Billeder af Julia-mængder

2
almen dannelse, så vil enhver indse og (inderst inde) godkende den højere
orden som menneskene og deres skaberværker har deres plads i. Og de vil
erkende, at det spektakulære altid er blændværk som kun berører følelserne
et øjeblik, idet det herefter kun vil vække latteren – enten fordi det er latterligt
eller fordi man ikke mere fatter at det kunne frembringe det postyr det gjorde.
Og tilsvarende, at det ægte stemmer os til alvor fordi det udfordrer og
stiller krav til os, og fordi det, da vores indsats altid vil være mangelfuld, har
en tendens til at undfly os, idet det så at sige søger ned imod det dyb hvorfra
det er hentet. Opretholder man disse erkendelser, vil kulturen støt og roligt
gå frem, fordi hoben vil have den portion dårlige samvittighed som den behøver
og geniet vil have den stiltiende anerkendelse som han behøver. Således
tænkte matematikeren (dengang).
Kunstneren, hvis billeder var ligeså abstrakte som matematikerens teorier,
havde ikke dennes stabile indkomst og tro på at kulturens dybere lovmæssigheder
er ligeså smukke som matematikkens, men hans forestilling om udviklingen
var ikke mindre absurd: "Nu er mennesket endelig, igennem en lang
lang udvikling, nået frem til den erkendelse, at den ædleste og sandeste
kunst er den hvori formerne og farverne og ordene og tonerne er gjort fri af
krav om at skulle efterligne og tjene interesser, og så vender virkeligheden
Gud hjælpe mig tilbage - og nu med fornyet styrke. For disse fraktaler må
kaldes afbildninger af noget virkeligt, og de mennesker som laver dem har en
tænkemåde som vinder mere og mere udbredelse og som man er afmægtig
overfor. Denne Mandelbrot-mængde er bare begyndelsen, deres formler har
ingen grænser, og billederne vil blive mere og mere barokke. Og det er noget
folk kan forstå og vil elske, de vil bruge timer på at gå på opdagelse i dem og
matematikerne vil tjene millioner".
Disse to venner - matematikeren og kunstneren - som nu er noget oppe i årene,
havde i sin tid mødt hinanden i Paris hvor de begge studerede. Matematikeren
har lige siden omtalt dette ophold som spild af skatteydernes penge og
distraherende for ham selv. Kunstneren er ikke ligeså uafhængig af menneskenes
vurderinger og materialernes egenskaber som matematikeren, og han
har lært at mestre disse så godt at han kan nyde deres genstridighed, men
han erkender at man, når man er ude i verden, må mobilisere ekstra selvtugt
hvis det ikke skal udarte til turisme. Og de deler den opfattelse at det netop
er den vej udviklingen er gået: engang var en højere uddannelse en rejse som
krævede møjsommelig forberedelse og hvor man sneglede sig frem, idag –
således forekommer det dem - er videnstilegnelse en sight-seeing hvor blikket
farter hid og did og på kryds og tværs af alle grænser. "Det er ubegribeligt at
en så løsagtig form for kunnen kan afstedkomme så megen iver og målrettet-