læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Brudstykker af et 

kældermenneskes dagbog 

Spredte dagbogsoptegnelser og nedskrevne tanker fra Grønland 

1977 - 1996

2 

Til Jens, Troels, Ida og Jakob

Mig, mig, mig… 

Jeg fortæller det bare, som det er… 

Det følgende er personligt. Jeg har samlet mine dagbogsoptegnelser fra tiden i 

Grønland – ikke så meget for at vise noget om Grønland som for at fortælle om 

mig selv – mine glæder og sorger og ikke mindst mine kampe med mig selv og 

mine omgivelser i et par vigtige perioder i mit liv. 

Når jeg gerne vil fortælle jer om mig selv, skyldes det – foruden almindelig forfængelighed 

- min far – eller rettere det faktum, at jeg ikke kender min egen far. 

Jeg ville ikke kunne beskrive ham indgående – ikke bare fordi han allerede døde, 

da jeg var 26 år, men fordi vi aldrig for alvor har talt sammen, og jeg har heller 

ikke noget skriftligt fra hans hånd, der kunne kaste lys over hans liv. Hans prædikener 

var nærmest stikord, som er rimeligt ulæselige. 

Det ærgrer mig, at jeg ikke fik mere ud af ham, mens tid var. Det ærgrer mig iøvrigt 

også, at jeg ikke snakkede mere med mine forældre og bedsteforældre om 

slægten, men som ung er man nok ikke så interesseret i sine rødder, som man senere 

bliver – og da er det tit for sent. 

Men sådan skal det ikke være for jer. I skal vide, hvem jeg er, og det kan I så forhåbentlig 

læse jer til i det følgende. 

I en dagbog skriver man om det, der optager en, og for mit vedkommende, er det 

som oftest min egen sindstilstand, og det er jo i sig selv et signal om, hvem jeg 

er. Der er stille dagligdage, og der er højdramatiske begivenheder – der er livsglæde 

og livslede i skøn forening. I det hele taget er der tale om en hudløs selvudlevering 

på godt og ondt. Dertil kommer så en række filosofiske og teologiske 

overvejelser om livets mening, døden og kærligheden. I Fiskenæsdelen bl.a. som 

prædikener i noterne – i Julianehåbdelen mere direkte. De kan måske medvirke 

til til at tegne billedet af et søgende menneske, der ikke blot kæmper med sig selv 

og sine omgivelser, men også med livets store spørgsmål. 

Nogen løsning eller afklaret ro er der ikke kommet ud af det, men måske kommer 

det engang. Eller også er det at søge og kæmpe i virkeligheden livets mening – 

målet er måske selve vandringen. Det kan man jo håbe på. 

Svanninge i februar 2011 

Erik Biering Fonsbøl 

3

4 

1. Del: ’Disko’ 1977 

I august-september 1977 kom jeg på en såkaldt belønnings- og motivationstur til 

Grønland, hvor jeg sammen med Peter Ruge og vores grønlandsklærer Kristian 

Lauritzen sejlede op og ned langs Grønlands vestkyst med det gode skib ’Disko’. 

Vi besøgte forskellige byer på vejen og sluttede af med et præstekonvent i Nuuk. 

Det følgende er indtryk fra denne tur. 

Holsteinsborg 

Det er på en måde, som om havet og de ældgamle fjelde og det mægtige land får 

ens tanke til at samle sig om det væsentlige eller elementære i tilværelsen. Eller 

måske er det fordi landet står i så skarp kontrast til det, menneskene foretager sig 

i det: æder, drikker sig fulde, plaprer løs... Her burde være stille andagt, så sindet 

kunne modtage og favne det mægtige indtryk. 

Den egentlige grund til at jeg skriver, er et billede, jeg så i går i Holsteinsborg: Vi 

var inde for at få spisebilletter på et kontor, hvor der også var ansat grønlandske 

kontorpiger. En af dem sad og var ved at stable pengesedler i tykke bundter. Telefonen 

ringede, og det var som om hun ikke rigtig forstod, hvad sagen drejede 

sig om. Og så grinede hun - eller rettere fnisede. Hvor vi andre ville have taget situationen 

dybt alvorligt, kom dette hurtige grønlandske grin. Her sad hun midt i 

det, som vi tager mest alvorligt og bekymrer os mest om: økonomiske problemer 

på det fine administrationskontor og opførte sig præcis som en aktør i en dilettantkomedie, 

som ikke kan huske sin rolle - eller rettere: griner på et morsomt 

sted, som der vel at mærke ifølge manuskriptet ikke må grines på. Pludselig følte 

jeg mig som tilskuer til en gigantisk dilettantkomedie med grønlænderne som aktører 

i et skuespil eller en farce, som kræver dyb alvor af de medvirkende. Så 

kunstigt er grønlænderens liv under vestlig økonomisk administration - under 

dansk tankegang og livsform. Og Gud ved om ikke vores alle sammens liv under 

dette økonomiske system er at opfatte på samme måde? Længes vi ikke efterhånden 

alle efter tæppefald? efter at kunne slappe af - efter at kunne være os selv 

igen - efter at få grinet ud? Men farcen bliver ved, og alle tager den alvorligt, og 

man glemmer - har for længst glemt - at le. 

Hvor er de sunde og naturlige mennesker om ikke her? Er disse af Gud elskede, 

smukke mennesker de sidste, som endnu har en ide om, hvad der er farce og hvad 

der er virkelighed? 

Upernavik 

Efter en lang og alkoholfyldt aften, hvor vi drak resten af whiskyen, anløb vi til 

morgen Upernavik. 

Jeg stod op allerede kl 830 og drog straks efter kaffen iland. 

Det, man først blev slået af, var det utrolige svineri, der var overalt. Dårligt vedligeholdte 

huse - enkelte af tørv -, knuste flasker og affald og utallige hundelorte 

på vejene og over det hele mellem husene, hvor også de skabede, skambidte, støvede 

og sløve køtere sniger sig rundt. Ordet 'køter' har aldrig passet bedre til noget 

væsen.

Vi var oppe og se kirkegården med dens 'omvendte grave'. Der var blot dynget 

sten ovenpå kisterne, som man hist og her så skinne frem. 

Hvad skulle man gøre - kunne man gøre, hvis man kom sådan et sted hen? Vi 

snakkede lidt om det og kom ind på forholdene i mange jyske byer inden de åndelige 

vækkelser i sidste og begyndelsen af dette århundrede brød igennem. De 

var lige så slemme. Men hvilken åndelig vækkelse kan tænkes i dag? 

Jeg skal sent glemme den tørvebunke med knuste og skårede vinduer og på den 

såkaldte dør et funklende nyt blåt metalskilt med husnummer 116. Og sikke en 

forskel til Uummannaq, som da heller ikke er ren som en dansk provinsby, men 

alligevel charmerende og venlig mod Upernaviks hårdhed og umenneskelige forfald. 

Tror du, vi havde styrke og mod til at være sådan et sted? 

Afstand 

Der er fantastisk smukt heroppe. Men på en måde savner man ligesom at favne 

naturen rigtigt. Være i den - være afhængig af den - kæmpe med den. Det er ligesom 

om man hele tiden står bag en glasrude i sikkerhed og kigger på noget vældigt 

og farligt. Jeg ville gerne føle på bjergene, smage isen. Det er derfor det er så 

dejligt at cykle og ligge i telt. Her glider det hele bare forbi en. På en måde kan 

man sige, at det er mere interessant at have været her end at være her. Den eneste 

forskel på dette og på en grønlandsfilm er, at man her har et par sanser mere i 

brug... 

Teologi? 

Jeg snakkede teologi med en i går aftes, og det viser sig (selvfølgelig), at han 

overhovedet ikke er teolog. Han beskæftiger sig ikke med døden og lidelsen - og 

ved du hvorfor? Fordi han ikke har andet end sig selv at miste. Hvis han virkelig 

elskede, ville han også opleve dødens meningsløshed og gru bare ved tanken om 

at miste den elskede. 

Ak, de unge mennesker som ikke går op i andet end politik... 

Godhavn 

Godhavn ligger jo ikke længere på alfar vej. I gamle dage udgjorde den en betydningsfuld 

havn, hvad de gamle, smukke bygninger vidner om. Om aftenen så 

vi for første gang nordlys, og vi havde hørt flerstemmig grønlandsk salmesang. 

Det var dejligt. 

Når man tænker på folks liv heroppe på de små steder i deres kamp med naturen, 

kan man sommetider lammes af moderne menneskers ligegyldige tilværelse i tant 

og fjas. Du ved, ligesom når man flyver henover skyerne, og de så pludselig åbner 

sig, og man ser, hvor langt der i virkeligheden er ned. For moderne, vestlige 

mennesker glider tilværelsen af sted. Naturmennesket borer sig ned og er i den i 

et dybt, nødvendigt engagement. 

Sjovt nok læste præsten et stykke fra 1.Johs.br. i går aftes, da vi holdt en lille andagt 

på sømandshjemmet: "Den, som ikke elsker, kender ikke Gud." Og det var 

jo netop det. Hvis man ikke elsker, har man ikke noget at miste - har man slet ikke 

behov for Guds nåde, fordi man ikke tror på døden som noget grusomt og 

ondt, men nærmest som en naturlig afslutning. Og hvad skal man så med et 

evangelium om sejr over døden? 

Grønland 

Det er meget svært at få hold på alle de mange indtryk. På en måde er det forfærdelig 

desillusionerende at være heroppe og se det menneskelige forfald, der her- 

5

6 

sker. Menneskene virker utrolig overfladiske - kun interesserede i motorbåde, 

knallerter, sprut og skæg og ballade. Den ungdom, som skal bære landet, når det 

skal finde sin identitet, er en flok tyggegummiædende, cowboytøjklædte, poppede 

ofre for den kapitalisme, som holder Grønland kunstigt i live, fordi landet udgør 

et marked for biler, motorer, farvefjernsyn etc., etc. Den åndelige ballast, som 

skal gøre de materielle goder til ramme om og ikke indhold i tilværelsen ("er ikke 

livet mere end maden?"), er tilsyneladende borte. Menneskene svæver frit i luften 

- som kastebolde, der styres af forskellige, tilfældige vinde. Grønlænderne savner 

rod ... De har ikke den kulturarv, som vi (stadig?) nyder godt af. De er revet ud af 

deres sammenhæng, og kan ikke vende tilbage til fangeridyllen. For så vidt har 

Lars Chemnitz ret, når han kalder det for romantiske drømme, men på den anden 

side står han og hans meningsfæller (den grønlandske overklasse) i fare for at 

sælge Grønland helt og aldeles til den tekniske fremgang og dominans og dermed 

åndelig og kulturel ørken. 

Er det grønlandske folk da fortabt? Nej. Der er stadig en dør på klem, og det er 

kirkedøren. Her er den fælles, folkelige kulturbaggrund, som må være grundlaget 

for den nye åndelige vækkelse. Tænk på, at kirken er 300 år! Og det er da også i 

menighedsfællesskabet, man får det lyseste indtryk af Grønland og de største 

forhåbninger til fremtiden. Oplev denne mærkelige på en gang jublende og lovprisende, 

flerstemmige salmesang, som dog rummer umiskendelige dybt bedrøvede 

undertoner... 

Ingen steder som i Grønland kan man se det groteske, latterlige og morderiske i 

kapitalismen. Tænk på, at der drøner et hav af biler, knallerter og sågar motorcykler(!) 

rundt i disse af naturen særdeles afgrænsede byer. Landet giver et kæmpeunderskud, 

så man pumper penge ind i det for at holde det gående som et marked 

for alle disse latterlige forbrugsgoder... det er i hvert fald ikke for menneskenes 

skyld, man holder landet kørende. 

Og så alligevel dukker den ukuelige grønlandske mentalitet op som en hån mod 

alt det, jeg har siddet og skrevet. De sidder her ved siden af og spiller kort - ikke 

for at vinde, men for at have det skægt sammen. De ejer jo ikke vores konkurrencementalitet, 

forstår ikke vores opsparingsmentalitet. 

Jeg ved ikke - måske er der alligevel et lille håb for os...

2. Del: Fiskenæsset 1981 - 84 

I 1981 fik jeg endelig min teologiske embedseksamen, og kort efter rejste familien 

til Fiskenæsset, hvor jeg skulle være præst. For at få hold på de mange indtryk 

besluttede jeg mig for at føre en slags dagbog med indtryk og tanker. Jeg gengiver 

den her i sin fulde og uforkortede form. 

Fiskenæsset den 22. september 

Ida sidder og småpludrer i kravlegården - Troels er ude at gå tur med Helene og 

Rita – Kirsten og Jens sover. Solen skinner. Her er fred og ro. Har haft et par gode 

timer i skolen – besøgte Maliâraq angående Helenes ’1 år i huset’ hos os og 

hilste på Lars, som var slemt forbrændt i hovedet efter eksplosionen lørdag nat. 

Kutteren ligger stadig på bunden af havnen. De siger, Ezekiel har det bedre i 

Godthåb. Også Jakob og Dorte synes at være ved at komme sig efter chokket. 1 

I morges ringede vi til Mette i Danmark for at høre, om hun var nedkommet. 

Først den 29. sagde hun. 

Nu kom Bolette fra 8. kl. og hentede Ida til en tur i det gode vejr. 

Var hos Miki Lynge ang. dørene i kirken og vores manglende ruder i præsteboligen. 

Blev inviteret til kaffemik i morgen – datterens fødselsdag. Mangler endnu 

at flytte de sidste ting på plads – få tømt de sidste kasser. Udhuset er snart fyldt 

op med tomme kasser. Der var ca. 80 i de 4 containere. Vi skal se at få noget 

gjort ved skuret – det ser forfærdelig ud både udvendig og indvendig. Huset her 

fungerer fint – bortset fra det manglende vand. Håber vandtanken kommer snart. 

Ordinationen i Godthåb den 6. blev meget vellykket. Der var en dejlig stemning 

over det hele – både i kirken og ved middagen bagefter. Både Jens Chr. og Peters 

far holdt pæne taler til os, ligesom både Jonathan og Thue 2 var med til med gaver 

og taler at give os alle tiders start på Grønland. 

Bortset fra Jens’ og Troels’ søsyge gik turen herned fint. Stressende indflytning – 

men smuk indsættelse i søndags – fuld, pyntet kirke – barnedåb – og sangen, 

sangen er så smuk! Vitus prædiker på søndag. Titken holder fri. Dejlige mennesker. 

Kommer i aften. 

Har fået tilbudt en 17 fods jolle til 9.000 m/motor 25 Hk + 6.000. Ved ikke rigtig. 


Oplevede en pragtfuld morgen med en meget smuk solopgang over fjeldene. Fik 

besøg i går aftes af Enok – tidligere Grædefjorden – Kangerdluarssuaq, som blev 

nedlagt i 1952. Fanger og fisker. Talte kun grønlandsk. Forstod ikke det hele - 

men dog noget. Han var født i 1917 (imaqa!) i Kangerdluarssuaq – kajakmand. 

Der boede indtil nedlæggelsen 32 mennesker. Nu er han medlem af Peqatigiinniat 

3 og fiskerforeningen her i Fiskenæsset. Han tilbød mig at tage med mig ud at 

fiske. Sådan skal det være. ajúngilaq! Må se at få købt en bøsse. Der går rygter 

om, at der er set en flok ulve inde i fjorden. Nogen havde også set en isbjørn 

svømme. Storisen har været helt heroppe i år. 


Søndag. Havde min første aftentjeneste. Vitus Holm prædikede for første gang i 

sin barndoms og ungdoms kirke. Jens Christian ringede fra Sana og var i god 

7

8 

bedring efter operationen i tirsdags. I går fik vi den første sne, som dog hurtigt 

forsvandt igen. Har været lidt halvsløj de sidste par dage med influenza. 


Vejret er meget smukt her i Fiskenæsset. Sol fra skyfri himmel næsten hver dag. 

De små er stadig lidt forkølede, men trives ellers godt. 

Skrev prædiken til kl. 03,30 i går nat. Hans Møller oversætter den. 4 

Havde besøg af et par, som skulle giftes den 18. oktober. Fik at vide, at der skulle 

være barnedåb på søndag. Jeg får prøvet det hele. 

Håber vandtanken kommer i morgen. 

Fiskenæsset den 4. oktober 

Min første gudstjeneste med barnedåb og altergang. Ellers har vi holdt kaffemik 

hele dagen. Jens fylder 3 år. Der har hele tiden været mange mennesker – Jens 

nyder det og får mange gaver. 

I forgårs fik vi endelig efter en del genvordigheder vandtanken og – pumpen sat 

op. Den virker! Det er dejligt at have vand i hanerne. I går var vi alle i bad! Også 

vaskemaskinen fungerer perfekt. 

Det er lidt ærgerligt, at vi stadig ikke forstår sproget. Kirsten lider af ondt i halsen 

og feber – det samme jeg havde sidste uge. 

Vejret er fortsat meget smukt med højt solskin og stjerner og nordlys om natten. 


Kaffen er færdig. Jens og Troels og Ida er i seng – men sover ikke endnu. Det er 

aften. Jeg må se at få den prædiken færdig til i morgen. Hans Møller vil gerne 

have nogle dage til oversættelsen – og jeg selv nogle dage til at øve mig i at læse 

den op. Vi må også se at komme i gang med det grønlandske. Nu har vi snart været 

her i 1 måned, og vi har ikke åbnet en bog endnu! Vi terper dansk med de 

uvorne unger i skolen. Kryds og bolle og komma og diktat. 

Så i eftermiddags var vi ude at sejle for første gang i den båd, der var til salg for 

15 000. Det var en ubeskrivelig smuk tur, som selv Jens nød. Adam Berglund, 

som ville sælge mig båden, gik ned til 10 000, og det var næsten mere, end vi 

kunne stå for. 5000 nu og 5000 til den 1. Top! Måske bliver vi snydt, men nu har 

vi ligesom forbindelse til omverdenen. Nu behøver vi ikke omkomme af ø-kuller. 

Han påstår, den kan sejle til Godthåb på 4 timer. Det er en 17 fods Norma glasfiberjolle 

med en 25 Hk Mariner påhængsmotor. Måske vi kan nå at få fisket lidt 

inden vinter. Rart nok med lidt til fryseren. 


I går kom Adam Berglund og spurgte, om jeg ville betale 3500 nu oveni de 5000, 

så jeg fik båden 1500 kr. billigere end aftalt. Det var i orden. Vi klarer os nok 

med refundering for præstekjolen, som gerne skulle komme i næste uge. 

Vi tog på en pragtfuld sejltur til Lichtenfels i går, Kirsten og jeg alene. Det var 

meget smukt, og på vejen så vi en polarræv - klædt i hvidt. Nu kommer sneen 

nok snart. Vi så den gamle kirke og snakkede om, at stedet var en oplagt arbejdsplads 

for en MS-arbejdslejr. 

Nu er vi så omsider begyndt på at læse grønlandsk. Vi læser foreløbig en lektion 

om dagen og er nået til lektion 4. Det er rart at følges ad. 

Vejret er fortsat klart og solrigt, men temperaturen omkring 0°. Nattefrost. I eftermiddags 

var vi på sejltur ind i fjorden. Dejlig tur, hvor vi uden held prøvede at 

fiske torsk. Vi havde alle børnene med, men det gør vi nok ikke igen. De var ikke

meget for det, og Jens frøs hjerteskærende trods mange lag tøj. Det var vist mest 

tæerne. Men hvor er det dejligt at sejle – det er en helt ny verden, der lukker sig 

op for os. 


Snevejr fra morgenstunden. Var i går aftes ude hos Daniel Noahsen, som skal 

giftes på søndag, med nogle papirer til underskrift. De sad Gud bedre det hele 

familien og så videobånd – en skrækkelig japansk-amerikansk karatefilm. Det 

var væmmeligt. 

Jâku og Titken 5 grinede af vores fisketur i går. Vi havde glemt, at der skulle nylonsnøre 

i enden af snoren – og det lod, vi havde i, var alt for lille. Jâku lovede at 

tage mig med ud i dag, men vejret er måske for dårligt. 


Smukt vejr. Sneen ligger meget smukt over det hele, men solen skinner, og det er 

vindstille. 

I går aftes havde vi middag for menighedsrepræsentationen og lærerne. Det var 

meget hyggeligt, selv om vi ikke forstod alt, hvad der blev sagt --- faktisk ikke 

noget af det, der blev sagt. Hans Møller og Maliâraq var de eneste, der kunne 

dansk. Men det er nogle hyggelige og rare mennesker. 

Kirsten er ved at finde ud af de indviklede slægtsforhold her i byen. Alle synes at 

være i familie med hinanden på en eller anden måde. 

Må se at få skrevet den bryllupstale. 


Syg! Dårlig hals som sædvanlig. Feber. Klimaet her er nok ret dårligt for vores 

helbred. 

Det tør kraftigt. Måske når den nyfaldne sne at forsvinde igen. 

I går blev der tilmeldt en barnedåb til på søndag, så det bliver en lang gudstjeneste 

med både bryllup og barnedåb. 

Enok kom i går fuld som en allike, mens jeg var hos Titken efter salmenumre. 

Han var meget glad for Kirsten… Tilbød som så mange andre at tage mig med ud 

at fiske i dag. 


Har lige haft besøg af Peter Petersen – Jørgen Petersens 6 bror. Så vidt jeg kunne 

forstå på ham – han talte meget og på grønlandsk – ville han gerne, at jeg besøgte 

hans gamle far på 86. Jeg kvier mig lidt ved at gå på besøg endnu på grund af 

sproget – men måske er det bare en undskyldning! Må hellere komme i gang! 

I går havde vi bryllup, først i kirken – det var meget smukt – derefter til kaffemik 

om eftermiddagen og endelig til middag og dansemik om aftenen, Alt sammen 

højtideligt og festligt. Mest begejstrede blev vi måske nok for dansemik’en, hvor 

der virkelig blev danset, og hvor man virkelig havde det sjovt og rart uden en 

dråbe alkohol. Vi følte os trygge og hjemme sammen med fiskenæsserne. Jeg 

holdt forresten en tale, som Hans Møller oversatte til grønlandsk. 

Hans Møller advarede mig i øvrigt om, at vores båd var ved at blive fyldt med is, 

og at glasfiberen kunne springe, hvis jeg ikke gjorde noget. Så i dag var jeg nede 

og huggede hul på et tykt lag is og smed det ud – det var nok i sidste øjeblik. 

Heldigvis havde jeg i lørdags købt en thermodragt til 1500 kr., så det var ingen 

sag at holde varmen. 

9

10 

Det tør en 5-6° i øjeblikket, men der er stormvarsel for området, og det blæser ret 

kraftigt. 

Alle tre børn har haft en infektion med opkastning til følge. Også jeg måtte i lørdags 

ofre det dejlige sælkød, vi smagte hos Jakob og Dorthe for første gang. 

Desværre – for det smagte virkelig godt. Mattaq’en derimod turde vi endnu ikke 

prøve. 


I fredags tog jeg båden på land for vinteren. Vi havde fået dårlig samvittighed 

over prisen og forærede Adam 1500 kr. Det var godt. Jeg sejlede båden om til 

ophalingspladsen, og der stod en flok fiskere inde i skuret, og de var straks villige 

til at hjælpe med at få den trukket i land og vendt om, så den nu ligger trygt og 

godt under et tykt lag sne. Motoren og benzintanken tog jeg op i skuret. 

Lørdag aften var vi til fest hos Gerda 7 på sygeplejestationen. Det var hyggeligt – 

god mad – vin og øl og dans. Dorthe og Jakob og Miki Lynge + kone samt Steve, 

der er englænder og passer elværket, var der. Desværre måtte vi gå kl. 12, da jeg 

skulle prædike næste dag. 

Samme nat løb oliefyret tør for olie. Det havde da brugt 300 l. olie på 25 dage, 

dvs. ca. 400 l om måneden - svarer til godt 1000 kr. 

Skolearbejdet er utilfredsstillende for os begge. Venstrehåndsarbejde. Dårligt 

forberedte. Fra på torsdag begynder oven i købet aftenskolen, hvor jeg skal undervise 

i engelsk – Kirsten i dansk. Vi er ved at få travlt! Søndag aften var her det 

første menighedsrepræsentationsmøde med Hans Møller som tolk. Vi vedtog 

bl.a. at genoptage morgen- og aftenringningen i kirken. Godt! 

Inden torsdag skal jeg have en dansk studiegudstjeneste færdig. Den skal udsendes 

i radioen 8. nov. Og til på søndag skal jeg have prædiken færdig til aftengudstjenesten 

kl. 17. Oversat! Der er gudstjeneste kl. 10 og 17 samt hjemmealtergang! 

Men det er et dejligt arbejde! 

Fiskenæsset den 1. november 

Søndag. Gudstjeneste kl. 10. Titken prædikede. Hjemmealtergang kl. 14-15 (8 

stk.). Først hos Mariane Jakobsen, som var meget dårlig. Så hos Elisabeth og Ane 

Møller – Ane har kræft og skal snart dø – og til sidst hos Henriette Petersen og 

Hans Petersen. Det var en blandet fornøjelse. Jeg var ikke rigtig mig selv. Kun 

hos Henriette og Hans Petersen lykkedes det, da jeg tog hele nadverritualet. Bortset 

fra, at jeg stødte hovedet mod loftet et par gange. Endelig eftermiddagsgudstjeneste 

(!) kl. 17. 

Og pludselig blev jeg forstemt af en tanke, som jeg ikke rigtig kan slippe. Hvorfor 

skal man i et samfund med 300 indbyggere have 2 gudstjenester søndag – 

selv om det er Allehelgen? Det virker umiddelbart sindssygt. Og er det vel også. 

Der er overhovedet intet grundlag for at holde de planlagte eftermiddagsgudstjenester 

i adventstiden. Intet. Hvorfor så? Jeg ved det ikke. Men tanker om udnyttelse 

af præsten – både kordegnen og kirketjeneren tjener på disse meningsløsheder 

– kan jeg ikke rigtig slippe. Fandens også. Hvis denne mistanke er rigtig, 

hvad den forhåbentlig ikke er, står det sløjt til med det åndelige, det værdige niveau 

her i Fiskenæsset. Ja, så er det ad Helvede til. Penge, penge, penge. Det er 

alt, hvad der betyder noget. Hvad skal man gøre ved det? Det er vores egen kultur, 

de har overtaget, ja, hylder. Og den er bare tomhed. Eller ikke vores egen. 

Gud fri mig vel, den amerikanske – den vestlige. Fanden tage den!!!! Det er sgu 

til at falde til druk over!


Søndag. Gudstjeneste. Sprogligt set dårlig. Hakkede i det. 

I går skiftede vi gearolie på motoren til båden. Vi skal nok have den i vandet i 

morgen. Jeg låner den ud til Renatus. Han er fisker, men har ingen båd. Det er 

bedre, end at den ligger og rådner på land. Muligvis kan vi så også komme ud 

engang imellem, når det er dejligt vejr. Det trænger vi meget til. 

Somme tider føler jeg mig meget svag – åndeligt talt – og somme tider er vi meget 

frustrerede over sproget – eller rettere den manglende kommunikation. Så 

kunne det være rart at komme lidt på jagt og få afreageret. 

I dag holdt jeg min første danske gudstjeneste – det var i radioen – en studiegudstjeneste. 

Den gik godt nok igennem. 

Ida er en hysterisk lille skiderik! 


Vi nyder den grønlandske mad. Vi har med stor glæde nydt sildepiskerkød – meget 

lækkert – som vi fik forærende af Hans Møller, og som vi også senere selv 

har købt på ”brættet”. Vi har købt laks og rødfisk – rødfisken smager dejligt 

stegt, men der er mange og vistnok farlige ben. Huden er ligefrem sejg. Vi har 

smagt tejster – lækkert og Alk – særdeles lækkert og endelig edderfugle – det var 

ingen succes. Jeg tror nok tarmindholdet kom ud i kødet – sådan smagte det i 

hvert fald. Men maden er stærk, kraftig kost, som sammen med kaffe i spandevis 

og cigaretter i massevis kræver en prima fordøjelseskanal. Vi er endnu ikke vante 

til så stærk kost, og det går da heller ikke upåagtet hen. 

I går kom Gerda- sygeplejersken hen til mig og sagde, at det var en fremragende 

prædiken, jeg havde holdt i radioen. Det var egentlig lige præcis, hvad jeg trængte 

til at høre. 

Var nede i bådværkstedet og fik fat i en skrue til den løse kobling på motoren. 

Ringede i dag til Nuuk Autoservice efter en tiltpind. Den skulle komme med 

Narhvalen i morgen. 

I dag blev det besluttet at indkalde til forældre- og lærermøde ang. 4-5 kl. Håber 

det hjælper!! 

Er i øvrigt begyndt at læse grønlandsk selv. Det gik lidt for langsomt ellers. Det 

er jo faktisk min hovedopgave i øjeblikket. 


Det har nu været streng frost i godt en uge, -10 til -15°. Det er meget koldt, men 

også meget smukt! Aftenerne ikke mindst. Der er næsten altid nordlys. 

Jens er begyndt i børneparkeringen. Han var ikke så begejstret for det lige i starten, 

men det går allerede bedre. Nu kan han nogle få grønlandske ord. Det er i 

hvert fald et intensivt kursus. 

I fredags faldt Kirsten ned ad trappen med Ida i armene. Hun slog sin ryg slemt, 

men den er heldigvis bedre nu. 

Vi havde forleden besøg af Gerda og Steve. Vi spiste sælkød, men det var ikke 

den store succes. Transmagen skal man først vænne sig til! Vi diskuterede Grønlands 

problemer til kl. 2 nat. 

Vi har købt nogle fedtstensfigurer af Matthæus Hard og et ræveskind af Peter Petersen. 

Sproget er stadig lige umuligt, synes jeg. 

11

12 


1. Søndag i advent. Sikken en dejlig dag! Stod op kl. 8,30 og lavede kaffe. Knud 

Egede, som bor her et par uger – udlånt fra Nuuk som korleder og organist – står 

efter sigende op kl. 5-6, så han har et par stille timer, inden familien vågner. Kl. 

10 var der så festgudstjeneste. Kirken var stuvende fuld – der var mange, der stod 

op i våbenhuset. En procession af skolepiger fra 7-8. kl. indledte gudstjenesten 

med at synge en adventssalme med et lys i hånden. Efter salmen satte de lysene 

fast på stolene og satte sig på alterskranken – de var bare dejlige i deres smukke 

hvide kjoler. For første gang prøvede jeg at messe alterritualet – det gik! Der var 

58 til alters! 

Efter gudstjenesten var der stort kaffebord hos os – sådan ret spontant. Normalt 

plejer vi jo bare at have Titken og Jakob, men med Ole Johnsen, Knud Egede og 

de andres familier måtte vi have begge plader ud. 

Klokken blev hurtigt to, og så skulle vi til hjenmmealtergang. Det vænner man 

sig til. 

Lige før jeg skulle gå, fik vi besøg af nogle af pigerne fra koret – en 5-6 stykker, 

som vaskede op og hyggede sig med ungerne lige til kl. 17, hvor der igen var 

gudstjeneste (denne gang dog ved Titken, jeg blev hjemme og hørte Peters studiegudstjeneste 

i radioen). 

I aften har vi siddet og sludret med Knud, og jeg har klistret en kirke sammen til 

Jens. Hyggeligt. 

Nu sidder jeg her i en stille stund og skriver dagbog og tænker på, om vi nogen 

sinde får det bedre end her. Sådan går det op og ned her i livet. 

Klokken er halv et, men der er endnu et par tændte adventsstjerner i vinduerne 

rundt omkring. Man forstår at holde fest her i mørketiden, hvor solen lige kigger 

op over fjeldet et par timer midt på dagen. 

Fiskenæsset den 8. december 

Nu er det vist på høje tid med juleposten. Sidste afgang til Danmark på torsdag. 

Vi har, synes jeg, forrygende travlt. I onsdags havde vi 10 mennesker til kaffe og 

hyggeaften. Knud og Titken læste op, og vi sang en del salmer. Det var egentlig 

hyggeligt. Vi gentager det nok engang til inden jul. 

Jeg skal også i gang med juleprædikenerne. Men det er svært at få ro til det. Der 

er så meget. Helene har ferie og er i Godthåb på juleindkøb. 

I går havde vi Jakob og Dorthe på besøg til kl. 3! 

Somme tider er vi ved at gå ud af vores gode skind, fordi vi aldrig har fri og aldrig 

kan være os selv. Det er anstrengende hele tiden at skulle opføre sig. 

Ida er næsten hver eftermiddag hos Dorthe og Jakob. 

Må se at få ekspederet de julekort. 


Julekortene er skrevet og sendt. Vi skrev to sider på stencil og fik det duplikeret i 

40 eks., som vi så sendte til venner og bekendte – det var egentlig en nem løsning. 

Men selvfølgelig lidt upersonlig. 8 

Nu er alle aftener indtil jul ved at være besat. I tirsdags øvede koret her og bagefter 

var der kaffemik – i onsdags var vi til banko i forsamlingshuset til fordel for 

vores tilkaldte organist, Bent Barlaj fra Pâmiut Han kommer måske i aften, men 

skal heldigvis ikke bo her! 

I går faldt jeg ned ad trappen med Troels og Ida i armene, hvorefter Jakob straks 

kom med et tæppe, som han skar ud og lagde på. Om aftenen var der juleklip og 

julesalmer i forsamlingshuset i fritidsklubbens regi. I aften skal vi til kaffemik i

Børneparkeringen. På søndag har vi nogle danske håndværkere til middag – og så 

er det ellers snart ved at være jul med hvad deraf følger af julekomsammen af 

forskellig art – julefrokoster og juletræer etc. etc. 

Jeg har lavet prædiken til Juledag, men mangler endnu søndag efter Jul og 2 nytårsprædikener 

samt søndag efter Nytår. Må se at få dem skabt. 

I øvrigt er Løgstrup død. 

Titken kommer og øver oplæsning med mig engang imellem nu. Godt. Ellers 

kommer jeg bare ind i forkerte vaner. 


Det er vores bryllupsdag i dag. 

Ja, så er julen ved at være forbi. Den startede den 24. kl. 0,00 med at alle tændte 

lys i vinduerne – ikke, sådan som vi troede, levende lys – men elektriske guirlander. 

Det var meget flot. Efter traditionen var der så kaffemik hos de børn, som 

var født i 1981. Vi var først i seng ved 3-tiden. Den 24. om morgenen tændte vi 

så juletræet med de elektriske lys! Vi pakkede gaver ud og drak kaffe. Hurtigt 

blev klokken 13, og så var der børnegudstjeneste med en fyldt kirke og børnekorsang 

og skriftsteder lært udenad af skoleklasserne. Det var meget forvirrende, 

men sikkert en smuk skik, hvis man er inde i den. Kl. 16 aftengudstjeneste. Jeg 

var nervøs for den vekselsang, jeg skulle være med til – men det gik vist nogenlunde. 

Om aftenen havde vi en forvirret juleaften med Gerda og ungerne og en 

masse mennesker, der strømmede ind og ud og sang salmer udenfor vinduerne. 

Det lød smukt. Vejret var klaret op til jul efter en uge med sne og storm. Nordlysene 

flammede som aldrig før julenat, og juledags morgen var virkelig smuk. Der 

var gudstjeneste kl. 8(!) og der var en dejlig stemning. 9 Vi gik en tur i bygden og 

blev inviteret til kaffemik flere steder. 

Kl. 17 var kirken igen fuld til aftengudstjenesten. Om aftenen var vi til julefrokost 

hos Gerda. Da vi kom hjem ved midnatstid, gik vi i seng, men var ikke faldet 

i søvn, før julekoret af unge mennesker igen sang udenfor vinduerne – og 

blev inviteret ind på en kage! 2. juledag gudstjeneste kl. 10 med stor altergang. 

Kl. 14 juletræ i børnehavn. Kl. 15 hjemmealtergang 6 forskellige steder! Syntes 

jeg fortjente min dagløn! 

I dag gudstjeneste kl. 10. 


I forgårs flyttede vi om på møblerne, så vi fik en decideret spisestue, hvor der før 

var kontor. Skrivebordet blev flyttet ind i den store stue. En genial løsning på 

problemerne med at være i det lille køkken, som nu virker meget større, da spisekrogen 

er væk – og samtidig får jeg mere arbejdsro. Kontoret blev altid brugt 

som gennemgang fra køkken til yderdør. Alt sammen foregik mellem kl. 24 og 3 

nat! 

I går var vi til juletræ først for de ikke skolesøgende børn, som menighedsrepræsentationen 

arrangerede. Dernæst til skolens juletræ. Kl. 15 havde vi Bent Barlaj 

og kone og barn til kaffefrokost, og om aftenen var vi til fest hos Dorthe og Jakob. 

Meget gemytligt. Og sikken en nat bagefter!!! 

13

14 

1982 

Fiskenæsset den 1. januar 

Der var gudstjeneste i går aftes kl. 17. Bagefter fejrede vi nytår med lammeragout 

og rødvin og hvidvin. Senere var vi ude kl. 20 og skyde nogle raketter af i 

anledning af det danske nytår. Der var utroligt mange raketter! Vi fik besøg af 

Hansêraq og Theodora og Sofiánguaq og Morten. Senere kom også Salomon og 

endelig hen ad 12 Ludvig og Marie. Kl. 12 gik vi ud i den nat, som mere var som 

dagpå grund af de utallige raketter og fyrværkeri, der sejlede henover himlen. 

Der blev nok futtet 25-30 000 kr. op i luften den nat. Vi tog et enkelt glas whisky, 

før vi gik i seng. Kl. 10 i dag gudstjeneste med altergang. Gik tur i fjeldet og var 

til kaffemik hos Martin, udstedsbestyreren. 

Nu skal jeg ud og flå de alke, vi skal have til middag. 


I går morges kl. 6 brændte Hans Petersens 10 hus ned til grunden. Både han og 

hans kone Henriette omkom. Vi vågnede ca. 6.30 ved råb i den mørke nat. Det 

eneste, vi kunne se, var flammerne fra huset, som ligger nede ved vandet. Elforsyningen 

var svigtet, hvilket betød, at der ikke var hverken brandsirene eller vand 

i taphusene. Der gik 1-1 ½ time, før der kom vand på huset! Var nede og hjælpe 

lidt til med slukningen, men at skovle sne på et brændende hus er ret frustrerende. 

Nu ligger de ovre i kapellet og venter på at blive begravet. 

I dag ved gudstjenesten glemte jeg i 5 sekunder, som føltes som en evighed, velsignelsen. 

Det var ikke rart at gå i stå efter det første ”Nâlagkap… Pyt! 


I går blev Hans Petersen og Henriette begravet. Der var mange mennesker og 

mange blomster omkring de to kister. Jørgen Petersen var kommet ned med 

’Nakuaq’ kl. 14, som begravelsen var kl. 15. Efter en salme holdt han en tale – 

derefter endnu 3 salmer – den sidste mens kisten blev båret ud. Præstekjolen er 

ellers dejlig varm, men til sidst var der alligevel koldt ved graven. 

En halv time efter begravelsen holdt jeg gudstjeneste for en fuld kirke - Helligtrekongersaften 

fungerer stadigvæk heroppe i bedste velgående. 

Om aftenen var der kaffemik hos Kathrine og Timoteus – Hans’ datter og svigersøn. 

Allerede kl. 6 i morges tog ”Nakuaq” af sted igen. 

Kirsten holder op i skolen pr. 15.1. og erstattes ikke, som vi havde håbet af Helene 

– men af skolelederen Hansêraqs gravide datter! 

I morgen begynder konfirmandundervisningen. Vi starter i kirken og går senere 

herover og får en sodavand. Vi skal have konfirmandforældre på tirsdag. 

I går aftes og i aften har vi et par gange haft besøg af nogle uhyggelige mitârtut. 

Sorte i ansigterne og på hænderne og klædt ud til ukendelighed maser de ind og 

tramper i gulvet og smører sod i hovedet på os. Jens blev lidt bange. 


Konfirmanderne begyndte i tirsdags med besøg i kirken. Det viste sig, at det 

skulle have været helt anderledes. Jeg skulle have bedt en bøn, og vi skulle have 

sunget en salme sammen med forældrene. Jeg underviste bare. Sådan går det tit

på et nyt sted. Det kom frem i går, da vi havde konfirmandforældre. Her glemte 

jeg også at indlede med en salme. Akja. Det var ellers en hyggelig aften, hvor jeg 

sammen med Hans Møller gennemgik undervisningsplanen for konfirmanderne, 

og hvor konfirmationen blev fastsat til den 4. juli. 

I tirsdags købte jeg en transistorradio til 1800 kr. Den skulle kunne tage Danmarks 

kortbølgeradio. Det var dog ikke særlig godt, så i går gik jeg ned og benyttede 

mig af 8-dages returretten og købte i stedet en riffel til 2200 kr.! 

I dag ringede så Abisai Joensen, at hun havde et par kamikker til mig. Jeg gik ned 

og prøvede dem og købte dem selvfølgelig, selv om de virkede lidt små. De giver 

sig vel efterhånden – håber jeg. Typisk mig. 600 kr.! 

Skal ellers i gang med en prædiken til studiegudstjenesten. Færdig til torsdag! 


Kamikkerne var og blev for små. Heldigvis købte Hans Møller dem til samme 

pris. I dag da jeg var ude og skyde riflen ind ved kirkegården, mødte jeg Abisai 

og Benjamin og spurgte, om hun ville lave et par str. 43 til mig. Det ville hun vist 

godt, når hun fik sælskind. 

Forleden, da vi var ude og prøveskyde riflen, så vi en død ørn på isen et stykke 

ude. Næste dag gik vi ud og hentede den efter først at have forsøgt forgæves nogle 

gange at hale den ind med en snor med en krog i enden. Endelig lykkedes det! 

Bare lykken! Nu ligger den i bunden af vores fryser og venter på at komme til 

Nuuk til Jens Kreutzmann, som har lovet at udstoppe den for et par hundrede 

kroner og nogle points. 

I torsdags sendte jeg studiegudstjenesten af sted. Dejligt. Gudstjenesten i dag gik 

fint. Kirsten og Jens var der. 

Der kommer mange for tiden og sælger forskellige ting – mere eller mindre kønne. 

Man kan godt mærke, at der ikke er så meget arbejde her om vinteren. Endnu 

har vi ikke sagt nej til noget – heller ikke til de forskellige lånere. 

Fiskenæsset den 2. februar 

Jeg er ved at fylde vand på tanken. Det tager ca. en halv time, så jeg kan nå at 

skrive lidt, imens den bliver fyldt op. Kirsten er i bad. Det er smukt vejr – 15° og 

klar himmel. 

Medea Berglund døde for et par dage siden i Nuuk. Hun var 75 år. Vi venter på, 

at hun skal komme herned og blive begravet, men ’Ujarak’ har flere gange måttet 

vende om på grund af is, så det er ikke til at vide, hvornår der bliver begravelse. 

Kirsten startede i går et gymnastikhold for kvinder. Der var 16, og det gik vist 

fint. 

Jens er blevet ked af børnehaven, men det går vel over… 

Jeg er omsider begyndt at læse grønlandsk igen – det er helt dejligt. 

Nu er klokken 9,45, så jeg må se at komme i skole. 

Fiskenæsset den 7. februar 1982 

Termometret har været nede på -25° og ligger konstant omkring -23 til -25°. Men 

det er klart vejr med solskin. 

I torsdags blev Medea begravet ved en meget smuk begravelse, som Titken forestod 

på bedste måde. Jeg var i aften nede hos hendes mand, som nok flytter herned 

fra Godthåb. Han er tømrer. Medea var jordemoder her i 25 år og har hjulpet 

omkring 230 børn til verden! 

15

16 

I dag var jeg ude at skyde til måls efter en papskive. Det gik rigtig pænt. Den 

skød lidt for lavt, så det er blevet rettet. I morgen glæder vi os til at komme ud efter 

noget rent vand. Man kan nu gå på isen derud. 

Klaveret er revnet på langs indeni, så det er svært at få det til at stemme – ikke 

mindst når man er henvist til en svensknøgle! 

Vi er vist ikke for gode til at skrive – i hvert fald ikke jeg. Mor har et par gange 

rykket. Fy! 

Isen er ved at lukke for al sejlads herned. Både isen og kulden er ret usædvanlige 

her på denne årstid. 


Har det skidt i dag. Ondt i halsen og lidt feber. Det har nu været hård frost -18 til 

-26° i 14 dage, men i dag blæser det for første gang fra nord, så man kan håbe, 

isen forsvinder. Storisen er usædvanlig generende i år. Den ligger fra Kap Farvel 

til Nuuk. 

Der er også is på fjorden, så vi har været en dejlig tur ude og hente frisk drikkevand. 

Det smager til fordel fra bygdevandet aldeles pragtfuldt. 

I gå ringede Kirsten, som er regnskabschef i Kirkenævnet og fortalte mig, at jeg 

skulle føre regnskab, og jeg skulle sende alle regninger til hende. Det havde jeg 

ikke hørt om før, men nu ved vi det omsider. 

Vi venter på post, men det er svært for skibe at komme herned. Nogle varer, såsom 

kartofler, øl, frugt m.v. er allerede sluppet op. Men vi har hørt rygter om, at 

der skulle komme skib i næste uge. 

Olieskibet ’Orssuaq’ har også måttet vende om på vej herned. Det er værre. 


Forleden brød ’Pajuttaat’ igennem isen og bragte nye forsyninger til bygden. Dagen 

efter kom også ”Ujarak” igennem, så nu har vi atter øl og kartofler. 

Med stort besvær har vi udfyldt selvangivelsen, som jo skulle indsendes inden 

den 15. Det vanskelige var, at regnskaberne skulle være pr. 31.8.1981 og ikke pr. 

31.12. Vi håber, de finder ud af det i Roskilde. Nu skal vi så til at udfylde den 

grønlandske, men det bliver forhåbentlig ikke så svært. 

I går var der debat i radioen om E.F. Den betød en stor sejr for ANISA og et svidende 

nederlag for E.A.S. ANISA har ført en meget fin kampagne op til afstemningen, 

mens E.A.S. nærmest har været til grin. Vi håber, afstemningen følger 

vores fornemmelse, som siger et ”jordskredsnej”. 

Dagen i dag startede med dansemik i skolen, hvor alle elever var udklædte. Fastelavn. 

Dagen igennem er børn kommet ind efter boller. Så sødt som i gamle dage. 

Der har også været en skæg fodboldkamp imellem Neriut 11 og Peqatigiinniat, 

hvor alle spillerne var klædt ud. 

Vi var ude og hente vand igen i forgårs. Mens jeg sad og nød ensomheden kom 

en stor ørn langsomt flyvende lige henover hovedet på mig. Flot! 

Vi har haft besøg af Matthæus Hard et par gange. Han solgte os en smukt poleret 

kaskelottand på en fedtstenssokkel, og han lavede nye fødder til de kæbeben, vi 

havde fået – købt - af Ludvig. Ludvigs var ikke pæne nok, sagde han. Matthæus 

Hard er en hædersmand. 

Benjamin Steffanis kone er omsider kommet hjem fra Sana. Var nede og hilse på 

hende i fredags sammen med Kirsten. Spurgte også til hans orgelspil, men han 

virker ikke særlig interesseret. Måske skal han bankes op. De andre i menighedsrepræsentationen 

virker heller ikke særlig glade for ideen, måske fordi Benjamin 

ikke er medlem af ’Blå Kors’?

Ellers er problemet for tiden at lære os selv at sige ”skråt op med andres mening.” 

Det er svært. Vi er sådan nogle sære undskyldninger begge to. Måske er 

det dovenskab. Vi ved det ikke – måske opdragelsen. Men det er skrækkeligt at 

gå og være anspændt hele tiden og bange for, hvad folk nu vil sige om dit og dat. 

Vi mangler selvtillid, som det hedder. Og måske kommer den først, når der er et 

fast livsgrundlag, som den kan vokse ud af. Det er hårdt at være åben og søgende… 

Men det er rigtigt! Sgu! 


Søndag. I dag blev jeg så optaget af min hjemmelavede kirkebøn, at jeg glemte 

Fadervor efter bønnen. Ak, ja! 

I fredags blev jeg inviteret op til Sivert og Margrethe. Sivert var i pragtfuldt humør, 

og Margrethe er bare dejlig. Hun sidder ganske stille og udstråler kærlighed 

og varme, som man sjældent oplever det. Men de har også haft det hårdt. Hårdt 

arbejde for at skaffe mad til syv børn. Han har arbejdet på G.F.I. i 28 år – nu her 

den 15.1. blev han så fyret. Det var hårdt. Margretjhe er leder af børneparkeringen. 

Derudover forarbejder hun de skind, som familiens sønner bringer hjem. 

Lars havde f.eks. i januar skudt ikke færre end 23 sæler! Piniartorssuaq! 

Vejret er fortsat dejligt. Ikke særlig koldt (-5-6°) vindstille og solskin. 

På onsdag starter vi med fastegudstjenester. Må se at få lavet en prædiken! 

Vores økonomi er vaklende. Vi bruger alt for mange penge. Vi starter marts måned 

med et underskud på 10 000! på checkkontoen. Vi synes egentlig ikke, vi lever 

så flot, men vi køber selvfølgelig mange ting. Nu kom f.eks. John Nathansen 

med et meget smukt perlebroderi som Charlotte havde lavet. Det kostede 500 kr., 

men vi syntes ikke, vi kunne sige nej. Forleden kom Abisai med mine kamikker – 

det var 600 kr. osv. Nå, det går jo nok. 

Fiskenæsset den 7. marts 

Det blæser koldt fra nord. I dag havde vi altergang. En dejlig gudstjeneste. 

I går fik vi besøg af Nikolaj og Villa med deres børn. Nikolaj havde lavet en slæde 

til Troels – som de sagde – deres kommende svigersøn. Vi aftalte, at vi skulle 

sætte båden i vandet i dag – men vejret var for dårligt – snevejr og blæst. Måske i 

morgen! Det bliver dejligt at komme lidt ud. 

I torsdags fyrede vi Helene. Vi havde gennem længere tid været trætte af hende, 

og vi havde mistet tilliden til hende. Det virkede som om hun tænkte mere på 

skæg og ballade end på arbejde. Vi følte, at hun mest var ude på at udnytte os. Så 

i onsdags kom dråben, der fik bægeret til at flyde over. Hun skulle passe børnene, 

mens vi var til aftengudstjeneste. Hun blev imidlertid sur over, at de ikke skulle 

med i kirke, og efter en skrap ordveksling med Kirsten gik hun og smækkede 

med døren. Dumme tøs! Næste dag gik vi hen til Maliâraq og sagde, at hun ikke 

skulle komme mere. De tog det pænt. Vi må sige, at vi er lettede over, at hun er 

væk. 


Vi har i morgen været her i Fiskenæsset i ½ år. Det er gået hurtigt. Og alligevel 

synes Danmark meget fjernt. Vi har haft travlt indimellem – har også været stressede, 

men er nu ligesom ved at falde til ro. 

Det giver sig udtryk i noget sælsomt noget. Vi er jo ikke blot ved at falde til ro 

efter flytningen, viser det sig, men efter den daglige tilværelse i forbrugersamfundet. 

Det er, som om et vedvarende bombardement endelig er hørt op. Ustand- 

17

18 

selig nye impulser – hele tiden nye sære indtryk, som skulle fordøjes – fjernsyn, 

reklamer, aviser, problemer, skyld, angst, neuroser og tynd mave. 

For første gang i mit liv er jeg blevet interesseret i kunst – i skønheden i musik, 

maleri eller poesi. Virkelig interesseret – ikke en interesse, som skal bruges til 

noget eller udvikles eller hvad ved jeg – interesseret er heller ikke det rigtige udtryk 

– snarere betaget. Ja! Betaget! Grebet! 

I det ’civiliserede’ samfund bliver alt ligegyldigt – alt bliver overfladisk – der er 

ikke noget, der virkelig kan betage dig – jo, du bliver betaget af at drikke dig fuld 

eller se mere og mere sensationelle serier i fjernsynet eller af at tilfredsstille dit 

seksualbehov 8 gange om dagen. Men det keder dig alt sammen. For alt er profant 

– intet er helligt. 

I det primitive samfund har du dine livssafter i behold. Der kan du betages – betages 

af et blik – et ord – en harmoni – en tese eller hvad du vil. Du bliver i positiv 

forstand sårbar – man kan også sige religiøs. 

I det civiliserede samfund tramper du rundt i verden med træskostøvler – maser 

igennem haver og hegn – du ænser det ikke – målrettet som du er. 

I det primitive samfund mærker du hver eneste ujævnhed på din vej gennem dine 

bløde kamikker. Du mærker jorden – sneen – fjeldet – du træder varsomt – ikke 

af frygt så meget som af ærbødighed. 

Forbandet være kapitalismen til evig tid. Amen. 

Alt bliver undertrykt i forbrugersamfundet. Alt. Alt det, du har i dig af ånd og 

sjæl – det, som gør dig til menneske – holdes nede af den stadig hårdere skal – 

det stadig tykkere lag af ligegyldighed, du omgiver dig med. Dine drømme ænser 

du ikke, fordi materialismen gør dig afstumpet. Du bliver Gudløs, fordi du kun 

tror på retfærdige ’sager’, som du absolut må kæmpe for. Og det, som du så 

kæmper for, kalder du Gud. 

Livet er rigt og vidunderligt. Mennesket er rigt og vidunderligt og fuld af kærlighed 

og skønhed. 

Det er meget meget dejligt at opleve livet, som det er og ikke, som andre siger 

det er. 

Vandet i krukken er ved at blive klart – alle urenheder – alt grumset er ved at falde 

til bunds. Det, som vi før troede, var selve livet, viser sig at være bundfald. 


Vi har lige haft besøg af de tre danske håndværkere, som bygger huse her. Vi så 

billeder fra deres tur til Vestindien. Meget hyggeligt. 

I dag var der messefald, da oliefyret i kirken var gået i stykker. Også fastegudstjenesten 

i onsdags måtte aflyses desårsag. Meget ærgerligt. 

I fredags var vi til middag hos Dorthe og Jakob i anledning af datteren Henriettes 

fødselsdag. Mikias og Johanne Berglund var der samt Eli. 

For tre uger siden fik jeg en lønseddel lydende på – 13.999 kr. Jeg ringede straks 

til Godthåb, hvor man kunne berolige mig med, at det blot var en formalitet. Min 

lærerlønning skulle flyttes over på en lønseddel for sig – derfor var den samlede 

løn blevet trukket. Jeg skulle have modtaget en anden lønseddel samtidig. Den 

kom i torsdags, men løs kun på 17.500 kr. Samme dag fik jeg et brev fra Bikuben, 

som bad mig indbetale de 13.000, jeg skyldte. Vi har ringet til Godthåb, og 

de vil se på sagen, men hvorom alting er, har vi ikke ret mange penge. Vi har 

åbenbart fået udbetalt for meget i lærerløn, som de så har trukket, samtidig med 

at huslejen er blevet fordoblet med tilbagevirkende kraft til september. Nettoløn 

marts: 3500 kr. Ak, ja! 

I går aftes ringede Sivert, om jeg kom op og fik et par øl – det gjorde jeg.

På tirsdag skal vi have kaffemik og på fredag gæster til middag. 

Her til aften kunne vi pludselig tage Danmark på mellembølger ligeså godt som 

Godthåb. Underlig fornemmelse at høre midnatsradioavisen kl. 20. 

Vi har igen kuldebølge med -20 til -23° konstant. I går var både hanen i badeværelset 

og i køkkenet frosset. Det blæste koldt fra nord. Ved hjælp af hårtørreren 

lykkedes det at få så meget varme ind under køkkenbordet, at isklumpen forsvandt. 

Jeg baksede i øvrigt det meste af dagen i går med oliefyret i kirken – prøvede også 

at varme fyrrummet op med en varmekanon, men det hjalp ikke. Foreslog at vi 

varmede kirken op med kanonen, men de sagde, at den lugtede for meget af petroleum. 


I tirsdags var her kaffemik for ca. 60 mennesker, som kom i løbet af dagen. Det 

gik meget fint. Kirsten var endda så frisk, at hun tog aftenskole i gymnastik om 

aftenen. Vi havde Amalie til at hjælpe os – og jeg skal love for, at der var forskel 

til Helene. Hun kom 1 time tidligere end aftalt, og gik først da alt var færdigt. Det 

var en helt ny fornemmelse! 

Onsdag aften var der gudstjeneste. Vejret var så godt, at kirken kunne varmes op 

ved hjælp af et par elvarmere og nogle alterlys. Jeg bad selv indgangs- og udgangsbøn 

Det var sådan set første gang, jeg selv stod for det hele – også salmenumre. 

Og det var ikke nogen dårlig følelse. 

Efter telefonsamtale sendte Godthåb Elværksted nogle reservedele med ned til 

oliefyret, og torsdag fik Horst det til at køre igen Det ser ud til, det virker. 

Med samme skib kom en ny elskrivemaskine til kontoret. Fint. I øvrigt var der 

fejl i lønsedlen, så der blev sat et acontobeløb på 6000 ind på kontoen. Det trængte 

den til – men det forslår som en skrædder i Helvede! 

I går havde vi fødselsdagsmiddag her med Jakob og Dorthe og Sivert og Margrethe. 

Samt – ikke at forglemme – Gerda. Det var en fejl at invitere hende med. Vi 

var begge rystede over hendes optræden. Hun behandler åbenbart grønlænderne 

som børn, der intet forstår – hun foragter det grønlandske sprog, og hun mener 

ikke, der findes nogen grønlandsk kultur. Egentlig virker hun som en bitter og 

ond kvinde, og jeg må sige, jeg er glad for, hun rejser langt væk. Bortset fra hende 

var her meget hyggeligt. 

I morgen skal jeg igen stå for hele gudstjenesten. Jeg har prøvet at få fat i Ole 

Johnsen, men han er ikke til at træffe, og jeg har ikke lyst til at rende ham på dørene. 


Vi havde en dejlig gudstjeneste i går. For første gang var jeg ligesom med i prædikenen 

og kunne give den liv. Stille og roligt – dejligt. 

Strøtanke: Tænk, hvis det ikke var muligt at gå fortabt! Tænk, hvis det ikke var 

muligt at spilde sit liv! Sikken fred – sikken glæde over livet! 

Hvorfor må man altid sammenligne sig selv med sit ideal eller med andre? Det er 

jo kun derved, selvkritikken opstår – og jaget efter at forbedre sig. Er det ikke 

overmod at tro, at man kan blive bedre? Og er det ikke foragt for det liv, som altså 

ikke er godt nok? 

Tænk, hvis man var frelst!!! Det er nok egentlig det, man skal forkynde. Det er 

ikke til at komme udenom, at det rammer evangeliets hjerte. 

Hvad mon storbonden siger? 

19

20 


I nat drømte jeg igen, at jeg skulle op til den allersidste eksamen. Jeg tror, det er 

5. gang, jeg drømmer den drøm på en eller anden måde. Det har åbenbart været 

en mere chokerende oplevelse, end jeg regnede med. Begge eksaminer vel. Pyha! 

Det er lidt af et mareridt. Det slutter altid hen i det uvisse. Jeg ved ikke, om jeg er 

kommet igennem eller ej. Det er altid 3. og sidste gang, jeg går op. Men det er 

dejligt at vågne op og erfare, at det er en drøm. Jeg tror, rødderne går helt tilbage 

til dengang, jeg var ved at dumpe til 2. klasse, fordi jeg var kommet uhjælpeligt 

bagud med regnestykkerne… Så har det kørt på den måde med karakterbøger og 

eksaminer lige siden – det er 23 år!!! 

Så kom influenzaen omsider også til mig. 


Gudstjenesten i onsdags gik godt, selv om den var præget af influenzaen. 

Fredag aften holdt Gerda så afskedsfest. Hun havde inviteret de gamle Ludvig og 

Marie, Matthæus og Peter. Dorthe og Jakob og Miki og Johansigne samt Susanne. 

Det var vist kun Miki og Johansigne og Kirsten og mig, der var nogenlunde normale 

den aften. jeg ved ikke, om det var Gerdas plan, at det hele skulle ende i et 

sandt Ragnarok, eller hvad – i hvert fald skændtes de fleste indbyrdes, mens Gerda 

selv lagde sig til hvile på sofaen. 

Alle undtagen Matthæus var gået kl. halv fire, og da blev jeg så gal på Gerda, at 

jeg smed hende ud med fuld musik. 

Jeg havde gennem længere tid oparbejdet et sandt had til hende. Hends foragt for 

grønlænderne, som hun ikke lagde skjul på – hendes foragt for deres kultur og 

sprog – hendes højrøstede fremturen med barnlige meninger o.m.a. Og pludselig 

på et sent tidspunkt på aftenen så jeg hendes arrangement som en hævnakt for de 

år, hun havde spildt heroppe blandt de vilde. Nu skulle hun have noget at more 

sig over hjemme hos vennerne i Danmark. 

Nå, nu rejser hun Gud ske lov! 

Dejlig gudstjeneste i dag med barnedåb. På onsdag kommer Carl Nielsen, som 

skal være organist i påsken, og som måske bliver her. 

I fredags så Kirsten de første snespurve sammen med Matthæus, og i dag var der 

+5°, men sydvestenstorm, som dog har lagt sig her til aften. 

Fiskenæsset den 4. april 1982 

Palmesøndag. Der var mange i kirke. Titken prædikede – måske for sidste gang 

en søndag, for der er røster fremme om, at jeg som præst bør prædike noget mere. 

Det vil jeg også gerne – det er en lidt tom fornemmelse at holde gudstjeneste 

uden at prædike. 

I dag debuterede den nye organist, vi har ”lånt” fra Godthåb, Karl Nielsen. De 

ankom med deres to børn i onsdags – boede her et par dage og flyttede så over i 

det lille hus overfor, som Miki stillede til rådighed og satte i stand. De virker meget 

sølle og forfulgt af skæbnen. De kommer fra en lille bygd, Kuvdlorssuaq – 

langt nord for Upernavik. Flyttede til Nuuk efter arbejde, som de også fik, men 

ingen bolig. Derfor påtænker de at slå sig ned her, hvis de kan få et bedre hus og 

arbejde. Det kan de sikkert nok. 

Ellers er meget af tiden gået med at skrive prædikener til påsken. Dejligt arbejde. 

Nu mangler jeg bare 2. påskedag. 

Vi er nødt til at skære vores forbrug drastisk ned, hvis vi skal rette økonomien 

op. Vi har regnet ud, at hvis vi skal spare 4000 op pr. måned til at betale vores

gæld med, så må vi højst bruge 83 kr. om dagen. Og det er svært med de priser. 

Men i grunden er det ganske spændende at prøve. Og det er jo underligt – men 

alligevel ikke så underligt endda. 

Det fortæller mig klart og tydeligt, at mennesket er skabt til at arbejde – til at 

skabe sin egen tilværelse. Bygge sit eget hus – føde sine børn – skaffe mad – lave 

sine redskaber selv – lave sit tøj selv – skabe selv. Og så er samfundet sådan indrettet, 

at nogle få får lov til at skabe en hel masse, mens de allerfleste bare bliver 

forbrugere. Man kan så hævde, at det at være forbruger giver en tid til åndelig aktivitet, 

men det er forkert. For netop det at være forbruger sløver ens sanser – 

sløver ens åndelige formåen – gør en passiv, mens den skabende aktivitet skærper 

dine sanser og styrker din åndelige aktivitet. 

Når du ikke engang får lov til at skære det brød, du køber, i skiver, fordi andre 

har gjort det for dig – og når du finder dig i bare at være modtagende, så er allerede 

det tegn på den dovenskab, som kommer af manglende udfordringer. Og så 

er du der, hvor de, som skaber, gerne vil have dig. De kan bruge dig som arbejdsdyr, 

når de skal føre deres projekter ud i livet, og de kan bruge dig som aftager 

af deres mere og mere desperate produkter. Ved deres drejebænk om dagen 

og i deres sofa foran deres fjernsyn om aftenen. Sådan få du lov til at komme på 

besøg i dit liv, som dog oprindelig var dit eget. Du bliver turist i dit fædreland. 

Forbandet være kapitalismen til evig tid. Amen. 

Fiskenæsset den 9. april 

Langfredag. Vejret er meget smukt. Varmt! Onsdag aften skete det, som ikke må 

ske. Jens væltede en stor kaffekande med frisklavet kaffe ned over sig. Han fik 

vist også hånden i en gryde med kogende vand. Jeg efterlod ham siddende alene 

på køkkenbordet ved siden af kaffen med stor filtertragt fuld af vand. Gik et øjeblik 

ind i stuen og hørte et brag og et skrig. Jeg for op i badekarret med ham og 

brusede ham over med den kolde bruser. Det hjalp heldigvis lidt, men han blev 

slemt forbrændt på højre arm samt fik en stor rød plamage i hovedet og på maven. 

Godt det ikke gik værre. Nu håber vi bare, der ikke går betændelse i armen. 

Den nye sygeplejerske kom og gav ham en steril forbinding på. 

Det hele skete selvfølgelig kl. 8,30, hvor vi skulle have kaffemik kl. 9. Mange 

stimlede sammen oppe i soveværelset, hvor han lå. Jeg viste lysbilleder fra lidelseshistorien. 

Det hele fik mig til at gå i stå i hilsenen ved gudstjenesten næste dag. Ak, ja. I 

dag gik det fint. Koret sang dejligt, og Karl spillede som en engel. 

Nu vil Troels op og skiftes. Han siger ”Kom!” og trækker mig op i badeværelset. 

De bliver større. 


Så er påsken godt og vel forbi. Som med julen blev det ikke nogen traditionsrig 

påske. Der var mange gudstjenester, og jeg prædikede ved dem alle undtagen eftermiddagsgudstjenesterne. 

Prædikenen til 2. påskedag var god. 12 

Vi havde mange mennesker til kaffe i løbet af påsken – også nogle, vi ellers ikke 

har haft så meget besøg af. 

Det går fremad med Jenses arm. Der er gået lidt betændelse i den, men ellers læger 

den fint. 

Det går lidt bedr med det grønlandske. Jeg kan forstå mere og mere og sige mere 

og mere. Det er en rar fornemmelse. Jeg ved ikke, om jeg gør for lidt ved det 

grammatiske – det gør jeg nok! Det går efter naturmetoden. 

21

22 

På den anden side er jeg begyndt at komme i tvivl om det rigtige i at være dansk 

præst på Grønland. Og i det hele taget at være dansker i Grønland. De fleste 

kommer for en kortere periode for oplevelsens skyld – 2-3-4 år og tager så hjem 

igen. Og i den tid de så er her – så er det sjældent som gæster, men som dem, der 

skal bestemme. Det må absolut ikke være rart for grønlænderne at skulle affinde 

sig med de forhold. Det mest naturlige ville vel være at gøre, hvad man kan for at 

udnytte de danskere, som lader sig udnytte. Hvordan ville vi selv reagere, hvis 

der kom tyskere og skulle bestemme over administrationen i Danmark? Tyskere 

placeret på alle nøgleposter, mens danskerne fik tildelt, hvad der var til overs fra 

de riges bord. 

Påskelørdag kom båden så endelig i vandet ved hjælp af Niko og et par andre. Efter 

at have løsnet en skrue, som jeg havde strammet i vinter, gik motoren som en 

symaskine. Dejligt. Jeg var ude og hente vand sammen med Jako i forgårs og 

sammen med Kirsten i går. Hold kæft, hvor var det dejligt! 

Det er atter blevet vinter for alvor. -10° og snestorm. Det kan godt vare længe 

endnu, før det bliver forår og sommer. 


I dag sejlede vi en tur ind i fjorden. Nordpå. Det var dejligt. På vej hjem kastede 

vi pilken ud og fik ganske uafvidende en lille uvaq med op, da vi trak den op. 

Vores første fangst! Men den var nu for lille at holde kaffemik på! Jens var med, 

men han er ikke helt tryg ved situationen endnu. 

Fiskenæsset den 22. april 1982 

Stadig ’Avannaq’. Iskold nordenvind, som nu på 2. uge går gennem marv og ben. 

Temperatur o. -10°. Og vi som troede, det var ved at blive forår. I går fortøjede vi 

båden på den anden side af molen. Nu er den knap så lettilgængelig – og det er 

vist meget godt. 

Det går fint med Jenses arm. 

Forleden døde Qituras ufødte barn på syv måneder. Vi skal have jordpåkastelse, 

når hun kommer tilbage. jeg forsøgte at mægle mellem Niko og Villa i morges, 

men de stod fast på, at de ville skilles. De har to børn. 


Søndag. Gudstjenesten gik godt. Det bliver lettere og lettere at læse op efter den 

nye retskrivning. Jeg er holdt om med at messe velsignelsen. Det er en stor befrielse. 

Den stod altid for mig som den sidste hurdle ved gudstjenesten. Nu må menigheden 

så finde sig i, at jeg ikke dur til at messe. 

I dag kom Ingrid hjem med sin søn fra Nuuk. En dejlig stor dreng, som vi var ovre 

og beundre. Samtidig kom Qitura hjem – det var hende, der fødte et dødt 

syvmåneders barn forleden. Vi begravede den lille i aften. ’Sorrig og glæde de 

vandre tilhobe’. 

Det var min første begravelse… Nå ja jeg lavede et par småfejl. Først stak følget 

af uden mig, så jeg måtte skynde mig for at nå med. Så kom jeg i tanke om, at jeg 

havde glemt skovlen – det er jo egentlig heller ikke mit job – på vej tilbage mødte 

jeg Konrad, en ældre fanger, og idet jeg mente, at min tilstedeværelse ved graven 

var vigtigere end hans, spurgte jeg ham, om han ville tage skovlen med op til 

graven. Det ville han gerne. Det varede lidt, inden han kom, og vi begyndte ikke 

før, så jeg kunne godt selv have hentet den. Skal jeg fortælle mere?

Jeg spurgte Titken, hvad vi skulle synge, og han foreslog en salme, som handlede 

om, at det var rart at være døbt. Så vi måtte springe verset desangående over, da 

barnet jo netop ikke var døbt. Ak, ja! mere? 

Da jeg havde læst teksten og skulle til at kaste jord på – jeg havde allerede grebet 

skovlen – blev jeg standset af Titken, som mente, at nu skulle vi synge igen. jeg 

havde forinden spurgt ham om, hvor mange salmer vi skulle synge, og han mente, 

vi skulle synge to. Så sang vi Derefter kastede jeg jord på og bad Fadervor – 

dermed mente jeg, handlingen var forbi, og de pårørende begyndte at gøre foranstaltninger 

til at dække graven til. Men Titken mente, jeg havde glemt at sige 

’Fred være med dit støv’ hvilket han gjorde opmærksom på og tvang mig så at 

sige til at udtale de famøse ord. Meget malplaceret efter mit skøn. Tvang mig – ja 

det var jo ikke så fint at begynde at diskutere hen over den åbne grav. Efter endnu 

to salmer dækkede de graven til og gik hjemad. Jeg var lidt ærgerlig, kan jeg 

godt indrømme. Men jeg mangler at fortælle endnu en ting. 

På vej hjemad blev Konrad til min skræk pludselig syg og måtte køres hjem på 

snescooter. Den gamle mand havde åbenbart skyndt sig for meget med skovlen. 

Jeg syntes egentlig, jeg var et dumt svin. heldigvis var det ikke hjertet, og han har 

det efter sigende godt nu. 

Efter sådan en aften længes man efter en dram. Men jeg kan godt begynde at fornemme 

Titken som lidt af et magtmenneske. Må se at få ham jordet. Må se at blive 

stærk. En man ser op til – en man beundrer. Og ikke bare være sådan en barnerøv, 

som de kan koste rundt med efter forgodtbefindende. Herre, giv mig styrke! 

Venlig hilsen præsten. 


Sejlede en lang tur ud til fyret (20 min.) for at pilke torsk. Vi (Karl og jeg) fik 

dog kun en uvaq og en helleflynder (40 cm). Det var dejligt vejr derude, men da 

vi kom hjem, var det blevet snevejr. Motoren går fint. 


April er ved at rinde ud, og vi har den mest forrygende snestorm, vi endnu har 

oplevet. I morges tog ’Narhvalen’ af sted mod Nuuk, men ud for Nordafar stødte 

den på et skær. Der gik forskellige rygter rundt i bygden. Nogle mente, den hurtigt 

var kommet fri igen, men her til aften forlød det, at den var sunket og passagerer 

og besætning reddet af en kutter. Disse rygter er dog på det seneste blevet 

afkræftet igen. Vi ved ikke rigtig, hvordan det forholder sig, men i hvert fald er 

det et barsk vejr. 

Jollen var kommet for tæt på land – stenen, som den er fortøjet ved, er åbenbart 

for let – så jeg måtte ned og flytte den hen til de andre både ved broen. 

I går aftes var vi ude og sejle en aftentur med sygeplejersken Henny og Jakob, 

hendes mand. Havet var blikstille – det var en smuk tur. 

Vi har fået en masse penge på vores konto. Vi forstår ikke rigtig deres måde at 

udregne løn på, men vi er trætte af at blive ved med at spørge. Vi har endnu ikke 

hørt fra Bikuben angående afdragsordninger. Det bliver helt spændende at se det 

næste kontoudtog. 

Kirsten har de sidste par uger givet Dorthe og Johansigne massage – og de sidste 

par dage har Karen Berthelsen fået en omgang. Mange lider af myoser og 

spændthed i det hele taget. I aften kom Dorthe med to flakser hvidvin som tak. 

Jeg selv er begyndt at fungere som radiomekaniker. Hansêraqs båndoptager lavede 

jeg – heldigt – og Mikis transistor – kassetteoptager. Derimod måtte jeg give 

op overfor Mikis gamle radio. Jeg tror, det var en hjertefejl. Men det er sjovt at 

23

24 

pusle med lidt mekanik. Var for øvrigt også ovre og give Hansêraq et lynkursus i 

elektriske kredsløb. Jeg sprang en sikring ved hjælp af et amperemeter! Fotokopimaskinen 

derimod satte jeg sammen – den har stået adskilt i månedsvis, men 

den vil stadigvæk ikke lave aftryk. Må nok hellere se på den en gang til. 

Mine prædikener handler alle sammen om Guds kærlighed. Jeg mener, det er det, 

der skal forkyndes. Hvad vi så vil stille op med den kærlighed, bliver vores egen 

sag, men jeg kan ikke lade være med at antyde nogle konsekvenser af og til. Påskeprædikenerne 

betød for mig en forstærkelse af opstandelsestroen. Det er den, 

det hele står og falder med. Derfor vil jeg nok også starte konfirmandundervisningen 

med budskabet om opstandelsen. Derefter kan vi så – som den første menighed 

– gå tilbage til Jesu forkyndelse og frem til kirkens historie. Spændende! 

Jeg har opgivet at oversætte prædikenerne. Jeg tror, de skal skrives på grønlandsk 

og ikke først på dansk. Det vil også give en bedre indlæring. 

Jeg tror nok, jeg vil se tilbage på denne tid med vemod og længsel, når jeg engang 

ad åre læser dette. Gid vi også da må være glade for vores liv sådan som nu. 

Strøtanke (jeg er lidt fuld): At være i pagt med universet – dvs at forstå alt og alle 

umiddelbart – at vide alt på én gang, det er noget vi gør, men vi ved det ikke. Engang 

imellem kan det komme bag på os, så vi må undre os - forudanelser – mærkelige 

oplevelser m.v., og jeg tror, det sker, når det, som hindrer bevidstgørelsen 

af denne alviden, bliver svag. Det er som om vores mægtige hjerne på en eller 

anden måde hæmmer sig selv. På samme måde som når den fødende kvinde arbejder 

ihærdigt med at presse barnet ud og dermed sinker fødslen. Vi arbejder 

som besatte for at skaffe os en viden, som vi allerede har, og jo mere vi arbejder, 

jo mere hindrer vi denne viden i at blive bevidst. Måske er vi alle almægtige uden 

at vide det. Og måske er det godt sådan. Jeg tror, mennesket er i stand til alt – og 

jeg mener virkelig alt – ved tankens kraft. Men vi hindrer os selv i denne udfoldelse 

på en eller anden måde. De er jo så uendelig små, de cirkler vi bevæger os i 

i forhold til altet. Tro ikke på naturlovene – de er latterlige og smålige og i øvrigt 

menneskeskabte og tidsbestemte. Lad ikke disse latterlige paragraffer hindre dig i 

at blive ét med altet. Mennesket er umådeligt som universet. Men kan også sige 

det på en anden og mere kendt måde: Kristus er opstanden. Ikke fordi det er der 

jeg vi hen med det hele, men fordi jeg tror, at ingen som Jesus har gjort opmærksom 

på menneskets umådelighed – dets guddommelighed. ”Hvis I havde tro som 

et sennepskorn, så kunne I sige til dette træ: Ryk dig op og plant dig i havet! eller 

til dette bjerg: Fald om! Og det ville gøre det. Og overfor dette umådelige, som vi 

alle sammen har i os bliver vores problemer og vores bevidste tanker til ingenting 

– eller rettere til det, som måske hindrer umådeligheden i at bryde frem. Jo, Jesus 

stillede faktisk stormen på søen – selvfølgelig! Gud fri os vel hvor har vi klodset 

i det med vores latterlige forsøg på at sandsynliggøre det, som vi vores uendelige 

indsnævrethed anser for umuligt! 

Fiskenæsset den 7. maj 

Det ser endelig ud til, at det er ved at blive varmere. Temperaturen ligger på 1-2°, 

og det føles varmt. Her ligger stadigvæk godt med sne, men det er på vej væk. 

Det er Store Bededag i dag. Vi havde en dejlig gudstjeneste – på søndag prædiker 

Titken. 

’Narhvalen’ var her i går, men de havde glemt at få post med (!) Den er ellers 

uskadt efter sammenstødet med skæret. 

Jeg skød mine første fugle i går. Sammen med Malakias var jeg taget på edderfuglejagt. 

Det var en dejlig tur. Vi skød fem edderfugle og en lomvie og en tejst. 

En af fuglene var ikke død, da jeg fiskede den op, så jeg kæmpede en hård kamp

– også med mig selv – for at få taget livet af den. Det lykkedes til sidst. Kirsten 

var blevet noget nervøs, da vi først kom hjem ved 8-tiden. Der var ingen problemer 

med båden. Her til aften spiste vi dem så – og de smager bare godt. Der blev 

også lidt til fryseren. Det nye jagtgevær virker udmærket. 

Købte et par nye årer i går, da den ene af de gamle var forsvundet, og den anden 

ser ud til at kunne knække, hvornår det skal være. 

Ellers venter vi på torsken. Den skulle komme en af disse dage. ’Ernga’ starter 

indhandlingen den 17. ds., så der det spændende, om der bliver noget at indhandle. 

Her bliver indhandlet en del stenbiderrogn for tiden. Det eneste problem synes 

at være en konstant mangel på tønder! Forleden måtte de smide fem tons rogn ud, 

fordi den var blevet for gammel. Det undrer os alle, at der ikke er blevet skaffet 

tønder til veje – måske har det noget at gøre med G.F.I. og overgangen til ’Ernga’. 

Måske ønsker de ligefrem at Fiskenæsafdelingen skal give underskud også i 

år. Hvem ved!? 

Nu er klokken halv elleve, og det er stadigvæk helt lyst. Det bliver dejligt til 

sommer! Har lige læst Dostojevskijs ’De ydmygede og sårede’. Det er som at få 

et pust af den store verden ind over Fiskenæsset. Meget berigende. Kirsten er i 

gang med ’Enten – Eller’. Der er langt fra Guldalderen til vore dages Grønland. 

Meget langt! 


Det sner igen. Og verden oser af mismod. Jeg vil gerne skrive noget, men jeg kan 

ikke tage mig sammen. Jeg vil skrive mig ind til sandheden, men jeg er for træt 

til at gå i gang med det. jeg vil skabe, men jeg orker det ikke. Der er så meget 

løgn til, men det får være. jeg længes, men jeg ved ikke mod hvad… 


Aforisme: Jeg har det som manden, der sejlede ud på havet i sin motorbåd. Et 

sted standser han motoren for at ryge en cigaret derude i stilheden – helt alene. 

Langt borte ser han en anden motorbåd komme. Nu sagtner den farten og sejler 

langsomt. Manden tænker: Han tror, jeg har motorstop – og for at vise, at der ikke 

er noget i vejen, starter han sin motor og sejler hjemad for fuld kraft. Først 

lang tid senere erfarer han, at det var den anden, der havde fået motorstop og 

gerne ville slæbes hjem… 

I den grad er jeg krummet sammen om mig selv, at jeg ser alle andre mennesker 

som tilskuere til mit liv – og derved bliver jeg selv tilskuer til livet. Min livsangst 

og min menneskeforagt kvæler mig langsomt, men sikkert. Er jeg da anderledes 

end andre mennesker? Eller hvad er det, som andre har lært, som jeg slet ikke har 

fattet? Hvorfor er jeg så bange? Måske er det vejret! Jeg savner friheden – den 

sande frihed. Hold da op, hvor jeg længes efter den! 


Uha! I morges var båden ved at drive væk. I løbet af natten havde den slidt fortøjningen 

over, men heldigvis var det pålandsvind, så i stedet for at drive ud af 

fjorden, tøffede den ind i havnen og lagde sig til rette ved klipperne. Hosias opdagede 

den og fortøjede den igen. jeg købte en snelle af ham og gav ham en flaske 

vin, som vi drak her i eftermiddag. Emil var også med. ret så hyggeligt. 

Aforisme: Med mennesket er det som med en tændstikflamme. Først eksploderer 

den – farer omkring, og man er lidt bange for den – så falder den til ro og brænder 

med en rolig klar flamme. Først da kan man bruge den til gavn og glæde. Så 

længe man er ung – ikke så meget af alder som af mangel på indsigt og erkendel- 

25

26 

se – så længe er man faretruende, fordi man mangler et fast holdepunkt for sin 

tilværelse. Efterhånden som man modnes, falder man til ro, og så kan man begynde 

at virke, og ens liv kan bære rig frugt. 

Jeg selv er som stjernekasteren. Den sprutter og hvæser hele sit liv og falder aldrig 

til ro. Derfor dur den ikke til noget – den kan højst fascinere et kort øjeblik, 

før den går ud, kastes bort og glemmes… Men smuk er den! Måske er nogle bestemt 

til at være tændstikker – andre til at være stjernekastere. Nogle skal være 

nonner – andre glædespiger – nogle skal være forskere – andre klovner. Måske er 

vi lidt af hvert alle sammen. Livet er rigt og smukt og fuldt af glæde – det eneste, 

der ødelægger det er, når stjernekasteren vil være tændstik og tændstikken vil 

være stjernekaster. 


Tiden er præget af dårligt humør. Måske skyldes det, at vi nu i to uger ikke har 

fået post. De havde glemt at sende den herned i onsdags! Måske skyldes det 

sproget. Vi er faktisk handikappede i forhold til beboerne her. Jeg føler mig tit 

latterliggjort af forskellige mennesker, der benytter sig af, at jeg ikke mestrer 

sproget. Det gælder ikke mindst eleverne i skolen. Nu forstår jeg, hvorfor fremmedarbejdere 

i Danmark betragtes i bedste fald med mild overbærenhed – som 

børn. Jeg kan ikke fordrage at blive betragtet som et barn – det er virkelig en hård 

prøvelse. 

I dag kommer der heldigvis post. Vejret er meget smukt – stille og sol fra en skyfri 

himmel. -2°. 


Hvalkød, hvalkød, hvalkød! I går sejlede jeg en tur rundt om øen med Isak, hans 

kone og barn. Det var meget smukt, og jeg fik en enkelt edderfugl med hjem. Jeg 

burde have haft flere. Da vi kom hjem var kajen fuld af menensker, som stod og 

beundrede en pukkelhval, som Rosing havde skudt. Senere på aftenen blev den 

slæbt over på øen, hvor den blev flænset. Vi var derovre og også nu i dag tog vi 

derover med båden fuld af mennesker for at få fat i noget kød. Vi skar ca. 15 kg. 

kød ud i store lunser – det var varmt endnu! Det var underligt at stå overfor sådan 

en kæmpe. Man kunne næsten blive mæt bare af synet af alt det kød. 

I eftermiddags kom to danske håndværkere og reparerede vores vandpumpe. Hydroforen 

var utæt. 

Jeg har de sidste par dage fået et par tilkendegivelser fra folk, som var glade for, 

at jeg var præst her. Jeg er meget modtagelig for den slags. Og åbenbart meget 

følsom overfor det modsatte… 

Det er allerede nu de lyse nætters tid. vejret er meget smukt, og det er stadigvæk 

ganske lyst nu kl. 23. Solen er lige gået ned. 

Jeg har måttet købe en ny skrue til båden. Den kostede 675 kr.! Sikringerne 

springer stadigvæk. Jeg må se at få fat i nogle originale. De hjemmelavede er for 

bløde. 

Jeg har skrevet prædikenen til pinsedag, men det er på høje tid at komme i gang 

med den til 2. pinsedag om det levende vand. 13 Men lige nu er jeg for træt. Det 

har været en lang dag. 

Vi er så småt begyndt at lægge det huslige arbejde i faste rammer. jeg har udarbejdet 

et skema med arbejdsfordeling og tider – nu må vi prøve at overholde det. 

Det er svært, for der sker næsten hver dag noget, der bringer uorden i det. Der 

kommer gæster, eller der er flere kaffemikker etc. Men det er ellers et godt ske-

ma. Det starter kl. 7 om morgenen, så jeg må hellere se at komme i seng og 

drømme om hvalkød! 

Fiskenæsset den 4. juni 

Vejret! Det sner nu på 2. dag! Jeg er lige blevet færdig med prædikenen til trinitatis, 

og vi sidder og deler en flaske Matteus. I aften skal vi til middag hos Hanne. 

Pinsen gik godt. Især 2. pinsedag, hvor der var dåb og altergang. Johs. Noahsens 

barnebarn blev døbt Pilu. Navnet står ikke i listen over godkendte navne, så det 

kan være, jeg får at høre for det fra Nuuk. 

Vi har prøvet at få hold på vores hverdag ved hjælp af et skema, men det er svært 

at holde tiderne, når der hele tiden kommer gæster. men vi har i hvert fald begge 

to fået en fridag fra alt, hvad der hedder børn og husligt arbejde, og det er et stort 

fremskridt – og vist de færreste beskåret. Nu vil jeg også prøve at skematisere det 

åndelige arbejde, som jeg føler er meget forsømt. Grønlandsk og teologi får en 

stedmoderlig behandling. 


I dag spiste vi ammassat til den store guldmedalje Hold da op, hvor de smagte 

dejligt. 

I går var jeg ude og sejle en tur med Jens – det blæste for meget, og vi stødte også 

på et skær. Heldigvis skete der ikke noget med motoren, men det var en slem 

forskrækkelse – ikke mindst for Jens. 

Skolen slutter på torsdag – Gud ske lov! Det er ikke særlig rart at være der. Det 

er nok til dels min egen skyld, men også andre faktorer har spillet ind. Det bliver 

spændende at se, hvad den nye skoleleder kan præstere. Vi må i hvert fald hjælpe 

ham, så godt vi kan – både med sproget og det administrative. 

Da jeg var ude at sejle til aften, så jeg en stime ammassatter. I moren køber jeg et 

net! 


Ringede hjem til mors fødselsdag den 11.6. Har pludselig opdaget, at der ikke er 

længe, til de kommer. 

Var sammen med Jaaku på sæljagt hele dagen i går. Det var dejligt. Vi fik ingenting, 

men vi så et par stykker, og vi så en pukkelhval ikke ret langt borte. Det var 

fascinerende. 

I dag har Kirsten fri. Vi har indført en fri dag om ugen til os begge to, hvor den 

anden tager sig af børn og madlavning. Det er en stor lettelse. 

Vi kommer nok ikke til Danmark i år. Der er dukket et grønlandskkursus for viderekomne 

op i Sisimiut kun en uge efter præstekonventet. Det er lige, hvad jeg 

trænger til! Kirsten har ikke meget lyst til at være i Danmark alene med børnene i 

fem uger, så hun er mest stemt for at blive her. Vi prøver at lokke Ellen og Arne 

herop i stedet – nu må vi se. Men det er lidt af en lettelse at slippe for noget af 

rejseriet. 

I øvrigt er Kirsten begyndt at arbejde på fabrikken i aften. Der bliver indhandlet 

mange tons lakseørreder (eqaluit). Sæsonen startede i går, og vi fik en her til aften, 

som smagte dejligt. Må se at få købt et net selv – de er ret dyre. 37 kr. for 2 

½ kg. 

Jens og Troels og Ida er begyndt at gå i byen selv. De ser søde ud, når de trasker 

af sted med hinanden i hånden. Engang imellem går de på besøg forskellige steder 

og bliver modtaget med åbne arme – og desværre altid med slik. Det er ær- 

27

28 

gerligt at forholdet til tænderne er så dårligt heroppe. Selv små børn har alvorlige 

tandproblemer, fordi de dagen lang gumler på et eller andet giftigt stads og aldrig 

børster tænder. Tandlægen var her for nylig og var ret chokeret over tilstenden. 

Også her skal der en mentalitetsændring til for at ændre på forholdet. 

Der er stadig ikke kommet torsk, men forhåbentlig kommer de sidst på måneden. 

Jeg havde ellers fået nye knækstifter til motoren, men i dag var også en af disse 

knækket. Jeg tror, der er nogen, der ’låner’ båden og behandler den ret hårdt – 

der er fæle mærker på den nye skrue. Jeg må se at få låst motoren af på en eller 

anden måde. Man kan sætte en lem for benzintanken og låse den af – det vil jeg 

prøve. 

Vejret er koldt (+2-3°) med tåge og regn nu til aften. Kunne godt snart bruge lidt 

varme. Storisen har været her, men er ved at forsvinde igen. For en uge siden var 

der is så langt øjet rakte, når man stod på klipperne ved Lichtenfels og kiggede 

ud over havet – nu er der kun et par isfjelde tilbage. 


Skrev prædiken her til formiddag. 

Lavede en lem til båden, så nu er benzintanken og -slangen låst inde. Dejligt arbejde. 

Spiste sælkød her til aften, men det havde kogt alt for længe, så det var blevet 

noget tørt. Det skulle have haft en halv time, men det fik en hel! 

Var nede og tog imod ’Narhvalen’. Hannes mor var med og havde haft en dejlig 

tur. Det lover godt. 

Strøtanke: Vi er vante til fra vores kultur at prioritere effektiviteten eller det praktiske 

– det selvfølgelige frem for det menneskelige. Det kan man opdage heroppe, 

hvor mange danskere står måbende overfor en kultur, som prioriterer det 

menneskelige frem for det effektive. Det er vigtigere for grønlænderne at være i 

harmoni med hinanden – at holde fred med hinanden – end at få dette eller hint 

projekt til at køre effektivt og rentabelt. man retter ikke så meget på hinanden – 

man skælder ikke hinanden ud – man bringer ikke mennesker i forlegenhed. det 

er det vigtigste – for det må alt andet vige. 


I går var vi for første gang inde i bunden af fjorden. Vi sejlede igennem strømstedet 

så langt ind i bunden af fjorden, vi kunne komme – bogstaveligt talt! Vandet 

blev mere og mere hvidgrønt, efterhånden som vi kom længere ind, og pludselig 

vippede motoren op, og vi sad fast i bunden, som heldigvis bestod af sand. 

Der var kun 20 cm vand. Vi måtte ro tilbage, indtil det blev dybt nok til, at vi 

kunne sætte motoren til igen. På tilbagevejen fandt vi en vig, hvor der lå et lille 

forladt hus, hvor en dansker for nogle år siden holdt til som eneboer. Der var meget 

smukt, og vi slog os ned. 

Det viste sig at være et yndet udflugtsmål. Martin og Ane kom lidt efter, og lidt 

senere dukkede Anda op sammen med Milka og Eunike og Bebiane. Senere kom 

også Amos og Bebiane Petersen sammen med Hosias. De havde fanget en kasse 

ørreder, og de bød på middag – det var meget betagende at spise ørred direkte fra 

klippen. Det var en vidunderlig dag, hvor børnene nød det og blev meget trætte 

til sidst. Vi sejlede hjem kl. 22 og var hjemme kl. 23. Dejlig trætte sluttede vi dagen 

med en kaffepunch. 

I dag havde vi besøg af Leif, som leder fabrikken. Han kom i morges (!) med 6 

ørreder, som vi spiste nogle af her til aften. Han er ret uforstående overfor den 

grønlandske mentalitet og den livsform, som stadigvæk hyldes heroppe, og som

går helt på tværs af vores materialistiske udviklingsteori. Det er den menneskelige 

holdning, som irriterer udsendte så meget, så mange vender skuffede hjem – 

og måske irriterer den netop, fordi den rører ved noget i materialisten, som han 

har glemt eller fortrængt. For man er jo ikke bare ligeglade med dem – man bliver 

aggressiv, og aggression skyldes vel for det meste angst – i dette tilfælde måske 

angsten for den mulighed, at grønlændernes livsholdning, som også var vores 

livsholdning før i tiden, har større menneskelig værdi end den materialistiske. 


I går sejlede vi af sted kl. 16 i fint og varmt vejr. Vi ville ind og overnatte ved 

Kuussuaq (Midgård). Vi sejlede imidlertid ind i en blindgyde – ind i Tasiussaq, 

men vi fandt her et dejligt sted, hvor vi slog lejr. Mens Kirsten slog teltet op, 

sattte jeg med noget besvær vores nyerhvervede ørredgarn og en time efter gik 

jeg ned og hentede et par torsk, som vi spiste efter at have kogt dem i vores medbragte 

WOK-gryde over en sagte ild. Ungerne nød det – vi nød det! 

I dag brød vi op kl. 11,30 og sejlede ind til Kuussuaq, hvor der foruden et smukt 

vandfald fandtes en forladt lejr fra et mineselskab – Platinomino – som vistnok 

har koncession på området. Bortset fra lejren var her meget smukt. 

Tidevandet snød os et par gange, så vi måtte pænt vente med at tage hjem, til naturen 

tillod det. Det tog 50 minutter at komme hjem. 

Vi fangede i alt 5 torsk (ikke uvakker) i nettet. Jeg skal nu også prøve at fange 

eqaluit. 

Imidlertid nærmer konfirmationen sig hastigt! 


Kirsten har fri dag i dag og er lige vandret mod Lichtenfels alene. Jens er i børneparkeringen, 

og Ida og Troels tuller rundt herudenfor i det dejlige vejr. Solen 

skinner fra en skyfri himmel – det er vindstille og 12° varmt. Vi skal hente Kirsten 

i Lichtenfels med båden kl. 15. Håber hun er der. 

I fredags skrev jeg for første gang en prædiken på grønlandsk. Hverken Titken eller 

Hans var hjemme, så der var ikke andet for. Thora rettede den igennem, og 

der var tilsyneladende ikke så mange fejl. 

I søndags satte Leif og jeg langline ud, og mandag morgen hentede jeg den så. 

Den var fuld af ûvkat, men der var da heldigvis 4 store havkatte. En af dem var 

meget stor. Det var en meget smuk morgen, hvor tågen langsomt lettede og afslørede 

en vidunderlig solskinsdag. 

Men torsken er endnu ikke kommet. Og det er meget trist! 

Har lige ringet til Jôrut og fået et par råd med hensyn til konfirmationen på søndag. 

Talte også med Kristian og Sofie. De kommer herop til konventet. 

I går aftes spiste vi for første gang havkat, og det smagte fortrinligt. 

Fiskenæsset den 5. juli 

Jeg har lige været nede og se til båden. Den ligger for tiden ved kirkegården. Peter 

P. låner den, da hans motor er gået i stykker. Det har været fint vejr i dag, og 

mange har benyttet dagen til en tur ind i fjorden. 

I går regnede det og var overskyet det meste af dagen. Vi havde konfirmation, og 

den blev for så vidt vellykket. jeg høstede megen rod for min indsats i kirken, 

men jeg glemte helt og aldeles at drage Hans med ind i festen. Han har dog haft 

alt arbejdet med konfirmanderne. Det ærgrer mig. 14 

Vi var til 9 kaffemikker søndag eftermiddag. Jens var med, og til sidst var hans 

kommentar til budskabet om, at nu skulle vi til den næste kaffemik bare: ’Igen?!’ 

29

30 

Han faldt om og sov på sofaen, da vi kom hjem. Hanne + familie havde passet de 

små imens. 

Om aftenen først til middag i skolen og senere do i forsamlingshuset med efterfølgende 

dansemik. Så over i skolen igen og danse videre og sluttelig grønlandsk 

natmad: sællever, sortebær, tørfisk, mattaq etc. 

Kl. halv et var vi inviteret til Dorthe og Jakob, hvor vi traf Suso Heinrich og hendes 

mand Tom. Suso er en ’verdensdame’, men lider af mangel på almindelig 

hensynsfuldhed og imødekommenhed overfor andre, som er så typisk for mennesker, 

der kender deres egen uerstattelighed. Vi var let chokerede, da vi kom hjem. 

I dag har vi ikke lavet andet end pjat! Vi startede med at sætte himmel og jord i 

bevægelse for at få fat i Ruth og mor, som skulle ankomme til Sdr. Strømfjord, 

men alt for sent gik det op for os, at det først var i morgen, de kom. Da havde 

Margrethe S. allerede været ude at hente dem i lufthavnen i Nuuk – forgæves naturligt 

nok. Og da var de blevet kaldt over højttaleranlægget i Sdr. Strømfjord i 

flere timer. 

Naturligvis blev Jens hysterisk, da han skulle i parkering, og vi overvejer det betimelige 

i at have ham der længere. Han kan afgjort ikke lide den. Men de er så 

glade for, at han er dernede. Dog må vi nok lade Jenses tarv gå først også her. 

Her til aften kom T, hvis kone ligger syg i Nuuk og skal opereres i morgen. Han 

var fuld og blev mere fuld, mens vi delte en flaske Rosé. Så kom Matthæus med 

en snaps til kaffen, men da vi havde fået én, bad jeg dem om at gå hjem. Det var 

imidlertid for meget forlangt af T., som dårligt nok kunne stå på benene, så nu 

ligger han her og sover på sofaen. 

For resten blev jeg i eftermiddag kaldt ud til Maren Berthelsen til øl og imiaq. 

Det sidste smagte skrækkeligt, men nu er det da prøvet. 

Ak, ja. Og nu sover altså T. her og Else ovenpå, fordi hendes fyr fra Nuuk er fuld 

og ligeså hendes værtinde. Inde i soveværelset ligger Kirsten og de små og breder 

sig i dobbeltsengen. Hvor skal jeg sove? 


For godt en uge siden ankom mor og Ruth med ’Narhvalen’. Desværre gik ’Narhvalens’ 

skrueaksel i stykker 2 timers sejlads herfra, men Jaku, det søde menneske, 

og jeg hentede dem i motorbåd. Det tog kun ca. 20 min. De har nu været her 

i 8 dage, og desværre har mor haft hekseskud siden 2. dagen. Det er blevet værre 

og værre for hver dag. Nu til aften har hun fået nogle piller, som vi håber hjælper. 

Ellers har vi gået ture, været til kaffemikker og sejlet lidt rundt i fjorden, 

men vejret har ikke været særlig godt. Regn og blæst det meste af tiden. Jeg håber 

ikke, de bliver alt for skuffede. Hvis vejret tillader det, vil vi sejle en tur ind 

til Kuussuaq og måske også ind til Naajaat. Bare det bliver godt vejr!!! 


Klokken er halv tre, og hele huset sover. Kirsten og jeg kunne ikke falde i søvn, 

så vi hentede vermouthen fra køleskabet og tog et par glas til at sove på. Nu sover 

Kirsten, mens jeg er gået ned for at skrive lidt. 

Det regner i øjeblikket, men det har ellers været pænt vejr i dag. Gudstjenesten i 

morges gik godt. Peter P. Havde lånt båden i dag, men kl. 5 sejlede jeg ud for at 

se til nettet sammen mad Hanne og Kim. Der var ingenting i, bortset fra en meget 

død uvaq. Det lykkedes mig at få skruen i nettet, så der kom et stort hul, efter at 

vi havde revet det løs. Ærgerligt!

Mor har det stadigvæk skidt. Jeg tror hun lider mest under Ruths ret dominerende 

væsen. Det er lidt synd. Vi har næsten ikke været sammen med hende. Jeg vil 

prøve at snakke med hende i morgen og overtale hende til at blive lidt længere. 

Hans har oversat den sidste prædiken, så nu skal jeg selv til at arbejde. Karl har 

lovet at kigge dem igennem – prædikenerne. De truer ellers med at tage til Nuuk, 

hvor de har fået lejlighed. Jeg håber, de bliver. Vi kan godt lide dem. 

Knud E’s lillebror har hængt sig i Nuuk. 

Der er ingen, der kan lide Leif. 

H. har skældt Hanne ud. 

Mor gider ikke være her. 

Den nye skoleleder kan ikke grønlandsk. 

Ingen på skolen kan dansk. 

De har væltet brættet, sparket hul i døren til KGH’s kontor og smadret de nye ruder 

i M’s kontor. 

Der er kuling og regn fra sydvest. 

Og forleden lånte jeg min nye riffel ud til Adam. Da han omsider sendte en 

knægt tilbage med den, var den blevet ti år ældre – fuld af rust og remmen itu… 

Hvad laver vi egentlig på den galej? Vi begynder at forstå, hvad det vil sige at 

være koloniseret, og vi begynder at forstå, hvad det vil sige at have været et frit 

land i 1000 år. Stakkels, stakkels Grønland! 


Onsdag nat døde så omsider Juditha. I lørdags begravede jeg hende. Men torsdag 

aften var Ruth og mor samt Kirsten afrejst til Nuuk med ’Nakuaq’. Endnu i skrivende 

stund vides ikke, hvornår Kirsten kan komme tilbage, da storisen for alvor 

kom drønende i fredags. Den har ligget tæt i fjorden lige siden og har spærret for 

al sejlads til Nuuk. Så det var i sidste øjeblik, de kom af sted. 

I går ville jeg sejle om til kirkegårdsvigen, men på vejen var jeg ved ta blive mast 

af to ret så store isskosser – det var slet ikke rart. Kom dog derover. 

I søndags dukkede pludselig Ulrik Møller op sammen med sin familie + 3 andre. 

De var strandet her på vej til Qaqortoq. De er her endnu, men tilbringer det meste 

af tiden i båden. 

Titken prædikede i søndags, men denne gang må jeg selv i gang med oversættelserne. 

Mandag morgen ringede Rosine fra kommunekontoret, at Ida og Troels kunne 

komme i børneparkering. Det var vældig rart for mig i hvert fald, men også ungerne 

synes at kunne lide det – selv Jens: ”Vi skal alle sammen i parkering!!!” 

Pludselig har jeg fået en helt ny dag – og aften med, for når de kommer hjem ved 

4-tiden, er de så udmattede, at de dårligt kan holde sig oprejste, til vi skal spise. 

Allerede kl. 19 falder de velvilligt i søvn. Forunderligt så megen tid, man pludselig 

får. I dag har jeg brugt den til at gøre hele huset rent og rydde op og vaske tøj. 

Fiskenæsset den 3. august 

Vi er alle sammen grædefærdige her i Fiskenæsset. Vores nabo Josva og hans søn 

Tobias er forsvundet på havet. Siden fredag har de været eftersøgt omkring 

Nordafar, hvor de i lighed med mange andre var taget op for at fiske torsk, og i 

går fandt man deres jolle med bunden i vejret. Lucia mister pludselig sin mand 

og sin søn. Det er ikke til at fatte. Ved Judithas begravelse stod Josva med Blå 

Kors’ fane, og nu er han død. I dag blev eftersøgningen indstillet. 15 

Kirsten fik en lang tur hjem fra Nuuk med ’Ujarak’, som fik maskinskade på vej 

herned. Blev kørt for hårdt i isen. De kom imidlertid på slæb af ’Paamiut’, som er 

31

32 

en stor trawler, og efter over et døgns sejlads nåede de herned. De sidste to-tre 

timer kunne vi følge dem ind gennem fjorden, som ligger tæt pakket med storis. 

Jeg tror, Kirsten har nydt opholdet i Nuuk meget. Hun har købt en del og fået 

snakket en hel del. 

Mor og Ruth er kommet godt til Danmark. Ruth ringede og sagde tak for sidst. 

I går havde vi Hans og Medea til middag – afskedsmiddag, og vi forærede Hans 

en bog om Paamiut som tak for hans udmærkede hjælp med konfirmander og 

prædikener. 

Her i aften kom Horst og Ane. De havde haft et skænderi her udenfor, hvor vi 

prøvede at lægge os imellem. Det var godt, de kom. Bagefter besluttede vi, at vi 

ligeså stille vil holde op med at drikke. Af mange grunde. Økonomiske – sociale 

– helbredsmæssige. Det er jo i grunden noget forfærdeligt pjat. men vi vil ikke gå 

i Blå Kors. Det ville nok give Blå Kors en præst, men resten af bygden ville stå 

uden. Jo, tiden er moden til at holde op! 

Først hen til Lucie og med gråd i stemmen synge Nærmere Gud til dig - bede Fadervor 

og Befal du dine veje. Så Horst og Anes slagsmål midt på vejen og nu til 

sidst to børn forsvundet, fordi forældrene drikker. Nu kl. 2 er de fundet i god behold. 

Men sikken en dag. 


Forunderligst af alt på jord er dog kærligheden. Jeg har oplevet den – vel nok rigtigt 

for første gang i mit liv. Måske for første gang har jeg oplevet, at et andet 

menneske betød mere for mig end mig selv. Jeg har grædt for første gang i 10 år 

– ikke af harme eller vrede, men udgydt tårer over et andet menneske end mig 

selv. Jeg har opdaget, at jeg elsker Kirsten med liv og sjæl – og jeg kan elske… 

jeg kan elske! 

Siden hun kom hjem fra Nuuk blev hun mere og mere angst og til dels manisk. 

Hun forsvandt mere og mere væk fra mig og ind i en tåget verden af telepatiske 

besættelse, som gav sig udslag i dødsangst og overreaktioner af forskellig art. 

Søndag aften luskede jeg tre sovepiller i hende – det krymper sig i mig, når jeg 

skriver det, og jeg vil heller ikke skrive mere. Men det var, som om hun kom sig 

efter et par episoder, hvor hun havde fået lov til at skrige, til hun blev træt. I dag 

tog hun så til Nuuk med ’Nakuaq’ til samtaler med en psykiater. I morgen tager 

jeg derind med Miki. Jens tog med Kirsten – Ida og Troels bliver her. Hanne passer 

dem… 

Den nye skoleleder er kommet – og den nye sygeplejerske. De virker søde. Folk 

kommer og går. Venskaber sluttes – og sluttes. Man se aldrig hinanden igen. Et 

kort møde – og så væk. Åh, ja! Vi ville gerne have haft Hanne til at blive her. Vi 

holder begge to meget af hende. Ak, ja! Vi er langt ude, men vi er tæt på hinanden, 

mens vi er herude. Hvis man ikke er det, går det galt. Kirsten og jeg har levet 

ret overfladisk – vi er altid gået udenom hinanden – jeg er altid gået udenom 

hende. Det hævner sig nu. Min dovenskab og mit sløve sind har drevet hende til 

vanvid. Sig noget, Erik! Gør noget! Vær nu med, Erik! Hvad er du bange for? 

Mennesker? Livet? Drop illusionerne! Drop visionerne – tænk ikke på fremtiden! 

Det er nu, du lever. Du skal elske! Elsk! Elsk! Elsk! Spring ud i det – Kirsten 

skal nok hjælpe dig. 


Det er smerteligt at se… det er smerteligt at se sin elskede forandre sig. Kirsten 

er syg. Jeg har været sammen med hende, mens jeg var i Nuuk. Jeg tog derind i 

lørdags med ’Ulo’ og kom tilbage i dag med ’Polarfisk’ – en gammel kutter,

sammen med Jens. Jeg har snakket med læger og psykiatere – og jeg har snakket 

med Jens Christian. Hanne og Inger Marie og Margrethe og Tove har været så 

vidunderlige. Dorthe og Jakob – Horst og Ane har passet Ida og Troels. Nu er vi 

hjemme igen, men vi savner Kirsten. Hun er manisk og bange – efterhånden mest 

manisk. Hun har det pragtfuldt – det gør ondt langt ind i sjælen. 

Jeg holdt fødselsdag på ’Polarfisk’ og i Nordafar! Aftenen før var jeg ude og spise 

med Hanne og Inger Marie og Jens på Hotel Godthåb. Godtnok! 

Skolen er begyndt hernede, og nogle fiskere har skubbet 4 tons fisk fra ’Paamiut’ 

i havnen af frygt for indhandlingsstop – de har også banke Leif – den norske arbejdsleder. 

Som børn igen! 

Og jeg kender ikke engang teksten til på søndag. 


Jeg har lige snakket med Kirsten, som har det pragtfuldt – en ny Kirsten!! I dag 

var jeg for første gang ude med snøren sammen med Jens, og vi fik 50 kg torsk 

på knap 1 time oppe ved Tasiussaq. Ih, hvor var der mange”! Må se at komme 

derop igen – uden Jens. 

Ane døde i dag kl. 18,10 efter to års sygdom. Kræft. 


Jeg havde håbet, at Kirsten kom hjem med ’Narhvalen’ på onsdag, men hun ringede 

i aften og sagde, at Inger Lynge ikke mente, det var nogen god ide. Denne 

gang er jeg ikke sikker på, at hun har ret. Jeg er bange for, hvad der kan ske i 

Nuuk, og jeg savner Kirsten meget. Jeg elsker hende, hvordan hun så end er. Man 

kan synes om, fordi, men man kan ikke elske fordi. Kærligheden er grundløs og 

uforklarlig – men ikke desto mindre en pågående realitet! 

Troels og Ida har ikke set deres mor i tre uger nu. 

I søndags var der kun 5-6 mennesker i kirke - ingen kateket – ingen kirketjener. 

Jeg anede ikke, at Titken ikke kom. Heldigvis kom Gerda og kunne synge for. 

For første gang læste jeg en prædiken op fra en prædikensamling. Det var nu ikke 

særlig rart. 

Ane blev begravet i torsdags. Jeg holdt talen, mens Titken kastede jord på. 

Lørdag aften var jeg til middag hos Dorthe og Jâku. Drak lidt for meget Bacardi 

og var syg næste dag. 

Har i alt fisket 400 kg torsk à tre gange. Prisen er 3,10 kr. pr. kg. Stiger til 4 kr. 

pr. 1.9., og der er mange torsk endnu. I dag forærede Leif mig en skellaks til fryseren. 

Jeg er begyndt i skolen med fysik og engelsk og religion i de store klasser (8. og 

9.). Den nye skoleleder, Mogens Bæk virker flink og rar og skal nok klare sig 

heroppe. Praktikanten Tobias Boassen vil gerne oversætte prædikenerne. Oversatte 

talen til Anes begravelse. 

Klokken er 2,20, og jeg kan ikke sove. Det ender nok med et mavesår det her. 

Men det med kærligheden… Ja, man sprætter jo nu engang ikke et moderliv op 

for at se, hvor langt fosteret har udviklet sig. Kærligheden er levende og virker, 

men det er ikke til at dissekere den. Som om det bare var en følelse eller en fornemmelse. 

Egentlig tror jeg nok, kærligheden er vores eksistensgrundlag. Måske 

svømmer vi rundt i kærlighed uden at vide det – som fisken, der ikke aner, den 

svømmer rundt i vand. Kærligheden har ingen modsætning, og derfor kender vi 

den ikke – den er overalt – derfor kan vi ikke undersøge den. Vi kan ikke måle 

den eller kontrollere den. Hvis vi derfor søger efter kærligheden, ja, da er vi som 

fisken, der svømmer rundt og leder efter vand. Og det er jo egentlig lidt synd. 

33

34 

Man kan også isolere kærligheden til bestemte følelser eller kvaliteter, men det er 

dog alt sammen som at bygge svømmebassiner midt ude i Stillehavet. En masse 

arbejde og en masse skænderier om placeringen til ingen nytte. 


Jeg tror, der er noget, jeg ikke har fået med. Noget, som jeg må tilbage og hente – 

men strømmen fører mig bare derudaf, og måske er det årerne, jeg ikke har fået 

med. Jeg føler det, som om jeg har glemt min skoletaske, men af en eller anden 

grund kan jeg ikke komme tilbage efter den, og læreren må for alt i verden ikke 

opdage, at jeg har glemt den. Så må jeg prøve at lade som om, jeg har den – men 

det er trættende hele tiden at skulle dække over sandheden. 

Det er, som om, jeg er kommet med et fint tog, men jeg har ikke fået løst billet. 

Alle andre har deres billetter i orden, og snart kommer der en bister togfører – og 

jeg bliver afsløret – afsløret og smidt af – sikkert mens toget kører – kører til Paradis. 

I 25 år har jeg skulket og lusket og pjækket mig igennem – eller rettere udenom 

livet. I 25 år har jeg levet med angsten – angsten for at blive opdaget, men – Gud 

bedre det – det lykkedes at slippe udenom, så i dag kan jeg sidde her og fejre 1års 

jubilæum som præst! 

Angsten er mit kendemærke – angsten for mennesker. Jeg har alt, hvad hjertet 

kan begære – en stilling – jeg er præst – jeg er ansat og anset. Jeg har familie – 

kone og børn, hus og hjem – jeg har en fremtid med muligheder – et godt helbred. 

Kort sagt alt. Men bag det hele lurer angsten – hvorfor? En angst, der gør 

mig så underlig træt. En præst – en menighedens ældste, der er bange for mennesker 

– en hyrde, der er bange for får – har man hørt magen?! 

Amalie er en sød pige, der skal på skole i Julianehåb til næste år. Vi håber, hun 

vil være i huset hos os indtil da. 

Kirsten kommer nok hjem på onsdag. Hun har det godt nu, og jeg håber ikke, hun 

kører træt, når hun kommer hjem til familien og til mig. Jeg er ikke nogen god 

hjælp for hende. 

Nu har vi snart været i Fiskenæsset i 1 år. Jeg skal love for, der er sket noget i det 

år! Et år her er som 10 typehusår i Danmark. Nå, de morer sig også i Danmark – i 

dag fyrede ’Peter Skram’ et missil til 5 mio. kr. ind i et sommerhusområde på 

Sjælland. Undskyld! 

Anda og Adam og flere andre unge er ikke kommet hjem fra rensdyrjagt i Grædefjorden 

endnu – de skulle have været hjemme i går. 

Har lige hørt, at de er kommet hjem i god behold. Qujannaqaaq! 

Ringede til Kirsten, som bl.a. fortalte, at hun var dybt forelsket i Mads. Hun går 

ind for det åbne ægteskab nu. jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvad jeg skal 

mene. Måske har hun ret. Måske er de onde alle de følelser, der river og slider i 

min sjæl og skriger NEJ!!! Er det bare egoisme? – er det bare stolthed? Er det bare 

trangen til at besidde? Nej, nej og atter nej! Det er kærlighed. Fandeme!! jeg 

vil ikke have det – jeg vil ikke have det! Jeg vil ikke finde mig i det. Jeg slår ham 

ihjel, hvis han udnytter hende – ligegyldig hvem han så er. 

Ægteskabet er helligt og uendeligt dyrebart. Der er tusinder af års erfaring bag 

den påstand. Kirsten, for Helvede – jeg elsker dig jo. Det er jo vores liv, det drejer 

sig om. Vores hjem. 

Kæmp for alt, hvad du har kært…


Det stormer udenfor. Det har ellers været fint vejr i weekenden, og i lørdags sejlede 

Kirsten og Jens og jeg ind til Kuussuaq, hvor vi spiste de medbragte torsk 

sammen med Ole og Anne Marie m. fl. Dejligt. På vej hjem fiskede vi 105 kg. 

store torsk, som vi indhandlede. Vi fik også plukket lidt bær. 

I går var der barnedåb. Julianes og Lars’ søn kom til at hedde Josva Tobias – 

selvfølgelig. Om eftermiddagen sejlede vi lidt ind i fjorden sammen med Ulrik. 

Kirsten kom hjem i onsdags. Det var bare godt at få hende hjem igen. Vi har besluttet 

at rejse til Danmark den 24. ds. i 5 uger. 

Amalie er sød til at hjælpe os. Hun kommer nogle timer om dagen og passer de 

små, hvis vi skal ud. 

Det er morsomt at have fysik og engelsk i skolen, men interessen er ikke altid lige 

stor hos alle eleverne. Og det er hundesvært at undervise i kristendom i 8.-9. 

kl., når jeg ikke kan sproget bedre, end jeg kan. Kurset i grønlandsk må jo nok 

vente til en anden gang. 

Jeg må med skam melde, at jeg har benyttet mig af de trykte prædikener, som ellers 

er beregnet for kateketerne. Det har knebet med tid til at skrive dem selv. 

I forgårs kom den første sne, som dog næppe nåede at lægge sig, men vandslangen 

har vi taget ind. Den var frosset forleden. ”Farvel med al din lyst og sang – 

du korte sommerstund.” 


Så gik der endnu en dag – og brugte du så den kostbare gave, som dagen er? Mine 

hænder er fulde af betændte rifter og sår fra de 200 kg. torsk, jeg fiskede ude 

ved Sarfaq i regn og blæst. Jo, da følte jeg, at jeg brugte dagen. 

Jeg forsøger jo at undervise i fysik i skolen. jeg forsøger jo at lære dem om elektricitet, 

men niveauet er uhyggeligt lavt. Det er ikke alle, der ved, at der går 10 

mm på en cm, og hvad kan det så nytte at tale om modstand og ohm? 

Kirsten er træt af børnene. De irriterer hende – hvad man jo godt kan forstå. De 

kræver al ens tid, når de er her. Og når man hungrer efter at skabe og bruge sine 

evner og reverenter talt står i bleer til halsen, så er det ikke nemt. Der er vel ikke 

andet at gøre end at ansætte en kiffaq. Amalie var her ikke i dag, men hun må 

komme hver dag nu, hvis vi skal klare den. 

Lige nu er jeg bare træt og søvnig. Godnat! 

Nu sner det igen. 


I morgen sejler vi alle sammen til Nuuk med ’Narhvalen’, og på mandag går turen 

så til Danmark. Vi flyver til Billund, hvor vi regner med at blive hentet af Søren 

og Mette. 

Det er ikke så lidt underligt at skulle herfra. Dorthe og Jaku passer huset og båden, 

mens vi er bortrejst, og Titken passer gudstjenesterne. 

Det bliver sikkert dejligt at komme til Danmark, men jeg længes allerede så småt 

tilbage. Sjovt nok. 

Tørskind den 28. september 

Tørskind. Danmark. Fredag morgen tog vi af sted med ’Narhvalen’. Det stormede 

ret meget, men heldigvis var det medvind. Alle børnene var søsyge, men de 

klarede det ellers fint. Vi boede på sømandshjemmet i Nuuk – besøgte Inger Marie, 

Jane Enna og Jens Christian og var på museum, inden vi mandag morgen fløj 

35

36 

til Sdr. Strøm. Her traf vi Pernille, som var på vej til Sisimiut fra Danmark. Hun 

skulle på kursus sammen med Peter. Det kursus, som jeg jo ikke kom til. 

Så fløj vi til København, hvor vi blev modtaget af Cathy og Lisbeth og Ruth. Vi 

drak lidt champagne, før vi drog videre til Billund. Her blev vi modtaget af Mette, 

som kørte os til Tørskind. 

I dag kom Hans og Lisbeth og hilste på. Jeg ringede til Allan, som har fået en søn 

i mellemtiden, for at spørge, om huset på Klitten var ledigt – det var det fra mandag. 

Mor kommer her på torsdag, så vi tager nok med hende hjem weekenden 

over, før vi tager ud på Klitten. 

Vi har meget løse planer, men vi håber, vi kan få en lille ferie uden børn, inden vi 

drager nordpå igen. 

Det er vidunderligt at kunne tage ud i vores eget hus, for det er trættende både for 

værter og gæster at drage omkring til venner og bekendte i længere tid. 

Tørskind den 1. oktober 

Jeg sidder ude på terrassen. Mette er lige kørt i byen – det samme er mor og Kirsten. 

Søren vejer kartofler af. Det er pragtfuldt vejr. Varmt og solskin. Fluerne 

summer i de gule potentilla. Fuglene kvidrer. Fårene bræger. Det er meget sommeragtigt. 

Niels har 1 års fødselsdag i dag. 

Nej, jeg kan ikke skrive noget. Der er alt for mange tanker, der presser sig på og 

dæmmer op for hinanden. 

Kirsten gider ikke være præstekone mere. Jeg er træt af at høre hende brokke sig 

over sin forspildte tilværelse, og det var måske bedst, om hun fik sat stolen for 

døren, så hun blev tvunget til at vælge mellem den tilværelse, hun har nu og så 

sin såkaldte frihed. Måske er jeg alt for eftergivende og måske ligger jeg alt for 

meget under for hende. Jeg har jo også en tilværelse og et arbejde, som skal passes. 

Vi har begge gode uddannelser, men nu vil hun til at skrive speciale og læse 

eskimologi. Jeg ved ikke! hun har en tilværelse, som er de færreste beskåret. Og 

jeg vil påstå – hvad hun så end mener – at hun bestemt ikke er overbebyrdet med 

husligt arbejde. Jeg forstår hende godt, men jeg synes, hun er urimelig. 

Som sædvanlig lader jeg jo bare stå til og prøver at få det til at glide mest smertefrit, 

men det kan godt være, jeg skal til at slå i bordet engang imellem. 

Solen skinner, og alt ånder fred og idyl, men dog er det ved at være efterår, og 

snart sukker vinterstormens røst… 

Årgab den 7. oktober 

Nu gælder det om at skrive noget vigtigt, for fyldepennen er ved at løbe tør, og 

jeg har ikke mere blæk! 

Klokken er 6,57. Jeg er stået tidligt op og nyder stilheden i huset. Alle sover. Det 

er rart at være herovre igen, men der er meget, som trænger til en kærlig hånd. 

Vi er så småt ved at finde ud af vores fremtid. Det bliver noget med faste rammer 

for dagen – Kirstens speciale – tidligt op etc. Det lysner – men forleden (d. 4.10.) 

sprang kondomet! Ak, ja! 

Kirsten og Jens tager nok med Ellen og Arne tilbage til Sjælland. Jeg og tvillingerne 

tager med mor til Sønderborg. Alle børnene kan godt lide at være her som 

sædvanligt. 

Vi snakkede om at sælge vores andel, men det bliver nok svært at slippe det…


Hjemme igen! Turen tilbage fra Danmark gik planmæssigt, og det hører jo med 

til planen, at Ida og Troels bliver søsyge på ’Narhvalen’. Det var ellers stille vejr. 

Men det var dejligt at komme hjem. Jaku havde ferniseret gulvet i køkkenet og 

på flere borde – oliefyret var gået i stykker – det viste sig at være sodet til, så det 

hjalp, da det blev renset. 

Næste dag hentede vi 4-5 kg. post, og vi blev alligevel ret chokerede, da det viste 

sig, at vi skulle betale 25.000 tilbage i skat. Samtidig fik vi at vide, at forsikringen 

ikke dækkede skrivemaskinen, som Jens havde smidt på gulvet hos Margrethe, 

så vi har lidt økonomiske problemer p.t. Eller det har vi jo i grunden for det 

meste… Vi ved ikke rigtig, hvordan vi skal klare det, men det går jo nok. 

Besøget i Danmark var ikke særlig opmuntrende. Der var dejligt på Klitten, men 

min rolle i familiesammenhængene irriterer mig. Jeg kan ikke rigtig komme ud af 

det med de forskellige, og det er ret nedslående. Det er svært at forklare, men jeg 

føler ikke rigtig nogen samhørighed med de andre, og alligevel kan jeg ikke slippe 

dem. Der er noget uforløst og dermed anspændt ved det hele – et eller andet 

opgør, som aldrig er blevet foretaget. Kort sagt ligger jeg under for dem. Ikke 

mindst mor, som må finde sig i meget fra min side – også uretfærdigt – fordi luften 

er ladet med gensidigt magtbegær. 

Det almindelige indtryk hjemme er vist, at vi ikke laver noget heroppe, og at vi 

ikke kan klare at være her – og så er det jo dejligt at komme hjem til alle de dejlige 

mennesker igen, som er glade for at se os. 


Det er meget koldt, -13-14°, men solen skinner dejligt. Troels og Ida er i børneparkering, 

og Jens leger ovenpå med Agnes og nogle andre. Jeg var lige blevet 

færdig med min prædiken til på søndag, men pludselig ringede Titken, at han 

gerne ville prædike (uvist af hvilken grund), så den må vente til om to år. Min 

vattethed kender efterhånden ingen grænser. Fanden i Helvede! Hvor længe skal 

jeg blive ved med at leve på andres præmisser? Hvor længe? Altid? 

Jeg skal til at have 15 timer i skolen de næste 4 uger – dem skylder jeg fra ferien 

– så jeg får travlt her op til jul. Der skal jo også skrives nogle prædikener. 


Det er aftenen før 1. søndag i Advent. Jeg er færdig med min prædiken, som jeg 

for en gangs skyld selv har skrevet på grønlandsk. Jâku læste den igennem og 

sagde god for den. Det var dejligt. Vi har øvet korsang både med pigerne i 7.-8. 

kl. og med koret, som skal synge efter prædikenen, og alt skulle være klart til 

festgudstjenesten. 

