searchable_1247-1993..

45
Kapitel 1
Gældende ret
1. Lov om umyndighed og værgemål.
Den støtte, samfundet tilbyder i dag på det civilretlige område, findes i lov
om umyndighed og værgemål ha 1922. Myndighedsloven med bestemmelser
bl.a. om umyndiggørelse var i mange henseender en videreførelse af principper
med rødder langt tilbage i tiden. Familieretskommissionen kunne i betænkningen
fra 1921 om umyndighed og værgemål konstatere, at der ikke
blev gjort væsentlige ændringer i reglerne i Danske Lov fra 1683 og en plakat
fra 1841, idet umyndiggørelsesgrundene, som særligt fremhævedes i disse
regler, var sindssygdom, ødselhed og alderdomssvækkelse. Princippet om, at
myndighederne havde pligt til at drage omsorg for umyndiges midler, kunne
føres helt tilbage til det 13. århundrede. Det landsdækkende overformynderi
blev oprettet i 1868. Danske Lov 3-17-28 foreskrev regnskabspligt for værger.
I en række tilfælde skulle indhentes samtykke fra pupilautoriteterne.
Sigtet med regelsættet er at beskytte de svage, men de hjælpeforanstaltninger,
der kan iværksættes, har samtidig karakter af indgreb i den retlige handlefrihed.
Den mest indgribende foranstaltning, der åbnes mulighed for, er
umyndiggørelse, se nedenfor under pkt. 1.1. Andre foranstaltninger af mere
begrænset karakter er lavværgemål, se nedenfor under pkt. 1.2. og ad hoc værgemål,
se nedenfor under pkt. 1.3.
1.1. Umyndiggørelse.
1.1.1. Betingelserne for økonomisk og formueretlig umyndiggørelse fremgår
af myndighedslovens § 2. Den vigtigste regel er § 2, nr. 1, hvorefter der kan
ske umyndiggørelse af den, der på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller
anden sjælelig forstyrrelse er uskikket til at varetage sine anliggender.
Det første kriterium er medicinsk. Loven indeholder ingen beskrivelse af de
opregnede sygdomme og tilstande, og begreberne må fortolkes i overensstemmelse
med den til enhver tid herskende lægevidenskabelige opfattelse.
Om tilstandene se nærmere nedenfor i kapitel 4.
Det andet kriterium er af mere retlig karakter, idet sygdommen eller tilstanden
skal sætte den pågældende i en tilstand, hvor denne er uskikket til at
varetage sine anliggender, det være sig de økonomiske eller rent personlige.