død Radiohusets Koncertsal

Torsdagskoncert og Natkoncert
Torsdag 20. september 2007
50-års dagen for Sibelius’ død
Radiohusets Koncertsal

TORSDAGSKONCERT - 50-års dagen for Sibelius’ død
Torsdagskoncert
DR Radiosymfoniorkestret
Torsdag 20. september kl. 20
Radiohusets Koncertsal
Dirigent: Thomas Dausgaard
Koncertmester: Soo-Jin Hong
Jean Sibelius (1865 - 1957)
Symfoni nr. 5, Es-dur, op. 82 (1915, rev.
1921)
- Tempo molto moderato, attacca
- Largamente, attacca
- Allegro moderato, attacca
- Andante mosso, Finale: Allegro molto
Varighed: ca. 33’
Pause ca. 20.35
Jean Sibelius
Symfoni nr. 6, d-mol, op. 104 (1923, rev.
1924)
- Allegro molto moderato
- Allegro moderato
- Poco vivace
- Finale: Allegro molto
Varighed: ca. 28’
Koncerten sendes direkte i P2 og genudsendes
i P2 søndag kl. 10.
Koncerten sendes desuden forskudt til
Rumænien, Luxembourg, Australien og
EBU’s Natradio.
Jean Sibelius
Symfoni nr. 7, C.-dur, opus 105 (1924, rev.
1925), i en sats.
Varighed: ca. 22’
Værkintroduktion kl. 19 med Valdemar
Lønsted.
Natkoncert kl. 22.30
DR UngdomsEnsemblet (DRUEN)
Dirigent: Morten Ryelund
Per Nørgård (f. 1932)
Lysning (2006, tilegnet DRUEN)
Jean Sibelius
Rakastava (1894, rev. 1912)
- Den elskende - Andante con moto
- Den elskedes vej - Allegretto
- God kveld, min elskede! ..... Farvel! -
Andantino
Edvard Grieg (1843 - 1907)
Holberg-suite (1884)
- Prelude
- Sarabande
- Gavotte
- Andante religioso
- Rigaudon
Redaktion og opsætning: Hanna Madsbjerg. Korrektur: Magna Blanke. Værknoter: Jens Cornelius. Biografier:
Line Breuning (Thomas Dausgaard), Nina Ørum (Morten Ryelund). Tryk: Rek-Art Offset. Producent: Peter
Rønn-Poulsen. Producer: John Frandsen. Teknik: Lars Christensen. Regissør: Morten Danvad.

Thomas Dausgaard, chefdirigent
Thomas Dausgaard er en af de dirigenter, der står
i spidsen for den fornyelse, der går gennem den
klassiske musik – og DR Radiosymfoniorkestret – i
disse år. Han er uden tvivl en ildsjæl, der først og
fremmest arbejder seriøst, grundigt og fornyende
med de store traditionelle komponisters værker.
Samtidig er han dirigenten, der har inviteret til
de uhøjtidelige Metrokoncerter, hvor publikum
spontant kan møde op til en lille time i selskab med
Radiosymfoniorkestret og en stor symfoni - ganske
uforpligtende og helt uden “kjole og hvidt”.
Store internationale turnéer er blevet et varemærke
for DR Radiosymfoniorkestret og Thomas
Dausgaard. De seneste år har orkestret optrådt med
Dausgaard så forskellige steder som Kina, Korea,
Concertgebouw i Amsterdam, The Proms i London,
Baltisk Østersøfestival i Stockholm, Schweiz, Østrig
og Tyskland. I forrige sæson var orkestret endda
’orchestra-in-residence’ ved festivalen Prag Efterår
og ved Festspillene i Bergen.
Dausgaard finder også tid til at arbejde med andre
orkestre, senest med Det saksiske Statskapel,
Dresden, Berlins Radiosymfoniorkester og symfoniorkestre
i Toronto og Houston. Som chefdirigent
for Det svenske Kammerorkester har han netop
været på turné til København, sommerfestivalerne i
London (Barbican) og Stresa i Italien, og deres indspilninger
af Beethoven og Schumann regnes blandt
de bedste.