Herhjemme har vi gjort klar med adventskrans og stjerner og lys i vinduerne efter 

landets skik. Og det lyder jo alt sammen godt, hvis det ikke var for Kirsten, som 

hænger lidt med hovedet for tiden. Hun synes ikke, hun har lyst til noget og vil 

allerhelst kravle ned i et musehul og gemme sig, indtil julen er overstået. På en 

måde kan jeg godt forstå hende. F.eks. kommer der som sædvanlig en fremmed 

organist herned, og det ser ud til, at han skal bo her. Han bliver her hele december, 

men der har vi nu sagt stop. Vi vil kun have ham boende en uge, så må de, 

som er så ivrige efter at få ham herned – det er ret overflødigt efter min mening – 

finde et sted, hvor han kan bo. Jeg kan simpelt hen ikke byde Kirsten, at han skal 

bo her julen over. Håber ikke, han bliver alt for stødt. 

P.t. står der 12 500 kr. på vores checkkonto, så hvis vi ikke bruger for mange 

penge, tror jeg vi lige klarer skatten med skindet på næsen. Måske. 

37

38 

Det er som om, det grønlandske nu for alvor begynder at tilflyde mig. Jeg læser 

jævnligt sproget, og også historien har jeg taget op for alvor. Har læst Palasé af 

Niels Fenger og er gået i gang med Finn Gads grønlandshistorie med fornyet interesse. 

Og så prædikener på grønlandsk. Det kører bare. Det går også ret godt i 

skolen, og jeg håber, det bliver ved. Menighedsrepræsentationen derimod virker 

træt og uengagerende på mig. De er slet ikke modtagelige for nye impulser. Det 

er nok bedst, hvis vi får nogle friske kræfter ind nu til valget. 

Der er faldet meget sne i går, og nu blæser det op. Det er også koldt, -10°, men 

jeg nyder at rense båden, hver gang der er kommet sne. 

Lige for tiden går det fint – bare Kirsten også snart kvikker lidt op. Jeg tænker 

endda på at starte en avis her i Fiskenæsset. Jeg har snakket med forskellige om 

det, og de synes om ideen. Lad os nu se, hvad det bliver til. 

Jeg håber, gudstjenesten i morgen bliver rigtig festlig – jeg har i hvert fald aldrig 

været så godt forberedt. Med Guds hjælp – så måske. 


Sapaasuarmi. Fem minutter i 10 går jeg over i kirken. Lægger en stak julekalendere 

og girokort i våbenhuset og går ind i sideværelset. Kirken er allerede halv 

fuld. Lidt efter kommer Titken og hjælper mig i messeklæderne. Det er den hvide 

i dag – den med stolaen. Vi trænger til en ny messeskjorte. Nu begynder Jâku at 

ringe. Mens jeg talte bedeslagene begynder et barn på 1. række at græde højt og 

inderligt, så jeg kan ikke høre, hvornår bedeslagene er færdige. Jeg tager chancen 

og går ind foran alteret – jo, han er færdig. Jeg kan mærke, at kirken er stuvende 

fuld. I dag skal gudstjenesten starte med et indtog af syngende og lysbærende piger 

fra 7. og 8. kl. Måske står de derned og venter på, at jeg skal vende mig om. 

Det er også ærgerligt, at vi ingen organist har. Jeg vender mig om. Jo, kirken er 

fuld. Nede i døren står en del, som ikke har fået siddeplads. Men hvor er pigerne? 

Og hvor er Titken? Jeg ser på menigheden – menigheden ser på mig. Jeg føler 

mig som en pave i fuldt skrud – jeg mangler bare tiaraen. Der går flere minutter. 

Vi venter. Endelig kommer de i deres hvide kjoler med lys i hånden – så begynder 

de at gå frem 2 og 2, mens de synger – som engle. Jeg prøver at smile til dem, 

men mit ansigt sidder fast. De kommer op til alterskranken, knæler ned og går 

lidt efter ned igen og sætter lysene i stolene. Så kommer de op og sætter sig på 

knæfaldet. Men da har jeg allerede vendt mig om. 

Titken læser indgangsbønnen. Jeg kan se ham ud af øjenkrogen og ved, hvornår 

jeg skal synke ned på min skammel. Så synger vi ’Vær velkommen Herrens år’. 

Sangen fylder rummet og hjertet. Det er lovsang det her – den kunne jeg godt unde 

enhver dansk kirkegænger at opleve – og Gud ske lov har vi ingen organist! 

Salmen slutter. Jeg vender mig om og messer hilsenen og får svar. Så læser jeg 

bønnen flydende og 2. tekstrækkes evangelium om Jesus i Nazareths synagoge. 

Glædesbud til fattige… Ny salme – fuldtonende, smuk. Jeg går ind og skifter. 

Under sidste vers går jeg på prædikestolen fuld af selvtillid og ro. Jeg har selv 

skrevet prædikenen – jeg ved, hvad der står – jeg kan også holde den. Men det 

tog også et år! Og jeg holder den - godt. Kirkebøn – Fadervor. Meddeler at koret 

om lidt vil synge ’Alle blomster er visne’… I går kom Hansêraq godt beruset og 

foreslog, at koret skulle synge den salme – og han kørte det igennem – det lød 

helt godt. I dag var han heller ikke fuld. Så blomstrer som en rosengård de øde 

vange – tonen daler hen mod slutningen – nu savner vi en organist igen. Jeg går 

ned og henter dåbsfolkene – der er stadig trængsel ved døren. Salmen er slut – vi 

går ind. Barnet sover på farmors arm. Oh, lad din ånd nu med os være. Grundtvig-omskrevet, 

oversat som så meget andet heroppe. Smuk barnedåb. Igen en lil-

le Tobias – Tobias og hans far druknede her i sommer og samtlige (5) børn 

(drengebørn), som er døbt siden, har fået et af deres navne. Læreren får grå hår i 

hovedet om 6 år. Deres sjæl går videre… Så er døden til at bære. ’Oh, du som os 

velsigned…’ Pilluarit! 

Altergang 47 til alters. Ikke mig selv – jeg venter til hjemmealtergang hos Apollus. 

Så er jeg også sikker på, at jeg får de sidste med. Inden sidste hold slipper 

brødet op, og Jâku må hente en ny forsyning – som en anden stikirenddreng. Det 

huede ham vist ikke. Måske har jeg såret ham. Det sker så tit… Husk nu velsignelsen 

– sige den – ikke messe! Ud i sideværelset – af med messehagelen – ind 

og høre den sidste salme, som er den smukkeste af dem alle. Nr. 7. Udgangsbøn 

og ned til døren og sige tillykke – se på deres ansigter. Hvad føler de? Hvad synes 

de om gudstjenesten? Hvad tænker de? Nogle kort for hovedet – andre smilende 

som altid. Ja, forskellige sind - forskellige mennesker – forskellige skæbner. 

Pilluarit! 

Titken går med hjem og får kaffe – vi burde vel invitere nogle flere, men får det 

ikke gjort som så meget andet. Jâku ville ikke med – det plejer han ellers – jeg 

har nok stødt ham… Jo mere, man synes om et menneske, jo nemmere kommer 

man til at såre ham. Sært nok. Bagefter går vi hen til Apollus og Vilhelmine til 

hjemmealtergang, og så er der ellers fire kaffemikker – vi når kun de tre, før vi 

må hen og se bygdens juletræ blive tændt kl. 16. Ole taler og vi synger og går 

rundt om træet. Poser til ungerne. Men det er koldt. Jeg holde fri fra gudstjenesten 

kl. 17. Nu er jeg også ved at være træt. Skal vist tidligt i seng i aften. Jeg 

kunne godt bruge en lille én, men vi har jo ikke råd. Aftenskole i morgen – åbent 

hus tirsdag osv. Prædiken fredag og lørdag. Og Gud bedre det – på onsdag kommer 

her en organist og skal bo en uge. Ja, ja, det går jo nok alt sammen – bare 

man er stærk og rolig… 


I onsdags kom den nye organist med ’Narhvalen’. Han virker meget sympatisk – 

stille og rolig – og han er her næsten aldrig. Så ham er det ikke så svært at have 

boende. I dag spillede han til gudstjenesten, og allerede i torsdags begyndte han 

at øve med koret. 

Jeg oversatte selv min prædiken. Frederik Nielsen – organisten – så den igennem 

og rettede et par enkelte fejl. Det tog hele lørdagen at oversætte den. 

Dejlig gudstjeneste i dag med musik til. Kaffemik hos Peter Jakunnguaq (aappaa) 

og et kort besøg hos Kristian Berglund for at se hans billeder. 

Kl. 16 var der så menighedsmøde om det nye kors til kirken, og Gud ske lov syntes 

de, at det var både smukt og billigt. Det blev godt modtaget fra alle sider. Min 

frygt var helt ubegrundet. 

Jâku og Dorthe blev bagefter og spiste rejer sammen med os, og vi delte for første 

gang siden ferien en flakse hvidvin. 

I radioavisen hørte vi så, hvad vi godt vidste, at Jens Christian tager til Danmark i 

1 år fra januar. Gad vide, hvad den egentlige grund kan være til det, for de grunde, 

som kom frem i radioavisen, var slet ikke vægtige nok til at rimeliggøre, at 

Grønlands kirke nu igen skal styres fra Danmark. Måske er han ikke helt rask alligevel? 


Julen står for døren. I aften øvede koret for sidste gang – jeg optog det på bånd, 

og de kom herover bagefter og hørte det og fik kaffe. 

39

40 

I går havde vi lærernes julefrokost, som var meget hyggelig – ikke mindst til 

sidst, hvor nogle få blev tilbage over et par øl. 

Den 12. december holdt vi kaffemik for 30 mennesker. Det var menighedsrepræsentationen, 

der betalte. Jeg viste lysbilleder fra Grønland, og vi sang en del salmer. 

Men programmet var lidt tyndt, og der var den sædvanlige træge stemning. 

I søndags var vi til barnedåb hos Mikias. Do! 

Det går lidt op og ned med Kirsten – men jeg synes, det går bedre. De sidste par 

dage har Ida været dårlig med feber og megen gråd, men det går vist også bedre. 

Der var lidt mislyde i lungerne, så hun fik penicillin. 

Her til morgen ringede Magnus Larsen og fortalte, at jeg pr. 1. sept. 82 var rykket 

op i LR 21,26. Det var en god julegave på 5-6000, der kom på et tørt sted. Men 

glæden var kort, for med posten kom der et julebrev fra skattevæsenet i Roskilde 

med slutopgørelse for 1979 samt en regning på 5883 kr., som forfalder sammen 

med de øvrige regninger. Ak, ja – og nu venter vi så bare på regningen for 1980, 

som nok er større. Kirsten havde altså ret. 

Og dog er det ved at være jul. Jeg har skrevet prædikenen til juledag, men til 2. 

juledag læser jeg en op. 

Klokken er 1 – det bliver nogle hårde dage – jeg er træt og går til ro. 16 


Så er første etape af julen overstået (!). Alt er gået efter planen. Jeg holdt en overraskende 

god prædiken? juledag (Matthæus) under hensyntagen til de begivenheder, 

der er sket her i årets løb. 2. juledag læste jeg op, og det samme gør jeg nytårsdag. 

Juleaften var mere fredelig end sidste år. Vi spiste en lammekølle, og det var 

lækkert. Ungerne var trætte efter en lang og spændende dag med julegaver fra 

morgenstunden, og da koret kom og sang udenfor huset – der var 30 unge, der 

trodsede 26° kulde – var vi alene og velforberedte. Det var smukt, og det gentog 

sig juledags aften. 

Der var kun Dorthe og Jâku og Titken og Maliâraq til kaffe juledag. Vi havde 

store planer, men droppede dem. 2. juledag var vi næsten ikke hjemme. Hjemmealtergang 

– frokost hos Miki’s – kaffe hos Dorthe’s og Anne Marie’s i forrygende 

vejr. Snefog i 28° kulde. Og endelig til andesteg hos Mogens og Jytte om aftenen. 

Og så de sædvanlige juletræer og afskedsmiddag for organisten. 

I går kom den sidste opkrævning fra Roskilde kommune, således at vi nu i alt 

skal betale 38 000 kr. tilbage i skat. Det er lidt mere, end vi kan klare p.t., men vi 

håbe rpå en ordning med dem. 

Siden jul har raketterne krydret dagene og aftenerne her i bygden, og det er stadig 

koldt – ned til -33° har det været på udsatte steder. Det er rekord for vores vedkommende. 

Så i dag tog jeg omsider motoren af båden og tog den med hjem i 

varmen. Båden er blevet noget ramponeret af bare at ligge dernede, så den må 

hellere komme på land en af dagene. 

1982 er ved at rinde ud – det har været ligeså spændende som 1981 om end på en 

anden måde. I 1983 sker der mange ting. Konfirmandundervisningen begynder – 

og der skal være menighedsrådsvalg i begyndelsen af året. 

Selv skal vi jo spare, så godt vi kan for at få afviklet vores skattegæld, og det er 

spændende, hvor vi sidder til næste jul. I øjeblikket vil jeg helst blive her, men 

det kan hurtigt ændre sig, og jeg er jo heller ikke ene om at beslutte det. 

For børnene har det været et godt år – de har oplevet meget og har udviklet sig 

meget – ikke mindst Jens. Han er stadigvæk lige stærkt knyttet til far, og han vi-

ser tegn på lidt frygtsomhed – det er lige før, Troels kan tampe ham. Troels er 

ved at blive bygdens øjesten – han er meget livlig og til tider fræk, men for det 

meste charmerende – en kæk gut kunne man sige. Ida er meget kvindelig og meget 

koket og vil altid have sin vilje – som sædvanlig. Jens foretrækker at tale 

dansk, mens Ida og Troels lærer grønlandsk i børneparkeringen. Vi har skrevet 

Jens op, men der er fem på venteliste. 

I 1983 vil vi prøve at udvikle os i mere personlig retning – vi vil til at slå fra os – 

eller jeg vil i hvert fald, og jeg tror, det er nødvendigt for Kirsten også. Vi må ligesom 

bruge problemerne her i bygden og vores forhold til mennesker her til at 

opøve en vis handlekraft og autoritet. Vi må simpelt hen lære at sige nej, så det 

kan høres! Så må vi tage de hug, det giver, men det er først da, vi virkelig lever. I 

øjeblikket er vi ved at blive løbet over ende af vores egen dovenskab. 1983 skal 

være det år, hvor vi bliver os selv bevidste. Året hvor vi dukker ud af vores selvforagt 

og angst for alt og alle. 1983 skal kort sagt være et år i Jesu navn. Amen. 

41

42 

1983 


Årets sidste dag forløb stille og roligt. Mogens og Jytte m.v. kom her ved 21tiden 

og blev ind i det nye år. Jeg sluttede hos Miki’s og fik lidt for meget at 

drikke, så jeg havde tømmermænd i dag til morgen. Heldigvis blev gudstjenesten 

udsat på grund af at Jâku sov for længe. 

2 nytårsforsætter: Jeg er holdt op med cigaretter, og jeg finder mig ikke i noget. 

Jeg vil til at køre mit liv selv, og jeg vil have Kirsten med. Der er ikke noget at 

være bange for… 

Vi er p.t. godt trætte af Titken og M., og det er Jytte og Mogens især. Og de virker 

også utroligt smålige og barnlige, så vi må nok prøve at få dem bremset lidt, 

inden de går for vidt. 

Gudstjeneste i morgen og på torsdag. Jeg gider ikke rigtig se Titken på prædikestolen 

mere. I morgen er sidste gang! Ilâ? 


Det ser ud til, at vi får et travlt forår. Der er valg til menighedsrepræsentationen – 

jeg er begyndt at undervise i grønlandsk (begyndere) – der er konfirmander – vi 

startede i onsdags – der er prædikener, der skal skrives og oversættes, der er skole 

og aftenskole, og på tirsdag skal vi have møde om en ny avis her i Fiskenæsset. 

Spændende! Det er Luise og Finn (til dels) og Kirsten og mig og Mogens og evt. 

flere, som vil være med, og som har noget at skrive. 

Jeg er lige blevet færdig med en rapport til præstegældet om 1982 her i Fiskenæsset, 

men til gengæld snød Tobias mig og har ikke oversat min prædiken til i 

morgen – så den må jeg igen (!) hente fra de trykte prædikener. Men jeg har den 

da på dansk. 

Humøret har det godt hos os begge – ja, hos os alle fem, og hvor er det dejligt at 

have travlt. Jeg har været nødt til at lave skema over hele ugen for at kunne få 

noget fra hånden. Og det går meget pænt. Der er flere og flere spændende ting, 

der skal gøres, og når man har travlt, behøver man ikke at bukke for nogen, og 

man får sådan en dejlig samvittighed. 

Efter et par dage med varmt vejr fra -2 til -15° er det igen blevet -25-30° frost. 

Den varme periode bragte sne og storm – så meget at ’Narhvalen’ måtte vende 

om til Fiskenæsset på grund af de store bølger. Det er første gang, mens vi har 

været her. 

Vi har fået lov til at afbetale vores 81-skat over 9 måneder, så det går nok. Kirsten 

har hævet sin pension (ca.10 000 kr.), så det hjælper alt sammen, og vi lever 

da endnu. 

Jeg er ved at falde til her i Fiskenæsset – ok, det er måske så meget sagt, men jeg 

har i hvert fald fået lyst til at arbejde lidt, og der er mange muligheder. 


Har lige haft menighedsrepræsentationsmøde, hvor regnskabet blev fremlagt. 

Jâku og jeg lavede det i eftermiddags. 

Jeg glemte at skrive, at det lykkedes mig at ødelægge Jâkus vandpumpe forleden. 

Jeg havde bare glemt at lukke en dør, og i løbet af natten havde frosten ødelagt 

den totalt. Jeg ved ikke, hvor der skal komme en ny fra. Men vi får se…

Forleden dag fik Kirsten svar på det læserbrev, hun havde sendt til KNR og AG i 

efteråret. De brugte en hel udsendelse til at debattere indholdet. 

I går ringede mor, bar for at høre hvordan vi havde det. Det var så længe siden, 

de havde hørt fra os – både i Vordingborg og Bork. Det var en rykker… 

Vi så engang en schweiziske film, der hed Møde på halvvejen. Det var et absurd 

stykke, men det var fremragende. Ung mand i tredverne, der altid har boet hjemme 

hos mor, men som ved skæbnens spil pludselig bliver selvstændig og fri. Da 

han vil skrive om det til sin mor, når han kun et par linjer, så lader han brevet 

flagre bort i blæsten. 

Jeg tror, det er skylden og gælden til forældrene, som dels plager os, og som de 

spiller på – ubevidst begribeligvis. For dem er det trist, når børnene forlader reden 

og flyver væk – så forsvinder beskytterrollen, og man må afgive magt, hvilket 

er svært. 

Det er det, der gør ondt – der er bånd, der bliver revet over – det gjorde forbistret 

ondt at få navlestrengen revet over i sin tid – men moderen mærkede det ikke – 

først nu får hun smerten, når barnet opdager, at det ikke længere er barn. Og dog 

skal det gøres, for det er ligeså vanvittigt at leve som voksen i et mor-barn forhold, 

som det ville være at forskåne barnet for smerten og lade navlestrengen og 

moderkagen blive hængende ved. 

Båndene skal rives over – det gør ondt, men det går an, for er først disse bånd 

væk, da kan man vende sig mod hinanden for alvor – blive venner – hvad man 

kun kan være i frihed og kun i kraft af venskabets modsætning. Venskabets dialektik. 

Jamen er det da ikke helt forskruet – om end dejligt – at få og sende breve indeholdende 

alt, hvad man foretager sig hver 14. dag? Er det ikke – dette såkaldte 

kærtegn – i virkeligheden et fast greb i struben på hinanden? Med kærlig hilsen. I 

har at blive, hvor I er – I forældre og I børn. I har at blive i de roller, som I altid 

har været i. Basta! 

For mit eget vedkommende er jeg i hvert fald klar over, at familien og mit forhold 

til familien plager mig. Båndene æder sig ind i min krop og min sjæl og 

hindrer mig i at leve, også selv om jeg så tog til månen. 

Så kom dog endelig engang, min forløser! 


Klokken er 23, og jeg er træt. Jeg stod op kl. 8,30 og skyndte mig i skole, hvor 

jeg prøver at slæbe ungerne igennem engelsk og fysik. De er somme tider sejge. 

Hjemmearbejde ved de ikke, hvad er, og derfor er grundlaget for indlæringen i 

timerne væk. De har ikke en chance for at lære engelsk på den måde. Det går lidt 

bedre i fysik. 

Da jeg kom hjem kl. 11,30 fulgte vi ungerne i børneparkeringen og købte ind. Efter 

frokost gik jeg i gang med at forberede grønlandsk til på lørdag. Kl. 15,30 var 

vi til kaffemik hos gamle Elisabeth, der blev 82. Hun er både blind og halvt døvstum. 

Ak, ja! Kl. 16 kom ungerne fra parkeringen, og jeg fortsatte med grønlandsk 

– kun afbrudt af vandpåfyldning. Endelig hurtigt forberede engelsk til aftenskolen 

og efter middag i aftenskole fra 19-21. Træt! 

Vi har lige fået en dejlig kop chokolade og hørt Trille på plade: ”Altid har jeg 

længsel.” 

Ved kaffemikken hørte vi, at Rebekka Lund var død i Nuuk. Hun var blevet opereret 

i Danmark, men uden held. Skal begraves her en af dagene, når hun er 

kommet hjem. 

Det er stadig bidende koldt – en -28° med kraftig nordenblæst. 

43

44 

Jytte har problemer. Hun føler sig forfulgt og kan slet ikke finde sig til rette heroppe. 

Jeg tror, hun må se at gøre sig fri af sin mor og/eller storebror, så hun kan 

tage det hele lidt fra oven og være sig selv. Frihed er: Ikke at skulle leve op til 

nogen. Så længe der står en og kigger dig over skulderen for at se, om du gør det 

godt nok, er du aldrig fri – først når du bliver i stand til at mane disse lurere i jorden 

på en eller anden måde, vil du kunne blive dig selv. Spørgsmålet er bare 

hvordan. Teori alene gør det ikke – så meget er sikkert. 

Jeg bliver den tydelige forbindelse mellem kristendom og frihed mere og mere 

vár. Men det ærgerlige er, at hele vores opdragelse går ud på at gøre os bevidste 

om, at vi er under opsyn hele tiden – dag og nat. Vi våger over hinanden – eller 

gør vi? 

I går flyttede jeg stereoanlægget ind i den inderste stue – nærmest for at foretage 

mig noget mere håndgribeligt. Det står helt fint nu i det gamle bogskab. 

Jens er begyndt selv at ringe til Ulrik og spørge, om han kommer herover. I dag 

gik han selv derover, da han hørte, at Ulrik lå i sengen med dårligt ben. Han kan 

godt lide at hjælpe. Og han hader at blive behandlet som Troels og Ida. ”De 

små”, som han ynder at sige. Det lille pus. 


I går aftes kom min oversætter – eller rettere sendte bud om, at han ikke kunne nå 

at få min prædiken færdig. Jeg blev så sært træt. Det er 2. gang på tre uger, det 

sker. Jeg måtte så ty til den trykte. Traditionen tro holdt vi mindegudstjeneste for 

de omkomne søfolk og fiskere i dag. Det var en smuk gudstjeneste – men endnu 

smukkere var begravelsen i går, hvor Rebekka Lund blev begravet. Titken talte i 

kirken, og jeg forrettede jordpåkastelsen. 

I aften flyttede vi om. Vi blokerede døren mellem stuerne og kontoret – på den 

ene side med det lille bogskab og på den anden side – i kontoret – med 2 store 

reoler. Så kan man måske få fred til at meditere… Det er for øvrigt pænt. Fra 

begge sider. Jeg satte omsider glas i døren til det lille bogskab – det pyntede jo 

også. 

Har læst Selma Lagerlöfs ’Kejseren af Portugalien’ med stor fryd og er nu gået i 

gang med ’Dorean Greys billede’ af Oscar Wilde. Vi har det godt, men sproget 

volder knuder. Jeg må nok putte noget mere grønlandsk ind i mit ugeskema. 

Grønlandsktimerne med Jytte og Mogens og Horst er ellers meget hyggelige, og 

det er spændende at prøve at undervise i grønlandsk – men det varer jo lidt, inden 

det giver pote. Prøver at gå nogle nye veje – bl.a. tidlig indlæring af det transitive 

system – både for substantiver og verber. Det skulle lette sætningskonstruktionen. 

Ida har haft feber de sidste par dage – hun får penicillin nu – det er nok astmatisk 

bronkitis. Hun har det allerede bedre. Jens og Ulrik leger meget sammen med Ulrik 

som hovedperson. 


Klokken er kvart i to, men jeg skal lige notere, at i aften blev vi færdige med første 

nr. af Tunisseqqaarfik 17 – vi mangler bare at samle den.. Den er blevet helt 

pæn af en førsteudgave at være, synes vi. Jeg kører den sammen med Louise og 

Finn. Det er rart, vi kun er tre om det. Det er ret spændende og egentlig meget tilfredsstillende 

at lave avis. 

I dag ringede Cathy og sagde, at hun kommer til påske. Hurra! Vi glæder os allerede.

Ida er stadig påvirket af sin febertur, som nok stammede fra en astmatisk bronkitis. 

Hun er som et råddent æg og ret irriterende. Men indimellem er hun meget 

sød. 

Der sker meget for tiden. 


Tiden flyver af sted. Vi har lige været til middag hos Mogens og Jytte. I dag oplevede 

jeg for første gang, at der ingen altergæster var. Det var en lidt underlig 

følelse… Jeg havde igen oversat prædikenen og fået Jâku til at læse den igennem, 

men jeg er usikker på, hvor meget han forstår. Det kan være, jeg må have fat i 

Finn. 

I går satte det pludselig ind med kraftigt tøvejr. Temperaturen har været helt oppe 

på 9°! Det har blæst en del. Håber, jeg når ud til båden og får den tømt for vand, 

inden det begynder at fryse igen. 

I næste uge kan jeg slappe lidt af. Titken prædiker på søndag. 


I torsdags var der opstillingsmøde til menighedsrepræsentationen. Der mødte kun 

13 op! Det var lidt af en skuffelse. Der blev opstillet to kandidater, men vi håber, 

der kommer flere, inden fristen løber ud den 1. marts. Mødet kom til at forme sig 

som et menighedsmøde, hvor de diskuterede kateket og organist i stedet for at 

snakke valg – det var også lidt træls. Jeg savnede også en tolk. 

Vi har i dag 47 kr. tilbage til resten af måneden, men vi håber, der kommer nogen 

fra aftenskolen snart. 


I går fik vi 10 500 kr. fra Kirstens pension. Det lettede lidt på økonomien. Nu har 

vi ca. 500 kr. i overskud, før lønnen kommer til marts med lønforhøjelse og aftenskole. 

Så det går nok alt sammen. 

Mogens og Jytte bor her et par dage, mens deres hus bliver sat i stand. 

Under forberedelsen til prædikenen til på søndag om den kanaanæiske kvinde 

dukkede lidelsens dimension op for mig. Vi har det med at flygte fra lidelsen og 

undgå at tale om døden, men det er spørgsmålet, om det ikke er selve livet og 

kærligheden, vi flygter fra. Vi vil have det trygt og behageligt, mens vi er her, 

men er det det, vi er her for? Det er spørgsmålet, om der ikke ligger en meget stor 

tilfredsstillelse eller rettere livsfylde gemt i lidelsen – den lidelse, som jo egentlig 

er vokset sammen med vores liv, men som vi i dag mere end nogensinde fornægter 

på snart sagt alle måder. Hvis vi var vores liv bevidst, så tror jeg også lidelsen 

ville dukke frem af sig selv – eller måske skulle man sige lidenskaben – en lidenskabelig 

kærlighed til livet i dødens skygge. 

Fjernsyn og druk og stress og arbejde holder os væk fra lidelsen, og livet bliver 

bare nydelse, men da går det meste tabt. Men at kunne se lidelsen i øjnene – og 

se døden i øjnene – det kræver tro – tro på kærlighedens og lidenskabens magt til 

at besejre både lidelse og død. Jeg tror, evangeliet - påskebudskabet – handler om 

netop det. Spændende. Fantastisk. Erkendelse med mange uopdagede konsekvenser. 

I morgen skal så det hele oversættes til grønlandsk – ikke særlig spændende – absolut 

ikke! 18 

45

46 


Forleden ringede Cathy og sagde, at hun ikke kunne komme alligevel. Det var 

selvfølgelig trist, men på en måde er vi alligevel lettede. Det er ikke sikkert, at et 

besøg til påske ikke ville virke mere trættende end opmuntrende. 

Tredje nr. at Tunisseqqaarfik er kommet på gaden til tiden – den bliver bedre og 

bedre. 

Kirsten er vikar for Anne Marie Berthelsen for tiden, og hun nyder det foreløbig. 

Til gengæld må Ida og Troels tidligt i børnehave – inden jeg skal i skole kl. 9. 

Grønlandskundervisningen er begyndt at give pote til Kirsten og mig i hvert fald. 

Vi får udfyldt nogle huller hen ad vejen – flere og flere. 

Fiskenæsset den 13. marts 1983 

Vi har fået fjernsyn. For en tre dage siden kom der et par telefolk fra Nuuk og 

satte et par antenner op på telestationen, og det betød, at vi pludselig kunne tage 

Nuuk på vores gamle fjernsyn fra 1963 bare ved hjælp af en ledning og et par 

strikkepinde. Det var skægt. Vi har sådan set meldt os ind i TV-foreningen, og 

det koster 1000 kr., men det går nok. 

I fredags spillede jeg fodbold. Det var en kamp mellem fiskerne, som havde 35 

års fødselsdag (foreningen altså) og de andre. Jeg stod på mål. Skægt!! 

Det er ved at blive forår – tror vi da. Vejret har været strålende den sidste uges tid 

med højt klart solskin og temperaturer omkring -10°. Alle virker glade. Der er 

mange, der er gået i Blå Kors, men det skyldes vistnok, at der ikke er så mange 

penge mellem folk om vinteren!! 

Klokken er kvart i ti og jeg skal klæde om til kirke. Jeg læser en prædiken op i 

dag. Jeg orker simpelt hen ikke at skrive og oversætte en hver uge. 


Det har været en ualmindelig træls dag. Ja, undskyld, men jeg ved ikke hvorfor. 

Jeg hentede post i morges, og der var mange breve til Kirsten og i det hele taget 

en dejlig sending. Men vejret er lavtryk og tåget og tø, og i går kom Seth Noahsen 

ikke hjem. De leder stadig efter ham, men det er svært at se, og helikopteren 

venter på opklaring. 

Der var 50-60 mennesker til kaffemik på Kirstens fødselsdag den 16. Det gik ellers 

godt uden hjælp – der var kun trængsel mellem 3 og 4 eftermiddag, men der 

manglede ikke noget. Hun fik over 400 kr. i gaver + en masse andet. 

Forleden meldte vi os ind i TV-foreningen. Det kostede 1100 kr., men i dag gik 

fjernsynet i stykker, da jeg prøvede at rense det for støv. Sikke noget lort! Jeg 

tror nok, det er brændt sammen. 


Midt i fysiktimen spidsede vi pludselig ører. Der var nogen, der råbte et eller andet 

– jo, Seth var kommet tilbage! Alle som én for vi ud af klassen råbende og 

skrigende – det var rigtig nok. Karolus havde fundet ham ved en gammel fangsthytte. 

Kors, hvor var vi glade – jeg var lige ved at tude… 


Jeg blev afbrudt i går ved at Dorthe og Jâku kom på besøg med en masse drikkevarer 

– vi havde en hyggelig aften indtil ca. 2, hvor vi alligevel var meget trætte. 

Jâku sov den sidste time. Vi holder meget af Dorthe og Jâku. 

Dagen i dag gik med lidt tømmermænd og flere forgæves forsøg på at reparere 

fjernsynet. Jeg gør det vist bare værre. Så gik jeg over i skolen og ryddede lidt op 

i nr. 6 og indrettede det til fysik og trykkeri med alle maskinerne samlet der.

I går ringede Ellen og Arne og fortalte, at de kommer herop den 21. juni. Det synes 

at være en god løsning. 

Kirsten er ved at komme i gang med Fiskenæssets historie og er glad for det. 

Forleden prøvede Finn og jeg at fremkalde film på skolen, hvorved vi spolerede 2 

s/h film. Fremkaldervæsken var for gammel eller for stærk. Vi må have noget nyt 

fra Nuuk. 

Matthæus kom og lånte 100 kr. til Banko. Han bliver alligevel i Fiskenæsset, og 

det er vi glade for. 

Titken spiller stadig med 1 finger i kirken – der er ikek så mange fejl, som der 

var i starten, men jeg forstår stadig ikke, hvorfor Ole Berthelsen ikke måtte få lov 

til at prøve… 

Nu vågnede Jens og kom ind og satte sig på skødet af mig. Vi skal op og putte 

sove. 

Vi nyder godt af Jyttes og Mogens’ foragt for grønlænderne – den sætter vores 

egen stilling i relief og nødvendiggør en klar stillingtagen til Grønland – og så er 

det jo altid rart at have den rigtige mening. Nå, de skal giftes på lørdag. 

Jeg må i det hele taget se at komme i gang med diverse prædikener – jeg synes, 

det er længe siden, jeg sidst har skrevet en. Jeg har dog fået et stykke om påske 

færdig til Tunisseqqaarfik, som gerne skulle udkomme på onsdag. 


Påsken er forbi. Der var mange gudstjenester og et bryllup midt i det hele. Det 

pinte og piner mig lidt, at jeg ikke fik holdt en eneste af mine egne prædikener i 

påsken. Jeg havde simpelt hen ikke energi til at oversætte dem. Derudover havde 

jeg skrevet et længere stykke til AG og senere til Tunisseqqaarfik om påsken, 

men jeg fik det ikke sendt af sted i tide, og da jeg ikke havde hørt nogen som 

helst reaktion på stykket om fasten, var jeg ikke så ked af det. Desværre kom Tunisseqqaarfik 

heller ikke ud til tiden – og er stadig ikke udkommet – så der kom 

heller ikke noget om påsken. Og nu er det vel så for sent. 

Ellers holdt vi åbent hus påskedag, hvor Kirsten havde bagt i to dage, men der 

kom kun en halv snes stykker i løbet af dagen. No success! Midt i det hele blev 

jeg syg af influenza med dårlig hals og mave. Det gik ud over Jyttes og Mogens’ 

bryllupsmiddag, som jeg måtte forlade kl. 20,30 uden at have spist noget. Også 

påskedag var jeg dårlig. I går fik Kirsten samme tur, og da fik Ida også mellemørebetændelse 

og Troels 38.6 og forkølet. 

2. påskedag var dejlig. Der var over 70 til alters, og efter altergangen var vi hele 

familien til dilettant i forsamlingshuset, hvor de opførte et stykke skrevet af Kristian 

Berglund. Det vakte vild jubel. Om eftermiddagen spillede vi fodbold (tabte 

10-1). Det var old boys (!) mod de unge. Men jeg stod på mål og havde en del at 

lave. 

Jeg kunne lige nå at klæde om, før vi skulle til sammenskudsgilde hos Miki og 

Johansigne. Det var sjovt og hyggeligt, og vi fik en del at drikke. Kl. halv et brød 

vi op. 

Gudstjenesterne var dejlige og salmesangen tonede – på en sær måde mættende. 

Koret sang dejligt, og Jâku kimede både lørdag aften og søndag morgen. 

Nu er hverdagen begyndt, så der har ikke været meget ferie til os, men vi tager 

revanche. 

47

48 


Nu har vi Gud hjælpe os købt farvefjernsyn. Det er lækkert. Vi har nok savnet 

det. Og ungerne elsker at se børnetime – selv om det bliver for kedeligt engang 

imellem – især for Ida. 

Forleden var et fjernsynshold hernede fra DR med Alice Vestergaard i spidsen. 

De laver en udsendelse om grønlænderes uddannelse i Danmark med fokus på 

Gert – Johansignes søn. Jeg blev filmet ved taphuset… 

I søndags skrev jeg min prædiken selv og oversatte den. Miki kiggede den igennem, 

og der var selvfølgelig en del fejl. Men det var dejligt igen efter en længere 

pause at skrive selv – som at komme ud i friheden. 

Jeg snakkede om den kraft, som troen på Guds kærlighed giver os til at arbejde 

for en bedre verden – til at kæmpe mod ulvene i verden. Jesus kalder ikke til 

hvilse, men til kamp mod ondskaben. Jeg tror, vi er født til at kunne skelne mellem 

sandhed og løgn – mellem ondskab og godhed. Vi behøver ingen ledere til at 

fortælle os, hvordan vi skal opføre os, men det er vel sådan, at vi ikke rigtig tror 

på vores egen evne til at binde an med de ødelæggende kræfter – det er også meget 

nemmere at lade stå til – at lade andre bestemme for os – måske vi er født 

dovne og behageligt anlagte. Så er Guds kærlighed en katalysator, der skal sætte 

os i gang med det arbejde, vi er her for at udføre: at være med til at skabe et bedre 

liv. Evangeliet er en tillidserklæring om, at du er god, og at du kan, hvad du 

vil. 19 

Nu vil jeg læse Glebe-Møllers politiske dogmatik og se, om det er noget. 

Vi har skrevet til Karen, at vi synes, vi skal sælge gården hurtigst muligt. Vi er 

godt trætte af den og de udgifter og problemer, den medfører. Vi vil også gerne 

være os selv. 

I går holdt vi det første møde med den nye menighedsrepræsentation. Det gik 

godt nok. 

Rikka ringede i dag og fortalte, at han kommer herned den 4. maj, og at Jens Chr. 

og Anne Lise kommer herned den 11. juli lige før vi rejser på ferie. Til den tid 

skulle vi så gerne have samlet nogle penge ind. men vi kan nok først starte med 

banko efter at stenbiderrognsæsonen er begyndt sidst i denne måned. 


Jeg skrev en prædiken til Bededag, hvor jeg antydede, at spiritussen skulle betragtes 

som en fjende, der skulle smides ud af landet. Det var en god prædiken, 

men jeg oversatte den selv til grønlandsk, og jeg ved ikke, hvor meget der blev 

forstået. 20 Det er egentlig en forfærdende situation at være i – at være sprogligt 

handikappet i den grad – som at spille klaver med vanter på. Man kan noderne, 

men udtrykket bliver skrækkeligt – disharmonisk. Et liv med stækkede vinger – 

et liv i fangenskab. 

Var til Miki’s til middag og druk fredag aften (!). De flytter til Nuuk om 14 dage. 

Det er svært at holde fanen højt og troen i live. Det er svært at leve i frihed – 

fængslet virker så lunt og tillokkende. Man ser de frelste menneskers energi og 

glade smil, og det er svært at lade være med at tvivle på frihedens velsignelse – 

friheden til hvad? – eller er den såkaldte frihed bare dovenskab? Man skulle måske 

tage sig sammen og gå ind i et konstruktivt arbejde - socialt måske – politisk? 

At være – at leve – at elske…


Endnu et par dage med frost – og stadigvæk masser af sne. Men det er lyst til kl. 

23. Det er Kristi Himmelfart i morgen. Prædiker om Himlen og om mission. Jâku 

er blevet syg, så Inuk ringede i aften og ringer igen i morgen. 

Der er noget, der tyder på, at Jens Christian og Elsebeth er ved at blive skilt. Vi 

fik brev fra Elsebeth, som gjorde dybt indtryk på os. Stakkels pige og stakkels 

børn. 

Fik fra Karen Bodil en beskrivelse af Jespers overdådige konfirmation. Jeg ved 

ikke – men jeg savnede nu ikke at være med. Jeg har fået en vis afsmag for familiefester. 

Jeg må nok erkende, at mit forhold til familien er ret mislykket – jeg 

ved ikke, hvad det skyldes – men jeg aner det… og jeg må se at komme væk fra 

dem. Åndeligt talt. Må se at blive mig selv. Jeg kæmper for det, men hver gang 

jeg kommer hjem, ryger jeg lige tilbage i lillebrorrollen – putterollen. Og jeg hader 

den rolle. Familien trækker uden at vide det livet og sjælen ud af mig. jeg har 

slet ikke lyst til at tage hjem til sommer - overhovedet ikke. 

Men engang imellem er vi trætte af Grønland og grønlænderne. Man bliver deprimeret 

af at se deres totale ligegyldighed med deres fremtid – som børn der ikke 

kan klare sig selv – og også er ligeglade med alting. 

Men så til andre tider… 

Jeg har ikke fået malet båden endnu, men Rasmus vil godt sælge sin overbygning. 

Apropos så skal vi have eksamen i engelsk den 28. maj. Jeg regner med, Rasmus 

og Gudrun går op. 

Der var en grønlandsk udsendelse om torskefiskeri bl.a. her fra Fiskenæsset i 

fjernsynet. Helt fin – sådan skal det være. 


Kære mor. Du driver mig til vanvid. Du får mig til at hade mig selv. Nej – mor, 

jeg hader dig! Hvorfor? Fordi du holder mig indespærret i et ufatteligt torturkammer. 

Du får mig til at være kold overfor alle andre mennesker – du stjæler al 

min kærlighed og hengivenhed mod andre mennesker. Du stjæler min åbenhed – 

du stjæler det, som kunne have gjort mig til menneske – du stjæler mit liv, mor! 

Din lede kælling. Du dominerer mig fuldstændig. Som en vampyr suger du al 

min livskraft ud af mig. Hele mit liv går med at skulle leve op til dig og dine forventninger… 

Jeg bliver så uendelig træt. 

Jeg vil ikke have mere med dig at gøre. Du må forstå, det gælder mit eget liv nu. 

Så må du finde andre ofre for dine sataniske anslag mod vores liv. Jeg vil have 

dig ud af mit liv – ud af min sjæl – det er den eneste måde, jeg nogen sinde kan 

blive mig selv på – den eneste måde! Jeg har ingen far – jeg har ingen mor – jeg 

er fri til at leve. For første gang i de 33 år, jeg har gået rundt på jorden – nærmest 

for sjov – uden mening – uden mål – andet end at skulle leve op til dig – uden 

glæde – andet end glæden over dit bifald. 

Jeg oplever så mange ting, men det er, som om de ikke rigtig kommer mig ved. 

Jeg er som en tilskuer til mit eget liv – og det er nok det værste, der kan ske for et 

menneske. Jeg har en masse uforløst kraft i mig. jeg ville så gerne elske mennesker, 

men jeg magter ikke sproget, og så slår jeg det hen og undskylder det med, 

at det nok kommer – ligesom med grønlandsk – men det kommer ikke, før jeg 

bliver fri for dine evige plagerier – din evige appel til mig om at være din søn. 

Hvem er min mor, og hvem er mine brødre? spørger Jesus, da de ville tale med 

ham. Ja, dem, man er sammen med – dem, man lever med, men det finder du dig 

ikke i, og med en utrolig frækhed slår du min tale hen – griner ad den – taler om 

49

50 

noget andet – det er jo bare en grille, som nogen har sat i hovedet på ham… Og 

til raseriet kommer så afmagten – afmagten overfor den opgave at trænge ind 

gennem dit hårde hjerte, som er som en kold sten i din ufølsomme krop. Længe 

vil du leve som din hæslige mor uden nogensinde at have levet. Og jeg er på vej 

til det samme – derfor må jeg gøre noget, før det er for sent – før jeg bliver indskrumpet 

og bitter på livet som jer. 


I torsdags skrev vi til Karen, at vi melder os ud af i/s Tilia 77 21 . Og i øjeblikket 

føles det virkelig som en lettelse at være sluppet af med det. Jeg ringede til Allan 

for at høre lidt om konsekvenserne, men da det lod til, at de ville blive, selv om 

vi gik ud, så vi ingen hindring for at tage skridtet fuldt ud. Vi er der jo næsten aldrig, 

og nu til sommer, hvor vi gerne ville have boet i det, var det lejet ud hele 

sæsonen – det slog hovedet på sømmet. 

Jeg skrev samme dag til mor, at jeg ikke kommer hjem til sommer. Pinselørdag 

ringede hun for at sige Glædelig Pinse, og da fortalte jeg hende det. Hun blev lidt 

forbavset, men tog det ellers pænt. 

Pinsen blev fejret på et jævnt niveau. Kirken var næsten fuld pinsedag, men 2. 

pinsedag var der bare ca. 25 og 16 til alters. Folk er begyndt at sejle ud efter mågeæg, 

men der ligger stadig meget sne, og det fryser om natten. Det er meget underligt 

at opleve snelandskabet samtidig med de lyse nætter – det virker meget 

forkert. 

Vi nyder ellers vores fjernsyn og vores gode økonomi – det er dog stadig sådan, 

at vi bruger, hvad vi tjener. 

Brugte en del af pinsen til at male båden indvendigt. Den er ellers bleven flot. Nu 

mangler den bare en omgang filler og maling udvendig, så skulle den være klar. 

Men det er næsten for koldt at sejle endnu. 

Vi har mange ferieplaner – men ingen af dem ligger helt fast endnu. Vi tænkte på 

at tage en kysttur op til Inger Marie og Peter og Pernille, eller/og tage på vinterferie 

på Tenerife sammen med mor (!?)… 

Kirsten laver statistikker over befolkningen ud fra de gamle kladdebøger til kirkebøgerne. 

Hun har også syet nye gardiner til stuen, hvilket pyntede gevaldigt. 


Der ligger stadig sne, men den er på vej væk. Solen skinner næsten hver dag. Vi 

har været ude at sejle et par gange og nyder overbygningen, som jeg købte af 

Rasmus for 2500 kr. Jeg fik et stykke plexiglas af Jonathan, som jeg savede til 

som forrude. I dag har jeg lige været ude og male et par kanter, så nu er den klar 

til sommeren. Udvendigt fik den lysegrå ”top coat”, som skulle være ret stærkt. 

Motoren fungerer fint. 

I dag er Jens så omsider startet i dagpleje hos Karen. Jeg gik hen med ham kl. 

halv tolv, og han græd bitterligt, da jeg gik, men jeg tror, han har godt af at være 

lidt væk fra mor og far. Og vi nyder roen i huset. 

Så er ferieplanerne færdige. Kirsten tager med Ellen og Arne og Jens til Nuuk 

den 15. juli og sejler med ’Disko’ til Uummannaq og Kangaatsiaq. Kommer tilbage 

3.8. Tvillingerne og jeg bliver her. Vi regner med at bruge vores Danmarksrejse 

til november og har skrevet til mor, at vi vil forære hende en rejse til Israel 

til den tid. Nu må vi se, hvad hun siger til det. 

Vi har genoptaget grønlandsk efter Chr. Berthelsen. 

Nu skal jeg hen og hente Jens. Vi er meget spændte på, hvad han siger til det hele.


Jens var glad for dagplejen. Han virker allerede lidt ældre, synes jeg. I morges 

ville han først ikke derhen, men pludselig ombestemte han sig og tog glad af sted. 

Jeg har læst Glebe-Møllers politiske dogmatik – den var spændende, men alt for 

materialistisk for mig. Der er ligesom et voksende krav i tiden om, at kristendommen 

skal have mening! Den skal være politisk – solidarisk med de undertrykte, 

men jeg tror kun, det er en meget lille del af det kristne budskab. Der er 

for mig en guddommelig meningsløshed, der kommer til udtryk i Jesu oprindelige 

forkyndelse. Det er ikke bare en tale til de undertrykte og de fattige, men en 

tale om livet fra livet selv. 


Efter gudstjenesten, hvor der kun var ca. 12 kvinder foruden Jâku og mig, var vi 

først til kaffemik hos Martins, og så pakkede vi ellers rygsæk of sejlede ind til 

Paniit sammen med Miki og Johansigne og Jâku og Dorthe i egen båd, samt selvfølgelig 

børnene. 

Det var sørme dejligt. Først sejlede vi ud og fangede et par torsk og nogle uvakker 

– der var ikke så mange endnu, men vi fik da nok til et måltid. Mens vi var 

ude, lavede kvinderne bål og te direkte i kedelen. Så kogte vi fiskene i de medbragte 

gryder og spiste dem direkte fra klippen. Det var varmt, ungerne tussede 

omkring og smed sten i vandet og lugtede af lav og røg og fisk. 

Efter en tre timer tog vi hjemad igen. Trætte og glade. 

Det er på denne måde – og ikke ved at tage til Danmark – man lader op og får 

kraft og energi til at udholde de lange vintre. 


Det er rigtig dårligt vejr i dag med storm og sne – og det lige efter et par dage 

med op til 17° varme. Og det betyder, at Ellen og Arne i øjeblikket sidder fast i 

Sdr. Strøm. Al flyvning til Nuuk er aflyst i dag, men vi håber meget, de kommer 

med en morgenmaskine til Nuuk, så de når ’Narhvalen’. Ellers risikerer de en 

uge i Nuuk… 

Vi var hos sygeplejersakeafløseren Nina til hvalbøf og rødvin i går. Megen snak 

om hinanden og meget hyggeligt. Hun går på journalisthøjskolen i Aarhus. 

Spændende pige, der minder om Mette. 

I søndags havde vi stort bryllup og barnedåb i kirken – Noahsen og Boye i skøn 

forening. Kaffemik og spisning og dans om aftenen i forsamlingshuset. Om eftermiddagen 

var vi ude og hente 5 kg hvalkød + mattaq, og vi fik også røgtet 

garnet og flyttet det længere ind i fjorden. 

Båden går godt, og det er bare lækkert med den overbygning. 

Louise oversatte min bryllupstale, og jeg håber, jeg kan få hende eller Finn til at 

oversætte konfirmationstalen også. 

I morgen skal konfirmanderne have deres sidste timer. 


Det er natten før konfirmationen. Jeg er færdig med at forberede mig og håber nu 

bare på, at alt vil gå godt, så de får en god fest. I eftermiddag var vi inde i fjorden 

sammen med Jâku og hentede grene til pyntningen af kirken. Dejlig tur, hvor vi 

så de største træer endnu – på sydsiden af et fjeld bagved Qeqertarsuatsiaq. 

Kirsten tog med ’Nakuaq’ ind og hentede Ellen og Arne i Nuuk. De kom for sent 

fra Sdr. Strøm til ’Narhvalen’ og måtte vente en uge på at komme herned. Men 

det lykkedes at skaffe en tom lejlighed til dem og Kirsten, så de fik set det meste 

51

52 

af Nuuk og var glade for det. Jeg fik ’Narhvalen’ til at sejle herned to gange, så 

de kom nemt med. 

Heldigvis kommer Bent Barlaj og spiller til gudstjenesten i morgen. 

Kirsten har lige klippet mig, og nu skal jeg i bad – det er længe siden… 

Det ser sort ud med økonomien. Vi har 500 kr. i underskud fra starten!! Håber 

Kirstens løn kommer ind snart. 


Konfirmationen gik fint. Alle konfirmanderne var vældig rørte og hulkede i kirken. 

22 Om aftenen var vi til middag hos Timoteus og i skolen, hvor der var dejlig 

dansemusik bagefter. Vejret var ikke for godt. 

I sidste uge gik vandpumpen i stykker og lader sig ikke reparere. Jeg kæmpede 

ellers bravt med den og pådrog mig bl.a. derved en slem influenza, som jeg først 

nu er ved at komme over. I dag har jeg så sat slangen fra taphuset direkte til systemet, 

mens vi venter på en ny pumpe fra Nuuk. 

I søndags blev der observeret en sildepisker her i fjorden, og Jâku og jeg var med 

ude og skyde efter den. Desværre slap benzinen næsten op, så vi måtte vende 

hjem, før det var forbi – da var vi et godt stykke ude af fjorden – men det var ellers 

spændende, og nu har vi kød nok til et år i fryseren… 

Vejret er i dag regnfuldt og blæsende, men i weekenden var det meget varmt med 

solskin (16°). 

Ellen og Arne oplever en del, mens de er her. ’Narhvalen’ er gået i stykker, men 

de regner med at komme med helikopter hjem på fredag. 


Det regner stadigvæk. Hele huset dufter af brød – vi får besøg af Dorthe og Jâku 

og Miki og Johansigne + Nina i aften til lidt druk og dans og grønlandsk mad. 

Mor ringede i går. Der er hedebølge i Danmark. Hun sender nogle brochurer om 

Israel herop. Det ser ud til, at Kirsten tager med til Israel alligevel. Så må vi parkere 

børnene hos familien så længe. 

Jeg er ikke så glad for tiden. Dels har jeg været syg, men jeg tror også det skyldes, 

at Kirsten er ret så aktiv, og det gør mig på en eller anden måde sur. Jeg ved 

ikke, hvorfor det er sådan – men måske føler jeg mig truet af hendes aktivitet. 

Det er et ret hårdt pres for Kirsten at have Ellen boende. Hun går hende på nerverne, 

som mødre jo gerne gør. 


Jeg har sjældent haf det så godt som i disse dage. Jeg mærker et sjældent overskud 

og en rolig afslappet sjælebalance. Det skyldes nok turen til Nuuk. Vi tog af 

sted i søndags lige efter gudstjenesten i jollen – Jâku, Ellen, Arne og mig. Det var 

lidt tåget – der var meget is, og det regnede en del hele vejen, men det blæste ikke. 

En gang måtte vi vende om, fordi der var så meget is, at vi ikke kunne komme 

videre frem, og en anden gang opdagede jeg, at vi sejlede mod sydøst – det 

var i tågen, hvor vi ikke kunne se land til nogen sider – da jeg fik kompasset 

frem… Men kl. 23,30 nåede vi omsider Nordafar, hvor vi overnattede på Sømandshjemmet. 

Da havde vi næsten ikke mere benzin… Næste morgen fortsatte 

vi i let modvind mod Nuuk, som vi dog først nåede hen ad kl. 16 – jeg mener, vi 

sejlede en stor omvej udenskærs. 

Men næste morgen kom Ellen og Arne af sted med flyveren og var snart efter i 

Danmark! Vi ventede en dag i Nuuk, før vi tog tilbage. Dennegang i blæsevejr 

sammen med Nuka og Berit. Vi måtte gøre holdt på en ø på grund af bølgerne,

men vi fortsatte vippeturen til Færingehavn, hvor vi overnattede hos John – en 

bror til Dorthe. 

Næste eftermiddag fortsatte vi trods blæsten mod Fiskenæsset. Vi var kun to ombord, 

men alligevel tog det 7 timer!! Jeg tror nok, vi sejlede en omvej, og jeg var 

på et tidspunkt ret så irriteret på Jâku, men hjem kom vi da. Trods is og regn og 

tåge og blæst og bekymring. 

Det underlige ved sådan en tur er, at man har det fantastisk bagefter – rent sjæleligt. 

Det er dejligt. 

I morgen kommer Jens Christian og hans to søstre herned og bliver til mandag. 

Ellens og Arnes besøg var meget hyggeligt i det store og hele, og jeg tror, de syntes, 

det var prisen værd, men jeg tror også, de var glade for at komme hjem igen. 

I Nuuk var jeg til middag hos Preben, og vi fik en god snak teologi – han var mere 

”tidehvervsk” end mig, men det er vist ret almindeligt, når man lige kommer 

fra fakultetet – jeg tror, man mildnes med berøringen med andre mennesker. Jeg 

har mere tro på mennesker og på verden end han. 


Lørdag nat kl. 1,30 ankom Jens Chr og hans to søstre til Fiskenæsset med 

’Saxtorph’. Det blev et overordentligt hyggeligt og dejligt besøg. Vi fik natmad, 

da de ankom, og næste morgen holdt JC gudstjeneste for en næsten fuld kirke. 

Efter kaffen prøvede vi at sætte det nye kors op ovre i kirken, og det viste sig, at 

det virkelig så godt ud. Vi måtte fjerne et par af lysestagerne, men der er jo nok 

af dem… 

Senere var vi til kaffemik hos Martins og så lidt fodbold mellem Iliarssuk og portugisiske 

fiskere, og om aftenen spiste vi en god del af den store laks. Kl. 21 kom 

menighedsrepræsentationen, som først var i kirken for at se det nye kors (som 

altså er en prøve – det endelige kommer først til jul) og derefter fik kaffe og 

snakkede om forskellige problemer. 

Efter, de var gået fik vi en lille en, og det blev faktisk til en flaske whisky, og 

klokken blev 5,30, før vi gik til ro efter en lang og udmærket snak. Søstrene var 

gået i seng ved 1-tiden. Kirsten gav JC massage. 

Næste dag pillede vi korset ned i kirken og gik til kaffemikker hver for sig – vi 

var bl.a. hos Alibaks, og det var på tide… Vi nåede lige at få en hvalbøf, inden de 

skule af sted allerede kl. 16. Lige før de skulle af sted, forærede vi søstrene (Annelise 

og Kirsten) vores to fedstensfangere, som de blev meget glade for. 

Vi var alle sammen bevægede ved afskeden efter et par dejlige dage, som først 

og fremmest var kendetegnet ved den afslappede atmosfære. Vi har begge to for 

tiden et ualmindeligt dejligt overskud. Gid det må vare ved! 


Søndag aften. Vi har for tiden Peter Helmers boende. Han er jurist ved SIK og er 

hernede for at lære grønlandsk. Han er vældig rar at have boende, og vi får lært 

en del grønlandsk. Vi får også fisket nogle fede ørreder. 

Det ser ud til at gå i orden med israelsturen. Der var i hvert fald ikke fuldt optaget 

på den store tur til Jordan, Israel og Ægypten, som vi er mest varme på. Den koster 

16.000 kr., som vi må se at skaffe inden midt i september. Det går nok med 

fiskeri m.m. 

Under arbejdet med prædikenen til i dag, som for øvrigt aldrig blev oversat eller 

holdt, kom jeg på den tanke, at det ikke er en nådig, men en kærlig Gud, Jesus 

forkynder – en Gud hvis hele væsen er kærlighed, og som indgår i vores liv som 

en potentiel magt, en magt, som vi kan tro på eller lade være med at tro på. Men 

53

54 

en magt, som er i stand til at give os styrke til at leve i dag. Modsat Luther kunne 

jeg sige: ”Hvordan slipper jeg af med en nådig Gud, som med sin nåde tvinger 

mig i knæ og sætter mig i gæld. Jeg vil ikke have min frihed forærende af nogen 

magt, men jeg vil godt tage del i den frihed, som troen på kærligheden giver mig. 

Jeg vil ikke have min stolthed knækket, hverken af Gud eller mennesker – lige så 

lidt som jeg vil betale for den luft, jeg indånder eller for solens lys. Kærligheden 

er en del – en grundlæggende del af mit liv, og den kan hverken Bibel eller præster 

eller Gud tage patent på og skalte og valte med efter forgodtbefindende. 

Evangeliet om, at Gud er kærlighed, åbner mine øjne for noget dyrebart, som jeg 

gik og længtes efter. Med troen på kærligheden er jeg i mit rette element – er jeg 

først for alvor kommet til live. Den giver mig forståelse for min fortid og håb for 

min fremtid og gør derved min nutid levende og værdifuld. Den fjerner min 

skyldbevidsthed, som den nådige Gud forstærkede, og den fjerner min angst for 

den ukendte fremtid, fordi kærligheden er stærkere end både lidelsen og døden. 

Jesus vidner om kærligheden og er selv et menneskeligt udtryk for den fuldkomne 

kærlighed. Derfor stiller han ikke krav om en bedre vandel eller lover os et 

bedre liv, hvis vi opfører os pænt, men hans vidnesbyrd er godt, fordi det lukker 

op for og forløser den længsel efter den fuldkomne kærlighed, som vi alle sammen 

går med. 23 


En lille dreng – Jan Piitaq – var meget tæt ved at drukne i dag. Peter og jeg var på 

vej ud at fiske, da Mano kom hen til mig nede ved molen – hvorfor gik vi egentlig 

den vej? – og sagde noget om en dreng. Jeg troede et øjeblik, det var Jens, 

men da jeg kom derned, stod der en med Jan Piitaq bøjet ud over rækværket. Han 

var fuldstændig livløs – hverken hjerte eller åndedræt fungerede, og det var mærkeligt 

(bagefter) at stå med den livløse og kolde dreng i hænderne. jeg masserede 

ham på brystet og skulle lige til at give ham mund til mund, da han begyndte at 

trække vejret med lange, men sikre mellemrum. Han kom simpelt hen til live 

mellem hænderne på mig, og hans lille hjerte arbejdede som en hest for at varme 

hans krop op. Så kom de – alle de andre og begyndte at massere hans arme og 

ben, og lidt efter kom sygeplejersken og fik ham bugseret op på stationen, hvor 

han et par timer efter kom til sig selv. Han blev evakueret til Nuuk med helikopter 

og er fuldstændig rask igen. 

Tæt på livet er man først, når man er tæt på døden – bevidst om livet er man 

først, når man er bevidst om døden. Glad for livet er man først, når man har 

mærket dødens kulde. 

Endelig færdig med konfirmandmaterialet til næste år. 50 sider i 40 eksemplarer. 


En ulykke kommer sjældent alene. I eftermiddags ringede Titken efter mig og 

ville have mig med ned til Benjamin og Abisai. Vi skulle meddele dem, at deres 

søn, Nuaaraq var omkommet på vej til Nuuk. Sammen med to andre unge var han 

på vej til Nordafar. Da de var i land på en ø, gled han ned i vandet – vistnok fuld 

- og forsvandt – revet med af strømmen. 

Det er ikke let at bringe sorgens budskab til mennesker og på et øjeblik vansire 

deres tilværelse. Ikke mindst da vi holder meget af Benjamin og Abisai og også 

kun kendte Nuaaraq fra en smilende side. 

Vi blev nede hos dem en times tid, mens budskabet bredte sig ud i bygden og 

folk strømmede til huset – grædende og forfærdede.

Så gik jeg hjem og hejste flaget på halv stang. Jeg havde noget duplikeringsarbejde 

i skolen, og mens jeg var derovre, kom Kirsten over og viste mig flaget, 

som nu var på hel stang, og fortalte mig, at Nuaaraq var blevet fundet i god behold 

på øen af politikutteren ’Nakuaq’. Vi gik begge ned og lykønskede familien. 

Det var hårdt ved dem begge, og det var blege, usikre smil, der prægede mennesker 

dernede. Hvad tænker man? – hvordan reagerer man? – er det nu også 

sandt? Hvilke sneskred er der ikke foregået i disse gamle prøvede sjæle? 

Miraklernes tid er ikke forbi. To mirakler på to dage… og vi er lige midt i dem. 

Mærkeligt. Det er, som om skæbnen søger efter et offer, men må give slip på det, 

hver gang den tror at have bid. Hvad er det for en mægtig ånd, der hersker over 

liv og død, og som alligevel er så usikker i sin sag? Eller måske kæmpes der om 

menneskeliv et sted derude, hvor vore tanker ikke kan nå hen, og måske kæmpes 

der i dette øjeblik. Vil dødsenglen gå forbi, eller vil den kræve sin lod – hvad ved 

vi?? Hvad vil morgendagen bringe? 

Der var mange i kirke i dag, og overrasket blev jeg over, at Bent Barlaj lyslevende 

sad på orgelbænken og præluderede, mens jeg gik for alteret. Titken havde 

kaldt ham op og beordret ham til at spille. Det var nu dejligt. 


Den 18. holdt vi kaffemik for mig, og om aftenen fest for de sædvanlige naboer + 

Mogens og Jytte. Det var ret hyggeligt. Kirsten havde taget fri fra fabrikken, hvor 

hun p.t. arbejder med saltfisk. Hun har ellers mange jern i ilden. Har foruden arbejdet 

på fabrikken fået ordineret nogle patienter til behandling. 

Peter er rejst i lørdags og efterlod foruden et behageligt indtryk en god motivering 

for at arbedje videre med grønlandsk. Jeg er godt i gang med Stig Bjørnums 

stiløvelser, der bringer meget nyt for dagen på en god måde. 

Skolen er begyndt igen med engelsk i 9. og 10. kl. og fysik i 8. 

Der er kommet en ny dansk lærer, Torben, som vi ikke rigtig har noget indtryk af 

endnu. Timerne ligger ret spredt, så jeg har indtryk af, at jeg ikke er så meget 

derovre som sidste år, selv om jeg også i år har 8 timer. 

I øjeblikket har vi huset fuldt af RUC forskere, der er i gang med et projekt om 

erhvervsudviklingen i Grønland. Det lyder spændende, og de er spændende at 

snakke med. De rejser i morgen. 

Jeg har været ude med snellen og fik 57 kg., som blev indhandlet til 40 kg. hos 

portugiserne. Der var ikke så mange torsk som sidste år. 


Vi har lige været på en dejlig eftermiddagstur til Nuussuaq, som ligger lidt syd 

herfor sammen med Dorthe og Jâku. 

I går holdt vi kaffemik for Ida og Troels, som blev 3 år. Der var mange, selv om 

det for en gangs skyld var godt vejr. 

Vi har bestilt billetter hjem til den 15. sept. herfra, og vi har søgt Bikuben i Nuuk 

om at låne 15.000 kr.til israelsturen. Det er spændende, om det lykkes. 

Jeg prædikede i dag over den tekst, jeg prædikede over ved indsættelsen for 2 år 

siden, og i overmorgen har jeg været præst i 2 år. Vi har haft et par spændende år 

her i Fiskenæsset og oplevet livet på godt og ondt. I øjeblikket er vi lidt nedtrykte 

over de materialistiske tendenser her i bygden. Vi savner ånd, og enten spærrer 

sproget for den, eller også – og det tror jeg – er der meget lidt af den. Forbløffende 

lidt. En anelse desillusioneret over Grønland, som jo alligevel har givet os så 

meget, men vi ved selvfølgelig ikke, om vi ikke kunne have fået mere ud af at 

55

56 

være i Danmark. Jeg ved heller ikke, om jeg rigtig har været præst endnu trods de 

to år i kjolen… Jeg tør ikke skrive om alt det, jeg ikke får gjort. 

Men kirken har fået en ’ny’ klokke, som lyder godt og et ’nyt’ ligkapel, som ser 

godt ud. Nu mangler vi bare at få alterpartiet gjort færdig, så har fiskenæsserne 

en smuk kirke. 


I går fik jeg to sæler i laksegarnet. Det var ikke så tosset. På vej hjem med dem 

tog jeg gamle Ludvig på slæb. Han var roende i en sejldugsbåd helt ud til nettene. 

Sælerne var godt viklet ind i nettet og lignede nærmest skildpadder, som de hang 

i overfladen. Vi kørte dem hjem i trillebøren og begyndte at flænse dem og fik 

senere hjælp af Johansine. 

Vi parterede i går aftes og puttede i fryseren – spiste lever til aften og sorterede 

en stor del fra til Børneparkeringen. Jeg tog også noget med til Vilhelmine, som 

lovede at ordne skindene… Mine første sæler!! 

Det var bare min dag i går. Jeg ringede til banken og spurgte til lånet, og det var 

helt ok. De har allerede sendt dokumenterne af sted. Så er israelsturen i land. Vi 

skal betale 2000 tilbage pr. md. i ca. 9 mdr., men vi regner med en del ekstraindtægter 

i løbet af vinteren og i forbindelse med salget af gården. 

I øjeblikket er vejret dejligt med let frost om natten og klart solskin om dagen. 

Fjernsynet har været i stykker – eller rettere senderne på Skinderhvalen. Jeg tror, 

at en del af grunden til , at det ikke har været så slemt at være her i år, skyldes 

fjernsynet. Vi har fået impulser udefra, og vi har kunnet slappe af, når vi havde 

behov for det. 

Ungerne leger dejligt inde i stuen – de griner og har det skønt. Nu skal vi ned i 

parkeringen med en masse sælkød. Kirsten er ved at tage tøj på – der er gode vibrationer 

over det hele. Det er godt at være til. 


’Søkongen’ er i stykker. Det betød, at vi ikke kunne komme fra Fiskenæsset som 

planlagt i fredags, men må vente til tirsdag, evt. først fredag. Vi har fået lavet vores 

billetter om til torsdag fra Nuuk og fredag fra Sdr. Strøm. Nu må vi se. 

Vi benyttede ventetiden til at tage en dejlig tur ind i fjorden til Naajaat, hvor vi lå 

i telt med alle ungerne og plukkede bær og ristede pølser på bål på stranden. Det 

var en dejlig oplevelse, men mulighederne for jagt og vandreture indskrænkes 

unægtelig af børnene. 

Båden har i længere tid gået dårligt, og først i dag opdagede jeg (og Jan) at gasreguleringen 

skulle indstilles, og først i dag oplevede jeg at sejle for fuld fart. Det 

var bare skønt. Men ærgerligt at vi har puttet rundt på halv kraft hele sommeren. 

Peter Henriksen har fungeret upåklageligt som ringer ved kirken under Jâkus ferie, 

som nu er slut. Det er rart at kunne trække på ham. 

Forleden tog jeg laksegarnet hjem. Det har været den dårligste laksesæson i mange 

år, og jeg har ikke fået en eneste! Heller ikke i år kom jeg på rensdyrjagt. Sæsonen 

slutter i dag. 

Jeg lånte 15.000 kr. i Bikuben til israelsturen og har sendt en check til Agri Rejser 

på 14.000. Jeg er spændt på, hvordan turen spænder af. 


’Søkongen’ stadig i stykker. Vi overvejede længe at sejle til Nuuk selv, men gik 

fra det og har nu fået billetter til den 28.9. Til gengæld rykker vi ferien en uge i 

den anden ende og vender først tilbage den 11. nov.


Vi var ude ved Nunaqarfinnguaq og ved Tasiussaq i dag. Vejret var pragtfuldt, 

og vi sad længe og nød synet af den blikstille fjord og duften af lav, før vi begyndte 

at plukke sortebær. Der var mange. 

Ved hjemkomsten hørte vi, at ’Søkongen’ var sejlet fra Nuuk, men var vendt tilbage 

p.gr.a. maskinskade. Så nu er vi lige vidt. 

I aften tolkede jeg igen mellem bygderådet og portugiserne ang. spiritussalg fra 

skibet. 

I går skrev jeg udkast til en afhandling om Fiskenæsset, som Kirsten og jeg håber 

at skrive i fællesskab. Det kunne være spændende at se, hvad der kom ud af det. 

Specialeopgaven virker for bunden og uinspirerende. Nu får vi se. Det skulle ikke 

være umuligt. 


Det rusker i tørfiskene, der hænger til tørre udenfor. Regnen styrter ned, og de 

frådende bølger styrter sig hvide mod klipperne. Det blæser. Stormvarsel for Nuuk 

– Sisimiut. Og et sted derude i stormen tøffer ’Søkongen’ af sted mod Fiskenæsset 

for bl.a. at hente os til Nuuk i morgen. Det er vort inderlige håb, at vinden 

lægger sig til i morgen. 

Mogens og Jytte vil godt bo i vores hus, mens vi er væk, og det er vi glade for. 

Det er ikke så rart, når det står tomt. Håber, de får glæde af det. 

Miki låner og passer båden, mens vi er væk. Jeg tager ikke dagbogen med til 

Danmark, så den får hvile et par måneder. Vi regner med at komme tilbage den 9. 

november. Udhvilede, friske, veloplagte til at gå i gang med en masse spændende 

projekter… 

57

58 

1984 


Dagbogen har ligget stille et stykke tid – måske p.gr.a. dovenskab, eller måske 

fordi registrering af livet er et sygdomstegn. Hvis man har det godt, behøver man 

jo ikke skrive sine oplevelser ned. 

Vi havde (som sædvanlig) en trættende ferie i Danmark, hvor vi boede snart her 

snart der. Jeg var i Israel, Jordan og Ægypten med mor – en spændende tur, men 

noget overfladisk selvfølgelig. Vi fik tre dage foræret af Karen Bodil og Christian, 

som passede vores børn, mens vi var på egen hånd i København. Vi fik set 

Gandhifilmen og brugte nogle timer på Rigsarkivet, hvor Finn Gad forærede os 

kopier af en del materiale om Fiskenæsset. Lad os nu se, om det bliver brugt! Det 

var rart at komme hjem til Fiskenæsset igen. 

Julen gik godt. Vi havde besøg af Peter og Naja, som tog en god del af slæbet, og 

som sædvanlig havde vi en organist udefra. Denne gang en fra Maniitsoq, som 

viste sig at være ganske uduelig. Heldigvis boede han hos Torben! 24 

Med hensyn til organist har der på det seneste været uenighed i menighedsrepræsentationen. 

jeg søgte efter en afløser til Titken, som imidlertid ikke var indstillet 

på at overlade tjansen til andre – og han fik de andre med på en bekendtgørelse, 

som tog afstand fra opslaget om den ledige stilling. Jeg følte, at jeg blev kostet 

omkring af menighedsrepræsentationen, og derfor holdt jeg fast ved mit opslag 

og gentog det et par gange. Men der er ingen, der har søgt stillingen. 

Kirsten har været i Nuuk en uges tid og har blandt mange andre snakket med 

Karl og Lea, som var mere end villige til at komme herned. Nu mangler vi bare, 

at bygderådet finder en bolig – dem er der efterhånden mange af. 

Der er blevet startet en søndagsskole i kirken. Vi var derovre i går, og det var ikke 

særlig spændende. Vi havde været uenige om, hvordan det skulle styres – jeg 

ville gerne have flere kræfter med til at køre det, men de (Blå Kors og Peqatigiinniat) 

ville selv. 

Jeg kan godt blive lidt desillusioneret over sådan noget. Det er, som om fiskenæsserne 

er fuldkommen uimodtagelige for nye impulser – de har ingen idealer – 

ingen drømme med hensyn til fremtiden – kun om fortiden. Hvis de ikke ændrer 

signaler, er de dømt til undergang… og så hjælper det ikke at blive fornærmede. 

Fra nytår har det været meget koldt, og desforuden svigter KGH på det groveste 

deres forsyningsopgave – der har været passagerafgang 2 gange siden nytår – 

begge gange med en inspektionskutter. 

Vi håber, Kirsten kommer hjem med helikopter om et par dage. Hun har haft 

travlt i Godthåb med alt muligt spændende. 

Nu vil jeg ringe til konsulenten for spejderne i Grønland. jeg prøver at genopvække 

spejderbevægelsen – men har ikke de store forhåbninger! 


Lige før jul omkom Napaaq og Qassuk på vej til Fiskenæsset i jolle. Og her til 

morgen fik Dorthe og Jâku meddelelse om, at Enos var død i Nuuk. Selvmord eller 

drab. Jeg var ovre hos dem for lidt siden. Jaaku fortalte, at han havde fået en 

mærkelig angst i går, da han ringede i kirken – det var, som om der havde været 

nogen.

Det er mærkeligt. Det er, som om en dødsengel slår ned på et offer, og ubevidst 

mærker man dens vingesus og gribes af angst. Også jeg var bekymret for Ida i nat 

og måtte hen og se, om hun trak vejret. Det plejer jeg ellers ikke. Der er kosmiske 

kræfter på spil, og ånden rystes – vi bliver flakkende og usikre. Som en pludselig 

træk, der får den klare rolige flamme til at blafre, og vi ser os om efter 

trækkens årsag – men den er for stor – vi kan ikke finde den… 


Kirsten er stadigvæk i Nuuk. Hun har chartret en helikopter til i morgen, men nu 

kniber det med at få passagerer nok – så måske kommer hun først hjem på onsdag, 

når ’Johanne Kristine’ omsider bliver chartret af KGH på grønlandsministerens 

opfordring. KGH’s folk i Nuuk fylder os med forbavselse gang på gang. De 

virker ikke særlig kompetente. Nu ringede Kirsten lige – det er stadigvæk usikkert 

med helikopteren – men der er stadig chancer. 

Vi har i den sidste tid hørt flere forlydender om, at vi skal flytte nordpå, men vi 

ved endnu ikke hvorhen. Håber, det bliver Jakobshavn. 


Langt borte – højt hævet over vor forstand og ganske tæt på os – inden i os – 

mellem os findes en verden fuld af dæmoner og fuld af kærlighed. Vi kender den 

ikke – går som forblindede rundt, og dog er det den verden, der styrer det hele – 

fordeler smerte og glæde – ondskab og godhed – løgn og oprigtighed. Ikke efter 

noget fastlagt mønster eller efter en plan, som vi kan lære at kalkulere efter, men 

ligesom tilfældigt – underfuldt og ubarmhjertigt. Nogle kalder det skæbnen – andre 

Gud, men der er ikke noget ord, der dækker det uudsigelige. Vi er i denne 

verdens vold – de fleste uden at vide det. Alle vores tanker, planer, hensigter – alle 

vores formål og livsmål – ja, hele vort liv, som vi mener at kunne styre i kraft 

af erfaring, dygtighed og klogskab, er helt og holdent i denne fremmede dimensions 

vold. Vi er som en fiskestime i et havnebassin, der tror at kende alle livets 

spørgsmål og svar – og dog er et enkelt greb med en ketcher nok til at omskabe 

denne stolte stime til en dynge sprællende og måbende skidtfisk – til latter for 

menneskebørn og til glæde for slunkne hunde- og kattemaver. 

Jeg er jaloux. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg har de sidste par dage været ramt af 

skinsygens forbandelse. En forbandelse nok, men den giver livet mening – enkel 

og ligefrem som den er. Den fremprovokerer en holdning – den krydrer hverdagen 

og er langt bedre end ingenting, om også den er indbildt. Et holdepunkt i en 

forvirret verden. Overgås faktisk kun af forelskelsen. Jalousi og forelskelse – et 

søskendepar avlet af kærlighed. De kan være borte fra hinanden et stykke tid, 

men de vender altid tilbage til faderhuset. Og som anstrengende gæster, der befinder 

sig godt, er jalousien ikke til at komme af med igen. Ingenting hjælper – 

man har den på halsen, til åndernes dimension finder på noget nyt at fordrive tiden 

med. Men da kan den have raseret et ægteskab eller drevet mennesker til 

vanvid. 

Vær nu fornuftig. Lad os så bare sige, Kirsten har haft en lille flirt med en gammel 

ven i Nuuk. Hvad så? Er du misundelig – kan du ikke unde hende den oplevelse? 

Tror du, du ejer hende, fordi I er gift og har børn sammen? Er du så smålig 

og rethaverisk – så farisæisk!? Ved du ikke, at jalousi er et angstfænomen. Det er 

hverken børnene eller familien eller ægteskabet, du tænker på, men angsten for at 

tabe ansigt. Du er jo allerede på vagt. Er det mig, de snakker om? Hvad mente 

han med det? Og så videre… 

59

60 

Nej, det er ikke bare det. Jo, jeg er angst. Angst for ikke at slå til – angst for at 

jeg hele mit liv skal undskylde min egen ubeslutsomme dovenskab med, at det er 

godhed og fornuft, der styrer mit omgængelige gemyt. Og dog ved jeg, at det er 

fejhed. Jeg overtager en ideologi, som passer til min fejhed og min dovenskab, og 

bliver derfor en meningsløs krop uden planer, uden vilje, uden vrede og uden 

kærlighed eller had. En materialist, der fordømmer materialismen, - en farisæer, 

der håner farisæismen – en gudløs, der prædiker om Gud. En snylter, der lever af 

det, som andre mennesker kaster fra sig: lidt ros – megen ros, et smil, lidt venlighed 

– lidt kærlighed – uden at yde noget til gengæld. Bare modtage, modtage, 

modtage. En navlebeskuende dagdrømmer. 

Jeg er så bange for, at dette er min skæbne – mit liv. At jeg aldrig får sagt det, jeg 

drømmer om at sige – at jeg aldrig får gjort det, jeg drømmer om at gøre – at jeg 

aldrig får taget afstand og sagt nej, så det kan høres. At nederlaget og middelmådigheden 

er mig! At det andet bare er en utopi – en løgn, som jeg flygter ind i – 

væk fra mig selv. Og måske går jeg amok en dag. Mig – amok?! Eller får kræft 

eller en hjertelammelse. 

Pastor Fonsbøl – cand. teol. Erik Fonsbøl. Han fandt aldrig ud af, hvad det hele 

drejede sig om. 

Og dog vidste han, hvad kærlighed er. Drøm igen? Nej, virkelighed, fandme for 

alvor. Derude på det oprørte hav kom kærligheden til ham i form af den dybe 

smerte, som kærligheden altid omgiver sig med – men inde bag smerten fandt 

han kærligheden. 

Og nu er så jalousien kommet hjem på besøg. Kærligheden kan den ikke smide 

ud, men forelskelsen kan den jage bort som ingenting og respekten og alt det andet 

– men ikke kærligheden, for den ved godt, at uden kærlighed kan den ikke leve. 

Vrøvl og store ord som sædvanlig. Gå nu i seng! Du skal skrive en prædiken om 

de betroede talenter og oversætte den – Enos skal begraves på onsdag. Du skal 

også i skole. Ryg en cigaret – lad som om du tænker og se så at komme i gang for 

Helvede… 

Jeg er bange. Mit hjerte krymper sig i angst. Det er sagen! Og det bliver næppe 

anderledes. 


Vi kan mærke, at det er ved at blive lysere. Solen trænger sig på. I går købte jeg 

et kajaksæt fangstredskaber af Matthæus for 800 kr. Smukt arbejde. Og Kirsten 

har købt en pels i Nuuk til 6000 kr. Den er kommet, men vi venter med at hente 

den til midt i måneden, så checken ikke når til Danmark før den første. 

Korset til kirken og det nye stof er kommet, og Jens Christian er gået af som vicebiskop 

pr. 1. marts. 

Jeg skrev og oversatte for en gangs skyld prædiken til fastelavns søndag og kom 

derved til at spekulere på troens genstand. Hvad er det, jeg tror på som kristen, og 

hvilke konsekvenser får denne tro for min tilværelse? Hvad betyder ”Din tro har 

frelst dig?” Jeg skrev om det udenfor prædikenen og kom frem til noget om tvivlens 

– den evige tvivls – betydning for vores liv. Troen er troen på tilliden til en 

person – ikke til en lære eller en bestemt moral. Evangeliet peger ikke på en bedre 

verden end denne – vil ikke omvend os til noget, men siger bare: Tro på mig. 

Tro på det liv, du har fået og brug din fornuft og din fantasi – så lever du.


I fredags holdt vi araberfest her hos os. Det var Kirstens ide, og vi inviterede de 

danske og Jakobs og Mikis og Agnes og Jokums. Desværre meldte Jakobs og 

Mikis afbud på grund af glæde. De holdt fest, fordi Ezekiel havde fået en datter. 

Og ligesom festen skulle begynde, meldte Jokum og Kathrine fra. Men det blev 

alligevel en sjov fest med araberudklædning og –mad og dans bagefter. Der dukkede 

en del menensker op i aftenens løb, og alt gik som det skulle. Engang skulle 

man skrive en mere detaljeret beretning om det. 

Mogens og Jytte holdt barnedåb i søndags, da Rune blev døbt, og de holdt fest 

om aftenen. De flytter til sommer – antagelig til Maniitsoq, mens vi endnu ikke 

ved, hvor vi skal hen. Jeg tipper på Aasiaat. På grund af det forestående landstingsvalg 

bliver bispevalget nok også forsinket og dermed også bestemmelsen om 

vores fremtid. 

Vi er begyndt at skifte beklædningen på alteret ud. Korset og det nye stof er 

kommet. Det er Kristian og Kirsten, der syr og snedkererer. Der har været en del 

rumlen i krogene om korset, som nogle ikke er helt tilfredse med - eller rettere – 

de vil ikke af med det gamle alterparti. Men menighedsrepræsentationen står fast 

på, at sagen er drøftet og besluttet. Det virker lidt barnligt, men sådan vil det jo 

nok altid være. 

På onsdag begynder fastegudstjenesterne. Tiden går. 


I morgen er det Kirstens 38. fødselsdag. I den anledning er en stor del af dagen 

gået med bagning til den forestående kaffemik. Vi har også inviteret et par gæster 

til i morgen aften. 

I dag kom Vilhelmine med mine nye festkamikker til 1100 kr. De er meget 

smukke, men en anelse for små. jeg håber, de gir sig lidt. Ellers går en stor del af 

tiden med at ombetrække alteret og prædikestolen i kirken. Jeg tror nok, det bliver 

smukt, selv om det ser lidt mere enkelt ud end tidligere. 

Ole Berthelsen spillede ved gudstjenesten i onsdags og gjorde det godt om end 

noget spagt, og Jaaku virkede udmærket som kateket. 

Jeg tror, Jesu budskab bedst kan sammenlignes med en smuk blomst – en lilje eller 

en rose, som man jo ikke kan bruge til andet end at glæde sig over. Det er ikke 

nogen nytteplante, som man jo gerne vil gøre det til, men evangeliet er ganske 

enkelt en fortælling om et godt menneske – et guddommeligt menneske. Vi kan 

ikke tage ved lære af denne fortælling – ikke uddrage nogen konklusion, eftersom 

den er ligeså lidt moralsk som f.eks. en rose. Men vi kan se på den – høre 

den igen og igen og glæde os over dens renhed og skønhed. Guds rige er ikke 

noget, som skal efterleves eller erobres – så dør det ligesom den blomst, man 

plukker. Guds rig er der bare – for de, som har øjne, der kan se Guds herlighed. 


I dag begyndte vores ældste søn i skolen – det vil sige han var henne og blive 

indskrevet sammen med de andre nye 1. klassere og deres forældre. Mogens bød 

velkommen og serverede juice og kaffe og hefter og blyanter til de nye elever. 

Det var helt mærkeligt at opleve et nyt kapitel i Jenses liv starte. Han har glædet 

sig enormt og var ikke til at skyde igennem, da vi kom hjem. 

Vi er stadig i gang med kirken, og nu da Vilhelmine er kommet med på holdet, 

bliver det virkelig pænt. Sagt ligeud så er Kristian en slem fusker, som er mest 

interesseret i at få det overstået. Måske er han bare for gammel – men Vilhelmine 

er ligeså gammel og en helt anden støbning. Uha – uha! 

61

62 


Jeg kan ikke sove, skønt klokken er 2. Jeg fik også en lang middagssøvn i eftermiddag. 

Peter Helmers har været på besøg et par dage fra Nuuk. Han kom herned 

sammen med Lars Birger fra erhvervsdirektoratet og Kirsten fra RUC. 

Så, nu løb oliefyret tør for olie. Det var godt nok meget. Jeg sidder i nattøj, men 

må vel hellere se at fylde lidt olie på. Pokkers også. Gad vide om Jaaku snyder 

mig? Nå, det passede ikke. Den lød bare lidt underligt. 

Forleden nat holdt Troels os vågne med mellemørebetændelse. det viste sig, at 

trommehinden var sprunget. Nu får han næsedråber og penicillin. 

I onsdags spillede Jonas til aftengudstjenesten og gjorde det vældig godt. Det var 

i det hele taget en dejlig gudstjeneste. 

I dag sendte jeg konfirmanderne ud med Ilagiit Aviisiat. – et særnummer om 

Grundtvig. Gud ved, hvad de siger til det. Nr. 5 er allerede klar til trykning. jeg 

har lige fået oversat artiklen om Grundtvig og den om påsken i Nuuk på Kirkenævnets 

regning (ca. 600 kr.). 

Tunisseqqaarfik ligger derimod stille for tiden. Kirsten har afleveret et par gode 

artikler til bladet, men det udkommer bare ikke. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal 

gøre ved det. Finn og Louise kan åbenbart ikke klare det. Og folk er sgu da sikkert 

også revnende ligeglade med det! jeg kan mærke, jeg trænger til at komme 

ud af det her hul. Jeg er bange for, jeg er ved at forsumpe. 


Jonas spillede igen i søndags og gjorde det glimrende. Titken måtte nøjes med 

rollen som kateket, hvilket nok også er bedst. Jeg gruer lidt for, om han skal være 

enekateket her på stedet. Det ville afgjort være synd for bygden. Finn som fabriksleder 

og Titken som kommunefoged og kateket – Vorherre bevare os! 


Fars fødselsdag. Jokum har lånt min bådmotor, og den kører fint. Her ligger stadig 

meget sne, og det fryser ca. 10°. Bliver efter sigende koldere. 

Ilagiit Aviisiat er færdig (nr. 5), men udover den og skolen og konfirmanderne og 

kulturhistorien får jeg ikke lavet noget. Jeg kan ikke komme af sted med mere 

her på stedet. Ville ellers gerne skrive en bog, mens jeg havde tid, men det er vist 

bare for et syns skyld, når det kommer til stykket. Dog går jeg svanger med et eller 

andet, som gerne vil fødes. En eller anden relation mellem Evangeliet og samfundsstrukturen 

og Grønland. Men jeg kan ikke rigtig formulere det. Hvad er kirkens 

rolle i et moderne sekulariseret demokrati? Er der nogen forbindelse mellem 

demokrati og evangelium overhovedet? 

I gamle dage gav staten og kirken i fællesskab svar på livets spørgsmål. Stat og 

kirke var én organisme – samtidig servicefunktion og magtapparat. De støttede 

hinanden. ”Gud konge og fædreland.” 

I dag har monarkiet udviklet sig til demokrati – et folkestyre, hvor staten i hvert 

fald formelt burde være folkets administrerende tjener – administrere flertallets 

vilje. Og kirken har efter de sidste 200 års teologi udviklet sig mere og mere hen 

imod det, som oprindelig var evangeliets hensigt: ikke at give svar, men at stille 

spørgsmål til de etablerede sandheder, af hvilken beskaffenhed de måtte være og 

samtidig vise hen til sandheden – ikke som en lære, men som en person – ikke til 

en moral, men til en begivenhed. Til en lille ukuelig blomst på det nøgne fjeld, 

som kun kan trives derude, fordi den dør, hvis den plantes om i en fed pottemuld 

og sættes ind i varmen. Har det kristne spørgsmål noget at give debatten om samfundsstrukturen? 

Ja, men kun i et sandt demokrati, som ikke er noget system,

men en livsform i udvikling frem mod anarkiet. Der – og kun der – har evangeliet 

samfundsmæssig relevans – ikke i systemerne. Der kan man kun bruge religion 

og moral til støtte for magthaverne og det bestående. 


Dronningens fødselsdag. Jaaku har hejst flaget, og skolen holder fri. 

I går havde vi så indvielse af det nye alterkors. Det var en smuk gudstjeneste, og 

jeg tror nok de kritiske røster mod forandringen forstummede i nogen grad. Det 

er virkelig smukt. Koret sang, og Titken prædikede og takkede. Fra kl. 14-17 

havde vi kaffemik i Nuaaraq, hvor der kom en del mennesker. Ilagiit Aviisiat nåede 

at blive færdig til lejligheden takket være den gode gamle håndduplikator, 

som måtte hentes ind i varmen, da den fine nye fotokopimaskine ikke gør det helt 

godt p.t. Der er noget symptomatisk her. 

Desværre gik provste- og landsstyremedlemsbesøget i vasken grundet vejret. Det 

var dårligt om lørdagen, men fint om søndagen. Men her ligger bjerge af sne, og 

det fryser 10°. 


Påskedag. Dejlig gudstjeneste. For en gangs skyld var vi alene til morgenkaffen. 

Dejligt. Her til aften kom koret og sang udenfor vinduerne. 

Jeg kan stadig ikke finde ud af det med kirke og stat. Eller rettere – jeg kan ikke 

formulere det ordentligt. 

En anden tanke: Angsten. Er den dømmende Gud, som han formuleres i jødedommen 

en projektion af den evige angst? Var angsten før Gud? I så fald – hvad 

stiller vi op med angsten, når den ikke kan henføres til noget konkret – når Gud 

er blevet den tilgivende far? Vi overfører angsten for Gud til forældrene. Vi må 

for alt i verden bestemme angstens årsag, for kun når trolden er blevet nævnt ved 

navn, mister den sin magt og bliver til at leve med. Tror vi! I den forstand er psykoterapi 

– bortset fra patologiske tilfælde (måske) blot en anden form for gudsdyrkelse. 


Der var ikke mange i kirke i dag. Det er dejligt vejr, og stenbidersæsonen er begyndt, 

så de fleste er ude. De har fået 2500 tønder, så der skulle være nok. De 

regner med en fin sæson. 

Den forløbne uge er for en stor del gået med at restaurere kristusfiguren i kirken. 

Vi har skrabet al malingen af og prøvet at reparere hænderne, som vat slemt medtagne. 

Nu fremstår den egentlig meget smukt, men trænger til en gang maling. 

I fredags havde vi ”firmafest” for menighedsrepræsentanterne med ægtefæller. Vi 

så Jesusfilmen, som forekommer mig at være ret langt fra den Jesus, jeg kender 

fra NT. Bagefter dansede vi. 

Vi kan som sædvanlig ikke finde ud af, hvad vi skal med vores ferie. Det ender 

nok med at blive ligeså forjaget som de sidste år. For resten er gården blevet solgt 

pr. 1.4. for 372.000 kr – dvs. omkring 30.000 netto pr. interessent! 


Storisen er allerede kommet og ligger truende i horisonten. Og med den det dårlige 

vejr i form af regn, slud og kuling fra syd. I går reparerede jeg båden med 

glasfiber, hvorefter det straks begyndte at regne. Og det har det gjort siden. 

Kristusfiguren er omsider færdigrestaureret. Fremtræder nu smukt nymalet mat 

hvid og passer godt til alterkorset. 

63

64 

Jokum lånte for 1 ½ måned siden min motor – bare 2-3 dage, som han sagde, indtil 

hans egen kom tilbage fra reparation. Siden har vi ikke set den. For en måned 

siden tog han til Nuuk. Det er for groft. Vi har visse omgangsregler i vores kultur, 

som ikke respekteres her. De udnytter danskerne efter bedste evne – måske – 

jeg ved ikke hvorfor, men der synes ikke at være grænser for, hvor langt man kan 

gå. Det er et komplekst forhold under alle omstændigheder. Og det kendes da også 

fra Danmark. Men nu vil jeg i hvert fald gå hen til Matthæus og hente min radio. 

Fandeme!! 

Nu har jeg hentet den og dermed ladet min afmagtsfølelse gå ud over Matthæus, 

som var lutter venlighed og selvfølgelig forståelse… Arme mennesker! 


Om 1 ½ time skal konfirmanderne overhøres i kirken, og i morgen konfirmeres. 

Alligevel regner det – og så har det endda været så fint vejr den sidste uge. Nettet 

er ude og fanger mange torsk, men ingen eller kun få ørreder. Forleden dag søgte 

jeg den ledige stilling som præst i Ilulissat. Jens Nielsen ringede herned og spurgte, 

om vi ikke ville søge. Vi søger også Sisimiut, når vi får opslaget. Vi har flyttet 

vores ferie en måneds tid, så pakker vi inden ferien og siger farvel. 

Vi har fået at vide, at Hans og Lisbeth rejser til Ilulissat til august. Spændende. 

Spændende EM i fodbold pr. radio. Ikke så spændende besøg af provsten, men 

dejligt, at Kristian Mørch blev vicebiskop – vi havde jo været med til at opstille 

ham. Dejligt vikariat af sygeplejersken Astrid Frydendal, som desværre rejser i 

morgen. 

Og en psykolog talte i fjernsynet igen om det egentlige – at turde være sig selv – 

at blive sig selv. han lagde grunden til vores angst i opdragelsen: ”Du må ikke!” 

Spændende! Og spændende om det bliver Ilulissat eller Sisimiut. Spændende om 

det går godt i eftermiddag og i morgen. 

Det er lidt vemodigt at skulle forlade Fiskenæsset, men også rart at komme væk 

fra alle cirklerne og strukturerne. Sådan er det jo. 

Det er dejligt at komme ud og sejle – motoren går fint, og vi finder nye steder og 

forleden en ørnerede (måske). 


Konfirmationen og overhøringen i går gik godt – bortset fra at jeg glemte et bibelord 

til en konfirmand. Jeg optog gudstjenesten i dag på bånd og er nu ved at 

duplikere båndet med salmerne i 6 eks. til konfirmanderne. Jeg kan høre, at min 

stemme er anspændt, men sprogligt god nok. 

I går aftes var jeg til kaffemik alle stederne, mens Kirsten og børnene gav op efter 

fire. De er hos de to manglende nu. I aften skal vi til middag 2 steder hos 3 

konf. Undersøgelsesholdet fra RUC passer ungerne i aften. De laver undersøgelser 

om kvinders beskæftigelsesmuligheder i bygden. 

Vejret desværre koldt og bygevejr. 

RUC-folkene har en videooptager med m/ kamera. Lækre sager! Tog bl.a. billeder 

af konfirmanderne. 

Og den 29. ds. skal vi så rejse! 


Efter en længere periode med godt vejr er det i dag koldt og regnfuldt og blæsende. 

Jeg har i dag bestilt 4 store containere til vores flytning. Vores dage i Fiskenæsset 

er talte – den 29. – om tre uger – er vi rejst.

Vi havde besøg af Peter og Naja + bajs i weekenden. det var meget hyggeligt, 

men som så ofte før, når vi har besøg af nogen – får vi ikke snakket igennem. har 

en underlig fornemmelse af at snakke forbi hinanden – ikke behandle de emner, 

som i virkeligheden kommer os ved – de religiøse og psykologiske emner – alt 

det om os selv. Skråt op med det politiske - Grønlands fremtid m.v. Og så fornemmer 

jeg hos dem og også hos RUC-folkene – at netop dette uvedkommende 

politiske går for at være det egentlige – det primære, som reducerer alt andet til 

middel. Det gør samtalen besværlig for ikke at sige ligegyldig fraserig. 

Med Astrid og med andre har vi oplevet en umiddelbar indforståethed – en væren 

på samme bølgelængde – et interessefællesskab, som gjorde samværet spændende 

og udbytterigt. Med andre mennesker kan man sidde og vride sine hjerneceller 

for at finde på noget, der kan udfylde tomrummet. 


Kirsten kommer lige ind med en kop te og en havregrynskage – hun er ved at 

skrive brev til sin far og mor. Vejret har været strålende den sidste tid. Rigtig 

grønlandsk sommer. 

Vi sidder oppe og venter på gæster fra sømandshjemmet, som skal komme med 

’Søkongen’. De rejser igen på fredag – og så skal vi så småt til at pakke vores 

møbler og andet gods i de fire containere, som er kommet i dag. Vi skal sejle den 

29. og flyve videre den 3.8. til Danmark. 

Jeg når lige at sige goddag og farvel til Hans og Lisbeth, inden de tager herop 

den 9.8. 

Nede ved fiskerikajen ligger ’Pajuttaat’ stadig og losser salt m.v. til den nye fabrik. 

Jeg har i dag aftalt at sælge vores båd til Miki for 10.000 kr. – så slipper vi også 

for at tage den med. Transporten er for dyr. Mor ringede i går og forærede os 

8.000 i arveforskud fra de grunde, hun har solgt på Klitten. Sidste nyt er at vi får 

vores penge i begyndelsen af august – pengene fra gården. Så vi har mange penge 

p.t., men desværre er vi løbet tør for checkblanketter – så vi må nok til at låne 

os frem alligevel. 

Kirstens menstruation er udeblevet – så vores fremtid er spændende på flere måder. 

Vores følelser m.h.t. de to byer er meget svingende. Somme tider håber vi 

mest på den ene – snart efter på den anden. 

Vores fremtid ligger i Guds og kirkenævnets hånd. 


Graviditetstesten positiv. Vi venter barn 17. marts 1985. 

65

66 

3. Del Jakobshavn 1984 - 85 

I august 1984 rykkede vil teltpælene op og flyttede til Jakobshavn. I den første tid 

førte jeg lidt dagbog, men efter nogle måneder holdt jeg af en eller anden grund 

op… 

Jakobshavn den 13. oktober 

Der er sket meget de sidste par måneder! Jeg sidder nu i den store præstebolig i 

Ilulissat, hvor vi har været et par uger. Vi flyttede fra Fiskenæsset den 30. juli. Vi 

var lige ved ikke at komme af sted på grund af 

’Kununnguaq’s grundstødning og den tiltagende storis, men heldigvis fik vi sejllejlighed 

med Ole Berthelsen i hans Comtesse, og det tog bare fire timer. Efter en 

pragtfuld ferie i Danmark, hvor vi havde lejet en campingbus og kørte rundt til 

venner og familie i 4 uger, rejste jeg til Nuuk den 7. september til præstekonvent 

og bispevielse. Her var jeg i 14 dage, inden jeg rejste med ’Disko’ til Ilulissat den 

24. sept. Vores møbler var vel ankommet, så da maleren var færdig med at tapetsere 

stuerne, kunne vi begynde at flytte ind 2 dage efter ankomsten. Heldigvis 

kunne jeg bo hos Hans og Lisbeth de første par dage, og de hjalp også med indflytningen. 

Kirsten og børnene ankom mandag den 1. oktober direkte fra Danmark. 

Jeg er endnu ikke blevet indsat, men er allerede i søndags noget hovedkulds begyndt 

med gudstjenester og før da med kontorarbejde. Jeg har også haft de første 

timer i religion i skolen og begynder konfirmandundervisningen efter efterårsferien 

på torsdag. 

I går var vi på besøg i Rodebay til Peqatigiinniats 75 årsdag, hvor vi holdt gudstjeneste 

med altergang i skolekapellet. I morgen skal jeg have gudstjeneste i 

Nâlagkavta Igdlua og på sygehuset. Her er mere at lave end i Fiskenæsset. 

Kirsten har fået arbejde som fysioterapeut på timeløn p.gr.a. den igangværende 

blokade, og Jens er begyndt i skolen, som han foreløbig er meget glad for. 

Der kom forleden to containere fra Danmark med vores nye møbler. Vi havde fået 

bevilget én, men det kunne åbenbart ikke være i én, så nu må vi nok betale for 

den anden. Ak, ja! Vi fik 54.000 for sommerhuset, men nu har vi brugt dem + 

16.000, som vi fik af mor. 

Her er meget nyt, og som altid er det nye anstrengende. Jeg føler mig usikker 

med hensyn til kontorarbejdet og sprogligt uformående. Usikker på mangt og 

meget, men det kommer vel med tiden. 

Jakobshavn den 29. oktober 

I går holdt jeg min første danske gudstjeneste. 25 Og i søndags var jeg i Ilimanaq. 

Det var bare en gudstjeneste og altergang og kaffe hos kateketen. 

En af Jenses klassekammerater, Dennis’ mor, som er svensker, har tilbudt at tage 

Ida og Troels i dagpleje 2 timer hver formiddag for 500 kr. mdl. Det har vi sagt ja 

tak til. Vi havde en pige, Dina et par dage, men så måtte hun hjem til Godhavn, 

fordi hendes fyr slog hende. 

Kirsten er begyndt at arbejde på sygehuset 4 timer hver dag – hun er lidt usikker 

overfor det her i starten.

Jakobshavn den 28. december 

Julen er forbi. Der var mange gudstjenester! Juleaften sygehuset kl. 14, kirken kl. 

15 og 16,30 – Juledag kirken kl. 9 og 10,30 – sygehuset kl. 12 – kirken kl. 17. 2. 

juledag kl. 10 – sygehuset kl. 14. 196 mennesker til alters i alt. Og nu så fri undtagen 

kirkekontoret indtil søndag. Korsangen juleaften gik godt – og i det hele 

taget nok anstrengende, men dejligt. 

Nu sidder jeg og nyder en cognac og vil gerne skrive noget vægtigt… 

Prædikenerne – de grønlandske, og for øvrigt også den danske! skrabede jeg 

sammen fra gamle prædikener – lidt hist og her fandt jeg, der med nød og næppe 

kunne bruges. Ak, ja! 

Juleaften var Hanses her – vi fik rensdyrkølle og and og ris a la Mande. Mange 

gaver. Racerbane til Jens etc. etc. 

Ja, de sidste par måneder. Kirsten føler sig mere og mere hjemme på sygehuset – 

barnet i hendes mave vågner hver aften kl. 23 og har det tilsyneladende godt. December 

– ja, jeg fik jo skrevet et fællesbrev og sendt det af sted betids til de 50 

modtagere. 26 

Skolen plager mig lidt. Sproget selvfølgelig, men også faget. De har et forskruet 

forhold til religion, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre det – de har 

jo vendt sig fra alt det der. Venstre hånd igen! Mere cognac, tak! 

Vi regner med at tage til Danmark om to år – vi føler os lidt fremmede her endnu. 

Alting er større end i Fiskenæsset. Her kommer ingen, men vi har et godt forhold 

til dem, vi kender. det er godt, hans og Lisbeth er her, selv om vi ikke overrender 

hinanden. Jeg ved ikke – jeg ville godt brænde for en sag. Det meste går ud på at 

gøre sig gældende. Det kan ikke være meningen, at man hele tiden skal vende og 

dreje sig for at komme i det rette lys – jeg ville gerne kunne se stort på den slags. 

men det kræver den sikkerhed, som kommer af et sjæleligt engagement. Mit arbejde 

er ikke rigtig tilfredsstillende, fordi jeg sammenligner mig med andre i 

samme situation og ligesom lammes af de misbrugte muligheder. Jeg er ikke mig 

selv – meget afhængig af ros og på tæerne overfor kritik – jeg er ikke mig selv. 

Bundet af mit forhold til… de andre. 

Hvad er det, jeg vil? Mine prædikener er gode, fordi de udtrykker en længsel – 

min længsel efter frihed. Måske – hvis den blev opfyldt – ville jeg ikke mere 

kunne prædike. Hvem ved? Og måske er det noget vrøvl, jeg siger. Måske bliver 

jeg først mig selv, når jeg gør noget, som er utraditionelt - holder op, f.eks. – gør 

noget, som jeg kan svare for – stå inde for. Og ikke bare følger med strømmen – 

går den slagne vej… Kaste sig ud i usikkerheden med udsigt til økonomisk og 

menneskelig ruin – det er måske vejen? Og sandheden – og livet? Eller jeg kunne 

begynde at skrive – erkende min ambition om berømmelse – om Nobelprisen – 

og dyrke den. 

- En cognac til, tak! 

67

68 

1985 

Jakobshavn den 11. februar 

Det er ved at blive lyst igen – snart skinner solen ind ad vores vinduer. den 21. 

januar begyndte Louise Jeremiassen at arbejde her hos os – hun får 2000 kr. om 

måneden og er her fra 9,30 til 17,30 hver dag. Det er en stor lettelse. Vi håber, 

hun bliver her, også når arbejdet på fabrikken kalder. 

Jens Nielsen holdt ferie i januar, så jeg tog fri fra skolen for at kunne være på 

kontoret hver dag. Der var nok at lave. Efter hans ferie ville jeg have været til 

Saqqaq og Qeqqertaq, men isen nåede at lægge sig – så turen blev aflyst. Det var 

rart at være fri for religion i skolen – nu er jeg begyndt at fortælle dem om fremmede 

religioner, og det synes at optage dem – jeg gør det på dansk, og det letter 

jo det alt sammen en del. 

Jeg har også fået en tolk – Lars Lennert, som oversætter mine prædikener til 

grønlandsk – jeg har søgt bevilling hos Kirkenævnet. 

På menighedsrepræsentationsmødet den 5.2. blev det bevilget, at Ilagiit Aviisiat 

skulle sendes til Nuuk til trykning – det var godt. 

Kirsten trives godt med sin mave – vi har været til fødselsforberedelse. Ungerne 

kan godt lide Louise, men Dennis og Linus er her næsten hver dag. Det er lidt for 

meget. 

Jeg har søgt om plads på grønlandskkurset i Sisimiut til sommer og vil prøve at 

gå op til HF i grønlandsk til sommer som privatist. Nu får vi se – det er måske for 

svært. Jeg arbejder p.t. med Keld Thor P’s Grønlandsk II, og der er meget, som 

jeg ikke kan. Ak, ja! Man skulle nok have gjort noget mere ved det, mens tid var 

i Fiskenæsset. 

Jeg er optaget af Hermann Hesse p.t. Har læst Sol og Måne og er i gang med 

Siddharta. Og måske vil jeg fordybe mig i Grønbechs Indisk Mystik. 

Ingen grund til klage… 

Til efteråret skal vi måske undervise på HF i samfundsfag og religion. Spændende. 

Jeg er ved at komme i den alder, hvor jeg nøgternt intellektuelt må anerkende 

mig selv, som jeg er – leve med det – acceptere det – elske det? Sådan og sådan 

er min natur – mit væsen – det er blevet skabt fra jeg var 0-6 år, så der er jo nok 

ikke så meget at gøre fra eller til. Måske skulle jeg prøve at lytte lidt mere til mine 

egne prædikener om at acceptere sin situation og elske livet i tryghed og tillidsfuld 

venten? 

Vi regner med at føde 16. marts… 

Jakobshavn den 5. marts 

Nu er fjorden lagt til med is, og et stort isfjeld har lagt sig til rette her udenfor. 

Nu er der heller ikke så længe til fødslen – vi regner med den 16. Jeg fik lige at 

vide i dag, at jeg kan komme med på kurset i Sisimiut 1.-18. oktober Det kniber 

mig gevaldigt at tage mig sammen til at få læst grønlandsk til daglig. 

Jens er blevet syg med hovedpine og feber – jeg synes også, jeg er træt. 

På menighedsrepræsentationsmødet i aftes blev det meddelt, at vi havde fået bevilget 

15.000 kr. til udgivelse af Ilagiit Aviisiat. Nu må vi så håbe, bladet bliver 

godt.


Erik, der kører med vand, er død af en blodprop pludselig i dag. Skal jeg gå ud og 

besøge hans enke? Jens går i klasse med hans datter. Bringe kirkens trøst? Jeg 

har ellers lige læst en bog om sjælesorg – men det er ligesom den ikke rigtig passer 

til forholdene heroppe. Eller også er det mig, der ikke passer i kirken – jeg viger 

i hvert fald tilbage for at gå derhen… og får dårlig samvittighed over det. 

Kirkebladet er sendt til trykning – en rar fornemmelse – det blev helt pænt. Jeg 

skal have lavet en slags læseplan for HF-kurset i religion, som skal starte til efteråret. 

Og den 28. skal jeg til møde om Lokal TV. Det kan også blive spændende. 

Mor kommer herop sammen med Hanses, når de kommer tilbage fra ferie den 3. 

maj. Vi passer p.t. deres hund, Grot, som venter sig. 

Det gør vi også. Terminen (den 16.) er overskredet, så det kan blive når som helst 

nu. 

Ellers har jeg holdt foredrag i Blå Kors om Legeme og Ånd og skrevet prædikenvejledninger 

til kateketuddannelsen. 

Jeg har også været til diskussionsmøder hos spejderne med Jehovas Vidner – Bo 

og Helene. Vi havde dem for øvrigt til kaffe en lørdag, men undgik – nok forkert 

– de religiøse emner. De ville vist gerne snakke om dem. 

En af kateketerne er holdt op – og vi har desårsag måttet nøjes med én gudstjeneste 

på alm. søndage. Så det giver nogle frisøndage. 

Jens er begyundt at stå på ski og trives i øvrigt gevaldigt med Helene, hans klassekammerat, 

som i øvrigt skal døbes påskedag sammen emd sine to søskende. 

Jeg skal også til at forberede mig til HF eksamen i Aasiaat til sommer. Mangler 

bare pensumopgivelserne. det virker ikke afskrækkende – endnu. 


Kirsten og ungerne er ude at gå tur i det fine vejr, -10°, solskin. Jeg orker ikke at 

gå tur. Jeg synes, jeg er så forfærdelig træt for tiden. Initiativløs. jeg ved ikke, 

hvad det er med mig. Måske er det ventetiden, der gør mig stresset. Jeg er energiforladt 

og træt af mig selv. Jeg skal skrive prædikener til påsken, men jeg orker 

ikke at komme i gang. Det er, som om jeg bruger al min energi inden i mig selv 

med spekulationer over, hvorfor jeg er så dum og kraftesløs. Det er en kamp for 

mig at få det mindst fra hånden, og dog har jeg alle muligheder – jeg er rig på alle 

måder – men sært ligeglad. Hvad er det, jeg har gjort ved mig selv for at erobre 

livet? – givet afkald på sandheden?? sagt farvel til det egentlige for at gribe det, 

som ikke betyder noget? Men hvad er mere egentligt end at have kone og børn og 

én i vente – som alle sammen holder af mig – og jeg dem? Er der mere? Ja, at 

skulle noget. Ikke af forfængelighed, men af nødvendighed. Bedsteborger!! Jeg 

vil gerne være oprører, men jeg er det ikke – jeg ved ikke, hvad jeg er – andet 

end at jeg ikke befinder mig godt udenfor min familie. Jeg er ikke grebet af en 

øm hengivenhed for min næste – jeg er faktisk hamrende ligeglad med ham! Men 

jeg ligger under for hans dom, og så er jeg pisket til at interessere mig for det ligegyldige. 

Bedsteborgeren går tur søndag eftermiddag – Jeg har aldrig været mig 

selv – har aldrig været noget væsentligt – højst vrænget lidt ad de andre, når de 

ikke bemærkede det. Jeg er så bange for at leve – og tomheden gør ondt – puster 

mig op, og en dag revner jeg vel, så al tomheden ryger ud. 

Jeg er træt, men jeg tror på Guds kærlighed. Fri mig for alt det religiøse bavl, de 

har fyldt os med – giv mig sandheden at kende. Giv mig at kende sandheden – 

dig!! 

69

70 

Jakobshavn den 3. april 

Den 27.3. kl. 10,50 fik vi en søn. Fødslen gik hurtigt – i forhold til Jenses fødsel. 

Kirsten fik veer kl. 5 om morgenen – kl. 7 gik hun i varmt bad – kl. 8 tog vi på 

sygehuset efter at have tilkaldt Lisbeth som babysitter, og kl. 10,50 kom den store 

dreng ud. Det gjorde ondt, og Kirsten måtte sys sammen bagefter, men bortset 

fra det, var alt i orden – ja, lige bortset fra, at navlestrengen sprang, men det betød 

vist ikke noget. Jeg optog det på video. Han er en dejlig dreng – stille og rolig 

og han sutter gevaldigt på mors dejlige bryster.

4. Del: Julianehåb 1993 - 96 

Efter to år i Jakobshavn flyttede vi til Danmark, hvor jeg blev præst i Føns- 

Ørslev-Udby-Husby sogne på Nordvestfyn, men det er en helt anden historie. 

Efter 7 år her rejste vi tilbage til Grønland – nærmere betegnet Julianehåb eller 

Qaqortoq, hvor jeg havde fået stilling som præst for den danske menighed. Jeg 

havde fået tre års orlov, så jeg kunne vende tilbage til Fyn, hvis jeg ønskede det. 

I Qaqortoq begyndte jeg igen at føre dagbog… 

Julianehåb den 1. november 

Skyerne hænger lavt ned over byen. En enlig isskosse har lagt sig midt ude i fjorden, 

hvor en enkelt jolle er på vej hjem. Det har regnet støt de sidste par dage. 

Det grå tørvejr har været lyspunkter. Der er ikke mange mennesker på gader og 

stier. Man holder sig inden døre for ikke at blive påvirket af det deprimerende 

vejr. 

Man går ellers meget her i byen, som jo ikke er større end tobak for en skilling i 

dette enorme landskab med dets ældgamle slidte fjelde. Byen er en ny foreteelse, 

som stædigt påstår at have ret til at være her, selv om den ikke har spurgt om lov. 

Somme tider gør naturen da også, hvad den kan for at jage byen og dens mennesker 

væk med storme og laviner og kulde, men så er det, som om den forbarmer 

sig eller fortryder, og pludselig viser den sig fra sin mest yndefulde og indtagende 

side - og byens mennesker kommer forbavsede og forsigtigt forskræmte ud af 

deres huse og misser mod solen, inden ansigtet krøller sammen i glæde, og man 

råber glæden over til de andre: ila, ila sila alianaak!! Der skal så lidt medgang til 

for at glemme modgangen - eller er det omvendt? 

Byen har ligget her et par hundrede år, men går man bare lidt ud i fjeldet, skal 

man ikke regne i århundreder men i årtusinder, for sådan har landet ligget med sine 

fjelde, sine fjorde og søer, og derude føler man sig meget lille. Måske fornemmer 

du her ude naturens store pulsslag - havet, der hæver og sænker sig i takt 

med ebbe og flod som et mægtigt åndedræt - vel egentlig det samme pulsslag, 

som banker i dine egne årer - det samme åndedræt, som bevæger dit eget bryst. 

Hvis man er religiøs, kommer man tæt på sin skaber - den skaber, som har sat det 

hele i gang, og måske kan du fornemme det samme pulsslag - livets rytme - i folkets 

gudstjeneste, hvor den langsomme salmesang afspejler den natur, folket lever 

i og af. 

Jeg tænker somme tider på, hvad den danske salmetone afspejler - måske trafikkens 

hurtige rytme, hvor vi ikke har tid til at dvæle på tonerne men må se at blive 

færdige - næsten inden salmen er begyndt. Ægte nok - for sådan er trafikken på 

motorvejen - som rockmusikkens rappende rytme, der lyder så vred og utålmodig 

i forhold til naturen heroppe. 

Også i forhold til byens trafik, hvor selv det at cykle virker fortravlet i forhold til 

alle de, som går så langsomt og på en måde værdigt og rigtigt - som salmesangen, 

hvor man finder hinanden, lytter sig frem til en harmoni og sukker velbehageligt, 

når salmen er færdig - eller rettere - langsomt er tonet ud. Ah, det gjorde 

godt med sådan en salme! 

Man synger en salme med sådan en indre vemodig glæde, som gør godt - næsten 

seanceagtigt ude af tid og rum - til gensidig vederkvægelse langt mere end opbyggelse. 

Og det er måske noget af det, der griber os ved disse folk - at man ikke 

71

72 

altid er så projektorienterede, så man ikke har tid til vederkvægelsen - ja, jeg kan 

godt lide det ord - den stille hengivelse og nydelse, som vi nok er ved at glemme 

til fordel for den formålsrettede, i alle detaljer gennemtænkte og velformulerede 

livsholdning. Det er ikke så underligt, folk bliver stressede, hvis de aldrig har oplevet 

at hengive sig i en fælles nydelse af det, som er større end vores beregninger 

og målrettede planlægning. Endog større end den demokratiske debat! Og 

fordi vi er i stand til at dyrke jorden og så roer og korn over det hele, er det jo ikke 

ensbetydende med, at vi behersker tilværelsen. 

Heroppe i den barske natur har man endnu ikke helt erkendt menneskets enestående 

betydning, og derfor synger englene stadigvæk med på salmerne, så selv 

isen lytter og smelter lidt. 

Nede i den gamle kirke hænger en redningskrans fra det stolte skib Hans Hedtoft. 

Alt, hvad der nogensinde blev fundet efter den titanic'ske katastrofe. Skibet var 

opkaldt efter den statsminister, der åbnede landet for udviklingen, og i visse stunder 

kan man ikke undgå at undre sig over skæbnens lunefulde spil, hvor selve 

symbolet på den nye tid går til bunds med mand og mus. Udviklingens stolthed. 

Heroppe ved vi, at ingenting er tilfældigt - måske fordi man er nærmere på noget 

kosmisk - måske fordi nordlysene gør noget ved én? Hér har jeg oplevet skæbnen 

som en vilje med personlige træk - en skæbne, der tog fejl. Her har jeg fornemmet, 

at alt lever og ånder. 

Hans Hedtofts forlis ville mange måske nok kalde tilfældigt - måske var det et 

tegn - et vink med en vognstang til både dette og hint folk - et tegn, som man 

overhørte og undskyldte og ikke ville forstå - ikke kunne forstå som andet end en 

tilfældig, ulykkelig hændelse. Som Titanic - fremskridtstroens synkefri symbol, 

der dog sank så ynkeligt. 

Både Titanic og Hans Hedtoft blev tilintetgjort af den is, som de gamle grønlændere 

sang tryllesange til for at aflede dens opmærksomhed, så den glemte at styrte 

sig over konebåden. Hvilket i øvrigt fik købmand Niels Egede til at opsende en 

rå hånlatter til sin Gud, da han oplevede denne primitive afledningsmanøvre. 

Og nu har de boret hul hele vejen igennem indlandsisen for at se - for at forstå - 

for at komme til bunds - og det kommer de nok også! 

De skålede i champagne for at fejre deres triumf. Ligesom dengang i juli 69, da 

hele verden jublede over de første mennesker på månen, undtagen konen i Husby, 

der kaldte det for helligbrøde. Jo, nu forstår vi godt hende og isen. 

Redningskransen i kirken maner til eftertanke, og det er vel heller ikke tilfældigt, 

at den hænger der. Den er slemt medtaget, men navnet er der godt nok: Hans 

Hedtoft København. 

Jeg tror, at folk heroppe er skæbnetro, fordi du umuligt kan opfatte skæbnen som 

noget tilfældigt. Den har et pulsslag og et åndedræt - skæbnen er levende som vi 

selv og har måske endda noget for med os - giver sine små og store vink på sin 

egen somme tider barske måde til dem, der er åbne for dem. Skæbnen er aldrig 

blind. 

Heroppe får naturen dig til at se mere - høre mere - opfatte mere, fordi den ikke 

er til at komme udenom - du har den inde på livet hver dag, og du véd, at den lever 

og er en del af dig som du af den - det samme pulsslag - det samme åndedræt... 

Måske var det slet ikke os, der tog til Grønland - måske var det Grønland, der 

kaldte os herop? 

Var det os, der valgte hunden - eller var det hunden, der valgte os, fordi den skulle 

til Grønland med sin tykke pels?

Nu går solen ned, og himmel og hav blusser op i de allersmukkeste farver, før 

mørket sænker sig. 


Der var engang en mand, som havde en båd. Den hed Enhjørning, og det var hans 

far, der havde bygget den. Det var en usædvanlig smuk båd, fordi den var bygget 

med stor omhu og kærlighed. 

Manden passede og plejede sin båd, og han elskede den som sit eget barn. Han 

tog på ture med sin familie om søndagen, og hele ugen glædede familien sig til 

disse ture i deres dejlige båd. 

En dag kom naboen og spurgte, om han måtte låne den, og da manden var glad 

og gerne ville dele sin glæde med andre, tøvede han ikke med at give naboen lov. 

Da det rygtedes, kom der andre for at låne båden, og manden var glad for at kunne 

glæde andre. 

Men efterhånden blev det sådan, at manden selv sjældent kom ud at sejle, for båden 

var altid lånt ud. Og fordi manden aldrig sagde nogen imod, tog man sig større 

og større friheder. Man blev væk med båden i flere dage - somme tider i ugevis 

- ja, der var endda nogen, som ændrede visse ting på båden, sådan at manden, 

der ejede den, til sidst dårligt nok kunde kende sin egen båd. 

Således var der en dag nogen, der havde lavet den om til en fiskerbåd, så den 

kunne give et ordentligt udbytte - selv om manden, der egentlig ejede båden, ikke 

kunne få det over sit hjerte at slå fisk ihjel. Der var sat en stor motor i, og den var 

blevet udstyret med det mest moderne fiskegrej. 

Det kan ikke nytte noget, sagde de. Vi har alle muligheder for at skaffe dig et 

godt udkomme med den båd - bare overlad det hele til os, så skal vi nok klare det 

for dig. Og så blev båden registreret som fiskerbåd og fik et stort fint nummer på 

stævnen. 

Og det kunne manden såmænd godt forstå, og det var nok også dumt bare at have 

en båd liggende til pynt. 

En vinteraften gik han ned for at se til båden. Og der lå den fuld af snavsede fiskeredskaber 

og døde fisk og stank af dieselolie og råddenskab. Styrehuset var faldefærdigt 

med ituslåede ruder. Motoren, som de havde sat i, var alt for stor, så 

båden kunne slet ikke holde til den, og hele båden bar præg af det forfald, som 

kommer af den hjerteløse produktivitet. 

Og nu havde isen trykket båden op i et hjørne af havnen, så den lå fuldstændig 

forladt og ubrugelig som et stykke kostbart legetøj, børn har moret sig med en 

tid, indtil de blev trætte af legen og larmende er gået videre til deres næste offer 

fulde af hånlig foragt for den skønhed, de selv har spoleret. 

- Gammelt lort! 

Da græd manden over sin Enhjørning og over sig selv og fortrød sin medgørlighed. 

Og mest græd han, fordi han følte, han havde svigtet sin far. Men da var det 

for sent at græde. 

Jeg kan huske den smertelige følelse fra de gange, man som barn fik de dejligste 

ting, som i løbet af ingen tid blev overtaget eller slidt op af store brødre eller 

kammerater, som man ikke kunne sige nej til, og det er måske derfor jeg føler en 

vis solidaritet med et folk, der har oplevet det samme med deres land - det smukke, 

smukke land, som man åbnede for vennerne med de største forventninger - og 

så oplevede smerten ved alle de velmente forsøg på at få noget ud af landet, som 

blev overtaget og varetaget på de andres måde og efter deres ønske. Og nu er det 

måske for sent at græde. 

73

74 

Ligesom med Isen, der blev vred på Hans Hedtoft, men ingen hørte den, ingen 

tog notits af den - for det var jo bare is, og nu har de boret hul midt ned igennem 

den - har taget en gigantisk biopsi og er taget tilbage til deres små laboratorier for 

at undersøge deres kostbare trofæ. Måske græder den - eller hvem ved, måske eksploderer 

den en skønne dag. 

Udenfor er det blevet mørkt nu. Jeg sidder og kigger ud over den oplyste by - ud 

på den sorte fjord, hvor et isfjeld i dagens løb er kommet nærmere på byen. De 

stikker somme tider indenfor i fjorden og tager en runde. Det er som om, de lige 

skal se, om alt er i orden, inden de stikker til havs igen. 

Eller også er det spioner... 


