24 © Disney Barks i boksen Klassiker: Så blev vi næsten helt færdige med Carl Barks’ samlede værker, og der er kommet fast ryg om en generations barndom. Efter indledende vanskeligheder står værket i sin helhed som et monument over Den Gode Tegner. Af NIELS LILLELUND »Lige så snart forfatteren bliver fjernet, bliver kravet om at have dechifreret teksten helt overflødigt. At give en tekst en Forfatter er at påføre teksten en begrænsning, at forsyne den med en endegyldig referent, at lukke skriften. Denne opfattelse passer kritikken godt, idet den tildeler sig selv den vigtige opgave at opdage Forfatteren (eller dennes hypostaser: samfundet, historien, psyken, friheden). Når forfatteren er fundet, er teksten forklaret, kritikken har sejret.« Roland Barthes i ”La mort de l’auteur” (1968). Det er strenge tider, gamle dreng, som den talende hund siger til Anders i udgangsbilledet til en af de mange 10-sidershistorier om Anders Ands utrættelige, sisyfoske forsøg på at komme op, komme ovenpå. Og det kan den sandt for dyden have ret i, hunden, hvad skal et lille menneske (endsige en and) stille op i et volatilt marked, hvor ingenting er, som det plejer at være? Man skulle have lyttet til professor Fup, der en dag rejste igennem Andeby med sin filosofi: »Livet bliver som en leg – når Platismen viser dig vej.« Platismen som livssyn, som helt enkelt går ud på at slå plat og krone, når man er i tvivl om noget, synes i disse dage at kunne være lige så godt som alt mulig andet, men hos Carl Barks får ideen naturligvis nogle snurrige drejninger. Ikke kun er professor Fup en rammende parodi på alle de forbigående religionserstatninger, der hører det moderne samfund til, Barks får også udstillet samfundets umenneskelighed og monstrøsitet, da han lader Anders And og ungerne strande midt i et motorvejsnet med platismen som eneste vejleder – nogenlunde den følelse, man har, når gps’en slår ud et sted midt i Europa. Den skjulte kritik Barks var en skrap kritiker af moderniteten, og han havde et imponerende talent for at smugle kritikken ind gennem Disney-censurens stålpanser, men alt det vidste vi jo ikke dengang, vi vidste ikke engang, at han eksisterede. Når Barks blev en slags bagvendt illustration af Roland Barthes’ berømte diktum, skyldes det Walt Disney-imperialismens almindelige grumhed, der længe insisterede på illusionen om, at det var gode gamle onkel Walt, der tegnede alle de sjove dyr helt selv. Barks var ikke Forfatteren, for han måtte LØRDAG DEN 8. NOVEMBER 2008 Carl Barks’ samlede værker > Den største tegneserieudgivelsenogen sinde i Skandinavien. Oplaget er 1.800 eksemplarer, og værket udgives parallelt i Sverige og Norge. > Den færdige udgivelse tæller 30 bind og afsluttes i denne måned. Den er på ca. 8.000 sider, heraf 1.500 med redaktionel tekst. > Udgives i subskription hos forlaget Egmont. © Disney ikke være det, så for alle os derude på børneværelserne var han i lang tid kun en fornemmelse, en instinktiv genkendelse, og der var ikke noget at tage fejl af. Der var Anders And-blade med og Anders Andblade uden, og når Den Gode Tegner var på spil, var man ikke i tvivl; de blade havde en særlig værdi. Der blev føjet alen til den store fortælling med hver ny rude, men det skabte også en nysgerrighed og en fornemmelse af, at nogen blev holdt skjult. Allerede i halvtredserne begyndte de første spørgende fanbreve at indløbe til Disney-koncernen, men den holdt stand ganske længe, og først i de senere år er bøtten vendt fuldstændig, og Barks er blevet Forfatteren med stort F, hvad han vitterligt er. Først gennem serien af guldbøger og nu med det ultimative værk, som var lovet færdig for et par måneder siden, men som først finder sin afslutning i disse dage; Carl Barks samlede værker, tredive bind, indbundet og i kassetter, der