Hvis man vil nyde Thomas Dausgaard og DR
Radiosymfoniorkestret hjemme foran højttalerne,
er det værd at anbefale deres seneste indspilning
af Ennas Den lille pige med svovlstikkerne og
Zemlinskys Die Zeejungfrau (Dacapo), som fik ikke
færre end seks hjerter i Politiken. Endvidere skal
nævnes de to nye danske bidrag til fejringen af H.C.
Andersen: Bent Sørensen: Den lille havfrue og Per
Nørgård: Lygtemændene tager til byen, der begge
kan findes på en ny cd fra Dacapo. Også indspilningerne
af alle Rued Langgaards symfonier får fremragende
anmeldelser fra nær og fjern.
Det internationale musiktidsskrift
Gramophone udnævnte
Thomas Dausgaard og DR
Radiosymfoniorkestrets seneste cd
med Carl Nielsen-værker til Disc of the
month, og på samme tid fik den prædikatet
‘Editor’s choice’. Indspilningen
er også nomineret til Gramophone
Award 2007 - om den vinder prisen
offentliggøres 3. oktober. Gramophones
anmelder David Fanning skriver bl.a.:
“Indtil videre er den min Disc of the year.
Og hvis den stadig er det ved udgangen
af 2007, vil jeg ikke være overrasket.”
Endelig skal det også nævnes, at indspilningen
af Antikrist i april måned i år er
Critics’ Choise i Opera News – et anerkendt
amerikansk operamagasin.

DR UngdomsEnsemblet ved aftenens Natkoncert er:
Dyveke Jansen (violin)
Florence Tan (violin)
Inger Høj (violin)
Jakob Lund Nielsen (violin)
Johanna Qvamme (violin)
Kasper Hedegaard (violin)
Liv Vester Larsen (violin)
Louise Gorm Nielsen (violin)
Mikkel Schreiber (violin)
Morten Lyngs (violin)
Niels Thorkild Levinsen (violin)
Sara Beyer (violin)
Sofie Thorsbro Pedersen (violin)
Morten Ryelund, dirigent DRUEN
Han har indspillet Beethoven-symfonier i Tuborgs
gamle tappehal, som blev foret med Montana-reoler
for at skabe den rette akustik. Han var med til at
stifte et strygeorkester og døbte det KYS. Han har
spillet og produceret musik til digtene fra Tolkiens
Ringenes herre.
Morten Ryelund er født og opvokset i Sønderjylland.
I 1989 begyndte at læse musikvidenskab på universitetet
i København. Året efter blev han optaget på
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) som
violinist, og han tog sin diplomeksamen fra DKDM
i 1995.
Violinen var bare ikke nok for Morten Ryelund.
Sideløbende med violinstudierne studerede han
direktion hos blandt andre Frans Rasmussen
og Markus Lehtinen og i perioden 1997-2001
hos Alexander Polishuk på konservatoriet i Skt.
Petersborg.
Sin professionelle debut som symfoniorkesterdirigent
havde Morten Ryelund i 1996 foran
Sønderjyllands Symfoniorkester. Siden har orkestre
fra hele Danmark samt Norge, Sverige, Rusland og
Letland har haft bud efter ham. Senest har han dirigeret
Athelas Sinfonietta samt symfoniorkestrene i
Aalborg, Sønderjylland, Helsingborg og Malmø.
Den unge dirigent har modtaget en lang række
priser og legater, blandt andet fra Leonie Sonnings
Musikfond.
Eva Tandrup Kock (bratsch)
Mette Vendelbo (bratsch)
Niels Dalum (bratsch)
Thomas Frøsig (bratsch)
Adam Stadnicki (cello)
Irmelin Jansen (cello)
Jacob la Cour (cello)
Lotte Ørtoft (cello)
Anders Bjerregaard (kontrabas)
Marie Kølle (kontrabas)
Jakob Johansson (slagtøj)

DR UngdomsEnsemblet
DR UngdomsEnsemblet er det nyeste skud
på stammen blandt DRs ensembler. Samtidigt
med at DR Radiopigekoret fik ’en lillesøster’
i form af DR Radiojuniorkoret, fik
DR Radiosymfoniorkestret i efteråret 2004
også ’en lillebror’ i form af DR Ungdoms-
Ensemblet, til daglig kaldet DRUEN.
