Indhold - Goetheanum

More documents

Recommendations

Info

Fra redaktionen Kære medlemmer, ”Antroposofi som væsen er en kraft, der forudsætter vågen opmærksomhed”. Seija Zimmermann Seija Zimmermann har siden 2006 været medlem af Vorstand. Hun arbejdede tidligere som læge i Finland. Det tog over hundrede år at bygge katedralen i Chartres. Generationer af håndværkere som bygmestre, stenhuggere, tømrere, billedhuggere og andre har bidraget deres til dette mægtige bygningsværk, uden at de selv nogensinde fik betragtet det færdige bygningskompleks med deres fysiske øjne. Hvorfra kom kraften til at fuldbringe denne uhyre bedrift? Der er gået 85 år siden Julestævnet i 1923. Ved den nye grundstensnedlæggelse i Det antroposofiske Selskab under dette julestævne lagde Rudolf Steiner grundstenen ind i hvert enkelt medlems hjerte. Før fødslen oplever hvert enkelt menneske møder med åndelige væsener, der fører menneskehedens udvikling, og hvis virke det er forbundet med. I sit liv på jorden vil mennesket genfinde disse sammenhæng. Vejen til antroposofi her på jorden er individuel for enhver og et engangsforetagende uden mulighed for gentagelse. De søgende skridt ad den vej efterlader spor i vores hjerter, og disse spor bliver berørt, når det handler om antroposofien, Det antroposofiske Selskab og medlemskabet i dette selskab. Fornemmer vi vores tilhørsforhold til disse kræfter, som vi ikke blot står i forbindelse med i livet før fødslen, men også i vores nattebevidsthed? Kan vi godtage dem? På det plan er vi lette at skræmme, sårbare, mange gange fortvivlede, men på den anden side samtidig berørt af de dybeste følelser af samhørighed med det at være menneske. Spørgsmålet om de mest intime og mest individuelle kræfter, der gør os i stand til at virkeliggøre vore jordiske forehavender, stod i centrum, da medlemmerne af Vorstand i efteråret 2008 ved indledningen til årets møder efter en livlig dialog om åndsforskning formulerede tyngdepunkter for arbejdet i Det almene antroposofiske Selskab. Disse fire tyngdepunkter: Antroposofiens kristne grundlag, forholdet til antroposofi som væsen, karma og reinkarnation samt nutidens Mikaels-karakter vil i foråret 2009 blive fremstillet særskilt af hvert af Vorstands medlemmer i enkelte udgaver af antroposofi på verdensplan. Her skal der kun gøres opmærksom på, hvordan disse fire tyngdepunkter kan hjælpe os med at gøre os bevidste om kerneopgaven i Det antroposofiske Selskab. Når man ud fra det synspunkt betragter aktiviteterne i de enkelte sektioner, bliver det tydeligt, at arbejdet inden for Den frie højskole for Åndsvidenskab er utænkeligt uden støtte fra medlemmernes side. Hvert enkelt medlem kan kun af hjertet takkes for, at dette arbejde gøres muligt ved dets idealistiske og finansielle opbakning. Dertil må også henregnes medlemmernes deltagelse i det åndelige arbejde, ved stævner, foredrag og arbejdskredse. Antroposofi som væsen vil leve blandt os som en kraft, hvis fundament er vågen virksomhed – handlinger i frihed i social opmærksomhed. For Vorstand ved <strong>Goetheanum</strong> Seija Zimmermann 3
Det almene antroposofiske Selskab Lægen Stefano Gasperi har siden 2007 været Generalsekretær for Antroposofisk Selskab i Italien. 4 ”OM SELV AT BLIVE KONGE OG PAVE PÅ HISTORIENS LAG” – Interview med Stefano Gasperi – Hvordan kan man beskrive situationen i Italien? Stefano Gasperi: Det er svært at tale om sit eget land, fordi man mangler distancen. Det er som at ville tale om sig selv. Italien er et ungt land, som først for 160 år siden fandt frem til en enhed. Det gælder dog ikke med hensyn til en national identitet, den har man endnu ikke rigtigt fundet. Man har den talemåde om skabelsen af mit land: ”Nu har vi skabt Italien, det vi endnu mangler, er italienerne.” Og sådan forholder det sig faktisk. Det