Klik her for at åbne blad som PDF-fil. - Atlantsammenslutningen

More documents

Recommendations

Info

– forum for sikkerhedspolitik Stjerner på skuldrene eller politisk flertal? I 1946 afholdt Tyrkiet det første egentlige flerparti-valg. Indtil da havde der kun været ét politisk anerkendt parti, nemlig Atatürks og hans efterfølger Ínönü’s Republikanske Folkeparti (CHP). Det var dog valget i 1950 der – med regeringsskifte - for alvor markerede det parlamentariske demokratis faktiske indførelse og virke i Tyrkiet. Magtskiftet medførte dog ikke en radikal ændring i den politiske linje. Flere medlemmer af toppen i det nye regeringsparti havde da også deres politiske baggrund i det tidligere regerings-parti. På enkelte punkter var der dog en forskel: Med regeringsskiftet fulgte en ny type politiker i Ankara. Folk fra landet og lavere sociale klasser gjorde deres indtog. Også politikere med mere religiøse profiler fik pladser, hvilket resulterede i en knap så aggressiv tone mod Islam, end tidligere. Man gjorde også op med forbuddet mod at kalde til bøn – Ezan – på arabisk, hvilket tidligere kun været tilladt på tyrkisk. I det hele taget kan regeringsskiftet ses som en konsekvens af den stigende utilfredshed med Kema listernes centralisering af magten. Hæren havde desuden fået en mindre rolle i både politik og samfundet. For eksempel udpegede premierminister Menderes den første forsvarsminister i landets historie, der ikke havde en fortid i militæret. I modsætning til både Atatürk og Inönü var Menderes heller ikke selv militærmand. Da militæret kuppede magten i 1960, skal det ses i lyset af en fejlslagen økonomisk politik i løbet af 1950’erne, en tyr kisk økonomi i ringe stand og høj inflation, samt hærens og oppositionens reaktion mod at blive kørt ud på et sidespor. Knap halvandet år sad militæret på magten før der blev dannet en civil politisk regering igen. Igen i 1971 blev den valgte regering afsat af militæret. Denne gang var det Süleyman Demirel og hans regeringsparti Retfærdighedspartiet, der blev presset til at træde tilbage efter at have vundet valgene siden 1965. Ved valget i 1965 havde Retfærdighedspartiets slogan lydt ”Vi er til højre for midten og på Guds vej”. 2 Det var netop sådanne slagord der kunne bruges af Kemalisterne i det Republikanske Folkeparti imod den siddende regering. Men det var i lige så høj grad studenterdemonstrationer - med inspiration fra Paris - der udartede til uroligheder regeringen ikke formåede at kontrollere, som var medvirkende til militærets indgriben. De politiske slogans med religiøse tendenser samt uro- lighederne, gav militæret incitament til at udføre kuppet; Man henviste til trusler mod nationens sikkerhed og sekulære republik. 3 Demirel blev dog ikke henrettet sådan som det skete med Menderes i 1961, men blev senere genvalgt ikke mindre end 4 gange. 1970’erne var præget af politisk uro. Der var valg årligt i denne periode og regeringsmagten skiftede mellem Retfærdighedspartiet og det Republikanske Folkeparti. I slutningen af årtiet polariseredes det politiske miljø. Det yderste højre og det yderste venstre var i direkte konflikt og politisk motiverede drab var blevet dagligdag. Udover den politiske uro kæmpede Tyrkiet fortsat med svære økonomiske problemer. I 1980 tog det Nationale Sikkerhedsråd – dvs. militæret – konsekvensen og forbød alle politiske partier og organisationer. Man forbød strejker og satte den lovgivende forsamling ud af kraft. Dermed var udført endnu et militærkup og endnu en gang hed den afsatte premierminister Süleyman Demirel. De næste tre år sad mi-litæret på magten og udpegede ministre. Det er tydeligt at militæret spiller en stor rolle i Tyrkiets politiske historie. Dog er det værd at nuancere opfattelsen af, at disse