De seneste år har DR mere og mere
fokuseret på det uddannelsesmæssige
aspekt i arbejdet med børn og unge, men
samtidig er der meldinger om, at Danmark
risikerer at komme til at mangle klassiske
musikere i fremtiden. Som public servicestation
ser DR det som en af sine opgaver
at få unge til at interessere sig for klassisk
musik.
Musikerne i DRUEN er mellem 15 og 25 år,
gymnasie- eller MGK-elever samt konservatoriestuderende,
som har kvalificeret
sig ved at deltage i et prøvespil.
DR UngdomsEnsemblet er oprettet med
støtte fra kulturministeriets talentudviklingspulje
med det formål at udvikle talenter
og pleje den musikalske fødekæde.
To røde tråde præger ensemblets programmer:
En omfattende beskæftigelse
med concerto grosso-formen gennem
tiderne samt et tema, som belyser krigens
og totalitarismens betydning og konsekvenser
for komponister, deres værker og
publikum.
I København optræder DRUEN med jævne
mellemrum bl.a. i Den Sorte Diamants fine
Dronningesal samt mange andre steder.
Siden sin dannelse for tre år siden har
ensemblet – altid under ledelse af sin faste
dirigent Morten Ryelund – i øvrigt haft en
del gæsteoptrædener i hele landet samt i
Sverige. De seneste to somre var DRUEN
med til bl.a. Bornholms og Frederiksværk
Musikfestival, hvor ensemblet optrådte
sammen med hhv. den unge svenske cellostjerne
Andreas Brantelid og akkordeonisten
Bjarke Mogensen som solist.
Hele efteråret 2006 var helliget årets to
store jubilarer, W. A. Mozart og Dmitrij
Sjostakovitj, hvis værker blev spillet i en
række koncerter både herhjemme og i
udlandet.
I foråret 2007 havde DRUEN stor succes på
en landsdækkende turné med et rent concerto
grosso-program. Ensemblet optrådte
sammen med en solist-kvartet bestående
af nogle af de fremmeste blandt Danmarks
og Sveriges unge strygere, som, efter
tidligere at have været koncertmestre for
DRUEN, nu studerer på Edsberg Slot/Den
Kongelige Musikhøjskole, et af verdens
vigtigste uddannelsessteder for professionelle
musikere og solister.

Sibelius: Symfonier nr. 5, 6 og 7
På denne dag – 20. september – er det
præcis 50 år siden, Jean Sibelius døde.
Den store finske komponist har skrevet
nogle af de bedste symfonier i 1900-tallet,
og DR Radiosymfoniorkestret og chefdirigent
Thomas Dausgaard hylder ham i hele
denne koncertsæson ved at opføre dem
alle syv. Det giver en enestående mulighed
for at fordybe sig i denne besættende
musiks helt særlige verden.
Som indledning til Sibelius-fejringen spilles
de tre sidste symfonier på én aften. Det
er så vidt vides aldrig før sket i Danmark.
”Sibelius er den største nordiske komponist.
Han er nummer 1. Det kan vi ikke tage
fra ham!” siger Thomas Dausgaard, der
fornemmer et stærkt slægtskab mellem
Sibelius’ musik og hele det nordiske publikum.
”Han rammer os med sine stemninger
på en meget direkte måde. Musikken
rummer duften fra vores slags jord. Den
har alle de specielle nuancer, som lyset
giver os her i Norden – de lyse nætter, de
lange solnedgange, de lange morgener
– og derfor behøver vi ikke spekulere over
musikkens form og harmonik for at forstå
den.”
I Finland blev Sibelius en del af sin nation
på en måde, som nok ingen anden komponist
har oplevet det. Han trådte frem netop
i de år, hvor en national finsk identitet
og selvstændighedsbevægelse voksede
frem, og han knyttede sine værker til den
finske kultur. Fordi finnerne ikke havde et
kongehus eller nogen politisk samlende
person, blev Sibelius nationalhelten. Hans
orkesterstykke Finlandia blev det stærkeste
udtryk for nationens selvforståelse,
og hans runde fødselsdage var nationale
højtider. Paradoksalt, fordi Sibelius fra
fødslen tilhørte den svensk-talende elite
i Finland. Han valgte dog utvetydigt side
og sluttede sig til den finske nation, selv
om hans beherskelse af det finske sprog
aldrig nåede hans modersmål svensk.
