Fysikrapport Laplaces lov

2.4.2 Varierende vinkel
Vi kunne selvfølgelig også variere andet end disse to, nemlig vinkelen – som
vi før bare holdt ved 90 ◦ . For at kunne gøre dette skulle vi så bare holde
strømstyrken og lederlængden konstant og dreje vores leder. På denne måde
kunne vi så have sammenhørende værdier for vinkelen θ og den kraft F som
magneten overførte til vægten. Her kunne vi så lave en (sin θ,F ) kurve, som
ville arte sig efter følgende grundet formel 29:
hvor konstanten k her er givet ved:
Og igen kan vi altså finde B ud fra hældningen k:
F = k · sin θ (34)
k = L · B · I (35)
B = k
(36)
L · I
Igen kan vi altså, hvis vores (sin θ,F ) kurve er tilnærmelsesvis ret, sige at
Laplaces lov passer for vores forsøg, og vi kan altså også her finde magnet-
feltstyrken B for den magnet vi arbejder med (dog kan vi ikke gøre det så
godt i vores forsøg, da vi kun laver en enkelt (sin θ,F ) graf, hvorfor vi ikke
har mulighed for at lave usikkerhedsberegninger på denne).
3 Forsøgsopstilling og øvelsens udførsel
Selve forsøget var delt op i to delforsøg, hvor vi altså i det første forsøg
skulle ende med (I,F ) graf for hver lederlængde og i andet delforsøg skulle
ende ud med en enkelt (sin θ,F ) graf. For begge delforsøg skulle vi så finde
magnetfeltstyrken B for de magneter vi arbejdede med.
3.1 Vægten og princippet bag denne
For at vi kunne måle hvor stor en kraft der blev ydet på magneten ud fra væg-
ten skulle vi lige finde ud af hvordan det hele hang sammen. Selve opstillingen
var på den måde at vi havde en vægt hvorpå vi havde en lille specialbygget
9