BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

BETÆNKNING 

OM 

REVISION AF ANORDNING 

af 4. april 1919 

OM APOTEKERVARER 

AFGIVET AF DEN AF 

INDENRIGSMINISTERIET DEN 20. NOVEMBER 1952 

NEDSATTE KOMMISSION 

BETÆNKNING NR. 156 

1956

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

3 

INDHOLDSFORTEGNELSE 

Side 

A. Flertallets forslag 5 

I. Indledning 7 

II. Almindelige bemærkninger 10 

Kapitel 1. Historisk oversigt 10 

Kapitel 2. Kommentarer til de i bekendtgørelserne anvendte definitioner 13 

Kapitel 3. Almindelige retningslinier for afgrænsningen af varer, der foreslås 

forbeholdt apotekerne 17 

Kapitel 4. Særlige bestemmelser om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger 

bestemt til teknisk anvendelse 21 

Kapitel 5. Retningslinier for udarbejdelsen af de varelister (I-III), som er 

føjet til udkastet til bekendtgørelse om handel med lægemidler 23 

Kapitel 6. Forslag om nedsættelse af et nævn til at holde varelisterne å jour m. v. 27 

III. Udkast til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler 31 

Bekendtgørelsens tekst 31 

Liste I. A. Fortegnelse over varer (stoffer, halvfabrikata og droger), der i henhold 

til definitionen i apotekerloven af 1954 er klassificeret som 

lægemidler, og som det i ublandet form - såvel i hel som i findelt 

stand - ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere, samt 

eksempler på varer, der ikke er klassificeret som lægemidler, og som 

det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 35 

B. Eksempler på varer (stoffer, halvfabrikata og droger), alle klassificeret 

som lægemidler i henhold til definitionen i apotekerloven, som 

det er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 44 

C. Eksempler på stoffer, for hvilke der gælder særlige bestemmelser... 49 

Liste II. A. Fortegnelse over biologiske produkter — herunder sera, vacciner, 

bakterieprodukter m. v. samt organpræparater og enzymer - der i 

henhold til definitionen i apotekerloven af 1954 er klassificeret som 

lægemidler, og som det ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle 

og udlevere, samt eksempler på varer af lignende oprindelse, der 

ikke er klassificeret som lægemidler, og som det følgelig ikke er 

apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 50 

B. Eksempler på biologiske produkter, alle klassificeret som lægemidler 

i henhold til definitionen i apotekerloven, som det er apotekerne 

forbeholdt at forhandle og udlevere 50 

Liste III. Fortegnelse over brugsfærdige tilberedninger af stoffer, halvfabrikata, 

droger og biologiske produkter, der i henhold til definitionen 

i apotekerloven af 1954 er klassificeret som lægemidler, og som det 

ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere, samt eksempler 

på brugsfærdige tilberedninger, der ikke er klassificeret som læge-

4 

midler, og som det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle 

og udlevere. Endvidere er anført eksempler på brugsfærdige 

tilberedninger, alle klassificeret som lægemidler i henhold til definitionen 

i apotekerloven, som det er apotekerne forbeholdt at forhandle 

og udlevere 51 

IV. Bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler ... 52 

V. Udkast til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger bestemt 

til teknisk anvendelse 64 

VI. Bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige 

tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse 65 

B. Jørgen A. Pedersens særindstilling 67 

C. Flertallets sammenfattende bemærkninger til Jørgen A. Pedersens særindstilling 

75 

D. Bilag 81 

1. Anordning om apotekervarer af 4. april 1929 83 

2. Indstilling ang. forhandling af vitaminpræparater, afgivet den 26. aug. 1953 85 

3. Indenrigs- og boligministeriets bekg. af 22. september 1954 om handel med 

vitaminpræparater 140 

4. a. Kommissionens skrivelse af 5. februar 1955 til Indenrigsministeriet ang. 

salg i den frie handel af kalciumog jernpræparater som kosttilskud 143 

b. Indenrigsministeriets svarskrivelse af 19- oktober 1955 144 

c. Skrivelse til Indenrigsministeriet af 7. maj 1955 fra Indenrigsministeriets 

Ernærings- og Metodikudvalg, Ernæringsudvalget 145 

d. Skrivelse til Indenrigsministeriet af 11. okt. 1955 fra Sundhedsstyrelsen 147 

5. Skrivelse fra kontorchef Fl. Martensen-Larsen til materialist Jørgen A. Pedersen 

ang. spørgsmålet om, hvorvidt § 34, stk. 1, i lov nr. 209 af 11. juni 1954 

om apotekervæsenet giver hjemmel for anvendelsen af det af flertallet foreslåede 

princip for udfærdigelsen af varelister 148 

6. Kommissionens skrivelse af 21. juni 1956 til Sundhedsstyrelsen angående 

henførelse af visse stoffer under giftlovens regler 150

5 

A. 

FLERTALLETS FORSLAG

Den 20. december 1952 nedsatte Indenrigsministeriet 

i medfør af § 19 i lov nr. 107 

af 31. marts 1932 om apotekervæsenet en 

kommission med den opgave at fremkomme 

med en indstilling om en revision og å jour 

føring af den af Ministeriet for Sundhedsvæsen 

under 4. april 1929 udstedte anordning 

om apotekervarer. 

Indenrigsministeriet anmodede professor 

i farmakologi ved Københavns Universitet, 

dr. med. Knud O. Møller om at overtage 

hvervet som kommissionens formand. 

Til medlemmer af kommissionen beskikkede 

ministeriet iøvrigt: 

Apoteker Sv. E. Bjørn, udpeget af Danmarks 

Apotekerforening, 

professor i biokemi ved Københavns Universitet, 

dr. phil. Rich. Ege, 

apoteker S. Aa. Gelting-Hansen, udpeget af 

Danmarks Apotekerforening, 

direktør, cand. pharm. Johs. Hørslev, udpeget 

af Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, 

afdelingsleder i Sundhedsstyrelsen, apoteker 

K. Aa. Kjær, 

kontorchef i Indenrigsministeriet Fl. Martensen-Larsen, 

læge William Ottesen, udpeget af Den almindelige 

danske Lægeforening, 

materialist Jørgen A. Pedersen, udpeget af 

De danske Handelsforeningers Fællesorganisation 

og De samvirkende Købmandsforeninger 

i Danmark, 

fuldmægtig i Handelsministeriet Leif Ravnebjerg, 

udpeget af Handelsministeriet, 

forstander for Den Suhrske Husmoderskole, 

frk. Ella Saaby, udpeget af Statens Husholdningsråd, 

overlæge i Sundhedsstyrelsen, dr. med Erik 

Uhl, 

direktør, cand. pharm. C. G. Wolffbrandt, 

udpeget af Industrirådet. 

7 

I. 

INDLEDNING 

Efter at læge William Ottesen på grund 

af sygdom havde anmodet om at blive fritaget 

for hvervet som medlem af kommissionen, 

beskikkedes den 11. marts 1953 i 

hans sted læge A. H. Schleisner som repræsentant 

for Den almindelige danske Lægeforening. 

Endvidere beskikkedes den 16. 

marts 1953 forstander for husholdningsseminariet 

»Ankerhus«, Folmer Dam, som 

repræsentant for Statens Husholdningsråd i 

stedet for forstander, frk. Ella Saaby. 

Til sekretærer for kommissionen beskikkedes 

apoteksvisitator Svend-Aage Junager 

og sekretær i Indenrigsministeriet M. Weincke. 

Ved skrivelse af 24. januar 1953 anmodede 

Indenrigsministeriet af hensyn til ønsket 

om en snarlig afgørelse af spørgsmålet om 

den fremtidige handel med vitaminpræ parater 

kommissionen om efter omstændighederne 

snarest belejligt at fremkomme med indstilling 

om, i hvilket omfang det bør være 

apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 

vitaminpræparater, samt om, hvilke 

forholdsregler der bør træffes for at sikre 

den fornødne kontrol med fremstilling, salg 

og udlevering af de vitaminpræparater, som 

ikke måtte blive anset for apotekerne forbeholdte 

varer. 

Som følge af ministeriets anmodning optog 

kommissionen forlods spørgsmålet om 

forhandling af vitaminpræparater, kontrol 

med disse m. v. til behandling, og de nævnte 

spørgsmål drøftedes herefter på 10 plenarmøder 

og et betydeligt antal underudvalgsmøder. 

De synspunkter, som i kommissionen blev 

gjort gældende vedrørende de i ministeriets 

skrivelse rejste problemer, var imidlertid så 

indbyrdes afvigende, at kommissionen den 

26. august 1953 måtte fremsende: 

En flertalsindstilling, der var tiltrådt af 

Bjørn, Gelting-Hansen, Hørslev, Kjær, Mar-

tensen-Larsen, Møller, Schleisner og Uhl, og 

i tilslutning hertil en særudtalelse, afgivet af 

Hørslev, 

en mindretalsindstilling, afgivet af Dam, 

Ege og Pedersen, og i tilslutning hertil en 

særudtalelse, afgivet af Pedersen, 

en mindretalsindstilling, afgivet af Ravnebjerg, 

samt 

en mindretalsindstilling, afgivet af Wolffbrandt. 

Efter afgivelsen af disse indstillinger om 

handel med vitaminpræparater - optrykt som 

bilag 2 til nærværende betænkning s. 85 - 

indstillede kommissionen midlertidigt sit 

arbejde, idet den ikke anså det for formålstjenligt 

at begynde selve arbejdet med revision 

af vareanordningen og gennemgang af 

de øvrige varegrupper, før spørgsmålet om 

handel med vitaminpræparater var afklaret. 

Den 11. juni 1954 blev den nye apotekerlov 

stad]æstet, og efter udsendelsen af Indenrigsministeriets 

bekendtgørelse af 22. 

september 1954 om handel med vitaminpræparater 

(bilag 3, s. 140) genoptog kommissionen 

sit arbejde den 3. november 1954. 

Professor Rich. Ege havde dog forinden 

anmodet om at blive fritaget for sit arbejde 

i kommissionen, da han anså sin opgave for 

afsluttet ved afgivelsen af indstillingen angående 

vitaminpræparater. Samtidig fratrådte 

sekretær Weincke som sekretær for 

kommissionen, da han var blevet udstationeret 

som fuldmægtig ved Hjørring amt, og 

afløstes af fuldmægtig i Indenrigsministeriet 

J. Garde. 

Kommissionen har herefter afholdt yderligere 

32 plenarmøder, ligesom der er afholdt 

et betydeligt antal møder i et arbejdsudvalg 

bestående af 

Møller (formand), Bjørn, Hørslev, Pedersen 

og Wolffbrandt. 

Foruden spørgsmålet om revision og å 

jour føring af anordningen af 4. april 1929 

om apotekervarer har kommissionen drøftet, 

om der i konsekvens af bekendtgørelsen af 

22. september 1954 om handel med vitaminpræparater 

var grund til i et nærmere angivet 

omfang at tillade visse brugsfærdige 

tilberedninger med et af Indenrigsministeriet 

8 

fastsat indhold af kalciumog jernsalte solgt 

i den fri detailhandel, fordi sådanne tilberedninger 

ikke alene er lægemidler, men også 

kan anvendes som kosttilskud. Kommissionen 

anmodede i den som bilag 4a aftrykte 

skrivelse af 5. februar 1955 Indenrigsministeriet 

om at indhente en udtalelse fra Indenrigsministeriets 

Ernæringsudvalg om, 

hvorvidt Ernæringsudvalget mente - efter 

gennemførelse af bestemmelserne om tilsætning 

af kalcium og jern til hvedemel - det 

også var ønskeligt, at sådanne tilberedninger 

tillades solgt i den fri detailhandel som kosttilskud. 

Indenrigsministeriet sendte d. 28. 

oktober 1955 kommissionen Ernæringsudvalgets 

svarskrivelse af 7. maj 1955 og 

en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen af 11. oktober 

1955 (aftrykt som bilag 4 b, 4 c og 

4d). Da Ernæringsudvalget og Sundhedsstyrelsen 

ikke mente, at kalciumog jernsalte 

burde kunne falholdes som kosttilskudspræparater, 

har det nedenfor nævnte 

flertal ikke villet stille forslag om ændring 

i de gældende bestemmelser, efter hvilke sådanne 

tilberedninger er apotekerne forbeholdt. 

Kommissionen har endvidere overvejet 

spørgsmålet om forhandling af kemiske 

svangerskabsforebyggende (spermatozodræbende) 

midler. 

De gældende regler om forhandling af 

svangerskabsforebyggende midler findes i 

straffelovens § 235, stk. 2, jfr. lov nr. 162 af 

18. maj 1937, hvorefter genstande og stoffer, 

der er tjenlige til at forebygge svangerskab, 

kun må forhandles, såfremt de er godkendt 

af justitsministeren efter forhandling 

med Sundhedsstyrelsen. Efter samme bestemmelse 

må disse genstande og stoffer kun 

forhandles fra apoteker eller fra udsalgssteder, 

der er godkendt af embedslægen efter 

forhandling med politiet. Reglerne om godkendelse 

af sådanne genstande og stoffer og 

om godkendelse af udsalgssteder indeholdes 

i bekendtgørelse nr. 263 af 8. september 

1937 som ændret ved bekendtgørelse nr. 

370 af 31. august 1948, jfr. bekendtgørelse 

nr. 174 af 11. april 1940 angående tillæg 

til bekendtgørelse af 8. september 1937. Ef-

ter disse bekendtgørelser er alene kondomer 

og gummipessarer samt den i bekendtgørelsen 

af 11. april 1940 omhandlede creme til 

moderbeskyttere anerkendt til forhandling 

fra godkendte udsalgssteder, medens andre 

til svangerskabsforebyggelse tjenlige midler 

kun må sælges fra apotek efter lægerekvisition. 

Det nedenfor nævnte flertal mener, at de 

kemiske svangerskabsforebyggende (spermatozodræbende) 

midler uanset, at de ikke omfattes 

af apotekerlovens definition af lægemidler, 

fuldt ud bør være underkastet regler 

svarende til de for lægemidler gældende. 

Når flertallet til trods for denne principielle 

opfattelse ikke fremsætter noget forslag om, 

hvilke regler der efter flertallets mening bør 

gælde for handlen med sådanne svangerskabsforebyggende 

midler, skyldes det alene, 

at spørgsmålet om handel med svangerskabsforebyggende 

midler har været behandlet i 

den af Justitsministeriet nedsatte svangerskabskommission 

og i øjeblikket er genstand 

for forhandling mellem Justitsministeriet og 

Sundhedsstyrelsen, jfr. det af justitsministeren 

i folketinget 1954-55 fremsatte forslag 

til lov om foranstaltninger i anledning af 

svangerskab m. v., der i uændret form er 

genfremsat i Folketinget i oktober 1955. 

Et flertal i kommissionen - bestående af 

samtlige medlemmer med undtagelse af Jørgen 

A. Pedersen - er fraset forslaget, kap. 6, 

enedes om at afgive nedenstående betænkning 

med tilhørende udkast til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler og til 

bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige 

tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse 

til afløsning af den kgl. anordning 

af 4. april 1929 om apotekervarer. Overalt, 

hvor der i betænkningen er anvendt betegnelsen 

»flertallet«, betyder dette således det 

ovennævnte flertal, medens »mindretallet« 

København, den 21. juni 1956. 

Sv. E. Bjørn. 

Folmer Dam. 

S. Aa. Gelting-Hansen. 

Johs. Hørslev. 

9 

K. Aa. Kjær. 

Fl. Martensen-Larsen. 

Knud O. Møller. 

formand 

Leif Ravnebjerg. 

overalt betyder Jørgen A. Pedersen. Vedrørende 

kap. 6, Forslag om nedsættelse af et 

nævn til at holde varelisterne å jour m. v., 

har Hørslev ønsket at afgive en særudtalelse. 

Som det fremgår af udkastet til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler 

bygger dette, således som nærmere motiveret 

i betænkningen (kapitel 5), af tungtvejende 

og efter flertallets opfattelse tvingende 

praktiske årsager på det nye princip, 

at alene de lægemidler, der er opført på 

de til bekendtgørelsen føjede lister, bør kunne 

sælges i detailhandelen også udenfor apotekerne, 

således at forhandlingen af lægemidler, 

som ikke er opført på listerne, foreslås 

forbeholdt apotekerne. 

Såfremt indenrigsministeren i forbindelse 

med ministeren for handel, industri og søfart, 

uanset hvad der er anført i kapitel 5 

sammenholdt med bilag 5, må skønne, at der 

med rette kan rejses tvivl om, hvorvidt apotekerlovens 

§ 34, stk. 1, giver adkomst til at 

udstede bekendtgørelse som af flertallet foreslået, 

må dette, da kommissionens opgave i 

så fald efter flertallets opfattelse ikke kan 

løses, jfr. argumentationen i kapitel 5, henstille, 

at der snarest fremsættes forslag om en 

ændring af apotekerlovens § 34, stk. 1, i 

hvilken forbindelse flertallet skal foreslå 

følgende formulering: 

»Hvor intet andet ved særlig lov er fastsat, 

bestemmes det ved en af indenrigsministeren 

efter forhandling med ministeren for handel, 

industri og søfart udfærdiget bekendtgørelse, 

hvilke lægemidler det ikke skal være apotekerne 

forbeholdt helt eller delvis at udbyde, 

forhandle eller udlevere.« 

Mindretallet ] ør gen A. Ve der s en har ikke 

ønsket at tiltræde flertallets betænkning og 

har ikke fundet at kunne underskrive hosstående 

indledning som en helhed, og henviser 

derfor til sin særindstilling side 66 ff. 

H. Schleisner. 

Erik UM. 

C. G. Wolffbrandt. 

/ Garde. Junager.

Lovgrundlaget for det danske apotekervæsen 

var igennem en meget lang årrække 

forordningen af 4. december 1672 om medicis 

og apotekere; i denne er det fastslået, at 

apotekerne som hovedregel har eneret på at 

forhandle »medikamenter og materialier, 

som egentlig til apoteket henhører«. 

Næringsloven af 1857, som ophævede 

handelslavene og tilstræbte at gennemføre 

almindelig handelsfrihed, indeholdt bestemmelser 

om erhvervelse af borgerskab som 

f. eks. grosserer, købmand, detaillist og materialist. 

I loven bestemtes, at købmænd ej i 

småt kan forhandle de medicinalvarer, der 

ifølge love og anordninger er forbeholdt 

apotekerne, og lignende bestemmelser fandtes 

for detaillisterne, ligesom det bestemtes, 

at borgerskab på at være materialist skal give 

ret til såvel i stort som i småt at falholde 

medicinalvarer i upræpareret tilstand, dog 

således at det ved kgl. anordning kan bestemmes, 

hvilke varer det skal være apotekerne 

forbeholdt at forhandle i visse mindre 

dele. Enhver grosserer kunne sælge enhver 

varesort (således også lægemidler) i kvantiteter 

til salgspris af ikke mindre end 20 rigsdaler. 

Dette er den historiske baggrund for 

reglen i den nugældende vareanordning om, 

at det alene er forbeholdt apotekerne at forhandle 

de på anordningens liste I opførte 

varer i mængder, hvis salgspris ligger under 

100 kr. 

Det blev hurtigt nødvendigt at tage forholdet 

mellem apotekernes og materialisternes 

handelsret op til behandling, og til dette 

formål nedsattes i 1858 en kommission. Her- 

10 

II. 

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER 

Kapitel 1. 

Historisk oversigt. 

efter udstedtes dels en anordning af 12. juli 

1862 angående upræparerede medicinalvarer, 

og dels en bekendtgørelse af samme dato angående 

præparerede medicinalvarer, til hvilke 

var knyttet lister over de apotekerne forbeholdte 

medicinalvarer. Disse bestemmelser - 

den første »vareanordning« - afløstes af 

senere anordninger og bekendtgørelser i 

1871, 1886, 1897, 1905 og 1913. 20-rigsdalergrænsen 

blev i 1886 ændret til en 40kroners 

grænse. 

Apotekerloven af 1913 opretholdt i realiteten 

den gældende retstilstand, og nye bestemmelser 

med hjemmel i § 11 i apotekerloven 

af 1913 fulgte den 1. august 1914. 

I 1924 nedsattes den kommission, der udarbejdede 

den nugældende vareanordning 

(kgl. anordning af 4. april 1929 om apotekervarer 

*). Denne følger i alt væsentligt de 

retningslinier, der lå til grund for de tidligere 

anordninger, og fastslår således \% 1, at 

det skal være apotekerne forbeholdt at forhandle 

hver af de på anordningens liste I 

nævnte medicinalvarer i en mængde, hvis 

salgspris ligger under 100 kr. Der findes 

imidlertid tillige en række almindelige principper 

i anordningens tekst, idet § 2 fastslår, 

at de i § 1 givne regler også gælder for 

alle tilberedninger og opløsninger, der ekspederes 

efter recept, alle tilberedninger og opløsninger, 

der indeholder stoffer, som efter 

§ 1 er forbeholdt apotekerne, lægemidler, 

*) Optrykt som bilag 1 til nærværende betænkning 

(uden de til anordningen knyttede lister I, II 

og III).

hvis sammensætning ikke angives (arkana), 

samt lægemidler, som apotekerne kun må 

udlevere efter recept. Endvidere indeholder 

§ 2 den vigtige regel, at tilberedninger og 

opløsninger, der ikke indeholder stoffer, 

som efter § 1 er forbeholdt apotekerne, dog 

er forbeholdt disse, »hvor det af midlets 

almindelige anvendelse, form eller sammensætning 

eller af etiketteringen eller falholdelsen 

fremgår, at det drejer sig om lægemidler, 

idet der ved lægemidler forstås midler, 

som anvendes til forebyggelse og behandling 

af sygdomme hos mennesker og 

dyr«. § 3 indeholder endelig en række undtagelser 

fra reglerne i § 2 med hensyn til 

kosmetiske præparater, visse forbindsstoffer, 

naturlige og kunstige ikke arsenholdige mineralvande 

og mineralvandssalte m. v., alt 

for så vidt disse ikke indeholder receptpligtige 

varer. 

I 1931 afløstes næringsloven af 1857 af 

en ny næringslov, der ophævede den handelsretlige 

forskel mellem grosserere og detaillister 

(og dermed begreberne »handel i stort 

og småt«). Apotekerloven af 31. marts 1932 

bestemte i § 19, at det, hvor intet andet ved 

særlig lov er fastsat, bestemmes ved en af 

indenrigsministeren udfærdiget anordning, 

hvilke medicinalvarer det skal være apotekerne 

helt eller delvis forbeholdt at forhandle. 

Anordningen udstedes, ligesom efter 

loven af 1913, efter indstilling fra en af indenrigsministeren 

efter forhandling med handelsministeren 

nedsat kommission, men indenrigsministeren 

kan dog for enkelte varers 

vedkommende efter forhandling med handelsministeren 

foretage ændring (ved bekendtgørelse) 

efter indhentet erklæring fra 

Sundhedsstyrelsen eller, for så vidt angår 

veterinærmedicin, fra Det veterinære Sundhedsråd. 

Da hverken næringsloven af 1931 eller 

apotekerloven af 1932 indeholder regler om 

en mængdebegrænsning svarende til den 

gamle næringslovs 40 kroners regel eller til 

bestemmelsen i apotekerloven af 1913, er det 

tvivlsomt, hvorvidt 100 kroners reglen i den 

nugældende vareanordning er ganske lovmedholdelig 

efter apotekerlovene af 1932 og 

11 

1954. Da reglen imidlertid ikke har nogen 

praktisk betydning, idet de forskellige bestemmelser 

om indskrænkning i den frie 

handel ikke gælder, når den pågældende vare 

udleveres til personer eller virksomheder, der 

er berettiget til at forhandle den eller benytte 

den i egen bedrift, foreslas 100 kroners 

reglen ophævet. 

Den nugældende vareanordning har længe 

været forældet, og når den ikke tidligere er 

søgt revideret, skyldes det flere forskellige 

forhold. Under og umiddelbart efter krigen 

var en revision således ikke praktisk gennemførlig 

på grund af de herskende unormale 

handelsforhold, og derefter medførte nedsættelsen 

af apotekerlovskommissionen den 

22. januar 1947 en yderligere udskydelse af 

revisionen. Apotekerlovskommissionen afgav 

betænkning den 1. februar 1952. Når det 

blev anset for naturligt at afvente afslutningen 

af apotekerlovskommissionens arbejde, 

skyldtes det, at der måtte skabes klarhed 

over, hvorvidt det var tanken at hidføre afgørende 

ændringer i apotekervæsenets struktur, 

før man gennemgik hele grænseområdet 

mellem apotekernes og købmændenes handelsområder. 

I apotekerlovskommissionens betænkning 

side 10 findes følgende almindelig holdte bemærkning 

om apotekernes handelsret: 

»Lovgrundlaget for det danske apotekervæsen 

var igennem en meget lang periode 

den gamle forordning af 4. december 1672 

om medicis og apotekere; allerede i denne er 

fastslået det princip, som siden har været 

det bærende på dette område, nemlig at handel 

med lægemidler som hovedregel kun er 

tilladt efter særlig kongelig bevilling, og at 

det er en betingelse for at få en sådan bevilling, 

at visse eksamenskrav er opfyldt.« 

Senere i samme kapitel skriver kommissionen 

- efter at have anført nogle bemærk 

ninger om de væsentligste træk i udviklingen 

indenfor apotekervæsenet siden gennemførelsen 

af apotekerloven af 1932: 

»Kommissionen har iøvrigt ment, at man 

i hovedsagen bør opretholde det hidtidige 

grundlag for det danske apotekervæsen - 

dette begreb taget i videre forstand som

omfattende både selve apotekerne og den 

del af lægemiddelfremstillingen og lægemiddelhandelen, 

som finder sted uden for 

apotekerne.« 

Nærværende kommission er nedsat den 

20. november 1952, altså før den nugældende 

apotekerlovs vedtagelse, på grund af ministeriets 

ønske om en afgørelse af spørgsmålet 

om handelen med vitaminpræparater. 

Ved apotekerlovforslagets 1. behandling i 

Folketinget i februar 1953 viste det sig, at 

dette var enigt med apotekerlovskommissionen 

i dennes udtalelse om, at man i hovedsagen 

burde bibeholde det hidtidige grundlag 

for det danske apotekervæsen, samt at 

debatten om apotekerlovskommissionens lovforslag 

i alt væsentligt ville komme til at 

dreje sig om punkter uden direkte interesse 

for nærværende kommissions arbejde. 

Den nugældende apotekerlov indeholder 

i § 34, stk. 1 og 2 - i overensstemmelse med 

lovforslaget - følgende regler om apotekernes 

og købmændenes handelsret: 

Stk. 1. Hvor intet andet ved særlig 

lov er fastsat, bestemmes det ved en 

af indenrigs- og boligministeren efter 

forhandling med ministeren for handel, 


hvilke lægemidler det skal 

være apotekerne forbeholdt helt eller 

12 

delvis at udbyde, forhandle eller udlevere. 

Stk. 2. De apotekerne forbeholdte 

lægemidler må til videreforhandling 

ikke sælges eller udleveres til personer, 

som ikke er berettiget til at forhandle 

dem. 

Bortset fra de foran nævnte udtalelser er 

spørgsmålet om handelsretten ikke behandlet 

i de almindelige afsnit i apotekerlovskommissionens 

betænkning. I bemærkningerne 

til § 34 er alene anført, at bestemmelserne i 

stk. 1 og 2 svarer til § 19 i apotekerloven af 

1932, dog at den i denne lov indeholdte regel 

om, at anordningen om apotekervarer skal 

udfærdiges efter indstilling af en kommission, 

foreslås afskaffet under hensyn til, at 

denne fremgangsmåde fra et administrativt 

synspunkt må anses for upraktisk. 

I henhold til § 86, stk. 3, i apotekerloven 

af 1954 betragtes de hidtil udfærdigede bestemmelser 

vedrørende apotekervæsenet, indtil 

de ophæves, som udstedt i henhold til den 

nye lov, for så vidt de ikke strider mod lovens 

regler, i hvilket tilfælde de ophæves i det 

deraf følgende omfang. Det følger umiddelbart 

af §86, stk. 3, at det vil være nødvendigt 

at revidere vareanordningen af 1929, idet 

bestemmelserne i § 34 må administreres i 

overensstemmelse med den i apotekerlovens 

§ 1 optagne lægemiddeldefinition, jfr. nærmere 

kapitel 2, side 13-14.

13 

Kapitel 2. 

Kommentarer til de i bekendtgørelserne anvendte definitioner. 

I bekendtgørelser som de foreslåede er 

det nødvendigt at anvende visse almene udtryk 

(lægemidler, kosmetika etc.) for at afgrænse 

visse varegrupper. Efter flertallets 

opfattelse er det af afgørende betydning for 

den praktiske administrering, at de anvendte 

udtryk er defineret så klart og så udtømmende 

som muligt. Man foreslår derfor disse 

definitioner optaget i bekendtgørelserne. Til 

definitionerne skal knyttes følgende kommentarer. 

Til definitionen af lægemidler 

(§ 1 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel 

med lægemidler). 

Som anført side 12 tales i apotekerlovens 

§ 34, stk. 1, om »hvilke lægemidler, 

det skal være apotekerne forbeholdt . . .«. 

Hvad der skal forstås ved ordet »lægemiddel« 

er angivet i apotekerlovens § 1, og 

denne definition er derfor uændret optaget i 

§ 1 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel 

med lægemidler. Nedenfor citeres de 

bemærkninger til definitionen, der er anført 

s. 130 i »Betænkning vedrørende Apotekervæsenet«, 

København 1952. 

»Der har hidtil ikke i lovgivningen 

været optaget nogen definition af lægemiddelbegrebet, 

men man har fundet 

det naturligt, at der udformes en sådan 

definition til klargørelse af de talrige 

steder i loven, hvor ordet »lægemiddel« 

forekommer. Som det vil ses af paragraffens 

stk. 1, er det afgørende for, 

om et stof er et lægemiddel, ikke stoffets 

art eller sammensætning, men stoffets 

almindelige bestemmelse, da talrige 

stoffer anvendes både som læge- 

middel og til teknisk brug; men stoffets 

sammensætning vil naturligvis ofte 

være et indicium for, om det er et lægemiddel. 

Til lægemidler henregnes ikke 

tilskud til menneskers og dyrs normale 

ernæring, for så vidt de ikke tilsigter 

behandling eller forebyggelse af sygdomme 

eller sygdomssymptomer. 

Det kan synes, som om definitionen 

er unødig lang og detailleret. Da det 

imidlertid ikke vil være muligt at give 

en definition, der helt klart og ganske 

entydigt i hvert enkelt tilfælde kan afgøre, 

hvorvidt et givet stof vil være at 

betragte som lægemiddel i lovens forstand 

eller ej, således at myndighederne, 

eventuelt domstolene, i givet tilfælde 

må foretage en fortolkning af 

loven, bør definitionen være så indgående, 

at den giver en fyldig vejledning 

for fortolkningen. 

Da de i stk. 3 nævnte stoffer faktisk 

også tjener til at forebygge sygdom ved 

at forhindre udbredelse af sygdom, men 

grundet på deres almene hygiejniske 

karakter (f. eks. klor i badevand i 

svømmehaller) ikke bør betragtes som 

»lægemidler«, bør det udtrykkeligt 

præciseres, at sådanne stoffer ikke er at 

at betragte som lægemidler. 

Hidtil har afmagringsmidler og midler 

mod kroplus og hovedlus på grundlag 

af gældende anordninger ikke været 

betragtet som lægemidler, men som 

kosmetika, et forhold, der flere gange 

har haft uheldige konsekvenser. Stoffer, 

der anvendes som midler mod fedme, 

er medicinsk set ganske klart lægemidler. 

Lus er snyltere på legemets

overflader og bør sidestilles med de 

mange andre snyltere, der kan angribe 

menneskers og dyrs overflader, og midler 

mod sådanne er og har medicinsk 

set altid været betragtet som lægemidler. 

Afmagringsmidler og midler mod 

lus bør derfor betragtes som lægemidler 

ved lovens praktisering.« 

Af foranstående fremgår, at Apotekerlovskommissionen 

har fastslået, at afmagringsmidler 

og midler mod kroplus og hovedlus 

bør betragtes som lægemidler, et synspunkt 

som nærværende kommission ganske tiltræder. 

Lægemidler er defineret som midler (stoffer, 

droger, biologiske produkter som sera, 

vacciner o. 1. samt præparater af disse af enhver 

art), der er bestemt til at helbrede, lindre, 

behandle eller forebygge sygdomme eller 

sygdomssymptomer. 

I sine bemærkninger til denne definition 

fremhæver apotekerlovskommissionen, at 

ordene »bestemt til« refererer til vedkommende 

stofs almindelige bestemmelse. Flertallet 

ønsker i overensstemmelse hermed at 

anføre, at det må følge af apotekerlovens 

lægemiddeldefinition, at det afgørende for, 

hvorvidt en vare må klassificeres som et lægemiddel, 

ikke er, til hvilket formål en køber 

ønsker at anvende den pågældende vare. En 

sælger kan f. eks. heller ikke unddrage en 

vare fra at blive underkastet de for lægemidler 

gældende regler blot ved at anbefale den 

til andet formål. Som af apotekerlovskommissionen 

anført må »bestemt til« forstås 

således, at det afgørende er varens almindelige 

bestemmelse, d.v.s., hvad varen er bestemt 

til ifølge almindelig opfattelse, håndbøger, 

lærebøger, gammel tradition m. v. Det 

anførte udelukker ikke, at udbydelsesmåden 

kan være indicerende for, hvorvidt en brugsfærdig 

tilberedning er et lægemiddel f. eks. 

hvor det drejer sig om varer på grænseområdet 

mellem lægemidler og kosmetika. 

Endvidere følger det af den anvendte definition, 

at et middel, der vel efter strengere 

medicinske synspunkter næppe er egnet til 

14 

behandling af sygdomme, men dog efter 

gammel tradition anbefales som lægemiddel 

eller anvendes som sådant, falder ind under 

lægemiddelbegrebet og derfor skal opfylde 

de samme krav til renhed, konstant sammensætning 

m. v., som stilles til alle andre lægemidler. 

Var dette ikke tilfældet, kunne i sig 

selv harmløse midler af typen »husråd« blive 

sundhedsfarlige, såfremt de fremstilledes 

med forurenede stoffer og/eller efter uhensigtsmæssige 

metoder. 

Om forholdet til den tidligere anvendte 

sprogbrug på dette område skal flertallet 

anføre: 

Den tidligere regel om de apotekerne forbeholdte 

varer fandtes som anført foran 

side 11 r§ 19, stk. 1, i apotekerloven af 1932, 

hvorefter det ved en af indenrigsministeren 

efter forhandling med handelsministeren udfærdiget 

anordning bestemtes »hvilke medicinalvarer 

det skal være apotekerne helt eller 

delvis forbeholdt at udbyde, forhandle eller 

udlevere« og også § 11 i apotekerloven af 

1913, i henhold til hvilken den gældende 

apotekervareanordning af 1929 er udstedt, 

anvendte ordet »medicinalvarer«. 

I anordningen af 1929 anvendes i § 1 

ligeledes ordet »medicinalvarer« om de stoffer 

m. v., hvis forhandling er forbeholdt 

apotekerne, og som er optaget på anordningens 

liste I, medens ordet »lægemidler« forekommer 

i § 2, jfr. § 2, 3), hvor lægemidler 

er defineret som »midler, som anvendes til 

forebyggelse og behandling af sygdomme 

hos mennesker og dyr«, jfr. anordningens 

liste II, som indeholder eksempler på tilberedninger 

af denne art. 

Begrebet »lægemidler« i apotekerloven af 

1954 afløser således begrebet »medicinalvarer« 

i de tidligere apotekerlove og omfatter 

dels stoffer m. v., der enten som sådanne 

eller i en brugsfærdig tilberedning er bestemt 

til anvendelse som lægemidler, jfr. den 

til anordningen af 1929 hørende liste I, dels 

brugsfærdige tilberedninger, der er bestemt 

til anvendelse som lægemidler, jfr. den til 

anordningen af 1929 hørende liste II.

Kosmetika er efter definitionen brugsfærdige 

tilberedninger, der er bestemt til at 

anvendes som hudplejemidler, hårplejemidler, 

skønhedsmidler m. v. 