Jeg arvede engang nogle gamle våben - en hjelm, en bue med pile og ikke mindst 

et sværd efter min gudfar, som havde været forretningsmand i Baku ved Sortehavet 

og derfra havde medbragt disse trofæer engang i tidernes morgen. Det hele 

var meget ramponeret, men det var efter sigende meget gammelt og derfor værdifuldt. 

Jeg var på det tidspunkt ingen af delene - vel en 13 år - og slet ikke gammel 

nok og ansvarsfuld nok til at påskønne disse fine gamle værdier. Jeg begyndte at 

bruge tingene, der jo nok i sin tid mere var beregnet til at hænge på væggen. 

Defor beslutte den mere ansvars- og værdibevidste del af familien, at i det mindste 

sværdet burde reddes, og vel for ikke at såre mig, opfandt man en historie 

med én eller anden mand, som min storebror kendte, og som havde forstand på 

netop den slags sværd. Han ville gerne vurdere det og evt endda rense og polere 

det, så det blev flot. Jeg udleverede omgående mit sværd, og naturligvis så jeg 

det ikke igen, før jeg blev vurderet til at være ansvarsfuld nok til at have det - dvs 

flere år senere. Jeg husker endnu min brors strålende blik, da han afleverede det 

til mig - vel i forventning om en eller anden taknemmelighed, fordi de havde reddet 

det kostbare sværd fra den lille vandal - men reaktionen udeblev. 

Kunne han have set ind i mit utaknemmelige sind, ville han måske have oplevet 

en ganske anden voldsom reaktion over den ydmygelse, jeg havde været udsat 

for - ikke så meget fordi de havde overtaget mit sværd, men fordi de havde bedraget 

mig. Jeg følte mig som den naive ægtefælle, der får at vide, at den andens 

utroskab naturligvis har stået på i mange år. 

Kort efter sleb jeg sværdet til, så det blev spidst og skarpt og lagde nyt skind på 

skeden... 


I dag går vi en tur ud i fjeldet. Det er knagende frost og klar blå himmel. Vi går 

op bag byen og et lille stykke ind over fjeldet, hvor der åbner sig en pragtfuld udsigt 

ud over hele fjordkomplekset. Der er helt stille, og vi bliver bare nogle små 

mennesker. 

Der var engang nogle danskere, der kom til Lichtenfels, som de tyske missionærer 

måske havde opkaldt efter en særlig meget grøn meteorsten, der lå som et vartegn 

for de grønlændere, der boede der. Danskerne fik lyst til stenen, og da den 

var for stor til at tage med, sprængte de den i stumper og stykker. Vi har selv et 

stykke af den. 

Vi var forargede på de danskere, men er vi selv kommet for det samme? 

Jeg ved det ikke. Jeg kender udmærket denne behagelige sødme, der ligger i forargelsens 

retfærdige men letkøbte harme, der lokker os som gribbe til forfaldet. 

Og når vi så er blevet mætte af de andres elendighed, kan vi rejse velbeslåede

hjem med nye fortællinger om isen og folket og de gamle fjelde. Bekræftede i 

vores farisæiske holdning til udviklingens elendighed. 

Jeg ved ikke, om det forholder sig sådan. Det er muligt, men på en måde er også 

det for letkøbt. 

Ens holdning er jo ikke noget, man køber eller vælger, som man køber en vare eller 

vælger et maleri. Din tilværelses indhold står dig ikke sådan frit for. Du kan 

selv fornemme forskellen på det, der bevæger dig - og så det, du bare synes. Det 

er som forskellen på den enkle sandhed og den opstyltede teori. 

Min holdning og jeg er ét - måske fordi det, der bevæger mig, vælger mig - og 

ikke omvendt. Ligesom Grønland og hunden og hvad ved jeg. Jeg er i min holdnings 

vold, og så kan jeg godt prøve som Jonas at ville det anderledes - men det 

går bare ikke. For så er jeg ikke mig selv. 

Hvorfor er der noget eller nogen, der bevæger os, mens andet og andre bare lader 

os kolde? Måske nok siger os en masse som et udmærket foredrag - men i virkeligheden 

ikke rører os? 

Og hvorfor er det så svært at skelne? 

Psykologerne har givetvis et svar, men holder det i virkeligheden? 

Jeg tror, der er noget, der vil os noget, og der går vel ikke en dag, uden at vi får 

det at vide på den ene eller anden måde. Hvad skulle ting ellers ske for? Tilfældigt? 

Aldrig i livet! 

Det vrimler med tegn og vink, som vi enten ikke kan eller ikke vil fatte betydningen 

af, fordi vi af én eller anden grund ligesom skubber livet fra os - som fortravlede 

forældre, der ikke har tid og heller ikke lyst til at lytte til deres børn, indtil 

børnene ikke kan finde på andet end at blive syge eller kriminelle - blot for at få 

ørenlyd - og så giver vi dem behandling, men ikke nødvendigvis omsorg eller opmærksomhed. 

Eller som den kræft, der angriber frugtbarheden, livet selv: livmoderen, brysterne 

- og man bare behandler og søger i det høje og det dybe efter en helbredelsesmetode 

- en vidundervaccine, og de laver forebyggende folkeundersøgelser, men de 

lytter ikke - spørger ikke engang hvorfor. Hvorfor netop livmoderen - hvorfor netop 

brysterne. 

Og i laboratorierne kappes forskerne om at finde vaccinen mod Aids, men de 

spørger ikke, hvorfor vores seksualliv - vores kærlighedsliv nu skal behæftes med 

dødsangst. Det er som om, der er nogen, der banker på vores dør, men vi hører 

det anderledes - som en fejl, en forstyrrelse, og vi begriber ikke, at denne banken 

ikke holder op - og til sidst river vi vel huset ned for at slippe for larmen. 


I dag er fjorden sort. Rundt om den ligger de sneklædte fjelde, og ovenover er 

himlen grå. Nu og da kommer snebyger ind ude fra havet og fejer hen over byen. 

Kulden tager til. 

Der var engang en mand, som følte sig kaldet til at profetere. Derfor forlod han 

sit hjem, sin familie og flyttede til en anden by, hvorfra han gik rundt på egnen 

og profeterede. 

Familien var sønderknust. Efter faderens tidlige død, var det den ældste søn, der 

var familiens overhoved, og nu forlod han bare det hele, fordi han var blevet grebet 

af noget, han kaldte vigtigere og større. Flere gange forsøgte de at få ham til 

at komme hjem - også fordi de syntes, at han kastede skam over familien. Naboerne 

havde ondt af dem. 

75

76 

Men ude omkring begyndte folk at lytte til hans tale - mange forstod den, for han 

talte enkelt og ligefremt, som én der véd hvad han taler om. Det lød så selvfølgeligt 

rigtigt, det han sagde. 

Folk begyndte at strømme til, når han prædikede, men fordi hans budskab var et 

frihedsbudskab til de undertrykte, blev det opfattet som en trussel mod det bestående, 

så det blev nødvendigt at gøre ham tavs. 

Man forsøgte først at tie ham ihjel. Så forsøgte man at latterliggøre ham, og da 

ingen af delene lykkedes, slog man ham simpelt hen ihjel. Fik ham dømt som en 

farlig forbryder og henrettede ham. 

Men selv efter hans død fortsatte hans tilhængere med at flokkes om ham. Det 

var som om hans død havde pustet nyt liv i bevægelsen, og nu skete der noget 

mærkeligt, for nu overtog familien ledelsen. 

Med fast hånd blev profetens tilhængere nu ledet af den familie, som indtil da 

havde fornægtet deres egen søn og bror. 

Hovedkvarteret blev flyttet fra provinsen til hovedstaden, og alt kom under kontrol, 

udskejelser blev ikke tolereret så lidt som enhver form for modsigelse imod 

familiens uindskrænkede magt. 

Den altdominerende skikkelse var profetens lillebror, Jakob, der hurtigt fik al 

modstand elimineret - ja selv den nærmeste kreds omkring profeten - de som 

havde fulgtes med ham under hele hans fremtræden - blev kørt ud på et sidespor - 

deres betydning blev rent ornamentær. 

Næppe var manden død, før de efterladte begyndte at slås om arven. 

Der er noget, der tyder på, at det, som skete med denne Jesus fra Nazareth, var så 

fuldstændig epokegørende og nyt, at stort set ingen af de toneangivende i hans 

samtid begreb en tøddel af det. Evangelisterne forstod det ikke - anede det kun - 

og derfor lagde de til og trak fra i deres evangelier, så kosten blev nogenlunde 

fordøjelig, men den oprindelige Jesus må man søge så at sige mellem linjerne. 

Eller måske forstod de det godt nok, men turde bare ikke give det ramsaltet videre 

- af pædagogiske eller politiske grunde. For da var menigheden blevet dannet 

og var kommet i hænderne på mennesker, som ikke så det nye og stærke i Jesus' 

forkyndelse, men blot øjnede chancen for at komme til orde og få magt ved hjælp 

af en nyreligiøs afdeling af jødedommen. 

Og hér har man gået og troet, at i hvert fald den ældste menighed var båret af en 

hjertets renhed og en lidenskabelig entusiasme - af hellig ånd - men nej. Næppe 

er han død, før de begynder at skændes indædt om arven og svine hinanden til, 

brødrene! Gud Fader! 

Man må vel blot konstatere, at alt er ved det gamle indenfor kirken. Lige fra starten 

har det drejet sig om ét: at få politisk magt. Skaffe sig tilhængere - være noget 

særligt. 

Og dette bedrag er man medarbejder på! 


Jeg har fået en god kristen opdragelse, som man siger, men utallige er alligevel 

de gange, jeg har forbandet min kristne baggrund. 

Jeg tænker ikke blot på det at være præstesøn med alt hvad det indebar af særstillinger 

i forhold til kammerater og uopfyldelige forventninger i forhold til den 

borgerlige landsbymoral. Det sidder af én eller anden grund dybt i mig - dette at 

være noget særligt - én, der ligesom nok var med i legen, men alligevel ikke rigtig 

hørte til for alvor. Men jeg tænker mere på selve grundholdningen i den opdragelse, 

vi har fået.

Hele tiden huserede der en Kristus i min barndom, som var umulig at leve op til. 

Intet var godt nok til ham. Og jeg tror egentlig, jeg hadede ham - hadede hans 

krav - hadede hans kærlighed - uden at jeg dog turde give udtryk for det hverken 

i ord eller tanke. 

Det betød jo, at kun det fuldkomne fik virkelig gyldighed - men da det fuldkomne 

klart nok var uopnåeligt - ja så var der egentlig intet, der for alvor kunne gribe 

mit normale menneskeliv med de almindelige menneskelige og samfundsmæssige 

relationer og give det sin fulde gyldighed - sin alvor. 

Selvfølgelig var det en falsk myte. I virkeligheden forholdt det sig omvendt, således 

at jeg brugte min opdragelse og ikke mindst kristendommen som en behagelig 

undskyldning, fordi jeg simpelt hen var for doven til at engagere mig i noget 

som helst. Og så var det meget praktisk at give det absolutte - det hellige - skylden 

for miseren. 

Den virkelige misere var måske, at jeg brugte al min energi på at leve et hundeliv 

og på at leve op - ikke til Kristus - men til min far og mor og mine søskende - ja, 

måske alle og enhver. 

Nå, men jeg gider ikke være sjælesørger - det kommer vi ingen vegne med. Den 

dér ustandselige boren ned i ens fortid kommer der ikke noget godt ud af. 

Sjælesorgen er blevet underlig pylrevorn som så meget andet i dette sære behandlersamfund. 

Man behandler hinanden som rådne æg, og ingen tør stille direkte, 

reelle krav til andre - ingen tør sætte andre under kommando, selv om det lige 

præcis er det, de fleste hungrer og tørster efter. For friheden i sig selv er åbenbart 

ikke til at bære. 

Vi kan søge i vores barndom fra nu af og til dommedag - der kommer ikke noget 

godt ud af det, for det er med barndommen som med historien i det hele taget: 

den er gået. Og når vi forsøger at hente den frem igen, så bygger det selvfølgelig 

på et bedrag om objektivitet, for i din søgen ændrer du mere eller mindre bevidst 

historiens gang og barndommens betydning, så det kommer til at passe til det, du 

ønsker. Det er ligesom med kvantefysikken: måleinstrumenterne er for kluntede, 

så de påvirker resultatet. 

Du kan jo klart nok ikke begribe bare én eneste dag, som er gået - du kan ikke 

rumme alle de millioner af facetter, tanker, handlinger, impulser, ord osv., der 

udspiller sig på blot én dag - ja i blot en time. Derfor uddrager du et konglomerat, 

og det kan du godt, og det er da spændende nok, og fortiden er jo taknemmelig, 

men du skal bare ikke kalde det historien eller barndommen, for det er løgn. 

Din beskrivelse af din egen barndom vil altid være farvet af netop det, som du 

har brug for i øjeblikket - på en måde kan man sige, at du skaber selv din barndom, 

sådan som du vil have den - ikke mens du er barn, men nu. 

Hvis du f.eks. er ked af det af én eller anden grund, så hjælper det, ligesom at få 

bekræftet sin sorg gennem myterne fra barndommen: "Jeg fik aldrig kærlighed 

nok hjemme". Måske er det fordi vi gerne vil have en helstøbt sorg fremfor en 

delt. Hvis vi skal være kede af det, så skal det være en ordentlig livslede og ikke 

bare sådan en tilfældig én, som kommer og går. 

Man er ikke glad eller ked af det på grund af sin lykkelige eller ulykkelige barndom. 

Man er glad eller ked af det, og så skal barndommen partout inviteres med 

til festen eller til sorgen. 

Spørgsmålet er så, om vi overhovedet kan komme udenom bedraget, hvad enten 

det nu er på det personlige eller på det politiske eller religiøse plan. Det hører jo 

med til menneskelivet, og jeg er lige ved at tro, at det er et endnu større selvbedrag 

at bilde sig ind, at man ved tankens hjælp kan komme frem til den rene 

sandhed. 

77

78 

Når f.eks. visse politikere op til unionsafstemningen i 92 hævdede, at de var hævet 

over ideologierne og udelukkende talte nødvendighedens sag - den rene skære 

indlysende nødvendighed - var det så ikke bedrag - var det så ikke løgn? Er det 

ikke netop det 20. århundredes store løgn, at vi ville ryste de gamle myter af os 

for at komme frem til sandheden indenfor religion, politik, filosofi - ja, alt? Bl.a. 

ved hjælp af psykologien. Og hvad kom vi så frem til? Den store forvirring - det 

store mørke. Vi var blevet bedraget - for alvor, og nu ligger Babelstårnet igen hen 

i ruiner. 

Dengang udviklingen var kommet til magten i folkets sind, fordi den havde lovet 

det guld og grønne skove, sagde den en dag: 

-I bliver nødt til at opgive jeres gamle tro og tjene mig alene. 

Og folket svarede tjenstvilligt: 

- Yes, Master. 

Lidt senere sagde udviklingen: 

- I bliver nødt til at opgive jeres latterlige små landsbyfællesskaber. 

Og folket svarede beredvilligt: 


- I bliver nødt til at opgive jeres forældede familiefællesskaber. 


I bliver nødt til at opgive nationen til fordel for Unionen. 

- No, Master! 

- WHAT!!!! 


.... 

Vi er præget af dette århundredes vanvid i bund og grund, og til dette vanvid hører 

altså teorien om, at myterne - af hvad art de så end var - skulle gennemskues, 

forstås, obduceres. 

Det blev til døde historier, som man kunne skalte og valte med, som man havde 

lyst. Man afskaffede dem ikke nej, nej. Man var jo trods alt ikke uden en vis kulturel 

ærbødighed overfor det overleverede, så man behandlede dem pænt, da men 

fjernede dem fra dagliglivet, slog dem ihjel på en pæn måde og lagde dem ind på 

museets arkiv. Ind til guderne og alt det andet, som blev arkiveret under "Overtro". 

Man behandlede dem præcis på samme måde, som man behandler isen - som noget 

flot og spændende - en seværdighed for turister men uden egentligt liv. Det er 

det samme med naturen, som også er kommet på museum som en seværdighed, 

som man på fridage kan gå ud og iagttage, men vi har ikke længere noget sandt 

forhold til naturen - vi har jo overtaget den, umyndiggjort den, sat den på museum. 

Måske er vi blevet turister i livet? 

Jeg glemmer aldrig den bjørn, som stod i en latterlig lille grotte i Paris' botaniske 

have, og som ikke bestilte andet end at dreje rundt om sig selv og feje hovedet 

hen over væggen, som var blevet helt slidt på stedet. Dag ud og dag ind. Sådan 

kan man få et flot vilddyr i sin magt, og sådan kan man behandle og latterliggøre 

en bjørn. Det ville være mere værdigt at slå den ihjel. 

Jeg tænker tit på den bjørn, når jeg oplever, hvad det er, vi er ved at gøre med vores 

omgivelser - vi reducerer det alt sammen til seværdigheder - latterliggør naturen 

- latterliggør myterne - ammestuehistorier kalder vi dem. Og Gud ved, om vi 

ikke gør det samme med helligdommen, som det hed engang for længe siden - 

kirken, som også er kommet i hænderne på det 20. århundredes museumsfolk.

Jeg tror, vi tager fejl. Godt nok er myterne og naturen og isen afmægtige overfor 

det moderne menneskes ransagende blik og deres laboratorieundersøgelser, men 

jeg føler triumfen over at have gennemskuet det alt sammen, som den triumf man 

kan føle, når man har vundet en atomkrig: Der er ingenting tilbage. Intet. Ikke 

andet end minderne om noget, der var engang. 

Og hvis du så hører én der griner, så er det tomhedens herre, Fanden, som du troede 

du havde lagt tilside forlængst - eller som du mente, var velanbragt på museets 

støvede arkiv for gammel overtro. Men han har hele tiden været der, og nu 

griner han, mens han peger ud over tomheden: "Alt dette vil jeg give dig, fordi du 

faldt ned og tilbad mig." 

Er vi henvist til det religiøse bedrag, sådan som vi er til det politiske? Er vi henvist 

til dogmer og ritualer og myter - og hvis vi afskaffer dem eller lader den såkaldte 

fornuft overtage og umyndiggøre dem - er vi så ikke for alvor ude at 

svømme? Hvad er det egentlige bedrag? 

Nanortalik den 20. november 

Stedet, hvor der plejer at være bjørne. Jeg har nu ikke set nogen endnu. En lille 

by med de sædvanlige grønlandske huse og bygninger. De store røde kasser med 

de små vinduer - kommunekontor, skole, KNI - kønne er de nu ikke. Jeg har fået 

et diminutivt værelse på Hotel Tupilaq. Nedenunder larmer et musikanlæg - bassen 

går fint igennem med dens monotone rytme. Der er nogen, der drikker og 

danser dernede. 

Vejret er slået om i tø og blæst. Det bliver hurtigt mørkt… 

Jeg kender selvfølgelig modernismens indvendinger mod denne "gammeldags" 

tilværelsesopfattelse, og det er også nemt at blive letkøbt i sine argumenter. 

I århundreder er mennesker blevet holdt mede i frygt, fordi nogen har bildt dem 

ind, at tilværelsen var fuld af onde ånder og hvad ved jeg - alskens mystisk overtro 

har floreret. Når vi så endelig med møje og besvær er sluppet ud af dette forløjede 

tyranni - endelig har åbnet døren til en frisk erkendelse, der bygger på reel 

erfaring og videnskab, så vil man sporenstregs have døren lukket til friheden, fordi 

det trækker lidt. Vi har det bedre i den lumre ammestue, hvor alle mulige rygter 

og religioner forpester luften. 

Udviklingen var på mange måder ikke bedre før i tiden, hvor man virkelig var 

under åget - både materielt og åndeligt. Vi forestiller os ikke den slavetilværelse, 

mennesker måtte døje under i "de gode gamle dage", da myterne og religionerne 

havde magt. 

Og selvfølgelig skal man passe på med at komme med den berømte løftede pegefinger 

og prædike om udviklingens elendighed og hente bevisførelse i en eller anden 

fornærmelse over den måde, vi behandler naturen på. Det er for nemt! 

Mange af de, som gør det, ser egentlig ud som om de nyder elendigheden. De 

labber forargelsen i sig, fordi den passer i deres kram, for så kan de komme til orde. 

Det minder i betænkelig grad om de sindssyge mennesker, der under pesten i 

Europa gik rundt og prædikede om Herrens vrede - udnyttede situationen til at 

komme i rampelyset med deres sindssyge præk i stedet for at gøre noget ved problemet. 

Det er så meget lettere at gå tilbage end at gå frem - og det nemmeste af alt er 

nok at fordømme udviklingen. Det kan ethvert barn finde ud af, for at slippe for 

ansvaret og for at sole sig i elendigheden. Hvor ådselet er, flokkes gribbene. 

Jeg er også på det rene med, at der findes en massiv holdning til vores tid: at den 

simpelt hen ikke duer. Den er efter sigende så enestående forfærdelig, at der ikke 

er den nyreligiøse bevægelse, der ikke kan få vind i sejlene, hvis den bare lokker 

79

80 

mennesker ud af tiden - for tiden, nutiden, er noget lort! Derfor kaster man sig 

ind i fortidens forløjede lyksaligheder - derfor kaster man sig ind i absurde fremtidsvisioner 

- derfor kan man ikke længere nøjes med ét liv men snupper én eller 

anden tilfældig sjælevandringsteori - for summa summarum: nutiden er noget 

lort! Dagligdagen er ad helvede til! 

Jeg deler ikke den holdning, men den har jo sin årsag - måske i en stadig bredere 

følelse af, at vi har spillet fallit - at fremskridtstroen simpelt hen ikke holder. Vi 

har ingen fremtid. Og det er det, flere og flere får øjnene op for. 

I de sidste hundrede år har vi troet på fremskridtet - troet på udviklingen - men nu 

står den og griner ad os, og vi har ikke mere at klynge os til. Det er væk alt det, 

som kunne bære. Der er mange, der påstår, at vi aldrig har været så frie - aldrig 

har vi haft så mange muligheder, men det, de kalder frihed, er tomhed, og godt 

nok har vi mange muligheder, men vi magter dem ikke. Fremtiden bliver højst 

tvivlsom, og så er det da indlysende at flygte ind i en eller anden nyreligiøs tåge, 

hvis ikke man vælger at resignere som forbruger: Lad os nu have det lidt rart, 

mens vi har os, og hold så op med al den snak. 

Samtidig trives en individualisme, der tenderer til privatisering af livet, hvor enhver 

sørger for sig selv og sine uden at føle nogen forpligtelser overfor det fællesskab, 

som ikke yder ham noget særligt til gengæld. Og det er så, det, vi kalder 

frihed - friheden til at være os selv. Men hvad sjovt er der ved at sidde alene i Paradis. 

Sammen med de andre frelste kan det være kedeligt nok - men alene - det 

må være et helvede! 

Nå, nu skal man jo heller ikke tage bekymringerne på forskud... 


For Knud Rasmussen og mig er Thule selve symbolet på et af de sidste harmoniske 

samfund, der er tilbage i verden. Det er nok en myte, men det er altså min myte, 

som også har en vis historicitet over sig. Jeg tror, det var lykkedes for disse 

mennesker at skabe et samfund med de menneskelige værdier, vi længes efter i 

vores del af verden. 

Det er sikkert ikke noget, de har vedtaget, men de forhold, de levede under har 

nødvendiggjort en utrolig fin kultur, hvor mennesker indgik i en harmonisk helhed 

med naturen og med hinanden. 

Thulefolket - og måske også andre tilsvarende kulturer - minder mig om noget - 

bevæger mig på en måde, som sætter vores egen livsopfattelse i relief. 

Så kan man kalde det indianerromantik, eller man kan psykologisere det hen til at 

være en forklarlig længsel efter min egen tabte barndom. Man kan komme med 

skræmmende eksempler på de såkaldt faktiske forhold og hvad ved jeg, men jeg 

har været igennem det alt sammen, og tilbage står en anelse om noget stort og dyrebart 

- min myte. 

Og det underlige ved det er, at kristendommen, sådan som jeg forstår den, bekræfter 

min myte. 

For så vidt var Jesus fra Thule, men kirken har selvfølgelig gjort ham til romer 

eller mystiker - og egentlig ville de vel helst have gjort ham til asket, fordi det, 

som han egentlig var, og det, som han egentlig sagde, ikke var godt nok. Derfor 

lavede man det om, så det kom til at passe til deres bitterhed mod livet, og så 

blev vi syndere - og så blev verden ond, og så gjaldt det om at sikre sig den evige 

salighed ved at krybe for korset som en flok hunde - for livet i sig selv var noget 

lort. Kun anger og bod og faste kunne måske frelse os, hvilket ikke gjorde os lykkeligere, 

snarere tværtimod.

Og kirken drog ud i alverden med sin bitterhed mod livet og mod den onde verden 

for at omvende de elendige stakler, der levede i uvidenhed om at de var syndere, 

og bitterhedens ånd bredte sig ud over jorden. 


Engang for længe siden levede der et lille samfund af bønder og fiskere på det 

mest vidunderlige sted, man kunne tænke sig. De dyrkede jorden, som gav dem 

deres udkomme, og hvad jorden og de store skove ikke gav dem af føde, hentede 

de i fjordene. Det var et rigt samfund, hvor der var nok til alle. Det var også et 

harmonisk samfund med en fin og gammel kultur, der havde lært menneskene at 

omgås hinanden og naturen med respekt og imødekommenhed. Selvfølgelig gik 

alting ikke altid, som det skulle, men man forstod at klare problemerne, når de 

meldte sig. Man stod sammen omkring den fælles skæbne på godt og ondt. 

Men alting har sin tid. Som årene gik, blev klimaet koldere. Vintrene blev længere 

og længere og de efterhånden korte somre blev regnfulde og kolde. Der kom 

hungersnød, sygdom og misstemning. 

Langt om længe besluttede man at bryde op og begive sig på rejse mod andre og 

forhåbentligt bedre himmelstrøg. Det var en sorgens dag, da man forlod bopladsen. 

Som det sidste gik man ud til gravpladsen for at tage afsked med forfædrene, 

inden man begav sig af sted mod det ukendte mål. 

De nåede aldrig deres mål. Lige siden har disse mennesker rejst omkring efter deres 

nye hjem, men intetsteds har de kunnet finde hvile. 

Som tiden gik, blev de mere og mere bitre på livet, og utallige var de gange, de 

fortrød, at de var taget af sted. Vi skulle være blevet, hvor vi var, om vi så også 

var døde af det, tænkte de tit og ofte, men ingen vovede at sige det højt, og hvad 

skulle det også hjælpe? 

Når de kom til andre samfund, kunne de ikke lade være med at mindes det lykkelige 

samfund, de selv havde forladt, og selv, hvor de blev venligt modtaget, gengældte 

de ofte gæstfriheden på den mest afskyelige måde med drab og voldtægt 

til følge. Jo mere lykkeligt, et samfund forekom dem, desto vildere blev deres 

vrede og had. Så meget havde bitterheden og dødslængslen grebet deres hjerter, 

at de ikke kunne tåle at se noget smukt og harmonisk, uden at det vakte deres 

vrede, så de måtte ødelægge det. 

Underligt nok var deres inderste længsel det fællesskab, de havde mistet, men det 

eneste fællesskab, de magtede, var fjendskabets bitre berøring. De lærte at dyrke 

smerten, for den gav dem en vis mening. 

Det er det, man kalder ensomhed. De har forlængst opgivet at finde fred, men det 

giver dem åbenbart en vis tilfredsstillelse at opsøge og ødelægge, hvad der endnu 

findes af smukt og godt i verden. 

Somme tider har jeg en fornemmelse af, at vi er deres arvtagere. Den sidder så 

dybt i os - ja den er blevet en væsentlig del af vores kultur - dødslængslen - bitterheden 

mod det liv, vi så grundigt har mistet tilliden til, at vi dårligt kan tåle at 

høre om noget godt og smukt og sandt, uden vi skal ødelægge det. Måske ikke 

mere med bål og brand, men med vores mistillid - med vores bitterhed - bitterheden 

over vores dybe ensomhed, som gør enhver glæde til et stjålent øjeblik. 


Jeg måtte vente to dage på at komme hjem på grund af dårligt vejr. Det var træls, 

og hvor er det dejligt at være hjemme igen - i familiens skød. Hvor er det dog et 

fantastisk privilegium at have en familie, hvor man hører til. 

81

82 

Nu kan man jo spørge: Hvad skal vi så med denne blændende og afslørende indsigt 

i udviklingens elendighed - hvis det altså virkelig forholder sig sådan? Svaret 

på det spørgsmål er afgørende. 

For noget af det, som min påståede bitre ensomhed medfører, er jo en sand vrimmel 

af mere eller mindre private samfundsteorier og menneskesyn. Der er jo 

snart ikke den konfirmand, der ikke har sit eget private syn på tilværelsen. Vi opmuntres 

til at være kritiske og til at give forargelsen frit løb - men kommer der 

andet end snak ud af det - andet end pluralistisk tidsfordriv? Og det væsentlige 

spørgsmål er, om de private samfundsteorier og menneskesyn kan erstatte det 

tabte fællesskab. Er enhver salig i sin egen private tro eller erkendelse? 

Ingen nok så selvglad eskimo ville drømme om at tænke, som vi gør, for han véd, 

at han intet er værd uden sit fællesskab. Alene har han ingen identitet. Er ingenting. 

Derfor søger han sammen med de andre - f.eks. i menigheden, som på grønlandsk 

hedder ilagiit - de, som kommer sammen - mens vi med alle vores private 

teorier ligesom søger væk fra hinanden - tager afstand fra hinanden - underligt 

nok ved hjælp af det samme ord, som kunne føre os sammen. Selv vores menighed 

er blevet en sær samling af ensomme med hver deres syn på tilværelsen. Og 

det går for at være en dyd. Frihed kalder man det vist. Det er blevet så mondænt 

at sætte sig ind i sit studerekammer til de støvede bøger og de lange piber og gruble 

over livet. Der er åbenbart et godt marked for private teorier - men hvad skal 

vi egentlig med dem? Omvende os eller hvad? Beundre disse bogstaveligt talt 

enestående tænkere for deres skarpsindighed og analytiske evner? Der har været 

så mange af dem efterhånden, og hvad har de egentlig gavnet fællesskabet andet 

end at lægge navn til en vej hist og her og i øvrigt plage studenter, som har fået 

til opgave at lære dem udenad. Hvad skal vi egentlig med alle deres mere eller 

mindre geniale teorier, andet end bruge dem som slagmark for de indviede, som 

så kan skrive tykke bøger om, hvem der har forstået dem bedst. 

Og vi kender alle historien om den ensomme samfundstænker, der sad og studerede 

og grublede på sit kvistkammer år ud og år ind og skrev lange udredninger, 

og endelig kom han frem til den mest geniale løsning på verdens problemer, men 

da var verden forlængst gået under - alle de andre var døde og borte. 

Jeg kender ikke så mange samfundsteoretikere fra Thule. Og så vidt jeg ved, var 

Jesus alt andet end teoretiker. Alle de, som virkelig bevæger os - eller i hvert fald 

mig - er stærkt forbundet med livet og fællesskabet i dag - de lever for alvor - dør 

måske også for alvor. 

I virkeligheden rager fællesskabet os vel en høstblomst, når det kommer til stykket 

- åh, jo - som publikum til vores individuelle optræden kan vi bruge de andre 

men ikke til andet. Vi forbruger mennesker og fællesskaber, som vi forbruger alt 

andet, men ellers er vi helst fri for dem. Det er så besværligt at skulle optræde hele 

tiden, og vi kan snart ikke andet end at måle livet i succes og fiasko for den enkelte. 

Hvordan klarer jeg mig nu? 

Vi dyrker eneren frem for fællesskabet. Men dermed har vi nok glemt det egentlige. 

Jo, jeg er lidt træt af Grundtvig og Kierkegaard og Marx og Freud og de andre. 


Hvad så? Det er altså som om, vi fornægter livet og fællesskabet, og så kan man 

jo sige, at det må vi se at få lavet om på, men den går nok ikke, for så har vi jo 

bare endnu én af disse geniale samfunds- og mennesketeorier, som vi i virkeligheden 

ikke kan bruge til noget fornuftigt.

Men vi kan erkende, at sådan er vi altså - sådan er vi altså blevet af de og de 

grunde, som man jo godt kan bruge tid på at grave frem, men hvad gavner det? 

Jeg er, som jeg er, og hvad mere kan man så forlange? Omvendelse? Jamen, jeg 

kan da ikke sådan lave mig selv om. Hvordan skulle det gå til? Gennem erkendelse 

af min egen elendighed? Gennem bøn og faste? Lydighed mod en eller anden 

guru eller profet? 

Heroppe i den barske natur lærer vi, at ingenting er tilfældigt. Og så kan det vel 

heller ikke være tilfældigt, at tiden er, som den er i al sin såkaldte elendighed og 

ensomhed. Og i stedet for med det samme at blive febrilske og hyperaktive for at 

få det hele lavet om til det bedre, så var det måske klogt, forinden at lytte til, 

hvad der foregår. 

Altså der er for mig ingen tvivl om, at jeg misbruger livets og fællesskabet gave 

på det groveste og kun tænker på mig selv. Der er heller ingen tvivl om, at vores 

slægt er en ensom og bitter slægt. Men jeg kan ikke gå i hundene over det, så 

længe jeg tror, der er en eller anden mening med det. Så længe jeg tror, at netop 

sådan, som jeg er - så håbløs en stakkel jeg end er - så har livet en mening med, 

at jeg er den, jeg er og at mit samfund er sådan, som det er. 

Vi er selvfølgelig fortabte, fordi vi ikke sanser, hvad kærlighed og fællesskab er 

værd, men kan livet ikke rumme det fortabte? Var det ikke det, han kom og fortalte 

i sin tid, inden de slog ham ihjel for det - ham fra Nazareth? Han, som ikke 

krævede omvendelse og bod og bedring og anger, men bare sagde god for de fortabte 

- helbredte dem - gav dem tilbage til sig selv og til livet, efter at de var blevet 

udråbt som de elendige. 

Jeg ser ikke stort på min egen eller på samfundets elendighed. Jeg er en flygtning 

- jeg er en fremmed overfor livet, og selv om en ufattelig tålmodig skæbne giver 

mig alle muligheder i hænde, så misbruger jeg dem gang på gang. Der er dage, 

hvor jeg føler mig som én, der er ulykkeligt forelsket i det liv, som går forbi 

udenfor mit fængselsvindue. 

Jeg tror, jeg tilhører disse kældermennesker, som har så svært ved at deltage i 

samfundslivet. De menneskesky, som bevæger sig rundt om livet som skygger. 

De siger næsten aldrig noget, men de er gode til at observere. Ensomme er de også, 

fordi folk i almindelighed har svært ved at acceptere deres væsen - derfor føler 

de sig ofte udenfor det gode selskab. Og når de endelig kommer indenfor, bliver 

de underligt kejtede og unaturlige, og de søger hurtigt ud igen - ud i halvmørket, 

hvor de kan stå selv ubemærkede og høre latteren og sangen og samtalen på 

afstand. Der er noget irriterende parasitagtigt over dem - de suger til sig af andres 

gøren og laden, men selv yder de ikke noget til festen - de tør ikke. 

Det blev min lod i livet at se på, 

hvad lyse stemmer aldrig ku forstå. 

De leved livet, talte, sang og lo 

og kasted nu og da et irriteret blik 

på krogen, hvor jeg sad og lured 

for mig selv. 

Jeg lærte aldrig lysets leg 

men fandt min trøst i flasken, 

som befried mig 

fra mørkets grublerier for en tid. 

Ad mørke gyder 

sneg jeg mig igennem livets nat - 

krøb langs med mure 

som en slagen hund, 

83

84 

der længes så usigeligt 

mod det den frygter mest: 

At være åben, fri og glad for alt og alle 

og ta imod de andre som en gave - 

med lykkelig forventning 

at ta livet i min favn... 

Men nej - jeg måtte blive ved min lod 

som ensom vindueskigger, 

der altid er på flugt. 

Men så kom du en nattetime, 

da jeg var på druk 

og kyssed mig på munden, 

og du holdt mig fast 

og påstod, at du elsked mig, 

og gav mig så dit liv. 

Du lærte mig, 

at slagne hunde også er et mål 

for kærlighedens ubegribelige vej. 

Og jeg sku ikke laves om, 

men vi sku vokse sammen, 

sådan som vi var - 

du sagde, at du elsked mig, 

og det bar frugt - ja, livets egen frugt. 

Da så jeg nok, hvad livet det er værd. 

Min bedste ven - du er mig altid nær. 

Sandheden er jo nok, at der er lidt kældermenneske i os alle sammen - der er bare 

nogen, der har lettere ved at skjule det end andre. 

Mine helte i Det nye Testamente det er de fem uforberedte brudepiger og ham, 

der gravede sin talent ned for ikke at komme galt af sted. Det er dem, jeg identificerer 

mig med. Og jeg tror, det var dem og deres lige, han kom til - de, der kaster 

store skygger, fordi de kom for tæt på lyset. Men så har den velmenende og 

fromme menighed selvfølgelig forvansket det hele, så de blev kastet ud i mørket 

sammen med ham, der ikke havde bryllupsklædning på. Der skal være orden i 

tingene. 

Jeg tror jo på livet - måske fordi der ikke er så forfærdeligt meget andet for mig 

at gøre. Eller måske snarere fordi det bare er sådan. 

Jeg føler, at solen er min ven - sneen, regnen, træerne - morgenen. Solen skinner 

ikke på mig - den smiler til mig, for vi har noget sammen - livet. Havet, sandet, 

månen og stjernerne ligesådan. Det er mit hav, det er min himmel, og det har det 

været fra tidernes morgen. 

Jeg elsker livet, og livet elsker mig - så grundlæggende enkelt er det. Og det er så 

grundlæggende indiskutabelt sandt, fordi det intet har med synspunkter og indstillinger 

til tilværelsen at gøre. Det er bare sådan. 

Det er ikke noget særligt ved livet, jeg elsker - sådan en slags naturromantik - 

nej, det er livet selv som det mirakel, det er, og jeg tror, det altid har været sådan 

- fra tidernes morgen - og altid vil være sådan. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det bedre, men jeg tror, det var denne 

simple kendsgerning, Jesus kom med til mennesker, der havde glemt deres ophav

- glemt deres eget væsen til fordel for alt det overfladiske - deres sygelige mistillid, 

som lukkede deres sanser for det enkle og egentlige liv. 

Og når jeg går i kirke, så er det ikke for at få hold på tilværelsen men for at få 

denne enkle sandhed bekræftet, så den ligesom skinner igennem alt vrøvlet - alt 

det, vi skal og må og ikke må. Alle de sikkerhedsforanstaltninger, vi omgærder 

livet med, fordi vi ikke tror på det - fordi vi har glemt det til fordel for vores egen 

fortræffelige indsats. Al vores snak. 

For mig er livet Gud selv, og når jeg slipper alt det overfladiske - alt tidsfordrivet 

- så er det ham, der tager mig i hånden med et fortroligt smil - som en far, der bare 

er der med alt det, der kommer af at være knyttet sammen af noget større og 

enklere end vores tilfældige holdninger og meninger eller af en tilfældig skæbne. 

Jeg går til alters for at blive bekræftet i denne samhørighed med livet selv, for livet 

og jeg er ét - og det har vi været fra tidernes begyndelse og vil altid være det! 

Så kan man jo hævde, at der ar tale om en flugt fra verdens og min egen elendighed. 

"Far, verden, far vel - jeg kjedes nu længer at være din træl..." 

Men nej, det er ikke nogen flugt, for jeg lader jo ikke stå til. Jeg går jo ikke i kloster 

eller vender verden ryggen. Jeg siger bare, at der er noget, der ligesom går 

forud for verdensproblemerne og dermed også problemerne i min private tilværelse. 

Jeg tror ikke, det er ualmindeligt at gøre verdensproblemerne og måske især dine 

egne problemer til det egentlige. Aldrig nogensinde i menneskehedens historie 

har vi haft så mange problemer som i dag. Vi får dem jo smidt i hovedet hele tiden 

af de medier, som efterhånden fylder vores dage, og som tilsyneladende lever 

af at være problemfikserede. Hvis ikke der er problemer nok, der vedkommer os, 

så henter de nogen totalt uvedkommende ind som kommunalvalget i Sydkorea eller 

korruptionen i Colombia - for problemer skal vi have! 

Samtidig står en endeløs række af specialister og behandlere og terapeuter klar til 

at tage sig af os hele tiden - for problemer skal vi have! Om det så er vejret, så 

gøres det til et eksistentielt problem, men Gud ske lov står vi ikke alene med vejret. 

Tv-avisens vejrprofet går med os i glæde og i sorg. 

Men tilværelsens problemer er ikke det egentlige - og nu ved jeg godt, jeg lyder 

som en kætter - men sagt på en anden måde: Menneskerettighederne er ikke hellige 

- i hvert fald ikke for mig. For mig er der noget, der er vigtigere, og det er 

mit grundlæggende forhold til livet og livets grundlæggende forhold til mig. 

Det betyder ikke, at jeg er ligeglad med verden - tværtimod. Men jeg må ligesom 

til gudstjeneste først. Så kan vi snakke politik bagefter. 

Flugten, det er for mig flugten fra livet selv - flugten ind i en religion eller en politisk, 

moralsk, eller humanitær holdning. Det er den virkelige flugt, som kommer 

af, at man forveksler det politiske - det verdensmæssige eller ens egne problemer 

med det hellige liv selv. 

Når du opgiver det hellige, eller rettere, hvis du gør verdens eller dine egne problemer 

til din helligdom, så er du til fals, for så gælder det selvfølgelig om at redde 

sig. Så bliver din skæbne altafgørende, ligesom samfundssystemet og vejret 

gør det - dit held med de ting, du har for - din dygtighed, dit ry - din menneskelighed. 

Og bag det hele står frygten og i sidste ende Fanden, som har dig, hvor 

han vil have dig: I et i virkeligheden fortvivlet og dødsdømt jag efter tomhed. 


Det hellige er ikke noget, der ligesom tager pladsen op for noget andet. I mit univers 

er der plads til både det hellige og til verden. 

85

86 

Hvis man er hellig, er man ikke af denne verden. Sådan plejer vist den almindelige 

opfattelse at være, men jeg vil tværtimod hævde, at for at være af denne verden, 

må du også være hellig. 

Lad mig prøve at forklare, hvad det hellige er. Det hellige er det, som giver verden 

farve og dybde og mening. Det hellige tager ikke mennesker ud af verden, 

sådan som asketerne tror, men farver ligesom den verden, vi er sat i - i hele farvespektret 

- så den bliver klar og synlig på en ny måde. 

Det hellige gør verden rigere. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med. 

Måske det gamle billede med vand, der bliver skabt om til vin. Der går jo ikke 

noget fra vandet, men det bliver gennemstrømmet af farve, aroma og smag. Sådan 

går det verden, når det hellige blander sig, og sådan går det dig selv. 

Det, som Jesus gjorde, var vel egentlig blot at give det hellige - det virkelige liv 

tilbage til almindelige mennesker, og det blev de såkaldt hellige selvfølgelig sure 

over. Og næppe er manden slået ihjel, før menigheden etablerer sig i de hellige 

og de andre - som om ingenting var sket! 

Budskabet om det hellige har møvet sig ind i en voldtaget verden og givet verden 

en ny alvor - en ny glæde, som farver alt, hvad vi foretager os - ja, selv den sorteste 

elendighed. 

Se på regnbuen eller nordlyset som billeder på det hellige, der ligesom modsiger 

elendigheden. Der er en regnbue i dine tårer. Der flammer nordlys i din sorte 

sjæl. Mørket er der ligesom tårerne, men de står ikke alene - ligså lidt som du 

selv. 

Det var jo det, jeg ikke fattede, når jeg forbandede min kristelige baggrund. Jeg 

troede jo, jeg skulle leve op til det hellige eller sørge for det hellige, eller hvad 

ved jeg. Jeg blandede tingene sammen, så både det hellige og verden blev ligegyldige 

- som leverpostej, der hverken er lever eller spæk - blot sådan en gråbrun 

masse, der ikke ændrer sig synderligt undervejs gennem fordøjelsen. At gøre Jesus' 

forkyndelse til et spørgsmål om moralsk efterlevelse, som det hedder, er måske 

nok politisk klogt, men vi betaler en høj pris for det. Det koster det hellige. 

Det svarer til at sætte mennesker i gæld ved at forkynde Guds tilgivende kærlighed 

for dem. Han er så god - så skylder vi også ham at være gode! Politisk og 

pædagogisk set klogt - men prisen er nok kærligheden selv. 

Det hellige, kærligheden, Gud - altammen udtryk for dette ene store uudsigelige, 

som er før os - før vores tanke om det ligesom skaber det - og desværre ikke kan 

lade være med at forplumre det. 

Megen frugtbar mystik er opstået som sådan en anelse om dette store - men man 

kunne ikke bare lade det være. Man skulle skue det - eller man skulle forenes 

med guddommen - være noget særligt - også de kristne - måske ikke mindst de 

kristne - det blev noget sekterisk verdensfjernt noget for specielt indviede. 

Men jeg tror ikke, det hellige er for særligt udvalgte. Det gælder selvfølgelig alle 

og enhver, og jeg tror ethvert barn lever af det. En barnets hemmelighed. Det 

barn, for hvem livet selv er helligt - længe før det får navn. 

Det svarer til hemmeligheden om, at vi i virkeligheden er langt større og rigere, 

end det umiddelbart ser ud til - ligesom livet selv. 

Som indehaveren af forretningskæden, der tilfældigt kommer ind i en af sine egne 

butikker, hvor de ikke kender ham. En sur ekspedient giver ham en utrolig 

dårlig og nedladende behandling, måske fordi han er iført sit havetøj og er godt 

beskidt: "Det har De vist ikke råd til, min gode mand". 

Men i stedet for at blive ærgerlig eller stødt over behandlingen, morer det nærmest 

indehaveren at vide noget, som den anden ikke ved. Han er for så vidt urør-

lig i sin egen butik - også inden den søde hævn, vi alle ser frem til, og derfor morer 

det ham at besøge dem. 

Bevidstheden om det hellige betyder absolut ikke nogen flugt fra dette liv - det 

som vi nu engang har at leve med - men det kan evt betyde, at du får lov til at 

glæde dig lidt mere engang imellem - for du véd noget mere om verden og om 

dig selv. Derfor er du ikke til fals i frygtens verden, hvor det åbenbart altid er sådan, 

at der er nogen, der udnytter frygten til at få magt over mennesker med. 

Jeg køber den ikke denne verdensorden med sin sygelige indretning i forskellige 

klasser og grader - i over- og underordnede - i indviede og uindviede. Og hvis det 

at gå ind i verden er ensbetydende med at hylde dette system, så er jeg udenfor 

verden. Men jeg er overbevist om, at det virkelige adgangskort til verden ikke er 

en underordnen sig under forholdene men for så vidt den dåbsattest, der tillader 

sig at gøre verden langt større og friere end frygtens lejesvende nogensinde kunne 

drømme om. Den attest, der tillader sig at åbne livet for alle og enhver. 

Alt andet end denne åbne og i virkeligheden selvfølgelige livsopfattelse - thulefolket 

havde den vistnok - er virkelig bedrag, og jeg tror, det var det, Jesus kom 

og afslørede. Det er der i hvert fald meget i det, han sagde og gjorde, der kunne 

tyde på. 

Det hellige liv er for alle og enhver, og hvis ikke det er det, er det ikke særlig helligt. 

Det skal man ikke være indviet for at forstå - vi ved det fra små - men man 

skal nok være »indviet« for at glemme vores egentlige ophav og vores egentlige 

bestemmelse. 

Narssarssuaq den 2. december 

Det har været advent med adventskrans, julestjerner i vinduerne og adventsgudstjeneste 

i kirken. Vi har sunget de gode gamle salmer med glæde, og jeg har prædiket 

om det lille, forsigtige adventslys, som tænder sig i mørket. 

Nu sidder jeg på et hotelværelse i Narssarssuaq - i en af de gamle amerikanske 

barakker fra krigens tid. Moderniseret til hotel. Jeg boede her for 23 år siden på 

vej hjem fra Grønnedal. Det er helt nostalgisk. 

Jeg er på vej til Paamiut for at undervise konfirmander og holde dansk gudstjeneste, 

og det ser ud til, at vi skal mellemlande i Grønnedal. Jeg glæder mig til at 

se Kuugnaat-fjeldet igen. Vi besteg det en augustdag i 1970. 

Jeg var lige ved at tro, at jeg ikke kom af sted, for i går havde vi en forrygende og 

bitterlig kold snestorm fra nord, men i dag var det igen blikstille og højt solskin. 

Vi var kun fire i den store helikopter. 

Hvis det er rigtigt, det med det hellige, så er opgaven jo egentlig klar nok: Det 

skal bare siges. 

Eller måske kunne man starte i det små med ikke at resignere så meget - ikke være 

så nem at ramme - ikke være så nemt et offer for frygtens herredømme. Når du 

nu ved, at der i virkeligheden ikke er grund til det. Ingen virkelig grund til panik, 

selv om det lige præcis er dét, frygtens lakajer ønsker, at du skal være: panisk, 

fordi tiden går, og livet med den - fordi du ikke slår til overfor deres og dine egne 

krav - falder uhjælpeligt igennem gang på gang - og hvis ikke panikken breder 

sig, så gør resignationen eller flugten fra livet og fællesskabet ind i en sær privatisme, 

fordi livet er for hårdt. Og så bruges talenterne ikke til fælles gavn men til 

at købe en ny parabolantenne for - eller et videokamera! 

87

88 

Paamiut den 4. december 

Gud, hvor var det underligt at lande i Grønnedal. Der var bygget meget nyt, men 

Kuugnaat fjeldet lå der stadigvæk, som det altid har ligget - med godt med sne på 

toppen. 

Præsten her, som er fra Arsuk havde et billede hængende af Kuugnat, og da jeg 

sagde, jeg kendte det, spurgte han overbærende, hvor mange gange jeg havde besteget 

det. Han blev noget forbløffet, da jeg svarede: kun én gang! 

Han havde også et billede hængende, som jeg så for første gang, selv om jeg havde 

set det masser af gange. Det var P.S. Krøyers billede af stranden på Skagen 

med ægteparret og deres hund, der går i måneskinnet. 

For første gang lagde jeg mærke til deres holdning. Manden, der holder fast i sin 

kones arm og er halvt henvendt til hende, men hendes holdning er slap og afvisende 

overfor ham. Hun vender sit smukke ansigt bort - ud over havet - drømmende, 

fjern i blikket - uden tvivl længselsfuld. Hunden snuser til mandens ben. 

Skal den til at pesse op ad det, eller føler den mandens sorg og forsøger at vise 

sin deltagelse? 

Det er et smukt og tragisk billede om et fællesskab i opløsning under månens 

mystiske lys. Men hvorfor har jeg ikke set det før? 

I øvrigt taler præsten ikke dansk, så jeg får sat mit grønlandske på prøve og har 

somme tider fornemmelsen af, af der var noget vigtigt, som jeg ikke forstod. Må 

se at få lært det ordentligt. 

Han mener nu, jeg bliver biskop, fordi jeg er teolog. Selv er han tidligere fisker 

og har kun ét års kursus som baggrund for at blive præst. Jeg mente nu nok, at 

hans baggrund som fisker kunne være ligeså god som en teologisk baggrund. Og 

det var jo heller ikke første gang, en fisker så at sige var blevet ansat i kirkens tjeneste. 

Somme tider kan man godt få en fornemmelse af, at vi dyrker lærdommen frem 

for livet - ikke mindst indenfor kirken. Det er nok med til at skabe et mildest talt 

uheldigt skel mellem lærd og læg - et skel som er ligeså kunstigt som alle andre 

skel mellem mennesker. Og det kan jo godt være, det er nødvendigt med dette 

præstelige bedrag - men vi bør vel ikke ligefrem dyrke det, som om det var helligt 

- det hellige præsteskab. 

Véd en teolog nødvendigvis mere om kristendom end en fisker? Jo, måske om 

den etablerede samtale på bjerget - men om virkeligheden? 

Jeg har jo papir på en teologisk uddannelse, men jeg har ofte svært ved at forbinde 

min uddannelse med virkeligheden. Det behøver så ikke være teologiens 

skyld, kan man hævde, men på én eller anden måde har det aldrig rigtig for alvor 

bevæget mig - det har været synspunkter og overlegne afsløringer af andres tåbelige 

fejltagelser. Det har været skyts - men det har vel ikke egentlig bevæget mig, 

dogmatikken, etikken, filosofikken m.v. 

Enten fordi jeg er temmelig ubevægelig, eller også fordi den etablerede teologi 

ikke for alvor har nogen bevægende kraft i forhold til virkeligheden. 

Det lyder utaknemmeligt mod teologien, og det kan jo godt være, jeg bruger den 

mere, end jeg vil være ved, og jeg ville nok være ilde stedt, hvis jeg ikke havde 

haft den, men dette pubertetsoprør er alene affødt af den afstand jeg har følt til de 

præster, der ikke er teologer - en afstand, de selv etablerer efter min mening 

unødvendigt. 


Jeg tænker tit på den grønlandske sjæl. Der er noget æterisk over den - noget letpåvirkeligt 

og flygtigt. Noget kunstnerisk. Jeg husker, hvordan Dorthe i Fiske-

næsset kunne blive voldsomt forskrækket over en sommerfugl, og hvordan de 

som børn kunne flygte panikslagne fra Diaavulup assai - djævelens fingre, sådan 

en fingerlignende plante, der strækker sig op af jorden. 

Og så mindes jeg jo min egen djævleangst som barn - hvordan jeg stod ude i køkkenhaven 

og gravede et hul, da jeg pludselig smed skovlen og løb ind, fordi jeg 

blev bange for at støde på djævelens lampe over hans fordør. Måske er jeg inderst 

inde grønlænder? 

Nordboen i mig virker uendelig tung i forhold til grønlænderen - næsten upåvirkelig 

- færdig - sat. Blasert. Der er ligesom ikke noget, der gør indtryk længere. 

Som om vi for længst har lagt den slags bag os - i barndommen - eller middelalderen. 

Måske fordi vi efterhånden er blevet så hærdede af indtryk fra medierne, så intet 

er os fremmed - intet dramatisk. Vi benytter ord som frygteligt, rædselsfuldt, vidunderligt 

i flæng - men vi siger dem uden at fortrække en mine. Minespillet, følelserne 

lader vi de professionelle skuespillere og kunstnere om - betaler dem for 

at udtrykke vore savn og længsler og glæder. For vi selv kan ikke. 

Engang, tror jeg, hørte kunsten med til det at være menneske - evnen til at udtrykke 

sig i billeder, fortælling, mimik, sang og musik. Men nu er det ligesom 

blevet en vare - en særlig kvalifikation, som man skal tage eksamen i, før det er 

anerkendt. 

Men selvfølgelig er vi kunstnere alle og enhver - ligesom vi er hellige alle sammen, 

og måske skal der en kamp til for at smide de etablerede såkaldte fagfolk 

ned fra deres piedestaler - de såkaldte kunstnere - de såkaldt hellige. Det skal nok 

til engang imellem, så vores egen barnlige glæde kan komme til - vores egen 

smerte og længsel - uformidlet ægte. 

Enhver kan fortælle sin egen dramatiske historie på den ene eller anden måde - vi 

ved det bare ikke! Tror ikke på det, fordi vi ligger under for tyrannernes monopolisering 

af både det hellige og af kunsten - og dermed af livet selv. Derfor lytter 

vi ikke mere til livet selv men til den lille, vanskabte, selvbestaltede afart af livet, 

som kaldes kunst og kultur og religion. 

Der var engang én, der sagde om italienerne, at de var guddommelige skuespillere 

alle sammen. Det hørte simpelt hen med til at være italiener. De eneste, der ikke 

var det, det var skuespillerne. 

Gud ved, om man ikke kan sige nøjagtig det samme om de hellige: At være hellig 

hører med til det at være menneske - de eneste, som ikke er det - det er de hellige! 

Hvorfor er vi så lette at forføre og bedrage? Det er som om, vi har dårlig samvittighed 

over ét eller andet og derfor tager til takke med hvad som helst - bare vi 

får lidt mad i munden og har udsigt til at slippe nogenlunde helskindet igennem - 

som om vi har opgivet livet selv - af frygt eller mistro eller hvad? 

Julianehåb den 10. december 

Hvis det foruden at være morsomt også er rigtigt, at det hellige er for alle og enhver, 

så begynder der at tegne sig et billede af en hellig jord med en hellig himmel 

over - den hellige luft - det hellige hav - eller som Frans af Asissi udtrykte 

det: broder sol og søster måne. For ikke at tale om broder menneske! 

Altså netop det, som er for alle og enhver, er det hellige - og ikke, som vi troede, 

det, som er for de særligt indviede. Naturen er hellig og fortjener derfor respekt. 

Dit medmenneske er helligt, og fortjener derfor respekt som sådan! Det er altså 

ikke nok at respektere din egen kreds - din egen lille selvbestaltede helligdom - 

89

90 

for det gælder ikke. Du skal respektere livet selv, sådan som det kommer til udtryk 

i naturen og i dit medmenneske. 

Netop når vi ikke kan klare livet i sig selv, skaber vi os overkommelige helligdomme 

for de indviede - for os særligt udvalgte - Guds eget folk eller hvad man 

nu kan finde på at kalde sig selv. Netop når vi ikke kan klare vores hellige medmenneske, 

smider vi ham ud med god samvittighed, fordi han ikke hører til vores 

domæne. 

Måske døde den første kristne martyr, hellenisten Stefanus, fordi han forsøgte at 

videreføre Jesus' rabiate lære om at nedbryde alle templer - ikke mindst det i Jerusalem. 

Og jeg gad vide, om ikke den ældste menighed i Jerusalem var svært 

godt tilfreds med at slippe af med denne fredsforstyrrer. Så kunne man jo altid 

senere ophøje ham til martyr og dyrke ham som helt. 


I dag havde vi barnedåb. En lille pige af grønlandsk-færøsk herkomst blev døbt. 

Der var en del mennesker i kirke, selv om vejret fra morgenstunden har været 

fuldt af sne. 

Endnu engang får man så bekræftet, at det hellige er det, der er åbent for alle og 

enhver. Solen, sneen, vandet, dåben. Lad alle og enhver, der vil, komme til mig! 

Sådan. Stik imod al menneskelig fornuft taler det til vort hjerte. Det sner. 


Det sner stadigvæk! Først her i aften holdt det op. Vinden er gået om i nord, og 

det bliver koldere igen. 


Nu ligger byen og fjeldene med et tykt lag sne over sig. Alt er blødt og afrundet 

og hvidt - og nu kommer solen op over fjeldene i syd. Det er meget smukt - og 

nyt. 

De gamle fejrede nytår en gang om året. De tog afsked med alt det gamle - alle 

de gamle sorger og glæder - alle de gamle tanker. 

Nogle steder fejrede man det på symbolsk vis ved at smide alle sine gamle ting 

væk - det gamle tøj - det gamle indbo - de gamle våben - den gamle gæld! Vi har 

vel en rest af det i julegaverne, som på sin vis forudsætter den tomhed, som udsmidningen 

af det gamle medfører. Nu får du noget nyt til at leve videre på. Og 

ikke, som vi forbrugere tror: Nu får du noget mere til at leve på. 

Julegaverne er - ligesom alle andre højtidsgaver - symboler på en ny begyndelse 

og ikke en dyngen oven i det gamle. Nej, væk med alt det gamle, så det nye kan 

komme til - så gaverne kan komme til deres ret og få mening. 

Andre steder fejrede man det seanceagtigt, sådan som man stadig gør det juleaften 

i Grønland, hvor man på en eller anden måde ved denne julegudstjeneste tager 

hinanden i hånden i et organisk sammenknyttet fællesskab, og sådan fastholdt 

tager man den svære afsked med det gamle år - og vel egentlig hver gang med 

hele sin fortid - og lader det fare, så det nye kan komme til - det nye år - de friske 

tanker. 

Denne afsked og modtagelse samler sig i det korte øjeblik, vi står sammen og 

synger Guuterput qilammiu. Der holder vi os selv og hinanden fast i årets sværeste 

og helligste øjeblik og trækker på fællesskabets varme. Da er vi eet med hinanden 

- alle vi forskellige mennesker. 

Det er vel også det, der ligger bag opbruddet. En længsel efter en ny begyndelse - 

et nyt liv. Så bryder man op og rejser til Grønland, eller man køber en ny bil eller

tager sig en ny kone eller en ny religion, men ofte forveksler man den indre nyskabelse 

med den ydre og må erkende, at det ikke hjalp. Nissen flyttede med. Det 

nye var ikke nyt, som man troede. Det var bare overspringshandlinger, som skulle 

forestille noget væsentligt - men ikke var det. 

Dette år var for os opbruddets år, og det blev nærmest en besættelse. Alt det gamle 

skulle ud - nu skulle der ryddes op. De gamle familiemøbler blev solgt - kælderen 

blev ryddet - bilen solgt - vennerne, arbejdet, familien forladt, og vi rejste 

langt væk - fordi det vante og det vedtagne tyngede som en tung oppakning, man 

ikke kunne få af, og som derfor måtte skæres løs, og det gjorde lidt ondt, fordi 

man somme tider skar forkert. 

Og hvor meget af den tyngende oppakning fik man så af, og hvor meget slæbte 

man med alligevel? Er det tungt at leve med denne oppakning, er det vel endnu 

tungere at rejse med den - den oppakning, som er vokset fast gennem årene. 

Mærkeligt nok har jeg haft ondt i skuldrene, siden jeg kom til Grønland - måske 

fordi jeg føler tyngden af min oppakning endnu mere her i dette land, som nøder 

sine mennesker til et let sind, og som ikke giver dem lov til at lade sig tynge af 

fortidens synd og skyld. 

Sket er sket, siger naturen, og nu er du nødt til at rette dig op og gå dit liv i møde 

med alle dine sanser åbne, for ellers... Og så opdrager man sine børn til et let sind 

og giver dem mange sejre og meget mod på livet. For derude står naturen og forlanger 

et opmærksomt liv, og din opmærksomhed må ikke svækkes af tunge, 

gamle tanker. 

Og der står også et samfund og venter på din opmærksomhed. Og du kan ikke 

undse dig, for uden dig går det ikke. 

Så må de gamle tanker fare. 

»Ånderne skulle påkaldes med friske ord; slidte sange måtte aldrig benyttes...vore 

forfædre havde den tro, at sangene fødes i stilhed, mens alle kun anstrenger 

sig for at tænke smukke tanker; da bliver de til i menneskenes sind og stiger op 

fra havets dyb, bobler, der søger luft for at briste...« 

Jeg tror, det er den stilhed, man oplever ved en grønlandsk julegudstjeneste, når 

man står sammen og synger den gamle, slidte Guuterput qilammiu. Fordi netop 

gentagelsen, ritualet, det kendte er den stilhed, der skal til, for at det nye kan 

komme til. 

Det er måske slet ikke det nye, du selv etablerer, der er nyt - måske forstyrrer det 

bare, så du aldrig for alvor er stille - så stille i det kendte og vante, at det virkeligt 

nye kan komme til - ikke i kraft af din egen nyskabende indsats, men som bobler, 

der langsomt stiger op fra havets dyb og søger luft for at briste. Som en rose, der 

af sig selv skyder op af det frosne sind. 

Ja, julen siger vel det samme om al verdens larm og kejserlige nyskabelser, som 

så så imponerende ud men ikke var noget for alvor i forhold til stilheden på en 

mark udenfor Betlehem - en stilhed og et mørke - og måske også en træls hverdag 

for hyrderne - som gjorde, at englene kunne komme til - at himmelhvælvingen 

kunne briste og det nye liv kunne fødes. 

»...Og lad os gå med stille sind 

som hyrderne til barnet ind...« 

»...og tænke smukke tanker!« 

Det er vel ikke så moderne mere at søge stilheden - at holde sig til det kendte. Vi 

søger oplevelsen - udfordringen - sensationen. Vi rejser. Vi køber nyt. Skal hele 

tiden følge med tiden, som det hedder. Mere og mere hektisk og måske mere og 

91

92 

mere fortvivlede. Vi bukker og skraber for udviklingen - ligegyldigt hvad den så 

forlanger af os... vores frihed - vores liv måske. 

Jeg tænker så på bonden, der aldrig kom udenfor sognet men fandt glæde og tilfredshed 

i de vante omgivelser og i gentagelsen: årets og dagens stille rytme. Såning, 

spiring, modning, høst. Hverdagens arbejde. Højtidernes rituelle gentagelse 

i samfund og familie. 

Ja, vi ynker ham vel lidt på grund af alt det, han aldrig fik set - alt det, han aldrig 

oplevede - men måske var hans oplevelse langt større, end vi forestiller os - hans 

liv langt rigere. Hans samfund mere betydningsfuldt. Al elendigheden til trods. 

Hvad véd vi egentlig om livet, vi der aldrig har brugt dage på at pløje eller tilså 

vores mark - vi, der aldrig har gået fure op og fure ned fra solopgang til solnedgang? 

Hvad véd vi egentlig om livet, vi der aldrig har siddet en hel dag i en kajak 

eller stået ved et åndehul og ventet - ventet på at sælen skulle dukke op? 

Nu har vi gode kår, som vi siger - og uanede muligheder, men midt i al herligheden 

rammes vi måske også pludselig af dette hvasse, kyniske blik fra tomheden. 

Alt for mange magter det ikke, alt det nye, vi stiller an med - alt for mange falder 

af i svinget, mens toget kører videre mod nye opdagelser, nye oplevelser - nye tilbud. 

Hvis ikke man har været jorden rundt på rulleskøjter er man håbløst fortabt. 

Og vi kan ikke få nok. Vi skraber hensynsløst til os af det nye - måske for at 

dække over savnet af det egentlige liv. Savnet af den ægte, oprindelige glæde. 

Som dyr i fangenskab, der begynder at opføre sig mærkeligt. Ser frem til den første 

landgang på Mars og sådan noget. 

Fangeren, fiskeren, bonden, håndværkeren, husmoderen - alle er de blevet ekspederet 

ind i utilfredsheden med det kendte og vante - er blevet grebet af udviklingens 

vanvid - mod eller med deres vilje - ja, selv præsten, som forgæves søger at 

legitimere sin stilling i samfundet med alle mulige mærkelige påhit og nyskabende 

foranstaltninger. Gudstjenestefornyelse, strukturfornyelse, salmefornyelse og 

prædikener, der helst skal være epokegørende nyopdagelser på erkendelsens område. 

Væk med det gamle, så det nye kan komme til - men det koster måske den 

stilhed, som er forudsætning for det virkeligt nye. Måske er de bedste prædikener 

de intetsigende men smukke, som giver plads for din egen tankes flugt, så boblerne 

i dit eget mørke dybhav kan få lov til at søge mod overfladen og briste som 

smukke, nye tanker. Og måske er de bedste salmer de gammelkendte, prøvede og 

slidte, som giver dig fred for moderne anmassende digteres og komponisters frustrerede, 

socialetiske udladninger. 

Jeg ved det ikke! 

Men jeg har en anelse om, at Jesus på en måde også lyste det almindelige dagligdags 

liv i kuld og køn og gjorde det helligt. 


En folkets kirke er ikke et tempel. Ikke medmindre vi selv gør den til det, hvad vi 

ofte nok gør. Nej, folkets kirke er vores hellige fristed, som kun er helligt, så længe 

det er åbent for alle og enhver - for hele folket. 

Vi skal jo have et sted, hvor vi kan holde højtid i fællesskab - et stille sted, hvor 

vores tanker kan få frit løb - en pæn stue, hvor vi kan holde fest sammen - hvor vi 

kan sørge sammen. Sådan et sted er kirken. Den hellige almindelige kirke. 


Hvad er sandhed?

Nu sidder jeg her og skriver og gør mig klog på mange ting - jeg ved egentlig ikke 

hvorfor - men hvis det nu var en eksamensopgave, så ville jeg jo få den bedømt 

af nogle censorer, som ville give mig en karakter ud fra én eller anden målestok. 

Men hvem skal give karakterer i virkeligheden? Karakterer om, hvorvidt det, vi 

tror på, nu også er sandt - eller den måde vi lever på? Eller de spændende konklusioner, 

vi når frem til? 

»Hvad er sandhed?« spørger Pilatus Jesus. Gives der overhovedet sådan en sandhed 

- en virkelig virkelighed? Hvis ikke, kan den ene tanke, tro, opførsel vel være 

ligeså god som den anden - det ene menneske ligeså godt eller ondt som det andet. 

Man kan jo godt finde ud af, hvad der er hensigtsmæssigt - det er ikke noget 

problem - eller rettere, det er kun et politisk problem, som man til hver en tid kan 

snakke eller slås sig til rette om. Men en ligesom overordnet sandhed - hvordan 

bestemmes den, hvis den findes? 

Når jeg ser tilbage på de gode gamle dage, så forekommer de mig at være trygge 

i deres autoritetstro. I de gode gamle dage kunne man med overbevisning sige, at 

sandheden ikke var noget problem, for den stod jo i Bibelen. Nærmere forstået: 

det var sandt, fordi det stod i Bibelen. Det var sådan set den fælles grund, man levede 

på uden de store anfægtelser. F.eks. at diskutere Bibelen var en lidt latterlig 

foreteelse, da den ifølge sagens natur var hævet over almindelig diskussion. Der 

var forskel på Bibelen og på mælkepriserne. 

Og da Bibelen lå på alteret i kirken, så var kirkens sag såmænd også afgjort uden 

videre snak. Den var sandhedens rum - et helligt sted, som ikke var åbent for almindelig 

snak eller debat men alene for Bibelens ord - Guds Ord. 

Veneration kan man kalde det - veneration for denne ene hellige og indiskutable 

sandhed, som Bibelen og kirken og præsten repræsenterede. 

Og sådan var det vel blevet i dette statiske bondesamfund, der afskyede forandring, 

fordi man var vokset op med det - havde fået denne sandhed ind med modermælken, 

og hvad enten man kan lide det eller ej, så slipper man ikke sådan af 

med sin modermælk. 

At det lige var Bibelen og kristendommen, man annammede i sin tid, var jo nok 

en politisk - altså en hensigtsmæssighedssag, men nu var det altså den, man havde, 

og så var den sag afgjort. Den var god nok til vore forfædre og er også god 

nok til os og vore børn. 

Og det skal der ikke komme nogen her og lave om på! 

Det gjorde der så alligevel. Udviklingen kom og lavede om på alting. Og vi får 

en fornemmelse af udviklingens enorme styrke, når vi betænker, at det lykkedes 

den i løbet af forbløffende kort tid at afskaffe dette stærkt indpodede og gennem 

generationer nedarvede sandhedskriterium. 

Der kunne godt være lummert i missionshusene, når missionæren ikke fandt anden 

udvej for rapkæftede unges nærgående spørgsmål end at samle tilhørerne i en 

bøn for de formasteliges sjælefred. 

Men på den anden side betød dette, at døren til missionshuset blev sparket ind, at 

der blev hundekoldt. Fællesskabet frøs fra hinanden, da man ikke længere havde 

noget fælles kriterium for sandheden. Så blev enhver salig i sin egen tro, og det 

kan nok være, snakken gik, for nu skulle alle og enhver præstere sin egen livsholdning 

og gøre rede for sin tro eller livstolkning, og selv konfirmanderne blev 

mere fortrolige med religionskritikken end med religionen. 

Og Gud, hvor virker det også kunstigt og egentlig opblæst, når vi sidder i fuldt 

alvor og snakker religion, som om det var flæskepriser. Og Gud, hvor er det 

93

94 

hårdt, sådan at skulle præstere en holdning, som man mere eller mindre selv skal 

stå inde for - så at sige at skulle præstere dit eget liv... 

Og så er det spørgsmålet melder sig: Hvad er nu sandhedskriteriet? Hvad er argumentet, 

vi disker op med, når vi redegør for vores holdning? 

Der er selvfølgelig dem, der mere eller mindre krampagtigt holder fast ved den 

såkaldte barnetro, der åbenbart er en indrømmet blåøjethed og hæderkronet naivitet 

at dømme efter den overbevisning, denne tro bekendes med. Og så er det vel 

også et fornuftigt, kvindeligt forsøg på at afslutte en absurd diskussion - de gode 

gamle dage in memoriam. 

Men hvis vi nu stædigt vedkender os konflikten, som udviklingen har påført os - 

vedkendert os moderniteten - så kommer vi vel ikke udenom at spørge til følelserne. 

Er det i virkeligheden vores følelser, der dirigerer os? Det synes i hvert 

fald ofte at være noget af en trumf, når nogen kan inddrage hjertet i diskussionen 

- allerbedst hvis det måske ikke er et alt for fornuftigt argument, der fremføres, så 

er det mange gange godt at have »hjerter es« i baghånden. Credo quia absurdum? 

Psykologien har dyrket følelserne en del bl.a. gennem studier af kropssproget, 

som afslører de sande følelser overfor de tvivlsomme udtalelser. Det er i hvert 

fald spændende, men om man kan foretage sådan en sondring mellem det sagte 

og det mente, ved jeg ikke. Er det så det ærligt mente, følelserne og dermed kroppen 

minus tungen og stemmebåndene udtrykker? Og kan man se bort fra, at også 

modtageren er involveret og måske derfor ser det kropssprog han ønsker at se? 

Og hvad ved jeg? 

Men under alle omstændigheder vejer argumentet »Jeg føler, det er sandt« tungere 

end »›Jeg mener, det er sandt« 

»Verden kalder det for tant, hjertet føler, det er sandt« 

Sådan kan Grundtvig så hjerteligt kan udtrykke det uimodsigelige i kristendommen, 

og så er den sag jo ikke længere. 

Men hvad er så følelsen? Ja, følelsen er vel på en måde fysisk, så vi kan mærke 

den, når den er der. En sammensnøring af halsen ved sorg og medlidenhed - adrenalinen, 

der pumper - smerten - de små hår, der rejser sig - alt det andet, der rejser 

sig - stakåndetheden osv. Og på den måde er kriteriet for virkeligheden og for 

sandheden egentlig ret konkret: Det er det, der bevæger dig - sådan rent fysisk. 

Det holder selvfølgelig ikke. Det er for så vidt sandt og ægte nok - vi har ikke andre 

kriterier, når det kommer til stykket, men det er ikke uden betingelser - det 

kan ikke stå alene, hvilket vi ved fra vores fornuft, der ikke ville kalde en gyservideo 

eller en ruschebanetur i Tivoli for virkeligheden men tværtimod ville kalde 

det surrogat for virkeligheden eller mangel på virkelighed - selv om både videoen 

og Tivoli medfører de stærkeste og mest mærkbare følelser f.eks. af angst. 

Og derfor kan man vel heller ikke sige, at kriteriet for sandheden - heller ikke den 

subjektive sandhed - er følelserne. Der skal ligesom mere til, og dette mere er 

måske den forkætrede fornufts overblik. 

For nu at komme til sagen: En orgasme er ikke bare en orgasme. Sådan en kan du 

påføre dig på mange måder, selv om den fysiske følelse af orgasme stort set er 

den samme, om du onanerer til en pornofilm eller smelter sammen med den, du 

elsker. Alligevel er der en kæmpe forskel, og den sættes af dit fornuftige overblik, 

som altså også har et ord at skulle have sagt om, hvad der er virkelighed og 

hvad der er surrogat. 

Din bevidsthed kan nok i virkeligheden ikke opdeles, sådan som vi plejer at gøre 

det i fornuft og følelser og vilje - den kan nok slet ikke opdeles. Lige så lidt som 

krop og sjæl kan skilles ad - i hvert fald kan den ene funktion næppe fremhæves 

på bekostning af den anden. Du er et hele, og spørgsmålet er så, om du er be-

grænset til din krop eller om der så at sige hører mere med til dig end din krop og 

det din krop formår? 

Altså er der en metafysisk sandhed? 

Narssaq den 18. december 

Jeg vinkede farvel til familien kl. 15 og ankom hertil kl. 17. Der var lidt tallerkenis 

på vejen men intet som ’Disko’ ikke nemt kunne klare. Det var mørkt ved ankomsten, 

og jeg blev kørt til et ensomt beliggende hotel, hvor jeg er den eneste, 

der residerer. Jeg er faktisk helt alene i bygningen, hvilket føles ret tomt. Et hotel 

uden mennesker virker ligeså tomt og øde som et stadion uden tilskuere. 

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive sådan et menneske, som ikke bare 

er krop. Det er jo blevet så fortærsket, fordi der altid har været en anelse om sådan 

noget - større. 

Lad mig prøve at sammenligne os med en mikroorganisme. En af de små organismer, 

som findes inde i kroppen - f.eks. et hvidt blodlegeme. Sådan et udgør jo 

en del af noget større, som det ikke har den fjerneste anelse om: en menneskekrop. 

Det aner for så vidt ikke, hvad det er til for, men det udfører en ret så vigtig 

funktion i en større sammenhæng. 

Sådan kunne man måske opfatte mennesket på samme måde som en del af noget 

større, som vi ikke umiddelbart er klar over. 

Det kunne jo være pudsigt at overvære en erkendelsesteoretisk diskussion blandt 

de hvide blodlegemer. Den ville sikkert minde en del om vores egne overvejelser. 

Paulus bruger et billede om de kristne som en del af Kristi krop - vel forstået på 

den måde, at vores større sammenhæng er Kristus, hvilket igen vil sige, at vi er 

medarbejdere på hans vilje. Måske er det så rigtigere at sige, at vi er i Gud, end at 

Gud er i os, selv om det i og for sig betyder det samme. Hver for sig en selvstændig 

organisme, tilsyneladende - men i virkeligheden dele af noget langt større. 

Hvad dette større så er, tror jeg ikke, vi får at vide, men erkendelsen af en større 

sammenhæng - eller skal vi sige troen på en større sammenhæng - for det må det 

vel blive - kan godt have en vis betydning for vores måde at leve på, hvadenten 

man nu kalder dette store for Gud eller Sila eller Slægten eller Fædrelandet eller 

Naturen - eller måske endda Udviklingen. Egentlig kan man vel, når det kommer 

til stykket, slet ikke leve for sig selv, og langt de fleste føler sig da også som en 

del af en større sammenhæng - det være sig en mere metafysisk eller en ganske 

håndgribelig materialistisk sammenhæng. 

Det, der gør det svært at slippe det metafysiske er måske, at de materia-listiske 

sammenhænge sjældent i ret lang tid ad gangen er i stand til at leve op til menneskets 

indbyggede ambitionsniveau, hvilket for så vidt også gælder for en materialisering 

eller personificering af det metafysiske. De har en dragende magt over 

vores følelser, afgudsbillederne, idolerne, idealerne, og jeg tror aldrig, vi slipper 

for dem - det skal vi måske heller ikke - vi skal bare ikke gøre dem til Gud! 

Jeg tror, vi er i en meget større sammenhæng - en ubeskrivelig sammenhæng. Det 

var måske ikke så tosset, når de gamle jøder ikke måtte nævne Guds navn eller 

gøre sig noget billede af ham. Du må ikke konkretisere Herren din Gud. Du må 

ikke gøre ham til nationalhelt eller formand for naturfredningsforeningen. Du må 

ikke gøre ham til projekt for dine egne idealer eller følelser - eller din egen vilje. 

Gud er alle steder og ingen vegne. Han er, som Esajas siger i Det gamle Testamente, 

lykkens og ulykkens skaber - eller som Najanneq siger til Knud Rasmussen: 

Han er i storm og snefald, i havets oprør og i alt, hvad mennesker frygter, og 

han er i solskin, havblik eller i små uskyldige børn, som intet forstår. 

95

96 

Hvis vi konkretiserer vores blodlegemeanelse om en større sammenhæng, mister 

vi den måske. Eller værre endnu: hvis vi forsøger at gøre Gud til middel for noget 

af vort eget, bliver han vel vred - og du skal frygte Guds vrede. Ligesom du skal 

frygte kærligheden, som vender sig imod dig, når du vil gøre den til forkærlighed, 

og så nemt som ingenting bliver til had. 

Jeg ved ikke, om vi kan leve med det ubeskrivelige. Børn kan åbenbart godt - 

måske fordi de ikke skal stå til regnskab for deres tro eller deres livsholdning. De 

leger ubekymret for Guds ansigt, indtil vi lærer dem noget andet. Og det er måske 

ursynden - dette at ville være som Gud selv. Det koster i hvert fald at blive 

voksen. Koster Paradiset. 

Gud, lad mig aldrig finde ud af dit væsen - men giv dig til kende 

gennem det jeg kender og holder af, så jeg kan tilbede dig - 

ikke gennem snedige erkendelser af kosmiske åbenbaringer 

ikke ved besværgelser og mystiske gebærder, 

men gennem min familie, mine venner, mit arbejde, mit land - 

for jeg har jo ikke andet, som jeg kan tilbede dig med 

end det jeg kender. 

De små hvide blodlegemer passer på mennesket og forsvarer det uden at vide, 

hvad de gør. Lad også mig blot leve i det kendte - lad mig elske det, jeg har og alt 

det, jeg kender - for derved elsker jeg vel også dig, som jeg tror på, men ikke 

kender. 


Det er smukt og stille vejr. Her ligger et tykt lag sne overalt. Jeg var til gudstjeneste 

med barnedåb. Den var velbesøgt. Jeg snakkede lidt med præsten og organisten. 

Den sidste meddelte, at da han ikke var konservatorieuddannet organist, 

var det så som så med hans evner. 

Nåja. Mit indtryk indtil nu er for så vidt en bekræftelse af den lumske anelse, jeg 

har haft fra starten af dette grønlandsophold. At det er temmelig meningsløst med 

en dansk præst - i hvert fald her i Narssaq. Sjældent har jeg følt mig så overflødig. 

Ingen velkomst. Alene i et tomt hotel - og nu er præsten taget ud og stå på 

ski. Han mente, der måske ville komme to til gudstjenesten i eftermiddag. Hvad 

er det her for noget? 

Og så tænker jeg på de mange overflødige timer på kirkekontoret, hvor vi sidder 

to præster, og hvor 99 % af henvendelserne sker til den grønlandske præst. Jeg 

tænker på de få konfirmander i byerne - her i Narssaq er der ingen. Jeg tænker på 

artiklen om, at det danske sprog burde ud af Grønland. Jeg tænker på integrationen 

af skoleelever og på grønlandiseringen i det hele taget, som medfører et drastisk 

fald i antallet af danskere heroppe. 

Jeg var den sidste danske præst for grønlænderne, og jeg tror også, jeg bliver den 

sidste danske præst for danskerne - muligvis med undtagelse af den danske præst 

i Nuuk. 

I øjeblikket ved jeg ikke rigtig mine levende råd. Hvad skal jeg gøre for at gøre 

min stilling gældende? Er det overhovedet muligt? Gud Fader! Sidste mand slukker 

lyset. 

Og så kommer denne barometerteori og fortæller mig, at det her ikke bare drejer 

sig om Grønland men måske om mit arbejde som præst i det hele taget. Måske 

skulle vi til Grønland for at jeg kunne blive gjort umisforståeligt bekendt med

min egen situation. Fordi alting ses klarere i det grønlandske lys. Meningsløsheden 

er skræmmende! Gud bedre det! 

Der kom tre til den danske gudstjeneste, men de gik alle til alters. Bagefter var vi 

til julehalløj for de gamle i hallen. Der var nu ikke så mange gamle, men ellers 

var det stort anlagt. 

Nu er jeg hjemme igen, og det er dejligt. Men jeg er stadig meget usikker på, 

hvordan jeg skal gøre den her stilling meningsfyldt. 


Det kunne jo være, du skulle benytte chancen til at gøre lidt for andre i stedet for 

bare at tænke på dig selv? At gøre en stilling meningsfuld er vel fuldstændig ligegyldigt 

i forhold til at gøre dit liv meningsfyldt. Var det ikke ved at være på tide? 

Du kender selv undskyldningerne om, at det og det skal være i orden, før du kan 

gå i gang med at leve, og du ved, det er fis. Der er muligheder nok at tage fat på - 

og så skråt op med dit “arbejde”. 


Tilbage til sandheden. Konklusion: Sandheden er en trossag og ikke en erkendelsessag. 

Jeg tror på, at der findes en egentlig sandhed, og i denne tro lever jeg mit 

liv og gør mit arbejde. Jeg tror endvidere på, at jeg selv er en del af denne sandhed 

på en måde - en del af den egentlige virkelighed. Forstået sådan, at virkeligheden 

eller sandheden ikke er udenfor mig og som sådan skulle kunne nås 

gennem erkendelsesmæssige overvejelser eller mystiske, bevidsthedsudvidende 

øvelser. 

I den forstand udtrykker de kristne fædre sig rigtigt, når de beskriver menigheden 

som en del af Kristi legeme - indpodet i ham - og ikke siddende under hans kateder. 

Ikke i lyset af sandheden men i sandheden selv. 

Vi kan nok ikke opgive at søge efter sandheden alligevel - vi kan nok ikke opgive 

tanken om at skulle forbedre os på en eller anden måde - udvikle os i den rigtige 

retning. Men jeg tror at denne søgen ender på samme måde som enhver rumfærd 

efter sigende ville gøre det - ender i sidste ende ved sit udgangspunkt. Måske er 

menneskelivet sådan en vandring tilbage mod dig selv. I hvert fald er det sjældent 

særlig opløftende at møde mennesker, der har fundet sandheden som en ny erkendelse 

- mennesker, som er standset op - så at sige ude af sig selv. 


Julen er overstået. Julen er forbi. Hvordan skal man sige det rigtigt? 

Vi fejrede julen i familiens fællesskab, men ikke i det folkelige fællesskab. Sådan 

er det vel at være ny præstefamilie i en minoritets-gruppe, som bliver mindre og 

mindre af flere grunde. Vi mærkede det stærkt, da vi gik til kirke juleaften, hvor 

en halvt hundrede mennesker nok var søgt sammen til dansk gudstjeneste - en lille 

gruppe i forhold til den massive folkevandring af festklædte grønlændere, vi 

mødte, da vi var på vej hjem. De var på vej til at fylde de to kirker til bristepunktet. 

Vi mødte dem igen juledag, da de var på vej hjem efter deres store gudstjenester 

julemorgen, og vi var på vej til julegudstjeneste, hvor der kom ni. Men ok, det 

var en dejlig lille gudstjeneste - ligesom en lille ø i havet - men uden egentlig 

sammenhæng til omgivelserne. Ni små individualister, der fik lov at låne et andet 

folks helligsted og gøre fagterne, der skulle minde os om det fællesskab, vi selv 

engang var dele af. 

97

98 

Det hjælper altså ikke at sidde sådan for sig selv og blive klar over verden. Det er 

ikke det, det drejer sig om, når det foregår løsrevet fra enhver sammenhæng og 

for så vidt bare er dit eget hjernespind. I hvert fald er det en underlig omvej og 

måske endda et sidespor - en blindgyde, der fører væk fra det egentlige: fællesskabet 

med de mennesker, du lever iblandt. Så kan du være nok så meget ét med 

din Gud, og du kan have en nok så klar erkendelse af den store sammenhæng - 

men du er udenfor den, og hvad gavner det så, når det kommer til stykket? 

Gud ved, om ikke erkendelsens - om tænkningens pris i virkeligheden er dens 

mål? Om ikke indsigten koster præcis det, du ser. Du må ikke se Herren din Guds 

ansigt, for da skal du dø! Du må ikke analysere og erkende det fællesskab, du 

selv er i, for så mister du det! Du må aldrig forklare din kærlighed, for så flygter 

den eller vender sig dræbende imod dig. 

Det er vores 18 års lykkelige bryllupsdag i dag. 


Kundskaben - erkendelsen - får ikke blot illusionerne men måske også hjertebånd 

til at briste. Og så er det måske nok en overvejelse værd, om illusionerne - myterne 

- er så forfærdelige - når prisen for det, du kalder sandheden, er dine dyrebare 

hjertebånd. 

De fleste mennesker fødes og bæres af hjertebånd. Forældrenes hjertebånd, som 

holder dig oppe. Men på et tidspunkt må de briste som navlestrengen brast, for at 

du kan blive et menneske. Du må ud af Paradis med dine bristede hjertebånd 

flagrende i den bidende blæst dérude. Du må gøre kort proces med din barnetro - 

du må give slip, selv om det gør ondt. 

For du skal bruge din længsel. 

Et menneske uden længsel er som et menneske uden tro, uden håb, og vel egentlig 

også uden kærlighed. 

I stedet for at spørge efter et menneskes tro, er det måske rigtigere at spørge efter 

dets længsel. Hvad længes du efter? For begrebet tro er blevet belastet som noget 

færdigt: barnetroen, troslæren, systemet, dogmatikken. I virkeligheden er troen 

netop den vibrerende usikkerhed - den uforløste længsel, så langt fra den sikre 

overbevisning som noget. Og trosfælles-skabet er så langt fra den sammenspiste, 

ensrettede lære men er fællesskabet om den samme længsel - efter liv. 

Troen er ligesom blevet et forlangende - en præstation - en holdning eller et tilhørsforhold, 

der spørges efter - som man spørger efter den færdige bygning, men 

den færdige bygning er jo som et mausolæum over et menneske, mens det virkelige, 

det egentlige er det ufærdige, det usikre - længslen. 

Et menneske retfærdiggøres ved tro, siger Paulus og mener måske i virkeligheden 

længsel: Længslen er afgørende for, om mennesket lever eller er dødt. Det virkelige 

liv er måske langt mere sammenligneligt med ulykkelig kærlighed end med 

den færdige, autoriserede og bedsteborgerligt ægteskabelige troskab mod det bestående 

forhold. Og i hvert fald tror jeg, det er mere ægte at vedkende sig sin 

længsel end at vedkende sig sin færdige livsholdning - langt mere menneskeligt - 

selv om der også kan koketteres med usikkerheden. 

Jeg må nok sige, jeg føler mig mere i pagt med længselsfulde mennesker end 

med de såkaldt troende. Og mest vidunderligt er det, når den fælles erkendelse af 

længsel vækker fælles glæde: den smittende længsel, som ikke uden videre kræver 

sin forløsning men også så at sige er noget i sig selv - på en måde netop fællesskabsstiftende 

- skabende - livsbekræftende i den fælles usikkerhed, som er 

langt mere ungdommelig, frisk, grøn, smidig og smuk end den fælles sikkerhed, 

som kun kan virke tilfredshed men aldrig egentlig glæde.

Jeg tror, det er længslen, der holder os levende, skabende, handlende, mens troen 

i form af religion eller livsholdning gør os til slaver - lydige tjenere for - ja, vel i 

virkeligheden for hykleriet, løgnen. 

Trosstridighederne, religionskrigende og -skrigene havde vel fået et andet forløb, 

hvis vi havde holdt fast ved længslen. Det er så nemt at sige: Du skal tro! Men 

det er meget svært at befale en længsel, fordi en længsel kommer indefra. Den 

kan vækkes udefra af begivenheder og af ord, men den kommer altid indefra. Sådan 

var det vel også oprindeligt med troen, men troen er blevet begravet af mausoleer 

og templer og bibler og bekendelser og hvad ved jeg. 

Ovenpå troens grav står længslen stadig frisk og grøn - og forestil dig glæden ved 

det. Forestil dig glæden ved livet og ved den frihed, som længslen giver dig - det 

frie fællesskab af længselsfulde mennesker, som nu kan smile til hinanden, fordi 

man ikke længere behøver holde øje med hinandens tro eller troskab - om den nu 

også er i orden og korrekt ifølge vedtægterne. Forestil dig afsløringen af alle disse 

nidkære, troende mennesker, som sidder og lurer på hinandens tro og vogter 

over deres egen - hvordan et lille julebarn pludselig peger på dem og ler klokkeklart 

og siger: 

- Se, mor, de længes alle sammen! 

Og de flakkende sideblikke og de rynkede bryn over treenighedslæren, som ingen 

forstår men alle bekender sig til, og de lukkede øjne, som skal foregive koncentration 

og de vanemæssigt foldede hænder om den autoriserede salmebog – alt 

sammen forstyrres af denne klokkeklare barnelatter, som får enhver til at tænke 

sit, og se, nu opdager de, at de tænker det samme og føler, at dette lille barn taler 

sandt, og man vender sig mod hinanden - ser alvorligt undersøgende på hinanden 

- og trækker forsigtigt på smilebåndet og brister i latter, rører ved hinanden, enkelte 

omfavner hinanden, og man giver frit løb for alt det indestængte og fortrængte: 

længslen, som de aldrig turde vedkende sig. Længslen, som de så ned 

på. Længslen, som de hånede og korsfæstede... 

»Vi forsager troen og alle dens mystiske gerninger og alt dens hykleri - for vi 

længes - vi længes alle sammen efter det samme liv og den samme kærlighed.« 

Sådan bliver de døde levende - sådan opstår den levende længsel - ikke som 

noget nyt og svært og ophøjet, som skal læres og forstås af de indviede - men 

som din egen levende, hellige, basale virkelighed, som nu kommer dig i møde 

»med alt, hvad der er dig«. 

Det er så svært at sidde og se solnedgangen over Julianehåbfjorden og samtidig 

holde fast ved den autoriserede trosbekendelse! 


Jeg drømte i nat, at jeg var på besøg sammen med Kirsten på et hjem for mentalt 

handicappede - et meget berømt hjem med en hæderkronet leder, hvis spændende 

teorier på området hér blev ført ud i praksis. 

Jeg gik lidt rundt for mig selv og kom også ind i spisesalen, hvor der kun sad én 

kvinde. Hun henvendte sig til mig og spurgte, hvad jeg lavede, og da jeg forklarede 

mig, blev hun så forfærdelig rasende, at hun forvandlede sig til en æsketrold, 

der sprang rundt i lokalet. Hendes ansigt skiftede på et øjeblik farve til sort med 

gnistrende røde øjne og stort sort hår, og til sidst satte hun sig på tværs af døren, 

så jeg ikke kunne komme ud. Jeg var ret bange for hende, men heldigvis kom der 

hjælp i form af personale, så jeg kom helskindet ud. 

Udenfor stødte jeg på en tekst fra en bog, som på alle mulige måder forsøgte at 

gøre opmærksom på sig selv overfor mig, men jeg vægrede mig ved at læse den. 

Måske af den grund voksede der pludselig en klitrose ud af hånden på mig, hvil- 

99

100 

ket nærmest gjorde mig panisk. To store roser på lange tornede stængler blev det 

til, før forstanderen kom og beroligede mig med, at dem kunne jeg bare pille af, 

hvilket jeg gjorde. 

Det var ikke noget helt almindeligt hjem, og hvis jeg ikke havde været der selv, 

ville jeg ikke have troet det muligt! 

Sindet åbner og lukker sig som alt andet efter en egen rytme. Somme tider er du 

modtagelig for indtryk, mens du til andre tider hverken kan se eller høre eller forstå, 

hvad der sker omkring dig. Det er vel naturens orden. Somme tider fungerer 

din hjerne og dine følelser bedre end til andre tider. Somme tider er du ovenpå og 

kan alting, og der er tider, hvor du har svært ved de mindste ting. Mange rytmer 

griber ind i hinanden lige fra hjertets rytme og åndedrættets over døgnets rytme 

til månens og universets langsomme rytme. Men alting åbner og lukker sig - 

kommer og går. 

Så gør man status, fordi året er omme. Det var så 1993 - opbruddets år. I opbruddets 

tegn fra starten, da vi søgte til Canada, fordi noget nyt skulle ske, og når tanken 

først er kommet så langt, kan den ikke stoppes. Vi var på vej, og det var ikke 

et spørgsmål, om vi skulle af sted - men hvornår vi skulle af sted. Og nu er vi hér 

i Julianehåb, and I still wonder why? 

Den ansvarsløse lader tingene ske - adlyder skæbnen eller Gud som den grønlandske 

menighed, der »naalagiartarput« plejer at gå hen for at adlyde, som det 

hedder, når de går i kirke - bøjer sig for vilkårene og lader i vidt omfang stå til - 

gør som der bliver sagt. Ja, ansvarsløst efter vore vesterlandske begreber, hvor 

viljen til forandring, fremskridt, udvikling ligger dybt i vores kultur, hvor du er 

dit eget livs instruktør, som det hedder. Din egen lykkes smed. 

Men se om de begriber det, grønlænderne. De begriber ikke, at vi sådan tør sætte 

os op mod vores skæbne, men i det skjulte beundrer de os for det, og vil jo gerne 

drage fordel af det, vi kan i kraft af vores energi, vilje og indsats. 

Og se, om vi begriber dem - deres ligegyldighed overfor indgåede aftaler, deres 

mangel på tidsfornemmelse, deres uansvarlige barnlighed. Deres fornærmethed 

mod vores ironiske distance til tilværelsen bortset fra arbejdet, som vi har et sært 

underdanigt, helligt forhold til, så vi næsten kan sætte lighedstegn mellem arbejdsløshed 

og gudløshed. Derfor rammer arbejdsløsheden os ligeså hårdt som 

ensomheden rammer grønlænderen. Og alligevel beundrer vi dem - misunder 

dem deres elementært menneskelige værdier - og himmel, hvor har vi meget at 

lære af hinanden frem for denne polarisering, som tapper vores kræfter og gør os 

modløse og mistroiske overfor hinanden. Og midt i dette kultursammenstød - 

midt blandt de frustrerede danskere og de ligeså frustrerede grønlændere befinder 

vi os og skal prøve at indrette vores liv som familie, som mennesker i modsætningernes 

land. 

Det har vi så villet eller måske er det udviklingen, der har ført os herop. Man vil 

jo gerne have én eller anden rimelig garanti for det rigtige i det man gør. Gud eller 

skæbnen eller udviklingen eller sådan noget.

1994 

Julianehåb den 1. januar 

Vi fejrede nytårsaften på Sømandshjemmet med god mad og vin og en masse 

fyrværkeri. Det var flot at se alle raketterne over byen kl. 8 og kl. 12. Hvad mennesker 

dog gør af irrationelle ting - skyder en formue op i den blå luft. Herligt - 

bevægende. 

Holdt nytårsgudstjeneste i dag og prædikede om længslen i forhold til den etablerede 

tro for en halv snes mennesker. 

Nu lader jeg skægget stå. 


I går var jeg ude at gå (en) tur med Kirsten i det dejlige vejr. Jeg havde taget videokameraet 

med for ligesom at foretage mig noget fornuftigt undervejs, og så 

pludselig ser jeg i sådan et glimt, hvem det er, jeg filmer for. Dér sidder far i sin 

slidte lænestol og ser min fine videofilm, selv om han har været død i 18 år. Jeg 

tror, det er løgn. Det kan ikke passe, at jeg skal bruge hele min energi på at leve 

op til den gamle, men mistanken er vakt, og psykologerne gnider sig allerede i 

hænderne: Et oplagt emne. 

Så er det da ikke så sært, jeg bliver træt hele tiden - af ingenting. Så er det da ikke 

så sært, jeg er præst, hvis virkelig hele min energi er vendt mod dette hovedformål: 

at stille min afdøde far tilfreds for én gangs skyld! 

Jeg fik ham vist ikke ordentlig begravet i sin tid. Sørgede dårligt nok - slet ikke 

faktisk, men drømte meget om ham, og for hver gang blev han mindre og mindre, 

indtil han til sidst lå i vat i en tændstikæske og blev væk ude ved Poulsens sommerhus. 

Der var måske heller ikke så meget at begrave. Jeg kendte ham jo ikke rigtig. 

Han var alt for stor for mig - en tung autoritet, som jeg synes, jeg kun har kendt 

som gammel og hvidhåret - og træt. Tror aldrig, jeg talte med ham. Men han nåede 

at ydmyge mig med og mod sin vilje, og det er måske det, jeg ikke kan glemme 

- ikke kan tilgive. Og nu går han og ånder mig i nakken, og jeg kan ikke slippe 

fri for ham - og det hjælper altså ikke at tage til Grønland, for Fader følger 

med! 

Jeg kunne alligevel godt tænke mig engang at være mig selv, måske... uden at 

skulle leve op til nogen, men for Fanden hvor er det svært. 

Jeg glemmer aldrig min første seksuelle katastrofe i Alicante i Spanien, da jeg 

var ude at stå på egne ben - hvordan jeg havde fundet sammen med en dejlig 

spansk pige i Valencia, og vi fulgtes til Alicante, og dér på et hotelværelse i den 

lune spanske nat skulle jeg så leve op til alverdens seksuelle forbilleder, så det 

hele endte med at jeg lå og skreg af smerte og skam alene under dynen uden at en 

lyd kom over mine læber - forstenet i sjælen - oh, havde det dog bare været i 

kroppen! Se, selv i dag tør jeg ikke tage det alvorligt men skal absolut formilde 

det hele med en joke. Tør ikke tage tragedien alvorligt. 

Næste aften gik vi på diskotek og hun faldt for en eller anden filejs, som hun 

slyngede sin mund og sin krop ind til i timevis for øjnene af mig. Da gik jeg ud 

på herretoilettet og græd som en pisket hund, og tænk, jeg kunne ikke slippe hende, 

og vi fulgtes helt til Marbella og kom aldrig hinanden nær. Men hun nød livet 

med snart den ene så den anden - snart en spansk lægestuderende - så en irsk 

101

102 

bonderøv - og hun brugte mine penge, og vi smilte til hinanden, og jeg var ligeglad 

og vi var jo frie mennesker, men det var hverken friheden eller kærligheden, 

men ydmygelsen, der brændte sig ind og brændte mig fast til hende som en pisket 

hund til sin herre. Og en hund kan ikke gå sin vej, fordi den er en hund, og den 

kan ikke gøre oprør - fordi den er en hund! 

Og sådan bliver måske det barn, du ydmyger - det barn du pisker: en hund, som 

aldrig kan slippe den, der førte pisken, men knytter sig fast og aldrig bliver sig 

selv. Og sådan er virkeligheden, der somme tider kræver, at du slår dine forældre 

ihjel, hvis du vil leve. Men det må du ikke, for du skal elske din far og mor - det 

véd du godt, og nu gør du, som der bliver sagt! 

»Mother, do you think, they’ll like this song...? « 

Jeg er lidt påvirket af Pink Floyd: The Wall, som vi genså for et par dage siden, 

og så af Philip Marlows Singing Detective, som går i fjernsynet, men det fremgår 

måske. 

I nat drømte jeg, at jeg var i seng med en udenlandsk pige - nærmest for at vise 

mig, og det er måske derfor, jeg i dag mindes min spanske katastrofe. Mor og far 

og Torvald kom ind i værelset, hvor vi lå, og jeg forsøgte at skjule hende, men 

var alligevel lidt stolt, da de opdagede hende - min bror og jeg fnisede til hinanden 

- og så var hun væk, og jeg ledte efter hende overalt - søgte gennem byens 

skumle gader og endte på et dametoilet af usselt udseende, og derinde stod en lille, 

guldlokket pige i lyserød kjole og hvide strømper og græd hjerteskærende, 

men da jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe hende, skreg hun NEJ! og låste sig forfærdet 

inde - for jeg tror nok, det var mig selv, der stod dér ganske hjælpeløs og 

fortabt midt i ydmygelsen, og hvordan skulle jeg, der nu var blevet overfladisk 

og fnisende ligeglad, dum og blasert - hvordan skulle jeg kunne hjælpe min egen 

rene, dyrebare, guddommelige og fortabte sjæl!? 

Og ét er drøm - et andet virkelighed, men måske overgår drømmen somme tider 

virkeligheden og bliver mere virkelig end den. 


Nu sidder jeg så på kirkekontoret og kigger ned på losningen af Makka Arctica, 

som er et kæmpeskib fra Royal Arctic Line. Udenfor havnen ligger en trawler og 

en inspektionskutter og venter på at få plads. En jolle kommer ind. Det er en rigtig 

gråvejrsdag med blæst fra nord og et par graders frost. Hverdag igen. Og måske 

tid til strukturelle overvejelser angående arbejdet. Måske burde man finde en 

dansk kontaktperson i Nanortalik og Narssaq ligesom i Paamiut - én der ligesom 

kunne stå som repræsentant for menigheden og give udtryk for de ønsker og behov, 

som måtte være til stede. 

Det var én ting. En anden var så strukturen hér på kontoret, hvor vi sidder to præster 

hver dag, og hvor det er mere end nok med én ad gangen. 

Arbejdet. Det hellige arbejde. Det er svært at undgå heroppe enten at blive påståelig 

med hensyn til arbejdet eller spørge sig selv om meningen. 

Der er et par hellige køer i vores kultur, og én af dem er arbejdet. Nu, hvor fællesskabet 

ikke længere synes at være et bæredygtigt identifikationsgrundlag, har 

man kastet sig over arbejdet som det, der konstituerer et menneskes værdi. Det er 

underligt nok næsten bedøvende ligegyldigt, hvad dette arbejde går ud på, og det 

er lige før, det er bedre at sende jødiske børn i gaskammeret end ingenting at lave. 

Helst skal man pukle, og jo mere man pukler - jo mere er man værd. Altså det 

kan godt være han er et dumt svin, og det er muligt, hans arbejde er ondt, men 

han pukler, og det betyder tilsyneladende mere end al moral.

Heroppe har man somme tider en fornemmelse af den holdning, som siger, at kan 

man slippe for at arbejde, så skulle man da være en sær snegl, hvis ikke man 

gjorde det. Her lever man ikke for at arbejde, som vi - man arbejder, fordi det er 

nødvendigt, men heller ikke mere. Jeg taler selvfølgelig om arketyper, som ikke 

findes i virkeligheden, men som er den ramme, du lægger det brogede puslespil i, 

som hedder mentalitet. 

Der er vel kun én »kvalifikation«, der kommer op på siden af arbejdet i vores 

kultur, og det er sorgen, og det er vel ikke tilfældigt, at man i vore dage kan skildre 

sorgen som et arbejde, der skal udføres - en indsats, der skal ydes. Mærkeligt 

som denne arbejdsmoral har klemt sig ind alle vegne. Man skulle tro, vi var calvinister, 

men det er måske også den calvinske opfattelse, der ligger bag den massive 

amerikanske påvirkning, vi er ude for. Uden at vi mærker det, kommer vi 

selv til at ligge under for en mentalitet, som måske ikke er vores egen og får måske 

endda dårlige nerver, når vi ikke synes, vi kan honorere den. 

Jeg synes selv, jeg laver for lidt i forhold til de andre. Jeg pukler ikke nok. Jeg 

pukler faktisk slet ikke. Og så får jeg det lidt ligesom jeg har det overfor sørgende 

mennesker - jeg føler mig skyldig, fordi jeg ikke er medarbejder på deres sorg, 

hvad jeg jo ifølge sagens natur ikke godt kan være, når jeg nu ikke føler sorg. 

Jo, jeg kan gribes af medlidenhed, når jeg møder sorgen hos andre. Jeg synes, det 

er synd for dem, men jeg kan jo ikke sørge, som de gør. Og alligevel føler jeg så 

skyld over min sorgløshed. 

Jeg tror nu også nok, vi dyrker sorgen mere end nødvendigt - måske fordi sorgen 

giver dig identitet ligesom arbejdet gør det. Man er noget både når man sørger og 

når man pukler. 

Heroppe sørger man også, men man dyrker ikke sorgen på samme måde som hos 

os - måske fordi deres identitet ikke er så afhængig af sorg eller af arbejde men af 

deres fællesskab. 

Men hvad véd jeg om det - jeg, der aldrig har prøvet hverken at arbejde eller sørge? 


Det har stormet i nat, og sneen er føget sammen rundt omkring og sidder på husene, 

som om det var sprøjtet på. Det er stadig gråvejr og sner lidt. Det er tvivlsomt, 

om der kommer post fra Danmark i dag. 

Nu blæser det op igen og er hvidt i Qaqortoq. Der kommer ingen trafik i det vejr. 

Stormen tog til i løbet af dagen. Børnene fik tidligt fri fra skole, og Jakob kom 

hjem som en snemand og hamrede døren i bag sig med ordene: I hate, I hate, and 

I hate Greenland! Da jeg kom hjem kl. 12 sad Bamse udenfor og lignede en snedrive 

- først da den sagde Vuf, fik jeg øje på den. Jo, vi har fået vinter for alle 

pengene. 

Kl. 16 ringede onkel Hans fra København og fortalte, at moster Lis var død på 

Herlev sygehus i dag kl. 18,30. 

Og så står man pludselig dér med en kortslutning i hjernen, som påstår, at det ikke 

kan passe, for klokken er kun fire, og man tænker på den firetimers respit, du 

får, inden dødstidspunktet når herop for alvor... Tid er noget underligt noget! 

Det var ikke uventet, hun skulle dø. Hun havde kræft i spiserøret, og det dør man 

vist af. Og så gør man det sædvanlige overfor hinanden: pynter på tragedien og 

finder lynhurtigt undskyldninger for døden, så det i sidste ende var godt, den 

kom! Hun var jo træt. Nu har hun fået fred. Hun ville ikke mere. 

Det er som om, vi er så angst for døden, at vi ikke tør sige den imod, men hele tiden 

taler pænt om den for ikke at såre den. Tak, død, fordi du tog moster Lis!! 

103

104 

Engang burde én eller anden give den satans død en ordentlig omgang... 

Kan I huske moster Lis? Hendes smil. Hendes forfærdelige oppakning, hun altid 

slæbte rundt på. Hvordan hun altid faldt og slog sig - brækkede eller forstuvede 

ét eller andet, men ukrudt forgår ikke så let, som hun sagde, - hendes forargelse 

over uretten, og det er hårdt at være blød. Hendes selvopofrelse helt ud i det absurde. 

Onkel Alex, som jeg kun har kendt i jakkesæt, og som var noget indenfor 

modstandsbevægelsen, hvilket mærkede ham. Hans ufærdige malerier, som hang 

rundt omkring i huset. Skriftstedet med det flove hundehoved ovenover: Mands 

vilje - mands Himmerig. Prins, der blev så gammel, at den til sidst ikke kunne gø. 

Huset med alle de ting, som aldrig blev smidt væk. Dyrehaven. Dyrehavegaardsvej 

22. Det lille røde hus med haven og skuret med petroleumsdunkene. De skide 

dunke. Frk. Elmskov, der red hubertusjagt. 

Jeg boede hos hende i tre år, mens jeg læste teologi. Det var hyggeligt - for mig i 

hvert fald. Jeg burde jo nok have hygget om hende - lavet mad til hende, når hun 

kom træt hjem fra Bikuben på cykel og med fuld oppakning, men jeg havde jo 

mit. Sære idiot! Hun havde altid kager med hjem til kaffen foran hendes elendige 

gamle fjernsyn. Somme tider diskuterede vi til kl. 2 om natten. 

Engang endte vi en 6-7 telogistuderende ude i hendes hus. Vi sad og drak og 

havde det hyggeligt og blev enige om, at de alle sammen sagtens kunne sove hér, 

så vi lå i spisestuen og dagligstuen og på mit værelse og på gulvet og såmænd 

også på moster Lis’ værelse, men de blev godt nok smidt ud af hendes seng, da 

hun kom hjem. 

Om morgenen - eller rettere op på formiddagen, da vi omsider vågnede, stod der 

dækket morgenbord med kaffe og juice og vitaminpiller til alle. Én Almindelig, 5 

C-vitaminer og én B-vitamin. 

Det var mens jeg boede hos moster Lis, jeg begyndte at tænke lidt selv, så vidt 

det nu kan lade sig gøre. Nåja, så skulle jeg jo leve mit eget liv, som man siger, 

og jeg flyttede på Regensen. 

Nu til aften har stormen lagt sig, og det er helt stille - som om det aldrig havde 

blæst. Mærkeligt klima. 


Jeg er begyndt at have konfirmanderne hjemme i stuen i stedet for i det store, 

kolde mødelokale i kirken. Vi er jo kun 5-6 stykker. 

Og så fortæller jeg dem jo begejstret om den vidunderlige forskel på den gamle 

aftale med Jahve og den nye aftale med Kristus, som jo virkelig skulle være epokegørende 

nyt - men det er ligesom det ikke rigtig fænger. Nå, siger de bare. Jamen, 

det var da godt at vi ikke behøver ofre længere eller behøver at frygte eller 

dø længere. Der kan man bare se! Alle tiders. 

Jeg tror, jeg griber det forkert an, men det er også fordi, de vil have underholdning 

og ikke noget nyt. Det siger dem ikke noget, måske fordi det er alt 

for abstrakt. De mærker jo ikke angsten og smerten. De længes jo ikke efter udfrielsen, 

og hvad ved jeg. De står bare overfor et stort og spændende liv, som måske 

godt kan være farligt ind imellem, men de skal nu nok klare sig igennem. Så 

åbenbaringen af Kristus siger dem egentlig ikke ret meget - siger vel egentlig ikke 

ret mange ret meget. Måske også fordi den åbenbaring er blevet så påståelig 

og teoretisk. Der er langt fra englene, der fik hyrderne til at gå til Betlehem eller 

fik kvinderne til at gå til Galilæa og så til en teori, der kan få ellers normale unge 

mennesker til at gå på universitetet for at læse teologi. 

Nå, konfirmanderne er også for få - der er ikke noget feed-back, og det har jeg 

svært ved at undvære - dialogen. Og dertil kommer selvfølgelig, at alt, hvad de

oplever, modsiger evangeliet - også alt, hvad de oplever i kirken, som jo for dem 

er et fængsel og en opdragelsesanstalt og langt fra frihedens hjem. De kan med 

deres bedste vilje ikke se noget særligt i den - bortset fra noget ganske overordentligt 

særligt kedeligt. Og så er det, man pludselig står og tinger med dem om 

antallet af gudstjenester, og hvad er det for noget? 

Det er jo ikke altid, ungerne tager helt fejl af situationen, og på én eller anden 

måde er jeg træt af at skulle forklare mig og ligesom forsvare kirken - men hvad 

skal man gøre? Hvordan kan man med redeligheden i behold forsvare en dansk 

gudstjeneste overfor unge mennesker? Som konfirmanderne siger: Hvorfor skal 

vi aldrig lave noget morsomt? Det bliver bare til sur pligt, og i sådan en sur pligt 

falder glædesbudskabet til jorden, for det virker ikke ægte, når man med rynkede 

bryn oppe bag katedret docerer glæden og forsøger at banke kærligheden ind ved 

hjælp af Luthers lille Katekismus og salmevers, der skal læres udenad. 


Det har stormet hele natten, og det stormer stadigvæk sådan en 35 m/sek, så det 

er lidt svært at stå fast på de glatte veje. Havet ser ud som om, det er lige ved at 

koge, og 1.- 3. klasse er blevet frarådet at gå i skole, hvilket Jakob bar med oprejst 

pande. 

Til gengæld kunne vi så hjælpes ad med at fjerne al julepynten og smide juletræet 

udenfor. For i går havde vi tændt juletræet for sidste gang og fejrede Helligtrekonger 

med Canasta, Dejlig er den Himmel blå og eventyr. 

Jeg synes nok, ungerne er lidt blaserte. De skulle overtales til at synge, ligesom 

de skal overtales til at gå i kirke. Og Jakob havde ikke en eneste vemodig tanke 

ved at afpynte juletræet. Det var på tide, det kom ud. Akja. Jeg mindes endnu den 

klump i halsen, man havde som barn, når det alt sammen var forbi - eller også er 

det løgn ligesom solskinnet og sneen - og cacaoen lørdag aften. Alt det dejlige, vi 

har oplevet én eller to gange, og som vi forsøger at fastholde ved at gøre det til 

tilbagevendende gentagelser i vores barndom. Sådan var det bare dengang. Jaja. 

Men har de noget at sætte i stedet for den romantiske, borgerlige familieidyl i 

kirke og hjem? Det har de såmænd nok, og hvis de ikke har, så finder de nok noget. 

Jeg ved ikke, om vi giver dem for lidt med hjemmefra i form af traditioner 

og moral og sådan noget, som hygger gevaldigt, når man bliver voksen, men det 

er nu, som det er, og jeg tror såmænd nok, de skal tænke tilbage på deres hjem 

med glæde engang. 

Jeg elsker fandme de møgunger, og jeg gruer allerede for den dag, de flytter 

hjemmefra, men hvem véd - til den tid føles det sikkert helt naturligt. Iøvrigt er vi 

meget meget meget priviligerede på alle måder, og midt i alt vrøvlet skyller glæden 

gang på gang ind over mig og gør mig stum og stakåndet - og dybt dybt taknemmelig. 


Stormen har lagt sig, men det er stadigvæk 1° varmt, så det er muligt, der kommer 

mere Sydost. Det blæser fortsat i Narssarssuaq, så der er ingen flyforbindelser. 

Vi var alle sammen lidt euforiske i stormen. Det er ikke hver dag, man kommer 

ud at flyve, men det gjorde vi faktisk, når vi blev skubbet afsted af vindstødene - 

så var man godt nok i naturens vold, og så griner man, - som vores kirketjener 

næsten hysterisk - for at forsikre sig selv og naturen om, at det bare er leg - ligesom 

man som barn grinede for at afværge de stores vrede: det var jo bare for 

sjov! 

105

106 

Jo, for vi véd jo, hvad naturen kan, hvis den er vred for alvor. Så leger den ikke 

med dig og skubber dig lidt om på vejen - nej, så smadrer den så let som ingenting 

din tilværelse! 


Snevejr i gråt og stille. Syv i kirke. Glimrende prædiken om »Der skal Ingenting 

til!« Færdig med Orientering 2. Overvejelser over menighedens mening. Søndag 

i sne. 

I dag spurgte Jakob mig, om jeg ville dø for min tro. Kirsten havde læst historie 

for ham om den norske høvding, der holdt fast ved de gamle nordiske guder 

overfor Olav Tryggvesons Hvide Krist - hvordan han var blevet pint til døde, 

fordi han ikke ville bøje sig for udviklingen. 

Jeg svarede ham, at det troede jeg bestemt ikke, jeg ville, for jeg ville ikke kunne 

undvære min familie, og sandheden er måske nok, at jeg ikke synes, Kristendommen 

er værd at dø for - ja, vel ikke engang er særlig ulejlighed værd. Jeg 

ville være en elendig martyr. 

Heldigt nok tror jeg heller ikke på martyriet. Måske fordi jeg er inderligt træt af 

forbilleder. De stærke, de store, de kloge, de engagerede. Træt af at skulle leve 

op til andre overhovedet. Jeg vil bare gerne være mig selv, og den kamp er såmænd 

hård nok og reel nok. Jeg har i og for sig nok at gøre med at kæmpe mig 

fri af mig selv, og jeg orker ikke at kæmpe på flere fronter. 

Alligevel hænger Jakobs spørgsmål i luften og vil vel altid gøre det. Engagementets 

poetik. Engagementet og lidenskaben som din identifikationsfaktor 

nr. 1. Udsprunget af helgendyrkelsen. 

Åh, kirke, hvad har du ikke gjort ved os alle sammen!? 

Dine helgener har skaffet os en tyk, sort samvittighed på halsen - dine fremragende 

talsmænd, som i dag har taget form af enhver engageret person, der bruger 

sit liv på en hvilken som helst sag. Og vi sidder måbende omkring i stråleglansen 

fra de kæmpende - de virkeligt engagerede i forretningslivet, i sportsverdenen, i 

underholdningsindustrien, i musiklivet - nationalheltene - alle de, der vil noget og 

kan noget - bestsellerne - kongehuset. 

Der er såmænd ikke så langt fra de gamle helgenbiografier til Jørgen Leths film 

om Michael Laudrup. 

Er det virkelig nødvendigt? Eller er jeg bare misundelig på deres helhjertede engagement 

for sagen - deres »koste, hvad det vil«? Deres viljestyrke? Deres dygtighed? 

Deres lidenskab? Deres talsmænd og deres eftersnakkere? 

Der er altid noget, du er godt til, siger amerikanerne og psykologerne trøstende, 

men jeg må indrømme, jeg har svært ved at leve op til det lidenskabelige engagement, 

som jeg ellers altid har prædiket varmt for, og så er det vel kun naturligt 

at jeg forsøger at mistænkeliggøre det hernede i viljesløshedens og kraftesløshedens 

sump. 

Er du også hér, Kristus? Eller holder du kun til blandt de lidenskabelige? Holder 

du nytårskur for dine udvalgte helgener? 

Nå, det er selvfølgelig ikke dem, der er noget i vejen med - kun vi, der ligger under 

for dem ved at gøre dem til idoler eller ved at identificere os med dem, og jeg 

har en lumsk anelse om, at vi spærrer for vores eget engagement ved at overføre 

det til disse andre, som vi dyrker. Og måske er det derfor, Kristus holder til hernede 

i sumpen og ikke blandt sine helgener, for netop hér siger han »Jeg er vejen 

og sandheden og livet - ikke dem!« 

Så udflydende er denne Kristus i forhold til denne verdens idealer og idoler, at 

han giver plads for den mindste elendige orm til at skabe sig sit eget liv: Livet i

Kristus - dit eget liv. Og den som mister sine idealer for hans skyld, vinder måske 

sit eget liv. Det er da et forsøg værd. Er det det, der ligger i dette at leve i Kristus, 

som Paulus taler om? Hvis han nu ikke for alvor kan tillægges nogen særlige dyder, 

men blot er det, man måske kunne kalde den egentlige guddommelige eksistens 

i al sin enkelhed? For jeg kan ikke tro, at hans ideal er martyriet. Så var vi 

jo lige vidt. 

At efterfølge Kristus er måske netop at give sig selv lov til at leve. Fordi det 

egentlige liv ikke er de andres men dit ansvar. 

Lag på lag på lag må du skrælle af din stakkels krakelerede overflade. Med en 

kniv må du møjsommeligt bore dig ned gennem det alt sammen for at få det af, 

og det ville aldrig lykkes, hvis ikke du til stadighed havde dette dåbsfad stående 

til at skylle dig af i, og hvis du ikke havde nadverens medicin - for overfladen er 

forbandet hård, og den sidder forbandet godt fast, og den vokser sig tykkere for 

hver dag - men inde bag den står Kristus med al sin kærligheds rigdom og opmuntrer 

dig til at blive ved og blive ved og blive ved at blive dig selv. 

Det er ikke din kærlighed, det kommer an på - det er ikke din lidenskab, der er 

afgørende, Kierkegaard - det er hans. Først i ham bliver du dig selv - bliver du et 

levende, frit menneske, der tør smile ad din død, fordi selv i graven er det ham, 

livet selv, der venter dig. 

Defaitisme? Nej, længsel! Længsel efter dét virkelige liv, som altid er lige hér! 


Længsel efter den lille pige, som lukkede sig inde og flygtede fra mig på det 

uhumske dametoilet i min drøm - dét forbudte sted, hvor jeg tilfældigvis kom, 

fordi jeg ledte efter noget helt andet. Længslen efter min rene, guddommelige 

sjæl. 

Måske skulle man starte med at rense toilettet? Rydde op i det svineri, der omgiver 

det guddommelige. Med tantrameditation, psykologisk erkendelse, rituelle 

renselser - eller barnedåb? 

I nat drømte jeg for 27. gang, at jeg tabte mine tænder. Jeg kunne pille dem ud én 

for én - hele mundtøjet, som viste sig at være opbygget af metaldimser, bøjler, 

skruer og hvad véd jeg. Kunstigt alt sammen. 

Og jeg drømte, jeg var til fest på Regensen for jeg véd ikke hvilken gang i træk, 

og vi var noget særligt - en provokerende gruppe i det pæne selskab, og så talte 

jeg med en søvnigt udseende pige, som syntes, jeg så hærget ud, hvad jeg også 

gjorde, og nu ville hun tage sig af mig, og så kyssede hun mig på munden, og så 

var vi i Sønderborg, og vi løb kondiløb, og jeg skulle nok vise hende, at min 

kondi var i orden, så jeg løb fra hende, selv om jeg var hæmmet af et uhåndterligt 

staffeli, som jeg havde i hånden, og hun løb stærkt, men var hele tiden bag mig - 

forsvandt vel til sidst... 

Der var engang for mange år siden, en pige, der hed Rie, som var sød. Vi var i 

konfirmationsalderen godt og vel. En sommeraften løb hun efter mig for sjov nede 

fra klubhuset og helt op i en lille lund med æbletræer, men jeg løb fra hende... 

og til sidst opgav hun at fange mig. 

Og dette traume har gentaget sig og gentaget sig. De fik mig ikke, pigerne - 

kvinderne, som jeg var tiltrukket af, og som jeg var dødsensangst for. En let berøring 

og jeg var væk - kunne ikke bære det - åh, hvorfor sidder man nu og river 

op i alt det igen? Det nytter jo ikke noget - smerter bare. Nej! Videre! 

Engang som lille dreng havde jeg været nede hos Kurt i Kroggyden og set fjernsyn. 

De havde ellers ikke noget godt ry i byen, men jeg følte det lunt og rart at 

107

108 

være hos dem i deres lille tætpakkede stue i det stråtækte hus. Det var en dejlig 

sommeraften - sikkert i 1958. Jeg husker endnu filmens slutning, hvor en gammel 

kaptajn står tilbage og råber efter en kvinde, men hun kommer ikke tilbage, som 

Kurts mor tørt konstaterede. 

Det må have været betydningsfuldt, det der senere skete, siden jeg kan huske sådan 

en film. Ligesom jeg kan huske, at jeg spillede indendørs fodbold i gymnastiksalen 

den aften, Kennedy blev skudt. Man husker det, som var lige før det 

væsentlige. 

