GRATIS - Overgrunden

GRATIS
Katalog-magasin
vergrunden
2008
Sommer |
- Et anderledes bogkatalog #05
Med præsentation af nye spændende bøger
Tolkien
Immigrantlitteratur
Apokalypsen
Og meget mere...
1

Leder
Af Brian Stevn Hansen
Hurra, hurra og tillykke med os.
Første nummer af Overgrunden kom på gaden i maj 2007, så
med nummeret her har vi 1 års fødselsdag. Det er vi selvfølgelig
glade for på redaktionen. Vi er også glade for, at så mange glæder
sig med os. Læserne får fat i Overgrunden via deres lokale
boghandler. Stadig flere biblioteker tilbyder Overgrunden til
deres lånere. Selv om andre medier tiltrækker sig opmærksomhed,
vækker tilbudet om inspiration og information om bøger
og bogkultur interesse. Ikke mindst hos bibliotekerne, hvor vi
nu har fået en aftale med Litteratursiden. Bibliotekernes webinitiativ
vil nu også være at finde her på siderne i Overgrunden.
Vi er fundet sammen i det oplagte interessefællesskab om bøgerne,
og også hurra for det.
Ellers er nummeret præget af myter. Tolkien mente, at myterne
hører med til at være menneske. Der tegnes et portræt af
denne myternes mester. Mytologien omkring apokalypsen har
de et specielt forhold til i USA. Det viser sig i deres litteratur.
Sort humor optræder med vid og med bid både hid og did. Det
ser vi nærmere på, men også på det myte-stof, der faktisk uomgængeligt
har rod i virkeligheden. Den russiske zarina Dagmar
kom fra Danmark. Nu er hun her igen i Maria Hellebergs roman.
Modbydelighederne under 2. Verdenskrig har Morten Brask
forsøgt at skildre i Havet i Theresienstadt. I interviewet spørges
den unge debutant om sin fascination af en heldigvis svunden
fortid. Vi må alle sammen forholde os til nutiden i mikset af den
historiske fortids fakta og den mytologi, der er et andet ord for
kultur. Når folk flytter til et andet land, bliver den slags spørgsmål
endnu mere nærværende, som det beskrives i artiklen om
jødisk-amerikansk immigrantlitteratur.
God læselyst
CVR#: 30 31 19 73
Kontakt: info@overgrunden.dk
Web: www.overgrunden.dk
Indhold må citeres, hvis kilde
tydeligt angives
Strandgade 6, 3. th.
9400 Nørresundby
Janni Iben Stevn Hansen
Christian Brandt
Tlf: 50115511 / 98164856
Mail: thybo@galleri-deco.dk
Overgrunden
Brian Stevn Hansen
ISSN#: 1902 - 3413
Udgiver:
Redaktion:
Oplag: 10.000
Overgrunden tager forbehold
for trykfejl og annoncernes
indhold.
Forsidemaleri:
Per Strande
Kolofon:
Noget du skal vide
Af Pernille Lisborg, Bibliotekar, Frederikshavn Bibliotek
Sex, kærlighed og grusomhed. Stærk
romandebut fra Aalborg.
Det er på mange måder en grusom
roman, Janni Olesen har skrevet.
Grusom, fordi kærlighed i den grad
kan ødelægge et menneske. I hvert fald
hvis den kærlighed er iblandet smerte,
fornedrelse og en kronisk angst for
ensomhed.
Noget du skal vide har to hovedpersoner,
Elisa og Jakob. Og så selvfølgelig
Thomas, som er målet for både
Elisas og Jakobs kærlighed, og som
er den person, der ændrer begges liv
radikalt.
Jakob er et par og tyve, går på VUC og
bor i begyndelsen af romanen sammen
med smukke, rige, usikre Maria. Men
Jakobs drømme og seksuelle fantasier
bliver af mere og mere homoseksuel
karakter. Han forlader Maria og
begynder at mødes med Thomas.
Thomas er gift med norske Sissel,
underviser på VUC og er en meget
erfaren og kynisk forfører – og
forbruger af både kvinder og mænd.
Elisa underviser også på VUC. Hun
er lærer for Jakob og meget betaget
af ham. Men hun forføres ligeledes af
Thomas og overrumpler en dag Jakob
og Thomas i skolens kælder.
Dette kunne udløse et trekantsdrama,
men det gør det ikke. Romanen handler
nok om jalousi, men den handler i
højere grad om identitet og seksualitet,
og om ensomhed og kynisk brug af
andre mennesker til opfyldelse af egne
behov. Forfatteren leger selv lidt med
identiteten, idet de afsnit, der handler
om Jakob, er fortalt i jeg-form, mens de
afsnit, der handler om Elisa, er fortalt
i 3. person. Og så synes jeg altså, det
er ret modigt af en kvinde at kaste sig
ud i vilde beskrivelser af sex mellem
to mænd!
Romanen foregår i Aalborg, og det
er bestemt ikke fordi, jeg har noget
imod københavnerromaner, men
for en nordjyde som mig er det
altså lidt sjovt, når personerne går
forbi Karolinelund, Nordkraft og
Nordjyllands Kunstmuseum.
Noget du skal vide er en rigtig god
roman. Janni Olesen er en virkelig
dygtig fortæller. Hendes sprog er
frækt og selvsikkert, og persontegning
og handling er troværdig og
vedkommende. Jeg ser frem til næste
roman fra hendes hånd!
Janni Olesen
2 | Artikel
Anbefaling | 3

Immigrantlitteraturens renæssance
Af Susanne Bernstein, cand.mag.
Jødisk-amerikansk litteratur oplever
for tiden en renæssance. De danske
forlag har på det seneste udgivet
en strøm af oversættelser derfra, fx
Paul Austers Illusionernes Bog (2002),
ægteparret Jonathan Safran Foers
Ekstremt højt & utrolig tæt på (2005),
Nicole Krauss’ Kærlighedens historie
(2006) og Michael Chabons Det
Jiddische Politiforbund (2007) for blot at
nævne et lille udpluk.
Vækker genklang
Der er selvfølgelig mange grunde til,
at den type litteratur er populær og
vækker genklang hos danske læsere.
