Side 1 af 10 Juridisk Bacheloreksamen Sommer reeksamen 2010 ...

Juridisk Bacheloreksamen
Sommer reeksamen 2010
Formueret II
6 timers skriftlig prøve
2. august 2010
Der er fokus på at undgå tilfælde af eksamenssnyd
Side 1 af 10
I I tilfælde af formodet eksamenssnyd, der bemærkes af fagenes eksamensadministration, af
eksamenstilsynet eller af faglæreren, foretager studielederen en foreløbig undersøgelse af sagen.
Dette foregår ved indhentning af udtalelse fra faglæreren, evt. fra eksamenstilsynet, og
ved samtale med den studerende. Hvis studielederen finder formodningen om snyd bestyrket,
indberettes forholdet til rektor.
Den studerende skal under studiet og eksamenerne efterleve reglerne om videnskabelig redelighed.
Videnskabelig uredelighed foreligger, når der ved forfalskning, plagiering, fortielse
eller på anden måde vildledes om den pågældendes egne indsats eller resultater, eller når en
anden studerende bistås hermed. Eksempelvis betragtes manglende kildeangivelser i skriftlige
opgaver som fortielser, og afskrift fra anden litteratur, herunder også lærebog eller materialesamling
skal ske ved brug af citationstegn og kildeangivelse.
Forsøg på at snyde behandles på samme måde som gennemførte snyderier.
Rektor har følgende sanktionsmuligheder:
• Bortvisning fra eksamen
• Bortvisning fra universitetet for en begrænset periode eller permanent.
Regler om disciplinære foranstaltninger over for studerende ved Københavns Universitet
og det samlede regelsæt kan findes i regelsamlingen på www.sis.ku.dk
Det Juridiske Fakultet
Uddannelsesservice

Juridisk bacheloreksamen
Sommereksamen 2009
2. år
Formueret II
Syge-/reeksamen
Hver opgave besvares på ark for sig, og besvarelserne nummereres.
Side 2 af 10
__________________________________________________________________
Vedrørende digital tinglysning:
Der gøres opmærksom på, at Det Juridiske Studienævn har besluttet, at lov nr.
539 af 8. juni 2006 om ændring af lov om tinglysning og forskellige andre love
(digital tinglysning) som senere ændret ved lov nr. 504 af 12. juni 2009 ved eksamensopgavernes
besvarelse skal anses for gældende ret, uanset om loven officielt
måtte være sat i kraft. Det betyder, at det ved besvarelsen af opgaverne skal lægges
til grund, at lov nr. 539 af 8. juni 2006 med senere ændring var trådt fuldt ud i
kraft på det tidspunkt, hvor opgavernes faktum foregår, og at loven fortsat er fuldt
ud i kraft på eksamenstidspunktet. Der skal ved besvarelsen ses bort fra de særlige
overgangsregler i § 15 i lov nr. 539 af 8. juni 2006 som ændret ved lov nr. 504
af 12. juni 2009.
__________________________________________________________________
Opgave nr. 1
Søren Smart var en ærgerrig ejendomsmægler, som imidlertid i løbet af 2009 havde måttet
sande, at de gyldne dage i ejendomsmæglerbranchen for længst var ovre. Økonomien hos Søren
Smart var derfor anstrengt, og den 1. november 2009 måtte han erkende, at han var nødt
til at låne penge. Da Søren Smart ikke kunne fordrage banker, kontaktede han i stedet sin gode
ven pantebrevsudlåner Grisk og spurgte til muligheden for at låne 150.000 kr. til brug for
sin ejendomsmæglerforretning.

