Kim Møller stak hånden i en hvepse - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

øger Det mislykkede systemskifte Af Karsten Holt • Fotos: Scanpix Normalt advarer man unge historikere mod at beskæftige sig med emner, som tidsmæssigt ligger for tæt på nutiden. Det skyldes, at der er overhængende fare for fejlfortolkninger, baseret på subjektive faktorer som politisk ståsted og øvrige holdninger. Men forfatterne til bogen ”På ret kurs – et tilbageblik på systemskiftet i 1982”, som omhandler Schlüter-perioden, er heller ikke historikere. Det er dels aktørerne selv, der kommer til orde, dels unge ultraliberale, anført af Christopher Arzrouni, hvis ungdom blev præget af 1980´ernes delvise opgør med 1968-oprøret – årsagen til ordet ”delvis” skal der redegøres nærmere for senere. Hovedpersonen for bogens tilbedelse, Poul Schlüter, medgiver i sit indlæg, at man ”aldrig bliver færdig i politik”, og at 1980´ernes borgerlige regeringer var mindretalsregeringer, der måtte søge støtte fra sag til sag. Det mest kendte eksempel på dette er fodnotepolitikken på forsvarsområdet, hvor Socialdemokratiet og De Radikale forsøgte at chikanere regeringen så meget, at det var ved at koste os vores troværdighed som NATO-partner. Endvidere ærgrer Schlüter sig over, at det ikke lykkedes at sætte skatterne yderligere ned. De steg nemlig under Schlüter, som de i øvrigt er steget under alle andre regeringer siden Første Verdenskrig Danmark som fallitbo De fleste har efterhånden lykkeligt fortrængt, hvad det var for et Danmark, Anker Jørgensen og hans socialdemokratiske regering hjælpeløst overlod til borgerlige kræfter i efteråret 1982. Arbejdsløsheden var 9,6 pct.. Kronen var blevet devalueret gang på gang, og obligationsrenteniveauet befandt sig på svimlende 21 pct. De of- 1 fentlige finanser udviste et underskud på 8 pct. af BNP (i dag er konvergenskravet til euroen 3 pct.), mens prisinflationen lå på 9,6 pct. og løninflationen på 10,5 pct. Schlüter-regeringens helt store fortjeneste er, at den fik ryddet op i dette økonomiske morads. Vejen til det nuværende opsving var dog ikke lang og lige, men snarere kroget og stenet. Schlüter og finansministrene Palle Simonsen, og senere Henning Dyremose, måtte løbende justere den økonomiske politik, fordi den nyligt indførte fastkurspolitik i midten af firserne i første omgang kom til et stimulere væksten lidt for meget – hvilket førte til påskepakke og kartoffelkur – rentefradraget på realkreditlån blev udhulet, og danskerne blev tvunget til at spare op. Festen på boligmarkedet var forbi. Danskerne kunne ikke længere forvente, at inflationen barberede gælden ned, eller at det offentlige finansierede samtlige renteudgifterne til realkreditlån. Schlüter-regeringen repræsenterede i økonomisk henseende et paradigmeskift, og danskerne accepterede i det store hele tanken om, at der virkelig var behov for reformer af den danske økonomi. Alligevel kan man ikke tale om en rød tråd i den borgerlige politik. Man prøvede sig i stedet famlende frem. Det væsentligste var, at man fik bugt med inflationen, og at man bredt anerkendte behovet for en fastkurspolitik i stedet for at ”eksportere” strukturelle problemer til udlandet ved at devaluere kronen. Ligeså betydningsfuldt var, at kapitalen blev sat fri. Det blev således for første gang muligt for danskerne frit at handle med udenlandske værdipapirer. Blandt andre vigtige tiltag var, at indeksreguleringen af lønningerne blev stoppet, og at dyr- Interessant, men lidt højpandet bog, beskæftiger sig med Schlüter-regeringerne i 80’erne og postulerer, at der var tale om et systemskifte. Det var der ikke, konkluderer Dansk Folkeblad. Prisen for magten var for stor og lysten til opgør med venstrefløj og kulturradikale for lille tidsreguleringen blev afskaffet. Endelig standsedes den endeløse vækst i det offentlige forbrug. Det danske nyorientering var imidlertid ikke unik for Danmark – over hele Europa blæste de nyliberale vinde. Keynesianismen måtte vige for Chicago-økonomerne Milton Friedmans og Anna Schwartz´ monetaristiske lære, der indtil videre har vist vejen for, hvordan inflation kan bekæmpes mest effektivt - nemlig gennem regulering af pengemængden. Schlüter-regeringen fik for foreløbig sidste gang 250.000 mennesker til at demonstrere på Christiansborgs Slotsplads, hvilket er forunderligt at tænke på i en nutid, hvor ikke en gang venstrefløjen for alvor betvivler rigtigheden i fastkurspolitikken, og hvor selv SR-regeringen videreførte den økonomiske politik. Systemskifte? Indlæggene i ”På ret kurs” er af varierende lødighed. Ret ligegyldige og meget korte er de forskellige ministres gennemgange og vurderinger af Schlüters betydning. Mere interessant er den kontekst, som nyliberalisterne tolker Schlüter i. Mads Lundby Hansen fra tænketanken CEPOS lægger hovedvægten på ”Århundredets plan” – en økonomisk plan, lanceret af blandt andet daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen, hvis lyksalige konsekvenser Lundby Hansen ekstrapolerer frem til nutiden. Kontrafaktisk historieskrivning er altid spændende, men for ikke-økonomer skal tungen holdes lige i munden, når de læser gennemgangen. I øvrigt er det uinteressant, eftersom Schlüter pga. Tamil-sagen måtte kaste håndklædet i ringen og overlade magten til Poul Nyrup Rasmussen i 1993. Vi ved altså ikke, hvordan Danmark havde set ud, hvis