Mange har gjort nar af Sibelius som selve
klicheen på en fåmælt finne, der kigger
dybt i flasken. Faktum er, at alkoholismen
var den store skyggeside i hans liv, og
at han var plaget af dyb fortvivlelse i det
meste af sit 92-årige liv. Sibelius brugte
sprutten til at dæmpe en livslang usikkerhed
og tvivl. Det førte ham gang på
gang nær fallittens rand og gjorde hans
ægteskab til en skrøbelig affære. Ikke
mindst når han arbejdede med de store,
ambitiøse symfonier, havde indsatsen
enorme omkostninger.
”Man kan godt mærke, at symfonierne er
blevet til i lidelse,” siger Thomas Dausgaard.
”Selv i strålende C-dur kommer
der tit en mørk farvning ind.” Det er noget
af det, der gør, at Sibelius’ musik ikke passer
til de sædvanlige kasser eller ismer.
”Musikken er uforudsigelig og irrationel
i sin natur,” siger Dausgaard. ”Den tager
hele tiden en uventet svingning på en
ekstremt sofistikeret måde. Det er uhåndgribeligt
og gør, at musikken opleves som
organisk” – hvilket er præcis det, der har
beskæftiget musikforskere i årtier: Sibelius’
helt specielle måde at lade musikken
udvikle sig på, gradvist, frit, organisk. Det
er musik, der selv trækker vejret, og som
ikke ligner noget andet.
Symfoni nr. 5
Nr. 5 er klart den mest populære af de
tre, og sammen med Symfoni nr. 2 den
mest populære af Sibelius’ symfonier
overhovedet. De er heroiske og de relativt
mest optimistiske blandt de syv. I den 5.
Symfoni spirer der lige fra de indledende
kald i blæserne en glæde frem, der vokser
organisk som en plante. Symfonien
kulminerer i en rus af skønhed, inden den
ender abrupt med en række løsrevne akkorder,
der står som dramatiske spørgsmålstegn.
En overvældende slutning, der
sætter al det forløbne i relief.
I 1914 var Sibelius klar over, at den 5.
Symfoni var på vej. En lang sygdomsperiode
var overstået, og 1. verdenskrig var
brudt ud. De mørke oplevelser fyrede op
under Sibelius’ velkendte tvivlrådighed,
men han fornemmede, at der alligevel var
noget positivt i sigte. ”Smeder på temaer
til 5. Symf. - dalsænkningen dybere. Men
jeg aner det bjerg, jeg skal bestige,”
skrev han til en ven. Og tilføjede i et PS
en beskrivelse af, hvordan han prøver at
fange inspirationen i de glimt, den viser

sig: “Gud åbner sin dør et øjeblik, og hans
orkester spiller Symf. 5.”
Symfonien blev lige akkurat færdig til
festlighederne på Sibelius’ 50-års dag
ved juletid 1914. Nationalhelten dirigerde
selv, og hans nye, heroiske værk blev
modtaget med stormende jubel. Alligevel
mente Sibelius, at den kunne forbedres.
Han reviderede den ikke færre end tre
gange de følgende fire år og endte med
et resultat der var endnu mere originalt
og organisk.
Det er ikke til at forstå, at et musikalsk
materiale, der har været endevendt,
brækket fra hianden og sat sammen på
nye måde, kan føre til et så helstøbt værk.
”At smede,” kaldte Sibelius selv denne
del af arbejdet, og med den 5. Symfoni
forstod han den helt usædvanlige situation,
materialet havde bragt ham i: “Det er
som hvis Gud Fader kastede mosaikstykker
fra himmelens gulv ned og bad mig
finde ud af, hvordan det havde været,”
skrev han.
De to første satser blev slået sammen
til én, der har en forrygende logisk og
følelsesmæssig styrke. 2. sats er en sval
tænkepause, der med beskedne midler
rummer stor originalitet. Den begynder
med fløjter og pizzicerede strygere og
varierer sig derefter, uden at satsen af
den grund bliver til en traditionel omgang
’tema med variationer’. Selv inden for et
enkelt tema lader Sibelius grænserne
for begyndelse og afslutning være svært
definerbare. Nogle musikforskere mener,
at han er inspireret af de finsk-estiske
runesange, de oldgamle folkekvad, der
indeholder metriske gentagelser i en form
for organiseret endeløshed.
