om brugen af komposten, så 

særskilt tilladelse til udspredning ikke er nødvendig. I 

kloakerede områder kan kommunen nægte tilladelse til 

installering af multtoiletter, da WC'er er en væsentlig 

leverandør af letomsætteligt organisk stof, som er vigtigt for 

renseanlæggenes funktion. 

Vandklosettet 

Hver person bruger gennemsnitlig 50.000 liter drikkevand om 

året, af disse bruges 15-20.000 liter på vandklosettet. Det hele 

er startet i bedste mening med at rydde op i en række 

bysamfund, som flød i affald og menneskegylle med fare for 

smitte af værste slags. 

24 

I dag står vi så med et fuldt udbygget kloaknet og en række 

rensningsanlæg. Imidlertid inderbærer denne løsning en række 

farer. Uden rigelige mængder vand til kloaknettet vil det bryde 

sammen, da vandet er transportmiddel for de faste stoffer (lort) 

over lange afstande med lille fald. Dette passer dårligt med de 

svigtende vandressourer og alle de vandbesparende 

foranstaltninger vi forretager os. Samtidlig er store dele af det 

gamle kloaknettet utæt så der sker en nedsivning af kloakvand 

til grundvandet. 

Separations-toilettet 

I separantionstoilettet sorteres urin og fækalier (afføring), hvad 

der gør at toilettet bliver lugtfrie . Tørre fækalier lugter ikke. 

Det er blandingen af urin og fækalier der, når den gærer, afgiver 

en kraftig stank af latrin (lort). Hvis urinen, der svarer til 85% 

af menneskets affald, sorteres fra og føres bort, og det faste 

affald havner for sig selv og komposteres, får toilettet en høj 

kapacitet og affaldet bliver nemt at håndterer. 

Urin 

Urin er ud fra et bakteriologisk synspunkt at betragte som steril 

og udgør dermed normalt ingen hygiejniske problemer. 

Desuden er urin et udmærket gødningsmiddel. En 

normal-person producerer pr. år ca. 500 liter urin. Man kan sige 

at et menneskets urin er nok til at gøde dets egen afgrøde. Den 

der vil bruge urin til gødning bør fortynde den 5- 10 gange med 

vand før brug, da det ellers er for kraftigt . Det er forbudt at 

bruge urin som gødning til grøntsager.

Komposttoilet på Kløvermarken 

»Økokomperen«, 

Toiletstolen er speciel, idet den er udformet, så urin og fækalier 

separeres. Urinen løber til en opsamlingsbeholder, hvor det 

senere kan bruges som gødning til feks. frugttræer. Fækalierne 

komposteres sammen med papiret og evt. køkkenaffald i 

beholderen ca. 1 år. Der bliver ca. 200 liter kompostjord om 

året. Toiletstolen virker samtidig som "ventilator" i 

toiletrummet, idet der fra toiletstolen suges varm rumluft ned i 

kompostbeholderen. Fra kompostbeholderen er der 

ventilationsaftræk til over tag, det forhindrer tilbageslag af 

dårlig luft og forbedrer ilttilførslen til komposten. 

Kompostbeholderen.skal helst være inde i rummet nedenunder 

komposttoilettet, da varme giver en bedre og hurtigere 

omsætning, og færre lugtgener. Installationen fylder et par m2 

under gulv, men ikke mere end et almindeligt toilet i selve 

toiletrummet. Materialeudgifterne til det her omtalte 

komposttoilet er ca. 13.300 kr. ( toiletstol 1400 kr. beholder 

9000 kr. ventilation 2000 kr.) plus udgifter til evt. 

opsamlingsbeholder til urin og udgravning til 

kompostbeholderen. Derudover er der udgifter til projektering 

og montering. Til feriehuse, kolonihaver m.m. findes simplere 

og billigere modeller 






tlf. 47170314 




Herefter følger et dokument med generelle oplysninger om projektet 

25

Kompostering 

Til miljøets, samfundets og planternes bedste 

Der er mange fordele ved hjemmekompostering. 

