Download PDF - Vor tids danske roman

Recommendations

Info

10 Døden og den store passion Uddrag: På tirsdag udsender Niels Lillelund bogen ”Poker. Historien om et kortspil”. I dette uddrag er vor mand selv ved bordet. Af NIELS LILLELUND Jeg mødte den døde mands hånd igen i København. Eller rettere, jeg mødte halvdelen af den, hvad der var ganske passende og besjælet med litterær logik, for jeg var på det <strong>tids</strong>punkt halvt død, mindst lige så død som den fange på dødsgangen i Texas, der har afleveret sin sidste appel til guvernøren, dengang guvernøren hed George W. Bush. Good old Texas Justice, det var, hvad der mødte mig, og jeg havde det, som man må have haft det i Tombstone, når man for gang nummer hundrede stødte på en tør åre. Min hånd lød på es-otte, endog i blodrøde hjerter, men det var ikke det værste; det værste var den blanding af overbærende medlidenhed og distræt kynisme, der strømmede til mig fra alle sider af bordet, ét af kun to borde tilbage i turneringen, ved synet af min stak med chips. Der var for få, det vidste jeg godt, blinds var hastigt stigende, og nu var der også ante hver omgang, hvorfor min beskedne beholdning var historien om en forudsigelig død ikke ret langt ude i fremtiden. Nu måtte jeg snart all-in en gang eller to, hvis jeg skulle tilbage på fode igen. Odds er en vare Aftenen begyndte ellers fornemt, og det var Thomas, der orkestrerede det hele. Thomas Friberg, professionel pokerspiller og nu også en af mine bekendte. Han havde foreslået indledende middag på den japanske restaurant på Hotel Scandinavia, hvor en imponerende orientalsk kok med en voldsom og skarp kniv laver sydende mad for næsen af gæsterne. Vi var fire. Der var Steffen, der er journalist og har skudt penge i pokermagasinet Ace. Han har lottospalten i B.T., en beskæftigelse ikke ulig spåkonen eller sandsigersken, der tolker skæbner i kaffegrums, men folk vil have det, fortæller han, og da spalten en kort overgang holdt pause, væltede det ind med protester. Så nu kan man igen hver uge læse om, at det er længe siden, nummer syv er trukket ud. Men han lever af sportsbetting. Han vædder på alt, og han har sine kilder, ikke mindst når det gælder dansk andendivisionsfodbold. »Det har bookmakerne selvfølgelig også, men det gælder om at komme først. Når en ven ringer til mig og lige er kommet hjem fra træning og fortæller mig, at deres tre stjernespillere er blevet skadet, så handler det om at skynde sig og få et væddemål ind, før odds ændrer sig. Jeg kalkulerer altid odds på alle de kampe, jeg spiller, og når de odds, der udbydes, er væsentlig bedre end dem, jeg selv har regnet mig frem til, så spiller jeg. Det er det, man LØRDAG DEN 8. NOVEMBER 2008 skal huske. Odds er en vare, ikke andet.« Steffen er selvfølgelig alt for klog til at spille på de store hold. De giver dårlige odds. Der er alt for mange fans derude, der sætter deres penge på Manchester United, Arsenal eller Liverpool lige meget hvad, og lige meget hvad det giver af odds. Af ren følelse. Jeg er en af dem, og derfor i den sidste ende dømt til at tabe. Hvis man er i sine følelsers vold, når man spiller, har man tabt på forhånd, også i poker. Det ved Steffen, han ved en hel del mere, og der er penge i det, han ved. Han var i godt humør den aften, vi mødtes, for sidste måned havde været hans bedste nogensinde. 