lånerne – kun lidt For Børn - Overgrunden

gratis magasin om Bøger og Bogkultur
overgrunden.dk
NR. 16 // VINTER 2011

vintertid er læsetid // 5
Fra køkkenhaven til sidesår // 6
Byen i Bogen:
Pas På, englænderne kommer! // 12
har du styr På dit Beat? // 14
et gotisk vintergys // 16
om ærligt at snyde sig glad // 21
Bogen Bag:
lånerne - kun lidt For Børn // 26
nr. 16 // VinTer 2011
OVerGrUnDen.DK
UDGiVer AF OVerGrUnDen
MArTin MADsen
CVr 31 14 02 42
BriAn sTeVn HAnsen
reDAKTør
Jessie nørGAArD
Jessie@OVerGrUnDen.DK
sKriBenTer
AnnA MAriA VeJen
Jens O. sørensen
MAriA BeisHeiM
DesiGn ALL is VisUAL // ALLisVisUAL.DK
sKriFT BAsKerViLLe, GArAGe GOTHiC & neWBerLin
iLLUsTrATiOner nAJA JørGensen
// WWW.eLAsTiK.inFO
iLLUsTrATiOn siDe 4+5, 14 ALL is VisUAL
OPLAG 8.000
TrYK GP-TrYK
issn 1902-3405
OVerGrUnDen TAGer FOrBeHOLD FOr TrYKFeJL
OG AnnOnCernes inDHOLD. inDHOLD MÅ CiTeres,
HVis KiLDe TYDeLiGT AnGiVes.

AF Jessie nørGAArD
vintertid er læsetid
Dagene bliver kortere og kortere og den lille streg på termometret
sniger sig langsomt nedad. Hr. Vinter har meldt sin ankomst og
det er tid for at hoppe under tæppet og forsvinde væk i en god bog i
lampens skær.
I dette nummer af Overgrunden får du fl ere bud på, hvad du kan
kaste dig over i løbet af vinteren. Du kan læse om den fi nske enfant
terrible Pentti Saarikoski, der er ved at drukne i alkohol og afsavn i
Dublins gader. I serien Bogen bag kan du læse om japanske Miyazakis
kommende fi lm Arrietty, der bygger på Mary Nortons Lånerne,
og i Byen i bogen er vi denne gang blevet her i Danmark, hvor
et opgør om verdensherredømmet udspilles. Du kan også
blive klogere på, hvad gotiske gyserromaner er, og komme
tættere på den islandske forfatter Gyrdir Eliasson, der i
2011 vandt Nordisk Råds Litteraturpris.
Vi ønsker alle vores læsere en rigtig god jul og
et godt nytår – og ikke mindst:
God læselyst!
5

Fra
køkkenhaven
til sidesår
AF Jens O. sørensen
Overgrunden har mødt den islandske forfatter Gyrdir eliasson,
der i 2011 vandt nordisk råds Litteraturpris
7

Eftermiddagsmørket er ved at falde på og kulden
sniger sig ned ad Fiolstræde foran Paludans Bogcafé
i indre København. Det er torsdag den 3.
november - dagen efter, at den islandske forfatter
Gyrdir Eliasson har fået overrakt Nordisk Råds
Litteraturpris for novellesamlingen Mellem træerne,
der består af 47 korte noveller på mellem tre og
seks sider. Og nej, som det vil fremgå senere, er
det ikke en stavefejl i overskriftens sidesår.
Eliasson går de tre-fire trin direkte ned i den
antikvariske underetage af Paludans Bogcafé.
Med sin neutrale grå-brune efterårsjakke og
sine store briller gør han ikke meget væsen af
sig i den fyldte bogcafé, men virker sympatisk
på afstand. Jeg går ned for at hente ham.
Da jeg skal til at klappe ham på skulderen,
undrer jeg mig og gør det ikke. Han er begyndt
at tale med antikvaren om et eller andet. De
har lidt svært ved helt at forstå hinanden, indtil
de begge slår over i engelsk. ”Han genkendte
mig og forklarede, at der var en artikel om mig
i avisen her i går. Han lovede at prøve at se, om
han kan finde den til mig.”
En travl mand
Mens Eliasson venter på avisen, henter jeg kaffe
til os. Under ventetiden er han begyndt at bladre
lidt fraværende i en avis, der lå på bordet,
vi satte os ved. Mon han leder efter den artikel
antikvaren fortalte ham om? Jeg afbryder ham i
avislæsningen og spørger, om han har haft tid til
at slappe lidt af oven på gårdsdagens prisoverrækkelse.
”En smule. I går var jeg fuldstændig
optaget hele dagen. I dag har jeg gået lidt rundt
i byen. Ikke set noget specielt.” Han kigger sig
rundt i rummet med de mange bøger. ”I virkeligheden
er jeg ikke så glad for at rejse, men jeg
er utrolig glad for de mange antikvariater, som
findes i København,” forklarer Eliasson. ”Der
er noget særligt ved de gamle bøger og måden
en bog kan genanvendes.”
Overlevelse på flere sprog
Eliasson har skrevet digte og litteratur siden
1983. Udover Mellem træerne findes endnu kun
8
novellesamlingen Papirsregnen fra 1988 og romanen
Søvncyklen fra 1991 på dansk. Det ændrer
sig jo nok, hvis man tænker på sidste års finske
prisvinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Sofi
Oksanens forfatterskab.
Jeg undrer mig over, hvad en forfatter som
Eliasson mon har lavet, inden han for alvor
slog igennem som forfatter. Det gjorde han i
2002, hvor han også var indstillet til Nordisk
Råds Litteraturpris for bogen Det gule hus, som
ikke er oversat til dansk endnu.
”Tidligere har jeg blandt andet levet af at
oversætte udenlandsk litteratur til islandsk.
Det er noget jeg ser som en styrke for en forfatter.
Oversættelse sætter fokus på dit eget sprog
og din egen stil.” Men er det ikke noget af det
samme, man oplever som læser? ”Der sker
en form for udvidelse af din egen horisont,
når du læser. Når du oversætter, sker det i en
mere konkret grad. Via indlevelsen i et andet
forfatterskab og dets sproglige tone fortætter
du ligesom din egen opmærksomhed på sproget.
Gennem indlevelsen på det helt konkrete
sproglige niveau udvides din egen opmærksomhed
på sproget og din horisont udvides
derfor også både sprogligt og litterært. Når
du læser, sætter du dig ind i en anden verden.
Som oversætter skal du formidle denne verden
på dit eget sprog.”
Der er cirka 300.000 indbyggere i Island i
dag, så det er et temmelig lille sprogområde.
Hvad betyder det for tilgangen til oversat litteratur?
”Der er 325.028 indbyggere”, konstaterer
Eliasson tørt. Vi griner. ”I dag er der
en særlig tendens, primært hos mandlige amerikanske
forfattere, der peger i retning af, at
de skriver forfærdeligt lange bøger. Samtidig
er der en anden tendens i forhold til oversættelser,
som peger i retning af, at oversætterne
har mindre tid til at oversætte hver enkelt
bog og derfor bliver oversættelserne måske
af og til også mindre gode, hvilket så igen
giver mindre lyst til at læse oversat litteratur.
Det er noget jeg i høj grad synes er synd. For
omkring 40 år siden sagde en af mine store

