Kapitel 32, Tennesee: Casey Jones og I.C.R.R lokomotiv 3-8-2:

Kapitel 32, Tennesee:
Staten Tennesee's Flag
Casey Jones og
I.C.R.R
lokomotiv 3-8-2:
213
Så gik det videre med tog
ind i staten Tennesee. Det
var legenden om
lokomotivfører Casey Jones
som trak mig dertil.
Casey Jones affotograferet på museet i Jackson.
28. April 1900 ankom Casey Jones til Memphis og skulle egentlig have holdt
fri, men en kollega var blevet syg.
Casey Jones: Hvis mit lokomotiv, nr. 3-8-2, kan blive klar i en fart, tager jeg
turen tilbage til Canton. Toget skulle være afgået 11:15 pm (23:15), men
klokken blev 12:50 (00:50) før de kom afsted med 95 minutters forsinkelse.
Lokomotivet 3-8-2 findes som model på Svinninge Modeljernbane.

Fra museet i Jackson.
I Jackson er der et jernbanemuseum der bl.a. har en specialafdeling om Casey
Jones. Navnet Casey er egentlig en forvrængning af bynavnet Caysay, hans
fødeby i Kentucky. Hans tre brødre var også lokomotivførere. De fire brødre
døde alle i jernbaneulykker.
John Luther ”Casey” Jones: Ordret som museet viser
teksten:
US-lokomotivfører, død 29 april 1900 ved jernbaneulykke i Vaughan,
Mississippi. Lokomotivet nr. 382 foran eksprestoget "The Canonball"
kolliderede med et godstog. Passagererne og fyrbøderen fik nogle knubs. Casey
Jones blev helten, men døde af det.
214

Fortællingen er baseret dels på museumsbesøget, dels på et referat fra bogen
om Casey Jones.
Ballader (sange og viser om heltegerninger)
I 50’erne kunne man næppe tænde for radioen uden at høre ”balladen” om Tom
Dooley som stak sin pige ihjel med en kniv og som nu skulle hænges. Intet
under at to af verslinierne lyder: ”Hang down, your head, Tom Dooley, hang
down your head and cry”. Tom Dooley formåede i sit hjemland dog ikke at
konkurrere med Jernbane-Billy eller Jesse James.
Jesse James blev den ”største” og mest besungne af alle, en banditleder som
elskede og slog ihjel med samme dejlige, varme, åbne sjæl. Viserne om Jesse
James priste banditten og der var ikke en skygge af moralsk indignation over
hans ”specialiteter” som plyndring af banker, diligencer og tog. Indignationen
hældes over hovedet på ” på et af de andre bandemedlemmer, Robert Ford, der
”som en tyv i natten” stjal fra de andre bandemedlemmer, som snød hvor han
kunne komme til det og som til sidst skød ”stakkels Jesse” og dermed lagde
ham i graven.
Amerika er landet med de skarpe kontraster. Ingen behøver undre sig over at et
almindeligt menneske, lokomotivføreren Casey Jones, ”slog alle de andre ud”,
legender som Jesse James, Jernbane-Billy, Davy Crockett og Buffalo Bill. Det
er ikke altid let at forstå hvorfor den eller den i folkloren bliver den besungne
helt. Det er nok mest af ”en slump at han” er kommet til at stå som
”galionsfiguren”. Der findes utallige viser (på amerikansk ”ballader”) om
lokomotivfører Casey Jones. Hans hus er blevet jernbanemuseum i hjembyen
Jackson i Tennessee. Både før og senere er andre lokomotivførere døde ved
ulykker, men ingen af dem har fået sådan et efterminde som Casey Jones.
215