Miljøet bliver skånet for forurening, og samfundet 

bliver aflastet for et stadigt stigende affaldsproblem. 

Samtidigt får vi et konkurrencedygtigt alternativ til 

spagnum og en stor del af den gødning, vi ellers 

bruger. En række eksperimenter tyder i øvrigt på, at 

såvel pryd- som nytteplanter opnår en bedre 

modstandskraft overfor sygdomme og insektangreb, 

hvis vi bruger kompost, fremfor kunstgødning. 

Kompostering er en biologisk proces, som foregår af 

sig selv overalt i naturen, ved at mikroorganismer og 

smådyr omdanner naturens eget affald til 

næringsholdig kompostmuld. Under omdannelsen 

opstår der varme, og der sker derfor en fordampning 

af materialets væskeindhold. Efterhånden nedbrydes 

strukturen i affaldet, og det synker sammen til 

omtrent det halve i rumfang. I den færdige kompost 

er næringsindholdet i affaldet blevet omsat til 

næringsstoffer. En del af næringsstofterne findes i 

en form, der gør det let for planterne at optage dem. 

Ved hjemmekompostering udnytter vi naturens egne 

kræfter mere effektivt, end naturen selv gør det. Der 

er mange forskellige måder at gøre det på. Det kan 

gøres uhyre let, og det kan gøres næsten 

videnskabeligt. Der skulle derfor være god mulighed 

for, at den enkelte kan finde en måde, der kan 

imødekomme både havens og egne behov. 

Det er bedst at blande køkken og haveaffald 

En blanding af køkken- og haveaffald giver den 

bedste kompost. Komposteringen forløber nemlig 

bedst, hvis affaldet indeholder både groft affald fra 

haven og finere køkkenaffald. Ved for store 

mængder fint affald på én gang, er der dog risiko for 

en dårlig ilt og lufttilførsel. Til gengæld bidrager det 

fine køkkenaffald med de fleste vigtige 

næringsstoffer. Køkkenaffald og haveaffald tilfører 

kompostmaterialet helt forskellige kvaliteter. Det 

våde, bløde og strukturfattige køkkenaffald 

indeholder meget kvælstof. Det træagtige, hårde og 

strukturrige haveaffald indeholder meget kulsto . I 

komposteringen er der både brug for kulstof og 

kvælstof. Som en tommelfingerregel vil lige dele af 

køkken- og haveaffald give en god blanding. 

Køkkenaffald 

Køkkenaffaldet skal sorteres i det affald, der egner 

sig til kompost, og det affald, der ikke egner sig. Det 

er derfor nødvendigt med en ekstra spand eller 

lignende til det vegetabilske affald. Det vegetabilske 

affald er alt det, der stammer fra planteriget, og det 

meste af dette affald egner sig til at 

hjemmekompostere. 

Egnet kokkenaffald 

− Skræller 

− grøntsager 

− kasseret frugt 

− nøddeskaller 

− kaffegrums med papirfilter 

− teblade med papirfilter 

− æggeskaller 

− æggebakker af pap 

− køkkenrulle 

− afskårne blomster 

− blomsteraffald 

− potteplanter uden potte 

− gødning og strøelse fra kæledyr 

Komposteringsmetoder 

Der er flere forskellige metoder at kompostere på. 

Valget afhænger af: 

I.Hvor hurtigt, man ønsker sit slutprodukt. 

2.Hvilket slutprodukt, man ønsker. 

3.Hvor meget tid, man ønsker at bruge på at 

kompostere. 

4.Om man ønsker at kompostere i beholder eller 

bunke. 

De mest anvendte måder at kompostere på er 

fladekompostering, koldkompostering, 

ormekompostering og varmkompostering. Det, der 

først og fremmest adskiller metoderne fra hinanden, 

er den tid, omsætningen tager, Det er umuligt at 

sætte præcise tidsangivelser på de enkelte metoder. 

