GRATIS - Overgrunden

overgrunden.dk

GRATIS - Overgrunden

GRATIS

Katalog-magasin

vergrunden

2008

Sommer |

- Et anderledes bogkatalog #05

Med præsentation af nye spændende bøger

Tolkien

Immigrantlitteratur

Apokalypsen

Og meget mere...

1


Leder

Af Brian Stevn Hansen

Hurra, hurra og tillykke med os.

Første nummer af Overgrunden kom på gaden i maj 2007, så

med nummeret her har vi 1 års fødselsdag. Det er vi selvfølgelig

glade for på redaktionen. Vi er også glade for, at så mange glæder

sig med os. Læserne får fat i Overgrunden via deres lokale

boghandler. Stadig flere biblioteker tilbyder Overgrunden til

deres lånere. Selv om andre medier tiltrækker sig opmærksomhed,

vækker tilbudet om inspiration og information om bøger

og bogkultur interesse. Ikke mindst hos bibliotekerne, hvor vi

nu har fået en aftale med Litteratursiden. Bibliotekernes webinitiativ

vil nu også være at finde her på siderne i Overgrunden.

Vi er fundet sammen i det oplagte interessefællesskab om bøgerne,

og også hurra for det.

Ellers er nummeret præget af myter. Tolkien mente, at myterne

hører med til at være menneske. Der tegnes et portræt af

denne myternes mester. Mytologien omkring apokalypsen har

de et specielt forhold til i USA. Det viser sig i deres litteratur.

Sort humor optræder med vid og med bid både hid og did. Det

ser vi nærmere på, men også på det myte-stof, der faktisk uomgængeligt

har rod i virkeligheden. Den russiske zarina Dagmar

kom fra Danmark. Nu er hun her igen i Maria Hellebergs roman.

Modbydelighederne under 2. Verdenskrig har Morten Brask

forsøgt at skildre i Havet i Theresienstadt. I interviewet spørges

den unge debutant om sin fascination af en heldigvis svunden

fortid. Vi må alle sammen forholde os til nutiden i mikset af den

historiske fortids fakta og den mytologi, der er et andet ord for

kultur. Når folk flytter til et andet land, bliver den slags spørgsmål

endnu mere nærværende, som det beskrives i artiklen om

jødisk-amerikansk immigrantlitteratur.

God læselyst

CVR#: 30 31 19 73

Kontakt: info@overgrunden.dk

Web: www.overgrunden.dk

Indhold må citeres, hvis kilde

tydeligt angives

Strandgade 6, 3. th.

9400 Nørresundby

Janni Iben Stevn Hansen

Christian Brandt

Tlf: 50115511 / 98164856

Mail: thybo@galleri-deco.dk

Overgrunden

Brian Stevn Hansen

ISSN#: 1902 - 3413

Udgiver:

Redaktion:

Oplag: 10.000

Overgrunden tager forbehold

for trykfejl og annoncernes

indhold.

Forsidemaleri:

Per Strande

Kolofon:

Noget du skal vide

Af Pernille Lisborg, Bibliotekar, Frederikshavn Bibliotek

Sex, kærlighed og grusomhed. Stærk

romandebut fra Aalborg.

Det er på mange måder en grusom

roman, Janni Olesen har skrevet.

Grusom, fordi kærlighed i den grad

kan ødelægge et menneske. I hvert fald

hvis den kærlighed er iblandet smerte,

fornedrelse og en kronisk angst for

ensomhed.

Noget du skal vide har to hovedpersoner,

Elisa og Jakob. Og så selvfølgelig

Thomas, som er målet for både

Elisas og Jakobs kærlighed, og som

er den person, der ændrer begges liv

radikalt.

Jakob er et par og tyve, går på VUC og

bor i begyndelsen af romanen sammen

med smukke, rige, usikre Maria. Men

Jakobs drømme og seksuelle fantasier

bliver af mere og mere homoseksuel

karakter. Han forlader Maria og

begynder at mødes med Thomas.

Thomas er gift med norske Sissel,

underviser på VUC og er en meget

erfaren og kynisk forfører – og

forbruger af både kvinder og mænd.

Elisa underviser også på VUC. Hun

er lærer for Jakob og meget betaget

af ham. Men hun forføres ligeledes af

Thomas og overrumpler en dag Jakob

og Thomas i skolens kælder.

Dette kunne udløse et trekantsdrama,

men det gør det ikke. Romanen handler

nok om jalousi, men den handler i

højere grad om identitet og seksualitet,

og om ensomhed og kynisk brug af

andre mennesker til opfyldelse af egne

behov. Forfatteren leger selv lidt med

identiteten, idet de afsnit, der handler

om Jakob, er fortalt i jeg-form, mens de

afsnit, der handler om Elisa, er fortalt

i 3. person. Og så synes jeg altså, det

er ret modigt af en kvinde at kaste sig

ud i vilde beskrivelser af sex mellem

to mænd!

Romanen foregår i Aalborg, og det

er bestemt ikke fordi, jeg har noget

imod københavnerromaner, men

for en nordjyde som mig er det

altså lidt sjovt, når personerne går

forbi Karolinelund, Nordkraft og

Nordjyllands Kunstmuseum.

Noget du skal vide er en rigtig god

roman. Janni Olesen er en virkelig

dygtig fortæller. Hendes sprog er

frækt og selvsikkert, og persontegning

og handling er troværdig og

vedkommende. Jeg ser frem til næste

roman fra hendes hånd!

Janni Olesen

2 | Artikel

Anbefaling | 3


Immigrantlitteraturens renæssance

Af Susanne Bernstein, cand.mag.

Jødisk-amerikansk litteratur oplever

for tiden en renæssance. De danske

forlag har på det seneste udgivet

en strøm af oversættelser derfra, fx

Paul Austers Illusionernes Bog (2002),

ægteparret Jonathan Safran Foers

Ekstremt højt & utrolig tæt på (2005),

Nicole Krauss’ Kærlighedens historie

(2006) og Michael Chabons Det

Jiddische Politiforbund (2007) for blot at

nævne et lille udpluk.

Vækker genklang

Der er selvfølgelig mange grunde til,

at den type litteratur er populær og

vækker genklang hos danske læsere.