Casey Jones’ minde lever, og det beror måske på at han var meget, meget
venlig mod en farvet lokomotivpudser, Wallace Saunders, som derfor virkelig
var ham hengiven. I sorgen over Caseys død forfattede og sang han endeløse
sange om lokomotiv-fører Casey Jones og fortalte om ham og hans venlige
sind. Til sidst nåede hans sange personer som, gennem grammofonplade- og
bogforlag, forstod at forvandle disse sange og fortællinger i klingende mønt.
Bøger og plader udkom i millioner eksemplarer og i mange forskellige
versioner af den gamle sorte lokomotivpudsers oprindelige sørgesange og
historier. På ægte amerikansk vis fik den gamle lokomotivpudser ikke en øre.
I en bog udgivet af the Casey Jones jernbanemuseum i Jackson, Tennessee,
finder man grunden til at John Luther (Casey) Jones’ liv og død indtager en så
betydende plads i amerikansk folklore. På den tid hvor han levede og kørte
”The Cannonball Expres” må man huske på at jernbanen var den hurtigste
måde at komme frem på. Alternativet var diligencen. Den var langsom og det
var let for forbryderbanderne at standse en diligence og rejsen var en
forfærdelig støvet affære. Det var tiden da digtere, historieskrivere og forfattere
fyldtes med ærbødighed når de så et kraftudstrålende lokomotiv, et tog som
bremsede på en station, eller buldrede frem ad de vibrerende skinner. Det var i
et sådant miljø af kærlighed, ærbødighed og respekt for jernbanen at Casey
Jones foretog sin sidste rejse.
Fra bogen om Casey Jones:
I årene 1880 til 1900 var konkurrencen mellem de amerikanske
jernbaneselskaber stor. Det gjaldt ikke mindst for erhvervelsen af kontrakter
med postvæsenet. Fart og præcision blev nøgleordene. Jernbaneselskabet
Illinois Central udarbejdede den hidtil hurtigste køreplan og 36-årige Casey
Jones var af skæbnen bestemt til at spille en betydende rolle. Testkørslerne af
den hurtige køreplan varede 30 dage hvorefter den blev da offentliggjort. Ældre
jernbanefolk påstod at den fart kun var mulig i kortere perioder, men ikke når
det skulle blive ved i en uendelighed. Det til trods for at selskabets dygtigste
lokomotivførere blev sat i tur på ”The Canonball Express” mellem Memphis
Tennessee og Canton Mississippi, en strækning på 310 km. I Februar 1900 blev
et af lokomotiverne afsporet lige syd for Memphis og føreren døde. ”Hvad-vardet-vi-sagde”
stod på lur. En del personale søgte forflyttelse til andre ”roligere”
strækninger. Dermed blev Casey Jones ”gjort klar” til at køre ulykkestoget.
216

Kort over strækningen Memphis
i Tennesee til Canton i Mississippi
Vaughn hvor ulykken skete er
mærket på kortet
Desværre er kortene i kortbogen
ikke i samme skala. De kan ikke
umiddelbart kopieres og klæbes
sammen. Vi har kortbogen i vort
bibliotek. Kortmappen er købt i
Milwaukee i Wisconsin 1962.
217

Han rykkede med sit lokomotiv tre-otte-to (nr. 382) ind på turlisten efter den
forulykkede fører. Når jeg skriver ”sin maskine” skyldes det at alle
lokomotivførere havde "deres eget lokomotiv" som blev plejet og passet efter
alle kunstens regler og lokomotivføreren var alene ansvarlig for dets
vedligeholdelse. Mange af dem havde udskiftet fløjten med "en hjemmelavet
fløjte" således at deres lokomotiv havde en særlig lyd. Casey Jones, på
førerpladsen, i sit lokomotiv holdt let køreplanen og hans lokomotivfløjtes
klagende lyd der var let at identificere. Den blev hurtig kendt (og berygtet)
langs Memphis – Canton linien.
Tegning af: I.C.R.R 3-8-2
Sådan forestiller jeg mig at man har forsøgt at advare Casey Jones
om den katastrofe der ventede ham i Vaughn.
tegnet af Anna-Christina efter at jeg har læst bogen og besøgt museet.
Ulykkestoget:
29. April 1900 ankom Casey Jones og hans fyrbøderen Sim Webb på tre-otteto
til Memphis med den nordgående Kanonkugle” – sædvanen tro lige på
sekundet. Lokomotivføreren som skulle køre det sydgående tog var blevet syg
og Casey, som ifølge hans fyrbøder Sim Webb var stolt af sin præcision og
elskede at køre, tilbød at tage turen tilbage hvis Webb ville være med og man
kunne få tre-otte-to klar med vand, kul og smøring i en fart.
Ifølge køreplanen skulle det sydgående eksprestog køre fra Memphis 23:15,
men klokken blev 0:50 før toget var klar til afgang. En forsinkelse på 95
minutter. Der blev kørt til. Sim Webb udtrykte senere at Casey ”piskede hende
218