Jeg kom for sent hjem, og blev vist ind i soveværelset af tante Kristine, som ikke 

var tante men en særdeles københavnsk hundeven. Dér stod mor i sit lyserøde 

undetøj, der skinnede som en lyserød rustning, og først bebrejdede hun mig, at 

jeg kom for sent hjem, og hvor havde jeg været, og hun hidsede sig mere og mere 

op, og til sidst slog hun mig hårdt og arrigt, og jeg forstod ikke hvorfor hun blev 

så vred så vred. Og Gud i Himlen, hvor jeg græd dér i den smukke sommeraften, 

mens solsortene sang solen ned. 

Og solsortene sang også den sommermorgen, jeg måtte gå hjem fra København 

til Lyngby efter en teologfest, fordi jeg havde låst min Velo Solex inde, og da jeg 

endelig nåede hjem, kylede jeg i ærgrelse mine nøgler ned i fliserne, så de forsvandt 

til alle sider, og jeg måtte sove udenfor moster Lis’ hus - og det var ikke 

Veloen, jeg ærgrede mig over, men jeg var blevet strejfet af en piges kærlighed, 

og jeg flygtede igen. Kunne ikke bære det. Og som om det ikke var nok, nåede 

jeg også at såre en anden pige dybt. Om hende véd jeg i dag, at hun er alene og 

går for at være menneskesky. 

Tilgiv dem! Tilgiv dem! For Helvede! 

En anden gang - det var i 2. klasse - havde jeg været oppe at slås med Henning 

og Arne på vej hjem fra skole, og vogmand Madsen havde ringet hjem til far og 

sagt det, og da jeg kom hjem, stod far i køkkenet i sin røde slåbrok som den store 

Bastian og spurgte, hvad jeg havde lavet. Ik’ noget! Og så fik jeg en knaldende 

lussing, så jeg tumlede hen ad køkkengulvet, for det var jo løgn, Erik! Og den lille 

plysklippede dreng i plusfours og pull-ower humpede ind på børneværelset og 

græd over uretten og ville ikke lade sig trøste af sin mor, som prøvede at få ham 

til at forstå sin far. Du kan jo nok forstå, at du ikke må lyve. Fandens! 

Tilgiv dem så, for helvede! 

Far kæmpede mod løgnen. Engang havde jeg stjålet penge fra Sørens pung. Jeg 

kan endnu huske det overvældende antal gyldne en- og tokroner, der lå i den. En 

sådan overflod ville aldrig bemærke et ubetydeligt svind. Under inkvisitionen 

nægtede jeg alt, men blev dog til sidst afsløret. Jeg var ikke større, end jeg kunne 

ligge over fars knæ, og dér lå jeg og ventede på afstraffelsen, som lod vente på 

sig, fordi far først skulle konferere med mor, som var helt ude i køkkenet, og 

strafudmålingen foregik pr råben frem og tilbage: Skal han ikke have en endefuld, 

når han lyver? Og min skæbne blev afgjort ved et »joda« sådan i forbifarten, 

og så faldt hammeren. 

Jeg har senere drømt, at jeg skulle henrettes af tyskerne, mens familien stod smilende 

rundt omkring og nikkede - det var helt i orden. Lad nu være med at skabe 

dig! 

Og jeg blev en lille flygtning på 15 vintre, som i smug havde pillet ved det gamle 

vægur i kontoret trods forbud og løfter om grusom straf. Og det blev opdaget, og 

jeg skulle stramme buks, for hvad man lover, det skal man holde - også når det er 

klø - og han slog mig med hundepisken, så jeg tissede i bukserne og hylende som 

en stukket gris løb ned på WC’et for enden af gangen. 15 år! Så forfærdeligt ydmygende. 

Hvad tænkte han dog på? Hvad var det ved mig, som fremkaldte sådan

et rablende vanvid hos mor og far. Min skumle tavshed måske? Mit luskeri? Mine 

flakkende øjne? For at det var min egen skyld, var selvfølgeligt. 

Og det gør ondt endnu at tænke på det - jeg får ondt af den lille dreng, som blev 

en underlig lusket flygtning gennem livet - altid jaget som et dyr - altid på flugt 

fra vreden og nederlaget og ydmygelsen. Og derfor tavs og indesluttet. Han siger 

aldrig noget! 

Så ynkeligt og så banalt måske - men det gør ondt. Man får ondt i ryggen af at 

skure gamle lokummer af. 

Og hvad hjælper det? Jo mere man pærer ved lorten, jo mere lugter den, og til 

sidst er der ikke andet end lort og nederlag i din fortid, og det er jo løgn, og du 

må ikke lyve! Det kan du jo nok forstå. Far vil ikke have det! 

Og far får mavesår og dør sin vej, før vi får talt sammen, men mor kan ikke dø, 

for hun har sin lyserøde rustning på, som selv døden ikke kan trænge igennem. 

Usårlig og ubevægelig, fordi hun fik banket sin følsomhed, sin begejstring og al 

sin fantasi ud af kroppen af sin viktorianske og frustrerede mor med de rige, uudnyttede 

evner - og derfor tog hun sin rustning på. 

Og sådan kunne man blive ved, og hvad gør jeg ved vores børn? Og de ved deres? 

I dag skinner solen igen fra en skyfri himmel. Det har været hårdt vejr i Sydgrønland. 

I Frederiksdal flyttede et sneskred en forstærkerstation 50 meter, hvilket afbrød 

al forbindelse til Danmark samt de interne TV- og radioforbindelser. Nu er 

det ordnet foreløbigt, og også trafikken er kommet i gang igen. 

I dag blev moster Lis begravet. 


Hvordan kan det være? Hvordan kan det være, at jeg i 1990 kom i kontakt med 

digteren Niels Simonsen, som ledte efter Hannibal Sehesteds jordiske rester under 

Husby Kirke? Tilfæde? Ok. Hvordan kan det være, han sender mig sin digtsamling 

Thyra? Naturligt nok, ok. Men hvordan kan det så være, at jeg efter at 

have bladet den igennem uden at forstå et suk, satte den ind på en hylde, hvor den 

stod lige til i forgårs, hvor jeg af én eller anden grund tog den frem, sprættede 

den op og læste i den? Tilfældigt? Muligvis - men det underlige er, at jeg netop i 

dag i Kristeligt Dagblad ser en anmeldelse af hans nye digtsamling Kære, som 

jeg intet anede om? 

Selve anmeldelsen er ikke så mærkelig, men hvordan kan det være, at jeg begynder 

at interessere mig for hans digte, lige inden anmeldelsen kommer? 

Hvordan kan det være, der sker en togulykke i Canada, hvor en vogn med klor 

vælter – nå ja, det kan jo ske - men hvorfor sker den samme ulykke kort efter i 

Indien? 

Hvordan kan det være, der er storbrand i Sydcalifornien, og ca. en uge senere 

samme slags brand i Australien? 

Hvordan kan det være, at Steffen Noahsen en dag savnes i Fiskenæsset, og dagen 

efter forsvinder Steffen Boassen fra Kulusuk i Østgrønland? 

Hvordan kan det være, at der næsten altid dør to-tre mennesker lige efter hinanden 

- ofte mennesker, som på én eller anden måde står hinanden nær? 

Det sympatiske og det parasympatiske nervesystem er ikke underlagt viljens kontrol. 

Jeg tænker på, om der mon går andre baner mellem men-nesker og mellem 

begivenheder - tankebaner eller hvad véd jeg - baner som vi ikke er herrer over. 

Og så tænker jeg på, hvorfor jeg mon tænker på det - om jeg - ligesom så mange 

andre - spejder efter noget nyt - en ny tilværelsesopfattelse - et nyt verdensbillede? 

Sådan noget gør man jo mest, fordi man trænger til fornyelse, ligesom man 

109

110 

spejder efter vand, når man er tørstig. Er også jeg træt af den gode gamle verden 

med dens tid og rum og naturlove og etablerede religioner og filosofier? 

I dag fik jeg invitation til vores 25-års studenterjubilæum - Gud bedre det - men 

jeg kan ikke komme, da der skal være konfirmation i Frederikshåb den dag. Det 

ærgrer mig nu ikke så lidt. 


Havde møde med Ellen Andersen i går om dåbsoplæring på 4. klassetrin. Vi vil 

forsøge at bruge den danske model heroppe, og det må jo nok kunne lade sig gøre. 

Vi mangler bare én, der kan spille og så en eller to, der er villige til at afløse 

under fravær. 

Foreløbig skal vi have oversat diverse henvendelser til grønlandsk, men begyndelsen 

er gjort. 

Jeg var gæstelærer sammen med én fra Jehovas Vidner i 11.u i går, og det gik 

meget godt og fredeligt, men der var ingen tvivl om, at kirken godt kunne være 

mere åben for de unge - som i Danmark er kirken hér ved at miste et par generationer, 

fordi de ældre sidder hårdt på magten og bestemmer suverænt, hvad kirken 

er - og de unge flygter langt væk. Det gamle lovord om, at i Grønland går 

folk stadigvæk i kirke, gælder ikke mere! De er holdt op med »at adlyde« - bortset 

fra de gamle, som endnu hænger ved i kraft af fortiden og traditionen. 

Endelig sker der noget, kan man jo så sige, men tiden er ved at løbe fra kirken, og 

der er i hvert fald én ting, som ikke hjælper, og det er konservatismen, som de 

fleste præster nok hænger ved stadigvæk. 

Der var engang, hvor de grønlandske præster var rene paver, og en række af dem 

var da også store personligheder, som havde noget væsentligt, åndeligt at give 

menighederne - i dag må man nok konstatere, at præsterne har svært ved at opretholde 

den rolle, selv om mange præstekoner fører sig frem, som om intet var 

hændt. 

Men stadigvæk banker man ydmygt på kirkekontorets dør, når man skal henvende 

sig til en præst, og der synes at være stor afstand mellem almindelige mennesker 

og palasi. 

Det, som så sker blandt de yngre, er en alt for stærk vending imod autoriteterne, 

så man så at sige smider barnet ud med badevandet - skyller sit eneste bæredygtige 

åndelige grundlag ud sammen med sin naturlige aversion imod den kirkelige, 

konservative og ganske utidssvarende autoritet. 

Selvfølgelig er det kirkens egen skyld, fordi præsterne nødigt vil slippe deres 

gamle, autoritære faderrolle, og derfor må udspillet omkring kirkens rolle i det 

moderne grønlandske samfund også komme fra kirken. Hvordan denne rolle skal 

defineres, kan man diskutere, men der er ingen tvivl om, at en virkelig forandring 

er særdeles påkrævet, hvis kirken ønsker at genetablere en klangbund i folket. 

Også på det kirkelige område ser man tingene i en skarpere kontrast end i Danmark. 

Og måske rammer krisen hårdere i Grønland, hvor kirken i mangfoldige år 

har været næsten udelukkende gudstjenestecentreret - til forskel fra den danske, 

der har haft det sociale og diakonale aspekt som en væsentlig del af sin identifikationsfaktor. 

Det er måske bl.a. disse faktorer, den grønlandske kirke skal til at 

satse mere på i fremtiden. 

Og måske er det også disse faktorer jeg selv skal satse mere på. Tingene og begivenhederne 

hænger nu engang sammen, og det, du kan se så klart for de andre, 

gælder næsten altid dig selv. Som Splinten og bjælken.


Det gråner mer og mer. Ude fra fjorden kommer sneen ind, og de hvide fnug 

danser allerede over byen. 

Jakob har feber og er blevet hjemme fra skole. Har set noget blegnæbbet ud de 

sidste par dage og lagde sig så med feber i går aftes. 

Han lever nu heller ikke for sundt - det er mest computer og søde sager, han indtager. 

Begreber som modstandskraft og karakter er ham aldeles fremmede. Nu 

lyder jeg som en tegneseriefigur. 

Jeg tror, man kan identificere sig negativt og positivt. Negativt f.eks. som farisæeren 

i helligdommen, der takker sin gud for, at han ikke er som de andre. Og det 

er desværre nok den almindelige form. Godt jeg ikke er Jehovas Vidne - den 

kendte glæde over, at man smed dem ud af sit hus - eller det almindelige fremmedhad, 

religionskrigene osv. Godt jeg ikke er muslim eller jøde eller katolik eller 

grønlænder. Tak, Herre, at jeg holder mig til den sande lære og den rigtige tro 

og tilhører den rigtige race. 

Egentlig er der noget utroligt barnagtigt over denne negative holdning: Min far er 

da bare større end din far - øvbøv! Min Gud er da bare bedre end din gud - øvbøvøvbøv! 

Og så smider man sand i hovedet på hinanden i sandkassen, eller man 

bomber hinandens byer og sætter etniske udrensninger gennem drab og systematisk 

voldtægt på dagsordenen. 

When will we ever learn? When...? 

Nej, det hellige - sandheden - Gud er for alle, og er det ikke det, er det ikke spor 

helligt, så er det løgn og bedrag! 

Den positive identifikation så - ja, det må vel netop være denne bevidsthed om at 

være hellig og almindelig på samme tid - dvs en identifikation med hele den brogede 

menneskehed, hvis det så kan lade sig gøre. Og det kan det jo nok, fordi det 

ikke betyder, at du skal favne dem alle sammen på én gang, men at du er forpligtet 

ligeså meget på den ene som på den anden. Hvem er min næste? Ham, jeg 

møder - hvem det så end er! Dén næstekærlighed må i hvert fald være ledestjernen 

- også selv om den er uopnåelig, så er det den, vi skal gå efter. 

»Og vil de ikke dét, så har vi midler til at få dem til det!!« 

Måske er den positive identifikation umulig, når det kommer til stykket? 

Vi har selvfølgelig brugt alle vores penge - eller rettere jeg har brugt alle vores 

penge til computer og video og tant og fjas. Det er underligt, at jeg ikke godt kan 

have, at vi har overskud. Det plager mig ligefrem, og jeg har det betydeligt bedre 

med røven i vandskorpen. 

Jeg tror egentlig, det hænger sammen med et andet karakteristikum ved mig - 

nemlig det, at jeg hele tiden springer fra, når jeg er i gang med noget. Altså alene 

tanken om, at jeg skulle få ansvar for noget væsentligt - eller tanken om, at jeg 

blev låst fast i en forpligtende stilling, som jeg ikke til hver en tid kunne stikke af 

fra, giver mig kuldegysninger. 

Det er ikke bare dovenskab - det er frygt. Frygt for at have eller være noget, som 

forpligter. Frygten for at stå frem med en konsekvent holdning. Så hellere være 

lidt af hvert - flyde lidt med strømmen og snuppe lidt hist og her. At ville ét er 

bare ikke mig. 

Det er jo ikke for det - jeg har såmænd ligeså gode evner som så mange andre og 

er ligeså begavet som de fleste, men jeg tør ikke rigtig bruge noget af det - tør ikke 

rigtig hengive mig til noget for alvor, fordi jeg helst vil have alle udgange åbne 

til flugt, og derfor bliver det aldrig rigtig til noget. Måske fordi livet har lært 

mig at frygte - måske fordi det er meget godt, at jeg ikke har magt, som jeg har 

agt. 

111

112 

Derfor hænger jeg med røven i vandskorpen økonomisk og bruger ethvert overskud 

- somme tider bare for at få det brugt, før jeg kan stilles til regnskab for det. 

Og derfor tør jeg kun stikke lidt til livet engang imellem - aldrig rigtig nyde at 

sætte det hele til livs, fordi frygten ødelægger min appetit. 

Og så spejler jeg mit Kristusbillede fra mit eget udflydende jeg, så også han bliver 

udflydende og altfavnende og truer med at blive til ingenting i virkeligheden. 

Det håber jeg, han kan bære. 

Alt det hér gjorde jo ikke noget, hvis ikke jeg samtidig længtes efter forandringen 

af mig selv - længtes efter at hengive mig til sagen - til arbejdet - og lidenskabeligt 

at ville ét - at tro på ét. Men det er denne evige konflikt mellem dét, jeg er og 

dét, jeg gerne ville være, der ligesom styrker min frygt og gør mig endnu mere 

udflydende og træt. 

Det må være nemt at være Gud og også nemt at være Satan, for de véd, hvad de 

vil. Men at være et menneske med lidt af hvert i sig og tynget af den evige konflikt 

mellem at være og at ville - det er hårdt. Men det er jo nok vores vilkår. 

Det er ligesom kun i den erotiske stræben, som Paulus afslørede som et bedrag - 

det er kun i dette bedrag, du føler, at du lever for alvor. Og så er bedraget og løgnen 

altså vores vilkår. Sandheden er udenfor vores rækkevidde. 


Jeg har de sidste par dage lavet et forsøg på en konklusion af denne dagbog kaldet 

Billeder fra Sydgrønland - spejlinger midt i livet. Jeg sendte et eksemplar til 

Mogens og Ingeborg og et til Søren til fødselsdagen. 

Det er meget spændende at give sig selv lov til at skrive så at sige udisciplineret - 

bare skrive løs uden på forhånd at have andet formål end at skrive. Altså ikke være 

bundet af en eller anden tese, som det hele helst skal munde ud i. Ligesom når 

man skriver en prædiken, som på forhånd er dømt til helst at skulle være nogenlunde 

kristen - du ved på forhånd, hvor du skal lande. 

Men at kaste sig ud dér, hvor man ikke ved, hvor det hele ender - det er spændende 

- og vist nok også en god måde at tænke nye tanker på. 

Konklusionen på det, jeg har skrevet indtil nu, synes at være længsel - den hellige, 

almindelige længsel, så at sige. 


Jeg er begyndt at læse slutningen af Eliades De religiøse ideers historie, og det 

var underligt at se, hvordan den nyeste europæiske historie handler om udviskningen 

af skellet mellem det hellige og det profane. Sekulariseringen nok, men 

sørme også almengørelsen af det hellige. Det glæder jeg mig til at studere nærmere. 

Jeg kunne godt tænke mig at bruge disse tre år til at studere religionshistorie, 

men lad os nu se, hvad det bliver til. 

Her til aften så vi Gøgereden, som vi havde set som film for mange år siden, og 

den var stadig lige stærk og gjorde et stort indtryk på ungerne - og også på os. Og 

forleden så vi Kejseren av Portugalien, der sådan set handler om det samme: at 

livet koster livet. Sådan som dagens tekst i morgen eller rettere i dag handler om 

det samme. Et grundelement og en stadig inspirationskilde for vores kultur. Derudover 

er jeg i fuld gang med at lave materiale til vores dåbsoplæring, som skal 

starte til februar. 

Nanortalik den 29. januar 

Jeg kom hertil som planlagt i går med helikopter i fint vejr. Besøgte præsten efter 

konfirmandtimerne. Han har fået nervesammenbrud - er pludselig blevet bange

for at gå i kirke. Stress. Nu får han noget medicin, men hver morgen er han et dirrende 

nervebundt. 

Snakkede i går aftes med Ulrik Møllers datter, der er ansat i Kredsretten, og som 

betroede sig til mig om sine problemer i ægteskabet, og det var rart at komme 

væk hjemmefra, for manden var syg og ville ikke erkende det og drak også, og 

hun turde ikke tale om skilsmisse, men det var lige før, hun ikke kunne klare det 

mere. Ak ja. 

I dag er det et rigtigt møgvejr med gråt og sne og blæst. Jeg har haft konfirmander 

her til formiddag, og nu vil jeg gøre lidt mere ud af Play the Game, som Billeder 

fra Sydgrønland nu hedder. 

Nanortalik den 30. januar 

Det sner stille og roligt. På vej til kirke kom præsten ud med salmenumrene og 

fortalte lykkelig, at her til morgen havde han for første gang følt sig rask. Det var 

dejligt at høre. 

Jeg har været til gudstjeneste, hvor kateketen bogstaveligt talt stod for det hele lige 

fra ringning, orgelspil og prædiken til bøn og velsignelse. Heldigvis kan menigheden 

ritualet, og de har en helt speciel dejlig sang hernede. Versene efter 

trosbekendelsen var gribende uden orgelspil. 

Jeg aftalte gudstjenestens gang med kateketen, der også skal spille i eftermiddag. 

Han kendte heldigvis alle melodierne, så det skal nok gå, hvis ellers der kommer 

nogen. En eller anden havde revet opslaget ned fra Brugsens opslagstavle. Jaja. 

Der var 7 til gudstjeneste - alle sammen konfirmandforældre. 

Julianehåb den 2. februar 

Jeg kom planmæssigt hjem fra Nanortalik med helikopter, selv om det blæste og 

føg en hel del. Søndag aften fik vi dejlig T-bone steak på hotellet. 

Jeg forærede mine sidste toldfri cigaretter væk og holder nu pause med rygningen. 

Det er bare for dyrt og for åndssvagt. 

I dag havde jeg min første grønlandske udsyngning i 7 år. Det var meget stemningsfuldt 

og vemodigt. Min kollega er syg og indlagt i Nuuk og der er mange, 

der dør for tiden. Der lå tre i kapellet i dag. Men det er så meget mere naturligt og 

selvfølgeligt at tage afsked med de døde i den åbne kiste. Så kom Ellen ind på 

kontoret og spurgte, om vi ikke havde en klud, for den døde havde blødt noget og 

var ikke så pæn. Jo, jo. Og man kysser og klapper den døde i kisten og styrtgræder 

mens låget lægges på og kisten bæres ind i kirken, og snakken går - og den 

skal lidt til højre og sådan, nu står den fint og korset også og så er man klar til 

begravelsen. De sværmer om den døde og om hinanden, og det varmer og de er 

fælles - og jeg mindes den danske bedemandsinstitution og begravelsesvæsenet, 

der har gjort folk fremmede overfor døden og den døde og skabt sådan en kold 

institutionel, professionel atmosfære omkring døden, som måske er den mest fællesskabsfremmende 

begivenhed, der findes. 

I aften skal vi have forældremøde omkring børneundervisning. Gad vide, om der 

kommer nogen? 

Det gjorde der ikke! Ja, der kom to foruden Magnus og Ellen. Så hvad skal man 

sige? Det er åbenbart ikke sådan, det skal gribes an. Vi prøver nu alligevel at få 

det op at stå. Nu fastsætter vi bare en dag, og så kan ungerne komme, hvis de vil. 

Jeg har godt nok brugt mange timer på at lave materiale og planer og skrive breve 

og orientere... til ingen nytte overhovedet. Næh, du. Bingo, det véd man, hvad 

er! 

113

114 


Vi var til foredrag i går aftes på biblioteket om Karen Blixen og H.C. Andersen 

ved dansklæreren Finn på GU. Det var en udmærket sammenligning med klip fra 

filmene Out og Africa og Babettes Gæstebud. To fantastiske fortællere, som betalte 

prisen for deres kunst med ensomhed og rodløshed. 

Forleden aften så jeg et afsnit i en tysk serie om kunstnerliv i München omkring 

1960. Det hed Kennedys børn og handlede om den dag, Kennedy blev myrdet, og 

det er da mærkeligt, som den begivenhed har gjort indtryk. Jeg husker præcist, 

hvordan jeg fik det at vide og hvad jeg lavede før. 

Hvad skete der ellers i 63? Fars og mors sølvbryllup, min konfirmation (lille karl) 

- 13 år - barndommen forbi. Gud ved, om jeg nogensinde er blevet ældre? 


Jeg sad og ledte efter bogen med altergæster og faldt over en dagbog fra 1949-50, 

hvor en stakkels pastor Kolpen beklager sig over stort set alt og alle. Han er her 

da også mod sin vilje. Han fortæller også om kighoste-epidemier, som kostede 

mange liv, og alt i alt var alting forfærdeligt heroppe. 

I går havde vi radiogudstjeneste med barnedåb, og bortset fra nogle tekniske problemer 

gik den meget godt igennem. De sendte hele gudstjenesten forskudt om 

eftermiddagen. Vi var til kaffemik hos dåbsforældrene. 

Vi optog selvfølgelig gudstjenesten på bånd og ville sende den til Mogens og Ingeborg, 

men jeg kvier mig alligevel lidt, både fordi det er lidt for selvcentreret 

men også fordi de nu har deres egen præst, som de skal vænne sig til på godt og 

ondt. Nu har de billederne fra Sydgrønland, og det må være nok. Er det for fjalet 

og for pjattet? 

Jeg går svanger med ét eller andet om, at det, som vi ligesom piller ud af livet for 

at dyrke det på den ene eller anden måde: kærligheden, Gud, erotik, kroppen, arbejdet 

- ja alt muligt - at det netop ved vores dyrkelse bliver dæmonisk. Det, som 

vi troede var en forfladigelse af det hellige - altså almengørelsen - er nok nødvendig, 

fordi det hellige i virkeligheden ikke eksisterer som noget sublimt eller 

særligt eller eksklusivt men kun som det helt almindelige. Altså det hellige er almindeligt 

og omvendt. 

En virkelig positiv sekularisering må derfor være tilbundsgående som et tandlægebor 

og fjerne alt det særligt hellige, for at det almindelige kan blive helligt og 

det hellige almindeligt. 

Jeg tror, det måske var det, Jesus kom og fortalte. Ikke blot det hellige men også 

og måske især de hellige må ligesom jævnes - ikke for at gøre alt til socialdemokratistisk 

leverpostej men for at gøre alt helligt! Livet i sin helhed og ikke bare en 

stump af livet. 

Det har nogle konsekvenser, det her, som jeg ikke rigtig kan overskue. Gælder 

det f.eks alt, hvad vi i vores menneskelighed kalder ekstraordinært? Det er jo underligt 

med ordet ‘ordinær’, som bare betyder ordentlig, at det tenderer til at betyde 

almindelig i betydningen jævn eller ligefrem simpel - altså det, der ikke er 

noget ved, hvilket igen vil sige den modsatte betydning af den oprindelige, positive 

betydning. Du skal opføre dig ordentligt men endelig ikke ordinært! 

Dette kunne tolkes som en tendens til dyrkelse af det ekstraordinære frem for det 

almindelige - det såkaldt mådelige eller middelmådige. Og konsekvensen af denne 

dyrkelse af det sublime på alle livets områder er jo uden tvivl fremgang, fordi 

det, der var sublimt i går, i dag er almindeligt, og derfor kræver denne holdning 

ganske enkelt vækst for at bevare sin troværdighed.

Et godt udtryk for denne filosofi er De olympiske Lege, som er kultiske i deres 

dyrkelse af fremgang - nye rekorder - hurtigere, længere, stærkere osv. men også 

dyrkelsen af selve de religiøse ceremonier, som hele tiden naturligt nok skal 

overgå sig selv helt ud i det absurde. 

En anden konsekvens - medaljens bagside så at sige - er naturligvis den problematiske 

fordeling af sublimiteten, eller sagt med andre ord: der er kun én vinder - 

alle andre er tabere. At affinde sig med en sådan fordeling og ligefrem dyrke den, 

kan ses som et forsøg på en legitimering af en herre-folksmentalitet, som jo også 

er nødvendig for at forsvare den nuværende fordeling af verdens goder. 

Set på den baggrund går det an at bruge mange mange milliarder kroner på at afholde 

olympiske lege, samtidig med at 3/4 af verdens befolkning lever på sultestadiet 

og i det hele taget henslæber en kummerlig tilværelse. 

Så kan man hævde, at disse lege har en pædagogisk og sociologisk betydning, 

idet mange mennesker identificerer sig med de gyldne vindere fra deres eget land 

og derfor er i stand til at tåle deres egen kummerlige tabertilværelse, men man 

behøver vel ikke engang være kristen for at gennemskue bedraget, som kaldes 

brød og skuespil - i dag: Masser af fast-food og TV-kanaler. 

Nu er denne holdning altså ved at være verdensomspændende, og ethvert forsøg 

på at imødegå den, vil blive mødt med overbærenhed eller repressiv tolerance - et 

kuriøst indslag i Tv-avisen - eller måske ligefrem almindelig anerkendelse og berømmelse 

- altså præcis det, man ønsker: endnu en identifikationsfigur à la Møllehave 

eller andre etablerede samfundsrevsere og kommentatorer, hvis fødselsdage 

bemærkes i Se&Hør. 

Og hvem er så ‘man’? Ja, det er jo dette diffuse, ansigtsløse noget, som står bag 

det, folk vil ha’, og som reklameverdenen studerer for at følge de rigtige trends i 

samfundet, så man kan ramme noget ‘væsentligt’ i den næste kampagne. Udviklingen 

- nødvendigheden eller hvad ved jeg. 


Det har sneet igen. Smuk sne. 

Jakob er syg på 2. dag med tør hoste og lidt feber. 

Arne og Ruth har besluttet at vente med at komme herop til august, hvilket er 

meget fornuftigt, men ungerne er lidt skuffede over udsigten til en meget lille 

konfirmation, og det er der jo ikke noget at sige til. Vi må prøve at kompensere 

på en eller anden måde. 

Til gengæld kommer heldigvis farmor i begyndelsen af maj, og der er såmænd 

ikke så længe til. 

En af de andre konsekvenser af afskaffelsen af det særlige og det hellige - eller i 

hvert fald nedprioriteringen af det, er på det personlige plan i forholdet mellem 

mennesker. Det er måske hér Jesu forkyndelse er allermest forbavsende, idet han 

ophæver forkærligheden til fordel for den universelle og grænseløse kærlighed. 

Det er det, Bjergprædikenen handler om: den totele tilgivelse - den totale hengivelse 

og selvopofrelse - den totale fuldkommenhed, hvis man kan sige det sådan. 

Man skal jo ikke læse meget i den prædiken, før man enten bliver meget betaget 

og forundret eller meget vred og smider bogen fra sig. Hvis man er i klemme, 

som de fleste kristne er, så er der kun den mulighed tilbage at omfortolke det rabiate 

budskab til noget mere fordøjeligt, men det er svært, og så er det selvfølgelig 

løgn og selvbedrag. I virkeligheden kommer man ikke udenom den prædiken 

nogensinde. 

Det, man måske kan henholde sig til, er at bjergprædikenen ikke så meget er påbud 

som mulighed. Dette skal ses i sammenhæng med det, som jeg før har været 

115

116 

inde på sidste efterår, at du ikke bare sådan kan vælge og vrage, men der er noget, 

der bevæger os og ligesom vælger os, mens andet lader os kolde og ligeglade 

- i bedste fald intellektuelt berigede. Jeg tror nok, de gamle kaldte dette fænomen 

prædestination eller forudbestemmelse - altså dette, at du bliver ramt af noget eller 

nogen og ikke af alt muligt, hvor overbevisende det end måtte være. Der er 

noget og nogen, der tiltaler dig bogstaveligt talt, mens andet bare er snak. 

Karen Blixen er inde på det i Babettes Gæstebud, hvor Paradis skildres som det 

sted, hvor du får lov til at fuldføre det, som du fra Skaberens hånd var bestemt til, 

hvad enten det nu er at synge eller lave mad eller elske, så englene frydes derved. 

»Vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen!« 

Sådan slutter bjergprædikenen, som er holdt ikke alene til de sublime kunstnere - 

ikke alene til afgangsklassen på Kunstakademiet eller mester-klassen på Musikkonservatoriet 

men til almindelige mennesker - tilsyneladende uden særlige gaver 

eller anlæg. 

Dette er virkelig helliggørelse, som de gamle indremissionærer kunne sige det i 

den modsatte betydning af ordet nemlig afsondret fra verden. Bjergprædikenen er 

den store helliggørelse af det almindelige menneske - ja endda af det såkaldt dårlige 

menneske. 

Selvfølgelig skal man ikke af denne grund nivellere alt og alle, men bagved al 

vores forkærlighed og bagved al vores betagethed af det sublime og det ekstraordinære 

og enestående - bagved det alt sammen står alligevel det liv, som favner 

alle og enhver og som i sig selv formaner alle og enhver til at være hellige mennesker 

under de samme grundvilkår - kærlighedens grundvilkår. 

Nu stormer det søreme igen med sne fra Sydost. 

Paamiut den 10. februar 

Jeg mellemlandede igen i Grønnedal på vej hertil. Jeg kunne se, der var kommet 

flere bygninger og rejsning på de gamle. Jeg har skrevet til chefen på flådestationen 

og bedt om et skriftligt, officielt svar på spørgsmålet om den kirkelige betjening 

i fremtiden. 

Jeg landede i sin tid i Grønnedal en aprileftermiddag i 1970 med Catalina fra 

Sønderstrøm. Lars og jeg skulle være der 6 måneder som vejrobservatører. Jeg 

var godt nok blevet nummer sidst af de otte på vejrtjensteholdet, men det lykkedes 

altså alligevel at komme af sted, hvilket jeg var meget opsat på. 

Og det begyndte alt sammen fint. Vi blev godt modtaget af de andre, men så var 

det efterhånden Lars begyndte at blive underlig. Som om han ejede det hele - 

bedrevidende intellektuel. Han råbte op om nazistiske sympatier - han lagde sig 

ud med den konstabel, vi skulle samarbejde om vejrtjenesten med - kunne ikke 

døje ham - han blev arrogant og bedrevidende og hvad ved jeg og lagde sig selvfølgelig 

ud med de fleste - og desværre var jeg ikke stærk nok til at tage afstand 

fra ham - jeg var i klemme, fordi nu var vi kommet op sammen og skulle også 

arbejde sammen, så det skulle jo gå, og efterhånden blev jeg slået i hartkorn med 

ham, hvad jeg bagefter fortrød. Engang til en fest sagde en af de andre ligeud til 

mig, at jeg jo altid bare gjorde, hvad Lars sagde, og det var måske også rigtig 

nok. 

Egentlig ødelagde det opholdet en hel del med den dominerende skid. Jeg formåede 

ikke at bryde ud af hans dominans. 

Men bortset fra ham var det et fantastisk ophold, og jeg har endnu Grønnedal under 

huden som noget helt særligt. Stemningen - smagen af reefer (fryser) - morgenbrødet 

på vagten - nordlysene - stilheden om morgenen - en dåse rejer og en 

skive franskbrød samt mayonnaise og salt og peber i tutten. Bestigningen af

Kuugnaat. Stoltheden overfor familien, som blev noget krakeleret, da jeg kom 

hjem i kvarterarrest og ikke i triumf. 

Ak ja, Grønnedal - jeg har drømt om dig, at jeg kom igen en dag, så der må være 

noget ved dig, som bevæger og betager mig. Måske dette uforløste, ufærdige. og 

derfor er det ikke særlig rart at lande i Grønnedal med en helikopter uden at kunne 

komme ud og så bare flyve videre, som en flue der lander på en sukkermad 

men med det samme bliver viftet væk. 


Jeg har haft konfirmander i går og i dag og var i aftes ude hos Thorbjørn og Anne 

Mette til dejlig mad og vin og whisky - Laphroaig hed den og smagte vidunderligt 

at røg og jord. 

Og nu har jeg lige set åbningen af OL i Lillehammer, som var noget af det mest 

religiøse, jeg endnu har set med reel tilbedelse af de olympiske idealer: Længere, 

højere, stærkere - den nye overkulturelle religion, som passer glimrende til vores 

civilisation. Kommentatorerne hånede de norske præster, der havde protesteret 

imod denne åbenbare tilbedelse af Zeus. 

Nej kristendommen er ikke rigtig relevant i denne pseudokultur, Og så denne 

skamløse brug af Sarajevo som baggrundsbelysning for »alvoren« i den olympiske 

gudstjeneste. Som om alt andet i verden åndede fred og idyl. Men vi skal bevæges 

og manipuleres af medierne. »Nedlæg jeres våben nu« lød det patetisk fra 

den tidligere Franco-sportsminister, inden han bad om stilhed for Sarajevo, så 

selv Svend Gehrs blev bevæget. Jaja., jeg blev såmænd også selv bevæget af det 

storstilede og smukke, sådan som ceremonier jo skal vække følelser til live, og 

det er jo dejligt at føle noget - og som min gode kollega og hans kone burde man 

måske bare være fuld af begejstring - jeg kom i hvert fald ingen vegne med mine 

nedladende bemærkninger - det var ligesom om det slet ikke faldt dem ind at det 

kunne være andet end smukt og godt, så de hørte ikke mine bebrejdelser. Og 

hvem ved om de ikke har ret - om det ikke er for barnligt og for studentikost stupidt 

at kritisere sådan noget - som om man kunne gøre det bedre. Det er jo faktisk 

lykkedes at skabe en bevægelse, der vitterligt forener en hel masse forskellige 

landes ungdom og dermed er med til at skabe forståelse og samhørighed på tværs 

vel af alle grænser. 

Måske er det nok for let at stå på sidelinjen - ja ikke engang det - at sidde mageligt 

foran farvefjernsynet og latterliggøre og kritisere, fordi man glemmer, at dette 

er hvad der kan lade sig gøre lige nu - et positivt og idealistisk forsøg i en 

stakkels verden - det er så nemt at sammenligne med idealerne, som altid har det 

ved sig at de er urealiserbare - luftig teori, og måske skulle man prøve at sammenligne 

den anden vej med afskaffelse af store sportsstævner eller hvad ved jeg. 

Jeg tog Louis Brøndums Homiletik med for min samvittigheds skyld, men jeg 

kan ikke få mig til at læse den. Jeg får ondt efter et par sider. 

Nu er batteriet på min PowerBook så småt ved at løbe ud. Det hjælper at skrue 

ned for baggrundslyset, men idiot som jeg var, glemte jeg strømforsyningen. Jeg 

håber inderligt, jeg kan komme hjem mandag som planlagt. 


Der var ca 20 mennesker i kirke men kun fire til alters. Jeg var til grønlandsk 

gudstjeneste kl. 10 sammen med en masse mennesker og barnedåb og efter den 

danske gudstjeneste var jeg til te hos Thorbjørns og om aftenen til middag med 

bl.a. moskusoksesteg hos præstens. Det var hyggeligt, men det kniber med spro- 

117

118 

get. På et tidspunkt spurgte han: Vi du vaske hænder? og jeg svarede på perfekt 

grønlandsk: Nej tak, jeg er holdt op med at ryge. Det grinede vi en del af. 

Vejret er bare strålende i dag men koldt, så det bliver nok en flot tur hjem. Jeg 

har købt et par nye solbriller i dagens anledning. 

Det sidste nye indenfor amerikanske TV-aviser er en fantastisk lattermild munterhed 

til slut. Det hele munder ud i jokes og muntert spil for galleriet og højrøstet 

latter. Så går det nok alt sammen på trods af mord og brand og krig. 


Det har været alle tiders dejlige vejr i dag med lunt solskin omkring frysepunktet. 

Troels har fået ski og er lykkelig, men selvfølgelig vil de(vi) andre også have ski, 

så det kan jo blive en dyr fornøjelse. Men dejligt var det at se alle ungerne i nabolaget 

i fuld gang på ski og kælk henne på bakken bag Jehovas Vidners Rigssal. A 

pro pos har jeg har fået taget blodprøve med henblik på at blive donor, og så har 

Magnus anbefalet mig til fastansættelse i meget smukke vendinger. En dejlig 

dag, hvor jeg ellers har haft travlt med at lave hefter til de unger, som forhåbentlig 

kommer i morgen i kirken. 


Der kom ca 20 piger til dåbsoplæring. Ellen var der og Jakobine og Jonathan kirketjeneren, 

som spillede men desværre alt for højt, så det var svært at synge med 

på. Men ellers så de kirken og det, der var udenom selve kirkerummet, kontorerne 

og præstekjolerne og kirkebøgerne m.v. Vi sang et par salmer og bad Fadervor. 

Der var ingen kun dansksprogede! og det kneb mig lidt at undervise og fortælle 

på grønlandsk der kommer så let misforståelser, og det kan vel heller ikke 

være meningen. Men godt at der kom nogen. Der var en enkelt forælder, men den 

gode Sofie stormede ind kl. 2 og meldte afbud p.gr.a. et møde. Hende ser vi ikke 

meget til. Måske var der kommet flere, hvis Kujataamiu havde lavet opslaget på 

grønlandsk også, som de lovede. 

Gad nok vide, hvordan det skal gå. 

Der var ret pænt til gudstjenesten i dag - 15 altergæster, men ellers har jeg ligget 

lidt brak her i weekenden på grund af for meget snaps og øl fredag aften. Pokkers 

også. Nu skal jeg se at få de morgenandagter gjort færdige. Der er såmænd ikke 

så længe til, de skal på. 


I konfirmandtimen i dag fik jeg ved gennemgangen af nogle af lignelserne den 

tanke, at det egentlig er hverdagshistorier, alle lignelserne om Guds rige. Der er 

ikke noget super- ved dem - tværtimod noget uhyre almindeligt bortset fra de 

uhyrlige umenneskeligheder som de, der gik forbi den nødlidende eller den 

gældbundne tjener eller ham, der gravede sin talent ned. Guds rige er midt i vores 

menneskelighed - ja, Gud blev virkelig menneske! Og det er egentlig meget mere 

fantastisk end dette superrige, som skulle vente os engang. Jeg har aldrig rigtig 

kunnet med det og jeg føler en sær befrielse ved at slippe for alle disse forestillinger 

om et paradis engang. Det, som kommer, er allerede, måske fordi forventning 

er nærvær meget mere end vi tror. Det er i hvert fald spændende, og jeg synes, 

det giver livet mere værdi, at det så at sige står alene i al sin guddommelighed 

- i al sin hellighed. Det er som om, vi ikke tør tænke den tanke til ende, at der 

ikke er noget efter døden, men måske skulle vi prøve, for det kunne jo være, at 

den slet ikke var så forfærdelig - måske endda tværtimod - så den ligefrem skabte 

livsglæde og alvor i sandhedens navn.

Tænk at slippe for krampagtigt at skulle tro på det utrolige! Det er virkelig befrielse. 


I dag er det strålende solskin og lige omkring frysepunktet. Jeg er blevet færdig 

med de to morgenandagter, så nu må jeg ned på radioen med dem og med disse 

mærkelige tekstlæsninger til søndagene. 

Der skal også lidt musik til, og jeg håber, de har »Titanic« med Michael Wiehe 

eller Niels Hausgaard og så »Where have all the Flowers gone?« med Bob Dylan. 

Man kunne også tage John Lennons »Imagine«. 

Jeg kan ikke rigtig komme i gang for alvor med religionshistorien - har læst 1. 

bind. Nu er jeg så begyndt på Dostojevskij igen: Fra kælderdybet og Et latterligt 

menneskes drøm. 

I dag skal vi have 4. klasserne igen - så er det spændende, hvad vi skal lave. Jeg 

har købt farver og kopieret nogle malesider til dem. 

Og så kom der bare 24 - heriblandt 7, som ikke havde været der sidste gang - så 

der kommer nok 30 næste gang. Jeg tror, de hygger sig, og de er bare lige nogen 

dejlige unger! 


I går aftes dukkede en betjent op og spurgte, om han kunne låne nøglen til kapellet 

- der var nogle lig, de lige skulle have anbragt. Jeg kørte med dem til kirken 

og lukkede kapellet op. Det viste sig, at der var én, der havde skudt fire andre, 

hvoraf de tre var døde, mens den fjerde svævede i livsfare. Det er foregået i en 

lejlighed lige overfor Brugsen, så de kunne bæres direkte hen i kapellet. En for en 

blev de båret ind i kapellet mere eller mindre blodige og mere eller mindre indhyllet 

i lagener og lign. Jeg tænkte på, hvor kort der egentlig er fra liv til død - at 

disse mennesker for et øjeblik siden var levende og sunde men nu uigenkaldeligt 

døde. Der var vist to unge fra 11. klasse blandt ofrene - den ene død og den anden 

hårdt såret - fra Jenses parallelklasse! De andre dræbte var en kvinde og en 

mand. 

I dag forlyder det, at de har fanget drabsmanden. Han var løbet op på Harefjeldet, 

hvor de pågreb ham. Det viser sig ifølge radioavisen, at han levede sammen med 

den kvinde, han havde skudt. Han havde så også skudt en anden mand, samt 

kvindens to børn en 16-årig dreng og en 15-årig pige. Kun den 15-årige pige 

overlever måske efter at være blevet slået med en hammer i hovedet, skudt og 

voldtaget. 

Det er igen en rasende sydost med varmt vejr og forrevet solskin, og i aften sluttede 

De olympiske Lege med aftengudsdyrkelse i Olympiaparken. 


Det er en grå og trist dag. Folk kommer på kontoret - familien til ham, der skal 

begraves i dag - de kunne ikke komme ind i kapellet, da de tre dræbte lå derinde 

endnu, så de holdt udsyngning i gangen i stedt for. Flere ringer og spørger om 

begravelse, men vi ved ingenting endnu. 

Nu har de slukket for respiratoren til det fjerde offer. Der var ikke noget at gøre. 

Man føler sig egentlig elendig til mode - ikke andet. Ingen vrede, ingen sorg, ingen 

opstemthed - bare elendig. Det må være det at være ked af det. Nå ja, man 

lever videre i den daglige dont sådan på overfladen, men lige under ligger elendigheden, 

som styrkes af Tv-avisens uudholdelige meddelelser om massakrer på 

119

120 

bedende palæstinensere og jødiske bosætteres glorificering af den sindssyge 

morder. Hvad er det her for en verden? 

Jeg var nede på radioen og indtale mine glade morgenandagter. Jeg havde fået at 

vide, de skulle vare et kvarter, men på radioen sagde de fem minutter. Vi endte 

med at enes om ti minutter. Nu havde jeg for en gangs skyld prøvet at gøre dem 

lidt morsomme, og så bliver den første sikkert sendt den dag, hvor de fire mordofre 

skal begraves. Kedsomhed, bliv ved din læst! Nå, ud over at være morsomme 

handler de jo også om alvorlige ting - eller måske netop fordi de er morsomme, 

kommer alvoren frem 

I øvrigt har Dostojevskijs Kældermenneske fuldstændig afsløret mit væsen. Den 

mand er bare genial! Afsløret denne stadige boren ned i dit eget sind - denne 

ustandselige dyrkelse af dit undertrykte selv - denne kredsen om dine egne nederlag 

med en sær nydelse. Noget mere selvcentreret end dette kældermenneske skal 

man lede længe efter. 

Var nede og købe ski til Jens for 3.000 kr. hvoraf han selv betaler de 1.000. Ida er 

begyndt at læse store bøger, og er gået i gang med Hestenes Dal, som er en fortsættelse 

af Hulebjørnens Klan, som vi læste i sommer-ferien forrige år. Hun var 

lige nede og købe bogen og lejede samtidig en video, Lady og Vagabonden, så vi 

har set tegnefilm, hvilket ikke var så dårligt alt taget i betragtning. 

Julianehåb den 1. marts 

Til morgen var oliefyret løbet tør for olie. Heldigt, det ikke fryser ret meget! Der 

kom olie på i løbet af formiddagen. 


Ringede til morfar og ønskede tillykke på dagen. Var med til at drøfte praktiske 

ting mht begravelsen i morgen. Der flages på halv i hele Grøn-land, og i morgen 

aften sættes levende lys i vinduerne. Håber det går godt med begravelsen. De fire 

kister kan lige være ned ad midtergangen. Magnus har allerede lavet sin prædiken 

om tre gange. Jeg forstår ham glimrende. 


Det er forrygende koldt med stiv kuling fra nord. Alligevel gik begravelsen godt. 

Kirken var stuvende fuld af dybt sørgende mennesker, og det var svært ikke at 

lade sig bevæge af skønheden og sorgen og fællesskabet, som i den grad slog 

sammen om de særligt ramte. 

Somme tider elsker jeg det her folk for dets varme og det fællesskab, som jeg 

misunder dem. Det var en hædersbetegnelse, da jeg i dag tilfældigt hørte Jakobine 

omtale mig som »en dansk grønlænder.« At få lov til at være en naturlig del af 

dette fællesskab, er en ren gave. 

Jeg tror, de på en måde forstår at påtage sig sorgen - påtage sig tragedien bedre 

end vi gør, fordi vi ikke rigtig vil vedkende os den og derfor forsøger det umulige: 

at lade den ude af betragtning. Den passer jo ikke rigtig ind i vores livssyn og 

i vores arbejdsmoral. Men netop ved at vedkende sig sorgen og udtrykke sorgen - 

være sammen med sorgen kan man få den af igen. Den mættes og forsvinder 

igen. 

Alle disse sørgende mennesker fulde af medlidenhed og kærlighed. 

Julianehåb den 7. marts 1994 

Der var de sædvanlige 10 mennesker i kirke. Gad vide, hvordan det skal gå, når 

der ingen konfirmander er mere.

Jeg har samlet nogle ting fra dagbogen samt lidt mere i en forsinket fødselsdagsgave 

til Torvald: Play the Game. Han sendte forleden sit foredrag om 

kristendom og politik, som var udmærket, men jeg fornemmer alligevel en helliggørelse 

af den danske folkelighed, som så retfærdiggøres til at fastholde en 

opdeling af befolkningsgrupperne - f.eks flygtningene. Jeg har lidt svært ved at 

følge ham, og jeg ved ikke rigtig, hvad det er, han er bange for. »Her er ikke forskel 

på jøde og græker - træl og fri - mand og kvinde...« Vi er vel alle under den 

samme menneskehedens lov - under det samme hellige liv - oplyst af den samme 

sol. I hvert fald synes jeg det er meget svært at bruge netop kristendommen som 

argument for en hævdelse af forskellighedens nødvendighed og den dermed følgende 

gruppering i f.eks. nationale eller kulturelle sfærer indenfor visse grænser. 

Jeg tror, det er meget nødvendigt at holde skidt og kanel hver for sig i dette 

spørgsmål. Ét er måske den politiske, pædagogiske, religiøse eller sociale nødvendighed 

- et andet er det, man kunne kalde sandheden. Det er så fristende at 

sammenblande kategorierne. 


Højt solskin, blå himmel og klar frost. 

Kirsten taler om at blive i Grønland, så hun må have det godt her, og en dag som 

i dag må man spørge sig selv, om der er bedre i Danmark end her. Det bliver i 

hvert fald ikke nemt at forlade dette sted. 

Forleden fik vi en telefax op med en indkaldelse til generalforsamling i Brugsen i 

Føns, hvor bestyrelsen anbefaler lukning. Det gør det jo ikke ligefrem nemmere 

at vende tilbage. Og hvis vi så vender tilbage - vil vi så ikke gå hinanden på nerverne 

af længsel efter Grønland? I virkeligheden tror jeg, vi begge to gør mere 

gavn heroppe end i Danmark, men det er jo svært at tage skridtet fuldt ud, og ungerne 

vil ikke høre tale om det. De vil endnu ikke anerkende, at de er betagede af 

landet... 

Men jeg har sådan en anelse om, at det bliver temmelig trist at komme tilbage i 

forhold til vores liv heroppe. I hvert fald vil jeg søge udsættelse af hensyn til Jenses 

studentereksamen. 

Og nu mindes jeg så min tidligere dagbog fra Fiskenæsset, hvor der også var dage, 

hvor vi tænkte på at blive - og andre dage, hvor det forekom utænkeligt. Nå, 

så må man vel bare tage en beslutning på et eller andet tidspunkt. 

Men det er jo ikke bare fordi solen skinner og himlen er blå, og med de nuværende 

arbejdsforhold kræves der under alle omstændigheder en forandring. I øvrigt 

er vi jo slet ikke optaget i det almindelige fællesskab endnu - lad os se om et par 

år! - men alligevel har vi nok begge en dyb kærlighed til både land og folk. Kirsten 

har jo flere gange længtes tilbage til Grønland, hvad jeg i og for sig aldrig 

har, mens vi var i Danmark. For mig var det nok mere et spørgsmål om at komme 

væk fra de stivnakkede fynske bønder m.m., da vi rejste. Oplevelsen. Men hvad 

skal vi egentlig i Danmark? 

Det er spændende, om det bliver Grønland eller Danmark, der bliver en parentes i 

vores liv. 

I dag faxede jeg til Grønnedal, at jeg kommer sidst på måneden. Jeg skal være 

der et par døgn, og det bliver meget betagende at betræde det gamle sted igen. 

Kan selvfølgelig også blive en skuffelse. Vi får se. 

I Kristeligt Dagblad er man begyndt at diskutere Guds væsen og i Københavns 

Stiftsårbog er temaet Det Hellige! Rygterne om Guds død synes overdrevne, 

skriver Peter Hedegaard, og det kan vi jo som præster så være taknemmelige for. 

121

122 

Her nedenfor kirken er et af Royal Actics store atlantskibe, som næsten er dækket 

af is, i færd med at losse varer til byen. Jeg sidder alene på kontoret, da Jakobine 

holder fri. Her er stadig ikke for meget at lave - andet end at skrive noget mere 

vrøvl i dagbogen. 

I dag skal jeg på Biblioteket og finde grønlandske fortællinger til vore små konfirmander, 

og jeg skal ud til Blok G og kigge på langrendsski til Kirsten og mig. 

Vi har også fået tilbudt et par til Ida til 1000 kr. ekskl. støvler, og vi regner med 

at give Jakob et par i fødselsdagsgave. Men det er alt sammen dyrt. 


Jeg fik købt mig et par langrendsski til 200 kr. og med støvler og spænder og stave 

blev det 1000 kr. i alt. Jeg var ude at prøve dem i aftes. Det er jeg ikke særlig 

god til. Det ser så let og elegant ud, når andre gør det, men svært er det. Nå, øve, 

øve, øve! 

Vi er begyndt på grønlandsk igen. Nu følger vi Kjeld Thor Pedersens mere systematiske 

bog, og det er måske meget godt. I går spurgte Kirsten hjemmesygeplejerske, 

om hun og hendes mand måtte være med, men ungerne er ikke særlig 

begejstrede for tanken, så den går nok ikke. 

I aftes læste jeg igen Et latterligt menneskes Drøm - eller begyndte på den - om 

manden der ville begå selvmord, men blev standset af en irriterende medfølelse 

med en lille pige. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min egen drøm om 

den lille pige på toilettet. Tænk, hvis alt, hvad du engang har set eller hørt eller 

læst sidder et sted inde i din hjerne - på denne enorme harddisk med alle dine erfaringer. 

Og tænk, hvis du uafvidende trækker på disse erfaringer, således at alt 

det, du tror skyldes din egen originale kombinationsevne i virkeligheden bare er 

citater fra din egen underbevidsthed? Jeg skrev engang en bøn, hvor jeg uden at 

vide af det brugte en vending fra en salme af Grundtvig - en salme, som jeg ikke 

vidste, jeg kendte! 

Det er vel sådan noget der kan få mennesker til at tale om en kollektiv bevidsthed. 

Jeg mindes stadig den slående lighed, der var mellem min egen og Jens 

Chr. Chemnitz juleprædiken engang for mange år siden, mens vi boede i Fiskenæsset. 

Selvfølgelig var forlægget det samme - den samme tekst - men udlægningen 

var somme steder ordret ens, uden at der mig bekendt var andre fælles 

forlæg. 

Og mange gange tænker jeg på ting, som uden at jeg ved af det samtidig tænkes 

andre steder og afslører sig ved at komme offentligt frem nu og da. Hvad er det 

for noget. Går vi rund ubevidst og citerer hinanden, eller er der en forbindelse - 

en fælles forbindelse til en ukendt database et eller andet sted? 

Det er jo ikke inspiration - den er til at tage og føle på, ligesom det rene skære 

plagiat - det er noget andet - noget som kunne tyde på en eller anden form for telepati 

eller måske snarere en styring af vores tanker i bestemte retninger - i en 

fælles retning måske? Styret af hvem eller hvad? 

Det er måske som de hvide blodlegemer, der er fælles om at jage betændelsen ud 

af kroppen i kraft af en indre styring - en slags kollektiv bevidsthed om det, der 

skal gøres - på samme måde findes der måske også en slags kollektiv bevidsthed 

om det, der skal tænkes lige nu - og vi er aldrig os selv ivirkeligheden. Og uden 

at vide af det kan du så ramme tonen - ramme den tone, der skal spilles på, hvilket 

kan få forfattere til at sige, at det var ligesom ikke dem, der skrev men noget, 

som kom til dem - en slags åndsmeddelelse, som der jo er blevet regnet med 

blandt mennesker siden verdens skabelse omtrent. Det var netop Shamanens

kendemærke, at han forstod at lytte til dette store, som var både udenfor og indenfor. 

Til Gud eller Sila - at han forstod at tyde det, som andre ikke så. 

Og efter Shamanen kom præster og medicinmænd og guruer i alle afskygninger 

og vel i alle religioner med den samme viden om det skjulte, men jeg tror, Jesus 

kom for at give denne skjulte viden til alle og enhver uden forbehold - så at sige 

gøre alle og enhver til åndemaner eller præst ved at gøre Gud og det hellige almindelig 

på en måde. 

Nej, jeg véd det ikke! men det er ret spændende - også fordi det er så forkætret i 

vores materialistiske tid. Den hovmodige tid, der uden at blinke forkaster mange 

tusind års visdom og erfaring til fordel for det, som man allerhøjest kan kalde en 

fiks idé. 

Måske hænger det sammen med noget andet typisk ved vores tid - nemlig tendensen 

til at ville selv. Denne afart af humanismen, som tror på mennesket og 

dermed på udviklingen. 

Det slog mig pludselig, at en af de store forskelle på grønlandsk og dansk kultur 

måske netop er i menneskeforståelsen, hvor grønlænderen ser mennesket som en 

del af noget større - af naturen, af Gud, og hvor europæeren ser mennesket mere 

som et enestående væsen, der skal klare sig selv - og som kan klare sig selv. Som 

én, der har til opgave at underlægge sig naturen. Derfor går hans arbejde ud på at 

gøre sig til herre over det alt sammen - måske hjulpet af denne gode Gud, som 

man forkynder i kirken. Som om Gud er til for menneskets skyld 

Europæeren tror på mennesket - tror på, at enhver krise f.eks. kan klares ved 

menneskelig indsigt eller forståelse - tror på, at enhver tragedie ligesom kan løses 

på en eller anden måde. Derfor spiller bl.a. samtalen en uhyre rolle for europæeren, 

fordi han tror på, at en rigtig velgennemført samtale stort set kan klare alle 

problemer. 

Jeg ved ikke, om det er noget, der er kommet op i de sidste par generationer - 

dette med at man absolut skal snakke sig fra alting - eller snakke sig til rette med 

alting. I hvert fald går snakken som aldrig før, og man er nærmest sær, hvis man 

ikke taler ud om alt. Så er man et offer for fortrængninger. 


Begravelsen i lørdags gik vist fint, selv om det var lidt underligt at være to om 

det. Næste gang kan jeg nok klare det selv, tror jeg. Kirsten og jeg snakkede om, 

at det bliver bedre og bedre at være her - ikke mindst, når jeg mere og mere glider 

over i den grønlandske del af menigheden også. 

Det er alligevel slående, sådan en forskel der kan være i omgangen med døden. 

Her er f.eks bedemænd og gravere temmelig irrelevante, fordi næsten alt foretages 

af familien, som både lægger i kisten og graver graven selv. Man kunne fristes 

til at spørge, hvorfor vi hos os er blevet så institutionelle, så vi næsten skal 

have en specialist til alt - en sær mellemmand mellem os og virkeligheden: terapeuter, 

psykologer, bedemænd - præster måske også? Og det er måske den egentlige 

anke imod bureaukratiet, at det ligesom kiler sig ind mellem os og vores virkelighed 

- dette at der hele tiden er én eller anden form for sagsbehandler eller én 

eller anden paragrafrytter til at tage sig af os og vores problem. men måske er vores 

problemer ikke så meget problemer, som det er opgaver, som vi altså ikke rigtig 

får lov til at gå i kast med. Og det er vel slemt nok - og utilfredsstillende i 

længden. 

Sådan er der så meget, man kommer til at tænke på heroppe, fordi vi ser en eller 

anden form for alternativ til det, vi ellers roder rundt i til daglig. Så på den måde 

er det et helt godt kursus. 

123

124 

Der tales en del om et såkaldt paradigmeskift i vores tid, hvilket må være noget 

med en nyopfattelse af den grundlæggende tilværelsesopfattelse - og dette skift 

synes at gå i retning af en mere nuanceret og måske endda kaospræget tilværelsestydning 

i forhold til den herskende tro på naturlovenes regelbundethed, som 

bl.a. synes at være slået i stykker af kernefysikken. Det er klart, at sådan en opfattelse 

kan give rum for stort set alt mellem himmel og jord og et godt stykke 

derudover, og det vrimler da også med forslag til et nyt verdensbillede på stort 

set alle områder, samtidig med at de ortodokse forskanser sig mere og mere mod 

kætterne. Vi har ligesom set det før. 

For mig at se er der tale om en i høj grad elitær foreteelse, som mere minder om 

et intellektuelt tidsfordriv end om en virkelig nyskabelse. Dette siger jeg ud fra 

en opfattelse af, at virkelige nyskabelser sjældent kommer »ovenfra« forstået 

som den intellektuelle elites frembringelser. Det er måske nok eliten, der sætter 

ord på til sidst, men selve bevægelsen kommer andetsteds fra - måske fra en kollektiv 

bevidsthed - en eller anden fælles tanke, der har klangbund - det er igen 

dette mærkelige med at ramme tonen, der svinger i øjeblikket. Og det synes jeg 

ikke den moderne videnskabsteori gør. 

Jesus ramte »tonen« i sin tid, og bl.a. Paulus satte ord på og gjorde det til eviggyldige 

sandheder, men er det overhovedet relevant med eviggyldige sandheder? 

Er det ikke som at stemme et instrument én gang for alle og så færdig. Herefter 

haver alle andre instrumenter at rette sig - men bliver det ikke falsk? 

Jo, og derfor må kirkens instrument stemmes hele tiden. Som i slutningen af 

middelalderen, hvor det var blevet uhyre falsk og fuldstændig ude af harmoni - så 

kom reformationen, og kirken blev stemt, men man gjorde den samme fejl med at 

gøre en stemning eviggyldig, og så kaldte man kirken luthersk i al evighed, og så 

taler man stadigvæk 500 år senere om det lutherske, som det evigt gyldige, hvilket 

naturligvis er løgn, og jeg tror endda Luther ville vende sig i sin grav, hvis 

han hørte det. 

Når det har holdt sig så længe, er det fordi man dels har forbudt nogen at stemme 

det, og senere, da det blev tilladt, var der ingen, der gad. Måske også fordi, Dostojevskij 

har ret, når han i Et latterligt menneskes Drøm skriver, at dengang 

mennesker holdt op med at tro på lykken og uskylden, begyndte de at dyrke den 

religiøst, ligesom de opfandt retfærdigheden, dengang de var blevet forbrydere. 

Og en kirke, der forkynder den rene uskyld som noget attråværdigt omend uopnåeligt 

passer fint til et uengageret og materialistisk folk som det danske. 

Til aften fik vi koldskål med labre larver og guldkorn. 


Kirsten rejste til Nuuk i dag på kursus. Hun ringede til aften og var velankommet 

og havde snakket med gamle bekendte - bl.a. Søren Peter og Marianne fra Ilulissat. 

Jeg var ude at stå på ski, så jeg er helt øm i musklerne. En gang ramlede jeg med 

fuld fart ind i Ida, men der skete heldigvis ikke noget alvorligt. I øvrigt købte jeg 

et par ski til Kirsten i fødselsdagsgave for 400 kr. incl støvler, som jeg håber, hun 

kan passe. Jeg håber, vi nu kan komme ud at gå tur sammen. 

Jeg er så småt begyndt at læse Brødrene Karamassov igen. Jeg læste Ejnar Thomassens 

forord, og alene citaterne fra bogen gjorde godt i al deres fylde. Hold op, 

hvor er det væsentligt og mættet af prægnant fylde i forhold til så meget andet af 

det, man læser. Det er som den ægte kaviar i forhold til den farvede fra Brugsen. 

Kampen mod Nihilismen eller vel egentlig mod menneskedyrkelsen og systemmagerne 

- jeg synes, det er noget, der går igen i mine prædikener, og nu ved jeg,

hvor jeg måske har det fra. Jeg læste en masse af Dostojevskij for 20 år siden: De 

besatte, Idioten, Raskolnikov, Brødrene Karamassov, Det døde Hus m.m. Jeg kan 

ikke huske så meget af det, men det sidder vel derinde et sted og virker i det 

skjulte. 

Hvis jeg engang skulle skrive noget, hvad jeg nok aldrig ville kunne tage mig 

sammen til - så skulle det være væsentligt som Dostojevskij og smukt som Saint 

Exuperie. 


I dag kommer Kirsten tilbage fra Nuuk, hvor hun har været på kursus i kunstige 

hofter og knæ. Vi har købt en oksetyksteg i dagnes anledning og Ida og Jens er 

ved at lave fødselsdagslagkage. De fløjter i køkkenet. 

I torsdags var jeg til møde hele dagen om de nye provstiudvalg m.m. sammen 

med provstiets præster og et på medlemmer af menighedsrepræ-sentationen. Vi 

endte med en debat om præsteuddannelsen, som var blevet hånet af danske teologer 

for den lave standard. Men det kan vel ikke være danske teologer, der skal 

bedømme en grønlandsk uddannelse - det skal vel menigheden, hvilket jeg så 

udmærket pointerede. Hvad jeg ikke sagde, var, at hvis man sammenlignede menighedslivet 

i Danmark med menighedslivet i Grønland, så syntes de teologisk 

uddannede præster vel ikke at have været så imponerende i forhold til de grønlandske. 

Vi talte også om en løbende strid om konfirmationen - om det er de unges egen 

bekræftelse (angeqqinneq), hvilket som bekendt afsvækker dåbens betydning - 

eller om man hellere skulle bruge ordet Pilluaqqunneq (velsignelse). jeg mente - 

igen udmærket ment - at angeqqinneq kunne bruges for så vidt som det blev forstået 

som Guds bekræftelse og ikke vores. Heri var Magnus ganske enig i modsætning 

til nogle kirkelige kredse i Sisimiut. 

Om aftenen var der middag på Hotel Qaqortoq med rensdyrsteg, som ikke var 

imponerende - men udmærket - megen vin, snak og latter og fra min side den 

sædvanlige ærgrelse over ikke at kunne følge helt med i samtalen. Jeg har en tydelig 

blokering overfor grønlandsk, som jeg jo skulle kunne for længst. Jeg tror 

også jeg kan det, men jeg ved det bare ikke af en eller anden mærkelig grund. 

Somme tider går det jo fint, men for det meste blokerer jeg for mig selv og tror 

ikke at kune forstå ting, som jeg i virkeligheden udmærket forstår. Mærkeligt! Og 

anstrengende er det jo sådan at føle sig udenfor og i øvrigt da heller ikke ane, 

hvad jeg skulle sige, hvis jeg kunne grønlandsk. Jeg kan jo dårligt fortælle en historie 

uden at blive panisk. Hvad er det for noget? 

I går aftes var jeg inviteret til filmklubaften på gymnasiet, men jeg fandt på en 

undskyldning for ikke at komme. Det så ellers godt ud med Hitchcocks »Vertigo« 

og en længere skriftlig introduktion, og jeg ærgrede mig da også hele aftenen 

over mit sære afslag. Hvad skulle det nu gøre godt for. Men det er det sædvanlige 

med mig. Der er ikke noget at gøre ved det - jeg håber bare, der er et eller 

andet formål med det. Vi tilbragte aftenen med Eleva2ren, som er rædselsfuld, 

Flemming og Berit, som man godt kan få nok af og heldigvis en god amerikansk 

film til sidst: Midnight Run med Robert de Niro. Da sov ungerne for længst, og 

jeg kunne sagtens være gået til filmklub. 


Jævndøgn. Vi hentede Kirsten ved helikopteren i lørdags. Ungerne havde lavet 

lagkage og hun blev glad for skiene, som vi var ude at prøve om eftermiddagen. 

125

126 

Støvlerne passede. Om aftenen så vi »Dybet« som var en glimrende gyser med en 

fad amerikansk-moralsk slutning. 

I går var der ca. 15 i kirke og til alters. Det var en god gudstjeneste, hvor jeg 

prædikede om kærlighedens magt selv over sandheden, som ikke er noget program 

men en levende person. Derfor jubler Maria! 

Efter gudstjenesten havde vi besøg af en FDF-leder fra Danmark, som var oppe 

og rekognoscere med henblik på en udflugt til sommer. 

Det ser ud til, at Ida kan låne en grønlandsdragt til konfirmationen. 


Jeg så et interview med Bille August, hvor han bl.a. fortalte om Ingmar Bergmans 

forhold til tilgivelsen som noget, der ikke fandtes - altså det bliver aldrig 

glemt, det, du gør mod dine medmennesker. Jeg har selv gået med disse tanker 

om tilgivelsens umulighed. Ordene gælder ikke, fordi de er alt for nemme: Undskyld! 

Forgive me! Tilgiv! Ja, ja, selvfølgelig! Det er i orden osv. Men det er det 

ikke! Det er sket, det forfærdelige. Hvem kan tilgive den firdobbelte morder? 

Hvem kan tilgive et sidespring? Reelt skulle man ikke sige: Jeg tilgiver dig - 

men: Nu har jeg dig! Og så kan den forurettede ægtefælle langsomt men sikkert 

æde forbryderen op med sin retfærdige harme - og der er intet, du kan gøre for at 

forhindre det, for du er i magtens vold, så hverken den ene eller den anden er herre 

over de inderste følelser. 

Men er det så de inderste følelser? Det mener Bergman vist, og i hvert fald skal 

man ikke lade sig bedrage af de overfladiske og nemme ord. Men Bille August 

sagde noget, som slog mig: Noget om at tilgivelsens eneste mulighed er erkendelsen 

af en større sammenhæng - altså en slags forståelse for medmenneskets 

handlemåde og i virkeligheden vel en slags udefineret solidaritet med ondskaben 

eller ubetænksomheden eller galskaben. At vi er dele af en større sammenhæng, 

end vi aner (Jvf lige min fornemmelse tidligere i denne dagbog), og derfor måske 

ikke bare er de forbrydere og de forurettede mennesker - de uskyldige ofre, som 

det ser ud til. Og jeg forstår, hvad han mener med, at denne erkendelse er tilgivelsens 

eneste mulighed, og som han siger, måske endda den eneste muligehd for 

at dæmme op for hadet og volden i verden. 

Og så tænker jeg jo på påskehistorien om Jesu lidelse og død, som er skildret som 

resultat af en række menneskers aktive medvirken: Forrædderen, fornægteren, 

krysterne, soldaterne, præsterne, folket, romerne, Guvernøren - men som samtidig 

helt klart skildres som et marionetteater, hvor alle disse aktører er sat i scene 

af den Gud, der stod for dette afgørende offer af sig selv. Det måtte ske! Alle var 

dele af en langt større og for dem usynlig og ubegribelig virkelighed: Fader, tilgiv 

dem, thi de ved ikke, hvad de gør. Nej, hvor skulle de ane det? 

Det fratager ikke mennesker et eneste gran af skyld og ansvar, hvilket vi i virkeligheden 

også ville betakke os for - men det åbner en dør for den skyldige - en 

mulighed for at leve med skylden, sådan som Peter formåede det - ikke Judas - 

hvad skal man sige - i kraft af denne medmenneskelige solidaritet, som er stærkere 

end alle andre menneskelige tiltag, onde eller gode. De fortabte i lidelseshistorien 

er ikke så meget dem, det går ud over eller de skyldige, som det er dem, der 

tror sig retfærdige i deres handling. Ypperstepræsten er lidelseshistoriens fortabte 

søn - den, det egentlig går mest ud over. Selv tror han, han er sejrherren. 

Jeg fornemmer noget meget stort i denne underlige solidaritet mellem en forbryder 

og hans offer, noget, som er meget stærkere end hvad skal vi sige - den almindelige 

forargelse - noget, som har at gøre med kærlighed. I Dostojevskijs 

skildring af Aljosja i Brødrene Karamassov fortæller han om Aljosjas evne til ik-

ke at opfatte en fornærmelse som en fornærmelse. Kort efter en fornærmelse 

kunne man finde ham i fortrolig samtale med fornærmeren - ikke fordi han lod 

alting være glemt eller tilgivet, skriver han, men fordi han simpelthen ikke opfattede 

fornærmelsen som ægte fornærmelse. Og hvis den ikke opfattes som sådan, 

så er den det vel heller ikke, selv om den var afsendt som fornærmelse. 

I Kaj Munks skuespil Kærlighed afslører den forrykte missionær præstens kærlighedsforhold 

til sognefogedens kone overfor sognefogeden - naturligvis for at 

ramme præsten, som han hader - men præsten takker ham, fordi han hjalp ham til 

noget, som han ikke selv kunne få sig til: at sige sandheden. Altså står forbryderen 

egentlig i en større sags tjeneste uden at vide det. Den grundlæggende solidaritet 

mellem mennesker skinner somme tider igennem de største og mest hadefulde 

fjendskaber og afslører dem som de overfladiske foreteelser, de er i virkeligheden. 

Er det det, Bille August mener? 

Paamiut den 24. marts 

Ankom hertil for en time siden med ’Saqqit Ittuk’, som er noget af et vippende 

badekar. Godt, man er nogenlunde søstærk. Afrejste i går aftes kl. 22,30 efter at 

have truffet Ludvig Hansen fra Fiskenæsset på gaden og inviteret ham til aftenkaffe, 

hvor vi fik en lang snak om Fiskenæsset. De er nu flyttet til Sydprøven 

som butiksbestyrer. 

På båden traf vi Margrethe Motzfeldt og Rosine, som var på vej hjem efter et besøg 

i Qaqortoq i anledning af sælskindspriserne. Kirsten og ungerne var med nede 

og vinke farvel. Jeg fik ikke snakket mere med Margrethe og Rosine, da de 

nok var gået i seng, og så begyndte båden at vippe, så jeg selv gik i seng. Jeg kan 

mærke, at jeg sidder og vipper endnu - det er underligt, men jeg kan huske noget 

tilsvarende fra dengang vi landede i Thorshavn efter turen derop i vindstyrke 9. 

Det var i 1973. 

Men ellers er det jo for så vidt en god måde at komme herop på, hvis altså man 

kan sove om natten, og alt i alt er det nu bedre at sejle end at flyve 

Jeg fik heller ikke snakket med dem i formiddags - jeg ville ellers godt have sagt 

farvel, men jeg kunne ikke finde dem. Nå, pyt. Men det er nu underligt intenst at 

se nogle mennesker for første gang i 10 år - på samme tid ikke noget særligt og 

en hel masse. Egentlig lignede de sig selv, men så ligesom lidt mindre ud og lidt 

trætte, hvilket måske bare skyldtes en travl dag. Men Ludvig fortalte, at det ikke 

går så godt i Fiskenæsset som før, sådan rent økonomisk grundet manglende fisk. 

Produktionen er standset og der er kun indhandling. Torsken er væk. 

Måske burde man skrive en roman om Fiskenæsset: Mens vi venter på torsk. Der 

er typer nok og historier nok og dramaer nok, men jeg ville føle mig som en lurer, 

der kun er ude på at suge sjælen ud af menneskene for min egen skyld - en 

parasit som de, der sprængte stenen i Lichtenfels bort og tog den med sig. Men 

på den anden side - sådan en kunne man jo også lægge ind i fortællingen som en 

slags bekendelse. Det skulle jo være en hyldest til Grønland - i virkeligheden. 

Min taknemmelige gave. 

Mens vi venter... 


I går aftes begyndte jeg så på min fortælling om Fiskenæsset. Jeg havde fra starten 

ikke nogen særlig handling i tankerne, men jeg blev fanget af isen og ført til 

Lichtenfels, hvor den grønne sten var og hvor resterne af kirken fortalte sin tragiske 

historie. Og et eller andet sted i min bevidsthed er der ved at forme sig en 

127

128 

dramatisk historie omkring denne grønne sten, som eksploderede og om, hvorfor 

beboerne i virkeligheden flyttede til Fiskenæsset - væk fra stenen? 

Jeg sov i kirken og drømte, at stenen dræbte en lille dreng ved eksplosionen, men 

ellers ved jeg ikke noget endnu. 

Jeg kan huske dette tema fra for mange år siden - temaet med et helt samfunds 

påvirkning af en traumatisk, hemmeligholdt begivenhed, og meteorstenen er jo 

oplagt både ved sin kraft og sin mystik, som gør alting tilladt. 

Jeg håber, jeg kan blande mange forskellige genrer sammen lige fra den objektive 

beskrivelse til eventyr og mytologi og måske også digt, uden at det går ud 

over enheden. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde det - måske en roman - måske 

et filmmanuskript. Det vil vise sig måske... 

Det er dejligt at kunne skrive løs om det, man har lyst til uden fra starten at skulle 

koncentrere sig 100 % om sammenhængen. Lige nu vil jeg godt skrive om ministerbesøget 

i 1960. 


Det er Jakobs fødselsdag i dag. Jeg ringede hjem i morges og sagde tillykke, men 

savnede at være der selv. De havde holdt fødselsdag for klassen i går, hvilket var 

gået udmærket. 

Selv var jeg inviteret til Torbjørns til middag sammen med tre andre par, og det 

var hyggeligt, og vi drak en del vin og whisky. Sjovt nok har Torbjørn og jeg arbejdet 

på Danfoss samtidig i 1969. Vi brød op ca halv tre. 

Havde lidt tømmermænd i dag, så jeg droppede den grønlandske gudstjeneste, og 

gik i stedet en lang tur ud i fjeldet og nød i fulde drag sneen og solen og skønheden 

og stilheden. 

Der var vel en 15 mennesker til dansk gudstjeneste. 

Bagefter var jeg til kaffemik hos Tove, hvis søn fyldte 13. Endnu et hjem fyldt 

med grønlandske relikvier. Der stod en hundeslæde inde i stuen... 

Prøver at komme hjem i morgen med helikopter. 


I dag forsøgte jeg at komme med helikopter hjem. Den store var fløjet nordpå, 

sagde de, men der skulle gå en lille. Til min store overraskelse fik jeg en billet i 

formiddags, betalte min hotelregning og sagde farvel til palasi, men efter at have 

ventet en time på besked nede ved heliporten, fik vi at vide, at helikopteren stod i 

Grønnedal og ikke kunne komme videre i dag på grund af blæst. Så jeg tilbage til 

billetkontoret, der var lukket, men lod mig komme ind alligevel og få refunderet 

min helikopterbillet og genetableret min skibsbillet til i morgen. Så tilbage til hotellet 

og få mit værelse igen, og nu sidder jeg her og skriver dagbog. 

I øvrigt læser jeg Brødrene Karamassov med stor fornøjelse. Samtidig er jeg gået 

videre med min roman og er kommet til præsten, som jeg nu skal til at skildre. 

Jeg ved stadig ikke, hvor det fører hen og om jeg når at blive træt af det hele inden 

længe. Vi får se. 


Sejlede hele dagen i går tilbage til Julianehåb. Det var ret blæsende og bølgerne 

gik højt, men sjovt nok var det dejligt. Tværtimod at blive søsyg blev jeg godt 

sulten undervejs og spiste en del mellemmåltider foruden de almindelige. I et forsøg 

på at undgå blæsten ved Kap Thorvaldsen prøvede vi at komme igennem isen 

indenskærs, men måtte opgive efter en times forsøg - isen var for tyk og vi måtte 

vende om og blev en time forsinket i ankomsten.

Jeg fik læst en god bid af Brødrene Karamasov, som er en ufattelig smuk bog sine 

steder, og da jeg kom hjem ventede Kirsten og Troels med retzina vin og øl og 

muntre historier. Det er rart at komme hjem, men det er jo også dejligt at sejle i 

den fantastiske natur. 

Tilbage på kontoret i dag og til møde om udkast til lov om de nye provstiudvalg. 

Så Jakob på sine nye ski og drak øl og snaps til aftensmaden. Vejret har været 

solrigt og varmt hele dagen, og sneen smelter hurtigt nu. Gad vide, om det virkelig 

allerede er ved at være forår? 

Julianehåb den 1. april 

Der var de sædvanlige få i kirke. Sjovt nok var det strålende sol og varmt, da vi 

gik i kirke, men da vi kom ud var det koldt og tungt snefald. Nej nej, det er skam 

ikke spor forår endnu. 

I går faldt Kirsten på sine ski og slog hovedet. Hun har siden haft lidt vrøvl med 

sin nakke. 

Jeg ringede til Narssaq og snakkede med en dansk kvinde, som havde ringet hertil, 

mens jeg var i Paamiut. Hun ville gerne have lidt dansk kirkeliv i byen, og jeg 

udnævnte hende straks til kontaktperson. Jeg regner med at tage til Narssaq den 

10. april. 


Påskedag. Vi havde planlagt at gå til den grønlandske gudstjeneste kl. 8, men jeg 

fortrød til fordel for et hyggeligt morgenbord for hele familien med påskeæg m.v. 

Vejret er lidt gråt, men der er blå pletter på himlen. 

Der var et par og tyve i kirke. Bagefter var der kirkekaffe på sømands-hjemmet, 

men der kom kun et par konfirmander foruden os og kirketjeneren. Men vi sang 

Påskeblomst og fik en vældig hyggelig og god snak med Lilly og Niels Jørgen, 

som desværre rejser den 17. maj. Men det er det sædvanlige på Grønland. Desværre 

har de ikke rigtig været tilfredse med opholdet på grund af dårlig ledelse af 

sømandsmissionen. 

Jeg har fået en ide til romanen. At lade tingene ske i kølvandet på eller som resultat 

af »mit« besøg, således at dette besøg vækker skjulte ting til live på godt og 

ondt - lidt ligesom Ordet, der åbner alt det lukkede og skjulte. Måske kunne man 

lade Lichtenfels-mystikken spille med ind som den faktor, der åbner sindet. Lad 

os nu se. Det kniber at få tid og ro i øjeblikket. Om 14 dage skal jeg til Grønnedal 

og derefter til Nanortalik og Narssaq, og så er det snart sommer! 


I går blev jeg af politiet kaldt ud til en mand, der havde mistet sin kone - en 

dansk håndværker, der havde været heroppe siden 1960, og som havde været gift 

siden 1962. 

Vi fik en lang snak om alt mellem himmel og jord. Jeg så hans bøger, plader og 

frimærkesamling. Han var fra Nordjylland, og sammen havde parret fået 7 børn, 

hvoraf en dreng var druknet. 

Senere på dagen var der udsyngning på sygehuset, og vi regner med begravelse 

på torsdag. Den skal nok være på dansk med et grønlandsk indslag - eller omvendt. 

Her til aften kom der en fax fra Esben Back med indbydelse til Mousel i morgen 

aften! 


129

130 

Jeg er lige kommet hjem fra begravelsen. Det foregik efter mandens ønske i den 

gamle kirke. Salmerne var grønlandske og prædikenen på dansk. Den skulle 

egentlig have været i går, men blev udsat på grund af dårligt vejr. I dag er vejret 

bare flot. 

Og så har jeg den sædvanlige, barnlige følelse af, at det nok ikke var godt nok - 

at de alle sammen var utilfredse med at det var på dansk, og de, der forstod prædikenen 

var sikkert utilfredse med at talen ikke var personlig nok. Ak ja. Men jeg 

gjorde, hvad jeg skulle, og det var sikkert godt nok. 

Bagefter var jeg til børneundervisning, hvor der kun var kommet 8, hvilket var 

lidt skuffende. Jakobine og Ellen var der også, og jeg følte mig lidt til overs. I øvrigt 

tror jeg også, jeg er lidt i vejen. Selv ville jeg ikke have det særligt rart med 

sådan en »klog« tilhører til min undervisning. Jeg tror, jeg vil prøve at snakke 

med Jakobine om at lave et virkeligt grønlandsk undervisningsmateriale sammen 

og så bede Kirkenævnet eller Biskoppen om at udgive det – evt. med tegninger af 

Aka Høegh. 

Den kommer i perioder denne irriterende og dybt trættende følelse af, at være en 

skuffelse - ikke at slå til - ikke at gøre noget ved nogen ting - bare lade stå til. En 

dyb og irriterende utilfredshed med mig selv. Det mærkelige ved den er, at jeg 

tror, jeg ville savne den, hvis jeg ikke havde den. Det er sådan en sær selvdestruerende 

trang til ikke at lykkes med nogen ting, men ligesom bekræfte mig selv i 

min uduelighed. Måske fordi det er min identitet? Jeg længes usigeligt efter at 

være en anden - én med vovemod og et kækt og frejdigt sind med mod på livet 

og kærlighed til mine medmennesker og ikke sådan en selvcentreret bangebuks, 

der sover og drikker sig fra det meste af livet. Men samtidig - når skæbnen så fører 

mig hen i nærheden af sådan et liv, så er det som om, jeg flygter fra det med 

alle midler - jeg ville måske blive vanvittig, hvis nogen tvang mig væk fra mine 

gemmesteder med magt. 

Jeg er sneglen, der trækker sig ind i sit hus og spytter ad verden - den kommer 

ikke ham ved, og jeg har nok kærlighed men også undertiden foragt til overs for 

rosenhækken, der bare blomstrer og blomstrer. 

Jeg er undveget fra livet, og jeg lader mig ikke fange ind igen! 


Stod sent op. Vi delte en flaske chianti i går, og det kan mærkes lidt endnu - men 

det var dejligt. Det er blevet sydost igen. Jeg drømte om begravelsen hele natten 

og igen om Grønnedal. Der er nok noget, der skal bearbejdes. Lars Brønserud 

skrev og bad mig skrive en artikel til deres kirkeblad, så det gør jeg selvfølgelig. 

Jeg har fundet en god prædiken til i morgen - rigtig god endda. Endnu har jeg 

kun skrevet et par nye prædikener - til gengæld skriver jeg så meget andet, så det 

har jeg det helt fint med. Dovenlars! 

Julianehåb den 11. april 1994 

Kirsten er lige fløjet til Nanortalik, hvor hun skal fungere de næste fem dage. I 

går var hende dankort blevet væk, og vi var lige ved at spærre kontoen, da hun 

heldigvis fandt det i sin anoraklomme. Pyha. Vi var næsten sikre på, det var blevet 

stjålet. 

Nu ringede Jakobine lige og sagde, hun gerne ville have fri i dag, så jeg må på 

arbejde. 

Jeg må også se at komme videre med romanen. I går så vi en film, som mindede 

om temaet. Den var amerikansk og hed Cocoons og handlede om nogle venligtsindede 

rumvæsener, der kom til jorden for at hente nogle af deres egne, som

havde levet i Atlantis for årtusinder siden og som dengang havde indkapslet sig. 

De opbevarede disse cocoons i en swimming pool, som blev brugt af nogle gamle, 

der fik ny livskraft ved disse bade osv., og det endte med at hele plejehjemmet 

blev fragtet op til den nye planet til evigt liv. 

Jeg har også planer med min grønne sten, som nu ligger på et afsides sted inde i 

fjorden og ikke lige i Lichtenfels. Det var dertil, de tyske missionærer forbød inuit 

at rejse om sommeren - selvfølgelig! Hvad stenen gav mennesker var på en 

gang noget ganske ekstraordinært og ganske almindeligt - det bliver svært at beskrive, 

men jeg tror det skal være noget andet end bare sundhed - noget mere i 

retning af livsglæde, uden at det er en rus. Måske skal de i starten slet ikke vide, 

at det er stenen og ikke sommeren og varmen, der giver dem livskraft - måske 

skal stenen være skjult. Det vil vise sig. I virkeligheden er romanen selvfølgelig 

en Kristusbeskrivelse på flere planer - en inkarnation eller rettere en inpetronation. 

Ujarak. 

Jeg stikker lidt i den præst, der er der og svinger meget frem og tilbage mellem 

en beskrivelse af mig selv psykologisk og en beskrivelse af kirkelivet. Måske 

skal det være begge dele. I øjeblikket er han blevet erklæret notorisk selvforherligende 

løgner, og det er måske et godt udgangspunkt for at kunne sige nogle 

sandheder i kommende bisætninger. 

Jeg ringede og hørte på vores saldo på lønkontoen i går. den var kun på 426 kr. I 

dag bliver der trukket over 2500 til Kirstens fyskontingent, hvis de da ikke lader 

være, fordi der ikke er dækning. I så fald må vi ud på lånemarkedet, hvilket jo 

ikke forbedrer vores økonomi. Og konfirmation i næste måned. Ja ja. Det går jo 

nok. 


I går fik jeg afsluttet kapitlet om præsten, som viste sig at være et redskab for at 

aflevere stenen til »mig«. Tiden er forsvundet, og »jeg« finder ud af, at samtalen 

med præsten enten er foregået i fortiden eller fremtiden - og han aner ikke, hvilken 

tid, han er i nu. Denne overraskende udvikling gør romanen betydeligt lettere 

og giver den en spænding, så den bliver andet og mere end blot indholdstunge dialoger 

eller foredrag om kristendommens væsen. I øvrigt kan man vel ikke skrive 

om Grønland uden at blive mystiker på én eller anden måde. 

Konfirmanderne er i fuld gang med at indspille deres video - og vi må sande vores 

erfaring af, at video tager tid. Men også den udvikler sig hele tiden undervejs. 

Jeg havde travlt på kontoret i går både med samtale og med aftaler af bryllup og 

barnedåb m.v. 

I dag kom der en elregning på knap 3000 kr. 

Grønnedal den 16. april 

Så lykkedes det! Jeg sidder på et værelse i officersmessen og skriver dagbog. Her 

ligger mere sne end i april 1970. Der er kommet en hel del nye bygninger, men 

nogle af de gamle er her stadigvæk - dog renoverede. Officersmessen ligner sig 

selv - og havnen. 

Det er en stille dag. De havde vist klippefest for de nye rekrutter i går. Det er noget 

med, at de bliver drukket fulde, overhældt med blæk og klippet. Jaja. 

Disko vippede temmelig meget i nat, og jeg fik ikke sovet ret meget. Somme tider 

vipper jeg endnu. Vi ankom Arsuk en time tidligere end beregnet, så jeg fik 

travlt med at komme op. Jeg var den eneste, der skulle i land. Bygden sov også 

endnu, men jeg fandt min kontaktmand og fik heldigvis morgenkaffe. Kl. 9 sejlede 

han mig herind for den nette sum af 1780 kr.! Han fortalte, at før i tiden var 

131

132 

indkomstniveauet i Arsuk det næsthøjeste i verden - kun overgået af Kuwait! Det 

kan være, de prøver at leve op til tidligere tiders storhed! Men det skulle altså 

være taksten. Hvordan han kan få det til 6 sejltimer ved jeg nu ikke, da det ikke 

tog meget mere en en time at komme herind. 

Jeg blev modtaget af chefen, admiral Helk på kajen sammen med to andre og inviteret 

til frokost kl. 12. Gik lidt rundt og så stedet efter en kop kaffe i messen. 

Tag jakke på til frokost og min hvide trøje, hvilket stak noget af i forhold til de 

andre. Akja. 

Efter frokosten beså jeg remedierne til gudstjenesten i morgen. 

Jeg er inviteret til middag i aften hos chefen og kl. 15 er der en gratis drink i 

messen. 

Det er på en måde rystende at være her igen. 

Middagen var hyggelig, bortset fra mit sædvanlige traumatiske forhold til middagsselskaber. 

Jeg har så forbandet svært ved at være naturlig og ser hele tiden 

mig selv udefra og har svært ved at spille den rolle, jeg gerne ville spille. Akja. 


Gudstjenesten i dag gik vældig godt. Det var ca 20 mennesker og en fin og afslappet 

stemning, som nok bl.a. kom af, at jeg indledte som i sin tid ved vores 

forsøgsgudstjenester med en lille introduktion til dagens tema. Det tog det stive 

ud af seancen og gjorde den på en måde mere højtidelig. Måske skulle man overveje 

at indføre det ved de almindelige gudstjenester også. Jeg var selvfølgelig lidt 

bekymret for prædikenen på forhånd om den nu var god nok, men jeg tror, det 

gik. Der var én, der sagde, den var god! 

Der var en 8 stykker til alters, og også altergangen var både afslappet og højtidelig. 

Jeg blev om eftermiddagen vist rundt i kommunens lokaler - rådhus og skole 

samt bowlingbane - af borgmesteren, som er ret spændende. Vi endte i det lokale 

bådehus og fik en god snak om livet over en tre øl. Han er også ved at skrive en 

bog!! Vi drøftede muligheden for at tage familien med herind engang til sommer 

evt med marinekutteren den ene vej og skib den anden - så ville det blive til at 

overkomme økonomisk. Men det skal nok vente til næste sommer. Vi skal jo også 

se omegnen af Julianehåb. 

Til aften fik vi andesteg med rødvin til og jeg fik filmet nok den smuk-keste udsigt 

i Grønland. 

I øvrigt tror jeg, jeg skal have Jesus ud af romanen. Han passer ikke rigtig dér 

som åbenbaring. Det skal gøres mere utydeligt, hvad der sker. 

På et tidspunkt skal de ind og finde den rigtige sten, og jeg tror, det skal foregå 

som lidt af en skattejagt. Jeg filmede i aften den blikstille fjord, og pludselig så 

jeg en ittuk - en kæmpestor harpunspids, som pegede ind i fjorden. Den kan kun 

ses, når vandet er blikstille, da det er dens spejlbillede, der danner helheden. Men 

når man først havde set den, var den utroligt tydelig. 

Måske skal der også være et kapløb med »de onde«, som vil ind og fjerne stenen, 

således at »jeg« i bogen bliver direkte involveret i kampen mellem det bestående 

og udviklingen. 

For flere år siden havde jeg et billede på nethinden af en masse kajakker, der står 

ud samtidig og besejrer mastodonten på en eller anden måde - men det er nok for 

romantisk. De skal komme den nødstedte og fangne helt til hjælp, og musikken 

skal være trommesangen ...Ajaja.. Jo, det kunne blive en flot film.


Jeg gik en lang tur ud i fjeldet i det dejligste solskin. Min kondition er for dårlig. 

Der var allerede en dejlig duft af lav og mos. Jeg havde kameraet med og tog 

nogle dejlige billeder. 

Admiralen havde forsøgt at få fat i mig for at vise mig O-rummet og søsætningen 

af SKA-bådene. Jeg traf ham på havnebakken og kørte med ham ned på havnen 

og senere op til søsætning af den anden SKA-båd. 

Senere viste han mig rundt i kommandocentralen og jeg genså bl.a. min gamle 

vejrtjeneste, som nu var reduceret til “flytårn” i forbindelse med helikopterlandinger. 

Det eneste, der var tilbage fra dengang var de udrangerede 

fjernskrivere samt en vindmåler, der heller ikke duede mere. Akja. Jeg kan ikke 

lade være med at tænke på alle de ansigter fra dengang. De står så levende, men 

findes jo ikke mere - de er alle sammen blevet ældre. Jo, jeg har nok svært ved at 

acceptere, at tiden går, og det rammer én, når man kommer tilbage til et sted, 

hvor man ikke har fulgt med i, hvad der er foregået i mange år. Gensynet er både 

ophidsende og deprimerende, sådan som et studenterjubilæum må være det. På 

en måde er jeg glad for, at jeg undgår det til sommer. 

Når det så er sagt, så virker det selvfølgelig også inspirerende at gense sin fortid, 

for se så at komme i gang, ikke. Du har ikke hele livet for dig mere! Sådan som 

du havde, sidst du var her og forgæves forsøgte at få et overskæg til at spire 

frem... 

Helikopteren går kl. 14,40. 


Jeg kom planmæssigt hjem med helikopteren. Kirsten har meget at lave på sygehuset 

for tiden og kommer sent hjem, men jeg tror egentlig hun kan lide det. Selv 

fik jeg omskrevet og tilføjet en del til et af kapitlerne i romanen. Jesus er blevet 

til en død fjeldgænger for nu at sige det sådan. Det er bedre på den måde. Nu 

mangler jeg at få præsten reddet i land. 

I dag havde konfirmanderne fået fri fra skole, så de kunne lave deres video færdig, 

og vi blev også færdige med optagelserne. Jeg brugte en del af eftermiddagen 

til at redigere det færdige resultat men skal nok til at gøre det om, da jeg har 

glemt et ret vigtigt klip. 

Og i overmorgen skal jeg til Nanortalik. 

Nanortalik den 23. april 

Det er ligesom at være her for første gang. Jeg blev hentet i heliporten af Sten 

Madsen fra kommunen, som viste mig ud til min lejlighed - kommunens vacantlejlighed. 

Derefter skulle jeg have konfirmander i skolen. Om aftenen passede 

jeg mig selv sammen med en halv flaske rødvin og så Steven Spielbergs ‘Empire 

of the Sun’ som jeg havde lejet. 

Konfirmander igen til formiddag og så ringede jeg til Frank Jørgensen, som er 

kommunaldirektør og søn af Steen Jørgensen, som vi kender fra Føns, hvortil han 

er flyttet fra Fredericia for nylig. Frank fik en kop kaffe og så viste han mig ellers 

rundt i byen, skal jeg love for. Vi besøgte brandstationen, hvor jeg fik foræret et 

logo og et slips - var hos borgmesterens og fik kaffe og hos økonomichefen og 

fik et par øl. Så så vi aldersomshjemmet, hvor de kunne huske Kirstens besøg og 

kørte så til kommunekontoret, hvor jeg fik nok et slips og en bog om kommunen 

og nogle akvareller og et salt- og pebersæt. Til sidst kørte vi til Franks, som hav- 

133

134 

de fået en datter for nylig - en dejlig lille pige, som jeg fik lov til at gå rundt med 

på armen. 

Hvad vil du mere i livet end at gå med en lille pige i armene?? 

Så fik vi dejlige friturestegte blæksprutter og nogen gode bøffer med hhv hvidvin 

og rødvin til. 

Jeg brød op ved ottetiden og besøgte så endelig Biilmanns, som havde besøg af 

Gudrun Chemnitz, som ikke kunne huske mig, men det kom hun til, da jeg sagde, 

hvem jeg var. 

Så det var bare en dejlig dejlig dag med det herligste vejr og hvidgrønne pastelfarver 

over det hele, rare mennesker og en masse unger på vejen. 

Storisen er kommet., og jeg sidder og nyder den anden halvdel af rødvinen. 

Nanortalik den 24. april 

Fortsat strålende solskin. Var til grønlandsk gudstjeneste og havde selv gudstjeneste 

kl. 14. Det var ikke blevet annonceret, men der kom alligevel en 20 stykker. 

Jeg har tilsyneladende fået en kontaktperson i borgmesterens mand, Poul Råhauge, 

så det er bare fint. 

Organisten spillede forfærdeligt. Det var næsten ikke til at holde ud. Jeg håber 

sandelig, det bliver bedre til konfirmationen. 

Jeg forsøger at flette et plejehjem ind i romanen a la den syngende detektiv. Jeg 

synes, det virker godt med disse tidsspring, og jeg forsøger at få en eller anden 

relation mellem afsnittene. 


Kom fint hjem med helikopteren og snakkede på turen en del med Gudrun 

Chemnitz, som havde været på en nostalgitur til sit barndomshjem. Vi var enige 

om, at kateketlønningerne var for lave, børneundervisningen for dårlig og efteruddannelsen 

af præster en nødvendighed. 

Fik gjort konfirmandbåndet færdigt. Dejligt at være hjemme igen! Kent ringede 

og bad mig skrive en artikel til Årsskriftet. Ann-Grethe har haft 4 blodpropper i 

øjet og har det ikke så godt, og Kåre blev konfirmeret før vi vidste af det. Har 

sendt en forsinket gave til ham, som han burde blive glad for. Må sende et eller 

andet til Ann-Grethe. 

Christian Tidemand ringede og bad mig lave ved dagens begyndelser i hele december. 

Havde skrevet en god artikel i Sermitsiaq om dåb og konfirmation. 

Har fået billet til Narssaq til på lørdag. 

Kirsten rejste i går til Sydprøven og Sletten med den lille helikopter og kommer 

hjem i morgen. Travlt har hun. 

I overmorgen skal vi have 8 til middag - det bliver nok hyggeligt. 

I dag begyndte vi at konferere kirkebøger, men måtte standse efter en time, da 

Jakobines datter er med i grønlandsmesterskabet i håndbold, og hendes kamp 

kom i fjernsynet. Vi fortsætter i overmorgen. 

Magnus fortalte i dag, at han stiller op til bispevalget til næste år - i en to års 

overgangsperiode, som han siger. Der er vel heller ikke andre relevante emner - 

det skulle lige være Jens-Christian Chemnitz, men det tror jeg nu ikke ville være 

så godt, og han ville sikkert heller ikke selv. 


Kirsten kom hjem i dag efter en god tur.

I nat ringede en mand til mig for at snakke kl. 1, 2 og 3, så jeg var godt træt i 

morges. Det var som om, jeg lige var faldet i søvn og så ringede telefonen. Men 

hvad - han har jo nok haft det værre, staklen. 

Jens er begyndt på skriftlig eksamen, og det er vist gået godt nok i dag. 

Storisen kommer næmere og nærmere, og Bamse er ikke kommet hjem. Den har 

været væk hele aftenen - bare den ikke er blevet skudt. Kirsten snakkede om, at 

der var en hunderazzia i gang for tiden. 

Her til aften ringede ”spejderne” fra Føns i højt humør. Birgit var hjemme fra 

Frankrig, og de lød til at have det godt alle tre. 


Ida og Troels fandt Bamse i bedste velgående henne ved skolen. Nu er vi nok 

nødt til at holde den bundet. På den anden side virker det, som om alle kender 

Bamse, og hvem kunne få det over sit hjerte at skyde sådan en sød hund? 

Vi har taget en rensdyrkølle op til i aften. Den ser lækker ud. 

Jeg har en god prædiken til Bededag, men endnu ikke nogen til på søndag i Narssaq. 

Det blev en virkelig hyggelig aften med dejlig mad og god snak - selvfølgelig om 

Grønland og fremtiden og udviklingen, men ikke bare banal small-talk. De sidste 

gik ved 1,30-tiden. 


Der var rigtig mange i kirke og en god stemning, og prædikenen var god, sagde 

et par stykker. 

Laila snakkede bagefter om, at jeg burde tage til genmæle mod brevet fra Jehoves 

Vidner af hensyn til de mange håndværkere, der var spændt på svaret. Hun er lidt 

svær at blive klog på. Jeg tror nu ikke, det vil være særligt klogt at gå ind i en dialog 

med disse mennesker, så hvis jeg skal skrive noget til dem, så vil det blive 

så groft og afvisende - og det er der sådan set ingen grund til, selv om der er visse 

temmelig grove insinuationer i brevet. 

Jeg så i dag Ghandi og JFK - to film, der på en måde begge handlede om fred - 

eller forsøg på fred. Det mindste vi kan gøre er da at forsøge at efterleve vores 

egne idealer om menneskelighed i en verden, der mere og mere sukker efter de 

afstumpede holdninger. Religionskrig med Jehovaerne er lige guf for de underholdningskrævende, 

og så kan man jo lige snuppe en lille rask forargelse over 

grønlænderne samtidig. 

Der er dukket en pressemeddelelse op i Kujataamiu om et nyt parti af nærmest 

racistisk-nationalt tilsnit. Det ligner mest af alt en drengestreg, men det er måske 

endnu et forsøg på at identificere sig ved hjælp af de laveste argumenter og de 

mest perfide holdninger. 

Jeg bliver nu ved med at prædike fred og fordragelighed - forhåbentlig da. 

Julianehåb den 1. maj 

Jeg skulle have været til Narssaq i week-enden, men måtte aflyse på grund af 

sydost. Det passer mig meget godt, så kan jeg tage derop i næste week-end og 

samtidig droppe turen til Paamiut, som nok er lidt overdrevet allerede igen. 

I går aftes løb vi på Magnus og Bertha og inviterede dem hjem til lidt rødvin, 

hvilket var meget hyggeligt. 

I dag var vi i kirke, hvor Jonathan Motzfeldt prædikede. Nu er det helt stille derude. 

135

136 

Jeg har brugt week-enden på at svare på et brev fra Jehoves Vidner. Det blev til 5 

sider med råt for usødet. Det kommer der sikkert ikke noget godt ud af, andet end 

jeg bliver stemplet som umulig eller måske oven i købet farlig af Vidnerne, som 

sikkert får travlt med at dissekere brevet. 

Jeg har også fået skrevet en lille historie til Middelfart Kirkeblad, så nu mangler 

jeg bare en artikel til Vesterdal Ungdomsskole. 

I denne tid taler Kirsten og jeg meget om at blive heroppe, for vi har det så godt 

så godt. 


Solskin på isfyldt fjord. 

Disko på vej mod nord. 

Håbet og glæden gror, 

og på tirsdag kommer mor... 

Morgen er det, og hver dag betages jeg af disse skarpe farver og den klare klare 

luft. Lysfyldte morgener. 

Forleden fik jeg sendt en artikel til Vesterdal - det var en modereret udgave af 

den grønne sten til Middelfart Kirkeblad. Kent kvitterede i går med en glad fax. 

I går skrev jeg så et længere brev til Lisbet, som vi fik brev fra forleden med opfordring 

til en artikel til Sognebladet. Jeg skrev en om gensynet med Grønnedal. 

Lidt morsom Benny Andersensk. 

Romanen er gået ind i en ny fase med historien om det skjulte folk, der fortsat lever 

inde i fjorden uden forbindelse til omverdenen. Den døde i kirken havde en 

eller anden forbindelse, og stenen spiller en central rolle. 

Jeg vil gerne skrive til det grønlandske og danske folk om det at være almue eller 

slavesjæle og så det at være et menneskeligt folk. Jeg håber, jeg kan få det formuleret 

evt ved samtale med én af de skjulte inuit - måske er de ikke bare inuit 

men noget helt andet fuldstændig uventet - måske er det skjulte folk folkeånden 

selv, der er krøbet ind i fjordene og har gemt sig af skam - som en grønlandsk 

omvendt Holger Danske. 

På et tidspunkt bliver stenen blød - eller den flyder på vandet. Jeg ved ikke hvorfor. 

Men jeg burde stå op hver morgen kl. fem og skrive... 

I Narssaq vil jeg tale med Kistat Lund om at illustrere undervisningsmaterialet til 

4. klasserne. Jeg håber, hun er hjemme og interesseret. Jeg skal også huske at tage 

nogle fotos i sort/hvid af ungerne, som evt kan bruges til bogen. Jakobine skal 

finde de rigtige grønlandske sange, vi skal skribve et fordord og en vejlednintg til 

de enkelte timer, og så skal vi have de forskellige tilladelser. Magnus har sagt, vi 

må udgive den på hans forlag. Det var også ham, der foreslog Kistat Lund frem 

for Aka Høegh. 

Narssaq den 7. maj 

Efter en usædvanlig kort helikoptertur ankom jeg hertil ved middagstid og blev 

modtaget af Elsa og Karin og Martin i heliporten. Kørte lidt rundt og så byen og 

blev indlogeret på Hotel Perlen - endnu engang som eneste beboer. Tog en middagssøvn 

og gik hen og besøgte Kistat Lund, som bor i byens smukkeste hus. 

Hun var ikke uinteresseret i projektet med undervisningsmaterialet, så jeg håber 

det bliver til noget. 

Om aftenen var jeg til hyggelig middag hos Elsa sammen med Susanne, som er 

Elsas kollega og Karin, som er turistfører. Hvalbøf og ananas-fromage og mange 

billeder. Elsa bor alene sammen med sønnen Martin og er tidligere KFUK spejder 

og kirkeligt interesseret.

Måske lidt ensomme kvinder alle tre - hvad ved jeg. 


I formiddags var jeg til grønlandsk gudstjeneste. Bagefter til kaffe hos Jens Kristian, 

som skal til møde i Nuuk på tirsdag i det rådgivende råd. Der mangler et 

centralt administrativt organ i Grønland efter kirkenævnets nedlæggelse - et 

stiftsråd, så jeg håber, det nye råd får flere beføjelser. I øjeblikket synes det mest 

til pynt. 

Jeg syntes Jens Kristian skulle søge provstestillingen, hvis Magnus blev biskop. 

Det tror jeg gerne, han vil. 

Der var ca 10 i kirke kl. 14 - altså en fremgang på 300 % i forhold til sidst. Lægen 

Hans spillede udmærket omend lidt langsomt. Alle var til alters. Bagefter var 

der kirkekaffe hos Elsa, som også fungerede som kordegn. 

Om aftenen var jeg til rester hos Elsa. Vi gik en lang tur ud til krudthuset, hvorfra 

man kunne se indlandsisen. Her pådrog jeg mig naturligvis en forkølelse i min 

tynde sommerjakke. Pokkers. 


Turen hjem gik planmæssigt, men jeg døjer noget af ondt i halsen og småubehag 

efter turen forleden. 

Der kom brev fra Jehovas Vidner i dag med en sludder for en sladder, så den debat 

er vist ovre. 

Så kom farmor planmæssigt kl.14,45 med helikopter efter en rolig tur tværs over 

Atlanterhavet. Der var også et dejligt brev fra Mogens. 


Aflyste konfirmanderne og kontoret. Syg! Lejede en videomaskine og indspillede 

konfirmandernes dramna til konfirmationsgaver. 

Forventede Inge Maries ankomst med Saqqit Ittuk, men hun var der ikke. 


Er stadigvæk lidt utilpas - forkølet og dårlig stemme. Der var godt en snes stykker 

til gudstjeneste i går på Kristi Himmelfartsdag. Så ringede Inge Marie, at hun 

kom med helikopter kl. 12. Vi hentede hende dernede og fik samtidig sagt farvel 

til Magnus, der skal til bispevielse i Århus. 

Fik en ide til romanen med Tempelherrerne, som skulle stå bag et skjult samfund 

inde i fjorden, men den er vist for langt ude, selv om det kunne være morsomt at 

etablere forbindelse mellem Herrnhuterne og Tempelher-rerne. Nu vil jeg foreløbig 

lade den grønlandske kvinde forklare den europæiske kultur for vores rødmende 

helt. Det må endelig ikke blive banalt eller langtrukkent - kort og uimodståeligt, 

hvis det kan lade sig gøre. 


Vi begyndte at rive terassen ned i det fine vejr. Det var omkring 20° varmt, og 

udenfor fjorden har storisen lagt sig. Her til aften er den begyndt at komme ind i 

fjorden. 

Da farmor ville fjerne et stykke papir, faldt hun ned ad klippeskrænten foran huset 

og skrabte sin albue og sit knæ, men kom heldigvis ikke andet til. 

137

138 

I eftermiddag gik vi en lang tur i fjeldet sammen med sømandshjemmet, Niels 

Jørgen, Lilly, Egild og de to assistenter. Dejlig tur men alligevel lidt kold på et 

tidspunkt. Havde videoen med og troede, jeg havde tabt et batteri, men det lå 

herhjemme. 

Familien Dalsgaard tager hjem på tirsdag, og Kirsten har fået tynd mave. 


Det var tåge fra morgenstunden, men i løbet af dagen klarede det lidt op. Til aften 

ringede både Hans og Torvald og bad om ønskesedler til konfirmationen. 

Torvald fortalte, at Søren havde meldt sig ind i Den danske Forening, og at han 

selv skulle holde grundlovstale. Det virker unægteligt noget underligt trods alle 

gode forsikringer om det rigtige og natinale sindelag Vi var enige om, at det var 

på tide med en brødrekomsammen, men det kan først blive næste år. 


I går sagde jeg farvel til Lilly og Niels Jørgen og Egild og Janni på Sømandshjemmet. 

Jeg forærede dem et videobånd fra vores vandretur i fjeldet - redigeret 

og med musik. Fint bånd. 

Til gengæld glemte jeg aftalen med Frank om at møde ham ved kirken. Pokkers 

også! 

Hostede noget i nat og har stadig et eller andet i halsen. 

Solen skinner ellers uhæmmet fra en skyfri himmel, og storisen ligger i fjorden 

og ligger tæt ude i havet. Jeg skal sejle til konfirmation i Paamiut i juni og håber, 

isen er væk til den tid. 

Købte gave til Troels og tøj til Jens og har for længst overtrukket kontoen. 


Vi havde konfirmandforældre i aften, og de så videoen, som vakte almindelig anerkendelse. 

Der var vistnok lidt skuffelse over, at konfirmationen ikke skulle foregå 

i den gamle kirke, men det er for sent at lave om nu. Ellers var det hyggeligt. 

I morgen skal vi have sidste time med de små konfirmander, og vi laver en nadvergudstjeneste 

for dem den 29. maj evt sammen med de store konfirmander. 

Der var fax fra Birgit Olesen. De har droppet østvinduet i kirken - desværre. De 

tør nok ikke alligevel tage det store spring. Kun Hans Aage holdt fast ved det. De 

læste mit brev til ham op på mødet. 


Konfirmationen er overstået. Det var en dejlig dag med en god gudstjeneste på 

halvanden time inkl. altergang. Konfirmanderne var smukke i deres nationaldragter. 

27 

Vi havde kaffemik hele dagen til kl. 5, og der kom ca 30 mennesker. Troels var 

syg noget af tiden med feber, og ved middagen blev han sødt beruset og holdt tale 

to gange. Jeg havde skrevet en sang: 

Kirsten laCour og farmor og Inger Marie var med til middagen. Vi fik rensdyrsteg 

og is og til forret gravad hellefisk med rejer. Derefter kaffe og cognak. Og til 

sidst lidt personlig snak. 

Ida fik et fjernsyn og Troels en salonriffel af os. Derudover 6.000 kr., som de lånte 

til vores slunkne konto. Farmor spædede til med 5.000 kr. 

Alt i alt en dejlig dag. 

I dag har vi så hvilet ud. Undtagen Jens, der var til mundtlig eksamen i engelsk 

og fik 9.

Der var et vidunderligt brev fra Hans Aage Jespersen, der venter på, jeg kommer 

hjem, så vi kan komme igang igen med noget spændende. Heldigvis går det meget 

langsomt med hans sygdom. 


I dag regner det omsider lidt. Jorden en knastør og trænger til vand. Lidt væde vil 

gøre den grøn. Isen ligger stadig tæt i hele fjorden. 

Både Ida og Troels har lagt sig syge med ondt i hoved og hals og lidt feber. Det 

har nok også været hårdt for dem - og bevægende. Jeg tror, de fik en dejlig konfirmation. 

Magnus ringede lige og fortalte, at der var kommet en kendelse fra juristerne angående 

min ansættelse, som der var blevet klaget over i sin tid, fordi der fandtes 

kvalificeret arbejdskraft på stedet. Kendelsen går ud på, at præstegældsrådet ikke 

har overtrådt nogen bestemmelser men har handlet fuldt korrekt i sagen. Det var 

jo rart. 


Jeg har prøvet at lave romanen om, sådan at hovedpersonen blev politimand - det 

er ligesom, det falder bedre på plads på den måde, men det kræver selvfølgelig 

nogle ændringer, som jeg nu er i gang med. Jeg tror, det bliver bedre, men jeg har 

selvfølgelig gemt det gamle oplæg. 

Jeg er sat til at tage en grønlandsk gudstjeneste den 31. juli - det er lige før, jeg 

glæder mig. 

I dag var vi ude at skyde til måls med Troels’ salonriffel. Jan, som også havde fået 

en i konfirmationsgave, var med sammen med Hans og Jakob, som også prøvede 

et par skud. Bøsserne så ud til at fungere fint nok. 


Det har høvlet ned hele dagen. I formiddags var vi med farmor ned i turisbutikken 

og købte en sælskindstaske til hende selv og lidt smågaver. Ved morgenbordet 

læste jeg op af romanen. Den lød spændende... Det virker helt godt 

med den unge politimand i hovedrollen. Han kommer ud for lidt af hvert. Jeg har 

endnu ikke noget overblik over historiens gang, men den er fortsat ret intens. Jeg 

tror nok, der også er tale om et mord - men i hvilken anledning og hvordan er jeg 

slet ikke klar over. Indtil nu har jeg koncentreret mig om stenen, som måske kun 

er én af fire vejvisersten. Og så viser det sig senere, at Aviaaja har haft et særdeles 

nært forhold til en tidligere grønlandsminister, der for mange år siden flyttede 

til Fiskenæsset men engang forsvandt inde i fjorden - formodentlig druknet. Man 

fandt hans jolle. Det var ham, der i sin tid havde talt så varmt for, at Fiskenæsset 

skulle nedlægges. I øvrigt skal bygden nok ikke nævnes ved navn. 


Holdt møde med Magnus og Jakobine om vores undervisningsmateriale, som 

Magnus godt vil financiere på sit forlag. Det vil sige, at vi skal skrive det rent og 

printe det ud og få Kistat Lund til at lave 13 temabilleder samt 22 vignetter til 

bogen. Jakobine er i gang med korrekturlæsning. Godt!! 

Kirstens assistent Ane var på besøg i eftermiddags og var bare sød, og Kirsten 

hjemmesygeplejerske ringede og sagde, hun havde købt en båd og om vi ville 

være med. Vi skal ud og prøve den på onsdag, men det er tvivlsomt, om vi vil 

være med. Den koster over 40.000 kr. 

139

140 

Mor rejser hjem i morgen. Hun var nede og bytte den indkøbte sælskindstaske til 

to skønne sælskindspuder. Et godt bytte. 

Fik ændret min skibsbillet til Paamiut til en helikopterbillet - vistnok i sidste øjeblik 

- på grund af storisen. 

Solen skinner, og det er meget varmt på trods af en lille kølig vind fra fjorden. 

Nu går Kirsten og Bamse og jeg en tur ned til havnen. 


I dag rejste farmor, og Ida flyttede op på sit eget værelse igen. Det er flot solskinsvejr, 

men hvad hjælper det, når ens mor er fuldstændig ligeglad om solen 

skinner eller det regner? Der er ikke noget, der betyder noget for hende længere. 

Hun kan læse en bog og hun aner ikke, hvad den handler om. Hun løser krydsordsopgaverne 

i sit Hjemmet, ryger en masse cigaretter og lægger kabale - ikke 

andet! Selv midt under konfirmationsfesten satte hun sig ind til sig selv og lagde 

kabale. Jeg synes, hun er deprimerende at være sammen med, for at sige det 

mildt. Sidder bare hen - formålsløst - ligeglad... som altid. Jo, for jeg tror ikke, 

det er senilitet - det er bare de pæne overflader, hun havde engang, hun ikke længere 

gider opretholde. Gud ved, om hun nogensinde er gået op i noget med liv og 

sjæl? Har hun ikke altid været bundet af frygt og aldrig turdet være sig selv? Sikke 

et hundeliv! Og når hunde bliver gamle lægger de sig bare hen i en krog... 

Måske er det så også min egen skæbne... 

Julianehåb den 1. juni 

Mor var kommet godt hjem - omend noget forsinket ifølge Astrid, som vi ringede 

til i formiddags. 

Havde endnu en diskussion om kristendom med Flemming i 10.u. Jeg kørte lidt 

på ham. 

Var ude og prøvesejle en jolle sammen med Kirsten og Kirsten og Ole. Det var 

vidunderligt at sejle igen, men den var for lille og for dyr. Til gengæld så vi på en 

dieselbåd af en helt anden størrelse, hvor der var to andele af 25.000 kr. til salg. 

Den faldt vi nok lidt for, selv om vi nok må tage lån i banken for at betale den - 

men så er vi godt sejlende. 

I aften så vi Englegård i fjernsynet - en ganske dejlig svensk film. De kan bare 

det der med at lave film. 


I morges blev jeg kaldt på sygehuset og afgav en halv liter blod til en sød laborant. 

Snakkede med Jakobine om vores bog, som hun har læst korrektur på og med Kistat 

Lund, som ikke virker så varm på sagen. Hun anbefalede en anden til at illustrere 

den. Jeg lovede at sende hende vores oplæg, som jeg er blevet færdig med 

her i aften. Det bliver bedre og bedre, synes jeg. 

Kirsten havde besøg i aften af en laborant og en sygeplejerske - de er i en festkommite, 

der skal planlægge en fest på sygehuset næste fredag. De lavede en 

morsom sang, som hverken rimer eller passer. 

Ida og Troels var ovre hos Ketty med blomster som tak for rengøring af kamikker 

til konfirmationen. 

I morgen skal jeg til Nanortalik til konfirmation. 

Nanortalik den 3. juni

Ankom til Nanortalik planmæssigt i eftermiddag og er nu installeret i kommunens 

vacantlejlighed igen. Købte proviant - dåsespaghetti, flûtes, pålæg, brød og 

rødvin - og lejede videoen Doktor Zhivago. 

Besøgte Samuel og Dorthe og fik kaffe og hyggelig snak. Solen skinner og det er 

dejligt vejr i Nanortalik. 

Jakobine læste 2. korrektur på bogen, og jeg rettede det nu - bl.a. udskiftede vi et 

par salmer til det bedre. Magnus har lovet at oversætte forord og undervisningsvejledning. 

Generalprøve med konfirmanderne i morgen kl. 10. Slaraffenliv! 

Nanortalik den 4. juni 

Øvede med konfirmanderne i kirken. De havde alle sammen skrevet en god stil 

om, hvad kristendom betød for dem. De skal selv bede indgangs- og udgangsbøn 

og hjælpe til ved altergangen. Håber, de klarer det. Jeg blev inviteret til middag i 

morgen aften på Hotel Tupilak. Der er sikkert også kaffemikker. 

Jeg fik ikke set hele Doktor Zhivago, da Deer Hunter gik i fjernsynet - ærgerligt 

nok. 

I eftermiddag har jeg skrevet roman, sovet og spist dåsemad. Mogens ringede 

pludselig i middags og sagde tak for artiklen i sognebladet. Jeg savner dem efterhånden. 

Håber, alt går godt i morgen. 

Julianehåb den 8. juni 1994 

Det gik vist meget fint med konfirmationen. Alle virkede glade og højtidelige. 

Jeg fik mig en god middagssøvn og gik så til kaffemik hos Helle. 

Om aftenen var jeg til rigtig konfirmationsfest med forret, rensdyrkølle og is og 

masser af vin og cognac og øl. Og en masse hyggelig snak og dans. Jeg var bl.a. 

ude og danse meget tæt med en ældre, beruset kvinde, og det underlige var, at jeg 

ikke kunne se hendes øjne som andet end en sær grå blyagtig glans uden liv. Jeg 

ved ikke, om det var belysningen eller hvad, men det var helt uhyggeligt. Samtidig 

skulle jeg jo undgå at komme alt for tæt på og også gøre gode miner, så det 

var slet ikke så nemt… 

Det viste sig, at en af konfirmandernes far var søn af den gamle fotograf i Nr. 

Nebel, hvor jeg jo masser af gange er kommet med mine film. Han var sådan en 

hyggelig og nidkær mand, som også var radioamatør, kan jeg huske. Jeg tror 

endda, jeg har snakket med sønnen ved en lejlighed. Verden er lille! Var også 

ude at danse med Tove, som er meget sød og som holder meget af Nanortalik. 

Kom vist først hjem kl.2 og vågnede først et kvarter før baggageindleve-ring, så 

jeg fik fart på. Jeg var kun på venteliste men nåede alligevel at komme med - 

heldigvis. Det var den allersidste plads. 

Jeg havde lidt tømmermænd resten af dagen og gik ikke på arbejde. 

Det gjorde Jakobine heller ikke, da hun pludselig havde fået galdesten og er indlagt, 

så her er lidt mere at lave. Bl.a. er bygdekonfirmanderne dukket op og vil 

gerne undervises, så det skal jeg til at tage mig af i dag. Jeg havde egentlig fået 

Arne Kyed til at tilsige dem til klokken 8 her til morgen, men de kom ikke og jeg 

kunne ikke få fat i dem telefonisk. Jeg må tage dem i eftermiddag. 

I går var vi nede og købe et stereoanlæg til Ida til 2950, så nu har hun næsten 

brugt sine konfirmationspenge. 

Og så har jeg fået fornyet mit dankort! 

141

142 

Der er ved at komme spredning i storisen. Vejret er overskyet og trist, men i går 

fik jeg sendt vores udkast til Kistat Lund i Narssaq, så håber jeg, hun vil være 

med til at lave den færdig. 


Det er mors fødselsdag i dag. I går aftes var vi til en meget fin sygehusfest i forsamlingshuset. 

Vi kom hjem ved 2-tiden. 

Jeg var også i banken og spørge om lån, men de ville først have oprettet en lønkonto, 

så nu vil jeg prøve at få aftalt et overtræk med Amtsspare-kassen, som så 

kan afdrages i løbet af nogle måneder. Det skal vi sådan set nok lige tænke lidt 

over. Kirsten og Ole er meget opsat på, at vi kommer med i båden - det er også 

en dejlig båd. 

Ringede til farmor, som var i Sønderborg, og ønskede tillykke. 


Netop hjemkommet fra Narssaq efter en ufrivillig overnatning på Hotel Perlen. I 

går eftermiddags sejlede vi sammen med Sten, som er snart forhenværende medejer 

af båden, Ole, Kirsten, Ida, Jens og Jakob ud på det, som skulle have været 

en lille eftermiddagstur et stykke ud af fjorden op til et område, der hedder Matu, 

hvor vi drak kaffe. 

Da vi skulle hjem igen, kunne vi ikke komme forbi storisen. Vi sejlede efter et 

par forgæves forsøg ind på øen Kilattoq for at få et overblik over situationen. Vi 

overvejde at efterlade båden og gå over isflagerne til fastlan-det og så gå derfra 

til Julianehåb. Lidt efter fik vi øje på Sappik Ittuk, som var på vej til Julianehåb, 

og efter den fulgte turistbåden Sapanngaq. Vi skyndte os at lægge fra for om muligt 

at følge efter dem - men vi opgav efter at have konstateret meget (10/10) 

storis i Julianehåbsfjorden. Så besluttede vi at sejle til Narssaq af hensyn til båden 

og os selv, hvilket indebar diverse aflysninger af middage og gudstjenesten i 

dag. Lidt efter vendte Sapanngaq også om og fulgte efter os til Narssaq. 