De nævnte forfattere er efterkommere

af jødiske Immigranter, og som følge

deraf prægede af deres opvækst,

selvom de ikke nødvendigvis selv

er praktiserende jøder. I en artikel i

magasinet Goldberg (# 5, december

2007) skriver Fran Hopenwasser i

forbindelse med erkendelsen af, at en

ny generation af amerikansk-jødiske

forfattere er på vej frem: ”... Blandt de

nye strømninger inden for litteraturen

er der forfattere, som beskæftiger sig

med spørgsmål om tro og tvivl, og

som – måske i frygt for at miste ’den

jødiske arv’ – fordyber sig i Holocaust

og lidelseshistorier...”.

Også i Danmark er disse strømninger

mærkbare, ikke mindst fordi vores

samfund efterhånden er blevet

multikulturelt, så derfor har vi i høj

grad brug for en litteratur, der kan

afspejle dette. Tro, tvivl, tradition,

fornyelse, håb og frygt for fremtiden

– disse emner, som er genstand for

betragtning hos den ”nye” generation

af forfattere i USA, bekræfter deres

universalitet ved at være lige så

aktuelle herhjemme.

Forskellige kulturer

Men den nyere jødisk-amerikanske

litteratur er ikke vokset ud af

ingenting; den har haft et solidt

fundament at bygge på. I midten af

1700-tallet emigrerede sefardiske jøder

fra Spanien og Portugal til Amerika,

og den litteratur, de skrev, var primært

bønskrifter og erindringer. I årene

fremover udviklede den sig til også at

omfatte skønlitteratur, digte og drama.

Der er almindelig enighed om, at den

havde sin blomstringstid i midten

af 1900-tallet, hvor forfattere som fx

Saul Bellow, Philip Roth og Bernard

Malamud satte dagsordenen. I deres

forfatterskab beskæftigede de sig med

at finde balancen i livet og med at

håndtere de to kulturer, de

to kulturer, de befandt sig i krydsfeltet

af. Forfatterne udforskede konflikten

mellem det sekulære samfund og jødisk

tradition. De var børn af østeuropæiske,

jødiske indvandrere, der var kommet

til landet i den store indvandringsbølge

i perioden 1880’erne-1924. De fleste

slog sig ned i New Yorks Lower East

Side, medbringende deres Shtetlkultur.

I 1924 satte en stramning af

emigrationslovgivningen en stopper

for tilstrømningen. Ikke mindst

de vesteuropæiske indvandrere,

der allerede opholdt sig i USA, var

skræmte over de store mængder af

billig arbejdskraft, som væltede ind i

landet. Derfor fik de ad lovgivningens

vej forhindret flere i at komme.

Fremover, indtil 1965 hvor loven

blev helt ophævet, kom der kun et

symbolsk antal.

Legendarisk forfatter og journalist

En af dem – der ankom til Amerika i

1882 - var den legendariske forfatter

og journalist Abraham Cahan. Han er

nok mest kendt for at have grundlagt

og redigeret den jiddischsprogede

avis Forverts (Fremad) i 1897 med bl.a.

nobelpristagere som Isaac B. Singer og

4 | Artikel

Artikel, | 5


Elie Wiesel i redaktionen. Denne avis fik

en læserskare på 250.000, og det siger

sig selv, at dens indflydelse var enorm,

når den kunne nå ud til så mange.

Den var et bindeled mellem Amerika

og læsernes oprindelige hjemland;

den var en kilde til underholdning og

information. Der er ingen tvivl om,

at Forverts, som stadig eksisterer og

bliver udgivet en gang om ugen i New

York, var et værdifuldt redskab til at

assimilere læserne, de jiddischtalende

”greenhorns,” ind i den amerikanske

kultur.

Cahan blev samlingspunkt for sine

landsmænd, dels fordi han var en

karismatisk personlighed, dels fordi

han lynhurtigt formåede at tilegne sig

sit nye hjemlands sprog og kultur og

formidle det videre. Hans debutroman,

YEKL – A Tale of the New York Ghetto,

fra 1896 er et udmærket eksempel på

denne formidling. Romanen er her

godt 100 år senere mere relevant end

nogensinde, og er i 2007 udkommet for

første gang på dansk med titlen YEKL

– en fortælling fra New Yorks ghetto.

Mange har fremhævet Cahans roman

The Rise of David Levinsky fra 1917

som værende den vigtigste roman

skrevet af en jødisk immigrant, og i

The Cambridge History of English and

American Literature, bd. 18 § 49 står der,

at den er den bedste jiddishe roman

skrevet på engelsk. Der tilføjes at den:

”... er en bedre refleksion af jødisk

liv i amerikanske omgivelser end al

amerikansk-jiddisch skønlitteratur

tilsammen.” Romanen udkom på

dansk i 2006 med titlen David Levinskys

















Nye Verden, og Samuel Rachlin nævner

i sin introduktion at ”... det lykkes

Cahan at fortælle en historie, der

fænger og holder fast.” Det er jo nok

fordi temaerne, identitet og integration,

er lige så aktuelle i dag som dengang,

og så er det vel ikke så mærkeligt at

den type litteratur i øjeblikket oplever

en renæssance.

6 | Artikel, Proskrift

Artikel, Aalborg universitets forlag | 7


Den amerikanske apokalypse

Af Steen Christiansen, Ph.d.

Den er ikke til at undgå, den lurer

lige om hjørnet, hvor end vi kigger:

Apokalypsen er nær, og det har den

altid været. I disse tider får vi de

fleste apokalyptiske indtryk gennem

amerikansk populærkultur; tænk bare

på film som The Day After Tomorrow,

I Am Legend, Cloverfield og mange

flere. Intet er så populært, som at

se Jorden gå under for øjnene af os,

destruktion på enorm, ufattelig skala.

Filmmediet er naturligvis velegnet

til disse spektakulære billeder, men

apokalypsen har længe været en del af

det amerikanske samfund.

Kimen til apokalypsen ligger i Biblen,

og apokalypse betyder oprindeligt

”altings afklaring”, og er dermed en

glædelig begivenhed - hvis man altså

står på den rigtige side af skellet.

