Landskabsanalyse - Naturpark Åmosen

SPECIALRAPPORT
NATURPARK ÅMOSEN-TISSØ
LANDSKABSANALYSE
Udarbejdet til Styregruppen for Naturpark Åmosen-Tissø af
RASMUSSEN & WITTHØFT

2
SPECIALRAPPORT
NATURPARK ÅMOSEN-TISSØ
LANDSKABSANALYSE
2005
Udarbejdet til Styregruppen for Naturpark Åmosen-Tissø
af
Konsulent Johannes Bach Rasmussen, RASMUSSEN &
WITTHØFT
Kortene er produceret af Vestsjællands Amt.
Publikationen er støttet af Friluftsrådet.
Fotos: Morten Kjærgaard og Jan Kofoed Winther (luftfoto)
Rapporten er lagt som link på hjemmesiden for Naturpark
Åmosen-Tissø:
www.naturpark-aamosen-tissoe.dk.
Forside:
Øverst: Centralt i analyseområdet ligger et sammenhængende
og lavtliggende område af ådale, søer og
moseområder, som strækker sig fra Store Bælt til Undløse-Stenlille-vejen.
Lille Åmose indgår i dette område.
Moseområdet præges af mange gamle, vandfyldte tørvegrave,
og på dette tidspunkt høj forårsvandstand. I forgrunden
ses Tissø og i baggrunden Skarresø.
Nederst: Analyseområdet indeholder en koncentration af
herregårde - i alt 21. Her Dønnerup med store omgivende
herregårdsmarker og skove.
Indhold
Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Beskrivelse af analyseområdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
Afgrænsning af analyseområdet . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
Landskabets dannelse, geologi og overfladeform . . . . 6
Bebyggelsesstruktur og arealanvendelser . . . . . . . . . .10
Bevoksningsstruktur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
Beskrivelse af delområder med et ensartet præg . .16
Inddeling af analyse-området i delområder . . . . . . . . .16
Om vurdering af de landskabelige værdier . . . . . . . . .18
Ådalene vest for tissø med Bøstrup å og Halleby å . . 19
Tissø med nærmeste bredområder. . . . . . . . . . . . . . . 20
Lille Åmose med omgivende bred- og
landbrugsområder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22
Højdedraget øst for tissø med bl.a. herregårde. . . . . 23
Skov- og herregårdsområdet mellem Skarresø og
Åmoserne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24
Store Åmose . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26
Landskaberne nord for Store Åmose . . . . . . . . . . . . . 29
Landskaberne syd for Store Åmose. . . . . . . . . . . . . . . 32
Sammenfattende landskabelig vurdering
af analyseområdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34
Sammenfattende vurdering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34
Udviklingsmuligheder.
Forholdet til andre interesser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34
Større uforstyrede landskaber . . . . . . . . . . . . . . . . . . .41
Skovrejsning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .41
Fortidsminder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42
Politiske bindinger, vurderinger og strategier.
Udviklingstendenser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44
Regionplanens bindinger indenfor området . . . . . . . . 44
Kommuneplanens bindinger indenfor området . . . . . 45

Indledning
Miljøministeren har udpeget syv naturområder i Danmark som
statslige pilotprojekter der kan give grundlag for udpegning af
nationalparker. Området Åmosen-Tissø var på tale som statsligt
pilotprojekt, men blev ikke udpeget.
Friluftsrådet, kommunerne i området, en række lokale organisationer
samt Vestsjællands Amt tog imidlertid initiativ til
et lokalt forankret fælles undersøgelsesprojekt. Formålet var at
klarlægge mulighederne for, at etablere en naturpark i området.
Miljøministeren har udarbejdet retningslinier for, hvorledes
de statslige pilotprojekter skal afrapporteres. I arbejdet med Naturpark
Åmosen-Tissø er de samme retningslinier blevet fulgt.
I disse retningslinier er det angivet, at der skal udføres en
landskabsanalyse for området. Landskabsanalysens indhold er
beskrevet i notatet ”Landskabsanalyser og pilotprojekter til nationalparker”,
Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2003.
Det er heri angivet, at formålet med landskabsanalysen er at:
• beskrive områdets karakteristika, særpræg og udseende.
• vurdere udviklingstendenser og konsekvenser af mulige ændringer.
• vurdere sammenhængen med andre interesser/planlægningstemaer
og eventuelle forvaltningsbehov.
Landskabsanalysen består indledningsvis af en generel beskrivelse
af hele analyseområdet med hensyn til landskabsdannelse,
arealanvendelse, bebyggelses- og bevoksningsstruktur
m.v. Herefter er analyseområdets enkelte delområder beskrevet
og der er foretaget en rumlig og æstetiks analyse samt en vurdering
af sårbarhed og potentiale. Endelig er der foretaget en beskrivelse
af de politiske bindinger og strategier, som de fremgår
af regionplanen og kommuneplanerne samt en vurdering af mulige
udviklingstendenser.
Det må understreges, at rapportens vurderinger af områdets
potentiale og nye tiltag alene er foretaget ud fra landskabelige,
rumlige og æstetiske vurderinger, og ikke ud fra en helhedsbetragtning
der også inddrager f.eks. biologiske og miljømæssige
hensyn. (Under afsnittet ”Vurdering af de landskabelige udviklingsmuligheder”
er der foretaget en vurdering af forholdet til
andre interesser).
3

Beskrivelse af analyseområdet
Afgrænsning af
analyseområdet
I notatet fra Miljøministeriet hedder det vedr. afgrænsning af
analyseområderne i pilotprojekterne:
”Det vil også være nødvendigt at inddrage beskrivelser af
projektområdernes omgivelser i begge dele af landskabsanalysen,
både som grundlag for vurdering af områdeafgrænsningen
og som grundlag for at vurdere den indbyrdes påvirkning af
4
landskaberne og eventuelle forandringer i og udenfor pilotområderne.
Hvor stor en del af omgivelserne, der skal indgå i analyserne,
må vurderes for de enkelte områder”.
Det foreslåede analyseområde består af et centralt beliggende
og sammenhængende system af ådale, søer og moseområder
som strækker sig fra Store Bælt til Undløse-Stenlille-vejen. Området
består af følgende hovedlokaliteter: Store Åmose, vandmølle-
og skovområdet mellem Åmoserne, Lille Åmose, Tissø,
Bøstrup Ådal samt Nedre Halleby Ådal med Flasken. Målt gennem
områdets midte en strækning på ca. 45 km. Projektets styregruppe
har udpeget dette område som naturparkområde.

Landskabsanalysen inddrager de vigtigste og geologisk mest
markante naboområder til dette sammenhængende centrale område
– dvs. især de højtliggende og kuperede morænejorder nord
og syd for Store Åmose. Afgrænsningen følger i høj grad grænser
for geomorfologiske hovedformationer i området – se kortet
side 7.
I nord afgrænses analyseområdet af motorvejen Holbæk-Kalundborg,
i syd af hovedvejen Stenlille-Sæby (syd for Tissø). I
øst af vejen Regstrup-Undløse-Ugerløse- Stenlille. I vest af vejen
Gammel Svebølle-Store Fuglede-Tystrup-Bjerge Sydstrand.
Kortet viser grænsen for landskabsanalyseområdet
samt hovedlokaliteter angivet med
stor skrift. Med kursiv skrift er angivet navnene
på de vigtigste herregårde.
5

Landskabets dannelse,
geologi og overfladeform
Overfladeformerne blev skabt under sidste istid
I Vestsjælland er landskabets hovedformer et resultat af gletsjerens
virke under sidste istid
for ca. 18.000 år siden – især det såkaldte Bælthavsfremstød.
Dette isfremstød har skabt mange markante landskabsformationer
indenfor analyseområdet. Se det geomorfologiske kort modstående
side.
Det gælder bl.a. en række langstrakte og markante randmoræner
dvs. bakkedrag bestående af materiale, der er aflejret/oppresset
ved kanten af gletsjeren. (Moræne er materiale aflejret af
gletscheris). Markante og kendte randmorænebakker i Vestsjælland
er bl.a. Røsnæs-halvøen og Vejrhøjbuerne.
I projektområdet findes et næsten sammenhængende system
af randmorænebakker, der udgøres af Bjergsted Bakker, højdedraget
Skarresø-Bromølle-Dønnerup samt højdedraget fra Kattrup
og øst om Tissø.
De øvrige højtliggende bakkeområder er kuperede og typiske
dødislandskaber med såkaldte kamebakker og issøbakker, der
er dannet af materiale i bassiner og søer i gletsjerens overflade
og afsat som bakker efter gletsjerens afsmeltning. Kame- og issøbakkerne
er ofte landskabeligt fremtrædende og skiller sig
ud fra de ofte mere ustrukturerede morænejorder. Bakkerne er
10-30 meter høje og har stejle sider og evt. plan top (kamebakkerne),
efter påvirkning af senere gletsjeris.
De flade og lavtliggende områder - åmoserne og ådalene vest
6
for Tissø - er hovedsagelig dannet ved erosion fra smeltevand fra
isgletsjeren. Vandet har ”udjævnet” landskabet og aflejret sten,
grus, sand og ler. Det gælder bl.a. smeltevandsdeltaet ved Bjergsted
Bakker der består af lagdelte materialelag, der er sorteret af
smeltevandstrømmene.
Åmoserne og Tissø er dannet som glaciale bassiner og delvis
af lokale dødisforekomster. Skarresø er et stort dødishul.
I analyseområdets vestligste del ved Store Bælts-kysten findes
tidligere havdækkede arealer.
Fire geologiske hovedformationer i området
Der er således fire dominerende geologiske hovedformationer i
området:
• randmorænebakkerne (omkring Skarresø, vest for Tissø og
– mindre markant – syd for Store Åmose)
• dødisområderne med særlige bakkedannelser (alle analyseområdets
øvrige højtliggende morænejorder)
• smeltevandsområderne (det sammenhængende system af lavtliggende
jorder og bassiner dvs. åmoserne, Tissø, og tilknyttede
ådale med Åmose Å, Halleby Å og Bøstrup Å)
• tidligere havdækket område (med nedre del af Halleby Å og
Flasken).
Området illustrerer meget tydeligt de væsentligste geologiske
formationer og dannelsesprocesser i Vestsjælland.