Her blev vi mødt på kajen efter en problemfri tur af en ansat i KNI, som Ole 

kendte, og som ellers tog sig af os og kørte os til hhv butik og hotel, hvor vi så 

overnattede alle mand. Ydermere lovede han at sejle Rødfisken tilbage til Julianehåb 

for os - som han sagde - han skulle alligevel derind en af dagene! Så klokken 

ni steg vi alle ombord i Sapanngaq, som sejlede til Julianehåb med kun en 

halv times forsinkelse - der var nu næsten ingen problemer med isen! 

Alt i alt en meget fin tur med højt humør hele vejen stort set samt glæden ved at 

have udstået nogen strabadser sammen. 

Nu er vi så hjemme igen - godt trætte - og nåede lige at se Danmark tabe til Kroatien 

i Europamesterskabet i håndbold. Pokkers - vi var ellers lige ved at vinde 

bronze! 

Narsarsuaq den 15. juni 

Jeg sidder på hotelværelset efter at have fået aftensmad. Jeg kunne vælge mellem 

medisterpølse og sælkød, og jeg valgte… medisterpølse! Mærkeligt. 

Vagn, som jeg traf til konfirmationen i Nanortalik, dukkede op på hotellet og inviterede 

mig hjem til video fra Singapore - bl.a. md indvielsen af sømandskirken. 

Det viste sig, han havde fødselsdag, så jeg købte en flaske Chateau Neuf du Pape 

til ham. Der dukkede en del gutter op, så jeg besluttede at gå tilbage til hotellet 

efter et par øl og en gl. dansk. Det var vist rigtigt gjort. 

Det bliver en længere tur, da jeg skal videre i morgen og først kommer tilbage på 

tirsdag.

Her er iøvrigt fjernsyn på værelset med en hulsens masse kanaler, så jeg kommer 

næppe til at kede mig, hvad det angår. 

Ringede lige hjem, og Kirsten fortalte, at Bente Endresen kom på besøg. 

Magnus har allerede tilbudt vores endnu ikke færdige undervisnings-materiale til 

salg til menighedsrepræsentationerne langs kysten til rabatpris 39,- kr. eks. ved 

køb af mindst tyve. 

Så ringede Torbjørn og inviterede mig til middag i morgen aften - så det går slag 

i slag. Håber, jeg får tid til at skrive lidt roman indimellem. 

Jens ringede og fortalte, at han havde fået en flidspræmie til afslutningen. Jeg er 

en stor idiot at jeg ikke var med til den afslutning. Jeg ved ikke, hvorfor skæbnen 

er som den er, men jeg tror, der er ét eller andet i os selv, der påvirker det, vi kalder 

skæbnen - en indre vilje, som vi ikke selv er klar over. Hvorfor kunne jeg dog 

ikke vente til i morgen med at tage afsted, selv om der var venteliste? Nå, sådan 

noget sker jo, men jeg er ked af, at jeg ikke var med til Jenses store dag. Sådan er 

fædre! Far var heller ikke med til nogen af mine dimissioner! Godt Kirsten var 

der. 

Jeg tror, vi holder en rigtig fest for ham, når jeg kommer hjem, og så har jeg lyst 

til at forære ham en salonriffel i eksamensgave. Det manglede bare! Men det er 

måske bare en afbigt for min dårlige samvittighed... 

Paamiut den 16. juni 

Det er stadigvæk regnvejr. Nu er jeg tilbage på Hotel Nukariit. Klokken er 23 og 

det er helt lyst endnu, men koldt og regnfuldt. Sneen er forsvundet fra Paamiut, 

men det er svært at forestille sig, at det faktisk er højsommer i Danmark. Jeg kom 

planmæssigt afsted fra Narsarssuaq med helikopter. Der var lidt turbulens ved 

Grønnedal, men ellers gik turen fint med en flot udsigt over forrevne fjelde med 

tågebanker indimellem - præcis som det berømte billede af manden der står og 

stirrer ud over et bjerglandskab i begyndelsen af dette århundrede uvis på, hvad 

fremtiden vil bringe. 

I Narsarssuaq snakkede jeg med Poul Råhauge fra Nanortalik, der skulle hjem og 

begrave sin mor, der pludselig var død af en hjerneblødning. Jeg mødte også 

Ivars Silis, der var på vej til Danmark og Jens Kristian Kleist, der var på vej til 

bispeindsættelse i Nuuk. 

I aften mødte jeg så hans kusine, der lignede ham. Hun var på besøg hos Torbjørn 

og Annemette sammen med sine tre børn. Vi fik som sædvanlig en lækker 

middag og Torbjørn forærede mig et eksemplar af sin nye svampebog, som lige 

er udkommet. De rejser til Danmark på tirsdag. 

Vi snakkede lidt om det allestedsnærværende problem med racismen - den evindelige 

forsigtighed, vi danskere har overfor grønlænderne for at undgå forskelsbehandling. 

Efter min mening bliver netop den forsigtighed til en skjult racisme i 

form af en unødig hensyntagen, som dels skaber afstand, og som også er en bjørnetjeneste 

af dimensioner, når man for eksempel ser igennem fingre med diverse 

urimelige forhold, fordi det drejer sig om grønlændere. Urimeligt høje karakterer 

i skolen er blot ét af mange eksempler. Det må dog være sådan, at vi som mennesker 

er under de samme vilkår og under de samme krav - det kan hverken danskere 

eller grønlændere frasige sig ansvaret for, og så må man altså tage det urimelige 

opgør, som følger med, fordi man i et par generationer har været vant til 

at blive behandlet af danskerne som rådne æg, der kunne tillade sig hvad det 

skulle være med henvisning til, at man altså var grønlænder og derfor havde krav 

på særbehandling - og vi danskere skulle i hvert fald ikke komme herop og bestemme 

noget over dem! 

143

144 

Men i redelighedens navn så må foresatte altså bestemme, hvad enten de nu er 

danskere eller grønlændere, og det må både danskere og grønlændere rette sig efter, 

og hvis man ikke kan tåle at modtage direktiver fra en foresat, fordi han eller 

hun er dansker - hvem er det så, der er racistisk, når det kommer til stykket? Som 

Sjoske så rigtigt udtrykker det i Fæhunden: En mand skal bedømmes på, hvad 

han er værd og ikke på, hvem han er! 

Det er såmænd kompliceret nok, når det kommer til stykket, men der er ingen 

tvivl om, at begge befolkningsgrupper forsøger at lukrere på forskel-lene mellem 

de to kulturer og drage fordel af dem snarere end at bygge bro over dem. 


I går snakkede jeg lidt med præsten, og jeg havde konfirmander om eftermiddagen 

her på hotellet. Jeg gav sodavand og kage og vi øvede os til i morgen 

og snakkede om løst og fast. Det var meget hyggeligt. 

Så ellers fodbold-VM i går aftes. 

I dag var der så generalprøve i kirken, hvor jeg også hilste på organisten. Udenfor 

mødte jeg Abel og hans kone og Bent Barlaj dukkede op og vi fik en snak, fordi 

Bent mente, der burde være grønlandsk gudstjeneste udover den danske i morgen. 

Det må Abel bestemme, om han vil, men jeg synes, det er pjat. Hvorfor kan 

den grønlandske del af menigheden ikke være sammen med den danske den ene 

dag om året? I øvrigt skal der være bryllup kl. 13. Bent ligner sig selv. 

Fik skrevet lidt roman - dvs indsat nogle afsnit fra dagbogen, som passede og arbejde 

lidt videre på handlingen, hvor præsten og sygeplejersken nu bliver ramt af 

den mere og mere forvirrede politimands mistænksomhed. Ludvig er ved at blive 

vanvittig, ser det ud til, efter at rygtet om den tomme grav breder sig, og Knud 

erfarer for første gang i sit liv, hvad det vil sige at være forelsket. 

Nu må han se at få opklaret, hvem Aviaaja i virkeligheden er - men først skal de i 

kirke... 

Håber, konfirmationen går godt i morgen. 


Konfirmationen gik godt. Der var ikke så mange i kirken, som jeg havde regnet 

med, men dog en del. Konfirmanderne skulle have bedt indgangs- og udgangsbøn, 

men Torbjørn kom dem i forkøbet. Jeg havde ikke fået det sagt tydeligt nok 

til ham. Det var vist lidt synd, men på den anden side var de nok lidt lettede over 

at slippe. Louise ville i hvert fald ikke dele brød ud. Det gjorde nu heller ikke så 

meget, for der var kun to borde med altergæster. 

Jens Kristians kusine roste min prædiken om de fortabte sønner meget, og det luner 

jo alt sammen. Jeg tror alt i alt, de fik en dejlig gudstjeneste. 

Om eftermiddagen var jeg til de to drenges kaffemikker - den ene i en lille lejlighed 

på Bella Vista - den anden i et stort hus med en meget dominerende far - og 

en helt anden stemning trods den rige udsmykning. Sært som folk er forskellige, 

og jeg ved godt, hvor jeg synes, jeg hører mest til... 

I aften var jeg så til fest hos Louise. Det var meget hyggeligt. Hun har en sød 

mor, der er laborant og taler præcis som Jytte i Rolund, og de er da også fra den 

samme egn i Østjylland. 

Jeg gik hjem, da der var nogen, der brød op ved 12-tiden. Det var stadigvæk meget 

lyst men tåget. 

Julianehåb den 27. juni

Jeg kom hjem fra Paamiut efter planen med helikopter, men havde så også været 

afsted næsten en uge. 

Endelig i torsdags kom pakken fra Mogens og Ingeborg - præcis en måned forsinket. 

Samme dag - også med skibspost - kom vores skatteopgørelser fra Danmark 

med hhv 12.000 kr til Kirsten og 7.000 kr. til mig, og de kom jo så på et 

tørst sted - ikke mindst da vi dagen efter købte en andel i Rødfisken til 25.000 kr. 

Jeg havde dog forinden sikret mig et lån i Amtsspa-rekassen i Nørre Aaby - en 

forlængelse af et tidligere lån. 

I går var vi så efter gudstjenesten, hvor der var de sædvanlige tre-fire stykker, 

ude at sejle en tur til Upernaviarsuk, hvor vi besøgte Poul, som er forsøgsleder af 

stationen, der lignede en almindelig dansk planteskole. Det var dejligt at se grønne 

marker, og inde i et drivhus havde de et par velvoksne træer på en tre-fire meter, 

som de yndede at vise frem for undrende nordgrønlændere. 

Egentlig ville vi sejle til Hvalsø, men vendte om halvvejs, da det var ved at blive 

halvsent, og vi ikke var helt sikre på vejret. Bamse var i øvrigt med, og var lidt 

nervøs i starten, men faldt dog til ro Det var ikke nemt for den at komme i land i 

Upernaviarsuk, så den svømmede ind til bredden. jeg måtte bære den ned af stigen, 

da vi skulle hjem, og halvvejs nede smed jeg den i hovedet på Jens. Den var 

selvfølgelig våd! 

Ellers en dejlig dejlig tur, hvor vi også fik afprøvet vores skydevåben - jeg har 

renoveret mit gamle jagtgevær. Vi kom hjem omkring kl. 19,30. 

Desværre tabte jeg min pung et eller andet sted. 

Julianehåb den 1. juli 

Jeg fandt min pung næste dag. Den lå under motoren, så jeg må have tabt den, da 

jeg satte strøm til. 

De sidste par dage er gået med at reparere bådens presenning, som havde været 

udsat for groft hærværk formentlig af nogle unger, mens den lå på land i vinter. 

Den skulle sys og lappes et par steder, og der skulle en ny »bagdør« i, hvilket jeg 

ordnede ved hjælp af en elendig symaskine. Vi må se at få en ordentlig en. Nu 

sidder presenningen på båden, men stativet er også blevet ødelagt, så det skal jeg 

have hjem og reparere i dag. 

Romanen skrider langsomt frem. Min sidste ide er at lade Hans Hedtofts forlis 

indgå. Nogle vigtige og afslørende arkivalier om Tempelherrernes forbindelse til 

Nordboerne og Herrnhuterne skulle sendes med kurer til Danmark, og for at undgå, 

at de blev afslørede, blev skibet sænket. Sådan! 

Politimesteren er nu ankommet til Fiskenæsset. Han er sammen med præsten og 

sygeplejersken på sporet af sandheden, men er naturligvis kun interesseret i den 

for egen vindings skyld. 

Og Seth er i færd med at blive forenet med Aviaaja og Knud, som sammen med 

Ludvig og Marie, Benjamin og Miki skal til at sejle ind i fjorden i Ludvigs gamle 

plimsoller. 

Første del af romanen er ved at være færdig. Anden del kommer til at handle om 

deres oplevelser inde i fjorden. Der bliver muligvis også en tredje og fjerde del. 

Tredje del skulle så foregå i Danmark og fjerde del tilbage i Grønland. 


Magnus ringede her til aften og fortalte, at Bertha var død på sygehuset i Sisimiut 

af meningitis. Det var chockerende nyheder. Stakkels Magnus. Jeg tænker, han 

får det svært uden sin Bertha. 

145

146 

Hvad sker der, når en myte bliver til virkelighed? Sådan munder 1. del af romanen 

ud, inden den lille gruppe tager afsted ind i fjorden for at finde deres drømmes 

mål. 

Svaret er måske, at kraften går af en myte, der bliver til historisk begivenhed, 

fordi en fortælling eller den drøm er stærkere og på en måde mere virkelig end 

den såkaldte virkelighed. 


Det er overskyet men meget varmt med lune vinde fra Sydost. Der var en lille 

mindesammenkomst i provsteboligen i anledning af Berthas begravelse i Sisimiut. 

Det var menighedsrepræsentationen samt nogle nære venner og præsteenker. 

Ellers er dagen gået med at lave bord til mit nye værksted i kælderen og pudse 

romanens første afsnit af. Jeg har proppet for meget fyldstof ind i nogle af afsnittene 

- ting, som jeg har skrevet tidligere, men som ikke altid er helt relevant. Det 

skal luges ud igen. Det er et stort men dejligt arbejde at pudse sådan en roman af 

- også somme tider frustrerende. På et tidspunkt syntes jeg, det hele var noget banalt 

vrøvl, men sådan får man det vel ind imellem. Og måske er det også rigtigt. 

Jeg ville gerne sende en kopi af første afsnit til et par ærlige mennesker, der turde 

sige deres mening, men hvor finder man sådan nogen? 

Her til aften så vi Tilværelsens Ulidelige Lethed - en amerikansk filmatisering af 

Kunderas roman, som vi læste i sin tid i litteraturkredsen. Den var helt god. Jeg 

kan dog ikke lade være med at sammenligne med min egen roman, hvilket ikke 

altid er lige godt. 

Inviterede Mette Abelsen og hendes fyr til middag fredag aften. 


Havde en hyggelig aften med Mette, der kom alene. Fik en dejlig lammekølle. 

Hun har i øvrig været borgmester i Nanortalik - afløste Adam Nielsen, som jeg 

havde på højskolen i Sisimiut. 

Det har været fantastisk varmy de sidste dage med temperaturer op til 20°. I går 

sejlede vi en pragtfuld tur til Hvalsø sammen med Kirsten og Ole. Jeg er dog 

bange for, det bliver en lille smule trættende at være alt for meget sammen med 

dem - især nok Kirsten, som er meget talende med en svag undertone foragt. Ole 

er svær at blive klog på, men jeg tror ikke rigtig, han har tillid til mig. I øvrigt 

kan de ikke lide grønlandsk mad! 

I Hvalsø var der atmosfære, som var til at tage og føle på. Man kunne ligefrem 

skære i ånden, som hvilede over stedet og som bare gjorde godt. Senere spiste vi 

middag - stegte hvalkød på en flad sten - inde i en vig ved navn Tasiussaq, hvor 

Jens i øvrigt for gode ord og betaling tog brusebad under en foss. 

På hjemturen gjorde både Kirsten - min egen Kirsten og Ole sig kloge på vores 

hjemrute og ville dreje til højre længe før vi skulle - men jeg holdt stædigt fast 

ved min egen rute og var endda fuld af overbærenhed over deres vildfarelse. 

Desværre viste det sig, at de havde ret, hvilket var dybt beskæmmende... Somme 

tider kan jeg godt være uhyggelig barnlig af mig. 

Så tilfældigvis en anden Viksund nede i havnen og kunne ikke lade være med at 

se på dens presenning, så i dag har jeg lavet stativet bedre, således at det kunne 

slås op for solen, hvilket blev savnet på turen. Desværre vendte vi åbenbart stativet 

forkert, så jeg pressede det ene led i stykker, så nu kan jeg begynde forfra! 

Fandens til bøvl - men dejligt, når det virker - og det gjorde det faktisk.

I dag var der 7 til gudstjeneste uden Jens Skærlund, som har ferie, så jeg introducerede, 

hvilket som sædvanlig virkede godt. Prædiken om lov og evangelium 

over fortællingen om den rige unge mande, der ville være fuldkommen. 

I dag vandt Sverige sin kvartfinale over Rumænien efter en kedelig kamp men en 

spændende straffesparkskonkurrence. 


Var henne og besøge Magnus, der er kommet hjem fra Sisimiut efter den chockerende 

oplevelse. Det var hårdt at komme hjem til alt Berthas tøj og hendes ting. I 

øvrigt stiller han fortsat op som biskop til næste år. 

Fik flikket pressenningstativet sammen med nogle rørstumper og noget tape. Gider 

ikke gøre mere ved det. 

I dag skulle Inger Margrethe og Kurt være kommet, men de kom ikke med flyet 

fra Kastrup, fordi der var overbooked! Det var tilgfældigt, de blev udvalgt til et 

ekstra hotelophold i København til på lørdag. Inger Margrethe ringede og var 

godt sur og frustreret, men der var ikke noget at gøre. Deres baggage står i Narsarsuaq! 

Vi var egentlig også noget chockerede over at høre det, selv om vi har 

hørt historier om, at det kunne lade sig gøre. Det er fandme for dårligt! Simpelt 

hen. Nå, vi glæder os til de kommer på lørdag. 

Knud Pedersen døde i nat efter lang tids sygdom, og vi skal lave en grønlandskdansk 

begravelse på lørdag. Jeg skal hen til dem i morgen formiddag. 

Ellers er dagen gået med at lave illustrationer til børnebogen, som gerne skal være 

færdig til 1. august. Jeg stjæler fra gamle undervisningsmaterialer og klipper 

og klistrer og laver om og nørkler i et væk - fuldstændig som med debatbogen. 

Lidt makværk - ligesom med pressenningen - fordi jeg mangler det rigtige værktøj 

og de rigtige materialer! 

I dag kom så lånedokumenterne til underskrift. Omsider! 


Det er overskyet men tørt og meget klart. I går regnede det, så familien Jørgensen 

og Kirsten og Jens var på museum, hvilket var en fin oplevelse med rundvisning 

af en levende fortæller. Vi spiste en god frokost, så VM-finale og fik ørreder til 

aften. 

Ja, de kom jo omsider lørdag aften kl. 17 i det mest strålende vejr og i herligt 

humør sammen med Kaj Lyberths, som også var blevet afvist i Kastrup. Men de 

havde nydt hotelopholdet og levet i luksus et par dage. 

I lørdags havde vi begravelse af Knud Pedersen, og det gik vist fint - bortset fra 

at graven var for lille til kisten, så der måtte graves noget fri, inden den kunne 

komme ordentlig ned. Samtidig var vi ved at blive ædt af de små fluer. Men Jakobine 

tog den grønlandske del i kirken og jeg tog kirkegården. God tale efter sigende. 

Om aftenen sejlede vi en lille tur ud til Munkebugten, hvor vi så opmålinger til 

den nye lufthavn(!) og bare havde en dejlig tur. Vi så et par sæler på vejen hjem. 

Kurt brasede det lille spånpladebord, hvilket var udmærket! Båden går fint, men 

jeg savner rækværket foran af hensyn til ungernes sikkerhed. De elsker at ligge 

derude, når vi sejler. 


147

148 

Tiden går og man får ikke skrevet dagbog! Familien Jørgensen er rejst forlængst 

til Sukkertoppen til Kurts bror. Det var et meget hyggeligt besøg, hvor alle var 

glade og veltilfredse, bortset fra Inger Margrethe, der var lidt bekymret for sejlturene, 

som vi så droslede ned. Vejret var heller ikke alt for godt. 

De sidste mange dage har det været fint vejr, samtidig med, at de fortsat har hedebølge 

i Danmark. 

I forgårs kunne jeg ikke holde mig længere men købte en ny video til ungernes 

store jubel. Den er også lækker og kostede 8.000 kr. Panasonic F88. 

De sidste par dage har vi repareret jolle med glasfiber sammen med Gregers, som 

er tredje part af vores båd. I dag skal den slibes af og males. Vi burde have en lille 

motor til den! På den anden side har ungerne godt af at lære at ro. 

Gregers og Evy var vi ude hos forleden til kaffe og snak om båden. De er vist et 

par rare mennesker. Vi lavede en god ordning med båden, så vi har den bestemte 

dage og hver tredje weekend. Så går man ikke altid og har dårlig samvittighed 

over ikke at bruge den. Kirsten og Ole inviterede på tur den kommende weekend, 

men jeg skal have min første grønlandske gudstjeneste, så det går ikke. Jeg faxede 

min prædiken til Magnus i går, og nu ringede han lige, at den var færdig. Det 

havde taget tre timer at oversætte den. 

I dag får Kirsten så ferie, hvilket hun bestemt er glad for. Hun har ikke det store 

overskud for tiden, så det passer fint. Hun arbejder faktisk meget på det sygehus, 

så hvis nogen har fortjent sin ferie, er det hende. Tænk, at man stadig kan få kriblen 

i brystet af glæde, når man tænker på sin kone efter 20 års ægteskab! 

Jeg holder ferie fra på onsdag, hvis Jakobine kommer hjem. 

Julianehåb den 3. august 

I aften blev jeg endelig færdig med Ullut tamaasa. Nu skal den så sendes i trykken, 

og så må vi håbe, den bliver godt modtaget, når den kommer tilbage. Magnus 

har sendt brev om den til alle præstegæld, men der er kun kommet 190 forhåndsbestillinger. 

Den skal trykkes i 1200 eks. 

Jakobine kom tilbage fra ferie i går, så jeg har ferie fra i dag. 

I søndags havde jeg min første grønlandske gudstjeneste. Det gik vist helt godt. 

Jeg fik da ros for den af et par stykker, så der kommer nok flere af slagsen hen ad 

vejen. 

I morgen kommer så Arne og Ruth, hvilket vi alle glæder os til. 


Arne og Ruth har nu været her nogle dage, og det har bare været helt fint. Smukt 

vejr, da de kom og de første dage - regnvejr hele dagen i går. De havde haft en 

fin tur herop. Vi nyder deres selskab og spiser godt. 

Vi var i kirke i dag, hvor Magnus prædikede og døbte sit barnebarn, som selvfølgelig 

kom til at hedde Bertha bl.a. I går blev jeg kaldt på sygehuset til udsyngning 

trods ferie - men ok. Det var en gammel fanger fra Qassimmiut, der var død. 

Jeg synes det er lidt kort bare med fadervor og et par salmer. Jeg ville godt have 

en lidt længere og lidt mere personlig bøn, der fyldte lidt mere på en måde. Det 

ærgrer mig også, at jeg ikke kender melodierne til salmerne. Men i kapellet kom 

han da. Det er altid opløftende at se familierne flokkes om den døde til afsked 

både på sygehuset og i kapellet. 

Nu til aften lavede jeg så honningmarinerede alkebryster, som smagte dejligt. Jakob 

kunne som sædvanlig ikke lide maden, hvilket går mig lidt på nerverne. Han 

spiser ikke ret meget. Det kan ikke ses på ham, men hans kræsenhed er uden tvivl 

psykisk betinget - måske hans identitet. Hvad ved jeg? Men irriterende er det. I

forgårs fik vi en skellaks stor og fed til 50 kr.! Det er fuldstændig vanvittigt, de 

ikke må indhandles. 


Vi er lige kommet hjem fra et besøg med rejer hos Ole og Kirsten, hvor vi så deres 

video fra indlandsisen. 

I går var de hos os til fødselsdag med rensdyr. I øvrigt en dejlig dag med morgenvækning 

og gaver som skruestik og trøje og tang. Godt nok. 

I dag var jeg på kontoret, da korrekturarket var kommet fra trykkeriet. Magnus 

betalte hver af os 6.300 kr. kontant. Jakobine og Magnus læser sidste korrektur. 

Jeg inviterede dem til på fredag. Mit første forfatter-honorar! 

I eftermiddag var vi et smut ovre på Akia, hvor vi drak eftermiddagskaffe og 

plukkede lidt sortebær. Nadja var med. 

Arne og Ruth har det vist fint, og vi nyder deres besøg. Ungerne er startet i skole 

og på GU. Jens har været på lejrtur til Nuuppiluk, og er i aften til fest. Han nyder 

det hele. Troels og Ida er begyndt i 10. klasse! og får vist meget at lave med lektier. 

I øjeblikket er Troels på week-end tur til Lakseelven for at fiske og hygge 

sig sammen med Jan og Kent og Jans famile. Nu ebber min ferie efterhånden også 

ud, og jeg synes, den er gået hurtigt. Meget af den er gået med at få børnebogen 

færdig - det var rart at få den sendt fsted - og så har jeg også redigeret kraftigt 

i romanen og skrevet den ud i A5 størrelse, hvor den fylder omkring 100 sider. 

Nu må jeg hellere komme i gang med 2. del. 

Endelig er jeg begyndt at lave en prædikensamling - af forfængelighed, selvfølgelig, 

men også fordi Mogens gerne ville have noget fra mig. Han ringede i går. 

Det var dejligt. 


I går aftes havde vi inviteret Magnus og Jakobine og Jonathan og hans kone til 

lammekølle. Det var meget hyggeligt og morsomt. 

Ellers er meget af tiden gået med at skrive prædikensamling - de fleste har jeg taget 

fra computeren, men et par stykker skulle skrives ind. Det blev til 107 A4 sider, 

som jeg sendte til Mogens og Ingeborg. Nu er jeg ved at overføre den til A5. 

Jeg regner med at føje nogle flere prædikener ind og måske på en eller anden 

måde flette dem sammen til en helhed af en slags - få dem ind i en eller anden relevant 

ramme. 

Ruth og Arne rejste hjem i torsdags som planlagt - dog lidt forsinkede på grund 

af tåge. Det var meget hyggeligt at have dem boende, men som altid er det også 

rart at være sig selv igen. 

Jeg begyndte på kontoret igen i onsdags og i morgen skal jeg have dansk gudstjeneste 

igen. Somme tider føler jeg, at jeg glider mere og mere over i den grønlandske 

menighed på bekostning af den danske, men det er godt nok svært at opretholde 

en glødende dansk begejstring under de herværen-de forhold. Jeg gentager: 

der er ingen dansk menighed at være præst for i Sydgrønland! Sådan er realiteterne 

bare. Til gengælde er der en spændende grønlandsk kirke i støbeskeen, 

som jeg gerne vil være med til så småt at forme. 

Julianehåb den 3. september 

Klokken er kun lige 1, så Ida og Troels har haft fødselsdag en time. Vi er lige 

kommet hjem fra Kirsten og Ole, hvor særligt ungerne var inviteret, fordi de ikke 

var med til Kirstens 50-års fødselsdag i tirsdags. Vi nåede at synge fødselsdagssang, 

inden vi blev kørt hjem af Ole. Hyggelig aften med god mad og Pictionary. 

149

150 

Ellers er dagene gået med at indskrive prædikener på A5, hvilket jeg netop blev 

færdig med i går, så nu fremstår de smukt i bogform, og jeg har sat dem ind i et 

ringbind - 233 sider. Indholdet kan jeg ikke udtale mig om, men det kunne være 

spændende at høre nogle relevante vurderinger. 

Kirsten havde forlængst sagt ja til at indgå i en gruppe, der skulle arrangere Kirsten 

laCours fødselsdag. Det var den mest underlige opgave, som var ved at tage 

livet af alle parter - for hvis fødselsdagsfest var det egentlig, og hvem stod for 

den. Men Kirsten gjorde et godt stykke arbejde, og der kom en fest ud af det, 

men det er jo begrænset, hvor storslået den kan blive, når fødselaren knap nok 

kender gæsterne. Man skal ikke skræve længere end bukserne kan holde! - og jeg 

tror nok, Kirsten havde forventet noget, som der slet ikke var grundlag for. 

Vi skulle også arrangere fællesgave, så vi købte et par litografier hos Aka Høegh 

og fik dem indrammet - det hele kostede 2350 kroner fordelt på 28 mennesker. 

Vi lagde ud og har indtil nu fået halvdelen af pengene igen! Jaja. Nu er det så 

planen, at vi skal ud og sejle i morgen og i overmorgen, hvis vejret er pænt. Her 

til aften var der rim på Oles bil, så frosten er så småt begyndt at melde sig, samtidig 

med at blomsterne er ved at forsvinde. Til gengæld er det et meget fint bærår. 


Nu har vi flyttet om igen. Jakob har fået halvdelen af kontoret, og vi har sat bogreoler 

op som skillevæg. Det virker vist meget godt, og både Jakob og Troels er 

glade for at have fået deres eget. 

I week-enden sejlede vi en dejlig tur til Igaliko, selv om det var gråvejr og tåge 

noget af tiden. Vi overnattede på båden efter at have sejlet i godt fem timer inkl. 

diverse pauser. Båden går bare fint, bortset fra at varmeapparatet strejkede. 

Søndg formiddag gik vi tur i bygden og lidt i omegnen - så bl.a. Kirkeruinen 

Gardar. En ganske dejlig bygd i øvrigt. Vi sejlede hjem ved 12-tiden og besøgte 

et par steder undervejs - Ind mod Sdr. Igaliko og i land ved en nordboruin med en 

fantastisk udsigt over fjorden og endelig ved fåreholdestedet Qanisartut. 

En dejlig tur. 

Ellers er jeg ved at gennemgå romanen igen med diverse udrensninger til følge. 

Jeg kan mærke, at den nu så småt er ved at komme i det rette leje, så den bevarer 

sin spænding og sin nerve igennem de første kapitler. 

I øvrigt gav Magnus et ekstrahonorar til forfatterne af børnebogen, så vi nu er 

oppe på 10.000 hver. Det skyldtes at forhåndsbestillingerne var kommet op på 

900 allerede, så han var nødt til at bede trykkeriet om at lave 2.000 i første oplag 

mod tidligere 1200. Godt nok. 

Forleden ringede Mogens, at Charlotte havde fået en søn. Vi sender i morgen en 

isbjørn til hende. Så nu er de bedsteforældre. Tiden går! 

Endelig kom der brev i går fra Lisbet Hansen med et nyt nr. af Sognebladet og et 

langt brev om stort og småt i Føns og Omegn. Hun lyder lidt stødt over, at vi ikke 

hr skrevet længe. 

Kirsten snakker mere og mere om at sige sin stilling i Middelfart op - og som tiden 

går bliver det i øjeblikket sværere og sværere at forestille sig at vende tilbage 

til Fyn. Det er så svært at få ting indenfor kirken til at fungere derhjemme, men 

heroppe tror og håber jeg, at det kan komme til nogle synlige resultater med en 

ny generation af præster. Magnus taler om en slags informationskampagne om 

kirke og kristendom, og det er jeg med på. Han vil gerne følge Ullut tamaasa op 

med materialer til de øvrige mindre klassetrin, så der er kommet hul på bylden. 

Julianehåb den 12. september

Det har været tåget de sidste par dage. Lørdag var det ellers fint sejlvejr, og vi 

blev inviteret ud med Kirsten, men havde mere lyst til at blive hjemme. 

I går var der aftengudstjeneste for første gang kl. 19. Der var de sædvanlige 10 

stykker inkl. kirkebetjening. Jeg talte om Martha og Maria og blev klar over et 

nyt aspekt i Jesu forkyndelse: Du skal gøre, hvad du vil - og du skal ville, hvad 

du gør med kærlighed og glæde! Det er den frihed, du er døbt til. 

I morgen rejser jeg 14 dage til præstekonvent i Ilulissat. 


I går formiddags skulle jeg have været til Nuuk på vej til Ilulissat, men helikopteren 

blev udsat p.gr. af tåge, og endelig kl. 17 kom den, men kunne ikke lande, 

hvorfor den fløj igen - uden os. 

Så nu prøver vi at komme til Narsarssuaq i dag og videre til Nuuk i morgen. Vejret 

er stadigvæk tåget og diset. 

Nuuk den 15. september 

Det lykkedes at komme til Narsasuaq i går eftermiddags. Overnattede på hotellet, 

hvor jeg også spillede lidt Simcity. Mødte brillemanden. 

Gik en lang tur i formiddags op i fjeldet ad vejen. Kunne mærke, det var ved at 

blive Sydost - pludselige varme briser i det kølige. Traf Anders og var en tur oppe 

i kontroltårnet. Genkendte ikke Helene - Bente og Pers datter. Klovn som jeg 

var, men hun har nu også forandret sig meget, synes jeg. Nåede lige at opdage 

det, da hun præsenterede sig 2 sekunder før jeg skulle afsted til Nuuk. Pokkers! 

Men det kan være, jeg træffer dem i Ilulissat. 

Turen til Nuuk gik fint. Der var skyer over kysten, men flot over indlandsisen. 

Kørte med Jonathans islandske kone og Jakobine til hotellet, hvor jeg sidder nu 

på 4. sal og kigger ud over den noget forandrede by - men absolut til det bedre. 

Jeg gik rund i byen en tur og købte lidt kontorartikler. Mærkelig by. Det er ti år 

siden, jeg var her sidst. 

Skal afsted til Ilulissat i morgen tidlig, og bliver vækket kl. 6! 

Ilulissat den 16. september 

Ankom planmæssigt hertil fra Nuuk i formiddags. Sært at gense vores gamle by. 

Var til møde om kirkebogsføring i formiddags. Traf Jens Christian Chemnitz, 

som er i gang med bibeloversættelsen til grønlandsk. Hilste på de andre. Var et 

par ture nede i byen og genså de gamle steder - bl.a. en meget flot solnedgang 

over Disko. Det er rart at være her igen. 

Jeg skal dele værelse med Abel Jakobsen den første aften, da der ikke var plads 

før i morgen. Der er en god stemning over konventet. 


Attende september lyder godt! Sidder på mit værelse og kigger ud over Ilulissat 

og isfjorden. Om lidt skal vi stille i forhallen i præstekjole og følges til gudstjeneste 

i Zionskirken. Havde i går møde om kirkebogsføring og om eftermiddagen 

kredsmøde i præsteforeningen, hvor Drejergaard var med. Fik i øvrigt snakket 

med både ham og Inger Merete. 

I aftes var der middag, som præsteforeningen gav. Den var ret kedelig, da jeg sad 

dårligt, men jeg havde også hovedpine fra aftenen før, hvor vi drak til kl. 2 sammen 

med Jakobine, Bolette og Magnus og Samuel Kleinschmidt fra Sisimiut. 

Herlig snak om teologi, men for mange øl. 

151

152 

I går aftes var jeg derfor ret deprimeret over mig selv - sådan en sædvanlig konferencenedtur, 

måske. Jeg gik i hvert fald i seng lige efter middagen. Men i dag 

er det smukt vejr. Jeg skal skrive prædikenen om Lazarus færdig til i eftermiddag, 

og i aften er jeg inviteret til Jens Nielsens. 

Må hellere se at komme i præstekjolen. 


Blå himmel med hvide isfjelde i baggrunden. Solen er ved at stå op her kl. 7,20. 

Har lige været i bad og skal ned og have morgenkaffe. 

Fin præstegudstjeneste med procession og altergang i en fuld kirke, selv om processioner 

ikke lige er mig. Det var meget bevægende at være i kirken igen - ikke 

mindst, da Bente pludselig satte sig hen til mig. Hun var ligeså overvældet. Jeg 

kunne ikke synge den sidste salme for en klump i halsen. 

Udenfor kirken hilste jeg på Jens Nielsens kone og et par fra dengang - Mølgårds, 

som var i menighedsrepræsentationen. 

Snakkede med Drejergårds til frokost. Skrev prædiken om eftermiddagen og 

holdt gudstjeneste for 6 i Zionskirken kl. 17. Christian Tidemann undskyldte det 

ringe fremmøde med, at hans sekretær havde opgivet forkert tidspunkt på opslagene. 

Jeg havde lagt en besked til Bente på Hvide Falk, og hun ringede til aften og 

spurgte om jeg ville med på en tur i formiddag. Så jeg har aftalt at mødes med 

hende og et turisthold kl. 9,30, selv om vi egentlig skulle have kirkebogsføring. 

I går aftes var jeg inviteret ud til Jens Nielsens sammen med Kristian Mørch’s, 

Magnus, Rikka, Asta, Jens Jørgen og Abel Jakobsen. Det var som sædvanlig forfærdeligt, 

fordi jeg ikke kunne følge med i samtalen, så jeg var igen overladt til 

mine egne mørke tanker. 

Til sidst fik jeg dog lov til at fremkomme med en fortolkning af “Forlad os vor 

skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, men den faldt vist ikke i god jord. 

Men rigtig er den nu! 

Nå. Jeg er, som jeg er, men hvor har jeg dog svært ved det med mennesker. Jeg 

er hele tiden i skole og skal høres og siger derfor de forfærdeligste ting. Det ender 

med et mavesår... 


Jeg har lige taget afsked med Drejergaards, som rejser til Danmark om nogle timer. 

I øjeblikket er der afslutningsdebat i TV, skønt klokken er 0045. I dag var 

jeg inviteret af Bente til en dejlig tur ud til isbanken sammen med nogle turistledere. 

Vi fik en whiskey derude med indlandsis. Pragtfuld tur i dejligt solskin. I 

eftermiddag var der debat om dåb og konfirmation. Til aften en tur i byen med 

fotografering, middag på hotellet og så resten af aftenen sammen med Drejergaards. 

Vi delte en flaske rødvin her på værelset og gik i baren og drak whiskey 

og øl. Så mødte jeg pludselig Laura Lumholt, som er receptiondame her på hotellet. 

Jeg fik Inge Lomholts tlf nr, og regner med at opsøge hende på et tidspunkt. 

Det var en dejlig dag!!! 


Der var i aften fødselsdagsfest på hotellets 10-års fødsalsdag med spisning og 

underholdning for byens borgere. Jeg gik sent på aftenen ind til selskabet og 

fandt Per Wiberg og et par andre af de gamle, bl.a. Vibeke og den danske læge - 

jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men det var ham med akupunktur og fotos. 

Nåjo, Mikael. Desværre var de på vej hjem. Jeg ved ikke - det var lidt forstem-

mende. Jeg ledte efter Inger Lumholt, og hun dukkede så op i baren, og vi fik et 

par øl og aftalte at mødes i week-enden. 

Ellers er dagen gået med møder - bl.a. om lørdagsdåb og om de grønlandske præster 

i Danmark. 

Det havde sneet om natten, så der var hvidt derude i gråvejret. 

I går tog Chemnitz mig til side for at udspørge mig om min stilling til bispevalget. 

Selv ville han stemme på Sofie, men jeg sagde, at jeg var mere stemt 

for Magnus, hvilket jeg bliver mere og mere overbevist om. Sofie sidder og 

strikker og siger ikke ret meget, og jeg tror ikke, hun ville kunne klare det udadvendte 

job som biskop ret længe. Hun er simpelt hen for ung. Jens Christians argumenter 

var langt fra overbevisende. 

Nu begynder jeg så småt at savne familien. 


Nu sidder jeg efter konventsmiddagen, som formede sig som en afskedsmiddag 

for Kristian. Der var mange taler, og jeg var også selv oppe og sige tak til Jens 

Christian, kollegerne i Qaqortoq og selvfølgelig Kristian. 

Ellers er dagen gået med møder, hvor Magnus og Sofie meldte sig som kandidater 

til bispevalget. Der var snak om det nye salmebogstillæg og om strukturen, 

som ingen rigtig er glade for, fordi der forestår en integrering af kirken i kultur 

og fritidsområdet under Landsstyret. 

Var i byen og købte T-shirts til ungerne. Fik i øvrigt en god snak med Sofie og 

Kristian. 

Jeg tror nok jeg forekommer dem lidt barsk, men det er selvfølgelig den vidunderlige 

samtaleform, jeg kender hjemmefra og fra Mogens og Ingeborg, som de 

slet ikke er vant til, og som måske virker stødende, men er ment befriende, hvad 

der i høj grad er behov for her, hvor mange uudtalte tanker sniger sig rundt i krogene 

og hviskes i det skjulte om hinanden. 

Snakkede lidt mere med Jens Christian om drømme og deres betydning. Udmærket. 

Fulgte valget i går og morede os en del over, at Jakob Haugaard kom i folketinget. 

Jeg ved ikke hvad det betyder, men morsomt er det. 


I dag har vi holdt møder - bl.a. om strukturen, hvor et strukturudvalg nåede frem 

til noget, der lignede mit forslag fra i går om et kirkeråd bestående af rigsombudsmand, 

biskop og tre valgte medlemmer. 

Ringede til Inger Lumholt og aftalte at besøge hende i morgen eftermiddag. 

Delte en flaske rødvin med Magnus og Jakobine. 


Afsked med de fleste deltagere, som rejste i går. Sov til middag for en gangs 

skyld. Besøgte Inger Lumholt kl. 16 til kaffe, men blev inviteret til middag med 

rødvin og cognac. Hanses kollega fra Vejle, Bernhard, var kommet til Grønland 

for et par måneder siden. Han virkede lidt tør, måske fordi han er 58. Ellers meget 

hyggeligt. 

Var i kirke i dag i Nalakkatta Illua, som var næsten fuld, da der var bryllup. Dejlig 

gudstjeneste, hvor Inger Lumholt også dukkede op. Jens Nielsen prædikede. 

Gik lidt rundt i byen og fotograferede bl. a. en hunde-slæde, der kom kørende. 

Var til kaffe hos Inger Mølgaards kl 14,30, hvor vi så slutningen af EM-kampen i 

damehåndbold, hvor Danmrk blev europamester. Flot nok! 

153

154 

Var på museet, hvor jeg hilste på Peter Olsvig (pens. lærer) og købte bog om Ilulissat 

og en jubilæumsplakat. Men nu er det spisetid. 


Gik rundt i Ilulissat i går formiddags og så den anden bydel med det nye posthus, 

KNI, Aterssuit og lidt ud ad Sermermiutvejen. 

Kom planmæssigt med flyveren til Kangerlussuaq og Nuuk med ankomst ved 

halv seks tiden. Overnattede igen på Hans Egede. 

Planmæssigt afsted i morges til Narsarsuaq og to timer før planlagt afsted til Qaqortoq. 

Umådeligt dejligt at være hjemme igen, selv om Bamse var så glad, så 

den tissede op ad min kuffert. 

Fulgtes med Jakobine og Magnus. 

På kontoret kl. 11 til masser af tillykke med den færdige bog til 4.-klasserne. Der 

skal være reception på Hotel Qaqortoq den 5. okt. 

Julianehåb den 10. oktober 

Receptionen gik fint. Der var ca 40 mennesker med borgmesteren i spidsen og 

mange taler, hvoraf også jeg holdt en. Ungerne undtagen Jakob var med, mens 

Kirsten var på arbejde i Narssaq i den uge. Den 5. var det ét år siden, vi kom. 

Om aftenen var der fest hos Jakobine med god mad og megen vin og smukke taler 

og dans. Jens Kristian Kleist og nogle fra menighedsrepræ-sentationen var 

med. Næste morgen kunne Jakobine kun hviske. 

Søndag den 2. havde vi gudstjeneste her med de sædvanlige, og der var kaffe på 

sømandshjemmet bagefter. De vil gerne holde hyggeeftermiddage i adventstiden 

og er opsatte på at være med i noget kirkeligt arbejde. Akja. 

Jens havde fødselsdag den 4. og blev fejret med morgensang, gaver og en god 

middag, men vi fejrede ham også, da Kirsten kom hjem. 16 år! 

Denne weekend holdt jeg fri og brugte den til at gøre prædikensamlingen færdig 

- jeg sender den som fødselsdagsgave til Karen Bodil - og så flyttede vi ellers om 

i stuen og på kontoret, og for første gang er det lykkedes at få al vores skønlitteratur 

samlet i alfabetisk orden. 


Ringede til Torvalds, som er i fuld gang med studierne i kommunikation og historie 

og har det godt. Så Bergmanns Hvisken og Råb på video. Skrev prædiken 

til i aften - alt sammen i omvendt rækkefølge. 

Jeg tror, jeg er kommet til en status med prædikenerne. De skal være langt mere 

intense, end de har været - langt mere alvorlige og muntre. En prædiken skal være 

et kunstværk og ikke en opremsning af ligegyldigheder, som jeg skriver i forordet 

til min prædikensamling. Jeg sendte et eksemplar til Karen Bodil, hvorefter 

jeg rensede de dårligste ud, så jeg kom ned på 56, som jeg så samlede. Kirsten er 

i gang med dem. Jeg nyder godt af kirkekon-torets hullemaskine, som jeg desværre 

har molestreret i den ene side, men den kan stadig bruges. Jeg købte spiraler 

i Nuuk. 

Nu må jeg se at komme videre med romanen, og jeg tror, ånden er ved at være 

der. 

Ellers er ugen gået stille og roligt. Vi har haft konfirmandforældreaften, og der 

ser ud til at blive et dansk konfirmandhold på en halv snes stykker. De skal begynde 

efter efterårsferien. Jeg har bestilt Kaj Mogensens Tro, håb og kærlighed 

til dem. 

Julianehåb den 23. oktober

Det er en søndag i oktober. Nu har vi været heroppe i et år, og det var da fantastisk, 

så hurtigt det er gået. Men det gør de jo sådan nogle år - går tilsyneldende 

hurtigere og hurtigere. 

Nu kender vi Julianehåb og omegn. kender til sygehusvæsenet, kirken og skolen - 

og lidt til befolkningen. Kender måske også lidt mere til os selv - hvem ved? 

Det er jo et dilemma, det her med de to hjemstavne, og det nemmeste var vel at 

droppe dem begge to - både den grønlandske og den danske og så blive kristen? 

Bare et menneske. 

Tænk, hvis det kunne lade sig gøre bare at være et menneske uden absolut at 

skulle identificere sig med et eller andet folk eller en egn eller et sprog - eller for 

den sags skyld en holdning eller et parti - eller en religion. Skal man vurderes på, 

hvem man er eller hvordan man er? Selvfølgelig hvordan. Men så er det vel 

egentlig ligegyldigt, om man er konservativ eller liberal - dansker eller grønlænder 

- jøde eller muhammedaner eller kristen. 

Og kom han ikke for at nedbryde grænser og skel mellem mennesker - ham, 

menneskesønnen? 

Nå, så kommer nødvendigheden og siger, at det jo er meget godt, men det kan 

bare ikke lade sig gøre, sådan som verden er - og det er jo rigtig nok, men engang 

imellem bliver jeg træt af nødvendighedens lov, ikke så meget fordi den er der - 

men fordi vi bare bøjer os for den. Det er som om, den bliver en behagelig sovepude 

- altså: Gud ske lov kan det ikke lade sig gøre at leve anderledes end vi gør 

nu! For så slipper vi for at tage stilling og ansvar og affære og alt muligt andet 

ubehageligt. 

Så Hutuerne massakrerer Tutsierne, Serberne Muslimerne, Sikherne Hinduerne, 

Jøderne Palæstinenserne og så videre og omvendt - så det er helt som det skal 

være! Og Gud ske lov, at jeg blev født i Norden... 

Men sådan en lørdag formiddag, hvor himlen er grå og den første sne har lagt sig 

og Jehovas Vidner vandrer fra dør til dør for at frelse fordømte eller fordømme 

frelste og Pinsemissionen holder lørdagsskole for fulde huse - ja, så kan man 

egentlig godt trænge til at drømme om en bedre verden - en friere verden med 

friere mennesker, der turde realisere sine drømme og ikke bare bøjede sig for 

nødvendighedens lov. 

Med sådan nogle efterårstanker som baggrund er det et privilegium at få lov til at 

høre og forkynde evangeliet med sit: Sådan skal det ikke være blandt jer! Det er 

et privilegium at holde gudstjeneste - ikke for de rigtige og gode og fromme - jeg 

havde nær sagt ikke sammen de kristne, men med hvem som helst. At døbe hvem 

som helst - at spise sammen med hvem som helst - at være sammen med hvem 

som helst - bare som mennesker på godt og ondt. 

Selvfølgelig er det en torn i øjet på ethvert fornuftigt samfund, for hvad kan man 

bruge sådan noget til rent politisk eller pædagogisk? Ingenting. Du kan ikke bruge 

den absolutte frihed og den absolutte kærlighed til noget, og derfor bliver konfirmationen 

vigtigere for dig end barnedåben, som du heller ikke rigtig kan bruge 

til noget fornuftigt - og derfor melder du dig ind i Pinsemissionen, fordi den gør 

et stort børnearbejde eller et stort socialt arbejde til gavn for samfundet. Det er ligesom 

til at forstå, og hvad i alverden skal vi ellers med religionen? 

Og måske har du ret i dit sociale sindelag og i din forargelse over den kirke, som 

ikke gør nok for de små og svage men bare forkynder en uforståelig og utopisk 

formålsløs frihed for de få, som endnu gider høre på det. 

Men jeg har ikke noget socialt sindelag - jeg er ikke særlig god til at snakke med 

mennesker i nød - jeg er ikke noget særlig godt eller fromt menneske, fordi jeg er 

præst, og jeg svigter groft menighedens forventninger om at være entertainer og 

155

156 

sikkerhedsnet for restgrupperne i samfundet. Somme tider gør jeg det alligevel - 

bliver pauseklovn og hyggeonkel og lejlighedstaler, og så nyder jeg populariteten 

ved at være en »rigtig« aktiv præst - og glemmer selvfølgelig det egentlige: livet, 

friheden, kærligheden. 


I går havde vi besøg af Torbjørn og Anne Mette fra Paamiut til middag sammen 

med Kirsten og Ole. Det var nogenlunde hyggeligt. 

Jeg er kommet lidt videre med romanen, hvor rammen er lagt på Rigshospitalet 

og hovedpersonen fortæller anden del af historien til en sygehuspræst. Jeg er 

endnu ikke helt klar over, hvad der skete inde i fjorden. 

Havde første danske konfirmandhold i går morges. Det gik fint. Skal have et 

grønlandsk hold på torsdag. 

Jakobine foreslog i dag, at vi lavede et undervisningsmateriale til skolernes 1.-3. 

klasser. Jeg har tænkt lidt over det i dag, men det jeg er kommet frem til er nok 

snarere for 5.-6. klasser. Jeg ved det ikke. 

Hovedtanken er, at børnene ikke skal behandles som børn i gængs forstand af ordet 

men som videbegærlige mennesker, der har krav på information og holdning 

og først og fremmest sandheden, så vidt muligt. Den gamle fundamentalisme og 

det overfladiske »sådan er det bare« duer ikke i dag. Ungerne har krav på redelig 

undervisning - også når det gælder kristendom - især da når det gælder kristendom. 

Det kan godt blive et meget spændende materiale. 


I går fik vi en el- og vandregning på over 8.300 kr. efter måleraflæsning. Vi ville 

ellers have købt en Macintosh til Kirsten, men det må lige vente lidt. 

I onsdags var der ungdomsgudstjeneste, som Magnus holdt, hvor der kom ca 130 

unge, og spørgelysten bagefter var ganske stor. Det var som sædvanlig ikke alt, 

jeg forstod. 

Torsdag aften havde vi besøg af Lene Drejergaard, som er sygeplejerske i Nanortalik. 

Hun var på kursus herinde, og lørdag aften havde vi Inger Mølgaard til 

middag sammen med Jakobine og Arne Kyed. 

Samme dag fik båden endelig ny pressening, hvilket pyntede - men den gamle 

har såmænd gjort det godt. Den har da holdt det meste vand ude. 

Lørdag aften var Troels og Jens til TV-2 koncert i hallen. Det var godt, sagde de. 

Søndag aften var der ca 25 til gudstjeneste, så det var helt hyggeligt, men det tager 

altså et årstid at oparbejde et forhold - også i en menighed. Der var 21 til alters 

- bl.a. de nye konfirmander, som startede i mandags - 10 drenge. Det grønlandske 

hold startede i torsdags med 12 unger - dejlige hold. 

Narssaq den 5. november 

Kom hertil med helikopter i middags. I morgen skal jeg have bryllup kl. 14 og aftengudstjeneste 

kl. 19. Har lige været henne og snakke med det vordende brudepar. 

Sidder nu på Hotel Perlen og kan se indlandsisen i det fjerne. Der er en smuk 

rød solnedgang. 

I går havde vi inviteret Freddy og Vibeke og Ole til middag. Det var meget hyggeligt, 

men i dag kan vi godt mærke, at vi havde drukket en flaska rødvin hver. 

Akja.

I løbet af ugen har jeg lavet indledningen til undervisningsvejledningen til bibelhistorien 

færdig. Det er overvejelser over Bibelens tilblivelse og dens indhold - 

og også dens betydning i bred forstand. 

Herefter vil jeg prøve at behandle en række bibelske temaer, som skal fremgå af 

elevheftet og som skal behandles indgående i undervisningsvejledningen. Det er 

meget spændende. 

Snakkede med Magnus i går, og som sædvanlig vender han tilbage til sin forbigåelse 

som biskop i 83. Jeg håber virkelig, han bliver valgt til foråret. Også i går 

aftes faldt snakken på Magnus, og da jeg kun omtalte ham positivt, viste det sig, 

at også andre havde gode og positive indtryk af ham. Der kan man se. 

Romanen ligger stille på grund af bibelhistorien, men jeg håber på at kunne tage 

den op igen snart. Vi snakkede om den i går, hvor jeg mente, den var et forsøg på 

at finde mig selv - min egen styrke, sagde jeg vist - ved hjælp af “den grønlandske 

hemmelighed”. 

I øvrigt håber jeg, jeg finder en organist til i morgen! 

Var til middag hos Elsa, hvor også naboen og hans datter var inviteret med. Det 

viste sig at være Carl Gustav Vedel, som jeg kunne huske fra Ilulissat, hvor han 

var handelsassistent. Han var vist også med i Arctic TV. Han har siden 1990 æret 

i Aasiaat, hvorfra han kender Leif, som jeg gik i realskolen med for snart 30 år 

siden. Leif er skoleinspektør. Verden er lille. Datteren hedder i øvrigt Ellen. 

Jeg prøvede at overtale Hans, som er læge, og som spillede sidste gang, jeg var 

her, til at spille, men han ville helst ikke med så kort varsel, så jeg må snakke 

med den grønlandske organist i morgen. 


Jeg var til grønlandsk gudstjeneste kl 10, hvor Karl Knudsen prædikede. Snakkede 

med kirkebetjeningen bagefter, som blev meget overrasket over, at der skulle 

være bryllup og dansk gudstjeneste. Men de indvilgede heldigvis i at være med. 

Bryllyppet gik godt, og jeg var til kaffemik bagefter. Til gengæld var der messefald 

om aftenen. Der kom ikke en eneste! Elsa tog mig med hjem, hvor jeg fik rester 

fra i går og kaffe og så en amatørvideo fra i sommer. Akja. Det er fuldstændig 

vanvittigt at bruge tid og kræfter på at tage herned og holde gudstjeneste. 

Simpelt hen kirkelig prostitution. Amen. 


Sidder og venter i ventesalen i heliporten i Narssaq. Det er tåget, og det er ikke til 

at vide, om helikopteren kommer. Men der er små huller i tågen, så vi håber... 


Det lykkedes at komme hjem om morgenen og få en pragtfuld tur i den opgående 

sols stråler. Jeg kom for sent på kontoret, fordi jeg egentlig ville have haft en fri 

dag, men så kom jeg i tanke om, at Jakobine var i Qassiarsuk, så jeg for afsted. 

Onsdag aften var jeg til navigationskursus, som var udmærket, og torsdag aften 

kom Ole for at vi sammen skulle skære vores lam i stykker, hvilket var noget af 

et projekt. Men det lykkedes - heldigvis var de tøet op, hvilket gjorde det betydeligt 

nemmere at gå til. 

Yatzy-feberen hærger familien med husmesterskaber og rekordjag i et væk. Derudover 

har jeg fået registreret vores videobånd, hvilket var tiltrængt. Jeg blev også 

færdig med indledningen til Bibelhistorien, som jeg har givet Jakobine - nu må 

vi se, hvad hun siger. 

157

158 

Lørdag var Jens og jeg ude på alkejagt, hvor Jens skød sit allerførste bytte i form 

af en alk. Vi fik i alt 5 alke og to søkonger, som vi spiste om aftenen - dvs. kun 

brysterne - stegt i smør. Lækkert! Meget lækkert! 

Søndag formiddag tog jeg så ud med Troels, og i sær i Munkebugten var der så 

mange alke, at vi kom hjem med 23, hvilket var lidt ulovligt, da vi kun må skyde 

10 ad gangen. Det var også Troelses første fangst. Så egentlig burde vi holde kaffemik 

for de to drenge. 

Nu skal vi desværre snart have båden på land. 

Søndag aften var der en 15-16 mennesker i kirke - Kirsten var for en gangs skyld 

blevet hjemme da hun havde kraftig menstruation. De to første dage af hendes 

menstruation nærmest tapløber hun, men hun kvier sig ved at blive undersøgt her 

på det lokale sygehus, hvilket man godt kan forstå. 

Mandag morgen havde jeg så konfirmander, hvilket er en svir, da de er dansksprogede 

i modsætning til torsdagsholdet, som er grønlandsksproget. Det bliver 

nogle svære timer, tror jeg. Jeg har allerede sendt to udenfor døren. 

Til gengæld kom der 40 4. klassesunger til den første time mandag eftermiddag. 

Det var bare herligt. Tal om behov! De så kirken og fik deres bog. Der var et par 

enkelte forældre med. Ungerne er bare dejlige, og nogle af dem kommer hen og 

tager mig i hånden, når vi går rundt for at se kirken. Det er også rart. I øvrigt kan 

de alle sammen Fadervor udenad! Det var dejligt at høre deres kor af små stemmer, 

der bad Fadervor sammen, og jeg tænkte på, at det måske er det, der vil forsvinde, 

hvis vi indfører bibelkritikken i vores bibelhistorie. Er det ikke bedre og 

tryggere, at børnene får lov til at bøje sig for en hellig bog, end at føre dem ud i 

en forvirret og rodløs frihed, hvad det så er for noget? Nå, hvad enten vi gør det 

enen eller det andet, så er det jo bare et spil - en leg men det gælder om at finde 

den bedste...og friheden koster nu engang noget af trygheden. Somme tider tænker 

jeg på, om man overhovedet skal forkynde evangeliet for børn - jeg ved ikke 

noget som helst om nogen ting, og så skal jeg endda lave Ved dagens begyndelse 

til fem torsdage i december. Jeg er så småt begyndt med historien om Amalie, 

men der er lang vej endnu, og tiden går. 


Ankom hertil planmæssigt i eftermiddags med helikopter. Indlogerede mig på 

Hotel Kap Farvel, som lige er genopstartet efter nogle års pause. Traf Lene Drejergaard 

ved Brugsen. Hun ringede her i aften og inviterede mig ud til dem på 

søndag aften efter gudstjenesten. 

Tre af de fire konfirmander kom, og vi havde en god halvanden time. Vi fortsætter 

i morgen formiddag. Hvor er de altså stille! Men det kan være, det kommer. 

Pæne og stille. 

Gregers ringede i dag og sagde, at båden skulle være oppe senest i morgen kl. 9. 

Jens fortalte i telefonen, at den var kommet op her til aften. 

Jeg havde et par gode timer med de grønlandske konfirmander i torsdags - heldigvis. 

Jeg var ellers ved at blive bekymret for forløbet. 

Kirsten havde på et møde på sygehuset talt om dårlig ledelse af sygehuset, hvilket 

faldt chefdistriktslægen for brystet, mens alle andre fandt det både modigt og 

berettiget. Forleden fik hun så talt ud med Lars Kleenow, og det var vist gået 

meget godt. Nu må man så håbe, der sker noget, for det fungerer vist ikke for 

godt. 

Nanortalik den 20. november

Jeg har lige været til en dejlig middag hos Lene og Allan. Kresten ringede, mens 

jeg var der, og jeg fik lige hilst på ham. Han havde været i Føns og fortælle om 

Tyrkiet og havde mange hilsener. Han fortalte, at Karen Hansen var død. Det er 

vist heller ikke for godt med Christian, der har fået hjerneblødning. 

Gudstjenesten i aften var lidt af en oplevelse. Der var godt nok 14 i kirke, men 

organisten spillede forfærdeligt, og jeg var heller ikke helt tilfreds med mig selv. 

Kresten har vist vakt røre i andedammen derhjemme med forslag om at nedrive 

de landsbykirker, der ikke blev brugt, og efter sådan en gudstjeneste som den i 

aften eller den i Narssaq, hvor der ikke kom nogen, kom jeg til at tænke på, om vi 

ikke i vores iver efter at forkynde Guds ord, hvor der notorisk ikke er nogen, der 

gider høre det, kommer til at prostituere os selv, så det bliver farceagtigt, og dermed 

mister vi respekten for os selv og for vores arbejde. Det kommer til at minde 

om de ihærdige missionærer, der står på gadehjørnerne i København og synger 

salmer og udlægger skriften, mens forbipasserende medlidende ser på. Der er 

grænser for, hvad vi skal byde os selv, vil jeg mene. Og det er og bliver absurd at 

holde gudstjeneste, hvor ingen kommer - så kan man sige hvad man vil - så er det 

faktisk bedre at rive kirken ned, så den ikke bliver en skamstøtte eller en latterlighed. 

Ellers har jeg fået skrevet lidt roman om Knuds drøm i Fiskenæsfjorden, hvor 

tempelherrerne kommer ind i billedet. jeg prøver at beskrive et fænomen, hvor 

bevidstheden ikke er fastlåst i tid og rum men er i stand til at flyde mellem forskellige 

tider og steder - vel egentlig, at bevidstheden er grænseløs i sit væsen, og 

at de grænser, vi ser kun er fiktive grænser i forhold til en uendelig virkelighed. I 

hvert fald fastholder Knud krampagtigt, at han ikke blot drømte om men faktisk 

var til stede i nordbotiden - ikke mindre virkeligt end hans ophold på Rigshospitalet. 

Jeg har også fået lavet to ved dagens begyndelser færdige - nu mangler jeg bare 

tre. Tekstlæsningerne er klar med musik og små kommentarer. 

Læste Karen Blixens Sorgagre igen med stor glæde. Oplagt til en prædiken om 

lovens nødvendighed. 

Det er blæst lidt op til aften, og der er kommet lidt sne. Jeg håber, jeg kan komme 

hjem i morgen. 


Så kom sneen. I løbet af i nat har der lagt sig et pænt lag, og det sner og fyger 

stadig, så Ida har endelig taget sin dyre vinterjakke på, som hun ikke ville gå i, 

før der kom sne. 

Jeg kom planmæssigt hjem fra Nanortalik i mandags. Kirsten og jeg mødtes i 2 

minutter i heliporten, og nu er hun altså dernede og kommer først hjem på fredag. 

Hun bor på mit gamle værelse på Kap Farvel. 

Jeg var lige på kontoret i mandags og få dagpenge, men jeg havde glemt alt om 4. 

klasserne, så først da Jonathan ringede lidt i to, kom jeg i tanke om dem og 

skyndte mig derhen. Ellen var der også, men jeg måtte stå for undervisningen. 

Godt, vi har bogen. jeg gennemgik Fadervor og bl.a. lignelsen om Farisæeren og 

tolderen - de kunne bedst lide farisæeren! 

Om eftermiddagen var der også møde på provstikontoret, hvor vi opstillede Lena 

til provstiudvalget, som skal starte i det nye år. 

Om aftenen var jeg inviteret til middag på hotellet med Magnus og Jakobine. Jeg 

ved egentlig ikke hvorfor - men måske var det sådan en follow-up på festen om 

søndagen i anledning af Ilagiit Kalaallit’s 10-års jubilæum, hvor Kirsten i øvrigt 

var med. 

159

160 

Tirsdag holdt jeg fri og fik skrevet endnu et afsnit til radioens Ved dagens begyndelse. 

Nu mangler jeg kun to. Tekstlæsningerne og musikken til dem er på 

plads. Jeg bruger mest rytmisk musik - GNAGS, Sissel - men også Roskildekoret 

med de gode julesalmer. 


I lørdags var vi til bådforeningsfest på Nanoq. Det var hyggeligt med god mad og 

dans, men det stod selvfølgelig i skyggen af, at jeg skulle have grønlandsk adventsgudstjeneste 

næste dag kl. 9. Om formiddagen var jeg nede på radioen og 

fik indtalt de første tre Ved dagens Begyndelser samt tekstlæsningerne. Jeg skal 

derned igen i december med de sidste to Begyndelser. Om eftermiddagen fik vi 

båden gjort vinterklar, så nu ligger den her udenfor og ser sød ud. Vi fejrede det 

med en hyggelig frokost med øl og snaps. Inden festen nåede vi hen til Freddy og 

Vibeke Romme til punch. Jeg havde ikke tømmermænd dagen efter, men jeg 

kunne mærke, jeg var træt. Kirsten underholdt glimrende om aftenen om vores 

tur i isen med Rødfisken og indkasserede herfor en flaske rødvin, og bl.a. Ole 

blev på behørig vis drillet på grund af sit Mayday her udenfor havnen i sommer. 

Der var fuld kirke i den gamle, til adventsgudstjenesten. Jeg syntes ikke selv, den 

gik så godt, men det er jo vilkårene. Jeg ville gerne have været mere frisk, og jeg 

ville gerne have snakket mere med organisten, inden altergangen. 

Om eftermiddagen havde jeg først gudstjeneste på sygehuset med altergang og 

derefter var vi til tændingen af byens juletræ kl. 4. Herfra blev vi inviteret til kaffe 

hos Selma, som er sygeplejerske og filosofisk interesseret og medlem af den 

færøske brødremenighed. Hendes søn Tummas går til præst. 

Om aftenen var der dansk gudstjeneste med pænt besøg og god stemning. Mandag 

morgen konfirmander og om eftermiddagen de små 4. klasser, der skulle høre 

om djævelen og det onde. Undervisningen er ikke god nok! Der er måske ikke 

noget at sige til, at antallet af elever er dalet fra 40 den første gang til 20 nu. Jeg 

skulle selvfølgelig have dramatiseret disse møder mellem djævelen og Jesus, men 

det kom jeg først i tanke om bagefter. Sproget er en slem hindring i undervisningen, 

men jeg prøver så godt jeg kan. 

I går blev jeg så endelig færdig med at afskrive kirkebogen i denne omgang. 

I morgen sejler jeg til Paamiut og derefter til Grønnedal. Jeg kommer først hjem 

om en uge. 

Penge har vi ingen af, men vi elsker... 

’Saqqit Ittuk’ 1. december 

Afgik fra Julianehåb til normal tid kl. 11,30 med kurs mod Paamiut. 

I går var vi til navigation, hvor Gregers klagede over slidgigt i knæene og spurgte 

Kirsten til råds desangående. 

I morges kom så den første af mine Begyndelser i radioen 28 


Er lige ankommet hertil klokken 8. Præstegældskarlen tog imod og gav mig nøglen 

til præstens hus, hvor små sedler bød velkommen til kontor og soveværelse. 

Der ringede en mor og meldte sin søn til konfirmation, så nu er de to. 

I øvrigt sov jeg ikke særlig godt på båden - drømte meget og vågnede tit. Og så 

kan jeg ikke engang huske drømmene. Mødte en handelsrejsende i fodtøj fra 

Sønderjylland, som havde rejst i Grønland i 28 år. Meget talende. 

Jeg skrev lidt roman på båden og oplevede igen dette, at handlingen så at sige kører 

af sig selv. Det er ved at blive et opgør mellem europæisk og inuits kultur i

form af en skat fra nordbotiden på den ene side med dens vogtere og så stenen 

selv. Jeg ved ikke rigtig, om de tre danskere er ude efter skatten eller vogtere af 

dens hemmelighed - jeg tror det sidste. Det vil forklare en hel del og give mulighed 

for flere samtaler om den europæiske dimension. Der er også en forbindelse 

til portugiserne i starten af bogen. De tre kender Stensnæs historie...det er genialt: 

vogtere af den kristne europæ-iske kultur overfor den grønlandske. Lad os nu se! 

Grønnedal den 6. december 

Ankom hertil med den lille helikopter fra Paamiut ved 2-tiden. Det var helt sjovt 

at prøve den for første gang - sidde sammenstuvet lige bag bagagen. Det gik ellers 

godt i Paamiut. Der var mange til den grønlandske gudstjeneste med 2 barnedåb 

og der var en 15- stykker til den danske om aftenen. Mest konfirmandforældre 

- der er nu tre konfirmander, og vi har fastsat konfirmtionen til den 7. maj 

1995. 

Som sædvanlig middag hos Torbjørns og igen efter gudstjenesten søndag kaffe 

og whisky sammen med et af konfirmandforældreparrene og en lærerinde, der 

rejser til Nuuk i frustration over Paamiut. Jeg købte en bog til Abels som tak for 

lån af huset og en æske kattetunger til Thomas’. 

Besøgte i øvrigt Ole og Anne Marie, som holdt kaffemik for Peter Jakunnguaq, 

som nu var blevet 14 år. Det var hyggeligt at snakke gamle dage. De bor i blok 

T-305 og savner selvfølgelig Fiskenæsset. De er flyttet hertil i sommer, da Anne 

Marie har fået arbejde som lærer på skolen. Ole har intet arbejde på grund af sin 

dårlige arm, og det plager ham vist en del. Lidt ældre men ellers lignede de sig 

selv. 

Jeg holdt i øvrigt den samme prædiken på grønlandsk og dansk. 

Jeg er lige kommet tilbage fra en dejlig middag hos doktoren og hans kone sammen 

med admiralen. Dejlig mad - godt med vin og god snak. Og udenfor er det 

stille med høj stjernehimmel og nordlys, der sætter fjeldene i relief. Nordlys kan 

godt få mig til at græde, tror jeg. 

Grønnedal den 8. december 

Jeg kom for sent op til morgenkaffe i officersmessen i går, men da jeg kom henad 

ni fik jeg alligevel en kop køkkenkaffe og en snak med køkkengasten. Om formiddagen 

var jeg en tur henne i skolen og hilse på ungerne, som jeg havde vist 

rundt i kirkerne i Julianehåb i sommer. Det er doc’s kone, der er den ene af de to 

lærere - Skolemose er den anden. 

Om eftermiddagen var der så gudstjeneste i sergeantmessen (det skulle ikke 

hedde sig, at præsten kun kom til officererne - næste gang skal der være gudstjeneste 

i mandskabsmessen!). Der var vel en 30 stykker - bl. a. en vordende konfirmand, 

så jeg skal nok her op en ugestid til foråret - gad vide, om vi ikke skal 

tage en lille ferie heroppe til den tid? 

Efter gudstjenesten var der kaffe og om aftenen var der middag i officersmessen, 

hvor vi var 7. Jeg gik tidligt i seng, men som sædvanlig vågnede jeg ved 3-4 tiden 

og havde de sædvanlige irriterende selvbebrejdelser og navlebeskuende 

grublerier. I hate them! Men de skal jo nok til. Brug dem, som jeg selv sagde i 

prædikenen. 


Der var som sædvanlig mange i kirke i går - ca. 25. Fredag aften var vi til sygehusets 

julefest på Qaava. Det var meget hyggeligt, og Kirsten holdt en udmærket 

ironisk tale om sygehusets genvordigheder. Der var god mad og megen rødvin og 

dans. Hele lørdagen led vi under eftervirkningerne. 

161

162 


I går kom mor. Hun var lige ved at glemme at stå ud af helikopteren og var nær 

fløjet videre til Nanortalik, men hun kom lige ud i sidste øjeblik. Hun ligner sig 

selv, men det er jo heller ikke så længe siden, hun var her sidst. 

Der var ca 30 unger til dåbsoplæring i går, hvor de lavde juletegninger. Det er bare 

dejligt. 


Det vælter ind med julekort for tiden. Og i går fik jeg så sendt de sidste til Danmark. 

Det er nu spørgsmålet, om de når at komme frem inden jul, da helikopteren 

i dag er aflyst, men nu må vi se. 29 

Farmor havde problemer med sine pengesager, da hun ikke havde flere checkblanketter 

og ikke kunne huske koden til sit dankort. Hun havde dog en bankbog 

med, og det lykkedes at hæve penge på den i den lokale Nuna Bank. Det viser 

sig, at hun har 165.000 kr stående på sin bankkonto! 

Heroppe går tiden for hende med at lægge kabale og ryge cigaretter dagen lang - 

kun afbrudt af maden. Ja ja. Hvad skal man gøre ved det? Ingenting, vel. Jeg kan 

mærke, at jeg mere og mere affinder med, at hun er levende død. Men hvad fanden 

- det er vi jo så mange der er... 

Jeg skal kun have danske gudstjenester juledag og Nytårsdag - så det er til at 

komme over. Magnus er rejst på ferie, efter at vi holdt indvielse af det nye provstikontor 

i mandags med øl og pindemadder. Under indvielsen kom der meddelelse 

om, at de havde opgivet eftersøgningen efter en trawler, der vr forsvundet 

med bl.a. Petrine Isbosethsens 35-årige søn ombord. Så slår julen hårdt! 

Til afløsning for Magnus er Jonathan Motzfeldt kommet herned. De første gange 

jeg hilste på ham, var han synligt beruset, men de sidste par gange på kontoret 

har der ikke været noget. 

Jeg manglede at indtale de to sidste seancer men fik det gjort i mandags. 

Nu skal vi ud og spise biksemad a la Ida, og i aften kommer 2. del af Lars von 

Triers »Riget«. Den ser foreløbig meget god ud. 


I morges fik vi et chock hele familien. Vi sad og drak morgenkaffe, Kirsten, farmor 

og jeg selv, da der pludselig lød nogle mærkelige grynt inde fra stuen, hvor 

ungerne lå og sov, efter at have set en af deres julegaver på video til kl. 2 ca. Det 

var Ida, der havde fået krampe, og nu lå og gispede efter vejret som en anden epileptiker. 

Det varede et par lange minutter inden vi fik hende vågen, men hun var 

fuldstændig ved siden af sig selv - nærmest lallende. Lidt efter lidt kom hun dog 

mere og mere til sig selv, men kunne ikke huske ret meget. Det kom først lidt efter 

lidt. Kirsten ringede til sygehuset, hvor gamle Finn kunne berolige os med, at 

det efter al sandsynlighed ville fortage sig i løbet af en times tid, hvad det da også 

gjorde. I eftermiddags var hun så til undersøgelse på sygehuset, hvor gamle Finn 

konstaterede, at der sandsynligvis var tale om en engangsforeteelse forårsaget af 

manglende blodtilførsel til hjernen på grund af dårlig sovestilling på den lille sofa. 

Vi var meget meget lettede. Senere fik hun så lidt mavepine - sikkert en naturlig 

reaktion, som fortog sig efter en god middagssøvn. Men sikken et sus af tragedie! 

I går var vi så til grønlandsk julegudstjeneste, som var lidt dårligt forberedt fra 

korets side, men Guuterput gik som sædvanligt rent igennem til hjertet. Juleaften

fik vi lammekølle og ris a la mande, som smagte fortræffeligt. Af ungerne fik vi 

både en toaster og en frituregryde. Dejlige unger - de har rigtig revet sig. 

Vores julepost er ikke kommet frem til jul, men vi selv fik et hav af julekort. Vi 

ringede til Søster og Hans, hvor også Arne, Ruth og Aase var - og til Torvald og 

Elin, som havde besøg af Grethe, som bliver 90 til januar, men stadig er mere 

åndsfrisk end jeg nogensinde bliver. 

I torsdags blev min fjerde Ved dagens begyndelse udsendt i radioen; 

Og så holdt jeg ellers en god juleprædiken for en ca 35 kirkegængere i formiddags. 

Der var også barnedåb med en pragtfuld pige, der sendte mig et strålende 

smil midt i det hele. 

Til gengæld var der ingen altergang, da vinen - eller rettere saften - var sluppet 

op. Sådan kan det gå - jeg synes det minder om et eller andet i Det nye Testamente... 


Det er vores bryllupsdag i dag - den 19. Tænk engang! Jeg sidder på kontoret, og 

Kirsten er til undersøgelse på sygehuset, fordi hun har problmer med sin livmoder. 

Hun bløder meget kraftigt, når hun har menstruation. Selv er hun mest stemt 

for at få den fjernet. 

I nat kl. 4 gik farmor ud og ringede på hoveddøren til vores store overraskelse - 

det viste sig, at hun ville slukke yderlampen, som brændte og troede ringeklokken 

var en kontakt. Hun er efterhånden ikke til andet end kabale og cigaretter, så 

vidt jeg kan se. Hendes medmenneskelighed er slidt op, hvis den nogen sinde har 

været der. Det er som om hun skrumper ind til en lille sammenkrummet kvinde, 

der ikke længere kan mindes, hvad hun egentlig er her for. Der kører bare nogle 

dybe hjernespor videre uden egentlig forbindelse til nogen ting. For så vidt er hun 

vel ikke senil - måske blot ved at blive sig selv uden alle de overfladiske masker 

og den evige gøren og laden, som altid karakteriserer os. 

Selv er jeg stort set holdt op med at skælde hende ud, fordi hun er, som hun er - 

og hvad skulle det også hjælpe - jeg så noget af mig selv i hendes måde at være 

på, og det var uhyggeligt! Men jeg er holdt op med at bruge tid, irritation og 

kræfter på hende, hvad der jo sikkert er godt nok. Nu skal hun bare have det lidt 

godt sine sidste år - det har hun såmænd så rigeligt fortjent. Har hun elsket? Har 

hun levet? Eller har hun i virkeligheden altid været, som hun er nu? Jeg ved det 

ikke - jeg ved det fandme ikke. 

I går havde vi Gregers og Evy og Henning og Bodil til julefrokot sammen med 

deres børn, og det var virkelig hyggeligt, men det tog en hel dag med forberedelser 

m.v. Vi sluttede ved sekstiden md at danse om juletræet. Megen god snak og 

megen god mad - bl.a. havde Gregers taget Vreden Kål og hjemmelavet medister 

med, og det var nok første gang i tyve år, jeg fik vreden kål. Det må jeg huske at 

lave til næste år. 

I dag har jeg lige sendt en fax til Green House og bedt om et katalog med Apple 

computere. Vi vil gerne have en staionær hjemme - især til Kirsten, som i øvrigt 

har været på EDB - kursus fornylig, så nu er hun virkelig hooked på at få sin 

egen computer. Vi vil nok satse på en familiecomputer, som kan bruges til lidt af 

hvert. 

Nu skal jeg ind til Ludvig i provstikontoret og have kaffe. Så må telefonen passe 

sig selv så længe... 


163

164 

I aften har vi besøg af en masse mennesker. Lotte, som er lærer og hendes søn 

Kristian, som går til præst. Det gør også Tummas, som er her sammen med sin 

mor, Selma, som er sygeplejerske og interesseret i filosofi og religion. Så er der 

Susan, som Kirsten var sammen med i Nanortalik, og som er lærer på Handelsskolen. 

Hendes mand Peter er desværre syg og kunne ikke komme. Det kunne 

heller ikke Gamle Finn Behrendt, som er læge, men ikke kunne få en taxa og derfor 

blev hjemme. Endelig var der Edel, hvis mand nu er i Bosnien som forbindelsesofficer 

for UNPROFOR samt hendes stilfærdige datter Lærke. Og i øvrigt 

dumpede der adskillige unge ind nu og da i løbet af aftenen. 

Vi har købt raketter og mad i lange baner og har snart brugt de 10.000, vi fik af 

mor i nytårsgave. Jeg forelagde hende det forslag, at hun gav 10.000 til hvert af 

børnene. Det kan godt være, det var forkert, og måske får jeg skæld ud af de andre, 

og måske gjorde jeg det kun for at få rettet lidt op på vores egen økonomi - 

jeg ved det ikke, men nu er det i hvert fald sket. På et tidspunkt fortrød jeg forslaget 

og forsøgte at få hende fra det, men hun blev stædig og ville absolut, selv 

om hun syntes, det var mange penge. 

Vi overførte 50.000 fra hendes investeringskonto til checkkontoen, hvilket kostede 

500 kr. Men på en måde stødte det mig, at hun faktisk havde 192.000 stående 

på sine konti. Nå, måske skulle jeg ikke blande mig i hendes pengesager, og måske 

skulle jeg ikke blande mig i hendes liv, som stort set - nej udelukkende består 

af cigaretter, drinks, Hjemmet og kabaler. Det er ikke fordi, hun er senil på nogen 

måde - hun gider bare ingenting, og der er ingen krav til hende af nogen art, så 

hun sygner bare hen i en lang tynd streg - ligesom Bilbo der ikke kunne dø på 

grund af ringen. Fuldstændig uvirksom uden den mindste tanke for andre og hvad 

andre kunne bruge hende til. 

Nej, man skal måske nok ikke blande sig…

1995 


Det var en dejlig nytårsaften omend lidt forvirret og lang. Vi var begge to trætte 

til sidst henad kl. 2, og jeg skulle jo op i morges til gudstjeneste kl. 10. Troels 

sagde, det var hans bedste nytårsaften nogensinde, men han var vist også lidt 

fuld. I øvrigt var det skægt at spille Gnav 20 mennesker! 

Der kom ca 15 til gudstjeneste, men nogle af dem var vist grønlændere, som troede, 

det var en grønlandsk gudstjeneste! Jeg prædikede om spil og virkelighed 

inspireret af de mange jule- og computerspil. 

Kirsten blev forleden undersøgt i sin livmoder, og i dag skal hun så have taget en 

biopsi for at få undersøgt, om den skal fjernes. Den har en muskelknude og er for 

stor, og det giver sig bl.a. udslag i kraftige blødning-er, så Kirsten selv vil gerne 

have den fjernet. 


Var i kirke i går eftermiddags, hvor Magnus prædikede. Han kom vist hjem fra 

ferie samme dag. Kirken var fuld, næsten. 

I går aftes fik jeg Kirsten til at græde, fordi jeg skældte ud over, at hun var træt. 

Jeg ved fandme ikke, hvad der går af mig for tiden. Eller i det hele taget. Måske 

er det farmor der går mig på nerverne, fordi jeg ser mig selv og min egen ugidelighed 

i hende - blot forstærket lidt - eller også er det julen, jeg ikke rigtig kan tage 

- eller også er jeg bare sådan. I hvert fald var Kirsten træt af at have en underlig 

mave, og somme tider også bange for, hvad der kunne være i vejen, så det er 

bare synd, hun har giftet sig med sådan en selvcentreret barnerøv som mig. 

Nu er Jens og Troels ude at stå på ski, Jakob er til fødselsdag, Ida er sammen 

med Nadja, og Kirsten og farmor er ude at købe ind. jeg har ryddet julestadsen 

væk og støvsuget i stuerne, så det var det. 

Vi har fået lov til at låne tyskerens hus i Føns til sommer og er nu ved at planlægge 

en familietur til Provence. Vi håber, vi kan få en tur over Jakobshavn, når 

vi tager hjem fra ferie. 

Jeg har afsluttet Knud Mikkelsens historie i romanen og går nu over til præstens 

historie - den præst, der hørte Knuds historie. Jeg forbereder et møde mellem 

ham og politimesteren. Emnent er stadigvæk forholdet mellem den pæne afstand 

og det involverende engagement, der får konsekvenser for dit liv. Det er som om, 

livet suger dig til sig, og det er både glædeligt og dødsens farligt. 

Farmor rejser på mandag, om alt går vel, og så skal vi til at flytte om, så Kirsten 

og jeg får hver vores værelse. Så skal Jakob enten sove hos Kirsten eller ned til 

Troels igen. 

Det har da været hyggeligt at have farmor på besøg, men hun går mig som sagt 

også lidt på nerverne, hvad der sikkert ikke er hendes skyld. Jeg går somme tider 

og undrer mig over, at jeg er så ond, men det har jo nok sin forklaring. Jeg savner 

somme tider én at snakke med om mig, men det er vist temmelig typisk! 


I dag søgte jeg feriedispensation hos provsten og bestilte biletter til sommerferien. 

I går aftes ringede Lone Ross, om vi var ineteresseret i at låne hende vores 

165

166 

hus i sommer mod at passe hunden og evt låne hendes hus. Jeg undskyldte, at vi 

ikke havde svaret på hendes julebrev før, men at vi var meget interesseret. 

Vi håber på at tage over Ilulissat hjem og sejle ned langs kysten. jeg snakkede 

med Sofie i dag i anden anledning, og hun tilbød mig at låne deres hus, hvis de 

selv var på ferie. 

I mandags kom farmor så afsted og kom også godt hjem. Søren ringede om aftenen. 

Siden er der faldet en hulens masse sne, så der nu ligger et godt lag over det hele 

og ligner et godt skiføre. 

Bortset fra det føler jeg mig træt og forstemt for tiden - jeg ved ikke hvorfor, men 

jeg er dødtræt af de evige selvbebrejdelser og den evige dårlige samvittighed. 

Gud ved, hvad det egentlig er, jeg vil... 


Vi har for tiden provstiudvalgsmøder dagen lang. Snakken går og jeg forstår 

selvfølgelig ikke ret meget af, hvad der bliver sagt, men i dag var der budgetlægning, 

og det ved jeg alt om efter syv år med fem årlige budgetmøder. I hvert fald 

er de første provstiudvalg valgt, og det er jo godt nok. Så skal der være valg til 

biskop her i foråret, og så er det spændende, hvem der bliver provst, for alt tyder 

på, at Magnus bliver biskop. 

Nu ringede Mogens og Ingeborg lige. De sidder og drikker og fejrer Mogenses 

50-årsdag i dag. De skal have åbent hus i morgen i forsamlingshuset. Det var dejligt 

at høre deres stemmer. 

Forleden fik vi brev fra Charlotte og Mads. Vi troede, jeg skulle ned og vie dem 

til juli, men de havde nu ikke planer i den retning - men som de skrev, så skulle 

jeg nok få lov til at vie dem engang... 

Vi har bestilt billetter til Danmark fra den 22. juni til den 29. juli - så må vi se, 

om vi kan få ferie så længe. I hvert fald glæder jeg mig til at kunne slappe af i 

Føns og omegn. Vi håber også at komme til Sydfrankrig og bo på campingplads i 

nærheden af Montpeiller, hvor Ole og Myhan bor. 

Kirsten regner i øvrigt med at skulle på kursus i Kolding i februar allerede. Det 

lyder spændende. 1. del af et manipulationskursus. 

Edel, sygeplejersken, hvis datter Lærke går i klasse med Troels og Ida, fik forleden 

et hjerteinfarkt, som hun heldigvis ser ud til at komme over, men hun har fået 

to måneders rekreation. Det er nok lidt hårdt for hende, at manden er officer i 

Zagreb. 


Jeg drak mig fuld i snaps i lørdags og fik vist sagt nogle idiotiske sandheder til 

Kirsten, hvilket dog ikke forhindrede os i at elske inderligt flere gange i løbet af 

week-enden. 

Til gengæld var både Jakobine og Tabita, som er leder af INUIT i Danmark og 

derfor var med til provstiudvalgsmødet, godt kvæstede i går efter festen på hotellet 

- de havde vist ikke været i seng om natten. 

På mødet om søndagen planlagde vi præster så ferie og snakkede om kirkens almindelige 

stilling. Jeg gav udtryk for bekymring over landsstyret, som syntes at 

fjerne bid for bid af kirkens domæne: kirkegårdene, præsteboligerne og selve kirkens 

styrelse 

Der kom kun fire små konfirmander, men vi havde en hyggelig time sammen 

med Ellen, hvor jeg gav sodavand og fortalte om himmelfart og genkomst.

Vi var ude og købe skøjter til Ida og Jakob som efter en tur på skøjtebanen hernede 

ved sømandshjemmet kom hjem med ordene: Du kan godt droppe det, far - 

der er ikke noget så godt som at skøjte... 

I dag skal Troels så have et par. 


Nu er vi løbet helt tør for penge. Vi har -11.000 på vores konto, så vi har ca 0 kr. 

til hele februar. Ja.ja. Det skyldes nok et merforbrug i december, men det er i virkeligheden 

nok temmelig svært at få det til at løbe rundt økonomisk heroppe. 

Sidste år havde vi ekstraindtægter på omkring 50.000 kr. og så kunne det lige gå 

- men det kommer vi til at mangle i år. Nå, vi må se, hvad der sker - i hvert fald 

kan vi ikke tåle mange uforudsete udgifter. 

Kirsten fik i går besked om sin livmor. Der var ikke andet i vejen, end at den var 

lidt for stor (som et barnehoved) og fortsat ville irritere hende især under menstruationer 

- og måske endda vokse. Så det var nok bedst at få den fjernet, hvilket 

den antageligt bliver engang i april. men det var en lettelse, at der ikke var noget 

alvorligt i vejen - kræft eller sådan noget! 

Jeg er stadigvæk ligesom gået totalt i stå. ‘Som om min røv slår rod...’ og jeg får 

ikke lavet dagens gerning overhovedet. Men det kommer jo nok igen, sagde 

manden. Romanen skrider langsomt frem, men det har jo nok noget at gøre med 

hele situationen. 

I går aftes var vi til en dejlig middag hos Susan og Peter, som underviser på handelsskolen. 

Og her til morgen fik Kirsten så den ide, at hun evt kunne overtage 

den ledige stilling som underviser på den nye turistlinie på handelsskolen og opgive 

fysioterapien for en tid. Det lyder egentlig spændende, men er jo noget af et 

spring. 

Nu skal Jens bruge computeren til en fysikopgave. Han skal i den nærmeste 

fremtid tage stilling til, hvilke tilvalgsfag, han skal vælge til næste år - det tyder i 

øjeblikket på fire, som er lige i overkanten: matematik, musik, fysik og engelsk. 

Han vil nødig undvære nogen af dem. Vi var til forældremøde på GU i onsdags, 

og alle lærerne var glade for Jens, som klarer sig som en af de tre bedste blandt 1. 

G’erne. 


Kirsten fik et par tusind mere i løn end forventet - overarbejde - og jeg fik en 

særlig feriegodtgørelse også på et par tusind, så det hjælper lidt - meget lidt på 

økonomien, men det er helt spændende at bruge så lidt som muligt. 

Jens er holdt op med håndbold i går. Det var ikke lige ham, sagde han, og det var 

også for hårdt i længden og tog for meget tid. Til gengæld vil han gerne spille 

badminton med mig en gang om ugen - og det er i orden. 

Så er der kommet gang i valgkampen til bispevalget med telefaxede støtteerklæringer 

for hhv Sofie og Magnus. 


Så er halvdelen af sparemåneden gået, og vi er kun nogle hundrede kroner på minussiden, 

hvilket er ret flot. Håber ikke, der kommer for mange uforudsete udgifter 

i resten af måneden. 

Jeg har ikke røget siden mor rejste den 9. januar, og vores alkoholforbrug er næsten 

lig nul. Til gengæld har jeg svært ved at komme ud af sådan en slags selvlede, 

der har plaget mig siden... ja Gud ved hvornår. Den starter med at fortælle 

mig, hvor uduelig og ugidelig jeg er på alle livets områder, og det er jo ikke den 

167

168 

bedste morgenandagt at begynde dagene med. Men måske er det bare tidsfordriv. 

Jeg har ikke nok at lave, og har svært ved at tage mig selv i nakken og strukturere 

mine dage, så jeg får noget fra hånden - men hvad skulle meningen også være 

med det? 

Nå, vi fik et dejligt brev fra Karen Larsen om Knuds begravelse og fra Helle om 

det samme. Jeg skrev et brev til Lisbet om den grønlandske kirkes elendige tilstand 

- oven i alt andet er ammassalikpræsten blevet sigtet for voldtægt, hvilket i 

går fik den giftige Gudrun Chemnitz til at antyde, at Magnus’ uddannelse ikke 

havde været god nok. Gud Fader! 

Kirsten er taget til Nanortalik, og vi har flyttet fjernsynet ind på kontoret og lavet 

det om til mediaroom - det giver bedre forhold og mere plads i stuen, at fjernsynet 

ikke er det centrale. 

Læste en spændende artikel af Peter Ruge om en ny bog af Hognestad, der anskuer 

en religiøs-psykologisk udvikling af menneskeheden, som er ret fascinerende. 

Forholdet mellem det mandlige og kvindelige aspekt i religionsudøvelsen, 

som jeg i øvrigt lige har læst om igen hos Erich Fromm. Spændende. Det bør 

med i Bibelhistorien, som har ligget stille siden indledningen blev færdig sidste 

år. Til gengæld er romanen kommet lidt længere med Ågårds besøg i det gamle 

sogn. Men der lurer en radikal omstrukturering af hele historien - måske i retning 

af udeladelse af bogens jeg’er eller indførelse af et mere overordnet jeg og måske 

et mere poetisk sprog... Vi får se. Jeg kunne godt tænke mig at starte med alle de 

forskellige brudstykker, som så efterhånden meget langsomt samles til et hele.. 

I søndags var vi til fest i ligkisteforeningen, og det slog os igen, hvor dansk det 

alt sammen var bygget op som en forsamlingshusfest for 50 år siden. Kun sproget 

er grønlandsk - og så de hvide anorakker, der bliver skiftet ud med jakke og slips 

efter middagen, som i øvrigt bestod af lammekød og ris og kaffe. Sad til bords 

med Jonathan Motzfeldt og hans islandske kone, men var som sædvanlig glad for 

at slippe væk llerede lidt i elleve. Jeg er altså ikke til den slags fester! 


På trods af vores financielle situation købte jeg i går en ny kontorstol til 1000 kr. 

Jeg synes det er så hyggeligt at komme ned i KNI og gå med ud på lageret og 

finde tingene. Det er ligesom gamle dages købmandsgårde, og der er ikke det, de 

ikke vil gøre for en. Det er dejligt. Jeg glemte at få hjulene med, så jeg måtte ned 

efter dem senere. Det er en IKEA stol, men ellers vist udmærket. Nu ringede de 

lige, at de havde fundet armlænene - de koster 110 kr. 


I dag til morgen tog Kirsten af sted til Danmark på kursus. Hun bliver dernede i 

14 dage. Det lykkedes hende at komme med som patientledsager den ene vej - 

Isak skulle omsider til Hornbæk - så nu hænger hun i luften et sted over Atlanterhavet. 

Jeg savner hende allerede lidt. Sikke et bøvl ellers at få tingene i orden 

med patientledsagelse - kommunen fungerer ikke allerbedst hvad sådan noget 

angår. 

Vi havde egentlig tænkt at give hende en computer i fødselsdagsgave, men det er 

der vist alligevel ikke penge til i øjeblikket - selv om vi savner en, når både Kirsten 

og Jens skal bruge den. Og man kan jo få nogle gevaldige maskiner til en 

rimelig pris. Multimedia. 

Vi har sparet godt her i februar, men har jo fortsat en negativ kasse på ca 8.000, 

når vi begynder næste måned - det betyder, at vi har vundet 9000 ind på vores 

underskud fra januar. Det hjælper jo heller ikke, at jeg har fået opkrævning på

estskat fra Nørre Aaby på 3.300 kr. Måske er det på tide at oprette en kassekredit 

- men den vil på den anden side sikkert blot betyde et nyt underskud. Heldigvis 

er mit studielån omsider betalt ud næste måned eller der omkring - det er helt 

underligt. 

I fredags begyndte jeg at spille badminton sammen med Vilhelm, så Jens og jeg 

spiller double mod Vilhelm og Jan. Sidste gang vandt de. 

I onsdags var jeg for en gangs skyld til navigation - det væsentligste, der skete 

var, at jeg glemte mine briller! 

Og telefaxerne gløder med opbakninger til de to bispekandidater. Tilhængerne af 

Sofie (Gudrun Chemnitz og Emma Balslev bl.a.) spiller nu på Magnus’ alder og 

hævder, han er for gammel. Det er godt nok spændende, om han bliver valgt. Jeg 

tror det nok trods alt. I hvert fald støtter jeg ham 100 %. 


Edel blev i går indlagt igen med dårligt hjerte, og i nat blev det helt galt med 

hjertestop. Der ser ikke for godt ud. Selma ringede efter mig, og vi tog sammen 

hen og fortalte det til Lærke. Så tog vi op på sygehuset, hvor Edel ligger dybt bevidstløs 

i respirator. Jeg snakkede med Allan, som prøver at komme herop så 

hurtigt som muligt. 

I øjeblikket er ungerne inkl. Lærke til tøndeslagning på skolen. 

Vilhelm og Jan vandt igen i går i badminton - men vi gav dem modstand! 

Kirsten ringede og fortalte, hun var kommet godt til Danmark og Hornbæk og 

tilbage til Ruth - hun ringede kl. 2,30 dansk tid. Tænk engang, nu registrerer taxasæderne, 

om der sidder nogen i dem!!! Så kan chaufførerne ikke give nogen 

gratis ture. Hvad er det for et samfund, vi laver? 


I week-enden var der en, der slog en mand ihjel med en lægtehammer. Grønland 

- Grønland!! I søndags havde vi besøg af Kirsten og Ole, som vistnok rejser til 

sommer. Selma ringede i aften og talte længe om forholdene på sygehuset og om 

det tragiske i Edels skæbne - den ensomhed, som giver sig udslag i en slags menneskeforagt 

eller måske rettere selvforagt. De fleste danskere, jeg snakker med 

for tiden, er godt trætte af forholdene heroppe, og det er jeg også selv. Grønland 

er ikke noget rart land at leve i for tiden. 

Vi ringede til Kirsten i aften, og hun skulle netop besøge Torvalds. Kurset er vist 

godt. I week-enden får hun travlt med besøg hos Mogens og Ingeborg og fødselsdag 

i Føns. 


Vi ringede til Arne i går aftes og sagde tillykke med fødselsdagen. Han var som 

sædvanlig på farten og var lige kommet hjem fra et foredrag. 

I morges ringede Eva og fortalte, at Hans Aage var død her til morgen. Det ser ud 

til, at han er sluppet nådigt fra sin ALS, men hvor bliver man alligevel ked af det. 

Nu har jeg lovet at komme derned til begravelsen. Jeg har fået lov til at låne penge 

af mor - det koster også 9.140 for sådan en billet. Men Gerda vil også gerne 

betale. 

Kirsten blev hentet af Inger Margrethe på kurset og de kørte ud til Gerda. De vidste 

ikke, han var død, så det er nok ham selv, der har fået dem ud til Gerda - det 

kunne ligne ham. Der ringede hun så fra for lidt siden. Hun lovede at kontakte 

farmor ang. penge. 

169

170 


Sikke en uge! De slukkede for Edels respirator i lørdags. Hun var ellers blevet 

overført til Rigshospitalet, men her kunne de blot konstatere, at hun var hjernedød. 

Lærke fløj med sin mor hjem i et Gulfstream fly - som hendes far kom og 

hentede dem i. På sygehuset er de meget berørte af dødsfaldet. Vi fik det at vide, 

mens vi var henne og spise hos Selma, der havde lavet en dejlig middag. 

Der var gudstjeneste søndag aften for de sædvanlige 15 stykker. 

Mandag eftermiddag kom der kun fire til dåbsoplæring. Vi slutter i morgen, og 

den 19. er der afslutningsgudstjeneste. 

Gerda og familien insisterede på at betale billetten til mig, så onsdag fløj jeg 

uden forsinkelser til Danmark og blev hentet af Mogens i Beldringe. Vi snakkede 

lidt deprimerende snak med Ingeborg over en øl og en snaps til kl. 1,30. Næste 

morgen skulle de på arbejde, men jeg nåede lige at hilse på Kristian, der dukkede 

op, inden jeg i Ingeborgs bil kørte hen til Gerda og fik en dejlig snak med hende. 

Helle kom også og vi gennemgik gudstjenesten. Vejret var gråt fra morgenstrunden, 

men det klarede op til begravelsen. 

Det var den smukkeste og stærkeste begravelse, jeg havde oplevet med gospelsang 

fra Vesterdal, orgel- og klarinetsolo og et jazzorkester til at følge kisten til 

graven. Der stod lyset smukt over Gamborg Fjord, men de spillede en munter 

melodi til afsked med et vidunderligt menneske. Det var dejligt at hilse på mange 

af vennerne fra Udby og Omegn. 30 

Helle havde min gode gamle begravelseskollekt stående, så den brugte jeg også. 

Efter begravelsen var den sammenkomst på Nørre Aaby Hotel med mange fine 

taler bl.a. af Kent. 

Vi hilste lige på Kåre og var bagefter hjemme hos Kent og Ann-Grethe til vin og 

planlægning af frankrigstur. Derefter var vi hos Drejergaards til mere vin og endelig 

til middag og mere vin hos Mogens og Ingeborg og børn og svigerbørn. 

Næste morgen kørte Mogens os til flyveren, og vi kom glat hjem i løbet af dagen. 

Lettere fortumlede men fyldt af gode oplevelser. 

Nanortalik den 16. marts 

Det er Kirstens fødselsdag i dag. Ifølge familiens ubrydelige ritual blev hun 

»vækket« kl. 6,30 til tonerne af »I dag er det Kirstens fødselsdag...« og fik overrakt 

sin gave i form af en kuffert. Som en særlig finesse serverde Ida havregryn 

på sengen. 

Jakob laver en del rollespil for tiden ovre hos store Lasse. I går gik det galt, da 

lille Lasse kom til at gokke Jakobs hoved ned i gulvet, så han nu går rundt og ligner 

en lille jødedreng med store læber - ude af stand til at kysse - og det er slemt 

for Jakob. 

Efter maden i går - kippers med øl og snaps og derefter finhvalekød med ris - opstod 

der vandkamp, som begyndte med, at Jakob ret så umotiveret men nok i frustration 

over sine læbers tilstand kylede inbdholdet af sit vandglas i hovedet på 

sin far, som dog fik hævn for forsmædelserne. 

Her til morgen ringede Christian fra Ilulissat for at spørge, om jeg kunne tænke 

mig at undervise på den nye præsteuddannelse, når den blev etableret til sin tid. 

Det kunne jeg godt. Han var i øvrigt helt sikker på, hvem der ville vinde bispevalget 

og regnede allerede med at flytte til Nuuk. Jeg er nu ikke så sikker, og jeg 

tror stadigvæk, Magnus er vores kommende biskop. Jeg under ham det i hvert 

fald. Spændende er det. 

Flyvetyren herned gik planmæssigt og vejret er pragtfuldt i modsætning til i går, 

hvor det var blæsende og bitterligt koldt.

Så har Jens fået sine karakterer, der er meget flotte med et gennemsnit på 9,7 både 

i skr. og mdtl. Han er glad for GU og GU er også glad for ham. Forleden dag 

takkede han os, fordi vi aldrig havde pacet ham frem i karakterjag eller præstationsræs. 

Det var egentlig dejligt at høre. 

Jeg skal hen og snakke med konfirmanderne nu kl. 13. Jeg regner med at undervise 

dem efter skoletid hver dag og lørdag med. Så skal jeg se at komme hjem på 

tirsdag og stemnme til bispevalget. Jeg må også se at få skrevet noget igen! 


Havde undervisning i går af tre små konfirmander, som ikke sagde ret meget. I 

forgårs aftes var der åbent hus på skolen, hvor jeg traf lægen Anse, som vi kender 

fra Ilulissat i sin tid samt en del sygeplejersker, lærere og kateketen. I går formiddags 

var jeg på kirkekontoret og snakkede med kateketen om dansk gudstjeneste 

på søndag over en kop kaffe med Dorthe. Snakkede også med Saamu, der 

har været til undersøgelse i Nuuk. 

Jeg ringede i øvrigt til Claus Kristiansen og klagede over den snævre valgdag. 

Både Saamu og jeg og flere andre risikerer ikke at kunne stemme, hvis ikke vi 

når hjem i tide. Det er ikke særligt demokratisk og har præg af tilfældighed med 

hensyn til, hvem der når at stemme. 

I afen er jeg inviteret til Franks til middag. 


Jeg fik for meget vin hos Franks. Jeg kunne mærke det i hovedet i går, hvor jeg 

på trods af fint vejr holdt mig inden døre hele dagen og så voldsfilm på den amerikanske 

kanal. 

Ellers var det hyggeligt nok med god mad og snak med vores gamle naboer fra 

Julianehåb, som nu er kommuneingeniør her i byen. De boede i det store hvide 

hus lige ved siden af, men flyttede i februar hertil. 

I lørdags havde jeg konfirmander hele dagen - to timer formiddag og to timer eftermiddag. 

Det er faktisk ikke så tosset med sådan et intensivt kursus. Jeg tror, 

det er vejen frem for konfirmandundervisningen fremover. Det giver en række 

muligheder, som du ikke har med de ugentlige dobbelttimer, som bare fiser ind i 

den grå masse af skoleplagerier. Giv mig ungerne på en konfirmandlejr i 10 dage, 

så får de en oplevelse, de kan have gavn af. Og tænk, så slipper man for alt det 

kævl med transport og hvad ved jeg. Det er lige før, taxaudgifterne kan betale lejren. 

Man kan også køre det som et kursus i konfirmandstuen - ligesom efterskolerne 

gør. Jeps! Man kunne vel også være et par undervisere, hvis det skulle være. 

Ved gudstjenesten i går var der en snes stykker, og jeg talte om alvoren ved livet 

- deltagelsen i modsætning til tilskuerrollen - om ikke at leve sit liv i stum ligegyldighed. 

God prædiken. 


Endnu engang lykkedes det ikke at komme afsted fra Nanortalik. På grund af dårligt 

vejr i Narsarsuaq blev maskinen aflyst. Nu siges den at flyve i morgen kl. 

6,10!! Så vi skal tidligt op! Så må vi se, om huset er vågent, når jeg kommer 

hjem. Jeg tror, jeg skal tage rundstykker med. 

I går aftes var jeg til middag hos Lene og Allan, hvilket var hyggeligt som sædvanlig. 

Jeg har fået skrevet lidt roman. Det er mærkeligt, men det er som om, romanen er 

afhængig af ydre begivenheder. Hvad er et spejl uden virkeligheden? Derudover 

171

172 

er den et spejl af mine egne minder fra barndom og ungdom, men det er vel også 

rimeligt nok. Nu er den snart på 200 sider. 


Jeg nåede ikke hjem til afstemningen til bispevlget. Vi fløj hjem tidligt om morgenen 

og landede kl. 7 i Julianehåb. Alt vel hjemme. I går fortalte Magnus, at han 

selv og Samuel og jeg, der ikke havde haft mulighed for at stemme ville få tilsendt 

stemmesedler, så vi kunne komme til alligevel. 

Jeg tænker, de har fået lidt kolde fødder, hvis vi nu skulle forlange omvalg eller 

sådan noget. Det hjul, der piber, bliver smurt! 

Jeg snakkede med Magnus i går og med Sofie i telefonen, og begge er fuldstændig 

overbeviste om, at de vinder valget. Så der bliver noget at samle op, for den 

ene af dem, når resultatet foreligger. 

I øvrigt har vi så fået endnu flere indbetalingskort til Skattekontoret i Nørre 

Aaby, der nu har udregnet vores skat på en ny måde, så vi skal betale de 20.000, 

vi fik tilbage i maj sidste år, tilbage, hvilket vi blev noget sure over, så foreløbig 

har vi klaget til kommunen. 

Dog fik vi brev om den nye udregning allerede i december, men der forstod jeg 

simpelt hen ikke konsekvenserne. Man beregner skatten ud fra en helårsbetragtning 

og fratrækker derefter et beløb, hvor man tidligere udregnede skatten ud fra 

den faktiske årsindkomst. 


Det er Jakobs fødselsdag i dag. Han blev vækket i morges med den sædvanlige 

sang og gode gaver. I går blev Bamse »vækket« på samme måde og fik et gnaveben 

i fødselsdagsgave. Nu har vi haft den i to år, og har haft hår over det hele i al 

den tid! 

Det er tøvejr og snevejr. Jakob får besøg af klassen klokken to til fem, og så skal 

de have pølser og kakao og lagkage - måske også underholdning. 

Konfirmanderne bliver mere og mere sløve, synes jeg, men de får i hvert fald 

nogle gode timer om kærlighed, liv og død. Materialet er fortsat meget godt - 

omend det måske er lidt for sødladent, men det er dansk kristendom jo nu engang. 

Bl.a. på den baggrund skrev jeg forleden et lyndigt om mig selv og den Gud, de 

forkynder i vores kirker for tiden: 

Jeg sidder her og kigger tomt 

på verden og den del af verden, som er mig. 

Og tænker på, om Gud nu kom 

og så, hvor galt det egentlig var fat 

med verden og med mig, der bare sidder her 

så inaktiv og træt af ingenting. 

Og mon dog ikke denne gud kan bedre li 

et menneske lidt mere udadvendt - 

et menneske, der vil og tør som hør og bør. 

Vær nu lidt glad, dit sure læs 

og smil til dagen, som er skabt for dig 

til handling og til kærlighed 

mod stakkels eksistenser, som venter på din hjælp. 

Men nej. Mit smil til dagen må den vente på

såvel som næsten der er fuld af nød og verden ligeså. 

Jeg orker ikke se den an - blir træt før jeg skal op 

og slå på tromme. Jeg hører til de dumme, 

som hverken vil og kan få nogen ting bestilt - 

Så resigneret har jeg trukket mig tilbage 

endnu længe før jeg faktisk fik begyndt - 

som sneglen der knapt nåede at stikke højre følehorn lidt frem, 

før det blev hugget af - med øje og det hele, 

så nu går den i ring og føler sig forsigtigt frem - 

så ganske amputeret og med kun ét øje til at styre sig og sine skridt 

i denne lille cirkel, som dårligt nok er liv. 

Men frygt det kender den. 

Og jeg skal heller ikke nyde noget 

og ha noget stukket frem i denne verden fuld af gru. 

Og kommer denne gud så selv og kalder på mig nu 

så blir jeg bare liggende som Adam i sin tid 

for frygten er min gode ven - jeg kender den 

som ingen anden ven og hygger mig i selskab og i smug 

med denne angst for Gud og hver en mand - og kvinde ikke mindst. 

Ja, frygten er mit mit liv, og fjerner Gud min frygt 

som præsten siger med et smil, der favner alt og alle og enhver, 

så fjerner han mit selve jeg, for hvad skal jeg så bygge på, 

når glæden er et sølle strå, der ikke holder til en pind, 

når frygten sætter ind - igen. 

Så lad min gode gamle frygt i fred og fri mig for din kærlighed, 

som kommer her og mænger sig. 

Som om den vidste bedre... 

Julianehåb den 28. marts 1995 

Dronning Ingrids 85-års fødselsdag. Vi flager ved kirken. Magnus betalte Jakobine 

og mig hver 5.000 kr. for 2. oplag af Ullut tamaasa. Det hjælper lidt på underskudet. 

Jakobs klasse kom kl. 14 og fik pølser og sodavand. Derefter legede de en del lege 

som stopdans, stoledans, blindebuk, gæt og grimasser osv. indtil kl. 17. Kl. 16 

fik de kakao og lagkage, som Ida havde lavet meget smukt. Vi optog dagen på 

video - også senere, da Troels, Ida og Jakob byggede en snebjørn udenfor huset. 

Det er stadigvæk tøvejr, samtidig med, at det sner på tredje døgn. 

Om aftenen fik vi kyllingesteg. Jeg var godt nok træt til sidst, men en dejlig dag. 

Hvis vejret ikke bliver meget bedre, aflyser de Igaliku-turen i påsken, hvilket kun 

ville glæde Kirsten, der har haft store problemer med tilrettelæggelsen. Hun ærgrer 

sig over, at hun planlægger sådan noget, mens hun har overskud og glemmer, 

at det bliver et mareridt at gennemføre, når hun har underskud. 

Jeg mødte Ingvar Høegh på vej til kontoret i dag. Han fortalte, at Jonathan Motzfeldt 

var blevet indlagt på den samme afvænningsklinik som Lars Emil Johansen 

for et årstid siden. Så må vi håbe, det hjælper. Jeg gider ikke have en alkoholiseret 

og uberegnelig provst i Sydgrønland, sådan som det har været på tale. Magnus 

173

174 

talte endda om Jonathan som hans efterfølger som biskop. Så ryger da den sidste 

respekt for kirken, hvis ikke han forbedrer sig gevaldigt. Men kan alkoholisme 

kureres? Det er i hvert fald nye toner - men glædelige. 

Vi snakkede ved kaffen i dag om at flytte de danske gudstjenester til den nye kirke 

- dels på grund af de dårlige kirkebænke - dels på grund af det dårlige orgel og 

ikke mindst på grund af besparelsen i den dyre opvarmning af kirkerummet. Jeg 

tror nok, jeg gør det - så må reaktionen komme som den vil. Nogle skal jo nok 

blive sure af nostalgiske grunde. Nu får vi se. 

Jeg må i øvrigt se at komme videre med bibelhistorien. Magnus spurgte efter den 

i dag. Jeg tror, det vil være fint, hvis jeg laver de indledende teologiske manøvrer 

og overvejelser, så Jakobine laver selve undervisningsmaterialet på grønlandsk. 

Måske kan indledningen endda godt være på dansk. 


Igen en strålende morgen med solskin og ikke alt for meget frost. I søndags var vi 

på en pragtfuld fjeldtur i højfjeldssol og sne. Vi trimlede og kurede og slog kolbøtter 

i sneen ned ad de lange skråninger ind imellem at vi tog solbad på varme 

sneskråninger. 

I dag og i morgen skal jeg undervise kolleger i EDB - Gud bedre det. De er 

kommet hertil for at blive introduceret til den Canon Notebook, som Magnus har 

indkøbt til alle præstegæld i Sydgrønland. Det skulle måske nok have været en 

mere stationær maskine, men jeg fik ikke sagt ordentligt til eller fra, inden han 

havde købt dem. Jeg tror, han søgte råd hos mig, men det var jeg ikke rigtig forberedt 

på, så jeg sagde bare ok! Typisk. Nu må vi se at få det bedste ud af dem. 

Så tossede er de jo heller ikke. 

Kirsten fik 5.000 mindre i løn i denne måned end beregnet. Det var vist stadigvæk 

hendes ferie sidste år, som hun åbenbart selv skal betale. En ulykke kommer 

sjældent alene. Nu har vi skrevet til Amtssparekassen om at få et lån på 30.000 

kr. Jeg har netop betalt sidste afdrag på mit studielån efter at have betalt 1409 kr. 

hver måned i 14 år! Det bliver lige 236.712 kr., som jeg har betalt tilbage for et 

studielån på 60.000 kr.! 

Efter i et par måneder at have været »ovenpå« er Kirsten nu nede i en bølgedal 

igen. Jeg tror, jeg skal til at være ligeglad - leve mit eget liv uden at gøre mit liv 

og mit humør afhængigt af hendes. Men jeg må indrømme, at det er lidt træls 

med disse ture op og ned - ikke mindst for hende selv. Nu har hun igen arrangeret 

en hel masse, så det næsten har taget pusten fra os alle sammen - dvs ikke mig, 

for jeg har forlængst besluttet, at jeg ikke vil have det mindste med hendes projekter 

at gøre, fordi jeg ved, at de er utroværdige. De holder ikke, og ganske rigtigt 

- nu sukker hun over alt det, hun forlængst har sagt ja til at gøre, men som 

hun nu ikke længere orker så meget som at se på. Nu glæder hun sig bare til pensionen! 

Det er slemt at se sin elskede i den grad leve på skrømt. Hun føler, at hun helt er i 

sine følelsers vold - både når hun er »oppe« og når hun er »nede«, og jeg kan ikke 

lade være med at spørge mig selv og vel snart også hende om, hvornår hun 

egentlig er Kirsten - er sig selv - den person, der har ansvar for sit liv. 

Jeg så en lang film om Søren Kierkegaard af Anne Wiwel, og den handlede selvfølgelig 

netop om dette at tage sit liv på sig - sit ansvar - at være sig selv bekendt 

som den man er og være sit liv bekendt sådan som det er. At leve i tilgivelsen, 

sådan som det er vores lod som mennesker - vores eneste mulighed for ikke at 

fortvivle over vores skæbne og vores skyld. Nej ikke den eneste mulighed - den 

anden er at kaste sig i armene på dæmoner og dermed kaste ansvaret fra sig.

Jeg ved ikke. Er det mig, Kirsten taler til? Er det mig, hun opfører dette fortravlede 

og utålelige skuespil for med sig selv i hovedrollen som arrangør af alt muligt? 

Er det mig, hun opfører tragedien for med alle sine suk og stønnen over sig 

selv og sin nedtur? 

Men jeg kan jo ikke hjælpe hende. Vi har levet alt for længe sammen til at vi 

skulle kunne forny os selv eller hinanden på nogen måde, tror jeg. Ligeså vel som 

Kirsten for mig er tildelt den og den rolle, sådan er også jeg tildelt min rolle af 

hende, og de roller kan ingen af os bryde ud af. Vi tager for så vidt ikke længere 

hinanden alvorligt men lever blot i de samme mønstre, som vi altid har klynget 

os til - hvad enten vi er i Danmark eller i Grønland - det hjælper ikke en pind at 

lave de ydre rammer om, så længe rollerne holder os fangne uden mulighed for 

nogen reel forandring. 


I går eftermiddags ringede Magnus og fortalte, at han havde tabt bispevalget med 

tre stemmer. Så nu skal den små Sofie være vores biskop. Jeg blev noget ked af 

at høre det og også lidt overrasket, men jeg håber, Magnus er mand for at tage 

det. I hvert fald så bliver han hernede og kan fortsætte til han er 67. Men tre 

stemmer!!! 

I går havde jeg så EDB kursus for de fire præster, men det var nok en frustrerende 

omgang for alle parter. Det var alt for kort tid, og jeg tror nok, skrivemaskinen 

fortsat vil være deres foretrukne redskab. De fik dog en bog med, som de kunne 

studere selv, men jeg tvivler på, de får det gjort. 


I går var vi inviteret til frokost på hotellet i anledning af Lærkes 15 års fødselsdag. 

Lækker frokost med lidt mat stemning sammen med Kirsten og Ole og Janni, 

der lige har været i Jakobshavn og køre på hundeslæde. 

Til gudstjenesten i går formiddags var der ca 25 heraf 20 til alters. Jeg prøvede at 

sige noget om den sande identitet og den falske. 


For 32 år siden i dag blev jeg konfirmeret i Gårslev kirke. 

Vi har nu taget et lån på 30.000 kr i Amtssparekassen. Samtidig har vi købt en 

Macintosh computer LC630 til 10.000, hvoraf Jens betaler en del, da det ikke 

mindst er ham, der skal bruge den. 

Påskegudstjenesterne gik godt. Der var ca 30 deltagere til de to gudstje-nester 

langfredag og påskedag. I morgen rejser jeg så til Narssaq og holder gudstjeneste 

der søndag - derefter til Narsarsuaq, Paamiut, Grønnedal - i alt tre uger med to 

konfirmationer. 

Den 10. var vi til middag hos Magnus og den 18. til middag hos Jakobine. Magnus 

er nu rejst på ferie til engang i juli og Jakobine er konstitueret provst i mellemtiden. 

Vi var også til fødselsdagskaffe hos Selma og Tummas, som i øvrigt har fortrudt 

sin dåb og konfirmation - angiveligt af mangel på familieopbud til festen. 

Kirsten er fortsat dødtræt af sig selv og sit arbejde og har en rigtig nedtur. Jeg 

stikker af fra den i morgen, så må vi se, hvordan det går. Jeg har det heller ikke 

selv for godt med mit arbejde, som forekommer mig mere og mere selvbedragerisk, 

men sådan er måske livet for den, der er opdraget med en kristendom, der 

kræver alt af dig - også et 100% engagement og en kærlighed ud over alle græn- 

175

176 

ser. Det er ikke til at bære at være forelsket og engageret hele tiden. Måske er jeg 

ved at være gammel. Hmm! 

Narssaq den 24. april 

Der var 3 til gudstjenesten i går foruden organisten Hans og Elsa - To ældre 

kvinder og Elsas søn Martin. Nå, der var heller ikke så mange til den grønlandske 

gudstjeneste om formiddagen - vel kun en 25 stykker. Den forekom mig i øvrigt 

at være ubeskrivelig kedelig. Altså virkelig ubeskrivelig kedelig. Jens Kristian 

står og læser op af sin prædiken og er fuldstændig død. De kommer kun af en 

grund og det er deres gamle autoritetstro. Veneration måske, ligesom mange danskere, 

men hvem kommer for at lytte - altså for at blive opladet eller for at få 

trøst og nyt mod? Hvad fanden laver jeg på den galej?? 

I går aftes var jeg til middag hos Elsa og Martin. Vi gik en lille tur ned om havnen, 

hvor der lugtede præcis som i Fiskenæsset - den lidt varme lugt af en masse 

ting blandet med sælspæk. Akja. 

I øvrigt kom vores båd heller ikke i vandet denne week-end på grund af nogle 

store isskosser i havnen. Ellers har det været fint vejr med varme og meget smeltevand 

der løb ned ad vejene og fjeldene, og i går var det solskin og en meget flot 

solnedgang, men altså at være præst for den danske menighed i Sydgrønland.... 

Gud Fader! 

Paamiut den 26. april 

Kom planmæssigt hertil tirsdag formiddag efter mellemlanding i Narsarsuaq, 

hvor jeg overnattede mellem mandag og tirsdag. Vejret var diset og regnfuldt 

blæsende, så jeg holdt mig inden døre hele eftermiddagen og gik tidligt i seng. 

Fik læst en del Danmarkshistorie om Middelalderen. Jeg skulle nok have taget 

Bind 2 med alligevel. Bestyreren her på hotellet hedder Fiona og er overvældende 

sød og dejlig. Desværre er hun gift med en høj, lyshåret handelsmand, som 

sikkert ikke fortjener hende. 

I går aftes var jeg til middag hos Anne Mette og Torbjørn. Jeg havde købt en 

åndsvag dobbeltkassette med Jørgen Mogensen, men der var ikke meget at vælge 

imellem i butikken, hvor en ældre dame med slæbende skridt søgte at ekspedere 

med et udtryk, der udtrykte nærmest livslede og i særdeleshed lede ved sit arbejde. 

Men Torbjørns jubelfest var gået fint Påskelørdag, selv om den sluttede lidt brat 

med en af lærernes karateoverfald på sin kone og på Henning, der var den anden 

fødselar. De måtte på skadestuen begge to, og kort efter forlod den vrede lærer 

byen og rejste til Nuuk. 

Jeg bliver sgu så vred, når jeg hører sådan noget, for det ligner fandme ingenting 

at gå amok på den måde. Han plejer ellers kun at gå amok, når han får stærke 

drikke, hed det sig - jamen Gud Fader til Hest!!! Hvorfor undskylder de det utilgivelige, 

så snart det er grønlændere det drejer sig om? Undskyld, jeg kom til at 

slå dine børn ihjel. Jeg kan ikke rigtig styre mig, når jeg er fuld!!! Nåeh, det er da 

helt i orden??? Sådan er de jo de grønlændere - maleriske - det må man sige! 

Og i aften vandt Danmark 1-0 over Makedonien i Parken. Jeg så ikke 2. halveg, 

da konfirmanderne kom kl. 16. De virker stadig veloplagte og kan godt lide at 

fortælle. Må se at holde dem til ilden! 

I øvrigt tror jeg, der er to eller tre sten - De levende sten. Den ene stillede de ved 

Lichtenfels, sådan som jeg har fortalt, men de havde også andre med - dem stillede 

de op inde i fjorden på nøje planlagte steder, så der var en korrespondence - en 

trekant, hvor stenene udgjorde de tre vinkler med kirken som midtpunkt eller så-

dan noget - et eller andet mystisk. Nu skal jeg bare have de forskelliges historier 

til at antyde det samme uden at nævne det. OK? 


Nu er der kun 18 dage, til jeg skal hjem. Det er lidt ligesom et fængselsophold. 

Jeg er her, men er her alligevel ikke rigtig. Og jeg bliver så forfærdelig træt af 

mig selv. 

Om morgenen når jeg vågner, så er selvransagelsen det første med alle de selvbebrejdelser 

fra fortiden, jeg overhovedet kan finde, og det munder altid ud i,at 

jeg er komplet værdiløs som menneske - et fuldstændig forfejlet eksemplar, der 

ikke gider nogen ting men bare laller sig igennem på andres bekostning. Hvorfor 

er det sådan? Kan jeg gøre noget ved det, så jeg for eksempel er glad om morgenen? 

Tage mig sammen? Eller hvad? Jeg synes det bliver værre og værre med tiden. 

Kom nu, du grundlæggende gode og kærlige liv, som jeg altid fabler om! 

Alt irriterer mig ved mig selv. Mit irriterende hår, som ikke er noget ordentligt 

hår men bare nogle tjavser. Min lasede påklædning, der klart signalerer min ligegyldighed 

og min dovenskab til alle sider. 

Måske er det abstinenser, som kommer af for lidt druk? Måske er det kemi alt 

sammen, men så giv mig også lidt selvværd på en eller anden måde, du store kemiker! 

Jeg har jo fandme ikke en pind at gøre her i byen. Det er fuldkommen vanvittigt, 

og det koster foruden min ensomhed en hulens masse penge - ca 25.000 kr for at 

konfirmere fire konfirmander og holde et par gudstjenester for en tre-fire kirkegængere! 