De nævnte forfattere er efterkommere
af jødiske Immigranter, og som følge
deraf prægede af deres opvækst,
selvom de ikke nødvendigvis selv
er praktiserende jøder. I en artikel i
magasinet Goldberg (# 5, december
2007) skriver Fran Hopenwasser i
forbindelse med erkendelsen af, at en
ny generation af amerikansk-jødiske
forfattere er på vej frem: ”... Blandt de
nye strømninger inden for litteraturen
er der forfattere, som beskæftiger sig
med spørgsmål om tro og tvivl, og
som – måske i frygt for at miste ’den
jødiske arv’ – fordyber sig i Holocaust
og lidelseshistorier...”.
Også i Danmark er disse strømninger
mærkbare, ikke mindst fordi vores
samfund efterhånden er blevet
multikulturelt, så derfor har vi i høj
grad brug for en litteratur, der kan
afspejle dette. Tro, tvivl, tradition,
fornyelse, håb og frygt for fremtiden
– disse emner, som er genstand for
betragtning hos den ”nye” generation
af forfattere i USA, bekræfter deres
universalitet ved at være lige så
aktuelle herhjemme.
Forskellige kulturer
Men den nyere jødisk-amerikanske
litteratur er ikke vokset ud af
ingenting; den har haft et solidt
fundament at bygge på. I midten af
1700-tallet emigrerede sefardiske jøder
fra Spanien og Portugal til Amerika,
og den litteratur, de skrev, var primært
bønskrifter og erindringer. I årene
fremover udviklede den sig til også at
omfatte skønlitteratur, digte og drama.
Der er almindelig enighed om, at den
havde sin blomstringstid i midten
af 1900-tallet, hvor forfattere som fx
Saul Bellow, Philip Roth og Bernard
Malamud satte dagsordenen. I deres
forfatterskab beskæftigede de sig med
at finde balancen i livet og med at
håndtere de to kulturer, de
to kulturer, de befandt sig i krydsfeltet
af. Forfatterne udforskede konflikten
mellem det sekulære samfund og jødisk
tradition. De var børn af østeuropæiske,
jødiske indvandrere, der var kommet
til landet i den store indvandringsbølge
i perioden 1880’erne-1924. De fleste
slog sig ned i New Yorks Lower East
Side, medbringende deres Shtetlkultur.
I 1924 satte en stramning af
emigrationslovgivningen en stopper
for tilstrømningen. Ikke mindst
de vesteuropæiske indvandrere,
der allerede opholdt sig i USA, var
skræmte over de store mængder af
billig arbejdskraft, som væltede ind i
landet. Derfor fik de ad lovgivningens
vej forhindret flere i at komme.
Fremover, indtil 1965 hvor loven
blev helt ophævet, kom der kun et
symbolsk antal.
Legendarisk forfatter og journalist
En af dem – der ankom til Amerika i
1882 - var den legendariske forfatter
og journalist Abraham Cahan. Han er
nok mest kendt for at have grundlagt
og redigeret den jiddischsprogede
avis Forverts (Fremad) i 1897 med bl.a.
nobelpristagere som Isaac B. Singer og
4 | Artikel
Artikel, | 5

Elie Wiesel i redaktionen. Denne avis fik
en læserskare på 250.000, og det siger
sig selv, at dens indflydelse var enorm,
når den kunne nå ud til så mange.
Den var et bindeled mellem Amerika
og læsernes oprindelige hjemland;
den var en kilde til underholdning og
information. Der er ingen tvivl om,
at Forverts, som stadig eksisterer og
bliver udgivet en gang om ugen i New
York, var et værdifuldt redskab til at
assimilere læserne, de jiddischtalende
”greenhorns,” ind i den amerikanske
kultur.
Cahan blev samlingspunkt for sine
landsmænd, dels fordi han var en
karismatisk personlighed, dels fordi
han lynhurtigt formåede at tilegne sig
sit nye hjemlands sprog og kultur og
formidle det videre. Hans debutroman,
YEKL – A Tale of the New York Ghetto,
fra 1896 er et udmærket eksempel på
denne formidling. Romanen er her
godt 100 år senere mere relevant end
nogensinde, og er i 2007 udkommet for
første gang på dansk med titlen YEKL
– en fortælling fra New Yorks ghetto.
Mange har fremhævet Cahans roman
The Rise of David Levinsky fra 1917
som værende den vigtigste roman
skrevet af en jødisk immigrant, og i
The Cambridge History of English and
American Literature, bd. 18 § 49 står der,
at den er den bedste jiddishe roman
skrevet på engelsk. Der tilføjes at den:
”... er en bedre refleksion af jødisk
liv i amerikanske omgivelser end al
amerikansk-jiddisch skønlitteratur
tilsammen.” Romanen udkom på
dansk i 2006 med titlen David Levinskys
Nye Verden, og Samuel Rachlin nævner
i sin introduktion at ”... det lykkes
Cahan at fortælle en historie, der
fænger og holder fast.” Det er jo nok
fordi temaerne, identitet og integration,
er lige så aktuelle i dag som dengang,
og så er det vel ikke så mærkeligt at
den type litteratur i øjeblikket oplever
en renæssance.
6 | Artikel, Proskrift
Artikel, Aalborg universitets forlag | 7

Den amerikanske apokalypse
Af Steen Christiansen, Ph.d.
Den er ikke til at undgå, den lurer
lige om hjørnet, hvor end vi kigger:
Apokalypsen er nær, og det har den
altid været. I disse tider får vi de
fleste apokalyptiske indtryk gennem
amerikansk populærkultur; tænk bare
på film som The Day After Tomorrow,
I Am Legend, Cloverfield og mange
flere. Intet er så populært, som at
se Jorden gå under for øjnene af os,
destruktion på enorm, ufattelig skala.
Filmmediet er naturligvis velegnet
til disse spektakulære billeder, men
apokalypsen har længe været en del af
det amerikanske samfund.
Kimen til apokalypsen ligger i Biblen,
og apokalypse betyder oprindeligt
”altings afklaring”, og er dermed en
glædelig begivenhed - hvis man altså
står på den rigtige side af skellet.