inspirationskilder, Henry Miller, at islandsk
er det sprog mest udenlandsk litteratur bliver
oversat til. Mit indtryk er, at Tyskland
er det land, hvor der oversættes flest bøger
i dag. Jeg har også indtryk af, at tyskerne er
det mest læsende folkefærd, vi har i Europa.”
Prisen og grænserne
Der har været meget diskussion, i hvert fald i de
danske medier, om hvorvidt Nordisk Råds Litteraturpris
er mest politisk motiveret eller om der
i virkeligheden findes en speciel nordisk litteratur.
Men hvad har prisen betydet for Eliasson
på det personlige plan? ”Nordisk Råds Litteraturpris
har betydet meget for mig. Under dette
besøg i forbindelse med uddelingen af prisen er
det første gang, jeg er blevet genkendt på gaden
i København. Den har givet mere økonomisk
frihed til at skrive. Men om der ligefrem findes
en særlig nordisk litteratur er et svært spørgsmål
at svare på. Jeg synes ikke på den måde,
at litteraturen har grænser indenfor landområder.
Nordisk litteratur er i høj grad inspireret
af resten af verden. Fra Hamsun til Strindberg.
Det samme gælder for billedkunsten, hvor for
eksempel fransk malerkunst har inspireret nordiske
malere, som så lader sig inspirere til at
male noget nyt, der igen kan inspirere kunstnere
syd for de nordiske grænser.” Det er altså
en form for inspiration og kulturel udveksling,
der på denne måde foregår i kunsten på tværs
af grænser. Er det det samme inden for litteraturen?
”Ja, der er sproglige udtryksmåder til
forskel, men der er slet ingen tvivl om udvekslingen
på tværs af landegrænserne, men også
på tværs af kunstarterne.”
Eliasson fortæller, at han er meget inspireret
af den amerikanske science fictionforfatter
Ray Bradbury. ”Men jeg er ligeså inspireret af
argentineren Jorge Luis Borges, som engang
Fra køkkenhaven til sidesår
har udtalt noget, jeg er meget enig i i forhold
til min måde at arbejde på som forfatter. Han
har beskrevet forfatteren, som ’en læser, der
skriver af og til’. Ligesom for Borges er det
ufattelig vigtigt for mig at læse andre forfatteres
værker. Både som inspiration, ligesom med
oversættelsen, og som en løbende debatkilde.
Af og til er det derfor også ensomt at være
forfatter.”
Arbejdsværelset, billedkunsten og naturen
Eliasson er 50 år gammel. I mange af hans noveller
går naturen og døden hånd i hånd med
overnaturlige elementer som en del af hverdagen.
Så hvad er egentlig Eliassons hverdag?
Er der specielle tidspunkter og steder, som er
særligt inspirerende for ham under skriveprocessen?
Eliasson kigger mig i øjnene og smiler tænksomt.
”Det er et interessant spørgsmål. Jeg har
et arbejdsværelse, jeg sidder i oppe under taget.
Det er et sådant loftsrum med et hvælvet skråtag.
Det er et godt sted at arbejde. Det passer vel
egentlig meget godt på den romantiske kunstnermyte.
Men romantisk synes jeg ikke, jeg er.
Alt det med idéen om den guddommeligt inspirerede
forfatter, der lader en fremmed stemme
skrive gennem sin pen. Min far døde for fire år
siden. Jeg ved ikke, om det har betydet noget for
min måde at skrive på. Han var maler.”
På bordet foran Eliasson ligger under hans
egen novellesamling en stor bog med hans fars
malerier, han har taget med til den danske
oversætter. ”Jeg erkendte selv tidligt, at jeg ikke
malede godt nok til selv at blive kunstmaler. I
stedet forsøger jeg i højere grad at male situationer
og sansninger og overføre dem til ord.
Når jeg ikke er hjemme, holder jeg meget af at
vandre eller hike i naturen. Som barn tilbragte
jeg meget tid ude på landet hos mine bedstefor-
Den vindende novellesamling Mellem træerne udgives af Forlaget Torgard og er oversat til dansk af erik skyum-nielsen. Vil du give dig i kast
med at læse tidligere værker af eliasson, foreligger romanen Søvncyklen fra 1990 [da. 1995] samt fire indbyrdes forbundne fortællinger samlet
i bogen Papirsregnen fra 1988 [da. 1991].
9

ældre. På landet var der dengang endnu masser
af gode historier om overnaturlige elementer
i hverdagen, som jeg også beskriver i mine
noveller. Derude brugte jeg også lang tid på at
læse de islandske folkeeventyr, som ligesom så
mange andre steder blev skrevet ned i 1800-tallet,
og som udover en koncis sproglig tone også
bygger på folkelig overtro.”
Døden og dens billeder
Det får mig til at tænke på novellen Køkkenhaven,
hvor bedstemoren til en dreng falder død om
og lander med hovedet ned i hullet, hun lige
har revet sin sidste roe op af. Vi griner begge.
Det er en komisk scene, som bliver fyldt med
en ubehagelig alvor, set gennem barnets øjne.
Modsat de umiddelbare indtryk, når man møder
ham, fortæller Eliasson, at ”Som barn var
jeg generelt lettere deprimeret. Nu er jeg kommet
i en alder, hvor mange er døde i tidens løb,
ikke kun min far. Det er også en af grundene
til, at døden optræder som en så markant karakter
i mine noveller. Om forholdet mellem
fiktion og virkelighed, synes jeg, Ray Bradbury
formulerede det godt: ’To make fantasy work, you
have to use realistic elements’. Det er det samme,
når jeg beskriver forholdet mellem erindringen
og døden. Når jeg skriver mine noveller,
fremstår de forskellige billedlige situationer
meget virkelige for mig, mens jeg sidder og
skriver. Det er det, jeg prøver at indfange, når
jeg skriver. Det er noget, jeg synes, er værd at
dele med andre. Det er noget litteraturen, og
særligt digte eller novellens form, er gode til.
Jeg skriver for at skabe billeder.”
Afbrud og Island
Vi bliver afbrudt af antikvaren fra tidligere,
som meddeler, at han desværre ikke kunne finde
artiklen om Eliasson. ”Det er i orden”, siger
Eliasson med et smil, mens antikvaren får en
autograf.
Afbrydelsen giver mig anledning til at spørge
om, hvordan det er at leve i Island i dag, efter
bankkrakket i 2008, og om det har haft indfly-
10
delse på det litterære miljø på øen og på hans
egne noveller.
”I det litterære miljø i Island i dag oplever
jeg, at mange forfattere er meget højlydte,
nærmest brovtende. Der er et stort element af
selvpromovering og stand-up-agtig optræden i
måden disse forfattere i dag fører sig frem på.
Selvom det er aftaget en del efter banksektorens
krak på Island, så føles Island af og
til som en amerikansk koloni, hvor materielle
ting i høj grad dominerer landets kultur. Jeg
synes, jeg oplever en større grad af beskedenhed
her i Danmark end i Island. Selv er jeg
interesseret i ’de små former’. For eksempel
er jeg meget inspireret af billedkunstneren
William Turners små skitser i sort/hvide streger,
der i sidste ende blot er en lille del af
hans store malerier. Jeg har forsøgt mig som
romanforfatter, men synes ikke det helt passer
til min stil. Jeg udtrykker mig bedre i digte og
noveller. I den korte og koncise stil, der ligger
i digtet og novellens form, ligger muligheden
for anvendelsen af et af kodeordene i min
stil: Sarkasme. Den er en del af min humor
og mit temperament. Jeg er glad for det korte,
direkte og bidende, som ligger i den sarkastiske
udtryksform.”
Novellens udtryk
I mange af Eliassons noveller er der en stemning
pegende mod det dystre. Men ligesom
hans novellers knaphed, og på trods af prisoverrækkelsen
og al storhejen omkring hans
person dagen forinden, er Eliasson selv temmelig
beskeden i sin fremtræden med sin sorte
kaffe og en danskvand.
”Det har taget omkring halvandet år at
skrive Mellem træerne. En bog kan tage tre-fem
gennemskrivninger. Andre gange ved man
bare, når den er der. Det kan være farligt med
for mange gennemskrivninger. Man kommer
let til at ødelægge essensen af det, man har
skrevet.”
Nordisk Råds Litteraturpris betyder for de
fleste forfattere, at de bliver oversat til flere