over ryggen”. Langs linien vågnede alle mennesker ved lyden af den
klagende fløjte som lød næsten uafbrudt. I nat har Casey virkelig fået ”hvidt
øje” = gennemkørselssignal konstaterede jernbanefolk. Da toget, efter 170 km’
kørsel rullede ind i Grenada havde de vundet 55 minutter.
Det, efter en fart som hidtil var anset for at være fuldstændig umulig at opnå.
Forsinkelsen var nu kun 40 minutter. Tilbage til Canton var der endnu 140 km.
I Winona var forsinkelsen nede på 20 minutter. I Durrant kun 10 minutter og
da toget nærmede sig Vaughan gav Casey et langt fløjtesignal og råbte til
Webb: ”Vi er rettidig i Vaughan”! Men i Vaughan var der sket ting og sager
som skulle betyde døden for lokomotivfører Casey Jones.
Vaughn:
Planen var at de i Vaughan skulle møde et lokaltog og to godstog og der skulle
være gennemkørsel for Kanonkuglen. De tre tog var på plads, men sidesporet
var for kort til det fjerde tog. Fire vogne stod i hovedsporet. Man besluttede sig
til at ”save” kanonkuglen forbi sporskiftet. Uheldet var imidlertid ude og en
bremseledning mellem den femtesidste og den fjerdesidste vogn knækkede så
de fire vogne ikke kunne flyttes. En signalmand, Newberry, løb langs sporet
mod Kanonkugle-ekspressen. 900 m. fra stationen lagde han knaldkapsler på
skinnerne og løb yderligere 200 m. hvor han stod og viste stopsignal mod
Kanonkuglen. Knaldkapsler er nogle små, uskadelige, sprængladninger i flade
kapsler, men når de trykkes af hjulene giver de en lille eksplosion som let kan
høres på lokomotivet. Når man hører en knaldkapsel betyder det ”fare – stands
toget hurtigst muligt”!
Med dampregulatoren i bund kom Kanonkuglen brusende i den mørke, let
tågede nat, ud af skoven, over broen over Cypress Creek, gennem en lang
kurve og ned ad bakken mod Vaughan. Knaldene fra knaldkapslerne udløste
øjeblikkelig at Casey og Webb gjorde alt for at bremse toget. Webb så
signalmanden stå ved siden af sporet *) og han så lyset fra pakvognen i det
holdende godstog. Casey beordrede sin fyrbøder til at springe af medens han
selv blev på lokomotivet og forsøgte at standse toget lige til det øredøvende
brag fra kollisionen kom. Lokomotiv tre-otte-to var væltet ved siden af sporet.
Mellem splinterne af de knuste godsvogne fandt man Casey Jones død, men
personvognene stod på sporet og ingen passagerer havde fået andet end
skrammer. Han var blevet på sin post til det sidste og hele tiden havde han
ladet fløjten lyde for at advare stations- og godstogspersonalet. Casey Jones’
rekord med aldrig at have forårsaget en dødsulykke - bortset fra sin egen – var
ubrudt.
219

Foto fra museet i Jackson: I.C.R.R 3-8-2
Undersøgelserne viste at lokomotivet stod i bak og at regulatoren stod halvt
åben, hvilket viste at Casey havde forsøgt at øge bremseeffekten ved at lade
hjulene rotere modsat. Togbremsen, som dengang ikke bremsede maskinen
men kun vognene, var i bremseposition og maskinbremsen løsnet. Farten, da
man passerede knaldkapslerne, lå omkring de 120 miles/t. sagde fyrbøder
Webb. Det menes at farten i øjeblikket for kollisionen har været omkring 40
miles/t.
Han kørte med sit lokomotiv i døden for at redde passagererne. Han blev på
lokomotivet for at bringe toget længst muligt ned i fart inden kollisionen med
et godstogs fire sidste vogne. Han kunne have reddet sit eget liv ved at springe.
På den tid gjaldt det om at køre hurtigere og hurtigere, og Jernbaneselskabet
"Illinois Central" havde på strækningen Memphis i Tennesee til Canton i
Mississippi (310 km.) et tog der hed "Canonball Expres".
Rapporten siger at der har været nogen uopmærksomhed, men dels var det
mørkt og tåget, og dels var lokomotivets lanterne en petroleumslygte som nok
ikke lyser voldsomt meget. Casey Jones vidste han skulle have gennemkørsel i
Vaughan og det er nok rigtigt hvad fyrbøder Webb siger: ”Casey kørte så
hurtigt lokomotivet kunne løbe”.
*) Signalmandens forklaring om at han havde løbet yderligere 200 m. synes
uforklarlig, for da skulle Webb have set 200 m. bagud da knaldkapslerne
eksploderede.
Folklore og folkeviser bekymrer sig imidlertid ikke om officielle rapporter.
Casey Jones døde på sin post og i balladerne og fortællingerne blev han et
symbol på mod og pligttroskab hvilket også ses i at hans hus blev
jernbanemuseum og i at det amerikanske postvæsen i April 1950 udgav et
220

frimærke med hans billede som ”honnør” for de amerikanske
lokomotivførere. Mærket solgtes den første dag i mere end en million enkeltmærker
og på tæt ved en million kuverter med førstedagsstempel bare i
Jackson.
Det siges at man havde sagt til førerne på Kanonkuglen at de ikke måtte løbe
unødige risici, men uden var de næppe kommet til at køre ”The Canonball
Expres”. Tid er penge – det er nok ikke en tilfældighed at de tre ord først blev
hæftet på en amerikaner.
Casey blev begravet i Jackson, Tennessee lige ved siden af hans elskede
jernbane. Casey er egentlig en forvrængning af navnet på hans hjemby før han
blev ansat ved jernbanen, Caycey i Kentucky. Han blev født 14. Marts 1864 i
Missouri som den ældste af fire brødre. Underlig nok blev de alle fire
lokomotivførere og de døde alle fire i jernbaneulykker. Deres søster døde også
ved en trafikulykke. Det var da en færge kæntrede på Ohio-floden.
221