100.000 kroner skattefrit, nok til at få enhver lønmodtager til at svede af misundelse og spænding, men ikke nok for Steffen, det er tydeligt, ikke nok til at gøre ham rigtig tilfreds, for Steffen og jeg deler en ambition – om ikke andet. Vi vil være gode til poker, så gode, at vi kan bære en stetson med stolthed og skabe respekt og angst ved bordet, når vi sætter os ned. (…) 221 til én Ved flanken sidder Jesper, som er uddannet croupier. I det sidste år har han levet som professionel pokerspiller. »Men nu må jeg altså finde mig et rigtigt arbejde, dette her er simpelthen for kedeligt,« siger han og sætter fingeren på det, de færreste mennesker er klar over. Lange stræk i en pokerspillers liv er ganske begivenhedsløse og består i at sidde og vente og vente på de rigtige kort. Tv-reportagerne fra de store turneringer er redigerede, så kun de store hænder kommer på skærmen, og fra lænestolen kan spillet se spændende ud, men det er det egentlig kun i korte, adrenalinpumpede glimt, og hvis man ikke har tålmodigheden til at vente på det rigtige øjeblik, skal man holde sig fra poker. Det erfarer jeg ved spillebordet. Den første time i 2.500-kroners-turneringen Texas Hold ’Em No Limit freeze out var for mit vedkommende ganske begivenhedsløs. Ingen store beslutninger at træffe, for på dette stade havde jeg ingen trang til at bluffe med syv-to eller ni-seks, og det var den slags hænder, jeg fik hele tiden. Et par gange smed jeg et par fem, fordi det kostede en tusse at se floppet. For dyrt. En enkelt gang ramte jeg bullets, to esser, og det lykkedes mig at trække nogle penge ud af Steffen, da jeg stak ham en reraise allin, efter at han havde hævet med 1.200 kroner. Han endte med at smide sine kort, men han tænkte længe over det. Bagefter var han uforskammet nok til at mene, at jeg burde have fået flere penge ud af ham ved den lejlighed. »Er du klar over, hvad odds er for, at du får esser på hånden? 221 til én …« » I en anden hånd ramte jeg flush med es høj på river, og jeg vidste godt, at jeg sad med the nuts, men jeg overspillede dem, eller jeg fik i hvert fald ikke nogen til at gå med på mit raise.« Bevares, men jeg vidste også, at mine esser sagtens kunne dø i floppet, så hvis Steffen skulle have lov til at se det ske, så skulle han også betale dyrt for det. »Det stank langt væk af, at du havde esserne,« sagde han bagefter. »Hvorfor tænkte du så så længe over det? Og hvorfor var det så så vigtigt for dig bagefter at få at vide, hvad jeg havde på hånden,« spurgte jeg kækt, for det var, mens jeg endnu var kæk. I en anden hånd ramte jeg flush med es høj på river, og jeg vidste godt, at jeg sad med the nuts, men jeg overspillede dem, eller jeg fik i hvert fald ikke nogen til at gå med på mit raise. Bare at beskrive denne time, får mig til at slå over i pokerspillets uskønne lingo, som kun lyder rigtigt på amerikansk. En fattig dreng Frank var den første, der gik ud. Det gik stærkt. Frank er en tætbygget mand med stærke, veltrænede overarme i en stram, sort T-shirt. De kalder ham Windsor-Frank, for han ejer baren af samme navn. Han spiller som en mand, for hvem pengene ingenting betyder, og der er mange som Frank på kasinoet hver aften. Der sad en mand for bordenden og lignede en yngre og slankere udgave af Colin Powell, men han var en dygtigere spiller, end jeg tror, den renfærdige Powell ville være det. Eller er. Man kan aldrig vide, især ikke med amerikanere. Den unge mand ved siden af mig var århusianer hele vejen igennem og helt ned til manglen på blødt d, han var ung, anæmisk at skue, bleg, og han virkede sært forbitret. Ikke aggressiv, mere indædt, som om både den store by på øen og dette store bord havde rottet sig sammen mod ham og hans smerte, hvorfor han nu tørstede efter hævn. Han lignede en stræbende mand, som fik mig til at tænke på Hørups ord om skolen: »Men send en fattig Dreng derind med Racens Fjendskab i sit Hjerte, med en stolt og ensom Bevidsthed om at vaere mellem Fremmede, mellem Hjemmets og Vennernes Fjender, lad ham erobre Dannelsens Midler uden at blive erobret deraf, og naar han har lært at staa sig og holde de andre Stangen, vil han gaa ud af denne Skole med et stort Mod pa Krigen og rustet til at føre den.« Men denne unge mand, min modstander, havde han det i sig, erobringen af dannelsens midler i den form, de blev udbudt på Casino Copenhagen? Der var noget labilt ved ham, der fristede mig lidt. Man burde kunne nakke ham og sende ham hjem med færgen inden sidste afgang. Det var ikke nogen pæn tanke, men den gjorde godt. Det strammer til Efter pausen går jeg straks med på en es-fem, rammer to par i floppet og ender med at dele en pot. Ikke prangende, men dog nok til at