N
0 10 20 km
Tidligere havdækket areal
Randmorænebakker/randmorænestrøg
Tissø
Geomorfologisk oversigtskort over Nordvestsjælland. ”Fredningsplanlægning.
Vestsjællands Amtskommune. 1983”. Ole
Humlum. Modificeret af Mikkel U. Hede.
Kuperet morænelandskab
Kamebakker & issøbakker
Store Åmose
Smeltevandsaflejringer
7

8
Analyseområdet indeholder de fire væsentligste
geologiske hovedformationer i
Nordvestsjælland:
Øverst dødsisområder med karakteristiske
bakkeformationer. Bakkerne består af
materiale, som er aflejret i issøer i gletsjeren.
Her fra Knabstrup-området.
Nederst randmorænebakker, der her
ses vest for Tissø. Bakkerne er dannet af
materiale som er aflejret og oppresset
ved kanten af isgletsjeren. Analyseområdet
præges mange steder af en dramatisk
kontrast mellem randmorænebakkerne og
de lavtliggende områder formet af smeltevand,
her Tissø.

Øverst smeltevandsområder. Store Åmose
er dannet af smeltevand fra isgletsjeren,
der har udjævnet landskabet. Her fra
Lyngen i Store Åmoses østlige del.
Nederst tidligere havdækket område.
Den vestligste del af analyseområdet med
Nedre Halleby Ådal har tidligere været
havdækket. Her det store marine forlandsområde
ved Store Bælt med åens
delta med bl.a. Flasken. I baggrunden ses
Tissø.
9

Bebyggelsesstruktur og
arealanvendelser
Karakteristiske bebyggelsesstrukturer
Analyseområdet er især karakteristisk ved, at større områder
præges af herregårde med tilknyttede større markenheder, ofte
kantet af hegn og skove.
Der er tre større og sammenhængende herregårdsområder
(med største herregårde nævnt):
1. Astrup, Kattrup og Dønnerup.
2. Selschausdal, Sæbygård, Frihedslund og Nørager samt
3. Knabstrup, Torbenfeldt og Kongsdal.
Herudover præges analyseområdet af en række markant lokaliserede
og større landsbyer, der stadig har en udpræget karakter
af stjerneudstykning, som er understøttet af hegns- og vejstrukturen.
Det drejer sig bl.a. om Holmstrup, Skamstrup, Bennebo,
Skellingsted, Ulkestrup, Tømmerup, Reerslev og Niløse.
Herregårdsområdet øst for Tissø, som er lokaliseret på den markante
og kuperede randmorænebakke. Store herregårdsmarker
med vildtremiser og fortidsminder er afgrænset af diger, levende
hegn, alléer og skove.
10
Ellers præges landskabet af udflyttede gårde, f.eks. Øgårde
vest for Undløse, samt en række husmandsudstykninger, f.eks.
Verup Mose, Kongsted Holme og Halleby Ore. Mange udflytninger
og husmandssteder er lokaliseret langs moserne med
moseparceller til den ene side og agerjord på den anden side på
morænen.
Det er også et karakteristisk træk for moræneområderne, at
mange landsbyer og husmandsudstykninger er lokaliseret højt i
landskabet, ofte på bakketoppe og bakkedrag, hvor man normalt
ikke finder landsbyer. Det findes kun i områder hvor bakkerne
har et højtliggende grundvandsspejl, så der er let adgang
til vand. Det gælder f.eks. Buerup og Løgtved (vest for Tissø) og
Katrinebjerg (syd for Bennebo).

Herregårdsmark fra Torbenfeldt, hvor mange marker er afgrænset
af skovområder.
Foto fra en position syd for Store Åmose (omtrent over landsbyen
Niløse). Set mod nordvest. I forgrunden randmorænebakkerne,
som strækker sig langs den sydlige del af Åmosen. Åmosen
ses tydeligt i landskabet med den karakteristiske opdeling i
aflange moseparceller.
På fotoet ses tre karakteristiske bebyggelsesstrukturer fra ana-
lyseområdet. I forgrunden til venstre ses de enligt liggende udflyttede
gårde. Langs vejen ved mosens kant i forgrunden ses
husmandsbebyggelsen Kongsted Holme. I midten af fotoet ses
tydeligt den stjerneudstykkede landsby Skellingsted, der ligger
nord for mosen. Landsbymarkerne er smukt afgrænset af herregårdsskov.
11

Bevoksningsstruktur
Bevoksningsstruktur
Analyseområdet indeholder mange skove. Det skyldes områdets
marginale dyrkningsbetingelser (stejle og fugtige områder) og
tilstedeværelsen af mange herregårde, der traditionelt har store
skovtilliggender.
Skovstrukturen
De større skove kan inddeles i 5 hovedområder eller komplekser:
1. Skovområdet mellem Skarresø og åmoserne. Området indeholder
bl.a. herregårdene Kattrup, Dønnerup og Astrup.
Skovområdet er ret kompakt med en del mindre skovrum omkring
vandløbene, de gamle vandmøller og landsby- og vejbebyggelser.
2. Herregårdsskovene nord for Store Åmose. Skovområdet danner
et sammenhængende hele med store landskabsrum omkring
herregårdsmarker og landsbyer.
3. Den vestlige del af Store Åmose. Den vestlige del af Åmosen
domineres af en række større skove og plantninger samt en
del kratbevokninger.
4. Skovene syd for Store Åmose. Skovene er hovedsagelig plantet
på lavtliggende og vandlidende jorde i forbindelse med
Bjørnevad Ådal.
5. Herregårdsskovene i højlandet øst for Tissø. Hovedsagelig
mindre skovområder, men med markant landskabelig lokalisering.
Øvrige bevoksninger
Analyseområdet præges desuden af:
- småbevoksninger og krat i forbindelse med de vandlidende
områder – i selve moserne, langs mosernes kanter og omkring
mindre vandhuller - samt stejle bakkepartier i morænelandet.
12
- hegn- og hegnsrester. Der er to typer af hegn: I forbindelse
med landsbybebyggelserne, som f.eks. markerer de gamle
stjerneudstykninger (Skamstrup) samt parallelle hegn i Åmoserne
der markerer ejendomsstrukturen.
- alléer og solitære træer i især herregårdsområderne.
- vildtremiser.
Skovenes karakter
Det skønnes at ca. 60% af skovene er løvskov og ca. 40% nåleskov.
Skovene er generelt lokaliseret på de sværest opdyrkelige
jorder, dvs. de stærkest kuperede jorder samt jorder der er
vanskelige at afvande. Det betyder, at vi generelt finder et meget
varieret og attraktivt skovbillede, især i områder med gammel
løvskov.
Større anlæg
Området fremtræder som et land- og skovbrugsområde uden
større virksomheder eller anlæg, der ikke direkte er tilknyttet
skov- og landbrug. Næsten hele området er omfattet af amtets
vurdering ”Større uforstyrrede landskaber” hvilket betyder, at
det er uden større dominerende bygninger eller infrastrukturelle
anlæg.
Der går dog tre større højspændingsledninger i øst-vestlig
retning gennem området. De to krydser Lille Åmose og forløber
gennem hele Store Åmose. Den tredje passerer Halleby Ådal
og Bøstrup Ådal og forløber gennem landskabet syd for Store
Åmose.
Der er enkelte vindmøller i området, men uden nogen landskabelig
dominans.
Bevoksningsstruktur.
Større skovkomplekser.
1. Skovområdet
mellem Skarresø
og åmoserne.
2. Herregårdsskovene
nord for
Store Åmose.
3. Den vestlige del
af Store Åmose.
4. Skovene syd for
Store Åmose.
5. Herregårdsskovene
i højlandet
øst for Tissø.

To store og forskellige skovkomplekser indenfor
analyseområdet:
Øverst: Skovkomplekset syd for Skarresø.
Gammel herregårdsskov i meget kuperet
dødisområde. Er karakteristisk ved de
mange smukke skovrum, bl.a. i tilknytning
til åløbene. I forgrunden ses to af områdets
gamle vandmøller.
Nederst: Skovplantninger i den østlige del
af Store Åmose, anlagt i fladt moseterræn.
I forgrunden ses selvgroet krat omkring
gamle tørvegrave samt nye regulære nåletræsplantager.
13

Øverst: Østlige Åmose. Mange steder opleves skovene næsten
som kulisser i det flade moseterræn - et landskab med hedeslette-karakter.
Nederst: Typisk løvskovsparti i kuperet dødisområde.
14

Både de lavtliggende områder og morænejordene indeholder potentielt
mange småbiotoper. Øverst: Lille Åmose med tørvegrave,
moser, krat og småplantninger. Nederst: Fra randmoræneområdet
syd for Store Åmose. Det åbne og stærkt kuperede landbrugsland
præges af levende hegn, hegnsrester, småmoser og krat.
15

Beskrivelse af delområder med et ensartet præg
Inddeling af analyseområdet
i delområder
Analyseområdet er inddelt i 8 delområder med et ensartet præg
vurderet ud fra overfladeformer, arealanvendelse og bebyggelsesstruktur.
Der er valgt et niveau for inddelingen af analyseområdet, hvor
det skønnes muligt at opfylde hovedformålene med analysen,
der er at beskrive analyseområdets variation med hensyn til bl.a.
karakteristika, sårbarhed og potentiale.
16
Beskrivelser og vurderinger støtter sig i visse tilfælde til en
underdeling af delområderne.
Der er valgt følgende delområder med underområder:
1. Ådalene vest for Tissø med Bøstrup Å og Nedre Halleby Å.
2. Tissø med nærmeste bredområder.
3. Lille Åmose med omgivende bred- og landbrugsområder.

