Kapitel 5 - Anna-Christina von Bauditz

Kapitel 5, Jeg fødes og barneårene begynder:
Et halvt år tidligere og i en forkert by:
Hr. Stationsforstander Reiff, dvs. min far, og Anna-Margrethe Charlotte
Amalie von Bauditz, min mor, blev gift 10. juli 1932 og Kirsten Abelone
skulle være ønskebarnet. Nu blev det i stedet en skuffelse uden sidestykke
og det medfødte handicap skulle for enhver pris holdes hemmeligt. Dette
var nok grunden til at mor, efter Kirstens død ofte holdt en ferie hos sin
kusine Charlotta von Wurmbrand-Stuppach på borgen St. Jacob am Thurm
syd for Salzburg (Østrig).
I min dåbsattest står der Holbæk Amtssygehus og søndag 15. September.
Virkeligheden er en lidt anden. Jeg er ½ år ældre end
dåbsattesten viser.
Mor var igen taget på ferie i Salzburg, og da hun var på vej hjem derfra
meldte jeg min ankomst i byen Rosenheim 60 km. øst for München. Mor
blev taget ud af toget i Rosenheim, og på Hospitalet der så jeg første gang
dagens lys. Det var fredag d. 15. februar 1935!
Mor og Anna-Christina der endnu er uskyldig i næsten alt.
29

Rådhuset i Rosenheim blev i 1944 ramt af en af de bomber der var
tiltænkt banegården. Dele af arkivet i Rosenheim blev i stærkt brandskadet
tilstand reddet, men desværre ikke alt. Det er ikke lykkedes mig at finde en
fødselsattest fra Hospitalet i Rosenheim.
Hr. Stationsforstanderens image igen i fare:
Jeg kom til verden og det viste sig at jeg også var tvekønnet, om end i lidt
mindre grad end Kirsten. Hr. Stationsforstanderens image var igen i fare.
Jeg skulle ikke opereres, for det døde man jo af. På den anden side var der
det med skandalen. Jeg skulle altså ikke opereres men leve som en dreng.
En meget stor klitoris lignede jo en penis. Altså, dreng, koste hvad det
ville. Bare Hr. Stationsforstanderens image ikke tog skade, var det lige
meget med mit liv. Lige meget med hvordan det senere i livet skulle gå
mig.
Hr. Stationsforstanderen ”ACCEPTEREDE”:
Ankommet til Danmark og Holbæk Amtssygehus accepterede Hr.
Stationsforstanderen mig, om end modvilligt. Lægen der modtog mor på
dette sygehus var ingen ringere end – ja, rigtigt gættet - Hr.
Stationsforstanderens fætter, Max Christiansen. Han havde fået
privatpraksis i Holbæk og var lejlighedsvis tilknyttet Amtssygehuset.
Hr. Stationsforstanderen og Hr. Stationsforstanderens fætter besluttede
at – ”en 10-punkts plan”:
01: Jeg skulle være en dreng, punktum, finale, slut, prut.
02: Det med begge køn skulle hemmeligholdes. (Hr.
Stationsforstanderens image var i fare).
03: Jeg skulle have realeksamen.
04: Jeg skulle have studenterhuen.
05: Jeg skulle have en god uddannelse.
06: Gerne ingeniør, men allerhelst generaldirektør for DSB eller
general i forsvaret.
07: Jeg skulle indgå ægteskab med en fin mands datter.
08: Han skulle bestemme om hun var fin nok – I dag kalder man det
tvangsægteskab.
09: Vores børn skulle også have en god skolegang og uddannelse.
10: Nå ja, kunne jeg blive Vorherre selv, var det vel heller ikke at
foragte. Ambitioner manglede Hr. Stationsforstanderen sandelig
ikke.
30