sprog, og derfor kommer deres litteratur også
ud til en større og mere international læserskare.
Men - om det så er politisk eller ikke - så betyder
sådan en pris vel også, at man bliver
sat i bås med bestemte andre forfattere. Hvad
er litteraturens rolle i dag, og har Eliasson
mon et bestemt mål for perfektion med sin
skrivning? ”Mit mål er ikke, og det vil jeg tro
gælder for de fleste forfattere, at vinde priser.
Selvom jeg selvfølgelig er utrolig glad for den
anerkendelse, der følger med Nordisk Råds
Litteraturpris. Mit mål er lidt ligesom med
oversættelsesprocessen, som vi talte om tidligere,
og læseprocessen i det hele taget, at udvide
både sprogets og litteraturens horisont.
For mig gælder det primært om at finde frem
til nye måder at udtrykke sig på.”
Bogens omdiskuterede fremtid
Hvad med den teknologiske udvikling indenfor
bogmarkedet. I Danmark er e-bøger
BLIV SYNLIG
I OVERGRUNDEN
ANNONCESALG:
JESSIE@OVERGRUNDEN.DK
WWW.OVERGRUNDEN.DK
Fra køkkenhaven til sidesår
og højtlæste bøger blevet temmelig populære,
men samtidig er salget af papirudgaver af bøger
også steget de seneste år. I en af Eliassons
noveller, med det underfundige navn Sidesår, er
der et morsomt eksempel med en fyr, som går
og river centrale sider ud af en af sine venners
bøger, hver gang han er på besøg. Selvfølgelig
til stor irritation for vennen. Har det noget
med bogens og litteraturens fremtid at gøre?
”Måske. For nyligt købte jeg en Kindle Reader.
Det er fin måde ikke at skulle slæbe rundt på
bøger på. Men det føles som om, det er lidt på
lånt tid at læse på den måde. Bøgernes substans,
når man sidder med dem, mangler. Det
giver risikoen for, at de bliver lidt glemt eller
overset bagefter. Ikke som den, man støder ind
i i bogreolen eller antikvariatet.” Men er noveller
i deres afgrænsede form ikke ret gode
til for eksempel en iPad eller en Kindle Reader?
”Det kan man måske sige, men fysiske bøger
er mere end deres sider.”
11

Byen i Bogen: himmelvægterne – Peter Bredahls køBenhavn
12
Pas På,
englænderne
kommer!
I 1807 bor og underviser den unge skolemester
Sigurd Brødmann i indre København. I Kronprinsensgade,
hvor vi i dag fi nder delikatesseforretninger
og Perchs Tehandel med den lange
kø ud på fortovet. Den indre by ligner sig selv
i bogen. Kun var de typiske små københavnske
lejligheder dengang endnu mindre, de små bag-
AF MAriA BeisHeiM
Verdenslitteraturen bugner med sammensværgelsesteorier og eventyrhistorier, men det er
sjældent, at vi finder en, der er sat i gode gamle Danmark. som altid er det frimurerne, der
står bag plottet. illuminatiordenen lægger deres skumle planer i hemmelige baggårde og
verden har bare at passe på.
gårde lå stadig overalt og Krystalgade hed stadig
Skidenstræde. Området omkring Rundetårn var
ikke ideelt og hvor helt Sigurd har ambitioner.
Derfor sværmer han mere end lidt for idéen
om at melde sig ind i Frimurerordenen og nyde
godt af de muligheder for forfremmelse og forbedring,
de kan give ham til gengæld for - lad os

Himmelvægterne er en selvstændig fortsættelse af Dannebrovalfarten af samme forfatter.
nu være ærlige - en halv time hver torsdag med
mumlede ritualer og halvt mente troskabseder.
Han ignorerer derfor alle advarsler fra venner
og bekendte, der fortæller ham, at hvis man
giver djævelen en hånd, så er det ganske vist, at
han tager hele armen.
Før end han ved det, er Sigurd blandet ind
i et djævelsk komplot skabt af arkæologen og
teologen Friedrich Münter, der har overtalt
kongen til at nedsætte den ellers uskyldigt udseende
Oldsagskommission. Men målet er intet
mindre end verdensherredømmet og Sigurd
opdager snart, at når man først er inde, er der
ingen vej tilbage.
Bombardementet truer
Plottet udvikler sig og Sigurd kommer tættere
og tættere på den egentlige hemmelighed. Hans
vej fører ham ind i Rundetårn og Universitetet
og man forbløffes gang på gang over, hvor
lidt København egentlig har forandret sig i de
forløbne 200 år. Gaderne er måske renere og
mindre trafikerede, men folk er de samme og
bygningerne er de samme velkendte, som alle
københavnere kender så godt. Dog står Vor
Frues tårn endnu - men det skal ikke komme til
at vare længe.
Englænderne står for døren og bombardementet
truer. Spørgsmålet er hvorfor. Har det
noget med Illuminatiordenen at gøre?
Sigurds angst og bekymring for sin familie bliver
et billede på den frygt, hele København må
have følt på dette dramatiske tidspunkt i Danmarkshistorien
og han må skynde sig at opklare
mysteriet og holde englænderne fra døren.
Det viser sig, at Illuminaterne jagter to stentavler
fra Etiopien. De skulle efter sigende
indeholde en kode, der, når den afsløres, kan
give hemmeligheden om verdensherredømmet.
Men jo mere Sigurd afslører om Illuminaterne,
jo mere går det op for ham, at de ikke ved alt
og at der kun er én mand, der måske kan kaste
lys over den flere tusind år gamle hemmelighed.
Mens kongen flygter og hele Sjælland bliver
besat, tager Sigurds desperate kamp ham på en
ballontur tværs hen over Danmark til Ditmarsken,
der dengang var dansk, for at møde en af
de mest fascinerende personer i dansk historie,
nemlig Carsten Niebuhr.
Fiktion møder virkelighed
Carsten Niebuhr er en virkelig person. I 1766
var han en del af en ekspedition på seks mænd,
der blev sendt afsted til Arabien på den første
egentlige videnskabelige ekspedition. Hans job
var oprindeligt at tegne kort over områder, der
aldrig før havde været kortlagt, og at aftegne
gamle skrifter og inskriptioner for at udforske
de lande, antikviteter og fauna, der nævnes i
Bibelen, og på den måde forbedre forståelsen
af den.
På den lange rejse fra Helsingør til Konstantinopel,
til Yemen og over Indien hjem til Danmark
dør hans rejsekammerater en efter en og
han overtager gradvist deres opgaver og ansvaret
for deres indsamlede prøver. Da han endelig
kommer tilbage til København efter otte års
rejse, er interessen for ekspeditionen forsvundet
med kongeskiftet og den nye regering. Hans
kort over Yemen kommer ganske vist i brug,
men de mange planter og andre ting, han har
bragt med hjem, bliver stoppet til side, glemt og
ignoreret og han trækker sig tilbage til sit hjem
i Ditmarsken.
Her møder fiktion og virkelighed så hinanden,
da Sigurd finder Carsten Niebuhr som en
gammel, blind og bitter mand.
Det viser sig, at Carsten Niebuhr tog en hemmelig
afstikker på ekspeditionen og stjal en
vis berømt arkæologisk genstand. Det er den,
englænderne er ude efter, og nu gælder det for
Sigurd om at komme hjem til København og
stoppe angrebet, afsløre Illuminaternes onde
planer og i forbifarten redde Danmark.
13

