Klubblad juli 2011 - Kibæk Cykelmotion

Rundt i Trehøje
Af Michael Christensen
Lørdag den 30. april var der »Rundt i Trehøje« og det første cykelløb i år for mit vedkommende.
100 km, hvilket også var en test af min form. Jeg var ikke sikker på, om der var
andre fra klubben, der skulle med. Havde ikke rigtigt hørt noget. Det viste sig, at både
Berit Melgaard, Jørgen Villumsen og Bent Nielsen også havde valgt at tage turen. Og
den lange tur endda.
Jeg var der i god tid til start, hvilket jeg helst vil, selv om jeg ved at ca. 13 mand hårnakket
vil påstå er løgn. Læs mere om det andetsteds i bladet.
Som sagt, så var jeg der i god tid, for at blive tilmeldt, få nummer på ryggen og rundt
og snakke med de andre.
De første 4 kilometer fra start var med en bil foran for at komme samlet ud af byen.
Da bilen kørte fra, blev farten selvfølgelig sat godt op og jeg lå ca. midt i feltet. Forrest
ville jeg ikke ligge, for jeg var godt klar over, at det ret hurtigt ville koste i den anden
ende. Der lå Bent Nielsen til gengæld, og da feltet knækkede, så vi ikke mere til ham,
førend vi var i mål. Jørgen Villumsen og jeg var i samme gruppe og jeg regnede med,
at vi så skulle følges ad til mål, men sådan gik det nu ikke helt. På et tidspunkt, mens
jeg lå i front, knækkede vores felt også over, uden at jeg opdagede det, og pludselig sad
jeg alene i en firmandsgruppe uden Jørgen. Et øjeblik overvejde jeg at vente på ham
og de andre, men de tre jeg var i gruppe med mente, at vi skulle hjælpe hinanden til
mål. Det gik fint så længe det gik lige ud og benene var friske. På et tidspunkt hentede
vi endnu en mand, men var også ved at miste én. Ham blev vi enige om at vente på
et par gange, hvilket resulterede i, at vi blev hentet bagfra af en enkelt mand. Han var
den største og varmeste fortaler for at vente på de andre. Jeg opdagede det desværre
for sent og kunne ikke lukke hullet op til de to, for jeg fik ingen hjælp af de andre. Jeg
forsøgte alligevel og det resulterede i, at jeg sad alene med en mand på slæb, som
absolut ikke ville lave noget. Der sad jeg så og bandede lidt over mig selv, for der var jo
stadig et stykke til mål. Jeg prøvede et par gange at få ham op foran, men uden held.
Det viste sig også ret hurtigt, at jeg lige så stille kørte fra ham, hvilket dog betød, at jeg
ville blive helt alene, og hvor sjovt er det lige?
Der var ikke andet at gøre end at holde dampen oppe og så køre mod mål. Ligefrem
at sætte farten ned for at få nogen at følges med, ville jeg jo heller ikke, og se nogen
bag ved mig kunne jeg ikke. Der sad jeg så og skummede over at skulle køre alene
helt til mål, da der pludselig kom en og sagde »Dav Michael«. Det var Jørgen, der kom
op med en stor gruppe og jeg tænkte »Yes, nu skal jeg ikke lave mere i dag!« Men der
tog jeg gevaldigt fejl igen. Der var blandt andet en stor gruppe fra den lokale cykelklub
i Vildbjerg, der hverken ville arbejde sammen eller op i front og trække. Altså blev det
Jørgen og jeg, der trak resten af vejen.
På et tidspunkt spørger jeg en af de andre, om de da ikke kan tage og arbejde sammen
og hjælpe, når de nu er så mange. Men nej, det ku’ de ikke. I hvert fald ikke førend to
km før mål, hvor vi drejer til venstre mod industriområdet. Her havde vi medvind, men
jeg havde ikke noget at skyde med og blev igen alene. Endelig i mål kunne jeg konstatere,
at det havde været et godt løb, der vanen tro sluttede med øl og pølser.
2