31
Jo, alt var planlagt – Hr. Stationsforstanderen og hans fætter glemte blot
at spørge om jeg havde nogen ønsker for min fremtid. Nå, det kunne jeg jo
nok ikke have svaret på dengang, men jeg mener stadig forældre bør tænke
på deres børns fremtid når de, på barnets vegne, tager en beslutning.
Forældrene bør tænke på om deres beslutning senere i barnets tilværelse,
på grund af befolkningens snak, medfører et ringere liv for barnet.
”Paradefoto” 1937. Svinninge skulle rigtig
kunne se hvor lykkelige vi alle var:
”Den lykkelige familie” - fra venstre:
• Poul, Hr. Stationsforstanderens yngste søn fra hans første ægteskab.
• Mor.
• Anna-Christina.
• Selveste Hr. Stationsforstanderen i egen selvretfærdige person.
• Louis, Hr. Stationsforstanderens ældste søn fra hans første ægteskab,
et virkeligt pragteksemplar. Han fulgte altid ”Faders Vilje”.
Hr. Stationsforstanderen, Hr. Stationsforstanderens fætter og mor – de
havde nok alle tre en del problemer at snakke om – var jeg – var jeg ikke –
hvem mente hvad og hvorfor det, opereres eller ikke - Kirsten døde af det!
Jeg var dermed "dømt" til at leve en tilværelse i et helvede på jorden. Hr.
Stationsforstanderen mente at have en universalløsning på mit liv.

Den halve pige skulle trampes ned i skidtet og den halve dreng skulle
fremelskes på pigens bekostning. Min fremtid var sat på skinner. Alt var
planlagt.
Hele min tilværelse har været præget
af denne situation: - altid jaget vildt -!
Tegning: Dyveke Reiff.
32
”Lille” Karen hjælper
mor med at passe mig.

Jeg (naturligvis!) Hvem andre
skulle vel have forstand på
perroneftersyn - jeg lærer mor
hvordan.
Hr. Stationsforstanderen var
i København, så jeg kunne
have en kjole på.
Tegning: Dyveke Reiff
Hr. Stationsforstanderen sagde i 1939 at
"den grimme, stygge ælling" og hendes
mor havde bare at holde kæften lukket
så Svinninges borgere ikke opdagede
noget.
33

34
Jeg lærer hende naturligvis!)
også jobbet som
godsekspeditør. Hvem skulle
ellers gøre det?
Bitter:
Pensionerede Hr. Stationsforstander Hjalmar Robert Adler Reiff døde
1974. Jo, jeg er bitter, og mange gange ønsker jeg Hr. Stationsforstanderen
var død 30 år tidligere, dvs. 1944. Det var lige ved. Han blev indlagt på
hjerteafdelingen på Rigshospitalet, men det viste sig at det kun var
overanstrengelse og et lettere nervøst hjerte.
Hans død i 1944 ville have ændret mit liv til noget bedre. For mig var han
ikke far men Hr. Stationsforstanderen. Hans forsøg på at gøre en dreng af
mig ødelagde min barndom og ungdom.
En dreng – det eneste jeg ikke var, ikke ville være og ikke
følte noget som helst for.HR. Stationsforstanderen ville
derimod have en dreng og derfor løj han overfor
Svinninge. Det havde været bedre for både ham selv, for
mig og for hele familien om han havde sagt sandheden.

Fredag 18. marts 1938, Tante Lotten kommer hjem til
Danmark:
13. marts 1938 okkuperer Nazityskland Østrig og erklærer ”Anschluß”.
Jfr. Adolf Hitler ophørte landet Østrig med at eksistere. Orlogskaptajn i
den østrigske Donauflåde, Rigsgreve Karl Erwein von Wurmbrandt-
Stuppack får af Hitlers sendebud ordre om ufortøvet at begive sig til
Wilhelmshafen og melde sig til Deutsche Kriegsmarine. Karl Erwein der
er gift med tante Charlotte siger til sendebuddet "at det er Hitlers krig -
ikke hans - og beder sendebuddet ryge ad helvede til. Karl Erwein bliver
skudt ned på stedet.
Tante Lotten der sammen med sønnen Georgi (udtales Sjorsi) er i
Salzburg, hører om det inde i byen og tager ikke hjem, men med det første
det bedste tog over grænsen til det egentlige Tyskland. Naturligvis leder
tyskerne efter dem i Østrig, men ikke i selve Tyskland. Lidt efter lidt
arbejdede de sig nordpå mod Danmark og 18. marts 1938 ankommer de til
Svinninge. De ejede ikke en trevl udover det de havde på.
Tante Lotten ”ansættes” som mors hushjælp. Sønnen Georgi får
navneforandring til Niels og ændrer status til Tante Lottens søn født
udenfor ægteskab. Efternavnet ændres for begges vedkommende. De hed
bare Charlotte Olsen og Niels Olsen. Charlotte havde søgt pladsen hos mor
og havde sin søn, født udenfor ægteskab med og så var den potte ude.
Vistnok temmelig sur Anna-Christina.
35