Femogtyvetusinde! Foruden min løn. Måske er det det, der gør mig deprimeret, 

at mit arbejde i den grad savner relevans - at det er helt ude af dimensioner. 

Jeg tænker mere og mere på, at det er løgn og bedrag alt sammen med mit arbejde. 

Det hører ingen steder hjemme. Jeg er da pisse ligeglad med, om danskerne i 

Sydgrønland går til gudstjeneste eller ej. Det rager mig en høstblomst. Jeg har ikke 

den mindste interesse i at omvende folk til kristendommen eller noget i den 

retning - jeg er komplet ligeglad! I det hele taget siger kristendommen mig ikke 

så forfærdeligt meget for tiden - den forekommer mig mere og mere løgnagtig, 

og jeg forekommer mig selv mere og mere selvbedragerisk og uengageret som 

præst. Det er ét stort bedrag, og jeg burde allerede i morgen sende min afskedsansøgning 

afsted - på grund af løgn! 

Men én ting lærer man ved at være hjemmefra: hvor højt man elsker familien! Og 

det er fandme ikke så lidt. 

Jeg gad nu vide, om alle dissse irriterende selvbebrejdelser holder op af sig selv 

med tiden, eller om de bliver værre og værre. Jeg ville egentlig gerne være lidt 

glad for mig selv, men lige nu orker jeg det ikke. 

Nu har konfirmanderne været her tre gange, og det går meget godt med dem. Vi 

må håbe, det bliver ved! 


Kirsten ringede og fortalte, at Lise havde ringet og spurgt, om hun måtte komme 

op og blive forkælet, da hun havde mistet en tur til USA på grund af manglende 

visum sammen med sin mor, som i øvrigt er blevet skilt - akja. Kirsten orkede det 

bestemt ikke i øjeblikket, og jeg synes heller ikke, det er nogen god ide senere 

inden ferien - måske efter engang. 

Så har jeg ellers været ude og købe ny vindjakke og et par nye skovmandskjorter, 

og til aften lejede jeg en video - Shadowlands - og købte en flaske rødvin. Snak- 

177

178 

kede med Abel i formiddags, og her i eftermiddags var der allerede flere, der ravede 

rundt af druk. Det er fandme latterligt - så kan de mene hvad de vil!! Meeen 

det er jo lønningsdag og fredag, så selvfølgelig... 


Skriver på romanen. Der er endelig kommet skred i handlingen, og de løse ender 

er ved at blive knytttet sammen. Ågård og Mikkelsen er på vej fra Ålborg til Nuuk. 

Karlsen er tilbage i Nuuk og har fundet ud af det og venter på dem. I Fiskenæsset 

hersker der dyb bekymring, og Amalie opdager, hun er gravid. Det hele 

ser håbløst ud. 

Mit eget triste humør er også ved at bedre sig, selv om der er længe til jeg skal 

hjem. Der var en tyve mennesker i kirke her til aften, hvor jeg prædikede om den 

gode hyrde. Der var ikke altergang, men til gengæld fik jeg næseblod lige efter 

prædikenen. Hæhæ! Den var god! Og så er det ikke engang løgn! Jeg ved ikke 

hvorfor, men mine næseslimhinder har det skrækkeligt med tør hud og små sår 

hele tiden. Træls - måske den tørre luft. 

Får jeg tilbudt en god stilling, bliver jeg heroppe. Det bliver et mareridt at vende 

hjem til Føns! Læs det her, når du sidder i Føns og længes tilbage! Men jeg kan 

ikke leve med at være dansk præst. Så jeg må se at få lært grønlandsk perfekt! 

Gud ved om Jakobine er egnet til at svinge pisken? Jeg tvivler lidt, for pisk skal 

der til! Var hos Torbjørns til kaffe efter gudtjenesten og inviterede dem herhen til 

middag på torsdag. Lånte en videofilm med hjem. Så forøvrigt Shadowlands forleden 

aften med Anthony Hopkins. Pragtfuld film! 

Paamiut den 3. maj 

Klokken er 8,40 og jeg savner familien. Vejret er gråt igen i dag. Regnskabets 

time. Det her er latterligt! Så lidt kan man ikke tillade sig at lave - og så til den 

pris! 

Altså koster jeg for det første hjemmestyret 245.000 kr i løn om året. For det beløb 

laver jeg stort set intet! 

Stillingen er malplaceret. Der er intet reelt behov for en dansk præst i Sydgrønland. 

I Julianehåb foregår der intet kirkeligt arbejde ud over gudstjenesterne hver 

14. dag, hvortil der kommer mellem 5 og 25 mennesker samt konfirmandundervisningen 

af de mellem 4 og 10 konfirmander. Det er dyre gudstjenester og dyre 

konfirmandtimer. 

Jeg sidder på kirkekontoret hver formiddag mellem 10 og 12 til ingen verdens 

nytte. Der sidder i forvejen en grønlandsk præst, som tager sig af samtalerne - mit 

arbejde er sådan set kun at føre kontrabøger. Det er nogle dyre kontrabøger efterhånden. 

I kirken arbejder endvidere en fuldmægtig og en provst! Så skulle det 

administrative behov vist være dækket. 

Så rejser jeg engang imellem ud til de andre byer for at holde gudstjeneste og undervise 

konfirmander. I Narssaq har der endnu ikke været nogen danske konfirmander 

- I øvrigt taler præsten i Narssaq perfekt dansk. Til gudstjenesterne 

kommer der mellem 0 og 5. Det er nogle dyre gudstjenester, som koster provstiet 

både rejse- og opholdsudgifter. I Nanortalik og Paamiut er billedet det samme. 

Ingen interesse for danske gudstjenester. Her er der dog 3 konfirmander hvert 

sted, som får undervisning. Udover den danske undervisning går de fleste af konfirmanderne 

imidlertid også til grønlandsk konfirmandundervisning! 

I Grønnedal holder jeg gudstjeneste et par gange om året, og i år er der en konfirmand. 

Interessen for gudstjenester er her som de øvrige steder meget lille, men 

der kommer dog en snes mennesker til dem.

Eksempel: Rejse til Narssaq. Afholder 1 gudstjeneste med 3 deltagere. Herfra til 

Paamiut. Afholder 2 gudstjenester hvoraf 1 konfirmation. Underviser tre konfirmander 

i 18 timer. Herfra til Grønnedal. Afholder 2 gudstjenester hvoraf 1 konfirmation 

og underviser 1 konfirmand i 10 timer. Pris i alt: 25.000 kr til dækning 

af rejse og ophold! 

Dertil kommer, at dette foregår i en tid, hvor der er alvorlig grønlandsk præstemangel 

og begrænsede økonomiske ressourcer til rådighed. 

Man kan naturligvis indvende, at Guds riges forkyndelse ikke kan gøres op i 

penge på den måde. Man kan også sige, at blot én »omvendt synder« er alle pengene 

værd. Men man skal blot huske, at det er fordelingen af kirkens penge, det 

drejer sig om. Pengene til min mere eller mindre meningsløse stilling er taget et 

andet sted fra! Og det drejer sig vel om at bruge de til rådighed stående midler 

mest hensigtsmæssigt. I øvrigt er jeg ikke missionær, og omvendelse af hedninger 

eller danskere til kristendommen ligger mig ikke særligt på sinde. Jeg er ansat 

som præst i en menighed med særligt henblik på den dansksprogede del af menigheden, 

og netop denne særlige funktion er efter mit bedste skøn en fejldisposition. 

Dette mener jeg at kunne sige med en vis vægt efter 1 1/2 år i stillingen. 

Det er mig i øvrigt stadig en gåde, at Hjemmestyret betaler for såvel grønlandske 

præster i Danmark som danske præster i Grønland. Det forekommer ikke rimeligt. 

Enten - eller. Rimeligst ville det vel være, om det var den danske kirke, der 

evt gennem frivillig organisation i stil med Dansk Kirke i Udlandet sørgede for 

en kirkelig betjening af de danske i Grønland, hvis der ellers var et behov, hvad 

jeg dog tvivler stærkt på, at der er! 

Hvis vi antager, at forholdene er stort set de samme i Nordgrønlands provsti som 

her, kunne den grønlandske kirke spare ca 650.000 kr. pr. år ved at nedlægge de 

danske præstestillinger i Nord- og Sydgrønland. 

Man kan jo så sige, at jeg kan være ligeglad og bare nyde livet, men det er nok 

ikke så ligetil at lade stå til. Ja, jeg kan jo give mig til at læse og skrive bøger - 

hvad jeg da også gør i det små - men det er jo nok tidsfordriv - sådan kan det i 

hvert fald godt føles, og det har jo alt sammen i sidste ende noget med min selvfølelse 

at gøre - mit selvværd. Det er lige før, jeg føler mig ligeså unyttig som arbejdsløse 

af og til må føle sig. Så ganske overflødig. Heldigvis har jeg en vidunderlig 

familie, som jeg kan dyrke, men ellers kunne jeg godt i mørke stunder føle, 

at mit arbejde og min tilværelse var ret meningsløs. Sådan kunne jeg så også føle 

det i Føns og Omegn, men hér bliver der ligesom sat streg under det hele - som 

sædvanlig! 

Ja, ja! jeg er godt klar over budskabet, men det er lettere sagt end gjort. Gå ud og 

vær noget for andre! Var det ikke det? Brug dine evner til at gøre andre mennesker 

lidt glade, i stedet for bare at stå og prædike. Sådan? Men jeg ved slet ikke, 

om andre mennesker interesserer mig. Jeg har ingen som helst lyst til »at være 

noget« for andre. Skal man det? Er det livets mening »at være noget« for de andre? 

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg lyst til at være rig og respekteret - gerne 

lidt berømt. Det har jeg virkelig lyst til. At være noget for andre? Nej! Det må jeg 

sige - det har jeg brugt nok af mit liv på til ingen nytte. Jeg tror ikke på, der 

kommer noget særligt godt ud af det i virkeligheden. Humanismen er noget opreklameret 

lort, som ikke har rod i virkeligheden - og vel heller ikke i kristendommen 

for den sags skyld. Ærlighed og redelighed i alle livets forhold - det er noget 

værd - ærlighed og redelighed overfor sig selv, ikke mindst - frem for denne fade 

og så ofte hykleriske behandlerrrolle, som blot skal skjule et intenst magtbegær. 

179

180 

Jo, jeg vil da gerne hjælpe mennesker i nød, men jeg vil ikke gøre det til livets 

mening! Fandme nej! 

Gud, giver du mig ikke lov til at være glad for mig selv, lidt? I stedet for altid at 

gå rundt med dårlig samvittighed, fordi jeg ikke er god nok ved de andre? Hvad? 

Fordi jeg ikke »er noget« for andre? Eller var det bare det, du kom for at sige: at 

vi skulle »være noget« for hinanden? Det tror jeg ikke. Hvad nyt og hvad glædeligt 

skulle der være i det. Det er jo blevet sagt så mange gange før. Jeg tror, du 

kom for at gøre os gladere for os selv - jeg tror, du kom med en god samvittighed 

til alle os, der i sandhedens navn tør indrømme, at næsten ikke interesserer os ret 

meget. Gjorde du ikke, Gud? 

Yes, my boy!!! 

Tak, du gamle! Det er forløsende at skrive dagbog. 


Havde besøg af Torbjørn og Anne Mette i går aftes til rensdyrkoteletter og kaffe. 

Det var meget hyggeligt, men Anne Mette snakker meget og hører dårligt. 

Nåmen ellers. Fik endelig installeret Windows 3.11 i Abels computer. Så nu står 

det i hvert fald på dansk. Gud ved om det hjælper. En gammel fisker med store 

menneskelige kvalifikationer, men herregud - hans fingre kan ikke nå omkring 

musen, så han må bruge begge hænder, og det er jo bare ikke... Han siger meget, 

og det jeg forstår er godt, men der er meget - meget - jeg ikke forstår! Her til aften 

var der på biskoppelig opfordring mindegudstjeneste for befrielsen, men der 

kom kun 12, så befrielsen har vel ikke krænget de store følelser ud her i byen. 

Abels kone Vitta er syg. Parkinsons. Ser også træt og grå ud. 

Vores nye computer er ikke kommet endnu. De siger ellers, de har sendt den med 

luftpost allerede den 19. april, så den kommer vel. 

Troels og Ida er i praktik. Troels i Narsarsuaq, hvor han har kedet sig en del - 

bortset fra da han fik lov til at køre truck en hel dag. Ida er på Great Greenland, 

hvor hun netop i dag er begyndt at sy sine egne sælskindstøfler. Det er vist noget 

lala med den praktik... 

Vi sluttede konfirmandtimerne af med at se Brødrene Løvehjerte, men de var ikke 

vildt begejstrede og ville vist hellere have haft rigtig undervisning. Vi slutter 

af i kirken i morgen formiddag. 


I Danmark er det vår, men også her er solen omsider brudt igennem det grå skydække. 

De 14 dage er gået, og det er længe at være hjemmefra! Men konfirmationen 

gik godt. Jeg tror kunderne var tilfredse. Jeg prædikede over en selvvalgt 

tekst fra Johannesevangeliet kap 7 - alternativt evangelium var den samaritanske 

kvinde, og læsningen var fra Esajas - alt sammen handlede om det levende vand. 

Alt sammen udmærket men selvfølgelig intet respons, hvad der også er i orden. 

De så glade ud. 

Bagefter var der kaffemik de tre steder, hvilket også var hyggeligt, og så kunne 

jeg slappe af resten af dagen. Men en halv time før festen blev jeg inviteret ind på 

hotellets festsal til konfirmation, men jeg orkede det ikke - eller rettere jeg turde 

ikke af hensyn til mit gamle traume - det vækkede virkelig noget i mig - det med 

at blive inviteret i sidste øjeblik. Det kan jeg ikke klare. Jeg ser straks mig selv 

ankomme til alles undren og hører det hviskende: Hvem har inviteret ham? Jeg 

tror det går tilbage til engang, der var møde i præstegården i Gårslev - jeg var vel 

en 14 år - og så blev jeg nærmest kaldt ind til kaffen, hvilket jeg ikke havde lyst 

til. Mor pressede på, hvilket gjorde mig desperat, så jeg sagde, at jeg ikke ville,

fordi jeg ikke havde ordentligt tøj på - ikke nogen jakke på. Den købte hun åbenbart, 

men lidt efter kom hun storgrinende ud igen og sagde, at nu kunne jeg godt 

komme ind, for nu havde de alle sammen lagt jakkerne. Den aften gik jeg en lang 

tur ud over pløjemarkerne - ydmyget og latterliggjort, syntes jeg. Mon de havde 

nogen anelse om, hvad der den aften foregik i sådan en lille knægts sind? 

Det er alligevel fantastisk, at den slags begivenheder sidder så dybt i en, at man 

kan blive helt febrilsk, når situationen ligesom genopstår. 

Så jeg blev hvor jeg var, spiste min ensomme bøf og så fjernsyn sammen med to 

elværksarbejdere fra Ålborg, som til gengæld gav cognac. 

Her til morgen betalte jeg så min regning - bl.a. en telefonregning på 600 kr. Så 

må vi se, hvor meget Ludvig refunderer, når jeg kommer hjem. 

I eftermiddag er jeg inviteret til kaffe hos Ole og Anne Marie. 

I romanen er jeg ved at afslutte 2. del (Rejsen tilbage). Tredje del kommer til at 

forme sig som en skattejagt, og jeg tror, jeg har fundet den døde mands identitet. 

Det var kommisæren selv. Han var død, da han sad i kirken. Det betyder at sygeplejersken 

og kommunefogeden er dybt involverede i sagen - at kommunefogeden 

selv fjernede liget fra graven i løbet af natten - sandsynligvis i samarbejde 

med Karlsen osv. 

Endvidere ser det ud til, at det ikke var Tempelridderne selv, der oversvømmede 

deres kirke men Nordboerne under ledelse af biskoppen i Gardar - på Pavens 

bud. Herfor betalte nordboerne en høj pris må man sige. 

Måske kommer der et samarbejde i stand med portugiserne - hvem ved - eller 

måske bliver skattejagten en hæsblæsende kamp mellem portugisere, Karlsen og 

hans slæng og vore helte. Det kan godt blive spændende... 

Grønnedal den 9. maj 

Ankom hertil med stor helikopter fra Paamiut planmæssigt. Dog med 8 kg overvægt! 

Rundvisning ved Holmer Søgaard, som skal have sin datter Toma konfirmeret 

på søndag. 

Så i går aftes Danmark tabe til Algeriet i håndbold. Det var slemt! 

Var i øvrigt hos Ole og Anne Marie til kaffe. De ligner sig selv. Anda - Ole Joensens 

søn, der er gift med Oles og Anne Maries datter og vistnok far til Peter Jaakunnguaq, 

var der også og Emil’s - den ældre ærværdige mand og hans lillebitte 

kone - og så Bent Barlaj. Det var hyggeligt, og vi så en masse billeder fra Fiskenæsset. 

Gik en tur op på Bella Vista i går aftes og så ud over havet. Det var smukt med 

isen ude i det fjerne og så denne mærkelige mumlen derudefra - en sær susen, 

som ikke var til at definere. Det var ellers helt vindstille. Meget betagende. 

Havde de første par timer i eftermiddag. Følger bogen. Toma er vist meget sød - 

vi spillede bob i pausen. 

Var til middag hos familien Søgaard til lækkert lam med desert og rødvin og megen 

snak. Det hjalp lidt på humøret, som ellers var lidt nede i eftermiddags. Her 

er så stille og jeg savner familien. Jeg håber, dagene går hurtigt, for jeg er træt af 

hotelværelser... 

Familien Søgård består af Ham selv, som er meget talende - meget, meget talende, 

en lidt grå og stille kone, to overordentligt høflige piger på hhv 13 og 9 samt 

tre skotskterriere (mor, datter og datterdatter!) 

181

182 


Hilste i dag på Skolemose og doktorfruen samt en anden lærer, som kun skal være 

her i et år. De var ved at se Schindlers List, så de skulle låne Thoma i et par 

timer. Det er nu ikke fordi, vi har for meget tid. 

Var i kantinen og se på tøj - meget billige T-shirts - det var måske noget til ungerne? 

Købte et slips med GLK’s mærke på. Bliver altid lidt febrilsk sådan et 

sted, hvor varerne vistnok er billigere end ellers. 

Men jeg vil gerne have noget rart med hjem til ungerne og Kirsten, for jeg savner 

dem!!! 


Gudstjeneste i gymnastiksalen om bod og anger - om livets spænding mellem liv 

og død, ondt og godt. Sådan set vel godt nok. Bagefter hyggelig komsammen i 

offmessen med sherry og øl og snak om tidens elendighed og dydernes devaluering. 

I aftes til fødselsdag viste det sig hos Holmer Søgaard - havde dog en flaske vin 

med - sammen med bl.a. Køster, som er ved at gå på pension. De bor i Snesere, 

og det var meget hyggeligt at snakke med ham. Han er nord-jyde. Jo, på en måde 

er livet jo meget godt. Nu tror jeg lige, jeg ringer hjem. 


Konfirmationen gik vist meget godt, men hvad ved man? Somme tider tror jeg, 

jeg er kommet til at sige noget forkert eller anstødeligt og bliver helt bange, men 

det gik vist meget godt. Jeg brugte prædikenen fra Ilusions af Richard Bach om 

de små væsener på bunden af floden, der ikke turde give slip på deres livsholdning. 

Vejret er aldeles pragtfuldt. Sol og stille og varmt. 

Nu om fem minutter skal jeg så til stor konfirmationsmiddag i off-messen. Jeg 

må hellere se at få slips på. Skal nok holde tale. Akja. 

Lækker middag med champignonsuppe, moskusoksesteg og dessert. Selvfølgelig 

sat til højbords, og jeg holdt også tale, så det... Vinen var ekseptionel god - en af 

de bedste, jeg har smagt - såvel hvidvinen som den røde. Det var en australsk 

Cabernet Sauvignon - hvad det så betyder, men den hed... jeg skrev ellers navnet 

op, men nu har jeg smidt sedlen væk! 

Men det er nu underligt, når alle kender hinanden, og jeg kan ikke lade være med 

at føle mig lidt udenfor. Ligesådan til kirkesherryern efter gudstjenesten ude hos 

doc. Sådan er jeg nu engang. 

Prøvede at ringe hjem, men der var ingen, der svarede. Gik i seng kl. 22,30. 


Så er jeg hjemme igen. Mandag var jeg ude at gå på Bratten - herlig tur i pragtfuldt 

solskin. Tirsdag afrejse kl 12 med helikopter til Narsarsuaq. her afsked med 

doc’s og andre, som skulle til Danmark. 

Der var møde i provstiudvalget i dag, men jeg var bare på kontoret og fik ordnet 

en del post. Dagpenge blev udbetalt m.v. 

Og så kom endelig computeren. Det ser ud til, den er kommet med skib, men den 

virker i hvert fald. Så eftermiddagen er gået med at installere den. 

Det er herligt, at den for så vidt godt kan læse PC-informationer. Bl.a. Jenses årsopgave, 

som skal afleveres i morgen. 

I øvrigt: Så er det bare dejligt at være hjemme igen. Jeg elsker sgu den familie!


Dejlig gudstjeneste i dag med mange i kirke - omkring 40. Spillede fodbold med 

ungerne henne på fodboldbanen og var til bådmøde i aften, hvor Gregers og Evy 

solgte deres andel til Jakobs klasselærer Peter og hans kone Marianne, som er ergoterapeut. 

Jakobine har været syg med influenza et par dage, og i går kom Magnus hjem på 

et kort ophold i sin ferie. 

På torsdag er der så konfirmation og på lørdag drager jeg igen af- dennegang til 

Nuuk til bispevielse. 

Båden er forlængst kommet i vandet, men jeg har endnu ikke været ude at sejle i 

den. 


Kristi Himmelfart og konfirmation. De 9 drenge klarede det flot. I går havde vi 

generalprøve også på de to, Kristian og Tummas, der skulle døbes. Alt sammen 

gik fint, og prædikenen var vist også god. Jeg havde hugget ideen fra Kaj Mogensens 

undervisningsvejledning, og det lød virkelig som om, folk var glade for 

sådan en ny holdning til Jesus - ligesom lettede efter den ret tunge bodskristendom, 

men er vant til heroppe. Jeg synes også selv, Kaj Mogensens fortolkning er 

ret genial. 

Der var 45 til alters, og kirken var næsten fuld, så det ud til. Desværre var vejret 

ikke så godt. Det sneede faktisk i morges, og skyerne forsvandt aldrig, selv om 

det blev varmere op ad dagen. 

Bagefter var jeg så rundt til fem kaffemikker - så orkede jeg ikke mere. Men det 

var hyggeligt. Sidst på dagen kom der en mand, Abraham og solgte os en rensdyrtak 

udskåret som en lille kniv - meget sød - 80 kr.! 


Lige hjemkommet fra Bispevielsen i Nuuk - et døgn forsinket p.gr. af vejret - 

som sædvanligt stormvejr i Narsarsuaq, hvor vi tilbragte et ventedøgn. 

Turen til Nuuk gik elers fint og planmæssigt, og jeg nåede endda at besøge museet 

i Narsarsuaq, inden det gik videre mod Nuuk. Indlogeret på Hans Egede i et 

fornemt dobbeltværelse til 1100 kr pr. nat! – det er rævedyrt at samle alle præster, 

så det er godt, der ikke skal være bispevielse igen forløbig. 

Jeg traf Valdemar, som er præst i Uummannaq, men desværre går af til august, 

og vi gik rundt og ledte efter de andre på forskellige hoteller og værtshuse. Vi 

fandt dem nu ikke, men vi fandt landets biskopper på Restaurant Kristinemut og 

nåede at hilse på Sofie og Christian og Liselotte Rebel. I løbet af weekenden tror 

jeg, jeg fik hilst på alle biskopperne undtagen Græsholt. Snakkede forøvrigt 

samme aften med Vincent Lind, som fortalte, at de fire sogne har søgt om at blive 

skilt og lagt sammen med andre. Så det er jo spændende, hvad vi kommer 

hjem til til sin tid. Og om vi skal vælge sogn. 

Selve bispevielsen var flot og vellykket med pragtfuldt vejr og mange mennesker. 

Der var lidt skumlen blandt de menige præster om, hvorfor de hverken 

skulle med i procession eller til middag om aftenen, og Sofie havde såmænd forsøgt 

at få det ændret, men dels Københavns biskop, som ledede vielsen og dels 

hjemmestyret, som var vært ved middagen mente altså ikke, det var betimeligt. 

Til gengæld gik præsterne så på Hotel Godthåb om aftenen og fik en lækker middag 

på Kirkenævnets regning og drikkevarer på præsteforeningens! Meget hyggeligt 

og dejlig mad. 

183

184 

Lige som vi gik ud af kirken efter vielsen blev jeg passet op af Holmens provst 

Claus Harms, som beklagede, at han ikke havde taget sig af det før, men om ikke 

det var en ide, om jeg blev indsat som orlogspræst i Grønnedal til efteråret. Jeg 

fortalte ham, at vi måske kun havde halvandet år tilbage heroppe, men han havde 

en plan om, at jeg godt kunne blive ved med at være orlogspræst også i Danmark, 

hvis jeg var villig til at påmønstre et orlogsfartøj nu og da - ca 14 dage om året - 

evt bl.a. til Grønland. 

Senere på dagen mødte jeg ham igen sammen med fuldmægtig i kirkenævnet 

Claus Kristiansen. Vi havde forgæves forsøgt at komme til kaffemik med dronningen, 

men der var for mange mennesker, så provsten forslog en whisky i stedet, 

hvilket også var hyggelig med megen snak om de særlige grønlandske forhold - 

ikke mindst kirkeforhold. 

Så det kan være, jeg skal i uniform igen. Nu får vi se, hvad han finder ud af. 

Grønnedal skal jo også inddrages. 

Mandag var der arrangerer sejltur til Håbets Ø, hvor Hans Egede i sin tid landede. 

Jeg havde været der for ti år siden med de daværende biskopper på en tilsvarende 

tur, men jeg tog med igen for at få snakket lidt med de forskellige - bl.a. 

min elskelige gamle grønlandsklærer Kristian Lauritsen, som nu er pensioneret 

og bor i Holbæk, men på det seneste er blevet konstitueret som den ene af de to 

præster for grønlænderne i Danmark. 

Fin tur men kold og trættende. Som noget nyt besøgte vi den nedlagte bygd Kangeq, 

hvor huse, salteri, butik og kirke stadig står og forfalder. En rigtig spøgelsesby 

fuld af vemod over den epoke, som den nu kun er mindesmærke for - en tid 

i Grønland, som nu rinder ud: Bygdernes tid. 

Alt i alt en vældig fin tur på trods af forsinkelsen i Narsarsuaq og en noget dinglende 

indflyvning og landing samme sted. 

Det kommer helt bag på mig, at det allerede er pinse på søndag og på tirsdag skal 

jeg så afsted til Nanortalik i en uge. 

Nu vil jeg prøve at undersøge muligheden for at komme over Toronto hjem til 

Danmark til sommer. 

Det gik ikke så godt. Man mærker igen den lille grønlandske interesse for at sælge 

sig selv. Vi kom faktisk med en ordre på op til 60.000 kr. og så blev jeg henvist 

til en besked »til ham der har med det at gøre«. 

Til gengæld kom Lise med helikopteren kl. 18. Det var dejligt at se hende igen - 

hun ligner sig selv. Det ser ud til, hun gerne vil til at studere teologi efter sommerferien 

- er skrevet op til både København og Århus. 

Vi spiste Bayonneskinke med rødvin og drak kaffe med Lisebragt Baileys. 

Ida kom hjem for lidt siden. Hun arbejder tre aftener om ugen på Sømandshjemmet 

- det giver lidt lommepenge til ferien. Troels arbejder på hotellet engang 

imellem og tjener lidt dér. 


I går ringede Lisbeth og spurgte, om ikke vi ville låne deres bil til turen til Frankrig. 

Det ville vi såmænd da godt! Derved sparer vi en ganske masse penge. Det 

var faktisk meget sødt af hende at tænke på det. 

Måske nøjes vi så med at leje bil den første uge - hvis vi da ikke flyver over Toronto. 

Men man kan jo klare sig langt med offentlige transportmidler, og penge 

har vi jo ikke for mange af. 

I går var jeg nede og lappe båden med filler, da den havde fået en rift på forstavnen. 

Ole frygtede, at den ville suge vand, men det så nu ikke ud af meget.

Vi bestilte et adventurespil Myst, som kom i forgårs. Det er simpelt hen genialt. 

Selv Kirsten er betaget af spillet, som har en enestående flot grafik, lyd og spænding 

med masser af opgaver for kvikke hjerner. CD-Rom’en virker, må man sige! 

Jens var til eksamen i dansk i forgårs og fik 10. Forleden var han oppe i matematik 

og fik 11. Gud ved, hvor han har det fra. 


Har lige haft besøg af Elsa og Martin fra Narssaq til frokost og eftermiddagskaffe. 

Vi nåede også en tur i byen til byfesten, der bestod af et par forkølede 

tombolaer i skolegården. Jeg vandt en sparegris!! Det var nok symbolsk. 

I går havde vi travlt på kontoret. Jeg kom ikke hjem før kl. 16, da jeg skulle 

hjælpe Jakobine med lønindberetninger for hele provstiet. Stakkels Jakobine har 

p.t nok at lave med begravelser, bryllupper, konfirmation og pinseprædikener 

foruden at hun er konstitueret provst under Magnus’ ferie. Nu får hun flere problemer, 

idet Samuel i Nanortalik er blevet syg igen, så hun skal finde en reservepræst 

til alle konfirmationerne dernede. 

Jeg tager selv derned på tirsdag i en uge til mine egne konfirmander. 


Fars dag! Pinsen gik lidt tamt, synes jeg. Der kom kun få i kirke, men pinsen betyder 

ikke så meget her i landet som i Danmark. Det er som om, man ikke rigtig 

har noget at have den i, sådan som vi har vores dejlige danske sommer. Heroppe 

er det stadigvæk koldt, selv om sneen næsten er væk. 

Vi var ude at sejle en dejlig tur ind til Hvalsø sammen med Kirsten la Cour og 

Lise. Vi spiste frokost ved ruinen og middag på vores gamle bålplads inde i Tasiusaq 

- oksemørbrad med rødvin og ristede pølser. 

Det var dejligt at være ude og sejle igen, og båden går bare perfekt. 

I dag var Kirsten, Lise, Ida og Bamse en tur rundt om Storesøen. Vi mandfolk 

blev fornuftigvis hjemme og drev den af med computerspil og deslige alvorlige 

sager. Til aften fik vi rensdyrsteg med bagte kartofler og rødvin. Og nu sidder jeg 

her og hører de tre tenorer i Los Angeles med et halvt øre, mens jeg skriver dagbog. 

I morgen skal jeg heldigvis først afsted kl. 17,20. 


Ankom hertil med helikopter i morges kl. 6! Den var udsat fra i går på grund af 

storm. Til morgen var der helt vindstille i Qaqortoq, men det blev alligevel lidt af 

en gyngetur, for hernede stormede det, hvilket det stadigvæk gør, og så regner det 

samtidig. Møgvejr! 

Var henne i skolen og aftale undervisning med de tre vordende konfirmander og 

på kirkekontoret, hvor Sâmo igen ligger på valen og lider, så den gode kateket 

igen må tage tørnen med bl.a. begravelse i dag. Han lovede dog at spille på søndag. 

På næste søndag skal jeg så til Ammasivik (Sletten) og holde grønlandsk konfirmation 

for 1 konfirmand. Så må vi håbe Sâmo kommer sig til konfirmationerne 

her i byen. 


De kan altså ikke ret meget, de små konfirmander. De kender intet til Det nye 

Testamente eller for den sags skyld Det gamle, og på spørgsmålet, om de ikke 

havde kristendom i skolen, svarede de, at det sidste år havde de lånt bøger i kri- 

185

186 

stendomstimerne. Lånt bøger? Ja, de havde brugt timerne på biblioteket, Gud 

bedre det! Det er faktisk ret groft, men det er desværre nok ikke ualmindeligt, at 

lærere finder det rimeligt at sjofle kristendomsundervisningen på den måde - måske 

fordi de ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med den - og det er vel de allerfærreste 

forældre, der ville drømme om at holde lærerne fast på en ordentlig 

undervisning. 

For så vidt skal vi præster jo ikke blande os i skolens undervisning - den tid er 

forbi, heldigvis, men det ville være rart, om vi så kunne få at vide fra de pågældende 

skoler, at konfirmanderne ikke havde fået den normerede undervisning i 

kristendom, for det betyder, at vi bliver nødt til at lægge vores undervisning om - 

den undervisning, der faktisk forudsætter skolens kristendomundervisning. 

Hvad der næsten var lige så slemt, så kendte de heller ikke Kejserens nye Klæder! 

Gud ved, hvad de egentlig foretager sig på den skole? 

Nå, Gud ske lov konfirmerer vi dem alligevel - med glæde, og det er nogle søde 

unger - omend lidt forsømte, men det er måske nemt nok at sige, når man ikke 

kender deres baggrund. 

Jeg har igen overført romanen til Quarks A-5 sider og er blevet færdig med 2. 

Del. Så småt begyndt på 3. Del, men det er svært, for nu gælder det jo! De to første 

dele er som en famlende indledning til den tredje. 

Jens fik 11 i samfundsfag og 9 i sin årsopgave. Ida fik 11 i sin stil og Troels fik 

13, den røver! Gud ved, hvor de har det fra? 

Skattevæsenet vil kun lade os slippe med 10 rater à ca 2.000 kr, så det må vi vel 

finde os i. Det bliver svært at få pengene til at slå til til efteråret. Især da hvis vi 

skal til at købe Kirsten og Ole ud af båden. Det ser jo ud til at Ole skal til Nuuk 

sidst på måneden, og Kirsten følger efter - de vil vist i øvrigt giftes i Hvalsø inden 

da. Nu får vi se. Jeg synes nok, det lyder liiidt... 


Det er mors fødselsdag, men jeg ved ikke, hvor hun er i landet, og det er svært at 

komme til at ringe hernede fra - hun overlever nok, selv om jeg jo nok burde have 

skrevet. 

Til gengæld blev det det fineste vejr i dag, man kan tænke sig. Stille og varmt og 

sol fra morgenstunden. Jeg havde sagt til konfirmanderne, at de bare skulle tro på 

det, så skulle det nok blive fint vejr - og det blev det altså, efter at det hele ugen 

har været gråt, regnfuldt, koldt og blæsende. Sådan! 

Konfirmationen gik vist godt nok. De tre konfirmander kunne deres trosbekendelse 

og fadervor på fingrene. Jeg blev inviteret til kaffemik i eftermiddag og til 

middag i aften. 

Jeg snakkede en del med den stedlige kateket, Jakob Mathiessen, som igen gjorde 

opmærksom på det urimelige i, at han uden videre skulle overtage præstens arbejde 

gang på gang og i lange perioder uden ekstra vederlag af nogen art. Jeg lovede 

at tage det op, men det bliver nok svært, hvis kateketer har en rådighedsordning. 

Alligevel forekommer det urimeligt, sådan som kateketlønningerne i det hele 

taget er ganske urimeligt små i forhold til præsternes. Når Jakobine f.eks. afløser 

Magnus som provst, får hun ekstra løn for det - hvorfor skal kateketen så ikke 

have ekstra løn, når han afløser præsten? 

I øvrigt har jeg formuleret et indlæg i lokalavisen angående pinsemissionen, der 

synes at hverve medlemmer og døbe dem under foregivende af, at de samtidig 

kan være medlem af folkekirken. Jeg synes, det er på høje tid, vi gør opmærksom 

på fra kirkens side, at gendåb er ensbetydende med udmeldelse af folkekirken, 

hvorfor man heller ikke har krav på folkekirkens medvirken ved kirkelige hand-

linger. Jeg gad nok se den konfliktsky præst, der ikke tør skrive under på det! 

Men det skulle ikke undre mig, om der er nogen. Selv har jeg svært ved at forene 

freden med præsteløftet, og der er ingen tvivl om, at det er helt galt, det der foregår 

- kirken kan simpelt hen ikke leve med det! 

Hertz har bekræftet vores leje af bil for hele ferieperioden: Godt 14.000 kr. inkl. 

depositum. Håber det er en god bil. 


Om aftenen var jeg efter et par trælse kaffemikker til alletiders pragtfulde konfirmationsfest 

hos familien Elsner. Der var bare en pragtfuld stemning, god mad, 

morsomme sange, gode taler og alt hvad der ellers hører med til sådan en fest. 

Jeg havde skolelederens kone til bords, og vi snakkede en del om undervisning af 

børn i kristendom. Hendes mand, som har været heroppe i mangfoldige år som 

lærer og skoleleder betroede mig, at prædikenen havde gjort indtryk på ham, selv 

om han ellers ikke var religiøs på nogen måde. Det var jo rart at høre. 

Jeg skulle ellers først have været tilbage onsdag, men det lykkedes mig at komme 

med allerede mandag på den sidste ledige plads. Det var jo udmærket, da jeg for 

så vidt ikke havde mere at gøre i Nanortalik i denne omgang. 

Alt i alt som sædvanlig lidt længe at være hjemmefra, men takket være den vellykkede 

konfirmation og middagen om aftenen, forekom turen ikke at være helt 

overflødig. 

På søndag går turen så til Ammassivik (Sletten) til grønlandsk konfirmation. 


Lise skulle have været afsted i morges med Sapanngaaq til Bredefjord, men turen 

blev naturligvis aflyst på grund af storisen, som ligger tæt. Nu må vi så håbe, hun 

kan komme med Tateraq i morgen tidlig. 

Storisen spillede til gengæld ingen rolle for min helikoptertur til Ammassivik. 

Ved et lykketræf kom Kirsten med, da der viste sig at være en ekstra plads ledig. 

Så Knud ringede hjem til ungerne og sagde, at Kirsten var taget med. 

Turen var meget flot med mellemlanding i Eqalugaarsuit, hvor vi satte Jakobine 

og Gaba af - der var to konfirmander - og Jens Adolfsen, Kirsten og jeg fløj så 

videre til Ammassivik, hvor der var en konfirmand. Også de grønlandske konfirmander 

er dyre i drift. Det var helt rart at prøve en grønlandsk konfirmation 

igen, og sproget gled nogenlunde. Der var vel en 50 stykker i kirke. 

Til gengæld er Ammassivik lidt af et hul i jorden. Befolkningen virker modløs og 

forarmet, og byen ser heller ikke for godt ud. Måske var det bedre at lukke den 

og flytte de 100 indbyggere til Nanortalik. De er næsten dømt på forhånd til at 

være tabere. Det ligner et fåreholdersted med store marker lige ved byen, hvor 

også får går rundt. Smukt ligger de høje fjelde på denanden side af fjorden, der 

også her var godt fyldt op med is. Men det er vel altid betænkeligt, når byens 

største hus er alderdomshjemmet. 

Eqalugaarsuit syntes meget mere levende - måske også fordi der var en masse 

unger overalt - unger, der så friske og glade ud. 

Så i øvrigt et glimt i TV-Avisen af Drejergaards bispevielse. 

I luften 29.000 fod over indlandsisen den 22. juni 

Vi kom planmæssigt afsted til morgen fra Julianehåb, og efter et par timers ophold 

i Narsarsuaq fløj vi med Icelandairs jet til Sønderstrøm og gik direkte ombord 

i Danmaksmaskinen, hvor vi nu sidder og er på nippet til at få vores velkomstdrink. 

187

188 

I går ankom Lone Ross en dag forsinket, så nu håber vi hun får en god ferie 

sammen med Bamse, som startede med at knurre ad hende! Men det går vist allerede 

bedre. 

Vejret er bare perfekt, og det bliver vores ferie nok også!! 

Det var dog en sur steward. 

Føns den 23. juni 

Ankom til Føns som planlgt i går aftes kl. 23. Flyveturene gik helt perfekt bortset 

fra, at Jens glemte sin pung i grønlandsflyet. Heldigvis blev den hurtigt fundet 

via en kvik stewardesse ved skranken til Odenseflyet. Den bliver sendt til morfar. 

Det tog lidt tid at få samlet baggagen i København, så der var run på til indenrigsgården, 

hvor Odenseflyet ventede. Vi nåede det sådan lige akkurat. 

I Føns blev vi modtaget af Kirsten og Bent og Jette og Olaf med champagne og 

hyggelig snak til kl. 1,30. Kort efter gik også vi i seng og sov til kl. 11 i formiddag. 

Føns den 28. juni 

Hvordan skal man kunne nå at føre dagbog med alt det, der sker i disse dage? Efter 

ankomsten sov vi længe. Vejret var pragtfuldt solskin og varmt, så vi nød det i 

fulde drag. Om aftenen var vi til Sct Hansbål på engen. Der var mange mennesker 

til fællesspisning kl. 18, og vi gik nærmest fra hånd til hånd blandt de mange 

kendte og gode venner. Båltalen af kommunaldirektør Bo Nielsen var så dårlig så 

selv jeg ikke kunne have gjort det værre - det var en fad reklame for Nr. Åby 

kommunes fortræffeligheder, som bestemt ikke vandt genklang her på stedet. 

Revuen var for så vidt god men man havde glemt den gode regel om at begrænse 

sig (kill your darling!), så den virkede lidt langtrukken. Bagefter var der så dans 

til de sidste toner af Fønsoniorkstret, som tilsyneladende slutter. Sammen med 

Brugsens lukning er det et hårdt slag for vores lille samfund. Vi kom hjem ved 

tretiden. 

Lørdag sov vi igen længe. Ved middagstid fik vi besøg af Torvald, Elin og Ole 

samt Farmor til frokost. Det var meget hyggeligt med god mad med øl og snaps 

samt en god diskussion med Torvald om nationalisme. Han har ikke fornyet sig 

siden sidst. Jeg synes, han stikker i nogle grundtvigsk-nationale fordomme, og 

jeg påberåbte mig en måske noget søgt menneskelighed på tværs af alle skel - 

nok på baggrund af skræmmende eksempler fra Grønland. Farmor var sig selv - 

omend måske en smule mere glemsom. En dejlig eftermiddag. Om aftenen fik vi 

grillmad hos Bent og Kirsten, som bl.a. fortalte smukt om sin mors død. 

Søndag sov vi igen længe og kom derfor ikke i kirke i Husby kl. 9. Ungerne var 

Skt Hansaften til fest i Årup og lørdag aften var Ida og Troels inviteret til Eskimofest 

hos Sara. Jeg hentede dem søndag. Vi ringede til Niels og Astrid, og de 

kom med toget søndag eftermiddag. Forinden var vi hos Lisbet og Rasmus til 

formiddagskaffe. Niels og Astrid rejste igen i aften. Vi håber, de får overtalt Mette 

til at komme ned og besøge os i Frankrig, mens Søren er på bjergklatring ved 

Mt. Blanc. 

Om aftenen besøgte vi den gamle mølle ved Fønsvang sammen med Bent og Kirsten. 

Den er blevet indrettet til jagthytte for det herværende jagtkonsortium, hvor 

Bent er formand. For en gangs skyld kom vi ikke for sent i seng. 

Mandag aften var vi hos Mogens og Ingeborg. Om formiddagen var der indkøb 

samt besøg hos Helle. Om eftermiddagen besøg hos Gerda, som klarer sig godt 

efter Hans Åges død, ser det ud til. Hun er et dejligt menneske, som vi begge 

holder meget af og nyder at være sammen med. Som sædvanlig herligt besøg hos

Mogens og Ingeborg, hvor også Louise, Christoffer, Charlotte, Mads og Jonathan 

var. Vi aftalte at låne deres hus i den sidste uge af ferien, mens de er på ferie ved 

Vesterhavet. 

Tirsdag besøgte vi min afløser i embedet og fik en meget fin snak med Mariane 

Madsen, som viser sig at være et mere spændende bekendtskab end først antaget. 

Hun er meget træt af firesogns modellen og så den gerne afløst af noget andet. 

Præstegården lignede sig selv bortset fra nyt tæppe i gangen og ny bordplade i 

køkkenet samt køkken i gangen til konfirmand-stuen. Stadigvæk hersker præstegårdsudvalgets 

smålighed. 

Om eftermiddagen var vi hos Hans Åge og Herdis, som har et dejligt hus med 

have i Middelfart. En gammel aftale om at nyde en flaske Rioja på deres terasse 

blev opfyldt. 

Om aftenen var jeg til Mousel med de gamle venner, mens Kirsten var til spejdermøde 

sammen med Kirsten og Jette på Rud. Udmærket, selv om jeg tabte ungefær 

150 kr. 

Også i dag sov vi længe. Helle kom med nybagte morgenboller det søde menneske, 

og vi gav hende en flaske snaps med til Udbys ældreudflugt i dag. Senere 

var jeg henne hos Lisbet med en flaske til Føns’ udflugt på fredag og afleverede 

samtidig et lånt videobånd med bispevielsen. 

I eftermiddags skulle Ida til tandlæge, hvilket tog fem kvarter og kostede 1463 

kr., men så skulle hendes følsomme undermund også kunne klare sig lidt. Troels 

fik en omgang i fredags til 260 kr, hvor han fik fjernet en mælketand med hul i. 

Olaug havde inviteret hele familien på sejltur i dag, hvor vejret fortsat var varmt 

og skyfrit, så vi sejlede fra Svinø til Fænø, hvor vi badede og nød livet i fulde 

drag på vandet, hvor varmen var til at bære. I aften har vi så været til grillparty 

hos Olaug og Bertel sammen med Johannes og Berta, hos hvem vi sluttede aftenen 

mad kaffe, billeder fra deres guldbryllup og til sidst øl og whisky. De ligner 

sig selv og er bare dejlige. 

Nu er klokken 2,45, og vi er omsider på vej i seng. For et øjeblik siden ringede 

Ida(!), som cyklede ind til Sara, at hun først kommer hjem i morgen formiddag. 

Vordingborg den 30. juni 

Så er vi her. Vi tog afsted i går ved 2-tiden efter at have sagt farvel til Bent og 

Kirsten og foræret dem og Jettes bøger om Grønland. Nogle helt fantastiske dage 

i Føns. 

Vejret er stadigvæk varmt og solrigt. 

Cantagrils den 3. juli 

Efter 2 døgns anstrengende kørsel ad tyske og franske motorveje ankom vi hertil 

i går aftes ved 9-tiden. Stedet ligger langt langt ude på landet fjernt fra alting. Da 

vi kom, var der ingen mennesker at se nogen steder, så vi måtte i gang med at lede 

efter værtsparret, så vi kunne få nøglen til huset, som viste sig at være et aldeles 

pragtfuldt hus både hvad størrelse og indretning angår. 

Vi klarede fint at komme næsten herop via Oles anvisninger, men på det sidste 

kneb det, og vi måtte spørge om vej efter at have været ude på et par vildmænd. 

I dag skal vi så ud og se på omegnen. Jo, det var anstrengende at køre den lange 

vej på motorvejene, hvor gennemnsnitshastigheden lå mellem 120 og 130 km/t 

og en lille uopmærksomhed kunne få katastrofale følger. 

Vi overnattede på et såkaldt Formula 1 hotel i nærheden af Strassbourg for den 

latterlige sum af 700 kr for ni mennesker inkl. morgenmad! Det lykkedes os at 

holde trit med hinanden faktisk hele vejen, så vi fulgtes pænt ad og mødtes på de 

189

190 

aftalte rastepladser. Der var iøvrigt slet ikke den frygtede ferietrafik, og faktisk 

ingen vejarbejder. Ikke et eneste sted sad vi i kø, så på den måde var turen heldig, 

men alligevel jo anstrengende. Nok også fordi vi er blevet ældre. 

Ruth, Jens, Jakob, Troels og jeg kører sammen, mens de to piger, Arne og Kirsten 

kører i Arnes bil. Begge biler kører fint. 


Stod som sædvanligt op ved 10-tiden. I går havde vi et meget hyggeligt besøg af 

Kent og Ann-Grethe samt Kåre. De havde fået adressen og vi havde aftalt, de 

skulle komme ved et-tiden, men da vi ikke regnede med, de kunne finde det, kørte 

Troels og jeg ud for at lede efter dem. Vi kørte tilfældigvis til Argelliers, da vi 

tænkte, de muligvis var kørt dertil, og minsandten om vi ikke mødte dem lige 

udenfor byen. Det var et svineheld af dimensioner. Så fulgtes vi tilbage den lange 

vej hertil - en vej, de næppe selv havde fundet. 

Hyggelig frokost med skaldyrsforret på terrassen med snaps og øl og megen 

snak. Vi havde bestilt i den lille butik i nærheden, hvor vi også havde bestilt kanin, 

som vi fik om aftenen, I mellemtiden drak vi tæt ved 5 liter rødvin af den lokale 

dunk. De kørte tilbage til Avignon ved 11-tiden. Vi aftalte at besøge dem på 

søndag. 

Ellers er dagene gået med solbadning, læsning af Peter Høeghs Fortællinger om 

Natten, som er udmærkede men dog ikke sammenlignelige med Karen Blixen - i 

hvert fald ikke den første, hvis tema var den hvide mands møde med det sorte Afrika. 

I dag regner det lidt. 


I går var vi så efter en længere diskussion om målet taget til Nîmes, som skulle 

være en fin by, hvad den da også var med sit store amfiteater i centrum, men det 

var lukket, da Elton John skulle spille der om aftenen. Trafikken var tæt, og det 

var svært at finde parkering, hvilket dog lykkedes i form af et parkeringshus. 

Men vejen var lang til Nîmes og ikke mindst hjem, hvor vi kørte vild i Montpeiller. 

Vi havde da gået lidt rundt i Nîmes - Ruth var lige ved at få stjålet sin pung - 

og endelig var vi gået ind på en fortovscafe og fik café au lait og cola. Jeg var i 

banken og fik hævet nogle penge. 

Nej, alt i alt var det ikke nogen vellykket tur i forhold til at være blevet hjemme 

eller i omegnen, som jo også byder på byer og grotter og hvad ved jeg. 

Imidlertid ventede overraskelsen hjemme, da vi pludselig så Astrid og Mette nede 

ved butikken. Stor var gensynsglæden, og det ser ud til, de bliver her. De var 

kommet et par timer før, vi kom hjem og havde fået husets beliggenhed via campingværtinden. 

Så kom der mad og vin på bordet, og vi hyggede os om aftenen, 

selv om vi alle nok var lidt trætte efter den megen kørsel. 

Nu til formiddag er fire af ungerne gået ned for at spille tennis. 

I dag er vejret rigtigt i forhold til stedet: Høj sol og ikke en sky på himlen! 


I går var vi så endelig ude at bade i det blå Middelhav. Vi kørte derned og efterlod 

Ruth og Arne herhjemme. Fandt en stenet strandbred, hvor vi slog os ned og 

badede og spiste pizza, hvorved jeg brændte munden og Ida dryppede kogende 

pizza på ryggen af mig. Vandet var dejligt, men det blev lidt overskyet, og vi tog 

hjem i løbet af eftermiddagen.

Mette og familie var madhold og vi fik dejlig kylling og drak en forfærdelig masse 

vin, hvilket endnu mærkes i dag. 


Lørdag var vi hjemme. Jeg var på madholdet, og vi lavede en dejlig kalkunschnitzel 

samt Avocados. Ungerne drak sig mere eller mindre fulde i vin og 

noget stads, de selv havde købt. Især gik det ud over Ida, som blev forfærdelig 

syg i flere timer, inden hun langt om længe faldt i søvn. Næste morgen var hun 

frisk igen. De andre unger sov udenfor. 

Søndag kørte vi til Avignon - Kirsten, Troels, Jens, Jakob og jeg. På vejen beså 

vi den flotte akvædukt ved Pont du Gard, hvor vi var oppe at gå på den 40 m høje 

vandledning uden rækværk, hvilket gav mig en del kildren i maven og lidt stakåndethed. 

Besøget hos Kent og Ann-Grethe på campingpladsen var dejligt med god mad og 

vin inder egetræet og i solskin, mens ungerne var i pølen. Vi kørte også en tur til 

Avignon og faldt nok lidt for den gamle by, hvor en teaterfestivl satte sit præg. 

Kirsten købte en smuk nederdel på markedet. 

Vi kom hjem kl 1,30. De øvrige undtagen Ruth og Arne var ude at bade i Middelhavet 

hele eftermiddagen ved Maguelone. 

I dag skinner solen og det er varmt. 


Dagen i dag gik med kano tur på floden Herrault, på det stykke, som går fra Gan 

ges 14 km mod syd. Det var en pragtfuld oplevelse med fem kanoer og 11 mennesker 

af sted over såvel rolige vande som strømsteder med lavt vand, hvor der 

måtte styres efter alle kunstens regler. Vi spiste frokost i det grønne og våde og 

badede i floden på livet løs. Solen skinnede fra starten, men halvvejs blev det 

torden og til sidst regnvejr. Så blev Jakob syg med hovedpine og kvalme og han 

nåede lige at kaste befriende op, inden vi kørte tilbage med en overfyldt bus til 

Ganges. Vi var afsted fra kl. 12 til 5, og vi var godt trætte da vi endelig kom hjem 

- våde og udmattede, men glade. Det hele kostede 1150 Franc. 

I går aftes dukkede Helle, Ole og My Han op til middag. De var trætte - lige 

hjemkommet fra Senegal og Cameroun, og i aften var de så her med medbragt 

mad og My Hans børn samt Helle til dejlig middag, som også var fødselsdagsmiddag 

for Helle, der blev 18 den 1. juli. 

En dejlig afslutning på en dejlig dag. 


Mens Tour de France kører over skærmen endnu en varm eftermiddag, hvor 

Bjarne Riis ligger på en samlet tredjeplads, mindes jeg aftensmåltidet i går, hvor 

jeg for første gang i mit liv smagte østers. Det var dejligt, efter at jeg havde brugt 

ca en halv time på at åbne dem inden maden. Vi drak Vin Rosé til og derefter 

rødvin som sædvanligt. Hyggelig snak på terassen efter maden. 

I går rejste Mette, Niels og Astrid mod Mont Blanc for at møde Søren, der skal 

ud at klatre hele ferien og derfor heller ikke kommer med til Hanses fødselsdag. 

Vi håber at træffe ham engang i den sidste uge i Danmark. Det var dejligt at have 

dem her. Lånte Mette 2.000 Franc. 

I dag var vi en tur i St Guihelm le Désert, som er en vidunderlig lille bjergby med 

en kirke og et kloster. Den ligger i øvrigt på pilgrimsvejen til Santiago de Compostella 

helt ovre i Galicien. Bagefter var vi ude at bade i floden. 

191

192 

Vordingborg den 18. juli 

De sidste dage i Cantagrils gik med familiebesøg hos My Hans søster og svoger - 

det er dem, der ejer huset ved siden af med swimming-pool, som i øvrigt blev 

benyttet flittigt af ungerne de sidste dage. 

Sidste aften, som også var bastille-dag var vi ude at spise sammen med Ole og 

My Han i den lille by Viole Laval. Dejlig middag og bagefter kort besøg i Viole 

le Fort, hvor aftenens folkefest var ved at ebbe ud. 

Hjemturen gik efter planen, bortset fra at vi kørte forkert et par gange i vores bil - 

bl. a. mod Strassbourg og ind i Lyon Gud bedre det. Vi overnattede to gange - i 

Beçançon på et Formule 1 Hotel og i Giessen i Tyskland på et meget afsides lille 

Hotel langt ude på landet, hvor vi spiste fortræffelig middag om aftenen. 

Et sted på sidste del af motorvejen var vi ved at blive torpederet af en bil, der drejede 

ud i os uden at se sig tilbage, men det lykkedes at undvige i sidste øjeblik., 

Sjovt nok kom vi inde i hver sin bane til færgen, så vi kom afsted en færge før de 

andre, fandt nøglen til huset og begyndte at lave mad, før de andre nåede frem. 

I dag afslapning. Vi sendte Ida og Troels til Kattrup og Ruth hjem. Dejlig snak i 

tlf med Mette, som var kommet hjem efter mange mange timer på motorvejen fra 

Mont Blanc i ét stræk. De tager ungerne med til Hanses fødselsdag på lørdag. I 

mellemtiden tager vi fire eller måske kun Jens, Jakob og jeg til København med 

tog i morgen og så kører vi ellers til Fyn på torsdag. 

Pengene er ved at slippe op, så enten må vi til at låne af farmor eller låne i banken. 

Og vi har kun knap 300 km tilbage at køre, inden vi skal til at betale 2,50 kr. 

pr. km. Så det går meget godt. 

Kattrup den 21. juli 

Solen skinner, og det er meget varmt. I går kørte vi fra Vordingborg til København. 

hvor vi besøgte Cathy, der stillede an med en let frokost, inden vi kørte i 

byen - dels for at handle (mest Jens) og så ellers i Tivoli med Jakob og Jens, der 

stødte til de andre unger i indgangen. Vejret var perfekt og ret varmt selv kl. 12, 

hvor vi selv gik rundt i Tivoli og ledte efter ungerne, som vi endelig fandt ret 

udmattede efter at have været i Tivoli siden kl. 13. Så kørte vi dem alle sammen 

til Kattrup, hvor vi overnattede. 

I mellemtiden nåede Kirsten, Cathy og jeg ned på vores gamle værtshus Laurits 

Betjent, hvor vi mødtes for ca 20 år siden. Akja, det lignede fuldstændig sig selv 

fra dengang, og vi kunne udpege pladserne, hvor vi i sin tid tilfældigvis kom til at 

sidde ved siden af hinanden. Der indtog vi en øl, gik en tur på strøget og endte på 

en indisk restaurant, hvor vi bl.a. fik den berømte Mulligatawny suppe, som var 

fortræffelig - bl.a. kendt fra 90-års fødselsdagen. Den efterfølgende lammeret var 

desværre for krydret for mig - især på grund af ingefær, som jeg tilsyneladende 

ikke har det så godt med. 

Så kørte vi tilbage til Cathy og slappede lidt af med en kop kaffe og Kirsten fik 

en lille en på øjet. Endelig hentede vi så ungerne i Tivoli. De sover alle sammen 

endnu, hvor klokken er 11!, så det har vist været en fin dag i går. 

Nu vil vi så slappe af her hos Mette, inden vi alle sammen kører til Hanses fødselsdag 

i morgen tidlig. 

Rævebjerg, Husby den 24. juli 

Vi nåede lige akkurat den bestilte færge kl. 8,15. Så kørte vi til Vejle, hvor vi 

handlede lidt ind - nye skjorter til mig bl.a. og fik fremkaldt et par film. Og så var 

vi ellers til dejlig fødselsdag hos Hans og Ida, hvor ca 30 venner og familier fej-

ede fødselsdagsbarnet med taler og sang. Maden var vegetarisk men ellers fortræffelig. 

Torvald mente bestemt, jeg burde søge embede i Egeskov ved Fredericia, som 

snart bliver ledigt efter en efter sigende meget upopulær præst. Jeg ved ikke, om 

det lige er sagen, men tanken om at søge et andet embede i Danmark end Føns og 

Omegn virker ikke længere så fremmed som før. Ferien har bl.a. nok betydet, at 

vi er blevet klar over, at det måske ikke lige er sagen at vende tilbage til det 

samme sted efter tre års fravær. 

Tanken om at blive i Grønland er ikke aktuel i øjeblikket men kunne blive det i 

form af en attraktiv og ikke mindst indflydelsesrig stilling i det grønlandske kirkeliv, 

så meget afhænger af de kommende måneder. Det er egentlig ret spændende, 

men på et eller andet tidspunkt er vi nødt til at tage en endelig beslutning. 

Men her tilbage kommer vi nok ikke! 

Mogens og Ingeborg rejste på ferie ved Husby Klit et par timer efter vi ankom 

hertil i går eftermiddags. Men lidt efter ringede de og sagde, at nu kom de tilbage 

med pizzaer - de syntes alligevel, det var for underligt ikke at få snakket og sagt 

ordentlig farvel. Så vi spiste pizzaer, snakkede og drak rødvin i lange baner, hvilket 

var pragtfuldt - og tænk at de kom tilbage - det var helt fantastisk. Jeg fik 

endda lov til at læse indledningen til min roman op for dem, og det har jeg længe 

glædet mig til. 

Nu til morgen er de så kørt, og vi skal så småt til at tage os sammen til at tale 

med banken, inden vi skal besøge farmor i eftermiddag. Ida har forgæves prøvet 

at ringe til Lærke, som hun gerne ville besøge. 

Rævebjerg den 24. juli 

Jeg ringede i dag til vores sparekasse og bad om en låneforhøjelse på 20.000, 

som jeg fik næsten på mit glatte ansigt i løbet af fem minutter. Det lettede en hel 

del på vores økonomiske situation. 

Så kørte vi Ida til toget i Fredericia. Hun skulle ned og besøge Lærke i Sønderborg, 

hvor hun er nu. De kommer med hende i morgen engang, så får vi også 

hilst på dem. 

Ellers besøgte vi mor i Fredericia, efter at vi havde taget afsked med Mogens og 

Ingeborg, Louise og Christoffer her til formiddag. Hun har det som sædvanlig 

godt bortset fra sin sølle ryg og sin svigtende hukommelse samt efterhånden ret 

nedsat hørelse. Men hun er jo trods alt 87. 

Jeg ringede til de tre brødre og aftalte sammenkomst her på torsdag aften til fredag 

middag. Det kunne de godt, ser det ud til, så det kan blive ganske hyggeligt. 

Ellers har vi bare slappet af efter en hård aften, hvor vi først kom i seng ved 2tiden. 


I går kørte vi en tur til Assens og derfra videre til Bøjden, hvor vi efter aftale traf 

Ida, Lærke og Allan ved båden. Ida havde besøgt dem i Sønder-borg et døgnstid 

til stor glæde for Lærke og Allan og da også for Ida. Vi kørte til Fåborg, hvor vi 

nød en kop kaffe og en fadøl på strøget og fik hørt om Allans problemer med familien 

og som enlig far. De snakker om at komme op og besøge os i efteråret. Jeg 

kan smaddergodt lide Allan. 

Det samme gælder Arne Sonne, der dukkede op om aftenen til et glas rødvin og 

en god snak om hans problemer med sin gamle mor, der ikke vil flytte, mens Arne 

gerne ville osv. Han døjer med sin nakke og noget der godt kunne ligne, men 

vist ikke er Parkinsons. 

193

194 

Om aftenen i stjerneskær en god tur og god snak med Kirsten. Bagefter... 

Brødresammenkomsten blev aflyst, da Søren alligevel ikke kunne overkomme 

bøvlet med at skulle herover. Det var vist også meget godt for Torvald, da Jesper 

kommer hjem torsdag middag. Det kan til gengæld være, de kommer her om aftenen. 

Her til morgen har jeg bestilt færgebillet til fredag kl. 11 for en sikkerheds skyld, 

da der er trusler om fagligt møde blandt færgepersonalet om eftermiddagen. Så 

besøger vi Sørens og rejser hjem lørdag. 

Ferien begynder nu at give pote i form af en mærkbar opladning og en betydelig 

følelse af selvværd. Disse følelser resulterer bl.a. i en ret sikker formodning om, 

at vi næppe vender tilbage til Føns og Omegn. Hvis der ikke dukker noget mere 

spændende op i Grønland, søger jeg måske embede i en by, da vi ligesom er færdige 

med landet. Det kunne være spændende at være med i kirkelivet dér, hvor 

det foregår - i en moderne kirke i en by! Vi vil jo fortsat kunne nyde vores gode 

venskaber her på Fyn. Tiden vil vise, hvor det bliver. 


Der er så mange, vi ikke får besøgt. Det gamle traume dukker op som et spøgelse 

lige inden vi skal hjem til Julianehåb. I går var jeg lige inde og hilse på Allan i 

Husby kirke og på Elsebeth, men ellers har vi ikke fået snakket med nogen, bortset 

fra Kent og Ann-Grethe, som vi besøgte i går til kaffe og fransk ost og vin. 

Fint besøg, hvor Kent også mente, vi burde søge til et andet sted. Han forærede 

mig en silkeskjorte. Kåre og Troels er sammen dagen og natten lang, og også Ida 

og Sara er meget sammen, selv om Sara går på arbejde på Fønsvang. Vejret har 

været flot hver dag, så de har badet en del i Føns. 

Nu skal vi til at gøre huset rent og pakke.. Vi skal køre i morgen kl. 9,30. 


Så er vi kommet hjem igen efter en lang ferie langt fra Grønland. Vi kom helt 

planmæssigt af sted fra Husby fredag formiddag for en sikkerheds skyld, da der 

var tale om og også blev afholdt faglige møder blandt de ansatte på færgerne om 

eftermiddagen. Vejret var flot, sådan som det har været hele ferien. Vi gjorde ophold 

i Slagelse, hvor vi købte en del bøger og en hundeklippemaskine til Bamse. 

Så besøgte vi Søren og Mette og Astrid. Niels var på fodboldskole vistnok. Det 

var som sædvanlig hyggeligt, og det var rart at få hilst på Søren, der nyder sin 

bjergbestigning i fulde drag. Han virker lidt paranoid med hensyn til kritik af 

hans engagement i Den danske Forening. I det hele taget må vi se at få snakket 

om dette med det nationale og nationalismen. Både Søren og Torvald virker lidt 

romantiske i deres syn på Danmark. Men jeg har lovet at komme med et indlæg 

til den brødresammenkomst, som ikke blev til noget. 

Vi kom vel med flyet til Narsarsuaq efter at have afleveret bilen hos Hertz - der 

kommer en regning! Vi har kørt omkrin 800 km over grænsen på 5.300 km, og 

det er dyre km. 

Også i Sydgrønland skinner solen. Hjemme ventede Bamse, et rent hus og som 

tak for lån Bo Bojesens Danmarkshistorie, som vi var på nippet til at købe i Slagelse, 

men undlod, da den var temmelig dyr. Dejligt brev fra Lone Ross og tilsyneladende 

alt ved det gamle. 

Kirsten la Cour modtog os i heliporten med blomster og var med hjemme til kaffe 

og cognac. Hun blev lidt skufet over at høre, at vi gerne ville sælge vores andel 

i båden og slet ikke har råd til at købe deres andel. Men sådan er det nu engang 

med det Båden er god nok, men vi får for lidt ud af den i forhold til de stadige

omkostninger. Nu er der igen en regning på 700 kr. til reparation. Jeg håber, vi 

kan få den solgt. 

Her til morgen kom en fax igennem fra Cathy. Vi sendte en til hende i går. Rart 

at der er forbindelse igen! 

Alt i alt en dejlig ferie fuld af afveksling, sol, god mad og rødvin sammen med 

vores bedste venner og familien. God afklaring om ikke at søge forlængelse af 

min orlov men stadig uvished med hensyn til at blive her eller søge en anden stilling 

i Danmark. Føns er vel heller ikke definitivt udelukket endnu, men dog nok 

på vej ud. Spændende bliver det. Ikke mindst da en helt anden mulighed begynder 

at røre på sig: at holde op som præst, hvilket nok vil være den mest besværlige 

beslutning men måske også den mest ærlige. Men hvad så? 


I dag skinner solen pragtfuldt. I går eftermiddags var det vidunderligt varmt, og 

vi sad ude på verandaen og spillede et spil, Ida havde konstrueret. Lad os håbe, 

sommeren nu er kommet til Julianehåb, for det har vist ikke været for godt indtil 

nu. 

Vi har haft lidt problemer med båden. Det kom vist bag på Kirsten, at vi bestemt 

ikke havde råd til at købe hendes andel og oven i købet ymtede noget om, at vi 

selv var nødt til at sælge vores andele. Vi holdt et lille møde ude hos den tredje 

part, Peter og Marianne, og blev enige om at spørge to par som vi kender, om de 

vil overtage Kirstens og Oles andel, men allerede nu har det ene par sagt nejtak. 

Hvis det andet par også siger nej, må vi nok sætte båden til salg, hvad der absolut 

vil gavne vores økonomi, men til gengæld går vi så glip af nogle fine sejlture. 

Ellers er vi så småt ved at komme i gang igen, hvilket ikke kræver den store anstrengelse 

fra min side og også Kirsten synes at komme godt ind i en ny periode 

med ny assistent, selv om der er sket ikke så lidt på sygehuset i den sidste tid med 

nye læger og dramatiske afrejser m.v. Til Grønland hører altså velkomst og afsked 

i et væk. 

Ungerne holder stadig ferie med masser af computer og en kollossal udveksling 

af videoer med kammeraterne, som efterhånden dukker op efter ferie i Danmark. 

Til gudstjenesten i søndags var der de sædvanlige samt en del turister. Der var en 

god stemning, og jeg talte om de falske profeter. 


I går aftes kom Troels hjem med ondt i sine ene fod. Han var faldet til fodbold. I 

dag var vi så på sygehuset med ham, og det viste sig, han havde brækket en flis 

af en af fodknoglerne. Så han fik støttebind på, og skal holde foden i ro et stykke 

tid. Det giver sig selv, da han ikke kan støtte på den. Træsko skulle være godt 

foruden et par krykkestokke. 

Ellers er ungerne i gang med skolen igen, og jeg er kommet i gang med kontrabøgerne 

- det viser sig, Magnus har taget en del af det her i ferien. I øvrigt er han 

lige kommet tilbage fra Nuuk med sin nye kæreste Bolette, som er præst i Nuuk - 

en af Magnus’ kyllinger, som de siger om de præster, han har uddannet. Jeg har 

lige inviteret dem og Jakobines samt Kirsten laCour til fødselsdag på fredag. Det 

har vi godt nok ikke råd til, men hvad gør man ikke. 

Jeg er kommet i gang med Bibelhistorien igen og fundet formen på den, så nu er 

det bare med at komme derudaf. Det er et spændende projekt at skrive sin egen 

bibelhistorie - alene for at konstatere, hvor meget man stikker i de gammelkendte 

former - men også at få formuleret nogle tanker, som hele tiden ligger og kører i 

baghovedet, og som jeg har læst om til bevidstløshed. 

195

196 

Også romanen ert kommet lidt videre - Knud har skiftet navn til Erling Stensgård 

og er kommet tilbage til Fiskenæsset. Nu kommer så det endelige møde med Andreas 

Poulsen og den endelige opklaring af, hvem den døde mand er. Det er naturligvis 

romanens clou, så derfor går jeg lidt rundt om det som katten om den 

varme grød. 

Kirsten døjer stadig lidt med voldsom menstruation i 10 dage, og det er vel 

spørgsmålet, om ikke man skal overveje livmoderens fremtid endnu engang. 

Forleden lavede Troels præriebøffer til hele familien, men de viste sig desværre 

at være rådne. 


I går blev jeg vækket med fødselsdagssang og gaver af hele familien undtagen 

Ida, som er på lejrskole ved Upernaviarsuk. Af Troels og Jens fik jeg et par dejlige 

hovedtelefoner og af resten af familien en længe ønsket thermokande - en rigtig 

Alfi, som nu pynter i vores køkken. 

Om aftenen havde vi gæster - Magnus og Bolette, Jakobine og Arne samt Kirsten 

la Cour. Vi fik en pragtfuld middag med hummersuppe og lammekølle, som bare 

var perfekt tilberedt. Snakken gik fint - ikke mindst takket være Arnes historier, 

og stemningen var i det hele taget fin. Jeg fik sørme også en thermokande af Kirsten 

og Ole - sådan en til at tage med usd i fjeldet - en bog om østgrønlandske 

amuletter af Magnus og en CD med de fire tenorer af Jakobines. De gik ved et tiden. 

I dag har vi slappet af. Troelses fod er betydeligt bedre, og han løber allerede 

rundt igen uden krykkestokke. Lisbeth ringede i går midt under middagen desværre 

og sagde tillykke. Dejligt at høre hendes stemme. Vi er jo mest lige gamle. 

Jens var til kollegiefest i går og kom hjem ved seks-tiden i morges efter at have 

været fuld og kastet op. Mens han sov rusen ud havde der været knivdrama på 

kollegiet - en udefra kommende havde stukket en ned - dog vist ikke alvorligt. 


Der var kun en halv snes mennesker i kirke i går aftes. Helene var vendt tilbage 

til sømandshjemmet - det var hende, der passede det sidste år, efter at det gamle 

bestyrerpar var rejst. Hun skal passe det i bestyrerparrets 6 ugers ferie. 

Ida kom hjem fra lejrskole i Upenaviarsuk - det havde åbenbart været ret kedeligt 

- bl.a. var maden, som de selv havde købt ind sluppet op en dag for tidligt! 

Jeg har fået skrevet en hel del på min bibelhistorie, hvilket er ganske spændende 

for mig selv - om det så også vil være det for den grønlandske folkeskole er jo en 

anden sag. Den er i hvert fald radikal i sit syn på skriften, hvis umiddelbare autoritet 

forfatteren ikke er så meget for i forhold til det selv at tænke over og arbejde 

med Bibelen. 

Jeg arbejder først med en undervisningsvejledning, og er her i gang med de teologiske 

overvejelser til hvert af de 12 hovedafsnit eller emnekredse. Bagefter 

kommer så arbejdet med at tilrettelægge undervisningsforslag og lave elevhæfter 

til de forskellige klasser. Så der er lang vej endnu. Jeg er meget spændt på, hvor 

meget min kollega Jakobine vil og kan gå ind i projektet, men jeg er overbevist 

om, at hun nok er bedre til at lave undervisningsplaner og -bøger end jeg selv er. 

På et tidspunkt smider jeg de teologiske overvejelser i hovedet på hende og Magnus 

og så må vi se, hvad de siger. 

I går kom der en fax fra Mogens og Ingeborg med et kædebrev, der opfordrede 

alverdens kvinder til at sende postkort til de stridende præsidenter i Kroatien og 

Serbien med opfordring til fred. Kirsten kan ikke fordrage sådan noget.

Med hensyn til båden ville det være rart at få den solgt af hensyn til vores økonomi 

- men lidt trist at skulle af med den selvfølgelig. Nu er Kirsten laCour rejst 

til Nuuk for at søge job der, så vi må nok vente med flere beslutninger til hun 

kommer tilbage. 


I går havde vi besøg af Selma, der rejser hjem på lørdag, efter at have været heroppe 

et år, som hun selv føler som 10! 

I løbet af ugen er jeg blevet færdig med de teologiske overvejelser til Bibelhistorien 

- godt 100 sider. Nu mangler der så bare den geniale undervisningsplan 

samt teksterne. 

Jens har fået et computerprogram, der hedder SIM-Tower, så nu sidder han og 

Troels og Jakob og bygger skyskrabere i lange baner. Troelses fod har det bedre. 

Han er i øvrigt blevet fuldstændig opslugt af Ringenes Herre, som han tordner 

igennem, når han ikke sidder ved computeren. Den er heldigvis i tre bind, så det 

er godt for foden. 

Vi fik skrevet brev til Mettes 50-års dag, så vi håber det når derned til dagen. 

Hans ringede i øvrigt og fortalte, at de havde købt huset i Bredballe til 1,7 mill. 

kr.! Det er nok det, der er vejen frem. Vi sidder stadig og hugger i det med vores 

småpenge og betaler skat i stride strømme. Akja! 

I morgen påtænker vi at tage på week-end tur til de varme kilder i vores båd. Det 

er en lang tur, men det skulle efter sigende være ganske dejligt dernede. 

Torvald har sendt mig en bog af Martin A.Hansen. Han vil vist gerne opdrage 

mig til mere danskhed. 

Nu skal vi til fødselsdagsmiddag hos Magnus. 


Så vidt jeg kan se, har jeg helt glemt at skrive om vores dejlige tur rundt om Akia 

og vores bestigning af samme. Det var for 14 dage siden, hele familien inkl. 

Bamse sejlede ud af fjorden for a komme den vej rundt om Akia. På vej ud kom 

vi så tæt på hvaler, at selv Troels blev helt forskrækket, da en satte kurs mod båden. 

Vi sejlede lidt for langt mod sydvest og gik en omvej rundt om en af øerne 

derude - det er svært at finde vej i virkeligheden - det er meget nemmere på et 

søkort. Men vi fandt det sted, vi havde tænkt os og lagde til land. Og så vandrede 

vi ellers op på Akia, og en gammel drøm gik i opfyldelse. Det var såmænd en 

hård tur - især for Kirstens knæ, og det blæste stærkt på toppen, hvad det jo normalt 

gør, men det var alligevel dejligt at stå ved varden deroppe og se Julianehåb 

langt nede i disen. 

Aftenen hos Magnus i går gik udmærket. Der var som sædvanligt ikke sparet på 

drikkevarerne, så vi fik endog champagne på et tidspunkt. Magnus holder fast på, 

at han vil gå af til næste år og holde afskedsprædiken den 21. juni. Det bliver 

spændende, hvem der skal efterfølge ham. Det forlyder, at Jens-Kristian fra Narssaq 

søger, mens både Magnus og Jakobine opfordrede mig. Det tror jeg nu ikke 

ville være så godt med mine i og for sig ringe grønlandskkundskaber. 

I øvrigt advarede de stærkt imod at sejle til de varme kilder uden kendtmand... 


Det var ellers noget af en sejltur, vi havde i går. Vi snakkede længe frem og tilbage 

om, hvorvidt vi skulle tage til De varme Kilder eller et andet sted, og efter 

lange og besværlige diskussioner endte vi med at tage til Lakseelven, som ligger i 

197

198 

den anden retning - nord for Narssaq i bunden af en lang fjord. Vejret var overskyet 

men ellers fint, og vejrudsigten var god. 

Så vi sejlede igennem Matoløbet - det var der, vi i sin tid var blevet satndset af 

isen, så vi måtte overnatte i Narssaq. Vi vidste godt, der var skær, men heldigvis 

kunne vi se dem, da det var lavvande, så det var ikke noget problem - troede vi. 

Men det var ikke det eneste skær, det vi kunne se, og pludselig stødte vi ind i et, 

røg op over det og krængede ret faretruende, før vi temmelig mirakuløst fortsatte, 

som om intet var hændt - dog temmelig rystede alle sammen, og det varede 

længe, før vores nerver faldt til ro oven på den ubehagelige oplevelse. Det kunne 

faktisk være gået ret galt, men lige i situationen nåede vi vist ikke rigtig at blive 

bange, før det var overstået. 

Vi chekede, om båden tog vand ind, men da den syntes at være helt i orden, fortsatte 

vi i den lette stemning, som altid kommer af at være undsluppet en fare. 

Der var langt op til lakseelven - det tog omkring fire timer at nå derop, og da var 

klokken allerede ved at være fem. Over radioen havde vi fået en kulingvarsel for 

Qaqortoqområdet, så vi vendte næsen hjem efter et par timers laksefiskeri, som 

ikke gav noget resultat. Kirsten fik samlet nogle bær og svampe. Vi tog turen 

hjem i et stræk, men naturligvis blev det mere og mere mørkt - der var i øvrigt en 

fantastisk flot solnedgang, der fik mig til at tænke på den indirekte meddelelses 

forrang frem for den direkte - den røde himmel ved en solopgang eller - nedgang 

betager os mere end den direkte middagssol - nå, det var et sidespring. I hvert 

fald sejlede vi hjemad i buldermørke, men det lykkedes os ved hjælp af Kirstens 

stedsans og navigationsevne samt diverse fyr at nå hjem, selv om fyret på Hvide 

Næs var ude af drift. Det er det fyr, der ligesom markerer indsejlingen til Qaqortoq. 

Det var Jens der sejlede det sidste stykke, og det gjorde han godt, bortset fra til 

aller sidst, da han i et øjebliks uopmærksomhed sejlede ind i en isskosse, hvilket 

bragte Troels på hysteriets rand - dog kun for sjov, men vi er nok alle sammen 

lidt overfølsomme overfor pludselige brag og rystelser. 

Det var godt vi ikke tænkte på at overnatte. I skrivende stund her søndag morgen 

er det regn og storm, så det er godt at være hjemme igen i god behold. 


Var til kaffemik hos Magnus i går morges, da han skulle til Saarloq til kirkejubilæum. 

Han havde fødselsdag i går. Det regner - sådan som det har gjort i flere 

dage nu. Trist vejr. 

Ida lagde sig syg med ondt i halsen i forgårs - sikkert efter turen i lørdags, hvor 

hun frøs en del. Også Jakob er blevet hjemme fra skole i dag med forkølelse. 

I morges ringede jeg til mor, som ellers havde det godt. Jeg fik skrevet lidt bibelhistorie 

- jeg synes den bliver bedre og bedre... og så var der brev fra skattevæsenet 

i Julianehåb med en dejlig check på 13.803 kr. i tilbagebetaling af for meget 

indbetalt skat. Det var lige til at bære, og de kom på et meget tørt sted, må man 

sige. 

Det er åbenbart min dag, for da Jakobine kom på kontoret, havde hun en fødselsdagsgave 

med til mig i form af et isbjørnehoved udskåret i tand fra Thule. Den 

hænger nu om halsen på mig og pynter, og jeg er helt sikker på, den også virker 

som en glimrende amulet. Flot er den i hvert fald.


I følge ældgammel tradition blev Ida og Troels vækket i går med fødselsdagssang 

og gaver. Et kamera til Ida samt et par vandrestøvler og et videobånd til Troels. 

Dertil breve fra morfar og Ruth med dejligt indhold. 

Om eftermiddagen havde vi bådelauget til kaffemik - Kirsten la Cour samt Peter 

og Marianne og deres to små børn, hvoraf Ida passer den yngste Amanda som 

babysitter af og til. I næste week-end har hun lovet at passe Amanda på knap to 

år hele week-enden, mens forældrene er på udflugt til Nanortalik. Det har i den 

anledning ikke skortet på diskussioner om det moralsk forkastelige i at overlade 

sit barn til fremmede så lang tid, men for Ida spiller de 500 kr. nok større rolle 

end moralen. Og samtidig kan hun jo så øve sig i at skifte ble. Jeg må indrømme, 

jeg selv blev lidt mat i knæene ved igen at have sådan en lille stump i huset. 

Om aftenen var der gudstjeneste. Organisten havde ringet fra Narssaq, at han 

havde sovet over sig og derfor ikke kunne komme, og kirkesangeren var lige 

kommet hjem fra Scoresbysund, så han var ved at slikke sårene og kunne heller 

ikke komme - så dér stod jeg så med et one-man-show for 20 kirkegængere - både 

kendte og turister, og så gik det bare helt fint. Der var en fin stemning og det 

noget stive præg, sådan en gudstjeneste normalt har, var som blæst. Jeg tror virkelig, 

folk nød det - og det gjorde jeg også selv, og selv om salmetonen dalede 

lidt mod slutningen af salmerne, så bar vi dem igennem. Det var en oplevelse, 

som en af kirkegængerne sagde, da de gik ud. 

Senere på aftenen spiste vi fødselsdagsmiddag med oksemørbrad og is. 


I aften var Jens og jeg til badminton for første gang i denne sæson. Det var virkelig 

dejligt at få rørt de stive lemmer lidt. 

Ellers har jeg siddet og arbejdet lidt med bibelhistorien og på det seneste også 

med det oplæg, jeg har lovet at komme md på kommunens seminar om børns og 

unges forhold. 


Hele dagen i dag har jeg været til seminar om børns og unges trivsel - indbudt af 

socialforvaltningen. Vi er ca 50 mennesker fra forskellige grene af den offentlige 

socialforsorg samt skole og kirke, der skal forsøge at komme frem med nogle reelle 

handlingsplaner til kommunen. Jeg havde lavet et indlæg, som blev ret pænt 

modtaget 


Jeg var ikke med på 2.dagen - dels fordi Jakobine skulle til Saarloq og holde 

bryllup, så jeg måtte passe kontoret, og dels er jeg ikke så meget for gruppearbejde, 

som ellers skulle præge dagen. 

I stedet fik jeg så skrevet min bibelhistorie færdig her i løbet af ugen, så nu må vi 

se, hvad det bliver til - om den så at sige falder i god jord - kontroversiel, som 

den er. Foreløbig har Kirsten la Cour fået et eksemplar til gennemlæsning og 

kommentar, og Kirsten får et med til Narssaq, hvortil hun rejser i formiddag og 

skal være væk i en uge. 

Vi har set en del videoer med den kendte psykolog Jesper Juhl, der fortalte om 

børneopdragelse eller - inddragelse, som han hellere ville kalde det og om signaler 

i familien i det hele taget. Meget forfriskende og genkendeligt, selv om der 

også er holdninger hos ham, der kan diskuteres. 

199

200 

Jeg drømte forleden, at far kom ned fra loftet i Gårslev og sagde, at nu måtte jeg 

altså se at få skudt den ugle, der blev ved med at genere os med sin ustandselige 

tuden. Så jeg gik op på loftet, hvor der var ligesom en vinterhave med glas over 

det hele, med en salonriffel og begyndte at skyde efter denneher ugle, som flaksede 

rundt udenfor vinduet. Det var svært ikke at skyde igennem vinduet, men på 

et tidspunkt gjorde jeg det alligevel - tilsyneladende uden at ramme kræet. Alligevel 

må jeg have ramt, for lidt efter væltede ikke blot uglen men hele dens familie 

bestående af mand og flere unger ind gennem ruden på loftet, hvor de lå og 

sprællede. 

Vi måtte se at få dem aflivet, og jeg husker, jeg skød en af dem i brystet - dog 

uden at det gjorde synderligt indtryk, men til sidst havde vi fået dem alle ombragt 

på nær en lille ugleunge, som far tog sig af med en køkkenkniv. Han skar hovedet 

af den. Det uhyggelige var, at mens vi dræbte alle disse ugler, tog de mere og 

mere form af mennesker, og til sidst var det faktisk et spædbarn, far stod og skar 

hovedet af. 

Jeg fik besked på at gå ud i haven og smide ligene på bålet. Derude mødte jeg en 

radmager hund, som jeg ikke kunne nænne at gøre fortræd. Så da jeg kom ind 

igen, og far spurgte, om der nu vel ikke var flere dyr derude, svarede jeg bare 

nej... 

Mærkelig drøm. 

Jens har de sidste dage gennemgået den højeste lykke og den dybeste elendighed, 

idet han har været dybt forelsket i Ditte, som sagde ja til at komme sammen forleden, 

men imidlertid allerede i går aftes slog op igen. O dyrebare ungdom!! 


Jeg tror nok, det var den stærkeste storm, vi endnu har oplevet - den vi havde i 

går aftes og i nat. Der var vindstød på over 50 m/sek, og taget røg da også af et 

hus - den pontonbro, som vi ligger fortøjet til mistede sin forbindelse til molen og 

flere joller ligger med bunden i vejret. Træpladerne under vores tørrestativ fløj 

væk - de er ellers ret tunge, og et stykke af naboens stakit væltede. Heldigvis var 

orkanen, som i øvrigt hed Louis godt varslet, så der skete ikke mere - men der var 

knald på. 

Nu er her igen helt stille og fjorden ligger som om ingenting var sket. Igår kogte 

og sydede den og rejste sig i voldsom vrede. 

Kirsten nåede heldigvis at komme godt til Narssaq med helikopter, inden stormen 

brød løs sidste på eftermiddagen, men de fremskyndede turen for at få helikopteren 

i hangar inden stormen. 

Troels spiller Marathon - et uendeligt computerspil, hvor man skal rydde et rumskib 

for aliens og befri de stakkels mennesker om bord. Ganske godt lavet, men 

forleden nat kunne han ikke falde i søvn, fordi han havde skudt en hel del mennesker 

- bare for sjov... 

I øvrigt er han blevet to centimeter højere end Ida. 


Kirsten kom planmæssigt hjem med helikopter fra Narssaq efter fem dages arbejde 

der. Desværre overnattede hun på det temmelig uhumske Hotel Narssaq og 

ikke som forvente på Perlen. Ellers var alt gået godt nok. 

Jeg var nede og kigge til båden i går. Alt vel efter stormen, men varmen virker 

stadig ikke. Nu har vi pudset værkstedet på opgaven. 

Har skrevet Bibelhistorie hele ugen - dvs redigeret og sorteret. Kirsten synes, den 

er for svær at læse - mit sprog er for indviklet, hvilket jeg ikke selv begriber. Men 

hun har jo nok ret. I øvrigt gav hun mig ideen til at lave et undervisningsmateria-

le i form som en dialog mellem en lille pige og hendes bedstemor eller bedstefar 

her i Grønland. Det ville være relevant. Jeg har hele tiden være fokuseret på billeder 

og pædagogik a la Ullut tamaasa. 


Jeg skulle forleden synge en ældre dame ud fra alderdomshjemmet, hvilket gik 

efter planen, men da jeg kom op til kapellet for at låse op og tænde lys, gjorde jeg 

en forkert bevægelse og fik et væmmeligt hold i lænden, som stadigvæk gør ondt. 

Det er lørdag eftermiddag, og det sner og er gråt i gråt. 

Vi har i de sidste par dage set videobånd med den kendte familierådgiver Jesper 

Juul, som sidder og fortæller om alt, det, vi har gjort forkert i vores opdragelse - 

Nå, han er nu meget spændende og nyskabende. Børn har altid ret. Det er ikke 

dem, der kommer i trodsalder - det er forældrene osv. 

Ida er blevet inviteret til Danmark til Lærke og Allan 14 dage i efterårsferien + 

en uge med alt betalt. Det glæder hun sig voldsomt til. På mandag skal vi ned og 

se, om der er billetter at få. De bor i Sønderborg. 


I går kunne vi så fejre Jens’ 17 års fødslsdag med morgensang og gaver på sengen 

som sig hør og bør. Vi havde købt en salonriffel til ham og Ida gav ham en 

lyserød kanin, der kunne tromme! Dertil en meget flot lagkage, som hun selv 

havde lavet på bageriet, hvor hun er i praktik for tiden - dvs op kl. 03,30 hver 

morgen og fri kl. 11. Hun føler sig lidt fremmed dernede blandt grønlænderne, 

men ellers er det vist spændende nok. Men ansrengende, for samtidig har hun jo 

aftenarbejde hver anden aften på sømandshjemmet. 

Troels er på Tele, hvor det bliver mere interessant med tiden. I starten var det ret 

kedeligt. Han fortalt bl.a., at den store parabolantenne er 11 meter i diameter og 

hul, så man kan gå inde i den. Og at det var de grønlandske kvinder, der i 1921 

slæbte de 900 tons teleudstyr op på harefjeldet på slæde! 

I går aftes fik vi entrecotes med pommes frites. Jeg er stadigvæk modstander af 

modstanden mod de franske atomprøvesprængninger, men det er en anden historie. 

Og så er det jo i dag, vi har været her i Julianehåb i to år. Mærkeligt at tænke på. 

Og meget spændende, hvor vi er i verden om et år. 

Kirsten er stadigvæk i Nuuk til kursus, og det lyder som om, det lige er sagen. 

Hun kommer hjem i morgen formiddag, så vi må hellere få gjort lidt rent i dag. 

Jeg har stadigvæk lidt ondt i min lænd og i min skulder - det sidste kan skyldes 

badminton, forkert sovestilling, jagtgevær eller computerarbejde. Det er sikkert 

en kombination af det alt sammen men er ret irriterende. 

Dagene går stadigvæk med bibelhistorien, som nu er oppe på ca 250 sider, så jeg 

håber, der er nogen, der kan bruge den. I hvert fald er jeg selv meget glad for at 

skrive den, men der er en del, der skal skrives om - især indledningen. 


Jeg var syg i går. Det startede i forgårs aftes med ondt i maven og lænden og så 

lidt feber og utilpashed. Sammen med den dårlige skulder gjorde det, at jeg ikke 

fik sovet ret meget, og i går lå jeg så brak hele dagen - kun afbrudt af landskampen 

- så det var nok ikke helt terminalt. Men da ret ubehageligt. Det har vel været 

en infektion eller forgiftning af en slags - eller måske kulde. 

Her til morgen er vejret flot med sol og blå himmel, og jeg er oppe igen, selv om 

jeg godt kan mærke, jeg skal være forsigtig. Det murrer lidt endnu. 

201

202 

Kirsten kom planmæssigt hjem fra kursus i Nuuk, som havde været alle tiders - 

ikke mindst samværet med de andre fysser var inspirerende. 

Og så er ungernes efterårsferie startet i går, og på lørdag drager Ida så af til Narsarsuaq 

og derfra videre på mandag til Sønderborg. Det er dejligt, hun selv har 

tjent lommepenge til turen ved at arbjde på Sømandshjemmet. Det har ærgret 

Troels en del, men nu er han også kommet igang som opvasker på hotellet, og det 

giver godt - så de er om sig. I øvrig får de alle tre nogle flotte flotte karakterer - 

det er lige før 10 er i underkanten - så man må håbe, de ikke bliver alt for forvænte. 

Men det er dejligt, og vi er såmænd da rimeligt stolte af vores dejlige unger. 


Så er jeg endelig færdig med bibelhistorien - i hvert fald klar til korrekturlæsning 

af de 260 sider. Det er en rar fornemmelse, selv om ryggen værker og jeg føler 

mig mærtkelig oppustet i maven - og det er fredag den 13.! 

Der var menighedsrådsmøde i forgårs, og som sædvanlig kom snakken til sidst 

ind på pinsemissionen. Der var flere, der gerne ville have en uddybende kommentar 

i Kujataamiu til vores indlæg i sommer, men jeg er overbevist om, at jeg i 

hvert fald ikke skal røre mere ved sagen. 

Det er fuldstændig absurd, så det trodser enhver beskrivelse og rimelighed, når 

forældre til børn, der er blevet barnedøbt og derefter døbt i pinsemissionen som 

12-årige, hvor de også selv er medlemmer - fandeme også vil have deres børn 

konfirmeret! Der bliver jeg alligevel forarget, og så er det vist på høje tid at holde 

sin mund - først og fremmest fordi det jo i og for sig ikke er mit problem - men 

også fordi, det er langt det nemmeste at få den danske præst til at råbe op, så man 

selv slipper for at blive hængt ud, hvilket som bekendt er det værste, der kan ske. 

Jeg prøvede på mødet at sige noget om et præsteløfte, vi har skrevet under på, 

hvor vi højtideligt lover med regnskabsdagen for øje at bekæmpe vranglærdomme 

i menigheden - men jeg fornemmede, at det var vigtigere at have et fredeligt 

omdømme end at sige tingene lige ud. 

Nu har Jakobine sendt spørgsmålene videre til biskoppen, og det kan blive helt 

spændende at se, hvad Sofie mener - nu må hun jo altså tage stilling. Men det er 

typiske, at man vil gøre alt for ikke selv at tage ansvaret for et standpunkt, der er 

upopulært - og så er det jo godt at kunne henvise til biskoppens afgørelse - eller 

til den danske præst. 

Nå, nu har jeg altså tænkt mig at klappe i og lade pinsemission være pinsemission 

- også fordi jeg er overbevist om, at det intet formål tjener at blive ved. Vi har 

sådan set så klart som det kan lade sig gøre givet udtryk for de regler der gælder 

for medlemssakb af folkekirken i Grønland - og mere er der ikke at sige til det. 

Måske er jeg også lidt nedtrykt over mit helbred, og fordi jeg ikke kan finde ud 

af, hvad vi skal til næste år - og måske er jeg i virkeligheden dødtræt af Grønland. 

Nu havde nogle mennesker - garanteret danskere - lige foræret en gammel motorbåd 

til børnehaven hernede, som ungerne kunne have at lege i. Og med stort 

besvær fået bugseret den ret anseelige båd ind på legepladsen. Der gik kun to dage, 

så var alle vinduer i båden smadret. 

Jeg ved ikke - man blir sgu så deprimeret over den slags symboler suppleret med 

frustrerede danskeres beretninger fra deres mere eller mindre uheldige ophold 

heroppe. Flere og flere tager dybt frustrerede hjem fra dette land - og måske bliver 

jeg selv en af dem. 

Men solnedgangene er flotte for tiden!

Forleden blev vi pludselig bekymrede for Bamse (selv om den lugter forbistret af 

hund for tiden) fordi den ikke ville støtte på sit ene forben. Det var så hvad det 

var, men da det senere på dagen var det ene bagben, der var noget galt med, og 

da den vægrede sig voldsomt ved at rejse sig og lå og peb ynkeligt, var vi helt 

sikre på, den var på sit yderste. Desværre var dyrlægen i Narssaq (han er den 

eneste af slagsen i hele Grønland!) til den store lammeslagtning, så han kunne ikke 

hjælpe os. Så måtte vi jo læse lidt over det syge sted og brænde lidt røgelse af, 

og næste morgen var den selvfølgelig frisk igen - selv om den stadigvæk lugter af 

hund... 


Så kom det første messefald her i Qaqortoq. Der var ikke en til gudstjeneste i aften 

kl. 19. Jeg tror, det kommer af, at jeg de sidste par dage mere og mere er blevet 

tiltrukket af ideen med at holde pause som præst. Jeg tror, det ville være 

sundt at prøve noget andet til en afveksling, og hvis det nogen sinde skal være, så 

skal det være i forbindelse med flytning næste år. 

Jeg kunne prøve som seminarielærer i Nuuk eller evt lærer på den nye præsteuddannelse 

eller på GU - eller alle tre steder. Men det bliver en svær beslutning at 

tage efter 14 år i embede. 

Forleden dik vi brev fra skattevæsenet her i Grønland om, at jeg ikke havde opgivet 

de 10.000 fra Magnus’ forlag og derfor blev sat 10.000 kr op i indtægt. Jeg 

skrev et noget mopset brev tilbage. 

Julianehåb den 21. okober 

Fik brev fra skattevæsenet i Nr. Åby med ny ekstraskat til Kirsten på 2600 kr! Og 

så er det ikke engang løgn! Somme tider tror jeg, det aldrig holder op. At vi får 

meddelelser fra skattevæsenet hvert år fra nu af og i al evighed. Og at der intet er 

at stille op, for det er ikke personer, du står overfor men et væsen - et eller andet 

upersonligt væsen, og sådan et væsen kan åbenbart tillade sig hvad som helst. 

Det er i bogstaveligste forstand umenneskeligt. 

Bibelhistorien er færdig og afleveret til Jakobine. Nu må vi se, hvad Magnus siger 

til den. Hvis han ikke vil trykke den, prøver jeg nok Pilersuiffik. 

Konfirmanderne starter på mandag. De blive så nok prøveklude på materialet. 

Blev i går aftes kaldt ud til et ægtepar, som viste sig at være ravende berusede, 

men konen ville i hvert fald tale med en præst, og det skulle være nu. Man kan 

ikke sige nej som præst, så jeg måtte af sted. Det var dybt frustrerende, og jeg får 

mere og mere lyst til at skabe stemning for at lukke for indførsel af alkohol i 

Grønland. 

- Kan du hjælpe mig, præst - jeg er dranker!? Skål! 


I torsdags havde vi afskedsmiddag for Ole og Kirsten, som rejser til Nuuk. Folk 

kommer og går. Kirsten rejser først på mandag, hvis ellers vejret arter sig - i øjeblikket 

er det nærmest snestorm, så de er spændende om Ida kommer hjem til tiden 

i morgen. 

Vi har snakket en del i telefon med hende og hun har det vældig godt. Hun så 

moster Grethe i banken, men ville ikke rigtig give sig til kende, og moster Grethe 

kender hende jo heller ikke. 

Vi har et par gange været ude på jagt efter alke, men det er lige tidligt nok - om et 

par uger trækker de ind i fjorden, og så bliver det nemmere. Troels skød en søkonge, 

men der var ikke meget tilbage af den, så vi smed den ud til mågerne. 

203

204 

Jeg laver lidt om på bibelhistorien - retter lidt hist og her og sætter flere historier 

ind. Forsøgte at tage Amaliehistorierne ud til en selvstændig bog, men det er ikke 

særlig godt, så vidt jeg kan se. Og det er i øvrigt gjort fremragende af Anna Sophie 

Seidelin. Ikke helt på samme måde, men alligevel. 

I aften har Kirste, arrangeret kirkekaffe med sygeplejerskerne, som hun var til 

fest med i går i anledning af Kirsten la Cours afrejse. På en eller anden måde irriterer 

det mig lidt - måske fordi jeg har skrevet en ret intens prædiken, og så bliver 

det ligesom lidt kvalt i velmenende kvinders kaffesladder om, hvornår man skal 

rejse sig op i kirken. 

Sådan som kirken et langt stykke har kvalt evangeliet i borgerlighed og kirkelighed 

og hvad ved jeg. 


Der var en snes stykker i kirke på trods af det dårlige vejr. Bagefter var de hjemme 

til kirkekaffe hos os, og det var jo meget hyggeligt. Arne Kyed er altid god 

for en historie. Den nye læge og hans kone virker meget tiltalende - de er også 

konfirmandforældre til Jeppe. 

Og så sagde vi farvel til Kirsten laCour, som i dag er rejst til Nuuk - vistnok da, 

for vejret er blevet dårligt igen, og Ida er ikke kommet hjem endnu. Så vidt vi 

kunne forstå på oplysningerne fra Grønlandsfly er flyet fra Sønderstrøm vendt 

om til Nuuk, så hun er sikkert i Nuuk i øjeblikket. Håber, hun ringer. 

Havde konfirmander i dag, men de var kun fem på grund af sygdom - i går var to 

af dem i kirke. Jeg viste dem kirken. 


Hjemkom fra Narssaq i går aftes med ’Aleqa Ittuk’ efter en weekend dér med 

gudstjeneste og møde med konfirmandforældrene. Derfor var der for en gangs 

skyld mange i kirke (20)! Der viser sig at være 7 konfirmander, som ønsker 

dansksproget undervisning men kun 2, der ønsker dansksproget konfirmation - de 

andre får dobbeltsproget. Konfirmationsdatoen er fastsat til den 2. juni 1996. 

Boede på Hotel Perlen som er udmærket. Snakkede med en elværkstkniker fra 

Ålborg og en færing, der har noget at gøre med isfabrikken i Narssaq. Begge var 

som sædvanlig mildest talt chockerede over forholdene i Grønland, men man 

vænner sig efterhånden til at høre den samme skure om de latterlige grønlændere. 

Chockerende historier fra Grønland er jo altid velkomne ved middagsbordet. 

Skulle have været hjem mandag formiddag men måtte tage med båden på grund 

af først storm og derefter kraftigt snefald, og nu ligger der et pænt lag sne over 

det hele, som ser ud til at blive liggende. 

Fik endelig skrevet til onkel Hans og fik også læst Bibellhistorien igennem. Den 

er god, men kunne måske nok tåle endnu en kritisk gennemgang. 


Troels og jeg var ude og skyde alke i går. Dejlig tur i tåget men stille vejr. Vi fik 

seks + en tejst og en søkonge. Vi burde tage ud i dag også, men både Troels og 

Jens har været til fest i går aftes, så de sover endnu, selv om klokken er ti. 

I fredags var vi til fest hos Jakobine og Arne, fordi to af deres børns fødselsdage 

her i efteråret tilsammen blev ligeså mange år som Arne er - 56 - og det sker jo 

kun en gang i livet! 

Megen god mad og drikke som sædvanligt. Desværre blev i efter den udmærkede 

fest inviteret til Magnus sammen med at andet par, som benyttede lejligheden til

at foretage et ægteskabeligt opgør omkring mandens utroskab, som konen brød 

sammen over - men akja - lidt efter var de lutter smil og glade miner. 

Der er altså en mærkelig forskel på dansk og grønlandsk mentalitet. Det virker 

utrolig overfladisk - eller som Hans Egede skrev i sin tid - letsindige grønlændere. 

De bruger fra hjemmestyrets side mange ressourcer på at uddanne grønlandske 

psykologer - men jeg har en lumsk anelse om, at krisepsykologer er her i 

hvert fald ikke brug for. Krisen er ikke som hos os dyb og langvarig - er måske 

snarere en del af den almindelige underholdning - for nu at sige det rigtig groft. 

Og når danske læger, præster eller psykologer involverer sig med ånd og sjæl i 

deres problemer, så de selv får søvnløse nætter over det - så skulle de bare vide, 

at det hele kun er for sjov set med klientens øjne. 

Men det betyder jo på en eller anden måde, at disse mennesker virkelig er letsindige 

og overfladiske i forhold til os - og hvad laver vi så her? Andet end at finde 

lidt mere ud af os selv? 

De dummeste mennesker på jorden er jo nok dem, der tager til en fremmed kultur 

og behandler den som om, det var deres egen. 

Det man så kunne spørge sig selv om her, om der skulle være noget bag ved letsindigheden 

og overfladiskheden. I don’t know! 

Paamiut den 19. november 

Også i søndags var vi ude efter alke sammen med Peter, men det blev kun til lidt 

tejst og søkonge. Til gengæld så vi en klapmyds på ret nær hold. Troels var lige 

ved at skyde den med jagtgeværet! Den var godt nok stor, og jeg aner ikke, hvad 

vi skulle have stillet op med den, hvis vi havde skudt den. I øvrigt skyder man 

ikke klapmydser med haglspreder! 

I onsdags var jeg til provstiudvalgsmøde en time inden kontoret. Det var referatet 

fra udvalgets dyre rundtur til alle kirker i provstiet med henblik på istandsættelser 

m.v. Det slog mig, at de havde glemt at tage en sagkyndig og uvildig håndværker 

med, som kunne vurdere bygningerne og evt prisen på reparationerne. Nå, det 

kommer jo nok hen ad vejen. Om aftenen var der middag på Nanok med rensdyrkød 

og vin og cognac til kaffen. 

Torsdag afsted til Paamiut via Narsarsuaq. Turen gik fint. Vi mellemlandede i 

Grønnedal, hvor oversergenten fortalte mig, at der måske skulle være dåb, næste 

gang jeg kom. Jeg betakkede mig, efter at jeg i TV-avisen havde set klip fra de 

berygtede dåbshandlinger i Grønnedal, men han grinede og sagde, at det skam 

var en rigtig barnedåb. Jeg lovede at komme engang i december i så fald. 

Jeg har endnu ikke hørt noget til det med orlogspræsteriet. Det kan være, de har 

fået kolde fødder. Til gengæld har jeg hørt, at Claus Harms har begravet Tordenskjold 

i Holmens kirke. Jaja. 

I dag havde jeg grønlandsk gudstjeneste med barnedåb. Det var dejligt, og kirken 

var næsten fuld. I eftermiddags var jeg så til kaffemik i Blok Å. Paamiut er den 

by i Grønland, der har flest blokke i forhold til indbyggertallet. 

Fredag aften som sædvanlig hyggelig middag hos Torbjørn og Anne Mette. I aften 

skal jeg så have dansk gudstjeneste. Der kommer sikkert ingen! 

Hele eftermiddagen i går så jeg prinsens bryllup med Alexandra. Det var utroligt 

flot og vellykket og samtidig kerne dansk. Men da jeg så gik ind på mit ensomme 

hotelværelse slog det mig alligevel, at sådan et bryllup må kalde ensomhedsfølelsen 

frem hos mange mennesker - alle de, som ingen har at feste med - eller at 

snakke med. Bare fjernsynet... 

I nat drømte jeg, at jeg skød op i et træ i præstegårdshaven i Gårslev med en 

haglspreder, så der faldt fire meget smukke blå fugle ned af den kæmpeflok, der 

205

206 

sad i træet. Jeg havde ikke set dem, før jeg skød. De fire var ikke helt døde, men 

så kom min kat, der var på størrelse med en panter og åd dem alle sammen i en 

mundfuld. 

Jeg har billet til helikopteren på torsdag, men jeg tager nok båden tirsdag aften, 

hvis der er plads. 

Paamiut den 20. november 

Der kom 7 til den danske gudstjeneste heraf to børn. Man spørger sig selv... Nå, 

men der er i hvert fald ingen danske konfirmander i Paamiut, så der er virkelig 

ingen grund til at hjemsøge stedet mere end en enkelt gang i foråret måske i forbindelse 

med Grønnedal, hvis det kan passes sammen. 

Til gengæld får jeg skrevet om på min Bibelhistorie, og det er jo godt nok. 

’Saqqit Ittuk’ 22. november 

I dag for 21 år siden mødte Kirsten og jeg hinanden for førte gang en sen nat på 

Lauritz Betjent. Det kom der alligevel lidt ud af! Tak, Kirsten! Tak for livet! 

Kom afsted planmæssigt fra Paamiut i aftes kl. 24 efter en god middag hos Torbjørns. 

Sømandsfolkene er med båden og Kaj Nielsens samt Hans Petrussen og 

sekretærens mand fra Nanortalik. Vi kender snart en del. 

Vejret er perfekt. Fuldstændig stille og solskin og meget smukt. 

Bibelhistorien er færdig - igen! Nu bliver den vist ikke bedre. Jeg prøvede at 

komme igang med romanen igen, men det går trægt, synes jeg. Måske fordi jeg 

er i et hængeparti - sådan et forbindelsesled til næste afsnit, der bare skal udfyldes. 

Nu er gruppen samlet igen, og nu skal vi bare have Andreas Poulsen på banen 

på en eller anden måde. Han har været på en længere pilgrimsrejse gennem 

Frankrig og Spanien til Santiago de Compostella, og i den lille franske bjergby 

St. Guilhelm fandt han på klosterets bibliotek, hvad han søgte. Den endelige, dokumenterede 

forbindelse mellem Tempelherrerne og Stensnæs. Fortegnelser over 

rejsdeltagerne og over deres fragt samt korrespondence mellem klosteret og 

Stensnæs evt. kort over stedet med placering af stenene samt den centrale diamant. 

Tegninger og fortegnelser over bygninger m.v. 

Men hvem er den døde mand? Ham, der så at sige satte det hele i gang? Think! 

Er han led i planen eller handler han helt på egen hånd? Kender Andreas Poulsen 

f.eks. noget til ham? 

På en måde må han vel være sendt af A.P. for at berolige bl.a. Amalie, men 

hvordan og hvorfor er han død, og hvor kommer han fra? Gamle grønlandske åndemanere 

kunne jo rejse.... Yes!!! Pragtfuldt! Derfor var kisten jo tom! Præsten 

brød simpelt hen ind i en åndemanderseance - i kirken!! Det er morsomt. En seance, 

der måske foregik et helt andet sted og i hvert fald i en helt anden tid!! Den 

gamle dragt. Seancerne var ægte nok og ikke bare bluf, som Gustav Holm mente. 

Selvfølgelig må det være en åndemaner fra 1300-tallet! 

Men så kan A.P. vel ikke have noget med det at gøre. Det ville være for langt 

ude. Men stenen kan stå bag. Stenen kan manipulere med tiden og eksistensen. 

Stenen har magt! Wauw!!! Nu bliver det spændende! De tror, de bruger stenen, 

men det er i virkeligheden stenen, der bruger dem... til hvad? Hope? Tragedien 

lurer... 


Der var pænt med kirkegang i går, hvor synagogeforstanderens datter blev opvakt 

fra de døde. En lille men trofast menighed. Jeg skal til Nanortalik på lørdag og til 

Narssaq den 16. dec. og forleden ringede de fra Grønnedal om jeg kunne komme

i julen! Nu prøver vi at arrangere noget med at de sørger for transport den ene 

vej, så jeg ikke skal sidde en hel uge i Grønnedal. Det er muligt, det må aflyses. 

Jeg er også lidt harm(!) over, at jeg ikke har hørt fra Harms angående orlogspræsteriet. 

Hvorfor skal provstiet her betale for den kirkelige betjening af en dansk 

flådestation? Det er ikke rimeligt og det styrker ikke motivationen. 

I lørdags havde jeg et grønlandsk bryllup med barnedåb og det er jo altid opløftende, 

selv om jeg hakkede noget i udtalen. 

Nu er det mandag morgen. Der er kommet skib, og der ligger et godt lag sne over 

det hele. 

Nanortalik den 3. december 

Jeg har lige spist en fortræffelig morgencomplet på Hotel Kap Farvel - mit stamhotel 

i Nanortalik. Fik en snak med retssekretæren fra Qaqortoq, som jeg af og til 

møder på rejserne. 

Det er flot og stille vejr hernede, og flagene er oppe i anledning af 1. søndag i 

Advent, som jo er en af årets store festdage heroppe. 

Ankom med helikopter i går til en større flok mennesker, der var ved at tage afsked 

med socialchefen, der skulle til Danmark - desværre i en kiste. 

Byen er stadig i choktilstand efter pasagerskibet Tuuluks dramatiske forlis for en 

uge siden. 9 af kommunens medarbejdere havde været på tjenesterejse til Aappilattoq, 

og på vejen hjem stødte de ind i en voldsom orkan. Den var varslet for Julianehåb-Frederikshåb 

området, så man regnede ikke med, at den ville ramme 

helt hernede. Men det gjorde den, og midt i de værste dønninger fik båden motorstop, 

hvilket er det værste der kan ske overhovedet. De forsøgte at kaste anker, 

men ankerkæden sprang i løbet af kort tid! 

Alle gik i overlevelsesdragter og i redningsflåden, inden skibet røg på et skær. 

Men også redningsflåden var ved at gå til, da det lykkedes for en ung mand at 

springe op på en lille ø med en tovende, og en for en fik han alle passagerer og 

besætningsmedlemmer i land, undtagen en, der var så panikslagen, at han ikke 

kunne røre sig. De var nødt til i sidste ende at lade redningsflåden gå til havs, da 

de ikke kunne holde den længere. 

Nogen tid efter blev de på øen samlet op af en helikopter fra Grønnedal, og også 

den sidste blev fundet drivende i sin overlevelsesdragt, men da var han desværre 

død. I juni konfirmerede jeg hans plejedatter. 

Forleden ringede Sofie, vores biskop i anledning af et brev hun ville sende til 

pinsemissionerne på hele kysten, for at gøre opmærksom på, at der faktisk er væsensforskel 

på Pinemissionen og Folkekirken, hvilket de ikke har været helt gode 

til at bekendtgøre for deres proselytter, som synes at være gået ind i Pinsemissionen 

og oven i øbet er blevet døbt i den tro, at de samtidig kunne være medlem af 

Folkekirken. Nu ville hun gerne høre min mening. Vi var helt enige, hvad der vel 

ikke er så underligt, da vi har trådt vores teologiske børnesko på de samme fakulteter. 

Og som hun så rigtigt formulerede det: De skal ikke pesse på vores dåbssyn! 

Jeg tror, vi snakkede en time både om det og om den tiltagende teologmangel i 

Grønland og deraf følgende uvidenhed om disse og andre væsentlige spørgsmål. 

Og så spurgte hun mig i øvrigt, om ikke jeg kunne tænke mig at blive provst her i 

Sydgrønland, hvilket i og for sig er et ret væsentligt spørgsmål fra hende, da det i 

høj grad er hende der bestemmer, hvem det skal være. 

Så i de sidste par dage har jeg ikke tænkt på ret meget andet. Det er jo på mange 

måder et tillokkende arbejde med en masse spændende udfordringer, som kræver 

207

208 

en del administration og meget teologi og desværre nok også en hel del mere 

grønlandsk, end jeg kan i øjeblikket. 

Nu får vi se, hvad det ender med, men jeg er lidt hooked på tanken må jeg nok 

indrømme. 

Så har Magnus fået et eksemplar af Amalie og Bibelen, som jeg har lavet en hel 

del om. Jeg har strøget de pædagogiske afsnit og samlet Amaliefortællingerne i 

bogens første halvdel. Jeg har i øvrigt suppleret dem op med nogle flere fortællinger, 

da det jo nok er dem, der skal bære bogen. I 2. del kommer så de teologiske 

noter, som jeg nødig vil af med og nødigt udskille i en bog for sig. De hører 

altså med på en eller anden måde. Til gengæld ville jeg gerne have Amalie illustreret. 

Nu har jeg lige været til adventsgudstjeneste i en stopfyldt kirke med masser af 

skrigende unger og en komplet uhørlig prædiken - men festligt var det jo. Fællesskab, 

der vil noget! 

Var til juletræstænding på torvet kl. 16, men jeg havde fået for lidt tøj på, så jeg 

måtte gå hjem efter en halv time. 

Der var vel en 15 stykker til gudstjeneste, og organisten spillede igen så dårligt, 

så det næsten var som sædvanlig mere farce end godt er. Jeg blev egentlig så desillusioneret, 

at jeg på et tidspunkt tænkte på, at jeg ikke ville komme her mere. Så 

hvis jeg vælger at blive provst, så bliver det samtidig som grønlandsk præst. For 

this is rediculous!! 

Heldigvis var jeg inviteret til middag hos Lene og Allan og deres lille dejlige 

Mattias og Allans far, som har fået job på det nye sygehusbyggeri - han er elektriker. 


Var henne og besøge præsten i formiddag - ganske kort. Han er ikke en mand af 

mange ord! Men han har fem børn. Han siger, de alle sammen er faldet godt til 

hernede - der er som at komme hjem. Han stammer fra Frederiksdal og har været 

præst et par år i Upernavik. Han hedder David Gideonsen. 

Blev vist rundt på sygehusbyggeriet, som er ved at være færdigt af Allans far, 

Hans. Det ser alt sammen smukt og godt ud. 

Så har jeg ellers fået skrevet en fire-fem nye afsnit til Amalie. Gode, synes jeg 

selv. Der skal vist lige et om Samson med - og så et om Samuel. Så må det være 

godt. 

Kom til at tænke på al den psykologhjælp, de snakker så meget om. Narssaq 

kommune sender deres psykolog til Nanortalik til de overlevende fra bådforliset 

samt deres pårørende. Jeg tænkte på, om det er mangelen på gudstjeneste, der gør 

psykologerne så nødvendige. Et eller andet er der jo galt, når man tilsyneladende 

ikke længere selv er i stand til at bearbejde sine traumer. Hvordan overlevede 

man før i tiden? I kraft af fællesskabet i familien og i samfundet. Når det går fløjten, 

så er der kun den professionelle psykolog tilbage. Og ensomheden. 


Jeg sidder i ventesalen i heliporten. Solen skinner fra en blå himmel. Det er let 

frost og perfekt flyvevejr. Hvem skulle tro, at en helikoptertur kunne blive en banal 

foreteelse - som en tur med bussen? 

Tiden går stærkt nu, og hele tiden kredser mine tanker om provstestillingen. 

Hvad med ungerne? Jens og Jakob vil gerne blive heroppe, men Troels og Ida er 

lidt mere tvivlsomme - især nok Ida, som forfærdelig gerne vil på efterskole i 

København sammen med Astrid.

Men det er skrækkeligt dyrt. 700 kr. om ugen plus lommepenge! Troels er mere 

indstillet på at starte på GU - de kom i øvrigt begge to hjem med nogle fantastiske 

karakterbøger - lutter 9-, 10- og 11-taller. Måske kan Ida også finde sig tilrette 

på GU - de får jo tilskud på 2.000 kr. om måneden og nok at lave. Og en masse 

nye kammerater. 

Men Troels taler om Grønland som en andenrangsnation - han vil gerne hjem til 

det virkelige liv. 

En ting er i hvert fald sikkert. Vi kommer ikke udenom det grønlandske, hvis vi 

bliver her. Det er også for dårligt, at jeg ikke kan det endnu! Det er jo bare et 

spørgsmål om at tage sig selv i nakken. 


Vi var nede og hente juletræ i dag. Vi var lige ved at komme for sent, da vi havde 

glemt at købe billet, så jeg måtte ned i formiddags og købe en billet. Vi fik et lille 

et på 1,5 meter. 

Ellers har vi gjort huset rent i dag. Kirsten var til sygehusets julefrokost i går aftes, 

så hun sov længe. Jenses klasse arrangerede Gu-fest, så han sov også længe. 

Troels var ude med gutteren, så han sov også længe. 

Jakobine er ikke tilfreds med Sofie, fordi hun ikke melder klart ud, hvordan tingene 

skal køre i fremtiden og kommer med klare løsninger på præstemangelproblemet 

osv. 

Morfar har sendt sit julebrev herop til kopiering. Det er ikke kommet endnu, så 

det er ved at blive sent. Og måske er ideen heller ikke for smart, når det kommer 

til stykket. 

Vi mangler i øvrigt selv at få skrevet julebreve, men det ender nok med et fælles 

et. 


Man har det alligevel ikke så godt, når ungerne ikke er kommet hjem. Man tænker 

jo altid det værste af en eller anden grund. Men det går jo hldigvis som regel 

godt. De har jo deres skytsengle. 

Vi snakker en del efterskole for tiden. Ida vil gerne til København sammen med 

Astrid, men det er i første række et spørgsmål om penge. Vi kan ikke rigtig blive 

kloge på, hvor meget støtte vi får til sådan et ophold. Det ser ud til kun at være 

281 kr. om ugen plus rejser, så det bliver en ekstraudgift for familien på 28.760 

plus lommepenge ca 12.000 - altså ca 40.000 kr. Til sammenligning får hun 

2.000 om måneden for at gå på GU. 

Godt nok har vi fået udsættelse fra Amtssparekassens julemand på alle vore lån i 

tre måneder, men det hjælper nok ikke ret meget med de skatterestancer, vi skal 

trækkes med i foråret. 

Nu får vi se. Der skal jo først og fremmest være plads på skolen. Forleden fik Ida 

nogle papirer fra skolen, der ser ud, som om, forældreandelen er mindre, men vi 

er lidt forvirrede. 

Man skal jo også huske, at hun i modsætning til sine kommende kammerater er 

færdig med folkeskolen til sommer, så det bliver så at sige ren luksus, selv om 

hun kan forbedre nogle fag. 

I øvrigt er det sådan at Jens vistnok har de bedste karakterer på hele GU, og Ida 

og Troels ligger nr. 1 og 2 i deres klasse. Jeg ved ikke, hvor de har det fra. Selv lå 

jeg altid med røven i vandskorpen siden 9. klasse. 

209

210 

Jeg har nu færdiggjort Amalie og Bibelen rent strukturelt. 1. del med Amalie og 

2. del med teologien, som jeg nødig vil give afkald på. Til gengæld vil jeg meget 

gerne have Aka Høegh til at illustrere Amaliefortællingerne. 

Måske skulle man også omstrukturere teologien, så den kom med i Amaliehistorien 

- farmor er jo ikke uden evner - og så nøjes med de rent konkrete faktiske 

oplysninger om bibelens tilblivelse m.v. bag i bogen. 

Men det skal jeg nok ikke være ene om at afgøre. Jeg har endnu ikke hørt fra forlaget, 

som jeg skrev til for en måned siden. Jeg har heller ikke hørt fra Jens Christian, 

som jeg også skrev til for længe siden - og det undrer mig egentlig lidt, da 

det drejer sig om en konkret forespørgsel. Nå, vi får se. 


Jeg ringede forleden til Hjemmestyrets kultur- og undervisningsforvaltning for at 

spørge om den endelige pris på et efterskoleophold og blev ikke så lidt overrasket 

over at erfare, at der foruden støtte fra hjemmestyret ydes støtte fra såvel stat som 

kommune, således at vores andel bliver på nøjagtig 53,- kr. om ugen! Dertil 

kommer så lommepenge selvfølgelig. Så der er noget, der tyder på, at i hvert fald 

Ida forlader os til sommer. Lidt trist - men fint for både hende og Astrid. 

I dag fløj jeg så hertil i snevejr og skal holde gudstjeneste i morgen både på grønlandsk 

og dansk. Kl. 10 og kl. 16. Jeg skulle have haft konfirmanderne i dag kl. 

15, men de kom ikke - enten fordi jeg har sagt kl 14 til skolen eller fordi, de ikke 

har sagt det videre fra skolen til de pågældende. 

I forgårs så vi en fantastisk håndboldkamp ved VM mellem Danmark og Østrig, 

som Danmark vandt på et hængende hår. Desværre tabte de i semifinalen til Sydkorea 

men bankede Norge i dag og blev altså nummer tre, hvilket er meget flot. 

I går holdt vi afslutning i kirken for GU - det gik helt fint, og vi afsluttede også 

de små konfirmander for i år. Endelig holdt vi afsluttende menighedsrådsmøde. 

Vi skal have julefrokost på mandag for alle medarbejdere og medlemmer af rådet. 

Jeg går så småt og tænker på at søge domprovstestillingen i Nuuk. Skal der være 

gilde, så lad der være gilde. Men det kræver naturligvis en stærk opfordring. Jeg 

har imidlertid svært ved at se andre muligheder, hvis ikke Jonathan søger eller 

der kommer en udefra - men hvem skulle det være? 

Det kunne være helt spændende at arbejde sammen med Sofie og Claus - måske 

mere spændende end Sydgrønland. Jeg har fået den vanvittige tanke, at det hele 

er forberedt på en eller anden måde, og jeg kan ikke komme af med den igen - 

men det er vist ret naturligt i den situation og psykologisk forklarligt. Jeg må nok 

snart have noget psykologhjælp. 

Nu skulle min hakkebøf være færdig. Jeg er den eneste, der bor her på hotel Perlen. 

’Taateraq’ den 17. december 

Der var en hel del mennesker i kirke til den grønlandske del af gudstjenesten. 

Dejlig gudstjenste med de bedste adventsalmer til sidst. Bagefter til kaffe hos 

Karl Knudsen, som kører bil stadigvæk. God snak, hvoraf jeg forstod det meste! 

Sov en god middagssøvn og holdt dansk gudstjeneste kl. 16. Der var ret mange, 

men der var jo også barnedåb. Pragtfuld dreng, der blev døbt og god prædiken 

om syndernes forladelse og barnedåb. 

Jeg var bange for at komme for sent til Taateraq, så jeg ventede ikke på at blive 

afhentet men gik ned til båden, som jeg nåede et kvarter før afgang. Og nu sidder 

jeg her på Taateraq og skriver dagbog. I køkkenet laver de suaassat til besætnin-

gen. Det er vindstille og klart vejr med et utal af stjerner, som kan ses også helt 

nede i horisonten. Jo, måske er det her, vi hører til. Nu hjælper det jo også, at jeg 

blev oversvømmet i ros for mine grønlandskkundskaber - ikke mindst af organisten, 

som ellers er en mand af få ord - men også her på båden af folk, som var i 

kirke i morges. Danmark virker mere og mere fjernt. 

