Kapitel 32, Tennesee: Casey Jones og I.C.R.R lokomotiv 3-8-2:
Kapitel 32, Tennesee: Casey Jones og I.C.R.R lokomotiv 3-8-2:
Kapitel 32, Tennesee: Casey Jones og I.C.R.R lokomotiv 3-8-2:
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Kapitel</strong> <strong>32</strong>, <strong>Tennesee</strong>:<br />
Staten <strong>Tennesee</strong>'s Flag<br />
<strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> <strong>og</strong><br />
I.C.R.R<br />
<strong>lokomotiv</strong> 3-8-2:<br />
213<br />
Så gik det videre med t<strong>og</strong><br />
ind i staten <strong>Tennesee</strong>. Det<br />
var legenden om<br />
<strong>lokomotiv</strong>fører <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong><br />
som trak mig dertil.<br />
<strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> affot<strong>og</strong>raferet på museet i Jackson.<br />
28. April 1900 ankom <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> til Memphis <strong>og</strong> skulle egentlig have holdt<br />
fri, men en kollega var blevet syg.<br />
<strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>: Hvis mit <strong>lokomotiv</strong>, nr. 3-8-2, kan blive klar i en fart, tager jeg<br />
turen tilbage til Canton. T<strong>og</strong>et skulle være afgået 11:15 pm (23:15), men<br />
klokken blev 12:50 (00:50) før de kom afsted med 95 minutters forsinkelse.<br />
Lokomotivet 3-8-2 findes som model på Svinninge Modeljernbane.
Fra museet i Jackson.<br />
I Jackson er der et jernbanemuseum der bl.a. har en specialafdeling om <strong>Casey</strong><br />
<strong>Jones</strong>. Navnet <strong>Casey</strong> er egentlig en forvrængning af bynavnet Caysay, hans<br />
fødeby i Kentucky. Hans tre brødre var <strong>og</strong>så <strong>lokomotiv</strong>førere. De fire brødre<br />
døde alle i jernbaneulykker.<br />
John Luther ”<strong>Casey</strong>” <strong>Jones</strong>: Ordret som museet viser<br />
teksten:<br />
US-<strong>lokomotiv</strong>fører, død 29 april 1900 ved jernbaneulykke i Vaughan,<br />
Mississippi. Lokomotivet nr. 382 foran eksprest<strong>og</strong>et "The Canonball"<br />
kolliderede med et godst<strong>og</strong>. Passagererne <strong>og</strong> fyrbøderen fik n<strong>og</strong>le knubs. <strong>Casey</strong><br />
<strong>Jones</strong> blev helten, men døde af det.<br />
214
Fortællingen er baseret dels på museumsbesøget, dels på et referat fra b<strong>og</strong>en<br />
om <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>.<br />
Ballader (sange <strong>og</strong> viser om heltegerninger)<br />
I 50’erne kunne man næppe tænde for radioen uden at høre ”balladen” om Tom<br />
Dooley som stak sin pige ihjel med en kniv <strong>og</strong> som nu skulle hænges. Intet<br />
under at to af verslinierne lyder: ”Hang down, your head, Tom Dooley, hang<br />
down your head and cry”. Tom Dooley formåede i sit hjemland d<strong>og</strong> ikke at<br />
konkurrere med Jernbane-Billy eller Jesse James.<br />
Jesse James blev den ”største” <strong>og</strong> mest besungne af alle, en banditleder som<br />
elskede <strong>og</strong> sl<strong>og</strong> ihjel med samme dejlige, varme, åbne sjæl. Viserne om Jesse<br />
James priste banditten <strong>og</strong> der var ikke en skygge af moralsk indignation over<br />
hans ”specialiteter” som plyndring af banker, diligencer <strong>og</strong> t<strong>og</strong>. Indignationen<br />
hældes over hovedet på ” på et af de andre bandemedlemmer, Robert Ford, der<br />
”som en tyv i natten” stjal fra de andre bandemedlemmer, som snød hvor han<br />