Hr. Stationsforstanderens plan for min opdragelse:
De første år generede det mig ikke noget videre, men en dag begyndte
hjernen at tænke og jeg blev lidt mere åbenmundet om mit liv. Det var et
angreb på Hr. Stationsforstanderens image. Jeg syntes det var da helt i
orden at han havde et image, men hvorfor det skulle gå ud over mig og mit
liv kunne jeg ikke få ind i hovedet. Hr. Stationsforstanderen havde en
mening om min opdragelse.
Hr. Stationsforstanderens mening var ”at gjorde jeg ikke
som HAN BEFALEDE, blev jeg tævet blå og gul. Jeg
opfattede ham som en bøddel. Hr. Stationsforstanderen
forsøgte stadig at presse mig til at være den dreng han
ønskede jeg skulle være. Det var ham, ham og atter ham.
Det var hans image, image og atter image. Mit liv var ham
fuldstændig ligegyldigt bare hans image ikke tog skade.
Åh min Gud, hvor jeg hadede ham. Han var for mig
aldrig som en far.
Kæft, trit og retning eller bliv tævet gul og blå.
36
Tak for lån til Walt
Disney - tegningen
passer perfekt på Hr.
Stationsforstanderens
meninger om min
opdragelse.

Louis, Hr. Stationsforstanderens ældste søn – en dejlig
dreng, pragteksemplar, aldeles fejlfri:
Jeg har gemt på det i alle de mange år. Synd jeg ikke sagde det til
nogen dengang. Når han var hjemme, skulle jeg sove i samme værelse
som han for at LÆRE at være dreng. Louis kunne ikke lade mig være
i fred. Altid skulle han pille ….. og det der var værre. Altid krammede
han om mig ”som den kærlige storebror”. Når vi af en eller anden
årsag blev alene, tog han mig i skridtet. Altid var hans hænder i gang.
Han var homoseksuel og ville gerne have mig på sin scoringsliste. Han
tog hvad han ville have, altså også mig, et barn der endnu ikke var
begyndt i skolen og formentlig med Hr. stationsforstanderens accept.
Når jeg havde slået mig, spillede han læge. Hvis jeg gjorde som han
sagde, ville såret hurtigt heles, men jeg måtte ikke fortælle det til
nogen. Han røvpulede mig som det hed dengang. Det gjorde ondt når
han trængte ind i min røv med sin pik. Jeg hadede Hr.
Stationsforstanderen og hans forbandede møgunge, Louis. (side 31)
Senere, meget senere, da jeg var voksen, skulle jeg komme til at elske
analsex, men det er en anden del af fortællingen om mit liv.
Pigerne der kom på besøg:
Når Hr. Stationsforstanderen inviterede gæster i huset var det altid familier
med piger i min alder. Hr. Stationsforstanderens ville dermed fortælle mig
at jeg var en dreng og at "hende der" er en pige. Jeg vægrede mig mod
Hr. Stationsforstanderens beslutninger og mor, mormor, moster og tante
Lotten sørgede så vidt muligt at holde de piger, der kom på Hr.
Stationsforstanderens opfordring, på afstand af mig og prøvede at hjælpe
mig mod hans beslutninger.
37
Barndomshjemmet,
Banegården i Svinninge,
fra gadesiden, som den
så ud før 1958.

38
Barndomshjemmet,
Banegården i Svinninge,
fra perronen, som den så
ud før 1958.
Barndomshjemmet,
Banegården i Svinninge,
fra gadesiden, som den
så ud før 1950.
Postkort - H. Rostgaard
Andersen, Svinninge
Boghandel.
Tyskerne - de grønne:
Selv for os børn var det en yndet sport at drille tyskerne. Brændsel til
stationen havde vi i et rum under varehuset. Det var skilt fra
baneafdelingens kælder af en ru bræddevæg. Tyskerne havde taget
baneafdelingens kælder til opholdsrum for tyske soldater.
I varehusgulvet var der en lem til brændselskælderen. Tørv og
formbrændsel kom i en godsvogn og selvfølgelig kørte vi børn brændslet
ind til lemmen i en trillebør. Vi sørgede for at det støvede mest mulig og
grinede når tyskerne kom væltende ud fra deres opholdsrum - meget sorte.
Så skældte de os ud og overtog arbejdet og vi grinede af dem.