Billeder af Julia-mængder

10
indtaste, det blir' man idiot af! - og dine ellipser er ikke den rigtige form". "Jamen
så ændrer vi dem, det er jo det du skulle undersøge". "Ja, så der kan blive
endnu flere parametre! Du ka' tro nej! Det her er ikke noget jeg står model
til! Jeg er kunstner! Det er farver der er mit fag, ikke tal!" "Javel, men er der
slet ikke noget der virker? - du sagde at man bare skal lægge ellipsen i overensstemmelse
med farvelæren - komplementærfarver overfor hinanden". "Jo,
der er lidt der er til at holde ud at se på - og det er uendelig langt fra dit... dit
kitsch".
Matematikeren bad om at få nogle af de tålelige billeder tilsendt, måske de
kunne give ham en idé. Han sagde selvfølgelig ikke hvad han tænkte, nemlig
at kunstnerens farvekunnen højst gælder hans egne billeder, og at kunstnere
i det hele taget er på skideren når de kommer lidt udenfor deres daglige rutine.
Og han undlod at sige, at hvis alt virkelig skal være så mikroskopisk nøjagtigt,
hvordan kan kunstneren så tillade, at farverne i de billeder han viser
på sin hjemmeside afviger ganske pænt fra originalernes. Denne tanke gav
matematikeren en lys idé: der er altid et eller andet galt med de billeder man
får frem på skærmen, de må efterbehandles, men de muligheder man har
med de almindelige billedbehandlingsprogrammer er for begrænsede, fordi
de ikke må forudsætte mere matematik end det der skal til for at kunne trække
i et håndtag. Men man kan sikkert opnå underværker, hvis man anvender
farvetransformationer som forudsætter en lille bitte smule tænkning i geometri
og tal.
Matematikeren gættede at det ville være nok med en lineær afbildning. Han
lavede et sådant program og prøvede det på kunstnerens billeder, såvel fraktalerne
som fotografierne af hans værker, og han var forbløffet over programmets
muligheder (det kan hentes på denne adresse: www.juliasets.dk/
Billedbehandling). Han bad kunstneren om at antyde hvilke forandringer i
fraktalerne der skulle foretages, og efter nogle billeder frem og tilbage, erklærede
kunstneren at "kunst og matematik strider imod hinanden", og da matematikeren
jo havde erkendt det samme og da han nu endegyldigt havde fået
bevis for at i hvert fald kunstnere og matematikere strider imod hinanden,
opdagede ingen af dem at de var blevet skånet for et dilemma: at skulle sætte
to signaturer på et og samme skaberværk.