Apokalypsens afklaring er nemlig

af religiøs karakter, så de rettroende

bliver skånet og de vantro slået ned.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at

apokalypsen har så stor genklang i

den amerikanske kultur, for USA er

kendetegnet ved at være grundlagt

af puritanere, som så det som deres

fineste hverv at omvende nok til den

rette tro, inden dommedag. Det er

denne oprindelse, som har sat sig

tydelige spor i den amerikanske kultur

og ikke mindst i den amerikanske

litteratur, som er det, dette essay kort

stiller ind på. Her skal det retfærdigvis

nævnes, at der findes mange

dommedagsvisioner, også uden for

det amerikanske samfund, men USA

har altid haft et særligt forhold til

apokalypsen og dens væsen.

Et af de tidligste eksempler på,

hvordan puritanismen kom til udtryk,

finder vi hos Jonathan Edwards (1703-

1758), præst, teolog og missionær.

Han er mest kendt for sin prædiken

”Sinners in the Hands of an Angry

God” (”Syndere i hænderne på

en vred Gud”, første gang afholdt

1741), som netop stiller skarpt på

apokalypse, konvertering af jøder og

menneskets synd. Der lægges ikke

fingre imellem, når Edwards fortæller,

hvordan syndere skal kastes i helvede

og brænde for evigt. Her bliver det

tydeligt, hvordan ”altings afklaring”

måske nok er en god ting, men bestemt

også en trussel mod de syndere, som

ikke har fulgt troens snævre sti. USA’s

overlevelse bliver altså et spørgsmål

om at være rettroende og sørge for at

samfundet er kristent - på den rigtige

måde, forståes.

Denne grundlæggende tankegang

om samfundet delt i to - os, de rigtigt

troende kontrasteret med de andre,

de forkert troende - finder sit udtryk

i mange forskellige former, men det

mest interessante er vel at kigge lidt

nærmere på en af de mest kendte

amerikanske romaner: Moby-Dick.

Apokalypsen i amerikansk litteratur

Herman Melvilles roman fra 1851

handler om Kaptajn Ahab, som er

på jagt efter hvalen Moby-Dick; et

særdeles bestialsk bekendtskab.

Romanen fortælles af sømanden

Ishmael, som fortæller om sine

oplevelser for lang tid siden. Romanen

er fortættet af symboler, og mange

af dem har helt klart apokalyptiske

undertoner. Skibet Ishmael og Ahab

sejler på kaldes Pequod, hvilket

næppe er et helt tilfældigt navn.

Navnet er nemlig opkaldt efter

indianer-stammen Pequot, som blev

udslettet af puritanerne. Uden at

afsløre for meget om dette klassiske

værk, kan man nævne, at der er et vist

skæbnefællesskab mellem indianerstammen

og skibet.

Men det vigtigste i romanen, er

naturligvis jagten på hvalen. Her er det

ganske åbenlyst, at hvalen læses som

Leviathan, det søuhyre, som optræder

i Biblen, og Ahab er den prædikant,

som får sine mænd til at jagte hvalen

til den bitre ende. Den apokalyptiske

tone følges igennem med et mandskab,

som har repræsentanter fra alle de

folkeslag, som var i USA på det

tidspunkt: sorte, hvide og ikke mindst

indianere. Skibet bliver et symbol på

USA; et USA, som stirrer sig blindt på

bæstet i Åbenbaringen og hovedkulds

forfølger det. Dermed er Melvilles

roman en sarkastisk udlevering af

samtiden, fordi han udstiller den

fanatisme og en-øjethed, som ligger

så dybt i det amerikanske samfund,

ifølge Melville. Apokalypsens metafor

bruges altså her til at gøre grin med

dem, som ser apokalypsen som noget

positivt, noget at se frem til. Melville

fastholder derimod, at apokalypsen

ikke er en afklaring men blot tåbeligt

blændværk.

Selvfølgelig findes der andre, knap så

skjulte, apokalypser i den amerikanske

litteratur. Jack London skrev for

eksempel The Scarlet Plague, som

foregik langt ude i fremtiden, efter

verden var gået under på grund af den

frygtede pest, titlen refererer til. Her er

apokalypsen indtruffet, og det er mere

den omvæltning som er sket, der er

historiens fokus. USA går fra at

8 | Artikel Artikel | 9


være et hyperkapitalistisk samfund,

hvor enkelte rige kontrollerer hele

samfundet, og almindelige mennesker

arbejder som slaver, til at blive et

barbarisk sted efter pesten. Pludselig

lever mennesker i stammer, og har

kun svage minder om tiden før.

Her er apokalypsen ikke nogen

egentlig frelse, og der er ikke nogen

åndelighed, som kan redde folk - det

er tilfældigheder, der afgør, om man

overlever pesten. Det er nok også

denne type af apokalypse, som er den

almindelige opfattelse: Verden går

under, og nogle enkelte overlever og

må klare sig videre. Et uendeligt antal

af science fiction-romaner og -film har

slået denne forståelse af apokalypsen

fast. To verdenskrige og en kold krig

gav da også rigelig lejlighed til at

forestille sig en verden ødelagt af krig

og ikke mindst atomvåben.

Men her sniger den oprindelige

forståelse af apokalypsen sig næsten

umærkeligt ind igen, for pludselig

dukker en klar skillelinje op: os og

dem - USA og Sovjetunionen. USA’s

selvforståelse kan lige pludselig igen

være funderet på at være det rettroende

samfund, som står i frelst modsætning

til ondskaben. Populærlitteraturen

pressede denne symbolik for alt,

hvad den var værd, med værker som

Russel Hobans Riddley Walker, John

Wyndhams Day of the Triffids (Da

trifitterne kom) og Walter M. Millers

A Canticle for Leibowitz (En messe for

Leibowitz).

Der findes dog også andre værker,

som er mindre prægede af kold

krigs tænkning, men som stadig har

en apokalyptisk understrøm. Mere

litterære eksperimenter som Thomas

Pynchons Gravity’s Rainbow vælter sig

i absurde billeder på en verden på vej

mod kollaps, mens Paul Austers In

the Country of Last Things (I det sidstes

land) beskriver en verden, hvor ordene

forsvinder fra sproget og tager tingene

med i faldet. Hovedpersonen Anna

Blume går rundt i byen og oplever

hvordan verden falder fra hinanden

omkring hende; alting udtømmes, og

intet nyt kommer til.