Poul Schlüters regering gik med højt humør og stort mod i gang med den nødvendige genrejsning af den danske økonomi. Men dansk ånds- og kulturliv sejlede videre i den gamle socialdemokratiske skure. Samtidig kostede regeringens nødvendige reformer dyrt i form af fodnotepolitik og fl ygtningelov, som det vil tage generationer at rydde op efter. ”Århundredets plan” var blevet gennemført, eller om det overhovedet havde kunnet lade sig gøre i betragtning af Folketingets sammensætning. Blandt bogens mere spøjse indslag er et indlæg af Saxo Banks grundlæggere, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, hvor disse – vistnok i ramme alvor – sammenligner Poul Schlüter med den russisk-amerikanske forfatter og grundlægger af den nyliberalistiske fi losofi ske retning ”objektivismen”, Ayn Rand. Hun fortæller i bogen ”Atlas Shrugged”, som udleveres gratis til alle nye kunder i Saxo Bank, om velfærdstankens nødvendige undergang og forkynder evangeliet om en ny verden, hvor det stærke superindivid overlever, og den svage må forgå. At sammenligne Ayn Rand med Poul Schlüter forekommer både akavet og latterligt. Men tilbage til bogens egentlige postulat: At Schlüter-perioden repræsenterede et systemskifte. Svaret må være, at hvis der var tale om et systemskifte, så var det ikke mere gennemgribende, end at den samme politik lod sig videreføre af en socialdemokratisk-radikal regering. Periodens økonomiske paradigmeskift fandt sted i hele Europa. Ærgerligt er det derfor, at bogen på typisk liberalistisk manér udelukkende beskæftiger sig med økonomi og skat – og ikke med ånd og kultur. Kulturelt var regeringen nemlig en fi asko. Schlüter og Co. magtede ikke et opgør med de kulturradikale i medierne, på landets læreanstalter og andre kulturbærende institutioner. Mangel på ånd Schlüter-regeringen formåede heller ikke at formulere en sammenhængende politik på udlændingeområdet. Tværtimod er det en sørgelig del af Schlüterperiodens politiske arv, at Danmark i 1983 fi k en udlændingelov, der slog landets grænser op på vid gab. Er det borgerlig politik eller udtryk for opportunisme? Sært er det, at ikke en eneste af bogens forfattere nævner indvandringen, som dog udgør en ganske betydelig økonomisk faktor. Ligeså underligt er det, at ingen af forfatterne kærer sig synderligt om den kulturelle dimension. Poul Schlüter fi k genoprettet Danmarks økonomi – men omkostningerne var formidable. For at kunne manøvrere i Folketinget måtte den sluge den landsskadelige fodnotepolitik. ”På ret kurs” leverer ingen ny viden, men kan på visse områder måske være af interesse for økonomistuderende med ønske om et indblik i fi rsernes økonomiske politik. Tesen om systemskiftet havde været mere relevant, hvis bogens redaktører havde leveret en sammenligning med den nuværende borgerlige regering. Om eftertiden vil omtale valget i 2001 som et ægte systemskifte, vil fremtiden vise. Men indtil videre virker det som om, venstrefl øjen og de kulturradikale er trængt langt mere i defensiven og har mistet en stor del af den oprindelige styrke fra fi rserne. Samtidig har den nuværende borgerlige regering i højere grad taget fat i kulturkampen og udlændingepolitikken end Schlüter. Kunne man f.eks. have forestillet sig en litterær kanon i folkeskolen i fi rserne eller for den sags skyld en begrænsning af familiesammenføringer? Om VK-regeringen formår at udnytte denne situation på længere sigt, er imidlertid et åbent spørgsmål. Liberalisten Christopher Arzrouni blev ved indgangen til 2004 kendt for at have leveret input til Anders Fogh Rasmussens nytårstale. Han beskæftiger sig i bogen ”På ret kurs” med indholdet i Poul Schlüters taler og når frem til, at indholdet var entydigt liberalt – samt at Schlüter formåede at fl ytte holdninger i befolkningen. Samtidig fastslår han, at der aldrig er blevet først så liberalistisk politik som under Schlüter. Christpher Arzrouni (red.) ”På ret kurs – et tilbageblik på systemskiftet i 1982” People´s Press Pris: 249 kr. 15
Page 1 and 2: Nr. 1 • februar februar 2008 2008
Page 3 and 4: nyhedsbrev Ytringsfrihed kan ikke g
Page 5 and 6: Romtraktaten. På samme tid indfør
Page 7 and 8: Foto: Scanpix Rådgiver på rådgiv
Page 9 and 10: e arbejder som selvstændige. Den s
Page 11 and 12: hellere skrive om Clintons og Obama
Page 13: Koranen men også selveste profeten
Page 17 and 18: Uden styr på teknikken kan man ikk
Page 19 and 20: Skaarups søn døbt Søndag den 27.
Page 21 and 22: Busturen kan udvikle sig til et mar
Page 23 and 24: Sverige ”strammer” udlændingep
Page 25 and 26: Men ganske anderledes forholdt det
Page 27 and 28: n i en hvepserede hvis karriere kul
Page 29 and 30: ningsgrupper forholdsmæssigt ofter
Page 31 and 32: Midt i den sydsjællandske natur li

Kim Møller stak hånden i en hvepse - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?