mit speciale - Olga Witte

undet af og respekterer (Warren 1993: 11-13), pers. kommentar Koplin 03.10.05). Af denne årsag
viser det meget klart et ideal, men der var også praktisk realitet i idealet.
På Bali foregår mange aktiviteter i en slags klub, saka 15 , og de fleste, hvis ikke alle
gambelangrupper (saka gong), er organiseret sådan. Saka betyder én enhed, og lighed råder i saka
(se bl.a. Bakan 1999: 9-10; Geertz og Geertz 1975: 30, 165; Keeler 1975: 120; Tenzer 2000: 77), og
ifølge Warren er ”seka principles of corporate unity and legal equality” (Warren 1993: 88, min
kursivering). Løn og bøder er ens, bestemmelser opnås ved enighed, og både ansvar, forpligtelser
osv. er ligeligt fordelt (Geertz og Geertz 1975: 30; Keeler 1975: 120; Sanger 1985: 47; Warren
1993: 3-35,13-14, 75-76). Ifølge Geertz og Geertz (1975: 30) er lederen kun leder af navn og uden
medfølgende autoritet. Flere af mine informanter sagde at der endda ikke var en leder af navn,
omend andre forhold talte for at der i hvert tilfælde i nogle gambelangrupper var lederskab af både
navn og gavn (3.2.1.).
Mine informanter omtalte grupperne som saka enten altid eller noget af tiden, og overvægten af de
ovenfor beskrevne forhold gjorde sig gældende enten som ideal og/eller praksis i de fleste af de
grupper jeg fulgte. Klian gong fra Saka Gong Kebalian var ikke autoritær; selv sagde han at han var
lavest i hierarkiet i gruppen, og jeg observerede flere gange at han måtte have hjælp til at skaffe ro
på møderne. Medlemmerne tog i fællesskab de fleste beslutninger på møder; om de kunne og ville
spille det ene eller det andet sted, hvilken farve tøj de skulle have på osv., og alle havde principielt
set samme status. Der var dog undtagelser: f.eks. fortalte overhovedet for banjaren, Pak Kedus, mig
at han havde bestemt farverne til det nye sæt tøj, og jeg skulle spørge klian gong om jeg måtte være
med til at spille i gruppen.
Jeg spillede, som nævnt, med to forskellige typer grupper: banjar (lokalområdets grupper med
primært religiøse forpligtelser) og sanggar (kommercielle grupper). I sanggar ejede en enkelt
person instrumenterne, f.eks. Pak Mangku fra Tambak Sari, mens der i banjar var fælles ejerskab. I
Kebalian havde banjaren i fællesskab arbejdet på at bygge et hotel for at spare penge sammen til at
købe instrumenterne, og alle i banjaren, både musikere og andre, ejede på lige fod instrumenterne.
Tri Pusaka Saktis medlemmers løn var ulige fordelt (4.2.1.), men i den anden sanggar jeg fulgte,
Tambak Sari, fik alle i modsætning hertil samme løn uafhængigt af musikalsk og organisatorisk
15 Saka kan også staves seka, sekeha, sakaa og sakaha.
44