Det interessante ved Paul Austers

apokalypse er, hvordan altings forfald

kædes sammen med altings afklaring:

På sin vis er bogen en opsummering

af det tyvende århundredes forfald

og en anklage af forventningen om,

at afklaringen kommer. Her er altså

tale om et fællesskab med Melvilles

anklage i Moby-Dick.

Polarisering og kritik

Her, hvor det lakker mod enden, kan vi

altså skelne mellem to måder at bruge

apokalypsen på i den amerikanske

litteratur. Den ene er, hvor man bruger

ødelæggelsen som et spektakulært

skue, hvor tingene skelnes i sort og

hvidt, mellem os, de retfærdige, og de

andre, de fordømte, og hvor man er

sikker på at blive retfærdiggjort, hvis

man har stået på den rigtige side. Den

anden er en kritik af forventningen

om, at der kommer nogen afklaring,

en kritik af forestillingen om en klar

skillelinje mellem de rigtige og de

forkerte.

I en tid, hvor verden bliver polariseret

igen i en krig mod terrorisme, er det

næppe så sært, at den amerikanske

populærkultur igen er begyndt

at flyde over med apokalyptiske

visioner. Dermed bliver det klart, at

apokalypsetanken ikke kun handler

om ødelæggelse, men i lige så høj grad

om magt og forandring. Magten til

at kunne skelne mellem hvad der er

rigtigt og forkert, men samtidig på en

måde, som lader dommen komme fra

et højere sted end en selv. Forandring

af samfundet til det man ønsker. Den

amerikanske apokalypse er altså netop

amerikansk - en særlig forståelse af

verden, som er dybt forankret i kulturen

og markant afspejlet i litteraturen. Som

det dog også fremgår, er denne særlige

forståelse dog ikke ensbetydende med

en enig forståelse af apokalypsen.

Mange forholder sig kritisk til

apokalypsen som løsningsmodel,

hvilket også er tydeligt i nye romaner

som David Mitchells Cloud Atlas og

ikke mindst Cormac McCarthy The

Road. Apokalypsens tid er på ingen

måde forbi.

Claus Høxbroe

Beatpoeten på tur

og med SOLSORTEN ER EN

SKRIGENDE LORT VED

DAGGRY 150.-

Michael Søbygge Ferm-

Pedersen

EVIGHEDSSTUDENTER som

bruger og misbruger mere

end de læser 199.-

Vibeke Trokmar

Erindringerne fra et hus

HUSET MED DE GRØNNE

ØJENBRYN 180.-

nyheder i maj

FORLAGET RAVNEROCK

www.ravnerockforlaget.dk

post@ravnerockforlaget.dk

10 | Artikel Artikel, Ravnerock | 11


Som chili, der eksploderer i munden, BANG!

Af Karin Hedemand, Viborg Bibliotekerne

Maria Helleberg har gjort det igen!

Endnu engang har Maria Helleberg

været i stand til at give en dronning

nyt liv. Atter har hun skildret en dansk

prinsesses forvandling. Og denne

gang er det skabelsen af en Zarina,

det gælder. I romanen Dagmar Maria

Feodorovna skildrer Maria Helleberg

i dagbogs-form Dagmars dramatiske

liv. Dagbogen er skrevet i Dagmars 10

sidste år fra 1918 til 1928. En periode,

der på alle måder var skelsættende i

Ruslands og verdens historie.

Dagmar blev kejserinde i Rusland, og

hun levede et liv i den vildeste luksus.

Men hendes liv var voldsomt og tragisk.

Som 16 årig forelsker hun sig i Nixa,

søn af den russiske Zar. Forelskelsen er

gensidig, men de to når kun at opleve

Maria Helleberg

en kort forelskelsesperiode før Nixa

dør. Giftermålet bliver grebet praktisk

an; hun bliver gift med broderen, Sasja,

i stedet. Med ham får hun 6 børn, den

ældste Nicki, bliver Ruslands sidste

Zar, Nikolaj den Anden.

Dagbogen er både rodet og springende,

men hvor passer det dog godt til

’en Dagmar’, som beskrives som

bedrevidende, arrogant, og aldrende. Og

så giver dagbogsformen mulighed for,

at læseren kan få Dagmar i små bidder.

Og det er fint, for hun er en stærk dame!

Maria Helleberg uddyber her, hvad

Dagmar var for en person.

Du fremstiller Dagmar som en ikke helt

igennem sød kvinde. Hvad var hendes

bedste egenskab?

Personlig styrke! Jeg kender ingen

mennesker, som er ’helt igennem søde’

- det er noget, man kan dø af... Hun

er en javertus!!!! Jeg havde problemer

med hende lige til jeg læste hendes brev

til Nicki efter mordet på Stolypin, hun

håbede at folk sønderrev morderne,

og Nicki blev rystet. Men det var min

nøgle! Jeg begyndte at forstå hende.

Var hun begavet og politisk bevidst, eller

var hun en pyntedukke?

Begge dele. Hun vågner op lukket

inde i et overdådigt skrin uden

luft og uden udgange. Og så tager

hun de glæder, som følger med.

Dagmar var ikke en perfekt mor, blandt

andet holdt hun mere af nogle af sine børn

end af andre. Hvad er årsagen til det?

Hun forstår det ikke selv: samtiden var

fuld af store børneflokke, og man vidste,

at der var favoritter og det modsatte.

Fjernheden i forholdet mellem

forældre og børn gjorde forholdene

sære. Hendes far elskede sine døtre og

foragtede sin ældste søn Freddy (der

var en begavet, sjov og flot fyr) men

altså sin fars arving og modsætning...

Hun glemmer sin syge søn George.

De skal larme for at komme ind i

hendes liv. Min bedstemor havde 11

børn. Min mor spurgte hende, hvem

hun holdt mest af? Den som har mest

brug for mig, var svaret. Det blev så

min nøgle til Dagmars moderskab.

Dagmar havde selv en gift elsker. Alligevel

forbød hun sine børn skilsmisse og utroskab,

hvordan kunne hun se sig selv i øjnene?

Jamen hun har dobbelt bogholderi

kørende overalt! Og hun formår jo at

holde Chabka ’skjult’ - som hofchef

etc. Hun overholder sine egne regler!

Dagbogsformen med en udvalgt 10 års

periode fungerer fint. Hvorfor valgte du

perioden og formen?