Apokalypsens afklaring er nemlig
af religiøs karakter, så de rettroende
bliver skånet og de vantro slået ned.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at
apokalypsen har så stor genklang i
den amerikanske kultur, for USA er
kendetegnet ved at være grundlagt
af puritanere, som så det som deres
fineste hverv at omvende nok til den
rette tro, inden dommedag. Det er
denne oprindelse, som har sat sig
tydelige spor i den amerikanske kultur
og ikke mindst i den amerikanske
litteratur, som er det, dette essay kort
stiller ind på. Her skal det retfærdigvis
nævnes, at der findes mange
dommedagsvisioner, også uden for
det amerikanske samfund, men USA
har altid haft et særligt forhold til
apokalypsen og dens væsen.
Et af de tidligste eksempler på,
hvordan puritanismen kom til udtryk,
finder vi hos Jonathan Edwards (1703-
1758), præst, teolog og missionær.
Han er mest kendt for sin prædiken
”Sinners in the Hands of an Angry
God” (”Syndere i hænderne på
en vred Gud”, første gang afholdt
1741), som netop stiller skarpt på
apokalypse, konvertering af jøder og
menneskets synd. Der lægges ikke
fingre imellem, når Edwards fortæller,
hvordan syndere skal kastes i helvede
og brænde for evigt. Her bliver det
tydeligt, hvordan ”altings afklaring”
måske nok er en god ting, men bestemt
også en trussel mod de syndere, som
ikke har fulgt troens snævre sti. USA’s
overlevelse bliver altså et spørgsmål
om at være rettroende og sørge for at
samfundet er kristent - på den rigtige
måde, forståes.
Denne grundlæggende tankegang
om samfundet delt i to - os, de rigtigt
troende kontrasteret med de andre,
de forkert troende - finder sit udtryk
i mange forskellige former, men det
mest interessante er vel at kigge lidt
nærmere på en af de mest kendte
amerikanske romaner: Moby-Dick.
Apokalypsen i amerikansk litteratur
Herman Melvilles roman fra 1851
handler om Kaptajn Ahab, som er
på jagt efter hvalen Moby-Dick; et
særdeles bestialsk bekendtskab.
Romanen fortælles af sømanden
Ishmael, som fortæller om sine
oplevelser for lang tid siden. Romanen
er fortættet af symboler, og mange
af dem har helt klart apokalyptiske
undertoner. Skibet Ishmael og Ahab
sejler på kaldes Pequod, hvilket
næppe er et helt tilfældigt navn.
Navnet er nemlig opkaldt efter
indianer-stammen Pequot, som blev
udslettet af puritanerne. Uden at
afsløre for meget om dette klassiske
værk, kan man nævne, at der er et vist
skæbnefællesskab mellem indianerstammen
og skibet.
Men det vigtigste i romanen, er
naturligvis jagten på hvalen. Her er det
ganske åbenlyst, at hvalen læses som
Leviathan, det søuhyre, som optræder
i Biblen, og Ahab er den prædikant,
som får sine mænd til at jagte hvalen
til den bitre ende. Den apokalyptiske
tone følges igennem med et mandskab,
som har repræsentanter fra alle de
folkeslag, som var i USA på det
tidspunkt: sorte, hvide og ikke mindst
indianere. Skibet bliver et symbol på
USA; et USA, som stirrer sig blindt på
bæstet i Åbenbaringen og hovedkulds
forfølger det. Dermed er Melvilles
roman en sarkastisk udlevering af
samtiden, fordi han udstiller den
fanatisme og en-øjethed, som ligger
så dybt i det amerikanske samfund,
ifølge Melville. Apokalypsens metafor
bruges altså her til at gøre grin med
dem, som ser apokalypsen som noget
positivt, noget at se frem til. Melville
fastholder derimod, at apokalypsen
ikke er en afklaring men blot tåbeligt
blændværk.
Selvfølgelig findes der andre, knap så
skjulte, apokalypser i den amerikanske
litteratur. Jack London skrev for
eksempel The Scarlet Plague, som
foregik langt ude i fremtiden, efter
verden var gået under på grund af den
frygtede pest, titlen refererer til. Her er
apokalypsen indtruffet, og det er mere
den omvæltning som er sket, der er
historiens fokus. USA går fra at
8 | Artikel Artikel | 9

være et hyperkapitalistisk samfund,
hvor enkelte rige kontrollerer hele
samfundet, og almindelige mennesker
arbejder som slaver, til at blive et
barbarisk sted efter pesten. Pludselig
lever mennesker i stammer, og har
kun svage minder om tiden før.
Her er apokalypsen ikke nogen
egentlig frelse, og der er ikke nogen
åndelighed, som kan redde folk - det
er tilfældigheder, der afgør, om man
overlever pesten. Det er nok også
denne type af apokalypse, som er den
almindelige opfattelse: Verden går
under, og nogle enkelte overlever og
må klare sig videre. Et uendeligt antal
af science fiction-romaner og -film har
slået denne forståelse af apokalypsen
fast. To verdenskrige og en kold krig
gav da også rigelig lejlighed til at
forestille sig en verden ødelagt af krig
og ikke mindst atomvåben.
Men her sniger den oprindelige
forståelse af apokalypsen sig næsten
umærkeligt ind igen, for pludselig
dukker en klar skillelinje op: os og
dem - USA og Sovjetunionen. USA’s
selvforståelse kan lige pludselig igen
være funderet på at være det rettroende
samfund, som står i frelst modsætning
til ondskaben. Populærlitteraturen
pressede denne symbolik for alt,
hvad den var værd, med værker som
Russel Hobans Riddley Walker, John
Wyndhams Day of the Triffids (Da
trifitterne kom) og Walter M. Millers
A Canticle for Leibowitz (En messe for
Leibowitz).
Der findes dog også andre værker,
som er mindre prægede af kold
krigs tænkning, men som stadig har
en apokalyptisk understrøm. Mere
litterære eksperimenter som Thomas
Pynchons Gravity’s Rainbow vælter sig
i absurde billeder på en verden på vej
mod kollaps, mens Paul Austers In
the Country of Last Things (I det sidstes
land) beskriver en verden, hvor ordene
forsvinder fra sproget og tager tingene
med i faldet. Hovedpersonen Anna
Blume går rundt i byen og oplever
hvordan verden falder fra hinanden
omkring hende; alting udtømmes, og
intet nyt kommer til.