Et-to-to-et-halvt,
et-to-to-et-halvt, et-to-to-et-halvt. Sådan synes
tekstens og den finske poet og forfatter Pentti
Saarikoskis skridt at snuble sig frem i fodsporene
fra James Joyces Leopold Bloomkarakter
fra Ulysses og verdens samtidige begivenheder
i 1968 i den beatede lille bog Brev til min hustru:
”Hvad var det nu, Bloom spiste her på dette
værtshus? På væggen bag mig hænger en rodet
tegning med alle de steder, hvor handlingen i
Ulysses udspiller sig.”
Den finske enfant terrible
Saarikoski var sin samtids enfant terrible, ikke blot
som forfatter, men også som kendis. Finland
havde i 1968 et mere modsætningsfyldt, for
ikke at sige prekært, forhold til Sovjetunionen
14
AF JENS O. SØRENSEN
ILLUSTRATION RASMUS HVIID
// ALL IS VISUAL
HAR DU STYR
PÅ DIT BEAT?
Nedslag i Pentti Saarikoskis rablende
lille bog Brev til min hustru
SIDE A
Andre bøger af Pentti Saarikoski på dansk: Den dunkle dans (da. 1982). Det yderste Europa: et kinetisk billede (da. 1991/2008).
Den gale mands hest og andre digte – digtudvalg fra perioden 1958-73 (da. 1999). Tiden i Prag (da. 2009).
og kommunismen end de fleste andre vesteuropæiske
lande i 60’erne. Dette ikke mindst
på grund af den tidligere russiske besættelse
af Finland fra 1809-1917, der også var medvirkende
til den kendte Vinterkrig under 2.
Verdenskrig. Som erklæret kommunist ville Saarikoski
vise, hvordan kapitalismens hegemoniske
sprog ved sin udlevelse stod for destruktionen
af samfund. I stil med amerikanske
beatpoeter som Allen Ginsburg, William S.
Borroughs og Jack Kerouac var Saarikoskis
modtræk mod den kultur, han kritiserede, blandt
andet at forsøge at vende folkementaliteten
gennem sproget, ved at gøre brug af miks mellem
stor patos og en tømmermændspludrende
og -plaprende skrivestil i brevet til hans kone,
hvor:

”Jeg vil prøve at fortælle dig alt, alt hvad der sker
i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle
dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil
fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig.”
Saarikoskis længselsfulde beat
Teksten i Brev til min hustru hiver, piber og trækker
astmatisk dvælende et poetisk slæbende
åndedrag akkompagneret af sin forfatters alkoholiske,
rytmisk tunge skridt gennem Dublins gader.
Midt i skyerne fra røgslørene, de klynkende
anekdoter om det svære indtag af fast føde, gintågerne
og den konstant kørende fisse-pik-ogpatter-fortællerstil
beskriver Saarikoski med stor
elegance sit nostalgiske forhold til den store Ulysses,
byen Dublin og hans kone (nummer fire af
slagsen), som er langt borte hjemme i Finland.
Dette mikser Saarikoski med angsten for at miste
fatningen i en ensom løbende diskussion med sin
pik om dens vilje på godt og ondt:
”Sidste nat drømte jeg om Joyce. Han stod
på en gade og var død. Jeg gik hen til ham og
sagde noget til ham, men han var død og kunne
ikke svare, stirrede kun undskyldende på mig.
Så kom du, jeg greb fat om dig, så vågnede jeg,
jeg havde viklet mine ben omkring tæppet, jeg
forsøgte at glemme den, jeg tænkte på førsokratiske
tænkere, men den blev bare ved at stå
på mig, jeg følte mig stadigvæk søvnig, jeg ville
gerne have sovet videre, men den var ubøjelig.”
Karrusellen
De massive tekstblokke side op og side ned om
tømmermænd og andre af den landflygtiges
genvordigheder bliver mærkeligt nok ikke så
enerverende, som man skulle tro. De tætskrevne
sider bliver mere et lydindtryk, der, som en karrusel,
kører rundt om den selvudleverende og
undersøgende unge mand, der langsomt drejer
med rundt i midten af karrusellen i halvt tempo,
mens han forsøger at holde styr på sine lidt
umodne dagbogslignende alkoholiserede betragtninger
af sit eget liv, mens hans betragtninger
om verdens gang registreres som en del af
karrusellens menageri. Der, hvor verden rundt
om Saarikoski snævres ind på grund af den alkoholtyngede
synsvinkel, åbnes for nye betragtninger
af allerede gennemgåede problematikker.
Filologen
Som uddannet klassisk filolog oversatte Saarikoski
både Homers Odysseus og James Joyces
Ulysses til finsk. På sine udflugter rundt i Dublin
i Brev til min hustru fremstiller han sig selv som
en kuet mand i sammenligning med forbilledet
Joyce. Men Saarikoskis projekt er ikke blot at
vise den klassiske litteratur og Joyces storhed.
Det er i lige så høj grad et samlingsprojekt, hvor
han længes efter en form for klarsyn i sit liv:
”Men jeg er ikke her for at lede efter Joyce, for
at gå i Joyces fodspor må man vist sige, jeg leder
efter vejens begyndelse, flodens udspring for at
følge den ud til havet. Så jeg kunne blive vidtskuende
og medgørlig. Jeg tror aldrig, jeg har
følt mig så ensom som nu, i dag er det skærtorsdag,
i morgen er det langfredag, alle steder holder
lukket, hvor skal jeg gå hen? Hvis bare du
var her, så kunne jeg mase hovedet ind mellem
dine bryster, aftenerne er helt umulige. Hvorfor
rejste jeg herover? Fordi jeg var nødt til det.”
Bohèmens opgør
Saarikoski, der levede fra 1937 til 1983, havde
på dette tidspunkt i 1968 allerede opnået et
velkendt og berygtet ry som en lyriker og forfatter,
der ville gøre op med sin samtids modernistiske
tendenser indenfor litteraturens
verden. Den bohèmelignende stil, hvor verdensmanden
er sig selv nærmest, mens sammenligningerne
mellem skidt og kanel trækkes
på kryds og tværs i én lang associationsrække
af håbefuldhed, forarmelse, forargelse, nostalgi
og sorg:
”En drukmås kan klare sig igennem livet
med lige så gode papirer som en hvilken som
helst kartoffelspiser, hvis bare man har penge
nok: Cæsar, Luther, Churchill, Goethe, en hel
kavalkade af genier, alkoholikere alle sammen.
At kneppe og drikke spiritus betragtes i Finland
som laster, de udgør de nedarvede værdier,
som det er klogest at tie stille om, medmindre
man er ude efter en blodtud. Finlands
ungdom må ikke fordærves, bliver der sagt,
men sagen er snarere den, at det slet ikke kan
lade sig gøre, det er en ungdom, der slet ikke
kan fordærves, om så Guds søn kom med for
at hjælpe til.”
15

16
et gotisk vintergys
AF AnnA MAriA VeJen
Mørke og stormfulde aftener, faldefærdige gamle slotte, vanvittige videnskabsmænd,
damer i hvidt og brutale husherrer med mørke hemmeligheder gemt på
loftet eller i kælderen. enhver læser genkender straks klichéerne – tror vi. Men
faktisk er det de færreste, som har et indgående kendskab til den gotiske gyserroman.
Her gives et rids af genrens oprindelse og udvikling samt en anmeldelse af
M.G. Lewis’ The Monk.
Vinteren er begyndt, efterårets sidste glød er
slukket og dagene bliver hastigt mørkere, vådere
og koldere. Som læser kunne man nemt
fristes til at flygte ind i fiktionens verden til
varmere og mere solrige lande. Men læsning
behøver ikke altid at være ren eskapisme.
Man kan i stedet udnytte årstiden til at begynde
eller genoptage bekendtskabet med
en gammel og næsten glemt genre, som egner
sig særligt godt til at blive læst på mørke
eftermiddage, hvor slud og tåge holder en
inden døre eller på iskolde, blæsende nætter,
imens man hygger sig med et varmt tæppe
og stearinlys; nemlig den gotiske gyser.
Fra stammefolk til kunstart
Men hvordan kan man kende en gotisk
roman? De fleste har nok en mere eller mindre
vag forestilling om, hvad den gotiske roman
byder på, men begynder man at tænke

