Eventyrlige steder i Ravnsholt Skov - Vestre Hus Børnenaturcenter
Eventyrlige steder i Ravnsholt Skov - Vestre Hus Børnenaturcenter
Eventyrlige steder i Ravnsholt Skov - Vestre Hus Børnenaturcenter
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Eventyrlige</strong> <strong>steder</strong> i <strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong><br />
Historierne er skrevet af Bjørli Lehrmann -<br />
som har fået hjælp og inspiration fra Allerøds børn, John Rasmussen og fra gamle myter.<br />
Kortet herunder viser de eventyrlige <strong>steder</strong> i <strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong>. Hvert sted er angivet med et tal,<br />
som kan genfindes på historierne nedenfor kortet.<br />
1. Det sunkne<br />
slot.<br />
2.<br />
Eventyrhulen<br />
3. Nissehullet<br />
4. <strong>Skov</strong>trold<br />
og vandtrol<br />
5.<strong>Skov</strong>ens<br />
kampe<br />
6.Vandretræet<br />
7.Landevejsrøveren<br />
8.<br />
Elverpigerne i<br />
ellemosen<br />
9. Bjergfolket<br />
på<br />
Mørkebakke<br />
10.<br />
Kærestetræet<br />
11. Det gule<br />
mosevand<br />
12.<br />
Bissetræerne<br />
13.<br />
Stentroldene<br />
14.<br />
Elefantstedet<br />
15. De<br />
tålmodige<br />
træer.<br />
1
VESTRE HUS BØRNENATURCENTER<br />
<strong>Vestre</strong> <strong>Hus</strong> er naturligvis det allermest eventyrlige sted i hele skoven, for dér gror der græs på<br />
taget, og derfra strømmer eventyrene op af skorstenene og strømmer ud i hele skoven.<br />
Men det skal man se, for at tro det ............... :-)<br />
1 - DET SUNKNE SLOT<br />
Lidt syd for <strong>Vestre</strong> <strong>Hus</strong> ligger en<br />
gammel mose, hvor man tydeligt<br />
kan se værelser, gange og balsale<br />
aftegnet i jordbunden. Det er det<br />
sunkne slot.<br />
Dets historie lyder således:<br />
Engang for længe siden lå her et<br />
helt vidunderligt slot. Det var<br />
bygget af guld, elfenben og krystal,<br />
og solen kunne skinne igennem<br />
væggene og oplyse alle de<br />
pragtfulde møbler, tæpper og<br />
kunstgenstande det rummede.<br />
Aldrig har nogen set et smukkere<br />
slot.<br />
I slottet boede en yndig prinsesse,<br />
som var så ufatteligt rig, at hun<br />
altid kunne gøre lige hvad der passede hende uden at behøve at tænke på andre. Og det<br />
gjorde hun. En dag besluttede hun sig for at gå en lang tur i skoven helt alene, for hvis hun<br />
blev træt, kunne hun jo bare bede en eller anden om at bære hende hjem.<br />
Men skoven var meget stor, og der var ikke nogen derude, hun kunne bede om noget som<br />
helst. Og hun kunne ikke finde tilbage, og dagen gik, og det blev aften, og mørket faldt på<br />
....... og det blev mørkere og mørkere og mørkere.........<br />
Til sidst kunne prinsessen ikke se en hånd for sig. Nu blev hun virkelig bange og hun satte sig<br />
ned i skovbunden og græd.<br />
I det samme kunne hun høre noget der puslede, og da hun så op, stod en lille dreng foran<br />
hende. Han var ikke større end en nisse, men hvis han var en nisse, var han en sær én, for<br />
hans hud var helt sort. Til gengæld var hans hår ganske hvidt og omkring sig havde han en<br />
mørkeblå kappe med lysende stjerner på.<br />
"Du må føre mig hjem til mit slot", sagde prinsessen.<br />
"Det gør jeg gerne", sagde drengen, "men det er en lang tur, og solen står snart op. Derfor må<br />
du love mig, at jeg kan blive i slottets kælder til det bliver mørkt igen, for jeg tilhører de<br />
underjordiske, så jeg tåler ikke dagens lys".<br />
"Jaja", sagde prinsessen, "bare du fører mig hjem straks".<br />
Så tog drengen sin kappe og slyngede den omkring dem begge. Prinsessen kunne nu ikke se,<br />
hvad der skete, men det føltes grangiveligt som om de begge fløj gennem natteluften. Sådan<br />