Flertallet har overvejet, hvorvidt kosmetika 

bør defineres som brugsfærdige tilberedninger, 

der er egnede til at anvendes som 

hudplejemidler, hårplejemidler m. v., men 

har ikke ment at kunne stille forslag herom 

under hensyn til vanskeligheden ved at afgøre, 

hvorvidt en given tilberedning er egnet 

som kosmetikum eller ej. 

Efter flertallets opfattelse bør det dog ved 

bekendtgørelsernes administrering påses, at 

brugsfærdige tilberedninger af lægemidler 

ikke anses for kosmetika, blot fordi de anbefales 

til kosmetiske formål. 

Flertallet skal vedrørende kosmetikas 

»egnethed« tilføje følgende: Tilberedninger, 

der i og for sig kan udøve den tilstræbte virk- 

15 

Til definitionen af brugsfærdige tilberedning, må dog betegnes som uegnede, såfremt 

ninger 

de ved deres anvendelse frembyder sund- 

{% 3 i udkastet til bekendtgørelse om dehedsmæssig risiko og derved falder ind untailhandel 

med lægemidler og § 1 i udkastet der § 3 i udkastet til bekendtgørelse om de- 

til bekendtgørelse om detailhandel med tailhandel med brugsfærdige tilberedninger 

brugsfærdige tilberedninger bestemt til tek- til teknisk anvendelse. Det kan nævnes, at 

nisk anvendelse). 

visse hårfarvningsmidler, som indeholder 

parafenylendiamin o. 1., er effektive som 

Sådanne brugsfærdige tilberedninger be- 

hårfarvningsmidler, men farlige for sundnævntes 

ofte »farmaceutiske tilberedninger«, 

heden, hvorfor de må betragtes som uegnede 

idet de ved præparaternes fremstilling an- 

som kosmetika. 

vendte metoder oprindeligt var beskrevet 

Efter definitionen vil også præparater til 

i farmakopeer, farmaceutiske håndbøger o. 1. 

indvortes brug kunne betegnes som kosme- 

Da udtrykket »farmaceutiske tilberedninger« 

tika, idet flertallet ikke har ment at burde 

på grund af dets indhold af ordet »farmaceutiske« kan blive opfattet som gældende 

udelukke skønhedsmidler til indvortes brug 

alene for tilberedninger, der anvendes som 

fra kosmetikbegrebet. Det bemærkes herved, 

lægemidler, har man for klarhedens skyld 

at en tilsvarende definition af kosmetika fin- 

benyttet udtrykket »brugsfærdige tilbereddes 

i The Food, Drug and Cosmetic Act i 

ninger«. Et yderligere argument herfor er 

U.S.A. Det må imidlertid erindres, at kos- 

det, at bekendtgørelserne skal benyttes såvel 

metika til indvortes brug kan frembyde 

af apotekerne som af andre handlende. 

sundhedsmæssig risiko, således at de vil blive 

omfattet af § 3, stk. 1 og evt. stk. 2, i ud- 

Til definitionen af kosmetika 

(§ 4 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel 

med lægemidler og § 2 i udkastet til 


tilberedninger bestemt til teknisk 

anvendelse). 

kastet til bekendtgørelse om detailhandel 

med brugsfærdige tilberedninger til teknisk 

anvendelse. Det kan nævnes, at udtræk af 

belladonnadrogen (indeholdende atropin) 

har været anvendt indvortes for at fremkalde 

udvidelse af pupillen og dermed glansfulde 

øjne (»Bella Donna øjne«); et sådant kosmetikum 

må betegnes som farligt. 

Til definitionen af kunstige mineralvande 

m. v. (§ 5 i udkastet til bekendtgørelse om 

detailhandel med lægemidler). 

Definitionen er optaget uændret fra den 

nugældende vareanordnings § 3, stk. 7. 

Til definitionen af næringsstoffer og kosttilskud 

(% 6 og 7 i udkastet til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler). 

Den anførte definition af næringsstoffer 

knytter sig til den i lov om levnedsmidler 

(af 28. april 1950) § 1, stk. 2, anførte definition 

af levnedsmidler: 

»Ved levnedsmidler forstås i denne 

lov enhver spise- og drikkevare, som 

er bestemt til at fortæres af mennesker, 

herunder indbefattet enhver vare, der 

er bestemt til at anvendes i spise- og

drikkevarer, selv om det kun er som 

konserveringsmiddel, farvestof eller 

lignende.« 

Begrebet »levnedsmidler« er således det 

overordnede begreb, der omfatter dels egentlige 

levnedsmidler og næringsstoffer, dels 

andre varer som konserveringsmidler, farvestoffer 

o. 1., der er bestemt til med et mere 

teknisk formål at anvendes i spise- og drikkevarer. 

Endelig omfatter levnedsmiddellovens 

levnedsmiddelbegreb også de lægemidler, 

der indtages gennem munden, jfr. bestemmelsen 

i levnedsmiddellovens § 1, stk. 7, 

hvorefter lægemidler, hvis salg er forbeholdt 

apotekerne, dog kun er omfattet af lovens 

regler i det omfang, hvori indenrigsministeren 

måtte træffe særlig bestemmelse herom. 

Medens der ikke er tvivl om, at kaloriegivende 

næringsstoffer, der indgår som bestanddel 

af levnedsmidler, er frihandelsvarer, 

er dette ikke umiddelbart tilfældet 

med renfremstillede accessoriske næringsstoffer. 

Dette beror på, at disse, hvad enten 

det drejer sig om organiske stoffer som 

f. eks. visse aminosyrer og vitaminer eller 

om uorganiske stoffer, som f. eks. jod, jern 

og kalcium, både anvendes som næringsstoffer 

og som lægemidler. Hvorvidt en given 

brugsfærdig tilberedning af disse stoffer 

herefter også kan betegnes som kosttilskud, 

vil afhænge af, om tilberedningen er egnet 

som tilskud til menneskers kost, når denne 

skønnes utilstrækkelig. I nogle tilfælde er de 

16 

kvanta af stofferne, der indeholdes i kosttilskudspræparater, 

så små, at præparaterne 

har ringe terapeutisk virkning; omvendt vil 

præparater til sygdomsbehandling ofte indeholde 

stofferne i så store kvanta, at de klart 

er uegnede som kosttilskudspræparater. Der 

findes imidlertid en række præparater, der 

er tjenlige både som lægemidler og som 

kosttilskud. 

Definitionen af kosttilskudspræparater er 

alene formuleret med henblik på mennesker, 

fordi man ved kost sædvanligt forstår menneskers 

føde, medens dyrs føde sædvanligvis 

benævnes foder. 

I definitionen af kosttilskudspræparater 

er det i § 7, stk. 2, i udkastet til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler udtrykkeligt 

fremhævet, at brugsfærdige tilberedninger 

ikke bør betegnes som kosttilskud, 

såfremt doserne af accessoriske næringsstoffer 

væsentligt overstiger det daglige behov. 

Det foreslås, at der ved administreringen af 

bekendtgørelsen benyttes den til enhver tid 

gældende tabel over anbefalede daglige tilførsler 

af accessoriske næringsstoffer, som 

Sundhedsstyrelsen måtte autorisere. 

Udtrykket »doserne« i § 7, stk. 2, skal 

forstås som den mængde af de enkelte accessoriske 

næringsstoffer, der findes i een pille, 

tablet, kapsel o. 1. - resp. den mængde af 

stofferne, der findes i den anbefalede daglige 

dosis (dråber, teskefuld o. 1.) af et flydende 

præparat.

17 

Kapitel 3. 

Almindelige retningslinier for afgrænsningen af varer, der foreslås forbeholdt apotekerne. 

Som det fremgår af den historiske indledning 

(kapitel 1), blev det allerede i anordning 

om medicis og apotekere af 1672 fastslået, 

at apotekerne har eneret på at forhandle 

»medikamenter og materialier, som egentlig 

til apoteket henhører«, og alle senere vareanordninger, 

således også den nugældende, 

har videreført dette princip, hvorefter detailhandel 

med lægemidler som hovedregel er 

apotekerne forbeholdt. 

Flertallet er enig om, at det hidtil gældende 

hovedkriterium for falholdelsen bør 

videreføres, og anser det for unødvendigt at 

fremføre argumenter herfor, idet flertallet 

henholder sig til de foran side 11 anførte 

henvisninger til apotekerlovskommissionens 

udtalelser i denne kommissions betænkning 

af 1952. 

Hovedkriteriet kan imidlertid ikke lægges 

til grund for afgørelsen, for så vidt angår de 

stoffer, der både finder anvendelse som 

lægemidler og har teknisk anvendelse; sådanne 

stoffer bør naturligvis være frihandelsvarer 

alene med de begrænsninger, som hensynet 

til folkesundheden kræver. Endvidere 

stiller flertallet ligesom tidligere vareanordningskommissioner 

forslag om, at en række 

brugsfærdige lægemidler ikke bør være apotekerne 

forbeholdt, men undtagelserne fra 

hovedreglen er få og angår fortrinsvis sådanne 

lægemidler, der ikke adskiller sig 

væsentligt fra »husråd«. 

Den gældende vareanordnings bestemmelser 

og kriterier er ikke så klare som ønskeligt. 

Flertallet har søgt at undgå denne ulempe, 

bl. a. ved at opstille udtømmende definitioner 

for kosmetika, kosttilskudspræparater 

m. v. for at gøre det muligt med større sikker- 

hed end tidligere at fastslå, om en given 

vare falder ind under de definerede begreber 

eller ej (jfr. kapitel 2). 

Flertallet mener også, at den foreslåede 

opstilling af de til bekendtgørelsen om detailhandel 

med lægemidler hørende lister vil 

være medvirkende til at formindske antallet 

af tvivlstilfælde betydeligt (jfr. kapitel 5). 

Udover de i forslagets §§ 8, 9, 10, 11, 12 

og 13 anførte almene bestemmelser har flertallet 

lagt nedenstående principper til grund 

for adskillelsen af de apotekerne forbeholdte 

varer og frihandelsvarer: 

1) Lægemidler skal som hovedregel være 

apotekerne forbeholdt. 

2) Brugsfærdige tilberedninger 

af stoffer, herunder doserede tilberedninger, 

der er bestemt til at anvendes 

som lægemidler, skal som hovedregel 

være apotekerne forbeholdt. Hensynet til 

gammel handelspraksis m. v. kan begrunde, 

at sådanne brugsfærdige tilberedninger 

ikke er apotekerne forbeholdt. 

3) Stoffer i ikke brugsfærdig tilberedt 

form, der bade finder anvendelse som 

lægemidler og har teknisk anvendelse, er 

frihandelsvarer med de begrænsninger, 

som hensynet til folkesundheden kræver. 

4) Brugs færdige tilberedninger 

af stoffer, også doserede tilberedninger, 

der ved deres navn, udformning 

og salg klart ikke er bestemt til at anvendes 

som lægemidler (teknisk anvendelse, 

herunder madlavning m. v. og kosmetisk 

anvendelse) er - uanset eventuelt 

indhold af lægemidler - ikke apotekerne 

forbeholdt.

Af foranstående og af forslaget iøvrigt 

fremgår det, at flertallet ved sin afgrænsning 

af de apotekerne forbeholdte varer fra frihandelsvarerne 

har lagt hovedvægten på 

formålet med varernes anvendelse 

og ikke på varernes sammensætning 

og tekniske behandling. 

Det bør tilstræbes, at tilberedninger, der 

finder teknisk anvendelse, gives en sådan 

udformning, mærkning og fremtræden iøvrigt, 

at de så vidt muligt ikke kan forveksles 

med lægemidler, der indeholder de samme 

stoffer. I visse tilfælde bør de udformes således, 

at de end ikke kan anvendes som 

lægemidler. 

I § 8 i forslaget til bekendtgørelse om 

detailhandel med lægemidler har flertallet 

optaget nærmere regler for, hvilke lægemidler 

det herefter skal være forbeholdt apotekerne 

at forhandle, jfr. nærmere kapitel 5 

angående retningslinier for de udarbejdede 

varelister, medens man i § 9 har optaget en 

bestemmelse om næringsdrivende s adgang til 

indførsel af lægemidler og om videresalg af 

lægemidler, idet det skal tilføjes, at man ikke 

har fundet anledning til at foreslå indskrænkninger 

på disse områder, men alene 

har set det som sin opgave at regulere detailhandelen 

med lægemidler. 

I overensstemmelse med de side 17 til 18 

anførte principper foreslår flertallet optaget 

en udtrykkelig bestemmelse i bekendtgørelsen 

om detailhandel med lægemidler (§10) 

gående ud på, at brugsfærdige tilberedninger, 

der ved deres udformning, navn og falholdelse 

er bestemt til teknisk anvendelse, herunder 

madlavning og kosmetisk anvendelse, 

ikke er forbeholdt apotekerne uanset eventuelt 

indhold af lægemidler. Denne bestemmelse 

må iøvrigt ses i sammenhæng med 

forslaget til bekendtgørelse om detailhandel 

med brugsfærdige tilberedninger til teknisk 

anvendelse, jfr. kapitel 4. 

Det følger endelig af forslaget til § 9, jfr. 

§ 10, at reglerne om den tekniske anvendelse 

af gifte, plantebeskyttelsesmidler samt midler 

til skadedyrs bekæmpelse ligger udenfor 

18 

nærværende kommissions område. Udkastet 

til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler 

indeholder således ingen bestemmelser 

om disse forhold, som fortsat alene vil 

være undergivet den særlige lovgivning for 

de pågældende sagområder, jfr. for tiden 

Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 8. december 

1954 indeholdende bl. a. optryk af 

lov om gifte og andre for sundheden farlige 

stoffer, som ændret ved lov nr. 115 af 13. 

april 1954, samt Landbrugsministeriets bekendtgørelse 

af 1. november 1954 om midler 

til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt 

og visse skadedyr (udstedt i medfør af lov 

nr. 113 af 13. april 1954 om tillæg til lov 

nr. 76 af 9. marts 1948 om midler til bekæmpelse 

af plantesygdomme, ukrudt og 

visse skadedyr). Ved udarbejdelsen af varelisterne 

har flertallet imidlertid i nogle tilfælde 

fundet, at visse stoffer, der ikke er 

klassificeret som lægemidler, bør henføres 

under giftlovens regler, ligesom kommissionen 

for visse stoffer, der allerede er omfattet 

af giftloven, men som ikke er klassificeret 

som lægemidler, har ment, at disse ikke 

burde være apotekerne forbeholdt ved udlevering 

til teknisk brug. Kommissionen har 

derfor i den som bilag 6 optagne skrivelse af 

21. juni 1956 indstillet til Sundhedsstyrelsen 

at udvirke, at der foretages visse ændringer 

og tilføjelser i de til giftloven knyttede lister, 

samt at stoffet Meskalin søges underkastet 

de for euforiserende stoffer gældende bestemmelser. 

Angående visse grupper lægemidler ønsker 

flertallet at anføre nogle særlige bemærkninger 

- dels til motivering af den 

særlige regel i § 11 om forhandling af enkelte 

førstehjælpsvarer (A), dels om flertallets 

syn på enkelte andre særlige varegrupper 

(B og C). 

A. I henhold til den gældende anordnings 

§ 4, stk. 1, jfr. bekendtgørelse nr. 344 af 

18. november 1938, kan hoffmannsdråber, 

kamferdråber og jodspiritus, der anvendes i 

de af Fabrikstilsynet, Arbejdernes Samaritter 

Forbund og Dansk Røde Kors autoriserede 

forbindskasser, udleveres af detailhandlere

sammen med forbindskasserne, uanset at de 

nævnte varer er apotekerne forbeholdt, når 

varerne af detailhandleren indkøbes på et 

dansk apotek og udleveres i den forseglede 

pakning, hvori de modtages fra apoteket. I 

henhold til paragraffens 2. stk. kan andre 

egentlige apotekervarer under samme betingelser 

udleveres til brug i forbindskasserne, 

når Sundhedsstyrelsen meddeler tilladelse 

dertil (sådan tilladelse foreligger med hensyn 

til kloraminvaselin, perubalsamvaselin og 

jodpinde), og endvidere kan i henhold til 

§ 4, stk. 3, de nævnte apotekervarer under 

samme betingelser udleveres af detailhandlere 

mod skriftlig rekvisition, i hvilken det 

angives, at de skal benyttes til komplettering 

af sådanne kasser. 

Flertallet har ikke ønsket at tage stilling 

til spørgsmålet om, hvorvidt der bør foreligge 

forskellige former for autoriserede forbindskasser, 

idet dette spørgsmål må være 

kommissionen uvedkommende. Flertallet 

lægger vægt på, at der i den gældende anordnings 

§ 4 hidtil er givet publikum mulighed 

for også hos detailhandlerne at købe enkelte 

førstehjælpsvarer til behandling af friske læsioner 

og akut ildebefindende. Såvel under 

henvisning til denne praksis som under henvisning 

til, at det må anses for rimeligt, at 

publikum i en nødsituation hurtigst muligt 

kan erhverve nogle få førstehjælpsvarer til 

foreløbig, ofte rent midlertidig behandling, 

foreslår flertallet, at der, uanset at de nævnte 

varer er apotekerne forbeholdt, i bekendtgørelsen 

optages en bestemmelse om, at de 

på visse betingelser kan købes i den fri detailhandel. 

Flertallet er endvidere af den opfattelse, 

at den hidtidige bestemmelse om 

skriftlig rekvisition bør ophæves, hvorved 

bemærkes, at der ikke findes formularer til 

den i den nuværende anordning omhandlede 

rekvisition. 

Som konklusion af det anførte har flertallet 

i § 11 i udkastet til bekendtgørelse om 

detailhandel med lægemidler foreslået, at 

hoffmannsdråber, jodspiritus, kamferdråber 

og kloraminvaselin 1 %, uanset bestemmelsen 

i § 8, efter nærmere af Sundhedsstyrelsen 

givne forskrifter kan falholdes af detailhand- 

19 

lere, når de nævnte varer er indkøbt på dansk 

apotek. Flertallet mener, at de nævnte fire 

varer er tilstrækkelige til det foran anførte 

formål. 

Flertallet går ud fra, at Sundhedsstyrelsen 

i de regler, der skal udfærdiges i tilslutning 

til forslaget, både tager stilling til de pakningsstørrelser, 

i hvilke de pågældende varer 

må udleveres, og giver forskrifter for varernes 

etikettering og emballering samt for deres 

opbevaring hos detailhandlerne. Endelig 

ønsker flertallet, selv om spørgsmålet for så 

vidt er kommissionen uvedkommende, at udtale, 

at det efter flertallets opfattelse skønnes 

naturligt, at der træffes en aftale mellem 

Danmarks Apotekerforening og detailhandelens 

organisationer om en rimelig avance for 

detailhandlere ved forhandling af de nævnte 

varer. 

B. Flertallet ønsker endvidere at redegøre 

for de synspunkter, hvorefter afmagringsmidler 

samt midler mod lus og andet utøj er 

placeret på listerne. Som nævnt side 13 i 

kapitel 2 har apotekerlovskommissionen anført, 

at det har medført visse vanskeligheder, 

at afmagringsmidler og midler mod kroplus 

og hovedlus hidtil ikke har været betragtet 

som lægemidler, men som kosmetika, og udtalt, 

at sådanne præparater derfor ved apotekerlovens 

administrering bør betragtes som 

lægemidler. 

Flertallet, som ganske kan tiltræde det af 

apotekerlovskommissionen anførte, går bl. a. 

i konsekvens heraf ind for, at alle afmagringsmidler, 

slankhedsmidler og lignende 

brugsfærdige tilberedninger bestemt til og/ 

eller anbefalet som midler til at nedbringe 

legemsvægten eller til at modvirke en stor 

appetit eller følgerne af en sådan skal klassificeres 

som lægemidler og være apotekerne 

forbeholdte varer. 

Motiveringen herfor er følgende: 

1. En del af disse præparater har en med 

hensyn til formålet så tvivlsom virkning, 

at de må anses for værdiløse, og salget 

af dem vil antagelig i hvert enkelt tilfælde 

kunne forbydes i henhold til apotekerlovens 

§ 3. Når præparaterne er 

apotekerne forbeholdt, vil et forbud

imidlertid være unødvendigt, fordi falholdelse 

i det hele taget - hvad enten 

den finder sted under særnavn eller under 

fællesnavn — umiddelbart vil være 

ulovlig i henhold til apotekerlovens kapitel 

XII. 

2. En anden del af præparaterne indeholder 

sådanne mængder af virksomme stoffer, 

at de af sikkerhedsgrunde kun bør anvendes 

efter lægeordination, hvorfor de 

selvfølgelig bør være underkastet den for 

lægemidler løbende kontrol. 

Flertallet mener derimod, at en række 

koncentrerede næringspræparater som Recoven, 

Idon og lign., som bl. a. anvendes som 

erstatning for proteinstoffer ved diætbehandling, 

ikke kan klassificeres som lægemidler 

og følgelig ikke bør være apotekerne forbeholdt. 

Med hensyn til midler mod lus og andre 

snyltere på menneskers og dyrs overflader 

(utøj) skal bemærkes, at kommissionen har 

gennemgået de almindeligst anvendte af de 

i handelen værende præparater, hvorefter 

flertallet som forbeholdte varer har placeret 

de præparater, som enten hidtil er blevet 

forhandlet som medicinske specialiteter eller 

er optaget i officielle formelsamlinger, uanset 

om præparaterne er receptpligtige eller ej, 

medens andre midler mod lus m. v., der nu 

også, jfr. foran, må klassificeres som lægemidler, 

som hidtil kan forhandles uden for 

apotekerne. Når denne sondring er søgt opretholdt, 

skyldes det bl. a., at en del af de 

præparater, der er omfattet af lovgivningen 

om bekæmpelsesmidler, også vil kunne anvendes 

til det her omhandlede formål og 

iøvrigt kan købes i den fri handel. 

C. Flertallet har endelig fundet det nødvendigt 

at fremsætte sit syn på de brugsfærdige 

lægemidler, det i henhold til forslagets 

liste III vil være tilladt at sælge i den frie 

handel, og som forhandles i en form, der 

svarer til den made, hvorpå medicinske specialiteter 

forhandles, d. v. s. i fremstillerens 

for forbrugeren bestemte pakning under et 

af fremstilleren valgt navn. Det drejer sig 

om varer, som vel i henhold til definitionen 

20 

i apotekerlovens § 1 må klassificeres som 

lægemidler, men som dog er af en sådan karakter, 

at de ikke hører til de grupper af 

lægemidler, som bør forbeholdes apotekerne, 

f. eks. visse halspastiller, sårplastre (hæfteplastre), 

der er præparerede med ikke-receptpligtige 

stoffer, visse blandede mineralsalte, 

kunstige mineralvande m. v. Flertallet mener, 

at den omstændighed, at disse tilberedninger 

falholdes under kunstnavne og i pakninger, 

der er praktiske for forbrugerne, ikke kan 

medføre, at de betragtes som medicinske specialiteter. 

Efter flertallets opfattelse vil det 

ikke være rigtigt at anvende reglerne i apotekerlovens 

kapitel XII på varer, som det 

ikke findes rimeli et i henhold til lovens 34 

at forbeholde apotekerne, uanset at det i 

henhold til apotekerlovens § 70 ikke formelt 

er et led i definitionen af medicinske specialiteter, 

at disse skal være apotekerne forbeholdt. 

Dette ville ellers betyde, at salget 

af varer af de foran angivne arter i henhold 

til apotekerlovens § 83 skal ophøre den 1. januar 

1957, fordi varerne ikke opfylder betingelserne 

for optagelse i specialitetsregistret 

(og - kommissionen bekendt - heller ikke 

har været søgt optaget i dette). En sådan konsekvens 

af apotekerloven ville være uantagelig, 

og reglerne i kapitel XII må derfor opfattes 

som alene tagende sigte på apotekerne 

forbeholdte varer, jfr. reglerne i apotekerloven 

af 1932. Flertallet finder støtte for 

dette standpunkt dels i karakteren af de 

nærmere regler i apotekerlovens ovenanførte 

kapitel, navnlig reglerne for optagelse i registret 

samt kontrolbestemmelserne, og dels 

i den omstændighed, at det allerede i § 5, 

stk. 2, 3) i Indenrigsministeriets bekendtgørelse 

af 22. september 1954 om handel 

med vitaminpræparater er anført, at virksomheder, 

der ønsker at fremstille eller indføre 

vitaminpræparater til salg i den frie 

handel - d. v. s. præparater af den i § 4 

anførte art, hvilke præparater ikke ville 

kunne opnå specialitetsanerkendelse - i sin 

anmeldelse skal anføre det særlige navn, 

hvorunder fremstilleren (importøren) måtte 

ønske at forhandle de anmeldte præparater.

21 

Kapitel 4. 

Særlige bestemmelser om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger 

bestemt til teknisk anvendelse. 

I kapitel 3 har flertallet gjort rede for det 

udarbejdede udkast til bekendtgørelse om 

detailhandel med lægemidler, og som anført 

i udkastets § 10 foreslår flertallet, at det i 

overensstemmelse med de side 17 nævnte 

principper udtrykkeligt bestemmes, at brugsfærdige 

tilberedninger, der ved deres udformning, 

navn og f alholdelse er bestemt til 

teknisk anvendelse, herunder madlavning 

m. v. og kosmetisk anvendelse, ikke er forbeholdt 

apotekerne uanset eventuelt indhold 

af lægemidler. 

En regel ganske svarende til den nævnte 

bestemmelse findes ikke i apotekervareanordningen 

af 1929, som alene i § 3 bestemmer, 

at en række nærmere anførte varearter (kosmetika, 

ligtornemidler, sæber, visse mineralvande 

og mineralvandssalte etc.) ikke er 

forbeholdt apotekerne, medmindre de af 

apotekerne kun må udleveres efter recept. I 

flertallets forslag er de pågældende enkelte 

varer henført til liste III til bekendtgørelsen 

om detailhandel med lægemidler; men flertallet 

har fundet det rimeligt at fastslå i de 

almene bestemmelser, at tilberedninger af 

den i § 10 nævnte art (d. v. s. tilberedninger 

til teknisk anvendelse i videste forstand) ikke 

er apotekerne forbeholdt. Da kosmetika falder 

ind herunder, er denne varegruppe også 

udtrykkeligt nævnt i § 10. Brugsfærdige tilberedninger 

til madlavning og anden husholdningsteknisk 

anvendelse er ligeledes omfattet 

af § 10. Denne varegruppe havde kun 

ringe betydning, da vareanordningen af 1929 

blev udarbejdet, hvilket forklarer, at disse 

varer ikke findes på listen i denne anordnings 

Kriteriet for den nugældende handelsret 

med hensyn til kosmetika og de andre i § 3 

i den gældende anordning anførte varer er, 

om disse indeholder receptpligtige stoffer, i 

hvilket tilfælde de er apotekerne forbeholdt. 

Efter flertallets opfattelse er den gældende 

ordning mindre rationel, da hensigten naturligvis 

ikke har været at give mulighed for 

opretholdelse af et salg på apotekerne af 

kosmetika m. v. med indhold af receptpligtige 

stoffer. Efter flertallets opfattelse bør 

salg af kosmetika m. v. med indhold af receptpligtige 

stoffer enten slet ikke finde 

sted - hvis indholdsstofferne frembyder 

sundhedsmæssig risiko - eller også bør salget 

af sådanne kosmetika m. v. være frit. 

Efter flertallets opfattelse vil det imidlertid 

næppe være korrekt at fastsætte regulerende 

bestemmelser for forhandlingen af 

kosmetika og de øvrige i § 10 i udkastet til 

bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler 

omhandlede brugsfærdige tilberedninger 

med hjemmel i apotekerloven af 

1954, men hjemmelen må søges dels i § 18 

i lov om gifte og andre for sundheden farlige 

stoffer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 369 af 8. 

december 1954, dels i % 13, stk. 2 i lov nr. 

174 af 28. april 1950 om levnedsmidler 

m. m., hvilke bestemmelser har følgende 

ordlyd: 

Giftlovens § 18 er sålydende: 

»Regler om anvendelse af sundhedsfarlige 

farver, klæbemidler eller stoffer 

til henholdsvis teknisk brug, legetøj, 

fyrværkeri, skorensningsmidler, vaskemidler 

samt kosmetiske midler - herunder 

afmagringsmidler - kan fastsættes 

af indenrigs- og boligministeren 

efter forhandling med de interesserede 

erhvervsorganisationer.« 

Levnedsmiddellovens § 13, stk. 2, er sålydende: 

»Indenrigsministeren kan efter forhandling 

med ministeren for handel, 

industri og søfart fastsætte nærmere 

regler til forebyggelse af sundhedsfare 

fra brugs- og forbrugsgenstande.« 

Flertallet anser det for rigtigt, at der udfærdiges 

bestemmelser om de brugsfærdige 

tilberedninger til teknisk anvendelse i henhold 

til disse lovbestemmelser ud fra den 

opfattelse, at kommissionen ikke på rette 

måde vil have opfyldt sin pligt til at revidere

apotekervareanordningen af 1929, medmindre 

der udarbejdes tidssvarende regler til 

afløsning af § 3 i anordningen af 1929. 

Flertallet mener herefter, at der i en særlig 


tilberedninger bestemt til teknisk 

anvendelse m. v. udstedt i henhold til de 

nævnte lovbestemmelser for det første i §§ 

1-2 må optages de samme definitioner af 

brugsfærdige tilberedninger og kosmetika, 

som er foreslået optaget i udkastet til bekendtgørelse 


§§ 3-4, og at der dernæst som § 3, stk. 1, 

bør optages en regel svarende til levnedsmiddellovens 

§ 13, stk. 2, gående ud på, at 

indenrigsministeren efter forhandling med 

handelsministeren til forebyggelse af sundhedsfare 

kan forbyde falholdelse af brugsfærdige 

tilberedninger, der er bestemt til teknisk 

anvendelse, herunder madlavning og 

kosmetisk anvendelse - d. v. s. den samme 

meget vide gruppe brugsfærdige tilberedninninger, 

som er omfattet af den principielle 

udtalelse i § 10 i udkastet til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler. 

En sådan bestemmelse vil imidlertid efter 

flertallets opfattelse ikke være tilstrækkelig 

vejledende for industrien, idet bestemmelsen 

i realiteten alene indeholder en henvisning 

til gældende lovgivning. Det foreslås derfor 

som § 3, stk. 2, at optage en bestemmelse 

om, at falholdelse af brugsfærdige tilberedninger, 

der indeholder receptpligtige stoj jer, 

og som er bestemt til husholdningsteknisk 

brug, til madlavning og til kosmetisk anvendelse, 

samt tilberedninger bestemt til 

indføring i menneskers og dyrs organisme i 

ikke-lægeligt øjemed, kun må finde sted, 

efter at Sundhedsstyrelsens tilladelse er givet 

for hver enkelt tilberedningsform. Midler til 

husholdningsteknisk anvendelse, f. eks. rengøringsmidler, 

vil ofte komme i direkte kontakt 

med f. eks. brugerens hud, hvorfor også 

denne gruppe midler er medtaget. § 3, stk. 1 

og 2 omfatter således alle sådanne brugsfærdige 

tilberedninger, der anvendes til ikkelægelige 

formål, men som let kommer i berøring 

med, respektivt optages i, den menneskelige 

organisme. 

22 

Det foreslåede kriterium, indholdet af 

receptpligtige stoffer, har ganske vist ikke 

umiddelbart relation til, hvorvidt det kan 

tillades, at vedkommende stoffer indgår som 

bestanddele i kosmetika m. v., men valget 

af dette kriterium indebærer dog en række 

betydelige fordele: 

For det første er det af betydning, at indholdet 

af receptpligtige stoffer allerede i den 

gældende anordnings § 3 er anvendt som 

kriterium for, hvorvidt handelen med kosmetika 

og de andre i § 3 nævnte varer har 

været fri eller apotekerne forbeholdt, således 

at industrien allerede fra gammel tid er vant 

til at arbejde med det nævnte kriterium. Hertil 

kommer, at kriteriet er let at arbejde med, 

idet Sundhedsstyrelsens udleveringscirkulærer 

til enhver tid må anses for tilstrækkelig 

vejledende, og endelig er det en kendsgerning, 

at receptpligten i hovedsagen omfatter 

stoffer, som det normalt vil være uden 

enhver interesse for kosmetikindustrien m. v. 

at anvende. I denne forbindelse skal dog bemærkes, 

at visse receptpligtige stoffer traditionelt 

benyttes i visse kosmetika i ganske 

små mængder, såsom kinin og resorcin i hårvande. 

I disse tilfælde bør det efter flertallets 

opfattelse ikke pålægges fabrikanterne 

at søge tilladelse hos Sundhedsstyrelsen til 

fortsat salg af sådanne præparater, idet flertallet 

forudsætter, at Sundhedsstyrelsen samtidig 

med bekendtgørelsens udfærdigelse vil 

give en generel tilladelse til forhandling af 

sådanne varer, ligesom flertallet forudsætter, 

at Sundhedsstyrelsen fremtidig kan give lignende 

generelle tilladelser. 

Flertallets forslag til § 3, stk. 1 og 2 må 

iøvrigt ses i sammenhæng med forslaget om 

oprettelse af et permanent nævn til kontinuerligt 

at føre de til bekendtgørelsen om 

detailhandel med lægemidler knyttede varelister 

å jour og i det hele behandle sager fra 

grænseområdet, hvorfor flertallet foreslår, 

at Sundhedsstyrelsen skal forelægge sager, 

der skal behandles efter reglerne i bekendtgørelsen 

om detailhandel med brugsfærdige 

tilberedninger til teknisk anvendelse, for 

nævnet, jfr. nærmere kapitel 6, side 27 om 

nævnets sammensætning og arbejdsopgaver.

23 

Kapitel 5. 

Retningslinier for udarbejdelsen af de varelister (I—III), som er føjet til udkastet 

til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler. 

Formålet med alle tidligere vareanordninger 

og med det foreliggende forslag til bekendtgørelse 


er, så klart og udtømmende som muligt, 

at opdele det overordentligt store antal 

varer: Stoffer, halvfabrikata, droger og biologiske 

produkter samt brugsfærdige tilberedninger 

af disse i to grupper: De apotekerne 

forbeholdte varer og frihandelsvarerne. 

Det skal her straks fremhæves, at siden 

den nugældende vareanordning af 1929 blev 

udarbejdet, er antallet af de nævnte varer 

forøget overordentligt stærkt. 

En gruppe af varerne anvendes udelukkende 

som lægemidler og er af en sådan 

karakter, at det uden videre er klart, at de 

bør være apotekerne forbeholdt. 

En anden gruppe varer anvendes udelukkende 

til tekniske formål og er af en sådan 

art, at de ikke giver anledning til tvivl om, 

at de rettelig er frihandelsvarer. 

Mellem disse grupper findes imidlertid 

et stort grænseområde, der udgøres af varer, 

hvis klassificering som lægemidler ikke i 

alle tilfælde er lige selvfølgelig. Flertallet 

har anset det for en hovedopgave at finde 

frem til en form for varelister, der giver 

en klarere afgrænsning af varerne i grænseområdet 

end den, de nugældende lister giver. 

Listerne over stoffer, droger m. v. i den 

nugældende vareanordning som i tidligere 

anordninger bygger på det princip, at listerne 

anfører samtlige forbeholdte varer, således at 

alle ikke udtrykkeligt nævnte varer er overladt 

til fri handel. 

Flertallet foreslår, at man forlader det hidtil 

anvendte princip for udarbejdelse af varelisterne 

som ikke længere gennemførligt og 

foreslår i stedet for, at listerne opregner 

samtlige de varer: midler (stoffer, droger og 

biologiske produkter som sera, vacciner 

o. lign. samt præparater af disse af enhver 

art), klassificeret som lægemidler i henhold 

til definitionen i apotekerloven af 1954 § 1, 

stk. 1, som må sælges i den frie detailhandel, 

således at alle ikke udtrykkeligt nævnte varer, 

der må klassificeres som lægemidler i henhold 

til apotekerloven, er apotekerne forbeholdt. 

At en vare af kommissionen er klassificeret 

som lægemiddel betyder, at den 

pågældende vare enten i ublandet tilstand 

eller i brugsfærdig tilberedning falder ind 

under apotekerlovens definition af et lægemiddel. 