4. Højdedraget øst for Tissø med bl.a. herregårde.
• den nordlige del af området med gårde og landsbyer.
• den sydlige del af området med herregårde.
5. Skov- og herregårdsområdet mellem Skarresø og Åmoserne.
6. Store Åmose
• den vestlige del af Åmosen. Præget at store åbne marker.
• den centrale del af Åmosen. Præget af småmoser, krat og
hegn.
• den østlige del af Åmosen. Præget af større skove, større markenheder
samt krat- og moseområder.
7. Landskaberne nord for Store Åmose
• den vestlige del af området med gårde og landsbyer.
• den østlige del af området med herregårde.
8. Landskaberne syd for Store Åmose.
17

Om vurdering af de
landskabelige værdier
De egnskarakteristiske værdier.
Den landskabelige vurdering og forslag til styrkelse af de landskabelige
værdier tager udgangspunkt i stedets eksisterende
værdier og identitet – eller udtrykt på en anden måde: de egnskarakteristiske
værdier.
Landskabsanalysen beskæftiger sig derfor med følgende
hovedspørgsmål: Hvad er karakteristisk og værdifuldt i dette
område frem for andre områder? Hvad kan man se og opleve
her, som man ikke kan se og opleve andre steder? Hvori består
de rumlige og æstetiske værdier – og hvordan kan disse værdier
styrkes? Hvordan bevares og styrkes områdets særlige identitet,
der er et produkt af naturgrundlag og historisk udvikling.
I den seneste landsplanredegørelse foreslås, at en egns særpræg
bør være et hovedgrundlag for udviklingen: ”Enkelte
egne af Danmarks skal søge at udvikle de lokale særkender, der
gælder både byerne og landdistrikterne. De lokale særkender er
forankret i områdets ressourcer, både hos befolkningen i form
af viden og lokal identitet, men også i de naturgivne ressourcer,
historiske bygninger m.v.”.
Potentiale og udviklingsmuligheder.
Når det drejer sig om landskabets æstetik og identitet kan man
som hovedregel sige, at der kan ske en givet fysisk udvikling,
såfremt den understøtter en hovedstruktur eller et mønster i
landskabet, der er identitetsgivende og egnskarakteristisk. Eksempler:
Flere steder indenfor projektområdet findes en karakteristisk
skov- og bevoksningsstruktur, der giver området en
værdifuld karakter. Nye løvtræsplantninger bør derfor kunne
tillades, hvis de understøtter den eksisterende og karakteristiske
bevoksningsstruktur.
18
Et andet eksempel: Nye hegnsplantninger bør fremmes, hvis
de understøtte den gamle udstykningsstruktur. Et tredje eksempel:
Nye bygninger bør kunne opføres, hvis de er tilpasset den
eksisterende og traditionelle bygningsstruktur.
Det må understreges, at der normalt vil være andre hensyn
og interesser der gør, at en fysisk udvikling ikke kan finde sted
selvom den understøtter et værdifuldt egnskarakteristisk træk.
Det kan være specifikke biologiske interesser, miljøforhold etc.
De æstetiske værdier.
De æstetisk landskabs- og naturværdier er svære at definere og
beror på en subjektiv vurdering.
De æstetiske værdier kan være tilknyttet kulturpåvirkede og
sammensatte landskaber – som f.eks. Lille Åmose – men de kan
også være tilknyttet noget enkelt og storladent som f.eks. Tissø
med nærmeste omgivelser. De kan endvidere være tilknyttet små
lokaliteter – som f.eks. Lyngen og den lille Brændelykke Skov
øst for Dønnerup – eller de kan være tilknyttet større områder
som f.eks. herregårdslandskaberne.
Et landskab vil ofte blive vurderet som attraktivt, hvis der
er gode muligheder for at opleve landskabets værdier via gode
udsigtspunkter og god indsigt i landskabet fra vejnettet. Mange
store og flotte udsigter gør, at et landskab vurderes som attraktivt.
Om beskrivelsen af de enkelte delområder
Hvert delområde er beskrevet med hensyn til følgende emner:
• Landskabsdannelse og hovedformer.
• Arealanvendelse og karakteristisk vegetation.
Beskriver områdets fremherskende arealanvendelse og den
vegetation, der er karaktergivende.
• Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk.
Beskriver den fremherskende og karakteristiske bebyggelsesstruktur
samt synlige og fremtrædende kulturhistoriske elementer
og træk.
Halleby og Bøstrup Ådale består af mose- og engområde præget af gamle pilehegn og kratbevoksninger. Området er som helhed
fladt inklusiv de omgivende morænejorder. Kun omkring Bjerge Enge (fotoet) findes højere liggende morænejorder der giver området
en vis dal-karakter.

• Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold.
Beskriver de mest fremtrædende landskabsrum, og områdets
umiddelbare æstetiske værdier samt udsigtsforhold.
• Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
Beskriver hvilken udvikling der evt. vil svække områdets
værdier og hvilken der kan styrke værdierne.
1. Ådalene vest for Tissø
med Bøstrup Å og Nedre
Halleby Å
Landskabsdannelse og hovedformer
Bøstrup Ådal og Halleby Ådal er dannet af smeltevandet fra
Bæltfremstødet. Fra Ågerup til Store Bæltskysten forløber Halleby
Å på gammel havbund. På det marine forland ved Store Bæltskysten
har Halleby Å det karakteristiske parallelle forløb langs
kysten der kendetegner åløb, hvis udløb successivt afspærres af
aflejringer fra havet. Ved udløbet er der dannet en stor deltasø,
Flasken, omgivet af store afgræssede strandenge. Både Bøstrup
Å og Halleby Å er reguleret på størstedelen af deres løb. I den
nederste del af Halleby Å har løbet været frit og inden Flasken
ses bl.a. gamle afsnørrede slyngninger. Hele området fremtræder
som et fladt landskab stedvis omgivet af letkuperede jorder.
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Begge ådale – især Bøstrup Å og nedre løb af Halleby Å – præges
af mose- og vådområder stedvis med krat- og pilebevoksninger,
permanente græsningsarealer og gamle hegn og hegnsrester
mellem moseparcellerne. Omkring Flasken og åens delta findes
store sammenhængende græsningsområder med en landskabskarakter,
der minder om vestjyske marskområder.
Store kreaturgræssede strandenge på det marine forland i Nedre Halleby Å’s delta-område.
Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
Området domineres af et bebyggelsesmønster med større gårde
der er tilknyttet vejene langs ådalene, således at landbrugene
både har haft dyrkbar jord og eng indenfor et regulært jordtilligende.
I nedre del af Bøstrup Ådal findes gamle husmandsudstykninger.
Kirkelandsbyerne Bakkendrup og Hallenslev ligger
markant i landskabet på kanten af ådalene. Syd for Hallyby Å
domineres landskabet af herregården Ågård.
Et nyere kulturhistorisk træk er de gamle slambassiner til
Gørlev Sukkerfabrik. Det er i dag et markant kulturhistorisk
minde, der fortæller om egnens nyere erhvervshistorie.
Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
Hele delområdet – ådalen med omgivende morænejorder - er
ret fladt og har en meget åben karakter. Kun få steder kan man
opleve egentlige ådals-skrænter. Det gælder f.eks. fra vejen nord
for Halleby Å, hvor der er udsigter over Bjerge Enge og dalforløbet
ved Ågerup.
Områdets æstetiske værdier knytter sig til ådalens større
udyrkede og afgræssede partier med samspil mellem å, mose,
hegn og græsningsarealer – f.eks. nedre del af Bøstrup Ådal,
Bjerge Enge og området omkring Flasken. Det er alle større og
varierede landskabsområder, hvor der er et traditionelt betinget
samspil mellem natur og landbrugsdrift.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
Det åbne og flade landskab er stærkt påvirkelig overfor selv mindre
anlæg og bygninger. Det illustreres tydeligt de steder, hvor
højspændingsledninger passerer ådalen. Nye større tilplantninger
bør heller ikke finde sted.
En styrkelse af de landskabelige værdier hænger sammen
med en genskabelse af et varieret og naturligt å-dalsmiljø med
bl.a. græsningsjorder.
Man må bemærke den fine landskabelige indpasning af slambassinerne
fra Gørlev Sukkerfabrik, der er omgivet af lave,
græsklædte volde.
19

2. Tissø med nærmeste
bredområder.
Landskabsdannelse og hovedformer
Tissø er et næsten cirkelrundt glacialt bassin. Selve bassinets
form tyder på, at det er dannet af efterladt dødis, der kun langsomt
er smeltet. I modsætning til Store og Lille Åmose, er der
ikke sket en tilgroning af dette gamle glaciale bassin. I syd og
vest er søen omgivet af et bælte af flade smeltevandsområder eller
letkuperede morænejorder. Mod øst findes - i stærk kontrast
til den store flade indsø - den meget markante randmorænebakke
med højeste punkt Kløveshøj på 100 meter (delområde 4).
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Tissø er den største ferskvandssø i Vestsjælland, i alt 12 km2.
De nærmeste søomgivelser er som helhed åbne, dog med højere
kratvegetation på strækninger øst for søen. Større dele af
søen har en varierende bræmme af tagrør. Traditionelt har de
nære og ofte fugtige søbredsjorder været udnyttet som græsningsområder.
Ved den nordlige og sydlige søbred findes værdifulde græsningsenge
og –overdrev helt ud til søkanten. Det nordlige område
indeholder karakteristiske underbidte tjørn , der karakteriserer
mange gamle overdrevsområder.
På dette opslag ses tre karakteristiske fotos fra Tissø’s bredzone.
Nederst: Tilgroede græsningsenge fra den østlige bred.
20
Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
Området vest og nord for søen præges af større gårde, der ligger
langs den sønære kystvej. Gårdene har traditionelt haft græsningsjorder
ved søen. Kirkelandsbyerne Store og Lille Fuglede
ligger markant i det flade sø-nære landskab. Bredområderne øst
for søen er herregårdjorder uden sø-nær bebyggelse, på nær den
meget markant beliggende middelalderkirke, Sæby Kirke, der
ligger helt ud til søbredden.
Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
De landskabelige værdier er tilknyttet til søens åbne og storladne
landskabskarakter.
Man oplever næsten hav-karakter ved den store indlandssø
med den hovedsagelig åbne, sønære bredzone. Det er fine udsigtsforhold
over sø og bredzone fra næsten alle omgivende veje,
hvor der ikke findes tilgroning.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
Det åbne bredlandskab er påvirkelig overfor bygnings- og andre
anlæg. Det samme gælder skovrejsning, naturlig tilgroning m.v.
En styrkelse af de landskabelige værdier består umiddelbart i
at standse den igangværende tilgroning af visse sønære arealer,
hvilket bl.a. kan ske på traditionel vis med kreaturgræsning. De
mere tilbagetrukne og opdyrkede marker bidrager også til at bibeholde
områdets åbne karakter og bør ikke tilplantes.