gik en tid, og prinsessen var meget bange, men med et mærkede hun et lille bump, og da hun<br />
så op, stod de midt i slottets høje lyse forhal.<br />
"Nu må du skynde dig at vise mig slottets mørke kælder", sagde drengen, "for solen farver<br />
allerede himlen rød i øst."<br />
"Det var ærgerligt for dig", svarede prinsessen, "for i mit slot er der ingen mørk kælder. Hos<br />
mig kan lyset komme ind alle vegne. For sådan vil jeg have det!"<br />
Da var det at drengen lod hele slottet synke ned i jorden, for på den måde at redde sit eget<br />
liv.<br />
2
Og dernede lever de begge endnu, for på stille sommerdage, hvor solen skinner rigtig dejlig<br />
varmt ned på mosen, kan man høre ligesom en mumlen nede fra jorden - og det er nok<br />
prinsessen, der skælder ud fordi hun skal bo nede i mørket.<br />
2 - EVENTYRHULEN.<br />
Før jeg kom til <strong>Vestre</strong> <strong>Hus</strong> som<br />
naturvejleder, var det <strong>Skov</strong>-John, der var i<br />
træhytten og som gik tur med børn i<br />
skoven. Han var en stor mand med<br />
buskede øjenbryn - hans oldemor havde<br />
nemlig været en hornugle - og han<br />
elskede at fortælle en god historie.<br />
En dag fik han den idé, at der kunne<br />
graves en hyggelig eventyrhule ind i<br />
skrænten ved Midtervej, så man på<br />
skovturen kunne få sig et hvil dér og høre<br />
en historie.<br />
Men han havde ikke tænkt på, at skovens<br />
høje ofte er beboet af underjordiske folk, og i netop denne bakke boede en lille trold ved navn<br />
Daskevom. - Da nu John begyndte at grave i skrænten og nærmede sig Daskevoms stue, blev<br />
trolden rasende og kom farende ud til John, mens han sang en arrig sang:<br />
Jeg er stortrolden Daskevom<br />
Jeg er stortrolden Daskevom<br />
Jeg er stortrolden Daskevom<br />
Og hvis du ikke holder op med at grave i min høj, så kommer jeg og dasker dig på maven med<br />
min haledusk!<br />
Nu var Daskevom en ganske lille bitte trold, og John var en stor mand, så denne trussel gjorde<br />
ikke John spor bange. Men det er altid godt at holde sig gode venner med de underjordiske, så<br />
John foreslog Daskevom en ordning. - Hør her Daskevom. Hvis vi nu aftaler, at alle der sætter<br />
sig i eventyrhulens tronstol skal fortælle en historie, så kan du sidde inde i din høj og høre<br />
med, og på den måde vil du få en masse gode historier.<br />
Daskevom tænkte over dette forslag i tre dage.<br />
Den første dag sad han i højen og mumlede surt. Og da kunne man mærke jorden ryste<br />
ganske svagt, hvis man lagde hånden på jorden.<br />
Den anden dag begyndte han at synes om idéen, og hvis man rørte ved højen, kunne man<br />
mærke, at den blev en lille smule varm.<br />
Den tredje dag fik <strong>Skov</strong>-John så lov til at grave eventyrhulen ud, og den har ligget der lige<br />
siden.<br />
Og reglerne gælder endnu. Sætter man sig i tronstolen, skal man fortælle en historie. Så<br />
sidder Daskevom i højen ved siden af og lytter med.<br />
Nogen gange kan man endda mærke, om Daskevom har kunnet lide historien, for så bliver<br />
jorden en lille bitte smule varm. Kan han ikke lide historien, så ryster højen. Men det sker nu<br />
kun meget sjældent.<br />
3
3 – NISSEHULLET<br />
Bag eventyrhulen ligger nissehullet.<br />
Hvis man ikke tror på nisser, så bør<br />
man besøge dette sted, for her kan<br />
man finde masser af spor efter<br />
nisser.<br />
Det har også stået i avisen, at der<br />
er nisser her. Så det er sandt!<br />
Men det meste af året får man ikke<br />
nisserne at se. De gemmer sig<br />
nemlig nede i højen midt i hullet.<br />
Kun ved juletid søger nisserne<br />
menneskers selskab, og så kan det<br />
faktisk hænde, at nisserne kommer<br />
helt indenfor på <strong>Vestre</strong> <strong>Hus</strong> og<br />
laver en masse ballade dér.<br />
Nissehullet ligger ganske tæt på<br />
