Høje tider i kirken - Helleruplund Kirke

AdVent
Af
sTeen
schuLTz-
PeTeRsen
Advent betyder jo traditionelt »komme«,
underforstået kristi komme. det latinske
ophav »ad – venire« (at komme til/hen)
bøjes i perfektum participium og substantiveres
til »adventus«, hvilket egl. skulle give
»den der er kommet til (for at blive)«. med
genitiv-tilføjelsen »domini« får vi så den
traditionelle substantiviske form »Herrens
komme«. med underforståelsen »kommet
for at blive« fremstår budskabet med en
vis konsekvens og varighed, og det fornyes
én gang om året. på dansk bruges denne
katolske betegnelse fra 1100-tallet kun i
forbindelse med den kristne jul, men på
de romanske sprog indgår ordet i forskellige
verdslige iklædninger om: fremtiden,
at gå fremad, at hænde, foran etc. kristi
komme knyttes således under sydligere
himmelstrøg til den almene fremtid og
samfundets dynamiske udvikling.
lys og mørke er jo tydelige symbolske
modsætninger. de er lette at forholde
sig til fordi de er så håndgribelige for
sanserne: mørke, kulde, fravær af liv
skaber ubalance i bred forstand, og
modsat skaber lys nærvær, harmoni og
visioner om fremtiden. piet Hein udtrykker
det således i et af sine mange gruk:
»o, uafbrudte mørkegys!/o stedsegrønne
håb om lys!« i religiøse sammenhænge
vækker en flamme mindelser om liv der
er levet og om guddommelig tilstedeværelse.
Afhængig af vor geografiske
beliggenhed omgiver vi os med mere
eller mindre lys. den religiøse forankring
fortoner sig ganske vist når man
på frokostborde i højt solskinsvejr har
brændende stearinlys. på den anden
side er det faktisk lidt svært at adskille
begreberne, og hvem siger dog at man
absolut skal det? mennesket har brug
for traditioner for at føle sig forankret
i sin kultur, hvad enten den er national
eller global, religiøs eller verdslig.
nogle traditioner har en lang forbindelse
tilbage til noget mytisk, andre er
nydannelser. fælles for dem alle er at
de imødekommer menneskets urgamle
stræben efter at »mærke verden« og
skabe rituelle fællesskaber.
kristendommen har i vid udstrækning
vist forståelse for dette behov hos mennesket.
den har ganske enkelt overtaget
nogle af de fast forankrede riter, som den
er stødt på under sit »erobringstogt«.
selma lagerlöf illustrerer bevægende
denne udvikling i sin kristus-legende om
»kejserens syn«: Augustus tillader at der
bygges et tempel for ham på capitol i
rom. dér møder han en gammel sibylle
(hedensk spåkvinde), der peger i retning
mod jesu krybbe, som lyser kraftigt i
natten, og bebuder at derude findes
»verdens fornyer«. Hun forsvinder derefter
for altid, og Augustus bygger så
»Himlens Alter« til ære for jesus-barnet.
således kan Advent også stå for fornyelse
af udtjente traditioner og ophævelse af
gamle bindinger.
Adventskransen er en smuk scenografisk
lyssætning. den skulle være kommet
til dk i slutningen af 1600-tallet via
brødremenigheden i christiansfeld, men
udbredtes først til resten af landet under
2. verdenskrig. den er et godt eksempel
på hvordan traditioner ændres fordi viden
om deres oprindelse fortabes: båndene i
adventskransen var oprindeligt violette,
fordi de svarede til den bods- og fastetid
adventsperioden er. præsternes messehagel
er som regel violet de tre sidste søndage
i perioden. første søndag i Advent
opfattes ligesom julen som festdage, og
derfor bruger man hvidt. under krigen gik
der national identitet i den grønne krans,
6 7