over, hvad ordet egentlig betyder og hvilke
værker, som regnes for at høre til genren,
opdager man hurtigt, at en definition alligevel
ikke er så ligetil. Gotik er nemlig et
begreb, som har været under udvikling fra
de første århundreder e.kr. og frem til nu.
Oprindeligt henviste det til goterne, et germansk
stammefolk, som levede under folkevandringstiden
i Europa, og
som bekæmpede romerne
og hunnerne gennem flere
århundreder. Senere blev
det brugt synonymt med
’germansk’, og derefter i
betydningen ’noget som
hører middelalderen til’. I
renæssancen begyndte man
at tale nedsættende om gotisk
arkitektur, som benytter sig af høje,
kantede former og spidsbuede vinduer, og
som i dag mest ses på kirker og gamle universitetsbygninger.
Stilen blev regnet for at
være grim og barbarisk – formentlig med
henvisning til goterne, som var kendt for
deres krigeriskhed – da den adskilte sig fra
de lige, symmetriske former, som i denne
tidsperiode blev regnet for ideelle.
De fleste har desuden hørt om gotisk
skrift, bedre kendt som ’krøllede bogstaver’.
Gotisk håndskrift stammer fra middelalderen,
men er også den første skrifttype, som
bogtrykkerkunsten anvendte, og i Danmark
holdt man først op med at undervise skoleelever
i den snørklede, svært læselige skrift
i 1875. I dag kan ’gotisk’ desuden også
henvise til en subkultur, hvor man dyrker
en musik- og tøjstil, som udsprang af punk,
men som er betydeligt mørkere, mere romantisk
og indadvendt.
Den første gotiske roman
Den gotiske roman blev imidlertid først opfundet
i sidste halvdel af det 18. århundrede
i England, hvor interessen for middelalde-
ren var under genopblomstring. I denne
periode blev det populært at efterligne middelalderen
i bygnings- og havedesign og den
gotiske arkitektur kom igen på mode. Interessen
spredte sig hurtigt til andre former for
kunst og Horace Walpole, ejer af huset på
Strawberry Hill, som blev en seværdighed
efter Walpole istandsatte det som et gotisk
slot med excentrisk
placerede tårne og
spir, skrev den første
gotiske roman i
hvordan kan
man kende en
gotisk roman?
1764. Romanen hed
The Castle of Otranto
(Slottet i Otranto) og
Walpole fik den i første
omgang udgivet
under pseudonymet
William Marshal. I romanens forord påstod
han, at den var et ægte italiensk dokument
fra perioden 1095-1243, som han havde
fundet og oversat, hvilket de fleste læsere og
kritikere i første omgang troede på. Bogen
blev en stor succes og Walpole følte sig nødsaget
til at skrive et nyt forord til de efterfølgende
udgaver, hvori han indrømmede sin
spøg og stod frem som værkets forfatter.
Den gotiske roman som modreaktion
Den gotiske roman er altså ikke, som man
ellers kunne forledes til at tro, et middelalderværk,
men en efterligning at et sådant.
Englændernes fascination af middelalderen
bundede i en tiltrækning af, hvad de forestillede
sig som en mørk og underfundig fortid,
hvor mennesket ikke var herre over naturen
og styret af fornuft, men derimod var offer
for en voldsom og barsk natur, og hvor
overnaturlige kræfter og en tyrannisk kirke
kæmpede om dets sjæl.
Den gotiske roman kan ses som en modreaktion
på samtidens voksende urbanisering,
materialisme og rationalisme og en
higen efter at vende tilbage til en tid, hvor
17

18
der var plads til det uforklarlige og fantastiske.
Fascinationen af det gotiske udsprang
af romantikken, som var en modreaktion
på stort set de samme ting, men der var en
afgørende forskel på de to bevægelser: Hvor
romantikken beskrev og idealiserede det
smukke og frie ved naturen og menneskets
sjæl, interesserer den gotiske roman sig
derimod for det skræmmende og uhyrlige i
både mennesket og dets omgivelser.
Den gotiske roman
indeholder normalt
elementer af alle dis-
se forskellige associationer,
som man gennem
tiden har haft til
betegnelsen ’gotisk’:
Der er et voldeligt
og barskt element,
som kan være samfundskritisk
i forhold
til vores måde at
behandle hinanden
på, et romantisk element,
som bunder
i en længsel efter en
forhekset middelaldertid,
og et psykologisk
element, som
udforsker menneskets
skyggeside.
Vægt på det middelalderlige
den gotiske
roman er altså
ikke, som man
ellers kunne
Forledes til
at tro, et middelalderværk,
men en eFterligning
at et
sådant.
Walpoles The Castle
of Otranto var inspirationskilde til mange lignende
værker og den gotiske roman fortsatte
med at være populær blandt læsere, selvom
den ofte blev nedgjort af kritikere. De oprindelige
gotiske romaner, som blev skrevet på
Walpoles tid, lagde i særdeleshed vægten på
det middelalderlige og overnaturlige element
og handlingen udspillede sig næsten uden
undtagelse i middelalderen og foregik på slotte,
i klostre og gamle huse. Senere har genren
udviklet sig og der kunne nævnes utallige eksempler
på romaner, som ligner den oprindelige
gotiske roman, men fordeler vægten
anderledes. Hos Brönte-søstrene mangler
for eksempel det overnaturlige og middelalderlige
element, men til gengæld fylder det
psykologiske element og den
gotiske karaktertype meget
og baggrunden for hand-
lingen er den barske natur
og gamle huse, der gemmer
på mørke hemmeligheder.
Mange senere forfattere har
også leget med gotiske virkemidler
– for eksempel benytter
både Angela Carter og
Mervyn Peake dem i deres
gotiske fantastik.
En overset klassiker
Et af de største navne inden
for de oprindelige gotiske
romaner er Matthew
Gregory Lewis, som skrev
The Monk (Munken) i 1796.
Mærkeligt nok er det de
færreste, som kender romanen
i dag, på trods af at den
er overraskende let tilgængelig
for nutidige læsere, og
mindst lige så læseværdig
som for eksempel Mary
Shelleys og Bram Stokers kendte klassikere
Frankenstein og Dracula.
The Monk handler om den spanske munk
Ambrosio, som er idoliseret af alle på
grund af sin fromhed og sine oratoriske
evner, men som i sin sjæls inderste er både

hovmodig, hensynsløst fremadstræbende
og en smule pervers. Disse karakterbrister
fører naturligvis til skæbnesvangre konsekvenser
for både ham selv og andre og det
er både sørgeligt og rystende for læseren at
følge hans vej mod undergang. Selvom Ambrosio
utvivlsomt er en skurk, er han nemlig
en meget menneskelig og sammensat figur.
Ligesom Satan i Miltons Det tabte Paradis
er han en tragisk helte-skurk, som bevarer
en snært af godhed og anger, som gør, at
man føler, at der er en chance for, at han vil
stoppe før det er for sent. Dette er naturligvis
meget mere virkningsfuldt end en papirstynd
og helt igennem ond slyngel, da man
som læser ikke er sikker på, hvilken retning
historien vil tage.
Mønstereksempel
The Monk er desuden et glimrende begyndelsespunkt,
hvis man ikke er bekendt
med genren. Den indeholder nemlig stort
set alle genrens troper og det taler til Lewis’
fordel, at visse scener stadig formår at
være foruroligende i dag.
Ambrosios historie er sammenflettet
med flere andre
beretninger; heriblandt en
spøgelseshistorie, en ulykkelig
kærlighedshistorie, en
forbandelse som går i arv,
sort magi, indespærring og
den spanske inkvisition.
Djævlen og den evige jøde
formår sågar at vise sig
kort. Selvom dette virker,
og til tider også er overdrevent,
er de skiftende per-
spektiver og den spændingsfyldte handling
en stor del af det, der gør The Monk så læseværdig
den dag i dag. Der sker hele tiden
noget og Lewis fremtryller det ene myste-
rium efter det andet, imens han mesterligt
løfter en lille flig af sløret, så læseren kan
forsøge at løse gåderne side om side med
karaktererne.
Der er også masser af plads til at have det
sjovt, mens man læser The Monk, for selvom
romanen i sin kerne er en dybt tragisk menneskelig
historie og en voldsom kritik af den
katolske kirke, er den også fuld af ’gode gys’
– den slags uhygge, som man gyser frydefuldt
over, i fuld forvisning om, at det kun
kunne finde sted i fantasiens verden. Lewis
gør desuden selv brug af komik og opfordrer
indimellem læseren til at grine af uheldige
bipersoner, og dette er måske det eneste
træk, som er usædvanligt for en gotisk
roman.
Som man nok kan forestille sig, rejste The
Monk et ramaskrig, da den blev udgivet for
første gang. Men samtidig med, at romanen
blev fordømt som værende dybt chokerende,
umoralsk og ukristelig, blev den hurtigt
en bestseller. Folk styrtede nemlig ud for at
købe den for at afprøve deres egen tolerance
og for at kunne
tage del i forargelsen
– som man med let-
mange senere
ForFattere har
også leget med
gotiske virke-
midler
et gotisk vintergys
hed kunne forestille
sig, at det ville ske
i dag. Der var dog
også kritikere, som
indrømmede, at romanen
på trods af
sit tvivlsomme budskab
var glimrende
skrevet, og når man
i dag ser tilbage på
bogens indflydelse
på genren og dens evne til at begejstre læsere
den dag i dag, kan man kun have dyb
beundring for den dengang kun 20-årige
Matthew G. Lewis.
19