3. sats er en lang ekstatisk opbygning. En
forårsdag i 1914 noterede Sibelius i sin
dagbog: ”Så i dag ti minutter i elleve 16
svaner. Et af de største indtryk i mit liv!
Herregud, denne skønhed! De kredsede
længe og smukt over mig. Forsvandt i soldisen
som et glimtende sølverbånd.” Og
under nøgleordene Naturmystik og livsve
nedskrev han i dagbogen det store, enkle
tema, der bryder igennem i symfoniens
sidste sats: Svanetemaet.
Svanetemaet præsenteres af hornene,
og det virker, som om symfonien først nu
har nået sit mål: Et enkelt, men voldsomt
virkende tema, der samler symfoniens
mange tråde i et blændende skønt skær.
Netop da, mens vi sidder spændt ud i hans
net, river Sibelius skyklapperne af os.
Seks enkeltstående akkorder smælder i
luften med åndeløse pauser imellem. En
afslutning med skarpe glimt, der virker
som en røntgen-gennemlysning – eller
som en serie eksistentielle spørgsmål,
stillet på det tidspunkt, hvor man er mest
blottet. ”Det er, som kigger man pludselig
ned i dybet oppe fra et højt punkt,” siger
Thomas Dausgaard. ”Et øjeblik af enorm
selvransagelse!”
Symfoni nr. 6
Den 6. Symfoni er den af Sibelius’ syv
symfonier, som er mindst kendt, og sikkert
også den, der er sværest at få greb om.
Musikkens organiske indre liv minder lidt
om den 5. Symfoni, men det musikalske
indhold er langt fra forgængerens skarpe
lys og kontraster. Den 6. Symfoni er holdt
i sit helt eget sprog af underdrivelser og
sarte nuancer. Ved uropførelsen i 1923
kom det ganske bag på Sibelius’ hengivne
publikum, at den meget aktive 5. Symfoni
skulle efterfølges af noget så indadvendt
og lyrisk. Forskellene er endnu mere besynderlige,
når man tænker på, at Sibelius
skrev symfonien, mens han reviderede
den 5. Symfoni, og at han byttede rundt på
afsnit og temaer fra de to symfonier.
Symfoni nr. 6 befinder sig i sin helt egen
klangverden. Orkestreringen er lys,
næsten gennemsigtig, præget af høje
strygere og træblæsere. De klare akkorder
og messingmotiver fra 5. Symfoni har
deres absolutte modsætning her. Desuden
bevæger meget af den 6. Symfoni sig
hverken i dur eller i mol, men i den gamle
kirketoneart dorisk. Tonearten virker en
lille smule fremmedartet og understreger
den luftige fremtoning. Kirketonearten
sætter også musikken i forbindelse med to
musiktraditioner, der burde være langt væk
i en symfoni: Folkemusik (der tit anvender
skalaer, som svarer til kirketonearterne) og
renæssancens flerstemmige vokalmusik.
Sibelius var en livslang beundrer af den
finske folketradition, og da han skrev sin
6. Symfoni var han – ligesom Carl Nielsen
på dette tidspunkt – fordybet i studier

af renæssancekomponisten Palestrina.
Renæssancemusikkens strenge regler
smitter af på den 6. Symfoni. Mange af
musikkens bevægelser foregår trin for trin
op og ned ad skalaen, og især i 2. og 4.
sats er der en form for ’vekselsang’, hvor
symfonien spørger og svarer sig selv som i
et stykke vokalmusik fra renæssancen.
Der er ganske vist fire ’traditionelle’
satser i den 6. Symfoni, men der er ikke de
sædvanlige kontrasterende forhold eller et
markant udviklingsforløb. Ligesom i den 5.
Symfoni virker det, som om det egentlige
hovedtema i symfonien først dukker op i
den sidste sats, men selv dér er det, som
om, musikken undviger at vise sit ansigt
tydeligt. ”Det er uudgrundelig musik,” fortæller
Thomas Dausgaard. ”Et landskab,
man ikke bliver færdig med at forstå.”