Daskevoms høj, men nisser og<br />
trolde undgår helst hinanden. Trolde synes nemlig at nisser er fjollede, og de tror at nisserne<br />
altid fjanter rundt og gør tåbelige ting. Nisserne er til gengæld lidt bange for troldene, som de<br />
mener er ondskabsfulde og lidt farlige.<br />
Alligevel skete det engang netop her, at en nisse og en trold lærte hinanden at kende og blev<br />
forelskede i hinanden.<br />
Årsagen var, at den lille kønne nissepige Figne, holdt lige så forfærdelig meget af historier,<br />
som Daskevom gjorde. Så når hun så, at der var børn i eventyrhulen, så sneg hun sig tit op af<br />
nissehullet og hen til højen for at høre, hvad der blev fortalt fra tronstolen.<br />
Men for ikke at blive set luskede hun af og til lidt ned i Daskevoms hule, og her stod hun så og<br />
lyttede til fortællingerne, mens Daskevom kikkede på hende fra afstand og syntes, at hun så<br />
aldeles yndig ud.<br />
En dag, hvor Figne stod sådan og lyttede var det nogle store børn, der besøgte hulen. De<br />
fortalte en skrækkeligt uhyggelig historie om nogle store trolde, der fangede både mennesker<br />
og nisser og ristede dem over bålet for at spise dem til middag.<br />
Den historie gjorde Figne så bange, at hun ikke turde gå hjem til nissehullet, og så blev<br />
Daskevom jo nødt til at trøste hende.<br />
Siden da har Figne boet hos Daskevom, men de andre nisser synes, at det er meget forkert af<br />
hende, for de tror stadig at trolde er ondskabsfulde og farlige. De kender jo ikke Daskevom<br />
som Figne gør.<br />
4 -SKOVTROLD OG VANDTROLD<br />
Hvis man går lidt væk fra stierne i <strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong>, vil man næsten altid ende i en mose, hvor<br />
det er for vådt og farligt at komme frem. Når skoven på denne måde er fuld af småmoser, så<br />
skyldes det, at der i mange år har været to trolde til at bestemme i skoven. Den ene er en<br />
skovtrold, og han elsker høje træer og visne blade og fuglesang og rådyr. Den anden er en<br />
vandtrold, og han elsker øsende regnvejr og mudder og frøer og bundløse skovsøer.<br />
De to trolde har altid været vildt uenige om, hvordan skoven skal passes, men da de er lige<br />
stærke, kan det ikke betale sig for dem at slås om skovens indretning. Når de begge to er<br />
vågne, sidder de derfor blot og glor ondt på hinanden. Men så snart en af dem falder i søvn,<br />
går den anden straks i gang. Hver gang vandtrolden falder i søvn, lader skovtrolden træerne<br />
vokse sig store, så de suger vandet op af skovsøerne og gør skovbunden dejligt tør. Og hver<br />
gang skovtrolden falder i søvn, lader vandtrolden det regne og regne, så træerne drukner og<br />
vælter og skoven bliver helt fyldt med dybe vandhuller.<br />
4
En dag blev de dog trætte af hele tiden at gå og rydde op efter hinanden, så de blev enige om<br />
at en af dem måtte flytte til et andet sted; og hvem det skulle være, skulle afgøres ved en<br />
konkurrence.<br />
<strong>Skov</strong>trolden lavede først en klatrekonkurrence, hvor det drejede sig om at klatre højest op i et<br />
træ. Den konkurrence vandt han selv, for vandtrolden ville slet ikke have fødderne op af<br />
vandet.<br />
Så fandt vandtrolden på, at de skulle<br />
konkurrere om, hvem der kunne holde<br />
vejret længst tid. For det vidste han, at han<br />
selv var helt enormt god til. Derfor dykkede<br />
han ned i vandhullet overfor <strong>Vestre</strong> <strong>Hus</strong>, og<br />
kun hans stride grønne hår stak op af<br />
vandet.<br />
– og der har han ligget lige siden, for han<br />
er virkelig vældigt god til at holde vejret.<br />
Du kan selv se ham, hvis du en dag<br />
kommer forbi. Men lad være med at<br />
forstyrre ham, for han ligger godt, hvor han<br />
ligger!<br />
5 - KAMPEN I SKOVEN<br />