kunne komme til det <strong>og</strong> som til sidst skød ”stakkels Jesse” <strong>og</strong> dermed lagde<br />
ham i graven.<br />
Amerika er landet med de skarpe kontraster. Ingen behøver undre sig over at et<br />
almindeligt menneske, <strong>lokomotiv</strong>føreren <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>, ”sl<strong>og</strong> alle de andre ud”,<br />
legender som Jesse James, Jernbane-Billy, Davy Crockett <strong>og</strong> Buffalo Bill. Det<br />
er ikke altid let at forstå hvorfor den eller den i folkloren bliver den besungne<br />
helt. Det er nok mest af ”en slump at han” er kommet til at stå som<br />
”galionsfiguren”. Der findes utallige viser (på amerikansk ”ballader”) om<br />
<strong>lokomotiv</strong>fører <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>. Hans hus er blevet jernbanemuseum i hjembyen<br />
Jackson i Tennessee. Både før <strong>og</strong> senere er andre <strong>lokomotiv</strong>førere døde ved<br />
ulykker, men ingen af dem har fået sådan et efterminde som <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>.<br />
215
<strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>’ minde lever, <strong>og</strong> det beror måske på at han var meget, meget<br />
venlig mod en farvet <strong>lokomotiv</strong>pudser, Wallace Saunders, som derfor virkelig<br />
var ham hengiven. I sorgen over <strong>Casey</strong>s død forfattede <strong>og</strong> sang han endeløse<br />
sange om <strong>lokomotiv</strong>-fører <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> <strong>og</strong> fortalte om ham <strong>og</strong> hans venlige<br />
sind. Til sidst nåede hans sange personer som, gennem grammofonplade- <strong>og</strong><br />
b<strong>og</strong>forlag, forstod at forvandle disse sange <strong>og</strong> fortællinger i klingende mønt.<br />
Bøger <strong>og</strong> plader udkom i millioner eksemplarer <strong>og</strong> i mange forskellige<br />
versioner af den gamle sorte <strong>lokomotiv</strong>pudsers oprindelige sørgesange <strong>og</strong><br />
historier. På ægte amerikansk vis fik den gamle <strong>lokomotiv</strong>pudser ikke en øre.<br />
I en b<strong>og</strong> udgivet af the <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> jernbanemuseum i Jackson, Tennessee,<br />
finder man grunden til at John Luther (<strong>Casey</strong>) <strong>Jones</strong>’ liv <strong>og</strong> død indtager en så<br />
betydende plads i amerikansk folklore. På den tid hvor han levede <strong>og</strong> kørte<br />
”The Cannonball Expres” må man huske på at jernbanen var den hurtigste<br />
måde at komme frem på. Alternativet var diligencen. Den var langsom <strong>og</strong> det<br />
var let for forbryderbanderne at standse en diligence <strong>og</strong> rejsen var en<br />
forfærdelig støvet affære. Det var tiden da digtere, historieskrivere <strong>og</strong> forfattere<br />
fyldtes med ærbødighed når de så et kraftudstrålende <strong>lokomotiv</strong>, et t<strong>og</strong> som<br />
bremsede på en station, eller buldrede frem ad de vibrerende skinner. Det var i<br />
et sådant miljø af kærlighed, ærbødighed <strong>og</strong> respekt for jernbanen at <strong>Casey</strong><br />
<strong>Jones</strong> foret<strong>og</strong> sin sidste rejse.<br />
Fra b<strong>og</strong>en om <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>:<br />
I årene 1880 til 1900 var konkurrencen mellem de amerikanske<br />
jernbaneselskaber stor. Det gjaldt ikke mindst for erhvervelsen af kontrakter<br />
med postvæsenet. Fart <strong>og</strong> præcision blev nøgleordene. Jernbaneselskabet<br />