Forresten a pro pos så var vi lige nede og hilse på Inger Merete Drejergaard og 

hendes mor, da de mellemlandede i Qaqortoq i torsdags. Vi fik en hyggelig snak 

en halv times tid - og de har det jo godt i det nye job. Kresten trives som en fisk i 

vandet, tror jeg. Men der var mange danske sager, som jeg ikke kendte til - og 

egentlig ikke savnede. Personsger mest om den og den. Tjah. Jeg fik sagt noget 

om, at heroppe er de virkelige problemer kirkeligt set, så jeg ville nok ikke hav 

det så godt med at rejse fra dem. 

Taateraq kommer til Qaqortoq om ca tre timer - i mellemtiden kan jeg jo lægge 

en kabale eller skrive på min roman, så længe der er strøm på batteriet. 


Der var brev fra Drejergaard i dag. Han mente nok, jeg skulle være provst i Middelfart 

Provsti, når vi nu fik lavet en tiltalende sogneændring. Ak ja - nu bliver 

det sværere at beslutte sig. 

Var i går aftes til en ualmindelig sløv julefrokost for kirkens personale og menighedsråd 

i Qaavas festsal. Ak ja. 

Fik også sendt de sidste julekort i går - håber, de når frem. 


I dag har Kirsten og jeg været gift i 20 år. Det er alligevel meget, når man tænker 

på det. Det har været 20 meget smukke år i hinandens selskab, og også 20 meget 

frugtbare år, som har givet os fire dejlige unger. Meget har været koncentreret 

omkring familien - alt så at sige - og måske skal vi nu til at tænke i andre baner. 

Måske tager Ida og Troels på efterskole og måske rejser vi til Danmark og efterlader 

Jens heroppe - eller måske flytter vi til Nuuk, hvis jeg får stilling som domprovst. 

Jeg drømte i nat, at jeg var blevet provst i Fiskenæsset! Under alle omstændigheder 

bliver det nok mere arbejde og mindre familiesamvær end vi har 

været vant til - og det er måske meget godt på en måde. Vi har jo også været ret 

forvænte med vores samvær og også vores måde at være sammen på, som bare er 

dejlig - men der kommer jo en dag, og der er måske ikke så længe til. 

I går blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok alligevel ikke er så varm på stillingen 

som provst i Sydgrønland. Hvis galt skal være, så skal det nok være i Nuuk, 

det skal foregå. På en måde føler jeg mig lidt forpligtete til at tage en tørn 

heroppe i Grønland, når kirken i den grad kører på pumperne, som den gør - og 

jeg bilder mig ind, at jeg kunne komme til at betyde noget i den sammenhæng - 

idealist, som jeg er. Naiv måske også! Til gengæld lokker det jo også med en pastoratsændring 

på Fyn og udsigt til en provstestilling. Og i hvert fald tvillingerne 

vil gerne hjem. 

Vi kommer til at tage vores endelige beslutning allerede først i det nye år - der 

skal jo evt søges om gymnasieplads i Middelfart. Lige for tiden tror jeg nok, det 

er Nuuk, der trækker mest - i mig i hvert fald - men meget vil også afhænge af 

den medfart, bibelhistorien får. Jeg ringede til forlaget og spurgte, hvad de mente, 

og det viste sig, at de vistnok havde sendt mit brev videre til bispekontoret!!! 

hvad i Himlens navn det så skal betyde. 

Tilsyneladende går der konsekvent 6-7 uger før man får svar fra bispekontoret, 

hvilket er utilladeligt - så det kan jo være forklaringen på, at jeg intet har hørt. Vi 

211

212 

sendte en forespørgsel til Sofie angående et præste- og kateketblad i Grønland. 

Det tog 7 uger at få et ret nedladende svar, som vi ikke kunne bruge til en pind! 

Det tegner ikke for godt. Den unge dame er åbenbart ret ærekær og svært uimodtagelig 

for ideer udefra. Jeg vil nok alt andet lige meget hellere samarbejde med 

Kresten Drejergaard end med Sofie. 

Julen gik godt. Der var mange i kirke - ca 100 - juleaften, til gengæld kun en snes 

stykker juledag. For første gang i min præstetid har jeg ikke nogen gudstjeneste 

Nytårsdag! 

Herhjemme fik vi igen et lille træ, som næsten blev overdækket af gaverne. På 

grund af den tidlige gudstjeneste havde vi god tid hele aftenen, hvilket var vidunderligt 

- der var ikke den sædvanlige pressede og oppustede stemning over aftenen, 

som sluttede med, at vi så Jakobs video med Whoopie Goldberg: Corinna, 

Corinna, som var en dejlig familiefilm. 

Vi ringede rundt til familie og venner med gode hilsener og fik mange igen. Dyrt 

men dejligt! 

I dag får vi Marianne og Peter til bådklargøring og frokost sammen med Lotte og 

Kristian, så der skal lige gøres lidt rent. 


Så rinder 1995 ud for alvor. Som sædvanlig går vi ind i det nye år uden en krone 

på lommen og må håbe på bankens velvilje i den første tid. 

Vi fik båden gjort klar den 27. og holdt en dejlig frokost resten af dagen sammen 

med Peter og Marianne og deres børn og Lotte og Kristian. Jeg tror, det er den 

længste frokost, jeg ha oplevet til dato. 

I går aftes sagde samtlige byens taxaer og busser tak for det gamle år ved at skyde 

raketter af oven for byen og køre i kortege med horn og lygter kl. 24. Det er 

stadigvæk blæsevejr og varmt ca 5°, så den sidste sne er på vej væk, og det passer 

jo meget godt med at få det gamle ud til Nytår. Til gengæld har de så virkelig fået 

vinter i Danmark. 

For første gang i min tid som præst har jeg droppet nytårsdags gudstjeneste, og 

det er helt underligt at kunne slappe af nytårsaften for en gangs skyld. Vi holder 

en slags åbent hus i aften - det nye lægepar kommer vist, men eller ved vi ikke, 

hvem der dukker op. Jens holder kalas på sit værelse, men ellers er ungerne jo 

nok ude og lave halløj det meste af aftenen. Jens og Ditte ser en del til hinanden 

for tiden. 

Desværre har jeg fået en nerve i klemme et sted i lænden, og det gør ret ondt nu 

og da. Jeg håber, det går i orden af sig selv, så jeg kan komme til at spille badminton 

igen med min nye ketsjer. 

Og så munder året jo ellers ud med stadige spekulationer om vores fremtid, hvor 

den ene mulighed synes at være mere tillokkende end den anden. Det står foreløbig 

mellem at søge embedet som domprovst i Nuuk, provst i Sydgrønland eller 

rejse hjem med udsigt til pastoratsændring og evt provststilling i Middelfart 

provsti. Endelig er der muligheden for at søge et nyt embede i Danmark, som vi 

nok har droppet. Hvad skulle det også gøre godt for? Den sidste mulighed er at 

søge om et års forlængelse af orloven, men det er nok kun en teoretisk mulighed. 

Spændende bliver det. Og så har jeg slet ikke overvejet for alvor, om jeg vil egne 

mig til at være provst!

1996 


Jeg har haft skrækkeligt ondt i ryggen hele 1996. Det startede vistnok allerede i 

begyndelsen af december, hvor jeg strakte mig for meget til badminton. Jeg kunne 

mærke et eller andet, men det gjorde ikke ondt. Kirsten mener, jeg har forstrakt 

en muskel med det resultat, at muskelen i den anden side har trukket sig 

sammen og nu klemmer på nerven. Det passer vist meget godt med, at smerten 

går ned i venstre ben. 

Men det er smadder ubehageligt. Kirsten har forsøgt med lidt behandling, som 

hjælper umiddelbart men ikke på længere sigt, og ellers lever jeg på muskelafslappende 

piller. 

Både Ida og Troels var godt berusede nytårsaften, så de måtte ofre en del af maveindholdet 

til diverse guder og afguder. Heldigvis kom de hjem ved to-tiden, før 

det gik helt galt. 

Vi havde ellers besøg af Birger, som er læge og hans kone Anna Grethe samt deres 

søn Tobias, som går i Jakobs klasse. Det var smadder hyggeligt. Vi besøgte 

dem til gengæld i søndags efter kirke, og det var også dejligt. Det er et par meget 

rare nordjyder. Deres anden søn Jeppe går til præst. 

For første gang i min præstetid holdt jeg ikke nytårsgudstjeneste, og det var bare 

herligt - også for resten af menigheden! 

Fik lidt overbærende svar fra Søren og Torvald angående julebrevet til brødrene, 

men det var vel forventeligt. 

Vi er ikke kommet videre i vores overvejelser om fremtiden. Til gengæld har jeg 

endelig fået kontakt med Det grønlandske forlag, som har bedt om at få manuskriptet 

til bibelhistorien tilsendt. Det gjorde jeg så i går. Det ser ud til at de er 

ved at lave et større undervisningsmateriale til folkeskolen - sjovt nok lige nu. Og 

det ser ud til, at Samuel Mikkelsen og Christian Tidemann skal optræde som 

konsulenter - Gud bedre det! 

Det ser ud til, at nogen har indkøbt nye brandbokse til hele Sydgrønland for at få 

brugt det sædvanlige overskud på budgettet for 1995. Fuldstændig unødvendigt 

og uden overhovedet at konsultere præsterne. Vi er noget rystede. 


Der var ikke så mange i kirke i søndags - 3 voksne og nogle konfirmander. Jeg 

prædikede om tro bygget over en gammel prædiken, som jeg dog forlod undervejs. 

Bagefter havde Kirsten inviteret til kirkekaffe, hvor der kom de tre. Det var 

smadder glat efter tø og ny frost. 

Jeg brugte prædikenen, da jeg pludselig skulle i radioen sammen med Jakobine 

og tale om dåben. Magnus havde ingen stemme. 

Det viser sig, at de omtalte brandbokse til Sydgrønland er foreslået indkøbt af vores 

egen provst, som imidlertid påstod, det var biskoppens dumme indkøb. Akja. 

Jeg ringede i øvrigt til hende for at snakke om min fremtid. Jeg ville gerne søge 

stillingen i Nuuk som domprovst, men det lød hun nu ikke til at være vildt begejstret 

for. Til gengæld opfordrede hun mig stærkt til at søge provstestillingen hernede. 

213

214 

Jeg snakkede så med Magnus om det. Han kunne fortælle, at Jakobine nok søgte 

stillingen hernede som provst og sikkert havde flertal i provstiudvalget. Til gengæld 

opfordrede han mig stærkt til at søge stillingen som domprovst! 

Det kan også være, vi bare skal tage hjem! Jeg har stadigvæk ondt i ryggen, men 

det synes som om, det er lidt bedre. Jeg tager ikke så mange piller som før. 

Ida har fået lidt kolde fødder mht efterskole. De har fået nogle flotte indstillinger 

til GU fra skolen, hvor de ligger nr 1 og 2 i klassen. Så vi søger nok Middelfart 

Gymnasium. 

På den anden side er jeg ikke helt glad ved at tage hjem. Jeg vil gerne se, hvilken 

medfart min bibelhistorie får, og måske søger jeg alligevel domprovstestillingen, 

selv om Emma Balslev også søger. Det er vel et spørgsmål om at ville, når det 

kommer til stykket, og jeg vil hellere til Nuuk end blive hernede. Hvis jeg ikke 

får den, så kan vi jo bare rejse hjem. 

Kirsten er blevet færdig med en større artikel om det grønlandske sundhedsvæsen 

- et åbent brev til sundhedsudvalget med klager over de mange nedskæringer. Det 

er et fællesbrev fra hele personalet, men Kirsten har været primus motor og har 

slidt med det hver aften og hver weekend i januar - næsten! Nu gider hun heller 

ikke mere. 

I dag skinner solen igen fra en skyfri himmel, men storisen er kommet! 


Vi var til forældremøde i går på GU og snakkede bl.a. med Brian, som har Jens 

til musik. Vi blev enige om, at det kunne være en god ide, om Jens gik videre 

med sin musik også efter GU evt på Ålborg Universitet, hvor der findes en musikteknisk 

linie. Forelagt disse visioner blev Jens nærmest fyr og flamme. Også 

han var bange for, at musikken skulle forsvinde lige så stille efter GU, hvis han 

ikke holdt den vedlige. Det er spændende, om han holder fast. Det med ingeniør 

var vist mere Jesper Brun end Jens i virkeligheden. 

I nat løb vores fyr tomt for olie. Jeg var nede og se på tanken i går, hvor den kørte 

på de sidste dråber. Desværre kunne oliemanden først komme i dag, så nu venter 

vi på olie. 

Romanen tøffer langsomt afsted igen, men det er svært at komme i gang, synes 

jeg. Amalie har skiftet navn til Debora, og titlen til Mørket og Havet, som er bedre 

men ikke helt god. Deboras sang, måske? 

Jeg tror det hænger sammen med den uafklarede situation om vores fremtid, som 

hele tiden ligger i baghovedet. Snart er det den ene mulighed, snart den anden eller 

tredje. Så savner vi fuglesangen og træerne derhjemme for i næste øjeblik at 

være overbevist om det katastrofale i at vende hjem igen, og sådan kører det bare 

derudad. 

Jeg skrev i øvrigt et godt brev til Torvald om hans og Sørens latterlige nationalistiske 

og småborgerlige mission, men jeg har ikke sendt det. 

I øvrigt er jeg dødtræt af mit indholdsløse arbejde, og jeg kan ikke forstå, hvad 

den mutte Jakobine siger, når hun endelig siger noget. Jeg ved ikke, hvad der foregår, 

og Magnus bliver mere og mere sær, synes jeg - uvederhæftig. I aften vil 

jeg ringe til Lisbet og bede hende sende ansøgningsskemaer op til mig til Middelfart 

Gymnasium. Jeg vil også gerne høre, hvordan fællesmødet om strukturen 

gik. 


Jeg har stadigvæk noget ondt i ryggen, men slet ikke så meget som tidligere. Jeg 

tager ikke piller mere. Men det er stadigvæk irriterende, og noget er der jo galt.

Til gengæld har vi nu taget endelig beslutning om at komme hjem til sommer. 

Alle ungerne er lykkelige - også Jens, der gerne vil bo på kollegium de sidste 9 

måneder. Han skal jo til Danmark allerede i oktober på studietur - på vej til Lissabon 

med klassen, og vi håber, vi kan få ham hjem til jul. Og så er der jo ikke så 

længe til. 

Ida har droppet efterskolen i København og hun og Troels vil på gymnasiet i 

Middelfart. 

Det er muligt, der kan ske ændringer i disse planer, men det er næppe sandsynligt. 

For det allerførste er sproget den store hindring for at blive heroppe, og da 

der så viste sig at være ansøgere til begge provstestillinger, trak jeg følehornene 

til mig. 

Jeg må nok også sige, at det grønlandske samfund så klart har tilkendegivet, at 

det ønsker selv at ordne sine affærer, og der vil altid være en lille hvisken i øret 

på mig om, at dette altså ikke er dit land. Det ville hæmme min udfoldelse betydeligt, 

og så er der ikke noget ved at være provst - eller leder i det hele taget. 

Hvilket jeg måske overhovedet heller ikke egner mig til i forvejen. 

Lisbet lovede at sørge for ansøgningsskemaer til gymnasiet i Middelfart, og tvillingerne 

har altså ikke søgt ind på GU. Så terningerne er nok ved at være kastet. 

Derudover er jeg gået temmelig i stå i mit arbejde, som jeg altså ikke har det bedste 

forhold til, men nu er der jo også en ende på det. Desværre går jeg jo nok glip 

af konventet i Ammassalik, men det er nu ikke så slemt. Til gengæld bliver det 

meget spændende, hvordan det er at komme tilbage. 

Jeg har fået skrevet et par sider i romanen, men det går langsomt med det også. 

I dag har Ida og Troels fri fra skole, da to af lærerne er syge - klokken er ti, og 

jeg skal på »arbejde«. Januar er ved at være overstået, og der kommer penge på 

kontoen, hvilket den trænger til, selv om det nok kun bliver forbigående. 


Der er ikke rigtig sket noget epokegørende andet end at jeg nu har meddelt min 

hjemrejse til provstiudvalg og biskop og også i dag til Lisbet Hansen. Så beslutningen 

er definitiv, må man nok sige, men det er allerede begyndt at gøre lidt 

ondt, og jeg tror ikke der skal megen medgang til, før jeg fortryder. Men sket er 

sket, og jeg tror også det er det rigtige - ikke mindst for ungerne. 

Lisbet lød ikke utilfreds med at jeg kom hjem, og på mange måder vil det vel også 

blive som at komme til et nyt embede. Mange nye tilflyttere i Føns og måske 

også et nyt sogn. Christian Tidemann ringede og kommenterede min bibelhistorie, 

som de skal have møde om i dag sammen med Samuel og forlaget. Så må vi 

se, hvad de finder ud af. 

Forleden sendte Søren et brev med blot to ord: Kom hjem!, og vi sendte svar tilbage: 

OK! 

Der kom en stor plaket fra Hans som indlæg i nationalismedebatten, og vi blev 

enige om, at vi må se at få Søren og Torvald omvendt. 

V havde et computerkursus blandt provstiets præster og blev enige om, at udskifte 

de transportable Canons, som er meget følsomme og ret ubrugelige for nybegyndere, 

til almindelige computere. Det var et helt forfejlet impulskøb - nok i anledning 

af for mange ubrugte penge ved årets udgang. I stil med de famøse 

brandbokse. 

Kirsten har travlt med at arrangere møder om sundhedsvæsenet. I morgen kommer 

hele finansudvalget og hører på kritikken af sundhedvæsenet. Radioavisen 

har haft indlæg og Kujataamiut - men ikke de to aviser. 

215

216 

Ryggen har det heldigvis bedre - jeg droppede sygehuset, men det er ikke helt 

væk endnu. 

Narssaq den 12. februar 

Jeg sidder på hotel perlen i Narssaq. Det er søndag morgen. I går havde jeg konfirmander 

dels i kirken og dels her i Perlens kursuslokale. Det var de ikke glade 

for, da der var både kaffemik og håndbold. 

Det er som om der hviler en eller anden tung sky over det her sted. Jeg bliver virkelig 

i dårligt humør, når jeg kommer her. Hotellet er sterilt på en måde - og ensomt 

er her jo også - hjemsted for alle dystre tanker. 

Har jeg spildt tre år heroppe? Er jeg gået totalt i stå? Er jeg blevet et umenneske? 

Har jeg spildt 15 år ved at være præst uden egentlig at bryde mig om mit arbejde? 

Uden egentlig at bryde mig om mennesker? Har jeg sjoflet familien som alt andet, 

jeg har sjoflet? Er det hele ét stort bedrag? 

Nå, det er i hvert fald for sent at gøre noget ved det nu. Men det er dødirriterende 

med den slags tids- og humørrøvende tanker, som ikke fører til noget som helst. 

Desuden har jeg ondt i ryggen stadigvæk. Jeg skulle alligevel være taget på sygehuset, 

da jeg havde tid. 

Nu skal jeg i kirke her kl. 10 - have konfirmander kl 13-15 og gudstjeneste kl. 16. 

Endelig er der spisning hos Elsa i aften. 


Vi kom straks ind på internettet, da det nye modem kom tilbage. Så den var god 

nok - den var dårlig, som lægen sagde. Det er helt sjovt at surfe rundt på nettet, 

selv om det går lidt langsomt og er rædsomt dyrt! 90 øre/min om dagen - det halve 

efter kl. 20. Dertil 500 kr. i oprettelse og 450 i kvartalet! I øvrigt virker vores 

E-mail ikke, så vi kan ikke sende noget ud af huset. Pokkers også. Må se at få det 

lavet. Nu er der også bøvl med disketterne, som den ikke vil læse. 

Ellers er Jens blevet forelsket igen - i Margit, som ser skide godt ud. Han optrådte 

som bladvender ved Brians koncert i går, som var dejlig. 

Vi havde i onsdags HC og Agnethe samt Anna Grethe og Birger til middag (lækker 

kammuslingesuppe og mørbradbøf). Hyggeligt nok, men alligevel lidt begrænset, 

synes jeg. 

I Narssaq var der ingen voksne til gudstjeneste undtagen kirkesangeren og organisten! 

Konfirmanderne kom dryssende under prædikenen! Jeg lavede prædikenen 

om til børn! Det er godt nok latterligt! 

Helikopteren hjem blev aflyst, så jeg tog med ’Aleqa Ittuk’ hjem. Aflyste begge 

middage hos Elsa, men drak en flaske rødvin selv på hotellet!! 


I dag har jeg lige betalt restskat til Julianehåb kommune samt restskat til Nørre 

Aaby - i alt 7433 kr!! Man blir sgu så træt! Især fordi sagen endnu ikke er afgjort 

i Skatterådet, hvilket er direkte uforskammet. Jeg tror fandme jeg rykker for den 

igen. Der er for mig ingen tvivl om, at det er helt bevidst formynderi. Man skal 

ikke tro, det er for let at klage - og man skal i hvert fald ikke tro, man kan undgå 

at betale ved at klage. 

Mens snestormene raser i Danmark har det været regn og tø her i Grønland. Nu i 

dag er det blæsevejr fra nord med sne. 

Magnus kom hjem fra Nuuk forleden og kunne fortælle, hvordan biskoppen havde 

underholdt ved kaffen med at jeg var blevet lovet en provstestilling af min gode 

ven Drejergaard og derfor ville tilbage til Danmark. Det er jo herligt, sådan

noget. Hende må jeg også skrive til - nu er hun imidlertid i Danmark til møde 

igen. 

Ryggen værker stadigvæk - nu er det som om, der kun skal et lille forkert drej til, 

så gør det ondt, men det varer aldrig ret længe, og som regel mærker jeg ikke noget. 

Bare jeg forholder mig nogenlunde i ro. 

Nu kom Kirsten hjem og Bamse hyler af glæde... Det gør den tit!! Selv om den 

har lort i røven... 

Apropos hundeliv, så er det i øjeblikket sådan, at jeg er ret irritabel - måske fordi 

jeg føler, at jeg ikke bliver taget alvorligt nok. Jeg mener, jeg har afleveret et ret 

godt produkt til Det grønlandske forlag i form af en bibelhistorie. Først gik der 

måneder, hvor jeg intet hørte - da jeg endelig rykkede for svar på min henvendelse 

kom der langt om længe gang i sagerne med en masse snak om undetrvisningsmaterialer 

i al almindelighed, som pludselig skulle op at stå og møder med 

præster og hvad ved jeg. Så en opringning fra Christian, der antydede, at der var 

tale om et plagiat og fablede om et løsbladesystem måske... ellers intet nyt fra 

forlaget, før jeg ringede igen en uge efter det afholdte møde. En nærmest irriteret 

Ebbe Mortensen begyndte at snakke om flere møder med grønlandske lærere 

omkring det nye undervisningsmateriale, som nu var blevet til et måske, og først 

da jeg gjorde opmærksom på min begrænsede tid og ligefrem afbrød ham, lovede 

han at forelægge manuskriptet for forlaget - og Gud ved, om han gør det. Jeg må 

hellere skrive til forlaget selv også. 

Men det er altså det, der piner mig for tiden. At jeg føler, jeg bliver holdt for nar - 

også af skattevæsenet, og det har jeg bare svært ved at klare. Så bliver jeg paranoid 

og irritabel, selv om jeg måske burde sige: Herregud, lad dem dog more sig. 

Men jeg har jo bare ikke noget overskud til at have storsindet i... og så æder småligheden 

sig ind, så ligegyldigheder bliver irriterende. Måske også fordi mit arbejde 

er så fuldstændig ligegyldigt og dagene bare går med ingenting. Romanen 

tøffer godt nok derudaf med mange ændringer og redaktioner, som er gode, men 

nu skal den snart til at være færdig, før den bliver en plage. 


I går var jeg på biblioteket for at se skatteloven, som i øvrigt også står på kirkekontoret!!! 

men ved et hurtigt blik på A-indkomst i øvrigt fremgik det, at forfatterhonorar 

altså hører med til A-indkomst. Så det er der jo ikke noget at gøre ved. 

I lørdags var vi hos Peter og Marianne og fik dejlig risret og snakkede meget 

hyggeligt - også om båden, som vi foreløbig beholder og så håber på, at Peter og 

Marianne får den solgt næste år. Det er jo rart nok at have den her i sommer, hvis 

vi skal ud og sejle lidt, inden vi rejser fra landet. 

Vi er endnu ikke helt klar over, hvordan vi skal komme hjem, men det ordner sig 

nok. 

I går og i dag har det været flot vejr med sol og frost. 

I søndags var vi lige ved at aflyse gudstjenesten, da der kun var kommet to konfirmander 

foruden Kirsten, men så kom der alligevel en halv snes stykker. Vejret 

var også frygteligt. Det er udmærket med gudstjenester kl. 16, ser det ud til. 

Jakobine er rejst til Nuuk til undersøgelse på Sana. Jonathan har ferie. 

Holdt morgenandagt på Sømandshjemmet efter aftale (hver torsdag) - dennegang 

om sportens pervertering til business - ligesom alt det spontane efterhånden perverteres 

og lukkes inde i forordninger eller økonomiske kvælertag. Offeret, gudstjenesten, 

glæden?... sorgen? 

217

218 


Her kl. 13 glemte jeg alt om konfirmanderne og kom først i tanke om den kl. 16! 

Pokkers! Det er nok fordi det er så længe siden, men sket er sket og godt er det 

ikke. Vi har i forvejen ikke for mange time at rutte med. 

Så i eftermiddags var jeg nede og få indbundet Amalie og Bibelen på Kuljataamiu 

formedelst to Tuborg pilsnere. Det er en læker fornemmelse. Nu mangler 

jeg bare at få romanen færdig, så den kan få samme omgang. men det varer 

nok lidt endnu, og det er muligt, den bliver for fyldig. Den må helst ikke være 

over 270 sider for at være i bindet. 

Var i lørdags til en udmærket og munter sammenkomst hos Rommes med god 

mad, megen munter tale og sang og ikke mindst en masse vin - så meget, så jeg 

lå brak det meste af søndagen - og det endda midt i fastetiden! 

I fredags var jeg omsider nede hos Poul Erik Mortensen og aflevere de bøger, 

han absolut ville låne mig med hjem for snart et år siden! Han virkede glad for at 

se mig omsider og forærede mig et gammelt stilehefte fra 1915 med dagbogsoptegnelser 

fra den lokale kateket. Blot et par linier til hver dag men man får alligevel 

et godt billede af livets gang i 1915. Det er på grønlandsk, og det er ikke alt, 

jeg forstår, men dog noget. 

Jens har tit besøg af Margit og forleden morgen havde han to store sugemærker 

på halsen. 

Da det sædvanlige brev fra morfar udeblev ringede Kirsten til Ruth for at spørge 

efer ham og fik til sin beroligelse at vide, at han var sneet inde hos Søster og 

Hans i den voldsomme snestorm for en lille ugestid siden. Og det kunne jo ikke 

være et bedre sted at sidde fast. Også bedre end at sidde alene hjemme i Vordingborg. 


Troels har erhvervet sig en bjørnefjeder, så han kan få stærke arm- og brystmuskler. 

Nej, han siger, det bare er for sjov, han har købt den. Deres terminsprøver gik 

godt. De sluttede begge af med et 11-tal i dansk stil, hvor de så end har det fra. I 

gennemsnit fik de begge 10,2 i de fem fag. 

I dag er det igen tøvejr med 5° varme og sneen er stærkt på vej væk. Det er nok 

den underligste vinter længe. 

Kirsten har for nogen tid siden anskaffet en stor gymnastikbold, som er god at 

sidde på. Også selv om det stadigvæk murrer i ryggen, når jeg gør en forkert bevægelse. 

Peter Hjeds har overtaget min plads på badmintonbanen indtil videre. 

Vi kommer ud af februar med et underskud på 13.000 kr., så vi må til at spare 

gevaldigt i marts, hvor Kirsten har fødselsdag. 

Snakkede lige med Ole Lyk, som endnu ejer en andel af båden, om salg. Vi har 

bragt os i den situation, at vi står som tungen på vægtskålen mellem Peters på den 

ene side, som ikke vil sælge og Ole på den anden side, som for alt i verden vil 

sælge, hvad der ikke er noget at sige til, da de bor i Nuuk. Da vi var hos Peter og 

Marianne endte vi med at være ligeglade, idet ulykken ikke var så stor for os, 

hvis ikke den blev solgt, og så havde vi den jo også her i sommer, men efter at 

have snakket med Ole, kan jg godt se, at det er ufint overfor dem så at sige at 

forhindre et optimalt salg af hele båden. Det kan vi ikke være bekendt!!! 

Nu prøver de at få solgt deres andel, men jeg tror ikke på det med at sælge andele 

- især når man bor i Nuuk. Efter en periode vil jeg så mene, at båden som helhed 

bør sættes til salg! Evt pr. 1. april.


Der var to i kirke foruden Kirsten og konfirmanderne. Før gudstjenesten var vi til 

kaffemik på sømandshjemmet i anledning af parrets kobberbryllup. Vi forærede 

dem en kobbermælkejunge - en af dem, vi fik to af til vores eget kobberbryllup. 

Romanen blev færdig i fredags! Jeg skyndte mig ned på Kujataamiu og fik den 

indbundet formedelst de sædvanlige to pilsnere. Det var helt underligt at stå med 

den efter så lang tids ufærdighed. Det kan godt være den er blevet afsluttet lidt 

hurtigt, men på den anden side synes jeg ikke rigtigt, der var mere at skrive om. 

Stenen slukkede sig pludselig og blev bare en ganske almindelig sten. Nu kommer 

så de endelige korrekturlæsninger og omredigeringer og den almindelige 

læggen til og trækken fra, og så tror jeg, jeg sender den til et forlag evt. i Danmark. 


Jeg gav blod i dag. Der var en hel kø dernede fordi der var to blodkrævende operationer, 

og blodet kan jo kun holde sig et par dage, så der skal indkaldes hver 

gang. Pudsigt nok mødte jeg en af Jehovas Vidner i venterummet - det er mærkelig, 

jeg altid kommer til at tænke på dem, når jeg giver blod. Den stakkels laborant 

klagede over dårligt udstyr og alt for travlt. 

Det er i øvrigt snestorm i dag. Jeg er ved at gennemse romanen og omredigerer 

nogle afsnit - det er somme tider som at få nogle puslespilbrikker, der lå forkert 

lagt på plads og er meget tilfredsstillende. Sådan var det også med Amalie og Bibelen, 

som jeg gennemgik en fire-fem gange, før den var færdig. Jeg overvejer i 

øvrigt meget at prøve at få romanen udgivet her i Grønland. Den skal ligesom ikke 

komme fra Danmark og er jo på en måde en gave til Grønland, hvor den helt 

sikkert også vil blive mere påskønnet end i Danmark. 

Jakobine kom hjem fra Nuuk i går og dukkede op på kontoret i dag. Hun var blevet 

opereret i halsen og snakkede om, at de nu ventede på besked, om det var 

godartet... 


Kirstens fødselsdag gik bare helt fint. Der kom godt 50 mennesker til åbent hus i 

løbet af dagen medbringende mange dejlige gaver. Af mig fik hun en pels og af 

ungerne en fotocollage samt et sølvsmykke. Der var en fin stemning, og det var 

vidunderligt at slappe af med familien alene om aftenen efter et par travle dage 

med forberedelser. 

Dyrt var det imidlertid - men dejligt! 

I dag var der gudstjeneste med de sædvanle 10-12 stykker. 

Forleden var vi til et udmærket foredrag om Kirkegaard på GU ved stedets rektor 

Bruno Hansen. 

For tiden prøvekører Peter Amalie og Bibelen i klassen, og han siger ungerne er 

begejstrede for den, så det lyder godt. Nu er jeg spændt på, hvad Atuakkiorfik siger 

til den. 


Så er romanen gennemset 2. gang med mange ændringer og rettelser. Nu håber 

jeg, andre vil kigge den igennem og kritisere den. Selv er jeg ikke helt tilfreds 

med slutningen, men det er man vel aldrig. 

Så vidt jeg kan se er det en roman, der dybest set handler om Kristendommen - 

om mødet mellem det guddommelige og det jordiske, og det er vel i virkeligheden 

også det eneste, der er værd at skrive om. 

219

220 

Endelig er Rødfisken, vores båd sat til salg gennem en annonce i Kujataamiu, så 

nu er det spændende, om der er nogen, der er interesseret i at købe den. Vi kunne 

godt bruge de 25.ooo! 

Vi har fået repareret vores døre og vinduer samt renset det filter, der nedsatte 

vandtrykket. Det hjalp. 


Jævndøgn. Forårs jævndøgn, hvor dag og nat er lige lange over hele joden. Det 

må da give os en slags fællesskab. Jeg afleverede i dag romanen til vores bibliotekar, 

Agnete Lembo til gennemlæsning og kritik. Hun påtog sig opgaven uden at 

kny og så endda glad ud. Det er meget spændende, hvad hun siger. 

Fik repareret den ene telefon - den anden kunne ikke laves. Pudsigt nok gik begge 

vores telefoner i stykker samtidig - aner ikke hvorfor og det var ikke den 

sammen fejl. Købte en ny på præstegældets regning. 

I morgen kommer Lærke på besøg. Det glæder vi os alle sammen til. Og til aften 

fik vi herlig lammelever og kalvehjerte. 

Jeg holder stadigvæk andagter på sømandshjemmet. Jeg ved ikke, hvad de synes 

om dem, men jeg prøver med lidt fornyelse - lidt strøtanker om bibelske tekster. 

Bønnemøder er ikke lige mig. 

Peter gav mig ideen til at bruge mine egne fotos fra Fiskenæsset til Amalie og 

Bibelen. I dag har jeg været igennem albummet hvor der var en del, der umiddelbart 

kunne bruges. Men måske er det alligevel for tilfældigt. En af dagene ringer 

jeg til Aqqalu Abelsen og hører, hvordan det går. Han har den i øjeblikket til 

vurdering. 

Jeg burde egentlitg rejse til Nanortalik og Narssaq, men jeg gider ikke! Der er 

simpelt hen ikke noget at komme der efter! 


Lærke ankom som planlagt medbringende en masse påskeliljer, sødmælk, slik og 

smil fra Danmark. Ida og hun har erobret Troels' og Jakobs værelse i kælderen, 

mens Troels har fået Idas og Jakob sover imellem os. 

Jeg ringede til Nukaaraq Eugenius på forlaget ang. Amalie, som han endnu ikke 

havde set til trods for Ebbe Mortensens løfter om det. Der sker ikke noget på det 

forlag, før man selv ringer! Men han lovede at se på bogen i løbet af en uge og 

meddele, om de var interesseret i en evt udgivelse. Han fortalte at de prioriterede 

børne- og ungdomsbøger højest dernæst grønlandske romaner, og jeg kunne ikke 

lade være med at fortælle ham, at sådan en havde jeg også på lager... I øjeblikket 

har Agnethe den til kritisk gennemlæsning. 

Vores genbo Henrik Motzfeldt ringede forleden og var interesseret i at købe båden. 

Vi så på den og han slog til for 75.000 kr. Nu håber jeg så, han holder ord. 

Vi kunne godt bruge de 25.000! 

Jakob holdt fødselsdag for klassen med alt hvad dertil hører. Jeg var selvfølgelig 

til møde netop den dag men nåede dog hjem til at lege gæt og grimasser med 

dem. Røde pølser, slik i bunkevis og lagkage med flødeboller! 

Anna Grethe og de to børn skulle have været her om aftenen men meldte afbud 

på grund af diarré. Heldigvis, for man er godt bombet efter sådan en dag. Kirsten 

afspadserede heldigvis og ordnede det hele. 

Han fik et højt ønsket computerspil af os og en walkman og en trøje af ungerne 

plus en labyrint af Lærke. Og så godt 600 kr af klassen og den fjernere familie.

I dag har det simpelt hen været sommer med 10° varme og sol på varme tage. 

Der er kommet sælskindshynder på knæfaldet i den nye kirke, og Great Greenland 

besluttede at forære os det hele gratis. Det var meget flot! 

Så er der bestilt hynder til bænkene og et relief til den ene væg af Kistat Lund til 

85.000 kr. Joh, Magnus er på vej væk, mærker man nok. Han holder afskedsgudstjeneste 

på nationaldagen den 21. juni. Quelle sortie! 

Snakkede længe med Claus fra KIIP om livet i al almindelighed og om vores afrejse 

i særdeleshed. Han mente nok det kunne lade sig gøre at sende tvillingerne 

hjem før os andre, så de kunne starte skolen i rette tid, men henviste mig ellers til 

Franzicka i KIIP. 

I morgen skal vi til Forårskoncert på GU, hvor Jens skal optræde i 14 numre! Vi 

glæder os alle sammen, og Jens er gået tidligt i seng i aften! 


Talte med mor i telefonen i eftermiddag. Hun har de godt og har besøg af Karen 

Bodil. De rejser til Hanses i morgen. Mor bliver der påsken over. 

Hele familien + Lærke var til en fremragende forårskoncert i går, hvor Jens optrådte 

fejende flot med såvel klaversolo (2. satsen fra Mozarts 21. klaverkoncert) 

og som bassist og keyboardspiller i diverse bands. Også som annoncør og sanger 

udfoldede han sig på bedste vis. Faderen optog naturligvis det hele på video og 

moderen smed mønter i grams af stolthed over sin søn. Efter selve koncerten, 

som varede ca 5 timer inkl middagspause var der vin og dans og megen glæde. 

Faderen fulgte den yngste trætte søn hjem kl. 22,30 mens resten af familien fortsatte 

lystighederne og bl.a. kom Kirsten hjem med veninderne efter besøg på 

værtshuset Nanok i løftet stemning. Sidst af alle kom Jens hjem kl. 6 i morges. 

Veltilfreds men ked af, at det hele nu var overstået. 

Desværre ser det ud til, at en af Jenses klassekammerater Ujûaraq har begået 

selvmord! Pilu fra klassen ringede til Jens, mens jeg var på posthuset, og han 

styrtede nærmest grædende ud af huset over til Pilu, netop som den øvrige familie 

kom hjem fra en vandretur i fjeldet. Vejret er stadigvæk sommeragtigt varmt 

og dejligt. De har et vældig godt og tæt sammenhold i klassen, og dette vil berøre 

dem alle sammen dybt. 

Endelig bekræftelse på salg af båden. Handelen afsluttes på mandag. 


Jo - med en glimrende sans for timing har Ujûaraq begået selvmord ved at skyde 

sig i hovedet med et jagtgevær kl. 2,30 natten efter forårskoncerten - den bedste 

af alle indtil nu afholdte koncerter, hvor alt simpelt hen lykkedes, og hvor der var 

en fantastisk stemning endda uden de sædvanlige voldelige problemer og med et 

kæmpeoverskud til 2. G'ernes Lissabontur. Og så lægger den vrede unge mand på 

sin egen måde en sort skygge over det hele, så glæden vendes til sorg og bitterhed 

og skyldfølelse. Samme nat var der en ung mand i Nuuk og en i Nanortalik, 

der begik selvmord. 

Måske skyldes det, at disse unge grønlændere er blevet opdraget endog særdeles 

frit efter gammel fangertradition og er blevet grundigt forkælede gennem hele deres 

liv - har hele tiden fået at vide, at de var de bedste og dygtigste og alt muligt - 

og når så virkeligheden pludselig melder sig i form af nederlag eller uløselige 

krav, så finder de ingen anden udvej end at gå hjemmefra og smække med døren 

så at sige. Det er dybt tragisk. 

Men heldigvis er Jens allerede ovenpå igen og deltager for tiden i grønlandsmesterskabet 

i badminton, hvor han imidlertid er blevet slået grundigt ud. I dag fik 

221

222 

han bank af en fra Paamiut. Vi var ude at se det hele familien, og de andre er derude 

igen i eftermiddag, mens jeg får lidt ro til prædikenerne... og dagbogen. 

Båden er blevet solgt og de rare penge indsat på vores konto. Det lettede. 

Der kom en fax fra Inger Margrethe om jeg ville skrive en artikel om humor og 

kærlighed til sognemedhjælpernes blad. Det skyndte jeg mig så at gøre. 31 


Det er Lærkes fødselsdag i dag. Og solen skiner fra en skyfri himmel. Drejergaard 

ringede og snakkede sognestruktur - det lød som om, han gerne ville udsætte 

det til efter jeg var kommet hjem - og måske endnu længere... Så det bliver 

altså noget med at komme hjem til det samme. 

Påsken her gik fint Vi var til middag påskedag hos Henning og Bodil og drak 

rødvin til kl. 2 og snakkede Grønland i lange baner med Gregers og Evy. Dagen 

efter var vi til frokost hos Birger og Anna Grethe. Alt sammen ganske hyggeligt 

og fortræffelig mad 

Der var gode prædikener til langfredag og Påskedag - Skærtorsdag var derimod 

noget jammerligt noget. 


Lærke kom planmæssigt afsted i mandags og nåede velbeholden hjem til Sønderborg 

om aftenen. Det var bare herligt at have hende boende de tre uger. Vi nød 

det, og jeg tror også, hun nød det. 

Jeg har vist slet ikke nævnt, at Annelise Hansen døde på Middelfart plejehjem efter 

længere tids lammelse. Jeg snakkede med Erik i telefonen dagen efter, og vi 

sendte gennem Hans Åges en buket roser til begravelsen den 11. april. Erik er 

flyttet fra Fønsskov til Middelfart, og han klager over, at Føns er ved at dø en 

stille men sikker død. 

Vi fik pludselig invitation forleden til bryllup i Athen den 4. maj. Det var regenskammerat 

Lars Tyge, der skal giftes med en græsk pige. Han bor i Paris og hun i 

New York. Jeg ringede på hans telefonsvarer og meldte afbud, og han svarede på 

internettet - det er nu smart. 

Også via internettet har Jens fået kontakt med en norsk kunstnerinde fra Trondheim 

- han har også kontakt til Canada og Island. Hun skrev, at hun godt kunne 

tænke sig at arbejde i Grønland, og Jens henviste hende fluks til GU, som savner 

en formningslærer. Hun har allerede søgt stillingen! Og så er det jo herligt at høre 

nyt fra Cantagrill og kunne sende overalt i verden. Inden længe bliver E-mail 

adresser ligeså selvfølgelige som telefonnumre. 

I øvrigt ringede Kresten Drejergaard forleden og trak noget i land med hensyn til 

pastoratsændringer. Han har tidligere været inde på, at det kunne ordnes ret hurtigt. 

Nu ville han gerne vente med at gøre noget som helst ved sagen til jeg kom 

hjem. Jeg skrev tilbage, at hvis jeg skulle til at genoptage strukturdebatten en 

gang til ville jeg ende som et psykiatrisk tilfælde. Det er frygteligt frustrerende 

og i øvrigt ørkesløst, og det manglende samarbejde mellem sognene var vel nok 

en af hovedgrundende til at vi rejste herop. Tænk hvis vi skal til at begynde forfra. 

Dette og iøvrigt almindelige overvejelser omkring vores fremtid har fået os til at 

genoptage overvejelserne omkring et nyt embede - evt i nærheden af Århus, hvor 

Kirsten netop i går fik at vide, at hun er optaget på videreuddannelsen. Så vi studerer 

med flid stillingsannoncerne i Præsteforeningens Blad. 

Vores gode venner Kirsten laCour og Ole, som var flyttet til Nuuk, har besluttet 

sig for at rejse hjem til juli - nærmere betegnet til Skanderborg. Kirsten vil be-

gynde på et Rudolf Steiner seminarium og Ole som arbejdsløs. Han er meget utilfreds 

med Royal Arctic Lines behandling af ham. Og det kom vist bag på ledelsen, 

at han sagde op, da han er en dygtig og skattet medarbejder. Vi fik hele historien 

forleden aften, hvor han besøgte os. 


Ankom hertil i lørdags og havde konfirmander her på hotellet om eftermiddagen. 

Konfirmander igen søndag, hvor jeg forberedte dem til gudstjenesten kl. 16, som 

var præget af en rimelig god stemning. Der var foruden konfirmanderne mødt tre 

voksne. 

Det er ikke så slemt at være her som ellers. I går var jeg til kaffe hos Jens Kristian 

og Bodil, som jeg hilste på for første gang. Hun vil vist gerne til Danmark og 

forsøger at lokke Jens Kristian til at blive præst for grønlænderne dernede. Jeg 

fortalte, at jeg havde anbefalet ikke at genopslå min stilling. 

Konfirmander igen i dag og i morgen eftermiddag. 

Jeg var til middag hos Elsa og Martin i går til lækker kinesisk mad. Elsa er på 

slankekur, og jeg glemte at sige, at hun havde tabt sig. 

Vejret er klaret op og er ganske pragtfuldt, og i Jens Kritians have vokser der 

masser af påskeliljer! Han har i øvrigt lagt sig ud med kommunen, som synes at 

være involveret i noget der minder om en korruptionsskandale. Nu har han klaget 

til ombudsmanden. De er vist ved at udlægge et fredet areal til fåreavl. 

Ellers bruger jeg tiden på at redigere endnu engang i Amalie og Bibelen. Der er 

kommet endnu et par fortællinger med, og nogle er blevet flyttet, da de stod lidt 

umotiverede under forkerte temaer. 

Forleden ringede Samuel Mikkelsen, som havde læst bogen, og opfordrede mig 

til at få den udgivet i Danmark, og det kan da godt være, det er vejen frem. I 

hvert fald er det træls, at jeg stadigvæk intet hører fra forlaget heroppe. Men det 

er jo muligt, at det med Danmark er en fin måde at komme af med bogen på. Nå, 

nu ikke så mistroisk! 


Der var e-mail fra forlaget, og det fik mig til at revidere Amalie ret krafigt. Den 

er reduceret til 180 sider bestående af en længere indledning med tilblivelseshistorie 

og lidt teologi - ca 25 sider. Resten er ren fortælling. 

Det gør sig betydeligt bedre, og ved gennemlæsningen faldt jeg over nogle ting, 

som simpelt hen var for dårlige og påståelige. Så opholdet her i Narssaq har forhåbentlig 

båret frugt. 

Konfirmanderne havde sidste time i dag. Jeg tror de hyggede sig i de her dage 

med vores te-pause, og en af den - klassens stille pige (Marie Louise selvfølgelig) 

havde taget kager med til teen. Timerne gik med snak og oplæsning og fortælling. 

Det forlyder, at Bamse har skidt på gulvtæppet i stuen - Kirsten er parat til at 

skyde den uden varsel. 

Var til lækker hamburgerryg hos Elsa og Martin til aften. 

Nanortalik den 2. maj 

Netop ankommet til Nanortalik med henblik på gudstjenesten i morgen. Er inviteret 

til middag hos Lene og Allan i aften. 

I søndags var der ganske få til gudstjeneste i det gode vejr - ca. 12 alt inkl. Jeg 

holdt en politisk prædiken eller rettere antipolitisk om det at lytte til sit menne- 

223

224 

skehjerte contra den ustandselige hensyntagen til højere interesser. Symbolet er 

dansk politik, når det er værst. 

Fredag aften var vi til middag hos Agnethe sammen med Birger og Anna Grethe. 

Hun har læst romanen og kom med gode kritikpunkter, men mente bestemt, den 

var værd at gå videre med. Jeg er allerede i gang med den sædvanlige udrensning 

af personlige kæpheste, som i og for ig intet har med handlingen at gøre. Der er 

mange! Kirsten har også læst den og er kommet med kritiske indvendinger, som 

jeg også har fulgt stort set - bl.a. afkortet sygehusfortællingen og flyttet noget af 

den om til reel handling. 

Har lavet en ny udskrift og regner med at gennemgå den kritisk hernede. 

Troels og Ida går til skriftlig eksamen p.t. Overstået færdigheds- og problemregning 

samt diktat i dag. Mangler engelsk og dansk stil. 

Nanortalik den 4. maj 

Der var kun 4 i kirke + to børn. Allan og Lene og Franks, så det var som det plejer. 

Organisten spillede skrækkeligt, og pludselig begyndte Frank, som er kommunaldirektør 

at fotografere mig på prædikestolen med blitz og det hele. Den 

sidste danske præst i Sydgrønland. 

Jeg kom til at tænke på, at den manglende interesse for gudstjenesten hænger 

sammen med den manglende interesse for præstens person. Hvis jeg nu var gået 

ud i de små danske hjem og havde indyndet mig, så jeg blev en kendt person i 

byen - så ville der måske komme flere til gudstjeneste. Og kom der flere til gudstjeneste, 

så ville interessen også brede sig og alt ville blive godt... måske! 

Værterne på Kap Farvel, Lillian og Hjarne rejser hjem til juni. De havde ellers 

regnet med at give stedet fem år, men det er åbenbart for hårdt. Lillian snakkede 

om, at det var hårdt at se på al den elendighed, der er i byen - og de ser den jo i 

høj grad.. De har solgt biksen til det andet hotel i byen: Tupilaq, som er noget af 

en bule. 


Jeg sendte konfirmanderne hjem en halv time før tiden i dag. Jeg var ved at gennemgå 

noget vigtigt, og så sad de bare og snakkede og lavede fis og så sagde jeg 

stille og roligt, at det her gad jeg ikke mere, så nu kunne de godt gå hjem. De var 

lamslåede! Håber, det virker. 

Vejret er gråt i grå og dødsfaldene fortsætter uhæmmet. Forleden døde en ung 

mand, fordi han fik noget galt i halsen. Jakobine begraver dem alle sammen, 

mens Magnus holder opsparet ferie, som han har gjort det det meste af året. Han 

når vist lige hjem til sin afskedsgudstjeneste! 

Så jeg gik ned og købte Figaros bryllup og et par nye højttalere!! Det viste sig, at 

de gamle (fra sidste år) var gået i stykker i diskanten! Gud ved om de kan laves. 

De er vist blevet overbelastet, siden det er dem begge to. 


I går købte jeg Carmen suite nr. 1 og 2. Vi har flyttet fjernynet ind i stuen igen og 

computeren hen på et bord midt i kontoret. Det blev for trist at sidde lige op ad 

væggen. Der er bedre plads nu til begge dele. 

Både Jens og Troels er nu optaget af at skulle købe computer. Og solen skinner, 

selv om Kirsten er i Nanortalik. Hun kommer forhåbentlig hjem i morgen. 

Jeg er ved at gennemgå romanen, og det trænger den også til, så den bliver kraftigt 

luget for alle mine kæpheste, som er kommet med uden egentlig at have relevans 

for handlingen - også mine egne exhibitionistiske tilbøjeligheder.

Talte med Lisbet Hansen i telefon i dag. De har haft et godt møde med Kresten 

om sognestruktur, men der er naturligvis blevet nedsat et udvalg, så det er flere år 

frem i tiden, vi åbenbart taler om. Vi må hellere kigge i Præsteforeningens Blad i 

morgen. Nu begynder stillingerne at være pr. 1. oktober. 

Jakob har tabt sin rokkehjørnetand i dag. 


Der var ca 25 mennesker i kirke i går. 

Kirsten kom syg hjem fra Nanortalik i lørdags med 39,8 i feber. Hun havde frosset 

om natten på Kap Farvel og siddet i træk til en middag. 

Jens er i fuld gang med sin 2. årsopgave om Ægyptisk religion. Han skal aflevere 

den på onsdag, og det er derfor ikke meget jeg får lov til at bruge computeren. 

Pilu fra hans klasse har lånt lilleMac så vi er næsten computerløse. Jeg er ellers 

ved at omredigere romanen, så jeg kunne godt bruge den. 

Vi kigger på stillinger stadigvæk, men det skal være en god en for at vi søger. 

Der var en i Nørresundby, men deter jo noget langt væk. Idealet er nok en stationsby 

eller mindre købstad i Østjylland. 

Jeg er stadig meget usikker på, hvordan vi skal komme hjem og hvornår. 


Jens afleverede sin 2. årsopgave om ægypten i dag. Så nu an jeg komme lidt til 

computeren igen! Pilu lånte jo den lille til sin opgave. 

Vi har p.t. besøg af Lena og Allan og Mattias fra Nanortalik. De kom i går og rejser 

i morgen. 

Romanen er inde i en større ændring, hvor de løse ender pludselig når sammen, 

ser det ud til. Det er en dejlig proces. Men det er sjovt, at jeg først skal lave så 

meget udenomssnak med alle de kæphste jeg har formuleret de sidste par år. 

Fyld, som det heder og i virkeligheden også er. Det skal altså væk, og det kommer 

det. Og så langsomt vokser der efterhånden en fortælling ud af det hele. 

Spændende. 

Troels og Ida går til matematikøvelser om aftenen i denne tid. De har travlt her 

inden mundtlig eksamen, men ikke mere ttravlt end at de overtalte mig til at købe 

12 øl til dem til sidste skoledag på fredag. 

I morgen eftermiddag er der gudstjenste igen. 

Troels og Ida har i øvrigt fået tilbudt at bo hos Sara P's mor i Skrillinge på hendes 

forældres gård, hvortil hun også flytter efter skilsmisse fra Ole. Sara er på efterskole. 

Det lyder virkelig som et storartet tilbud. 

Kirsten er kommet meget i tvivl omkring efteruddannelsen - om det nu også er 

noget. Da hun var oppe, var det helt fint men nu ved nærmere eftertanke og måske 

lidt mere nede - kniber det med motivationen. 

Vi får se. 


Jeg fik brev fra kollega Jakobsen i Paamiut, og først nu forstod jeg, at jeg foruden 

bryllup også skulle have konfirmation, når jeg afløste ham til juli. Der kan man 

bare se. 

Jeg har bestilt billetter og regner med at tage over Grønnedal hjem. 

Kirsten bliver mere og mere opsat på at droppe efteruddannelsen i Århus, hvad 

der nok ikke er noget at sige til - det kan godt gå hen og blive for hårdt - alene 

transporten frem og tilbage. Det gør det jo også noget nemmere at komme herfra. 

225

226 

Troels og Ida har lige bekræftet deres ophold hos Saras fraskilte mor, indtil vi 

kan flytte ind i præstegården. 

Kresten ringede mens Allan og Lene var her, og fortalte om mødet. Der sker ingenting 

de første år. Vi kigger stadigvæk efter stilling, men den skal være god, 

før vi søger den. Dog er jeg overbevist om, at pastoratet bør nedlægges. 

Ida og Troels har holdt sidste skoledag i dag fra tidlig morgenstund. I aften skal 

de holde fest med klasserne. 10 års skolegang er dermed slut. Sikke som tiden 

går. 


Havde dansk begravelse i går. Jørgen Becker var død af lungekræft. 

En 41-årig mand herfra har hængt sig i Narsarsuaq. Han blev fløjet hertil, så der 

var trængsel i kapellet. 

Ida og Troels går til mundtlig eksamen. Ida er oppe i matematik lige nu, og Troels 

skal op ved middagstid. 

Konfirmanderne havde sidste time i mandags med overhøring i trosbekendelsen 

og fadervor samt et klip fra The Mission. På mandag skal de konfirmeres. Jeg 

ved ikke, om de har fået noget ud af undervisningen. Somme tider synes jeg, de 

har været meget overfladiske, men til andre tider virkeligt engagerede. Så hvem 

ved? 

Jens har været til årsprøve i matematik, og det var vist svært. 


Både Ida og Troels fik 13! Jeg ved ikke, hvor de har det fra, men flot er det. Jens 

var oppe i dansk årsprøve og fik 9 i folkeviserne. Åhjo, man følger jo alligevel 

lidt med i deres eksamensræs! 

Kirsten har meldt fra til videreuddannelsen. Det blev pludselig for uoverskueligt 

med den megen transport frem og tilbage mellem Føns og Århus og også hjemrejsen 

tidligere end først antaget - så nu er der ligesom lidt mere ro over feltet. 

Ida og Troels har jo fået plads hos Susannes mor i Skrillinge få km fra gymnasiet 

i Middelfart, så de rejser nok til Danmark sidst i juli Så kan vi andre tage den 

med ro, og kommer nok først tilbage engang i september. 

Romanen er igen under korrekturpennen, hvilket medfører en del rettelser, og 

nye ideer sniger sig ind. Tja, i det ene øjeblik tror man, den er færdig, og så lidt 

efter begynder man forfra nærmest - for det skal jo være ikke blot perfekt, men 

ovenud fantastisk! Men sjovt er det stadigvæk, og det er det vigtigste. 


I dag er det tåget. Kirsten er lige taget på arbejde - resten af familien sover. I går 

var det til gengæld en flot flot dag, hvor vi havde dansk konfirmation med solskin 

og varme fra morgenstunden. 

Der var vel en 80 mennesker i kirke og 60 af dem gik til alters. Konfirmationen 

gik flot - bortset fra et enkelt kiks med en salmemelodi, som ikke lige var rigtig. 

Det var Jens Adolfsens skyld!! og for en gangs skyld ikke min. 

Jeg prædikede - noget anderledes - over kvinden ved brønden. 

Hele eftermiddagen var vi til konfirmationsfest hos Doktor Birgers sammen med 

deres børn og svigerbørn og farmor og farfar, som var kommet op fra Frederikshavn 

i dagens anledning. Det var meget hyggeligt med sange og enkelte taler 

samt udmærket mad. Vi var også inviteret om aftenen et andet sted, men havde 

sagt pænt nejtak. Det var for meget. Kirsten inviterede dem alle sammen til middag 

hos os til gengæld.


Jeg sidder og nyder et glas rødvin på værelse nr. 17 på Hotel Perlen. Ensomt, 

men ved godt mod, da jeg er i fuld gang med at revidere romanen. I går havde vi 

familien Aaen-Larsen til middag, og det var herligt. Først Mulligatawney suppe a 

la Kringelbach og derefter burgers de luxe a la Jens, som havde skaffet brødene 

via Nanok, hvor han jo arbejder. 

Vi så salmevideo og fik æblekage a la Kirsten til dessert. 

Jens fik 9 i matematik til årsprøve og Ida g Troels fik efter sigende hhv 11 og 10 i 

engelsk stil. De topper som sædvanligt klassen. 

Jeg snakkede med Jonathan Motzfedt i går, da han dukkede op på kontoret. Der 

er gået koks i licitationerne til lufthavnsbyggeriet, og han var ked af, at det gav et 

dårligt billede udadtil af Grønland. Han er hernede i anledning af SIK’ s 40 års 

jubilæum. Han holdt gudstjeneste i dag, mens alle de røde faner stod udenfor kirken! 

En solbeskinnet grøn li med blånende fjelde som baggrund udgør udsigten fra mit 

kældervindue. 

I nat drømte jeg, at jeg sad ved en døbefont fra gamle dage - der var ligesom en 

sortsvedet kant af sten foroven på fonten, og det viste sig, at den var den underste 

del af et større bygningsværk - en kuppel nærmest. Sådan havde det oprindeligt 

været, hvilket jeg gjorde min kollega Jakob Petersen fra Gelsted opmærksom på. 

Han var lidt tilbageholdende med at genopbygge fonten, men jeg tog hele kuppelen 

og satte den på plads oven på fonten. Det virkede godt i starten men lidt efter 

lidt begyndte det hele at falde fra hinanden og stenene styrtede sammen i store 

bunker... 

Havd betyder det mon? 

Narssaq den 2. juni 

Konfirmationen gik godt med den enlige Martin, hvis bedsteforældre er kommet 

op fra Danmark for at være med. Der var hgeldigvis ret mange i kirke. 

Jeg er færdig med at gennemgå romanen for jeg ved ikke hvilken gang. Løse ender 

er bestemt blevet bundet sammen, men jeg tør ikke være helt tilfreds endnu. 

Jeg læser den igennem igen, og så må det briste eller bære. 

Jeg har stadig ikke hørt fra forlaget, selv om jeg har rykket for svar - bla.a. på en 

henvendelse om, at jeg kommer til Nuuk til juli. Det er for dårligt! Jeg overvejer 

at trække manuskriptet tilbage. 

Har heller ikke hørt fra biskoppen om muligheden for økonomisk støtte. 

Narssaq den 3. juni 

Jeg sidder i heliporten efter at have fået en kop tør kaffe på hotellet. Jeg måtte 

have en taxa herud. Service!! Service!! Service!! Det ligger altså ikke umiddelbart 

i den grønlandske mentalitet, men det er jo så også en vis charme. 

Det var en fin fest i går aftes for Martin. Den blev holdt på INUILI med lyngrøgede 

kammuslinger og moskusoksesteg. Jeg holdt selvfølgelig en åndssvag tale 

om, hvorfor Kirsten ikke var med på grund af storisen og fordi vi løb på Matoskæret 

i sin tid og derfor måtte sælge båden... Nå, sløv forsamling! Jeg må lære 

at holde min mund, hvis jeg ikke har noget fornuftigt at sige. 


Klokken er halv fire om morgenen. Jeg kunne ikke sove, så nu er jeg stået op og 

har taget en kop kaffe! Udenfor er det forlængst lyst - det er jo snart midsommer 

- sjovt som det altid kommer bag på mig. Det er helt stille og fjorden ligger som 

227

228 

en skøjtebane med store og små isskosser spredt ud over det hele. Der er stadigvæk 

mennesker på gaden i sær omkring Skipperkroen. 

I går fik Troels 10 og Ida 11 i engelsk. De fik begge to 11 i dansk forleden, så det 

går meget godt. Til gengæld skar Ida sig på en knust flaske, da vi havde vandkamp 

- så hun måtte på sygehuset og sys med et sting. Det var noget af en dyb 

flænge to centimeter fra, hvor hun sidst blev syet for en del år siden, da hun faldt 

på trappen med en colaflaske i hånden. 

Jakobine har ferie for tiden, og kirken er ved at blive malet indvendig, så den kan 

være fin til Magnus' afskedsgudstjeneste. Vores kirketjenerafløser blev fyret af 

Magnus - hvilket forekom rimeligt nok, da han både var fræk og sløv og sjældent 

var der, når man skulle bruge ham. Desværre var han vist Jakobines protegé, men 

det går jo altså ikke i længden med kirkelige stillinger som socialforsorg - så 

smukt det end lyder. 

I øvrigt kredser jeg nu konstant i tankerne omkring en evt provstestilling i Middelfart 

provsti... forfængelighed... forfængelighed. 


Der var 5 i kirke. Det var også midt i fodboldkampen mellem Danmark og Portugal, 

som endte 1-1. Vi bevarer stadigvæk håbet. Vejret har været flot et par dage, 

men her til aften er det ved at blive blæsende og gråt igen. 

Jeg afslog forleden at vie et par i Hvalsey - jeg havde jo også sagt nej til Ole og 

Kirsten i sin tid, så det kan jeg ikke lave om på. Det er altså også pjat. Nå, men 

nu er vi så inviteret derud til afskedsfest, hvad jeg jo er lidt loren ved, når jeg nu 

har sagt nej til at vie dem derude. 

Det går godt med Idas hånd, selv om hun har den i en ordentlig bandage. Dagen 

efter fik hun rettet fingrene ud, og nu skal hun have skiftet forbinding på tirsdag. 

Først skal hun op i Fysik i morgen. Sidste fag! I dag fik de at vide, at de har fået 

hhv 10/10 og 11/10 i problemregning. Meget flot! Det bliver et gennemsnit på 

omkring 11! 

Snakkede med Elin i telefon. Alt derhjemme ser ud til at være ved det gamle! 


I torsdags var vi til Troels' og Idas dimissionsfest på skolen. De fik nogle flotte 

eksamensbeviser og Ida fik - som Jens i sin tid - en flidspræmie. Vi fejrede dagen 

med en sej oksesteg! 

Også Jens har fået et flot karakterblad med 10,0 i gennemsnit! Han har fået plads 

på kollegium 6, som skulle være godt nok. Dittes mor er madmor der. Den Ditte, 

som han ser en del til for øjebliket. 

Jakobine har haft ferie, så der har været lidt på kontoret. Jonathan har sagt op og 

en ny Daniel Petersen er kommet i stedet. Mærkelig pludselig afgang, synes jeg. 

Jeg håber, de inviterer ham med til Magnus' afskedsfest. Kirken er ved at blive 

malet indvendig som optakt! 

Jeg har lavet en ny udskrift af romanen og er nu igang med en antagelig sidste 

gennemgang af den. Men så sent som i dag har jeg ændret væsentligt på et afsnit 

- absolut til det bedre. Og sådan kan man antagelig blive ved. Men jeg må sige, at 

der er nogle af de ting, jeg har skrevet, som jeg er lykkelig for at være sluppet af 

med igen. De var simpelt hen for dårlige. Så det er godt nok at arbejde videre 

med sagen. Og der er jo heller ikke noget, der haster. 

Amalie ligger stadig hos forlaget. Jeg har rykket et par gange for at høre nyt - 

men der sker intet. Det er dybt frustrerende, og jeg overvejer alvorligt at trække 

manuskriptet tilbage. Det er også de forbandede monopoler, der kan tillade sig

stort set alt. De har intet at miste - præcis som skatterådet i øvrigt, som jeg heller 

ikke har hørt fra endnu - og derfor opfører de sig bare, som det passer dem. Det 

er sgu til at blive venstremand af, sådan noget! 

Sendte en fax til mors fødselsdag, som hun vistnok fejrede i Kolding. 

Kirsten er lige taget til fest i Hvalsø. Det er karin Parbst, der holder afskedsfest 

og vistnok også bryllup. Jeg blev bedt om at vie dem derinde, men sagde nej, da 

jeg før har afslået et lignende arrangement. Linien er lagt, og det kan man ikke 

sådan lave om på. Men det kunne ellers have været sjovt nok. Jeg bliver i stedet 

hjemme hos børnene og ser England-Skotland spille fodbold i fjernsynet! 

Jeg har skrevet til Lisbet Hansen i Føns og spurgt om vors hjemrejse, men har ikke 

hørt noget endnu. Vi vil jo gerne vide, hvornår vi skal bestille flytning og 

hjemrejsebilletter m.v. 

Til gengæld har jeg fået at vide, at jeg kan få alle mine feriepenge udbetalt i forbindelse 

med flytningen, så det hjælper lidt på økonomien - i denne omgang - 

men problemet kommer jo så igen til næste år, når vi ikke får løn i ferien. Kirsten 

kan også få sine udbetalt. Nuvel, der er noget, der hedder opsparing, selv om det 

ikke er familiens stærkste side. 


Kirken er blevet smukt udsmykket. For det første er den blevet nymalet indvendig, 

og nu har Kistat Lund fra Narssaq opsat et meget smukt relief på den store 

bare nordvæg forestillende Jesus, der velsigner en flok grønlandske kvinder og 

børn. På den hvide betonprædikestol har hun lavet livets træ - også i krydsfinerrelief. 

Det pynter alt sammen utroligt i det store kolde hvide kirkerum. Dertil er der 

så kommet hynder på bænkene holdt i same blå farve som relief og altertavle. 

I morgen skal vi til afsløring af kunstværket og afskedsgudstjeneste for Magnus. 

Det er Grønlands nationaldag. Klokken 12 er der reception på hotellet i anledning 

af Magnus' afsked, som først er til september, men han holder ferie fra nu af, og 

Jakobine er konstitueret i stillingen indtil videre. 

Jeg faxede i går til forlaget, at jeg var træt af at vente på svar - også på direkte forespørgsler, 

og at jeg derfor trak mit manuskript til bibelhistorien tilbage. En time 

efter kom der en fax fra forlaget om at der ville være svar senest i dag, om de 

kunne udgive manuskriptet eller ej. 

Endnu har jeg ikke hørt noget, men må jo sande det gamle ord om, at det er det 

hjul, der piber, der bliver smurt. 


Så kom endelig afslaget fra forlaget. Manuskriptet var efter sigende spændende, 

men undervisningsmiddelafdelingen satsede mere på primære undervisningsmidler 

og viller derfor ikke indgå i et samarbejde omkring en udgivelse. Uden dette 

samarbejde turde forlaget ikke satse på en udgivelse, der ville koste anslået 

250.000 kr. for 3.500 eks. 

Det var rart at få besked omsider. Det kan være, jeg prøver et forlag i Danmark - 

nu må vi se. 

Magnus holdt afskedsprædiken på nationaldagen for en fuld kirke. Udenfor var 

samtlige myg og små fluer ankommet til festen. Det var smeltende varmt - omkring 

en snes grader i skyggen. Kl. 12 var der reception på hotellet med tagselvbord 

og mange taler og gaver. Alt sammen udmærket. Vi sad bl.a. sammen med 

sømandshjemsparret, som rejser til Sisimiut om en måned - så der kommer nyt 

forstanderpar hernede. Ida begyndte at arbejde igen igår efter sit uheld med hån- 

229

230 

den. Jeg holdt en pæn takketale til Magnus, som jo altid har været både imødekommende 

og venlig overfor os. 

I dag er det også smukt vejr. Kirsten skal til Hvalsø sammen med sygehuspersonalet 

og fejre sankt Hans. Jeg bliver hjemme og holder gudstjeneste, 

selv om der næppe kommer mange i det fine vejr. 


Vi var til en ganske dejlig kirkekoncert forleden, hvor forskellige grønlandske 

kunstnere optrådte sammen med det lokale kor - det var især den unge sangerinde 

Karina, der gjorde så stor lykke med sine to numre, at der for første gang i historien 

blev klappet i kirken. 

Lige i øjeblikket går Kirsten, Jakob og jeg med nogle forfærdelige planer om at 

stikke af til Kenya, når vi kommer hjem i en månedstid. Vi er jo for så vidt husvilde 

i den måned, og skal vi til at leje bil også, bliver det nemt ligeså dyrt som 

de 20.000 turen koster foruden det løse. Men fire uger på Hotel Ocean View i 

Mombassa lokker jo også for oplevelsens skyld, og det er sidste chance at få Jakob 

med til børnepris. Dett skulle i givet fald være med afgang fra København 

den 27. august og hjemkomst en måned senere. 

Vi skal flytte ud herfra den 20. august, hvis flyttegodset skal nå at være hjemme 

til den 1. oktober, som er vores indflytningsdag i Føns. Foreløbig har vi hentet en 

turistbrochure om Kenya ind fra Internettet og bestilt diverse kataloger fra Danmark. 

Larsen Rejser bl.a., som åbenbart er et af de kun tre-fire bureauer, der har 

fundet ud af, at Internettet er en messe værd. 

Nå, nu får vi se - vi har så vidt jeg husker før haft nogle store planer, og vi kan 

sagtens komme på andre tanker. Der er jo også problemet med Bamse, som skal 

passes et eller andet sted i den tid. Nemmest ville det være, hvis den kom ud for 

en ulykke heroppe, men sådan leger vi jo heller ikke. Vi har altså hund, og det 

må vi så finde os i! 

Europamesterskabet i fodbold er ikke værd at skrive hjem om, så det undlader 

jeg. 


Helikopteren, som skulle have fragtet mig til Alluitsup-paa og Saarloq til konfirmation, 

kunne ikke flyve på grund af vejret, så jeg måtte ringe og forklare de berørte 

bygder, at der ikke blev nogen konfirmation den dag - men måske i morgen. 

Det rejste naturligvis et ramaskrig, så jeg rare menneske lod mig overtale til på 

trods af vejret at hyre en båd og komme til konfirmaion. Jeg fik fat i Hans Gabrielsen, 

organisten, som skulle med, Kaluusi samt Augusta Lund, som gerne ville 

til Sydprøven. 

Vi tog afsted kl. godt 10 og var i Sydprøven kl. halv tre efter at have trodset både 

storm og is - og holdt konfirmation kl. 3. Man kan sige meget, men ventet med 

længsel - det var jeg. Konfirmationen gik også godt, selv om jeg jo af gode grunde 

ikke kendte konfirmanderne, og derfor en enkelt gang kom til at sige et forkert 

navn. 

Vi ilede videre til Saarloq hvortil vi ankom kl. halv otte og holdt konfirmation fra 

otte til halv ti. Det gik også fint, og de synger pragtfuldt i Saarloq. Dejlig bygd, 

tror jeg - efter hvad onde tunger påstår, fordi alle de onde enten har begået selvmord 

eller er blevet dræbt på anden måde... 

Kom hjem ved halv tolv tiden og så optagelse af EM-finalen på Wembley. Fortjent 

tysk sejr.

I nat drømte jeg, at Søren smed en pude med en hundelort i fjæset på mig ganske 

uskyldige stakkel - åbenbart fordi han var sur. Lidt efter så jeg, at Ida var i færd 

med at redde et stort insekt fra en hugorm, og jeg råbte til hende om at komme 

væk, men jeg havde ingen stemme, så hugormen nåede at hugge hende i hælen 

(jvf Genesis 3). Jeg forsøgte så at finde en telefon til lægen men fandt kun hugormejægere 

og tiden gik og jeg blev så desperat, så jeg vågnede. 


Jeg sejler med Hans Gabrielsen til Narsarsuaq i dag og tager videre til Paamiut i 

morgen formiddag. 

I går aftes var vi til en formidabel koncert med Peter Bastian og hans band af 

nordmænd, samer og andet godtfolk, der spillede fantastisk folkemusik fra Norge 

og Bulgarien. 

Bagefter var familien Birgers med hjemme til en kop kaffe - Ida havde bagt boller. 

Vi fik snakket om vaccinationer til Afrika, som jeg synes rykker nærmere og 

nærmere. Problemet er stadigvæk Bamse. Måske kan vi alligevel ikke nænne at 

komme af med den... Jakob, som har været uimodtgelig for argumenter, er blevet 

mere medgørlig ved udsigten til, at den kan blive boende heroppe. 

Vejret er som sædvanligt flot solskin og varmt. Jeg regner med at blive brun på 

turen i morgen. 

Narsarsuaq den 5. juli 

Det var en pragtfuld men lang tur herind i går eftermiddags. Solskin hele vejen 

og næsten stille. Hans havde taget Ole med, som jeg ikke kender. Jeg gav en 

middag på hotellet, da vi ankom ved 6-tiden, hvorefter de sejlede den lange vej 

tilbage og nok er kommet hjem ved midnatstide. 

Jakobine kiggede igen mine prædikener igennem. Hun roste Hans Møllers oversættelse, 

men bryllupstalen, som var fr Ilulissat, var vist ikke god nok. Hun faxer 

(forhåbentlig) oversættelsen til Paamiut i dag. 

På amerikansk TV så jeg i aftes en prædikant holde foredrag over bjergprædikenen. 

Det var uhyggeligt og inderligt amerikansk. 

Nu sidder jeg i ventesalen og venter på helikopteren til Paamiut. Det er stadigvæk 

tropisk klima. 

Paamiut den 7. juli 

Konfirmationen i dag gik godt. I går aftes kom jeg pludselig i tanke om vinen til 

altergangen. Jeg ledte og ledte, men fandt ingen vin, bortset fra en halv flaske. 

Jeg vidste, der ville komme mange til alters, så jeg spædede vinen op med vand. 

Det smagte ikke godt, men hvad skulle jeg gøre. Så her til morgen fandt jeg tilfældigt 

en nøgle i skuffen, der hed Pengeskabet i kirken, og ganske rigtigt stod 

der et stort fint pengeskab i et rum i kirken - fyldt med israelsk kirkevin! 

Også brylluppet og barnedåben i går gik udmærket. Jeg hilste på Agnes og hendes 

mand fra Fiskenæsset - det var deres søn, jeg var med til at redde for 14 år siden, 

da han var faldet i vandet. Mærkeligt som tiden går. 

Var til kaffemik om eftermiddagen og fik snakket gamle dage med en anden fra 

Fiskenæsset, som jeg ikke kendte. 

Jeg skulle have boet på det sædvanlige såkaldte Hotel Nukariit, men da jeg blev 

anvist et værelse i et anneks, hvor der i forvejen boede en grønlandsk familie, 

ringede jeg til den bortrejste præst og bad om at måtte låne hans hus, Så nu bor 

jeg her i præsteboligen og har kronede men ensomme dage. 

231

232 

Jeg fandt en gammel protokol med referat af et præstekonvent fra 1903 for Sydgrønlands 

præster. Hovedemnet var utugten, som man søgte at bekæmpe - dels 

ved særlige formaningstaler i forbindelse med dåben, hvor synden ret fremstilledes 

i menighedens påhør - og dels ved at nægte de utugtige adgang til nadveren! 

Det var tider dengang! Det, der især undrede de gode præstemænd var, at grønlænderne 

ikke selv syntes at skamme sig eller på nogen måde finde det formasteligt 

endsige syndigt at leve utugtigt. Dog blev man enige om, at det måtte være 

en form for udspekuleret trods, der gjorde sig gældende... Åh, Gud i Himlen!! 

Pastor Sørensen, Pastor Jensen og Pastor Balle! 


Det går fortsat godt for Bjarne Riis, som fører Tor de France. I går vandt Rolf Sørensen 

en etape! Jeg kom planmæssigt hjem fra Paamiut med Sarpik Ittuk i roligt 

vejr. Der var fuld belægning i køjerummene, som er firemandsrum. Jeg snakkede 

en del på turen med formanden for ligkisteforeningen Egede, som fortalte noget, 

som jeg forstod og en del som jeg ikke forstod. Men han stammede i hvert fald 

fra Igaliku og kunne huske udgravningerne i 26, hvor han var 4 år gammel - Det 

var dengang de fandt biskoppen fra 1200-tallet i domkirken. 

I Igaliku hedder de alle sammen Egede og nedstammer fra grundlæggeren, Anders 

Olsen, som også grundlagde Sukkertoppen og Fiskenæsset. Han ligger begravet 

i Igaliku. 

Vi er kommet lidt i tvivl om Kenya eller måske snarere om Larsen rejser, som vi 

er blevet advaret imod over nettet. Jeg sendte spørgsmålet ud i en interessegruppe 

og fik svar. Det er et genialt system. 

I går var vi på en heldagstur til de varme kilder ved Uunnartoq sammen med familien 

Birgers. Det var en herlig tur - måske lige bortset fra vejret med tåge og 

regn indimellem. Kilderne var en oplevelse med 37° varmt vand konstant. 

På vej hjem var vi inde og besøge Lichtenau, som er asyl for socialt ramte familier 

- Allu hedder organisationen, som bl.a. støttes af KFUK’s sociale arbejde. Det 

var deprimernde, og jeg forstår ikke, hvordan et ophold her skulle have nogen 

gavnlig virkning på disse familier - præget af forfald som det var. Vi talte med 

varmemesteren, der fortalte, at der var fire fastansatte - foruden ham selv en forstander 

samt to socialrådgivere. Der var ti familier, der boede rundt om i husene. 

Engang var bygden et kulturelt og religiøst center med 700 mennesker - grundlagt 

af Herrnhuterne i 1700-tallet. Og endnu så man resterne af fordums storhedstid 

i den smukke men forfaldne kirke og de store bygninger fra gamle dage - præstebolig 

og børnehjem bl.a. Men nu var dt alt sammen dødt. Den tidligere præstebolig 

var nu fællesrum for familierne, men den så forfærdelig ud. I kirken 

havde der været barnedåb for nogen tid siden, og endnu hang de visne blomster i 

kirken - endnu var der vand i dåbsfadet og i kalken stod endnu bærmen fra vinen. 

Det så ikke godt ud. Hvor er det dog vigtigt, at vi har noget at se op til, når vi arbejder 

- en ide at leve og arbejde for - eller en person, der er i stand til at begejstre 

os. Uden denne begejstring bliver det ikke til noget og vi skejer ud i demokratisme 

eller lader os føre af tidens og mediernes stemninger, der skifter dagligt. 

Lichtenau var et uhyggeligt eksempel på storhedens forfald. 

På hjemturen var vi vist ved at sejle vild, men vores skipper klarede skærene og 

fandt tilbage på rette vej. Turen kostede 2800 kr. i alt, hvilket nok var billigt i 

forhold til normale turistpriser (ca 650 kr. pro persona) Det var en herlig hurtigbåd, 

vi sejlede med - og stor nok til, at vi kunne være der alle sammen. 

I dag er det igen tåget og regnfuldt, men jeg har fået skrevet en god prædiken til i 

eftermiddag.

Der kom en del mennesker i kirke - bl. a. et hold danskere fra højskolen. 


Vi har lige set Bjarne Riis vinde Tour de France. Det var fantastisk. Den største 

danske idrætsbegivenhed nogensinde, som Jørgen Mader sagde. 

I formiddags havde jeg for en gangs skyld grønlandsk gudstjeneste. Det var dejligt 

på trods af sproget. Der var mange mennesker og barnedåb med et højt skrigende 

barn, som dog blev beroliget under fadervor. 

Jeg talte med et ældre ægtepar fra Havaii efter gudstjenesten. De var heroppe på 

turisttur. Presbyterianere fra Honolulu viste det sig. 

I løbet af ugen brød computeren sammen. Jeg pillede vist lidt vel rigeligt med de 

ædlere dele i softwaren med det resultat, at den ikke ville starte. Jeg fik fat i et 

hjælpeprogram fra Jenses musiklærer, Brian - og det hjalp for så vidt, men kun 

ved at slette alle data på computeren. Nu virker den igen upåklageligt, og jeg har 

bestilt et nyt systemprogram til 750 kr. 

Ellers har vi surfet rundt i feriemuligheder ligefra det fjerne Østen til Tyrkiet og 

Madeira, men er nu i skrivende stund tilbage ved vores oprindelige rejsemål: Kenya. 

Jens har fået sin nye PowerMac computer til 8.700 kr. Den er lækker, og det er 

helt sjovt at være sluttet sammen. Ungerne spiller nogle forfærdelige dræberspil 

under skrig og hyl, hvor det går ud på at snige sig ind på hinanden og skyde hinanden. 

Så er Bamse omsider blevet klippet ved en stor indsats af især Troels - måske 

nok for at redde den fra at blive efterladt heroppe, når vi rejser hjem. Nu må vi se 

om det lykkes. Den ligner en forvokset udgave af Terry fra Tintin. 

Forleden fik vi den vaccineret mod hundegalskab, hvilket er nødvendigt for at 

kunne få den ind i Danmark. Det kostede 180 kr. 


Så er Ida og Troels rejst til Danmark. I mandags gik vi alle sammen en lang tur 

(15 km) rundt om Storesøen. Vi var godt udasede tilsidst, men vi klarede det. 

Mest trætte var nok Bamse og Jakob. Vi nåede lige hjem til kl. 18,30, så vi fik en 

lille halv time til at hvile ud i, inden vi tog på Nanok og spiste dejlig middag. 

Helikopteren til Narsarsuaq var brudt ned, så ungerne måtte med Sapanngaaq til 

Narsarsuaq. Det tager godt 5 timer, så vi måtte op kl. 3 om morgenen og sende 

dem afsted. De ringede fra Narsarsuaq og senere fra Kattrup, hvortil de var vel 

ankomne om aftenen efter en mellemlanding på Island. 

Så nu er vi bare en ganske almindelig familie på fire. Det er underligt nok. 


Kirsten var den eneste af de sædvanlige, der var i kirke i dag, men heldigvis var 

der en flok turister, der havde fundet vej, så der kom alligevel en gudstjeneste ud 

af det. Prædikenen handlede om huset, der var bygget på klippegrunden. 

Både Jakob og jeg selv blev klippet i denne uge, hvilket pyntede - ikke mindst på 

mig. Vi har ikke hørt fra Troels og Ida siden de ringede og sagde, at de var vel 

ankommet til Kattrup. Vi ringede for et par dage siden, men da var de i Københvan, 

hvor de boede i Mettes søsters lejlighed. De morer sig vist sammen med 

Niels og Astrid og til dels også Kristina. I nat drømte jeg, at Kirsten fik dødfødte 

tvillinger - der kan man bare se. 

I aften fik vi besøg af den nye lægevikar, hvis forældre stammer fra Slavonien, 

men som har boet hele sit liv i Danmark. 

233

234 

Jeg har fået samlet et par bøger på kontoret og har givet den nye udgave af romanen 

til Agnethe i håb om at hun vil kommentere den en gang til. Der er sket meget, 

siden sidste udgave. Jeg har også fået samlet den nyeste udgave af Bibelhistorien. 

Så er der en Dagbog fra Sydgrønland på 325 A-4 sider og en prædikensamling 

på 200 sider - så lidt er det blevet til i tidens løb heroppe. 

Ellers går vi i ferieplaner, men kan ikke finde ud af, hvor vi skal hen. Vi har nok 

droppet de fjernere mål og senest også charterrejserne - så det ender nok med et 

eller andet for os selv i Sydeuropa - evt med tog. Nu får vi se. 


Tænk at det allerede er august! Dagene går bare derudaf. Økonomien har det 

skidt. Der kom en ekstra telefonregning fra maj, og så var der el og vand og Jenses 

juleferiebillet til 6.000 kr. - så det ene med det andet. Det er i hvert fald ikke 

nogen guldgrube at være heroppe. Men nu er vi endelig færdige med vores billån 

- og så er det vel tid for et nyt? Det kunne være lækkert at vente et par år med at 

købe ny bil - indtil vi var færdig med vores dyre lån i 98. Vi kunne jo godt nøjes 

med en gammel en i starten - og ellers cykler. 

Lige nu tænker vi på at rejse til Corsica med tog og færge sammen med Jakob, 

når vi har været et par dage i Danmark. Vi er nødt til at holde lidt ferie, inden vi 

starter i den samme gamle trædemølle - eller hvordan det nu bliver. Hvis det bliver 

det, så går der nok ikke længe, inden jeg søger til en by, vil jeg tro. 

Kirsten er begyndt at læse romanen op for Jakob. Jeg er holdt op med at drikke 

kaffe. 


Jeg skulle have holdt grønlandsk gudstjeneste i dag, men Jakobine overtog den - 

efter sigende fordi han alligevel ikke skulle til Igaliku og holde konfirmation - 

men jeg er ond nok til at tro, at det er fordi, gudstjenesten er radiotransmitteret - 

og i denne tid gælder det om at promovere sit provstekandidatur. Derfor skulle 

hun absolut også til Narssaq for 14 dage siden, selvom det egentlig var mig, der 

skulle afløse. 

I går så vi håndboldpigerne vinde guld efter en formidabel kamp. Vi fejrede det 

med en flaske rødvin. Jens har fået lønforhøjelse, og jeg har igen fået ondt i ryggen 

eller rettere lænden som sædvanlig. Udenfor er det gråt og trist, og vi har ikke 

flere penge. 

Vi ringede til Hans og spurgte, om vi måtte besøge dem, når vi kom hjem den 26. 

- så vil vi tage til Billund i stedet for Beldringe. Det var i orden - bortset fra at Ida 

er allergisk overfor hunde - så Bamse må blive udenfor, hvis vi da ikke skiller os 

af med den inden vi rejser hjem. Det er lidt åndssvagt at tage den med, da jeg ikke 

er helt tryg ved den overfor fremmede. Nu må vi se. Det nemmeste var nok en 

sprøjte. 


Det regner gråt og tåget, og der er kommet skib. Det er mandag morgen. Det 

værker lidt i lænden. Kirsten er taget på arbejde. Jens og Jakob sover. Og Bamse. 

Jeg er så småt begyndt at tænke på en ny roman. Den skulle handle om det egentlige 

selvfølgelig. Være et forsøg på at trænge ind til det nøgne menneske, når alt 

tidsfordrivet er skrællet af: underholdningen, arbejdet - alt det slavebetonede 

brød og skuespil - hvad er der så tilbage? Hvad er det ene fornødne, som Jesus 

snakker om? Det kunne være spændende at lade en række personer gennemgå 

sådan en udvikling - eller afvikling - for at se, hvad det endte med. Kingo er inde

på det i sin salme Far verden, Far vel! Her skræller han lag på lag af det, som vi 

omgiver os med og som vi sætter højt i vores liv - han kalder det forfængelighed, 

men så vidt jeg kan se, munder salmen ud i en længsel bort fra verden - til Abrahams 

skød. Jeg ville gerne ende i verden på en eller anden måde. Måske kunne 

man ligefrem skrive romanen over salmen og lade hvert vers være overskrift på 

et kapitel. Men der skal mere inspiration til - jeg skal nok have en to tre kilder at 

arbejde ud fra. Foruden en ramme. 

Tredje dag uden kaffe! 


I dag købte jeg så billetten til Jenses juleferie til 6.000 kr. Og i morges bestilte 

Jens et videomodul til sin computer, så han kan se TV på den. Fint nok. Jeg 

ajourfører kontrabøger i lange baner. 

Fjerde dag uden kaffe. 


Vi havde et meget hyggeligt besøg af Agnethe i går aftes. Hun kom til middag - 

alkebryster a la far her - og sortebærgrød a la Kirsten. Og så gennemgik vi ellers 

romanen igen, hvor hun påpegede en række fejl af forskellig art og i øvrigt mente, 

at slutningen burde være mere opløftende. I dag har jeg så rettet det hele og 

gjort slutningen mere opløftende - bl.a. reddet Deboras liv. 

Jens er startet på GU i dag - 3. G. Han er så småt ved at flytte sine sager hen på 

kollegiet. Kirstens cykel er blevet stjålet til hendes store ærgrelse, så nu må hun 

gå på arbejde. 


I dag begynder Jens og Jakob i skolen - og så er sommerferien forbi for denne 

gang. De store har brugt den til at tjene penge og Jakob synes, den har været dels 

hamrende kedelig - dels suveræn skæg - f.eks. var det ikke så sjovt at forstuve 

foden forleden dag, men heldigvis blev han mirakuløst helbredt, lige før han 

skulle i fysioterapien og have ultralyd på. 

Det bedste var uden tvivl Uunnartoq med de varme kilder sammen med familien 

Aaen-Larsen. 

Bamse har haft et grimt bidsår på ryggen med betændelse i, men nu ser det ud til 

at være helet. Vi har fået arrangeret pleje hos et ægtepar, som har mistet deres 

egen hund i foråret - indtil Jens kan tage den med hjem til oktober. 

Ellers snakker vi en del om Norditalien med Verona, Firenze, Pisa m.v og så et 

par ugers daseferie ved en strand måske. Men nu må vi først se, hvordan Ida og 

Troels har det. Foreløbig går det vist godt. De har købt cykler og går til fester og 

i skole, og Ida har til sin store overraskelse fået latin. 

I dag er der tåge over det hele, og vi blev vækket ved, at det store olieskib, som 

ligger og fylder olie på tankanlægget, af en eller anden grund begyndte at tude 

klokken 6 i morges - måske for ikke at blive påsejlet. 

I går gik Kirsten og jeg og Bamse en dejlig tur op i fjeldet i det herligste vejr 

uden myg og fluer. Bamse nød det i høj grad. Der var en anelse kølig vind deroppe, 

og det er muligt, det var det, der forårsagede, at jeg senere på dagen mistede 

stemmen, da jeg holdt gudstjeneste med altergang på sygehuset. Det gik med lidt 

besvær. 

Senere var der så dansk gudstjeneste, som var kendetegnet ved en hel del turister 

eller højskolefolk - der var omkring 20 - men desværre udeblev organisten. Han 

havde simpelt hen glemt det og ringede senere sønderknust af anger. Så vi måtte 

235

236 

synge a capella, og det gik da også nogenlunde, og jeg brugte selvfølgelig situationen 

i min prædiken om at være udenfor i tilskuerens og betragterens rolle og 

være inde på scenen så at sige. Nu er gudstjenesten ikke længere en forestilling, 

som man så bagefter kan kommentere og anmelde - nu er det dig, det kommer an 

på - nu er det din stemme, der er nødvendig, for at det her skal lykkes. Jeg holder 

afskedsgudstjeneste på søndag - på min fødselsdag - uden at der iøvrigt skal ske 

noget særligt i den anledning. Om aftenen inviterer vi nok Jakobine og Arne og 

H.C., som har inviteret os på sejltur på lørdag, til grønlandsmad, så vi kan få tømt 

vores fryser. Hvis Biskop Sofie er i byen, inviterer vi hende med. Hun skulle ankomme 

i dag - hvis tågen ellers letter. 


Jeg kommer stadig videre med romanen. Får rettet forskellige ting og får lavet 

nogle relevante sletninger og tilføjelser. Den er som en stenbunke, der langsomt 

bliver bygget op til en slags skulptur, og nogle gange må man fjerne en allerede 

placeret sten eller erstatte den med en anden for at få formen helt rigtig. Det er et 

arbejde - men spændende nok. 

I dag havde Kirsten så sin sidste arbejdsdag på Julianehåb sygehus. Det blev 

markeret kl. 14 med et større kaffebord i kantinen for personale, og i dagens anledning 

havde jeg sneget mig med. Der var flere smukke taler og sange foruden 

en stor lagkage og en afskedsgave i form af et videobånd om Grønland. Det var 

umiskendeligt, at Kirsten var særdeles afholdt både fagligt og ikke mindst menneskeligt. 

Det hele varede en times tid, hvorefter jeg gik hjem, og Kirsten gik tilbage 

til fysioterapien og ryddede op til kl. 20! 

Jens er flyttet mere og mere på kollegium - nu sover han derhenne hver nat. Vi 

ringede til Troels og Ida, som har det glimrende i Gamborg og efter sigende også 

på gymnasiet. Troels har Nørre Åby præsten Juul Værges kone Birgitte Svinth til 

dansk. Ida har fået latin. 

I morgen har H.C. Petersen inviteres os på sejltur til nogle nordbosteder, men her 

til aften ser det godt nok noget tåget ud. 


Så er vi i gang med at flytte. Skabe skal tages ned, og vores eget tøj til ferien skal 

pakkes. Vi flytter på hotel Qaqortoq i morgen. I går havde jeg en dejlig fødselsdag 

med gæster til grønlandsk aftensmad (fryseren skulle tømmes!) - alke, tejster, 

søkonger, rejer, mattaq, rødfisk, kammuslinger og sortebær - også som grød. En 

herlig middag med H.C. Petersen, Arne og Jakobine samt Lotte foruden Jens og 

Jakob. 

Som traditionen forskriver, blev jeg »vækket« af Kirsten og Jakob på sengen med 

sang og dejlig trøje. Senere fik jeg en papirkniv af ungerne. I løbet af dagen ringede 

det meste af familien og sagde tillykke - og sørme også vores gamle pige, 

Lise, som er begyndt at studere teologi i Århus. 

Til min sidste gudstjeneste var der barnedåb, men ellers sagde jeg bare tak for 

dennegang fra prædikestolen og takkede mine medarbejdere for et godt samarbejde 

gennem årene. Ellers var der ikke arrangeret noget. 

Om lørdagen var vi sammen med H.C. Petersen på en dejlig sejltur til nogle 

nordboruiner en halv times sejlads herfra. Frokost og kaffe i det grønne. 

I øvrigt er mit kaffeforbrug gået ned til ca 1 kop om dagen mod tidligere en 

spand. Så om ikke andet, så har de tre år heroppe betydet et farvel til cigaretterne 

og et stærkt reduceret kaffeforbrug. Hvad de øvrige laster angår, trives de i bedste 

velgående!

Nu skal denne computer lukkes ned og pakkes væk indtil videre. Vi håber den 

dukker op i god behold sammen med det øvrige flyttelæs til oktober i Føns. 

Det var så det! 


Så er vi flyttet på hotel. Flyttemændene kom som planlagt med Jeremias i spidsen 

og begyndte at pille ned og pakke ind i regnvejr, mens Bamse gik mere og mere 

frustreret rundt. Jensine er sprunget fra og vil ikke passe den, så vi er nødt til at 

tage den med, når vi rejser - det er også nok det bedste. Så håber vi, vi finder et 

sted til den i Danmark. 

Så har der været provstevalg, og det var en chokerende parodi på et demokratisk 

valg med tys-tys og hemmelighedskræmmeri og jeg ved ikke hvad. End ikke resultatet 

af vores egen afstemning måtte vi få at vide! Jeg var temmelig målløs 

desværre, og havde det foregået på dansk, så ville jeg nok have stillet et par interessante 

spørgsmål - nu spurgte jeg bare, hvem i KIIP, der bestemte i sidste ende. 

Jeg er bange for, der er tale om rent fusk og en hån mod de folkevalgte menighedsrepræsentanter. 

Nu skriver jeg i hvert fald et brev til Sofie og fortæller om 

mine frustrationer. 


I forgårs havde menighedsrepræsentationen inviteret familien til afskedskaffe på 

hotellet. Det var meget hyggeligt med taler af Lene og Jens Skærlund og mig selv 

og med gaver - billede af Alibak samt papirkniv fra menighedsrepræsentationen - 

en sten (ammassunit) fra Jonda og en sælskindsmappe fra Ludvigs. 

I går var så sidste arbejdsdag, hvor provstikontoret gav øl. Vi afleverede huset til 

INI a/s og nøgler til Ludvig, og om aftenen var vi til en meget hyggelig middag 

hos Else og Sonny sammen med doktor Lars og Karoline. 


Sidste dag med kliken. I går var vi først til frokost hos Henning og Bodil Abrahamsen 

med hyggelig snak og øl og hjemmelavet snaps - og siden er vi gået fra 

hånd til hånd! Fra Henning og Bodil tog vi direkte til Birger og Anna Grethe til 

kaffe og afslutningsvis rødvin indtil kl. 19, hvor vi var inviteret til middg hos 

mågerne, Peter Hjeds og hans kone, som er gravid og deres to børn - Rasmus Lyberth 

og hans kone, som lige har født - Grethe, som var værtinde og hendes mand 

og deres to børn og Lisbeth Søvndahl. Det var lidt tamt, men ellers hyggeligt 

nok. 

I dag startede vi med gudstjeneste kl. 10, hvor blandt tre andre også Jakobines og 

Arnes barnebarn blev døbt. Så godt messer hun nu heller ikke!! Derefter var vi til 

frokost hos Anne Mette og Hans Kristian med øl og snaps - og nu sidder jeg her 

lidt i fem og skriver dagbog, inden vi kl. 19 skal på Nanok - bare os fire og spise 

stenbøf. 

I morgen tidlig kl. 9 flyver vi til Danmark. 

______________________ 

237

238 

Da vi kom hjem fra Julianehåb i efteråret 1996, genoptog jeg mit gamle embede i 

Føns-Ørslev-Udby-Husby sogne. Året efter blev jeg provst for Middelfart provsti, 

hvilket jeg var i 12 år indtil 2009, hvor jeg gik på pension. 

Jeg har aldrig genoptaget dagbogen…

Noter 

1 Tre unge mennesker havde siddet nede i en kutter i havnen og sniffet gas, da en af dem 

ville tænde en cigaret med det resultat at der blev sprængt hul i siden af kutteren, der øjeblikkeligt 

sank. Mirakuløst overlevede alle tre. Det skete natten før min indsættelse! 

2 Peters far, provst Johannes Ruge, vicebiskop Jens Chr. Chemnitz, landsstyreformand Jonathan 

Motzfeldt og landstyremedlem for kirke og kultur Thue Christiansen. 

3 Den kristelige forening ’De som kommer sammen’ Svarer lidt til Luthersk Missionsfor- 

ening i Danmark 

4 Prædiken 16.s.e. Trinitatis 1981. Luk. 7,11-17. Fiskenæsset 

Har livet en mening? Er der overhovedet noget formål med vores tilværelse, som tilsyneladende 

er styret af en tilfældig skæbne. En skæbne, som vi står magtesløse overfor, når den 

rammer os med ubønhørlig grusomhed. Når katastrofen rammer os, når det, vi kæmpede for 

og arbejdede på, smuldrer bort mellem hænderne på os og bliver til ingenting, og ikke 

mindst, når det barn, vi bragte til verden og opdrog med kærlighed og omsorg og satte så 

store forventninger til, rives fra os af dødens kolde hånd, må vi da ikke spørge: Gud, hvis 

du er til, hvorfor lod du så dette ske? 

Mon ikke disse og lignende spørgsmål har præget de mennesker, som fulgte enkens søn til 

graven, sådan som de både før og siden har præget mennesker, der oplever livet som uretfærdigt, 

og som mister troen på livets mening? Tyngede af sorg og håbløshed vandrede de 

den tungeste af alle veje - vejen til graven med en, de holdt af. 

Vi hørte forrige søndag om de ti spedalske, hvordan de midt i deres elendighed dog havde 

så meget håb, at de turde råbe til Jesus: Mester, forbarm dig over os. Men her, hvor døden 

havde lammet ethvert håb, var der ingen, der turde råbe om hjælp. Overfor døden stod man 

magtesløs - det vidste man kun alt for godt. Så det var kun gråd og fortvivlelse, der mødte 

Jesus, da han nærmede sig byen med sit følge af glade, fortrøstningsfulde mennesker. Mennesker, 

som havde været udstødt og undertrykt - spedalske, invalide, toldere, syndere, fattige, 

kvinder og børn, de magtesløse, som alle havde fået nyt liv og nyt håb i mødet med Kristus, 

og som nu fulgtes med ham til forargelse for de, som anså sig selv for at være noget. 

Det er livsglæden og livsleden, der møder hinanden her i skikkelse af de to grupper af mennesker 

udenfor Nain. Det er håbet og livsmodet, der møder håbløsheden og modløsheden. 

Og hvor let var ikke livsglæden - glæden over at være til, glæden over skønheden i naturen, 

glæden over menneskers fællesskab - hvor let var den ikke blevet stoppet ved mødet med 

den grædende enke og de sørgende mennesker, som fulgte hendes søn til graven? Hvor let 

var ikke glæden blevet vendt til bitterhed mod den natur, som ikke kender til barmhjertighed, 

- mod det liv, som ikke kender til retfærdighed? Så let, som der for os i dag at blive 

overvældet af modløshed, når vi hører om den nød og elendighed, der findes rundt omkring 

os. Mord, selvmord, vold, misbrug af det gudskabte liv hører til dagens orden. Og hele tiden 

lever vi under truslen: Hvornår rammer ulykken os? Hvornår er det mig eller en af dem, jeg 

holder af, man hører om? 

Sådan er vilkårene for det liv, vi har at leve her på jorden. De er barske, men vi kommer ikke 

udenom dem. Vi kan ikke vende dem ryggen ved at fortie dem eller lukke af for de dårlige 

nyheder, som spolerer vores glæde. De hører med til vores liv, hvis vi ellers vil leve et 

sandt menneskeliv. 

Jesus og den glade flok, som fulgte ham, vendte da heller ikke ryggen til den lidelse og fortabthed, 

de mødte overalt. Tværtimod. Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse 

de fortabte. Derfor gik han lidelsen og fortvivlelsen i møde, fordi han havde godt nyt til fortabte 

mennesker, og i ord og handling forkyndte han Guds riges komme - livets sejr over 

døden. Med sit guddommelige skaberord: Unge mand, jeg siger dig, stå op! bragte Jesus 

livshåbet og livsglæden tilbage til dem, som havde mistet alt håb. Sorg blev vendt til glæde 

- fortvivlelse blev vendt til fest. 

Dette skete for 2000 år siden i et land langt herfra. Enkens søn er for længst død igen - det 

samme er Lazarus og Jairus' datter og alle de, som blev helbredt af Jesus. Livet er igen blevet 

fyldt med lidelse og ondskab - ja, den kirke, som skulle forkynde kærlighedens glade 

budskab, synes til tider at have været foregangsmand, når det gjaldt ondskab og undertrykkelse. 

Hvad nytter det hele så? Er vi ikke tilbage ved det spørgsmål, som vi indledte 

med: Har livet overhovedet nogen mening, sådan som det former sig fyldt med lidelse og 

239

240 

fortvivlelse? 

Ja, for det nye og vidunderlige, som skete dengang, har også bud til os i dag. At Gud blev 

menneske og gik omkring og helbredte og forkyndte evangeliet om Guds riges komme til 

frelse for de fortabte og til forargelse for de, som anså sig for frelste - at han ikke veg udenom 

fornedrelsen og døden, men tømte lidelsens bæger til bunds for vores skyld - det er ikke 

bare noget, som hører historien til, men det er det, den kristne menighed bygger sit liv på 

den dag i dag. Derfor samles vi igen og igen omkring døbefont og nadverbord og ordets 

forkyndelse for at styrke hinanden i den tro på Gud, som også er en tro på det liv, han har 

skabt. En tro på at livet har mening, også når det går os imod, ja, selv når døden synes at 

skulle få det sidste ord. 

Gud, hjælp vores vantro! Amen 

5 Jakob Nathanielsen og Titken Møller, hhv. præsdtegældskarl og læserkateket 

6 Jørgen Petersen, daværende præst i Sisimiut – biskop Sofie Petersens far. 

7 Gerda Glob 

8 Julebrev 1981 

Kære venner. 

Nu skal tiet være: Der er alligevel gået så lang tid og sket så meget siden sidst, vi ikke fik 

skrevet julekort, så da vi erfarede, at skolen her er i besiddelse af en duplikator, besluttede 

vi at slå 32 fluer med et smæk. Hermed altså omsider et par ord em, hvordan livet 

former sig heroppe i Fiskenæsset. 

Men først lidt om vejret: I forhold til det kolde og stormomsuste Danmark har vi tilsyneladende 

været heldige. Vi har haft sne siden oktober, men det er som regel vindstille – vi 

har haft en 3-5 dage alt i alt med blæsevejr. I lange perioder har vi haft klart solskinsvejr 

med temperaturer mellem -10 og -15 gr. Dejligt! I øjeblikket kniber det for solen med at 

komme op over fjeldet her lige syd for bygden, men ellers er det ikke mærkbart mørkere 

end hjemme. Desværre er det vistnok på en eller anden måde et ret usundt klima. Mange 

af beboerne liden af forkølelse og ondt i halsen, og vi har også selv været igennem et par 

perioder med dårlig hals og influenza i hele familien. Heldigvis ikke på samme tid. 

Gør man brug af den båd, man selvfølgelig har, kan man om sommeren sejle dybt ind i 

Fiskenæsfjorden, som er et meget smukt område. Her kan man pilke torsk eller fange laks 

eller gå på sælfangst – eller man kan bare nyde naturen. Blot skal man tage sig lagt for de 

glubske ulve, der er begyndt at husere i området. 

Her om vinteren, når båden er lagt på land, kan man gå på ræve- og rypejagt i fjeldet - 

evt. pr. snescooter (!). Naturen er betagende, overvældende og også grusom, når det skal 

være - men sådan er det jo med naturen de fleste steder i verden. 

Bygden Fiskenæsset ligger på 'den temmelig store ø' = Qeqartarsuatsiaat, som bygden 

hedder på grønlandsk, i læ for Atlanterhavet bag andre øer og næs. Her er en lille havn, 

en fiskefabrik (saltfisk), en skole, et forsamlingshus, en kirke, tre butikker og ca. l00 en- 

og tofamiliehuse. Her bor 348 mennesker - eller rettere 353 efter at den nye præst med 

familie er kommet. 

De fleste er fiskere og fangere, men der er også en del, der arbejder på fabrikken eller i 

K.G.H. (Kongelige grønlandske Handel). Om sommeren tager man ofte ud, når vejret er 

til det, men her om vinteren finder man sammen i en masse fællesaktiviteter. Man besøger 

hinanden ustandseligt. Jeg tror, vi er til kaffemik i en eller anden anledning 4-5 gange 

om ugen. Så er der et væld af foreninger: afholdsforeningen, kvindeforeningen, ungdomsforeningen, 

ældreklubben, sportsforeningen, fisker- og fangerforeningen, den kristelige 

forening m.v. Levestandarden er for de flestes vedkommende langt højere end en dansk 

gennemsnitsfamilies. På den anden side er her også familier, der sidder ret hårdt i det. 

Selv bor vi i et dejligt stort hus med alle moderne faciliteter. Det er nyrestaureret i 1980 

og godt isoleret med et dobbelt lag stenuld over det hele. Gulvene er smukt afhøvlede, 

men . til gengæld lidt vanskelig at holde pæne - ikke mindst når der er tre unger, der stormer 

rundt i huset dagen lang. Men hvad, det skal jo heller ikke være noget museum. 

Vi synes egentlig vi har meget travlt. Vi arbejder i skolen med at undervise i dansk, hvilket 

kan være temmelig frustrerende en gang i mellem. Mest fordi vi ikke behersker sproget. 

Til gengæld er det dejligt at undervise i aftenskolen, hvor eleverne er betydeligt mere 

motiverede for at modtage undervisning.

For tiden er her næsten altid gæster, og det er jo hyggeligt, men kan også være anstrengende. 

Vi kan jo ikke sådan følge med i samtalen, så vi føler os mest som kroværter. Engang 

imellem kniber det med at få tid til bare at være os selv. Børnene tager også meget 

tid - det skal de jo, også selv om vi har fået en sød pige på 19 år til at komme 8 timer om 

dagen. 

Folk går jævnlig i kirke heroppe. Der er gerne en 20-30 stk. på almindelige søndage. 

Desværre mangler vi en organist - ikke mindst nu til jul, hvor der er tradition for at synge 

julekorsange dels i kirken i juledagene og dels julenat, hvor korene (der er også et børnekor) 

går rundt til alle husene og synger julen ind. Vi har i år måttet låne en organist fra 

Godthåb på præstegældets regning til at øve med korene. Han bor hos os de 14 dage, han 

har fået bevilget, og det giver jo ekstra travlhed. Men sangen lyder meget meget smuk. 

Første, søndag i advent er en stor festdag, og den indleder faktisk julen. Tidligt om morgenen 

tændes der lys og adventsstjerner i alle vinduerne. Kl. l0 fyldes kirken til sidste 

plads - mange må stå op - og 10 skolepiger i lange hvide kjoler og med et lys i hånden 

indleder festgudstjenesten med en adventssalme. Hele dagen går man på besøg hos hinanden 

og drikker kaffe. 

Selve julefesten starter juleaftens morgen med juletræ og gaver. Om eftermiddagen er der 

gudstjeneste med oplæsning, salmesang og korsang. Første juledag kl. 8(!) er der festgudstjeneste 

– 2. juledag k1 l0. 

Jeg må stadigvæk skrive mine prædikener på dansk og få dem oversat til grønlandsk. Den 

dag synes fjern, hvor jeg selv kan skrive dem på grønlandsk, men den kommer nok engang. 

Selvom man skal være meget varsom med at lægge planer for fremtiden heroppe, regner 

vi alligevel så småt med at tage til Danmark engang i september-oktober næste år, Vi får 

jo en frirejse hjem hvert år. Imidlertid skal I være velkommen til at komme at besøge os i 

løbet af sommeren. Det vil være en dyr, men også enestående oplevelse, kan vi godt betro 

jer. 

Ja 1981 har for os på mange måder været et spændende år - til visse tider næsten for 

spændende. Her på falderebet vil vi sige jer tak, for året, som er gået. Gid I må få en dejlig 

julefest og gid juleglæden må vare hele næste år med. 

De kærligste hilsner fra Ida, Troels(den laban), Jens, som for øvrigt er startet i børnehaven, 

som han nu efterhånden er meget glad for, samt jeres Kirsten og Erik. 

9 Prædiken til juledag 1981. Joh. l, l-14. Fiskenæsset 

Det er en mørk tid, vi lever i. Solen star sent up og går alt for hurtigt ned igen. Dagene er 

korte her midt om vinteren, og vi længes vist alle sammen mod sommeren med dens 

lange og lyse nætter. 

Også på andre måder kan tiden synes mørk og kold. Ude i verden hører vi om vold og 

undertrykkelse, om meningsløs oprustning om krig og terror. Og selv tynges vi måske af 

sorg over en, vi har mistet, af fortrydelse over alt det, vi gjorde forkert eller det, vi aldrig 

fik gjort. Måske er det angsten for fremtiden, som plager os - angsten for det ukendte eller 

angsten for ikke at slå til - angsten for ikke at blive accepteret i det samfund, som har 

sine bestemte regler for, hvad man må, og hvad man ikke må. Ja, hvem af os er ikke en 

smule tyngede af både fortiden og af fremtiden. Der er nok af problemer - der er nok af 

skyldfølelse - der er nok af løgn og hykleri og ondskab i verden til at gøre tiden kold og 

mørk og trist. 

Og så her midt i al elendigheden lyder julens glade budskab til os, sådan som vi hørte det 

fra alteret: Frygt ikke. Thi. se jeg, forkynder jer en stor glæde. Eder er i dag en frelser 

født, som skal være for hele folket. Eller sådan som det udtrykkes i Johannesevangeliet. 

Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det ... Ordet blev kød og tog bolig 

iblandt os. Vi så hans herlighed, fuld af nåde og sandhed. 

Det er nu snart 2000 år siden, dette budskab blev forkyndt for første gang, og man kan 

vel dårligt påstå, at verden er blevet et bedre sted at leve siden da. Nej, livet går sin vante 

gang, sådan som vi kender det. Vi kæmper stadig mod sygdom og død. Løser vi et problem, 

medfører det som regel at der opstår nye problemer. I den rige del af verden er det 

så godt som lykkedes at afskaffe fattigdommen - ja i forhold til størstedelen af verden 

lever de fleste mennesker i de rige lande i en kolossal overflod. Mange steder har man 

opnået det, som tidligere generationer drømte om, men samtidig har man oplevet, hvordan 

det har medført en følelse af tomhed i tilværelsen. Mange er blevet ramt af livslede 

og hvad deraf følger af druk, narkotika og i sidste ende selvmord. 

241

242 

Problemerne er måske andre end for 2000 år siden, men de er ikke blevet mindre. Hvad 

gavner julens budskab så? Er det så andet end en hyggelig gammel tradition, der sammen 

med juletræer og julenisser og julegaver skal skaffe os lidt opmuntring her i den 

mørke tid? Er det andet end en drøm, når det kommer til stykket - en drøm om den kærlighed 

og den fred, som vi alle længes efter, men som vi hverken kan eller vil lade bestemme 

vores liv, højst lade komme lidt frem her ved juletid. 

Vi står her overfor det, som adskiller det kristne budskab fra al anden religion og fra al 

anden livsvisdom. I årtusinder har man brugt religionen til at drømme sig væk fra den 

barske virkelighed. Man har sat sit håb til en fremtid, hvor alting nok skulle blive godt. 

Man har levet sit liv i en stadig forventning om det, som engang skulle ske; at al verdens 

ondskab skulle forsvinde, at en ny verden skulle opstå, 

hvor alle skulle være gode mod hinanden og hvor der skulle herske fred, kærlighed og 

glæde og retfærdighed. Det var det, som alle fromme jøder 

forventede: at Messias skulle komme og gøre en ende på al uretfærdighed i verden, og 

det er det, vi forventer, når vi forsikrer os selv og hinanden om, at alting nok skal blive 

bedre i morgen eller til næste år eller når vi bare får løst det problem, som plager os lige 

nu. Vi lever i en forventning - det vil sige, vi lever på en drøm, og det er det samme som 

at leve på en løgn. 

I modsætning hertil taler julebudskabet om virkeligheden og om sandheden. Ja, det er 

det, som er budskabet: at drømmeri er blevet til virkelighed, at forventningerne er gået i 

opfyldelse, at vi nu ikke længere 

behøver at flygte fra vores liv ind i en drøm om, hvordan det burde være, men har fået 

magt til at leve livet i dag, lige præcis sådan som det er, sådan som børnene lever livet 

fra dag til dag i tryg forvisning om, at der altid er en voksen til at klare problemerne. Det 

er livet selv, vi vi får skænket i julegave i dag. Det eneste sande liv - det liv, som Gud 

har skabt til os - livet i dag! 

”Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn." Det kan være svært 

at give, men somme tider kan det være endnu sværere at modtage, og den gave, som her 

tilbydes os – det største, vi kan få - har vi særligt svært ved at modtage. Vi vi1 gerne 

yde noget til gengæld, Vi er for stolte til bare at modtage, så vi gør, hvad vi kan for at leve 

sådan, som vi mener Gud, vil have, vi skal leve. Ja, der er ingen ende på det, mennesker 

kan finde på for at gøre sig lækre overfor Gud. Som hunde, der ikke ved hvilket 

ben, de skal stå på for at behage deres herre. Og resultatet bliver da også et hundeliv fuld 

af forstillelse og hykleri - fuld af fordømmelse og misundelse og fuld af skyldfølelse hos 

dem, som ikke formår at leve op til de krav, som de mener Gud stiller til dem. 

Men Gud ønsker intet til gengæld for det liv, han har givet os. Han kender os. Han ved, 

hvordan vi er, og han gennemskuer vores hykleri. Det eneste, Gud vil, er, at vi åbner os 

for den kærlighed, han giver os, så vi bliver i stand til at modtage det liv, som er skabt til 

os. Det sande liv fuld af fred og glæde. 

I har hørt, der er sagt til Jer: Du skal leve et pænt og anstændigt liv, så skal du nok blive 

frelst. Men julens budskab siger til os: Du er frelst - nu kan du leve! Amen. 

10 Jørgen og Peter Petersens far 

11 Patientforeningen Håbet. Oprettet i forbindelse med de store epidemier i 50’erne og ik- 

ke mindst tuberkulosen. 

12 Prædikener Langfredag, Påskedag og 2. Påskedag 1982. Fiskenæsset. 

Langfredag er for mange mennesker en sorgens dag. Vi markerer det med at flage på halv 

stang, og vi pynter vores kirke med sorte bånd som til begravelse. Det er på denne dag i 

kirkeåret, den kristne menighed ud over Jorden mindes, hvordan kærligheden bukkede 

under for magtbegæret - hvordan livet bukkede under for døden. 

Men det var ikke alle, som sørgede. Der var nogle, der triumferede, dengang det lykkedes 

at få Jesus korsfæstet. Det var magtens repræsentanter - det var dem, som mente, at kærligheden 

var en farlig modstander, som det gjaldt om at få ryddet af vejen, så det, de kaldte 

livet kunne vende tilbage til de normale tilstande - det liv, hvor magten betød alt - det 

liv som var kendetegnet af frygt, frygt for magten og frygt for døden. Jo, for magten i 

verden er langfredag en festdag, for på denne dag viste det sig jo, at den havde ret. Jesus 

kunne ikke være Guds søn, sådan som han påstod, for hvad er det for en Gud, som lader 

sin søn henrette som en forbryder? Så selvsikre og triumferende var de, at de kunne tilla-

de sig at spotte ham, som hang så hjælpeløs på korset: Stig nu ned, du, som kalder dig 

Guds søn og Jødernes konge - så skal vi nok tro dig. 

Fordi de troede på magten, var det umuligt for dem at forestille sig, at Gud kunne være 

andet end den mægtige konge. Og hvis Jesus virkelig havde været Himlens kongesøn, så 

ville han for længst have vist sin magt, og så ville Kristus ikke hænge på et kors til spot 

for alverden. 

Også djævelen triumferede langfredag. Den djævel, som gang på gang havde fristet Jesus 

for at få ham til at gå ind på magtens og dødens betingelser - den djævel, som Jesus hver 

gang havde vist fra sig - også han fik jo ret langfredag: Der kan du selv se, du Guds søn. 

Det går ikke med kærlighed og ydmyghed her i verden. Her er det mig, der hersker, og vil 

du ikke bøje dig for mig, så må du betale dyrt for det. Vi kunne have fejret store triumfer 

sammen, men du ville ikke, og se nu, hvordan det er gået dig. Du har selv været ude om 

det. Nu hænger du her forladt af dine venner - fornægtet - forrådt - og forladt af din Gud. 

Har han ret, djævelen? Har han ret i, at det ikke går med kærlighed og ydmyghed her i 

verden? Det er i dag den 9. april - den dato, hvor mange både danskere og grønlændere 

mindes dengang tyranniet tromlede frem over Europa med vold og undertrykkelse. Gud 

ske tak og lov, fordi tyranniet dengang ikke blev mødt med ydmyghed og kærlighed, men 

at der var nogen, der tog kampen op og satte hårdt mod hårdt, sådan at verden atter kunne 

ånde frit. Og Gud ske tak og lov, fordi der også i dag er nogen, der er parat til at forsvare 

friheden imod tyranniet og volden og undertrykkelsen, når den dukker op. Sådan skal det 

være. Det er ikke rigtigt at give efter for ondskaben og lade stå til i den tro, at så vil verden 

nok blive bedre. I vores arbejde på at gøre verden til et bedre sted at være, da må vi 

af og til bruge den magt, vi har og slå til. I den forstand har han ret, djævelen, når han siger, 

at det ikke dur med kærlighed og ydmyghed i verden, men han tager grusomt fejl, 

når han vil have os til at tro, at så er Kristus død forgæves. Og der var ikke noget, han 

hellere ville, end at have os til at tro netop det. 

For det var ikke for at lave verden eller mennesker om, at Gud ofrede sin søn. Nej, det 

var for at vise os mennesker, hvor meget han holder af os - hvor meget han holder af de 

mennesker og den verden, han har skabt. Gud venter ikke på, at vi skal blive bedre mennesker. 

Han venter heller ikke på, at verden skal blive et paradis - han tager os til sig som 

sine elskede børn lige præcis sådan, som vi er, for sådan er kærligheden - og Gud er kærlighed. 

Med den kærlighed i ryggen -- med den tillid, som Gud den almægtige viser os ved at 

kalde os sine børn, da kan vi uden frygt arbejde på det, som er vores opgave: at gøre verden 

bedre - at være med til at skabe. For vi er ikke alene om opgaven. Gud er med os - 

han, som har skabt verden og alt, hvad der er i den - han, som er herre over liv og død. 

Og han svigter os aldrig. 

Så lad os da løfte vores bøjede hoveder, selv om det er langfredag. Lad os takke og prise 

Gud for den store kærlighed, han viste os ved at ofre sin elskede søn, for at vi skulle få 

mod til at arbejde med glæde som hans medarbejdere. Amen. 

Påskedag 1982. Mt. 28, 1-8. Fiskenæsset 

"Guutilu Naalagaq oqarpoq: Tassa Aatami arlattitut ilerpoq, ajunngitsorlu ajortorlu sianigaa. 

kaannale isattoqinavoq orpimmit inuunartumittaaq tigusilluni, nerillunilu soraiuitsumik 

inuulerlvni… Anisippalu muk naatsiiviullu nuannersumiitup saaniitippai keerupiit 

panallu aalassup ulorianarnera, orpimmyt inuunartumut aqqut paarerqulluzu." 

Sådan slutter beretningen i l. Mosebog om syndefaldet. Mennesket blev lukket ude fra 

paradiset en gang for alle og overladt til sig selv og dermed til et liv i mørke og dødens 

skygge. Det var straffen, fordi det ville være som Gud selv. Det var straffen for at gøre 

oprør mod Gud. Paradisets tryghed blev erstattet af angst og usikkerhed overfor livet og 

fremtiden, og sammen med angsten og usikkerheden fik vi længslen - længslen mod det 

tabte paradis. 

Men hvad var det i grunden, der fik mennesket til at foretrække angsten og usikkerheden 

og længslen frem for trygheden i paradis? Hvad var det, der fik os til at gøre oprør imod 

vores skaber og Gud og den tilværelse, Han havde bestemt for os? 

Mon ikke det var den længsel efter frihed, som ligger dybt i os alle? Den længsel, som er 

så stærk, at den kan få mennesker til at vælge døden frem for et liv i fangenskab. Gud har 

jo ikke skabt os som dyr, der bare er interesserede i at få noget at æde og få tilfredsstillet 

sine drifter - Gud skabte os jo i sit eget billede, og dermed gjorde Han os til skabere - til 

sine egne medarbejdere. Derfor kunne vi ikke affinde os med paradiset - med trygheden 

243

244 

og sikkerheden. Vi måtte ud i kampen - ud og æde vort brød i vort ansigts sved. Hellere 

det end at leve som et dyr i paradiset, hvor alt var så sikkert og trygt og fredfyldt. 

Den ligger i os alle sammen denne lyst til at udfordre livet. Vi kan ikke slå os til tåls, lige 

meget hvor godt vi har det. Vi må skabe - hele tiden skabe, for det er det, vi er skabt til. 

Det gælder det enkelte menneske, og det gælder hele folket. Ja, så stærk er trangen til at 

skabe, at hvis den bliver undertrykt, går både mennesket og folket til grunde. Om det så 

har nok så meget mad og nok så mange materielle goder og nok så mange penge at købe 

for - tager man dets muligheder for at skabe sit eget liv og sin egen fremtid fra det, så vil 

det sygne hen, visne og dø. 

Så tog vi da friheden med alt, hvad det indebar - og det blev en dyr frihed. Som vi ved, 

gik der ikke længe, før det første brodermord var en kendsgerning, og siden da har det 

været misundelse, had, krig og vold, som har kendetegnet menneskehedens historie. 

I frihedens navn har mennesket gennem hele dets historie undertrykt hinanden, udnyttet 

hinanden og slået hinanden ihjel, hvis det ikke lykkedes. ja, for nok fik vi friheden, men 

vi misbrugte den og gjorde den til slave af vores magtbegær, og hvad var den så egentlig 

værd, friheden? Vi stjal friheden fra Gud, men dermed blev vi ikke guder, og den frihed, 

som kunne være til frelse for alle mennesker, blev til det modsatte - blev til forbandelse 

for mennesker, fordi den var havnet i de forkerte hænder - hos mennesker, som kun kunne 

misbruge den. Som børn, der har stjålet de fristende tændstikker og først for sent opdager, 

at de har brugt dem til at sætte hele huset i brand. 

For der var noget, som vi ikke fik med fra paradiset, da vi brød ud og ville være os selv. 

Der var noget, vi ikke var i stand til at erobre og gøre til vores ejendom, og det var kærligheden. 