Som lytter er der ikke mange håndgribelige
ting, man kan fæstne sig ved undervejs
for at følge musikkens udvikling. ”Det er
snarere en tilstand,” siger Thomas Dausgaard.
”Men det er en fantastisk tilstand!
Man kan lytte efter de helt basale tilstande
i musikken: Væren, spænding, afspænding.
Ikke jage efter noget mere eksotisk. Egentlig
utrolig enkelt og med minimale forskelle
undervejs – lidt som japansk mad!”
Sibelius brugte selv et andet billede på de
fine nuancer: ”Den 6. Symfoni minder mig
altid om duften af nyfalden sne.”
Symfoni nr. 7
Med sin 7. Symfoni satte Sibelius sig som
mål at skrive en symfoni, hvor satsinddelingerne
var helt væk. Det måtte være
konsekvensen af hans stadigt mere sammenvoksede
symfonier nr. 5 og 6.
På den måde kan den 7. Symfoni ses som
et klimaks i hans produktion; et værk, hvor
alt løber sammen i en stram, kort, men
meget tilfredsstillende form.
Symfonien er i den åbne, hvide toneart
C-dur, og dens første toner er en tilsyneladende
opmuntrende begyndelse: En C-durskala,
der trinvist vandrer opad mod lyset.
Men mørket i symfonien viser sig allerede
her, hvor den opadstigende C-dur-skala
ender i grum as-mol-akkord.
Nogle vil gerne høre symfonien som en
epilog – både til rækken af symfonier og til
selve livet – men selv om den er Sibelius’
sidste, er den ikke ment som afskedsmusik.
Efter den 7. Symfoni gik han i gang
med at skrive nr. 8, og han havde energi
nok til at leve mere end 30 år endnu.
”Men symfonien er desperat i sit udtryk,”
siger Thomas Dausgaard. ”Den er et langt
stræk mod en frygtelig slutning.” Og det
budskab passer måske meget godt som
punktum for et livsværk, der centrerer sig
omkring tvivl og mørke.
Symfonien er Sibelius’ korteste og varer
ikke længere end godt 20 minutter. De traditionelle
satser er fusioneret sammen i
én sats, der ud fra et enkelt udgangspunkt
fører i tre forskellige retninger. Symfonien
er blevet sammenlignet med en svingdør,
som giver mulighed for at komme ind og
ud ad forskellige vinkler, selv om omdrejningspunktet
er det samme.
Tre gange i løbet af symfonien melder en
solo trombone sig med et gennemgående
motiv, en enkel, majestætisk hymne
bygget på C-dur-treklangen. Hver gang
motivet kommer, afrunder Sibelius en
stemning og går så ind gennem ’svingdøren’
til en ny betragtning af stoffet.
Det første signal fra trombonen er gysende
smukt og ædelt. Musikken er i en
ophøjet tilstand af ro og visdom.
Anden gang trombonen høres, har symfonien
flyttet sig til urolige, angstfyldte
omgivelser. Tredje gang kommer trombonen
efter et rastløst afsnit i et hurtigere
tempo. Trombonens tema virker som et
helligt budskab om ro, en velsignelse fra
oven. Det trækker alle strygerne med sig
i en ekstatisk stræben efter det højeste.
Men symfonien får ikke lov til at ende der.
Sibelius tilføjer en epilog, der trækker
musikken helt ned i mørket og angsten.
En frygtelig, tragisk afslutning, der knægter
det håb, der måtte have samlet sig
undervejs. Desto værre er nederlaget og
skuffelsen. I det fjerne høres trombonen
en sidste gang, men denne gang lyder
signalet halvkvalt. Symfonien slutter i en
C-dur-treklang, og aldrig har denne hvide
akkord klinget så bittert.
Den 7. Symfoni blev Sibelius’ sidste.
Man ved, at han skrev nr. 8 - og muligvis
nåede den at blive komplet. Han tøvede

dog hele tiden med at give manuskriptet
fra sig til sin forlægger. I over 10 år holdt
han det nye værk helt tæt på sig, og ingen
fik det at se.
En dag i 1945 så hans kone Aino, at 79årige
Sibelius stod med en hel brændekurv
fuld af nodemanuskripter og kastede dem
i køkkenkaminen. Hun spurgte ikke, hvad
det var, men kunne konstatere, at hendes
mand derefter var uendelig lettet. I dag er
de eneste spor efter symfonien en faktura
fra nodeskriveren og en fra bogbinderen.