om ærligt at
snyde sig glad
AF Jessie nørGAArD
36-årige sebastian Overgaard har skrevet en selvhjælpsbog. Men egentlig vil han
hellere kalde den en selvbestemmelsesbog, for den handler om at tage kontrollen
over sin indre komfortzonezombie og snyde sin indre livsdæmper
Ude på Amager render Sebastian Overgaard
rundt med en pose tomme fl asker. I gammelt,
usselt tøj, et mavebælte om livet og plaster i
hovedet. Han er møgbeskidt efter at have overhældt
sig selv med øl og rødvin og rullet sig i
grus. Han bliver bange, da en fl ok rockertyper
passerer, men de ænser ham ikke. Det gør til
gengæld fl askesamlerne inde på Rådhuspladsen
og butiksdetektiverne i de butikker, han
kommer ind i.
Sebastian Overgaard er i gang med at udfordre
sin indre komfortzonezombie og snyde sin
indre livsdæmper. Forud for dette bizarre optrin
har han siddet fast i arbejdet med at udvikle
en radioreklame. Det fl ød ikke for ham
og derfor er han nu i gang med at fi nde en
fl owtilstand et andet sted. Han er nemlig overbevist
om, at når vi sidder fast, er det vores
livsdæmper, der kæmper. Derfor er han nødt
til at overraske den.
Han går op ad trappen til et webbureau, hvor
en veninde arbejder. Tilfældigvis kommer hun
ud af døren, da han skal til at gå ind. Men hun
ser ham ikke. ”Hun kigger mig ind i øjnene og
21

om ærligt at snyde sig glad
siger: ’Det her orker jeg simpelthen ikke’, og så
går hun lige forbi mig. Hun kunne ikke se, det
var mig. Men jeg var jo mig. Jeg havde bare en
ny facade på. Jeg kiggede direkte ind i hendes
øjne, der bare gjorde sådan
her af mig”, fortæller Sebastian
Overgaard, mens han
ruller med øjnene. ”Og det
slog mig som en hammer i
maven. Det var fascinerende.
Alle de her aha-oplevelser,
hvor jeg blev snydt ud af
den vante ’verden-ser-sådanher-ud’.
Lige pludselig fi k jeg
set verden fra en anden side.
Det rystede hele min grundvold,
hele min virkelighed,
lige pludselig at se verden
med andre øjne.”
Angsten som livsdæmper
Sebastian Overgaard har set verden fra mange
perspektiver. Han har taget en løbetur gennem
Københavns gader i julemandskostume midt
om sommeren, dukket op til forretningsmøder
iført samuraitøj og arrangeret middage på bizarre
offentlige steder. Han har et utal af ting
på CV’et: TV-vært, foredragsholder, komiker,
hypnotisør, tekstforfatter, galleriejer, højskolelærer
og kreativ direktør. Han har ifølge ham selv
ikke haft en karriere, man kan slå op i Politikens
Hvad kan du blive? Det kan altså let virke som om,
at Sebastian Overgaard hører til en særlig type
mennesker, der frygtløst kaster sig ud i tingene.
Men det er han ikke. I mange år har han kæmpet
med angst; angst for livet og døden og for
ikke at slå til. Det har været en angst, der har
forsøgt at tage kontrollen med hans liv.
”Når man har angst, så har man tit en rigtig
god fantasi og den fantasi kan meget nemt blive
forført af overtro, som går helt ned til en sort
kat over vejen. Men det kan også være, at når
jeg ser nogle bestemte tal, så betyder det noget
bestemt. Og det har jeg levet med på den negative
måde, da jeg var teenager. Og det har også
prikket til mig en gang imellem efter. Så det er
22
løsningen går
ud På at gøre
livet til et
eventyr og Ét
langt eksPeriment
en del af mig. Men jeg har forsøgt at vende det
til det positive, den positive overtro, så når jeg ser
de her ting, så minder det mig om, at jeg virkelig
skal leve livet og at jeg har alle muligheder.”
Sebastian Overgaard har
sat ord på angsten. Han
kalder den sin indre livs-
dæmper. Det er den, der
forsøger at trække ham ned
og få ham til at tvivle på sig
selv. Men han har fundet en
måde at snyde den på. Løsningen
går ud på at gøre livet
til et eventyr og ét langt
eksperiment, hvor han hele
tiden udfordrer sig selv. I
bogen giver han fl ere eksempler
på dette. Han beskriver
blandt andet, hvordan
han tog et pulsur på i
byen. Her havde han bestemt sig for at se, hvad
der sker, når man tager kontakt til en pige. Han
fi k under byturen øje på en pige, som han betragtede
som utilnærmelig, bestemte sig for at
tage kontakt og kiggede på pulsuret, der viste en
puls, der galoperede derudaf. Til sin store overraskelse
opdagede han dog, at idet han havde
taget kontakt og inviteret hende ud, var pulsen
faldet drastisk.
Social striptease
I sin bog, Snyd dig glad, bruger Sebastian Overgaard
i høj grad sig selv. Det er hans egen historie,
han fortæller, og det er en meget ærlig
historie. Og for ham er det netop ærligheden,
der er vigtig, hvis man skal snyde sin indre livsdæmper.
Han har fl ere gange praktiseret, hvad
han kalder social striptease, som går ud på at
være ærlig og turde være sig selv.
”Ærligheden ligger i, at du snyder dig selv når
du prøver at puste en facade op og når du lyver.
Du skal bruge ekstremt meget energi på det og
den energi kan du frigøre på at være i nuet og
slappe af,” forklarer Sebastian Overgaard. ”Jeg
bruger mig selv rigtig meget. Det er helt bevidst.
Jeg føler lidt, at det er mit liv, der er min historie.