Side 3 af 10
Grisk ville gerne udlåne pengene, men han krævede, at Søren Smart skulle stille sikkerhed.
Søren Smart foreslog, at Grisk fik pant i den faste ejendom, som Søren Smart ejede
og privat boede i. Da ejendommen ikke var behæftet i forvejen, var Grisk fint tilfreds
med denne løsning. Grisk oprettede derfor et digitalt pantebrev baseret på Justitsministeriets
Almindelige Betingelser (A), som blev tinglyst på ejendommen den 1. november
2009. I pantebrevet var det aftalt, at lånet skulle forrentes med 6,5 % i rente om året, og
at der den 23. i hver måned forfaldt en samlet ydelse på i alt 5.000 kr. i renter og afdrag,
første gang den 23. november 2009. Det blev også aftalt, at alle betalinger skulle ske på
Grisks bopæl.
I december 2009 stod ejendomsmæglerbutikken for alvor stille, og Søren Smart blev derfor
for alvor nervøs for, om han nu også kunne klare krisen. Han glemte derfor alt om den betaling,
som han skulle foretage til Grisk den 23. december 2009. Om formiddagen, onsdag, den
30. december 2009 kom Søren Smart i tanke derom, og han styrtede derfor ned i banken for at
betale afdraget sammen med sine øvrige regninger. Nede i banken kunne Søren Smart ikke
huske et kontonummer til Grisk, men heldigvis blev han betjent af bankeleven Freja Flink,
som tilfældigvis også havde lånt penge hos Grisk og derfor udmærket kendte et kontonummer.
5.000 kr. blev derfor trukket på Søren Smarts konto den 30. december 2009, og beløbet
indgik den følgende bankdag, mandag, den 4. januar 2010, på kontoen tilhørende Grisk.
På vej hjem fra banken den 30. december 2009 så Søren Smart et tilbud på 14 dages afbudsrejse
til Moldavien, som han straks gik ind og købte, da han bestemt trængte til ferie. Der var
afgang mandag, den 4. januar 2010, så Søren Smart var ikke hjemme igen før mandag, den
18. januar 2010.
Hen over julen 2009 konstaterede Grisk til sin store fortrydelse, at Søren Smart ikke havde
været forbi og betalt det aftalte afdrag, hvorfor Grisk mandag, den 4. januar 2010 skrev et
brev til Søren Smart, hvori han angav, at det samlede lån forfaldt til fuld indfrielse, hvis ikke
Søren Smart inden 7 dage betalte i alt 6.000 kr., som dels var pantebrevsydelsen på 5.000 kr.,
dels et lån på 1.000 kr., som Grisk havde ydet Søren Smart for flere år siden. Da Søren Smart
ikke var hjemme, så han ikke brevet, og Grisk krævede derfor ved et nyt brev af 12. januar
2010 sit samlede tilgodehavende på ca. 150.000 kr. betalt.

Side 4 af 10
Da Sørens Smart kom retur fra sin ferie den 18. januar 2010, så han brevet fra Grisk.
Søren Smart forsøgte straks telefonisk at overtale Grisk til at trække ophævelsen tilbage,
men Grisk stod fast. Søren Smart kontaktede derfor dagen efter sin advokat for at høre,
om Grisk virkelig var berettiget til at kræve det pantsikrede lån fuldt indfriet.
1) Hvad skal advokaten svare?
I januar 2010 måtte Søren Smart erkende, at han havde brug for yderligere kapital. Som følge
af miseren med afdraget til Grisk var der kold luft imellem Søren Smart og Grisk. Søren
Smart var derfor nødsaget til at gå den tunge gang ned i sin bank, Sparebanken, og bede om
en kassekredit til sin virksomhed.
Sparebanken var straks med på idéen. Søren Smart fik stillet en kassekredit med et maksimum
på 400.000 kr. til sin rådighed, idet der samtidigt blev oprettet og tinglyst et digitalt ejerpantebrev
i den ejendom, hvorfra ejendomsmæglerforretningen blev drevet, og som Søren Smart
ejede. Der var ikke tinglyst andre lån i ejendommen. Ved samme lejlighed blev der underskrevet
en underpantsætningserklæring, hvorved det digitale ejerpantebrev blev underpantsat
til Sparebanken til sikkerhed for ethvert mellemværende, som måtte opstå mellem Søren
Smart og Sparekassen. Også denne underpantsætning blev tinglyst i det digitale tinglysningssystem.
I løbet af februar 2010 gik det desværre stadig skidt for Søren Smarts butik, og på det tidspunkt
havde Søren Smart allerede hævet 200.000 kr. på kassekreditten i banken. Som følge af
den dårlige økonomi sad nerverne uden på tøjet, og Søren Smart kom derfor op at skændes
med indehaveren af firmaet Boligmarkedet A/S, der var et firma, som solgte avisannoncer til
ejendomsmæglerforretninger. Som følge af skænderiet nægtede Søren Smart at betale en regning
på 100.000 kr. fra Boligmarkedet A/S, selv om han godt vidste, at han skyldte pengene.
Den 1. marts 2010 havde Søren Smart hævet yderligere 50.000 kr. på kassekreditten, som
derefter var trukket med i alt 250.000 kr. Søren Smart, der slet ikke var vant til at have den
slags gæld, gik igen den 6. marts 2010 ned i Sparebanken for at høre, om ikke banken ville
eftergive noget af hans gæld. Da Sparebanken nægtede dette, gik Søren Smart amok og væltede
bevidst en stor skulptur, der stod i bankens lokaler. Skulpturen gik i stykker, og Søren