Det interessante ved Paul Austers
apokalypse er, hvordan altings forfald
kædes sammen med altings afklaring:
På sin vis er bogen en opsummering
af det tyvende århundredes forfald
og en anklage af forventningen om,
at afklaringen kommer. Her er altså
tale om et fællesskab med Melvilles
anklage i Moby-Dick.
Polarisering og kritik
Her, hvor det lakker mod enden, kan vi
altså skelne mellem to måder at bruge
apokalypsen på i den amerikanske
litteratur. Den ene er, hvor man bruger
ødelæggelsen som et spektakulært
skue, hvor tingene skelnes i sort og
hvidt, mellem os, de retfærdige, og de
andre, de fordømte, og hvor man er
sikker på at blive retfærdiggjort, hvis
man har stået på den rigtige side. Den
anden er en kritik af forventningen
om, at der kommer nogen afklaring,
en kritik af forestillingen om en klar
skillelinje mellem de rigtige og de
forkerte.
I en tid, hvor verden bliver polariseret
igen i en krig mod terrorisme, er det
næppe så sært, at den amerikanske
populærkultur igen er begyndt
at flyde over med apokalyptiske
visioner. Dermed bliver det klart, at
apokalypsetanken ikke kun handler
om ødelæggelse, men i lige så høj grad
om magt og forandring. Magten til
at kunne skelne mellem hvad der er
rigtigt og forkert, men samtidig på en
måde, som lader dommen komme fra
et højere sted end en selv. Forandring
af samfundet til det man ønsker. Den
amerikanske apokalypse er altså netop
amerikansk - en særlig forståelse af
verden, som er dybt forankret i kulturen
og markant afspejlet i litteraturen. Som
det dog også fremgår, er denne særlige
forståelse dog ikke ensbetydende med
en enig forståelse af apokalypsen.
Mange forholder sig kritisk til
apokalypsen som løsningsmodel,
hvilket også er tydeligt i nye romaner
som David Mitchells Cloud Atlas og
ikke mindst Cormac McCarthy The
Road. Apokalypsens tid er på ingen
måde forbi.
Claus Høxbroe
Beatpoeten på tur
og med SOLSORTEN ER EN
SKRIGENDE LORT VED
DAGGRY 150.-
Michael Søbygge Ferm-
Pedersen
EVIGHEDSSTUDENTER som
bruger og misbruger mere
end de læser 199.-
Vibeke Trokmar
Erindringerne fra et hus
HUSET MED DE GRØNNE
ØJENBRYN 180.-
nyheder i maj
FORLAGET RAVNEROCK
www.ravnerockforlaget.dk
post@ravnerockforlaget.dk
10 | Artikel Artikel, Ravnerock | 11

Som chili, der eksploderer i munden, BANG!
Af Karin Hedemand, Viborg Bibliotekerne
Maria Helleberg har gjort det igen!
Endnu engang har Maria Helleberg
været i stand til at give en dronning
nyt liv. Atter har hun skildret en dansk
prinsesses forvandling. Og denne
gang er det skabelsen af en Zarina,
det gælder. I romanen Dagmar Maria
Feodorovna skildrer Maria Helleberg
i dagbogs-form Dagmars dramatiske
liv. Dagbogen er skrevet i Dagmars 10
sidste år fra 1918 til 1928. En periode,
der på alle måder var skelsættende i
Ruslands og verdens historie.
Dagmar blev kejserinde i Rusland, og
hun levede et liv i den vildeste luksus.
Men hendes liv var voldsomt og tragisk.
Som 16 årig forelsker hun sig i Nixa,
søn af den russiske Zar. Forelskelsen er
gensidig, men de to når kun at opleve
Maria Helleberg
en kort forelskelsesperiode før Nixa
dør. Giftermålet bliver grebet praktisk
an; hun bliver gift med broderen, Sasja,
i stedet. Med ham får hun 6 børn, den
ældste Nicki, bliver Ruslands sidste
Zar, Nikolaj den Anden.
Dagbogen er både rodet og springende,
men hvor passer det dog godt til
’en Dagmar’, som beskrives som
bedrevidende, arrogant, og aldrende. Og
så giver dagbogsformen mulighed for,
at læseren kan få Dagmar i små bidder.
Og det er fint, for hun er en stærk dame!
Maria Helleberg uddyber her, hvad
Dagmar var for en person.
Du fremstiller Dagmar som en ikke helt
igennem sød kvinde. Hvad var hendes
bedste egenskab?
Personlig styrke! Jeg kender ingen
mennesker, som er ’helt igennem søde’
- det er noget, man kan dø af... Hun
er en javertus!!!! Jeg havde problemer
med hende lige til jeg læste hendes brev
til Nicki efter mordet på Stolypin, hun
håbede at folk sønderrev morderne,
og Nicki blev rystet. Men det var min
nøgle! Jeg begyndte at forstå hende.
Var hun begavet og politisk bevidst, eller
var hun en pyntedukke?
Begge dele. Hun vågner op lukket
inde i et overdådigt skrin uden
luft og uden udgange. Og så tager
hun de glæder, som følger med.
Dagmar var ikke en perfekt mor, blandt
andet holdt hun mere af nogle af sine børn
end af andre. Hvad er årsagen til det?
Hun forstår det ikke selv: samtiden var
fuld af store børneflokke, og man vidste,
at der var favoritter og det modsatte.
Fjernheden i forholdet mellem
forældre og børn gjorde forholdene
sære. Hendes far elskede sine døtre og
foragtede sin ældste søn Freddy (der
var en begavet, sjov og flot fyr) men
altså sin fars arving og modsætning...
Hun glemmer sin syge søn George.
De skal larme for at komme ind i
hendes liv. Min bedstemor havde 11
børn. Min mor spurgte hende, hvem
hun holdt mest af? Den som har mest
brug for mig, var svaret. Det blev så
min nøgle til Dagmars moderskab.
Dagmar havde selv en gift elsker. Alligevel
forbød hun sine børn skilsmisse og utroskab,
hvordan kunne hun se sig selv i øjnene?
Jamen hun har dobbelt bogholderi
kørende overalt! Og hun formår jo at
holde Chabka ’skjult’ - som hofchef
etc. Hun overholder sine egne regler!
Dagbogsformen med en udvalgt 10 års
periode fungerer fint. Hvorfor valgte du
perioden og formen?