Det afhænger af kompostmaterialets 

sammensætning, vejr- og temperaturforhold med 

mere. I grove tal tager omsætningen af affald det 

ved varm- og ornekompostering to til seks måneder. 

Ved koldkompostering tager omsætningen 

betydeligt længere tid, sådan cirka et sted mellem et 

og to år. 

26 

Haveaffald 

Det meste haveaffald er velegnet til kompost. Selv 

grovere haveaffald kan bruges, når det er blevet 

findelt. Hvis findelingen springes over, vil 

komposteringen tage væsentlig længere tid. Til det 

hårde haveaffald som grene og hækafklip bruger 

man en haveøkse og en huggeblok, til det øvrige en 

solid havesaks. Arbejdet med findelingen er ikke 

uoverkommeligt, hvis haven er af normal størrelse. 

Egnet haveaffald: 

− blade 

− blomstertoppe 

− græsafklip 

− gødning fra husdyr 

− hækafklip 

− kviste 

− nedfaldsfrugt 

− smågrene 

Tilsætningsstoffer 

Den rigtige kompostblanding giver et godt 

udgangspunkt for at arbejde videre med komposten, 

uanset hvilken type kompostering, der vælges. Det 

er muligt at fremme omsætningen ved hjælp af 

forskellige tilsætningsstoffer. Tilsætningsstoffer er 

især nødvendige, hvis komposten indeholder meget 

groft materiale. I de tilfælde er kød- eller benmel, 

hønsernøg eller anden dyregødning det rette at 

bruge, fordi tilsætningsstoffer fra dyr har et meget 

højt indhold af kvælstof. Kød- eller benmel kan 

købes på planteskoler og koster cirka 150 kroner for 

50 kilo. Til én kubikmeter kompostmateriale bruges 

fire til otte kilo kød- eller benmel eller cirka 50 kilo 

hønsemøg. Dyregødning fås til afhentningspris på 

de fleste rideskoler og hos gårdmænd. Kunstgødning 

kan benyttes, men da en af pointerne med 

hjemmekompostering er at spare naturen for 

kunstgødning, er det mindre oplagt. Hvis komposten 

er for sur, vil kalk neutralisere den. Kalk koster 

omkring 70 kroner for 25 kilo, og der er brug for ét 

kilo kalk pr. kubikmeter kompost. Kød- og benmel 

indeholder kalk, så hvis man bruger dette i forvejen, 

er det ikke nødvendigt at supplere med kalk.

Koldkompostering 

Koldkompostering kræver, ikke meget arbejde. Til 

gengæld tager omdannelsen som regel lang tid. Der 

vil gå et år eller flere, før komposten er fuldt 

omsat. Ved koldkompostering når temperaturen 

sjældent meget højere end lufttemperaturen. Det 

skyldes, at det er små mængder, der komposteres ad 

gangen. Ved koldkompostering tilfører man løbende 

bunken eller beholderen sit køkken- og haveaffald, 

der langsomt synker sammen., samtidigt med at det 

komposteres. Hvis omsætningen af den ene eller den 

anden grund går for langsomt, kan det hjælpe at 

omstikke kompostmaterialet. Det øger omsætningen 

på grund af iltningen og kan ydeligere have den 

fordel, at eventuelle ukrudtsfrø og sygdomme dør. I 

nogle tilfælde kan kompostbunken tiltrække 

småfiuer. Den letteste og bedste måde at undgå 

fluerne på, er at grave det friske affald et lille stykke 

ned i bunken. Da komposten ofte vil være fugtig, 

kan den tiltrække snegle og tusindben. Det kan give 

problemer ved anvendelse af komposten, fordi 

snegle spiser blade, og tusindben er glade for 

planterødder og spirer. 

