N. F. S. Grundtvig og naturalismen

21 Ole Nyborg
dumdristigt, barnagtigt og trodsigt brud på de evige love, som ligger
immanent i historien og i skabelsen. Grundtvig fremstiller det 18.
århundredes USA som en naturalistisk, kunstig, ahistorisk, unaturlig,
åndløs og ugudelig statsdannelse. Denne statsdannelse er netop
”akavet”, dvs. unaturlig, klodset og forkert. Det gode ideale samfund
er på den måde et alternativ til det 18. århundredes Rusland og USA,
som hver på sin måde er manifestationer af en falsk naturalistisk ånd
og samfundsfilosofi:
Det attende Aarhundrede, som i Verdenshistorien strækker sig fra
Ludvig den Fjortendes Død (1715) til Napoleons Fangenskab (1815),
bør vist nok kaldes Naturalismens Hundredaar, ei blot fordi
Naturforgudelsen var dets ugudelige Kiendemærke, men fordi i dets
Løb to ny Stater uden alle historiske Forudsætninger akavet hævede
sig til høi Anseelse, Rusland og Nordamerika; og skiøndt den Ene,
som et Despoti, førte Trælleaaget, den Anden, som en Republik, førte
Frihedstræet i sit Vaabenskjold, saa bød de dog lige dumdristig
Folkehistorien Trods, som selvgjorte Stormagter, ei af Guds Naade,
men af forvovne Kroppe, uden fælles Fortid, Skæbne, Aand og
Tungemaal (US VII, 695).
Naturalismen er ugudelig og åndløs. Den hævder det ideal, at
mennesker skal tvivle om alt. Den er på den måde både moralsk og
samfundsmæssigt opløsende og undergravende. Den har ifølge
Grundtvigs verdenshistoriske tillæg en falsk opfattelse af godheden og
kærligheden. Kærligheden opfattes i naturalismen kun som en
individualistisk kærlighed. Naturalisten kalder sig en menneskeven og
tror, at kærligheden kan komme fra det naturlige menneskes medfødte
natur. Ifølge naturalismen skal vi elske hele verden og alle mennesker,
uanset om de er kristne eller ukristne. Naturalismen hævder, at alle
mennesker er ligestillede og uafhængige individer.
Ifølge Grundtvigs verdenshistorie hævder naturalisterne, at de er og
har ret til at være deres egne fædre og mestre. Deres åndløshed viser
sig for ham netop i, at de vil være deres egne herrer, og på den måde
afslører de deres ukærlighed og mangel på ærbødighed og respekt.
Naturalismen undergraver det gode traditionelle samfund, som
Grundtvig anser for at udgøre kristendommens ”Forudsætninger”.
Naturalismen opløser den samfundsmæssige orden og dens naturlige
nedarvede bånd og forvandler det menneskelige samfund til en
vrimmel af individer:
Sin aandelige, eller rettere sin aandløse Retning havde det attende
Aarhundrede allerede ved sin Midte kiendelig røbet, og det var da
Mesterskab i den Helvedes Kunst at undergrave al Tro, ved at giøre
alting tvivlsomt, som om det var den eneste rette Vei til en grundig
Sandheds-Erkiendelse. Ligefra Aarhundredets Begyndelse vrimlede