Uden kærlighed er alle vores forsøg på at skabe en bedre verden på forhånd 

dømt til at mislykkes, for hvor der ikke er kærlighed, der hersker magten uindskrænket. 

Det har ingen som Paulus udtrykt i sin hymne til kærligheden: Hvor kærligheden ikke er 

med, der er al stræben, al godgørenhed, al selvopofrelse tom og indholdsløs og ligegyldig, 

Kun der, hvor kærligheden er drivkraften bag det hele, får vores arbejde værdi og 

bliver sandt. 

Og her står vi så med vores dyrebare frihed, mens verden er i brand omkring os. Hvad 

kan vi da andet end at råbe om hjælp - Herre hjælp os, vi går under. Og dermed er vi ved 

Påskens budskab, det budskab, som vi kun kan høre, når vi er hjælpeløse og fortabte. Det 

budskab, som handler om, at Gud har forbarmet sig over sit skaberværk - den Påske, som 

handler om, hvordan Gud skænkede det til verden, som alene kunne gøre friheden noget 

værd: nemlig sin kærlighed. 

Gud skabte ikke et nyt paradis på jorden. Det kan vi forvisse os om ved at se os omkring. 

Han gjorde os heller ikke til guder. Det kan vi forvisse os om ved at se pi os selv. Men 

Han plantede et nyt livstræ lige midt iblandt os og lige midt i vores elendighed. Det livstræ, 

som hedder Kristi kors. Med det kors åbnede han vejen - ikke til paradis, men til et 

nyt liv i frihed og kærlighed for alle dem, som er fortabte og hjælpeløse. 

Det kors, som Langfredag stod som magtens og dødens symbol - det kors bliver i lyset af 

Kristi opstandelse kærlighedens, frihedens, ja, selve livets symbol. 

Så lad os bruge vores nye liv - lad os bruge den frihedens ild, som brænder i os alle sammen 

ikke til at fortære os selv og hinanden med - ikke til at sætte verden i brand med men 

til at sprede varme og glæde med, til at skabe et bedre liv for hinanden med. Vi skal skabe, 

for dertil fik vi vores frihed. Lad os så gøre det i kærlighedens navn. Vi kan gøre det, 

for kærlighedens Gud er med os - kærligheden er kommet til Jorden for at blive, og dermed 

er alt blevet nyt - intet er mere som før, for Kristus er opstanden - sandelig Han er 

opstanden. Amen. 

Vor Gud og far i himlen. Vi takker dig, fordi du sendte kærligheden til Jorden. Vi takker 

dig, fordi du ikke lod magten og døden få magt over den, men lod den opstå i glans og 

herlighed til et vidnesbyrd for alle, som tynges af de byrder, livet lagde på dem, om at 

hvordan det gnd går, så er du med os alle dage indtil verdens ende. 

Vær med alle de, som lider under sygdom. Giv dem styrke til at besejre modløsheden og 

luk livet og kærligheden ind i deres tyngede sind. 

Vær med de, som snart skal dø. Tag den bitre kalk fra dem og giv dem tro på, at selv døden 

ikke skal få det sidste ord. Lad påskebudskabet lyde også hos dem, som sørger over 

dem, de mistede og som de ikke kan glemme, fordi der var så meget, de ikke fik sagt eller 

gjort, før det var for sent. Lær dem at kaste al deres smerte på din stærke magt. 

Vær med din kirke overalt på Jorden, hvor dit ord lyder, og velsign og bevar dine hellige

sakramenter. 

Vær med den grønlandske kirke og det grønlandske folk. Velsign det arbejde, som gøres 

for at føre landet på rettens og fredens vej. Vær med i det arbejde, som udføres blandt 

børn og unge i skolen, i institutioner og foreninger. Giv børnene og de unge ansvar for 

hinanden og for den fremtid, som snart er deres. 

Vær med vore fangere og fiskere i deres farefulde erhverv og vær med alle de, som er 

med til at værne og opbygge vores samfund, gennem deres arbejde. 

Vær med det danske folk og velsign og bevar vores dronning Margrethe og, hele det kongelige 

hus, 

Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse til at arbejde og leve 

i fast tillid til, at vi er dine børn. Din kærlighed varer til evig tid. Amen. 

Ataatarput... 

2. Påskedag 1982. Joh. 20,1-18. Fiskenæsset 

De forfattere, som har skrevet det nye Testamente, trækker mange gange forskellige ting 

frem, når de skal forkynde evangeliet. De har hver deres særpræg, og der er vel også et og 

andet, de er uenige om, men for dem alle sammen gælder det, at det, det hele drejer sig 

om - det, som er deres udgangspunkt - det er påskebegivenheden. Det er det forunderlige 

budskab om, at den mand, som langfredag blev henrettet som en forbryder, han opstod af 

graven påskemorgen. 

Vi hørte i går Markus, Peter og Matthæus forkynde budskabet - fra alteret har vi i dag 

hørt Paulus og nu til sidst Johannes forkynde det samme: Kristus er opstanden. 

Det var ikke det, at Jesus var en stor personlighed, der fik dem til at sætte sig ned og skrive 

om ham - det var heller ikke det, at han gik omkring og gjorde mirakler - nej, det var 

opstandelsen eller troen på opstandelsen, som gjorde, at de nu pludselig forstod, hvem Jesus 

var, og hvad det var han ville. I lyset af opstandelsen kunne de så formulere deres 

evangelier og breve og dermed bringe det utrolige budskab videre, sådan at også vi i dag 

kan høre det: At han, som blev forkastet af mennesker, da han kom til dem, han er opstået 

fra de døde. Lyset fra påskemorgen har besejret langfredags mørke. Livet har besejret 

døden. Kærligheden har besejret ondskaben. 

Ja, så central er denne begivenhed, at det for Paulus, som har skrevet en stor del af vores 

Nye Testamente, egentlig ikke handler om andet end den. Guds søn kom til Jorden - blev 

henrettet, men opstod på tredjedagen. Hvordan Guds søn var - hvad han sagde og gjorde - 

det betyder intet for Paulus. I hvert fald skriver han ikke noget om det. 

Og de evangelister, som beskriver Jesu liv og gerning, mens han vandrede blandt mennesker, 

ja, de beskriver dette liv netop som en vandring - en vandring hen mod døden og 

opstandelsen. Det er den begivenhed, det hele peger hen imod, og det er kun i lyset af 

den, beskrivelsen af Jesu liv får sit dybe indhold. Tager man opstandelsen ud af evangelierne, 

så falder de sammen og bliver til ingenting, for det er kun opstandelsen, som 

giver dem liv. 

Læser vi f.eks. bjergprædikenen, sådan som den står med sine umulige krav til os om, 

hvordan vi skal leve et sandt menneskeliv, så bliver den ikke andet end en hård dom over 

vores liv - og dem er der jo fremkommet så mange af i tidens løb fra domsprofeter og 

helvedesprædikanter. Det er først, når vi erfarer, at det er den korsfæstede og opstandne 

frelser, der holder bjergprædikenen, at den får sin egentlige mening, fordi den er holdt af 

ham, som ikke kom for at give os anvisninger på, hvordan vi skulle frelse os selv, men 

som selv kom med frelse - ja, som selv er vores frelse. 

At det kan være svært at tro på opstandelsen - at det kan være svært at tro på, at det, som 

ikke kan ske, det faktisk er sket, det vidner evangeliet også selv om. Det var svært for korinterne 

at tro på opstandelsen. Derfor måtte Paulus holde dem fast på, at det utrolige er 

sket. 

Er Kristus ikke opstået, så er jeres tro forgæves, siger han. Og når Kristus er opstået, så er 

døden overvundet - ikke bare for Kristus, men også for os. 

Det var svært for Thomas, en af disciplene, at tro på opstandelsen, Han ville have beviser, 

før han kunne tro. Det skal vi høre om på søndag. Og det er også svært for os, som lever i 

en verden, hvor det, det kommer an på er facts, og hvor troen til tider synes at have trange 

kår. Men det er pålagt os i den kristne menighed at prædike for hinanden, at Kristus er 

opstanden - at døden er overvundet ved Guds kærlighed. Det må vi holde hinanden fast 

på, for det er det, som er vores kristentro. 

Det er så fristende, at forsøge at gøre det usandsynlige sandsynligt. Og der har i tidens løb 

245

246 

været gjort mange forsøg på at forklare opstandelsen. Jesus var nok kun skindød - eller 

det var disciplene selv, der fjernede hans lig fra graven. Sådan har man forsøgt at komme 

om ved problemet, og trække det guddommelige ned på et mere menneskeligt plan. Det 

er også, fristende, at lægge vægt på noget andet end opstandelsen. Det er fristende at lægge 

hovedvægten på Jesu forkyndelse. Den kan vi ligesom bruge til noget. Vi kan bruge 

den til at belære hinanden om, hvordan vi skal leve vores liv. Vi kan bruge den til at fordømme 

hinanden med og til at sætte skel mellem mennesker. Mellem de gode og de onde. 

Sådan kan man bruge evangeliet til at føre krig mod hinanden med. Det er så nemt - 

det er så fristende, og mon vi ikke alle sammen kender eksempler på det, men vi glemmer 

det egentlige - vi glemmer Guds kærlighed. Vi glemmer, at det er den, som gør os til 

kristne, og ikke vores måde at leve på - ikke vores fromhed - ikke vores rigtige meninger, 

men alene Guds kærlighed. Den kærlighed som han skænkede os, da han ofrede sin søn, 

for at vi skulle leve. 

Lad os så gå ud i den hverdag, som kommer efter festen i tillid til den kærlighed - i tillid 

til at vi har Gud til far sammen med vores bror Jesus Kristus, den korsfæstede, men opstandne 

frelser. Han, som siger til os: Jeg lever, og I skal leve. Amen. 

13 Prædiken til Pinsedag og 2. Pinsedag 1982. Joh.14,15-21. Fiskenæsset. 

Det er menighedens fødselsdag i dag. Ud over hele Jorden holdes der pinsefest. Det sker 

på mange forskellige sprog og under mange forskellige forhold, men vores fest drejer sig 

om det samme. Den drejer sig om Helligånden. Og som det ofte sker ved fødselsdage, så 

mindes også vi dengang, det hele begyndte. Vi mindes underet, der skete den første pinsedag, 

da Guds ånd slog ned og gjorde disciplene i stand til at forkynde evangeliet. Det var 

ellers en umulig opgave, der lå foran de 11 fiskere og toldere fra Galilæa. Godt nok havde 

de fulgtes med Jesus, mens han gik her på Jorden, og godt nok havde de set og hørt den 

opstandne frelser, men de savnede endnu det, som skulle få disse begivenheder til at bære 

frugt. De savnede ånden - de savnede kraften til at turde gå i gang med opgaven. Og det 

var først i kraft af den Guds ånd, som greb dem på pinsedagen, de for alvor kunne begynde 

på det, som var deres opgave: at forkynde evangeliet for hele verden. 

Det er måske ikke så nemt for os, der lever i dag, at forstå al den tale om ånd, som vi finder 

i Det nye Testamente. Mange steder hører vi, at Jesus uddrev onde ånder, og Jesus 

selv taler om Sandhedens ånd. I dag taler vi ikke så meget om ånd, men alligevel tror jeg, 

det er noget, vi alle sammen godt kender fra vores eget liv. 

Mennesket er skabt til at arbejde. Vi er ikke skabt til at slide og slæbe for andre, men vi er 

skabt til at arbejde for det, som vi tror på. Det er først, når vi af egen fri vilje går ind i et 

arbejde, at arbejdet får mening, for da er vi ikke længere slaver men skabere, og da er vi i 

stand til at udføre store ting. Da er vi i stand til at udføre det, som ellers ville være umuligt. 

Vi skal skabe - det er det, vi er her for. Her i Fiskenæsset skal vi bl.a. skabe en fiskefabrik, 

der giver overskud. Vi skal skabe gode og trygge hjem for vores børn og unge. Vi 

skal være med til at skabe et godt land for os alle sammen, og det, som skal holde alt dette 

i gang, det er først og fremmest troen på, at det er det rigtige, vi gør - troen på, at det hele 

nytter noget. Det er den tro, som er drivkraften bag det hele, og det er det, som vi kalder 

ånden bag det hele. Hvis ikke der er en kraft udefra, der styrer mennesket - noget, der får 

mennesket til at sige: Jeg vil!, så er der ingenting, der forhindrer dette menneske i at gå i 

opløsning. Det bliver viljesløst og kraftesløst, sådan som det sker for alt for mange mennesker 

i det moderne samfund. Det samfund, som er så rigt på muligheder, og dog så fattig 

på den ånd, som skulle få disse muligheder til at bære frugt. 

Jo, vi ved nok, hvad ånd er. Vi kalder den måske noget andet i dag, men vi mærker den, 

når den er der, og - ikke mindst - vi savner den, når den er borte. 

Vi ved, hvad det betød for disciplene dengang, at de modtag Helligånden. Det betød, at de 

blev nye mennesker, eller måske skulle vi sige: sande mennesker. Før havde de været 

frygtsomme, tvivlende og rådvilde. Nu blev de pludselig stærke, så de kunne tale med 

myndighed, og de blev frygtløse overfor de farer, som truede dem fra den verden, som de 

skulle arbejde i. Der var ikke længere noget, der kunne røre dem eller bringe dem væk fra 

deres apostelgerning. Nu skulle evangeliet forkyndes, koste hvad det ville, og for de fleste 

af dem kom det til at koste livet. 

At deres arbejde bar frugt, det ser vi i dag, hvor deres budskab trods alle forsøg på at 

komme det til livs, har bredt sig overalt på Jorden, sådan at det også lyder til os i dag. 

Hvad var det så for et budskab, som verden ikke ville tage imod, fordi den ikke kunne se 

sandhedens ånd og ikke kendte den? Det var budskabet om Guds kærlighed. Det var bud-

skabet om, at det ikke lykkedes for verden at slippe af med Guds kærlighed, dengang de 

slog Jesus ihjel. Det var påskebudskabet om, at den Jesus, de slog ihjel, ham har Gud gjort 

både til Herre og Kristus. Det var budskabet om, at Guds kærlighed lever og virker i verden, 

og at det aldrig skal lykkes for verden at få bugt med den. 

Det var det frihedsbudskab, som på trods af al modstand slog igennem - først hos nogle få, 

som forstod, at her var tale om noget helt nyt - noget som for enhver pris måtte fortælles 

videre. Senere hos mange: Kvinder og mænd, som op gennem århundrederne har været 

med til at skabe vores kirke - mange gange - ja, som regel under svære lidelser, fordi de 

havde verden imod sig. Mange gange har kirken været på afveje. Det har ikke altid været 

kærlighedens og sandhedens ånd, som har styret vores kirke, men altid er den vendt tilbage 

til sin oprindelse, fordi Gud vil, at hans kærlighed skal forkyndes i verden. 

Vi tror på Helligånden. Sådan bekender vi for hinanden hver søndag her i kirken. Lad os 

så overgive os til den tro. Lad os holde fast ved den, så vi ikke står som faderløse, overladt 

til os selv og vores frygt for den verden, hvor det er magten og frygten, der hersker. I kraft 

af Guds Ånd er vi stærke. I kraft af Guds Ånd er vi frie, og det er som frie mennesker, vi 

skal virke i verden. Amen. 

2. pinsedag 1982. Joh. 4,13-26. Fiskenæsset. 

"Taanaavunga oqaluffigissit." Mon ikke vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores 

liv har prøvet at føle os fortabt. En og anden har måske prøvet det, når der opstod problemer 

med båden ude på havet, eller når vejret pludselig blev dårligt, mens man lå derude. Når tågen 

lagde sig, så man ikke kunne finde hjem. Man mister orienteringen og sejler på må og 

få, indtil benzinen er ved at slippe op. Man bliver bange, for man ved ikke, hvor man er, 

indtil pludselig et af de kendte fjelde dukker frem af tågen, og angsten og fortabtheden erstattes 

af glæde og tryghed. Nu kan man finde hjem, man er på rette vej. 

Har man sådan oplevet at være fortabt, og har man oplevet glæden ved at finde det, man 

søgte, så forstår man også, hvad den samaritanske kvinde må have følt, dengang Jesus sagde 

til hende: Taanaavunga oqaluffigissit. 

Samaritanerne var faret vild. Det vidste enhver rettroende jøde på Jesu tid. De ville ikke anerkende, 

at den sande gudsdyrkelse skulle foregå i templet i Jerusalem og ingen andre steder. 

Derfor var samaritanerne lagt for had, de blev foragtet - regnet som mindreværdige 

mennesker - mennesker man ikke kunne regne med. Racismen trivedes også dengang. Og 

hvis Jesus nu havde været en rigtig Messias, sådan som jøderne forventede, at Messias skulle 

være, så burde han jo have fordømt hende, eller i det mindste have prøvet at omvende 

hende og få hende til at indse, at Jerusalem var stedet, hvor den sande Gud skulle tilbedes 

Ja, hvis Jesus havde været en ordentlig jødisk Messias, så skulle han vel overhovedet ikke 

have værdiget en samaritaner et blik eller et ord - en samaritaner, som oven i købet var 

kvinde - en kvinde, som ifølge loven levede et utugtigt og umoralsk liv. Kvindeundertrykkelsen 

og den fordømmende moral trivedes også dengang. 

Selv disciplene undrede sig jo over, at mesteren spildte tid med at tale med sådan et uværdigt 

menneske; Kvinder og børn og samaritanere, hvorfor skulle man beskæftige sig med 

dem? 

Men den, som undrede sig mest, det var nok kvinden selv. Først undrede hun sig over, at en 

jøde overhovedet henvendte sig til hende, og oven i købet nedlod sig til at bede hende om 

vand. Det var hun ikke vant til. Endnu mere må hun have undret sig over, at denne jøde 

kendte hendes personlige forhold - de forhold, som ikke var helt, som de burde være. Denne 

mand bragte hende ud af fatning. Han bragte hendes liv i uorden. Alt det, som hun havde 

anset for at være betydningsfuldt - de materielle problemer om, hvordan man slipper for det 

trivielle arbejde med at hente vand (et problem, som mange af os her godt kender), skyldproblemerne, 

som kom af, at hun ikke levede sådan, som hun burde ifølge de andres mening 

og de religiøse problemer om, hvordan man skal bære sig ad, hvis man vil gøre sig fortjent 

til Guds kærlighed - alt det mister sin betydning under samtalen med denne mærkelige 

mand. Over alt dette sætter Jesus noget andet - noget som er vigtigere end alt andet: at tilbede 

Gud i ånd og sandhed. 

Og så står vi da igen overfor det underlige budskab. Det budskab, som vi har så svært ved at 

begribe. Det budskab, som er nyt for os, hver gang vi hører det, fordi det ikke passer ind i 

vores vante tankegang. For Jesus gjorde jo ingenting. Han skaffede ikke en vandledning til 

byen - han sørgede ikke for, at der kom orden i kvindens udsvævende liv - han gav hende 

ikke penge, så hun kunne rejse til Jerusalem og tilbede Gud i templet, som man burde. Han 

gjorde intet af det, som vi kunne have fundet på at gøre for et menneske, som var faret vild. 

247

248 

Og dog bragte han hende hjem! Alene ved sit ord skænkede han hende frelsen. Han skænkede 

hende et nyt liv - ikke ved at lave hendes tilværelse om, men ved at give det liv, hun 

havde, en helt ny værdi. Han gjorde hendes liv til et sandt liv ved at tage hendes skyld fra 

hende - ved at forklare hende, at Gud er kærlighed, og at den kærlighed ikke er afhængig af, 

hvordan den bliver dyrket eller af, hvordan vi opfører os.. Gud elsker os, sådan som vi er - 

ganske ligegyldigt hvordan vi er eller hvem vi er. Ja, så meget elskede Gud verden, at han 

gav os sin søn - ikke for at dømme os, men for at frelse os. Ikke for at få os til at lave vores 

liv om, men for at få os til at tro på Hans kærlighed. At omvende sig er det samme som at 

tro på evangeliet. 

Det er i troen på Guds kærlighed, vi skal leve vores liv. Det er i troen på Guds kærlighed, vi 

skal arbejde med de problemer, som vores tilværelse nu engang altid stiller. Det er den tro, 

det hele kommer an på. Og det er den tro, Gud selv vil skænke til os gennem sit ord. Det 

ord, som lyder til os, hver gang vi samles til gudstjeneste i fællesskab med Ham. 

I det liv, vi skal leve med hinanden, kan der ofte komme tåge og dårligt vejr, så vi ikke kan 

finde vej. Mange gange står vi rådvilde og fulde af angst overfor fremtiden, og mange gange 

fortvivler vi over os selv og lammes af skyld og sorg. Men troen på Guds kærlighed - 

den kærlighed, som aldrig slipper op - vil give os en tillid til at leve under alle livets forhold, 

også når vi engang står overfor den sidste store fjende. Og at have tillid til livet under 

alle forhold, det er lige præeis det, som hedder at tilbede Gud i ånd og sandhed. At glædes 

over livet og at bringe denne glade videre, det er sådan en tilbedelse, Faderen søger. 

Gud selv vil give os evne og styrke dertil. Amen 

14 Tale ved konfirmationen i Fiskenæsset kirke den 4. juli 1982. 

Kære konfirmander. Evangelisten Lukas skriver i det 12. kapitel i sit evangelium i vers 32: 

Frygt ikke, du lille hjord: thi jeres fader har besluttet at give jer Riget. 

Igennem det sidste halve år er I blevet undervist i menighedens kristne tro. I har hørt om, 

hvad der sker ved vores gudstjeneste, og I har hørt om det arbejde, som forgår i menigheden 

også udenfor gudstjenesten - et arbejde, som egså, I vil blive indbudt til at deltage i. Og 

frem for alt har I hørt om det, som er grundlaget for menighedens liv: at Gud sendte sin søn 

til jorden, for at vi ved Ham skulle få del i det evige liv - det liv, som også I fik del i, da I 

for mange år siden blev båret til den hellige dåb. Og i dag har I så fået jeres dåb bekræftet af 

den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi og vores far. Det er derfor, vi holder fest i dag og 

samles med jer her i kirken, og derfor vil vi nu om lidt samles med jer ved den hellige nadver. 

Men dagen i dag markerer også noget andet. Den markerer, at jeres barndomstid er ved at 

være forbi. I er ved at blive voksne, og I skal snart til at stå på egne ben. Livet venter på jer 

- det spændende og også farlige liv, som er så rigt på muligheder og udfordringer, men som 

også kan være hårdt og fuldt af bekymringer. I vil komme til at opleve glæde, men også 

sorg. Sådan er tilværelsen nu engang. Men under alle forhold, da skal I huske det ord, som 

Lukas skriver til os. I skal ikke være bange for fremtiden, for Gud har besluttet, at I skal arve 

Riget. 

Spring så ud i det liv, som venter på jer. Og sker det så, at I alligevel mister troen - mister 

troen på fremtiden eller mister troen på jer selv - og mon ikke vi alle sammen har prøvet det 

på et eller andet tidspunkt i vores liv, når vi syntes det hele så håbløst ud, eller når vi følte, 

at vi ikke slog til - ja, så skal I vide, at hvordan det så end går jer, slipper I ikke uden om 

Guds kærlighed. I er aldrig alene, for Han er med Jer alle dage indtil verdens ende. Det var 

det løfte, som lød ved jeres dåb, og det er det løfte, som I i dag har fået bekræftet. Måtte det 

løfte hjælpe jer til at bevare jeres lyse og glade sind, indtil jeres dages ende. Guds fred være 

med jer! 

Og lad os så til slut i fællesskab bede den bøn, som vor Herre Jesus Kristus selv har givet 

os. 

15 Ved mindegudstjenesten for Josva og Tobias. Fiskenæsset den 4.9. 1982 

Gûtip atâtavta Nâlagkavdlo Jîsusip Kristusip sáimautdlise erqigsisitdlusilo. Amen. 

Lad os høre, hvad apostelen Paulus skriver i sit brev til romerne i slutningen af kap 8: For 

jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller 

noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning 

kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Amen.

Sjældent har vi vel følt angsten så knugende, og sjældent har vi vel følt fortvivlelsen så nær 

som i de dage, hvor det blev mere og mere klart efterhånden som tiden gik, at det utrolige 

virkelig var sket - at Josva og Tobias var blevet derude på havet og ikke mere skulle vende 

tilbage. Sjældent har vi vel oplevet døden så grum og meningsløs som i dag, hvor vi er samlede 

for at mindes disse to afholdte og respekterede mænd. De to, som udstrålede en glæde 

ved deres arbejde og en glæde ved livet, som efterhånden er ved at være sjælden. Havet tog 

dem - det hav, som rækker sine rigdomme frem og bringer glæde - det hav, som tager uden 

at spørge om lov.. 

Vi bliver små og usikre, nip døden river vores nærmeste væk uden varsel. Vi fyldes med 

angst og smerte over tabet af dem, vi holdt af – Vi fyldes med smerte over os selv, over alt 

det, vi ikke fik sagt og ikke fik gjort, før det var for sent, og ud af angsten og smerten vokser 

spørgsmålet til Ham, som kender alle ting - det spørgsmål, som har lydt til alle tider, når 

mennesker blev ramt hårdt af skæbnen, og når livet var ved at miste sin mening: Hvorfor, 

Gud? Hvorfor lod du dette ske? Vi forstår det ikke. 

Apostelen Paulus forstod det heller ikke. Også for ham var livet en gåde - også for ham var 

døden og lidelsen en gåde, men der var noget, som holdt ham oppe gennem al modgangen 

og al lidelsen, og det var troen på Guds kærlighed. Den kærlighed, som han for alt i verden 

måtte bringe bud om, for i den var der håb for de håbløse og trøst for de trøstesløse. Paulus 

indså, at det ikke var muligt for mennesker at trænge til bunds i tilværelsens gåde - han vidste, 

at det ikke var muligt for os mennesker at forklare det, som sker og som bringer os 

smerte og sorg og savn, men han vidste, at bagved alt, hvad der sker, står Gud den almægtige 

- han, som har givet os livet, han, som vi har fået lov til t at kalde vores far, han, som er 

kærlighed. Og derfor vidste han også, at døden aldrig skal få det sidste ord, for der er noget, 

som er stærkere end døden, og det er Guds kærlighed i Kristus Jesus vor Herre. Gud gav os 

livet. Ved at sende sin søn til os viste han os sin kærlighed, og ved at lade Kristus opstå påskemorgen 

gav han os det håb om evigt liv, som skal til, for at vi kan leve, også når meningsløsheden 

og håbløsheden forsøger at trække os ind i os selv - bort fra livet. 

Gud vil, at vi skal leve - leve det liv, som nu engang blev givet os - det liv, der på samme 

måde som havet bringer både glæde og sorg - lykke og smerte. Derfor bragte han os bud om 

sin kærlighed. Derfor bragte han os bud om, at Han er med os i alt, hvad der sker - i glade 

såvel som i tunge dage. I troen på Guds kærlighed - den kærlighed, som aldrig vil slippe os 

- skal vi mindes Josva og Tobias med taknemmelighed for alt det, som de gav, og i troen på 

Guds kærlighed skal vi tage arbejdet op der, hvor de slap. 

Måtte deres arbejdsglæde, deres smil og deres glæde ved livet blive en inspiration for alle 

os, som nu sidder tilbage med sorgen og savnet. Amen. 

16 Julebrev 1982. 

Kære venner. Her ud på de små timer mens vinternatten ruger over det snek1ædte landskab, 

og kun adventsstjernerne i vinduerne røber, at der bor mennesker omkring os, sætter jeg 

mig til skrivebordet og skubber dyngen af ufærdige juleprædikener og stablen af ansøgningsformularer 

til skattevæsen om henstand - til staten om rentetilskud og til Gud og 

hvermand om nåde, til side, for nu skal julebrevet skrives, hvis det skal nå til Danmark inden 

jul. 

1982 var for os det andet år i træk, hvor vi ikke fik børn, og stadigvæk synes vi også, det er 

nok med de tre, vi har. Nå, trods alt bøvlet med de små asener, så er det jo et privilegium af 

de store at få lov til at følge sådan nogle størrelser på vej det første stykke af deres tilværelse. 

Og i grunden er de såmænd både søde og charmerende. Jens er blevet eftertænksom og 

er begyndt at spørge om alting, og Ida og Troels er også så småt begyndt at få mæle i et 

velklingende grønlandsk, og de trives godt i vores børnehave, hvor de tilbringer 5-6 timer 

hver dag. 

1982 var også det år, hvor vi for alvor boede i Fiskenæsset. På godt og ondt går livet her sin 

gang - somme tider i skyggen og somme tider i skæret af det hav, som er livsgrundlaget for 

os alle heroppe. Det er mange år siden, der er blevet fanget så mange fisk her som i år. Og 

det endda trods særligt vanskelige vejr- og isforhold. Grunden er bl.a. bedre indhandlingsmuligheder 

og større fabrikskapacitet, men man bør heller ikke se bort fra det faktum, at i år 

deltog også jeg i fiskeriet. At sejle ud i sin jolle en tidlig sommermorgen, mens alt er stille - 

hen til den gode fiskeplads, man har opdaget, og så give sig til at hale torsk ind, den ene efter 

den anden - det er bare livet. Især når Kirsten så tager sig af børn og hus og gæster 

imens. Men selvfølgelig - er vejret dårligt kan jeg jo bare blive hjemme og nyde godt af min 

faste månedsløn, hvad fiskeren ikke kan. Lystfiskeri er det, og lystfiskeri bliver det. 

249

250 

Havet giver, men havet tager også uden at spørge om lov, og her i sommer tog det en far og 

hans søn - de boede såmænd lige her ved siden af. Det var nogle tunge dage dengang i 

sommer, og i mange hjem bliver det svært at fejre jul i år, men på én måde lever de videre, 

for alle drengebørn, som er blevet døbt siden, hedder enten Josva eller Tobias. Den nye 

navnelov får svært ved at slå igennem heroppe. 

Ligeså svært det kan være at begrave nogen, ligeså lykkeligt er det at få lov til at døbe de 

små børn, og heldigvis - selvom der har været for mange begravelser i år, så har der dog 

været endnu flere barnedåben. Afsked og velkomst - sådan pulserer livet år efter år, sådan 

som det altid har gjort. 

Velkomst og afsked opleves også stærkt, når gode venner ofrer tid og penge på at komme 

op og besøge os, sådan som farmor og Ruth gjorde det i sommer. Vi håber, I nød det trods 

motorstop, rygbesvær, regn og isvanskeligheder. 

Efter at vi kom tilbage fra ferien i Danmark i oktober, hvor vi nød at gøre brug af vores 

sommerhus for en gangs skyld, og hvor vi nød at være sammen med familie og venner, blev 

vi kastet ind i alle vinterens aktiviteter. Undervisning i skole og aftenskole, møder og kaffemikker, 

og så de prædikener, som jeg nu selv er begyndt at oversætte, hvilket alene tager 

en dag. Til januar begynder så konfirmandundervisningen, og jeg er spændt på, hvordan det 

går rent sprogligt - men jeg glæder mig. I morgen skal jeg ud at samle penge ind til børnenes 

juletræ - altså bygdens børns, ikke vores egne, selv om det nok var en god ide - og i løbet 

af foråret skal vi på en eller anden måde skaffe 10.000 kr. til et nyt alter til kirken. Vi 

har også planer om at starte et kirkeblad, og der er kræfter i gang for at få spejderarbejdet i 

gang igen. Der er nok at tage fat på for den, der har lyst.. . 

Det vad så 1982. Det var koldt i starten - meget koldt. Hele februar var der -27-28°. Til 

gengæld sagde grønlænderne nej tak til EF. Og i marts kom alligevel snespurven og forkyndte 

at sommeren var på vej - så småt. Så sent som i juni lå der et godt lag sne over det 

hele. Efter en kort og våd sommer kom så sneen igen allerede midt i september. Nu ligger 

den højt overalt, og solen maser med at komme op over fjeldet et par timer, for skyndsomst 

at dukke ned igen. 

Men af mørket og kulden skønner vi, at julen nærmer sig, og så er det jo om at få kagerne 

bagt, prædikenerne skrevet og få smilet og glæden frem - helst i god tid. Blussende præstegårdshygge. 

Skru op for fyret - tænd for ovnen og piben og luk så døren op og lad varmen 

strømme ud til glæde for Gud og mennesker. Sådan. 

Men det hænder, at olien slipper op (som hos de ubetænksomme brudepiger), det hænder, at 

ovnen og piben går ud eller får en anden lyd, og så må vi lukke døren og prøve at holde 

hinanden varme - og Gud ske lov for det hjerte, der da banker for dig. 

I øvrigt har jeg læst et sted, at julen handler nok så meget om kærlighed som om at få vredet 

klejnerne på den rigtige måde. Men det er muligvis bare et rygte... 

Vi ønsker jer alle en glædelig jul samt et godt nytår med tak for alle gode tanker og breve 

og besøg og gæstfrihed i det gamle år. 

Kærlig hilsen Ida, Troels, Jens, Kirsten og Erik 

17 Tunisseqqaarfik betyder Indhandlingssted – dvs. Fiskenæsset 

18 Prædiken til 2.s.i Fasten 1983. Qeqertarsuatsiaat 

Det er nok en af de smukkeste fortællinger i Bibelen, der er vores tekst til i dag. Den handler 

om alt det, som gør os til mennesker - om kærlighed, om lidelse og om tro. Og som så 

mange af fortællingerne i Bibelen, er den stadig lige aktuel og vedkommende. Den taler til 

os i dag, og der er vel ikke ret mange af os, som ikke levende kan sætte os ind i det drama, 

som her rulles op for os. Så enkelt er det fortalt, og dog skal man lede længe efter en fortælling 

med dybere indhold. 

Vi hører om en kvinde - en mor, hvis datter er meget syg. Hun er bange for at miste sin lille 

pige, og selvfølgelig vil hun gøre alt, for at hun skal blive rask igen, for sådan er nu engang 

en mors kærlighed til sine børn - det ved vi godt, vi der har prøvet at være bange, når vores 

børn blev syge. Og så er det, hun hører et rygte om en mand, der gik rundt og helbredte 

folk, og hun tøver ikke med at opsøge ham og bønfalde ham om hjælp. Hun spekulerer 

overhovedet ikke på, om det nu også er rigtigt, det hun har hørt, for hun er jo i nød, og når 

man er i nød, så griber man efter ethvert strå, der findes. Hun spekulerer ikke på, om det nu 

kan gå an at bede om hjælp hos en jøde, når hun selv er udlænding - en hedning, som jøderne 

kun havde foragt tilovers for. Nøden kender ikke til den slags overvejelser. 

Og selv da hun skuffes - da håbet synes at briste - ja selv da hun nedværdiges af Jesus, som

ent ud kalder hende en hund, selv da, giver hun ikke op. Hun bliver ved at plage livet. Hun 

erkender, at hun ikke har krav på at blive hjulpet, men hun trygler alligevel om en lille smule 

nåde - en lille smule barmhjertighed, og da er det, livet åbner sig for hende. Hendes kærlighed 

belønnes - hende ydmygelse, hendes lidelse og hendes angst vendes til glæde og jubel. 

Hun holdt ud gennem det hele, fordi hun troede på det utrolige, og hun kunne ikke slippe 

den tro, selv om alt talte for, at det var håbløst. 

For tiden hører vi her i kirken en tilsvarende historie ved vores fastegudstjenester hver onsdag 

aften. Vi hører om, hvordan Jesus selv holdt ud gennem lidelsen og ydmygelsen og 

hverken faldt for fristelsen til at stikke af fra det hele eller vise sin magt. Jesus holdt ud gennem 

lidelsen og ydmygelsen og mere end det - han holdt ud gennem døden, ja, døden på et 

kors. "Derfor har Gud højt ophøjet ham, som Paulus skriver. 

I fortællingen om den kanaanæiske kvinde er det, som om temaet i lidelseshistorien og 

dermed temaet i kristendommen slås an, de spørgsmål, som melder sig er jo, hvorfor kunne 

Jesus ikke bare uden videre helbrede denne lille pige? Hvorfor skulle hendes mor igennem 

ydmygelsen og lidelsen og angsten, før der skete noget? Og hvorfor skulle Jesus lide og dø? 

Hvorfor kunne Gud ikke bare uden videre tilgive mennesker deres synd og frelse dem en 

gang for alle? Hvad skal al den lidelse til for? 

Jeg tror, det hænger sammen med, at det først og fremmest er lidelsen, der gør os til mennesker. 

Hvad ville det være for et liv, der ikke kendte til lidelse og død? Et tomt og indholdsløst 

liv – et ganske ligegyldigt liv. 

Det som disse lidelseshistorier vil give os, er ikke bare en trøst og et løfte om at det går nok 

alt sammen, men det er en erkendelse om, at det liv, som vi har - det liv som vi kender - 

dette korte ophold mellem fødsel og død fuld af angst og sorg - det er det, vi skal se i øjnene 

- det er det, vi skal tage op som en gave. Vi skal lade være med at flygte fra lidelsen. Vi 

skal lade være med at hviske om døden - vi skal se vores tilværelse i øjnene, for dybest nede 

i lidelsen og angsten og tvivlen, der venter Gud - der åbner livet sig for os. Det sande liv, 

som vi er alt for hurtige til at krybe udenom, fordi vi bare vil have det behageligt - fordi vi 

helst vil slippe så smertefrit gennem tilværelsen som muligt. 

I gamle dage kendte man nok mere til lidelse og død end vi gør i dag, hvor vi er nået langt 

indenfor lægevidenskaben, og hvor fattigdommen mange steder er afskaffet, og det er jo 

godt i sig selv, men det betyder ikke automatisk, at vi også er blevet lykkeligere end vore 

forfædre. Tværtimod kan det se ud som om den megen velfærd trækker en meningsløshed 

med sig, som de gamle ikke kendte til. Spiritusforbruget og selvmordene i de lande, som 

har den højeste levestandard, tyder på det. 

Selvfølgelig skal vi ikke opsøge lidelsen, og selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan for at bekæmpe 

den med alle midler, men vi skal ikke være bange for lidelsen, når den kommer - og 

vi skal ikke frygte døden, for der er noget, som er stærkere end både lidelse og død, og det 

er kærligheden. Hvis rygtet ellers taler sandt - det rygte, som nu har verseret i snart 2000 år, 

så er også vi kommet ind under kærligheden - Guds kærlighed til os mennesker. Den kærlighed, 

som gjorde at Gud ikke gav op, da han blev ydmyget og slået ihjel af mennesker. 

De, som kender kærligheden, kender også lidelsen. 'Kærlighed til livet medfører angst for at 

miste det, på samme måde som kærligheden til vores børn gør, at de aldrig er helt ude af 

vores tanker, og ikke sjældent bekymrer vi os for, hvordan de klarer sig. Og måske kender I 

også til, at det menneske, man holder mest af i verden, det er også det menneske, man kan 

komme til at såre allermest. Jo, den som virkelig elsker, han kender også lidelsen, og den 

som ikke kender til lidelse, han forstår heller ikke kærlighedens væsen, og han forstår heller 

ikke, at det er Guds kærlighed til os mennesker, der tales om i Jesu lidelseshistorie. 

Den kanaanæiske mor satte alt ind på et rygte, hun havde hørt - hun kunne ikke andet, for 

kærligheden drev hende. Også vi har hørt et rygte - et rygte om at kærligheden sejrede over 

lidelsen og døden. Det er bare et rygte, men hvis det er sandt, så kan vi uden frygt gå lidelsen 

og døden i møde - så kan vi tage imod livets gave uden at frygte fremtiden, for hvad der 

end sker, så er vi under kærlighedens lov. Rygtet siger, at lidelsen og døden har mistet sin 

magt - det fortælles, at livet har sejret - lad os da byde sejrherren velkommen, og lad os bede 

Gud om at hjælpe os til at holde fast ved troen på livet - også når vi ikke kan se nogen 

mening med det hele. Amen. 

19 Prædiken til 2.s.e. påske 1983 Qeqertarsuatsiaat 

"Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene." 

Vi har hørt det mange gange, og de fleste af os synes, at det er et meget smukt ord - nogle 

af os har måske endda fået det som konfirmationsord. Vi kommer til at tænke på salmen i 

251

252 

GT: Herren er min hyrde - mig skal fintet fattes, og hvem af os holder ikke af det kendte 

billede af hyrden, der bærer et lille lam på skuldrene. Når Herren er min hyrde, er jeg tryg. 

Ham passer på mig og sørger for mig. 

Det er Jesus, som taler til os, og vi ved, at hans ord blev til virkelighed, da han hang på korset 

og råbte: Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig? Jesus satte virkelig sit liv til 

for os langfredag. 

Jesus var den gode hyrde. Han var ikke den kloge hyrde. Den kloge hyrde ville ikke sætte 

sit liv til for fårene, for hvem skulle så passe dem bagefter. Den kloge hyrde ville ikke forlade 

hele flokken for at lede efter et eneste sølle får, som var blevet væk. Den kloge hyrde 

ville tænke sig om og sige: Det er bedre, at et får går tabt end at hele flokken bliver spredt. 

Jeg bliver hos de 99. Den kloge hyrde ville kun gøre, hvad der kunne betale sig, og det kan 

ikke betale sig at sætte livet til. 

Jesus var ikke klog og beregnende. Han tænkte ikke på, hvad der kunne betale sig. Det 

gjorde hans modstandere derimod. Den største af dem alle - Satan selv prøvede at få Jesus 

overtalt til at være fornuftig som en politiker, der må spille sin kort rigtigt, hvis han vil opnå 

noget. "Vis mennesker, hvem du er. Vis din magt, så vil de også tro dig. De vil gøre dig til 

deres konge, og du kan få gennemført, alt det du ønsker." Du kan skabe paradis på Jorden - 

afskaffe sult og fattigdom og lidelse en gang for alle." Men Jesus sagde nej. Vig bag mig 

Satan: Hvorfor? Fordi Han var den gode hyrde - ikke den kloge hyrde. Den gode hyrde er 

styret af kærlighed. Den kloge hyrde er styret af magtbegær. 

Jesus kom ikke for at tage magten fra mennesker. Han kom ikke for at bestemme over os. 

Han kom ikke for at fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv, men han kom for at give os 

magt og frihed til at leve. Derfor kunne de ikke overtale ham til at tage parti. Derfor kunne 

de ikke gøre ham til konge, og da det ikke kunne lykkes, slog de ham ihjel. Han kom for at 

give os friheden, men vi ville ikke vide af den. Vi ville have fred og ro og tryghed. Vi vil 

gerne have en Herre, som kan fortælle os, hvordan vi skal leve. Vi vil gerne vide, hvad vi 

har at rette os efter. Vi vil gerne have en hyrde, der tager alle vores bekymringer på sig, og 

som sørger for os på alle måder men en sådan hyrde var Jesus ikke. For Jesus kom ikke for 

at skabe fred, men for at kalde til liv og kamp mod de ødelæggende kræfter i os selv og i 

verden omkring os. Jesus kunne ikke være konge, fordi han elskede os - og man tager ikke 

magten og friheden fra den, man elsker. Den, man elsker giver man alt - også sit eget liv. 

Hvor kærligheden ikke er, der er det kun magten og den kolde beregning, der tæller. Da går 

ulvene på rov blandt fårene, sådan som vi kender det fra den verden, som nu engang er vores. 

Den gode hyrde sætter fårene i frihed. Her i menigheden samles vi søndag efter søndag med 

vores hyrde for at høre det frihedsbudskab, som lyder fra ham, som satte livet til for os: Vi 

er Guds børn. Han elsker os, og han slipper os ikke igen. Det er en kærlighedserklæring fra 

livets Gud, og det er samtidig et frihedsbudskab fra ham, som valgte kærlighedens vej frem 

for klogskabens og magtens vej. I skal leve, lyder det fra vores hyrde. I skal ikke lytte til de 

lejesvende, som fortæller jer, hvordan I skal opføre jer, og som råber højt om hvad I må og 

hvad I ikke må. I skal leve i frihed, og I kan leve i frihed, for livets Gud har besluttet, at I 

skal arve Riget. Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Og Gud er for os. han stiller ingen 

betingelser for sin kærlighed, og God ske lov for det. 

Sådan lyder det til os hver gang vi samles om Guds ord. Det gør ikke vores tilværelse nem 

og ligetil. Men det var vel egentlig heller ikke meningen. Vi er sat til at kæmpe - kæmpe 

mod ondskaben - kæmpe mod magtbegæret - kæmpe mod ulvene - kæmpe mod døden. 

Det er det, vi er skabt til. At være Guds medarbejdere på hans skaberværk. Dertil har vi fået 

vores liv - ikke til at være lydige slaver for de lejesvende, som kun vil have magt over os, 

og som truer os med Guds straf, hvis vi ikke opfører os, som de vil have det. 

Jesus er ikke den vrede hyrde, der straffer de ulydige får. Jesus er den gode hyrde, som giver 

os frihed til at leve i fast tillid til Guds kærlighed. Her i menigheden har vi ikke en Herre, 

som bestemmer over os, men vi har en far i himlen som elsker os, og som vil, at vi skal 

leve i troen på hans kærlighed. Et hårdt liv måske, men et sandt liv. Amen. 

20 Prædiken til Bededag 1983. - Mt.3,8-10. Qeqertarsuatsiaat 

Tiden mellem påske og pinse er en festtid i kirkeåret. Det er den tid, hvor vi særligt mindes 

Jesu død og opstandelse som den begivenhed, der en gang 

for alle ville give os fred med Gud. Vi fik lægedom ved hans sår - os til fred kom straf over 

ham: Ved hans død fik vi nyt liv livet i Jesu navn. Et liv i tillid til Guds kærlighed. 

Men midt ind i festen bryder så Tussiarfissuaq eller bededag, som den kaldes på dansk, med

sit krav til os om at bære frugter, som er dette nye liv værdigt. Vi har fået frelsen - vi har 

fået fred med Gud - men hvilken betydning fik det så for vores liv? Og hvilken betydning 

fik det for vores næstes liv? Det er det spørgsmål, som bededagen stiller os. 

Det var friheden, vi fik forærende i dåbsgave, og hvordan brugte vi så den frihed? Gravede 

vi den ned og gemte den, eller brugte vi den til at skabe frihed for andre? Du fik et liv betroet 

af Gud - du fik et arbejde betroet - du fik lov til at være medarbejder på Guds store 

skaberværk, og hvad blev det så til? Bar dit arbejde frugt? Eller blev det ikke til noge t alt 

sammen? Borede du dig ind i dig selv i selvoptagethed eller selvmedlidenhed? Blev du bitter 

på livet, fordi det ikke gik som du tænkte dig? Glemte du den frihed, du fik forærende i 

dåbsgave eller mistede du troen på den? 

Der knytter sig en særlig tradition til bededagen. Det er på denne dag i kirkeåret, vi særlig 

tænker på vores land og på vores folk. Fra gammel tid har menigheden på bededagen samlet 

sig i bøn for folkets fremtid - i bøn for freden og retfærdigheden. 

Også i dag vil vi bede for fred. Fred mellem ~Landene og fred mellem mennesker. Vi vil 

bede om, at Guds Ord må bære frugt. 

Vi har fået lov til at bede til vores himmelske far, men vi har også fået lov til at arbejde for 

fred. Vi har ved Guds kærlighed fået frihed til at kæmpe mod de onde magter, som ødelægger 

freden, vi har fået frihed til at stå frem og tale uden frygt mod alt, hvad der truer vores 

folk med undergang. Og det er måske det, der er menighedens vigtigste opgave i dag. 

Der sker meget i Grønland for tiden. Der kommer meget nyt til os udefra - noget godt, men 

også meget ondt, og det kan godt være svært at få det hele sorteret. Men her i menigheden 

er vi sammen, som vi har været det gennem århundreder. Her i kirken kan folket finde sig 

selv midt i alt det nye, som vælter ind over landet udefra, og herfra kan folket få det mod og 

den kraft, som skal til for at bekæmpe uretten og ondskaben. Det er fra menigheden folket 

skal hente sit liv. 

Vi ved alle sammen, hvad det er, som er den største trussel mod det grønlandske samfund i 

dag. Vi hører næsten daglig om, hvordan spiritusmisbruget medfører tragedier for utallige 

familier rundt omkring i vores land. Og det er, som om vi står magtesløse overfor problemet. 

Som om, vi har givet op overfor fjenden. Vores land er faldet blandt røvere, og der er 

mange, der arbejder hårdt for at bringe det på fode, men det er som om vi viger tilbage for 

at angribe ondets rod. Det er godt, at der er barmhjertige Samaritanere til, men vores fornuft 

siger os, at der også er brug for os til at uskadeliggøre røverne. Der kaldes på barmhjertighed, 

men der kaldes også på vores fantasi, på vores omtanke og på vores mod, når 

freden er truet, og fjenden skal kastes ud af landet. Vores børns opvækst og fremtid er truet, 

og det skal vi ikke bare sidde med hænderne i skødet og lade ske, vi skal rejse os og kæmpe. 

Kæmpe for det, som vi holder af. Kæmpe for vores land og for vores børns land. 

Der bedes i dag i de mange tusind kirker ud over verden. Der bedes for freden i verden, som 

trues af den sindssyge og meningsløse atomoprustning - der bedes for at folkene må komme 

til fornuft - at de må genkende sig selv som frie mennesker, skabt af Gud til at arbejde for 

fred og frihed i denne underlige verden, hvor vanviddet synes at fejre så store triumfer. Der 

bedes, fordi bønnen giver os kraft til at kæmpe for det som er sandt. 

Øksen ligger allerede ved roden af træerne, formaner Johannes Døber, og det kan se ud som 

om han har ret. 

Når man ser på verden og den lidelse og undertrykkelse og ondskab, der trives rundt omkring, 

da kunne det godt se ud som om vores livstræ havde fortjent at blive hugget om og 

kastet i ilden. Men endnu er der tid, og det er vel også derfor Johannes formaner os, endnu 

er der tid til at gøde og vande og få træet til at bære gode frugter. Endnu er træet ungt, og 

inde bag det skamferede ydre er det fuldt af livskraft. Træet vil vokse og bære frugt, og vi 

har fået til opgave at passe og pleje det, og vi har også fået til opgave at forsvare det mod de 

voldsmænd, der er ude på at ødelægge det for os. 

Vi skal værne om livet - vi skal værne om vores land og vores folk. Vi skal kæmpe mod 

uretten - det er vores opgave som menighed, og det var dertil vi fik vores dyrebare frihed, 

dengang vi blev døbt til at tilhøre den korsfæstede men opstandne frelser, vor Herre Jesus 

Kristus. Amen 

21 I 1977 dannede vi sammen med 6 studenterkammerater på Regensen et interessentselskab 

med det formål at købe den klitgård i Årgab på Holmsland Klit, som mor og far havde købt 

i 1960 til sommerhus. Mor ville efter fars død i 1975 gerne sælge den, og jeg ville meget 

gerne beholde den. Jeg tror, vi gav 292.000 kr. for hele herligheden. Far gav i sin tid 34.000 

253

254 

inkl. 16. tdr. land klit og eng! Interessentselskabet var et storslået arrangement, indtil det 

gik i opløsning i 1984. 

22 

Tale til konfirmanderne efter konfirmationen. Fiskenæsset den 3. juli 1982. 

Kære konfirmander. 

Dengang I blev døbt fik I en meget stor gave. Det var der ingen af jer, der vidste dengang, 

men jeres forældre vidste det, og det var derfor, de bar jer op til døbefonten. 

Efterhånden som I blev større, har I mange gange hørt om den gave. Når mor eller far lærte 

jer at bede fadervor - når de tog jer med i kirke, eller når jeres lærer i skolen fortalte jer om 

Jesus. Og i det sidste halve år har så igen brugt mange timer på at finde u, af, hvad det 

egentlig var for en gave, I fik for 13-14 år siden. Vi har snakket om mange ting, og nogle af 

dem har I måske allerede glemt, men det vigtigste af det hele - budskabet om Guds kærlighed 

- det må I ikke glemme, for det er det, som er grundlaget for alt det andet. Det er det, 

som er grundlaget for vores liv som kristne. 

Det var det budskab, som Jesus kom med til mennesker for snart 2000 år siden. Det var det 

budskab, som blev bragt videre af hans disciple, og som siden er gået videre fra generation 

til generation, og det er det samme budskab, som I har hørt om i jeres konfirmandundervisning, 

og som I nu har sagt ja til at ville tro på. 

I har sagt ja til at ville tro på Guds kærlighed, men vi ved alle sammen, at det godt kan være 

svært engang imellem at holde fast påå den tro. Når vores liv ikke går sådan, som vi 

havde regnet med, eller når tilværelsen viser sig fra sin barske side, og det er derfor, I skal 

blive ved med at holde jer til menigheden. I skal blive ved med at komme i kirke - ikke 

fordi præsten eller nogen anden siger, at I skal men alene for jeres egen skyld. For her i 

kirken - i menighedens fællesskab - der lyder det samme budskab søndag efter søndag: 

budskabet om at Gud har taget sig af os som en far eller mor tager sig af sine egne børn - 

budskabet om, at Gud elsker os, og at det vil han blive ved med, ligegyldigt hvor galt vi så 

kommer af sted i livet. På den måde vil I aldrig være alene, for det sted, hvor de ord lyder, 

det er åbent for alle. Derfor skal I bruge jeres kirke og I skal ikke bare komme som tilskuere, 

men når menigheden holder nadver sammen, da skal I gå med, for nadveren er ligesom 

dåben det synlige tegn på, at Gud mener det alvorligt, når han siger, at han holder af os alle 

sammen, ligegyldigt hvem vi er. Det er først og fremmest, når vi holder altergang, at vi får 

dåbens gave bekræftet, og det er også derfor menigheden nu om lidt vil holde nadver sammen 

med jer for første gang. 

Gå så frimodigt ud i det liv og den hverdag, der venter ger og vær sikre på, at Gud er med 

jer alle dage, indtil verdens ende. Amen. 

Og lad os så til sidst sammen bede den bøn, som har fulgt jer fra 1 var helt små, og som jeg 

håber, vil blive ved med at følge jer hele livet. 

23 Prædiken til 10.s.e. Trinitatis. Fiskenæsset 1983. (Ikke holdt) 

Se, din konge kommer til dig. Se, din Gud kommer til dig. Ikke ophøjet og majestætisk som 

jordiske konger og afguder, men ydmyg og menneskelig. Der har du din Gud. 

Jesus er kommet til Jerusalem - målet for hans vandring fra Galilæa. Lige inden indtoget i 

den hellige stad fortæller Lukas om Jesu møde 

med tolderen Zakæus, om hvordan frelsen kom til Zakæus' hus og om hvordan frelsen kom 

til den blinde i Jeriko. Der var mennesker, som kunne tage imod Guds frelse og få del i 

Guds fred. 

Men i dagens tekst hører vi om de, som ikke ville tage imod Guds fred. Jerusalem, vidste 

blot også du, hvad der tjener til din fred, men nu er det skjult for dine øjne. De rige og de 

mægtige ville ikke tage imod. 

Men hvorfor græder Jesus over det? Hvorfor vender han ikke tilbage til Galilæa og lader Jerusalem 

sejle sin egen sø? Hvorfor måtte han til Jerusalem? 

Det må han, fordi der er noget, der driver ham. Jesus kommer ikke bare der, hvor han kan 

vente tilslutning fra mennesker, fordi kærligheden, som Paulus siger, ikke søger sit eget. 

Hvis det var for at blive populær, Jesus kom til Jorden, hvis det var for at vise sin magt ved 

hjælp af undere og ved hjælp af sin visdom - hvis det var for at blive hyldet som herre og 

konge, ja så skulle han have holdt sig langt borte fra Jerusalem. Det var et farligt sted at begive 

sig hen til, og det vidste Jesus, ja, han vidste, at han ikke skulle komme til at forlade 

byen igen, og alligevel gik han ind i Jerusalem, hvor lidelsen og døden ventede på ham. 

Han kunne ikke andet, for kærligheden drev ham. Jesus var ikke fri til at gøre, hvad han 

ville - han var bundet af kærligheden, og den kunne han ikke komme fri af. Derfor græd han

over jødernes stolthed. Han kom for at samle dem, som hønen samler sine kyllinger under 

vingerne, men de ville ikke. Han kom for at give dem fred, men de ville ikke vide af freden. 

Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. 

Kærligheden kan volde sorg. Det ved de forældre, som ser deres børn gå til grunde på den 

ene eller anden måde - i druk, narkotika eller ligegyldighed. Ja, egentlig er det vel kun den, 

som elsker, der for alvor er udsat for at mærke sorgens smerte. Og det samme gælder for 

vreden. Vi kender alle sammen til at blive aggressive, når vi føler os uretfærdigt behandlet - 

vi råber op og slår fra os - vi finder os ikke i noget. Men den vrede, som Jesus giver udtryk 

for, da han smider de handlende ud af templet, skyldes ikke, at Jesus føler sig trængt op i en 

krog og og derfor må give sine aggressioner luft på en eller anden måde - på samme måde 

som forældre, der ikke kan enes, lader deres frustrationer gå ud over de uskyldige børn. For 

Jesu vrede er på samme måde som hans sorg og på samme måde som alt, hvad han foretog 

sig, styret af kærlighed - og virkelig vred bliver man kun, når den eller for den sags skyld 

det, man elsker, bliver forhånet eller trådt ned eller ydmyget. Så bliver man vred, og så 

handler man, man kan ikke lade være. Det kan gælde et menneske, du holder af, men det 

kan også gælde dit land og dit folk. Derfor skildres Jesus i evangelierne som en der ikke var 

hævet over hverken sorg eller vrede, fordi han elskede sit folk - han elskede dem, der ikke 

ville tage imod ham - han elskede dem, der slog ham ihjel. Og netop fordi hans kærlighed 

aldrig slap op - fordi han holdt fast ved den i dens yderste konsekvens gennem lidelse og 

død - netop derfor blev hans liv og hans død et vidnesbyrd for os mennesker - et vidnesbyrd 

om kærlighedens magt, et vidnesbyrd om Gud. 

Jesus elskede sit folk, og han elskede dets helligdom - templet - Guds bolig. Det var her, 

han som tolvårig havde forbavset sine forældre ved at sige: Vidste i ikke, at jeg bør være 

der, hvor min far er? Og nu så han det forvandlet til en røverkule, hvor smarte forretningsfolk 

udnyttede tempelfesterne med de mange tilrejsende til at skaffe sig en ekstra fortjeneste. 

Derfor blev han vred, fordi templet var helligt - helliget Gud og ikke Mammon, og derfor 

smed han dem ud. 

Læg mærke til, at begge disse følelser - sorg og vrede, er følelser, vi godt kender til. Også 

vi kan elske, og derfor kan også vi opleve både sorg og vrede, når det, som vi holder af bliver 

udnyttet og vanhelliget af mennesker. Hvem af os, der elsker vores land, føler ikke vrede, 

når vi ser det blive udnyttet af smarte forretningsfolk, der lever højt på det, som vi holder 

helligt? Men som regel - ikke altid - bliver vores vrede en afmægtig vrede, fordi vi ikke 

tør følge kærlighedens kald til dens yderste konsekvens, som er at opgive sig selv og sit liv 

for den eller det, som man elsker. Derfor bliver vores kærlighed sjældent til andet end et 

billede på den kærlighed, som skildres i vores evangelier - den fuldkomne kærlighed. Den 

kærlighed, som vi længes så inderligt mod at eje, men som ikke vil lade sig beherske. 

Så kan vi jo sætte os hen i en krog og sukke over, at vi ikke har kærlighed nok til at handle - 

eller vi kan sige skidt med kærligheden og handle alligevel som om det var den, der drev os, 

eller - og det er det, som beretningen om den fuldkomne kærlighed vil have os til - vi kan 

acceptere os selv og andre som det vi er - ufuldkomne mennesker - syndere, som de sagde i 

gamle dage - vi kan tage imod os selv og hinanden og det ufuldkomne liv, som nu engang 

er vores. 

Det nye Testamente er ikke et kampskrift - det er en fredstraktat, mellem Gud og mennesker, 

hvor Gud betaler alle omkostningerne og påtager sig hele skylden. Blot for at vi kan 

leve. Det er ikke Guds nåde, vi lever på eller hans overbærenhed - det er hans kærlighed, 

som ikke kan andet end at give sig selv til os. 

En nådig Gud er en Gud, som retfærdigvis burde straffe os, men som slår en streg over vores 

skyld, og en sådan Gud har krav på vores taknemmelighed, fordi han lader nåde gå for 

ret. Men jeg er ikke sikker på, at det var den Gud, Jesus forkyndte og vidnede om. Det som 

Jesus vidnede om, var kærligheden, og kærligheden var Gud. Kærligheden har ikke nogen 

krav på os lige så lidt som den luft, vi indånder. Vi står ikke i gæld til kærligheden, fordi det 

er dens væsen at give. Der står ikke nogen beslutning bag - den kan ikke andet. Derfor er 

Det nye Testamente med dets vidnesbyrd om den fuldkomne kærlighed heller ikke ment 

som et budskab, der skal få os til at bøje vore hoveder i en hyklerisk skyldbevidsthed overfor 

Gud. Tværtimod. 

Evangeliet vil have os til at rejse vore bøjede hoveder og se vores frihed. Den frihed som 

kommer af, at kærligheden er vores Gud. En vred og hævnende Gud kan man bruge til at 

undertrykke mennesker med og få dem til at frygte himlens straf. En nådig Gud kan man 

bruge til at give mennesker skyldbevidsthed med og til at holde dem nede i skyldbevidsthed, 

men kærligheden kan man ikke bruge til noget. Man kan bare fortælle om den 

255

256 

og styrke hinanden i troen på, at kærligheden lever og at den er stærkere end døden. 

Det er det, jeg kommer til kirken for at høre om - ikke for at få at vide, hvordan, jeg skal 

opføre mig, eller hvordan jeg skal leve mit liv. Det er alt sammen noget, jeg lærer, efterhånden 

som jeg bliver ældre og gør mine somme tider dyrekøbte erfaringer. Nej, jeg kommer 

for at høre om kærlighedens sejr, fordi troen på kærligheden - troen på Gud sætter mit 

liv i relief. Det får mig til at se på mig selv og mit liv så at sige udefra. Det giver mig det 

overblik over min fortid og over min fremtid, som skal til, for at jeg kan få overskud til at 

leve i dette øjeblik. Og det er det, det drejer sig om. Ikke hvordan jeg lever, men at jeg lever 

- med min sorg, med min vrede og med min glæde. Med mine nederlag og med mine sejre. 

På samme måde, som vi lever i kraft af solens stråler, lever vi i glansen af den fuldkomne 

kærlighed. Vi kan se solen, og vi kan høre om Guds kærlighed, men ingen af dem kan vi nå, 

ingen af dem kan vi gøre til vores ejendom, ingen af dem kan vi begribe. Men i den afstand 

fra lysets og livets kilde kan vi leve og kun i den. Kommer vi nærmere på eller længere fra, 

dør vi. 

Derfor skal vi hverken prøve at efterligne Jesus eller forlade ham, men leve vores liv i tillid 

til den kærlighed, som han vidner om med sit ord og med sit liv, og uden at være bange for 

den frihed vi fik, da vi hørte kærlighedens evangelium. 

Se, kærligheden kommer til dig. Se, din Gud kommer til dig. Underfuld som solopgangen, 

der spreder lys og liv og lyst til store og til små. Amen 


Der er en kirkeklokke, der ringer ude i mørket. Det er Jakob, der forgæves prøver at ringe 

solen op. Klokken er 8 om morgenen, så han skal ringe længe endnu, før anstrengelserne 

belønnes med at lyset bryder frem. Så er det lettere om aftenen, hvor blot et lille klemt synes 

at være nok til at få solen til at forsvinde om på den anden side af Jorden. Kort sagt - det 

er vinter. 

Bygden vågner. Halvsovende og skuttende sig går man på arbejde - kun de danske håndværkere 

er allerede i fuld gang med at grave ud til den nye fiskefabrik og lægge sidste hånd 

på de nye fine huse, som er skudt op i efterårets løb. Godt med noget stabil arbejdskraft, der 

forstår, hvad det drejer sig om. 

Kirsten skal i skole - hun har en del vikartimer for tiden, og også jeg har timer i dag, men 

først skal børnene klædes på og i parkering. Det tager sin tid, ikke mindst de dage, hvor de 

mindst af alt har lyst til at komme derned. Der er vist heller ikke meget aktivitet i børneparkeringen, 

men de, der passer børnene er søde og til næste år er der bevilget en rigtig børnehave 

med pædagog og alting. Vi skal også have et ældrekollektiv og en gymnastiksal og 

sammen med den nye fiskefabrik skulle der således være taget højde for alle aldersgruppers 

forbedrede velfærd. Det er dyrt, men det giver penge i kassen til de danske firmaer, der får 

entrepriserne. Også vores forbindelser til omverdenen forbedres, idet kystskibene fra l, januar 

efter sigende skal lægge ind til Fiskenæsset, og der går også rygter om helikopterforbindelse. 

Alt i alt sker der meget med vores bygd for tiden. 

På vores skole er der nu to fuldtidsansatte danske lærere, som ikke kan grønlandsk, en 

dansk timelærer, som kan lidt (det er mig), og tre grønlandske timelærere, hvoraf de to ikke 

kan dansk. Det er klart, at et sådant kollegium må sætte sit præg på eleverne, som ikke kan 

dansk. Sådan er forholdene desværre i mange bygder, fordi de grønlandske lærere ikke er 

meget for at søge til bygderne. Når man tænker på, at en tredjedel af dette lands befolkning 

bor i bygderne, begynder man at ane problemets omfang. De danske lærere er ikke kvalificerede, 

fordi de ikke kan kommunikere med eleverne (!), og de grønlandske timelærere 

mangler uddannelse, og så står eleverne dér med håret nede om kamikkerne, når de forlader 

skolen. De kan ingenting, og de ved ingenting. Der kaldes alvorligt på en tvangsudskrivning 

af grønlandske lærere til bygderne. 

På vej hjem fra børneparkeringen bliver jeg standset af Benjamin, som skælder mig huden 

fuld, fordi, jeg ikke passer min båd ordentligt. I tre dage har jeg ikke set til den, og nu ligner 

den nærmest en lille isskosse, fuldstændig overiset og nær ved at synke. Jeg kvier mig lidt 

ved at tage den på land, for jeg ville grumme gerne ud en dag og skyde nogle af de mange 

alke og tejster, som findes i nærheden, og nu går der også rygter om at der er mange ryper. 

Jeg fik fisket en del torsk og ørreder i sommer og havde såmænd også købt et laksegarn, 

men af en eller anden årsag kom laksen ikke til Grønland i år. Jeg tror, der blev fisket ca. 

300 tons ud af en kvote på 1100 tons, og det var nok en streg i regningen for mange fiskere. 

Men sådan er det heroppe. Vi gruer så småt for den dag, da klimaet ikke passer til torsken, 

som hele samfundet bygger på. Klimaet kan vi ikke gøre noget ved, men vi kæmper en

indædt kamp mod de udenlandske trawlere og EF-kvoter, som gør et godt stykke arbejde 

med at decimere bestanden. I 1962 blev der fisket 400.000 tons torsk af udenlandske fiskere 

ved Grønland - nu er den samlede kvote omkring 65.000 tons! 

Ganske vist fik jeg ingen laks i nettet, men jeg fik to sæler, hvilket indbragte mig nogen 

hæder. I øvrigt er jeg ikke særlig vild med sælkød, men skindene er smukke... 

Vi spiser frokost sammen. Dansk frokost - leverpostej, sylte, pølse og ost. Som en lille enklave 

af rugbrødsmadder omgivet på alle sider af sælkød, spæk, kogte lomvier og tørfisk. 

Vi er i et fremmed land, og vi kommer med en baggrund, som er vidt forskellig fra grønlændernes 

- ikke bare på det gastronomiske område. Det hverken kan eller skal vi - eller for 

den sags skyld de - løbe fra. Grønlænderne er ikke danskere og bliver det forhåbentlig heller 

aldrig. Det kan selvfølgelig godt give anledning til konflikter, fordi vi nu engang har 

svært ved at acceptere, at mennesker er anderledes end os selv, men hvis man prøver at lade 

være med at ville lave hinanden om, kan der også komme noget godt ud af det hele. Vi har 

meget at lære af den grønlandske kultur, og måske kan den også trods alt have en vis gavn 

af vores tilstedeværelse - ikke mindst hvis vi holder op med at betragte Grønland som et 

land, der ikke kan klare sig uden vores nådige hjælp, men begynder at se vores forhold til 

grønlænderne som en frugtbar udveksling af erfaringer og synspunkter. Men det er svært, 

fordi det altid giver en vis status at yde hjælp til såkaldt mindrebemidlede - en rar følelse af 

at have magt over tingene - og det gøres ikke lettere af, at vores verden styres af kræmmere, 

der gør, hvad de kan for at få al skabningens mesterværk reduceret til en ansvarsløs hob, 

hvis mål i livet er at holde vækstraten stigende. 

Abstraktioner og fremragende analyser som disse - som vi holder så meget af i vores kultur, 

fordi vi ved denne tankeflugt kan komme lidt væk fra de nære krav (fra livet?), og måske 

også fordi vi i vores naivitet tror, de kan føre til noget konkret - ligger den almindelige 

grønlænder ret fjernt. Jeg tror ikke, der føres ret mange teoretiske samtaler rundt om i 

hjemmene. Så hvis vi vil dyrke disse tilbøjeligheder, er vi henvist til hinanden, og derfor er 

det altid berusende dejligt at få besøg hjemmefra. Vi har i sommerens løb haft flere spændende 

besøg - et af dem måske lige lovlig spændende. Jeg tror, Kirstens forældre stiftede 

nærmere bekendtskab med den grønlandske natur end de fleste turister, da de hen imod aften 

fandt sig selv i en spinkel jolle indhyllet i tåge standset af storisen efter sigende på vej 

til Godthåb. Vi klarede skærene - det var der andre, der ikke gjorde. Så sent som i dag har 

man opgivet eftersøgningen af to af vores bekendte, som var taget fra Godthåb til Fiskenæsset 

i jolle. Den ene er far til tre små børn. De havde vist glemt at tage årer med... 

Om eftermiddagen har jeg konfirmander. Vi har nogle hyggelige timer, og vi er ikke flere, 

end vi kan samles om spisebordet her hos os. Hvor meget, de så ellers får ud af det, ved jeg 

ikke - ligesom jeg heller ikke ved meget om, hvordan mine prædikener bliver modtaget. Jeg 

prøver så vidt muligt at undgå moralske prædikener, og i konfirmandundervisningen undgår 

jeg omhyggeligt at berøre de ti bud. Men da jeg efter 50 timers intensiv undervisning til 

sidst spurgte konfirmanderne om det vigtigste i den kristne tro, ja så var det alligevel de ti 

bud, der sad i rygmarven. Det sidder dybt dybt i mennesker, at vi er til for lovens skyld og 

ikke omvendt - at Guds kærlighed er noget, der skal overholdes. 

Og alligevel. På en sær måde virker autoritetstroen uægte heroppe. Den virker unaturlig 

som en fin uniform, der sidder helt forkert - måske fordi der i grønlænderne findes en årtusindgammel 

anarkisme, som selv 250 års kolonistyre ikke har formået at udrydde. Og måske 

har vi nemmere ved at adlyde i Danmark, hvor autoritetstroen har været en del af vores 

tilværelse siden Ansgars dage. 

Klokken er hen ad fire, så det er på tide at hente børnene fra parkeringen. De trives godt 

heroppe, selv om de må kæmpe med at lære to sprog på en gang. Vi håber, det kommer 

dem til gode senere i livet. Jeg trækker dem på kælken op gennem bygden, mens mørket 

falder på. Juletræet foran kirken er allerede tændt, og med alle adventsstjernerne i alle vinduerne 

ligner vores bygd en julekalender. Der er nordlys i aften - gyldne her i skumringen 

flammer de henover himlen og antænder de første stjerner. De sidste joller kommer ind med 

havkat, sæl og en del fugle. Folk går hjem fra arbejde - griner til ungerne. Der er noget, der 

siger mig, at det bliver svært at flytte herfra, når den tid kommer. 

Vi hygger os lidt ekstra med børnene, da de kommer hjem - en slags aflad, da de skal have 

babysitter i aften. Vi er inviteret til fødselsdagsmiddag hos Ole og Annemarie. Vores sproglige 

uformåenhed gør ofte disse gilder til lidt af en prøvelse, men i aften går det bedre. Jeg 

fortæller om min tur til Mellemøsten sammen med mor - om de ængstelige og nervøse israelere 

og de smilende og smukke arabere - om Jerusalem, der blev jævnet med jorden. Vi får 

ryper og rensdyrsteg med kartofler og brun sovs og jordbærgrød - først hen ad midnat ser- 

257

258 

veres der grønlandsk mad. Bugnende fade med saltede ørreder, tørfisk, rå sællever, tørret 

renskød, sortebær blandet op med torskelever og selvfølgelig mattak, hvalhud med spæk. 

Og snakken går, og pludselig bølger latteren frem og tilbage - den opstår som små fnis i et 

hviskende hjørne, breder sig som ringe i vandet, kommenteres, ruller videre, vender tilbage 

som et bøsseskud i fjeldene, dør hen, genopstår. Lattertårer tørres væk under små hulk - ehaaah. 

Man sukker veltilfredse mætte af god mad og glade ved trygheden og varmen og fællesskabet. 

Vi går hjem gennem den knitrende sne under den frostklare himmel. Det er koldt udenfor, 

vi tænker på dem derude. 'Der stirrer imod os fra døden et blik - det kan kun besværges ved 

livets musik...' Kirsten spørger Dorthe, hvad det var, de sådan grinede af. Dorthe holder sig 

på maven og krummer sammen i sælskindspelsen: "Nilerpoq" får hun endelig fremstammet. 

Gamle Abisai var kommet til at slå en prut, netop som hun gik forbi den danske lærer... 

Langt borte trænger en ny latterbølge ude gennem de duggede vinduer og fortæller den tavse 

polarnat, at det er Menneskenes Land, den ruger over - Inuit Nunaat. 

25 Prædiken til 23.s.e. Trinitatis 1984. Ilulissat. 

"Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad, du ejer og giv pengene til de fattige 

– og kom så og følg mig." Sådan lød Jesu ord til den rige unge mand, der gerne ville have 

evigt liv. Det var mere, end den unge mand kunne klare, og vi hører om, hvordan han måtte 

gå bedrøvet bort, fordi han var bundet til sin rigdom og dermed lukket ude fra det virkelige 

liv - lukket ude fra sandheden. I teksten til i dag møder vi så hans modsætning. Vi møder et 

menneske, som var i stand til at give alt hvad hun ejede til de fattige. Det var ikke meget, 

hun kunne give, men det var hele hendes livsgrundlag, og derfor var det i Jesu øjne mere 

værd end alt det, som de rige gav af deres overskud. Hvorfor? Hvordan kan et par ører 

pludselig blive mere værd end de mange tusinde kroner, som de rige uden tvivl havde bidraget 

med? Hvad var det mesteren ville have sine disciple til at forstå, da han kaldte dem 

hen til sig og gjorde dem opmærksom på denne fattige enke? 

Det var som altid livet selv - det virkelige liv - Jesus ville gøre opmærksom på. Det var derfor, 

han var kommet. Han ville have mennesker væk fra den besnærende tanke, at det, det 

korn an på var at sikre sig en tryg og rolig tilværelse. Derfor taler han hårdt og skånselsløst 

om rigdommens forbandelse, den rigdom, som forblinder mennesker, som hindrer dem i at 

få øjnene op for det sande liv - det liv, som ikke skabes af mennesker, men som er skabt af 

Gud. Det liv, som vi ikke er i stand til at leve i kraft af vores rigdom - men kun i tillid til 

Guds kærlighed. Ingen kan tjene to herrer - han vil holde sig til den ene og foragte den anden. 

Derfor er det svært for en rig at gå ind i Guds Rige, når rigdommen er blevet herre 

over mennesket – når det ikke længere er Gud, man dyrker men Mammon – Når det ikke 

længere er livet, man tror på men penge, prestige og magt. 

Den fattige enke troede ikke længere på sig selv og sin dygtighed. Hun var ramt hårdt af 

skæbnen, og hun havde ikke meget af det, som vi normalt beundrer hos mennesker, men 

netop dernede i sin dybe elendighed blev hun i stand til at gøre det, som er så svært - at give 

sig selv Gud i vold. I tillid til Guds kærlighed kastede hun alt det i tempelblokken, som ellers 

skulle have været hendes livsgrundlag og overgav sig - ikke til sin skæbne - men til 

Gud - ikke til døden men til livet. 

Det er så nemt at blive bitter over sin skæbne – over de bristede forhåbninger - over de forsømte 

muligheder – årene der går. Det er så nemt at lukke sig inde i sig selv og grave sine 

talenter ned, fordi man har lært livet at kende som en hård og uretfærdig modstander. Det er 

så selvfølgeligt at hytte sit skind og samle sig forråd, fordi hverdagen lærte os at frygte livet 

og frygte mennesker. Og det er så svært at modtage sit liv som en gave fra Gud. Salige er 

de fattige, thi Himmeriget er deres... Ve jer I rige, I, som gerne vil gå omkring i lange klæder 

og lade jer hilse på torvene og gerne vil sidde på de fornemste sæder i synagogerne og 

sidde øverst til bords ved gæstebuddene, I, som opæder enkers bo og for et syns skyld beder 

længe. I skal få des hårdere dom. 

Der er noget, som er vigtigere for mennesker end tryghed og rigdom - der er noget, som er 

vigtigere end selvrespekt og stolthed - der er noget, som er vigtigere end liv og førlighed, 

og det er tillid - tillid til ham, som siger til os: "Frygt ikke". Vi kender alle den angst, som 

tilliden til rigdommen - tilliden til det menneskeskabte altid fører med sig. Troen på, at det 

vi bygger op, har gyldighed overfor Gud, kan ikke undgå at medføre en evig angst for ikke 

at gøre det godt nok - ikke at slå til. 

Men det, vi frygter, er ikke værd at frygte - evangeliet har sat det ud af kraft. Vi er blevet 

Guds børn, frigjorte til at leve under kærlighedens lov. Evangeliet er glædesbud til fattige -

det er frihedbud til fanger og undertrykte - det er forløsning for de ængstelige. 

Det kan være svært at give, men det kan somme tider være endnu sværere at modtage, og 

det hører jo med til evangeliets historie, at mennesker ikke ville vide af det - ja mere end 

det - det kaldte aggressioner frem hos mennesker, så de måtte slå det ihjel, fordi det væltede 

deres verdensorden - det var måske for enkelt og for glædeligt. I magtens verden kunne det 

ikke gå an at fritage mennesker for angsten, for hvor angsten ikke er, sygner magten hen og 

dør – også den økonomiske magt. Og da det ikke lykkedes for magthaverne at komme af 

med det irriterende budskab, overtog de det og fordrejede det, så det glædelige budskab 

blev et påbud om at leve efter loven under trusler om helvedes straf hvis man ikke adlød 

kongen og præsten. Man tilpassede det urimelige budskab til samfundets behov og gjorde 

det rimeligt. Evangeliet fik en funktion i samfundet - det skulle styrke Kongen af Guds nåde 

og dermed bekræfte det bestående system. Og det er vel sådan, mange af os kender kirken 

også i dag. 

Vi hørte både i kollekten og i Paulus' formaninger til menigheden i Rom, hvordan vi som 

kristne skal underordne os under magthaverne - de er indsat af Gud og bærer ikke sværdet 

for sjov. Men det er et spørgsmål, om kirken i dag i et demokratisk samfund, som hverken 

Paulus eller Luther drømte om, kan forholde sig upolitisk. Er ikke også tavsheden en politisk 

handling i et demokrati? Jeg tror, evangeliet i dag har noget vigtigt at sige til samfundet. 

Vi hørte før om rigdommen, som hindrer livet i at komme til, som gør os bange og 

fremmede overfor hinanden. En holdning, som fremmer og dyrker troen på rigdommens betydning 

- som satser jordens eksistens ved at opretholde en stadig stigende våbenproduktion 

og ved en tiltagende forurening – en sådan holdning skal ikke upåtalt have lov til at føre 

mennesker bort fra livet. Dommen over rigdommen gælder ikke mindst i et velfærdssamfund, 

som er rigt på forbrugsgoder og tekniske triumfer, men som synes at blive fattigere og 

fattigere på livsindhold. Måske har den fattige enke på tempelpladsen i Jerusalem i virkeligheden 

mere at give os end vi rige moderne mennesker nogensinde ville kunne give hende. 

Jeg sagde på et tidspunkt i starten, at Jesus ved at pege på denne fattige enke ville gøre opmærksom 

på livet selv - på vores inderste virkelighed, renset for al frygt og alt det flitterstads, 

vi omgiver os med - og når Jesus peger på livet, så er det altid også ham selv, han peger 

på. Det er som om, den fattige enke, der giver alting væk i tillid til livets Gud, peger 

frem mod ordene på korset langfredag: Fader i dine hænder befaler jeg min ånd. Alt, hvad 

jeg har tilbage: mit sidste liv, giver jeg nu væk. Det er tilsyneladende ikke så meget at 

komme med, når man hænger på et kors - dødsdømt, vanæret og forhånet som oprører og 

gudsbespotter - og dog var det denne sølle offergave, der ændrede hele verden og omvurderede 

alle religiøse værdier, fordi den absolutte kærlighed fik fodfæste midt i en verden, der 

altid spørger, om livet nu også kan betale sig. Hvor selv vores bedste hensigter og mest 

uselviske handlinger sjældent forekommer uden disse mere eller mindre skjulte beregninger 

om et vist udkomne for os selv. 

Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd, men Gud ske lov, var der en, der kunne. Ham 

tilhører magten og æren i evighed. Amen. 


Kære venner. Så klarede vi den alligevel - eller næsten da. 1984 er ved at være forbi til 

trods for at en del mennesker havde forventet Jordens undergang. Men det blev ved stemningen 

- det vil sige, Ida oplevede lidt af det, da hun forleden kom tit at træde på en tændt 

stjernekaster med bare fødder, men ellers har vi været forskånet for dramatiske ulykker i år. 

Nu kravler hun rundt på alle fire og minder os om dengang, de endnu ikke kunne gå. Det 

forekommer så længe siden. Nu går Jens i skole og skal vel snart konfirmeres. Vi bliver 

indkaldt til forældremøder, og til jul får han sin første udtalelse - stakkels dreng. 

Tiden går - tiden gik. Vores tid i Fiskenæsset sluttede den 30. juli, da vi for sidste gang så 

bygden forsvinde bag fjeldene. Allerede i foråret fik vi at vide, at vi på grund af præstemangelen 

hertillands skulle søge til en større by. I løbet af sommeren søgte vi Jakobsnavn 

og fik den. Pudsigt nok har min storbror søgt og fået stillingen som skolepsykolog i samme 

by, så nu hygger vi os sammen i dette fremmede og mærkelige land. Engang imellem savner 

vi Fiskenæsset, men det er jo altid anstrengende at komme til at nyt sted, hvor man skal 

begynde forfra på det meste af det, man netop var blevet færdige med i Fiskenæsset. Men så 

vidt vi kan skønne, er Jakobshavn en dejlig by med gader og biler, huse og blokke, kirker 

og hoteller, isfjelde og 6000 hunde samt en ny lufthavn og et nyt sygehus, hvor Kirsten er 

fysioterapeut fire timer om dagen. Det er hun glad for, selv om det var en barsk overgang i 

259

260 

starten efter tre år som hjemmegående. Tvillingerne er i dagpleje to timer hver formiddag, 

mens både Kirsten og jeg er ude af huset, som for øvrigt er en stor, dejlig gammel præstebolig 

med syv værelser. Den ligger nogenlunde midt imellem kirken, sygehuset og skolen, s 

å vi har ikke langt til arbejde. Men vi blev nødt til at købe en del møbler for at få boligen 

gjort nogenlunde præsentabel, og video måtte vi jo også ha' - ja det har alle de andre - så der 

blev ikke meget tilbage af de penge, vi fik for sommerhuset. En del gik jo også til vores 

luksusferie, hvor vi kørte rundt i Danmark i en lejet campingbus og besøgte gamle venner, 

som vi ikke havde set i årevis. Det var dyrt, men hvor var det dejligt, og får vi råd til det, 

gør vi det igen. 

Nu er det mørkt. Solen gik ned for alvor den 1. december, og rygtet vil vide, at vi næppe ser 

åen mere i år. Først den 13. januar drager Jakobshavnerne ud til Holms bakke i alt slags vejr 

for at få det første glimt af solen. Allerede nu kan vi godt mærke, at vi nok går med den 

dag. I øjeblikket her midt i december lysner det lidt midt på dagen, og tusmørket minder os 

om, at den gamle urostifter findes dernede sydpå et eller andet sted. Men vi tager revanche 

til sommer, venner. Kom selv herop og se. 

Men mens mørket tager til, nærmer julen sig med raske skridt. Og det betyder selvfølgelig 

ekstra travlhed. Juleaften er her syv gudstjenester, hvoraf jeg skal have de tre - juledag igen 

tre gudstjenester, men så er det værste også overstået. Det er egentlig forkert at sige det 

værste, for disse gudstjenester hører til nogle af årets højdepunkter, som jeg godt kunne unde 

jer at opleve. De er præget af en helt speciel stemning, som jeg ikke kan beskrive. Her er 

virkelig fællesskab, men også vemod mærker man - julesorg, som Grundtvig taler om, og 

som måske føles stærkere heroppe, fordi udviklingen går så stærkt. Der er langt langt tilbage 

til barndommens jul, men i fællesskab kalder de den frem hvert år - den dejlige fest - den 

store højtid. 

I sproget er der dukket en ny dimension op, efter at jeg er begyndt selv at oversætte prædikener 

og meddelelser: de store misforståelser. Da vi skulle flytte fra Fiskenæsset var jeg lige 

ved at meddele, at de grønlandske præster var sindssyge eller i hvert fald lidt tilbage. 

Ordet for præstemangel ligger ret tæt på udtrykket for at præster er lettere åndssvage. Jeg 

undgik i sidste øjeblik denne fadæse, men til gengæld lykkedes det her i søndags, da jeg 

meddelte den talstærke menighed i Zionskirken, at de skulle begraves kl. 13 samme dag. 

Som én bemærkede til min bror ved julefrokosten forleden: Vi kiggede lidt på hinanden, 

men blev så enige om, at det nok var en sproglig misforståelse. Og når man så tænker på alle 

de sprogblomster, jeg ikke har hørt om. Kirsten er startet på HF i grønlandsk et par gange 

om ugen, og jeg selv regner med at gå op som privatist til sommer. Vi er et par stykker, der 

gerne vil læse sammen. Der er rart at have et mål at stile imod - ellers bliver sproget nemt 

det sidste, man tager sig tid til at få gjort noget ved. Men jeg har jo mine daglige øvelser - 

dels på kirkekontoret og dels i konfirmandstuen og i skolen, hvor jeg har 6 timers religionsundervisning. 

Der er 5 konfirmandhold mod Fiskenæssets 5 konfirmander med ca. 15 på 

hvert meld. På kirkekontoret registrerer vi ca. 120 fødsler om året - fødselspromillen er ca. 

dobbelt så høj som i Danmark, så vi har barnedåb næsten hver søndag. Om alt går vel, vil 

vi jo også selv bidrage til denne statistik til marts - selv Troels blev helt forlegen, da han 

mærkede lille Nunu sparke inde i mors mave. Han er ellers ved at blive en hård negl, efter 

at det lykkedes ham at banke både Jens og en af hans klassekammerater på samme tid. Ida 

svanser rundt og sender farlige øjekast til Gud og hvermand. Det er dejligt at se, hvor de to 

små nyder hinandens selskab, mens Jens er i skole eller er ude at føjte med sine kammerater. 

Jens trives godt i skolen. Han går i den danske klasse, og det eneste minus er, at han og 

for øvrigt også Ida og Troels har glemt alt om at tale grønlandsk. Til gengæld er de begyndt 

at tale svensk. Det kommer fra dagplejefamilien… 

Til slut vil vi ønske jer alle en glædelig jul samt et godt og lykkeligt nytår med tak for alt 

godt i 1984. 

27 Prædiken ved konfirmationen i Julianehåb 2. Pinsedag 1994 (Idas og Troelses hold) 

Enhver kristen gudstjeneste er en kærlighedserklæring og dermed en frihedserklæring til 

mennesker. For den eneste frihed, der findes, er den frihed, der udspringer af kærlighed. 

For der, hvor kærligheden er, kan frygten aldrig finde sig til rette. 

Derfor er det bedste, vi fik med hjemmefra hverken vores status eller vores opdragelse eller 

vores livsholdning - men den kærlighed, vi fik. 

Der kom pludselig bevægelse i verden den første Pinse. I går hørte vi om den begejstring, 

som bar denne bevægelse - vi hørte om den ånd, der blæste liv i kirken, og som kirken 

stadig står og falder med.

Hvor kærlighedens og sandhedens ånd ikke er til stede, der bliver kirken en sær tom skal 

- eller måske endda endnu værre - et frygteligt magtapparat. 

Man binder os på mund og hånd, med vanens tusind stramme bånd, men ingen kan ejes. 

Vi flagrer os fri. Det er Poul Henningsen, der synger om den vilde blomst: "I gartnerhænder 

går den ud. Skærmet får den sin bekomst, men blomstrer hedt i storm og slud.." 

Er det ligesådan med kirken og menigheden? Har vi det for godt som drivhusplanter, der 

nok ser kønne og velnærede ud, men er uden modstandskraft, fordi det aldrig stormer i et 

drivhus? 

Nu er det Pinse - kirkens fødselsdag - og vi tænker på kirkens fortid og fremtid, på menighedens 

liv. Er det vanens tusind stramme bånd, vi hylder og forkynder - er det dét, menigheden 

står for - er det kirkens kendemærke? 

Og vi tænker på ånden, der gør levende og fri, for man kan _ikke binde ånd. Er det tomme 

ord - eller måske farlige ord, som bliver pakket ind i ritualer og dogmer: Sådan skal 

du mene om det? 

Er menighedens virkelighed den frygtsomme dovenskab, som lader andre føre ordet for 

os - som lader andre tænke for os? Fordi det er det nemmeste og det mest ufarlige - bare 

at gøre, hvad man får besked på - bare at tænke autoriserede tanker - bare at sige, hvad 

andre har sagt før, og altid holde sig til det engang vedtagne for at være på den sikre side? 

Evangeliet til 2. pinsedag handler om kærlighed og dom. Dette at Guds kærlighed kom til 

verden som Guds frie gave til os. Han hengav sin søn ikke for at dømme verden - ikke for 

at sætte os i gæld - men for at frelse os. 

Lyset kom til verden som den store kærlighed, men vi ville hellere leve i mørket. Hvad 

skal vi med frihed? Det går jo bedst, når man ved, hvad man har at rette sig efter. Vi foretrak 

regler og religioners stramme bånd fremfor kærlighedens og sandhedens ånd, og dermed 

dømte vi os selv, fordi vi elskede mørket mere end lyset. Evangeliet taler om, hvordan, 

det var os selv vi bandt på mund og hånd, dengang vi naglede Guds søn fast til korset, 

så han ikke kunne røre sig. 

Men historien går videre til påskemorgens opstandelse og til Pinsedags vilde opstandelse, 

som skyldtes, at det her, det var ikke bare en ny lære blandt mange andre - det var ikke en 

ny religion, der nu så dagens lys - det var livet selv, der brød ind og sprængte alle religioners 

tusind snærende bånd og talte direkte til det lille guddomnmelige, frihedselskende 

barn, som findes i ethvert menneskehjerte. 

Det var ikke blot fremmed tale, men det var ord derhjemmefra - båret af den kærlighedens 

ånd, som vifter så hjemlig gennem løvet, som Grundtvig synger. 

I dag fejrer vi konfirmation, sådan som vi plejer - stort set. _Vi følger traditionen og ritualerne, 

og det har vi det godt med, og sådan skal det også være, for det giver tryghed og 

varme i vores fællesskab. Og det har vi brug for. 

Men ritualer og traditioner alene gør det ikke. Hvis ikke alle kirkelige ritualer og traditioner 

peger hen på sandheden og friheden og kærligheden, ja så er det, de vender sig imod 

os og bliver farlige - så bliver ritualer og traditioner alt andet end hyggelige, men bliver 

til snærende bånd, og så svarer man, når man bliver spurgt, hvorfor man gør sådan: Jamen, 

sådan har vi altid gjort! 

Evangeliet vil have os ud i den sande frihed. Den frihed, som ikke kommer af at have de 

rigtige meninger eller tilhøre den rigtige gruppe, men som alene kommer af tillid til Guds 

kærlighed. Den kærlighed, som Bibelen udtrykker ved, at Gud selv slap tøjlerne - slap roret 

og sagde: Nu må I selv sejle hen, hvor I vil - I skal ikke være bange, for jeg bliver ombord. 

Sådan elskede Gud verden, at han opgav sin autoritet og sin styring - og tilbage var 

kærligheden og vores frihed. 

Og nu er det pludselig os selv, der bliver tiltalt. Der bliver kaldt på hver enkelt af os. Nu 

er det os, der skal overtage vagten - overtage medansvaret for sejladsen. Nu er det os, der 

skal svare for, hvordan det går med vores næste - hvordan det går med vores samfund. 

Det er noget af en farlig post, og det nemmeste er at sige nejtak, enten af frygt for, at det 

skal ende galt - vi er jo slet ikke forberedte - eller også fordi vi lige havde det så rart, og 

det er altid meget nemmere at være tilskuer end deltager. 

Og sådan vil det også være for jer konfirmander, der nu står på tærskelen til et liv i frihed 

og ansvar - hvis I altså tør tage imod det. I dag bliver i bekræftet i den frihed, I er døbt til 

- den frihed, som kærligheden giver jer, og når I nu om lidt kommer op til alteret og svarer 

ja, så er det for mig et jatak til den frihed - et jatak til livets gave og til livets store, 

spændende opgave. 

261

262 

Og så kan vi jo i dag lytte til åndens fantastiske historie, når Pinsen fortæller os om en lille 

bange flok, som fik kæmpekræfter - som pludselig ville og turde og kunne bære friheden, 

og som var indstillet på at betale frihedens pris, fordi de vidste, hvad den var værd, 

og de vidste, at de havde Guds kærlighed i ryggen. Den kærlighed blev deres livs grundlag, 

og så var der ikke noget, der for alvor kunne skræmme dem - frygtens og vanens tusind 

bånd kunne ikke holde dem fast. De følte sig på sikker grund, hvorend de befandt 

sig: 

"Møde, hvad der venter os, og ingen ved, hvordan det går. 

Bære skæbnen uden trods, hvad der så forestår." 

Det kan godt være, at Poul Henningsen på det bestemteste ville have sig frabedt at blive 

sammenlignet med Johannesevangeliet, men jeg synes, at hans stilfærdige hymne til friheden 

er som et ekko af Pinsens glade frihedsbudskab om, at der strømmer en kærlighed 

imod os fra livet selv - en kærlighed, som aldrig holder op - heller ikke, når frygten binder 

os på mund og hånd og gør os sært fremmede for os selv og for hinanden. 

Det kan godt være barskt, livet, og somme tider gør det ondt, men i dag fester vi her i vores 

menighed, fordi det er Pinse - og så også fordi vi alle sammen bliver livsbekræftede, 

når en flok konfirmander står frem og siger jatak til livet og fællesskabet. 

Tak for det, unger! 

Amen. 

28 Ved dagens begyndelse den 1. december 

Godmorgen. I dag og de følgende torsdage her i december vil jeg prøve at fortælle lidt 

om, hvad julen betyder for mig, og jeg vil gerne have lov til at begynde med en lille historie 

om Grethe. 

Grethe var sidst i fyrrene, og havde indtil nu haft, hvad de fleste ville kalde et godt liv. 

For 25 år siden var hun blevet gift med sin Poul, og sammen havde de fået to dejlige 

børn, som nu var godt i vej, som de sagde. Om 4 uger skulle de have sølvbryllup, så de 

havde travlt med alle de forberedelser, der hører til sådan en fest. Forsamlingshuset var 

bestilt for år tilbage, og nu var invitationerne sendt ud til familie og venner. 

Grethe glædede sig til festen. Hun vidste, de ville komme aftenen før og stille æresport 

op. Hun vidste, de ville komme tidligt om morgenen og synge morgensang. Så skulle kaffen 

og rundstykkerne og en gammel dansk være klar, og de skulle se ud, som om de blev 

overraskede og blev taget på sengen. Hun vidste, hvordan festen ville forløbe med god 

mad og sange, som var lidt vovede og de mange taler. Sådan var traditionen - sådan havde 

man altid gjort, og på en måde varmede det i Amalies sind at vide, at hun og Poul var 

en del af sådan en tradition og sådan et fællesskab. 

De havde været med til en del sølvbryllupper, selv om det efterhånden ikke var så mange, 

der nåede så langt med deres ægteskab - det var godt, der var noget, der hed kobberbryllup. 

Men nu var det altså deres tur, og Grethe glædede sig. 

Men så en aften gik det galt. Det er ikke til at sige, hvad der var årsag til det, men det var 

pludselig som om, noget faldt sammen inde i Grethe. 

Hun stod ude i køkkenet og vaskede op, da hun kom til at se ud af vinduet. Det var en 

mørk aften, og det regnede lidt - der var dråber, der løb ned ad thermoruden - og pludselig 

fik hun øje på sig selv derinde i vinduet som en mørk skikkelse. Der var noget tragisk 

over den skikkelse, hun så, og det var som om, hun så sig selv for første gang som hun 

virkelig var derinde bag overfladen. 

Inde i stuen sad Poul foran fjernsynet. Det var nu ikke fordi, de så så meget fjernsyn, men 

TV-avisen ville de nødig undvære. Han tænkte, hun kom ind med kaffen, som hun plejede, 

men hun stod bare bag ham og sagde ingenting. Han vendte sig om og kunne se, det 

dirrede lidt om munden på hende. Så spurgte hun, om han elskede hende. 

»Hvad siger du?« 

»Elsker du mig, Poul?« 

Han rystede uvilkårligt på hovedet og sagde: 

»Jamen, det ved du da, Grethe - selvfølgelig gør jeg det. Har du det helt godt? Tror du ikke, 

du skulle gå ind og lægge dig lidt - så laver jeg kaffen.« 

»Nej, jeg skal nok«, sagde hun med et suk og gik ud i køkkenet, hvor hun satte kaffemaskinen 

i gang. Hun skævede ud af vinduet, hvor den mørke skikkelse stadigvæk stod og 

så på hende. Hun kunne høre, at TV-avisen gik i gang. Så satte hun sig ned på en køkken-

stol og begyndte at græde. Hun ville egentlig ikke, men hun kunne ikke lade være - det 

var som om, det kom væltende indefra - som en dæmning, der gik i stykker. 

Poul var i vildrede. Han hørte godt, hun snøftede lidt derude, men han tænkte først, at hun 

måske helst ville være alene. Da der var gået nogen tid, og snøftene fortsatte, gik han alligevel 

derud. 

»Jamen hvad er der i vejen, Grethe? Hvorfor sidder du her og tuder? Er det festen, der 

bekymrer dig? Det skal nok gå. Vi hjælpes ad, du - så skal det nok gå.« 

Men det var ikke festen, der var Amalies problem. Det var hele hendes liv, der var problemet. 

Alle fortrængningerne - alt det, der ikke måtte komme frem for den pæne overflade 

med alle vanerne og traditionerne og dagene, der bare gik, og nu var hun snart en 

gammel kone, og hvad så, Grethe? Det var den fortrængte længsel efter sandheden, noget 

ægte - noget virkeligt - noget, man kunne leve på - det var hendes fortrængte længsel efter 

at være sig selv - tage sine egne valg og sit eget ansvar - og ikke bare altid gøre det 

forventede. Hun følte, hvordan hun pludselig hadede TV-avisen og aftenkaffen og opvasken 

og køkkenet og huset...og hun hadede Poul og fik dårlig samvittighed, for han kunne 

jo ikke gøre for det - den rare og skikkelige mand, hun havde, og som altid havde været 

god mod hende, og taget sig af hende... 

»Måske skulle du gå hen og snakke med doktor Hansen«, foreslog Poul forsigtigt, »det 

kan være, han kan give dig noget for det.« 

Det kunne doktor Hanen. 

Da Grethe nogle dage senere kom hen i konsultationen prøvede hun at fortælle, hvad der 

var sket - at hun følte sig så elendig til mode - at hun ikke kunne sove om natten - at hun 

fik tudeture og hjertebanken i et væk, og at hun ikke forstod, hvad der var galt - og nu 

skulle de snart have sølvbryllup, og det var næsten ikke til at bære. 

Doktoren lyttede til hende. Så smilede han og klappede hende på hånden. 

»Du skal ikke bekymre dig, Grethe - det er ganske naturligt. Du er simpelt hen kommet i 

overgangsalderen - og det sker mere eller mindre for alle kvinder i din alder. Nu skal du 

se, jeg skriver nogle hormoner op til dig, og så må du også hellere få noget, du kan sove 

på. Ja, for vi skulle jo gerne have dig frisk til jeres sølvbryllup...« 

Og Grethe blev klar til festen. Pillerne hjalp, og hun blev igen den gode gamle Grethe, 

som alle kendte og holdt af, og Poul åndede lettet op, for man havde jo hørt både det ene 

og det andet - og kvinder i den alder kan være så følsomme. 

Og festdagen oprandt. De kom og satte æresport op om aftenen, naboerne, og Grethe 

havde lavet natmad, og Poul sparede ikke på noget. Og de kom og sang om morgenen og 

der var hornorkester med høje hatte, og de fik masser af rundstykker og godt med gammel 

dansk. Og de fik et væld af gaver, og et solur til haven, som de havde snakket om. 

Og alle kom til midddagen i forsamlingshuset, og der var taler og sange i fantastiske 

sangskjulere, og musikken var god og de kyssede hinanden ved bordet og dansede brudevals, 

og klokken to gik de nærmeste med hjem til en øl og en bid brød, og den var fire, 

før de sidste gik. 

Så sad de ude i køkkenet, Poul og Grethe. 

»Det var så det«, sagde Poul, »var det ikke en dejlig fest?« 

»Bestemt var det så«, sagde Grethe. »den var helt, som den skulle være. Alle tiders fest.« 

Men hun løj, da hun sagde det, for ikke at såre sin mand, for festens glæde var ikke 

kommet, og hun forstod det ikke med alle de forberedelser de havde gjort og det hele var 

jo gået så godt - så hvorfor var hun slet ikke glad? 

»Jeg tror lige, jeg rydder det sidste op«, sagde hun - »gå du bare i seng, min ven.« 

Og Poul gik i seng og Grethe ryddede det sidste op, men da hun så ud af vinduet stod den 

mørke skikkelse der endnu, og pludselig så den på hende og spurgte bedrøvet: 

»Hvorfor måtte jeg ikke komme med til jeres fest?« 

Så vidt historien. Næste gang skal jeg nok fortælle, hvad den har med julen at gøre. Fortsat 

god torsdag. 

29 Julebrev 1994. 

Så gik der endnu et år, som vi i vores lille familie kan se tilbage på med glæde over mange 

gode og spændende oplevelser. En af de største var, da Ida og Troels blev konfirmeret i maj 

sammen med tre andre kammerater her fra Julianehåb. Det var ikke så meget af familien, 

der havde fundet vej til Julianehåb i den anledning, men vi nød farmors og et par gode venners 

selskab på dagen, hvor der også var åbent hus med megen kommen og gåen. En dejlig 

263

264 

dag for os alle sammen! 

Vi købte i juli måned en tredjedel af "Rødfisken", Viksund, 22 fod med dieselmotor. Den 

sejler ikke så hurtigt, men er en god, solid og rummelig båd. Andelen var på 25.000 kr., så 

det var overkommeligt, men til gengæld råder vi jo så kun over den hver tredje week-end 

samt nogle hverdage, og det passer ikke altid sammen med, at vejret er godt. Men nogle 

dejlige ture blev det alligevel til. Nu går vi til navigation på aftenskole og skal også have 

certifikat til VHF-radio. En af de sidste week-ends, båden var i vandet her i efteråret kom 

Erik og Troels hjem i en sand jagtrus med 23 lomvier - dagen før havde også Jens været 

med ude og skyde sine første lomvier, og det havde de det egentlig helt godt med, og vi har 

lidt vinterforråd i fryseren. 

Jens er meget glad for G.U. (den gymnasiale uddannelse, samme faglige krav som i Danmark 

i de enkelte fag, men f.eks. kan man ikke få tysk eller fransk, men skal derimod have 

grønlandsk, hvad der jo er rimeligt nok. Ellers foregår al undervisning på dansk). Det med 

tysk kan måske blive et problem. Han tænker på at blive svagstrømsingeniør. Han er sammen 

med en kammerat medlem af en radioamatørklub, hvor alle de andre er voksne. Så er 

han med i et gymnasieband, hvor han spiller keyboard, som ellers har stået næsten urørt, siden 

vi flyttede fra Danmark. De har en rigtig god musiklærer, så de er allerede nået langt. 

Ydermere er han blevet meget engageret i håndbold. Holdet blev grønlandsmestre sidste år, 

så er der noget at leve op til, og de træner efter alle kunstens regler. 

Troels har det som en fisk i vandet. Han har masser af kammerater og elsker friluftslivet. 

Han spiller fodbold og har i den forbindelse været på turnering både i Narssaq og Nanortalik. 

Han er frisk dreng endnu, fuld af humor, mens Ida er kommet i pubertetsalderen med 

alt, hvad deraf følger. Hun udvikler sig til at blive en spændende og flot pige, og hun er ikke 

bange for at sige sin mening. Som deres klasselærer sagde ved sidste forældremøde: man 

skal ikke tage fejl af hende, hun er meget respekteret af klassekammeraterne, og hvis nogen 

skejer ud, kan et par lynende øjne fra Ida hurtigt sætte dem på plads, inkl. Troels. De starter 

antageligt på G.U. om 2 år og må så gå l.g om i Danmark, hvis vi flytter tilbage i 97. 

Jakob går ligesom de andre i dansktalende klasse, men han er sidste årgang. Klasserne under 

får integreret dansk/grønlandsk undervisning. Det er spændende, hvordan det går med 

det, om niveauet kan holdes, om børnene bliver dobbeltsprogede (eller halvtsprogede), 

o.s.v. Jakob glæder sig over, at der er kommet sne igen, så han kan kælke og stå på ski, men 

ellers er det computerspil, der er den helt store interesse - og en videofilm går man da heller 

ikke af vejen for. Og KNR (Grønlands TV) er så flinke at sende en amerikansk film hver aften. 

Det kan så være lidt svært at holde øjnene åbne i skolen dagen efter, men til gengæld 

får man da lært noget engelsk om aftenen. Det bruger han i frikvartererne sammen med Niko, 

hvis mor er irer og far tysk læge, og de fryder sig over at kunne snakke løs uden at de 

andre kan forstå dem. Jakob morer sig over den irske accent, som han kan gengive ganske 

nøjagtigt. Han er udstyret med et kolossalt sprogtalent. 

Bamse har travlt med at forskønne Julianehåb som far til adskillige kuld hvalpe, så nu går 

der en hel del små "Bamser" rundt i byen og er bare så kære. 

Erik har mere tid til rådighed her end i Danmark og kan dyrke den del af sit arbejde, han 

holder mest af, nemlig at skrive. Det er også hans hobby, så powerbooken er sjældent ledig. 

Han har sammen med sin kollega, Jakobine udgivet en bog på grønlandsk til brug for undervisning 

af 4. klasses elever i kristendom (dåbsoplæring). Deres næste projekt er en bibelhistorie 

for børn. Desuden er han i gang med en roman. 

Jeg selv har travlt på arbejde og brager også meget af min fritid på fysioterapi. Det har været 

nødvendigt for at komme ajour med somatisk fysioterapi samt genopfriske alt det, jeg 

havde glemt, men nu er jeg ved at have mere check på det, og det er jo rart. Jeg har en vældig 

sød og dygtig medhjælper, Anja (den tredje i løbet af et år). Hun er 25 år gammel og har 

arbejdet sammen med tre tidligere fysioterapeuter, så hun kan meget. Hun var i Danmark, 

da vi kom og uddannede sig til kosmetolog i Odense. Hun ville gerne have fysioterapeutuddannelsen, 

men skal have højere karakterer i matematik og fysik, for at komme ind. Nu 

har hun fået tilbudt en læreplads som materialist i Nuuk til juli, så det kan være at hun vælger 

det i stedet for, og det er så også en naturlig forlængelse af kosmetologuddannelsen. Jeg 

er eneste fysioterapeut i hele Sydgrønland, og når jeg er på tjenesterejse til Nanortalik eller 

Narssaq eller en af bygderne klarer Anja opgaverne hjemme (på sygehuset altså!!) 

Så vidt 1994. Til næste år regner vi med at tage på sommerferie i Danmark fra midt i juni til 

sidst i juli. Vi glæder os allerede til at gense landet og ikke mindst alle jer, som vi ikke har

set så længe. 

Vores planer om den endelige hjemrejse er endnu meget luftige. Vi ved ikke, om vi vender 

hjem til aftalt tid, når Eriks orlov udløber til oktober 1996 eller om vi søger forlængelse til 

sommeren 1997, så Jens kan blive færdig heroppe. 

Nu får vi se. Vi slutter med at sende de kærligste hilsner til jer alle fra os her i Julianehåb. 

30 Tale ved Hans Aage Jespersens begravelse 

»... Med venner i lys vi tale.« Sådan forestiller Grundtvig sig den frydefulde evighed i Himlens 

gyldne sale - vort egentlige fædreland. 

Det er selvfølgelig en vision, som afspejler Grundtvigs menneskesyn - han var jo menneske 

først og kristen så, og kunne derfor ikke tale om det himmelske uden at kende til det jordiske. 

Hvordan skulle vi kunne tale ret om Guds rige og om Guds folk, hvis ikke v ores eget 

land og folk var en hjertesag for os - »...mer end mængde muld og strand?« Og hvordan 

skulle vi kunne forestille os glæden ved at tale med venner i lys engang, hvis ikke samtalen 

og samværet med gode venner var andet end meddelelse og kommunikation - hvis ikke det 

var et hjerteanliggende - en livssag for os? 

Når jeg tænker på Hans Aage Jespersen, så forstår jeg godt, hvad Grundtvig mener - både 

med menneskelivets hjertelige samtale mellem venner og også med længselen efter engang 

at kunne tage denne samtale op igen i himlens lyse sale. 

Fordi en samtale med Hans Aage altid var en opløftende begivenhed. Når man var nede, 

træt og kørt i sænk, fordi tingene ikke gik, som man syntes de skulle - når man selv havde 

klokket i det eller når småligheden greb om sig - ja så formåede han på sin ligefremme og 

hjertelige måde at videregive sin egen usvækkede begejstring for det her liv - for den her 

sag, som han nu var involveret i. 

For ham var livet et mirakel - en kilde til daglig glæde, og det kunne ikke passe, at dette 

vidunderlige mirakel skulle holdes nede af smålig forsigtighed og kold beregning. 

Han havde nogle fantastiske visioner og drømme, som han delagtiggjorde os i - hvem af os 

i Udby menighedsråd glemmer nogen sinde hans drøm, hvor han så, hvordan der skød levende 

blomster ud af kirkemuren her i Udby kirke - og i dag burde de gøre det - eller han 

kunne ringe for at fortælle, at nu havde han set den aller smukkeste solnedgang eller han 

havde set en skyformation præcis som en rose, og nu vidste han, hvordan altertæppet skulle 

se ud - bare for at give sin glæde over naturen - sin glæde over livet videre, så også vi måtte 

løfte vores hoveder - og selv føle glæden over livet - selv at føle morgen i sjæl og krop, som 

vi sang - og selv tro på, at i dette vidunderlige og mægtige liv er alting muligt, og som han 

selv sagde utallige gange, når småligheden og bureaukratiet og det særegne danske folkekirkelige 

formynderi, som han aldrig kunne forlige sig med, når det tog overhånd: Det kan 

ikke passe, at det skal være sådan - da ikke i den kirke, som jo frem for alt skulle forkynde 

glæden og den enkle, hjertelige sandhed. 

Og så gik han til angreb mod alt det, han fandt så forkert ved vores kirkeliv. Og livet er for 

kort til provstiudvalg, og hvorfor kan ikke enhver stå frem i menigheden og forkynde evangeliet 

af hjertet, hvorfor skal det være så autoritært alt sammen - og du behøver da ikke stå 

oppe på den prædikestol og tale ned til os som en anden skolemester - og han gik til biskoppen 

og beklagede sig over, at man nu var begyndt at smide folk ud af kirken, bare fordi 

de havde en anden opfattelse af tingene. 

Han var som et vejr, der gik hen over vores kirker og menigheder og mange af os blev 

hvirvlet med af dette vejr og vejrede pludselig nye tider og nye toner i den kirkelige andedam. 

Det må da være så enkelt og ligetil, sagde han om kristendommen, og så for sig en kristendom, 

der talte direkte til det menneskehjerte, som han troede fuldt og fast på. Du skal lytte 

til dit hjerte - det svigter dig ikke, sådan som ideologierne, filosofierne, og alle autoriserede 

dogmer og læresætninger sagtens kan - alt det, som vi pakker den indlysende, enkle sandhed 

ind i. For ham var kristendommen ikke udspekulerede teorier eller læresætninger og 

slet slet ikke en autoritet. Det var først og fremmest liv og kærlighed, det handlede om. 

Han troede på det gode og sande i ethvert menneskehjerte, og for ham var der en umiddelbar 

genkendelse af kristendommens sandhed, en direkte linie, som gik igennem fra ordet til 

hjertet. Og så gik han i øvrigt i gang med at studere filosofi og religion, fordi han ville have 

rede på det her, og jeg tror nok, han blev mere og mere overbevist om, at sandheden var 

enkel og hjertelig. 

Og han så for sig en gudstjeneste med lys - levende lys og med Guds eget lys skinnende ind 

i kirkerummet som en solopgng til oplysning og glæde. En gudstjeneste med levende musik 

265

266 

- ikke golde og døde autoriserede gentagelser af uforståelige salmevers på forældede melodier, 

men levende, bevægende musik - han ønskede sig den ægte hjertelige lovsang - og så 

gik han i gang med at ændre gudstjenesten for at få den til at swinge i takt med det levende 

menneskehjerte - med det levende folk. Der skulle være liv! 

Og sådan kunne man blive ved - altid var han optaget og lidenskabeligt engageret i livet 

med et vidunderligt livsmod og en smittende glæde, som var så betagende - en livsglæde, 

som selv den forfærdelige dødsdom, lægerne gav ham, ikke formåede at tage fra ham. Til 

sidst var han træt, som du sagde, Gerda - men aldrig livstræt. Tværtimod at synke hen i 

uvirksomhed - så gik han i gang med at starte en patientforening for scleroseramte på Fyn 

blandt meget andet. Og så vidt jeg kan forstå sad han så sent som aftenen før sin død i samtale 

med gode venner endnu engang og udbredte for jer glæden ved livet. Med venner i lys 

vi tale... 

Nu er samtalen så slut for denne gang og vi sidder tilbage med et vældigt tomrum - jer, der 

elskede ham og vi, der var så heldige at kende ham. Vi tænkte jo nok, at sådan ville det gå, 

men alligevel bliver man underlig fortabt og ked af det og sidder med telefonrøret i hånden 

og synes ikke, det kan passe, det man lige har hørt - at Hans Aage virkelig var død. 

Og minderne om ham fylder en, men arbejdet skal jo passes, og da prædikenen til i søndags 

skulle skrives, var han med - det er nu ikke første gang, han har haft et ord at skulle have 

sagt ved prædikenforberedelsen, og det var sikkert heller ikke sidste gang - og så læser vi 

søndagens epistel af Paulus, hvor han skriver til korintherne: 

»Som Guds tjenere anbefaler vi os... som døende - og se, vi lever ... som bedrøvede - dog 

altid glade - som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.« 

Her taler Paulus om vilkårene for sig selv og sine medrejsende i evangeliet - men han taler 

vel også om vilkårene for ethvert menneske. Det er de vilkår, som vi ikke kan komme 

udenom og slet ikke i dag. Det er lidelsens og dødens vilkår, som gør os ensomme og bange, 

bedrøvede og fattige, når vi står magtesløse overfor en barsk natur, der kræver sit, og 

når vi modstræbende må sige farvel til det menneske, vi holder af eller selv må sige farvel 

til livet. Vi kommer ikke udenom, at menneskelivet, hvordan det så end former sig, har en 

smerte og en dyb vemod ved sig, og Paulus erkender det, og så udtaler han i samme åndedrag 

dette dybt trodsige livsmod og den livsglæde, som intet kan rokke en tøddel ved. 

Det er det livsmod, han henter i kærligheden - i korsets kærlighed, som for Paulus var det 

store tegn på Guds urokkelige kærlighed til sin mindste skabning. Intet vil nogen sinde 

kunne skille os fra den kærlighed, siger han - ikke i livet - ikke i døden - intet som helst! 

Den holder, hvor alt andet brister. Aldrig forstummer kærlighedens tone fra Himlen. 

Det er denne smilende tillidsfulde kærlighedserklæring til en barsk verden, Paulus anbefaler 

sig med som Guds tjener. Det er den samme, Grundtvig beder om i den salme, som Hans 

Aage holdt meget af og gang på gang vendte tilbage til: O kristelighed, som vi skal synge 

om lidt: Smelt du vort hjerte ved højaltrets ild - og klar du jordklimpen i solglansen mild - 

så glade vi føler os skabes i bryst de levendes lyst! 

Det var lige præcis det livsmod og den urokkelige livsglæde på sandhedens og på virkelighedens 

grund - de levendes lyst - det var den, der gjorde Hans Aages liv så betydningsfuldt 

for alle os, der kendte ham. 

Og så i går var han med i konfirmandstuen, da vi snakkede om at være en original og om at 

være en kopi, der bare gør som de andre eller som det nu engang er forordnet eller forventet, 

og vi kiggede på Storm P’s tegninger af originaler - mennesker, der turde gå egne 

veje - mennesker, der turde være sig selv og gå imod strømmen, når strømmen gik den forkerte 

vej. Og så snakkede vi om at være døbt til frihed - friheden til at være forskellige - 

friheden til at være os, sådan som vi er skabt til at være - ja, døbt til den kærlighed, som giver 

dig lov til at være dig selv i al din originalitet - den kærlighed, som ikke kender til frygt, 

og som derfor hele tiden er i gang med at skabe, sådan som det vist var meningen med hver 

enkelt af os - hvis vi turde. 

Det er den kærlighed, der gør os til det, vi er, og jeg ved, at Hans Aages liv var fuldt af kærlighed. 

Han turde være sig selv - han måtte gå imod alt det, han fandt forkert - ingen kunne 

undgå at høre ham, og de færreste kunne undgå at mærke det varme og engagerede menneskehjerte, 

der bankede bag hans ord. 

Han turde leve, og jeg tror også godt han turde dø, for lige så vel som kærligheden gør det 

svært at sige farvel til den, man elsker - ligeså vel er det kærligheden, der trods alt giver dig 

lov til at dø med fred og gør din sorg til at bære. 

Nu har han så forladt festen for livet - den fest, han selv i så høj grad var med til at skabe - 

han er taget hjem lidt før os andre, men han nåede at sætte noget i gang, inden han tog af-

sted. Ikke bare i alle de forskellige sammenhænge, hvor han færdedes med sin lidenskab, 

sin protest, sit smil sin humor og sin cerut - men også i vores sind har han sat sig spor, så vi 

får lidt sværere ved at være passive kopier af andre eller tilskuere til livet - så vi får lidt mere 

tillid til, at det nytter at sige til og fra - får lidt mere tillid til livet - og meget mere glæde 

over dette livs umådelige mirakel. 

Bedrøvede er vi, fordi vi har mistet Hans Aage, og vi er blevet fattigere, men bag ved vores 

sorg lurer der alligevel et smil og en dyb glæde over det liv, han var så glad for - det liv, 

som giver os til hinanden som medmennesker - som giver os opgaver at udføre sammen - 

som giver os drømme at virkeliggøre sammen - det dyrebare, vidunderlige liv, vi har fået 

lov til at leve sammen en tid i al vores forskellighed - som mennesker, der har mistet meget 

og dog ejer alt - som er bedrøvede - og dog altid glade. 

Amen. 

31 KÆRLIGHED OG HUMOR 

Forestil dig, at du står på Hovedbanegården i København og venter på at komme med 

IC-3'eren til Randers, og så lyder det i højttaleren: Der afgår futtog til Randers fra spor 10 

kl.14,33... 

Situationen er nok desværre utænkelig, men på en eller anden måde går jeg alligevel og 

længes efter, at det sker - at der ligesom bryder en anden dimension ind i denne retlinede, 

alvorlige, tids- og computerbestemte verden: Banegårdens ventesal, som nok kan minde 

en del om vores egen verden - herunder også kirkens verden. 

Jeg forestiller mig, at de ventende passagerer ville blive både overraskede og måske ikke 

mindst lettede over, at det ikke bare var et tog, der afgik - men et futtog. I hvert fald ville 

man se op fra avisen og sin fortravlede hverdag - se på hinanden et øjeblik og smile - eller 

blive forar-gede - og det er nok et indfald værd. Måske endda en messe. Ja, tænk, hvis 

en gudstjeneste kunne betage os, så den fik os til at se op fra vores egen lilleverden - se 

på hinanden et øjeblik - og smile... eller blive forar-gede! 

Egentlig burde det altid være sådan, for hvis man vil, kan man sagtens finde en både 

sprudlende, overraskende og forargende humor i evangelierne om Jesus. Ikke mindst Johannesevangeliet 

bobler af grotesk humor, hvis man ellers tør aflægge den stramme maske, 

der skal forestille kristelig alvor, så snart man nærmer sig det bibelske eller det kirkelige. 

Her bliver vand pludselig til vin, hvilket i sig selv er både morsomt og forargende, 

men også omstændighederne, hvorunder det sker. Hvordan skal man med højtidelig mine 

kunne messe sådan en historie. Eller min absolutte yndlingshistorie om den lamme ved 

Bethesdas Dam, der ikke kunne komme ned til dammen og blive helbredt - fordi han var 

lam! Og som i øvrigt ikke var særlig interesseret i at blive hel-bredt. Eller den blinde ved 

Siloas Dam, der i den grad driver gæk med præsteskabet: Hvorfor er I så interesserede? I 

vil måske også være hans disciple? Eller tænk på beskrivelsen af jøderne eller af disciplenes 

himmelråbende uvidenhed. 

Og så er Johannesevangeliet samtidig det mest alvorlige og mest dramatiske af dem alle - 

måske også i kraft af dets åbenbare humor og disse dramatiske skift mellem grotesk humor 

og dyb tragedie, som går hånd i hånd gennem evangeliet. Befriende men også barsk 

læsning. 

Jeg ved ikke, om ikke kirken ikke har en sær evne til at berøve disse hellige skrifter al 

saft og kraft netop ved at udråbe dem til hellige, for enhver ved, at humor og helligdom 

intet har med hinanden at gøre. Træder gennemsnitsdanskeren ved skæbnens tilskikkelse 

ind i et kir-kerum påtager hun sig straks den dertil hørende maske af højtidelig alvor, som 

ikke tillader andre smil og kærtegn og ord end de kongeligt autoriserede. Og måske præger 

dette hykleri hele vores forhold til kirken og kristendommen - stik imod hensigten 

med begge dele, som netop er at lade maskerne falde og for en gangs skyld lade livets 

drama gribe dig i al sin glæde og al sin tragedie. 

Det, som humoren kan, er vel at befri os lidt fra os selv - den har det med at underminere 

al selvhøjtidelighed og derfor er den selvfølgelig også forargende for de, som ikke kan 

slippe sig selv - de, som ikke er i stand til at løfte hovedet fra deres egen skæbne eller 

sorg. Men evangeliet er mange gange vildt, når det ligesom ser det som et formål altid at 

modsige os - ligemeget hvor vi står - altid skabe vores ro og fred og glæde og sorg om til 

et dramatisk valg mellem liv og død. Det lægger ikke fingrene imellem, når det latterliggør 

vores selvtilfredshed og trækker os ud af vores elendighed med et utroligt budskab 

om den livsalige, emsige kærlighed, der tillader sig at gøre nar ikke blot af vores 

selvhøjtidelighed men også vores selvmedlidenhed - ja, stort set alt det, vi sætter højt. 

267

268 

Med alle lovlige og ulovlige midler maser dette evangelium sig ind på os som en forelsket 

nar, der ikke kan lade sin udkårne passe sig selv men synger serenader under hendes 

altan i tide og ikke mindst i utide. Somme tider morsomme drikkeviser og somme tider 

bedrøvelige sange om elskov og død. Alt sammen af kærlighed til denne elendige verden 

og os, der bor her. 

Og tænk, hvis vi, der har vores arbejde i kirken bare engang imellem kunne få lov til at 

blive et af de instrumenter, denne utidige boblende og sprudlende kærlighed spiller på, så 

vi ikke var nødt til at optræde som bedrøvede moralister, omsorgsfulde behandlere, lærde 

pædagoger eller professionelle medarbejdere i kirkekoncernen, men fik lov til at viderebringe 

lidt af dette gale evangeliums liv og drama til vores mere eller mindre selvhøjtidelige 

og selvmedlidende menighed. 

Kære Gud. Lad der bare en enkelt gang afgå futtog til Randers fra spor 10...

læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?