Fra den sydlige del af Tissø. Afgræssede strandenge med Sæbygård Kirke i baggrunden. Området indgår i Tissø Vildtreservat, der
omfatter den østlige del af søen med den nære bredzone. I vildtreservatet er der særlige restriktioner for jagt og færdsel.
Fra den nordlige bred. Overdrevsareal med underbidt tjørn.
21

3. Lille Åmose med
omgivende bred- og
landbrugsområder
Landskabsdannelse og hovedformer
Lille Åmose er et glacialt bassin formet af smeltevandet fra isgletsjeren
under Bæltfremstødet. Den er omgivet af meget markante
bakkeområder i øst, vest og nord der består af randmoræne
og kuperede morænelandskaber. Efter istiden var Lille Åmose
en sø (eller måske flere søer). Der er fundet 7 meter søaflejringer
fra istidens afslutning for ca. 16.000 år siden og ca. 4.000 år
frem (begyndelsen af holocæn). Som i Store Åmose er der sket
en senere tilgroning og tørvedannelse. Madesø er dannet som et
(dybt) dødishul.
22
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Lille Åmose fremtræder som en mosaik af vandfyldte tørvegrave,
græsningsenge, kratvegetation samt øst-vestgående hegn og
hegnsrester mellem moseparcellerne. Mosens periferi og de omgivende,
jævnt skrånende morænejorder, er opdyrkede.
Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
Lille Åmose har en meget markant og karakteristisk omgivende
vejbebyggelse, overvejende med husmandsbrug. Der ligger kun
én større gård – Hallebygård – i mosens sydlige del. Bebyggelsesstrukturen
illustrerer den traditionelle udnyttelse af landskabet
med ager og eng tilknyttet hvert enkelt brug i et simpelt
udstykningsmønster langs vejene. Det illustrerer også et område
hvor husmandsbrugene er udstykket i et traditionelt marginaljordområde.
Lille Åmose fremtræder som et veldefineret landskabsrum med ådalskarakter og stærkt påvirket af tørvegravning. Husmandsbrugene
langs dalbunden har traditionelt agerjord på ådalsskrænten og græsning i ådals-bunden. Se også luftfoto på forsiden der bl.a.
illustrerer den omfattende tørvegravning i mosen.
Gamle parallelle hegn afgrænser de lange, smalle moseparceller.

Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
Størstedelen af Lille Åmose fremtræder som et veldefineret,
samlet landskabsrum med ådalskarakter. Mosaikken af vandfyldte
tørvegrave, øst-vest-gående hegn, hegnsrester, græsningsenge
og krat udgør en veldefineret struktur, der afspejler den
tidligere og nuværende kultivering og udnyttelse af mosen. Som
helhed har området stor landskabelig værdi.
Der er meget fine udsigtsforhold over Lille Åmose fra omgivende
veje – ikke mindst vejen mellem Buerup og Kattrup og
vejen gennem Halleby Ore.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
Mosens eksisterende landskabelige værdier er især sårbare overfor
en yderligere tilgroning eller skovtilplantning. Det samme
gælder yderligere opdyrkning af de gamle græsningsenge. De
karaktergivende levende hegn kan ikke opretholdes på længere
sigt uden pleje og fornyelse. Men det kan være et åbent spørgsmål
om man ønsker at bevare og pleje områdets kulturelle indslag
af tørvegrave, hegn og græsningsenge eller naturtilstanden
skal fremmes ved yderligere naturlig tilgroning, vandstandshævning
etc. – en tilstand der givetvis også vil indeholde store æstetiske
værdier.
Det høje og hovedsagelig åbne bakkelandskab præges bl.a. af
udsynet over lavere liggende områder. Her udsigten over Tissø
fra områdets nordlige del.
4. Højdedraget øst for
tissø med bl.a. herregårde.
Landskabsdannelse og hovedformer
Området består hovedsagelig af en stor, afrundet og markant
randmorænebakke. Bakken er dannet i kanten af isranden, hvor
gletsjeren har aflejret og oppresset sten- og jordmaterialer. Bakken
er ca. 3 km bred. Højeste punkt, Kløveshøj, er 100 meter.
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Området kan inddeles i to underområder:
4a. Den nordlige del af området. Et landbrugsområde præget af
en del levende hegn, hegnrester, småplantninger/krat bl.a. omkring
en del småvandhuller.
4b. Den sydlige del af området. Et herregårdsområde præget
af store markenheder, større skove, alléer, markhegn og en del
større vildtremiser.
Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
4a. Den nordlige del af området. Området præges af landsbyerne
Buerup, Løgtved og Uglerup samt udflyttede gårde.
4b. Den sydlige del af området. Et sammenhængende herregårdsområde
bestående af Selchausdal, Sæbygård, Frihedslund,
Nørager og Falkenhøj. Området indeholder mange traditionelle
kulturhistoriske træk der knytter sig til herregårdsmiljøer bl.a.
mindre ejendomme med karakteristisk arkitektur, lange stendiger
etc. Der findes en række markant lokaliserede fortidsminder
på herregårdsmarkerne.
Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
Området indeholder som helhed meget store æstetiske værdier
i kraft af de afvekslende terrænforhold og udsigterne over de
23

lavereliggende naboområder (Tissø og Åmoserne). Den sydlige
del af området fremtræder som en meget homogen landskabelig
helhed – et traditionelt og uforstyrret herregårdslandskab, der er
domineret af løvskove og delvis med store skovomkransede herregårdsmarker.
Der er bevaret mange af herregårdslandskabets
karakteristiske elementer i form af bl.a. lange stendiger, alleer og
småbygninger med ensartet, karakteristisk arkitektur.
Kløveshøj er et af analyseområdets flotteste udsigtspunkter.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
Hele delområdet er sårbart overfor større bygningsanlæg. Men
kuperede landskaber giver også mulighed for, at nye bygninger –
f.eks. nye landbrugsbygninger - kan indpasses i landskabet på en
naturlig måde. Nye større plantninger bør undgås, hvis de ikke
kan indpasses i den karakteristiske bevoksningsstruktur. En bevaring,
genskabelse og pleje af delområdets mange småbiotoper
– hegn, vandhuller, krat, enkeltstående træer – vil styrke områdets
karakter, ikke mindst i det nordlige delområde med landsbyer
og gårdbrug.
Herregårdsmarker med karakteristiske hegn og alléer i det
skrånende terræn mod Tissø.
24
5. Skov- og
herregårdsområdet mellem
Skarresø og Åmoserne.
Landskabsdannelse og hovedformer
Et geologisk ”nøgleområde”, der indeholder alle regionens væsentlige
geologiske formationer: randmorænebakker, kuperet
morænelandskab med issøbakker samt smeltevandsaflejringer.
Skarresø er et større dødishul.
Det er et stærkt kuperet område der - gennem erosionskløften
ved Bjergsted og Bromølle - forbinder de store smeltevandsletter:
Store Åmose, hedesletten sydøst for Saltbæk Vig samt Halleby
Å-Tissø-området. Indtil senglacialtiden (15.000-11.500 før
nu) havde Åmosen afløb gennem Bjergstedkløften til Saltbæk
Vig, og ikke som i dag ad Halleby Å til Store Bælts-kysten.
De højeste bakkedrag består af et randmorænestrøg der er
gennembrudt af smeltevandserosionskløft ved Bromølle.
Morænelandskaberne vest og sydøst for Skarresø indeholder
issøbakker. Se også den geologiske beskrivelse af Store Åmose.
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Området er et stærkt kuperet og hovedsagelig skovdækket område
med dyrkede markenheder omkring Holmstrup og herregårdene
Kattrup, Dønnerup og Astrup.
Skønsmæssigt består ca. 60% af skovene af løvskov og 40%
af nåletræ. Især mange af skovenes kantbevoksninger er bevaret
som gammel løvskov overvejende med bøg.
Området præges af et næsten sammenhængende system af
mindre skovrum, hovedsagelig i tilknytning til områdets vejsystem
og åløbene. Skovrummene indeholder våde områder, moser,
småsøer, græsningsområder og enkelte dyrkede marker.
De dyrkede områder – bl.a. områdets perifert liggende herregårdsmarker
- præges af gamle hegn, småplantninger og vildtremiser.

