N. F. S. Grundtvig og naturalismen

19 Ole Nyborg
1839. Naturalisterne er i dette vennebrev bestemte rationalistiske
teologer eller prædikanter i den danske statskirke og ikke mennesker,
som på en ubestemt måde er tilhængere af en mere almen eller ikkereligiøs
eller i princippet ikke-kristen opfattelse eller filosofi. Der er
ikke i Grundtvigs tekst nogen reference til, at han i 1832 skulle have
søgt en tilnærmelse til det naturalistiske parti. Der er heller intet i dette
skrift, som antyder, at Grundtvig skulle være interesseret i en dialog
eller i et samarbejde med disse såkaldte naturalister. Grundtvig er
entydigt fordømmende over for naturalismen, som han karakteriserer
med et dramatisk bibelsk udtryk og forbinder med den højeste form for
gudsbespottelse (jf. Matt 24,15 og Daniel 9,26-27):
[Jeg] blev, som en Bogorm fra Barnsbeen (…) tidlig bekiendt med
Stats-Kirkens forvirrede Tilstand; men skiøndt jeg godt vidste, at det
Naturalistiske Parti blandt Præsterne i det Nittende Aarhundredes
Begyndelse fik en afgjort Overvægt, faldt det mig dog aldrig ind, at det
nu skulde være Orthodoxerne formeent (…) at beklage hvad der i
deres Øine maatte være en Ødelæggelsens Vederstyggelighed (…) De
[naturalisterne] (…) meende, jeg burde været udelukt fra al Adgang til
Præste-Embede i Stats-Kirken (US VIII, 194).
Grundtvigs verdenshistorie 1843-56.
Grundtvig beskriver i sin Haandbog i Verdens-Historien III
naturalismen i tiden fra det 16. til det 18. århundrede. 24 Han anvender
her som andre steder ordene ”Rationalisme” og ”Naturalisme” som
refererende til de samme fænomener. Naturalisterne er individualister,
som bekæmper den synlige nedarvede sociale orden både i kirken og i
de verdslige samfund.
Grundtvig anlægger her en tvetydig vurdering af calvinismen. På den
ene side var den et karakteristisk udtryk for naturalismen. På den
anden side var den især i Frankrig med sin sociale og religiøse tugt,
revselse og disciplinering med til at dæmme op for den rabiate
naturalisme:
Ligeledes maa man fra den Borgerlige Side berømme Kirke-Tugten,
der udmærkede Calvinismen (…) Den skarpe Kirketugt gjorde megen
udvortes Nytte (US VII, 594).
Når Grundtvig i sin verdenshistorie forholder sig til naturalismen, er
det tydeligt, at han lægger en afgørende vægt på dens moralske og
samfundsmæssige eller politiske egenskaber. Grundtvig opfatter
naturalismen som en umoralsk og oprørsk samfundsopløsende
24 Dette verdenshistoriske værk har på titelbladet den særprægede undertitel:
”Efter de bedste Kilder. Et Forsøg af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Præst”.