Åh, det skete sent i forløbet! Jeg var ved
at miste overblikket, og ville så gerne
have hendes bror Georg i Grækenland
ind, plus svigerinden Ella. Louise på
Rosinante foreslog, at Dagmar fik sin
egen stemme, og at vi startede på Krim.
Det virkede! Men bogen blev 200 sider
kortere. Jeg synes, den er meget bedre i
sin nye form, der er faktisk ikke noget,
jeg savner bittert. Og jeg er så glad for,
at hun fik sin egen stemme, for hun er
en skrap lille sag, en af de små chilier,
der ser så harmløse ud, men inde i
munden, BANG!
12 | Interview Interview, Peter og Ping | 13

Myter er det stof, vi er gjort af
Portræt af J.R.R. Tolkien
Af Lars-Terje Lysemose, journalist og studielektor
Som opsøgende reporter og medstifter
af Imladris – Danmarks Tolkienforening
- har Lars-Terje Lysemose mødt to af
J.R.R. Tolkiens børn og ligesindede fans
på flere kontinenter, bladret i flere af
Tolkiens originale manuskripter, som
opbevares i en kælderhvælvning under
et universitetsbibliotek i Milwaukee i
USA, og været on location under Peter
Jacksons filmatisering af The Lord of the
Rings i New Zealand. Han har desuden
stået for en dansk oversættelse af de
dele af appendikserne til Ringenes
Herre, som mangler i den danske
udgave fra Gyldendal, i tidsskriftet
Athelas.
“Hvorfor hedder det en stor, grøn
drage? Hvorfor ikke: en grøn, stor
drage? Det bliver jeg nødt til at finde
ud af!”
Det siges om John Ronald Reuel
Tolkien, der senere blev berømmet som
hobbitternes fader og grundlægger
af fantasy som en litterær genre, at
barndommens undren over sproget
blev kimen til hans senere virke som
Oxford-professor i engelsk sprog og
litteratur.
For barndommens fortællinger om
drager og eventyr tryllebandt i en
sådan grad, at Tolkien som 10-årig
satte sig for at lære de sprog, de
fortællinger, som fascinerede ham så
meget, var skrevet på, så han kunne
læse de islandske sagaer om Ragnarok
og kvadene om Beowulf og Grendel –
på deres originalsprog, vel at mærke;
oldislandsk og oldengelsk! Samtidig
begyndte han at udvikle en række
selvopfundne fantasisprog, og faktisk
udvikledes hans elversprog quenya så
udførligt, at man i dag kan studere det
på universitetsniveau!
Livet igennem syslede den lidt
excentriske engelske gentleman med
sagn, myter, eventyr og de sprog, de
var gjort af – en passion han i øvrigt
delte med en række gode venner
og kolleger i kritikerklubben The
Inklings, der ofte mødtes på en pub i
det centrale Oxford, og som forfatteren
C.S. Lewis, skaber af fantasy-universet
Narnia, også var medlem af.
Kritiker af Shakespeare
I pubben blev de første kapitler af både
Narnia-fortællingerne og Tolkiens
The Hobbit or There and Back Again
(1937, Hobbitten eller Ud og hjem igen)
læst op, og meningsudvekslingerne
kunne gå højt – Tolkien brød sig fx
ikke om Narnia-fortællingerne, fordi
han kategorisk var modstander af
allegorien som et litterært virkemiddel
(løven Aslan er fx et billede på Gud).
Han var også en arg kritiker af
Shakespeare, som han faktisk afskyede,
fordi han mente, at Shakespeare snød
sine læsere. Tolkiens træ-lignende
væsner, enterne, som passer skovens
træer og siges at være de ældste
skabninger i fantasyuniverset Middleearth
(Midgård), er fx et direkte svar
på Shakespeares Macbeth, hvor vi
får at vide, at skoven rejser sig, fordi
Macbeth bryder naturens orden,
men i virkeligheden er det forklædte
soldater, som blot har kamufleret sig i
skovens løv. Hos Tolkien rejser enterne
sig derimod faktisk, og går til angreb
på Orthanc, troldmanden Sarumans
fæstning, fordi han bryder naturens
orden ved at brænde og fælde de træer,
enterne er sat til at beskytte.
Myter for myternes skyld
Til sin død i 1973 hævdede Tolkien, at
romanen The Lord of the Rings (1953-
54, Ringenes Herre) ikke havde noget
hverken politisk eller religiøst budskab.
Han anså The Lord of the Rings som ét
samlet værk, der blot af trykketekniske
grunde blev til tre udgivelser. Faktisk
opdelte han romanen i seks bind plus
appendikser. Denne roman skulle ikke
ses i lyset af hverken 2. Verdenskrig
eller den efterfølgende Kolde Krig.
Nej, myter, sagn og eventyr skulle
efter Tolkiens mening læses for
underholdningens skyld, for deres egne
heroiske og episke kvaliteters skyld,
akkurat som skjalden, der underholdt
hof og krofolk i middelalderen. Og
det var vigtigt for ham, at eventyrets
univers blev troværdigt for læserne –
derfor tegnede han udførlige kort over
landskabet, udfærdigede stamtræer
over hobbitternes indviklede
familieforhold, opfandt forskellige
sprog til hver race, og skabte dermed
en ikke bare troværdig, alternativ
virkelighed, men et helt univers, man
som læser kan leve sig ind i og lade sig
fascinere af.
Tolkien blev da heller aldrig færdig
med at udvikle sit univers – hans
14 | Artikel Artikel | 15

hjertensbarn, The Silmarillion, med
fortællinger fra de ældste tider, som han
havde skrevet på siden 1. Verdenskrig,
blev først udgivet posthumt i 1977.
At The Lord of the Rings ikke skulle
læses allegorisk betyder dog ikke,
at romanen ikke indeholder en
række moralske budskaber, ligesom
Tolkiens egne oplevelser fra tiden
som soldat under 1. Verdenskrig
tydeligt fremgår i beskrivelserne af fx
Dødemandsmarsken.