Tre eksempler på skovrum fra
området mellem åmoserne.
Øverst: Græsningsområde
langs åløb.
I midten: Tørt overdrev med
sø.
Nederst: Strids Mølle med
mølledam.
25

Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
Området præges af de tre herregårde Astrup, Kattrup og Dønnerup
og bygninger i landskabet der er tilknyttet disse herregårde.
Hertil kommer fem gamle vandmøller eller tidligere vandmøllelokaliteter.
I området ligger desuden den gamle kirkelandsby
Holmstrup. På markerne øst for Dønnerups hovedbygninger
findes en række landskabelig markant beliggende gravhøje. Nord
for Dønnerup – ved Starbjerg og Langebjerg – findes en husmandsudstykning
på gammel overdrevsjord.
Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
Skovområdet præges af et næsten sammenhængende system af
spændende og attraktive skovrum, hovedsagelig i tilknytning til
områdets vejsystem og åløbene. Der findes meget attraktive og
helstøbte herregårdslandskaber omkring Kattrup, Dønnerup og
Astrup, bl.a. med store og flotte skovkransede markenheder.
I områdets periferi er der meget fine udsigter over omgivende
landskaber hvor man kan opleve de kuperede landskabsformationer,
f.eks. fra Bjergsted Bakker og fra vejen mellem Kattrup
og Lille Åmose.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
En af områdets største trusler ligger i tilplantning eller naturlig
groning af områdets mange smukke skovrum. En styrkelse af
disse værdier kunne være at skabe flere åbne skovrum/skovgræsningsarealer
f.eks. i tilknytning til moser, småsøer og bygningskomplekser
(møllerne).
Mange karaktergivende småbiotoper i området bør plejes og
genskabes. Det gælder hegn, vandhuller, krat og enkeltstående
træer.
26
6. Store Åmose
Landskabsdannelse og hovedformer
Store Åmose er dannet som et glacialt bassin under Bæltfremstødet.
Efter istiden henlå området som sø bl.a. med tilløb fra
det Midtsjællandske område, der først senere blev afvandet via
Suså-systemet. I istidens slutfase var vandstanden derfor høj og
en kraftig smeltevandsflod løb mod nord gennem Bromølledalen
og Bjergsted-kløften og udover sletten sydvest for Saltbæk Vig.
Da vandføringen aftog skred udløbet til og Store Åmose-søen
blev opdæmmet på smeltevandssletten. Nogle tusinde år efter
istidens afslutning ændredes afløbet. Sedimenter – eller en isbarriere
- blev eroderes væk ved Strids Mølle. Store Åmose blev nu
afvandet gennem det eksisterende udløb til Store Bælt via Halleby
Å og Lille Åmose. Ved det ændrede udløb sænkedes vandstanden
i Åmose-søen med 2-3 meter.
For ca. 6.000 år siden startede en tilgroning af området der
medførte en dannelse af højmosetørv. Siden istiden er der afsat
ca. 15 meter sø- og tørveaflejringer.
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Området kan inddeles i tre underområder:
6a. Den vestlige del af Åmosen. Præget at store åbne marker dog
stedvis med hegn og småplantninger. Området fremtræder som
den mest åbne og opdyrkede del af åmosen.
6b. Den centrale del af Åmosen. Præget af opdyrkning, men med
stort indslag af småmoser, græsningsenge, krat og hegn.
6c. Den østlige del af Åmosen. Området præges hovedsagelig af
større skove og plantager, større markenheder, græsningsområder
samt kratområder bl.a. med gamle tørvegrave. Der er også en
del vildtremiser, hegn, hegnsrester og små våde biotoper.
Store Åmose er karakteristisk
ved et afvekslende landskab,
specielt med hensyn til bevoksningsstrukturen.
Fra den brede og østlige del
af mosen. I forgrunden Verup
Mose. Denne del af mosen
præges af større bevoksninger,
græsningeområder og
markenheder omkring den
udrettede å.

Øverst: Fra Store Åmoses
smalle og vestligste del, der
præges af opdyrkning og store
markeenheder uden mange
småbiotoper.
I midten: Fra den centrale del
af mosen. Præges af en mosaik
af marker, enge, småplantninger,
krat, hegn, hegnsrester
og fugtige huller.
Nederst: Mod nord afgrænses
mosen stedvis af stejle
skrænter.
27

Fra Lyngen ved Ulkestrup. Flere steder i den østlige del af Store
Åmose findes meget varierede lokaliteter f.eks. Lyngen med tilgroede
vandfyldte tørvegrave, græsningsenge, græsningsskove
samt rationelt drevet skov. En smuk og karakteristisk træk er et
sammenhængende græsningsbælte gennem området.
28

Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
Der er kun få bebyggelser på selve åmose-fladen. De er knyttet
til ”tørre” øer og ”holme”, bl.a. husmandsudstykninger på
Kongsted Holme samt Lilleø og Magleø nord for Bodal. Det
mest karakteristiske bebyggelsestræk er større udflyttede gårde
der ligger langs vejene omkring mosen. De har haft agerjord på
morænen og græsningsjord i mosen. Kun én herregård, Bodal, er
direkte lokaliseret ved kanten af mosen.
Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
I de smalleste og vestlige del af mosen opleves hele ådals-rummet
med den flade mosebund med omgivende og højtliggende
morænejorder.
Den østlige og brede del af Åmosen har en anden karakter.
Kun periferien af den store moseflade er påvirket af højtliggende
morænejorder. Det er generelt et landskab med næsten vestjysk
hedeslettekarakter: store og flade markenheder, hvor skove og
plantager står som kulisser i det flade moselandskab.
Lokalt må man fremhæve en række mindre og meget afvekslende
skov-, krat- og moseområder, bl.a. i områdets østlige del.
Eksempelvis kan nævnes Lyngen syd for Ulkestrup. Området
består af et kompleks af tilgroede tørvegrave, græsningsenge,
græsningsskov og produktionsskov. Græsningsområdet udgør et
veldefineret og smukt rum, der strækker sig gennem de mere tilgroede
dele af området.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
I mosens vestlige og smalle del bør landskabets karakter med
hegn og ”naturlige” mosebiotoper fastholdes og udbygges. Større
Det er karakteristisk for området,
at mange landsbyer
er stjerneudstykkede samtidig
med at landsbyjorden er
(delvis) omkranset af herregårdsskov.
Det giver en fin
landskabelig markering af
landsbyjorderne. Det gælder
bl.a. landsby Skamstrup og
– på den anden side af skovbæltet
– landsbyen Tømmerup.
I baggrunden ses Store Åmose
med de karakteristiske aflange
moseparceller, delvis markeret
af parallelle hegn.
tilplantninger på mosefladen bør undgås. Græsningsenge bør
fremmes.
I den østlige del af Åmosen giver de større bevoksninger
på den store moseflade landskabet en karakter, som det også
er værd at fastholde. Forbedringer kan sættes ind i afgrænsede
skovområder, hvor man kan udvikle en afvekslende mosenatur,
bl.a. gennem skovgræsning, skabelse af skovlysninger (f.eks.
omkring vandhuller og tørvegrave) m.v.
En lokal hævelse af vandstanden med sødannelse til følge vil
uden tvivl tilføre landskabet stor æstetisk værdi.
7. Landskaberne nord for
Store Åmose
Landskabsdannelse og hovedformer
Hele området er et udpræget dødislandskab med mange issøbakker.
Mange af bakkerne står isoleret og markant i landskabet.
Højeste punkt er Knøsen, 99 meter, vest for Skamstrup. Områdets
sydlige del skråner jævnt ned mod Store Åmose.
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Området kan inddeles i to underområder:
7a. Den vestlige del af området. Området er et gårdbrugsområde
med landsbyer, der overordnet præges af større skove der så
at sige ”afgrænser” landsbyjordene omkring stjerneudstykkede
landsbyer. Der findes en del markante småskove/småplantninger
29

på issøbakkerne bl.a. syd for Bennebo og Langs Åmosen. Der
findes ligeledes en del bevarede hegnsplantninger, der markerer
stjerneudstykningerne.
7b. Den østlige del af området. Typisk herregårdslandskab med
store skovkransede markenheder, hegnsplantninger og en del
større vildtremiser.
Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
7a. Den vestlige del af område. Området præges af landsbybebyggelser
med de fine stjerneudstykkede landsbyer Tømmerup,
Skamstrup og Bennebo – den sidste med en stor landsbyfælled.
Landsbyerne Ulkestrup, Tømmerup, Skellingsved og Brokøb
er markant lokaliseret på højdedraget langs Store Åmoses kant.
Kun Skamstrup er gammel kirkelandsby, der tillige har en markant
placeret gammel mølle. Der er enkelte markant lokaliserede
fortidsminder i området bl.a. Kragedysse øst for Sørninge. Der
findes husmandsbebyggelser på gammelt overdrev ved Brokøb.
7b. Den østlige del af området. Består af et sammenhængende
herregårdsområde med Orelund, Torbenfeldt, Kongsdal, Knabstrup
og Frederikshøj. Lokalt præges området af bebyggelser
tilknyttet herregårdene, bl.a. en større bebyggelse omkring et
gammelt teglværk syd for Knabstrup.
Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
Det som helhed kuperede og stærkt varierede landskab indeholder
store æstetiske værdier.
De gamle landsbyer der ligger langs Åmosens kant indgår i
en veldefineret landskabelig og rumlig helhed. Til den ene side
omkranses de gamle landsbyjorder af et skovbælte, til den anden
side er der fri udsigt over Åmosen.
Den nordlige del af området – med bl.a. landsbyerne Skamstrup
og Bennebo – kan betegnes som et mere ustrukturet landskab
uden en fælles samlet rumdannelse. Det er de mange markante
og ofte regulære issøbakker, der giver landskabet karakter.
30
Her findes også imponerende udsigter over landskabet – bl.a. fra
udsigtspunktet Knøsen syd for Skamstrup.
Lokalt findes der veldefinerede og lukkede landskabsrum
mellem issøbakkerne – f.eks. omkring Steffensgave og Brokøb
Overdrev.
Det traditionelle herregårdslandskab i den vestlige del af området
fremtræder som et meget homogent herregårdsområde med
ikke mindre end 5 større herregårde. Her er mange veldefinerede
og imponerende landskabsrum dannet af de store skovkransede
herregårdsmarker. Der er bevaret mange af herregårdslandskabets
karaktergivende elementer bl.a. lange stendiger, alleer, solitære
træer og miljøer med småbygninger med ensartet og karakteristisk
arkitektur.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
Området er som helhed sårbart overfor større bygningsanlæg,
men det kuperede terræn giver på den anden side også gode muligheder
for indpasning af f.eks. nye landbrugsbygninger.
Nye større plantninger bør generelt undgås, medmindre de
føjer sig ind i den eksisterende bevoksningsstruktur og uden at
ændre det kulturhistoriske mønster med de skovkransede stjerneudstykkede
landsbyjorder. Der er gode eksempler på små nye
tilplantninger der er en naturlig del af den eksisterende og værdifulde
bevoksningsstruktur (bl.a. ved Torbenfeldt). Der er også
mindre gode eksempler på tilplantninger set ud fra en æstetisk
synsvinkel bl.a. af markante issøbakker i områdets vestligste del.
En bevaring og genskabelse af levende hegn vil understrege
stjerneudstykningsstrukturen der er fremherskende i områderne
med landsbyer. Hegnene kan samtidig understrege de kuperede
terrænformer. Landskabets karakter kan også styrkes ved genskabelse
og pleje af de mange småbiotoper, der er tilknyttet et
kuperet dødisområde, bl.a. vandhuller, småmoser og selvgroede
krat på de stejleste skrænter.
Skamstrup set fra syd. Den gl.
mølle og kirken ligger markant
på toppene af gamle issøbakker
i det stærkt kuperede
dødisområde.