kup alle var i sekularismens navn og modreaktioner på en islamisering af staten, udført af den siddende regering. For skønt det har været blandt argumenterne ved de to første kup – og har vejet tungt uanset hvor meget disse påstande i virkeligheden har haft på sig – blev kuppet i 1980 ikke udført under påskud af et forsvar for den sekulære republik. Tværtimod søgte general Kenan Evren – der stod i spidsen for kuppet – ligefrem en form for samarbejde med islamisk orienterede grupper, i fælles front mod tidens største trussel af dem alle: Venstrefløjen. Der var sågar tale om en ”tyrkisk-islamisk syntese” hvor de to størrelser – nationalismen og Islam - altså ikke blev set som inkompatible, men derimod med fælles mål og værdier. 4 Hvad der til gengæld adskiller sig er, at militæret med konstruktionen af den ”tyrkisk-islamiske syntese” fra 1980’erne, muligvis selv var med til at bane vejen for den senere islamisering af samfundet. ”Blødt kup” og politisk Islam ved roret Tyrkiets mest populære parti har i det seneste årti været Adalet ve Kalkinma Partisi (På dansk Partiet for Retfærdighed og Udvikling eller AKP). AKP blev stiftet i 2001 og har siden parlamentsvalget i 2002 siddet på regeringsmagten. AKP er et liberalt konservativt parti men betegnes også af nogle som et islamisk parti. Politisk ligger det i forlængelse af en række partier der, siden Necmettin Erbakan stiftede den Nationale Ordens Parti i 1970, ikke har afsværget deres muslimske identitet og som konsekvens, har måttet se sig selv dømt ude af deres politiske modstandere. Ved valget i 1995 var det Refah Partiet – Velfærdspartiet - der blev det største parti. Året før havde partiet også vundet stor opbakning ved kommunalvalget og fået ikke mindre end 29 borgmesterposter, heriblandt både i Ankara og Istanbul. Refah blev dannet som efterfølger til det Nationale Frelserparti, der var efterfølger til den Nationale Ordens Parti. Begge partier var blevet lukket med henvisning til brud på sekularisme-paragrafferne og førstemanden Necmettin Erbakan selv, sad i en kort overgang i 1980’erne fængslet. Erbakan betragtes som manden der for alvor introducerede politisk Islam i Tyrkiet, med det særlige forhold samtidig at have en nationalistisk dagsorden, hvilket navnene på hans to tidligere partier også indikerer. I 1996 blev Erbakan premierminister i en koalitionsregering med den tidligere – første kvindelige - premierminister Tansu Çiller. Tørklædeforbuddet for offentligt ansatte kvinder blev ophævet og arbejdstiderne under Ramadanen blev ændret, så de tog hensyn til de religiøse pligter. Derudover inviterede Erbakan højtstående folk fra Sufi-ordener (tarikats) til middag under Ramadanen. 5 Den 28. februar 1997 stod militæret – støttet af visse oppositionspartier - i spidsen for den proces der førte til Erbakans og hans regerings fratrædelse i juni måned samme år. Således blev flere af de love den nu afsatte regering havde vedtaget, rullet tilbage. Dette ”bløde kup” eller ”postmoderne kup” som det også er blevet kaldt, var til forskel fra de tidligere kup i meget høj grad et spørgsmål om at beskytte den sekulære republik. På universitetsområder blev det forbudt at bruge nogen form for religiøs beklædning som hovedtørklædet. I januar 1998 blev Refah Partiet opløst ved lov, men traditionen tro blev der blot dannet et nyt parti (Dydspartiet) på resterne af det gamle, dog uden overhovedet at opnå samme succes. AKP: Politisk Islam er moderne I slutningen af 1990’erne og særligt efter kuppet i ’97, skete en drejning i tyrkisk politik i forhold til EU. Blandt kema-listerne bredte der sig en skepsis over for EU mens der blandt en del af de pro- islamiske politikere spredtes en opfattelse af, at EU kunne være deres egen sikkerhed for overlevelse i politik. Kuppet blev nemlig kritiseret af EU og vur