Åh, det skete sent i forløbet! Jeg var ved

at miste overblikket, og ville så gerne

have hendes bror Georg i Grækenland

ind, plus svigerinden Ella. Louise på

Rosinante foreslog, at Dagmar fik sin

egen stemme, og at vi startede på Krim.

Det virkede! Men bogen blev 200 sider

kortere. Jeg synes, den er meget bedre i

sin nye form, der er faktisk ikke noget,

jeg savner bittert. Og jeg er så glad for,

at hun fik sin egen stemme, for hun er

en skrap lille sag, en af de små chilier,

der ser så harmløse ud, men inde i

munden, BANG!

12 | Interview Interview, Peter og Ping | 13


Myter er det stof, vi er gjort af

Portræt af J.R.R. Tolkien

Af Lars-Terje Lysemose, journalist og studielektor

Som opsøgende reporter og medstifter

af Imladris – Danmarks Tolkienforening

- har Lars-Terje Lysemose mødt to af

J.R.R. Tolkiens børn og ligesindede fans

på flere kontinenter, bladret i flere af

Tolkiens originale manuskripter, som

opbevares i en kælderhvælvning under

et universitetsbibliotek i Milwaukee i

USA, og været on location under Peter

Jacksons filmatisering af The Lord of the

Rings i New Zealand. Han har desuden

stået for en dansk oversættelse af de

dele af appendikserne til Ringenes

Herre, som mangler i den danske

udgave fra Gyldendal, i tidsskriftet

Athelas.

“Hvorfor hedder det en stor, grøn

drage? Hvorfor ikke: en grøn, stor

drage? Det bliver jeg nødt til at finde

ud af!”

Det siges om John Ronald Reuel

Tolkien, der senere blev berømmet som

hobbitternes fader og grundlægger

af fantasy som en litterær genre, at

barndommens undren over sproget

blev kimen til hans senere virke som

Oxford-professor i engelsk sprog og

litteratur.

For barndommens fortællinger om

drager og eventyr tryllebandt i en

sådan grad, at Tolkien som 10-årig

satte sig for at lære de sprog, de

fortællinger, som fascinerede ham så

meget, var skrevet på, så han kunne

læse de islandske sagaer om Ragnarok

og kvadene om Beowulf og Grendel –

på deres originalsprog, vel at mærke;

oldislandsk og oldengelsk! Samtidig

begyndte han at udvikle en række

selvopfundne fantasisprog, og faktisk

udvikledes hans elversprog quenya så

udførligt, at man i dag kan studere det

på universitetsniveau!

Livet igennem syslede den lidt

excentriske engelske gentleman med

sagn, myter, eventyr og de sprog, de

var gjort af – en passion han i øvrigt

delte med en række gode venner

og kolleger i kritikerklubben The

Inklings, der ofte mødtes på en pub i

det centrale Oxford, og som forfatteren

C.S. Lewis, skaber af fantasy-universet

Narnia, også var medlem af.

Kritiker af Shakespeare

I pubben blev de første kapitler af både

Narnia-fortællingerne og Tolkiens

The Hobbit or There and Back Again

(1937, Hobbitten eller Ud og hjem igen)

læst op, og meningsudvekslingerne

kunne gå højt – Tolkien brød sig fx

ikke om Narnia-fortællingerne, fordi

han kategorisk var modstander af

allegorien som et litterært virkemiddel

(løven Aslan er fx et billede på Gud).

Han var også en arg kritiker af

Shakespeare, som han faktisk afskyede,

fordi han mente, at Shakespeare snød

sine læsere. Tolkiens træ-lignende

væsner, enterne, som passer skovens

træer og siges at være de ældste

skabninger i fantasyuniverset Middleearth

(Midgård), er fx et direkte svar

på Shakespeares Macbeth, hvor vi

får at vide, at skoven rejser sig, fordi

Macbeth bryder naturens orden,

men i virkeligheden er det forklædte

soldater, som blot har kamufleret sig i

skovens løv. Hos Tolkien rejser enterne

sig derimod faktisk, og går til angreb

på Orthanc, troldmanden Sarumans

fæstning, fordi han bryder naturens

orden ved at brænde og fælde de træer,

enterne er sat til at beskytte.

Myter for myternes skyld

Til sin død i 1973 hævdede Tolkien, at

romanen The Lord of the Rings (1953-

54, Ringenes Herre) ikke havde noget

hverken politisk eller religiøst budskab.

Han anså The Lord of the Rings som ét

samlet værk, der blot af trykketekniske

grunde blev til tre udgivelser. Faktisk

opdelte han romanen i seks bind plus

appendikser. Denne roman skulle ikke

ses i lyset af hverken 2. Verdenskrig

eller den efterfølgende Kolde Krig.

Nej, myter, sagn og eventyr skulle

efter Tolkiens mening læses for

underholdningens skyld, for deres egne

heroiske og episke kvaliteters skyld,

akkurat som skjalden, der underholdt

hof og krofolk i middelalderen. Og

det var vigtigt for ham, at eventyrets

univers blev troværdigt for læserne –

derfor tegnede han udførlige kort over

landskabet, udfærdigede stamtræer

over hobbitternes indviklede

familieforhold, opfandt forskellige

sprog til hver race, og skabte dermed

en ikke bare troværdig, alternativ

virkelighed, men et helt univers, man

som læser kan leve sig ind i og lade sig

fascinere af.

Tolkien blev da heller aldrig færdig

med at udvikle sit univers – hans

14 | Artikel Artikel | 15


hjertensbarn, The Silmarillion, med

fortællinger fra de ældste tider, som han

havde skrevet på siden 1. Verdenskrig,

blev først udgivet posthumt i 1977.

At The Lord of the Rings ikke skulle

læses allegorisk betyder dog ikke,

at romanen ikke indeholder en

række moralske budskaber, ligesom

Tolkiens egne oplevelser fra tiden

som soldat under 1. Verdenskrig

tydeligt fremgår i beskrivelserne af fx

Dødemandsmarsken.