Det stærkt kuperede dødisområde indeholder stor landskabelig variation og
mange oplevelsesmuligheder. Det gælder både de store udsigter fra bakketoppene
og i de mere intime landskabsrum i lavtliggende områder mellem
bakkerne.
Øverst udsigten nord for Sørninge ved Kragedyssen over store afrundede
bakker med intensivt opdyrkede marker. Nederst fra området mellem Hjortebjerg
og Katrinebjerg, der er præget af mindre og lukkede rumdannelser.
31

Den østlige del af delområdet
består af et sammenhængende
herregårdsområde. Her Torbenfeldt
med omgivende herregårdsmarker
og skove.
8. Landskaberne syd for
Store Åmose.
Landskabsdannelse og hovedformer
Området består af både randmorænebakker og dødisområde,
stedvis med markante issøbakker. Randmorænen består af et
langt, smalt og regulært bakkedrag syd for mosen med en maksimumshøjde
på 52 meter og en bredde på ca. 1 km. (I modsætning
hertil er højeste punkt på randmorænebakken vest for Tissø
100 meter højt. Selve bakken er her 3 km bred).
Arealanvendelse og karakteristisk vegetation
Området præges i syd af sammenhængende skovbælte med bl.a.
Bøgeskov og Vaseskov. I nord på kanten af Store Åmose ligger
Hesselbjerg Skov. I vest præges landskabet af skovene syd
for Bodal. Der er en del større ådals-lavninger med mose- og
engområder bl.a. omkring Sandlyng Å, Bjørnevad Å, Lillemose
Grøft og den markante Møllerende ved Reerslev. Der er bevaret
mange levende hegn som understreger områdets hovedsagelig
rektangulære udstykningsmønster efter udskiftningen. Området
øst for Brandstrup præges af en række landskabelig markant lokaliserede
solitære træer.
Bebyggelsesstruktur og markante kulturhistoriske træk
Der er tre herregårde i områdets nordlige del nær mosen: Hesselbjerg,
Niløsegård og Bodal. I syd desuden Conradineslyst og
32
Vedbygård. Der er to kirkelandsbyer – Reerslev og Niløse – og
en række mindre landsbydannelser. Ellers er området præget af
udflyttede gårde. Øst for Hesselbjerg og nord for Conradineslyst
ligger husmandsudstykninger på gammelt overdrev.
Den vestlige del af området er rig på markant lokaliserede
fortidsminder – bl.a. en række langdysser.
Rumlig og æstetisk vurdering. Udsigtsforhold
Det som helhed kuperede og stærkt varierede landskab indeholder
store æstetiske værdier.
Området domineres af den langstrakte randmorænebakke der
deler landskabet i et mere ”lukket” og langstrakt landskabsrum
omkring Bjørnevad Å, og et mere ”åbent” rum, der vender ud
mod Åmose-fladen.
Kongsted Holme fremtræder som en langstrakt ”ø” på Åmose-fladen.
Øst, vest og syd for det centrale bakkedrag ligger stærkt kuperede
morænejorder med markante issøbakker. De er uden nogen
samlet helhedsstruktur som f.eks. randmorænebakken. Der
er afvekslende og oplevelsesrige lokaliteter i de mere lukkede
landskabsrum omkring Vedde og Lårup, der stort set er omkranset
af skov, og f.eks. Conradinelyst med større skovkransede herregårdsmarker.
Landskabets sårbarhed. Styrkelse af landskabelige værdier.
Den centralt liggende randmoræneområde vil være stærkt påvir-

kelig overfor nye større bygningsanlæg og nye plantninger. Ud
fra en æstetisk betragtning bør nye plantninger kunne finde sted,
hvis de indgår i den eksisterende veldefinerede skovstruktur. Det
vil sige skovbæltet syd for Bjørnevad Å med bl.a. Bøgeskov-Vaseskov-Frihaven.
Eller en forlængelse af f.eks. Hesselbjerg Skov,
der ligger veldefineret på overgangen mellem moseflade og morænejord.
Nye plantninger må desuden tage hensyn til de mest markante
og smukke issøbakker.
En styrkelse af de landskabelige værdier kan især ske ved
genskabelse og pleje af områdets mange småbiotoper – levende
hegn, solitære træer, småmoser, vandhuller etc.
Øverst: Randmorænebakken der strækker
sig langs Store Åmoses sydlige kant fremtræder
markant og homogen i landskabet.
Her set fra syd ved Hesselbjerggård.
Nederst: Solitære træer præger landskabet
i områdets øst for Brandstrup. Her
med gamle hegnstræer og – i baggrunden
– træer på jættestue.
33

Sammenfattende landskabelig vurdering af
analyseområdet
Sammenfattende vurdering
Der kan konkluderes følgende om analyseområdets landskaber:
• Området illustrerer de væsentligste geologiske formationer og
dannelsesprocesser i Vestsjælland.
• Der er en meget stor rumlig og landskabelige variation indenfor
området som helhed. Området er bl.a. karakteristisk ved
store højdeforskelle og kontraster mellem de lave mose- og
søområder (dannet af smeltevandet) og de omgivende markante
bakkeområder (dannet i gletsjer-området).
• Området er karakteristisk ved en stor koncentration af herregårde
– i alt 21 - og en række sammenhængende og attraktive
herregårdslandskaber i meget kuperet terræn.
• Området indeholder en varieret bebyggelsesstruktur. Udover
herregårdene består området bl.a. af en række landsbyer med
karakteristisk stjerneudstykninger, karakteristiske husmandsudstykninger
på marginaljorder (bl.a. gamle overdrev) samt
en fremherskende bebyggelsesstruktur langs mose- og ådalskanterne,
hvor landbrugene har både mosejord og dyrkbar
morænejord indenfor samme parcel (er især fremherskende i
den vestlige del af analyseområdet).
• Området indeholder en række skovkomplekser, der fremtræder
som sammenhængende helheder og som er tilknyttet herregårdslandskaberne
samt kultiveringen af Store Åmose.
• Løvskovene, der er anlagt på de kuperede og svært opdyrkelige
morænejorder, fremtræder meget afvekslende og attraktive.
• Der er flere steder en interessant kulturhistorisk og landskabelig
variation indenfor de enkelte delområder trods samme
geologiske oprindelse og overfladeform (f.eks. herregårdslandskaber
og gårdbrugsområder indenfor samme landskabsområde,
bl.a. randmorænebakken vest for Tissø).
• Der er ingen betydelige infrastrukturelle eller andre større
anlæg der har indflydelse på landskabskarakteren – bortset
fra tre højspændingsledninger.
Vedr. den rumlige og landskabelige variation indenfor analyseområdet.
Analyseområdet indeholder en usædvanlig variation af landskabsrum.
Et yderpunkt er de helt åbne områder ved Tissø og Store
Bæltskysten. Græsningsområderne omkring Flasken har næsten
vestjysk marskkarakter. I modsætning til disse åbne landskaber
findes f.eks. de lukkede og intime rum i bl.a. skovene syd for
Skarresø og mellem bakkerne i døsisområderne.
Mellem disse yderpunkter findes de store herregårdslandskaber
med velafgrænsede og enkle landskabsrum i form skovkransede
herregårdsmarker, og f.eks. det landskabelig sammensatte
og variede kulturpåvirkede miljø i Lille Åmose.
34
Vedr. samspillet mellem delområder – især mellem de flade moser
og ådale og de omgivende bakkeområder
Mange steder findes et storslået og næsten dramatisk samspil
mellem landskabsområder og landskabstyper.
Det gælder f.eks. samspillet mellem Tissø og randmorænebakken
øst for søen med herregårdsområdet, der rejser sig op til
100 meter.
Et andet eksempel er samspillet mellem Lille Åmose og de
omgivende morænejorder. I Store Åmose kan man især opleve
dramatiske overgange mellem mosefladen og bakkeområderne
vest for Skellingsved.
Vedr. variation indenfor delområder, trods samme geologiske
oprindelse
Der er mange eksempler indenfor analyseområdet på stor landskabelig
og rumlig variation indenfor lokaliteter med samme
geologiske oprindelse – og hvor hver lokalitet har sine landskabelige
og æstetiske kvaliteter. Det gælder f.eks. Store Åmose. I
den vestlige, smalle del med en åben karakter kan man opleve
ådalsrummet med skræntområder. I den østlige og brede del
opleves et storladent, åbent og fladt landskab, hvor skovene står
som kulisser på mosefladen.
I randmoræneområdet vest for Tissø og dødisområdet nord
for Store Åmose er der begge steder både herregårdslandskaber
og landskaber med landsbyer og enkeltliggende gård. Begge kulturlandskabstyper
har deres særpræg og kvaliteter.
Udviklingsmuligheder.
Forholdet til andre
interesser.
I det følgende er der foretaget en vurdering af udviklings-mulighederne
på baggrund af landskabets karakter og værdier, således
som disse er beskrevet og vurderet under delområderne. Forslag
til styrkelse af de landskabelige værdier tager udgangspunkt i
stedets eksisterende værdier og identitet: de egnskarakteristiske
værdier. Hvad er karakteristisk og værdifuldt i dette område
frem for andre områder? Hvordan bevares og styrkes områdets
særlige identitet? Hvordan kan en udvikling finde sted, uden at
de egnskarakteristiske værdier forringes?
Vurderede anlæg, areal- og bevoksningstyper:
Større bygninger og anlæg vil generelt kunne påvirke landskaberne
i negativ retning, især i de meget åbne landskaber, men
også på udsatte steder i bakkeområderne. På den anden side er
der også gode muligheder for at indpasse f.eks. nye landbrugs-