Ikke mindst i Finland er der store følelser
– sorg, forundring, nysgerrighed – forbundet
med Sibelius’ handling. Hvordan var
den symfoni, han brændte? Hvad var det,
hans livslange tvivl ikke turde stole på?
Thomas Dausgaard har et forsigtigt bud:
”Når man tænker på, hvor forskellige nr. 5,
6 og 7 er, så tror jeg, at nr. 8 igen har været
hårrejsende overraskende!”
DR Radisymfoniorkestret - Rakhmaninov: Klokkerne
DR Radiosymfoniorkestret
DR Vokalensemblet / DR Radiokoret
Torsdag 27. september kl. 20.00
Radiohusets Koncertsal
Dirigent: Alexander Vedernikov
Solister: Ekaterina Shcherbachenko,
sopran; Roman Shulackoff, tenor;
Sergej Leiferkus, baryton
Tjajkovskij: Symfoni nr. 3, Den polske
Rakhmaninov: Klokkerne
Kl. 19: Introduktion
Billetter: 345, 305, 265, 225 kr. (U-30
50%)
Køb billetter via www.billetnet.dk eller DR butikken på tlf. 3520 6262

DR Radisymfoniorkestret - Sound Around
DR Radiosymfoniorkestret
Torsdag 4. oktober kl. 20
Radiohusets Koncertsal
Dirigent: Ed Spanjaard
Solister: Juho Pohjonen, klaver og
Song Fei, erhu
Gudmundsen-Holmgreen: Plateaux pour
Piano et Orchestre (Uropførelse)
Guo Wenjing: Koncert for erhu og orkester
Adams: Chairman Dances
Kl. 19: Introduktion Introduktion med
Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Billetter: 195, 165, 135, 105 kr. (U-30 50%)
Køb billetter via www.billetnet.dk eller DR butikken på tlf. 3520 6262
DR UngdomsEnsemblet - Nordiske toner
DR UngdomsEnsemblet
Mandag 24. september kl. 20
Dronningesalen, Det Kgl. Bibliotek
Dirigent: Morten Ryelund
Grieg: Holberg-suite
Sibelius: Rakastava
Per Nørgård: Lysning
Niels W. Gade: Novelletter, opus 58
Carl Nørgård: Ved en ung kunstners baare
Kl. 19: Introduktion med
Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Billetter: 90 kr. (Stud./Pens.: 45 kr.)
Køb billetter via www.billetnet.dk eller DR butikken på tlf. 3520 6262

Rejs med os
ud i musikkens
store verden
Dania annonce
OPERA - BALLET - KONCERT
Vores katalog spænder lige
fra endags arrangementer til
oversøiske rejser
WWW.DANIAREJSER.DK
Bestil vores store katalog og bliv inspireret
Tlf. 45 280 280 (Ma-fr 9-17)

DR Programmer/musik
DR Byen
Emil Holms Kanal 20
0999 København C
Tlf.: 35 20 30 40
e-mail: rso-rk@dr.dk
www.dr.dk/rso
www.dr.dk/ve
www.dr.dk/rk
www.dr.dk/rpk
www.dr.dk/druen
Divisionschef
Morten Hansen Pankoke
Orkester- og korchef
Per Erik Veng
Chefdirigent
Thomas Dausgaard
1. gæstedirigent
Yuri Temirkanov
Æresdirigent
Herbert Blomstedt
DR Radiosymfoniorkestrets, DR Radiokorets,
DR Vokalensemblets og DR Radiopigekorets
virksomhed er muliggjort gennem støtte fra
blandt andre:
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Bikubenfonden
Carl Nielsen & Annemarie Carl-Nielsens
Legat
FrederiksbergFonden
Knud og Dagny Gad Andresens Fond
Kulturministeriet
Kong Christian den Tiendes Fond
Konsul Georg Jorck og hustru Emma
Jorck´s Fond
Oticon Fonden
Tømmerhandler Johannes Fogs Fond
I perioden 2005 til 2007 er Bikubenfonden
hovedsponsor for DR UngdomsEnsemblet.