Vi mennesker oplever skoven som stille og fredfyldt, men det er blot fordi skovens kampe<br />
foregår i så roligt og adstadigt et tempo, at vore øjne slet ikke kan følge med.<br />
Egen, den venlige og knudrede, gror langsomt og lysåbent. Den<br />
tillader frimodigt en levende underverden at vokse og trives i ly<br />
under dens krone.<br />
Men bøgen, den retlinede og grå, udnytter situationen. Den<br />
maser egen tilside, vokser hastigt over den, og skygger såvel<br />
egen som egens venner bort.<br />
Denne kamp kan ses overalt i <strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong>, hvis man<br />
nedsætter hjernens hastværk. Enkelte <strong>steder</strong> kan man endog se<br />
den ærværdige eg tabe fatningen og sætte sig aktivt til<br />
modværge. I sit eget tempo.<br />
5
6 - VANDRETRÆET<br />
De fleste ved, at man må få et ønske opfyldt, hvis man ser et stjerneskud. Men ikke<br />
mange ved, at dette ikke kun gælder for mennesker, men også for dyr og planter. Det er<br />
nemlig meget, meget sjældent planter får opfyldt deres ønsker, for de tænker så<br />
forfærdelig langsomt, at stjerneskuddet for længst er overstået, når de endelig når at<br />
ønske. Og så gælder det altså ikke.<br />
Men én gang er det sket, at et træ har fået sit ønske opfyldt, og det er sket lige her i<br />
<strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong>.<br />
Det gik således til:<br />
Hvis man går rundt i<br />
skovens mørke dele, hvor<br />
der står høje graner, og<br />
hvor der næsten aldrig<br />
kommer mennesker, så vil<br />
man af og til støde på en<br />
ensom eg, som står klemt<br />
inde mellem granerne,<br />
hvor den har svært ved at<br />
få både luft og lys. Disse<br />
egetræer føler sig tit så<br />
triste og ensomme, at de<br />
dør af det. Men det<br />
egetræ denne historie handler om, gik det nu ganske anderledes.<br />
En dag kom der nemlig en hel skoleklasse forbi og slog sig ned under træet. Her legede<br />
børnene. De spiste deres frokost, gik på opdagelse, fortalte historier og klatrede i det gamle<br />
træ. Det var det mest spændende træet nogensinde havde oplevet!<br />
Om eftermiddagen gik børnene tilbage til deres skole, men træet kunne ikke lade være med at<br />
tænke på dem. Åhhh, hvor ville det gerne være et klatretræ. Have børn omkring sig hele<br />
tiden. Opleve en hel masse.<br />
Hvor ville jeg gerne være klatretræ.<br />
Hvor ville jeg gerne være klatretræ.<br />
Hvor ville jeg gerne være klatretræ.<br />
Sådan tænkte træet, og det blev det ved med i både dage og nætter. Også den nat en stjerne<br />
faldt – og så gik dets ønske i opfyldelse. Pludselig kunne træet bevæge sine store grene og<br />
bøje sin tykke stamme. Det lagde sig hen over jorden, knækkede roden af og begyndte at<br />
kravle af sted mellem de høje graner, som godt nok blev overraskede.<br />
Da træet kom til hjørnet mellem Midtervej og Mørkebakkevej, var det begyndt at lysne og<br />
grenene var ved at blive stive igen. Træet kunne ikke slæbe sig længere. Men det var også<br />
godt nok, for her kommer en masse børn forbi, og de tager sig ofte en klatretur i træet.<br />
Så husk at klatre lidt i træet, hvis du kommer forbi. Eller bare giv det et klap.<br />
6
7 – LANDEVEJSRØVEREN<br />
I bøgeskoven lige nord for <strong>Vestre</strong> <strong>Hus</strong> findes et område, hvor man tydeligt kan se, at jorden<br />
engang er blevet gravet af og gennemrodet. Det er landevejsrøverens hul. - Og her er<br />
historien:<br />
I gamle dage var det almindeligt at velhavende brudepar med følge red op ad<br />
Borgmesterstien, når de efter vielsen i Lillerød Kirke skulle holde fest på Bregnerød Kro.<br />
Og så kunne det hænde, at en landevejsrøver lå i skjul mellem træerne i den tætte granskov,<br />
for pludselig at springe frem og true sig til en hatfuld kostbarheder, før han atter forsvandt<br />