Side 5 af 10
Smart fortrød straks sin handling. Bankens ledelse kunne oplyse, at skulpturen havde kostet
35.000 kr., og de bad derfor straks Søren Smart om at skrive under på, at han erkendte at
skylde 35.000 kr. til banken, og at banken kunne kræve dækning for beløbet under det tidligere
underpantsatte ejerpantebrev. Søren Smart nægtede i første omgang at underskrive papirerne,
hvorefter bankens direktør oplyste, at hvis ikke papirerne blev skrevet under, ville han
”bede nogle store venner kigge over efter fyraften”. Derefter skrev Søren Smart med det samme
under og forlod hurtigt banken.
Den 9. marts 2010 talte indehaveren af Boligmarkedet A/S – som også var kunde i Sparebanken
– med sin bankrådgiver Freddie Fræk, idet Boligmarkedet A/S havde brug for et lån, da
Søren Smart stadig ikke havde betalt sin regning. Da Freddie Fræk, som også kendte til Søren
Smart, hørte om dette, øjnede han muligheden for at gøre en god forretning. Freddie Fræk
foreslog straks indehaveren af Boligmarkedet A/S, at Sparebanken købte den fordring, som
Boligmarkedet A/S havde på Søren Smart, for 80.000 kr. På den måde fik Boligmarkedet A/S
dog trods alt 80.000 kr., og Sparebanken havde jo sit ejerpantebrev, så Freddie Fræk var sikker
på, at banken selv ved en konkurs ville få fuld dækning for fordringen. Dette accepterede
indehaveren af Boligmarkedet A/S, og Sparebanken og Boligmarkedet A/S skrev straks under
på det aftalte.
Et par dage efter, den 11. marts 2010, gik der rygter om, at Søren Smart snart ville lukke sin
butik, da der slet ingen kunder var. Da Søren Smart på dette tidspunkt skyldte Sparebanken i
alt 385.000 kr. (250.000 kr. på kassekreditten, 100.000 kr. ifølge fordringen købt fra Boligmarkedet
A/S og 35.000 kr. for skulpturen), blev direktøren for Sparebanken lidt urolig, og
han spurgte derfor bankens jurist, om juristen ikke var enig i, at banken var behørigt sikret for
sine krav som følge af ejerpantebrevet.
2) Hvad skal bankens jurist svare?
På trods af vedholdende rygter om, at Søren Smart ville lukke sin butik, lykkedes det ham på
en eller anden måde at holde liv i butikken. I midten af april 2010 var der igen kommet så
meget gang i boligmarkedet, at Søren Smart for første gang i lang tid rent faktisk havde overskud
i sit firma.

Side 6 af 10
I foråret 2010 fandt Søren Smart sammen med Gitte Grådig, som var en ualmindelig dejlig
pige, der var berømt i hele byen. Gitte Grådig havde imidlertid et ret stort privatforbrug, som
Søren Smart på en eller anden måde forventedes at dække. Så selv om Søren Smarts butik
endelig gav overskud igen, måtte Søren Smart alligevel ud at låne flere penge.
Efter episoden i Sparebanken havde Søren Smart ikke sat sine ben der igen, så i stedet henvendte
han sig hos konkurrenten, Udlånsbanken. Søren Smart talte med direktøren Hans Hurtig
og fik straks lov til at låne 100.000 kr.
Hans Hurtig ville gerne have sikkerhed for lånet, men Søren Smart ville helst ikke benytte de
faste ejendomme, som jo allerede var belånte. Derfor foreslog Søren Smart, at banken fik pant
i et maleri af Asger Jorn, som Søren Smart havde hængende derhjemme. Hans Hurtig vidste
lidt om priserne på kunst, og han var sikker på, at et ægte maleri af Asger Jorn ville være en
del værd, hvorfor han accepterede dette som pant. Hans Hurtig spurgte Søren Smart, om der
var andre, der havde pant i maleriet, hvortil Søren Smart svarede nej. Efterfølgende kom Søren
Smart dog i tanke om, at hans onkel Harry havde lånt ham nogle penge i 1999 og dengang
også havde fået tinglyst underpant i maleriet. Men det turde Søren Smart ikke sige noget om
til Hans Hurtig. Søren Smart havde i øvrigt heller ikke hørt fra onkel Harry siden, så det var
nok ikke noget problem.
Hans Hurtig ville dog gerne være sikker på, at Udlånsbanken havde nok sikkerhed, hvorfor
han bad om yderligere pant. Søren Smart foreslog en skulptur lavet af Cronhammer. Søren
Smart ejede ganske vist ikke en sådan skulptur, men han havde ikke flere aktiver, og han havde
på fornemmelsen, at han ikke ville få lånet, hvis han fortalte dette til Hans Hurtig. Da Hans
Hurtig troede på Søren Smart, accepterede Hans Hurtig også denne genstand som pant.
Der blev straks lavet to løsørepantebreve, hvorved maleriet henholdsvis skulpturen blev underpantsat,
og banken sørgede for, at pantebrevene straks blev tinglyst.
I starten af maj 2010 havde Søren Smart imidlertid brugt så mange penge på Gitte Grådig, at
hans økonomi ikke længere kunne hænge sammen, hvorfor han selv indgav begæring om
konkurs til Skifteretten. Der blev afsagt konkursdekret den 10. maj 2010.

