lånerne – kun lidt For Børn - Overgrunden

”Jeg vil prøve at fortælle dig alt, alt hvad der sker
i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle
dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil
fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig.”
Saarikoskis længselsfulde beat
Teksten i Brev til min hustru hiver, piber og trækker
astmatisk dvælende et poetisk slæbende
åndedrag akkompagneret af sin forfatters alkoholiske,
rytmisk tunge skridt gennem Dublins gader.
Midt i skyerne fra røgslørene, de klynkende
anekdoter om det svære indtag af fast føde, gintågerne
og den konstant kørende fisse-pik-ogpatter-fortællerstil
beskriver Saarikoski med stor
elegance sit nostalgiske forhold til den store Ulysses,
byen Dublin og hans kone (nummer fire af
slagsen), som er langt borte hjemme i Finland.
Dette mikser Saarikoski med angsten for at miste
fatningen i en ensom løbende diskussion med sin
pik om dens vilje på godt og ondt:
”Sidste nat drømte jeg om Joyce. Han stod
på en gade og var død. Jeg gik hen til ham og
sagde noget til ham, men han var død og kunne
ikke svare, stirrede kun undskyldende på mig.
Så kom du, jeg greb fat om dig, så vågnede jeg,
jeg havde viklet mine ben omkring tæppet, jeg
forsøgte at glemme den, jeg tænkte på førsokratiske
tænkere, men den blev bare ved at stå
på mig, jeg følte mig stadigvæk søvnig, jeg ville
gerne have sovet videre, men den var ubøjelig.”
Karrusellen
De massive tekstblokke side op og side ned om
tømmermænd og andre af den landflygtiges
genvordigheder bliver mærkeligt nok ikke så
enerverende, som man skulle tro. De tætskrevne
sider bliver mere et lydindtryk, der, som en karrusel,
kører rundt om den selvudleverende og
undersøgende unge mand, der langsomt drejer
med rundt i midten af karrusellen i halvt tempo,
mens han forsøger at holde styr på sine lidt
umodne dagbogslignende alkoholiserede betragtninger
af sit eget liv, mens hans betragtninger
om verdens gang registreres som en del af
karrusellens menageri. Der, hvor verden rundt
om Saarikoski snævres ind på grund af den alkoholtyngede
synsvinkel, åbnes for nye betragtninger
af allerede gennemgåede problematikker.
Filologen
Som uddannet klassisk filolog oversatte Saarikoski
både Homers Odysseus og James Joyces
Ulysses til finsk. På sine udflugter rundt i Dublin
i Brev til min hustru fremstiller han sig selv som
en kuet mand i sammenligning med forbilledet
Joyce. Men Saarikoskis projekt er ikke blot at
vise den klassiske litteratur og Joyces storhed.
Det er i lige så høj grad et samlingsprojekt, hvor
han længes efter en form for klarsyn i sit liv:
”Men jeg er ikke her for at lede efter Joyce, for
at gå i Joyces fodspor må man vist sige, jeg leder
efter vejens begyndelse, flodens udspring for at
følge den ud til havet. Så jeg kunne blive vidtskuende
og medgørlig. Jeg tror aldrig, jeg har
følt mig så ensom som nu, i dag er det skærtorsdag,
i morgen er det langfredag, alle steder holder
lukket, hvor skal jeg gå hen? Hvis bare du
var her, så kunne jeg mase hovedet ind mellem
dine bryster, aftenerne er helt umulige. Hvorfor
rejste jeg herover? Fordi jeg var nødt til det.”
Bohèmens opgør
Saarikoski, der levede fra 1937 til 1983, havde
på dette tidspunkt i 1968 allerede opnået et
velkendt og berygtet ry som en lyriker og forfatter,
der ville gøre op med sin samtids modernistiske
tendenser indenfor litteraturens
verden. Den bohèmelignende stil, hvor verdensmanden
er sig selv nærmest, mens sammenligningerne
mellem skidt og kanel trækkes
på kryds og tværs i én lang associationsrække
af håbefuldhed, forarmelse, forargelse, nostalgi
og sorg:
”En drukmås kan klare sig igennem livet
med lige så gode papirer som en hvilken som
helst kartoffelspiser, hvis bare man har penge
nok: Cæsar, Luther, Churchill, Goethe, en hel
kavalkade af genier, alkoholikere alle sammen.
At kneppe og drikke spiritus betragtes i Finland
som laster, de udgør de nedarvede værdier,
som det er klogest at tie stille om, medmindre
man er ude efter en blodtud. Finlands
ungdom må ikke fordærves, bliver der sagt,
men sagen er snarere den, at det slet ikke kan
lade sig gøre, det er en ungdom, der slet ikke
kan fordærves, om så Guds søn kom med for
at hjælpe til.”
15