Illinois Central udarbejdede den hidtil hurtigste køreplan <strong>og</strong> 36-årige <strong>Casey</strong><br />
<strong>Jones</strong> var af skæbnen bestemt til at spille en betydende rolle. Testkørslerne af<br />
den hurtige køreplan varede 30 dage hvorefter den blev da offentliggjort. Ældre<br />
jernbanefolk påstod at den fart kun var mulig i kortere perioder, men ikke når<br />
det skulle blive ved i en uendelighed. Det til trods for at selskabets dygtigste<br />
<strong>lokomotiv</strong>førere blev sat i tur på ”The Canonball Express” mellem Memphis<br />
Tennessee <strong>og</strong> Canton Mississippi, en strækning på 310 km. I Februar 1900 blev<br />
et af <strong>lokomotiv</strong>erne afsporet lige syd for Memphis <strong>og</strong> føreren døde. ”Hvad-vardet-vi-sagde”<br />
stod på lur. En del personale søgte forflyttelse til andre ”roligere”<br />
strækninger. Dermed blev <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> ”gjort klar” til at køre ulykkest<strong>og</strong>et.<br />
216
Kort over strækningen Memphis<br />
i <strong>Tennesee</strong> til Canton i Mississippi<br />
Vaughn hvor ulykken skete er<br />
mærket på kortet<br />
Desværre er kortene i kortb<strong>og</strong>en<br />
ikke i samme skala. De kan ikke<br />
umiddelbart kopieres <strong>og</strong> klæbes<br />
sammen. Vi har kortb<strong>og</strong>en i vort<br />
bibliotek. Kortmappen er købt i<br />
Milwaukee i Wisconsin 1962.<br />
217
Han rykkede med sit <strong>lokomotiv</strong> tre-otte-to (nr. 382) ind på turlisten efter den<br />
forulykkede fører. Når jeg skriver ”sin maskine” skyldes det at alle<br />
<strong>lokomotiv</strong>førere havde "deres eget <strong>lokomotiv</strong>" som blev plejet <strong>og</strong> passet efter<br />
alle kunstens regler <strong>og</strong> <strong>lokomotiv</strong>føreren var alene ansvarlig for dets<br />
vedligeholdelse. Mange af dem havde udskiftet fløjten med "en hjemmelavet<br />
fløjte" således at deres <strong>lokomotiv</strong> havde en særlig lyd. <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>, på<br />
førerpladsen, i sit <strong>lokomotiv</strong> holdt let køreplanen <strong>og</strong> hans <strong>lokomotiv</strong>fløjtes<br />
klagende lyd der var let at identificere. Den blev hurtig kendt (<strong>og</strong> berygtet)<br />
langs Memphis – Canton linien.<br />
Tegning af: I.C.R.R 3-8-2<br />
Sådan forestiller jeg mig at man har forsøgt at advare <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong><br />
om den katastrofe der ventede ham i Vaughn.<br />
tegnet af Anna-Christina efter at jeg har læst b<strong>og</strong>en <strong>og</strong> besøgt museet.<br />
Ulykkest<strong>og</strong>et:<br />
29. April 1900 ankom <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> <strong>og</strong> hans fyrbøderen Sim Webb på tre-otteto<br />
til Memphis med den nordgående Kanonkugle” – sædvanen tro lige på<br />
sekundet. Lokomotivføreren som skulle køre det sydgående t<strong>og</strong> var blevet syg<br />
<strong>og</strong> <strong>Casey</strong>, som ifølge hans fyrbøder Sim Webb var stolt af sin præcision <strong>og</strong><br />
elskede at køre, tilbød at tage turen tilbage hvis Webb ville være med <strong>og</strong> man<br />
kunne få tre-otte-to klar med vand, kul <strong>og</strong> smøring i en fart.<br />
Ifølge køreplanen skulle det sydgående eksprest<strong>og</strong> køre fra Memphis 23:15,<br />
men klokken blev 0:50 før t<strong>og</strong>et var klar til afgang. En forsinkelse på 95<br />
minutter. Der blev kørt til. Sim Webb udtrykte senere at <strong>Casey</strong> ”piskede hende<br />