mellem de tætte graner.<br />
På netop denne måde skaffede Karl Brændehugger sig en hatfuld gyldne smykker en søndag<br />
formiddag i år 1802.<br />
Han var ellers ansat på en gård i<br />
Lynge, og da han ikke vovede straks at<br />
bringe tyvekosterne tilbage til gården,<br />
skyndte han sig at grave hatten med<br />
kostbarhederne ned i skovbunden<br />
mellem bøgetræerne, da han var på<br />
vej hjem efter forbrydelsen.<br />
Han<br />
brugte sin kniv til at grave med, og<br />
han efterlod en lille top af jord over<br />
skatten, så han kunne finde stedet<br />
igen, når han kom tilbage.<br />
Først ugen efter fik han mulighed for at<br />
vende tilbage for at grave skatten op,<br />
men da opdagede han til sin<br />
forfærdelse, at muldvarpe i<br />
mellemtiden havde gennemgravet<br />
skovbunden. Overalt lå der små jordtuer, der ikke var til at skelne fra den han selv med omhu<br />
havde anbragt over sit bytte.<br />
Nu var det ikke andet for, end at Karl måtte begynde at grave. Og han gennemgravede jorden<br />
i ugevis, så den til sidst lignede det månelandskab, man kan se i dag.<br />
Om han fandt skatten? Næææ, det gjorde han ikke. Men han fandt den gamle hat, som<br />
skatten havde været anbragt i. - I den havde en muldvarpemor anbragt sine små nøgne<br />
unger, men hun havde naturligvis først tømt hatten for dens indhold af hårde og skarpe<br />
smykker og ædelstene.<br />
Dem havde hun slæbt ned i en af sine dybeste gange, hvor hun sjældent kom og hvor de<br />
derfor ikke var i vejen. Og der ligger de jo nok endnu...............<br />
8 - ELVERPIGERNE I ELLEMOSEN<br />
Der hvor brændenælderne gror tættest findes<br />
nedgangen til elverfolkenes boliger – og i <strong>Ravnsholt</strong><br />
<strong>Skov</strong> gror brændenælderne tættest i en lille ellemose<br />
vest for Midtervej.<br />
Denne mose er forræderisk. Tidligt om foråret står<br />
midt i mosen de yndigste milturtblomster som helt<br />
dækker mosens overflade, men går man ud for at<br />
plukke en buket, kan man pludselig synke dybt ned i<br />
dyndet. Helt til knæene eller undertiden til midt på<br />
låret.<br />
7
Man skulle tro, at det fik mennesker til at holde sig<br />
væk fra dette sted, men sådan er det slet ikke. Netop<br />
fordi det er svært og farligt at plukke de yndige<br />
milturter, begiver mange unge drenge sig ud i mosen,<br />
for på den måde viser de, at de er modige og ikke er<br />
bange for Men det er et trick, som elverpigerne har<br />
fundet på. De små buketter med milturtblomster<br />
drengene plukker er nemlig elverpigernes<br />
brudebuketter, og drengenes heltemodige plukkeri<br />
bliver opfattet som et frieri. Så om aftenen følger de<br />
skønne elverpiger efter drengene for at føre dem<br />
tilbage til mosen, for kun ved at blive forenet med et<br />
menneske kan elverpigerne sikre deres børn en<br />
udødelig sjæl.<br />
Men drengene bør holde stand og ikke følge med de<br />
underskønne elverpiger tilbage til mosen, for er de<br />
først gået i mosen om natten, så vender de aldrig<br />
tilbage.en smule mudder.<br />
9 - BJERGFOLKET PÅ MØRKEBAKKE<br />
Lige der hvor bålhytten nu<br />
står på Mørkebakke lå<br />
engang en høj, i hvilken der<br />
boede bjergfolk.<br />
Bjergfolkene er beslægtet<br />
med elverfolk, men de er<br />
rigere, og de er meget<br />
glade for guld og ædle<br />
stene!<br />
En nat for mange år siden<br />
kom Hans Hvide ridende<br />
gennem skoven. Han havde<br />
været på Bregnerød Kro og<br />
havde hygget sig med de<br />
andre gårdmandssønner, og<br />
nu var han på vej hjem til<br />
gården Hvidesten, som<br />
ligger lige ved Lillerød Kirke. <strong>Skov</strong>en var mørk og stille, men pludselig kunne han høre glade<br />