Som argumenter for princippet skal flertallet 

fremhæve følgende: 

1) I de sidste 25-35 år er antallet af de 

stoffer, der anvendes, og som er foreslået anvendt, 

som lægemidler, forøget overordentligt 

stærkt; antallet er formentlig mindst 

1 O-doblet. Alene af gruppen sulfonamider 

(»Sulfastofferne«, der anvendes mod infektioner) 

er der fremstillet mindst 3000. Selv 

om kun en mindre del af disse har fået 

praktisk klinisk anvendelse, ville en komplet 

opregning af disse i praksis være ugørlig. 

Den kun godt 10 år gamle gruppe lægemidler: 

antihistaminstoffer rummer mange 

hundrede forskellige stoffer, og det ville i 

praksis være ugørligt at give en blot nogenlunde 

korrekt og komplet fortegnelse over 

de i handelen værende stoffer hørende til 

denne gruppe. 

At anføre disse stoffer i en vareliste blot 

som »Sulfonamider«, »Antihistaminstoffer« 

og andre lignende gruppebetegnelser er ikke 

gennemførligt i praksis, idet disse gruppebetegnelser 

ikke lader sig definere med fornøden 

klarhed. 

At udarbejde varelister efter det hidtil benyttede 

princip ville derfor føre til, at lister-

ne måtte blive overordentlig omfattende 

uden derved at blive tilnærmelsesvis komplette. 

2) Udviklingen indenfor lægemidlerne 

foregår stadigt med stor hast, således at der 

årligt fremkommer talrige nye lægemidler. 

En så vidt mulig komplet fortegnelse over de 

apotekerne forbeholdte lægemidler ville derfor 

være forældet, allerede inden manuskriptet 

til listerne nåede frem til bogtrykkeriet. 

3) Da kommissionen er enig om at foreslå 

videreført det hidtil anvendte princip, 

at lægemidler principielt skal være apotekerne 

forbeholdt, vil antallet af de lægemidler, 

der overlades til den frie handel, blive lille 

sammenlignet med antallet af samtlige lægemidler. 

Med det af flertallet foreslåede princip 

for listernes udarbejdelse vil det herefter 

være fuldt gørligt at opstille komplette lister 

over de lægemidler, der må sælges i frihandel, 

og listerne kan få et langt mere begrænset 

omfang og vil derfor blive meget 

lettere at overse og benytte. 

4) De lægemidler, der foreslås solgt i fri 

handel, henhører for størstedelens vedkommende 

til ældre tiders svagere virkende midler 

og er i en del tilfælde sådanne, som står 

på grænsen mellem lægemidler og ikke-lægemidler 

og ofte karakteriseres som værende 

af typen »husråd«. Indenfor denne gruppe 

af svagere virkende lægemidler er udviklingen 

kun ringe, således at varelister efter det 

her foreslåede princip ikke bliver så hurtigt 

forældede. 

Til det under 2-4) anførte skal bemærkes, 

at det må erkendes, at også udviklingen 

indenfor den almindelige teknik forløber 

hastigt, hvilket kunne tale imod at begrænse 

den frie handel med som lægemidler klassificerede 

stoffer, droger m. v. til de på liste 

I optagne for ikke at lægge handelen med de 

nævnte stoffer m. v. til tekniske formål 

hindringer i vejen. Det må imidlertid erindres, 

at virksomheders køb af de nævnte 

stoffer ikke berøres af de foreslåede regler, 

jfr. § 9, stk. 1 i udkastet til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler, hvorefter 

det er tilladt næringsdrivende at udlevere 

24 

varer klassificeret som lægemidler til personer 

eller virksomheder, der er berettiget til 

at forhandle dem eller benytte dem i egen 

bedrift til ikke-lægeligt formål. Såfremt udviklingen 

medfører, at en vare, der hidtil 

alene har haft anvendelse som lægemiddel, 

tillige får teknisk anvendelse, må det i kapitel 

6 omhandlede nævn foranledige vedkommende 

vare optaget på liste I, hvis reglen i 

§ 9, stk. 1, ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser 

handelens og forbrugernes interesser, og 

hvis der ikke er betænkeligheder ved, at den 

pågældende vare sælges i den fri detailhandel, 

jfr. det side 28 anførte. 

5) De lægemidler, der bør være apotekerne 

forbeholdt, er oftest meget kompliceret 

sammensatte stoffer. Kun for en del af stoffernes 

vedkommende findes der officielle 

nordiske eller internationale korte kunstnavne. 

Et stort antal af stofferne forhandles 

under registrerede varemærker og ofte således, 

at det samme stof forhandles under 

mange forskellige varemærker. Selv med 

adgang til store registerværker, kartoteker 

etc. kan det ofte være meget vanskeligt og 

tage megen tid selv for specielt kyndige at 

blive klar over, hvilket stof et givet registreret 

varemærke betegner. Et stort antal stoffer 

kan kun betegnes på eentydig måde ved anførelse 

af stoffernes kemiske navne, der ofte 

er meget lange, og som kun er forståelige for 

personer med dybtgående indsigt i kemi. I 

denne forbindelse skal bemærkes, at der 

anvendes forskellige kemiske nomenklatursystemer. 

En såvidt mulig komplet fortegnelse med 

entydige navne over apotekerne forbeholdte 

lægemidler ville efter flertallets skøn blive i 

alt væsentligt uforståelig for f. eks. købmændene, 

for de administrerende myndigheder 

og for domsmyndighederne samt vanskeligt 

forståelig også for apotekerne. Et par 

eksempler fra den nugældende vareanordnings 

liste I vil vise, hvor besværlige de kemiske 

navne kan være: 

Cinnamoyldiætylaminopropanolklorhydrat; 

Di-p-anisylmonofenetylguanidinklorhydrat. 

Tiltrods for navnenes længde giver de dog 

ikke en helt eentydig oplysning om, hvilke

stoffer de dækker; endnu længere navne ville 

kræves hertil. 

De lægemidler, der foreslås solgt i frihandel, 

vil i de fleste tilfælde være af enklere 

sammensætning og vil ofte være gammel-kendte 

stoffer med korte navne, der 

er velkendt for købmændene og for forbrugerne. 

Ved at udarbejde listerne efter de 

foreslåede retningslinier opnår man, at de 

foruden at blive relativt korte også bliver letforståelige 

for personer uden speciel kemisk 

viden. 

6) En af de store ulemper ved de gældende 

lister har været, at nye lægemidler, der 

er bragt på markedet siden listernes fremkomst, 

kun har kunnet gøres apotekerne forbeholdte, 

hvis de er blevet belagt med recepttvang. 

I sin betænkning fra 1928 (pag. 4—5) 

har den tidligere vareanordningskommission 

gjort opmærksom herpå og har kun kunnet 

anvise at gøre nye lægemidler receptpligtige. 

Efter flertallets opfattelse er denne udvej 

uhensigtsmæssig, fordi spørgsmålet om, hvorvidt 

et lægemiddel er nyt eller gammelt, 

ingen relation har til, om det bør belægges 

med recepttvang. 

Efter det her foreslåede princip for listernes 

udarbejdelse bliver nye lægemidler automatisk 

apotekerne forbeholdt, indtil Indenrigsministeriet 

ved den foreslåede stadige a 

jour føring af listerne eventuelt måtte bestemme, 

at et nyt lægemiddel gøres til frihandelsvare. 

Sammenfattes det foran anførte, må flertallet 

gå ind for, at det her foreslåede princip 

for listernes udarbejdelse bliver praktiseret, 

som gjort i de til forslaget udarbejdede lister 

I—III. Flertallet er af den opfattelse, at der er 

hjemmel for anvendelsen af det foreslåede 

princip i apotekerlovens § 34, stk. 1, men 

skal iøvrigt angående dette spørgsmål henvise 

til Martensen-Larsens skrivelse til Jørgen 

A. Pedersen af 28. okt. 1955, aftrykt som 

bilag 5, side 148 samt det i indledningen 

side 9 anførte. 

Som allerede nævnt har de fleste vanskeligheder 

ved den nugældende vareanordnings 

administrering været knyttet til varer i 

grænseområdet mellem lægemidler og ikke- 

25 

lægemidler. De nugældende vareanordningslister 

giver ikke nogen fyldig vejledning 

netop vedrørende grænseområdet. 

Når de af flertallet foreslåede lister trods 

det foran anførte er blevet så relativt omfattende, 

beror det ikke i første linie på den 

komplette opregning af de lægemidler, der 

foreslås solgt i frihandel, men det beror på, 

at man også har optaget et stort antal andre 

varer på listerne, således at disse udgør en så 

vidt mulig komplet fortegnelse over hele 

grænseområdet. 

Et af de spørgsmål, der hyppigst har givet 

anledning til fortolkningsvanskeligheder, er, 

hvorvidt en given vare skal klassificeres som 

lægemiddel eller ej. Flertallet har derfor 

ment det af stor praktisk betydning for alle 

parter: Domsmyndigheder, administration, 

købmænd og apotekere, at det i listerne udtrykkeligt 

bliver angivet ved hver enkelt vare, 

hvorvidt den må klassificeres som et lægemiddel 

eller ej. Som grundlag herfor har 

man anvendt den i apotekerloven givne definition 

af lægemidler. 

Flertallet har overvejet, hvorvidt der i 

listerne kun skulle anføres de lægemidler, 

der foreslås som frihandelsvarer, men har 

ment, at det herved ikke ville være muligt 

at give en udtømmende vejledning med hensyn 

til »grænseområdets« administrering. Et 

eksempel skal belyse dette: Havde man kun 

anført ammoniumklorid (der finder anvendelse 

som lægemiddel), ville købmanden 

kunne komme i tvivl om, hvorvidt ammoniumsulfat 

var et lægemiddel, der ikke var 

optaget på listen og derfor var apotekerne 

forbeholdt. Man har derfor på listen optaget 

såvel ammoniumklorid (der finder anvendelse 

som lægemiddel) som ammoniumsulfat 

(der ikke finder anvendelse som lægemiddel). 

I listerne er de varer, der ikke er 

klassificeret som lægemidler, mærket med et 

0 foran navnet. Ved varer, der er mærket 

med +, forstår kommissionen, at den pågældende 

vare enten som sådan eller i en brugsfærdig 

tilberedning finder anvendelse som 

lægemiddel. 

Foruden varer, der er klassificeret som 

lægemidler, men som foreslås solgt i fri han-

del, samt varer, der ikke er klassificeret som 

lægemidler og derfor ikke er apotekerne forbeholdt, 

har man til yderligere klargørelse 

opstiller eksempellister over lægemidler, der 

er apotekerne forbeholdt. Også disse eksempler 

er fortrinsvis hentet fra grænseområdet. 

For de brugsfærdige tilberedninger af stoffer, 

droger m. v. har flertallet lagt ganske 

de samme principper som ovenfor anført 

til grund. 

Den nugældende vareanordnings lister 

vedrørende brugsfærdige tilberedninger af 

lægemidler er udelukkende kortfattede 

eksempellister. Dette er en konsekvens af det 

benyttede princip for listernes udformning, 

idet det i praksis vil være umuligt at give en 

komplet liste over de brugsfærdige lægemidler, 

der er apotekerne forbeholdt. Den 

nugældende vareanordning indskrænker sig 

for de brugsfærdige lægemidler i alt væsentligt 

til at give den tidligere omtalte almene 

bestemmelse i § 2, stk. 3, i nogen grad belyst 

ved de korte eksempellister. Skønt den 

kommission, der udarbejdede vareanordningen 

af 1929, principielt nævnede de forbehold 

te varer, måtte den således for de 

brugsfærdige tilberedningers vedkommende 

opgive dette princip. 

Efter det princip for listernes udarbejdelse, 

som flertallet foreslår, vil det derimod 

være muligt at opstille komplette lister over 

de brugsfærdige lægemidler, der foreslås 

solgt i frihandel, dels ved at anføre navne på 

de enkelte varer, dels ved at anføre visse 

gruppebetegnelser (f. eks. kunstige mineralvande, 

ligtornemidler). 

Også ved de brugsfærdige tilberedninger 

har man gennemført det princip fra grænseområdet 

at anføre dels sådanne tilberedninger, 

der ikke er klassificeret som lægemidler 

(f. eks. fodbadesalte; salolspiritus til mundvand) 

og dels eksempler på brugsfærdige 

lægemidler, der er apotekerne forbeholdt. 

Det står flertallet ganske klart, at det i en 

del tilfælde kan være diskutabelt, hvorvidt 

en eller anden vare vil være at betegne som 

lægemiddel efter apotekerlovens definition. 

Men netop i sådanne tilfælde mener man, at 

26 

det har betydning - bl. a. for i størst mulig 

udstrækning at undgå retssager — at listerne 

indeholder en klar oplysning om, hvorvidt 

de pågældende varer er klassificeret som 

lægemidler eller ej. En del af disse afgørelser: 

lægemiddel eller ikke-lægemiddel må 

nødvendigvis hvile på et skøn; men flertallet 

mener, at der vil komme større ensartethed i 

denne afgrænsning, når den er foretaget af 

de samme personer som led i et samlet arbejde, 

end når den overlades til fremtidige afgørelser 

til forskellige tidspunkter af forskellige 

personer for enkelte varer ad gangen. 

Flertallet erkender, at det for dem, der er 

fortrolig med den nugældende vareanordnings 

lister, kan synes noget ejendommeligt 

i nærværende forslag til lister at finde stoffer 

eller tilberedninger, der ligger ret langt fra, 

hvad der forstås ved lægemidler. Man har 

dog fundet dette nødvendigt for at kunne 

give så omfattende lister som muligt over 

grænseområdet mellem lægemidler og ikkelægemidler. 

Ravnebjerg, der i hovedsagen har kunnet 

tilslutte sig de af flertallet fremsatte forslag, 

ønsker til den foranstående redegørelse at 

knytte følgende bemærkning: 

Jeg ville - ligesom mindretallet - have 

anset det for ønskeligt, om bekendtgørelsen 

om detailhandel med lægemidler kunne udformes 

i overensstemmelse med de hidtil 

gældende regler, således at bekendtgørelsen 

udtrykkeligt angiver, hvilke stoffer m. v. det 

er forbeholdt apotekerne at forhandle. Friheden 

ville derved blive det almindelige princip, 

der gælder, hvor ikke andet af lægelige 

grunde foreskrives. På baggrund af de af 

flertallet påberåbte praktiske hensyn har jeg 

dog ikke ment at burde tage afstand fra flertallets 

forslag. Jeg har herved blandt andet 

lagt vægt på, at det permanente nævn, som 

foreslås nedsat, efter sin sammensætning vil 

have de bedste forudsætninger for til stadighed 

at kunne sikre, at de stoffer m. v., hvis 

forhandling en detail er af betydning for forbrugerne, 

vil være til rådighed i den fri 

detailhandel, i det omfang lægelige hensyn 

ikke med vægt taler herimod.

27 

Kapitel 6. 

Forslag om nedsættelse af et nævn til at holde varelisterne å jour m. v. 

Spørgsmålet om periodevis å jour føring 

af listerne over de apotekerne forbeholdte 

varer har i tiden siden næringsloven af 1857 

været søgt løst på forskellig måde. I anordningen 

af 12. juli 1862 bestemtes således, at 

den vedføjede fortegnelse skulle revideres 

hvert 5. år, og tilsvarende bestemmelser 

fandtes i de i kapitel 1 opregnede talrige 

anordninger fra tiden mellem 1862 og 1913. 

I forslaget til apotekerloven af 1913 blev 

det nævnte tidsrum på 5 år foreslået forlænget 

til 10 år. I selve loven blev dog ikke 

givet nogen frist, men alene optaget en bestemmelse 

om, at Justitsministeriet (under 

hvilket apotekervæsenet sorterede indtil 

1924) efter indstilling af en af dette efter 

forhandling med Ministeriet for Handel, 

Industri og Søfart nedsat kommission bestemmer, 

dels hvad der skal betragtes som 

henholdsvis præparerede og upræparerede 

medicinalvarer, og dels hvilke medicinalvarer, 

såvel præparerede som upræparerede, 

det skal være apotekerne forbeholdt at forhandle 

og udlevere i visse mindre dele. 

Den kommission, som udarbejdede forslag 

til den nugældende vareanordning, beskæftigede 

sig også med spørgsmålet om å 

jour føring af listerne og havde under overvejelse 

at stille forslag om, at Ministeriet for 

Sundhedsvæsen efter forhandling med Handelsministeriet 

skulle nedsætte et lille permanent 

udvalg, der kunne tage stilling til 

nye lægemidler, og i givet fald stille forslag 

om, at de blev forbeholdt apotekerne. 

Kommissionen afstod imidlertid af flere 

grunde fra at stille et sådant forslag. Dels 

var kommissionen i tvivl om, hvorvidt et 

sådant udvalg ville kunne arbejde i tråd med 

de synspunkter, der havde været vejledende 

for kommissionen, og man så i øjnene, at 

fremtidige større og mere alsidige kommissioner 

i for høj grad ville være bundet af et 

sådant udvalgs beslutninger. Endvidere 

mente kommissionen, at udvalget måtte være 

ganske snævert, hvis det skulle kunne handle 

tilstrækkelig hurtigt, men i så fald fandt 

kommissionen det tvivlsomt, om man kunne 

give udvalget den fornødne alsidige sammensætning. 

Endelig fandt kommissionen, 

at det i og for sig lå udenfor dens opgave 

at stille forslag om nedsættelse af et sådant 

udvalg. 

Kommissionen var på den anden side betænkelig 

ved intet at gøre ved de forhold, 

som havde motiveret tanken om nedsættelse 

af det omhandlede permanente udvalg. Man 

foreslog derfor, at det blev fastsat i anordningen, 

at enhver medicinalvare, der kun må 

udleveres mod recept, skal være forbeholdt 

apotekerne, idet kommissionen fandt det 

naturligt at unddrage den frie handel lægemidler 

med sådanne egenskaber, at det må 

anses for påkrævet at påbyde, at de kun må 

udleveres af apotekerne mod recept. 

Også apotekerloven af 1932 indeholdt 

regler om revision af vareanordningslisterne, 

idet loven i § 19 dels gentog reglen om, at 

afgørelsen af, hvilke varer det skal være 

apotekerne forbeholdt at forhandle, træffes 

på grundlag af indstilling fra en kommission 

nedsat af indenrigsministeren efter forhandling 

med handelsministeren, dels indførte 

den nye ordning, at indenrigsministeren for 

enkelte varers vedkommende kunne foretage 

ændring i listerne uden forudgående kommissionsbehandling. 

Loven af 1932 ophævede 

derimod reglen om, at ministeren 

tillige — efter indstilling fra nævnte kom-

mission - kunne træffe afgørelse af, hvad 

der skal betragtes som henholdsvis præparerede 

og upræparerede medicinalvarer. 

Apotekerloven af 1954 fastslår endelig 

blot, at indenrigsministeren efter forhandling 

med handelsministeren bestemmer, 

hvilke lægemidler det skal være apotekerne 

forbeholdt at forhandle, og har således ophævet 

kommissionsbestemmelsen, som apotekerlovskommissionen 

fandt upraktisk. 

Nærværende kommissions flertal er enigt 

om, at det for handelsforholdene hverken vil 

være heldigt eller gavnligt med en for hyppig 

egentlig kommissionsbehandling på dette 

område. Flertallet er på den anden side af 

den opfattelse, at det vil være nødvendigt at 

skabe mulighed for løbende at tilvejebringe 

ændringer i de udfærdigede lister. Motiveringen 

herfor er en noget anden end de 

betragtninger, som lå bag den tidligere vareanordningskommissions 

planer om nedsættelse 

af et permanent udvalg, da nye lægemidler, 

når man går over til at arbejde med 

frihandelslister i stedet for apotekerlister, 

automatisk vil være apotekerne forbeholdt. 

Men den tekniske udvikling foregår i vore 

dage så hastigt, at der sikkert vil være behov 

for jævnligt at foretage ændringer i listerne, 

f. eks. ved at overføre lægemidler, som hidtil 

alene har haft anvendelse som sådanne, til 

frihandelsliste, når udviklingen medfører, 

at vedkommende vare tillige får teknisk anvendelse, 

jfr. kapitel 5. 

Endvidere mener flertallet, at forholdene 

har vist, at der i høj grad er behov for, at 

udviklingen på hele dette område stadig 

følges. 

Flertallet er enigt om, at den mest hensigtsmæssige 

måde, hvorpå administrationen 

vil kunne opnå den fornødne kontakt med 

handelsforholdene på lægemiddelområdet, 

vil være gennem nedsættelse af et permanent 

sagkyndigt nævn med den opgave på basis 

af de i betænkningen og de to bekendtgørelser 

fastlagte grundlæggende principper 

at foretage indstilling igennem Sundhedsstyrelsen 

til Indenrigsministeriet i sager angående 

å jour føring af de til bekendtgørelsen 

om detailhandel med lægemidler føjede 

28 

lister og i andre sager angående handel med 

lægemidler m. v., som følger af de to bekendtgørelser. 

Flertallet er - bortset fra Hørslev - af den 

opfattelse, at nævnet bør bestå af 6 medlemmer, 

som udnævnes af indenrigsministeren. 

Formand og yderligere 1 medlem foreslås 

udnævnt efter indstilling af Sundhedsstyrelsen. 

Flertallet mener, at formanden bør være 

en neutral på lægemiddelområdet særlig sagkyndig, 

og det andet medlem bør være en 

læge repræsenterende de administrative sundhedsmæssige 

synspunkter. De øvrige fire 

medlemmer mener flertallet bør være en apoteker, 

en købmand, en industrirepræsentant 

og en forbrugerrepræsentant, udnævnt efter 

indstilling fra henholdsvis Danmarks Apotekerforening, 

Butikshandelens Fællesråd, Industrirådet 

og Statens Husholdningsråd i 

forbindelse med Danske husmødres Forbrugerråd. 

Som motivering for forslaget om de sidstnævnte 

fire medlemmer skal anføres: 

Det nævnte flertal finder, at såvel apotekerne 

som købmændene og industrien bør 

være repræsenteret i nævnet bl. a. af hensyn 

til de handelsmæssige interesser, der findes 

hos alle 3 parter, ligesom dette flertal er af 

den opfattelse, at nævnet bør tiltrædes af en 

forbrugerrepræsentant, og forudsætter, at 

denne bliver en person med særligt kendskab 

til det husholdningstekniske område. Det 

skyldes ikke mindst det forhold, at å jourføringen 

af listerne berører betydelige praktiske 

og økonomiske forbrugerinteresser samt 

den omstændighed, at nævnet også vil få til 

opgave i visse tilfælde at udtale sig om administrationen 

af bekendtgørelsen om detailhandel 

med brugsfærdige tilberedninger til 

teknisk anvendelse. 

For så vidt et således sammensat nævn 

finder det fornødent, vil det til enhver tid 

kunne indhente bistand dels hos Sundhedsstyrelsen, 

herunder dennes konsulenter (for 

veterinærmedicinens vedkommende hos Det 

veterinære Sundhedsråd), dels hos sagkyndige 

i andre institutioner eller i det private 

erhverv. 

Dels gennem sin formand, dels gennem

sundhedsvæsenets repræsentant bør nævnet 

stedse stå i nøje kontakt med Sundhedsstyrelsen. 

Endvidere foreslås, at der til nævnet 

knyttes såvel en farmaceutisk som en juridisk 

sekretær, ligesom det henstilles, at der 

af Indenrigsministeriet udfærdiges regler for 

nævnets virksomhed. 

Det må være en selvfølge, at formanden, 

det andet efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen 

udnævnte medlem samt forbrugerrepræsentanten 

ikke må være økonomisk interesseret 

i nogen virksomhed, som fremstiller 

eller forhandler lægemidler eller andre 

varer fra de i betænkningen omhandlede 

områder, jfr. Apotekerlovens bestemmelser 

angående medlemmerne af det i lovens §71 

omhandlede specialitetsnævn. 

Den gældende apotekerlov giver ikke 

indenrigsministeren udtrykkelig beføjelse til 

at bestemme, at en vare vil være at betragte 

som et lægemiddel, men loven indeholder 

en meget udtømmende definition for, hvad 

der skal forstås ved lægemidler, således at 

sagkyndige på grundlag af denne definition 

let vil kunne fastslå, hvorvidt en given vare 

falder ind under Apotekerlovens lægemiddelbegreb. 

Det vil herefter være naturligt, at 

nævnet i sine indstillinger udtrykkeligt også 

tager stilling til, hvorvidt vedkommende vare 

skal klassificeres som et lægemiddel. 

Som anført i slutningen af kapitel 4 har 

flertallet bestræbt sig for at udarbejde en så 

komplet fortegnelse som muligt over hele 

grænseområdet mellem lægemidler og ikkelægemidler, 

men det siger sig selv, at det 

ikke har været gennemførligt for flertallet 

at udarbejde en aldeles komplet fortegnelse. 

Det vil derfor efter flertallets opfattelse være 

nævnets opgave på basis af de principper, 

som betænkningen bygger på, at videreføre 

det vigtige arbejde med å jour føringen af 

denne fortegnelse over grænseområdet, dels 

således at nævnet tager stilling til de allerede 

eksisterende varer, som nærværende 

kommission ikke er blevet opmærksom på, 

dels således at nævnet søger at å jour føre 

fortegnelsen ved at udskille varer, der bliver 

obsolete (ude af brug), og indføje nye varer 

fra grænseområdet, der dukker op. 

29 

Et mindretal (Hørslev) ønsker at bemærke 

følgende: 

Det nævn, flertallet foreslår oprettet, vil 

have til opgave at administrere de bestemmelser, 

der vil blive truffet i den anordning 

om apotekervarer, Indenrigsministeriet vil 

udstede, efter at kommissionen har afgivet 

sine indstillinger til ministeriet. 

Flertallets indstilling rummer en å jour 

føring af de for handelen med lægemidler 

gennem sædvaner og retspraksis skabte regler 

og gør det let - gennem en ny regel for 

varelisternes affattelse og ved omfattende 

eksempellister - at administrere en kommende 

vareanordning. 

Lige fra 1672 har falholdelse af lægemidler 

handelsretsligt haft en særstilling; 

staten har siden da kontrolleret deres fremstilling 

og falholdelse. Kontrollen er ikke 

indført og opretholdt for at sikre nogle få 

hundrede apotekere et godt levebrød; den 

tjener til at beskytte borgerne, som ikke er i 

stand til med samme effektivitet at vurdere 

de pågældende lægemidlers værdi som til at 

vurdere værdien af levnedsmidler, klæder, 

boliger etc. 

Der er i kommissionen enighed om, at 

falholdelse af egentlige lægemidler bør være 

forbeholdt apotekerne, og dens indstilling til 

indenrigsministeriet indeholder en så let forståelig 

definition af begrebet »lægemiddel«, 

nemlig apotekerlovens, at nævnets opgave er 

såre let at løse, hvis alene saglige motiver 

anlægges. 

Det ville imidlertid være urealistisk ikke 

at regne med, at økonomiske interesser vil 

komme til at spille en rolle, når nævnet skal 

indstille, om falholdelse af et nyt lægemiddel 

bør være apotekerne forbeholdt, eller om 

dette bør kunne falholdes også i den frie 

detailhandel. Blandt andet derfor har mindretallet 

Hørslev foreslået oprettelse af et tre 

mands nævn bestående af en repræsentant 

for sagkundskaben - en universitetsprofessor 

i farmakologi - og en repræsentant for hver 

af de to detailhandlerorganisationer, Danmarks 

Apotekerforening og De samvirkende 

Købmandsforeninger i Danmark, som har 

økonomiske interesser i nævnets afgørelser.

Et såJedes sammensat nævn kan arbejde hurtigt, 

effektivt og uden store udgifter. Der er 

i kommissionen enighed om, at der praktisk 

talt ikke vil forekomme tilfælde, i hvilke 

divergerende anskuelser vil gøre sig gældende, 

og det er givet, at nævnet i ekstraordinære 

tilfælde kan associere sig med specialister. 

Mindretallet Hørslev henstiller derfor, at 

Indenrigsministeriet tager dets indstilling 

om nævnets sammensætning til følge og derved 

også bidrager til at formindske den 

uvilje, overdimensionerede administrationsorganer 

har fremkaldt i befolkningen. 

Dam ønsker til Hørslevs ovenfor anførte 

henstilling til indenrigsministeriet om også 

at tage i betragtning »- og derved også bi- 

30 

drager til at formindske den uvilje, overdimensionerede 

administrationsorganer har 

fremkaldt i befolkningen«, at bemærke, at 

dette argument overfor flertallets foran anførte 

grunde må synes sagen uvedkommende, 

og at iøvrigt den danske befolknings store 

flertal sikkert meget vel vil forstå betydningen 

af, at alle væsentlige interesser bliver 

repræsenterede i et nævn som det her foreslåede 

og således ikke vil betragte nævnet 

som overdimensioneret, og at ganske særlig 

forbrugerne ville finde det ikke blot yderst 

beklageligt, men også betragte det som en tilsidesættelse, 

dersom ikke også en forbrugerrepræsentant 

fik sæde i nævnet. 

Ravnebjerg, Schleisner og Wolffbrandt 

ønsker at tiltræde det af Dam anførte.

31 

III. 

UDKAST TIL BEKENDTGØRELSE OM DETAILHANDEL MED LÆGEMIDLER 

I medfør af §§ 34 og 35 i lov nr. 209 af 

11. juni 1954 om apotekervæsenet bestemmes 

efter forhandling med ministeren for 

Handel, Industri og Søfart herved følgende: 

§ 1. 

Stk. 1. Ved lægemidler forstås i denne bekendtgørelse 

(jfr. lov nr. 209 af 11. juni 

1954 om apotekervæsenet § 1) midler (stoffer, 

droger og biologiske produkter som sera, 

vacciner o. 1. samt præparater af disse af 

enhver art), der er bestemt til at helbrede, 

lindre, behandle eller forebygge sygdomme 

eller sygdomssymptomer hos mennesker eller 

dyr, og endvidere midler, der ved indgivelse 

gennem munden, ved anbringelse på huden, 

ved indsprøjtning gennem huden eller ved 

indbringelse i legemshulheder anvendes til 

erkendelse af sygdomme hos mennesker og 

dyr (diagnostika). 

Stk. 2. De i denne bekendtgørelse omhandlede 

bestemmelser vedrørende lægemidler 

finder tilsvarende anvendelse, for så 

vidt angår instrumenter og forbindsstoffer, 

der indeholder lægemidler. 

Stk. 3. Midler til forhindring af udbredelse 

af sygdom, f. eks. midler til desinfektion af 

instrumenter og andre tekniske hjælpemidler 

under sygdomsbehandlingen, til desinfektion 

af badevand og luften i rum, til desinfektion 

af møbler, sengetøj m. v., til desinfektion af 

opspyt og andre udtømmelser fra syge samt 

midler til andre hygiejniske formål betragtes 

ikke som lægemidler. 

§ 2. 

Ved en recept forstås en af en læge, tandlæge 

eller dyrlæge given forskrift for udlevering 

fra apotek eller sygehusapotek af 

et lægemiddel, enten gældende for bestemte 

personer eller dyr og derfor at betragte som 

alene beregnet for disse eller gældende for et 

sygehus, en klinik eller lignende eller til 

brug i receptudstederens praksis (jfr. lov nr. 

209 af 11. juni 1954 om apotekervæsenet 

§ 26, stk. 1). 

§ 3. 

Ved brugsfærdige tilberedninger forstås i 

denne bekendtgørelse tilberedninger af stoffer, 

droger og biologiske produkter, der er 

bragt i en sådan form, at de af brugeren 

umiddelbart kan anvendes, eventuelt efter 

givne anvisninger eller efter medfølgende 

brugsanvisninger. 

§ 4. 

Ved kosmetika forstås i denne bekendtgørelse 

brugsfærdige tilberedninger, der er 

bestemt til at indføres i, at smøres, gnides, 

pudres eller sprøjtes på, eller på anden måde 

tilføres det menneskelige legeme eller nogen 

del af dette, for at bevare, rense og pleje 

eller for at gøre legemet eller dele af det 

smukkere, mere tiltrækkende eller for med 

andet formål at forandre dets udseende. 

§ 5. 

Stk. 1. Ved kunstige mineralvande forstås 

sådanne, som ikke indeholder andre stoffer 

end dem, der forekommer i naturlige mineralvande, 

og i lignende mængdeforhold.

Stk. 2. Ved naturlige miner alv and s s alte 

forstås sådanne, der udvindes af naturlige 

mineralvande. 

Stk. 3. Ved kunstige miner alv and s s alte 

forstås sådanne, der ikke indeholder andre 

stoffer end de i naturlige mineralvandssalte 

forekommende og i lignende mængdeforhold. 

§ 6. 

Ved næringsstoffer forstås i denne bekendtgørelse 

naturligt forekommende eller 

renfremstillede stoffer (hyppigst som bestanddele 

af levnedsmidler i kosten, d. v. s. 

spise- og drikkevarer, jfr. lov nr. 174 af 28. 

april 1950 om levnedsmidler m. m.), der 

1) tilfører organismen den fornødne energimængde 

og/eller 

2) opretholder organismens normale funktionstilstand 

eller erstatter organismens 

tab af nødvendige stoffer. 

De under 1) anførte stoffer benævnes kaloriegivende 

(egentlige) næringsstoffer. 

De under 2) anførte stoffer benævnes accessoriske 

næringsstoffer, hvad enten det drejer 

sig om organiske stoffer (f. eks. vitaminer 

og visse aminosyrer) eller om uorganiske 

stoffer (f. eks. jod, jern og kalcium). Karakteristisk 

for de accessoriske næringsstoffer er, 

at organismens behov for dem sædvanligvis 

kan dækkes af små vægtmængder af stofferne. 

§ 7. 

Stk. 1. Ved kosttilskuds-præparater forstås 

i denne bekendtgørelse accessoriske næringsstoffer 

i brugsfærdige tilberedninger, der er 

egnet som tilskud til menneskers kost. 

Stk. 2. Tilberedninger, i hvilke doserne af 

de accessoriske næringsstoffer overstiger de 

anbefalede daglige tilførsler for mennesker, 

betegnes ikke som kosttilskuds-præparater. 

§ 8. 

Stk. 1. Det er apotekerne forbeholdt at 

ekspedere recepter. 

Stk. 2. Det er apotekerne forbeholdt en detail 

at indføre, udbyde, forhandle eller udlevere 

lægemidler. 

Stk. 3. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 2 

32 

er kun de lægemidler, der er optaget på de 

til denne bekendtgørelse knyttede lister I, II 

og III som ikke apotekerne forbeholdt, idet 

dog samtlige lægemidler, der kun må udleveres 

efter recept, altid er apotekerne forbeholdt. 

§ 9. 

Stk. 1. Uanset bestemmelserne i § 8 er det 

tilladt næringsdrivende at udlevere lægemidler 

til personer eller virksomheder, der 

er berettiget til at forhandle dem eller benytte 

dem i egen bedrift. Det er endvidere 

tilladt næringsdrivende at indføre lægemidler, 

såfremt disse kun vil blive benyttet i vedkommendes 

egen bedrift eller kun vil blive 

udleveret til personer eller virksomheder, der 

er berettiget til at forhandle vedkommende 

lægemidler eller benytte dem i egen bedrift. 

Stk. 2. Bestemmelserne i § 8 og § 9, stk. 1, 

berører ikke de tilladelser, der i medfør af 

§§ 44 og 45 i lov nr. 209 af 11. juni 1954 

om apotekervæsenet giver læger og dyrlæger 

ret til at udlevere lægemidler og forbindsstoffer. 

Bestemmelserne berører heller ikke 

de af Landbrugsministeriet givne tilladelser 

til udlevering af veterinære vacciner etc. 

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i § 8 er det 

tilladt statens lægevidenskabelige laboratorier 

til eget brug at indføre og købe lægemidler. 

Sundhedsstyrelsen kan give andre 

laboratorier lignende tilladelse, enten tidsbegrænset 

eller som gældende indtil videre, 

ligesom tilladelsen kan gives generelt eller 

kun til indførsel og/eller køb af bestemt angivne 

lægemidler. 

Stk. 4. Bestemmelserne om udlevering af 

lægemidler fra Statens Seruminstitut, Statens 

veterinære Serumlaboratorium og apoteket 

ved Københavns Militærhospital, de i medfør 

af lovgivningen om foranstaltninger 

mod smitsomme sygdommes udbredelse, 

jfr. § 29, stk. 2, i lov nr. 138 af 10. maj 

1915, givne bestemmelser om indførsel m.v. 

af smitstof samt bestemmelserne om godkendelse 

af genstande eller stoffer, der er 

tjenlige til at forebygge svangerskab, jfr. 