Ormekompostering 

Ved ormekompostering går omsætningen af affaldet 

hurtigere end ved de andre metoder. Almindelige 

regnorme fra haven duer ikke til formålet, men røde 

kom ostorme (Eisenia Andrei) eller stribede 

kompostorme (Eisenia Fetida) - også kaldet 

brandorme, kompostorme og møgorme - er 

velegnede. De overlever kun i miljøer med meget let 

tilgængeligt organisk materiale som for eksempel 

kompost. Ormene købes på planteskoler til cirka 

100 kroner for en kasse muld med orme. Mange 

henter dem selv på møddinger eller får nogle hos 

naboen eller en bekendt, der også har orme i sin 

kompost. Under de rette vækstbetingelser vil de 

hurtigt formere sig til 



en passende mængde. Det egnede kompostaffald 

lægges løbende i beholderen eller kassen, hvor 

ormene omsætter materialet. De trives bedst i et 

tilpas varmt, fugtigt og iltet miljø. Ormene dør eller 

stikker af, hvis de udsættes for et alt for vådt miljø, 

varme over 30 grader C eller frostgrader. 

Omsætningen afhænger naturligvis af 

kompostmaterialets sammensætning. Ved 

kompostering udelukkende med køkkenaffald går 

omsætningen cirka dobbelt så hurtigt som med 

udelukkende haveaffald, helt ned til cirka to 

måneder. 

Varmkompostering 

Varmkompostering er den metode, hvor 

omsætningen af affaldet styres mest direkte. 

Metoden giver mulighed for en hurtig omsætning, 

der får temperaturen til at stige - helt op til 60 grader 

C. Inden varmkomposteringen kan gå i gang, skal 

der være samlet en vis mængde have- og 

køkkenaffald. Nogle foretrækker at samle 

køkkenaffaldet i et nærdepot tæt ved huset ved siden 

af skraldespanden, men det er et spørgsmål om smag 

og behag. Varmkompostering startes bedst i maj, 

hvor der er rigeligt med haveaffald fra 

forårsoprydningen og køkkenaffald, samlet gennem 

et stykke tid - eller i august, hvor der er hækafklip 

og affald fra pryd- eller køkkenhave. Samtidig er 

varme- og fugtighedsforholdene ideelle på disse 

tidspunkter. Omsætningen ved varmkompostering 

tager fire til otte måneder. I løbet af den første uge, 

hvor temperaturen stiger relativt hurtigt, bør 

temperaturudviklingen følges dagligt. Herefter kan 

det anbefales jævnligt at holde øje med materialets 

tilstand. Det vil tit være en god idé at omstikke 

komposten et par gange, så der kommer luft til alt 

materialet. I tørre sommerperioder skal komposten 

vandes. Når man opbygger sin kompost, enten i 

Veksø Handelstation Veksø stationsvej 2A 

3670 Veksø Sjælland tlf. 47170314 Økologisk havebrug -en håndbog 

Gad's forlag 




27 

bunke eller i beholder, er det en god idé at starte 

med et lag grene eller træflis nederst for at sikre 

lufttilførsel. Hen over dette lag spredes det blandede 

kompostmateriale. Størrelsen af kompostbunken 

afliænger naturligvis af affaldsmængderne, men 

bunken bør være cirka en kubikmeter. Det er ofte 

nødvendigt at vande materialet under opbygningen. 

Som en tommelfingerregel skal komposten være så 

fugtig, at der kommer lidt vand ud af en håndfuld, 

hvis man klemmer den hårdt. Komposteringen går i 

gang ved, at mikroorganismerne og forskellige 

smådyr begynder at spise - og dermed omsætte 

affaldet. Det er mikroorganismernes arbejde med at 

omdanne komposten, der skaber varmen. 