stemmer og musik, og han kunne se et klart lys mellem træerne. Normalt ville han være<br />
blevet bange, men han havde drukket en del øl, så han følte sig vældigt modig, og derfor red<br />
han blot nysgerrigt tættere på.<br />
Så så han, at hele højen stod på gloende pæle. Der var bryllupsfest hos bjergfolket, og<br />
omkring højen dansede de smukkeste unge kvinder i meget tynde kjoler. Pludselig fik en af<br />
kvinderne øje på Hans. Hun skænkede vin i et guldbæger, og kom hen til ham med det. Hans<br />
tog imod bægret, men i stedet for at drikke af det kylede han vinen ud af bægret bag om<br />
hesten - og så sporede han hesten og red mod byen, så hurtigt hesten kunne bære ham.<br />
Bjergfolkene forfulgte ham straks, og da de nærmest svæver over jorden, var de flere gange<br />
ganske tæt på at få fat i ham. Men hver gang de troede de havde ham udstødte de nogle<br />
rædsomme frydesskrig, og det gjorde hesten rædselsslagen og gav den nye kræfter.<br />
Da de nåede frem til kirkemuren omkring kirkegården ved Lillerød Kirke, var hesten imidlertid<br />
8
helt udmattet, men da tog Hans guldbægret og kylede det ind på kirkegården, for på indviet<br />
jord kan de underjordiske ikke komme.<br />
Da vendte bjergfolkene slukørede næsen hjemad. Men da Hans ikke turde bringe guldbægret<br />
ud på den anden side af kirkemuren, gav han i stedet bægret til kirken, hvor det derefter blev<br />
brugt som en fornem alterkalk. Måske er det i brug endnu?<br />
10 - KÆRESTETRÆET<br />
Rævebøgen ved Rævemosen er et meget gammelt træ. Over 200 år. Midt i 1800-tallet var det<br />
allerede et stort træ, og dengang hærgede mange røverbander her på Lillerød-egnen.<br />
Derfor besluttede en rig bonde engang at skjule sine mange dyre arvesmykker et sikkert sted,<br />
og da han var dygtig til at klatre i træer, klatrede han højt op i netop Rævebøgen,<br />
hvor han<br />
skjulte smykkerne<br />
dybt inde i et<br />
gammelt knasthul.<br />
Det var naturligvis<br />
meningen, at bonden<br />
ville hente sine<br />
smykker igen, når<br />
tiderne blev mere<br />
fredelige, men han<br />
må være død<br />
forinden, for<br />
smykkerne blev aldrig<br />
afhentet. - Til<br />
gengæld udviklede<br />
Rævebøgen sig til et<br />
rigtigt kærestetræ.<br />
Det var et smukt træ,<br />
som stod i en lysning<br />
i skoven, og her mødtes mange kærestefolk for at skære deres navnetræk i barken og love<br />
hinanden evig kærlighed.<br />
Det gjorde også Oda og Martinus i 1909. Men de to måtte ikke få hinanden, for Oda var<br />
præstens datter, og Martinus var bare akrobat i et cirkus, så han havde ingen penge.<br />
Derfor måtte de nøjes med at mødes under Rævebøgen og ridse et hjerte med deres<br />
forbogstaver i barken. Og de græd, for Martinus skulle rejse af sted med cirkus, og Oda - som<br />
var 17 år gammel - kunne selvfølgelig ikke komme med.<br />
Men mens de stod der i hinandens arme, begyndte det pludselig at regne med guldsmykker.<br />
Oda fik en guldring i håret, og Martinus greb en halskæde med safirer, netop som den faldt<br />
ned mellem grenene. Hvad var dog det?<br />
Martinus var jo akrobat, så han klatrede straks så let som ingenting op i det høje træ, og der<br />
fandt han det gamle knasthul med alle smykkerne. Det var et egern, der var ved at flytte ind i<br />
hullet, og det ville lige rydde op først.<br />
Nu var Oda og Martinus pludselig rige og kunne få hinanden. Og de giftede sig og de fik 8 børn<br />
og blev meget lykkelige. - Det er godt at tænke på, når man står under den gamle bøg.<br />
11 - DET GULE MOSEVAND<br />
Går man tidligt om foråret lidt væk fra stierne og ind mellem træerne i <strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong>, vil<br />
man mange <strong>steder</strong> støde på lavvandede pytter med meget mørkegult vand. De færreste ved,<br />