deret som et skridt i den forkerte retning med hensyn til demokratiseringsprocessen. Fra EU’s side mente man også at militæret burde spille en langt mindre rolle i tyrkisk politik. Således så man nu fra de pro-islamiske politikere side et potentiale for, at udnytte EU-forholdet til at sikre egne rettigheder. Hvor Dydspartiet ikke formåede at samle opbakning i samme omfang som Refah, var det lige præcis hvad AKP gjorde. AKP’s stifter Recep Tayyip Erdoğan blev dog idømt fængselsstraf i 1998 efter at han som borgmester i Istanbul havde fremsagt et digt, der blev anset for at forbryde sig mod den siden 1982-forfatningssikrede sekularisme i landet. Derfor kunne Erdoğan heller ikke blive premierminister, da han fortsat var udelukket fra at blive valgt ind i parlamentet. I stedet blev det partiets 2. mand, Abdullah Gül, der blev premierminister. Med stor tilslutning til AKP (34,3 % af stemmerne) og en spærregrænse fastsat til 10%, fik partiet 363 af de 550 – altså to tredjedele - af pladserne i parlamentet. Det var vigtigt for det nye AKP at få to tredjedele af pladserne, da det netop er hvad der kræves for at gennemføre en forfatningsændring. Grundet den høje spærregrænse klarede kun ét andet parti sig over spærregrænsen med 19 %: CHP. Således blev det – for første gang i en årrække – en et-parti-regering. At et enkelt parti sidder med regeringsmagten, kan være en stabiliserende faktor. Til gengæld var det umiddelbart en uheldig situation, at partiets førstemand – nemlig Erdoğan – måtte stå på sidelinjen. AKP var naturligvis interesseret i at få Erdoğan som premierminister. Derfor ændrede man i slutningen af 2002 ordlyden i den lov á 1982, som Erdoğan havde forbrudt sig imod. 6 Da Erdoğan ikke var skyldig ifølge den nye formulering, kunne han i foråret 2003 indtage posten som premierminister. EUmedlemskab var et erklæret mål for AKP. Derfor var den lovede reformpolitik for vigtig for AKP’s troværdighed til blot at blive ved snakken. Indenrigs- og udenrigspolitikken – eller i hvert fald EU-politikken – var i store træk to sider af samme sag. Med de afgørende to tredjedele af parlamentet i ryggen lykkedes det da også Erdoğan og hans regering, at gennemføre flere reformer. I 2007 genvandt AKP regeringsmagten og var det første parti i 50 år der blev genvalgt med øget tilslutning. 7 I 2008 ophævede regeringen tørklædeforbuddet på universitetsområder. Oppositionen indbragte sagen til forfatningsdomstolen der annullerede beslutningen. Det gav blod på tanden hos oppositionen der forsøgte at få Forfatningsrådet til at lukke AKP med henvisning til, at partiet var til skade for den sekulære republik. Oppositionen fik dog ikke medhold heri. 8 Tyrkiet og EU – en slowfox Ankara-aftalen EU og Tyrkiet indgik i 1963, havde til formål at lette fremtidige optagelsesforhandlinger ved en gradvis oprettelse af en toldunion. Dette skulle ske ved at fremme økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem de involverede parter, under hensyntagen til forbedringer af det tyrkiske folks levestandarder. 9 Man inddelte processen i 3 faser; en indledningsfase, en overgangsperiode og en endelig fase. I den indledende fase skulle Tyrkiets økonomi styrkes, så landet kunne opfylde de forpligtelser som de senere faser krævede. 10 1959: Tyrkiet ansøger om associeret medlemskab i EU. 1963: Associeringsaftalen – Ankara-aftalen – underskrives. 1987: Tyrkiet ansøger om EU-medlemskab – og får afslag. 1995: Toldunionen oprettes. 1997: Tyrkiet erklæres egnet som EUmedlem af Det Europæiske Råd. 1999: Tyrkiet får status som kandidatland. 