Tolkien i Danmark
Danske Tolkien-fans har siden 1992
organiseret sig i foreningen Imladris
– Danmarks Tolkienforening, der
udspringer af det engelske The
Tolkien Society, hvor illustratoren
Ingahild Grathmer, alias Dronning
Margrethe, bl.a. er æresmedlem. I
Imladris – elvernavnet for Kløvedal –
mødes ligesindede Tolkien-entusiaster
og drøfter alt om hobbitter, dværge,
orker og elverfolk. I øjeblikket går
diskussionen bl.a. på et ønske om en
ny dansk oversættelse af mesterværket
The Lord of the Rings, så danskerne
omsider, her mere end 50 år efter
værkets første udgivelse, kan læse en
korrekt gengivelse af det store epos.
Men ellers kender de fleste jo i dag
historien om Frodo, Sam og de andre
hobbitters eventyr til Mordors mørke
land, på den selvopofrende quest
(mission) at ødelægge den ene ring,
som Mordors fyrste har lagt al sin
kraft i – Peter Jacksons fantastiske
filmatisering fra 2001-3 har om noget
gjort Tolkien og hans hobbitter til en
levende del af den nutidige mytologi.
Nu venter vi så blot på, at forhistorien,
The Hobbit, også skal lade sig
transformere til det store lærred, og
rygterne vil vide, at filmselskabet
New Line allerede er godt i gang
– hobbithullerne i New Zealand
genbefolkes snart af Peter Jackson og
hans hold af filmmagikere.
Mytologien
John Ronald Reuel Tolkien (1892-
1973) blev født i Sydafrika af engelske
forældre. Da faderen døde, da Tolkien
var blot tre år gammel, flyttede han
med sin mor og yngre bror tilbage
til England, hvor han voksede op i
Birmingham. Da moren få år senere
blev alvorligt syg og døde, tog en
katolsk præst sig af Tolkien og hans
bror. Tolkien giftede sig tidligt med
kæresten Edith Bratt, og lagde grunden
til en akademisk karriere med studier i
Oxford, hvor han også senere virkede
som professor det meste af sin karriere.
Historierne om hobbitterne og deres
eventyr blev til som mundtlige
fortællinger for Tolkien-familiens børn
John, Christopher, Michael og Priscilla,
og blev først siden skrevet ned. På
dansk er udgivet Hobbitten eller Ud
og hjem igen, Ringenes Herre (Eventyret
om Ringen, De to Tårne, og Kongen
vender tilbage), Niels Bonde fra Bol,
Tom Bombadils Eventyr, Træer og Blade,
Smeden fra Store Wootton, Silmarillion,
Efterladte historier, og Húrins børn.
Et link til hjemmesiden for foreningen
af danske hobbitomaner, Danmarks
Tolkienforening, finder du via
Overgrunden.dk
16 | Artikel
Artikel |
17

Psykofagernes invasion
Om sort humor i litteraturen
Af Thomas Strømsholt
... Et je ris ... parce que ça me fait un
peu mal.
… Og jeg ler ... fordi det gør en smule
ondt.
Tristan Corbière.
Hvad skete der dengang psykofagerne,
også kaldet sjælespisere, fra Mars
invaderede Jorden? Ingenting - de
døde af sult.
Sort humor adskiller sig fra al anden
humor ved at være sort; sort som i sort
humør og sort som i sortsyn - et andet
ord for klarsyn, som det hedder et
sted i Gjørups Egoland. Som følgende
eksempler fra nogle af litteraturens
mest giftige blækhuse vil vise,
befinder den sorte humor sig milevidt
fra slapstick og vittigheder.
Ambrose Bierce, forfatter til den
sorthumoristiske The Devil’s
Dictionary, foretrak vid frem for
humor: “Wit stabs, begs pardon -
and turns the weapon in the wound.
Humor is a sweet wine, wit a dry; we
know which one is preferred by the
connoisseur.” (”Vid sårer, beder om
forladelse - og vender våbenet i såret.
Humor er en sød vin, vid en tør; vi ved
hvilken kenderen foretrækker.”) Og
sort humor er netop karakteriseret ved
at være skarp og tør, jævnfør Nicolas
Chamforts kyniske sammenfatning
af den franske revolution i maksimen
“Sois mon frère, on je te tue.” (”Vær
min broder, eller jeg dræber dig.”)
Kynisme går hånd i hånd med
misantropi, og begge kan udmønte
sig i sort humor. Mark Twain undrede
sig over, hvorfor Gud skabte noget så
utroværdigt som mennesket: “God had
His opportunity; He could have made
a reputation. But no, He must commit
this grotesque folly - a lark which must
have cost Him a regret or two when
He came to think it over & observe
effects.” (”Gud havde sin chance; Han
kunne have skabt sig et renommé.
Men nej, Han måtte begå denne
groteske dårskab - en narrestreg, som
må have kostet Ham en fortrydelse
eller to, da Han tænkte det igennem &
observerede følgerne.”)
Konsekvent misantropisk er Patricia
Highsmiths novellesamling The
Animal Lover’s Book of Beastly
Murders, hvori kæle- og husdyr
tager livet af deres ejere på de mest
fantasifulde måder, ikke uden en vis
frydefuldhed i beskrivelsen. Shirley
Jackson skrev i samme åre, især
novellen ”One Ordinary Day with
Peanuts” bør fremhæves som en af
den sorte humors sorteste perler.
Mindre kendt, men ligeså grum, er
Mark Cliftons ”What Have I Done?”,
hvor fortælleren afværger en invasion
fra rummet ved at oplære de invasive
væsner i altruisme - så har de nemlig
ikke en chance mod os!
Sort humor findes naturligvis også i
satiren, fx hos Lucian og Voltaire, men
hvor Wessels, Heibergs eller Neutzsky-
Wulffs satire både kan spide og såre, er
deres grundsyn ikke ligefrem præget af
sortsyn. Den sorte humor kan anskues
som en reaktion og en understregning
af altings meningsløshed, det absurde,
som i Becketts Waiting for Godot:
-What do we do now?
-Wait.
-Yes, but while waiting.
-What about hanging ourselves?
-Hmm. It’d give us an erection!
(-Hvad gør vi nu?
-Venter.
-Ja, men mens vi venter.
-Hvad med at hænge os selv?
-Hmm. Det ville give os en erektion!)
Med en parafrase af Seneca: Hellere
en leende Demokrit end en grædende
Camus.