er de politiske og kirkelige magter, der forhindrer denne selvforståelse. Desuden er der eftervirkningerne af den rige fortid. Et fænomen som mafiaen med dens enorme binding til blod, familie og hævn er kun forklarligt, når man forstår, at den førkristne, såkaldte tredje kulturperiode stadig har sine eftervirkninger. Denne mafiose tendens med alle sine privilegier virker ødelæggende på vores politisk-økonomiske liv. Vi har i årevis levet i en dekadence i den politiske verden. Det er reminiscenser fra denne tidsalder. Rudolf Steiner karakteriserer Italien som et omkrænget Egypten, og dets folkeånd er nu Italiens. Den der rejser i Italien, tænker på det gamle Rom. Det er rigtigt, dets rationelle kultur har ligeledes eftervirkninger, frem for alt i katolicismen og inden for den voksende intellektualisme. Men det er ikke den eneste kirke i Italien. Vi har en anden kirkelig form, det var kommunismen. Italien var efter Anden Verdenskrig det næststørste kommunistiske land i Europa, og det har sat et stærkt præg på hele det kulturelle liv i skoler, erhvervsliv og kunsten. Det kan virke overraskende, men i sit stats-begreb ligger katolicisme og marxisme ikke langt fra hinanden. Denne statslige magt, dette vældige bureaukrati er meget smertefuldt for italienerne. Det indså allerede Dante med sit udråb: ”Vær selv konge og pave”. Dermed mente han de to magter kirken og staten. Gennem kirken er en fri henvendelse til det åndelige ikke mulig, gennem staten er det ikke muligt ved egen vilje og frit engagement at forme det sociale fællesskab. Det er fænomener fra den fjerde, den græsk-romerske kulturperiode, hvormed bevidsthedssjælens anlæg bliver overdækket. Og så alligevel: vi bør ikke glemme, at bevidsthedssjælens frembrud fandt sted i Renæssancen i Italien. Hører Italien til Midteuropa? Italien er et stort eller snarere et vidtstrakt land. Det rager nordpå mod Midteuropa og sydpå mod Afrika, det er nordpå bjergrigt og krystallinsk, sydpå vulkansk og svovlrigt. Denne udstrakthed afspejler sig i vores befolkning. Derfor er der forskellige sjælelige egenskaber fordelt i landet: kvaliteter af bevidsthedssjælelig karakter finder man snarere i det nordlige og elementer af fornemmelsessjælelig karakter i de sydlige områder. Der er endnu et tema, man ikke gerne taler om, fordi det historisk ligger så nært på: borgerkrigen ved slutningen af Anden Verdenskrig. Det medførte en enorm spaltning i befolkningen. Det er endnu ikke lykkedes at gøre det gennemskueligt. Det afspejler sig i dag i lagdelingen i samfundslivet. Italien er stærkt polariseret, ikke blot gennem sine nord-syd forskelligheder, men også på det politiske område: stat og kirke er svære at skille ad, i særdeleshed på det etniske plan foregår der en kamp mellem det almene og det konfessionelle samfund. Verden beundrer Italien for dets kunstneriske lethed, dets ”dolce vita” – hvordan skal det forstås? Rudolf Steiner ser i det italienske folk en særlig solkvalitet og et forhold til fornemmelsessjælen, det vil sige et forhold til verden via sanserne. Således ville det være en opgave for Italien at finde et forhold til det åndelige gennem sanserne. Men den tendens til lethed, lys og luft kan imidlertid afspores til mysticisme, ligesom nærheden til sanseverdenen kan vise sig i materialismens klædebon. Italien og Tyskland dannede i det 20. århundrede en frygtelig ”akse”, hvordan kan man forstå det?
Page 1: 2 Indhold Fra redaktionen .........
Page 5 and 6: Det almene antroposofiske Selskab 6
Page 7 and 8: Den frie højskole for åndsvidensk
Page 17 and 18: Det almene antroposofiske Selskab B
Page 19 and 20: 20 SAMLET RESULTAT 2008/BUDGET 2008
Page 21 and 22: sh-office@anth.org.uk www.anthropos
Page 23 and 24: www.goetheanum.org

Indhold - Goetheanum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?