Justitsministeriets bekendtgørelser nr. 263 af 

8. september 1937, nr. 174 af 11. april 1940

og nr. 370 af 31. august 1948, berøres ikke 

af denne bekendtgørelse. 

Stk. 5. De i medfør af lovgivningen om 

a) euforiserende stoffer, jfr. lov nr. 169 

af 24. maj 1955, 

b) midler til bekæmpelse af plantesygdomme, 

ukrudt og visse skadedyr, jfr. lov 

nr. 76 af 9. marts 1948 og lov nr. 113 af 

13. april 1954, 

c) gifte og andre for sundheden farlige 

stoffer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 369 af 

8. december 1954, 

d) brug m. v. af radioaktive stoffer, jfr. 

lov nr. 94 af 31. marts 1953, og 

e) levnedsmidler m. m., jfr. lov nr. 174 

af 28. april 1950 

givne bestemmelser berøres ikke af denne 

bekendtgørelse. 

§ 10. 

Brugsfærdige tilberedninger, der ved deres 

udformning, navn og falholdelse er bestemt 

til teknisk anvendelse, herunder madlavning 

og kosmetisk anvendelse, er - uanset eventuelt 

indhold af varer, som i henhold til § 1 

er klassificeret som lægemidler - ikke apotekerne 

forbeholdt. 

§ 11. 

Uanset bestemmelserne i § 8 kan hoffmannsdråber, 

jodspiritus (Ph. D.), kamferdråber 

og kloraminvaselin 1 % efter nærmere 

af Sundhedsstyrelsen givne forskrifter 

33 

falholdes af detailhandlere, når de nævnte 

varer er indkøbt på et dansk apotek. 

§ 12. 

Kosttilskuds-præparater (jfr. § 7) er i det 

omfang, Indenrigsministeriets bekendtgørelser 

bestemmer, for tiden bekendtgørelse nr. 

290 af 22. september 1954 om handel med 

vitaminpræparater, ikke apotekerne forbeholdt. 

§ 13. 

Stk. 1. Fodermidler til dyr indeholdende 

accessoriske næringsstoffer er ikke apotekerne 

forbeholdt, når de ved deres udformning, 

navn og falholdelse fremtræder som fodertilskud. 

Stk. 2 De i medfør af lov nr. 161 af 24. 

maj 1955 om tillæg til lov om handel med 

foder- og gødningsstoffer samt grundforbedringsmidler 

givne bestemmelser om erhvervsmæssig 

tilsætning af lægemidler til 

foderstoffer og salg af sådanne foderblandinger 

berøres ikke af denne bekendtgørelse. 

§ 14. 

Overtrædelse af denne bekendtgørelse 

straffes efter bestemmelserne i apotekerlovens 

§ 85. 

§ 15. 

Stk. 1. Denne bekendtgørelse træder i kraft 

den 

Stk. 2. Samtidig ophæves kgl. anordning 

af 4. april 1929 om apotekervarer.

34 

LISTERNE I, II OG III. 

Liste I A omfatter de varer (stoffer, halvfabrikata og droger), som det er tilladt at forhandle 

en detail udenfor apotekerne, uanset at de pågældende varer er klassificeret som 

lægemidler. 

Liste II A omfatter de biologiske produkter - herunder sera, vacciner, bakterieprodukter 

m. v. samt organpræparater og enzymer - som det er tilladt at forhandle en detail udenfor 

apotekerne, uanset at de pågældende varer er klassificeret som lægemidler. 

Liste III omfatter sådanne brugsfærdige tilberedninger af stoffer, halvfabrikata, droger 

og biologiske produkter, som det er tilladt at forhandle en detail udenfor apotekerne, uanset 

at de pågældende varer er klassificeret som lægemidler. 

Da afgrænsningen af, hvad der skal forstås ved lægemidler, i en del tilfælde kan 

frembyde tvivl, indeholder listerne endvidere eksempler på en række varer, der ikke er 

klassificeret som lægemidler. Af samme grund er der til liste I A og II A føj et liste I B 

og II B med eksempler på stoffer, halvfabrikata, droger og biologiske produkter, der er 

klassificeret som lægemidler, og som det er apotekerne forbeholdt at forhandle, ligesom 

liste III indeholder eksempler på brugsfærdige tilberedninger, der er klassificeret som 

lægemidler, og som det er apotekerne forbeholdt at forhandle. 

Varer, der ikke er klassificeret som lægemidler, er i listerne I A, II A og III mærket 

med et 0. Varer, der i disse lister er mærket med et +, er klassificeret som lægemidler i 

henhold til definitionen i § 1 i apotekerloven af 1954. Dette betyder ikke, at alle med + 

mærkede varer udelukkende eller dog hovedsagelig finder anvendelse som lægemidler. I en 

række tilfælde anvendes de med + mærkede varer overvejende til tekniske formål. At en 

vare af kommissionen er klassificeret som lægemiddel betyder derfor, at den pågældende 

vare enten i ublandet form eller i brugsfærdig tilberedning falder ind under apotekerlovens 

definition af et lægemiddel. 

Det skal tilføjes, at der intet er anført om begrænsninger i handelen med de angivne 

varer i henhold til anden lovgivning, jfr. bekendtgørelsens § 9.

35 

LISTE I. 

A. Fortegnelse over varer (stoffer, halvfabrikata og droger), der i henhold til 

definitionen i apotekerloven af 1954 er klassificeret som lægemidler, og som det i ublandet 

form — savel i hel som i findelt stand - ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og 

udlevere, samt eksempler på varer, der ikke er klassificeret som lægemidler, og som 

det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere. 

O Abrodurt (Herba abrotani) 

0 Acetone (Acetonum) 

0 Adenosin 

+ Agar 

0 Alanin 

0 Alfanaftyltiourinstof 

0 Alkannarod (Radix alkannae) 

0 Altæablad (Folium althaeae) 

+ Altæarod (Radix althaeae) 

+ Altæarod, uskrællet (Radix althaeae 

nativa) 

+ Aluminiumacetat, basisk (Aluminii 

subacetas) 

+ Aluminiumklorid (Aluminii chloridum) 

+ Aluminiumoksyd (Aluminii oxydum) 

+ Aluminiumsulfat (Aluminii sulfas) 

+ Alun (Aluminii kalii sulfas) 

+ Alun, brændt (Aluminii kalii sulfas 

siccatus) 

+ Amerikansk olie (Oleum ricini) 

0 Amidol (2,4-diaminofenol) 

0 p-Aminofenol (Rodinal) 

0 a-Aminosmørsyre 

0 Ammoniakvand (Solutio ammoniae) 

+ Ammoniumbromid (Ammonii bromidum) 

0 Ammoniumfluorid (Ammonii fluoridum) 

+ Ammoniumkarbonat (Ammonii carbonas) 

+ Ammoniumklorid (salmiak) (Ammonii 

chloridum) 

0 Ammoniumsulfat (Ammonii sulfas) 

0 Angosturabark (Cortex angosturae) 

0 Anis (Fructus anisi) 

0 Anisolie (Aetheroleum anisi) 

+ Antimonpentasulfid (Stibii sulfidum) 

0 Antimontriklorid (Stibii trichloridum) 

0 Antimontrioksyd (Stibii trioxydum) 

0 Antimontrisulfid (Stibii trisulfidum) 

0 Antron 

0 Appelsinolie (Aetheroleum portugalli) 

0 Appelsinskal (Pericarpium aurantii dulcis) 

+ Arginin 

+ Arnikablomst (Flos arnicae) 

3* 

0 Arsendisulfid (realgar) (Arseni disulfidum) 

0 Arsenpentoksyd (arsensyreanhydrid) 

(Arseni pentoxydum) 

0 Arsentrijodid (Arseni trijodidum) 

0 Arsentrisulfid (Arseni trisulfidum) 

+ Askorbinsyre (Acidum ascorbicum) 

0 Asparaginsyre 

0 Azobenzol 

0 Azoksybenzol 

0 Baldrianolie (Aetheroleum valerianae) 

0 Baryumacetat (Barii acetas) 

0 Baryumcitrat (Barii citras) 

0 Baryumhydroksyd (Barii hydroxydum) 

0 Baryumkarbonat (Barii carbonas) 

0 Baryumklorat (Barii chloras) 

0 Baryumklorid (Barii chloridum) 

0 Baryumnitrat (Barii nitras) 

0 Baryumoksalat (Barii oxalas) 

0 Baryumoverilte (Barii peroxydum) 

+ Baryumsulfat (Barii sulfas) 

0 Baryumsulfid (Barii sulfidum) 

0 Benaske (Ebur ustum album) 

+ Benmel (Ph. Vet. 33) (Calcii phosphas 

crudus) 

+ Bentonit (aluminiumsilikat, vandholdigt, 

kolloidt) 

0 Benzaldehyd (Benzaldehydum) 

+ Benzalkonklorid (Zephiran, Zephirol, 

Rodalon) (Benzalkoni chloridum) 

+ Benzetonklorid (Phemerol, Septin) (Benzethoni 

chloridum) 

0 Benzidin (difenyldiamin) (Benzidinum) 

0 Benzin (Benzinum petrolei) 

0 Benzoeharpiks (Benzoe) 

+ Benzoesyre (Acidum benzoicum) 

0 Benzol (Benzolum) 

0 Benzylalkohol (Phenylcarbinolum) 

+ Benzylbenzoat (Benzyli benzoas) 

0 Benzylklorid (Benzyli chloridum) 

0 Benzyl-p-oksybenzoat (Benzyli paraoxybenzoas)

O Bergamotolie (Aetheroleum bergamiae) 

+ Birketjære (Pyroleum betulae) 

0 Bittermandelolie (Aetheroleum amygdali) 

+ Blyacetat (blysukker) (Plumbi acetas) 

+ Blyacetat, basisk (Plumbi subacetas) 

0 Blyarsenat (Plumbi arsenas) 

0 Blyborat (Plumbi boras) 

0 Blycitrat (Plumbi citras) 

0 Blyjodid (Plumbi jodidum) 

+ Blykarbonat, basisk (blyhvidt) (Plumbi 

subcar bonas) 

0 Blyklorid (Plumbi chloridum) 

0 Blykromat (kromgult) (Plumbi chromas) 

0 Blynitrat (Plumbi nitras) 

+ Blyoksyd (sølverglød) (Plumbi oxydum) 

0 Blyoverilte (Plumbi peroxydum) 

0 Blysulfat (Plumbi sulfas) 

0 Blysulfid (blyglans) (Plumbi sulfidum) 

+ Blåbær, tørret (Fructus myrtilli) 

0 Bolus, hvid (kaolin) (Bolus alba) 

0 Bolus, rød (Terra rubra) 

+ Bomuldsfrøolie (Oleum gossypii) 

+ Boraks (Natrii boras) 

+ Borsyre (Acidum boricum) 

+ Brintoverilteopløsning (Oxydol) (Solutio 

hydrogenii peroxydi) 

+ Brintoverilteopløsning, koncentreret (Perhydrol) 

(Solutio hydrogenii peroxydi 

concentrata) 

0 Brom (Bromum) 

0 Brombrintesyre (Acidum hydrobromicum) 

0 Brucin (Brucinum) 

0 Brændenælde (Herba urticae urentis) 

+ Bukkeblad (Folium menyanthis) 

0 Burreblad (Folium bardanae) 

0 Burrerod (Radix bardanae) 

0 Bævergejl (Castoreum) 

+ Bøgetjære (Pyroleum fagi) 

0 Canadabalsam (Balsamum canadense) 

+ Carbowax 

0 Cedertræolie (Aetheroleum cedri e ligno) 

0 Celluloseacetatftalat (Cellulosi acetas 

phthalas) 

0 Ceresin, gult (jordvoks) (Ceresinum 

flavum) 

+ Ceresin, hvidt (Ceresinum album) 

0 Cerinitrat (Cerii nitras) 

0 Cerisulfat (Cerii sulfas) 

+ Cerooksalat (Cerosi oxalas) 

0 Cetylalkohol (Alcohol cetylicus) 

+ Cetylan (lanettevoks) (Cetylanum) 

+ Cetylpyridinklorid (Ceeprynklorid) (Cetylpyridini 

chloridum) 

+ Cetyltrimetylammoniumbromid (Cetavlon) 

36 

(Cetrimoni bromidum) 

0 Ceylonkanel (Cortex cinnamomi ceylanici) 

0 Ceylonkanelolie (Aetheroleum cinnamomi 

ceylanici) 

0 Chokolade, bitter (Pasta cacao) 

0 Cinnober (merkurisulfid) (Cinnabaris) 

0 Citronelleolie (Aetheroleum citronellae) 

0 Citronolie (Aetheroleum citri) 

+ Citronsyre (Acidum citricum) 

0 Cumol (isopropylbenzol) 

0 Cymol (metylisopropylbenzol) 

0 Cystein 

0 1-Cysteinhydroklorid 

0 Cystin 

0 Dammarharpiks (Dammar) 

0 Dekstrin (Dextrinum) 

0 Delfinin (Delfininum) 

+ Derrisrod (Radix derris) 

0 Destilleret vand (Aqua destillata) 

+ Diatoméjord (kiselgur) (Terra silicea) 

0 Digitonin (Digitoninum) 

0 p-Diklorbenzol (Para-dichlorbenzolum) 

0 Dikloreddikesyre (Acidum dichloraceticum) 

0 Diklorætan (»diklorætylen«) (C1CH2- 

CHgCl) (Dichloraethanum) 

0 Diklorætylen (C1CH:CHC1) (Dichloraethylenum) 

0 Dimedon (dimetylcykloheksandion) 

0 Dinitrofenol (Dinitrophenolum) 

0 1,4-Dioksyantrakinon (Quinizarin) 

0 Dippels olie (Pyroleum animale) 

0 Diætanolamin (Diaethanolaminum) 

0 Diætylamin (Diaethylaminum) 

0 Diætylin (glycerindiætylater) (Diaethylinum) 

+ Druesukker (Glucosum) 

0 Dulcin (Dulcinum) 

0 Dyrekul (Carbo animalis) 

+ Dyvelsdræk (Asa foetida) 

0 Edathamil (tetracemin) 

0 Eddike (Acetum) 

0 Eddikesyre (Acidum aceticum) 

+ Egebark (Cortex quercus) 

0 Enebær (Fructus juniperi) 

+ Enebærtjære (Pyroleum juniperi) 

+ Engelsk salt (Magnesii sulfas) 

+ Ensianrod (Radix gentianae) 

0 Eosin (natriumtetrabromfluoresceinat) 

(Eosinum) 

0 Ergosterol (provitamin D2) (Ergosterinum) 

+ Eucerin, vandfrit (Eucerinum anhydricum) 

+ Eukalyptol (zineol) (Eucalyptolum) 

0 Eukalyptusblad (Folium eucalypti) 

+ Eukalyptusolie (Aetheroleum eucalypti)

-f- Evans blue 

O Fennikel (Fructus foeniculi) 

O Fennikelolie (Aetheroleum foeniculi) 

-f- Fenolftalein (Phenolphthaleinum) 

+ Fenolrødt (Phenolsulfophthaleinum) 

+ Fenylalanin 

0 Fenyluretan (Phenylurethanum) 

0 Ferriacetat, basisk (Ferri acetas) 

+ Ferriammoniumcitrat (Ferri ammonii citras) 

0 Ferriammoniumoksalat (Ferri ammonii 

oxalas) 

0 Ferriammoniumsulfat (Ferri ammonii 

sulfas) 

0 Ferricitrat (Ferri citras) 

0 Ferrihypofosfit (Ferri hypophosphis) 

+ Ferriklorid (Ferri chloridum) 

0 Ferrisulfat (Ferri sulfas) 

+ Ferrofosfat (Ferrosi phosphas) 

+ Ferrohypofosfit (Ferrosi hypophosphis) 

0 Ferrooksalat (Ferrosi oxalas) 

+ Ferrosulfat (Ferrosi sulfas) 

+ Ferrosulfat, tørret (Ferrosi sulfas siccatus) 

0 Floroglucin (Phloroglucinum) 

0 Fluoresceinkalium (Kalii fluoresceinas) 

+ Fluoresceinnatrium (Uranin) 

0 Flussyre (Acidum hydrofluoricum) 

+ Formaldehydopløsning (formalin) (Solutio 

formaldehydi) 

0 Fosforsyre (Acidum phosphoricum) 

+ Frugtsukker (Fructosum) 

0 Ftalsyre (Acidum phthalicum) 

+ Fuksin (Fuchsinum) 

0 Fullerjord (blegejord) (Creta fullonica) 

0 Fyrrenåleolie (Aetheroleum pini sylvestris) 

0 Følfodblad (Folium farfari) 

+ Fåretalg (Sebum) 

+ Galaktose (Galactosum) 

0 Galangaolie (Aetheroleum galangae) 

+ Galangarod (Rhizoma galangae) 

0 Galbanum 

0 Gallussyre (Acidum gallicum) 

+ Galæble (galler) (Galla) 

+ Gammexan (^-heksaklorcykloheksan) 

(Hexicidum) 

+ Gaultheriaolie (vintergrønolie) (Aetheroleum 

gaultheriae) 

0 Gelatine (husblas) (Gelatina alba) 

+ Gentianviolet (Gentianaviolaceum) 

0 Geraniumolie (Aetheroleum geranii rosati) 

0 Gift-laktuk (Herba lactucae virosae) 

0 Giftsumachblad (Folium rhus toxicodendri) 

0 Gips, brændt (Calcii sulfas ustus) 

+ Glaubersalt (Natrii sulfas) 

37 

+ Glukose (Dextropur, druesukker) 

(Glucosum) 

+ Glutaminsyre (Acidum glutamicum) 

0 Glutation 

+ Glycerin (glycerol) (Glycerinum, Glycerolum) 

0 Glycin (glykokol, aminoeddikesyre) 

0 Glycin »Agfa« (p-oksyfenylglykokol, 

p-oksyfenylglycin) 

+ Glycyrrhizin (Glycyrrhizinum) 

0 Glykokol (aminoeddikesyre) 

0 Glykol (ætylenglykol) (Glycolum) 

0 Glykolsyre (Acidum glycolicum) 

0 Granatæbleskal (Pericarpium granati) 

0 Guajaharpiks (Guajacum) 

0 Guajakved (Lignum guajaci) 

0 Guldklorid (brintguldklorid) (Auri 

chloridum) 

0 Guldokker (Terra flava) 

0 Gulerodfrugt (Fructus dauci) 

0 Gummi, arabisk (Gummi arabicum) 

0 Guttaperka (Guttapercha) 

+ Hamamelisblad (Folium hamamelidis) 

0 Hampefrø (Fructus cannabis) 

+ y-Heksaklorcykloheksan (hexicid, Gammexan, 

Lindan, Devoran, Bexid o. a.) 

(Hexicidum) 

+ Heksaklorætan (C13-CC18) 

( Hexachloraethanum) 

+ Heksastigmin (heksaætyltetrafosfat, 

H.E.T.P.) (Hexastigminum) 

0 Hennablad (alkannablad) (Folium hennae) 

0 Hestekastanieblad (Folium hippocastani) 

+ Hexicid (y-heksaklorcykloheksan) 

(Hexicidum) 

0 Hippursyre (Acidum hippuricum) 

0 Honning (Mel) 

0 Hundetungeurt (Herba cynoglossi) 

0 Hvedestivelse (Amylum tritici) 

0 Hvidløg (Bulbus allii) 

+ Hvidløg, tørret og f indelt 

0 Hyben (med frugter) (Cynosbatum cum 

fructibus) 

+ Hyben (uden frugter) (Cynosbatum) 

0 Hydrazinsulfat (Hydrazini sulfas) 

0 Hydrokinon (Hydrochinonum) 

0 Hyldeblomst (Flos sambuci) 

0 Hyldebær, tørret (Fructus sambuci) 

0 Hæmatoksylin (Haematoxylinum) 

+ Hørfrø (Semen lini) 

+ Hørfrømel (Semen lini deoleatum) 

0 Ignatiusfrø (Semen ignatii) 

0 Ingefær (Rhizoma zingiberis) 

+ Inosit (inositol) (Inositum)

O Iseddikesyre (Acidum aceticum glaciale) 

+ Isoleucin 

+ Isopropylalkohol (Alcohol isopropylicus) 

0 Jequiritfrø (paternosterkorn) (Semen 

jequiriti) 

+ Jern, pulveriseret (Ferrum pulveratum) 

+ Jod i substans (Jodum) 

+ Jordnødolie (Oleum arachidis) 

0 Juglon (5-oksy-l,4-naftokinon) 

0 Kadmiumsalte 

0 Kajeputolie (Aetheroleum cajuputi) 

+ Kakaosmør (Oleum cacao) 

0 Kalabarbønne (Semen calabar) 

0 Kalciumacetat (Calcii acetas) 

+ Kalciumalginat 

0 Kalciumarsenat (Calcii arsenas) 

+ Kalciumbromid (Calcii bromidum) 

0 Kalciumcitrat (Calcii citras) 

0 Kalciumfluorid (Calcii fluoridum) 

+ Kalciumfosfat, primært (Calcii biphosphas, 

Monocalcii phosphas) 

+ Kalciumfosfat, sekundært (Calcii phosphas) 

+ Kalciumfosfat, tertiært (Calcii phosphas 

tribasicus) (Tricalcii phosphas) 

+ Kalciumhydroksyd (Calcii hydroxydum) 

0 Kalciumhydrosulfat (Calcii bisulfas) 

+ Kalciumhypofosfit (Calcii hypophosphis) 

+ Kalciumjodid (Calcii jodidum) 

+ Kalciumkarbonat (Calcii carbonas) 

+ Kalciumklorid (Calcii chloridum) 

+ Kalciumlaktat (Calcii lactas) 

+ Kalciummalonat (Calcii malonas) 

0 Kalciumoksalat (Calcii oxalas) 

0 Kalciumoksyd (brændt kalk) (Calcii 

oxydum) 

+ Kalciumpropionat (Calcii propionas) 

0 Kalciumsulfat (Calcii sulfas) 

+ Kalciumsulfid (Calcii sulfidum) 

0 Kalciumsulfit (Calcii sulfis) 

0 Kalciumtartrat (Calcii tartras) 

0 Kalciumtiosulfat (Calcii thiosulfas) 

0 Kalilud, teknisk (Solutio kalii hydroxydi 

venalis) 

+ Kaliumacetat (Kalii acetas) 

+ Kaliumaluminiumsulfat (Aluminii kalii 

sulfas) 

0 Kaliumantimonat (Kalii stibias) 

0 Kaliumbenzoat (Kalii benzoas) 

0 Kaliumbikarbonat (kaliumhydrokarbonat) 

(Kalii bicarbonas) 

0 Kaliumbioksalat (Kalii bioxalas) 

+ Kaliumbitartrat (Kalii bitartras) 

0 Kaliumbromat (Kalii bromas) 

+ Kaliumbromid (Kalii bromidum) 

38 

0 Kaliumcitrat (Kalii citras) 

0 Kaliumcyanid (Kalii cyanidum) 

0 Kaliumdikromat (Kalii dichromas) 

0 Kaliumferricyanid (Kalii ferricyanidum) 

0 Kaliumferrocyanid (Kalii ferrocyanidum) 

0 Kaliumformiat (Kalii formias) 

0 Kaliumfosfat (sekundært kaliumfosfat) 

(Kalii phosphas) 

0 Kaliumfosfat, primært (Kalii biphosphas 

Monokalii phosphas) 

0 Kaliumguldklor id (Kalii auri chloridum) 

0 Kaliumhydrokarbonat (Kalii bicarbonas) 

0 Kaliumhydroksyd (Kalii hydroxydum) 

0 Kaliumhydrosulfat (kaliumbisulfat) (Kalii 

bisulfas) 

+ Kaliumhypofosfit (Kalii hypophosphis) 

0 Kaliumjodat (Kalii jodas) 

+ Kaliumjodid (Kalii jodidum) 

0 Kaliumkarbonat (Kalii carbonas) 

+ Kaliumklorat (Kalii chloras) 

+ Kaliumklorid (Kalii chloridum) 

0 Kaliumkromat (Kalii chromas) 

0 Kaliummetabisulfit (kaliumpyrosulfit) 

(Kalii metabisulfis) 

0 Kaliumnatriumcyanid (Kalii natrii 

cyanidum) 

+ Kaliumnatriumtartrat (Kalii natrii tartras) 

0 Kaliumnitrat (salpeter) (Kalii nitras) 

0 Kaliumnitrit (Kalii nitris) 

0 Kaliumoksalat (Kalii oxalas) 

0 Kaliumperklorat (Kalii perchloras) 

+ Kaliumpermanganat (Kalii permanganas) 

0 Kaliumpersulfat (Kalii persulfas) 

0 Kaliumpyrosulfat (Kalii pyrosulfas) 

0 Kaliumpyrosulfit (Kalii pyrosulfis) 

0 Kaliumrodanid (Kalii thiocyanas) 

0 Kaliumsilikat (Kalii silicas) 

0 Kaliumsulfat (Kalii sulfas) 

0 Kaliumtartrat (Kalii tartras) 

0 Kaliumtetraoksalat (»syresalt«) (Kalii 

tetraoxalas) 

0 Kaliumtiocyanat (Kalii thiocyanas) 

+ Kalmusrod (Rhizoma calami) 

+ Kamfer (Camphora) 

0 Kamfersyre (Acidum camphoricum) 

+ Kamilleblomst (Flos chamomillae) 

+ Kamilleolie, æterisk (Aetheroleum 

chamomillae) 

0 Kanelolie (Aetheroleum cinnamomi cassiae) 

0 Kaolin (Bolus alba) 

+ Karayagummi (Gummi sterculiae) 

+ Karboksymetylcellulose (»C.M.C.«) 

0 Kardemomme (Fructus cardamomi) 

0 Kardemommefrø (Semen cardamomi)

O Karmin (Carminum) 

O Karnaubavoks (Cera carnaubae) 

0 Karrageen (Carrageen, Lichen irlandicus) 

O Kartoffelstivelse (Amylum solani) 

0 Kasein (Caseinum) 

+ Kaskarillebark (Cortex cascarillae) 

0 Kassiakanel (Cortex cinnamomi cassiae) 

0 Kateku (Catechu) 

0 Kinon (p-benzokinon) (Chinonum) 

+ Kiselgur (diatoméjord) (Terra silicea) 

+ Kloramin (Chloraminum) 

+ Klorfenotan (pentaklordifenylætan, 

D.D.T.) (Penticidum, Chlorphenothanum) 

+ Klorkalk (blegekalk) (Calx chlorata) 

+ Klorkresol (Chlorkresolum) 

+ Kloroform (triklormetan, CHC13) 

(Chloroformium) 

0 Klorofyllin (Chlorophyllinum) 

+ Kobbersulfat (kuprisulfat) (Cupri sulfas) 

0 Koboltiklorid (Cobalti chloridum) 

0 Koboltinitrat (Cobalti nitras) 

+ Koboltoklorid (Cobaltosi chloridum) 

+ Koboltonitrat (Cobaltosi nitras) 

0 Kochenille (Coccionella) 

0 Kogsalt (Natrii chloridum venale) 

0 Kokkelskorn (Fructus cocculi) 

0 Kokleare (Herba cochleariae) 

0 Kokosfedtsyrer (Acidum cocos) 

+ Kokosolie (Oleum cocos) 

+ Kokosolie, renset (Oleum cocos raffinatum) 

0 Kokossyre (Acidum cocos) 

0 Kolanød (Semen colae) 

0 Kolesterin (kolesterol) (Cholesterinum) 

0 Kolesterol (Cholesterolum) 

0 Kollodiumbomuld (skydebomuld) 

(Gossypium collodii, Pyroxylinum) 

0 Kolofonium (harpiks) (Colophonium) 

+ Kolsyre (Acidum cholicum) 

0 Kommen (Fructus car vi) 

0 Kommenolie (Aetheroleum carvi) 

0 Kongelysblad (Folium verbasci) 

0 Kongelysblomst (Flos verbasci) 

0 Kongopapir (Charta exploratoria congo) 

+ Kongorødt 

+ Kopaivabalsam (Copaiva) 

0 Kopaivaolie (Aetheroleum copaivae) 

0 Koriander (Fructus coriandri) 

0 Korianderolie (Aetheroleum coriandri) 

0 Kreatin (Kreatinum) 

+ Kreatinin 

+ Kresol, rå (Kresolum crudum) 

0 Kresyl (kreolinkarbonsyre, kreosotolie) 

+ Kridt, pulveriseret (Creta alba) 

39 

0 Kromalun (Chromi kalii sulfas) 

0 Kromioksyd (Chromi oxydum) 

0 Krusemynte (Herba menthae crispae) 

0 Krusemynteolie (Aetheroleum menthae 

crispae) 

0 Kryddernellike (Flos caryophylli) 

0 Krysoidin (Chrysoidinum) 

+ Krystalviolet (Crystalloviolaceum) 

0 Kubeber (Fructus cubebae) 

0 Kubeberolie (Aetheroleum cubebae) 

+ Kul, medicinsk (Carbo medicinalis) 

+ Kuldisulfid (Carbonei sulfidum) 

0 Kupriklorid (Cupri chloridum) 

+ Kuprisulfat (Cupri sulfas) 

+ Kupritartrat (Cupri tartras) 

+ Kurkumarod (gurkemejerod) (Rhizoma 

curcumae) 

-j- Kvassia (Lignum quassiae) 

+ Kviksølv (Hydrargyrum) 

+ Kvillajabark (Cortex quillajae) 

0 Kvædekerne (Semen cydoniae) 

0 Lakridsrod (Radix glycyrrhizae) 

0 Lakridsrod, uskrællet (Rhizoma glycyrrhizae 

nativum) 

0 Laminariastilk (Stipes laminariae) 

+ Lanolin (Adeps lanae cum aqua) 

+ Lanolin, vandfrit (uldfedt) (Adeps lanae) 

+ Lapis (sølvnitrat) (Argenti nitras) 

0 Lavendelblomst (Flos lavandulae) 

0 Lavendelolie (Aetheroleum lavandulae) 

0 Lerjord, rød (rød bolus) (Terra rubra) 

+ Leucin 

0 Lindeblomst (Flos tiliae) 

0 Linolie (Oleum lini) 

0 Litiumbenzoat (Lithii benzoas) 

+ Litiumbromid (Lithii bromidum) 

+ Litiumcitrat (Lithii citras) 

0 Litiumhydroksyd (Lithii hydroxydum) 

0 Litiumjodid (Lithii jodidum) 

+ Litiumkarbonat (Lithii carbonas) 

-f- Litiumklorid (Lithii chloridum) 

+ Litiumsulfat (Lithii sulfas) 

+ Loppefrø (Semen psyllii) 

0 Lungeurt (Herba pulmonariae) 

0 Lupulin (Glandulae lupuli) 

+ Lycin 

0 Lykopodium (heksemel) (Lycopodium) 

+ Lævulose (Laevulosum) 

+ Macrogoler (Ceto- og Sorbi-) 

+ Magnesia (Magnesii subcarbonas) 

+ Magnesia, brændt (Magnesii oxydum) 

0 Magniumcitrat (Magnesii citras) 

0 Magniumfluorid (Magnesii fluoridum)

0 Magniumfosfat (Magnesii phosphas) 

0 Magniumhypoklorit, basisk (Magnocid) 

+ Magniumkarbonat (Magnesii carbonas) 

+ Magniumkarbonat, basisk (magnesia) 

(Magnesii subcarbonas) 

+ Magniumkarbonat, basisk, tungt (Magnesii 

subcarbonas ponderosus) 

+ Magniumklorid (Magnesii chloridum) 

0 Magniumlaktat (Magnesii lactas) 

0 Magniumnitrat (Magnesii nitras) 

+ Magniumoksyd (brændt magnesia) 

(Magnesii oxydum) 

+ Magniumoksyd, tungt (Magnesii oxydum 

ponderosum) 

0 Magniumoleat (Magnesii oleinas) 

+ Magniumperoksyd (Magnesii peroxydum) 

0 Magniumstearat (Magnesii stearas) 

+ Magniumsulfat (engelsk salt) (Magnesii 

sulfas) 

+ Magniumsulfat, tørret (Magnesii sulfas 

siccatus) 

0 Magniumsulfit (Magnesii sulfis) 

+ Magniumtartrat (Magnesii tartras) 

0 Malakitgrønt (malachitgrønt) 

0 Malurt (Herba absinthii) 

0 Malurtolie (Aetheroleum absinthii) 

0 Mandel, bitter (Semen amygdali amari) 

0 Mandel, sød (Semen amygdali dulcis) 

+ Mandelolie (Oleum amygdali) 

0 Manganoacetat (Manganosi acetas) 

0 Manganoborat (Manganosi boras) 

0 Manganocitrat (Manganosi citras) 

0 Manganokarbonat (Manganosi carbonas) 

+ Manganoklorid (Manganosi chloridum) 

+ Manganosulfat (Manganosi sulfas) 

0 Manganperoksyd (brunsten) (Mangani 

peroxydum) 

+ Manna 

+ Mannit (Mannitum) 

+ Marantastivelse (vestindisk salep) 

(Amylum marantae) 

0 Marvolie (Oleum medullae) 

0 Mastiks (Mastix) 

0 Mate (paraguayte) (Folium mate) 

+ Medicinalgær, tørret (Faex medicinalis 

siccata) 

0 Melisse (Herba melissae) 

0 Melisseolie (Aetheroleum melissae) 

+ Mentol (Mentholum) 

+ Mentylsalicylat (Menthyli salicylas) 

0 Merian, almindelig (Herba origani) 

0 Merianolie, almindelig (Aetheroleum 

origani) 

0 Merkuriacetat (Hydrargyri acetas) 

40 

0 Merkuribenzoat (Hydrargyri benzoas) 

0 Merkuricyanid (Hydrargyri cyanidum) 

0 Merkurinitrat (Hydrargyri nitras) 

0 Merkurisulfat (kviksølvsulfat) (Hydrargyri 

sulfas) 

0 Merkurojodid (Hydrargyrosi jodidum 

flavum) 

0 Merkuronitrat (Hydrargyrosi nitras) 

0 Merkurosulfat (Hydrargyrosi sulfas) 

0 Merkurotannat (Hydrargyrosi tannas) 

0 Metafosforsyre (Acidum phosphoricum 

glaciale) 

0 Metaldehyd (meta tørsprit) (Metaldehydum) 

+ dl-Metionin 

0 Metol (Metolum) 

0 Metylalkohol (metanol) (Alcohol methylicus, 

Methanolum) 

0 Metylbenzoat (Methyli benzoas) 

+ Metylenblåt (Methylthionini chloridum) 

0 Metylklorid (CH3C1) (Methyli chloridum) 

0 Metyl-p-oksybenzoat (Solbrol, Nipagin M) 

(Methyli para-oxybenzoas) 

+ Metylsalicylat (Methyli salicylas) 

+ Metylviolet 

0 Mistelten (Viscum album) 

0 Modernellike (Fructus caryophylli) 

0 Monoklorbenzol (Monochlorbenzolum) 

0 Monokloreddikesyre (Acidum monochloraceticum) 

0 Monoklorætylen (vinylklorid) (CH2:CHC1) 

(Monochloraethylenum ) 

-f- Monolein (Monoleinum) 

+ Monostearin (Monostearinum) 

0 Monoætanolamin (Monoaethanolaminum) 

0 Moskus (Mosehus) 

0 Muskatnød (Semen myristicae) 

0 Muskatsmør (Oleum myristicae) 

0 Myresyre (Acidum formicicum) 

+ Myrra (Myrrha) 

0 Mælkesukker (Saccharum lactis) 

+ Mælkesyre (Acidum lacticum) 

+ Naftalin (Naphthalinum) 

0 a-Naftol (a-Naphtholum) 

0 Natriumacetat (Natrii acetas) 

+ Natriumalginat (Algin, Kelgin) 

0 Natriumbenzoat (Natrii benzoas) 

+ Natriumbikarbonat (tvekulsurt natron) 

(Natrii bicarbonas) 

0 Natriumbipyrofosfat (dinatriumpyrofosfat, 

surt natriumpyrofosfat, Na2H2P2O7) 

(Natrii bipyrophosphas) 

0 Natriumbisulf it (Natrii bisulf is) 

0 Natriumbitartrat (Natrii bitartras)

+ Natriumborat (Natrii boras) (Boraks) 