Tolkien i Danmark

Danske Tolkien-fans har siden 1992

organiseret sig i foreningen Imladris

– Danmarks Tolkienforening, der

udspringer af det engelske The

Tolkien Society, hvor illustratoren

Ingahild Grathmer, alias Dronning

Margrethe, bl.a. er æresmedlem. I

Imladris – elvernavnet for Kløvedal –

mødes ligesindede Tolkien-entusiaster

og drøfter alt om hobbitter, dværge,

orker og elverfolk. I øjeblikket går

diskussionen bl.a. på et ønske om en

ny dansk oversættelse af mesterværket

The Lord of the Rings, så danskerne

omsider, her mere end 50 år efter

værkets første udgivelse, kan læse en

korrekt gengivelse af det store epos.

Men ellers kender de fleste jo i dag

historien om Frodo, Sam og de andre

hobbitters eventyr til Mordors mørke

land, på den selvopofrende quest

(mission) at ødelægge den ene ring,

som Mordors fyrste har lagt al sin

kraft i – Peter Jacksons fantastiske

filmatisering fra 2001-3 har om noget

gjort Tolkien og hans hobbitter til en

levende del af den nutidige mytologi.

Nu venter vi så blot på, at forhistorien,

The Hobbit, også skal lade sig

transformere til det store lærred, og

rygterne vil vide, at filmselskabet

New Line allerede er godt i gang

– hobbithullerne i New Zealand

genbefolkes snart af Peter Jackson og

hans hold af filmmagikere.

Mytologien

John Ronald Reuel Tolkien (1892-

1973) blev født i Sydafrika af engelske

forældre. Da faderen døde, da Tolkien

var blot tre år gammel, flyttede han

med sin mor og yngre bror tilbage

til England, hvor han voksede op i

Birmingham. Da moren få år senere

blev alvorligt syg og døde, tog en

katolsk præst sig af Tolkien og hans

bror. Tolkien giftede sig tidligt med

kæresten Edith Bratt, og lagde grunden

til en akademisk karriere med studier i

Oxford, hvor han også senere virkede

som professor det meste af sin karriere.

Historierne om hobbitterne og deres

eventyr blev til som mundtlige

fortællinger for Tolkien-familiens børn

John, Christopher, Michael og Priscilla,

og blev først siden skrevet ned. På

dansk er udgivet Hobbitten eller Ud

og hjem igen, Ringenes Herre (Eventyret

om Ringen, De to Tårne, og Kongen

vender tilbage), Niels Bonde fra Bol,

Tom Bombadils Eventyr, Træer og Blade,

Smeden fra Store Wootton, Silmarillion,

Efterladte historier, og Húrins børn.

Et link til hjemmesiden for foreningen

af danske hobbitomaner, Danmarks

Tolkienforening, finder du via

Overgrunden.dk

16 | Artikel

Artikel |

17


Psykofagernes invasion

Om sort humor i litteraturen

Af Thomas Strømsholt

... Et je ris ... parce que ça me fait un

peu mal.

… Og jeg ler ... fordi det gør en smule

ondt.

Tristan Corbière.

Hvad skete der dengang psykofagerne,

også kaldet sjælespisere, fra Mars

invaderede Jorden? Ingenting - de

døde af sult.

Sort humor adskiller sig fra al anden

humor ved at være sort; sort som i sort

humør og sort som i sortsyn - et andet

ord for klarsyn, som det hedder et

sted i Gjørups Egoland. Som følgende

eksempler fra nogle af litteraturens

mest giftige blækhuse vil vise,

befinder den sorte humor sig milevidt

fra slapstick og vittigheder.

Ambrose Bierce, forfatter til den

sorthumoristiske The Devil’s

Dictionary, foretrak vid frem for

humor: “Wit stabs, begs pardon -

and turns the weapon in the wound.

Humor is a sweet wine, wit a dry; we

know which one is preferred by the

connoisseur.” (”Vid sårer, beder om

forladelse - og vender våbenet i såret.

Humor er en sød vin, vid en tør; vi ved

hvilken kenderen foretrækker.”) Og

sort humor er netop karakteriseret ved

at være skarp og tør, jævnfør Nicolas

Chamforts kyniske sammenfatning

af den franske revolution i maksimen

“Sois mon frère, on je te tue.” (”Vær

min broder, eller jeg dræber dig.”)

Kynisme går hånd i hånd med

misantropi, og begge kan udmønte

sig i sort humor. Mark Twain undrede

sig over, hvorfor Gud skabte noget så

utroværdigt som mennesket: “God had

His opportunity; He could have made

a reputation. But no, He must commit

this grotesque folly - a lark which must

have cost Him a regret or two when

He came to think it over & observe

effects.” (”Gud havde sin chance; Han

kunne have skabt sig et renommé.

Men nej, Han måtte begå denne

groteske dårskab - en narrestreg, som

må have kostet Ham en fortrydelse

eller to, da Han tænkte det igennem &

observerede følgerne.”)

Konsekvent misantropisk er Patricia

Highsmiths novellesamling The

Animal Lover’s Book of Beastly

Murders, hvori kæle- og husdyr

tager livet af deres ejere på de mest

fantasifulde måder, ikke uden en vis

frydefuldhed i beskrivelsen. Shirley

Jackson skrev i samme åre, især

novellen ”One Ordinary Day with

Peanuts” bør fremhæves som en af

den sorte humors sorteste perler.

Mindre kendt, men ligeså grum, er

Mark Cliftons ”What Have I Done?”,

hvor fortælleren afværger en invasion

fra rummet ved at oplære de invasive

væsner i altruisme - så har de nemlig

ikke en chance mod os!

Sort humor findes naturligvis også i

satiren, fx hos Lucian og Voltaire, men

hvor Wessels, Heibergs eller Neutzsky-

Wulffs satire både kan spide og såre, er

deres grundsyn ikke ligefrem præget af

sortsyn. Den sorte humor kan anskues

som en reaktion og en understregning

af altings meningsløshed, det absurde,

som i Becketts Waiting for Godot:

-What do we do now?

-Wait.

-Yes, but while waiting.

-What about hanging ourselves?

-Hmm. It’d give us an erection!

(-Hvad gør vi nu?

-Venter.

-Ja, men mens vi venter.

-Hvad med at hænge os selv?

-Hmm. Det ville give os en erektion!)

Med en parafrase af Seneca: Hellere

en leende Demokrit end en grædende

Camus.

