HVAD ER ET NATURSYN? - VBN - Aalborg Universitet

de forskellige facetter også bidrage til at åbne for grundlagsspørgsmål i forbindelse med konkrete
diskussioner om natursyn.
Til illustration anvendes et let forståeligt eksempel, som også tidligere er belyst, nemlig det
natursyn for hvilket naturen er middel for menneskelig udnyttelse. Eksemplet anses for ’let
forståeligt’ i og med, at det taler ind i nogle velkendte forestillinger fra vor egen kultur.
Ontologi er læren om det værendes beskaffenhed. Ontologien kan også siges at omhandle vore
grundlæggende forståelseskategorier.
Der er et dualistisk forhold af ontologisk karakter, som historisk har spillet en væsentlig rolle i
vesterlandsk kultur. Det er en skelnen mellem det frembringende og det frembragte, mellem det
skabende og det skabte. I den religiøse tradition kommer denne skelnen til udtryk med forestillingen
om en skabende og hinsides guddomskraft, hvis skaberværk er den dennesidige verden. Der er to
grundkategorier, skaber og skaberværk, forbundet med to andre grundkategorier, hinsidigt og
dennesidigt. Dermed fremstår en ’hinsidig skaber’ og et ’dennesidigt skaberværk’ som to særskilte
kategorier.
Betegnes den dennesidige verden som ’natur’, så er Gud naturens skaber, og Gud er ikke i
naturen, men adskilt fra og over naturen.
Et centralt aspekt i den religiøse forestillingsverden er, at selv om mennesker hører
skaberværket til, så indtager mennesker også en særstilling. Mennesker er skabt i Guds billede, og
det indebærer, at mennesker har en anderledes ontologisk status end den omgivende natur.
Dermed er etableret en treleddet virkelighedsforståelse, bestående af kategorierne Gud,
menneske og natur.
I verdslige anliggender udgrænses det guddommelige, men kategorierne menneske og natur
består. Ikke kun består disse to kategorier som adskilte, men de er også forbundet med en anden
ontologisk skelnen, nemlig mellem kategorierne subjekt og objekt. Der er to grundbetingelser for, at
vi kan forholde os beherskende og udnyttende til naturen: Først, at naturen forstås som en andethed,
dvs. som et fra subjektet adskilt objekt; dernæst at subjektet forstås, ikke kun som adskilt fra
objektet, men også som overordnet objektet.
Epistemologi er læren om den menneskelige erkendelsens beskaffenhed, dens væsen, dens
betingelser, dens muligheder og grænser. Også epistemologien viser hen til grundlæggende
forståelseskategorier. Netop dualismen subjekt og objekt har epistemologisk betydning. Den er
betingende for vore antagelser om, på hvilket grundlag vi kan eller bør opnå viden om eller indsigt i
livet og verden. Specifikt har subjekt-objekt dualismen betydning i naturvidenskabernes tilgang til
virkelighedsforståelsen. I det mindste i klassisk naturvidenskab er der en bestræbelse på at opnå
erkendelse af naturens egenskaber, upåvirket af egenskaber ved det menneskelige. Objektet må
forstås i dets egen beskaffenhed, uafhængigt af subjektets beskaffenhed.
Hvis naturen skal gøres til genstand for beherskelse og udnyttelse, er der imidlertid et aspekt af
dens beskaffenhed, der er særskilt vigtigt. Det er – som tidligere anført – sammenhænge af årsag og
virkning, som mennesker kan gribe aktivt ind i. Den specifikke forståelse af (viden om) naturens
kausaliteter refererer til et ontologisk forhold, nemlig at naturen antages at være kausalt indrettet.
Dette ontologiske forhold er da vigtigt også i epistemologisk sammenhæng, nemlig for en
erkendelse der retter sig mod afdækning af kausaliteter.
Et er nu den ontologiske antagelse, at naturen som andethed er kausalt indrettet, og at det er
mod disse kausaliteter, at erkendelsen retter sig. Et andet er imidlertid den ontologiske antagelse, at
menneskers omgang med naturen rummer mulighed for et aktivt virke med disse kausaliteter, dvs.
kausalbetragtningen indbefatter også et potentiale i det praktiske forhold mellem mennesker og
natur. At der på ontologisk og epistemologisk grundlag foreligger et potentiale for, at vi som
40