Polarfronten 2001

Der er stadig mangler i den faglige og politiske forståelse i Dan-
mark for den oprindelige, grønlandske befolknings rettigheder.
Da FN i 1970’erne begyndte at undersøge
indfødte folks situation og rettigheder,
mente Danmark ikke at have sådanne befolkninger
i riget. I dag har regeringen
sammen med Grønlands hjemmestyre
udnævnt indfødte spørgsmål til at være
en af hjørnepillerne i Danmarks menneskerettighedspolitik,
og man bidrager
gerne til billedet af Danmark som foregangsland
på området. I den samme periode
har der været en voksende, men
ujævn indsigt i, at den grønlandske befolkning
også som oprindeligt folk har
rettigheder i og til eget land, og at de systematiske,
grønlandske brugsmåder og
sædvaner er kilde til retlige normer. Først
med Østre Landsrets dom den 20. august
1999 i Thule-sagen kom der imidlertid et
autoritativt udtryk for, at disse normer
ikke blot var moralsk begrundet, men et
udslag af konkrete interesser, der nød
retssystemets beskyttelse.
I december 2000 offentliggjorde jeg to
artikler, som bidrog til at belyse den ufuldstændige
viden og forståelse af dette
omslag. Den første artikel ‘Thules forsvundne
erstatningssag’ i Ugeskrift for
Retsvæsen, d. 9/12-2000, dokumenterede
behandlingen af Thule Fangerråds erstatningskrav
fra 1959-60, som havde
været antaget forsvundet siden 1981.
Sagsakten blev imidlertid fundet på sin
systematiske plads d. 23/6-2000, og en
undersøgelse sandsynliggør, at materialet
ikke alene er blevet tilbageholdt for
forskningen, men også unddraget regeringens
undersøgelsesudvalg i sagen og -
trods opfordring - heller ikke blev fremlagt
for Østre Landsret. Det er videre indikeret,
at sagsakten blev opdelt d. 1/12-
1987, mens undersøgelsesudvalget eftersøgte
den, og at dele af materialet blev
overført til en parallelakt, som fortsat
tilbageholdes. Efter dette kan Thulesagen
ikke blot forklares med storpolitiske forhold
under den kolde krig. Tilbageholdelsen
af ikke-klassificeret materiale er
fortsat i nutiden - også efter nybruddet i
menneskerettighedspolitikken.
Den anden artikel ‘Raketterne i Thule
og det danske forskningsetablissement’ i
Økonomi og Politik, nr. 4, 2000, beskriver
et amerikansk forskningsprojekt, som
fire måneder efter B-52-maskinens styrt
med atomvåben ved Thule fik afslag fra
den danske regering, selvom der også
var danske forskningsinteresser i projektet.
Der var stærke protester i forskningsmiljøet,
hvor en af interessenterne beskrev
skaden for Danmarks internationale
anseelse som særlig alvorlig på baggrund
af motiveringen: et forbud mod
ophold af en meget begrænset kreds af
nordgrønlandske fangere i et bestemt
havområde, eventuelt mod kompensation.
Den pågældende rejser unægtelig
spørgsmålet om fremmede interesser og
anlæg på urbefolkningens territorium og
om sådanne indgrebs tilladelighed. Artiklen
rejser derfor også forskningspolitiske
spørgsmål om den manglende balancering
af Thules og den grønlandske befolknings
forskningsmæssige interesser
og en historisk underprioritering af en
grønlandsk rettighedsforskning. Der vises
til, at Danmark er menneskeretligt
forpligtet til at sikre en ligeværdig repræsentation
i retsforskningen mellem den
danske og den grønlandske befolkning,
men at grundlovens ekspropriationsbeskyttelse
i § 73 - trods en instruks fra
folketinget i 1977 - ikke var gennemført
i Grønland ved indgreb i kollektive jagtog
fangstrettigheder. Det uløste spørgsmål
er, hvordan der kan gennemføres
indgreb på territoriet i Grønland, og
hvilken retsbeskyttelse de oprindelige
besiddere nyder. I artiklen vises også til
generelle kriterier i den forskningspolitiske
debat om kvalitet og samfundsrelevans
i forskningen og til den tidligere
forskningsminister Jan Trøjborgs kommentar
i Polarfronten 2/98 om at sikre
koordination for at undgå, at et forskningsområde
tabes på gulvet.
Kommentar
Thule og sikkerheden for den grønlandske retsorden
Af Jens Brøsted
Jens Brøsted er forskningslektor ved
Institut for Statskundskab, Københavns
Universitet.
Tvivl og retssikkerhedsproblemer opstår
også efter omslaget i den danske opfattelse
af oprindelige rettigheder.
. I en lov fra 1993 ophævedes en fundamental,
grønlandsk retssikkerhedsgaranti
ved blot 2 linjer i et lovforslag
om noget andet - og uden at folketinget
af bemærkningerne til lovforslaget
kunne vide, hvad man ophævede:
garantien for den mellem grønlænderne
lovligt bestående retsorden i § 41 af
den grønlandske styrelseslov fra 1925.
. 1996 ratificerede Danmark ILO’s konvention
169 om oprindelige folk og
stammefolk. Konventionens anvendelse
i Grønland er omtvistet, fordi en
dansk erklæring ved ratifikationen i
realiteten vil lægge ejendomsretten
hos staten, mens konventionen anerkender
den indfødte befolknings ejendomsret
og besiddelse. I den danske
erklæring fordelte man kontrollen
mellem to velbeskrevne enheder, staten
og hjemmestyret, som tildeler ret
til brug den enkelte. I praksis har man
overset grønlænderne, som har besiddet
den traditionelle brug, den enkelte
- evt. i fællesskab - som det menneskeretlige
subjekt over for regeringen.
Viden og indsigt i både grønlandsk og
dansk retskultur er vigtig for retssikkerhed
i Grønland.
15 • Polarfronten 1 / 01