er udkommet efter et snedigt princip, som forhindrer fans i at gå efter guldet og kun købe bindene fra Barks’ guldalder fra midt i halvtredserne og frem. Hårdt arbejde Sådan er kapitalismen, og også den finder vi beskrevet hos Barks i det lille 10-siders mesterstykke ”Skillinger fra skyerne”, hvor Onkel Joakim opbevarer sine penge i en kornsilo, som udsættes for en skypumpe, hvorefter formuen spredes over hele landet. Onkel Joakim tager det forbløffende roligt og fortsætter sit hårde arbejde, vel vidende at alle andre holder op, når pengene pludselig dumper ned fra himlen. Derfor stiger prisen på Joakims landbrugsvarer til fantastiske priser, og snart er siloen fyldt igen, og Onkel Joakim kan boltre sig i dem, som han plejer. Barks var konservativ i sin tro på hårdt arbejde, © Disney men var han også imperialist? Det var der mange, der mente i halvfjerdserne, tænk bare på den massivt ulæselige ”Tegneserier: En ekspansions historie” (1973), hvori en gruppe danskstuderende under Johan Fjord Jensens ledelse hudfletter tegneserier i almindelighed og Anders And i særdeleshed. Det sker med særligt hensyn til de to chilenere Ariel Dorfman og Armand Mattelart og deres værk How to Read Donald Duck: Imperialist Ideology in the Disney Comic (1971), der i mange år stod som en hjørnesten i den kapitallogiske Disney-kritik. Fra Marx til Barks Hvad de to chilenere i deres almindelige marxistiske reduktionisme ikke fanger, er, at chilenske (og andre) oversættere tog sig store friheder, når de bearbejdede originalmanuskripterne til det latinamerikanske marked. Og det er med boksen i hånden faktisk svært at læse Barks som imperialist, tværtimod. Hvis han var noget, var han en uforbederlig <strong>roman</strong>tiker, der dyrkede det uspolerede, det oprindelige – det prækapitalistiske. Læg dertil hans sociale kritik, som det lykkedes ham at få igennem censuren med f.eks. historien ”Jul i Pengeløse”, der ikke lægger fingrene imellem, heller ikke i de tekstlige gags, som da Anders And spørger en forarmet storfamilie: »Kunne De tænke Dem at give et bidrag til en julefest for fattige børn?« »Javist. Hvor mange børn har De brug for?« Den receptionshistoriske udvikling er længst løbet fra kapitallogikkens kritik af Barks, og når Egmont i dag sætter fast ryg og kassette om en hel generations barndom, er det en anderledes modstand, de møder; nu angribes de af aficionadoer og nørder, der kritiserer farvevalg og (ikke mindst) oversættelse, hvor man i bestræbelsen på at være så tæt på originalen som muligt flere gange har fraveget Sonja Rindoms oprindelige fordanskning. Det er helligbrøde, for hendes oversættelse er i sig selv et lille kunstværk, hun var i høj grad medskaber af universet. Hende kendte vi heller ikke, forfatteren var endnu ikke Forfatteren, det eneste, der eksisterede, var Fortællingen, og hvilken kraft der er i den. Som den står dér på reolen, ser den dirrende ud, som om den kun venter på at bryde ud af boksen. lillelund@jp.dk
Fremkaldt Af Susse Wold Kr. 299,- POLITIKENS FORLAG I morgen angriber vi igen Af Kim Hundevadt Kr. 249,- JYLLANDS-POSTENS FORLAG Kærlighedskrigeren Af Morten Sabroe Kr. 249,- POLITIKENS FORLAG MØD FORFATTERNE UNDER URET Liv og legeme Af Elsebeth Egholm Kr. 299,- POLITIKENS FORLAG Det kolossale menneske Af Thomas Blachman og Torben Steno Kr. 249,- POLITIKENS FORLAG Skyggernes hav Af Christian Mørk Kr. 249,- POLITIKENS FORLAG Fasandræberne Af Jussi Adler-Olsen Kr. 249,- POLITIKENS FORLAG Kernesund familiefitness Af Ninka-Bernadette & Morten Mauritson Kr. 249,- POLITIKENS FORLAG Er vi de eneste normale her? Af Mette Fugl og Karen Thisted Kr. 249,- POLITIKENS FORLAG Varm weekend Af Joan Ørting og Karen Seneca Kr. 229,- EKSTRA BLADETS FORLAG Køb gaverne hos din boghandler JP/Politikens Forlagshus
Change language