Side 7 af 10
Da Hans Hurtig den 11. maj 2010 hørte om konkursen, blev han nervøs, og da han hørte fra
kurator, at Søren Smart i 1999 havde pantsat maleriet af Asger Jorn til sin onkel Harry, og at
Søren Smart ikke ejede nogen Cronhammer-skulptur, blev han rasende. Hans Hurtig bad derfor
straks sin assistent om at undersøge, hvordan Udlånsbanken var stillet over for onkel Harry
som følge af pantet i maleriet, og om ikke det var muligt at få erstatning fra Tinglysningsretten,
når nu Søren Smart ikke ejede nogen skulptur, da tinglysningen af pantebrevet vel så
måtte være forkert.
3) Hvad skal assistenten svare? Det skal ved besvarelsen lægges til grund, at ingen af de stiftede
panterettigheder kan omstødes i forbindelse med konkursen.
Opgave nr. 2
Søren Bondesen havde igennem mange år drevet virksomhed som vinproducent gennem
Møns Vincenter A/S. Møns Vincenter A/S afsatte primært sin vinproduktion til lokale herregårde
og kroer.
Møns Vincenter A/S havde indgået aftaler med de nærliggende kroer, Sølleby Kro og Krakkerup
Kro, om levering af høsten for 2008 af den specielle ”Møns Rosé”, som Møns Vincenter
A/S var ene om at producere, og som kun blev produceret i begrænsede mængder. Aftalen
med Sølleby Kro var indgået den 1. februar 2008, mens aftalen med Krakkerup kro var indgået
den 1. marts 2008. Møns Vincenter A/S producerede årligt ca. 1.500 flasker af Møns Rosé,
og det var med begge kroer aftalt, at de hver skulle aftage 500 flasker af høsten 2008.
Høsten i 2008 blev imidlertid meget ringe grundet meget få solskinstimer, og Møns Vincenter
A/S kunne derfor kun producere i alt 500 flaske Møns Rosé.
Da Møns Vincenter A/S derfor ikke kunne opfylde sine aftaler med begge kroer, overvejede
Søren Bondesen at levere 250 flasker til hver kro. Han besluttede sig dog for at levere alle
flaskerne til Sølleby Kro, da han mente, at de havde mest ret til dem, da aftalen med Sølleby
Kro var indgået før aftalen med Krakkerup Kro. Sølleby Kro betalte for flaskerne straks ved
modtagelsen.