om ærligt at snyde sig glad
Hvis jeg fortæller min historie, så kan folk enten
tage det eller lade være. Jeg er bare et menneske.
Jeg har været nede. Jeg ved ikke en skid og samtidig
synes jeg, jeg har en masse at fortælle dig. Og
noget af det virker og noget af det virker ikke.”
Sebastian Overgaard er hudløst ærlig, når han
i bogen fortæller om at være udenfor, føle sig anderledes
og kæmpe mod angsten. Forud for dette
går en lang proces, hvor det har krævet mod at
overvinde alle de negative tanker. Han håber
med sin egen historie og mange råd til læseren at
kunne få folk til at se verden som en legeplads og
selv have modet til at eksperimentere.
”Ægte mod er at gøre det, man er bange for.
Jeg er jo bange for alting, men så har jeg gjort
det alligevel. Men der er masser af ting, jeg
ikke har været modig nok til at gøre. Jeg har
ikke sprunget faldskærm for eksempel. Det er
jeg stadig for bange for. Men en vigtig ting for
mig er, hvordan vi kan åbne op for det fængsel,
som vores egen hjerne kan skabe for os, og så
kan vi jo selv bestemme, hvad legepladsen er.
I min verden er legepladsen ikke nødvendigvis
at springe bungy jump eller køre formel 1 og alle
de her actionpacked ting. For mig er action lige
så meget at turde stille sig op og sige, at jeg har
skrevet en bog eller at turde gå hen og snakke
med en pige, man er bange for at gå hen til.
Det er lige så adrenalinfrembringende som at
springe bungy jump. Så mit budskab er at fi nde
eventyret og legepladsen her og nu.”
En kærlig lussing
Sebastian bliver i bogen den inspirerende og
velmenende ven, der sidder i den anden ende
af ens sofa og fortæller en, at nu er det tid til at
gøre noget. Og det er også i hans øjne hensigten
med bogen.
”Det er en inspirationsbog,” forklarer Sebastian
Overgaard. ”Det er en kærlig lussing. Et
kærligt wake up call om, at livet er et eventyr og
at de der steder, hvor du begrænser dig selv, er
der en masse ting, du kan gøre, og hvis ikke du
gør det, så skal du komme i gang.”
Men Snyd dig glad er i lige så høj grad skrevet
til ham selv. For at snyde sin indre livsdæmper
24
er et livsprojekt, hvor han hele tiden er på vej.
”Man skal jo se en læser foran sig, og det gjorde
jeg også. Jeg så for mig, hvem det her kunne være
interessant for, og så talte jeg til dem. Men når
man ser tingene bagefter, så er den jo 100 procent
skrevet til mig selv. Det er gode råd til mig selv.”
Noget tyder dog på, at andre også kan lade
sig inspirere. Sebastian Overgaard har i hvert
fald modtaget positive tilkendegivelser fra folk,
der har læst bogen.
”Jeg har lige modtaget en sms fra en, som havde
givet bogen til en, der sad fast i noget hårdt,
opslidende trummerumarbejde, men som efter at
have læst bogen tog fri fra arbejde og er taget på
roadtrip i Østeuropa. Det er sådan nogle reaktioner,
der er fede. Og ikke fordi du behøver at sige
dit job op. Men det er bare det der med at mærke
efter og så følge det rigtige. For vi snyder virkelig
os selv. Derfor er der brug for den bog her – om
ikke andet så til mig, fordi jeg også snyder mig
selv og skal mindes om, at jeg ikke skal gøre det.”
Visitkort
-25%
Rabatkode:
overgrunden421
Se Charlotte hænge
i flagstangen
Danmarks billigste!
Visitkort, plakater, blokke, brevpapir,
brochurer, foreningsblade, konvolutter mm.
Brevpapir
2.000 stk.
4+0 CMYK – 100g offset
756,-
Rabatkode:
overgrunden422
Print og
digitaltryk
-25%
af normalprisen
Rabatkode:
overgrunden423
Skriv/ring på: info@billigtryksag.dk · Tlf. 46 91 90 55

Bogen Bag: lånerne – kun lidt For Børn
26
lånerne
– kun lidt For Børn
Vi har foreløbig i Bogen bag ikke dækket fænomenet
animé. En forglemmelse vi selvfølgelig
straks må råde bod på, da der ikke er mange andre
genrer, der i den grad adapterer bog til fi lm
- og med så stor succes. Typisk for animé, eller
animationsfi lm, kan historierne rangere over alt
fra børnebøger til skræk, western og porno, men
der er ingen større og mere internationalt kendt
animéskaber end Hayao Miyazaki, hvis nyeste
fi lm, Arrietty, får premiere 25. december 2011.
Arrietty er bygget over bogen Lånerne fra 1952
skrevet af den engelske forfatter Mary Norton.
Den handler om 14-årige Arrietty og hendes familie.
De er bittesmå mennesker, der bor under
gulvbrædderne i et hus på landet. De lever af at
låne ting fra menneskene, der bor i huset, deraf
AF MAriA BeisHeiM
i denne udgave af Bogen bag ser vi nærmere på den kommende animéfilm
Arrietty, der bygger på Mary nortons Lånerne fra 1952
navnet. De låner mad fra køkkenet, sytrådsspoler,
som de bruger som stole og mønter, som de
bruger som tallerkener.
Arrietty lever et meget isoleret liv på sit værelse
og venter på den dag, hendes far vil tage
hende med ud og låne for første gang. Da dagen
endelig kommer, viser det sig, at der netop
er fl yttet en ung dreng ind i huset - og Arrietty
bliver set! I lånernes verden er det det værste,
der kan ske.
Mellem to verdener
Arrietty og drengen, der i fi lmen hedder Sho,
bliver mod alle odds venner og Arrietty fi nder
ud af, at hendes familie måske ikke er så alene i
verden, som hun først havde troet.

Arrietty, der starter som oprørsk, bliver meget
hurtigt en lus mellem to negle, da hun står mellem
sin nye ven og hans verden og hendes forældres
kompromisløse opfattelse af, at alt, hvad
menneskene gør, er ondt. Bogen igennem udvikler
Arrietty sig til en stærk ung kvinde med
en endnu bedre forståelse af verden end nogen
af de andre figurer.
I modsætning til mange animéfilm er der som
sådan ingen magi i Arrietty. De små mennesker
selv er netop det, mindre udgaver af rigtige
mennesker. I filmen bor Arrietty og hendes familie
i en have. De har ingen magi, som ellers
er typisk for denne slags animéfilm, men fordi vi
ser haven fra dette frøperspektiv, virker den som
et fortryllet land og ganske almindelige katte og
fårekyllinger kommer til at se ud som fantasivæsner
fra en fjern galakse.
Der er ikke nogen klar ide om, hvem der er
gode og hvem der er onde i Lånerne. Menneskene
er bare uinformerede og tror, at lånerne
er et skadedyr. Historien har ikke som sådan
en morale, men dens tema er meget voksent,
omend det er forklædt i nuttet børnebogsstil, og
netop det gør Lånerne til et perfekt valg for Hayao
Miyazaki, Japans mest succesrige filmskaber.
Hans figurer er nemlig sjældent helt gode
eller helt onde.
Et ægte multidimensioneret menneske
Arrietty starter som bare et nuttet fantasivæsen,
men ender med at vise sig langt stærkere,
kløgtigere og mere handlekraftig end nogen
anden. På sin vis er hun det eneste ægte, multidimensionerede
menneske i lånernes univers.
Alle andre klynger sig desperat til status quo,
selvom det viser sig, at det, de prædiker, ikke
nødvendigvis er det, de gør, og Arriettys chok
og væmmelse ved dette hykleri er en af de ting,
der bærer handlingen frem. Det er ikke noget
under, at Arrietty drømmer om noget andet
og mere end et ensomt liv under gulvet, hvor
hun bliver reduceret til en uddøende race. Eller
værre endnu: At blive udstillet som cirkusklovn,
hvis hun bliver opdaget.
Miyazaki har et dybt pessimistisk verdenssyn.
Han mener, at der er alt for mange mennesker
i verden i dag og at de har taget en helt forkert
drejning. For ham er der intet håb. Hans film
opfordrer ikke til håb som sådan, men til at blive
ved med at kæmpe mod alle odds lige meget
hvad. De opfordrer til at holde fast i de idealer,
man havde som barn, og det er nok derfor, han
vælger at fortælle sine meget voksne historier
som børnefilm.
Den store purist
Selvom han har underskrevet en distributionsaftale
med Disney, er Miyazaki beundringsværdigt
kompromisløs og lidt af en purist,
når det kommer til hans film. Han nægter
at give tilladelse til merchandising, så der bliver
ingen Happy Meals eller søde bamser at få med
lånerne. På den anden side, ville det ikke netop
være imod alt, hvad filmen står for? Selve
hovedbudskabet om, at selvom man har alle
odds imod sig, bør man ikke reduceres til en
vittighedsfigur, ville være spoleret.
Miyazakis film indeholder altid flyvende
elementer, men ikke denne gang, og på den
måde afviger Arrietty fra den gængse type, men
på alle andre måder passer bogen så perfekt
ind i genren som film, at man forundres over,
at den ikke allerede er blevet lavet for mange
år siden.
Arrietty er ikke en computeranimationsfilm.
Miyazakis animéer er nogle af de sidste håndtegnede
tegnefilm. På den måde lige så isolerede
i den moderne verden som Arrietty og
hendes familie.
Miyazaki går heller ikke på kompromis med
klipningen af hans film. Der er per princip ingen
klipning i originalen, inden den havner i
de vestlige biografer. Et gammelt rygte siger,
at da Harvey Weinstein fik til opgave at stå
for distributionen af Miyazakis tidligere film
Prinsesse Mononoke, sendte Studio Ghibli, som
Miyazaki arbejder for, ham et samuraisværd
med posten med en seddel, hvorpå der stod
”no cuts” - så kan han måske lære det.
27