Søerne ved Flasken og Brændeløkke Skov kan illustrere naturparkens
usædvanligt store rumlige variation. Øverst: Strandsøen
Flasken ligger i et fladt og åbent område på marint forland
ud mod Store Bælt. Nederst: Skovsøen (opstemmet dam) ligger
i den lille og stærkt kuperede skov Brændeløkke i dødisområdet
øst for Dønnerup.
35

ygninger i landskabet, hvis de indpasses i den eksisterende
bygningsstruktur og hvis de indpasses på en måde, så de ikke
visuelt dominerer større områder. Det må bero på konkrete vurderinger
af lokaliteten, hvorvidt nye bygningsanlæg vil være i
overensstemmelse med andre interesser.
Nye skove og plantninger. Analyseområdet er som helhed stærkt
påvirkelig overfor nye større plantninger. Det gælder både i de
mere flade områder, men især i bakkeområder med fine geologiske
enkeltformationer, bl.a. issøbakker. Men også her gælder, at
nye bevoksninger kan styrke de landskabelige værdier, såfremt
de indføjes i den eksisterende og værdifulde bevoksningsstruktur.
Det må bero på en konkret vurdering af lokaliteten, hvorvidt
nye plantninger vil være i overensstemmelse med biologiske og
kulturhistoriske interesser.
Græsningsområder. Mange af egnens traditionelle landskabelige
værdier er afhængig af afgræsning bl.a. de åbne og smukke
dødisbakker samt åbne moseområder. Som følge af nedgangen i
kvægbestanden er der bl.a. sket en tilplantning og tilgroning af
de gamle permanente overdrev. Kreaturgræsningen må derfor
– med offentlig støtte - søges fremmet på udvalgte og traditionelle
græsningslokaliteter, bl.a. på de mest markante issøbakker,
i ådalene samt i søernes bredzoner. Nye græsningsoverdrev vil
styrke de biologiske værdier.
Vildtremiser. Vildtremiser kan tilføre landskabet æstetiske værdier,
såfremt de indpasses på naturlig måde i terrænet og der
anvendes egnskarakteristiske planter og træer. Vildtremiserne
har ofte firkantede former, der dårligt er indpasset i de kuperede
landskaber. Er det muligt i fremtiden at anlægge vildtdremiser,
der både er bedre indpasset terrænets former og omgivende
36
skovbevoksninger og som samtidig indeholder træ- og plantearter,
der er karakteristiske for egnen? Nye vildtremiser med egnskarakteristiske
træer vil styrke de biologiske værdier.
Levende hegn og gærder. Generelt er en styrkelse af den traditionelle
og karaktergivende hegnsstruktur indenfor analyseområdet
ønskelig. Dels understreger de levende hegn landskabets
historiske udvikling og udnyttelse - f.eks. de stjerneudstykkede
landsbyer - og dels understreger hegnene terrænformerne i de
kuperede områder. Nye levende hegn og gærder vil – rigtigt lokaliseret
– styrke de kulturhistoriske og biologiske værdier, bl.a.
i form af grønne korridorer.
Solitære træer, alléer og vejplantninger. Alléer og solitære træer
er karakterskabende og naturlige elementer i især herregårdslandskaberne
og bør derfor plejes og fornys. Helt nye solitære
træer bør plantes på udvalgte steder, f.eks. hvor der er en kulturhistorisk
baggrund herfor. Gamle vejplantninger med typiske
danske vejtræer bør genplantes på udvalgte strækninger. Nye solitære
træer vil – rigtigt lokaliseret – styrke landskabets biologiske
og kulturhistoriske værdier.
Andre småbiotoper. Analyseområdet indeholder mange småbiotoper
i form af vandhuller, stejle skrænter med naturlig tilgroning,
småmoser etc. Mange våde småbiotoper er gennem tiden
blevet opdyrket. Det er biotoper der generelt tilfører landskabet
oplevelsesværdier og må derfor om muligt genskabes. Nye småbiotoper
vil styrke landskabets biologiske værdier.
Alle ovennævnte forslag til retningslinier for landskabelige ændringer
vil styrke landskabets oplevelsesmæssige værdier og er
derfor umiddelbart af interesse for friluftslivet.
Naturparkområdet som helhed er stærkt påvirkelig over nye bygningsanlæg. På den anden side giver både de flade og kuperede områder
særlige muligheder for, at f.eks. nye landbrugsbygninger kan indpasses i landskabet på en naturlig og smuk måde.
Herregårdsladen syd for Selchausdals hovedbygninger er et eksempel. Den store og lange ladebygning er placeret parallelt med
den øst vest-gående allé, der forbinder Selchausdals hovedbygninger med vejen langs Tissø. Set fra nord er ladebygningen skjult
bag alleen. Set fra øst ligger den smukt i landskabet i den ene ende af den store herregårdsmark og tæt op ad alleen. Der et fint
samspil mellem den enkle bygningskrop, alléen og den svagt afrundede bakke.

Fra Bøstrup Ådal.
De gamle slambassiner ved
Gørlev Sukkerfabrik er et
spændende kulturhistorisk
minde der fortæller om egnens
nyere erhvervshistorie.
Det store bassin-område er
omgivet af lave græsvolde og
er et eksempel på, hvorledes
et større anlæg kan indpasses
i et fladt og åbent landskab.
Græsvoldene omkring
slambassinerne ses til venstre
i billedet under siloerne.
På Selchausdal er der nyplantet
en del alléer, som er
en traditionel og karakteristisk
del af et herregårdslandskab.
Man kunne også genskabe
nogle af egnens gamle
vejplantninger, ikke mindst i
kuperede områder, hvor de
kan understrege landskabsformerne.
Græsningsskov fra Lyngen.
Lyngen indeholder et sammenhængende
og gennemgående
bælte af græsningsskove
og græsningsenge. Det er en
lokalitet med store æstetiske
værdier. Det bør undersøges
om lignende varierede
lokaliteter kan udvikles andre
steder indenfor naturparken,
f.eks. i selvgroede kratområder
i Store Åmose.
37

38
Indenfor analyseområdet findes
en del solitære træer på
marker, i hegn, på fortidsminder
og på overdrevsarealer.
Her på et mindre græsningsareal
og - i baggrunden – i
et levende hegn. De solitære
træer er karaktergivende og
har stor æstetisk effekt. Plantning
af nye solitære træer i
landskabet bør derfor fremmes.
Det samme må de små overdrevsarealer,
der som her er
tilknyttet en fugtig lavning/sø
og kuperet jord. Uden afgræsning
ville dette område gro
til eller blive tilplantet, som
det er sket på mange lignende
lokaliteter indenfor analyseområdet.
Nord for Hessselbjerg Skov
er der gennemført et større
naturgenopretningsprojekt.
Drænene på markerne er fjernet
og der er skabt våde enge.
Et smukt område der danner
fin overgang mellem moseflade
og skov/bakkeland og som
med tiden kan udvikle en højere
grad af naturtilstand.
Ca. 60% af områdets skov
består af løvskov og ca. 40%
nåleskov. Den afvekslende
og oplevelsesrige løvskov bør
fremmes. Man bør også om
muligt fremme skovenes æstetiske
værdier i form af nye
udsigter, græsningsskove og
naturskove.

Det er tydeligt at mange
ejendomme i området har
store jagtinteresser. Det ses
på mange store og ofte nye
vildtremiser. Vildtremiserne
har normalt kvadratiske former
og består ofte af træarter,
der virker fremmed og ikke er
tilpasset stedets natur. Er det
muligt at give vildtremiserne
en form og et indhold af træarter
så de bedre er tilpasset
landskabet og de eksisterende
skovplantninger? Her et godt
eksempel på vildtremise ved
Ulkestrup der falder naturligt
ind i landskabet og som
består af samme træarter som
findes i de omgivende levende
hegn.
Mange issøbakker er i de
senere årtier blevet tilplantet
i dødisområderne. De
ofte svært opdyrkelige bakker
anvendes ikke længere til
græsning pga. kvægbrugets
tilbagegang. Det har stor betydning
for landskabsoplevelsen.
Det øverste foto viser en issøbakke
under tilgroning og
tilplantning ved Hørdal Plantage.
Det nederste foto viser
en tilsvarende bakke - Burebjerg
øst for Bennebo – hvor
man stadig kan opleve en
smuk og karakteristisk bakkeformation.
De fremtidige
muligheder for afgræsning af
særlige lokaliteter kan få stor
betydning for sikring af områdets
landskabelige værdier.
39

Hele analyseområdet har gennem de seneste 30 år haft en markant
tilbagegang i kvægbesætninger og som følger heraf græsningsarealer
i omdrift og permanente overdrev.
Illustrationen viser de kreaturgræssede arealer i 1970 indenfor
landsbyen Bennebo’s jorder. I alt 26 gårde havde kvæg-besætninger
med i alt 725 stk. kreaturer. I 2004 er der ikke længere
malkekvægsbesætninger i området, og kun 3 gårde har mindre
kødkvægsbesætninger, max. 40 stk. kreaturer. Det skønnes at
40
det samlede græsudlæg til kreaturer i dag er ca. 20 tdr. land.
Hertil kommer dog mindre græsningsarealer med heste og får.
Det må antages, at en lignende udvikling i kvægbestanden har
fundet sted i mange andre dele af analyseområdet. Kreaturgræsningen
må søges fremmet på udvalgte lokaliteter, bl.a. en
række af de gamle permanente overdrev på issøbakkerne og i
moseområderne.