Temperaturen i beholderen eller i bunken vil i løbet 

af en uge være oppe på cirka 50- 55 grader C, hvis 

kompostmaterialet er blandet rigtigt, hvis der er 

tilstrækkeligt med småorganismer, og hvis der er det 

rette vand- og luftforhold. Den høje temperatur tager 

livet af de fleste ukrudtsfrø og plantesygdomme. 

Temperaturen kan måles med et jordtermometer. I 

enkelte tilfælde stiger temperaturen ydeligere. Hvis 

varmen udvikler sig for voldsomt, er der to ting at 

gøre: vande materialet eller rode lidt op i affaldet, så 

der kommer mere udluftning. Hvis temperaturen 

stiger til over 70 grader C, brænder materialet 

sammen. Så er der kun ét at gøre: omstikke alt 

kompostaffaldet, bygge det op igen og eventuelt 

vande det under opbygningen. Det kræver lidt 

øvelse at opbygge og passe komposten, så 

varmeudviklingen forløber bedst muligt. Efter et par 

gange vil de fleste føle sig helt professionelle,

Opbygning 

Dette er et indscanet dokument vedr. 

Rodzoneanlæg 

Et rodzoneanlæg består af et beplantet jordfilter, som vandet 

strømmer igennem på langs. Jordfilteret er ca.1 m dybt og 

10-30 m langt fra indløb til udløb. Bund og sider er tætnet med 

en plastmernbran eller ler. Jorden har en særlig sammensætning 

og er beplantet med f.eks. tagrør. Planternes rødder trænger 

med tiden ud i jorden. Døde rødder efterlader åbne gange så 

vandet lettere trænger gennem jorden. I en brønd ved udløbet 

højdereguleres vandstanden i anlægget. For rodzoneanlæg og 

biologiske sandfiltre er det meget vigtigt med en effektiv 

mekanisk forrensning f.eks. en septiktank med to kamrer så der 

ikke kommer slam ud i anlægget. Der må ikke tiledes regnvand. 

Renseeffekt Rodzoneanlæggene er bygget ud fra et arealforbrug 

på 4-7 m2 pr. person. Det tager 3-8 år at udvikle rodzonen og 

opnår den fulde renseeffekt, som har vist sig at variere fra 

anlæg til anlæg. Allerede efter et år renses der godt for organisk 

stof. Renseeffekten er her angivet udfra erfaringer fra 109 

anlæg med et aktuelt arealforbrug på typisk 4-7 m 2 pr. person. 

28 

Virkemåde 

I det mekaniske renseanlæg bundfældes slam. Rensningen i den 

efterfølgende rodzone sker ved biologisk omsætning, aflejring 

og fysisk/kemisk binding af stoffer, når vandet trænger vandret 

gennem jorden via hulrum og huller efter døde rødder. Ilt til 

mikroorganismernes biologiske nedbrydning af organisk stof og 

kvælstofforbindelser, tilføres gennem overfladen samt 

sumpplanternes stængler og rodstængler. Mellem rodstænglerne 

opstår iltfattige forhold. Her findes de mikroorganismer, som 

omdanner det iltede kvælstof til frit luftformigt kvælstof. 

Rensning for fosfor og tungmetaller sker ved aflejringer og 

kemisk binding til jordens indhold af humus og lerpartikler.

Kløvermarken 

På Kløvermarken løber det grå spildevand fra køkken, håndvask og bad først gennem en fedtfilter. Derefter løber det videre til 

rodzone-anlægget i udestuen/drivhus og fortsætter til det udendørs rodzoneanlæg. Derfra siver det ud i en stenfaskine. 

Sandfilter 

Rensningen i sandfilteret sker ved biologisk omsætning, når 

vandet langsomt siver ned gennem sandet, hvorpå der sidder 

mikroorganismer. Ilt til biologisk nedbrydning af organisk stof 

og kvælstofforbindelser tilføres sandfilteret gennem udluftede 

drænrør. Ilt kan også tilføres direkte gennem filterets overflade, 

hvis det ikke er dækket med jord. 