hvor alt det vand kommer fra; men her er forklaringen.<br />
I <strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong> bor en forfærdelig masse trolde, og trolde er meget overtroiske. Det betyder,<br />
at troldene bliver meget bange hvert efterår, når dagene bliver kortere, for de tror at solen til<br />
sidst helt vil holde op med at stå op.<br />
9
12 – BISSETRÆERNE<br />
Ved krydset mellem <strong>Vestre</strong>vej og Skomagervej<br />
står nogle imponerende flotte, høje graner.<br />
Deres nåle er bløde og mørkegrønne og deres<br />
duft er ganske livsalig. Som krydrede<br />
appelsiner. En rigtig juleduft.<br />
Under disse pragtfulde træer står imidlertid en<br />
helt anden type graner. Disse træer er<br />
grågrønne og vildt stikkende. De værste bisser<br />
blandt skovtræerne. Hvordan hænger det nu<br />
sammen?<br />
Derfor bliver troldene også helt<br />
vildt henrykte, når de om foråret<br />
opdager, at dagene bliver<br />
længere igen, og så holder de en<br />
enorm fest i skoven. Ved den fest<br />
drikker de masser af øl, og jeg<br />
kan godt love dig, at når trolde<br />
drikker øl, så drikker de virkelig<br />
rigtig, rigtig meget øl! - Og når<br />
man har drukket øl, så skal man<br />
tisse. Og da der ikke er nogen<br />
toiletter i skoven, så går troldene<br />
bare om bag et træ.<br />
Derfor er der så mange<br />
mørkegule vandpytter i skoven<br />
om foråret!<br />
Jo, de høje træer blev plantet der som<br />
juletræer for hundrede år siden. De var<br />
omhyggeligt udvalgt for deres regelmæssige<br />
form, deres smukke nåle og deres herlige duft.<br />
Plejet og passet blev de - lige til man 10 år<br />
senere fældede næsten dem alle sammen og<br />
sendte dem til København, hvor de skulle være<br />
juletræer hos byens rige borgere.<br />
Kun de allerflotteste træer lod man blive<br />
tilbage, for så kunne de sætte kogler og lave<br />
frø og der kunne opvokse endnu en generation<br />
første klasses juletræer i deres ly.<br />
- Og træerne satte frø, og små nye graner<br />
voksede op. Og forældretræerne fortalte disse<br />
småtræer hvor fine de var. Og de forklarede<br />
ungerne hvordan de skulle gøre deres nåle<br />
bløde og duftende, så de kunne blive fældet og komme til København som de dyreste af alle<br />
dyre juletræer.<br />
Men som unggranerne voksede til, begyndte de at sætte spørgsmålstegn ved deres forældres<br />
råd.<br />
10
Hvorfor var det så godt at blive fældet og rejse til København. Hvorfor ikke hellere blive i<br />
skoven og få lov til at gro gammel? Hva' var der egentlig så fint ved at være fin?<br />
Og ungerne blev trodsige og gjorde deres nåle hårde og spidse og grålige - og de fik dem til at<br />
stritte i alle retninger som på et pindsvin.<br />
Derfor står de der endnu og stikker. For ingen har villet have dem i stuerne, og nu er de blevet<br />
alt for store.<br />
13 - STENTROLDENE<br />
Når man går tur i <strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong> vil man bemærke, at der ligger store sten de mærkeligste<br />
<strong>steder</strong> i skoven.<br />
Nogle af dem er nok bare store sten, men andre er faktisk dybt sovende trolde. - Stentrolde.<br />
For at finde ud af, hvad der er sten og hvad der er trold, skal man lægge øret helt tæt til<br />
stenen. Hvis man så er ganske stille, vil man kunne høre troldehjertet slå ganske svagt og<br />
langsomt. Hvis det altså er en trold.<br />
Man skal ikke være bange for at komme til at vække trolden, for det eneste, der kan vække en<br />
sovende stentrold er lyden af en elefant der piber under jorden.<br />
14 - ELEFANTSTEDET<br />
Dette er et spændende sted, som virkelig har sin historie!<br />
Engang for en del år siden kom et stort cirkus kørende ad Nymøllevej, da en ræv pludselig<br />
sprang ud af skoven foran en af de store transportbiler. Bilen bremsede hårdt op og undgik at<br />
