Eventyrlige steder i Ravnsholt Skov - Vestre Hus Børnenaturcenter

VESTRE HUS BØRNENATURCENTER
Vestre Hus er naturligvis det allermest eventyrlige sted i hele skoven, for dér gror der græs på
taget, og derfra strømmer eventyrene op af skorstenene og strømmer ud i hele skoven.
Men det skal man se, for at tro det ............... :-)
1 - DET SUNKNE SLOT
Lidt syd for Vestre Hus ligger en
gammel mose, hvor man tydeligt
kan se værelser, gange og balsale
aftegnet i jordbunden. Det er det
sunkne slot.
Dets historie lyder således:
Engang for længe siden lå her et
helt vidunderligt slot. Det var
bygget af guld, elfenben og krystal,
og solen kunne skinne igennem
væggene og oplyse alle de
pragtfulde møbler, tæpper og
kunstgenstande det rummede.
Aldrig har nogen set et smukkere
slot.
I slottet boede en yndig prinsesse,
som var så ufatteligt rig, at hun
altid kunne gøre lige hvad der passede hende uden at behøve at tænke på andre. Og det
gjorde hun. En dag besluttede hun sig for at gå en lang tur i skoven helt alene, for hvis hun
blev træt, kunne hun jo bare bede en eller anden om at bære hende hjem.
Men skoven var meget stor, og der var ikke nogen derude, hun kunne bede om noget som
helst. Og hun kunne ikke finde tilbage, og dagen gik, og det blev aften, og mørket faldt på
....... og det blev mørkere og mørkere og mørkere.........
Til sidst kunne prinsessen ikke se en hånd for sig. Nu blev hun virkelig bange og hun satte sig
ned i skovbunden og græd.
I det samme kunne hun høre noget der puslede, og da hun så op, stod en lille dreng foran
hende. Han var ikke større end en nisse, men hvis han var en nisse, var han en sær én, for
hans hud var helt sort. Til gengæld var hans hår ganske hvidt og omkring sig havde han en
mørkeblå kappe med lysende stjerner på.
"Du må føre mig hjem til mit slot", sagde prinsessen.
"Det gør jeg gerne", sagde drengen, "men det er en lang tur, og solen står snart op. Derfor må
du love mig, at jeg kan blive i slottets kælder til det bliver mørkt igen, for jeg tilhører de
underjordiske, så jeg tåler ikke dagens lys".
"Jaja", sagde prinsessen, "bare du fører mig hjem straks".
Så tog drengen sin kappe og slyngede den omkring dem begge. Prinsessen kunne nu ikke se,
hvad der skete, men det føltes grangiveligt som om de begge fløj gennem natteluften. Sådan
gik en tid, og prinsessen var meget bange, men med et mærkede hun et lille bump, og da hun
så op, stod de midt i slottets høje lyse forhal.
"Nu må du skynde dig at vise mig slottets mørke kælder", sagde drengen, "for solen farver
allerede himlen rød i øst."
"Det var ærgerligt for dig", svarede prinsessen, "for i mit slot er der ingen mørk kælder. Hos
mig kan lyset komme ind alle vegne. For sådan vil jeg have det!"
Da var det at drengen lod hele slottet synke ned i jorden, for på den måde at redde sit eget
liv.
2