Side 8 af 10
Søren Bondesen ringede derfor til ejeren af Krakkerup Kro, Kirsten Greve, og meddelte hende,
at han ikke kunne levere den aftalte vin til Krakkerup Kro. Kirsten Greve blev meget fortørnet
over den meddelelse, og da hun hørte, at konkurrenten Sølleby Kro havde modtaget den
samlede produktion af Møns Rosé for 2008, ringede hun straks til sin advokat, Arne Vinblad,
og bad ham om at undersøge mulighederne for at kræve vinen udleveret eller komme ud af
aftalen med Møns Vincenter A/S og kræve erstatning i anledning af det passerede.
1. Hvad skal advokaten svare?
Møns Vincenter A/S arrangerede en gang om måneden åbent hus, hvor interesserede kunne
møde op og få en rundvisning på virksomheden og smage på vinen. En af tjenerne fra Sølleby
Kro, Sanne Vestergaard, deltog i rundvisningen den 1. marts 2009, da hun ønskede at vide lidt
mere om den vin, som man serverede på kroen, og da hun kunne kombinere dette med en årlig
familieudflugt.
Søren Bondesen tog glædestrålende imod Sanne Vestergaard og takkede mange gange for, at
hun kiggede forbi, hvilket han gentagne gange havde opfordret hende til. Søren Bondesen tog
ikke entré for Sanne Vestergaard, da hun jo var en ven af huset, fordi hun arbejdede for Sølleby
Kro.
Efter rundvisningen gik Sanne Vestergaard over til den proptrækkersamling, som Søren Bondesen
med stolthed havde fremvist under rundvisningen. Sanne Vestergaard, der efterhånden
havde fået smagt lidt for meget af den gode vin, kom uheldigvis til at skubbe til proptrækkersamlingen
så en af proptrækkerne – en schweizisk glasproptrækker – faldt på gulvet og gik i
stykker. Værdien af den schweiziske glasproptrækker udgjorde 10.000 kr.
Søren Bondesen havde i ugen op til rundvisningen modtaget en regning fra Sølleby Kro for en
julefrokost, som Søren Bondesen havde afholdt på kroen. Regningen lød på 20.000 kr. Søren
Bondesen sagde derfor til Sanne Vestergaard, som stod og kiggede meget bedrøvet på glasstumperne,
at mon ikke de kunne finde ud af noget med lidt rabat på regningen. Sanne kommenterede
ikke dette nærmere, men skyndte sig at købe nogle flasker vin med hjem.

Side 9 af 10
Ugen efter betalte Søren Bondesen regningen til Sølleby Kro, men overførte kun 10.000 kr.
Ejgild Jensen, der ejede Sølleby Kro, undrede sig over indbetalingen og rykkede derfor Søren
Bondesen for betaling af de resterende 10.000 kr. Søren Bondesen var meget uforstående over
for rykkeren og ringede derfor straks til Ejgild Jensen og meddelte, at der ikke længere var
noget mellemværende mellem ham og Sølleby Kro.
2. Er Sølleby Kro berettiget til at kræve de resterende 10.000 kr. betalt af Søren Bondesen?
Søren Bondesen kunne i foråret 2009 konstatere, at konkurrencen fra de oversøiske lande og
fra danske konkurrenter efterhånden var så stor, at det ikke længere var rentabelt for ham at
være vinproducent. Han besluttede sig derfor for at opgive vinproduktionen, da han i stedet
ville kaste sig over dyrkning af raps til brug for brændsel, hvortil han kunne få stor offentlig
støtte.
En af Søren Bondesens konkurrenter, Kaj Knudsen, havde altid været meget interesseret i at
købe Søren Bondesens vinranker, der var særligt modstandsdygtige på grund af deres mangeårige
vækst på Møn og Søren Bondesens mangeårige pleje af vinrankerne. Søren Bondesen
havde endvidere eksperimenteret med flytbare vinranker, der var nedgravet i specielle potter,
som let kunne tages op af jorden igen. Næsten halvdelen af vinrankerne på den ejendom, som
Møns Vincenter A/S ejede, var nedgravet i de specielle potter. Dette gjaldt også de vinranker,
som Søren Bondesen havde plantet på en tilstødende ejendom, som Møns Vincenter A/S havde
lejet for en lang årrække af Ulrik Lademann. Søren Bondesen og Kaj Knudsen aftalte derfor
den 1. august 2009, at Kaj Knudsen kunne købe alle vinrankerne på begge ejendomme for
500.000 kr., mod at Kaj Knudsen selv forestod bortfjernelsen af vinrankerne, da dette var en
bekostelig affære.
Direktør Larsen fra Landmandsbanken, der havde tinglyst pant for 2.500.000 kr. i den ejendom,
som Møns Vincenter A/S ejede, kørte tilfældigvis forbi Møns Vincenter A/S, mens Kaj
Knudsen var ved at læsse den sidste lastbil med vinranker. Direktør Larsen blev meget forfærdet,
da han fik oplyst, at vinrankerne blev fjernet fra grunden, da disse efter direktør Larsens
mening udgjorde en ikke ubetydelig del af ejendommens værdi. Direktør Larsen protesterede
på vegne af Landmandsbanken straks over salget over for Kaj Knudsen og Søren
Bondesen, som dog begge afviste direktør Larsens indsigelser.

Side 10 af 10
Ulrik Lademann ringede også til Søren Bondesen og protesterede over bortfjernelsen, som
han mente havde påført den lejede ejendom store skader.
3. Er direktør Larsen og Ulrik Lademann berettigede til at gøre indsigelse over for salget
henholdsvis bortfjernelsen af vinrankerne?