Den sorte humor kommer ikke kun

til udtryk gennem maksimer, noveller

og lignende korte former, men også

i romaner. Absurde klassikere som

Hellers Catch 22 og Pynchons V er

gennemsyret af sort humor. Men

den måske sorteste roman er Victor

Hugos Notre-Dame Kirken i Paris,

der ender med den onde præsts død,

Quasimodos død, heltinden og hendes

moders død; og mindre tragisk går

det ikke den smukke, overfladiske og

hjerteløse helt, han bliver nemlig gift;

men den skeptiske filosof og digter

lever lykkeligt videre sammen med

sin elskede ged!

Det er en slutning, som enten bringer

læseren ud i sort fortvivlelse eller

aftvinger hende et smerteligt smil; eller

måske går det læseren som lægen og

den gale patient i Michail Artsybàsjefs

”Latter”, der gennemrystes af

en onskabsfuld og triumferende

latter, indtil de begge bliver lagt i

spændetrøje.

Der er gift i blækhuset, en gift der

ligesom den sardoniske urt fremkalder

ansigtstrækninger - vi smiler, fordi

det gør ondt. Psykofagerne døde af

sult, men skulle det endelig lykkes

os at undslippe de levende dødes

rækker, som professor Rubek og Irene

i Ibsens Når vi døde vågner, da står

dramaturgen i selvsamme øjeblik

parat til at udslette os.

Verden er en gigantisk vittighed,

filosoferede Dickens’ dr. Jeddler, og

Erasmus sammenlignede livet med

en komedie - en tragikomedie, ville

nogle måske sige, men den egentlige

tragedie rammer os først, når vi ikke

længere møder eksistensen med

sort humor og glemmer W.C. Fields’

maksime: ”Never cry over spilt milk,

because it may have been poisoned.”

(”Græd aldrig over spildt mælk, den

kunne have været forgiftet.”)

18 | Artikel Artikel, Wisby & Wilkens | 19


Skæbnedrama fra Theresienstadt

Af Kathrine Sørensen, Viborg Bibliotekerne

Velkommen til helvede! Morten Brask

debuterer med noget så sjældent som

en skønlitterær roman om livet - og døden

- i den tyske kz-lejr Theresienstadt under

2. verdenskrig.

I disse grusomme og inhumane omgivelser

følger vi den danske jøde Daniel Faigels

kamp for både at overleve og samtidig

bevare et strøg af menneskelighed.

Men hvad er det dog, der inspirerer en ung

mand til at skrive sin debutfortælling ind

i denne barske og historiske ramme?

Er Havet i Theresienstadt en historie som

vil interessere læserne i dag?

Jeg tænkte af og til over det, mens jeg

skrev på bogen. Er der nogen i dag som vil

læse om en ung, dansk jødisk læge i den

bizarre koncentrationslejr Theresienstadt?

Vi er jo stopfodrede med dokumentarfilm

og artikler om krigen og udryddelsen af

jøderne. Mange har sikkert en følelse af,

at krigen og holocaust er noget fortidigt,

noget der langsomt er ved at støve til,

ligesom Dannevirke og 1864 er støvet til.

Men jeg blev overrasket over den

positive reaktion. Jeg tror, der er en

øget interesse for igen at søge tilbage

i historien, både blandt forfatterne og

mange danske læsere. Og selv en bog, der

fører læseren tilbage til snavset i gaderne

i lejren, til hospitalerne, sygdommene,

ydmygelserne, overgrebene og de døde,

har appel til moderne læsere. Også selvom

mange læsere har givet udtryk for, at de

var bange for, at de ville føle ubehag ved

at blive konfronterede med rædslerne i

en kz-lejr. Nogle læsere har skrevet til

mig, at de følte, det var hårdt at læse om

de grusomme begivenheder, at bogen fik

dem til at drømme om Theresienstadt om

natten. Men de skrev også, at de kom ud

på den anden side med en følelse af at have

’oplevet’ Theresienstadt. At bogen på den

måde har bragt Theresienstadt tilbage i

bevidstheden.

Hvad har inspireret og drevet dig til at

skrive et skæbnedrama om en dansk jødisk

læge i udryddelseslejren Theresienstadt?

Det hele begyndte, da jeg i forbindelse med

50-året for jødeaktionen i Danmark i 1943

skulle skrive en artikel om Theresienstadt.

I den forbindelse interviewede jeg den

tidligere fange i lejren, Ralph Oppenhejm.

Mens jeg sad i hans stue og lyttede til de

ubegribelige ting, han havde oplevet som

ung mand, fik jeg ideen om, at jeg ikke bare

ville skrive en artikel om Theresienstadt.

Jeg ville skrive en roman om lejren. Ikke

som en traditionel historisk roman, men

forsøge, som et litterært eksperiment, at

’ny-konstruere’ livet i kz-lejren. Jeg ville

se, om jeg kunne lave en overbevisende

skildring af en ung mand, som ender

i en lejr, der kunne være taget ud af

Hieronymus Boschs helvedesmalerier og

gøre det så denne uforståelige rædsomme

verden blev lyslevende for læseren. Jeg

blev mere og mere grebet af universet,

arbejdede hele tiden på at destillere den

sproglige fremstilling af den virkelighed

og de mennesker, der lever på randen af

død og angst og håbløshed, i håbet om at

jeg netop kunne skabe en ’ny-konstruktion’

af Theresienstadt.

Midt i elendigheden, uhyrlighederne og

gruen møder hovedpersonen Daniel den

tjekkiske Ludmilla og forelsker sig. Er

kærlighedsromancen en kommentar til

menneskets overlevelsesinstinkt og evne til

at tilpasse sig ekstreme levevilkår? Eller

bare dit behov for et lys i mørket?

Noget af det, der overraskede mig mest,

da Ralph Oppenhejm fortalte om sin

tid i Theresienstadt, var, at kærligheden

blomstrede i lejren. Jeg havde en

forestilling om, at man slet ikke havde

overskud til at forelske sig, når man sulter

og fryser og hver dag frygter for sit liv. Men

der skete utallige forelskelser, og mange

blev gift i lejren, og det synes jeg siger

ufatteligt meget om det at være menneske:

Men størst af alt er kærligheden. Derfor

besluttede jeg, at jeg også ville have denne

dimension med i romanen.