holde mig kørende lidt. Jeg ligger meget pænt til, men Jesper, der sidder ved mit bord, fører klart og fører sig tilsvarende frem med ekstremt aggressivt spil. Han spiller hver gang, som om han har noget, og hvad værre er, det har han også. Jesper sidder i held i aften. »Nu begynder det at stramme til,« siger Thomas, da han står og giver mig gode råd i en af de osende, åbne telefonbokse, kasinoet har stillet op for at omgå rygeforbuddet. Thomas ryger selv uophørligt. Det virker næsten, som om alle spillere ryger, og trods emhætten i boksene er luften tung og ufrisk i kasinoets skinverden af skingre lyde og kolde lys. Der kommer en pige hen til os. Thomas har mødt hende inde på NASA. Hun ser smart ud, men hun lever også af at være det. Hun fortæller, at hun ejer noget, der hedder Herning Babes, men at hun er ved at sælge firmaet. Gennem den stramme T-shirt kan man se, at hun har fået piercet begge brystvorter. »Er du klar over, hvor svært det er at score en escortpige?« spørger Thomas, da hun er forstøvet med hænderne fulde af de jetoner, han har stukket hende til at more sig for. Jeg svarer, at det ved jeg ikke, men at jeg da godt kan se, det må være ganske svært. Kort efter sidder jeg og kigger på es-otte suited. Hjerter, endda, det er ikke helt død mands hånd, men alligevel, symbolikken er næsten lige så tyk, som den em af skæbne, der stiger fra plads nummer ét, hvor en indskrumpet mand i kørestol har medbragt sin handicaphjælper til det praktiske. Manden i kørestolen kan selv sige call eller raise, han kan også folde, og det gør han tit, så hjælperen har taget en bog med. Han interesserer sig nok ikke for poker, for han er opslugt af bogen, som er på engelsk. My Only Great Passion af Carl Th. Dreyer. Man kan skære højt belagt smørrebrød med tandsmør af den symbolik. (…) Polen, det er mig Jeg selv sidder og tænker på en anden bog, jeg kunne have brug for, den er ikke engelsk, men fransk, det er Jean-Jacques Rousseaus ”Considérations sur le gouvernement de Pologne”, og den handler om Polens overlevelse som nation, et lille land klemt mellem store. Polen, det er mig lige nu. Jesper har en kæmpe- stak, og Colin Powell begynder også at se stor ud, og jeg har ikke ret meget at komme med. Hvad skal Polen stille op, og hvor er Rousseau, når man har brug for ham? Så får jeg to tiere. Århusianeren er aggressiv, han spiller til, og jeg følger med. Det er problemet. Jeg følger kun med, det skal man aldrig nøjes med, man skal være farlig. Da floppet kommer otte-fire-tre, byder han forsigtigt ind, og jeg følger med. På turn kommer en konge, og han ender selvfølgelig med at vinde på et par konger mod mine tiere. »Han skulle aldrig have haft den konge at se!« nærmest skriger Thomas til mig bagefter. Du har overparret, du skal knalde ham en all-in med det samme, det er det eneste, der er at gøre. »Og han havde foldet, selvfølgelig havde han foldet. Du kan sætte ham på en es-konge eller konge-dame eller sådan noget. Og der er ikke noget, han kan gøre i den situation.« Jeg vil spørge ham, hvordan han kan vide alt det, men inderst inde ved jeg godt, at han har ret. Jeg spiller som en amatør, og hvis jeg vil bære stetson, må det foregå i enrum. Og det er derfor, jeg næsten ingen chips har tilbage, da jeg møder den halve døde mands hånd, og får all-in sammen med Steffen, der viser sig at have Es-fire. Det kunne næsten ikke være bedre. Hans odds er elendige, det er klart. Og selvfølgelig rammer han fireren på floppet og udbryder grinende: »Næ, men goddag, lille firer,« og bryder dermed en af de grundlæggende regler blandt pokerspillere. Aldrig håne de andre, det gør man ganske enkelt ikke, det er ikke god stil. Ingen mellemvej Men hvad glæde har man af sin gode stil, hvis man er blanket af. Jeg er færdig i turneringen, jeg nikker høfligt til de andre spillere og begiver mig væk fra bordet. Nu må jeg ikke engang blive og se på, sådan er reglerne. En taber er dømt ude, helt ude. Jeg skulle have lyttet til John Gutfreunds ord om det, der skulle til for at være broker i Salomon Brothers: »Hver morgen skal man vågne op og være klar til at bide røven af en bjørn.