0 Natriumbromat (Natrii bromas) 

+ Natriumbromid (bromnatrium) (Natrii 

bromidum) 

+ Natriumcitrat (Natrii citras) 

0 Natriumcyanid (Natrii cyanidum) 

0 Natriumdikromat (Natrii dichromas) 

0 Natriumditionat (Natrii dithionas) 

0 Natriumditionit (Natrii dithionis) 

0 Natriumfenolat (Natrii phenolas) 

0 Natriumfenylpropionat (Natrii phenylpropionas) 

+ Natriumfluorid (Natrii fluoridum) 

0 Natriumformiat (Natrii formias) 

+ Natriumfosfat (sekundært natriumfosfat) 

(Natrii phosphas) 

+ Natriumfosfat, primært (Mononatrii 

phophas, Natrii biphosphas) 

+ Natriumfosfat, tertiært (Natrii phosphas 

tribasicus, Trinatrii phosphas) 

0 Natriumglykokolat (Natrii glycocholas) 

+ Natriumguldklorid (Natrii auri chloridum) 

+ Natriumhydrokarbonat (natriumbikarbonat) 

(Natrii bicarbonas) 

0 Natriumhydroksyd (Natrii hydroxydum) 

0 Natriumhydrosulfat (natriumbisulfat) 

(Natrii bisulfas) 

+ Natriumhypofosfit (Natrii hypophosphis) 

0 Natriumjodat (Natrii jodas) 

+ Natriumjodid (Natrii jodidum) 

0 Natriumkarbonat (Natrii carbonas) 

0 Natriumkarbonat, tørret (Natrii carbonas 

siccatus) 

0 Natriumklorat (Natrii chloras) 

+ Natriumklorid (Ph.D.) (Natrii chloridum) 

+ Natriumlaktat (Natrii lactas) 

0 Natriumlaurylsulfonat (Natrii laurylsulfonas) 

0 Natriummetafosfat (Natrii metaphosphas) 

+ Natriumnitrat (Natrii nitras) 

+ Natriumnitrit (Natrii nitris) 

0 Natriumoksalat (Natrii oxalas) 

0 Natriumoleat (Natrii oleinas) 

0 Natriumoverilte (Natrii peroxydum) 

0 Natriumperborat (Natrii perboras) 

0 Natriumperoksyd (Natrii peroxydum) 

0 Natriumpersulfat (Natrii persulfas) 

+ Natriumpropionat (Natrii propionas) 

0 Natriumpyrofosfat (Natrii pyrophosphas) 

0 Natriumpyrosulfat (Natrii pyrosulfas) 

0 Natriumpyrosulfit (Natrii pyrosulfis) 

+ Natriumsalicylat (Natrii salicylas) 

0 Natriumsilikat (Natrii silicas) 

0 Natriumstearat (Natrii stearas) 

41 

+ Natriumsulfat (glaubersalt) (Natrii sulfas) 

+ Natriumsulfat, tørret (Natrii sulfas siccatus) 

0 Natriumsulfid (Natrii sulfidum) 

0 Natriumsulfit (Natrii sulfis) 

0 Natriumtartrat (Natrii tartras) 

+ Natriumtiocyanat (Natrii thiocyanas) 

+ Natriumtiosulfat (Natrii thiosulfas) 

+ Natron, tvekulsurt (Natrii bicarbonas) 

0 Natronkalk (Natrii hydroxydum cum cake, 

Calx absorbens) 

+ Nellikeolie (Aetheroleum caryophylli) 

0 Nellikerod (Rhizoma gei urbani) 

0 Neroliolie (Aetheroleum floris aurantii) 

0 Nitrobenzol (Nitrobenzolum) 

0 Nitrostigmin (diætyl-p-nitrofenyltiofosfat, 

DPTF, Bladan, Parathion, E 605) 

(Nitrostigminum) 

0 Norleucin 

0 Norvalin 

0 p-Oksybenzoesyrebenzylester (Benzyli paraoxybenzoas) 

0 p-Oksybenzoesyremetylester (Methyli paraoxybenzoas) 

0 p-Oksybenzoesyrepropylester (Propyli paraoxybenzoas) 

+ p-Oksybenzoesyreætylester (Aethyli paraoxybenzoas) 

0 Oksyglutaminsyre 

0 Oksyprolin 

0 Oliesyre (Acidum oleinicum) 

+ Olivenolie (Oleum olivae) 

0 Ortofosforsyre (fosforsyre) (Acidum 

phosphoricum) 

+ Paraffin (Paraffinum solidum) 

+ Paraffin, flydende (paraffinolie) 

(Paraffinum liquidum) 

+ Paraffin, flydende, tynd (Paraffinum 

liquidum tenue) 

+ Paraformaldehyd (paraform) (Paraformaldehydum) 

0 Peber, sort (Fructus piper is nigri) 

0 Pebermynte (Herba menthae piperitae) 

+ Pebermynteolie (Aetheroleum menthae 

piperitae) 

0 Pektin 

0 Pelargoniumolie (Aetheroleum geranii 

rosati) 

0 Pentaklorfenol (Pentachlorphenolum) 

0 Pentaklorætan (Pentachloraethanum) 

+ Penticid (Penticidum, Chlorphenothanum) 

0 Pepton 

+ Perhydrol (Solutio hydrogenii peroxydum 

concentratum)

O Persillefrø (krusepersillefrø) (Fructus petroselini) 

0 Persilleolie (Aetheroleum petroselini) 

+ Perubalsam (Balsamum peruvianum) 

0 Petroleum (Petroleum) 

-f- Pikrinsyre (Acidum picrinicum) 

0 Pimpsten (Lapis pumicis) 

0 Poirrierblåt 

0 Polyglycerinlaurat (Polyglycerini lauras) 

0 Pommeransskal (Pericarpium aurantii) 

+ Primularod (Rhizoma primulae) 

0 Prolin 

0 Propionsyre (Acidum propionicum) 

+ Propylalkohol, normal (Alcohol propylicus, 

Propanolum) 

0 Propylenglykol (Propylenglycolum) 

0 Propyl-p-oksybenzoat (Nipasol M, Propagin) 

(Propyli para-oxybenzoas) 

0 Provitamin D3 (7-dehydrokolesterin) 

+ Psylliumfrø (loppefrø) (Semen psyllii) 

-+- Pyrogallol (Pyrogallolum) 

0 Pyrokatekin (Pyrocatechinum) 

-+- Rapsolie (Oleum rapae) 

0 Ravolie (Pyroleum succini) 

0 Rejnfanblomst (Flos tanaceti) 

0 Rejnfanurt (Herba tanaceti) 

0 Resorcinftalein (Fluoresceinum) 

0 Ricinusfrø (Semen ricini) 

-f- Ricinusolie (Oleum ricini) 

0 Ricinusoliesyre (Acidum ricinoleinicum) 

0 Rismel (Farina oryzae) 

0 Risstivelse (Amylum oryzae) 

0 Rosenolie (Aetheroleum rosae) 

+ Rosmarinblad (Folium rosmarini) 

0 Rosmarinolie (Aetheroleum rosmarini) 

+ Rotenon 

0 Rudeolie (Aetheroleum rutae) 

0 Røllike (Herba millefolii) 

0 Rørsukker (sakkarose) (Saccharum) 

+ Sabadillefrø (Semen sabadillae) 

0 Safran (Stigma croci) 

0 Sakkarin (Saccharinum) 

0 Sakkarinnatrium (Saccharinnatrium) 

+ Salep, vestindisk (Amylum marantae) 

0 Saleprod (Tuber salep) 

0 Salicin 

+ Salicylanilid 

-f- Salicylsyre (Acidum salicylicum) 

+ Salmiak (Ammonii chlor i dum) 

0 Salpeter (kaliumnitrat) (Kalii nitras) 

0 Salpetersyre (Acidum nitricum) 

0 Salpetersyre, rygende (Acidum nitroso- 

• nitricum) 

+ Saltsyre (Acidum hydrochloricum) 

42 

0 Salvie (Herba salviae) 

0 Salvieolie (Aetheroleum salviae) 

0 Sandarak (Sandaraca) 

+ Sandelolie (Aetheroleum santali) 

0 Sassafrasrod (Lignum sassafras e radice) 

0 Schellak (skællak) (Lacca in tabulis) 

0 Sennepsfrø (Semen sinapis) 

-f- Sennepsolie, fed (Oleum sinapis) 

0 Serin 

+ Sesamolie (Oleum sesami) 

0 Sevenbomolie (Aetheroleum sabinae) 

0 Skarntyde (Herba conii) 

0 Sojabønnemel (Farina sojae) 

+ Sojaolie (Oleum sojae) 

0 Solbærblad (Folium ribis nigri) 

0 Soldug, rundbladet (Herba droserae) 

+ Sorbimacrogoler (Tween) 

0 Sorbinsyre 

0 Sorbitol 

+ Span 

0 Spansk peber (Fructus capsici) 

+ Spermacet (hvalrav) (Cetaceum) 

+ Spermacetolie (Oleum cetacei) 

0 Spikolie (Aetheroleum lavandulae spicae) 

0 Stearin (stearinsyre) (Acidum stearicum) 

+ Stenkulstjære (Pyroleum lithanthracis) 

+ Sterkuliagummi (Gummi sterculiae) 

0 Stivelse, opløselig (Amylum solubile) 

0 Strandløg til rotter (red squill) 

0 Strontiumbromid (Strontii bromidum) 

0 Strontiumlaktat (Strontii lactas) 

+ Styraksbalsam (Styrax liquidus) 

0 Sucaryl 

0 Sulfanilsyre (Acidum sulfanilicum) 

+ Sulfiram (Tioscabin) (Sulfiramum) 

+ Svinefedt (Adeps suillus) 

+ Svovl, fældet (svovlmælk) (Sulfur praecipitatum) 

+ Svovlblomme (Sulfur sublimatum) 

+ Svovlkulstof (Carbonei sulfidum) 

+ Svovllever (Hepar sulfuris) 

+ Svovlmælk (Sulfur praecipitatum) 

0 Svovlsyre (Acidum sulfuricum) 

0 Synthalin (dekametylendiguanidinhydroklorid) 

+ Syreviolet (Acidoviolaceum) 

0 Sæbe, brun (Sapo kalinus venalis) 

0 Sæbe, flydende (Sapo liquidus) 

0 Sæbe, hvid spansk (Sapo albus oleaceus) 

0 Sæbe, medicinsk (Sapo medicatus) 

0 Sølvacetat (Argenti acetas) 

0 Sølvcitrat (Argenti citras) 

0 Sølvlaktat (Argenti lactas) 

-j- Sølvnitrat (lapis) (Argenti nitras)

O Talkum (Talcum) 

O Tamarinde (Fruetus tamarindi) 

+ Tannin (garvesyre) (Tanninum) 

O Terpentin, almindelig (Terebinthina) 

+ Terpentin, venetiansk (Terebinthina veneta) 

+ Terpentinolie, fransk, renset (Aetheroleum 

terebinthinae rectificatum) 

+ Terpentinolie, rå (Aetheroleum terebinthinae) 

0 a-Terpineol (Terpineolum) 

0 Tetracemin (edathamil, Versene, Komplexon) 

+ Tetraklormetan (tetraklorkulstof, CC14) 

(Tetrachlormethanum) 

+ Tetraklorætan (C12CH • CHC12) (Tetrachloraethanum) 

+ Tetraklorætylen (C12C: CC12) (Tetrachloraethylenum) 

0 Tetrametylthiuramdisulfid 

0 Thalloacetat (thallium (1-) acetat) (Thallosi 

acetas) 

0 Timian (Herba thymi) 

0 Timianolie (Aetheroleum thymi) 

0 Tiourinstof (Thiocarbamidum) 

+ Tolubalsam (Balsamum tolutanum) 

0 Toluol (Toluolum) 

0 Tonkabønne (Semen toncho) 

0 Tragant (Tragacantha) 

-+- Treonin 

+ Trikloreddikesyre (Acidum trichloraceticum) 

0 Triklorætan (C1CH2 • CHC12) (Trichloraethanum) 

+ Triklorætylen (»tri«) (C1CH:CC12) 

(Trichloraethylenum) 

+ Trikresol (Trikresolum) 

0 Træeddike, rå (Acetum pyrolignosum 

crudum) 

0 Trækul (Carbo ligni) 

+ Trætjære (Pyroleum pini) 

0 Tylose (metylcellulose) (Tylosum) 

+ Tymol (Thymolum) 

0 Tyramin (p-oksyfenylætylamin) 

+ Uldfedt (Adeps lanae) 

+ Uldfedt, rå (Oesypus) 

0 Uldfedtalkoholer (Alcoholia lanae, 

Alcolanum) 

0 Umbra (Terra umbrica) 

0 n-Undecylalkohol 

+ Undecylensyre (Acidum undecylenicum) 

0 Uracil (2,6-dioksypyrimidin) 

43 

+ Uranin (Fluoresceinnatrium) 

0 Urinstof (Carbamidum) 

+ Valin 

0 Valmueolie (Oleum papaveris) 

0 Vand, destilleret (Aqua destillata) 

0 Vanille (Fructus vanillae) 

0 Vanillin (Vanillinum) 

+ Vaselin (Vaselinum) 

+ Vaselin, hvid (Vaselinum album) 

+ Vaselin (Chesebrough i påfyldninger) 

(Vaselinum Chesebrough) 

+ Vestindisk salep (Amylum marantae) 

+ Vinånd (Spiritus concentratus, Spiritus) 

+ Vinånd, fortyndet (Spiritus dilutus) 

+ Vinånd, stærk (Spiritus aleoholisatus, Spiritus 

fortis) 

0 Vinsyre (Acidum tartaricum) 

0 Violrod (Rhizoma iridis) 

+ Virak (Olibanum) 

0 Vismutklorid (vismuttriklorid) (Bismuthi 

trichloridum) 

0 Vitalia Taremel 

+ Voks, gult (Cera flava) 

+ Voks, hvidt (Cera alba) 

0 Warfarin (3-(a-acetonylbenzyl)-4-hydroksykumarin) 

0 Wienerkalk (polerkalk) (Calx viennensis) 

0 Xantin (2,6-dioksypurin) 

0 Xylol (Xylolum) 

0 Zinkacetat (Zinci acetas) 

0 Zinkfosfid 

+ Zinkhvidt (venal zinkilte, venal zinkoksyd) 

(Zinci oxydum venale) 

0 Zinkkarbonat (Zinci carbonas) 

+ Zinkklorid (Zinci chloridum) 

+ Zinkoksyd (Zinci oxydum) 

+ Zinkperoksyd (Zinci peroxydum) 

+ Zinkstearat (Zinci stearas) 

+ Zinksulfat (Zinci sulfas) 

+ Zinkundecylenat 

0 Æglecitin (Lecithinum ex ovo) 

0 Ærenpris, Læge- (Herba veronicae) 

+ Ætanol (Alcohol absolutus, Aethanolum) 

0 Ætanolamin (Aethanolaminum) 

+ Æter (Aether) 

0 Ætylacetat (Aethyli acetas) 

0 Ætylbromid (Aethyli bromidum) 

0 Ætylendiaminhydrat (Athylendiamini 

hydras) 

+ Ætyl-p-oksybenzoat (Aethyli para-oxybenzoas)

44 

B. Eksempler på varer (stoffer, halvfabrikata og droger), alle klassificeret som lægemidler 

i henhold til definitionen i apotekerloven, som det er apotekerne forbeholdt at 

forhandle og udlevere. 

Acetanilid (Acetanilidum) 

Acetfenolisatin (Acetphenolisatinum) 

Acetkarbromal (Acetcarbromalum) 

Acetylaminoazotoluol (Azodermin) 

Acetylsalicylsyre (Acidum acetylsalicylicum) 

Aciglumin (glutaminsyrehydroklorid) (Acigluminum) 

Adenylsyre (vitamin Bg) (Acidum adenylicum) 

Adonisurt (Herba adonidis vernalis) 

Adrenonhydroklorid (Adrenoni hydrochloridum) 

Agaricin (Agaricinum) 

Airol (bijogal) (Bismuthi oxyjodogallas) 

Akonitblad (Folium aconiti) 

Akonitrod (Tuber aconiti) 

Akriflavin, neutralt (Euflavinum) 

Alantrod (Radix inulae) 

Albajod (dijodhydroksypropan) 

Albargin (gelatosesølv) 

Albumintannat (Albumini tannas) 

Allylsennepsolie (æterisk sennepsolie) 

(Aetheroleum sinapis) 

Aloe 

Aloin 

Aluminiumacetotartrat (Alsol) 

Aluminiumfenolsulfonat (Aluminii phenolsulfonas) 

Aluminiumglycinat 

Aluminiumlaktat (Aluminii lactas) 

Aluminiumnaftoldisulfonat (Alumnol) 

Aluminiumsilikat (Aluminii silicas) 

Amerikansk olie, tørret (Oleum ricini 

siccum) 

9-Aminoakridinhydroklorid (Minocrin) 

(Aminacrini hydrochloridum) 

p-Aminobenzoesyre (Acidum para-aminobenzoicum) 

Aminofyllin (Theophyllaminum) 

Amylenhydrat (Amyleni hydras) 

Amylnitrit (Amylii nitris) 

Anautin (difenhydraminklorteofyllinat) 

(Anautinum) 

Aneurinhydroklorid (tiaminhydroklorid) 

(Aneurini hydrochloridum) 

Antipyrin (fenazon) (Antipyrinum) 

Antipyrin-koffeincitrat (Migraenin) 

(Antipyrino coffeini citras) 

Antrapurpurindiacetat (1,2,7-trihydroksyantrakinondiacetat) 

Antrarobin (Anthrarobinum) 

Arekanød (Semen arecae) 

Arekolinhydrobromid (Arecolini hydrobromidum) 

Aristol (Thymoli jodidum) 

Arsentrioksyd (Arseni trioxydum) 

Baldrianrod (Rhizoma valerianae) 

Belladonnablad (Folium belladonnae) 

Belladonnarod (Radix belladonnae) 

Bensulfen (Septiolan) (Bensulfenum) 

Benzokain (Benzocainum) 

Benzylpenicillin (Benzylpenicillinum) 

Betainklorid (Achylin, Acidol) Betaini 

chloridum) 

Bibrokatin (Noviform) (Bibrocathinum) 

Biotin (vitamin H) 

Boraks-vinsten (Kalii tartras boraxatus, 

Tartarus boraxatus) 

Bregnerod (Rhizoma filicis) 

Bromoform (Bromoformium) 

Buccoblad (Folium bucco) 

Bulmeurt (Herba hyoscyami) 

Bulmeurt, ægyptisk (Herba hyoscyami mutici) 

Bulmeurtblad (Folium hyoscyami) 

Bulmeurtfrø (Semen hyoscyami) 

Cascara sagradabark (Cortex rhamni 

purshianae) 

Chinosol (8-oksykinolinsulfat) (Oxychinolini 

sulfas) 

Chloralose (Glucochloral) 

Cholin og dets salte (trimetyloksyætylammoniumhydroksyd) 

(Cholinum) 

Cinchonabark (kinabark) (Cortex cinchonae) 

Cinkoninhydroklorid (Cinchonini hydrochloridum) 

Cykobemin (vitamin B12) (Cycobeminum) 

Diacetylaminoazotoluol (Pellidol) (Dimazenum) 

Diacetyltannin (Tannigen) 

Dianton (Istizin, 1,8-dioksyantrakinon) 

(Dianthonum) 

Dibenzoyldisulfid (Septiolan, bensulfen) 

(Bensulfenum) 

Difenan (Butolan) (Diphenanum) 

Difenhydraminhydroklorid (Diphenhydramini 

hydrochloridum) 

Digitalisblad (Folium digitalis) 

Dijodditymol (Aristol) (Thymoli jodidum)

Dijodhydroksypropan (Albajod, Jothion) 

Dijodtyrosin (Dijodtyrosinum) 

Dikvimarol (dikumarin) (Dicumarolum) 

Disulfiram (Antabus) (Disulfiramum) 

Ditymoldijodid (Aristol) (Thymoli jodidum) 

Dixantogen (Xantoscabin) (Dixanthogenum) 

Duboisiablad (Folium duboisiae) 

Efedraurt (Herba ephedrae) 

Elaterin 

Euflavin (Euflavinum) 

Euforbium (Euphorbium) 

Eugenol (Eugenolum) 

Fenacetin (Phenacetinum) 

Fenacetylurinstof (Phenurone) (Phenacemidum) 

Fenazonacetylsalicylat (Acetopyrinum) 

Fenazonsalicylat (salipyrin, antipyrinsalicylat) 

(Salipyrinum, Phenazoni salicylas) 

Fenol (Phenolum) 

Fenol, flydende (Phenolum liquidum, 

Phenolum liquefactum 90 °/o) 

Fentiazin (Phenthiazinum) 

Fenylmerkuriacetat (Hydrargyri phenylacetas) 

Fenylmerkuriborat (Hydrargyri phenylboras) 

Fenylmerkuriklorid (Hydrargyri phenylchloridum) 

Fenylmerkurinitrat, basisk (Hydrargyri 

phenylsubnitras) 

Fenylsalicylat (Salolum, Phenyli salicylas) 

Ferrialbuminat (Ferri albuminas) 

Ferrikaseinat (Ferri caseinas) 

Ferrinukleinat (Ferratogen) 

Ferripeptonat (Ferri peptonas) 

Ferroklorid (Ferrosi chloridum) 

Ferrolaktat (Ferrosi lactas) 

Ferrotartrat (Ferrosi tartras) 

Fluostigmin (D.F.P., di-isopropylfluorofosfat) 

(Fluostigminum) 

Folinsyre (Acidum folicum) 

Fosfor, gult (Phosphorus) 

Frangulabark (Cortex frangulae) 

Galakturonsyre 

Galnebærfrø (Semen belladonnae) 

Glutacidhydroklorid (Acigluminum, 

Glutacidi hydrochloridum) 

Glyfyllin (Glyphyllinum) 

Granatbark (Cortex granati) 

Guajakol (Guajacolum) , 

Guajakolacetat (Guajacoli acetas) 

45 

Guajakolkamforat (Guajacoli camphoras) 

Guajakolkarbonat (Guajacoli carbonas) 

Guaranapasta (Pasta guarana) 

Guaranapulver (Pasta guarana pulverata) 

Gummigut (Gummi-resina gutti) 

Gyvel (Herba sarothamni) 

Hamp, indisk (Herba cannabis indicae) 

Heksametylentetramin (metenamin) 

(Hexaminum, Methenaminum) 

Heksametylentetraminsalte (metenaminsalte) 

Heksamin (heksametylentetramin) 

Heksylresorcin (Hexylresorcinum) 

Histaminhydroklorid (Histamini hydrochloridum) 

1-Histidinhydroklorid (Histidini 


Hundetungerod (Radix cynoglossi) 

Ichtammol (Bituminol, Ichthyol) 

(Ichthammolum) 

Ipecacuanharod (brækrod) (Radix 

ipecacuanhae) 

Isopropylantipyrin (Propyphenazonum) 

Jaborandiblad (Folium jaborandi) 

Jalaperod (Tuber jalapae) 

Jern, reduceret (Ferrum reductum) 

Jernsukker (jernsakkarat) (Ferri oxydum 

saccharatum) 

Jodftalein (Jodphthaleinum) 

Jodipin 

Jodkloroksykinolin (Vioform) 

Jodlecitin 

Jodoform (Jodformium) 

Kalciferol (alle blandinger fraset de i vitaminbekendtgørelsen 

nævnte) 

Kalciumamygdalat (Calcii amygdalas) 

Kalciumaurotioglykolat (Myoral) (Calcii 

aurothioglycolas ) 

Kalciumbromidlaktobionat (Calcibronat) 

Kalciumfruktosedifosfat (Candiolin) 

Kalciumglukonat (Calcii gluconas) 

Kalciumglycerinfosfat (Calcii glycerinophosphas) 

Kalciumkresolsulfonat (Calcii kresolsulfonas) 

Kalciumlaktobionat (Calcii lactobionas) 

Kalciumlaktofosfat (Calcii lactophosphas) 

Kalciumlævulat (Calcii laevulas) 

Kalciumpantotenat (Calcii pantothenas) 

Kalciumsilikat (Calcii silicas) 

Kalcium-tetracemindinatrium (edathamil 

kalcium-dinatrium, Kalcium-dinatrium 

Versenat, Komplexon- 3 -kalcium) 

Kaliumantimonyltartrat (brækvinsten) 

(Kalii stibyli tartras)

Kaliumarsenat (Kalii arsenas) 

Kaliumarsenit (Kalii arsenis) 

Kaliumglycerinfosfat (Kalii glycerinophosphas) 

Kaliumguajakolsulfat (Kalii guajacolsulfonas) 

Kaliumpolytionat (Kalii polythionas) 

Kaliumsozojodolat (Kalii dijodparaphenolsulfonas) 

Kalomel (Calomel) 

Kamala 

Kantaridin (Cantharidinum) 

Kaprylsyre 

Karan ( 2 -metyl-1,4-naftohydrokinondibutyrat) 

Karbromal (Carbromalum) 

Karvakrol (Carvacrolum) 

Kaulmoograolie (Oleum chaulmoograe) 

Kermes (Kermes mineralis) 

Kinabark (Cortex cinchonae) 

Kinin (Chininum) 

Kininbihydroklorid (Chinini bihydrochloridum) 

Kininbisulfat (Chinini bisulfas) 

Kininfosfat (Chinini phosphas) 

Kininglycerinfosfat (Chinini glycerinophosphas) 

Kininhydroklorid (Chinini hydrochloridum) 

Kininsalicylat (Chinini salicylas) 

Kininsulfat (Chinini sulfas) 

Kinintannat (Chinini tannas) 

Kininætylkarbonat (Chinini aethyli 

carbonas) 

Kiniofon (Yatren, jodoksykinolisulfonsyre) 

(Chiniofonum) 

Kloralformamid (Chlorali formamidum) 

Kloralhydrat (Chlorali hydras) 

Klorbutol (Chlorbutolum) 

p-Klorfenol (monoklorfenol) (Para-monochlorphenolum) 

Klorkarvakrol (Carvasept) (Chlorcarvacrolum) 

Kloroform til narkose (Chloroformium ad 

narcosin) 

Klortymol (Chlorthymolum) 

Klorætyl (ætylklorid) (Aethyli chloridum) 

Koffein (Coffeinum) 

Koffeincitrat (Coffeini citras) 

Koffeinnatriumbenzoat (Coffeino natrii 

benzoas) 

Koffeinnatriumsalicylat (Coffeino natrii 

salicylas) 

Kokablad (Folium cocae) 

Kolkicin (Colchicinum) 

46 

Kolokvint (Fruetus colocynthidis) 

Kolumborod (Radix calumbae) 

Kondurangobark (Cortex condurango) 

Kreosot (Kreosotum) 

Kreosotkarbonat (Kreosoti carbonas) 

Kromsyre (kromsyreanhydrid) (Chromi 

trioxydum) 

Krotonfrø (Semen crotonis) 

Krotonolie (Oleus crotonis) 

Krysarobin (Chrysarobinum) 

Kuprinukleinat (Cuprol) 

Kvassin (Quassinum) 

Kvitasol (K-Vipurum) (2-metyl-l,4-naftohydrokinondisuccinat) 

Laktoflavin (riboflavin, vitamin B2) (Lactoflavinum, 

Riboflavinum) 

Laktukarium (Lactucarium) 

Laktylfenetidin (Laktophenin) 

( Lactylpheneti di num ) 

Lanatablad (Folium digitalis lanatae) 

Liljekonvalurt (Herba convallariae) 

Lipojodin (Aethyli dijodbrassidinas) 

Litiumacetylsalicylat (Lithii acetylsalicylas) 

Litiumsalicylat (Lithii salicylas) 

Lobelie (Herba lobeliae) 

Magniumacetylsalicylat (Magnesii 

acetylsalicylas) 

Magniumglycerinfosfat (Magnesii 

glycer inophosphas ) 

Magniumsalicylat (Magnesii salicylas) 

Magniumsilikat (Magnesii silicas) 

Mandelsyre (Acidum amygdalicum) 

Manganoglycerinfosfat (Manganosi 

glycerinophosphas ) 

Manganohypofosfit (Manganosi 

hypophosphis) 

Melbærrisblad (Folium uvae ursi) 

Meldrøje (Secale cornutum) 

Menadioldiacetat (Menadioli diacetas) 

Menadiolnatriumsulfat (Menadioli natrii 

sulfas) 

Menadion (Menadionum) 

Menadionnatriumbisulfit (2-metyl-l,4-naftokinonnatriumbisulfit) 

(Menadioni narrii 

bisulfis) 

Mentyl-ætoksyacetat (Coryfin, Colmenthol) 

Mepakrinhydroklorid (Mepacrini 


Merbromin (Mercurochrome) 

( Merbrominum ) 

Merkuriamidklorid (Hydrargyri amido 

chloridum) 

Merkurijodid (kviksølvjodid) (Hydrargyri 

jodidum rubrum)

Merkuriklorid (kviksølvklorid, sublimat) 

(Hydrargyri chloridum corrosiyum) 

Merkurioksycyanid (Hydrargyri 

oxycyanidum) 

Merkurioksyd (kviksølvoksyd) (Hydrargyri 

oxydum) 

Merkurioksyd, gult (Hydrargyri oxydum 

flavum) 

Merkurioksyd, rødt (Hydrargyri oxydum 

rubrum) 

Merkurisalicylat (Hydrargyri salicylas) 

Merkurisozojodalat (Hydrargyri 

di j odparaphenolsulf onas) 

Merkuroklorid (kalomel) (Calomel) 

Mesulfen (Mitigal, dimetyldifenylendisulfid) 

(Mesulfenum) 

Metamizolnatrium (Novalgin, natrium-4monometylaminofenazon-metansulfonat) 

(Metamizolnatrium ) 

Metylacetanilid (Methylacetanilidum) 

Metylisopropylcykloheksenon (Hexeton) 

Metyltestosteron (Methyltestosteronum) 

Metyltiouracil (Methylthiouracilum) 

Monobromkamfer (Camphora monobromata) 

Monojoddihydroksypropan (Alival) 

Mælkeurt, bitter (Herba polygalae amari 

cum radice) 

Naftalan (Lannalan) (Lannanum) 

ß-Naftol (Naphtholum) 

ß-Naftylsalicylat (Betol, naftosalol) 

Natri umanhydrometylencitrat ( Citarin ) 

Natriumantimonylglukonat (Natrii stibyli 

gluconas) 

Natriumarsenat (Natrii arsenas) 

Natriumarsenit (Natrii arsenis) 

Natriumaurotiomalat (Myocresin) (Natrii 

aurothiomalas) 

Natriumaurotiosulfat (Sanocrysin) (Natrii 

aurothiosulfas) 

Natriumdehydrokolat (Natrii dehydrocholas) 

Natriumferrialbuminat (Ferratin) 

Natriumgentisat (Natrii gentisas) 

Natriumglycerinfosfat (Natrii glycerinophosphas) 

Natriumkakodylat (Natrii kakodylas) 

Natriumnukleinat (Fagocytin) (Natrii 

nucleinas) 

Natriumoksymerkur i -o -toluylat ( Af ri dol) 

Natriumpantotenat (Natrii pantothenas) 

Natriumsantoninat (Natrii santoninas) 

Natriumtaurokolat 

47 

Nikotinamid (niacinamid) (Nicotinamidum) 

Nikotinsyre (niacin) (Acidum nicotinicum) 

Nikætamid (nikotinsyrediætylamid) 

(Nicethamidum) 

Nitroerytrol (Nitroerythrolum) 

Nitroglycerin (glyceryltrinitrat) 

Nitromannit (mannitolheksanitrat) 

(Nitromannitum) 

Nyserod, sort (Rhizoma hellebori nigri) 

Oksykinolinsulfat (Chinosol) (Oxychinolini 

sulfas) 

Ormefrø (Flos cinae) 

Pamakin (Plasmoquine) (Pamachinum) 

Panthenol (Bepanthen) 

Pantotensyre (Acidum pantothenicum) 

Paraldehyd (Paraldehydum) 

Pentanitrol (Pentaerytroltetranitrat) 

(Pentanitrolum) 

Pentazol (pentetrazol, Cardiazol, Metrazol) 

(Pentazolum) 

Phthiocol (2-metyl-3-oksy-1,4-naftokinon) 

Pigæbleblad (stramoniumblad) (Folium 

stramonii) 

Pigæblefrø (Semen stramonii) 

Pimpinellerod (Rhizoma pimpinellae) 

Piperazin og dets salte 

Podofyllin (Podophyllinum) 

Podofyllumrod (Rhizoma podophylli) 

Proflavin (Sanoflavin) (Proflavinum) 

Progesteron (corpus luteum hormon) 

(Progesteronum) 

Progestin (samlingsnavn for stoffer med 

corpus luteum hormonvirkning) 

Proksyfyllin (Glyfyllinum, Dioxypropyltheophyllinum) 

Propyfenazon (isopropylantipyrin) (Propyphenazonum) 

Proteinsølv (Protargol) (Argentum 

proteinatum) 

Provitamin A (

Ratanjerod (Radix ratanhiae) 

Resorcin (Resorcinum) 

Riboflavin (laktoflavin, vitamin B2) 

(Lactoflavinum, Riboflavinum) 

Rutin (Rutinum) 

Rævekage (Semen strychni) 

Sagradabark (Cortex rhamni purshianae) 

Salicylalkohol (Saligenin) 

Salipyrin (fena2onsalicylat) ( Salipyrinum, 

Phenazoni salicylas) 

Salol (Salolum, Phenyli salicylas) 

Santonin (Santonium) 

Sarsaparillerod (Radix sarsaparillae) 

Senegarod (Radix senegae) 

Sennesblad (Folium sennae) 

Sennesbælg (Fructus sennae) 

Sevenbom (Ramulus sabinae) 

Sorbiddinitrat (Harrical) 

Spansk flue (kantaride) (Cantharis) 

Stafisagriafrø (stefansfrø) (Semen staphidis 

agriae) 

Stilbøstrol (diætylstilbøstrol) 

(Stilboestrolum) 

Stormhaturt (Herba aconiti) 

Stramoniumblad (Folium stramonii) 

Strandløg (Bulbus scillae) 

Strandløg, tørret (Bulbus scillae siccatus) 

Streptomycin (Streptomycinum) 

Strof an tusfrø (Semen strophanti) 

Strykninnitrat (Strychnini nitras) 

Sublimat (Hydrargyri chloridum 

corrosivum) 

Sulfanilamid (Sulfanilamidum) 

Synkavit (2-metyl-l,4-naftohydrokinondisuccinat) 

Sølvpikrat (Argenti picras) 

Teobromin (Theobrominum) 

Teobrominkalciumacetat (Theobromino 

calcii acetas) 

Teobrominkalciumsalicylat (Theobromino 

calcii salicylas) 

Teobrominnatriumacetat (Theobromino 

natrii acetas) 

Teobrominnatriumsalicylat (Theobromino 

natrii salicylas) 

Teofylamin (Aminofyllin) 

(Theophyllaminum) 

Teofyllin (Theophyllinum) 

Teofyllinnatriumacetat (Theophyllino natrii 

acetas) 

48 

Terpinolhydrat (Terpini hydras) 

Terramycin (Terramycinum) 

Testosteron (Orchistin) (Testosteronum) 

Testosteronacetat (Testex) (Testosteron! 

acetas) 

Tetrabromfenolftalein (Tetrabromphenolphthaleinum) 

Tetraætylthiuramdisulfid ( disulfiram, 

Antabus) (Disulfiramum) 

Tiaminhydroklorid (Aneurini hydrochloridum, 

Thiamini hydrochloridum) 

Tidløsfrø (Semen colchici) 

Tidløsknold (Tuber colchici) 

a-Tokoferol (a-Tocoferolum) 

ß-Tokoferol (ß-Tocoferolum) 

y-Tokoferol (y-Tocoferolum) 

a-Tokoferylacetat (Tocoferyli acetas) 

Uretan (ætyluretan) (Urethanum) 

Valmuekapsler (Fructus papaveris) 

Vinylæter (Vinydan) (Vinylaether) 

Vismutbitannat (Bismuthi bitannas) 

Vismutgallat, basisk (Bismuthi subgallas) 

Vismuthydroksyd (Bismuthi hydroxydum) 

Vismutkarbonat, basisk (Bismuthi 

subcarbonas) 

Vismutnaftol (naftolvismut) (Bismuthi 

naphtholas) 

Vismutnitrat, basisk (Bismuthi subnitras) 

Vismutoksyjodidgallat (bijogal) (Bismuthi 

oxyjodogallas) 

Vismutoksyklorid (Bismuthi oxychloridum) 

Vismutsalicylat, basisk (Bismuthi 

subcalicylas) 

Vismuttannät (Bismuthi tannas) 

Vismuttribromfenolat (bibrofen, Xeroform) 

(Bismuthi tribromphenolas) 

Vitamin A (Axerophtol) 

Vitamin D (naturlige og syntetiske D-vitaminaktive 

stoffer) 

Zinkkaprylat (Zinci caprylas) 

Zinkpermanganat (Zinci permanganas) 

Zinkpropionat (Zinci propionas) 

Zinksalicylat (Zinci salicylas) 

Æter til narkose (Aether ad narcosin) 

Ætylklorid (klorætyl, CH^CK^Cl) 

(Aethyli chloridum) 

Østradiol (Oestradiolum) 

Østradiolbenzoat (Oestradioli benzoas) 

Østriol (Oestriolum) 

Østron (Oestronum)

49 

C. Eksempler på stoffer, for hvilke der gælder særlige bestemmelser. 

1) Hashish, Meskalin og andre euforiserende midler, der ikke er klassificeret som 

lægemidler: Henhører ligesom de euforiserende lægemidler under lov nr. 169 af 24. maj 

1955 om euforiserende stoffer. 