218
over ryggen”. Langs linien vågnede alle mennesker ved lyden af den<br />
klagende fløjte som lød næsten uafbrudt. I nat har <strong>Casey</strong> virkelig fået ”hvidt<br />
øje” = gennemkørselssignal konstaterede jernbanefolk. Da t<strong>og</strong>et, efter 170 km’<br />
kørsel rullede ind i Grenada havde de vundet 55 minutter.<br />
Det, efter en fart som hidtil var anset for at være fuldstændig umulig at opnå.<br />
Forsinkelsen var nu kun 40 minutter. Tilbage til Canton var der endnu 140 km.<br />
I Winona var forsinkelsen nede på 20 minutter. I Durrant kun 10 minutter <strong>og</strong><br />
da t<strong>og</strong>et nærmede sig Vaughan gav <strong>Casey</strong> et langt fløjtesignal <strong>og</strong> råbte til<br />
Webb: ”Vi er rettidig i Vaughan”! Men i Vaughan var der sket ting <strong>og</strong> sager<br />
som skulle betyde døden for <strong>lokomotiv</strong>fører <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>.<br />
Vaughn:<br />
Planen var at de i Vaughan skulle møde et lokalt<strong>og</strong> <strong>og</strong> to godst<strong>og</strong> <strong>og</strong> der skulle<br />
være gennemkørsel for Kanonkuglen. De tre t<strong>og</strong> var på plads, men sidesporet<br />
var for kort til det fjerde t<strong>og</strong>. Fire v<strong>og</strong>ne stod i hovedsporet. Man besluttede sig<br />
til at ”save” kanonkuglen forbi sporskiftet. Uheldet var imidlertid ude <strong>og</strong> en<br />
bremseledning mellem den femtesidste <strong>og</strong> den fjerdesidste v<strong>og</strong>n knækkede så<br />
de fire v<strong>og</strong>ne ikke kunne flyttes. En signalmand, Newberry, løb langs sporet<br />
mod Kanonkugle-ekspressen. 900 m. fra stationen lagde han knaldkapsler på<br />
skinnerne <strong>og</strong> løb yderligere 200 m. hvor han stod <strong>og</strong> viste stopsignal mod<br />
Kanonkuglen. Knaldkapsler er n<strong>og</strong>le små, uskadelige, sprængladninger i flade<br />
kapsler, men når de trykkes af hjulene giver de en lille eksplosion som let kan<br />
høres på <strong>lokomotiv</strong>et. Når man hører en knaldkapsel betyder det ”fare – stands<br />
t<strong>og</strong>et hurtigst muligt”!<br />
Med dampregulatoren i bund kom Kanonkuglen brusende i den mørke, let<br />
tågede nat, ud af skoven, over broen over Cypress Creek, gennem en lang<br />
kurve <strong>og</strong> ned ad bakken mod Vaughan. Knaldene fra knaldkapslerne udløste<br />
øjeblikkelig at <strong>Casey</strong> <strong>og</strong> Webb gjorde alt for at bremse t<strong>og</strong>et. Webb så<br />
signalmanden stå ved siden af sporet *) <strong>og</strong> han så lyset fra pakv<strong>og</strong>nen i det<br />
holdende godst<strong>og</strong>. <strong>Casey</strong> beordrede sin fyrbøder til at springe af medens han<br />
selv blev på <strong>lokomotiv</strong>et <strong>og</strong> forsøgte at standse t<strong>og</strong>et lige til det øredøvende<br />
brag fra kollisionen kom. Lokomotiv tre-otte-to var væltet ved siden af sporet.<br />
Mellem splinterne af de knuste godsv<strong>og</strong>ne fandt man <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> død, men<br />
personv<strong>og</strong>nene stod på sporet <strong>og</strong> ingen passagerer havde fået andet end<br />
skrammer. Han var blevet på sin post til det sidste <strong>og</strong> hele tiden havde han<br />
ladet fløjten lyde for at advare stations- <strong>og</strong> godst<strong>og</strong>spersonalet. <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong>’<br />
rekord med aldrig at have forårsaget en dødsulykke - bortset fra sin egen – var<br />