Litteraturliste og adresser: 

Dansk Rodzoneteknik K.M.E.K.'s bibliotek 

Pilestræde 8B 

1112 København 

tlf. 33911109 

29 




tlf. 47170314 

Københavns Miljø- og Energikontor Blegdamsvej 4B 2200 København N - Tlf: 35373636 



Det følgende dokument er generelle oplysninger vedr. projektet


Affalds-sortering 

Væk, er et hul i jorden ? 

På et punkt adskiller problemet med affald sig fra de fleste 

problemer i miljøet: Muligheden for at løse det afhænger i 

usædvanlig høj grad af, at vi hver især vil give en hånd med. 

Nøglen til genbrug er nemlig at holde de forskellige slags affald 

hver for sig. Og det starter med, at vi hjemme i køkkenet eller i 

virksomheden lader være med at blande tingene sammen. I 

praksis betyder det en skraldespand, -pose, -container/beholder 

til hver slags affald. Alle forsøg på at skille affald ved hjælp af 

maskineri er mislykkedes mere eller mindre ynkeligt og 

samtidigt kostbart. 

Den normale affaldsindsamling 

Etageboliger 

Kommunen afhenter dagrenovation, storskrald, køleskabe, 

elektronikaffald og papir på adressen. 

Villaer: Kommunen afhenter dagrenovation, storskrald, 

køleskabe, elektronikaffald og haveaffald. 

I nærområdet: 

Er der indenfor gå afstand opstillet glas- og flaskecontainere. 

I villaområder. 

Er der opstillet glas-, flaske- og papircontainer. 

Miljøbilen: 

Tager imod alle typer af miljøfarligt affald 

Farvehandlerne: 

Tager imod malingsaffald. 

Apotekerne: Tager imod medicinaffald, termometre og brugte 

kanyler. 

Genbrugsstationer: 

Tager imod alle typer affald f.eks. pap, byggeaffald, jern og 

metal, haveaffald osv. men ikke dagrenovation. 

30 

Kildesortering 

Danmark har et velfungerende og effektivt system til 

bortskaffelse af affald, men det begrænser ikke 

affaldsmængden. For at få en høj genanvendelse er det 

nødvendigt med sortering og helst i så mange typer som muligt. 

Som det er i dag er det svært at aflevere sit sorterede affald. 

Normalt er der kun 4 muligheder: Dagrenovation, flaske-, 

papircontainer og storskrald. Det giver et genbrug på 16% på 

landsplan. 

Renere teknologi 

En forudsætning for at mindske affaldets mængden i fremtiden 

er at industrien og erhvervene bruger råvarer, der kan 

genanvendes så det bliver en fornøjelse at sortere sit affald. 

Nørrebro 

På Nørrebro er der lavet en omfattende lokal udbygning af 

affaldssortering og kompostering i de enkelte karréer, såkaldte 

gårdmiljøstationer, hvor beboerne, og de mindre 

erhvervsdrivende kan sortere i 28 forskellige typer affald 

inkluderet grønt husholdningsaffald, som komposteres i gården. 

Det giver en genbrug på 40 - 50%.

Når du sorterer dit affald, er du med til : 

at øge genbruget, hvilket betyder mindre forbrug af råstoffer, 

mindre energiforbrug og mindre forurening, 

at få kompost ud af det vegetabilske køkkenaffald og grønt 

affald, 

at gøre din gård grønnere og rarere at bo i, 

at dit gårdlaug kan ansætte en grøn gårdmand, 

at give det sociale liv i gården et løft, 

at give dit bidrag til indsamling af tøj, sko, værktøj, legetøj og 

briller til genbrug i Danmark og ulandene. 

I Københavns Kommune er det i dag muligt at spare penge ved 

at mindske mængden af restaffald. Restaffaldet kaldes også 

dagrenovation. Det betyder, at en karré med ca. 300 lejligheder 

vil kunne ansætte en grøn gårdmand for de penge, der spares. 

