Sidste stævnemøde - data Fiction

tale om ganske få minutter, før han for alvor måtte forlade huset. Hvor han så ville tage hen
havde endnu ikke strejfet hans tanker.
Denne mangel på omtanke fik hans mor hurtigt gjort en ende på.
Knap var døren trukket i efter hende, før hun hviskede, - Hvor skal du dog tage hen, Leif?
Leif, der var forberedt på en lang, smertelig tirade fra sin mor, konstaterede tolv minutter
senere, at tingene måske ikke altid er, som man forestiller sig. Hans mor var forbavsende
direkte og kortfattet, mens de forsøgte at finde en måde, hvorpå han kunne klare sig i nogle
dage.
Mens Leif hørte kælderdøren blive lukket bag sig, kunne han kun tænke beundrende på sin
mors sikre måde at tackle situationen på. Hun var ikke kommet med en eneste hysterisk
udtalelse. Tværtimod. De var på den anden side hurtigt nået frem til, at der var ikke flere ting,
Leif kunne bruge på sin flugt - bortset fra endnu en demonstration af Annemaries evne til at
fremtrylle mad på rekordtid. Leif blev forsynet med en stoftaske fyldt med brød og pålæg.
Derpå stoppede Annemarie to håndklæder (med et par hastigt sammenfoldede pengesedler
indeni) og en tandbørste ned ovenpå maden, og så var han klar til at gå.
De listede over entreen og ned ad trappen til kælderen. Mens hans mor holdt døren,
klappede han sig en sidste gang på jakkelommerne. Han trak sine nye handsker på og for
første gang i mange år var det ham, der, med en pæn, velformet klump i halsen, omfavnede
sin mor og trykkede sin kind mod hendes. - Farvel så længe, Mor, hviskede han.
- Farvel, min dreng. Og bare rolig. Denne sag skal vi nok få klaret.
Leif kyssede sin mor på kinden og gik ud i mørket. Han sneg sig rundt om huset, fandt det
tilgroede hul i hækken, han så ofte var kravlet igennem som dreng, krydsede to nabohaver og
stod kort efter i skjul bag et bladløst birketræ og spejdede op og ned ad vejen, som løb
parallelt med deres egen. Kysten var klar. Leif begyndte at gå op ad vejen . Først listende og
med alle antenner ude, men efterhånden i en mere almindelig gangart. Han ville dreje af ved
første hjørne. Han ville følge en vej, han kendte i blinde. Han måtte have fat i Line. Koste
hvad det ville.
Ekkoet af betjentens stemme klang igen i hans hoved.
Der måtte være tale om en frygtelig fejltagelse. Som Line uden tvivl kunne opklare for ham.
Havde han måske ikke været sammen med hende indtil ganske få minutter før, Soldaten kom
til byen?
Leif standsede midt i et skridt. Ved tanken om mordet på Soldaten, var der pludselig én ting,
som fyldte ham med en krybende rædsel: Hans mor havde på intet tidspunkt spurgt ham, hvad
han havde at gøre med Soldatens død! Var det for at skåne ham? Eller var det - ...! Leif var
sikker på, at hans mor ville beskytte ham og slås for ham, uanset hvad. Havde hun kun
forsvaret ham mod politiet og hjulpet ham til at flygte som en naturlig følge af denne
automatiske beskyttertrang?
Gaden var øde. Lyset fra de spredte lamper sendte kun sparsomt lys ned over kørebanen.
Intet forandrede sig i de sekunder, Leif stod stille, men da han langsomt fik det ene ben foran
det andet igen, var det alligevel, som om alt var ændret. Aftenen var mørkere. Skyggerne var
dybere, sortere. Lyset var blegere og mere dødningehvidt.
Den uvante beundring, han havde følt for sin mor, mens hun pakkede tasken og sendte ham
afsted uden at opføre sig som en overnervøs liggehøne, var pludselig svær at genskabe.
(- Spurgte hun ikke om det, fordi hun tror ... at jeg har ... dræbt Soldaten?)
Leif begyndte uden varsel at fryse noget så afsindigt.
_____________________________________________________________________________________________________
Sidste stævnemøde Jens E.Hansen, 1998 Side 100