Kærligheden mellem Daniel og

Ludmilla er ikke blot en mental flugt fra

trængslerne. Det er en fundamental søgen

efter den højeste mening i en absurd

verden. Kærligheden er det, som nærer

hovedpersonerne, giver dem livsmod i

en verden af håbløshed. Men den rene

idyl og lykke er det naturligvis ikke.

Kærligheden er nemlig en slags forløsning

for hovedpersonen, Daniel, men også en

besegling af hans skæbne. Jeg har forsøgt

at beskrive Daniels kærlighed til Ludmilla

som en genfødsel af Daniel. Netop den

dag, han møder Ludmilla første gang,

fødes der således et barn på hospitalet,

hvor han arbejder. Det er naturligvis en

metafor for, at Daniel også er genfødt,

at kærligheden er kommet ind i hans liv.

Men kendetegnende nok, er barnet dødt

fra fødslen. På den måde bliver Daniels og

Ludmillas ’lovestory’ og den tragiske måde

den udvikler sig på også understøttende

for den overordnede tematik i bogen: At

alle håb, selv kærlighedens, kan knuses af

skæbnen.

I bogen bruges det metaforisk: Vi alle er

for små til havet, at uanset hvad vi gør

og uanset hvor meget vi kæmper, uanset

hvor højt vi elsker, er vi alle skabt som alt

for spinkle fugle på det alt for store hav.

Det er også derfor, at hovedpersonerne

har fuglenavne (Daniel Faigel (fugl på

jiddisch) og Ludmilla Zippora (spurv på

hebræisk)).

Hvad vil du fortælle med de mange klip

mellem livet i Theresienstadt og Daniels

opvækst i en sjællandsk overklassefamilie,

hvor scenerne er præget af skam og angst?

De mange scener fra barndommens hus

ved havet, som Daniel tænker tilbage

på gennem hele bogen, er tænkt som en

slags spejlende fortælling til hans ophold

i Theresienstadt. Barndomsscenerne er

blandt andet med for at vise, at livet i et

overklassehjem også kan være knusende

for et menneske, ganske som opholdet i en

koncentrationslejr. Hvad der sker i Daniels

barndomshjem og den hemmelighed,

han har måttet bære i sig, siden han

var dreng, er ødelæggende for ham, og

i Theresienstadt vender det tilbage til

ham. Han genfinder moderens sødme

i kærligheden til Ludmilla, men også

faderen, højesteretsdommer Faigel følger

med i form af den dæmoniske SS’er Haindl.

20 | Interview Interview | 21


Er det en balancegang at skrive en

skønlitterær roman, hvori der optræder

historiske fakta?

Det er både en forbandelse og en befrielse

at tage udgangspunkt i en historisk

virkelighed. Det er et enormt arbejde

researchmæssigt, og det har krævet mange

samtaler med overlevende, og folk, der

har levet under krigen, for at kunne nykonstruere

tiden og begivenhederne.

Og det gør, at man føler sig bundet. Jeg

ved ikke, hvor mange gange jeg følte

klaustrofobi over at være bundet af de

historiske facts. Jeg havde mange gange

lyst til at sprænge universet, og i tidlige

versioner af bogen inddrog jeg også

magiske elementer bare for at slippe for

facts-tyranniet. Jeg valgte dog at fjerne

dem i den endelige version af bogen.

Men det er også et fantastisk virkemiddel at

arbejde med en historisk sammenhæng, for

man får meget forærende. Ens fortælling

får en slags autencitet netop i kraft af de

historiske omgivelser og personer. Jeg

har dog en del steder valgt at bryde ud af

det historiske korrekte, for fortællingen,

fiktionen er og bliver det vigtigste i en

roman, og der forekommer derfor mange

scener og situationer, der er frit opfundne.

Hvorfor tror du, vi ser et skifte fra romaner

med et mere privat udgangspunkt, fx

opvækst, hjem og familie, til fortællinger

med mere politisk og historisk fokus?

Jeg tror, det hænger sammen med, at

den snævre psykologiske navlepillen i

længden bliver utilstrækkelig. Jeg gider

sjældent selv læse den slags bøger. Jeg

har foretrukket fx Thorkild Hansens og

Henrik Stangerups historiske romaner.

De har mindst lige så meget psykologisk

intimitet, men de er samtidig sprængfyldt

med fortælling og kaster os som læsere ud i

verden og ind i historien. Det er dét, læsere

i dag længes efter: De store fortællinger,

der er med til at give os en forståelse af,

hvorfor verden er, som den er, i dag, og

hvorfor vi tænker, som vi gør.

I tilfældet med Havet i Theresienstadt

tror jeg, at den kan være en lille brik

i opfyldelsen af vores grundlæggende

behov for at forstå, eller i det mindste

komme tættere på at forstå, de lidelser, som

millioner af mennesker gennemlevede for

blot 65 år siden.

22 | Interview

Billede: P. Strande |

23


24

BØGER FRA UNDERGRUNDEN

RÆVENS SORTE BIBLIOTEK

25 år 1983-2008

Her de seneste nyheder:

Walter Benjamin

PASSAGEVÆRKET

1-2

Rævens Sorte Bibliotek

Nr. 70

Ialt 1.264 sider, med

ill., kr. 748

Asger Schnack

TABU TUBA

Roman

Rævens Sorte Bibliotek

Nr. 72

256 sider, kr. 268

Elias Canetti

ØRENVIDNET

ill. af Michael Kvium

Rævens Sorte Bibliotek

Nr. 3

112 sider, kr. 198

Mette Sandbye

KEDELIGE BILLEDER

- FOTOGRAFIETS

SNAPSHOTÆSTETIK

Rævens Sorte Bibliotek

Nr. 71

272 sider, illustreret

i farver, kr. 268

Merete Sanderhoff

SORTE BILLEDER

- KUNST OG KANON

Rævens Sorte Bibliotek

Nr. 74

208 sider, indbundet,gennemillustreret

i farver, kr. 268

Elias Canetti

STEMMERNE FRA

MARRAKESH

Rævens Sorte Bibliotek

Nr. 23

160 sider, kr. 228

Køb bøger i boghandelen – eller direkte fra forlaget

Nansensgade 70 - DK-1366 København K - Tlf +45 33 91 41 41 - politiskrevy@forlagene.dk

www.forlagene.dk/politiskrevy

More magazines by this user
Similar magazines