Varen kan også hentes som PDF

Dansens kommunikation
I modsætning til den traditionelle tilgang til pardans,
hvor der undervises i trin og variationer, sættes der i
Dans for to fokus på kommunikationen i danseundervisningen.
Fokuseringen på Føring og Bevægelsesmuligheder
åbner op for at se pardansen som en relationel
færdighed, hvor det er muligt at eksperimentere og lege
med føring og bevægelsesmuligheder inden for dansens
givne ramme: Stil og Rytme.
Når kommunikation bliver det væsentligste omdrejningspunkt,
bliver samværet i dansen interessant og den
æstetiske teknik nærmest uinteressant. Dansen værdisættes
ud fra det indtryk, den giver, og den oplevelse,
den skaber. Beskrivelsen af de enkelte øvelser under
afsnittene: Føring og Bevægelsesmuligheder er så tæt
forbundet, at det kan være svært at se, hvordan man kan
lave en føring uden, at der er tilknyttet en bevægelsesmulighed
eller omvendt. Grunden til at Dans for to alligevel
adskiller disse to grundelementer er, at danseren får
muligheden for at fokusere på disse to grundelementer
separat i dansen. Dette, selvom grundelementerne Føring
og Bevægelsesmuligheder i samspil begge er med til
at skabe dansens kommunikation.
Herren skal, med kombinationen af hans føring og de
bevægelsesmuligheder han vælger, tilbyde damen noget
spændende eller behageligt ved at afveksle mellem passende
dansefatninger og bevægelsesmuligheder i forhold
til dansens ramme. ”Den gode dans” skabes via den
kommunikation, der opstår i dansen mellem herren og
damen, og som tidligere beskrevet i en fælles forståelse
for, hvilken type føring og hvilke bevægelsesmuligheder
begge ønsker at danse. Valget af disse afhænger ofte af
individernes intimsfæres grænse i forhold til den person,
vedkommende danser med. Dansen behøver ikke
30 DGI dans og musik
blive intim, selvom man i pardans arbejder i det intime
rum (ca. ½ meters afstand fra kropsstammen). Man kan
som underviser stille to væsentlige og modsatrettede
spørgsmål i plenum: ”Hvad gør du for at signalere til din
dansepartner, at din intimsfæregrænse er blevet brudt/
er ved at blive brudt?” og ”Hvad gør du for at signalere til
din dansepartner, at det er helt tilladt for ham/hende at
komme tættere på?” Det er vigtigt at gøre sig disse overvejelser,
specielt når der arbejdes med festdansen, hvor
der forekommer mange partnerskift, og hvor intimsfærens
grænse kan være forskellig fra person til person. Det
handler som regel ikke udelukkende om, hvilke fatninger
man indtager i dansen, eller hvilke bevægelser man udfører
under dansen, men ofte hvordan partneren agerer
i situationen. Om han/hun er afslappet i det, han/hun
foretager sig. Hvis ens dansepartner har et afslappet forhold
til en dansefatning eller bevægelsesmulighed, som
man selv ved første møde med synes er overskridende,
kan partnerens afslappethed være med til, at man selv
slapper af næste gang, fatningen eller bevægelsen benyttes.
Man er nu klar over, at hensigten ikke er at blive
intim, men bare er at danse. Det handler i den kropslige
kommunikation om at blive forstået - både for den, der
fører, og den, der bliver ført.
Man kan kropsligt vise sin afstandtagen ved at fjerne sig
lidt fra sin dansepartner eller stritte imod under visse
bevægelser. Det kræver en vis situationsfornemmelse,
både fra herrens og damens side at tolke disse budskaber,
og man kan derfor reelt aldrig vide, hvad der for dansepartneren
er behageligt. Dette må dog ikke afskrække
begyndere fra at afprøve forskellige fatninger og bevægelsesmuligheder.