2) Medicinske gasarter, herunder ilt (oxygen), kuldioksyd, kvælstof forilte (dinitrogenoksyd), 

cyklopropan, ætylen, acetylen, karbogen ...: Henhører under Indenrigs- og Boligministeriets 

bekendtgørelse nr. 58 af 12. marts 1955 om medicinske gasarter. 

3) Gifte: Optaget på giftlisterne i bekendtgørelse nr. 369 af 8. december 1954 af lov 

om gifte og andre for sundheden farlige stoffer.

50 

Liste II. 

A. Fortegnelse over biologiske produkter — herunder sera, vacciner, bakterieprodukter 

m. v. samt organ præ par at er og enzymer — der i henhold til definitionen i apotekerloven 

af 1954 er klassificeret som lægemidler, og som det ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle 

og udlevere, samt eksempler pa varer af lignende oprindelse, der ikke er 

klassificeret som lægemidler, og som det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle 

og udlevere. (Renfremstillede hormoner henhører under liste I). 

B. Eksempler på biologiske produkter, alle klassificeret som lægemidler i henhold 

til definitionen i apotekerloven, som det er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere. 

Bakterieprodukter (til medicinsk, ikke Pankreatin (Pancreatinum) 

diætetisk brug) Paragurttabletter 

Hyaluronidase (invasin) (Hyaluronidasum) Sera 

Hypofysebaglap (Pituitarium posterius) Skjoldbruskkirtel (Thyreoideum) 

Mavesæk, tørret (Ventriculus siccatus) Tørserum (humant) 

Ovarier, tørrede Vacciner

51 

Liste III. 

Fortegnelse over brugsfærdige tilberedninger af stoffer, halvfabrikata, droger og 

biologiske produkter, der i henhold til definitionen i apotekerloven af 1954 er klassificeret 

som lægemidler, og som det ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere, samt 

eksempler på brugsfærdige tilberedninger, der ikke er klassificeret som lægemidler, 

og som det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere. Endvidere er 

anført eksempler på brugsfærdige tilberedninger, alle klassificeret som lægemidler 

i henhold til definitionen i apotekerloven, som det er apotekerne forbeholdt at forhandle 

og udlevere. 

Fortegnelsen er inddelt i grupper efter tilberedningernes art. Under hver enkelt gruppe 

er først anført de tilberedninger, som ikke er apotekerne forbeholdt, og derefter - under 

overskriften: »Apotekerne forbeholdt er f. eks.« - tilberedninger, som det er apotekerne 

forbeholdt at forhandle og udlevere. 

Selv om der ved de på listen anførte tilberedninger efter præparatets navn er anført 

»Ph. D.« (d. v. s. Pharmacopoea Danica, den danske farmakopé) eller betegnelser for 

andre officielt godkendte formelsamlinger, gælder præparatets placering på listen - såfremt 

intet andet udtrykkeligt er angivet i listerne - også for tilberedninger, der såvel 

med hensyn til kvalitativ som til kvantitativ sammensætning afviger noget fra det anførte 

præparat, men dog er af samme karakter som dette. 

Brugsfærdige tilberedninger, der ved deres udformning, navn og falholdelse er bestemt 

til teknisk anvendelse, herunder madlavning og kosmetisk anvendelse, er det uanset eventuelt 

indhold af lægemidler ikke forbeholdt apotekerne at forhandle og udlevere, jfr. §10, 

og sådanne tilberedninger er derfor på efterfølgende liste kun anført rent eksempelvis. 

Ingen 

Arnikainfus (Ph. D. 93) (Infusum arnicae) 

Kinadekokt med senega (Decoctum 

cinchonae senegae) 

Dekokter og Infuser. 

Apotekerne forbeholdt er f. eks. 

Ekstrakter. 

0 Alkannaekstrakt (Extractum alkannae) + Lakridsekstrakt (Ph. D. 33) (Extractum 

0 Fyrrenåleekstrakt (Extractum pini silvestris) glycyrrhizae) 

0 Lakrids (Extractum glycyrrhizae crudum) 0 Maltekstrakt (Extractum malti) 

0 Pyretrumekstrakt 


Aloeekstrakt (Extractum aloes) Kola-fluidekstrakt (Extractum fluidum 

Derrisudtræk (DAK 44) (Liquor derris) colae) 

Ensianekstrakt (Extractum gentianae) Lakrids-fluidekstrakt (Extractum fluidum 

Frangulaekstrakt (Extractum frangulae) glycyrrhizae) 

Hamamelisekstrakt (DAK 44) (Extractum Lakridsudtræk, koncentreret (Concentratum 

hamamelidis) glycyrrhizae) 

4*

-f- Levertranemulsioner for dyr 

52 

Emulsioner og Suspensioner til Indvortes Brug. 


Agarol Bentonitemulsion (Kaylene-Ol) 

Amerikansk olie med terpentin (DD 38) Paraffinolieemulsion (Emulsio paraffini) 

(Oleum ricini terebinthinatum) Parisatin (DAK) (Mixtura parisatini) 

Amerikansk-olie-emulsion (KA 22) 

(Emulsio olei ricini) 

Ingen 

Granulater. 


Ferroplexgranulat (Granulatum ferroplex) Karayalaks (DAK 44) (Granulatum 

Frangulagummi (Granulatum frangulae laxans) 

gummosum) Normacol 

Jecogran Normalax 

»Kalcium«-granulater Uricedin 

Kalkgranulat, ikke stoppende (DAK 44) Urisalin 

(Granulatum calcis non obstipans) 

Hæfteplastre, Sårplastre, Plastre. 

+ Salicylplaster + Sårplastre, præpareret med ikke-recept- 

-f- Salve kvick pligtige stoffer 

+ Sæbesalicylplaster 


Allcocks plaster Sårplastre, præpareret med receptpligtige 

Spansk flueplaster (DD 38) (Emplastrum stoffer 

cantharidis) 

-+- Kosttilskudspræparater, jfr. bekendtgørelse 

af 22. september 1954 om handel med 

vitaminpræparater 

Kapsler. 


Amerikansk olie, kapsler (Capsulae olei Tetraklormetankapsler (Capsulae tetrachlorricini) 

methani) 

Klorbutol-koffeinkapsler (Capsulae chlor- Tetraklorætylenkapsler (Capsulae tetrabutoli 

coffeicae) chloraethyleni) 

Sandeloliekapsler (Capsulae aetherolei 

santali) 

Linimenter og Emulsioner til Udvortes Brug. 

+ Dermasulf 0 Flydende sminker med zinkhvidt 

0 Kosmetiske præparater

Ammoniaksmørelse (Ph. Vet. 33) 

(Linimentum ammoniacatum) 

Benzokainliniment med salol (FDA) 

(Linimentum benzocaini cum salolo) 

Benzylbenzoatliniment (Ph. D.) 

(Linimentum benzyli benzoatis) 

Brystvorteliniment (Ph. D.) (Linimentum 

ad mamillas) 

Cuprex 

Drouins liniment (Disp. Vet.) 

(Linimentum Drouin) 

Hexicid (Nourypharma) 

Klorfenotanemulsion (Ph. D.) (Emulsio 

penticidi) 

-+- Udtræk med vine eller alkohol af ikkereceptpligtige 

droger, egnet som »bitter« 

53 


Medicinske Vine. 


Kinavin med jern (Ph. D. 33) (Vinum 

chinae ferratum) 

0 Anisvand (Aqua anisi) 

0 Citronsaft, kustig 

0 Citronsyreopløsninger 

+ Mineralvande, arsenfrie (naturlige og 

kunstige) 

Aminojodpræparater 

Enebærterpentinolie (FDA) (Aetheroleum 

juniperi terebinthinatum) 

Ensianmikstur (Ph. D.) (Mixtura amaroalkalina) 

Franguladråber (frangulalikvor) (Liquor 

frangulae) 

Hoffmannsdråber (Aether spirituosus) *) 

Jernholdige miksturer 

Jodider, miksturer med 

Kaliumbromid, opløsninger til peroralt brug 

Kamferdråber (Aether spirituosus 

camphoratus) *) 

+ Aluminiumkloridopløsning (20 °/o) 

(Solutio aluminii chloridi) 

0 Antinikotin mundvande med højst 0,2 % 

lapis 

0 Bepanthen hårvand 

Opløsninger, Miksturer o. 1. til Indvortes Brug. 


Opløsninger til Udvortes Brug. 

Lorexane 

Sloans liniment 

Styraksliniment (Disp. Vet.) (Linimentum 

styracis) 

Svovlliniment, sammensat (Disp. Vet.) 

(Linimentum sulfuratum compositum) 

Tjæresæbespiritus (Disp. Vet.) (Spiritus 

saponis cum pyroleo pini) 

Zinkgelatine (Gelatina zinci) 

Zinkliniment (Linimentum zinci) 

Zinkliniment, farvet (Linimentum zinci 

coloratum) 

Æggeolie (kalkliniment) (Disp. Vet.) 

(Linimentum calcicum) 

0 Pebermyntevand (Aqua menthae piperitae) 

+ Ricinusolie (amerikansk olie) med smagskorrigens 

Kuprisulfat-brækmiddel (Solutio cupri 

sulfatis vomitiva) 

Linctus pepsini (FncH 22) 

Nervinamikstur (Ph. D.) (Mixtura nervina) 

Salicylmikstur (Mixtura natrii salicylatis) 

Salicylmikstur, alkalisk (Mixtura natrii 

salicylatis alkalina) 

Salmiakmikstur med glycerin (FDA) 

(Mixtura salina glycerinata) 

Salmiakmikstur med lakrids (Mixtura 

salina dulcis) 

Senegamikstur (Mixtura senegae) 

Strandløgeddike (Ph. D. 33) (Acetum 

scillae) 

0 Blegevand 

+ Borvand (Solutio acidi borici) 

-f- Cetavlonopløsning 

0 Eddikesur lerjordopløsninger til teknisk 

anvendelse 

*) med undtagelse af den i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af nævnte pakningsstørrelse.

O Ferrikloridopløsninger til teknisk 

anvendelse 

+ Hamamelisvand (Aqua hamamelidis) 

0 Håndvande med boraks og benzoe 

0 Hårvande, kosmetiske med tjære 

+ Ivoran liquor 

0 Kah'umpermanganatopløsninger til teknisk 

anvendelse 

+ Kalkvand (Solutio calcii hydroxydi) 

0 Kollodium (Collodium) 

0 Kollodium, elastisk (Collodium elasticum) 

+ Kreolin (Kreolinum) 

Aluminiumacetatopløsning, basisk, koncentreret 

(Solutio aluminii subacetatis 

concentrata) 

Aluminiumacetotartratopløsning (Alsol) 

Anthrasol 

Arnikavand (FDA) (Lotio arnicae) 

Benzalkonopløsning (Ph. D.) (Solutio 

benzalkoni) 

Birketjærespiritus (Spiritus pyrolei betulae) 

Blyvand (Ph. D. 33) (Aqua saturnina) 

Blåstensvand (Ph. Vet. 33) (Solutio cupri 

sulfatis) 

Boraksøjenbadevand (Aqua ophthalmica 

boraxata) 

Bøgetjærespiritus (Spiritus pyrolei fagi) 

Dakins vædske (Aqua chlorata Dakin) 

Eddikesur lerjordopløsning, fortyndet 

(Aqua aluminii subacetatis) 

Fenosalyl (Phenosalylum) 

Ferrikloridopløsning (Ph. D.) (Solutio ferri 

chloridi) 

Formaldehydspiritus, stærk (Ph. D.) 

(Spiritus formaldehydi fortior) 

Formaldehydspiritus, svag (Ph. D.) 

(Spiritus formaldehydi mitis) 

Formalinsprit med mentol (Solutio 

formaldehydi spirituosa cum mentholo) 

Garvesyreopløsning (DD 38) (Solutio 

tannini ad ambustionem) 

Jod, af farvet (KA 22) (Solutio jodi 

decolorata) 

Jodglycerin, stærk (DD 38) (Glycerinum 

jodi fortius) 

Jod-jodkaliumopløsninger 

Jod, spirituøse opløsninger *) 

Kaliumpermanganatopløsninger til 

medicinsk brug 

54 


*) med undtagelse af den i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af 

størrelse. 

+ Lysol 

0 Mastiksopløsning (Adhaesivum masticis) 

0 Mentolhårspiritus 

0 Odol 

+ Propylalkohol, fortyndet 

+- Rodalonopløsning 

0 Rosenvand (Aqua rosae) 

+ Salicylkollodium (Collodium salicylicum) 

0 Salolspiritus (Spiritus saloli) 

+ Sapoformol 

0 Vademecum 

0 Øjenbadevande, kosmetiske 

Kamferolie (Oleum camphoratum) 

Klorfenotanspiritus (Spiritus penticidi) 

Klorkalkvand (Ph. D.) (Aqua calcis 

chlor atae) 

Klorkalkvand, koncentreret (Ph. D.) 

(Solutio calcis chloratae concentrata) 

Klortymolopløsning (Ph. D.) (Solutio 

chlorthymoli) 

Kresolsæbeopløsning (Ph. D.) (Kresolum 

saponatum, Liquor kresoli saponatus) 

K villa ja-t jærespiritus (Ph. D.) (Spiritus 

carbonis detergens) 

Mentololie (Ph. D.) (Oleum mentholi) 

Mentololie, sammensat (Ph. D.) (Oleum 

mentholi compositum) 

Mentolspiritus (Ph. D.) (Spiritus mentholi) 

Merbrominopløsning (Mercurochromopløsning) 

(Solutio merbromini) 

Natriumlaktatopløsninger, indeholdende 

bl. a. mælkesyre, til vaginaludskylninger 

Oculux 

Perniol (FDA) (Collodium jodi 

camphoratum) 

Rodasept (Ph. D. 33 Add. 44) 

Sabadilleeddike (Acetum sabadillae) 

Salicylolie (Disp. Vet.) (Oleum 

salicylicum) 

Skorpionolie (FDA) (Oleum scorpionis) 

Stenkulstjære, sammensat (Pyroleum 

lithanthracis compositum) 

Sublimateddike (Acetum sublimati) 

Svovlkamferopløsning (Ph. D.) (Solutio 

polysulfidi camphorata) 

Tanninglycerin (Ph. D.) (Glycerinum 

tannini) 

Terpentinspiritus (Disp. Vet.) (Spiritus 

terebinthinatus) 

nævnte koncentration og paknings-

Villates vædske (Ph. Vet. 33) (Liquor 

Villatii) 

Zinkkloridopløsning, stærkt ætsende 

(Disp. Vet.) (Causticum zinci chloridi 

fortius) 

Ætslapis (Causticum argenti nitratis) 

55 

Piller og »Perler«. 

-f- Kosttilskudspræparater, jfr. bekendtgørelse 

af 22.-9.-54 om handel med vitaminpræparater 

Brandreths piller 

Cascalinpiller 

Frangabellinpiller (DAK) (Pilulae 

frangabellini) 

Frangalinpiller (DAK) (Pilulae frangalini) 

Hvidløgperler og -kapsler 

Hvidløgpiller 


Øjenbadevande, medicinske 

0 jen dråber 

Østron i spirituøse opløsninger 

Zinkkloridopløsning, ætsende (Ph. D.) 

(Causticum zinci chloridi) 

Lubricpiller 

Pebermynteolie, piller med 

Sagrabellinpiller (DAK) (Pilulae 

sagrabellini) 

Sagralinpiller (DAK) (Pilulae sagralini) 

Summers piller 

Tanninpiller (FncH 22) (Pilulae tannini) 

Puddere, Pulvere o. 1. til Udvortes Brug. 

+ Borsyretalkum med højst 50 % borsyre + Insektpulver (kaukasisk og dalmatisk) 

0 Fodbadesalte 

(Flos pyrethri) 

0 Fodbadesalte med boraks 

+ Salicylpudder (Cutipulvis salicylicus) 

0 Havsalt, kunstigt 

+ Svovlpuddere 

-f- Zinkborsyrepuddere med højst 5 °/o borsyre 

Alunpulver, sammensat (Alunol, Vaginol og 

tilsvarende præparater) (Pulvis aluminis 

compositus) 

Cutin (DAK) (Cutipulvis cutini) 

Dermoform (DAK 34) 

Klorfenotanpudder (Ph. D.) (Cutipulvis 

penticidi) 

Kreaturvaskepulver (FDA 39) 

Paraformpudder (Ph. D.) (Cutipulvis 

paraformaldehydi) 


Paraf ormpudder, stærkt (Disp. Vet.) 

(Cutipulvis paraformaldehydi fortior) 

Tanninsalicylpudder (Disp. Vet.) 

(Cutipulvis tannini salicylicus) 

Zinkborsyrepudder (Ph. D.) (Cutipulvis 

contra intertriginem) 

Zinkpudder (Cutipulvis zinci) 

Zinktalkumpudder (Cutipulvis talci 

zincicus) 

Pulvere, blandede eller afdelte, til Indvortes Brug (herunder blandede Mineralsalte). 

0 Bruspulver (Ph. D. 07) (Pulvis -f Marienbadersalt, kunstigt 

effervescens) + Mineralvandssalte, arsenfrie (naturlige og 

-f- Emsersalt, kunstigt kunstige) 

+ Enos fruits salt 0 Oliesukkere (Elaeosacchara) 

+ Fachingersalt, kunstigt 0 Pebermyntesukker (Elaeosaccharum 

-f- Karlsbadersalt, kunstigt menthae piperitae) 

-f- Kissingersalt, kunstigt + Samarin 

+ Kruschensalt 


Bromsalte, brusende Dr. Ottosen's sundhedssalt (FDA) (Sal 

Digestivpulver (Disp. Vet.) (Pulvis sanitatis Dr. Ottosen) 

digestivus) Ferrotartrat, af delte pulvere

Kalkpulver (Pulvis calcis obstipans) 

Kalkpulver med vismut (Ph. D.) (Pulvis 

calcis bismuthicus) 

Koffein, af delte pulvere 

Lakridsrodpulver, sammensat (Ph. D.) 

(Pulvis glycyrrhizae compositus) 

0 Anissaft (Syrupus anisi) 

0 Hindbærsaft (Syrupus rubi idaei) 

0 Hindbærsaft, sur (Succus rubi idaei) 

0 Hyldebærsaft (Syrupus sambuci) 

0 Invertsukkersaft (Syrupus invertosi) 

0 Kirsebærsaft, sur (Succus cerasi) 

0 Kirsebærsaft, sur (Succus cerasi) 

0 »Maltose-brysthonning« (blandinger af 

Altæasaft (Syrupus althaeae) 

Bronchialsaft (FDA) (Syrupus bronchialis) 

Brystdråber, franske (FDA) (Linctus 

pectoralis gallicus) 

Brystdråber, fru Mikkelsen's (FDA) 

(Linctus pectoralis balsamicus) 

Brystdråber, Kongen af Danmark's (Ph. D.) 

(Liquor pectoralis) 

Brystdråber, Kongen af Danmark's med 

glycerin (Ph. D.) (Liquor pectoralis 

cum glycerino) 

Brystdråber med honning, stærke (FDA) 

(Tinctura pectoralis cum melle) 

Brystdråber, norske (FDA) (Linctus 

pectoralis norvegicus) 

Brystdråber, sammensatte (FDA) (Linctus 

thymi compositus) 

Brystdråber, stærke (FDA) (Tinctura 

pectoralis) 

Brystdråber, stærke, med glycerin (FDA) 

(Tinctura pectoralis cum glycerino) 

Brystsafter (indeholdende: lakrids, ammoniakvand, 

glycerin, sukker, mentol, anisolie, 

benzoesyre, ingefær, timianudtræk, 

vanillin o. 1.) 

Brystsaft med anis (FDA) (Syrupus 

pectoralis anisatus) 

Brystsaft med senega (FDA) (Syrupus 

senegae compositus) 

Decrottes 

Engelsk hostesaft (FDA) (Syrupus 

pectoralis anglicus) 

Fennikelhonning (FDA) (Mel foeniculi) 

Figensaft (Ph. D.) (Syrupus fici sennatus) 

56 

Safter, søde og sure, samt Honning. 


Saltpulver, af delt (Disp. Vet.) (Dosipulvis 

salinus compositus) 

Saltpulver, af delt, med aloe (Disp. Vet.) 

(Dosipulvis salinus cum aloe) 

Sundhedssalt (FDA) (Sal sanitatis) 

maltekstrakt og honning med anisolie og 

mentol som smagskorrigens) 

0 Pommeransskalsaft (Syrupus aurantii) 

0 Solbærsaft (Syrupus ribis nigri) 

0 Solbærsaft, sur (Succus ribis nigri) 

0 Sukkersaft (Syrupus sacchari) 

+ Tolusaft (Syrupus tolutanus) 

Gulerodsaft (FDA) (Syrupus dauci) 

Hostesaft, rød (DD 38) (Linctus expectorans) 

Kalciumkloridsaft (Syrupus calcii chloridi) 

Kinahonning med senega (FDA) (Mel 

cinchonae cum senega) 

Kinasaft med senega (FDA) (Syrupus 

cinchonae cum senega) 

Kvægtheriak (FDA) (Electuarium 

theriacale pro pecoribus) 

Lakridsbrystsafter (indeholdende: ammoniakvand, 

anisolie, benzoesyre, glycerin, lakrids, 

mentol, sukker, timianudtræk, vanillin 

o. 1.) 

Mannasaft (Ph. D.) (Syrupus sennae 

mannatus) 

Rævelungesaft (FDA) (Syrupus pulmonariae) 

Rævelungesaft, almindelig (FDA) (Syrupus 

pulmonalis simplex) 

Senegasaft (Syrupus senegae) 

Strandløghonning (Ph. D. 33) (Oxymel 

scillae) 

Sulfokresolsaft (DAK) (Syrupus sulfokresolicus) 

Syrupus hypophosphitis compositus 

(FncH 22) 

Terpentinhonning (DD 38) (Mel 

terebinthinatum ) 

Timiansaft (Ph. D. 33) (Syrupus thymi) 

Toluhostesaft (FDA) (Linctus tolutanus) 

Trøskesaft (Ph. D. 33) (Linctus boracinus) 

Valmuesaft (Ph. D. 07) (Syrupus papaveris)

O Arnisanglycerin 

+ Benzoefedt (Adeps benzoatus) 

+ Borvaselin (Ph. D. 07) (Vaselinum 

boricum) 

+ Cold cream (Ph. D.) (Ungventum cetacei) 

-i- Cold cream med glycerin 

+ Dermofil (Dermofilum) 

0 Håndcreme med boraks og borsyre 

57 

Salver, Pastaer, Cremer m. v. 

Apotekerne forbeholdt 

Apostelsalve (KA 22) (Ungventum 

apostolorum) 

Benzalkonsalve (Ph. D.) (Ungventum 

benzalkoni) 

Birketjærepasta (Pasta pyrolei betulae) 

Birket jærepasta, stærk (Pasta pyrolei betulae 

fortior) 

Cremolan 

Cuticurasalve 

Dermotel (Ph.D.) (Ungventum dermotheli) 

Eksplorationssæbe (FncH 22) (Ungventum 

saponis compositum) 

Euflavinvaselin (Vaselinum euflavini) 

Frostbalsam (FDA) (Balsamum contra 

pernionem) 

Glycerinsalve (Ph. D.) (Ungventum 

glycerini) 

Glycoderm (Ph. D.) (Ungventum glycodermi) 

»Grå salve« (KA 22) (Ungventum 

griseum) 

Kamfervaselin (FDA) (Vaselinum camphoratum) 

Katetercreme (Cremor ad catheteres) 

Kloraminvaselin (Vaselinum chloramini) *) 

Kviksølvsalve, grå (Ungventum hydrargyri) 

Lanolinpasta (Pasta lanolinata) 

Lanolinsalve, sammensat (Ph. D.) 

(Ungventum lanolini compositum) 

Levertransalver 

Limpiol 

Mentolbalsam (Ph. D.) (Ungventum 

mentholi compositum) 

+ Kloraminsolubletter (Solublettae 

chloramini) 

+ Lindes svovlmælkcreme 

0 Læbepomade (Ph. D. 68) (Ceratum ad 

labia) 

+ Mentholatum 

+ Salicyltalg med 2 % salicylsyre 

+ Vaselin, vandbindende (Ph. D. 33 Add. 43) 

(Vaselinum hydrofilum) 

er f. eks. 

Mentol-kamfercerat (Ceratum mentholi 

compositum) 

Perubalsamvaselin (Vaselinum balsami 

peruviani) 

Rektol (Ph. D.) (Ungventum chlorbutoli) 

Salicylsalve (Ungventum salicylicum) 

Salicyl-tjærevaselin (Vaselinum salicylicopyroleatum) 

Salol-mentol-salve (FDA) (Ungventum 

saloli compositum) 

Septiolan 

Stenkulstjære, sammensat (Pyroleum • 

lithanthracis compositum) 

Svovlleversalve (Ph. D.) (Ungventum 

hepatis sulfuris) 

Sølvnitratholdige salver (lapissalver) 

Tjærevaselin (FDA) (Vaselinum 

pyroleatum) 

Tyrkisk balsam (KA 22) (Balsamum 

turticum) 

Vokssalve (Ph. D. 93) (Ungventum cerae) 

Zink-lanolinvaselin (Vaselinum zincicum 

lanolinatum) 

Zinkpasta (Pasta zinci) 

Zinksalve (Ph. Vet. 33) (Ungventum zinci 

oxydi) 

Ætsvaselin (DD 38) (Causticum 

keratolyticum) 

Øjensalve, farvet (Ph. D.) (Oculentum 

color atum) 

Østron i salver og cremer 

Solubletter. 

0 Sødemidler, solubletter med 


Fenylmerkuriacetatsolubletter (Solublettae Sublimatsolubletter (Solublettae sublimati) 

hydrargyri phenylacetatis) 

*) med undtagelse af den i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af nævnte pakningsstørrelse.

58 

Stave (Bacilli), Stifter o. 1. 

+ Alunstift + Lapisstift (Argenti nitras in penna) 

Laminariastift, medicinsk (Stylus laminariae) 

Ingen 


Suppositorier (stikpiller), Vagitorier og Uteritorier. 


Hæmorrhoidalstikpiller Neptusan stikpiller 

Klorbutol-koffeinstikpiller (Suppositoria Rexitstikpiller 

chlorbutoli coffeica) 

Sæber. 

0 Flydende sæbe med spiritus (Ph. D.) + Mitigalsæbe 

(Spiritus saponis kalini) 0 Svovlmælksæbe 

0 Galdesæbe 0 Tjæresæbe 

0 Hexaklorofensæbe 0 Xeroformsæbe 


Afridolsæbe Sublimatsæbe 

Tabletter o. 1. til Indtagelse i Munden. 

0 Anistabletter (indeholdende: anisolie, la- 0 Pebermyntekager (Rotulae menthae 

krids, lakridsrod, arabisk gummi og andre piperitae) 

hjælpestoffer) 0 Salmiaktabletter med lakrids 

+ Citronsyretabletter 0 »Salt«-pastiller (med ammoniumklorid) 

+ Emserpastiller (Trochisci ems) 0 Sodapastiller (å 0,25 g natriumbikarbonat) 

0 Ga-Jol (Trochisci natrii bicarbonatis cum men- 

0 Halloo-Wachtabletter tha) 

+ Halspastiller (indeholdende: ammoniumklo- + Sodapastiller uden pebermynte (med højst 

rid, lakridsekstrakt, sukker, anisolie, men- 0,25 g natriumbikarbonat) (Trochisci 

tol og tolubalsam) natrii bicarbonatis sine mentha) 

0 Katharol 0 Sojabønnemel i tabletter 

0 Lakridspastiller 0 Sukkerkager (»sukkerkugler«) (Rotulae 

+ Lakrids-salmiakpastiller (Trochisci ammonii sacchari) 

chloridi cum extracto glycyrrhizae) 0 Syntosantabletter 

0 Läkerol O Tjærepastiller (Trochisci pyrolei pini) 

0 Maltpastiller (Trochisci extracti malti) + Vichypastiller (Trochisci vichy) 

0 Mentolkager (Rotulae mentholi) 0 Vitalia taremel tabletter 

+ Mineralvandssalte, arsenfrie (naturlige og 0 Vivita tabletter 

kunstige), tabletter med 


Acetfenolisatintabletter (Tablettae Af førende tabletter (indeholdende: aloeacetphenolisatini) 

ekstrakt, purshianaekstrakt, fenolftalein, 

Afalaxtabletter o. 1. afførende stoffer) 

Allisatintabletter

Aluminiumglycinattabletter 

Aluminiumglycinat-magniumkarbonat og 

-kalciumkarbonattabletter 

Anautintabletter (DAK) (Tablettae 

anautini cg 10) 

Antisulttabletter (indeholdende: sojabønnemel, 

glukose, kalciumfosfat, ferrotartrat, 

fenolftalein og B-vitaminer) 

B.C. Kolatabletter 

Bronchialpastiller (DAK) (Oriblettae 

bronchiales) 

Cascalintabletter 

Ceroletter 

Chinosol mundvandstabletter å 40 mg 

Chinosoltabletter 

D ifenhydramintabletter (Tablettae 

diphenhydramini) 

Ferrolaktattabletter (Tablettae ferrosi 

lactatis) 

Ferrotartrattabletter (ferroplextabletter) 

(Tablettae ferrosi tartratis) 

Halspastiller (DAK) (Oriblettae gutturis) 

Hvidløgtabletter 

Isacentabletter 

Istizintabletter 

Jerntabletter (Tablettae ferri reducti) 

Kafomatabletter 

Kalciumfosfattabletter (Tablettae calcii 

phosphatis) 

Kalciumfosfattabletter med pebermynte 

0 Potpourri 

59 

Urteblandinger (Species). 

Kalciumlaktattabletter (Tablettae calcii 

lactatis) 

Keatings hostekager 

Klorsurt kali pastiller (Trochisci kalii 

chloratis) 

Koffeintabletter (Tablettae coffeini) 

Koffein-klorbutoltabletter (DAK) 

(Tablettae chlorbutoli coffeicae) 

Koffinautintabletter (Tablettae coffinautini) 

Kultabletter (medicinske) (Tablettae 

carbonis) 

Magnesiapastiller (magnesiatrokisker) 

(Trochisci magnesiae) 

Magnesiatabletter (Tablettae magnesii 

subcarbonatis) 

Magniumperoksydtabletter 

Natriumbikarbonattabletter å 0,5 g 

(Tablettae natrii bicarbonatis) 

Neptusantabletter 

Ormekager (KA 22) (Trochisci vermifugi) 

Paraformsugetabletter (Formamint o. 1.) 

(Tablettae paraformii) 

Pebermynteolie, tabletter med 

Salttabletter (for søfolk) 

Terpinollakrids 

Terpinoltabletter (Tablettae terpinoli) 

Virikoltabletter 

Vitaphyl 

0 Teerstatninger 


Brystte (Species pectoralis) Krydrede urter (Ph.Vet.33) (Species 

Fordelende urter (Species resolventes) aromaticae) 

Hamborgte (Species hamburgenses) Lorentz kräuter (KA 22) (Species Lorentz) 

Tycho Brahe's urter (FDA) (Species Tycho 

Brahe) 

Tinkturer. 

0 Appelsintinktur (Tinctura aurantii dulcis) 0 

-f- Benzoetinktur (Tinctura benzoes) 0 

0 Ingefærtinktur + 

0 Kaneltinktur (Tinctura cinnamomi) 0 


Pommeransskaltinktur (Tinctura aurantii) 

Røgelsestinktur (Tinctura fumalis) 

Spansk pebertinktur (Tinctura capsici) 

Tolutinktur (Tinctura tolutana) 

Dyvelsdræktinktur med kamfer (FDA) Hvidløgdråber (Tinctura allii) 

(Guttae asae foetidae camphoratae) Kvillajatinktur (Tinctura quillajae)

+ Cevitex tabletter 

+ Deltamin Super 

+ Detremin Olie 

+ Detren 

+ Detrena 

+ Gærtabletter 

+ Hybenpulver 

+ Hybensafter 

+ Levertran (Oleum jecoris aselli) 

+ Levertran med smagskorrigens 

+ Levertranemulsioner for dyr 

+ Martens Stjernegranulat A-D 

+ Solitren 

-f- Tabletter, piller eller kapsler indeholdende: 

3000 i. e. A-vitamin samt 400 i. e. 

D-vitamin 

Betrasolsaft 

Bevitex 

Cemaekstrakt 

Cetrasolsaft 

Fosforlevertran (DD 38) (Oleum jecoris 

cum phosphoro) 

Haj levertran (Oleum jecoris selachii) 

Helleflynder levertran (Oleum jecoris 

hippoglossi) 

Levertranemulsion (Emulsio olei jecoris 

aselli) 

0 Afhåringsmidler (depilatorier) 

0 Bemax 

+ Bomuld, blodstillende (med ferriklorid) 

0 Fodermidler — med indhold af accessoriske 

næringsstoffer og mikromineraler - beregnet 

som tilskud til dyrs normale ernæring 

(jfr. § 13, stk. 1) 

0 Forbindstoffer 

0 Fortyndingsvædsker til tyresperma 

0 Fosformos (Electuarium phosphoratum) 

0 Gelatinesvamp (af typen Spongostan og 

Gelfoam) uden tilsætning af hæmostatiske 

stoffer 

0 Hudbeskyttende præparater af kerodextypen 

0 Idon 

0 Kalciumkloridopløsninger (til madlavning) 

+ Klorfenotanpræparater (andre end de 

nævnte) 

+ Ligtornepræparater (plastre, linimenter, 

kollodier, salver og lign.) 

60 

Vitaminer. 


Diverse. 

+ Tabletter, piller eller kapsler indeholdende: 

50 mg askorbinsyre 


1,5 mg tiamin og 1,5 mg riboflavin 


1,5 mg tiamin, 1,5 mg riboflavin, 50 mg 

askorbinsyre, 400 i. e. D-vitamin og 3000 

i. e. A-vitamin 

+ Tabletter og udtræk af tørrede hyben uden 

tilsætning af vitaminer og andre virksomme 

stoffer 

+ Tabletter og udtræk af ølgær (tørgær) uden 

tilsætning af andre virksomme stoffer 

-f- Tranox 

Levertran med jern (KA 22) (Oleum jecoris 

aselli ferratum) 

Maltlevertran (Extractum malti cum oleo 

jecoris aselli) 

Syrupus C-vitamini (Ph.D.) 