mors
te dage
RN SIGURÐSSON
l, fraskilt og arbejdsløs ejendomsmægler - er fl yttet
ret uhelbredelig kræft, og hendes tarotkort ikke
e men derimod om eventyr, sker der en omvæltning
terdam for at få hjælp og for at nyde deres sidste
for de våde varer går det ikke stille af, og de møder
, der vender op og ned på deres forestillinger om
ne lurer bevidstheden om, at Mor skal dø.
tisk og vemodig fortælling om et usædvanligt fordøden,
ensomhed og kærlighed.
“ En af årets bedste, islandske romaner.
Fabelagtigt velskrevet ... morsom,
vemodig og underskøn.”
êêêêê Fréttablaðið
“ En ren nydelse at læse (...) Sölvi har
stemplet sig ind som en af vores
fremmeste forfattere.”
– Viðskiptablaðið
“ Historien har fart på, den er livlig og
skrevet med en fejende stilsikkerhed.”
– Sunnlenska bókakaffi ð
ISBN 978-87-92286-23-9
i Tórshavn, siden 1990’erne
mlingen Botnfall (Bundfald) og
er og 3 prosabøger foruden 4
nder sit alter ego Garasjuguð.
r Tóroddur Poulsen også en
tner. Nærværende digtsamling
nsk.
k Råds Litteraturpris 2011 og fi k
ske anmeldere:
tskab og en fuldstændig
diske pris (...) Poulsens digte
ere imellem.”
en bæres også af en
ekthed ...”
TORGARD
torgard.dk
87-92286-42-0
Min mors sidste dage
Det var den dag, mor fi k at vide at hun skulle dø, at
”Stilistisk ordkunst på et højt niveau jeg som blev ramt skildrer af virkeligheden. indre og Selve tiden, denne
usammenhængende opløsning af grå dage og
ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen.”
selvmedlidenhed, blev et helstøbt, urokkeligt billede,
Således begrundede bedømmelseskommitéen der stod krystalklart for Nordisk for mine øjne. Fra nu af skulle
Råds Litteraturpris sit valg af Gyrðir alle Elíasson dage være som kunstværker, mod- hvor penselstrøgene
tager af prisen 2011.
kun havde ét formål: at gøre min mor lykkelig de
sidste dage, hun levede.
Mellem træerne består af 47 små noveller, som er kendetegnet
ved et billeddannende og påtrængende sprog,
hvor en stille uhygge, ensomhed og desperation ofte
sniger sig ind på læseren. Virkeligheden som vi kender
den synes op hævet, men alligevel tager alle novellerne
udgangspunkt i en let genkendelig hverdag. Humoren
er ofte ikke til at tage fejl af, men den er kulsort som de
drømme, forfatteren forfører med. Min mors
Mellem træerne er en kuldslået, nordisk novellesamling af
høj, international kvalitet, og Gyrðir Elíasson har da også
Den islandske forfatter Gyrðir Elíasson, født
været nomineret til den prestigiøse irske Frank O’Connor
1961, modtog Nordisk Råds Litteraturpris
International Short Story Prize.
2011 for nærværende sidste novelle samling, dage
Mellem træerne.
Han debuterede i 1981 med digtsamlingen
Svarthvít axlabönd (Sorthvide seler) og
har siden udgivet i alt 13 digtsamlinger, ni
novellesamlinger og fi re romaner. Gyrðir
Elíasson er desuden en fl ittig oversætter
og har bl.a. oversat værker af Richard
ISBN 978-87-92286-40-6
Brautigan og William Saroyan til islandsk.
Gyrðir Elíasson er oversat til tysk, engelsk,
norsk, svensk og dansk. På dansk er
tid lig ere udkommet novelle sam lin gen
TORGARD
Papirskibsregnen, 1991, og romanen
forlagettorgard.dk
Søvncyklen, 1995.
SÖLVI BJÖRN SIGURÐSSON
TORGARD
SÖLVI BJÖRN SIGURÐSSON
Foto © Einar Falur Ingólfsson
Sölvi Björn Sigurðsson
Min mors sidste dage
Roman. 223 sider
„En af årets bedste,
islandske romaner.”
Fréttablaðið
Tóroddur Poulsen
Udsyn / Útsýni
Digte. 170 sider
„... et gennemført
godt bekendtskab.”
Politiken
„... strutter af
visuel energi.”
Information
Nomineret til
Nordisk Råds
Litteraturpris 2011
Hvisker fadervor mellem dine lår
overbevist om, at engle står vagt ved livmoderen
skænker lys på lykkelige drømmeøer.
Beder fadervor for hver en sovekammernøgle
telegrammer faret vild mellem stjernerne
øjnene lysende vidåbne
som et brændende træ midt i byen.
Jeg beder for de lægge, der har danset gennem fester og skuffelser
kroppen bedåret af børnefødsler.
Overgangsalderen kommer langt inde fra knoglerne
måske helt inde fra jorden.
Aner forbindelsen mellem de blå årer på brysterne
og de frugtbare flodmundinger
hvor mennesket byggede sine første byer.
Jóanes Nielsen, født 1953, har været Færøernes sjæl, stemme og samvittighed i over 30 år.
Men hans digte og romaner rækker langt ud over det nordatlantiske ørige. Nærværende
digtsamling, hans nyeste, befæster hans position som en ener i europæisk litteratur.
ISBN 978-87-92286-33-8
TORGARD
forlagettorgard.dk
TORGARD
– det lille forlag med de gode bøger
Jóanes Nielsen
Der findes dem der tager måneskin alvorligt
TORGARD
TORGARD
Nu 3. oplag
NORDISK RÅDS
LITTERATURPRIS 2011
Gyrðir Elíasson
Mellem træerne
Noveller. 219 sider
Berlingske
Politiken
Jyllands-Posten
Fyens Stiftstidende
Jóanes Nielsen
Der findes dem der tager måneskin alvorligt
Jóanes Nielsen
Der findes dem der
tager måneskin alvorligt
Digte. 82 sider
„... en prægtig skribent.“
Politiken
“Vital færing”
Berlingske
Nordjyske Stiftstidende
DIGTE
Jeg syntes, jeg kendte manden, men tog ikke
med det samme notits af ham. Så gik der
pludselig en prås op for mig.
Det var August Strindberg.
Strindberg, som havde frygtet helvede
mere end noget andet og havde skrevet om
denne sin frygt, men nu var havnet her efter
døden, i Ikea på Island. Han, der havde ment,
at Lund var helvede på jorden, men ingenting
vidst om Island og ingenting om Ikea,
som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg
så, hvordan han sank mere og mere sammen
over ølglasset, en mand fordømt i al evighed.
Han, der havde skrevet i sin dagbog: ”Den,
der siger, at livet er vidunderligt, er enten et
svin eller en tåbe.”
”Se dér,” sagde jeg til min kone og pegede
hen over salen.
Fra novellen Inferno.
Ulrikka Strandbygaard
Fru Mors løgnerier
Illustreret børnebog.
125 sider
„... et slaraffenland af
gode historier“
Forbrugermania.dk
Politiken
Bárður Oskarsson
Den flade kanin
Billedbog. 32 sider
Fyens Stiftstidende
„En lille perle.“
Den elektriske kanin
Læs mere om bøgerne på
www.forlagettorgard.dk
Giles Blunt
Stille storm
Krimi. 324 sider
”Gode sager fra
Canada … Blunt
skriver fænomenalt.”
Berlingske
Alex Schulman,
Emma Adbåge
Den store BÆfest
Billedbog. 34 sider
„Adr. Bvadr. Bogen her
er klam.“
Nordjyske Stiftstidende
illugraphique.com