Den sorte humor kommer ikke kun
til udtryk gennem maksimer, noveller
og lignende korte former, men også
i romaner. Absurde klassikere som
Hellers Catch 22 og Pynchons V er
gennemsyret af sort humor. Men
den måske sorteste roman er Victor
Hugos Notre-Dame Kirken i Paris,
der ender med den onde præsts død,
Quasimodos død, heltinden og hendes
moders død; og mindre tragisk går
det ikke den smukke, overfladiske og
hjerteløse helt, han bliver nemlig gift;
men den skeptiske filosof og digter
lever lykkeligt videre sammen med
sin elskede ged!
Det er en slutning, som enten bringer
læseren ud i sort fortvivlelse eller
aftvinger hende et smerteligt smil; eller
måske går det læseren som lægen og
den gale patient i Michail Artsybàsjefs
”Latter”, der gennemrystes af
en onskabsfuld og triumferende
latter, indtil de begge bliver lagt i
spændetrøje.
Der er gift i blækhuset, en gift der
ligesom den sardoniske urt fremkalder
ansigtstrækninger - vi smiler, fordi
det gør ondt. Psykofagerne døde af
sult, men skulle det endelig lykkes
os at undslippe de levende dødes
rækker, som professor Rubek og Irene
i Ibsens Når vi døde vågner, da står
dramaturgen i selvsamme øjeblik
parat til at udslette os.
Verden er en gigantisk vittighed,
filosoferede Dickens’ dr. Jeddler, og
Erasmus sammenlignede livet med
en komedie - en tragikomedie, ville
nogle måske sige, men den egentlige
tragedie rammer os først, når vi ikke
længere møder eksistensen med
sort humor og glemmer W.C. Fields’
maksime: ”Never cry over spilt milk,
because it may have been poisoned.”
(”Græd aldrig over spildt mælk, den
kunne have været forgiftet.”)
18 | Artikel Artikel, Wisby & Wilkens | 19

Skæbnedrama fra Theresienstadt
Af Kathrine Sørensen, Viborg Bibliotekerne
Velkommen til helvede! Morten Brask
debuterer med noget så sjældent som
en skønlitterær roman om livet - og døden
- i den tyske kz-lejr Theresienstadt under
2. verdenskrig.
I disse grusomme og inhumane omgivelser
følger vi den danske jøde Daniel Faigels
kamp for både at overleve og samtidig
bevare et strøg af menneskelighed.
Men hvad er det dog, der inspirerer en ung
mand til at skrive sin debutfortælling ind
i denne barske og historiske ramme?
Er Havet i Theresienstadt en historie som
vil interessere læserne i dag?
Jeg tænkte af og til over det, mens jeg
skrev på bogen. Er der nogen i dag som vil
læse om en ung, dansk jødisk læge i den
bizarre koncentrationslejr Theresienstadt?
Vi er jo stopfodrede med dokumentarfilm
og artikler om krigen og udryddelsen af
jøderne. Mange har sikkert en følelse af,
at krigen og holocaust er noget fortidigt,
noget der langsomt er ved at støve til,
ligesom Dannevirke og 1864 er støvet til.
Men jeg blev overrasket over den
positive reaktion. Jeg tror, der er en
øget interesse for igen at søge tilbage
i historien, både blandt forfatterne og
mange danske læsere. Og selv en bog, der
fører læseren tilbage til snavset i gaderne
i lejren, til hospitalerne, sygdommene,
ydmygelserne, overgrebene og de døde,
har appel til moderne læsere. Også selvom
mange læsere har givet udtryk for, at de
var bange for, at de ville føle ubehag ved
at blive konfronterede med rædslerne i
en kz-lejr. Nogle læsere har skrevet til
mig, at de følte, det var hårdt at læse om
de grusomme begivenheder, at bogen fik
dem til at drømme om Theresienstadt om
natten. Men de skrev også, at de kom ud
på den anden side med en følelse af at have
’oplevet’ Theresienstadt. At bogen på den
måde har bragt Theresienstadt tilbage i
bevidstheden.
Hvad har inspireret og drevet dig til at
skrive et skæbnedrama om en dansk jødisk
læge i udryddelseslejren Theresienstadt?
Det hele begyndte, da jeg i forbindelse med
50-året for jødeaktionen i Danmark i 1943
skulle skrive en artikel om Theresienstadt.
I den forbindelse interviewede jeg den
tidligere fange i lejren, Ralph Oppenhejm.
Mens jeg sad i hans stue og lyttede til de
ubegribelige ting, han havde oplevet som
ung mand, fik jeg ideen om, at jeg ikke bare
ville skrive en artikel om Theresienstadt.
Jeg ville skrive en roman om lejren. Ikke
som en traditionel historisk roman, men
forsøge, som et litterært eksperiment, at
’ny-konstruere’ livet i kz-lejren. Jeg ville
se, om jeg kunne lave en overbevisende
skildring af en ung mand, som ender
i en lejr, der kunne være taget ud af
Hieronymus Boschs helvedesmalerier og
gøre det så denne uforståelige rædsomme
verden blev lyslevende for læseren. Jeg
blev mere og mere grebet af universet,
arbejdede hele tiden på at destillere den
sproglige fremstilling af den virkelighed
og de mennesker, der lever på randen af
død og angst og håbløshed, i håbet om at
jeg netop kunne skabe en ’ny-konstruktion’
af Theresienstadt.
Midt i elendigheden, uhyrlighederne og
gruen møder hovedpersonen Daniel den
tjekkiske Ludmilla og forelsker sig. Er
kærlighedsromancen en kommentar til
menneskets overlevelsesinstinkt og evne til
at tilpasse sig ekstreme levevilkår? Eller
bare dit behov for et lys i mørket?
Noget af det, der overraskede mig mest,
da Ralph Oppenhejm fortalte om sin
tid i Theresienstadt, var, at kærligheden
blomstrede i lejren. Jeg havde en
forestilling om, at man slet ikke havde
overskud til at forelske sig, når man sulter
og fryser og hver dag frygter for sit liv. Men
der skete utallige forelskelser, og mange
blev gift i lejren, og det synes jeg siger
ufatteligt meget om det at være menneske:
Men størst af alt er kærligheden. Derfor
besluttede jeg, at jeg også ville have denne
dimension med i romanen.
