Sidste stævnemøde - data Fiction

- Nej, Mor, hold nu op. Jeg kommer hjem bagefter, siger jeg jo. Det bliver bare lidt sent,
ikke ... Nej, jeg skal ikke hjem til nogen. Jeg tager bare i biografen, siger jeg ... Ja, jeg har
købt nye handsker og nej, det er ikke svineskind, bare ganske almindelige strikhandsker som
de gamle ... Ja, de er mørkeblå! Nej, men altså, Mor, jeg har ikke tid til at snakke mere nu. Jeg
kommer hjem i aften, men altså bare lidt senere, ikke? Altså, så farvel, Mor, vi ses i aften.
Farv- ... ja? - ... nej, bare rolig ... farveeeeel Mor!
Leif vippede telefonrøret tilbage på plads. (- Pyha, hvorfor skal hun altid pylre sådan om
mig? Hun tror stadig, jeg er tolv år gammel - og ikke femogtyve!) Han tørrede uvilkårligt
hånden over panden, som ikke var spor svedig. Københavns Hovedbanegård kunne ikke
påstås at være varm her først i februar. Leif så sig småfrysende omkring. Den stadige strøm af
mennesker gennem hallen fyldte ham altid med en sær gysen. (- Alle disse mennesker, alle
disse skæbner) tænkte han automatisk. (- Hvor mange ulykkelige, hvor mange glade, spændte,
triste, rige og fattige mennesker færdes hvert sekund i dette enorme rum?)
Sædvanen tro klappede han sig diskret på baglommen. Tegnedrengen sad hvor den skulle.
Nå, der var ingen speciel grund til at mistænke de forbipasserende for noget kriminelt lige nu.
Klappet var bare en vane, han havde tillagt sig fra den første gang, han stod på næsten samme
sted og betuttet skuede ud over denne nye og stærkt foruroligende verden. Den Store Verden!
I hvert fald for en håbefuld provinsknægt, som for første gang var i Hovedstaden for at tage
turen gennem de forjættende ungdomsforlystelser - dengang, altså: en burgerbar, en biograftur
og sidst men ikke mindst Tivoli. En mærkedag i Leifs liv.
En dag, gråt overskygget af de utallige gange, han senere havde taget toget mellem
fødebyen og den skrækindjagende heksekedel, som virkede så tiltrækkende på så mange
mennesker. Leif kunne godt undvære København. Byen var alt for stor, alt for fyldt med
mennesker. Alting foregik så hurtigt. Ikke ligefrem hans kop te. Men Arkitektskolen lå i
Københavnstrup og eftersom Leif officielt arbejdede hårdt på at blive arkitekt, måtte han
henslæbe sine dage i dette ragnarok, for kun at tage hjem på besøg hveranden weekend.
Han betragtede de forbijagende. Som til gengæld ikke ofrede ham andet end overfladisk
opmærksomhed. Med god grund. Hverken af skikkelse eller i påklædning var der noget
usædvanligt ved ham. Den godt brugte vindjakke, som nok var lidt for tynd til dagens
temperatur, de slidte cowboybukser, gummiskoene og den blå Fjällräv, som hang skævt ned
ad ryggen, intet af dette var noget særsyn i Hovedstaden.
Nå, han skulle videre. Han forlod telefonerne for at sno sig gennem malmstrømmen mod
den rette perron.
Leif fandt over mod nedgangen til togene. Lystavlen ved siden af trappen viste, at toget mod
Rødby afgik planmæssigt. Seks minutter til afgang. Han afviste endnu engang mavens
pågående krav. Der var hverken tid heller penge til to ristede. Havde hans mor ikke sendt de
tohundrede dagen før, havde han aldrig haft råd til turen hjem. Handskerne, de billigste Føtex
kunne diske op med, samt hans nye maleblok havde akkurat levnet penge nok til togbilletten.
Han trådte ud på rulletrappen. Hjem skulle han. Men ikke lige hjem til villaen i udkanten af
Vorkøbing. Han skulle hjem til Line! Leifs hoved fyldtes af fløjlsgardiner. Resten af verden
tonede bort fra hans synsfelt. At Line overhovedet ville se til hans side, var ham en stadig
kilde til forundring. At hun derudover havde været hans nærmest skrækindjagende elskerinde
hveranden weekend siden august året før, gjorde ham svimmel af glæde. Men nu - ... nu var
det slut! De rosenrøde skyer puff'ede bort, samtidig med at rulletrappen afleverede ham på
perronen. Fire små ord lynede i stedet nådesløst ind i hans hjerne: (- Sidste gang i aften!)
_____________________________________________________________________________________________________
Sidste stævnemøde Jens E.Hansen, 1998 Side 3