grundsynet, og gennem hvilke det kommer til udtryk, tegner sig et billede af relationer til materiel praksisform, samfundsorganisation, historiesyn, identitet, begrebsverden, virkelighedsopfattelse, med meget mere. Nogle væsentlige aspekter heraf vil illustrere denne sammenvævning. Som hyrdefolk er Borana afhængige af det vand, som findes i forskellige former, bl.a. som overfladevand, naturligt og opdæmmet, såvel som i udgravede brønde. Dette vand, fortolket som ’vand for husdyrholdet’ er en nødvendighed i Borana’ernes materielle praksis. Organisatorisk antager rettighederne til vand forskellige former. F.eks. danner der sig gennem regntiden sporadiske pletter med overfladevand, og ingen har eksklusiv ret til dem, men de nærmest boende har en privilegeret adgang. Et fællesskab kan f.eks. komme til udtryk ved, at når vand fra dybe brønde skal bringes til dyrene, så stiller mænd sig op i en lang kæde, og spande af girafskind passerer fra hånd til hånd til rytmisk sang. Retsligt skelnes mellem ’lov’ og ’sædvane’. Loven er det ideelle sæt af regler, der anses for faste og hellige. Jævnført med det nævnte grundsyn handler loven om det lykkelige og fredelige samliv, i en balance mellem mennesker og guddom, som bidrager til de gunstige betingelser. Sædvanen stadfæstes nok af de ældre, men er også mere fleksibel for praksisformer, om hvilke der kan opnås enighed. Inden for brøndenes domæne er der plads for både lovens bestemmelse og for sædvanebestemt praksis. Vand er ikke kun en betingelse for liv, men selve livets kilde, og denne betydning af vand indebærer en relation til forfædrene. F.eks. er der hos en af klanerne en myte, der fortæller om vandets oprindelse i en bestemt kilde. Det var forbudt at drikke af denne kilde, men det skete at en pige brød dette tabu, og som følge heraf blev hun gravid. De børn, som hun fødte, blev denne klans forfædre. Dahl og Megerssa refererer også til en beretning, ifølge hvilken Boran-folket oprandt fra horroo, dvs. forfædrene: Boran stammede fra brønden, kilden med mineralsk vand, af hvilken kvæget drikker. Antropologerne påpeger, at horroo samtidigt kan referere til en person og til en brønd som generelt princip, selve ’brøndens ide’ som kosmisk princip. Systemet af brønde er forbundet med tilhørsforhold til klaner og i det hele med Boran-folket, og derved identitetsgivende. Ejerskabet til brønde er intrikat, idet alle borana har ejerskab, men særlige brønde associeres med bestemte klaner, dog er ingen klaner udelukket fra at bruge brøndene. Forpligtelse over for hjorden og over for klanen hænger sammen, og hænger sammen med ansvarlighed for brøndene. Netop gennem arbejdet i og med brøndene opfyldes forpligtelsen over for hjord og klan. At påtage sig sådant arbejde er essensen af ’at være en virkelig mand’. Dahl og Megerssa illustrerer virkelighedsopfattelsen hos Borana med den sproglige sammenhæng mellem forskellige ord og dermed forbundne begreber. Ordet horraa refererer bogstaveligt til vand i dets mineralske form, og fra alle slags kilder, brønde og opdæmninger. Horraa er imidlertid også forbundet med en hel klynge af begreber, der associeres med frugtbarhed (hormaata), alle baseret på ordstammen hor. Horrii er dyrisk rigdom, horaachaa er reproduktion af kapital og rigdom, horata er velstand og reproduktion af rigdom i familien, horomo eller Oromo er ’ham som er frugtbar’, horomsu er et ritual som giver fremmede folk Oromo-identitet, horroro er den ældres giftestok, horri kan være en formaning, der betyder ’vær frugtbar!’. At vands betydning hænger sammen med betydningen af frugtbarhed, forstået i hele samfundets betydningskontekst, kommer eklatant til udtryk ved, at døde personer og golde kvinder omtales som ’tørre’. Som eksemplet illustrerer, har vand en særlig betydning hos det omtalte folkeslag, og på en vis måde kan vands betydning anskues som et natursyn. Imidlertid er ’vands betydning’ netop ikke nogen isoleret størrelse. Samtidigt er det heller ikke så enkelt, at ’vands betydning’ på simpel måde er et konkret utryk for et kulturelt betydningsunivers af mere abstrakt karakter. Snarere må forholdet fortolkes således, at betydningen af vand er indlejret i og udtrykker sig gennem samfundets hele konstitution i samspil med de økologiske omgivelser – eksempelvist gennem 11
praktiske handlinger og organisering af disse, indbefattet de hertil knyttede rettigheder, eksempelvist gennem idealer for fællesskabet og for den enkelte, eksempelvist gennem forestillinger om kosmologiske og historiske sammenhænge, eksempelvist gennem sprog og begreber. Når forholdet er så intrikat, dvs. når natursynet er strukturelt indlejret i samfundsformationens hele, ja når natursynet så at sige befinder sig ’alle steder’ – og måske ’ingen steder’, dvs. uden at et specifikt hjemsted for et natursyn kan udpeges – så rejser sig spørgsmålet, om det overhovedet er meningsfuldt at tale om et natursyn. Spørgsmålet er, om natursyn er noget der ’findes’. Herom handler næste afsnit. 12
Change language