Hvad laver den grønne gårdmand? 

Den grønne gårdmand bliver en central person i livet i gården - 

én man kender og kan spørge til råds. Den grønne gårdmand 

bliver ansat af gårdlauget og har bl.a. følgende opgaver: 

at vejlede og hjælpe dig med affaldsortering 

at passe komposten at bistå gårdlauget i nye initiativer til 

forbedring af miljøet i gården 

at vedligeholde gården og gårdmiljøstationen 

at vejlede dig om miljø og økologi generelt at medvirke i 

planlægningen af sociale arrangementer for gårdens/gårdlaugets 

beboere. 

Den første gårdmiljøstation åbnede i Tiørnegade/ Vævergade 

karréen på Nørrebro i marts 1998. Her er det lykkedes at 

nedbringe volumen på restaffald med mere end 50% på kort tid. 

Du har mulighed for at være med til at fortsætte denne succes i 

din egen gård. 


K.M.E.K.'s bibliotek RENT SKRAL 




tlf. 47170314 

31 

Sådan kan du gøre 

Mange vil spørge om det nu er nødvendigt at have en masse 

forskellige affaldsbeholdere i sin lejlighed. Det er det ikke! 

I køkkenet skal du kun foretage en grovsortering. 

Grovsorteringen kan løses på mange måder, alt efter hvad du 

finder mest praktisk. Allerede i dag er der mange, som har lavet 

deres egne små systemer, hvor aviser og glas lægges fra til 

genbrug. Dette kan man blot fortsætte med. Det nye er, at endnu 

flere affaldstyper skal sorteres fra, og lægges i forskellige 

beholdere nede i gårdmiljøstationen. 

Affald, som kan genanvendes: aviser, glas, pap, tøj, sko, 

konservesdåser mm. 

Miljøfarligt affald: 

malingsrester, elsparepærer, batterier, terpentin, lysstofrør mm. 

Vegetabilsk affald: 

Vegetabilsk affald er alt det, der stammer fra planteriget: grønt 

affald, gryn og mel, papirservietter, kartoffelskræller, 

æggeskaller, kaffegrums, brød mm. Det er en god idé at have en 

mindre beholder i køkkenet til at samle det vegetabilske og 

grønne affald i. Det kan for eksempel være en spand med låg 

eller en pose. På den måde undgår man lugtgener i hjemmet. 

Restaffald: 

Affald, der ikke er miljøfarligt eller genanvendeligt. Det drejer 

sig primært om emballage til f.eks. fødevarer, rengøringsmidler 

mm. Brug din normale skraldespand. 




Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger om projektet.


Regnvands- 

Opsamling 

Vand 

I Danmark kommer drikkevandet typisk fra grundvand. 

Grundvandet trues af forurening. Forureningen kommer fra 

aktiviteter på jordoverfladen, fra industrien, landbruget og vores 

haver. I det miljøvenlige hus er målet vandbesparelser og 

vandgenbrug. Vandbesparelser kan resultere i mere vand til 

vådområder, søer og vandløb, og i visse situationer kan et 

mindre vandforbrug tillige betyde, at en forurening, der er på 

vej gennem jordlagene mod grundvandet, bremses eller stoppes, 

da en mindre oppumpning af grundvand kan betyde, at der ikke 

trækkes forurenet vand ned fra de øvre jordlag. 

Regnvand 

At regnvandet opsamles, betyder, at en del af det regnvand, der 

ellers ville være løbet i kloaken eller sivet ned i jorden, 

tilbageholdes for at blive brugt. Derved bruges der mindre 

grundvand. Det opsamlede regnvand kan bruges til tøjvask, 

toiletskyl, bilvask og havevanding. Andre fordele ved brug af 

regnvand i husholdningen er mindre forurening af vandmiljøet 

p.g.a. mindre risiko for overløb i kloaksystemer, hvor regn- og 

spildevand løber sammen (fællessystemer), mindre belastning 

af renseanlæg, mindre sæbebehov til tøjvask, da hårdheden i 

regnvand er mindre end i vandværksvand, og et mindre 

energiforbrug til indvinding af grundvand. Endelig kan der 

spares betydelige beløb på vandregningen. Det skønnes, at en 

generel anvendelse af regnvand fra tagflader kan reducere 

boligernes vandforbrug med omkring 18%. 

