Lørdagskoncert 17. november 2007 kl. 16 Radiohusets ... - DR

More documents

Recommendations

Info

Mozart: Ouverturen til Don Juan Mozarts bedste opera? Don Juan er i hvert fald en stærk kandidat, og Søren Kierkegaard mente endda, at det er den bedste af alle operaer overhovedet. Mozart kaldte sin opera for et ’dramma giocoso’ – et morskabsspil – men det er et meget sort et af slagsen. Historien er grov og oprørende, musikken er febrilsk, indsmigrende og satanisk. Tilsammen er det et moralsk og satirisk drama om den evige forfører, egoisten Don Juan, der hensynsløst gør, hvad der passer ham, selv om det er til sorg og skade for hans medmennesker. Til sidst får han dog sin straf. Faderen til en af hans mange forsmåede kvinder dukker op i skikkelse af den stenfigur, der står på hans grav – Don Juan myrdede ham, da han flygtede fra sit gerningssted. Stengæsten opregner alle forførerens skændige moralske fejl, men Don Juan vil stadig ikke angre, og flammer står op, da Stengæsten trækker sit offer ned i Helvedets ild. ”En synders død afspejler hans liv,” synger koret som morale. Operaen blev uropført i Prag i 1787, og ouverturen blev først færdig den dag, man holdt den første kostumeprøve. Ouverturen har en uhyggelig og dyster indledning, der giver et forvarsel om Don Juans fortjente endeligt. Den begynder med to kraftige akkorder og derefter det oktav-motiv, som er Stengæstens første toner, da han dukker op hos Don Juan. I Mozart-filmen Amadeus bliver Stengæstens oktav-motiv brugt som symbol for Mozarts faderkompleks. Stengæsten er simpelthen Mozarts far Leopold, der med sin autoritære kontrol over sønnen har taget den mentale styrke fra sit vidunderbarn. Mest effektivt vist i en scene, hvor Mozart kommer hjem efter en lang nats bumletur og finder sin far på hovedtrappen, uventet dukket op på besøg. Iklædt sort kappe breder faderen armene ud og virker langt mere truende end favnende. Ouverturen begynder i d-mol, og det er operaens gennemgående toneart – dødens toneart ifølge Beethoven. Efter den dystre indledning følger ouverturens hurtige hovedafsnit i D-dur, der svarer til forførerens fremfusende energi og hans dynamiske og ubekymrede liv. Det indtryk forstærkes, når ouverturen opføres for sig selv, for så er det med en særlig koncertslutning, som Mozart lavede til netop dette formål. Den sørger for, at Don Juan i ouverturen fortsætter sin sprudlende livsstil lige til sidste takt. Mozart: Fagotkoncert Der er instrumenter, som kan takke Mozart for altid, og så er der dem, som føler sig en smule skuffet (hvis man da kan være skuffet over Mozart?). For han skrev fx ingen cellokoncerter, ingen trompetkoncerter og han sværtede fløjten til som et ”kedeligt instrument”. Til gengæld er klaver, violin, klarinet og obo forsynet med pragtfulde hovedværker – og det samme er fagotten. Mozarts eneste overlevende fagotkoncert er faktisk hovedværket for dette unikke, men noget oversete instrument. Egentlig er der ikke ret mange af de virkelig store og berømte komponister, der har skrevet blæserkoncerter. Der er ingen blæserkoncerter af fx Beethoven, Brahms, Schumann, Dvorák, Elgar, Chopin, Bruch, Sjostakovitj, Liszt og Prokofjev, der ellers er blandt historiens betydeligste komponister af solokoncerter. Fagottister verden over klamrer sig derfor til deres Mozart-koncert som en gave fra himlen. Mange af de øvrige fagotkoncerter, der findes, er af komponister fra generationen efter Mozart – Weber, Hummel, Danzi – og ingen af de værker er helt på højde med Mozarts. Det 19. århundrede førte stort set ingen fagotkoncerter med sig, men i det 20. århundrede er der skrevet fagotkoncerter af så forskellige komponister som sovjetiske Sofia Gubajdulina, franske André Jolivet og Jean Francaix, norske Harald Sæverud og danske Launy Grøndahl. Og så er der det særlige tilfælde Vivaldi, som for 300 år siden skrev i nærheden af 40 fagotkoncerter. De er nu, via nutidens barokensembler, også ved at vinde indpas i fagottisternes standardrepertoire.