« Det skal man også kunne, hvis man vil have succes i poker, og nu sidder Thomas og Jesper derovre ved finalebordet med en lille luns af bjørnen formet som vaklende stakke af chips, som de har foran sig som en slags personlig fæstning. Thomas skiftevis rejser sig og sætter sig ned, kommer med mellemrum ud til mig for endnu en gang at understrege, at jeg spillede den hånd helt forkert. »Call findes ikke i den situation. Det er enten at folde eller gå all-in. Der findes ingen mellemvej,« siger han igen og igen, så jeg er ved at blive sindssyg. VINTERBØGER POKER Har jeg lært noget af dette her? Jeg stiller mig selv spørgsmålet uophørligt. »En mand kan lære noget om sig selv ved at spille poker. Er han modig? Er han cool? Har han nogen penge tilbage?« skriver forfatteren Martin Amis. Han har ry for at være er en glimrende pokerspiller. Jeg har i hvert fald ingen penge tilbage nu, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lært andet om mig selv end dette. Ude på sjov? Bagefter står vi og snakker i gruppen. En frodig blondine nærmer sig og trænger sig ind på os. Så står hun inde imellem os i den lille, røgfyldte telefonboks, mens pengene er ved at blive talt efter af de glade vindere. Steffen kigger på hende, de andre ænser hende knap, øjnene er på pengene. Også hendes øjne eller måske især hendes øjne. »Wow,« siger hun ved synet af alle tusserne, og vi mærker vores økonomiske udstråling, som kan være så stærk, at den skygger for både topmaver, måner og dårlige tænder. »Har I vundet dem alle sammen? Hvad satsede I?« Vi brummer et eller andet til svar. Jeg luner mig ved hendes interesse. Det er rart at føle sig som en del af en gruppe, der har vundet, især når man i virkeligheden har tabt. Og hun vil i kontakt med os, hun giver ikke op. Hendes krop er flæsket eller måske bare det, der i kontaktannoncer hedder erotisk buttet. »Jeg ville bare høre, om I er ude på lidt sjov i aften?« Vamp. Vi ignorerer hende. Der er fadøl i baren og for resten en dag i morgen. Jeg skal køre hjem, men de andre får et lift med Thomas i hans privatleasede, sølvgrå BMW, passende for en professionel pokerspiller. All-in. All-in. Det var, hvad jeg skulle have sagt på de tiere. I tide. Hvad kunne det ikke have bragt mig, hvor kunne jeg ikke være endt? Kommer De tilbage, hr.? Selvfølgelig gør jeg det. Jeg må have min revanche et eller andet sted. Foto: MIK ESKESTAD ”Poker. Historien om et kortspil” udkommer den 11. november på Jyllands- Postens forlag. 11
Page 1 and 2: LØRDAG DEN 8. NOVEMBER 2008 vinter
Page 3 and 4: shoppen.dk
Page 5 and 6: Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset (19
Page 7 and 8: » Når man står midt i det sansel
Page 9: HAMILTONS SIDSTE KAMP Storpolitiske
Page 13 and 14: Der er mange krimiforfattere, der s
Page 15: Skønlitteratur Faglitteratur alle
Page 18 and 19: CD /dvd alle priser er vejledende L
Page 20 and 21: 20 > Lars Husums debutbog om en dum
Page 22 and 23: 22 At overgive sig til magien Torbe
Page 24 and 25: 24 © Disney Barks i boksen Klassik
Page 26 and 27: 26 NETOP UDKOMMET www.forlagetajour
Page 28 and 29: 28 Umulige kristne NYHED! De kristn
Page 30 and 31: 30 www.lytteratur.dk På lytteratur
Page 32: 32 Mød Morgenavisen Jyllands-Poste

Download PDF - Vor tids danske roman

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?