Kærligheden mellem Daniel og
Ludmilla er ikke blot en mental flugt fra
trængslerne. Det er en fundamental søgen
efter den højeste mening i en absurd
verden. Kærligheden er det, som nærer
hovedpersonerne, giver dem livsmod i
en verden af håbløshed. Men den rene
idyl og lykke er det naturligvis ikke.
Kærligheden er nemlig en slags forløsning
for hovedpersonen, Daniel, men også en
besegling af hans skæbne. Jeg har forsøgt
at beskrive Daniels kærlighed til Ludmilla
som en genfødsel af Daniel. Netop den
dag, han møder Ludmilla første gang,
fødes der således et barn på hospitalet,
hvor han arbejder. Det er naturligvis en
metafor for, at Daniel også er genfødt,
at kærligheden er kommet ind i hans liv.
Men kendetegnende nok, er barnet dødt
fra fødslen. På den måde bliver Daniels og
Ludmillas ’lovestory’ og den tragiske måde
den udvikler sig på også understøttende
for den overordnede tematik i bogen: At
alle håb, selv kærlighedens, kan knuses af
skæbnen.
I bogen bruges det metaforisk: Vi alle er
for små til havet, at uanset hvad vi gør
og uanset hvor meget vi kæmper, uanset
hvor højt vi elsker, er vi alle skabt som alt
for spinkle fugle på det alt for store hav.
Det er også derfor, at hovedpersonerne
har fuglenavne (Daniel Faigel (fugl på
jiddisch) og Ludmilla Zippora (spurv på
hebræisk)).
Hvad vil du fortælle med de mange klip
mellem livet i Theresienstadt og Daniels
opvækst i en sjællandsk overklassefamilie,
hvor scenerne er præget af skam og angst?
De mange scener fra barndommens hus
ved havet, som Daniel tænker tilbage
på gennem hele bogen, er tænkt som en
slags spejlende fortælling til hans ophold
i Theresienstadt. Barndomsscenerne er
blandt andet med for at vise, at livet i et
overklassehjem også kan være knusende
for et menneske, ganske som opholdet i en
koncentrationslejr. Hvad der sker i Daniels
barndomshjem og den hemmelighed,
han har måttet bære i sig, siden han
var dreng, er ødelæggende for ham, og
i Theresienstadt vender det tilbage til
ham. Han genfinder moderens sødme
i kærligheden til Ludmilla, men også
faderen, højesteretsdommer Faigel følger
med i form af den dæmoniske SS’er Haindl.
20 | Interview Interview | 21

Er det en balancegang at skrive en
skønlitterær roman, hvori der optræder
historiske fakta?
Det er både en forbandelse og en befrielse
at tage udgangspunkt i en historisk
virkelighed. Det er et enormt arbejde
researchmæssigt, og det har krævet mange
samtaler med overlevende, og folk, der
har levet under krigen, for at kunne nykonstruere
tiden og begivenhederne.
Og det gør, at man føler sig bundet. Jeg
ved ikke, hvor mange gange jeg følte
klaustrofobi over at være bundet af de
historiske facts. Jeg havde mange gange
lyst til at sprænge universet, og i tidlige
versioner af bogen inddrog jeg også
magiske elementer bare for at slippe for
facts-tyranniet. Jeg valgte dog at fjerne
dem i den endelige version af bogen.
Men det er også et fantastisk virkemiddel at
arbejde med en historisk sammenhæng, for
man får meget forærende. Ens fortælling
får en slags autencitet netop i kraft af de
historiske omgivelser og personer. Jeg
har dog en del steder valgt at bryde ud af
det historiske korrekte, for fortællingen,
fiktionen er og bliver det vigtigste i en
roman, og der forekommer derfor mange
scener og situationer, der er frit opfundne.
Hvorfor tror du, vi ser et skifte fra romaner
med et mere privat udgangspunkt, fx
opvækst, hjem og familie, til fortællinger
med mere politisk og historisk fokus?
Jeg tror, det hænger sammen med, at
den snævre psykologiske navlepillen i
længden bliver utilstrækkelig. Jeg gider
sjældent selv læse den slags bøger. Jeg
har foretrukket fx Thorkild Hansens og
Henrik Stangerups historiske romaner.
De har mindst lige så meget psykologisk
intimitet, men de er samtidig sprængfyldt
med fortælling og kaster os som læsere ud i
verden og ind i historien. Det er dét, læsere
i dag længes efter: De store fortællinger,
der er med til at give os en forståelse af,
hvorfor verden er, som den er, i dag, og
hvorfor vi tænker, som vi gør.
I tilfældet med Havet i Theresienstadt
tror jeg, at den kan være en lille brik
i opfyldelsen af vores grundlæggende
behov for at forstå, eller i det mindste
komme tættere på at forstå, de lidelser, som
millioner af mennesker gennemlevede for
blot 65 år siden.
22 | Interview
Billede: P. Strande |
23

24
BØGER FRA UNDERGRUNDEN
RÆVENS SORTE BIBLIOTEK
25 år 1983-2008
Her de seneste nyheder:
Walter Benjamin
PASSAGEVÆRKET
1-2
Rævens Sorte Bibliotek
Nr. 70
Ialt 1.264 sider, med
ill., kr. 748
Asger Schnack
TABU TUBA
Roman
Rævens Sorte Bibliotek
Nr. 72
256 sider, kr. 268
Elias Canetti
ØRENVIDNET
ill. af Michael Kvium
Rævens Sorte Bibliotek
Nr. 3
112 sider, kr. 198
Mette Sandbye
KEDELIGE BILLEDER
- FOTOGRAFIETS
SNAPSHOTÆSTETIK
Rævens Sorte Bibliotek
Nr. 71
272 sider, illustreret
i farver, kr. 268
Merete Sanderhoff
SORTE BILLEDER
- KUNST OG KANON
Rævens Sorte Bibliotek
Nr. 74
208 sider, indbundet,gennemillustreret
i farver, kr. 268
Elias Canetti
STEMMERNE FRA
MARRAKESH
Rævens Sorte Bibliotek
Nr. 23
160 sider, kr. 228
Køb bøger i boghandelen – eller direkte fra forlaget
Nansensgade 70 - DK-1366 København K - Tlf +45 33 91 41 41 - politiskrevy@forlagene.dk
www.forlagene.dk/politiskrevy