2005: Tyrkiet og EU indleder forhandlinger om EU medlemskab og toldunionen udvides. I 1970 blev en tillægsprotokol til Ankara-aftalen - vedrørende overgangsfasen - indgået. Det vurderedes at den indledende fase havde udviklet sig som håbet og at betingelserne for at gå videre til overgangsfasen var til stede. 11 Grundet den politiske uro i 1970’erne og Cypern-problematikken, trak denne fase dog ud. Den politiske scene i Tyrkiet var blevet noget roligere efter kuppet i 1980 og økonomien forbedret. Med toldunionen der oprettedes i 1995 fulgte forbud mod told og kvantitative restriktioner. Et forbud der skulle forbedre handelsbetingelserne for og med Tyrkiet. Blot et halvt år efter at Erbakan måtte opgive premierministerposten ved det ”bløde kup” i 1997, blev Tyrkiet vurderet egnet til at være EU-medlem, men fik endnu ikke status som kandidatland. Erbakan var udtalt modstander af et tyrkisk EUmedlemskab. Hans holdning var, at et sådant medlemskab var et kemalistisk forsøg på at europæisere Tyrkiet på bekostning af politisk Islam. 12 Som nævnt var dette en holdning der blandt pro-islamiske politikere ændredes i slutningen af årtiet. Da Tyrkiet i 1999 fik status som kandidatland var forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet en smule mildnet bl.a. pga. et voldsomt jordskælv der havde medført gensidig solidaritet. Med status som kandidatland kan man normalt påbe gynde den egentlige forhandlingsproces. Dog måtte Tyrkiet som det eneste af de i alt 13 kandidatlande, fortsætte med at imødekomme de såkaldte københavnerkriterier – betingelserne for EU-medlemskab fastlagt i København i 1993 – før de officielle forhandlinger kunne starte. I december 2002 samledes Det Europæiske Råd i København. Det blev besluttet at Tyrkiet – som det eneste af kandidatlandene – måtte vente på en revurdering i 2004. Rådet ankerkendte de reformer der allerede var indført, samt regeringens fortsatte bestræbelser. Det var de politiske kriterier der blev henvist direkte til fra Rådets side som endnu skulle forbedres – både hvad angår lovgivning og implementering. Hvis disse kriterier vurderedes at være imødekommet i 2004, ville forhandlingerne startes uden forsinkelser. 13 Vurderingen i 2004 faldt positivt ud og medlemskabsforhandlingerne kunne ind ledes i oktober 2005. Kommissio nens rapport betegner de fremskridt der er sket i forhold til de politiske kriterier de foregående årtier, som sporadiske. Derimod fremhæver den tiden efter det tyrkiske valg i 2002, som en tid hvor der i forhold til lovgivning og på institutionelt niveau er sket afgørende fremskridt. Fremskridt der medfører at Tyrkiet på disse felter nu i høj grad nærmer sig europæiske standarder. Tyrkiet vedtog i tiden mellem 2002 og 2004 otte lovpakker der får stor kredit af Kommissionen. Der er bl.a. sket fremskridt mht. retssikkerheden, forholdet mellem det civile og militæret, samt anerkendelsen af folkeretten og den europæiske ret. Alt i alt vurderede Kommissionen i 2005 at Tyrkiet opfyldte de politiske kriterier i en tilstrækkelig grad og anbefalede dermed at forhandlingerne kunne påbegyndes. Samme år blev toldunionen med Tyrkiet udvidet til også at gælde for de ti nye EU-stater – der iblandt Cypern, hvis græsk-cypriotiske regering Tyrkiet ikke anerkender. Dermed udgør Cypern et af de største problemer for Tyrkiets EU-medlemskab, da Cypern blev medlem af EU i 2004. En rapport fra Europakommissionen fra oktober 2009 konstaterede, at Tyrkiet, på trods af opbakning til forhandlinger mellem den græske og tyrkiske del af Cypern under FN, ikke havde gjort fremskridt på bilateralt niveau med Cypern. 14 I 2010 rapporterede Europakommissio- 5
Page 1 and 2: info s i k k e r h e d s p o l i t
Page 3: Tyrkiet - landet i midten… Siden
Page 7 and 8: Efter at have givet Israels præsid

Klik her for at åbne blad som PDF-fil. - Atlantsammenslutningen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?