Et regnvandsanlæg består af en opsamlingsflade (et tag), et 

filter og en opsamlingsbeholder. Tagflader af fibercementplader 

(også asbestholdig eternit), skifer, tegl og muligvis også 

betontagsten formodes ikke at afgive problematiske stoffer til 

regnvandet, mens der fra tagpap og metaltage kan forventes 

tjære, bitumen eller metaller i vandet. Det kan dog tænkes at 

asbestholdige tage kan afgive asbestfibre til vasketøj, hvis 

regnvandet fra disse tage anvendes til tøjvask. 

32 

Fra opsamlingsarealet ledes vandet gennem et grovfilter for at 

fjerne blade og større genstande. Filtret kan være et metalnet 

eller et sandfilter. Vandet opsamles i en beholder af kunststof, 

metal eller beton. Det er vigtigt, at kunststoftanke 

(plastbeholdere) er lystætte, da algevækst ellers kan 

forekomme. Tanken kan placeres i jorden, hvilket sikrer lav 

temperatur, som også modvirker algevækst, eller også kan den 

placeres i kælderrum med afløb. Overløb fra tanken skal ledes 

til kloak eller et nedsivningsanlæg, og der skal være mulighed 

for at kunne rense tanken gennem luger eller låg. Den 

anbefalede beholderstørrelse for et enfamiliehus er mellem 600 

og 1000 liter. En forøgelse af beholdervolumet giver kun en 

mindre forlængelse af den periode af året, hvor der er vand i 

beholderen.

Opsamling og havevanding 

Regnvandsbeholderen kan være en kraftig plastbeholder, ca. 

200 1, lavet af f.eks. polvethylen med et aftageligt børnesikret 

låg og forberedt til 1/2" bundhane til aftapning. Det kan 

tilsluttes nedløbsrøret direkte ved at tage låget af,, eller ved at 

bore 40 mm hul i siden af tønden og montere en vandautomat 

på nedløbsrøret. Vandbeholderen vil tilført regnvand til den er 

fyldt, overskydende vand vil automatisk løbe videre til 

nedløbsrøret, eller det kan i en slange føres ud til havevanding, 

eller ledes via en regnvandsrende med udløb til bede. 

Vandingen af bede kan også foregå via en såkaldt siveslange. 

Dvs. en vandslange med små huller langs begge sider og 

proppet for enden. max. længde på 10 m. 

Myndighederne 

Myndighederne og vandværkerne har det lidt svært med 

regnvandsanlæg, især p.g.a. faren for forurening af 

drikkevandet. Det generelle krav til vandforsyning i en bolig er, 

at alt vand skal have drikkevandskvalitet. Det betyder, at 

regnvandet skal renses. Det er dog den enkelte kommune, der 

har det endelige ord. Kommunen kan dispensere fra 

kvalitetskravet. Der er forskellige holdninger til betaling af 

vandafledningsbidrag i kommunerne. Nogle kommuner fritager 

afledningafgift af brugt regnvand. Disse forhold bør klarlægges, 

før en evt. beslutning om at installere et dyrt regnvandsanlæg. 

Litteraturliste og adresser K.M.E.K.'s bibliotek 

Vandsparebogen,Ann Vikkelsø OVE's forlag, 1997 

Veksø Handelstation Veksø stationsvej 2A 3670 Veksø 

Sjælland tlf. 47170314 




Herefter følger et indscannet dokument med generelle oplysninger. 

33

Klik for at se document.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?