ubrudt.<br />
219
Foto fra museet i Jackson: I.C.R.R 3-8-2<br />
Undersøgelserne viste at <strong>lokomotiv</strong>et stod i bak <strong>og</strong> at regulatoren stod halvt<br />
åben, hvilket viste at <strong>Casey</strong> havde forsøgt at øge bremseeffekten ved at lade<br />
hjulene rotere modsat. T<strong>og</strong>bremsen, som dengang ikke bremsede maskinen<br />
men kun v<strong>og</strong>nene, var i bremseposition <strong>og</strong> maskinbremsen løsnet. Farten, da<br />
man passerede knaldkapslerne, lå omkring de 120 miles/t. sagde fyrbøder<br />
Webb. Det menes at farten i øjeblikket for kollisionen har været omkring 40<br />
miles/t.<br />
Han kørte med sit <strong>lokomotiv</strong> i døden for at redde passagererne. Han blev på<br />
<strong>lokomotiv</strong>et for at bringe t<strong>og</strong>et længst muligt ned i fart inden kollisionen med<br />
et godst<strong>og</strong>s fire sidste v<strong>og</strong>ne. Han kunne have reddet sit eget liv ved at springe.<br />
På den tid gjaldt det om at køre hurtigere <strong>og</strong> hurtigere, <strong>og</strong> Jernbaneselskabet<br />
"Illinois Central" havde på strækningen Memphis i <strong>Tennesee</strong> til Canton i<br />
Mississippi (310 km.) et t<strong>og</strong> der hed "Canonball Expres".<br />
Rapporten siger at der har været n<strong>og</strong>en uopmærksomhed, men dels var det<br />
mørkt <strong>og</strong> tåget, <strong>og</strong> dels var <strong>lokomotiv</strong>ets lanterne en petroleumslygte som nok<br />
ikke lyser voldsomt meget. <strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> vidste han skulle have gennemkørsel i<br />
Vaughan <strong>og</strong> det er nok rigtigt hvad fyrbøder Webb siger: ”<strong>Casey</strong> kørte så<br />
hurtigt <strong>lokomotiv</strong>et kunne løbe”.<br />
*) Signalmandens forklaring om at han havde løbet yderligere 200 m. synes<br />
uforklarlig, for da skulle Webb have set 200 m. bagud da knaldkapslerne<br />
eksploderede.<br />
Folklore <strong>og</strong> folkeviser bekymrer sig imidlertid ikke om officielle rapporter.<br />
<strong>Casey</strong> <strong>Jones</strong> døde på sin post <strong>og</strong> i balladerne <strong>og</strong> fortællingerne blev han et<br />
symbol på mod <strong>og</strong> pligttroskab hvilket <strong>og</strong>så ses i at hans hus blev<br />
jernbanemuseum <strong>og</strong> i at det amerikanske postvæsen i April 1950 udgav et<br />
220
frimærke med hans billede som ”honnør” for de amerikanske<br />
<strong>lokomotiv</strong>førere. Mærket solgtes den første dag i mere end en million enkeltmærker<br />
<strong>og</strong> på tæt ved en million kuverter med førstedagsstempel bare i<br />
Jackson.<br />
Det siges at man havde sagt til førerne på Kanonkuglen at de ikke måtte løbe<br />
unødige risici, men uden var de næppe kommet til at køre ”The Canonball<br />
Expres”. Tid er penge – det er nok ikke en tilfældighed at de tre ord først blev<br />
hæftet på en amerikaner.<br />
<strong>Casey</strong> blev begravet i Jackson, Tennessee lige ved siden af hans elskede<br />
jernbane. <strong>Casey</strong> er egentlig en forvrængning af navnet på hans hjemby før han<br />
blev ansat ved jernbanen, Caycey i Kentucky. Han blev født 14. Marts 1864 i<br />
Missouri som den ældste af fire brødre. Underlig nok blev de alle fire<br />
<strong>lokomotiv</strong>førere <strong>og</strong> de døde alle fire i jernbaneulykker. Deres søster døde <strong>og</strong>så<br />
ved en trafikulykke. Det var da en færge kæntrede på Ohio-floden.<br />
221