Vicomintabletter 

Vitamin A-koncentrat (Concentratum 

A-vitamini, Guttae A-vitamini) 

Vitamin A-koncentrat, esterificeret (Diluendum 

A-vitamini esterificati) 

0 »Myggebalsam« og lign. præparater beregnet 

til at holde insekter fra at stikke 

0 Natriumfluorid i kakerlakmidler 

0 Oblatplader 

0 Paraformaldehyd i komprimeret form til 

rumdesinfektion 

0 Recoven 

0 »Snuevat« 

0 Solbeskyttende præparater 

0 Strykninhvede (Fructus tritici cum strychnini 

nitrate) 

0 Suturmidler, medicinske 

0 Tandguttaperka (Guttapercha ad dentes) 

0 Tandpastaer, diverse (fraset sådanne, der 

indeholder receptpligtige stoffer og 

stoffer under giftloven) 

0 Tandpulvere, diverse (fraset sådanne, der 

indeholder receptpligtige stoffer og 

stoffer under giftloven) 

+ Thermogenevat 

+ Vaporin-typen, præparater af 

0 Vitameller

»Afmagringsmidler«, »Slankemidler« og 

lign. brugsfærdige tilberedninger bestemt 

til og/eller anbefalet som midler til at nedbringe 

legemsvægten eller til at modvirke 

stor appetit eller følgerne af en sådan 

Anti-Sult 

Bekovittabletter 

Blyforbindelser til medicinske formål, tilberedninger 

med 

Bomuld, blodstillende (med adrenon) 

Fenolftalein, doserede lægemidler 

Ferrofosfat, doserede lægemidler 

Ferrosulfat, doserede lægemidler 

Frost, midler mod 

Glutaminsyre, doserede lægemidler 

Heksaklorætanbakuler (Baculi hexachloraethani) 

61 


Heksamin (metenamin) i brugsfærdige tilberedninger 

Kaliumbromid, doserede lægemidler 

Klorbutol-sprayvædske (Ph.D.) (Nebuloleum 

chlorbutoli compositum) 

La-Fru-Sta 

Neda frugtterninger 

Salpeterpapir (Charta nitrata) 

Sennepspapir (Charta sinapisata) 

Snusepulver med mentol og borsyre 

Sprayvædsker (nebulogena og nebulolea) 

Ætyl-p-oksybenzoat i brugsfærdige tilberedninger 

(Amycen o. 1.) 

Stramoniumcigarer (astmacigarer) 

(Cigarae stramonii) 

Undecylensyre og salte heraf i brugsfærdige 

tilberedninger

62 

IV. 

BEMÆRKNINGER TIL UDKASTET TIL BEKENDTGØRELSE OM DETAIL- 

HANDEL MED LÆGEMIDLER 

ad §§ 1 og 2. 

De i § 1 og § 2 anførte definitioner af 

begrebet lægemidler og begrebet recept er 

optaget uændret efter henholdsvis § 1 og 

§ 26, stk. 1, i loven om apotekervæsenet, 

jfr. de almindelige bemærkninger i kapitel 

2, side 13 ff. 

ad §§ 3-7. 

Der henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 2, side 13 ff. 

Den i § 4 optagne definition af kosmetika 

svarer i alt væsentligt til den definition, 

som anvendes i U.S.A. (The Food, Drug 

and Cosmetic Act). 

Næringsstoffer er i § 6 defineret som naturligt 

forekommende eller renfremstillede 

stoffer, hyppigst som bestanddele af levnedsmidler 

i kosten, d. v. s. spise- og drikkevarer 

(jfr. lov nr. 74 af 28. april 1950 om 

levnedsmidler m. m.), der tilfører organismen 

den fornødne energimængde og/eller 

på anden måde opretholder organismen i 

normal funktionstilstand eller erstatter organismens 

tab af nødvendige stoffer. I 

levnedsmiddellovens § 1, stk. 2, er levnedsmidler 

defineret som enhver spise- og 

drikkevare, som er bestemt til at fortæres af 

mennesker, herunder enhver vare, der er bestemt 

til at anvendes i spise- og drikkevarer, 

selv om det kun er som konserveringsmiddel, 

farvestof eller lignende. 

Levnedsmiddelbegrebet er således efter 

levnedsmiddelloven at opfatte som det overordnede 

begreb, der omfatter alt, hvad der 

er bestemt til at fortæres af mennesker herunder 

dels næringsmidler og næringsstoffer 

og dels en række varer, der ikke indeholder 

næringsstoffer, men alene tjener tekniske 

formål, såsom konservering, stabilisering 

eller farvning. Endvidere omfatter levnedsmiddelbegrebet 

de lægemidler, der indtages 

gennem munden, jfr. bestemmelsen i levnedsmiddellovens 

§ 1, stk. 7, hvorefter lægemidler, 

hvis salg er forbeholdt apotekerne, 

dog kun er omfattet af lovens regler i det 

omfang, hvori indenrigsministeren måtte 

træffe særlig bestemmelse herom. 

ad§ 8. 

Der henvises til de almindelige bemærkninger, 

kapitel 3 og 4. 

ad §9. 

Bestemmelsen om næringsdrivendes adgang 

til indførsel af lægemidler og videresalg 

af disse til virksomheder, der er berettiget 

til at forhandle vedkommende lægemidler 

eller benytte dem i egen bedrift, er 

en konsekvens af, at bekendtgørelsen alene 

tilsigter at regulere detailhandelen med lægemidler, 

jfr. apotekerlovens § 34, stk. 1 og 

2, men ikke har til formål at foretage indskrænkninger 

hverken i engroshandelen med 

lægemidler eller i industriens adgang til at 

erhverve lægemidler til teknisk anvendelse 

eller som et led i fremstillingen af lægemidler. 

Bestemmelserne i paragraffen svarer iøvrigt 

til bestemmelserne i den nugældende 

anordnings § 1, bortset fra denne paragrafs 

stk. 1, 1. punktum. Bestemmelsen i stk. 3 

angående laboratoriers indførsel og køb af 

lægemidler er dog skærpet noget, idet ad-

gangen til frit at indføre og købe lægemidler 

efter forslaget alene tilkommer statens lægevidenskabelige 

laboratorier, medens både naturvidenskabelige 

og andre laboratorier skal 

have særlig tilladelse af Sundhedsstyrelsen. 

Motiveringen for forslaget om denne ændring 

er dels, at grænsen mellem naturvidenskabelige 

og andre laboratorier er flydende, 

og dels, at misbrug i forbindelse med handel 

med lægemidler bør forebygges overalt, hvor 

det er muligt. 

ad § 10. 



ad§ 11. 



63 

ad § 12. 



Da kosttilskuds-præparater er klassificeret 

som lægemidler, vil de alene være frihandelsvarer 

i det omfang, der er særlig hjemmel 

derfor. 

ad § 13. 

Foderblandinger til dyr indeholdende accessoriske 

næringsstoffer sælges i dag i den 

frie handel, og flertallet foreslår, at denne 

praksis opretholdes, når foderblandingerne 

ved falholdelsen m. v. fremtræder som tilskudsfoder 

til dyr, jfr. bestemmelsen i § 10

64 

V. 

UDKAST TIL BEKENDTGØRELSE OM DETAILHANDEL MED BRUGS- 

FÆRDIGE TILBEREDNINGER BESTEMT TIL TEKNISK ANVENDELSE 

I medfør af § 18 i lov om gifte og andre 

for sundheden farlige stoffer, jfr. lovbekendtgørelse 

nr. 369 af 8. december 1954, og 

§§ 12 og 13 i lov nr. 174 af 28. april 1950 

om levnedsmidler m. m. bestemmes efter 

forhandling med ministeren for handel, industri 

og søfart herved følgende: 

. V L 

Ved brugsfærdige tilberedninger forstås i 

denne bekendtgørelse tilberedninger af stoffer, 

droger og biologiske produkter, der er 

bragt i en sådan form, at de af brugeren 

umiddelbart kan anvendes, eventuelt efter 

givne anvisninger eller efter medfølgende 

brugsanvisninger. 

§ 2. 

Ved kosmetika forstås i denne bekendtgørelse 

brugsfærdige tilberedninger, der er 

bestemt til at indføres i, at smøres, gnides, 

pudres eller sprøjtes på, eller på anden måde 

tilføres det menneskelige legeme eller nogen 

del af dette, for at bevare, rense og pleje 

eller for at gøre legemet eller dele af det 

smukkere, mere tiltrækkende eller for med 

andet formål at forandre dets udseende. 

§ 3. 

Stk. 1. Efter forhandling med ministeren 

for handel, industri og søfart kan indenrigsministeren 

til forebyggelse af sundhedsfare 

forbyde falholdelse af brugsfærdige tilberedninger, 

der er bestemt til teknisk anvendelse, 

herunder madlavning og kosmetisk anvendelse. 

Stk. 2. Falholdelse af brugsfærdige tilberedninger 

indeholdende stoffer, der efter 

de af Sundhedsstyrelsen i henhold til lov nr. 

209 af 11. juni 1954 om apotekervæsenet 

§ 26, stk. 2, givne regler kun må udleveres 

efter recept, og som er bestemt til husholdningsteknisk 

brug, til madlavning og til kosmetisk 

anvendelse, samt af tilberedninger 

med indhold af sådanne stoffer bestemt til 

indføring i menneskers eller dyrs organisme 

i ikke lægeligt øjemed, må kun finde sted såvel 

fra apotek som i den almindelige detailhandel, 

efter at Sundhedsstyrelsens tilladelse 

er givet for hver enkelt tilberedningsform. 

§ 4. 


straffes efter bestemmelserne i levnedsmiddellovens 

§ 23. 

§ 5. 

Stk. 1. Denne bekendtgørelse træder i 

kraft den 

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i § 3, stk. 2, 

er det dog tilladt at falholde de af denne bestemmelse 

omfattede brugsfærdige tilberedninger 

i 1 år efter bekendtgørelsens ikrafttrædelse, 

såfremt falholdelsen var lovlig efter 

de inden ikrafttrædelsen gældende regler. 

Stk. 3. De i medfør af lovgivningen om 

a) midler til bekæmpelse af plantesygdomme, 

ukrudt og visse skadedyr, jfr. lov 

nr. 76 af 9. marts 1948 og lov nr. 113 af 

13. april 1954, 

b) lov nr. I6I af 24. maj 1955 om tillæg 

til lov om handel med foder- og gødningsstoffer 

samt grundforbedringsmidler 

givne bestemmelser berøres ikke af denne 

bekendtgørelse.

65 

VI. 

BEMÆRKNINGER TIL UDKASTET TIL BEKENDTGØRELSE OM DETAIL- 

HANDEL MED BRUGSFÆRDIGE TILBREDNINGER BESTEMT TIL 

TEKNISK ANVENDELSE 

Idet henvises til de almindelige bemærkninger, 

kapitel 4, side 21 ff., bemærkes følgende 

til de enkelte paragraffer: 

ad §§ 1 og 2. 

De i disse paragraffer anførte definitioner 

af begreberne brugsfærdige tilberedninger og 

kosmetika er enslydende med paragrafferne 

3 og 4 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel 


ad § 3. 

Ved »receptpligtige stoffer« i stk. 2 forstås 

sådanne stoffer, droger og præparater, 

som for tiden omfattes af grupperne § 8 A, 

B og C i Sundhedsstyrelsens cirkulære af 1. 

december 1952 til landets apoteker m. fl. om 

rekvirering og udlevering af lægemidler. 

Den omstændighed, at visse brugsfærdige tilberedninger 

i nærmere bestemt styrke og 

pakningsstørrelse indeholdende receptpligtige 

stoffer er undtaget fra receptpligten, 

medfører ikke, at vedkommende stoffer ikke 

betragtes som receptpligtige i bekendtgørelsens 

forstand. 

ad§ 5. 

Bestemmelsen i stk. 2 refererer til det i 

kapitel 4, side 22 anførte angående salg af 

bl. a. hårvande med indhold af ganske små 

mængder receptpligtige stoffer.

67 

B. 

JØRGEN A. PEDERSENS SÆRINDSTILLING 

5*

69 


Mindretallet Jørgen A. Pedersen har afgivet 

følgende særindstilling: 

Nærværende kommission er nedsat med 

den opgave at fremkomme med indstilling til 

å jourføring og revision af vareanordning af 

4. april 1929 og har således til hovedopgave 

at udtale sig om, hvilke lægemidler, der skal 

være unddragne forhandling gennem den 

fri detailhandel. 

Som medlemmer af kommissionen har indenrigsministeren 

beskikket 13 medlemmer, 

men heraf kun 1 medlem, der repræsenterer 

detailhandelen, nemlig underskrevne mindretal. 

Desværre har allerede de principielle betragtninger, 

som flertallet har lagt til grund, 

været så afvigende fra mindretallets, at dette 

må afstå fra i enkeltheder at imødegå flertallets 

indstilling, men i det følgende indskrænke 

sig til kort at fremkomme med 

nogle enkelte principielle synspunkter. 

Det er derfor med den største beklagelse, 

at mindretallet må konstatere, at der ikke 

foreligger mulighed for tilslutning i den 

øvrige kommission til de synspunkter, mindretallet 

har måttet fremføre på detailhandelens 

vegne, udover den af handelsministeriets 

repræsentant fremsatte udtalelse (side 24) 

angående valget af listeprincip, idet der allerede 

fra kommissionens første møde har 

vist sig at være en endog meget væsentlig 

forskel i flertallets og mindretallets opfattelse 

af, under hvilken form og i hvilken 

udstrækning en begrænsning i retten til fri 

handel med lægemidler skulle gennemføres, 

ligesom der har vist sig en stærkt divergerende 

opfattelse af, hvorledes apotekerlovens 

lægemiddeldefinition bør fortolkes. 

Det var derfor kun med meget store betænkeligheder, 

at mindretallet under disse 

omstændigheder indvilgede i at indtræde i 

et snævert arbejdsudvalg, og med det bestemte 

forbehold, at dette ikke på nogen 

måde måtte betragtes som en tiltrædelse af 

de grundprincipper, hvorom uenigheden 

samlede sig. 

Mindretallet har, i ønsket om inden arbejdets 

påbegyndelse at få klarhed over de 

divergerende opfattelser, på et meget tidligt 

tidspunkt anmodet den samlede kommission 

om at rette en forespørgsel til indenrigsministeren 

for at få oplyst, om det er i overensstemmelse 

med den i apotekerlovens § 34 

nedfældede hjemmel at fravige det hidtil 

fulgte listeprincip: at udarbejde lister over 

de apotekerne forbeholdte varer, samt at 

skaffe oplyst, om den i den ny apotekerlovs 

§ 1 nedfældede lægemiddeldefinition, der 

under kommissionens arbejde har afløst den 

tidligere i anordningen af 1929 indeholdte, 

medførte nogen ændringer, der fik betydning 

for, hvilke varer der kan gøres apotekerne 

forbeholdt. 

Det har imidlertid ikke været muligt at 

opnå flertallets tilslutning til en sådan henvendelse. 

Mindretallet har ligeledes anmodet 

kommissionen om fremlæggelse af statistisk 

materiale over de retssager, der har været 

ført under den nugældende anordnings administration, 

for ad denne vej at få belyst, 

om det skønnes nødvendigt at foretage større 

ændringer i de bestående regler, således som 

påstået af flertallet. 

De nævnte anmodninger fra mindretallet 

er ikke blevet efterkommet, men i det materiale, 

mindretallet selv har haft adgang til, 

er det ikke lykkedes at finde støtte for den 

antagelse, at det skulle være rigtigt eller 

nødvendigt at forlade de hidtil anvendte 

principper, idet der kun har kunnet påvises

elativt få pricipielle retsafgørelser, og resten 

af det iøvrigt ringe antal sager har været af 

en sådan karakter, at det drejede sig om afstraffelse 

af banale overtrædelser, der jö erfaringsmæssigt 

aldrig vil kunne undgås,uanset 

hvilket lovområde, der henses til. 

Deri finder mindretallet en bekræftelse 

på, at nugældende anordning om apotekervarer 

under de mere end 25 års administration 

har virket efter sin hensigt, og bekræfter 

den i 1924-28 siddende kommissions forventninger, 

som de udtrykkes på side 7 i 

den betænkning, der ligger til grund for 

anordningens tilbliven: 

». . . med de nævnte regler mener kommissionen 

at have optrukket en tilstrækkelig 

skarp grænse, således at loyale og retsindige 

købmænd ikke vil være i tvivl om, hvad de 

må foretage sig, og således at der gives den 

vejledning, der ikke mindst fra handelsrepræsentanternes 

side så stærkt er ønsket.« 

Mindretallet har endvidere anmodet om, 

at der indhentes oplysninger fra de øvrige 

vesteuropæiske lande for derved at få belyst, 

hvilket listeprincip, der foretrækkes. 

Til denne anmodning er i kommissionen 

kun blevet fremlagt oplysninger fra eet land, 

nemlig Schweitz, hvor man i alle tilfælde så 

sent som i 1950 ved en revision har opretholdt 

at udstede udtrykkelige lister over 

hvilke lægemidler, såvel stoffer som brugsfærdige 

præparater, der er unddragne den 

almindelige detailhandel. 

Mindretallet er da heller ikke bekendt 

med, at noget andet land benytter et listeprincip, 

som det af flertallet foreslåede, men 

har derimod fra anden side fået bekræftet, 

at i alle tilfælde Holland, Østrig, Tyskland, 

Schweitz, Norge, Sverige og Finland stadig 

opretholder det listeprincip denne kommissions 

flertal ønsker at fravige. 

Når de nævnte, og sikkert endnu flere landes 

sundhedsvæsen opretholder et sådant 

princip, kan mindretallet ikke godtage flertallets 

påstand om, at denne opgave ikke kan 

løses. 

Mindretallet vil endvidere finde det uheldigt, 

om Danmark, som det eneste skandinaviske 

land, ved en nydannelse på dette 

70 

specielle område bryder med det princip, der 

er gældende i de øvrige nordiske lande, når 

der på alle andre områder, af hensyn til et 

fællesnordisk marked, udfoldes bestræbelser 

for at tilpasse de forskellige landes lovgivning 

mest muligt til hinanden. 

Da det som omtalt i indledningen ikke er 

lykkedes at opnå flertallets tilslutning til hos 

indenrigsministeren at indhente en udtalelse 

om lovmedholdeligheden af en sådan anvendelse 

af den foreliggende lovhjemmel, 

og det fra forskellig side i kommissionen 

hævdedes, at en sådan fremgangsmåde var i 

overensstemmelse med forvaltningsretslig 

praksis, har mindretallet på et tidligt tidspunkt 

af kommissionens arbejde anmodet 

om, at der f remlagdes eksempler på bekendtgørelser 

af en sådan art udstedt med en lovhjemmel 

svarende til den i apotekerloven 

indeholdte. 

Denne anmodning er kun blevet besvaret 

ved den som bilag 5 vedføjede skrivelse af 

28. oktober 1955 fra Indenrigsministeriets 

repræsentant i kommissionen. Denne skrivelse 

indeholder imidlertid ikke eet eneste 

eksempel på bekendtgørelse, der bygger på 

det princip, at alt er forbudt, når det ikke 

udtrykkelig er nævnt som tilladt, når den lov, 

hvori bekendtgørelsen søger sig hjemmel, 

klart udtaler det modsatte princip, således 

som apotekerlovens §34 gør det. 

Mindretallet mener derfor, at udstedelse 

af en bekendtgørelse, som den af flertallet 

foreslåede ikke kan være i overensstemmelse 

med den i § 34 indeholdte hjemmel og de 

forudsætninger, denne paragraf må hvile på, 

og mener at denne paragraf alene indeholder 

bemyndigelse til som hidtil ved bekendtgørelse 

at bestemme hvilke lægemidler det skal 

være apotekerne forbeholdt helt eller delvis 

at udbyde, forhandle eller udlevere. 

Flertallet har til imødegåelse af denne opfattelse 

i sin betænkning, side 9, optaget 

følgende afsnit: 

»Såfremt indenrigsministeren i forbindelse 

med ministeren for handel, industri og søfart, 

uanset hvad der er anført i kapitel 5, 

sammenholdt med bilag 5, må skønne, at der 

med rette kan rejses tvivl om, hvorvidt apo-

tekerlovens § 34, stk. 1, giver adkomst til at 

udstede bekendtgørelse som af flertallet foreslået, 

må dette, da kommissionens opgave i 

så fald efter flertallets opfattelse ikke kan 

løses, jfr. argumentationen i kapitel 5, henstille, 

at der snarest fremsættes forslag om 

en ændring af apotekerlovens § 34, stk. 1, i 

hvilken forbindelse flertallet skal foreslå følgende 

formulering: 

»Hvor intet andet ved særlig lov er fastsat, 

bestemmes det ved en af indenrigsministeren 

efter forhandling med ministeren for handel, 


hvilke lægemidler det ikke skal være apotekerne 

forbeholdt helt eller delvis at udbyde, 

forhandle eller udlevere«.« 

Mindretallet ville have foretrukket, at den 

af dette ved arbejdets påbegyndelse fremsatte 

anmodning om forelæggelse af dette 

spørgsmål for indenrigsministeren var blevet 

taget til følge, så meget mere som § 34 må 

betragtes som det udgangspunkt, hvorefter 

det nu afsluttede arbejde burde være foregået. 

Derimod ser mindretallet naturligvis gerne, 

som nævnt i betænkningens side 9, at 

spørgsmålet forelægges folketinget, således 

at dette får lejlighed til at tage stilling til, 

om de principper, som har fundet udtryk i 

apotekerlovens § 34, og som er i overensstemmelse 

med hidtil gældende lovgivning 

på dette område, principielt skal ændres, 

fordi den nu siddende kommission anser det 

for uigennemførligt at udforme regler svarende 

til de, der anvendes i praktisk taget 

alle andre lande. 

I betænkningens kapitel 5 fremfører flertallet 

under numrene 1-6 en række argumenter, 

der menes at tale for ændring af det 

gældende listeprincip. 

Når der henses til det forannævnte angående 

retstilstanden under anordningens 

administration gennem de sidste 25 år og 

der tages hensyn til den kendsgerning, at de 

selvsamme problemer, som flertallet her 

fremfører som argumenter under 1-5, sikkert 

har gjort sig gældende i de førnævnte lande, 

der følger samme listeprincip som Danmark, 

uden at man dog i disse lande af denne 

71 

årsag har fundet det nødvendigt at ændre 

princippet, kan der ikke tilægges disse 

argumenter større vægt. 

Den under 6) nævnte argumentation er 

direkte misvisende, idet dette problem efter 

den ny apotekerlovs vedtagelse i 1954 overhovedet 

ikke eksisterer, da indenrigsministeren 

efter forhandling med ministeren for 

handel, industri og søfart til enhver tid ved 

en bekendtgørelse vil kunne føre et lægemiddel 

ind under apotekernes monopol. 

løvrigt finder mindretallet henvisningen 

til den i 1928 afgivne kommissionsbetænkning 

ukorrekt, da det faktiske forhold er, at 

indenrigsministeren siden vedtagelsen af apotekerloven 

af 1932, i denne lovs § 19, stk. 2, 

har haft bemyndigelse til for enkelte varers 

vedkommende at foretage ændringer i anordningen 

uden at nedsætte en kommission. 

Det har altså i den tid ikke, som af flertallet 

hævdet, været nødvendigt at belægge 

et lægemiddel med recepttvang for at opnå 

apoteksforbeholdelse. 

Indenrigsministeren har i hele den periode, 

anordningen har været gældende, haft 

mulighed for at foretage gennemgribende 

ændringer af anordningen, og i årene siden 

1932 endog kunnet ændre for enkelte varers 

vedkommende uden at nedsætte en kommission. 

Når indenrigsministeren ikke i de over 

25 år har fundet anledning til at indkalde 

en kommission, og kun i ganske få tilfælde 

har fundet det nødvendigt at benytte sig af 

retten til iøvrigt at foretage ændringer i 

listerne, ser mindretallet heri en bekræftelse 

på sin antagelse af, at anordningen om apotekervarer 

af 29- april 1929 har været fuldtud 

tilstrækkelig til at håndhæve .ordnede 

forhold indenfor detailhandelen med lægemidler, 

og at formentlig kun fremkomsten af 

forslag til ny apotekerlov, som det forelå i 

1952, har været årsag til, at en revision af 

anordningen blev nødvendiggjort. 

Da apotekerloven af 1954 ikke indeholder 

nogen bemyndigelse for indenrigsministeren 

til at bestemme, om en vare er et lægemiddel 

eller ej, og det altid har været en ufravigelig 

regel, at kun domstolene kan foretage en

sådan afgørelse, kan denne kommissions forslag 

på dette punkt, ligesom det også i tidligere 

kommissioner har været tilfældet, kun 

være vejledende. 

Den i apotekerlovens § 34 nedfældede 

lægemiddeldefinition adskiller sig en del fra 

den hidtil gældende definition i anordningen, 

og rækkevidden af dette er endnu ikke 

i tilstrækkelig grad retskonstateret. Afgørelsen 

af, hvorvidt en given vare er lægemiddel 

eller ej, beror derfor for et stort områdes vedkommende 

på et skøn, hvilket flertallet også 

side 23 konstaterer: 

»Mellem disse grupper findes imidlertid 

et stort grænseområde, der udgøres af varer, 

hvis klassificering som lægemidler ikke i 

alle tilfælde er lige selvfølgelig . . .« 

Og side 29 hedder det: 

»har flertallet bestræbt sig for at udarbejde 

en så komplet fortegnelse som muligt over 

hele grænseområdet mellem lægemidler og 

ikke-lægemidler, men det siger sig selv, at 

det ikke har været gennemførligt for flertallet 

at udarbejde en aldeles komplet fortegnelse.« 

Allerede heraf fremgår det klart, at efter 

flertallets forslag, hvorefter de apotekerne 

forbeholdte varer ikke opregnes, gives der 

ikke den almindelige handel nogen som helst 

vejledning med hensyn til, hvilke varer det 

er apotekerne forbeholdt at sælge, og det 

bliver på den almindelige handels risiko, om 

dette vanskelige skøn udøves korrekt, idet 

en handlende, såfremt han ikke i listerne 

finder den vare, han søger, kan være i tvivl 

om, hvorvidt dette blot skyldes en forglemmelse 

eller om den pågældende vare overhovedet 

ikke betragtes som lægemiddel. 

Endvidere vil enhver mangel i den liste 

ensidigt komme den fri handel til skade, 

hvorimod eventuelle mangler i lister efter det 

hidtil gældende princip ikke medfører nogen 

indskrænkning i apotekernes handelsrettigheder. 

Mindretallet mener derfor, at kommissionen 

med større hensigtsmæssighed 

kunne have henholdt sig til det hidtil gældende 

listeprincip, der gennem århundreders 

praksis har skabt en betydelig mere sikker 

retstilstand og er rodfæstet ikke alene i de 

72 

handlendes, men også i hele befolkningens 

opfattelse. 

Apotekerlovkommissionen, som har udformet 

den nugældende lægemiddeldefinition, 

skriver i sine bemærkninger til § 1 

vedrørende forståelse af ordene »bestemt til« 

at »det afgørende for, om et stof er et lægemiddel, 

ikke er stoffets art eller sammensætning, 

men stoffets almindelige anvendelse; 

men stoffets sammensætning vil naturligvis 

ofte være et indicium for, om det 

er et lægemiddel . . .«, og tilføjer som et 

eksempel: 

»Til lægemidler henregnes ikke tilskud til 

menneskers og dyrs normale ernæring, forsåvidt 

disse ikke tilsigter behandling eller 

forebyggelse af sygdomme eller sygdomssymptomer.« 

Flertallet skriver i det afsnit, der behandler 

dette emne (side 14): 

»Som af apotekerlovkommissionen anført 

må »bestemt til« forstås således, at det afgørende 

er varens almindelige bestemmelse, 

d. v. s. hvad varen er bestemt til ifølge almindelig 

opfattelse, håndbøger, lærebøger, 

gammel tradition m. v.« 

Dette følges imidlertid ikke af flertallet 

ved udarbejdelsen af listerne, hvilket bedst 

kan belyses ved nogle eksempler: 

Når så almindelige handelsvarer som 

f. eks. spiseolier, rå terpentinolie, svinefedt, 

forskellige voksarter og rensevæske i flertallets 

forslag til liste I er betegnede som 

lægemidler, mener mindretallet ikke, dette 

stemmer overens med den almindelige opfattelse, 

håndbøger, lærebøger eller gammel 

tradition. Disse og en række andre varer, 

der også er betegnede som lægemidler, er i 

første række henholdsvis næringsmidler, tekniske 

råstoffer o. s. v., og den kendsgerning, 

at de, enten i meget ringere udstrækning benyttes, 

eller såfremt de sammenblandes i 

ganske bestemte blandinger kan benyttes, kan 

ikke være tilstrækkelig til at betegne dem 

som lægemidler. 

Flertallets klassifikation af f. eks. svinefedt 

som lægemiddel, skulle for at være rigtig 

betyde, at svinefedt ifølge almindelig 

opfattelse, håndbøger, lærebøger, eller garn-

mel tradition, skulle være bestemt til at 

helbrede, lindre, behandle eller forebygge 

sygdomme eller sygdomssymptomer hos mennesker 

eller dyr. 

Efter det af flertallet i udkast til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler i 

§ 8, stk. 2 anførte: »Det er apotekerne forbeholdt 

en detail at indføre, forhandle eller 

udlevere lægemidler. 

Stk. 3. Undtaget fra stk. 2 er kun de lægemidler, 

der er optaget på de til denne bekendtgørelse 

knyttede lister I, II, III som 

ikke apotekerne forbeholdt, idet dog samtlige 

lægemidler, der kun må udleveres efter 

recept, altid er apotekerne forbeholdt.«, vil 

det i virkeligheden sige, at såfremt man på 

grund af en forglemmelse ikke udtrykkeligt 

havde nævnt svinefedt som frihandelsvare i 

liste I, ville denne vare have været apotekerne 

forbeholdt, hvilket klart vil stride mod 

sund fornuft. 

En lignende urimelig indskrænkning i den 

fri detailhandels nuværende handelsrettigheder 

opstår endvidere ved, at ikke alene alle 

sådanne nu kendte stoffer, som af en eller 

anden grund ikke er medtaget på de udtrykkelige 

frihandelslister, men også alle senere 

fremkomne stoffer og præparater, hvadenten 

det drejer sig om lægemidler eller varer fra 

grænseområdet, vil være underkastet en helt 

urimelig tvivl, indtil der foreligger en retsafgørelse. 

Det grundlæggende for handelsrettigheder 

må nu som efter århundreders sædvane 

være, at alt, hvad der ikke er udtrykkelig 

forbeholdt, må være tilladt. 

Når flertallet i kapitel 6 foreslår nedsat 

et permanent nævn, må mindretallet fremhæve, 

at dette vel kan være vejledende for 

ministeren, men at hverken ministeren eller 

nævnet kan afgøre, om en vare er et lægemiddel 

eller ej. 

At domstolen i sidste instans må træffe afgørelse 

af, om en vare er et lægemiddel eller 

ej, fremgår klart af lovgivningen og i den 

bekendte »vitaminsag«, hvor domstolene allerede 

flere gange klart har taget afstand fra 

et af de punkter, som flertallet vil fastslå, 

73 

nemlig at kosttilskudspræparater skulle være 

lægemidler. 

Det kan også fastslås, at apotekerkommissionen 

i sine bemærkninger til § 1, som det 

forelagdes folketinget, udtrykkeligt har udtalt: 

»til lægemidler henregnes ikke tilskud 

til menneskers og dyrs normale ernæring, 

forsåvidt de ikke tilsigter behandling eller 

forebyggelse af sygdomme eller sygdomssymptomer«. 

Flertallet fremsætter på side 64 forslag 

til en bekendtgørelse om detailhandel med 

brugsfærdige tilberedninger. 

Mindretallet skal hertil bemærke, at den 

foreslåede bekendtgørelse efter sit indhold 

enten er aldeles overflødig eller ulovmedholdig, 

idet ministeren enten i forvejen har 

den bemyndigelse som fremgår af udkastet 

til bekendtgørelsen, eller også vil være ude 

af stand til at skaffe sig en sådan, blot ved 

at udstede en bekendtgørelse. 

Mindretallet kan derfor ikke se, at en sådan 

bekendtgørelse har nogensomhelst mening- 

Når flertallet i sin indledning (side 8) 

skriver, at kosttilskudspræparater indeholdende 

kalciumog jernsalte efter de gældende 

bestemmelser er apotekerne forbeholdte, 

må mindretallet fastslå, at dette er 

urigtigt, idet tilskud til menneskers og dyrs 

normale ernæring ikke er at betragte som 

lægemiddel, og derfor ikke kan forbeholdes 

apotekerne. 

Ernæringsudvalgets foreløbige udtalelse, 

der er optaget som bilag 4 c, indeholder ikke, 

som flertallet refererer det, en endelig stillingtagen 

til spørgsmålet om, hvorvidt kalcium- 

og jerntabletter bør bringes i handelen 

som kosttilskudspræparater, men udtaler, at 

udvalget mener, at de nuværende regler om 

berigelse af hvedemel og havregryn med de 

nævnte stoffer, vil være tilstrækkelig indarbejdede 

omkring april 1956, og at udvalget 

da selv vil tage initiativet til at drøfte en revision 

af bekendtgørelserne og afgive en udtalelse 

herom til Indenrigsministeriet. 

Mindretallet ville have fundet det ønskeligt, 

om kommissionen, når en revision som 

nævnt vil kunne ske i nær fremtid, havde

afventet en sådan, som af mindretallet foreslået. 

Til bestemmelsen vedrørende visse førstehjælpsvarers 

forhandling udenfor apotekerne, 

som fastsat i § 11 i udkast til bekendtgørelse 

om detailhandel med lægemidler, 

skal mindretallet blot udtale, at det findes 

uheldigt, at sådanne varer af detaillisten kun 

skal kunne indkøbes på apotekerne. 

Lignende regler vedrørende dette område, 

dog omfattende langt flere varer, har siden 

1913 været optaget i den svenske lovgivning, 

der dog med større saglighed tillader personer 

med en tilstrækkelig uddannelse at 

fremstille og forhandle disse varer til detaillisterne. 

Mindretallet skal derfor stille i forslag, 

at de i § 11 nævnte præparater, foruden på 

apotekerne, også skal kunne indkøbes hos 

74 

de i apotekerlovens kapitel XI omtalte kontrollerede 

laboratorier og engros virksomheder. 

Mindretallet er af den opfattelse, at det 

også for Danmarks vedkommende, ligesom 

i andre lande, må være muligt at udforme 

lister efter de samme principper, som hidtil 

har været forudsætningen på dette område 

ved at indhente erfaringer fra udlandet, og 

vil derfor foreslå, at den gældende vareanordning 

føres å jour og revideres i overensstemmelse 

med den af folketinget vedtagne 

apotekerlov, således at det udtrykkeligt bestemmes, 

hvilke lægemidler, det skal være 

apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere. 

København den 21. juni 1956. 

f. Pedersen.

c. 

FLERTALLETS SAMMENFATTENDE 

BEMÆRKNINGER TIL 

JØRGEN A. PEDERSENS SÆRINDSTILLING

77 

FLERTALLETS SAMMENFATTENDE BEMÆRKNINGER TIL 


Til den af Jørgen A. Pedersen afgivne 

mindretalsudtalelse ønsker flertallet at fremsætte 

følgende sammenfattende bemærkninger: 

1. Listeprincippet. 

Angående det valgte princip for affattelse 

af de til udkastet til bekendtgørelse om detailhandel 

med lægemidler knyttede varelister 

skal flertallet henvise dels til den reale 

argumentation i kapitel 5, side 23-26, dels 

til Martensen-Larsens skrivelse til mindretallet 

af 28. oktober 1955 angående den 

juridiske side af spørgsmålet (bilag 5, side 

148). Endvidere ønsker flertallet at understrege, 

at den kommission, der udarbejdede 

den gældende vareanordning af 1929 - 

hvilken anordning mindretallet mener har 

virket efter sin hensigt - vel i princippet gik 

ind for, at man i anordningen nævnte de apotekerne 

forbeholdte varer og således fulgte 

det af mindretallet Jørgen A. Pedersen anbefalede 

princip. For så vidt angår de brugsfærdige 

tilberedninger måtte den daværende 

kommission imidlertid, som nævnt foran 

side 26, i realiteten opgive dette princip, 

således at den nugældende anordning vedrørende 

disse tilberedninger i alt væsentligt 

indskrænker sig til den almene bestemmelse 

i § 2, stk. 3, hvorefter tilberedninger og opløsninger 

(d. v. s. brugsfærdige tilberedninger) 

- selv om de deri indeholdte stoffer 

ikke som sådanne er apotekerne forbeholdt - 

dog er forbeholdt apotekerne, når det drejer 

sig om lægemidler. Den nævnte almene bestemmelse 

er kun i nogen grad belyst ved 

korte eksempellister både for de forbeholdte 

og de ikke-forbeholdte varer. For så vidt 

angår denne meget væsentlige varegruppe, 

hvor langt de fleste vanskeligheder med hen- 

syn til administrationen af grænseområdet 

hidtil har ligget, hvilket gennemgangen i 

kommissionen af varelisterne har vist, betyder 

flertallets forslag således ikke nogen 

principiel ændring i retstilstanden. 

