N. F. S. Grundtvig og naturalismen

9 Ole Nyborg
den i hele sin Udstrækning, og var en af dens ivrigste Forfægtere (US
IV, 230).
Men han blev hurtigt klar over naturalismens falskhed. Den taler ivrigt
om individ og frihed, men den er kun forførelse. Den hævder i sin
individualisme og skepticisme, at det enkelte menneske kun skal stole
på sine egne tanker. Naturalismen er på den måde vilkårlig og i strid
med ”Tænkningens evige Love”. Med dette udtryk refererer Grundtvig
antageligt til sine principper om modsigelsens grundsætning. Men vel
også til de tanker om naturalisterne, som han udtrykker andre steder i
forfatterskabet: De vil være deres egne herrer, fædre og mestre. De vil
ikke anerkende, at der findes nogen autoritet, som er højere end det
enkelte individ og dets forstand og fornuft. De benægter det, som
Grundtvig opfatter som den naturlige orden og de naturlige love i den
skabte verden. Naturalismen drives af indbildskhedens, oprørskhedens,
selvklogskabens og selvrådighedens ånd:
Jeg veed derfor ogsaa af egen Erfaring, hvad det virker paa Hoveder,
som ei er bedre end mit (…) at være midt inde i den naturalistiske
Tankegang, som man kalder den fri (…) [nemlig] at man i den kun
bryder sig lidt om Tænkningens evige Love, men sætter dristig sit eget
Tykke, som en ufeilbar Overbeviisning, mod alle Love (US IV, 230).
Naturalisterne, som Grundtvig beskriver som en slags kantianere, 13
kritiserer i 1820’erne Grundtvig for at være ensidig og derfor en fjende
af den moderne videnskab og oplysning. De hævder, at en sand
videnskabelighed skal være objektiv, ikke kontekstuel og uafhængig af
traditionen og det historisk givne. Ifølge dem skal den sande oplysning
udgå fra den abstrakte fornuft. I 1824 afviser Grundtvig denne
naturalistiske erkendelses- og videnskabsteori. En sand oplysning og
videnskabelighed skal netop tage udgangspunkt i en ”christelig
Synsmaade”. Grundtvig peger på denne måde på en kløft mellem sin
egen og naturalisternes opfattelse af viden og videnskab. De
synspunkter, som Grundtvig her anlægger på videnskaben, svarer til
hans senere formuleringer i indledningen til Nordens Mythologi i 1832
(jf. nedenfor) 14 :
Da jeg siden har lært, hvortil en christelig Synsmaade driver, maa jeg i
det Mindste nødvendig smile, naar man [naturalisterne] snakker om
den christelige Eensidighed, som en Hindring for sand Oplysning og
videnskabelig Grundighed (US IV, 230).
13 Jf. US VII, 697.
14 I Det Danske Fiir-Kløver fra 1836 formulerer Grundtvig også tanken om
den nødvendige ensidighed, partiskhed og kontekstuelle dimension i enhver
viden, oplysning og videnskab. Jf. Bugge 1968, II, 7, 8, 9, 10, 11, 32, 33 og
50.