Klubblad juli 2011 - Kibæk Cykelmotion

Harzentur 2.-5. juni 2011
Af Jørgen Villumsen
Jeg har altid hadet at køre opad. Det er så hårdt og jeg får så ondt af mig selv. Men
gennem et væddemål, som jeg vandt sammen med Orla Holm Sørensen, blev »belønningen«
til sidst, at vi skulle på rigtig mandetur og cykeltur med klubben. Glæden til
turen blev større og større jo nærmere datoen kom. Men samtidig blev frygten for de
hårde strabadser også større og større. Havde hørt så mange historier om, hvor hårdt
og sejt det er for alle. Også bjerggederne i klubben. Så som sagt til en spinningstime
»Jeg glædede mig helt vildt samtidig med, at jeg frygtede det helt vildt«. Dagen oprandt
og vi skulle mødes kl. 06.30. NEJ VEL kl. 05.30. Jeg skal udlade at nævne navne men
en vis f…… mødte ikke op som os andre 13 morgenfriske og forventningsfulde gutter.
Vi indkasserede her allerede den første kvaje »dunkelbier«, da vi måtte ringe og
vække ham. Lidt over seks rullede karavanen af sted. Kurt Nørum i sin varevogn med
cykler sikkert anbragt i det formidable nyindrettede vognrum. Orla Holm Sørensen og
Benny Stevnhoved i biler med cykelanhængere og Tom Grønkjær som ledout mann.
Godt af sted med pauser undervejs og flere konkurrencer mellem bilerne (supergodt
lavet af Henrik), nåede vi til området i Harzen. Det begyndte virkelig at gå op og ned,
og jo mere op og ned det gik, jo mere ondt i maven fik jeg. Hvad i alverden havde jeg
indladt mig på? Vi nåede frem til hotellet kl. 14.20 og Benny Stevnhoved, vores kaptajn,
beordrede alle mand klar kl. 15.00. Lidt over var alle mand klar, og vi skulle ud og prøve
kræfter med de første 35-40 km. Før vi gik i gang gav Benny Stevnhoved os en grundig
instruktion i ruten, hvordan vi kørte og hvad der skulle passes på. Stor ROS til Benny
Stevnhoved og Henrik Kvorning som arrangører. De gjorde klar fra start af, at det var en
social tur, hvor vi skulle passe på hinanden. Udfordringerne ville komme helt af sig selv,
når det gik opad. Og ganske ret. Vi cyklede ud af Braunlage og snart gik det opad. En
stigning på et par kilometer og jeg fandt hurtigt ud af det gode råd »man skal finde sit
eget tråd og tempo« passede vældig godt. Hvis man cykler over evne, er det omgående
belønning i at ens puls eksploderer. En af dagens højdepunkter, bogstaveligt forstået og
til min stadige undren nogens forventningens glæde, skulle vi til Andreasberg, hvor en
800 m lang 18%-stigning ventede os. Men alle mand op og lykke hos undertegnede.
Det kan faktisk godt lade sig gøre at køre opad sådan noget stejl noget! I Harzen går det
op og ned, og det gjorde det også for os resten af vejen hjem, før vi mødte noget mange
havde snakket meget om med stor ærefrygt- WURNBERG. Dagens sidste udfordring
3,8 km lang, godt 300 højdemeter uden en pause og med de største stigningspct. til
sidst. Og ganske ret. En lang sej omgang. Indimellem, måske flotte træer(så kun asfalt),
snoede en lille sti sig op af bjerget. Fra 1-4 % i starten op på 5-8 % og den slutter af
med 14%, hvor benene er så flade og ømme. Av, det gjorde ondt til sidst. HURRA alle
mand på toppen, noget langt imellem, men alle oppe uden at stå af. SÅDAN! Flere
af os havde indordnet os under at Bent Nielsen, Kurt Nørum og Jesper Hvisthule var
dem, der slås om bjergtoppene. Bent Nielsen - den nybegynder, tog WURMBERG. Af
sted ned til den lokale – jeg sidste mand nåede lige en punktering, som lige skabte
bekymring før jeg kom ned – og nyde en enkelt dunkelbier, som jo tidligere fortalt, var
16