Politiske bindinger, vurderinger og strategier.
Udviklingstendenser
Regionplanens bindinger
indenfor området
Dette afsnit beskriver en række af de væsentligste bindinger og
planlægningsforeskrifter, som region- og kommuneplanerne beskriver
for analyseområdet og de konsekvenser som disse udpegninger
har for sikring og udvikling af de landskabelige værdier.
Konkrete områdeudpegninger i regionplanen m.v.
En række af regionplanens konkrete områdeudpegninger inkl.
områdetyper med lovgivningsmæssige bindinger fremgår af kortene
side 42-43 og side 45.
De væsentligste arealbindinger er følgende:
Internationale naturbeskyttelsesområder.
De lavbundede områder og søer indenfor analyseområdet er udpeget
som EF Habitatområder og EF Fuglebeskyttelsesområde
(dog kun Tissø og Lille Åmose). Områderne udgør et samlet
bånd fra den østlige del af Store Åmose til Store Bælt. Indenfor
disse områder administreres den gældende lovgivning særlig
restriktivt i forhold til ændringer af naturtilstanden. I og i nærheden
af naturbeskyttelsesområderne må der ikke foretages administrative
afgørelser eller planlægges til ugunst for de dyr og
planter, som områderne er udpeget for.
Bestemmelser støtter dette notats forslag om sikring og udvikling
af områdernes landskabelige værdier.
Fredninger
Der er tre større fredninger indenfor området:
• Området med Flasken ved store Bæltskysten. Området er fredet
af biologiske årsager.
• Bjergsted Bakker. Området er fredet af hovedsagelig landskabelige
årsager.
• Kongsmoseområdet i den østlige del af Store Åmose. Området
er fredet af kulturhistoriske årsager.
Par. 3-områder og vandløb.
Omfatter søer over 100 m2, beskyttede vandløb samt bl.a. moser,
strandenge og ferske enge som er over 2500m2. Der må ikke
foretages ændringer i tilstanden af disse naturtyper. Der er mange
af disse naturtyper indenfor området. Foruden de større søer,
moser, åløbene og ferske enge drejer det sig om mange småbiotoper
indenfor dødsisområderne.
Større samlede par. 3-områder findes i det lavbundede bånd
af moser, søer og ådale dvs. i den vestlige del af Store Åmose,
Skarresø, Lille Åmose, Tissø, størstedelen af Bøstrup Ådal samt
nedre dele af Halleby Ådal incl. Flasken.
Afgrænset kulturmiljø.
Kulturmiljøerne omfatter værdifulde kulturhistoriske helheder,
enkeltelementer eller strukturer. I regionplanen er følgende
områder indenfor analyseområdet udpeget som kulturmiljøer:
Lille og Store Åmose, størstedelen af herregårdslandskaberne
øst for Tissø og nordøst for Store Åmose samt mølle-området
syd for Skarresø. Der skal vises særlige hensyn til kulturmiljøerne
i planlægningen i forhold til bl.a. nye anlæg, opførelse af nye
bygninger, væsentlige om- og tilbygninger, terrænændringer og
skovrejsning. Der skal vises særlige hensyn til områdernes oplevelses-
og fortælleværdi.
Bestemmelserne er i overensstemmelse med dette notats forslag
om sikring og udvikling af områdernes landskabelige og
oplevelsesmæssige værdier.
Besøgsområder.
Besøgsområder er defineret som områder, der er særligt egnede
til ekstensivt, ikke særligt anlægskrævende friluftsliv. De er lokaliseret
i tilknytning til de mest attraktive rekreative områder.
Friluftsanlæg skal placeres på en måde, der tilgodeser væsentlige
beskyttelsesinteresser.
Indenfor analyseområdet er det især skov- og herregårdsområderne
der er udpeget som besøgsområder.
Udpegningen er i overensstemmelse med dette notats forslag
om sikring og udvikling af områdernes landskabelige og oplevelsesmæssige
værdier.
Større uforstyrrede landskaber.
Større uforstyrrede landskaber er defineret som landskaber,
hvor der opleves en begrænset påvirkning fra tekniske anlæg og
bebyggelser. Større uforstyrrede landskaber skal så vidt muligt
friholdes for store og/eller støjende anlæg, samt støjende aktiviteter.
Hvis det alligevel bliver nødvendigt at placere et større
anlæg i et uforstyrret landskab, skal anlægget udformes, så det
generer mindst muligt.
Udpegningen er i overensstemmelse med dette notats forslag
om sikring og udvikling af områdernes landskabelige værdier.
Skovrejsningsområder.
Ingen områder indenfor analyseområdet er udpeget som områder,
hvor skovrejsning er ønsket. Størstedelen af analyseområdet
er udpeget som område, hvor skovrejsning er uønsket. Det drejer
sig om ådale, moser, veldefinerede skovrum og ”lommer” bl.a. i
tilknytning til herregårdsområderne. Områder hvor skovrejsning
er mulig er store dele af dødisområderne nord og syd for Store
Åmose med landsbyer og spredte gårdbrug.
Anbefalingerne i dette notat af nye muligheder for skovrejsning
afviger en smule fra Vestsjællands Amts angivelse af skovrejsningsarealer.
Det skyldes, at der i dette notat kun er taget
hensyn til landskabets rumlige og æstetiske værdier og ikke
41

Der henvises til beskrivelsen side 41 under afsnittene ”Internationale
naturbeskyttelsesområder”, ”Fredninger” og ”Par. 3områder
og vandløb”.
42

andre hensyn som amtet har inddraget, f.eks. til de biologiske
interesser, international konventioner etc. I dette notat foreslås,
at man f.eks. er tilbageholdende med tilplantning af de gamle
fritliggende issøbakker i dødisområderne og at man i princippet
godt kan videreføre skovstrukturer, hvis man ikke tilplanter
eksisterende skovrum og tager hensyn til de kulturhistoriske helheder,
der f.eks. dannes af velbevarede stjerneudstykkede landsbyer
med tilknyttede landsbymarker.
Udviklingstendenser, udviklingsønsker og deres betydning
for de landskabelige værdier
Følgende generelle udviklingstendenser er nævnt i regionplan
2001-12:
• en generel stigende mobilitet
• gode forbindelser til København (25% af arbejdsstyrken arbejder
udenfor amtet, næsten alle i hovedstadsregionen)
• relativt billige boliger i Vestsjælland
• nedgang i beskæftigelsen i landbruget
• vanskelige forhold for landdistrikterne mht. service, beskæftigelse,
bosætning m.v.
Analyseområdet må i dag betragtes som et ”yderområde” med
mange af landdistrikternes problemer – en tendens der i værste
tilfælde kan tænkes at forstærkes i forbindelse med den kommende
kommunesammenlægning. Området bliver ”yderområde”
i de tre nye storkommuner: Kalundborg, Holbæk og Sorø.
Kommuneplanens
bindinger indenfor området
Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke indenfor det ret store
analyseområde findes byer/lokalcentre/landsbyer med byudvikling
(iflg. seneste kommuneplaner fra områdets 9 kommuner).
Der er byudvikling i en lang række byer på kanten af analyseområdet,
men i næsten alle tilfælde har byudviklingen retning
væk fra analyseområdet.
I stort set alle kommuneplaner ønskes landområderne, herunder
analyseområdet, udviklet til et attraktivt bosætningsområde.
En række kommuner ønsker en aktiv turistudvikling, der bygger
på områdets natur- og kulturværdier. Ingen ønsker større ferie-
eller turistanlæg lokaliseret i området.
Mange kommuner ønsker en styrkelse af natur- og kulturværdierne,
bl.a. landsbymiljøerne. Der er ofte ret detaljerede forbedringsforslag,
som man ønsker skal realiseres på frivillig basis.
Ingen kommuneplaner har tilkendegivelser i retning af særlige
restriktioner for landbruget – hverken planlægningsmæssigt eller
44
på andre områder. De fleste kommuner ønsker en aktiv erhvervspolitik
bl.a. med alternativer til landbrugsproduktionen (bl.a. ny
anvendelse af nedlagte landbrugsbygninger).
Konsekvenser for landskabet. Udviklingsmuligheder
Der tegner sig - ud fra de beskrevne udviklingstendenser i region-
og kommuneplanerne - to mulige scenarier af betydning
for landskabets karakter og identitet. De kan betegnes som yderpunkter
i udviklingen og tager udgangspunkt i områdets ”stærke
side”, nemlig tilstedeværelsen af store landskabs-, natur- og kulturværdier:
Scenarium 1. Området ”overlades til sig selv”. De landskabelige
værdier vil langsomt forringes i store dele af området. Moser og
græsningsjorder vil i vidt omfang gro til. Levende hegn vil gå
til. Området marginaliseres i dette ords egentlige betydning. Flere
landbrug nedlægges og antallet af tomme landbrugsbygninger
stiger. Der sker en fraflytning fra området og en ”forsumpning”
af visse landsbyer og bebyggelser.
Scenarium 2. De landskabelige værdier styrkes. Området udvikles
som attraktivt bosætnings- og besøgsområde (bl.a. for pendlere
der arbejder i hovedstadsområdet). Der skabes et ændret erhvervsgrundlag
med produkter og aktiviteter, der bl.a. relaterer
sig til natur- og kulturgrundlaget (bl.a. turisme og visse levnedsmiddelprodukter).
De to scenarier forudsætter forskellig indsats.
Scenarium 1. Der gennemføres ingen ekstraordinær indsats.
Scenarium 2. Der gennemføres en aktiv indsats på flere områder:
en aktiv natur- og kulturpolitik (f.eks. udpegning af området
som naturpark), en aktiv erhvervspolitik (herunder en aktiv
turistpolitik), markedsføring af området som bosætningsområde,
høj grad af ekstern støtte til en aktiv natur- og kulturindsats (bl.
a. national og EU-støtte).

Der henvises til beskrivelsen side 41 under afsnittene ”Afgrænset
kulturmiljø”, ”Besøgsområder” og ”Større uforstyrrede
landskaber”.
Der henvises til beskrivelsen side 41 under afsnittet ”Skovrejsningsområder”.
45