ramme ræven, men under opbremsningen sprang døren til vognen op, og det lykkedes en<br />
stor, drægtig hunelefant at slippe ud af vognen og forsvinde ind i skoven.<br />
Cirkusfolkene fik straks alarmeret både politi og Falck, og bevæbnet med store net, reb,<br />
bedøvelsespistoler og rigtige<br />
våben, gik 10 modige mænd ind i<br />
skoven for at Det blev ikke nogen<br />
let opgave. Denne elefant var<br />
træt af cirkuslivet og jublende<br />
glad for friheden, så hun havde<br />
ikke tænkt sig at lade sig fange<br />
igen.<br />
Ved Elefantstedet fik mændene<br />
imidlertid sneget sig ind på hende<br />
og fanget hende med en lasso,<br />
som de skyndte sig at binde om<br />
en kæmpestor bøg, der stod på<br />
stedet. Men da elefanten<br />
opdagede, at hun var fanget igen,<br />
gik hun helt amok. Først<br />
trampede hun rundt i lysningen i<br />
forsøget på at gøre sig fri, så hele<br />
området blev helt pløret til. Og<br />
11
agefter trak hun så hårdt i rebet, at hele den kolossale bøg knækkede over og brasede<br />
sammen.finde elefanten.<br />
Nu var folkene blevet rigtigt bange for den vilde elefant, og da bedøvelsespilene ikke kunne<br />
trænge igennem hendes tykke hud, ville de prøve at skyde hende med et rigtigt gevær før hun<br />
gjorde nogen fortræd.<br />
Men heldigvis skete der nu noget helt<br />
andet. For som jeg allerede har fortalt, er<br />
denne skov fuld af trolde, og troldene<br />
brød sig ikke om alt dette postyr. Skulle<br />
der være ballade, så skulle de nok lave<br />
den selv! Så en lille trold - Daskevoms<br />
lillebror - som boede i skrænten bag det<br />
sammenstyrtede træ, tryllede ganske<br />
enkelt elefanten ganske lille.<br />
Da elefanten pludselig var så lille som en<br />
mus blev den forfærdeligt bange, og den<br />
forsvandt lynhurtigt ned i et musehul -<br />
hvor den et par uger senere fødte en lille<br />
bitte elefantsøn. Og det er disse to<br />
elefanter der er stamforældre til hele<br />
<strong>Ravnsholt</strong> <strong>Skov</strong>s enestående bestand af mini-elefanter.<br />
Politi, Falck- og cirkusfolk forstod selvfølgelig ingenting, men da der ingen elefant var at jage<br />
mere, kunne de jo blot forlade skoven.<br />
Men når man ved, hvad der skete, er det ekstra spændende at kikke ned i skovens<br />
musehuller, for man kan aldrig vide, om det er en musehale eller en elefantsnabel, man får at<br />
se.<br />
15 - DE TÅLMODIGE TRÆER<br />
For 200 år siden så det meget trist ud for de danske skove. Næsten alle træer var fældet for at<br />
skaffe træ til huse og skibe og brænde, og de nye træer, der kom op blev næsten alle sammen<br />
ædt af køer og får og heste, for disse dyr fik lov til selv at finde deres føde mellem træerne.<br />
Derfor holdt de sidste træer, som var tilbage i landet, et møde, for at finde ud af, hvordan de<br />
kunne forhindre skoven i helt at forsvinde. Desværre<br />
tænker træer meget, meget langsomt; og de handler<br />
endnu meget, meget langsommere, så set med<br />
menneskeøjne blev det ikke rigtigt til noget med deres<br />
beslutninger.<br />
Prøv bare selv at se efter.<br />
Heldigvis havde menneskene også fundet ud af, at de<br />
nødigt ville klare sig helt uden skov. Så kongen<br />
befalede, at der nu skulle bygges stengærder omkring<br />
skovene - og han forbød husdyrene at færdes indenfor<br />
gærderne og spise de små træer.<br />
Det blev træerne vældigt glade for. Og de jublede!<br />
Og de træer, der var så heldige at stå indenfor<br />
gærderne rakte kærligt grenene ud mod de træer, der<br />
var havnet udenfor, for at kalde dem ind bag de<br />
beskyttende stengærder.<br />
Men som sagt. Træer er meget, meget langsomme. Så<br />
man kan stadig se dem række grenene ud den dag i<br />
dag.<br />
12