Fagotkoncerten af Mozart er en af de første instrumentalkoncerter, han overhovedet skrev. Han var 18 år, da han fik en bestilling fra en adelsmand i Salzburg, baron Thaddäus von Dürnitz, der var en flittig amatør-fagottist. Han bad tilsyneladende om tre koncerter, og noget tyder på, at Mozart faktisk skrev tre, men at to af dem desværre er blevet væk siden dengang. En fagot var på Mozarts tid temmelig primitiv i forhold til de instrumenter, man benytter i dag. Der var kun fire klapper, og det indskrænkede antallet af toner, det var muligt at frembringe på en fagot. I forhold til det er Mozarts Fagotkoncert absolut i den virtuose afdeling. Det er et kompakt, men inspireret og vittigt værk. Velproportioneret, melodisk opfindsomt og med mange raffinementer bag den polerede overflade (der jo i sig selv er et raffinement – det glemmer man tit, når man hører Mozart). 1. sats indledes helt efter bogen med en orkesterintroduktion, hvor man får præsenteret satsens to grundlæggende temaer. Når fagotten sætter ind med det enkle hovedtema, tror man måske, at den kommer til at måtte nøjes med en ret begrænset solostemme, men snart er den i gang med at vise alt, hvad den kan. Den snurrende og karakterfulde klang har en helt speciel virkning i hovedrollen. Mod slutningen af satsen spiller fagotten også en stor solokadence – Mozart efterlod sig ikke nogen, så det er op til den enkelte fagottist at vælge, hvilken solokadence, der skal spilles. Der er skrevet mange forslag gennem tiden. I den langsomme andensats hører man et tema, hvis begyndelse Mozart senere genbrugte i en af de mest berømte arier i operaen Figaros bryllup, Grevindens arie ”Porgi, amor”. Fagotten ledsages af strygere, der spiller med dæmpere, og den har oboerne som samtalepartnere. Det er en usædvanlig smuk sats, der står som et højdepunkt inden for fagottens rolle som melodiførende instrument. Finalen er en menuet, en lifligt dansende afslutning i ¾-takt. Satsen er formet som en rondo, dvs. at det tema, orkestret præ- senterer i indledningen, dukker op flere gange med varierende stof imellem. Fagotten tager straks fat efter orkesterindledningen, hvor den sætter ind med hurtige variationer over temaet, som for at vise, at den skam ikke behøver at nøjes med de små enkle melodier. Det er – efter 233 år – stadig fagottens finest hour. Sibelius: Symfoni nr. 1 I år er det 50 år siden, Jean Sibelius døde, og DR Radiosymfoniorkestret og chefdirigent Thomas Dausgaard hylder den finske mesterkomponist ved at opføre alle hans syv symfonier i løbet af denne sæson. I Finland er Sibelius blevet en del af sin nation på en måde, som nok ingen anden komponist har oplevet det. Det begyndte i 1890’erne, hvor Sibelius begejstrede sit publikum med en række værker over historier fra det finske mytologiske epos Kalevala. Omkring århundredskiftet drejede hans interesse dog i retning af den mere abstrakte musik, der ikke havde direkte forbindelse til billeder og sagn. Da han skrev 1. Symfoni, var Finland i en vældig krise. Landet var ikke en selvstændig nation, men et hertugdømme under den russiske tsar, og et nyt russisk dekret lagde i 1899 op til endnu mindre selvstændighed for finnerne. 1. Symfoni understregede, at Sibelius også som symfoniker var sit folks største. Man forstod, at det var muligt for ham at udtrykke sig nationalt og politisk, samtidig med at musikken havde en universel side. Og endda inden for symfoni-genren, som mange finner opfattede som en ’russisk’ musikform! Det finske selvstyre belønnede Sibelius med en livsvarig ydelse, så han kunne koncentrere sig om at skrive musik. Det ville tydeligvis være til gavn for hele folket. 1. Symfoni blev også Sibelius’ internationale gennembrud. ”Det er et værk, der går nye veje – eller rettere sagt: stormer fremad som en beruset gud,” skrev en kritiker i Hamborg. Den er den længste af Sibelius’ symfonier. Det skyldes bl.a., at den ikke er så tæt sammenvævet som de senere symfonier (en udvikling der kulminerer i 7. Symfoni,
Page 1 and 2: Lørdagskoncert 17. november 2007 k
Page 3 and 4: KLASSISK KONCERTKALENDER GRATIS GL
Page 5: Audun Halvorsen, fagot Audun Halvor
Page 9 and 10: DR Radiosymfoniorkestret. Metrokonc
Page 11 and 12: Rejs med os ud i musikkens store ve

Lørdagskoncert 17. november 2007 kl. 16 Radiohusets ... - DR

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?