Sammenlignes de til udkastet til bekendtgørelse 

hørende lister med de til den gældende 

vareanordning hørende lister, fremgår 

følgende: 

I udkastets liste III er der anført eksempellister 

over hvilke brugsfærdige tilberedninger, 

det bør være apotekerne forbeholdt at 

udlevere. Disse eksempellister i udkastet er 

langt mere omfattende end de eksempellister 

i den nugældende v are anordning, 

der angiver de apotekerne forbeholdte tilberedninger. 

Uanset at princippet for listernes udformning 

i udkastet er anderledes end i nugældende 

vareanordning, giver udkastets lister 

saledes en langt mere udførlig vejledning for 

købmændene end den nugældende anordnings 

lister. Hertil kommer, at § 10 i flertallets 

forslag til bekendtgørelse udtrykkeligt 

og generelt fastslår, at brugsfærdige tilberedninger, 

der er bestemt til teknisk anvendelse, 

herunder madlavning og kosmetisk anvendelse 

-uanset et eventuelt indhold af lægemidler 

- ikke er forbeholdt apotekerne. Det 

er i indledningen til listerne endvidere bemærket, 

at en række af de som lægemiddel 

klassificerede varer overvejende anvendes til 

teknisk formål, og det er i betænkningens 

kapitel 3, hvor de almindelige retningslinier 

for afgrænsningen af varer, der foreslås apotekerne 

forbeholdt, anføres, klart fremhævet, 

at sådanne stoffer ikke skal være apotekerne 

forbeholdt. Det er således helt urigtigt, når 

mindretallet side 72 anfører, at flertallets

forslag ikke giver »den almindelige handel 

nogen som helst vejledning med hensyn til, 

hvilke varer det er apotekerne forbeholdt at 

sælge«. 

Angående stoffer, droger m. v. — d. v. s. 

de på listerne I—II opførte varer - hvor flertallet 

foreslår en ændring i principperne, 

ønsker flertallet endvidere at fremhæve, at 

disse varelister vel er meget omfattende, men 

for så vidt angår de varer, der er klassificeret 

som lægemidler, bortset fra enkelte, let 

af grænselige varegrupper, kun har ringe handelsmæssig 

interese for detailhandelen, herunder 

apotekerne, sammenholdt med de 

brugsfærdige tilberedninger. Arbejdet i kommissionen 

har bestyrket flertallet i denne 

opfattelse. 

Den af mindretallet udtalte frygt for, at 

købmanden ikke skulle være i stand til at afgøre, 

hvorvidt en ny vare skal være apotekerne 

forbeholdt eller ikke, er efter flertallets 

opfattelse ubegrundet, da købmanden altid 

hos det efter flertallets forslag nedsatte sagkyndige 

nævn med kort varsel vil kunne erkyndige 

sig herom. 

2. Leegemiddelbegrebet. 

Mindretallet nævner side 72, at den i apotekerlovens 

§ 34 omhandlede lægemiddeldefinition 

(d. v. s. den i apotekerlovens § 1 

optagne definition, hvortil der henvises i § 

34) adskiller sig en del fra den hidtil gældende 

definition i anordningen. Efter flertallets 

opfattelse dækker disse definitioner 

imidlertid praktisk talt det samme område, 

jfr. det foran side 14 om forholdet til tidligere 

sprogbrug anførte. Det kan tilføjes, at 

definitionen i apotekerlovens § 1 svarer til i 

udlandet alment anvendte definitioner, eksempelvis 

det nye forslag til svensk lægemiddellov 

§ 2 (Betänkande med Förslag till 

Läkemedelsförordning, Stockholm 1955, side 

11). 

Flertallet er enigt med mindretallet i, at 

den endelige afgørelse af, hvorvidt en given 

vare falder ind under apotekerlovens lægemiddeldefinition, 

som hidtil må henhøre 

under domstolene. For detailhandelen er det 

78 

imidlertid - uanset hvilket listeprincip man 

ville benytte - nødvendigt, at administrationen 

hurtigt kan træffe afgørelse om nye 

stoffers placering på varelisterne, hvilket 

kræver en klassificering af stofferne som 

lægemidler eller ej. En sådan hurtig supplering 

af listerne vil kun kunne udføres af 

administrationen ved hjælp af sagkyndige, og 

domstolenes opgave bliver kun at træffe den 

endelige afgørelse, såfremt der rejses tvivl 

om rigtigheden af administrationens supplering 

af listerne. 

I sin omtale af lægemiddelbegrebet anfører 

mindretallet endvidere, at f. eks. spiseolier 

og svinefedt i flertallets forslag til 

liste I er betegnet som lægemidler, og mindretallet 

mener, at dette ikke stemmer overens 

med den almindelige opfattelse, håndbøger, 

lærebøger eller gammel tradition. 

Flertallet skal hertil anføre, at det for så vidt 

kan være enigt i, at det må forekomme en 

lægmand mindre rimeligt at karakterisere 

varer som de nævnte som lægemidler. Med 

ordene »almindelig opfattelse« m. v. må 

imidlertid, da det drejer sig om fortolkning 

af apotekerloven, sigtes til den almindelige 

opfattelse blandt sagkyndige, hvorfor det afgørende 

ikke kan være, om det forekommer 

en lægmand mere nærliggende i første række 

at karakterisere vedkommende vare ved dens 

anvendelse til ikke-lægelige formål, jfr. det 

af flertallet foran side 26 anførte. Ved flertallets 

klassificering af de nævnte varer som 

lægemidler har man fulgt gammel tradition, 

idet såvel de vegetabilske som animalske 

fedtstoffer siden oldtiden har været anvendt 

også som lægemidler, ligesom de nævnte 

stoffer den dag i dag hører til de vigtigste 

bestanddele af anvendte salver. De af mindretallet 

nævnte stoffer er alle optaget i den 

danske farmakopé og falder klart ind under 

apotekerlovens lægemiddeldefinition. Spiseolier 

og svinefedt o. 1. vil iøvrigt ved salg til 

forbrugere i den almindelige detailhandel 

fremtræde i brugsfærdig tilberedning og på 

en sådan måde, at der ikke vil være tvivl om, 

at de pågældende varer ikke ville være apotekerne 

forbeholdt, selv om de ikke stod på 

varelisterne.

Vedrørende vitaminer skal flertallet for 

så vidt angår brugsfærdige tilberedninger 

henholde sig til de i Indenrigs- og Boligministeriets 

bekendtgørelse af 22. september 

1954 om handel med vitaminpræparater givne 

bestemmelser. Vedrørende den af mindretallet 

citerede passus fra apotekerlovkommissionen 

angående tilskud til menneskers og 

dyrs ernæring skal flertallet udtale følgende: 

Efter flertallets opfattelse skal nævnte passus 

ikke forstås som tagende sigte på vitaminpræparater 

i form af piller, tabletter o. 1. 

beregnet på at kunne indtages af mennesker, 

respektive indgives til dyr, men derimod på 

sådanne varer indeholdende lægemidler, herunder 

accessoriske næringsstoffer, hvor der 

i anden lovgivning er fastsat regler for kontrol 

med hensyn til sammensætning, tilvirkning 

m. v. Disse lægemidler forekommer til 

dette brug i berigede levnedsmidler, f. eks. 

margarine, havregryn og hvedemel, eller i 

blandinger af foder + lægemiddel, ofte bestemt 

til yderligere opblanding i foderet på 

stedet. 

Så vidt kommissionen bekendt gennem de 

medlemmer, der også var medlemmer af 

apotekerlovkommissionen, var det den her 

anførte betydning, som apotekerlovkommissionen 

tillagde omhandlede passus. Som følge 

heraf mener flertallet heller ikke, at mindretallet 

har ret i sin side 73, sp. 2 fremførte 

kritik af det side 8 anførte. 

3. Baggrunden for ønsket om den nugældende 

vareanordnings revision. 

Som nævnt side 69 i mindretallets udtalelse 

har mindretallet anmodet kommissionen 

om fremlæggelse af statistisk materiale 

over de retssager, der har været ført under 

den nugældende anordnings administration, 

og side 71 i sin udtalelse anfører mindretallet, 

at det formentlig kun er fremkomsten 

af forslag til ny apotekerlov, som dette forelå 

i 1952, som har været årsag til, at en revision 

af anordningen af 1929 blev nødvendiggjort. 

Når flertallet ikke har imødekommet mindretallets 

ønske om en statistisk behandling 

af førte retssager, er årsagen den, at flertallet 

79 

er af den opfattelse, at en sådan oversigt kun 

i ufuldstændig grad ville belyse vanskelighederne 

ved administrationen af den gældende 

anordning. Når det kun er lykkedes 

mindretallet at påvise relativt få pricipielle 

retsafgørelser, må grunden efter flertallets 

opfattelse være den, at de fleste sager afgøres 

ved underretterne eller ved udenretlige bøder 

eller i mange tilfælde med en advarsel, efter 

at tiltalte har erkendt sin skyld. Mindretallet 

har efter flertallets opfattelse ikke ret i, at 

det kun er fremkomsten af forslaget til ny 

apotekerlov, som var årsagen til, at arbejdet 

med revision af den gældende anordning 

blev påbegyndt, selv om det er rigtigt, at 

gennemførelsen af den nye apotekerlov nødvendiggør 

udstedelse af en ny anordning til 

afløsning af anordningen af 1929, jfr. det 

side 12, spalte 2 anførte. Efter det for flertallet 

oplyste, har Indenrigsministeriet og 

Sundhedsstyrelsen i en årrække næret ønske 

om udstedelse af en ny vareanordning til afløsning 

af den gældende anordning, som 

har voldt sundhedsmyndighederne overordentlig 

store vanskeligheder, ikke mindst i 

de senere år, jfr. det side 11 anførte. Når 

ministeriet kun i ringe omfang har udstedt 

bekendtgørelser om revision af den gældende 

anordnings lister - hvilket, som af mindretallet 

anført, har kunnet ske uden kommissionsbehandling 

- skyldes dette netop, at 

ministeriet har ment, at en almindelig revision 

af anordningen skulle finde sted. 

4. Forhandling af visse førstehjælpsvarer 

(jodspiritus m. v.). 

Mindretallet har ønsket, at detailhandlerne 

skal have tilladelse til at købe de i udkastet 

til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler 

§ 11 nævnte førstehjælpsvarer, ikke 

alene på apotekerne, men tillige hos de kontrollerede 

laboratorier og engrosvirksomheder. 

Flertallet skal hertil for det første bemærke, 

at adgangen til at sælge disse varer 

hidtil ikke har været benyttet af detailhandelen 

i nævneværdigt omfang. Endvidere bemærkes, 

at apotekerne normalt ikke indkøber 

de nævnte varer på de kontrollerede labora-

torier, men på grund af varernes ringe holdbarhed 

normalt fremstiller varerne selv. På 

grund af den ringe holdbarhed har kommissionen 

været betænkelig ved at tillade varerne 

solgt i den frie detailhandel, men har ikke 

villet ændre den bestående handelspraksis. 

Kommissionen har imidlertid af de nævnte 

grunde ikke ment at kunne anbefale en udvidelse 

af kredsen af leverandører til detailhandlerne 

af de nævnte varer. 

5. Fremmed ret. 

På et område som dette, hvor retsreglernes 

indhold i særlig grad vil være afhængig af 

de i de enkelte lande traditionelt herskende 

forhold, vil en henvisning til fremmed ret 

efter flertallets opfattelse være uden betydning. 

Flertallet skal dog gøre en enkelt bemærkning 

angående Norge og Sverige, hvor 

en sammenligning på forhånd må erkendes 

at være mere nærliggende på grund af den 

beslægtede opbygning af apotekervæsenet i 

Danmark, Norge og Sverige. 

Flertallet skal bekræfte, at vel anvender 

man i Norge og Sverige for tiden principper, 

der i alt væsentligt svarer til den her i landet 

gældende vareanordning af 1929, men i 

Norge er salget af lægemidler udenfor apotekerne 

efter det for flertallet oplyste ikke 

noget problem, i det den almindelige detailhandel 

ikke sælger sådanne varer som f. eks. 

paraffinolie til medicinsk brug. 

De gældende svenske regler fra 1913 har, 

så vidt vides, ikke fungeret tilfredsstillende, 

hvorfor det nylig udkomne »Förslaget till 

Läkemedelsförordning« har optaget disse 

regler til revision. Så vidt det kan skønnes, 

80 

vil kommende regler på dette område foretage 

indskrænkninger i den almindelige detailhandel 


For så vidt angår systemet, der anvendes 

i Schweitz, skal man bemærke, at de schweitziske 

drogisters uddannelse er af en sådan 

art, at sammenligning mellem danske og 

schweitziske forhold alene af denne grund er 

ganske udelukket. 

Med hensyn til de udover Skandinavien 

nævnte lande må flertallet mene, at såvel 

medicinallovgivningen som hele apotekervæsenets 

struktur i Norden afviger fra de 

pågældende landes i så høj grad, at sammenligning 

mellem handelsforholdene umuliggøres. 

6. Udkastet til bekendtgørelse om detailhandel 

med brugsfærdige tilberedninger bestemt 

til teknisk anvendelse. 

Flertallet er uforstående overfor mindretallets 

bemærkning om, at en sådan bekendtgørelse 

enten vil være aldeles overflødig eller 

ulovmedholdelig. Flertallet er vel enig i, at 

bestemmelsen i udkastets § 3, stk. 1, ikke 

indeholder nogen videregående regel end 

den i levnedsmiddellovens § 13, stk. 2 indeholdte, 

men har fundet det naturligt at gentage 

bestemmelsen i bekendtgørelsen med 

særligt henblik på brugsfærdige tilberedninger 

bestemt til teknisk anvendelse, herunder 

madlavning og kosmetisk anvendelse. Bestemmelsen 

i § 3, stk. 2, indeholder derimod 

efter flertallets opfattelse en udtrykkelig udførelsesbestemmelse 

med hjemmel i giftloven 

og levnedsmiddelloven.

6 

81 

D. 

BILAG

I Henhold til § 11 i Lov om Apotekervæsenet 

af 29. April 1913 giver Ministeriet 

for Sundhedsvæsen herved følgende Regler 

om, hvilke Medicinalvarer det skal være 

Apotekerne forbeholdt at indføre, forhandle 

og udlevere i visse mindre Dele (egentlige 

Apotekervarer). 

§ 1. 

Det skal være Apotekerne forbeholdt at 

forhandle og udlevere hver af de paa den 

vedføjede Liste I *) nævnte Medicinalvarer i 

en Mængde, hvis Salgspris ligger under 100 

Kr. Denne Begrænsning gælder dog ikke, 

naar Varen af en Grosserer eller Købmand 

eller i Henhold til Næringslovens § 23 af en 

Fabrikant eller Haandværker sælges eller udleveres 

til en Apoteker eller en anden, der i 

Medfør af Næringslovgivningens almindelige 

Regler, derunder ogsaa Næringslovens 

§§ 16 og 23, er berettiget til at forhandle 

den, eller benytte den i sin egen Bedrift. 

Indførsel fra Udlandet af de nævnte Varer 

i Mængder til en Fakturapris under 100 Kr. 

er forbeholdt Apotekerne. Dog er det tilladt 

enhver af de i 1. Stk., 2. Punktum nævnte 

Næringsdrivende at indføre enhver af disse 

Varer ogsaa i ringere Mængde, for saa vidt 

Varen falder indenfor hans Handelsret, mod 

til Toldvæsenet at afgive en Erklæring paa 

Tro og Love om, at Varen kun vil blive solgt 

til en anden dermed handelsberettiget eller 

benyttet i vedkommende Fabrikants eller 

Haandværkers egen Bedrift. 

Det er endvidere tilladt Statens naturvidenskabelige 

og tekniske Laboratorier samt 

af Staten anerkendte Laboratorier til eget 

Brug at indføre enhver af disse Varer ogsaa 

i ringere Mængde, samt at købe dem af Grosserere 

og Fabrikanter. Lignende Tilladelse 

kan af Ministeriet for Sundhedsvæsen meddeles 

andre Laboratorier. 

83 

ANORDNING OM APOTEKERVARER 

Den 4. April 1929 

*) Ikke medtaget her. *) Ikke medtaget her. 

6* 

Bilag 1. 

Fremstilling og Forarbejdning, Ind- og 

Udførsel af samt Handel med og Udlevering 

af raa Opium til medicinsk Brug, Morfin, 

Kokain og Heroin saavel som deres Salte og 

alle Præparater, der indeholder mere end Vs 

pCt. Morfin eller mere end Vio pQ. Heroin 

eller Kokain, er dog ifølge Lov Nr. 236 af 

12. Juni 1922 om Fremstilling af og Handel 

med Opium m. m. kun tilladt Apotekere, de 

i Henhold til § 14, 4. Stk., i Lov om Apotekervæsenet 

af 29. April 1913 anerkendte 

Laboratorier samt Personer eller Firmaer, 

som af Ministeriet for Sundhedsvæsen har 

faaet særlig Tilladelse dertil. 

§ 2. 

Samme Regler, som er givet i § 1, gælder 

endvidere for: 

1) alle Tilberedninger og Opløsninger, der 

ekspederes efter Recept, der er udstedt 

af en her i Landet autoriseret Læge, 

Tandlæge eller Dyrlæge. 

2) alle Tilberedninger og Opløsninger, der 

indeholder Stoffer, som efter § 1 er forbeholdt 

Apotekerne. 

3) Tilberedninger og Opløsninger, der ikke 

indeholder Stoffer, som efter § 1 er forbeholdt 

Apotekerne, men hvor det af 

Midlets almindelige Anvendelse, Form 

eller Sammensætning eller af Etiketteringen 

eller Falholdelsen fremgaar, at det 

drejer sig om Lægemidler, idet der ved 

Lægemidler forstaas Midler, som anvendes 

til Forebyggelse og Behandling af 

Sygdomme hos Mennesker og Dyr. (Liste 

II *) indeholder Eksempler paa Tilberedninger 

af denne Art.) 

4) Lægemidler, hvis Sammensætning ikke 

angives (arcana medicata). 

5) Lægemidler, som Apotekerne kun maa 

udlevere efter Recept af en her i Landet

autoriseret Læge, Tandlæge eller Dyrlæge. 

§ 3. 

Reglerne i § 1 og 2, Punkt 2)-4) gælder 

dog ikke for følgende, medmindre de af 

Apotekerne kun maa udleveres efter Recept: 

1) Kosmetiske Præparater, hvorved forstaas 

Midler til Mundhulens og Tændernes 

Pleje, til Hudens, Neglenes, Haarets og 

Læbernes Pleje og Farvning, herunder 

ogsaa Pudder og Sminker, 

2) Ligtornemidler, 

3) Sæber, 

4) Spirituøse Udtræk af Rødder, Urter o.s.v. 

til diætetisk Brug, 

5) Forbindstof, som er præpareret med 

Stoffer, der maa udleveres i Haandkøb 

paa Apotekerne, 

6) Naturlige og kunstige ikke arsenholdige 

Mineralvande og 

7) naturlige og kunstige ikke arsenholdige 

Mineralvandssalte og Pastiller med indhold 

deraf. 

Ved kunstige Mineralvande forstaas saadanne, 

der ikke indeholder andre Stoffer end 

de, der forekommer i naturlige Mineralvande, 

og i lignende Mængdeforhold. 

Ved naturlige Mineralvandssalte forstaas 

saadanne, der vindes ved Udkrystallisering 

fra naturlige Mineralvande. 

Ved kunstige Mineralvandssalte forstaas 

saadanne, der ikke indeholder andre Stoffer, 

end de i naturlige Mineralvendssalte forekommende, 

og i lignende Mængdeforhold. 

§ 4. 

Hoffmannsdraaber, Kamferdraaber og 

Jodspiritus, der anvendes i de af Fabriktilsynet 

* *) og Dansk Røde Kors autoriserede 

Forbindkasser, kan af Købmænd og Detailhandlere 

udleveres sammen med Forbindkasserne, 

naar de indkøbes paa et dansk 

Apotek og udleveres i den forseglede Pakning, 

hvori de modtages fra Apoteket. 

**) Ved Indenrigsministeriets bkg. nr. 344 af 18. 

nov. 1938 er her indføjet »Arbejdernes Samariter Forbund 

i Danmark«. 

84 

Andre egentlige Apotekervarer kan under 

samme Betingelser udleveres til Brug i Forbindkasserne, 

naar Sundhedsstyrelsen meddeler 

Tilladelse dertil. 

Endvidere kan de i 1. og 2. Stk. nævnte 

Apotekervarer under samme Betingelser udleveres 

af Købmænd og Detailhandlere mod 

skriftlig Rekvisition, i hvilken det angives, at 

de skal benyttes til Komplettering af saadanne 

Kasser. 

§ 5. 

Tilladelser, der i Overensstemmelse med 

de til enhver Tid gældende Regler gives eller 

er givet for Læger, Tandlæger og Dyrlæger 

til at udlevere Medicin og Forbindstof, berøres 

ikke af Bestemmelserne i denne Anordning. 

Det samme gælder følgende særlige 

Tilladelser til Udlevering af visse Apotekervarer: 

a) Bevilling af 9. April 1811, jfr. Lov af 

8. Marts 1856 for den kongelige Veterinær- 

og Landbohøjskole til at have et 

Udsalg for Dyrlæger af Veterinær-Lægemidler; 

b) De af vedkommende Ministerium trufne 

Bestemmelser om Udlevering fra Statens 

Seruminstitut; 

c) De af Landbrugsministeriet trufne Bestemmelser 

om Udlevering fra Den kongelige 

Veterinær- og Landbohøjskoles 

Serumlaboratorium. 

. * 6 ' 

Med Hensyn til de paa den vedføjede 

Liste III *) anførte Gifte gælder derhos vedblivende 

den særlige - navnlig i Forordning 

af 1. April 1796 og Plakat af 19. April 1843 

indeholdte — Giftlovgivning. 

§ 7. 

Denne Anordning træder i Kraft den 

1. Juni 1929. Samtidig bortfalder Justitsministeriets 

Anordning Nr. 166 af 1. august 

1914. 

Ministeriet for Sundhedsvæsen, den 4. 

April 1929. 

V. Rubow. I H. de ]onquieres, 

fg 

*) Ikke medtaget her.

85 

INDSTILLING 

ang. 

Bilag 2. 

FORHANDLING AF VITAMINPRÆPARATER 

afgivet den 26. august 1953 

af 

Kommissionen vedrørende apotekervareanordningen.

87 

INDHOLDSFORTEGNELSE 

Indledning, kommissionens skrivelse af 26. august 1953 89 

Flertalsindstilling afgivet af Bjørn, Gelting-Hansen, Hørslev, Kjær, Martensen- Larsen, 

Møller, Schleisner og Uhl 91 

Særudtalelse afgivet af Hørslev 102 

Indstilling afgivet af Dam, Ege og Pedersen 105 

Særudtalelse afgivet af Pedersen 121 

Indstilling afgivet af Ravnebjerg 123 

Indstilling afgivet af Wolffbrandt 124 

Bilag til flertalsindstillingen 126 

Bilag 1. Redegørelse for arbejdsudvalgets arbejde 126 

Bilag 1 a. Arbejdsudvalgets liste over i handelen værende vitaminpræparater ... 128 

Bilag 2. Redegørelse fra De farmaceutiske visitatorer vedrørende kontrollen 

med apoteksfremstillede lægemidler 130 

Bilag 3. Udtalelse fra et underudvalg vedrørende omkostninger ved en kontrol 

med frihandelspræparater 133 

Bilag 3 a. Udtalelse fra et underudvalg angående størrelsen af den samlede omsætning 

af vitaminpræparater 136 

Bilag 4. Skrivelse af 19. marts 1953 fra Statens Vitaminlaboratorium angående 

vitaminforhandling i Sverige og Norge samt om muligheden af at 

lade det nuværende vitaminlaboratorium udføre kontrol med frihandelspræparater 

137 

Side

Kommissionen vedrørende 

vareanordningen. 

Den 20. december 1952 nedsatte Indenrigsministeriet 

i medfør af § 19 i lov nr. 

107 af 31. marts 1932 om apotekervæsenet 

en kommission med den opgave at fremkomme 

med en indstilling om en revision 

og å jourføring af den af Ministeriet for 

Sundhedsvæsen under 4. april 1929 udstedte 

anordning om apotekervarer. 

Apoteker 5". Aa. Gelting Hansen, 

apoteker Sv. E. Bjørn, 

materialist ] ør gen A. Pedersen, 

direktør, cand. pharm. Jobs. Hørslev, 

direktør, cand. pharm. C. G. 

Wolffbrandt, 

fuldmægtig i handelsministeriet 

Leif Ravnebjerg, 

læge William Ottesen, 

forstander for Den Suhrske 

Husmoderskole, frk. Ella Saaby, 

professor ved Københavns universitet, 

dr. phil. Richard Ege, 

afdelingsleder i Sundhedsstyrelsen, 

apoteker K. Aa. Kjær, 

overlæge i Sundhedsstyrelsen, 

dr. med. Erik Uhl, 

kontorchef i Indenrigsministeriet 

Fl. Mortensen-Larsen. 

Efter at læge William Ottesen på grund 

af sygdom havde anmodet om indtil videre 

at måtte blive fritaget for hvervet som 

medlem af kommissionen, indtrådte i hans 

sted læge A. H. Schleisner som repræsentant 

for Den almindelige danske Lægefor- 

89 

Indenrigsministeriet anmodede professor 

ved Københavns universitet, dr. med Knud 

O. Møller om at overtage hvervet som kommissionens 

formand. 

Til medlemmer af kommissionen beskikkede 

ministeriet i øvrigt: 

udpeget af Danmarks Apotekerforening, 

udpeget af De danske Handelsforeningers 

Fællesorganisation og 

De samvirkende Købmandsforeninger 

i Danmark, 

udpeget af Den danske Handelsstands 

Fællesrepræsentation, 

udpeget af Industrirådet, 

udpeget af handelsministeriet, 

udpeget af Den almindelige danske 

Lægeforening, 

udpeget af Statens Husholdningsråd, 

ening. Endvidere er forstanderen for Husholdningseminariet 

»Ankerhus«, Folmer 

Dam, indtrådt som repræsentant for Statens 

Husholdningsråd i stedet for forstander, 

frk. Ella Saaby. 

Til sekretærer for kommissionen beskik-

kedes visitator Svend-Aage Junager og sekretær 

i Indenrigsministeriet M. Weincke. 

Ved skrivelse af 24. januar 1953 har 

Indenrigsministeriet under henvisning til, at 

det må anses for meget ønskeligt, at spørgsmålet 

om, hvorledes vitaminpræparater fremtidig 

skal forhandles, snarest bliver afgjort, 

anmodet kommissionen om efter omstændighederne 

snarest belejligt at fremkomme med 

indstilling om, i hvilket omfang det bør være 

apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 

vitaminpræparater, samt om hvilke 

forholdsregler, der bør træffes for at sikre 

den fornødne kontrol med fremstilling, salg 

og udlevering af de vitaminpræparater, som 

ikke måtte blive anset for apotekerne forbeholdte 

varer. 

Spørgsmålet om, hvorledes vitaminpræparater 

fremtidig skal forhandles, har været 

drøftet i 10 plenarmøder og et betydeligt 

antal underudvalgsmøder. Til brug ved 

kommissionens arbejde er der bl. a. indhentet 

en redegørelse for de farmaceutiske 

visitatorers kontrol med lægemidler, der 

fremstilles på apotekerne, oplysninger om, 

hvorledes handelen med vitaminpræparater 

til human brug er ordnet i Sverige, samt en 

redegørelse for, hvorledes Statens Vitaminlaboratorium 

med institutionens nuværende 

kapacitet vil stille sig til gennemførelse af 

en kontrol med vitaminpræparater til hu- 

90 

man brug i tilfælde af, at handelen med sådanne 

præparater bliver fri. 

De synspunkter, som fra forskellig side 

i kommissionen har været gjort gældende 

vedrørende de i Indenrigsministeriets ovennævnte 

skrivelse rejste spørgsmål, har imidlertid 

været indbyrdes afvigende i en sådan 

grad, at man ikke har anset det for muligt 

at nå frem til en besvarelse, der kunne tiltrædes 

af alle kommissionens medlemmer. 

Som resultat af kommissionens overvejelser 

skal man herefter fremsende: 

En flertalsindstilling, der var tiltrådt af 

Bjørn, Gelting-Hansen, Hørslev, Kjær, 

Martensen-Larsen, Møller, Schleisner og 

Uhl, og i tilslutning hertil en særudtalelse, 

afgivet af Hørslev, 

en mindretalsindstilling, afgivet af Dam, 

Ege og Pedersen, og i tilslutning hertil en 

særudtalelse, afgivet af Pedersen, 

en mindretalsindstilling, afgivet af Ravnebjerg, 

samt 

en mindretalsindstilling, afgivet af 

Wolffbrandt. 

København, den 26. august 1953. 

P. K. V. 


I M. Weincke. 

Indenrigsministeriet.



Til indenrigsministeriet. 

Med skrivelse af 24. januar 1953 (4. kt. 

j. nr. 3278/1952) har Indenrigsministeriet 

anmodet kommissionen om snarest belejligt 

at afgive indstilling om 1) i hvilket omfang 

det bør være apotekerne forbeholdt at 

forhandle og udlevere vitaminpræparater 

samt 2) hvilke forholdsregler, der bør træffes 

for at sikre den fornødne kontrol med 

fremstilling, salg og udlevering af de vitaminpræparater, 

som ikke måtte blive anset 

for apotekerne forbeholdte varer. 

Det har ikke været muligt at opnå enighed 

i kommissionen om eet svar på Indenrigsministeriets 

skrivelse. Den her foreliggende 

indstilling er udarbejdet af et flertal 

indenfor kommissionen, bestående af Bjørn, 

Gelting-Hansen, Hørslev, Kjær, Martensen- 

Larsen, Møller, Schleisner og Uhl. 

Indledningsvis skal man oplyse, at flertallet 

på nærværende tidspunkt af kommissionens 

arbejde kun har ment at kunne beskæftige 

sig med vitaminpræparater beregnet 

til indtagelse gennem munden eller på 

anden made beregnet til indførelse i organismen 

hos mennesker, hvorfor man i det 

følgende ikke har beskæftiget sig med f. 

eks. vitaminholdige salver, opløsninger o. 

lign. til udvortes brug hos såvel mennesker 

som dyr, med for dyr beregnede fodermidler 

tilsat vitaminer eller med vitaminer, der 

finder anvendelse i industrien som teknisk 

hjælpemiddel (f. eks. askorbinsyre som 

melforbedringsmiddel og tokoferoler som 

anti-fedtharskningsmiddel). Disse varer vil 

blive behandlet under kommissionens videre 

arbejde. 

Vedrørende vitaminpræparaters art og 

anvendelse skal flertallet anføre følgende: 

*) Farmaceutiske tilberedninger omfatter stoffer, der 

er bragt i en lægemiddelform, jfr. Pharmacopoea 

Danica, bind I, side 23. 

91 


Ved vitaminpræ parater forstås i det følgende 

farmaceutiske tilberedninger 1 } af vitaminer 

eller af vitaminholdige naturprodukter. 

Flertallet mener, at de i øjeblikket i handelen 

værende vitaminpræparater efter deres 

virkning og anvendelse kan opdeles i 

tre grupper 2 ): 

1) For ca. 75 pct. af vitaminpræparaterne 

gælder, at de alene anvendes for at helbrede 

en række sygdomme - heraf flere meget 

alvorlige -, der er forårsaget af vitaminmangel, 

ligesom visse vitaminer - f. eks. 

askorbinsyre - anvendes som lægemidler 

overfor helt andre sygdomme, der ikke skyldes 

vitaminmangel. 

2) En gruppe af relativt svage vitaminpræparater 

har ingen rationel kurativ anvendelse, 

men benyttes fortrinsvis som tilskud 

til sunde menneskers ernæring for at 

forhindre fremkomsten af vitaminmangelsygdomme, 

idet erfaringen viser, at nogle 

menneskers kost på visse tider af året indeholder 

for lidt af visse vigtige vitaminer. 

Også ved sygdomsbehandling kan det være 

nødvendigt, at patienterne må behandles 

med en ensidig vitaminfattig diæt, eller at 

patienterne ikke er i stand til at indtage 

en fuldværdig kost, og vitaminpræparater 

bliver i sådanne tilfælde ligeledes anvendt 

som tilskud til ernæringen. 

3) En gruppe af middelstærke vitaminpræparater 

anvendes såvel kurativt, d. v. s. 

til behandling af vitaminmangelsygdomme, 

som profylaktisk, d. v. s. til forebyggelse af 

vitaminmangelsygdomme (som tilskud til 

kosten). 

Selv om de under 2) og 3) nævnte præ- 

2 ) Denne opdeling er ikke identisk med den i bilag 

1 og 1 a foretagne opdeling af præparaterne i 

grupperne I, II og III.

parater kun udgør et relativt lille antal af 

samtlige de i handelen værende vitaminpræparater, 

udgør de dog rent omsætningsmæssigt 

langt den største gruppe, netop fordi 

de anvendes i udstrakt grad i profylaktisk 

øjemed. 

Der har i kommissionen været fuld enighed 

om at foreslå, at ca. 75 pct. af de i 

handelen værende vitaminpræparater bør 

være apotekerne forbeholdt. Af de ca. 170 

præparater er ca. 60 (ca. 35 pct.) belagt 

med recepttvang. De resterende ca. 110 vitaminpræparater 

er opført i bilag 1 a, jfr. 

bilag 1. Samtlige i listen med S mærkede 

præparater foreslås apotekerne forbeholdt. 

Endvidere er man enige om, at 6 (i listen 

ikke mærkede) præparater indeholdende 

A- og D-vitamin med en styrke af 6.000 

internationale enheder D-vitamin pr. g bør 

være apotekerne forbeholdt. Af de med + 

i listen mærkede præparater er man enige 

om, at Fertilan-tabletter bør være apotekerne 

forbeholdt, samt at præparaterne Calcidogranulat, 

Calcido-tabletter og tablettae calciferoli 

udskydes til senere behandling i 

kommissionen, idet præparaterne er beregnet 

til kalkterapi. Endelig har man i kommissionen 

været enige om, at de i bilag 1 a på 

listen side 130 i tredie kolonne med F mærkede 

præparater ikke bør være apotekerne 

forbeholdt. 

De resterende 38 med + mærkede præparater 

hører til de langt overvejende som 

kosttilskud anvendte vitaminpræparater, der 

foran er omtalt under 2) og 3), og som 

omsætningsmæssigt udgør den største 

gruppe. Om denne gruppe vitaminpræparater 

har der ikke kunnet opnås enighed. 

Efter den i vareanordningen af 4. april 

1929 § 2, stk. 3, anførte definition af lægemidler 

(»Ved lægemidler forstås midler, 

som anvendes til forebyggelse og behandling 

af sygdomme hos mennesker og dyr«) 

må efter flertallets opfattelse også de under 

2) og 3) anførte grupper vitaminpræparater 

betegnes som lægemidler, og samme 

resultat kommer man til, såfremt man lægger 

andre definitioner af begrebet lægemid- 

92 

ler til grund, således også definitionen i det 

i 1953 på rigsdagen fremsatte forslag til lov 

om apotekervæsenet. 

Da den nugældende vareanordjning af 

1929 blev udarbejdet, blev der ikke forhandlet 

renfremstillede vitaminer. De rene vitaminer 

og vitaminkoncentrater er terapeutisk 

virksomme i meget små doser, nogle af dem 

i brøkdele af milligram, og enkelte af dem 

er giftige selv i små mængder. Ved den 

praktiske anvendelse af vitaminpræparater 

vil dog kun D-vitamin kunne fremkalde 

giftvirkninger. I overensstemmelse med det 

foranstående må de renfremstillede vitaminer 

og vitaminkoncentrater alle være at betragte 

som lægemidler. 

Fra et ernæringsfysiologisk synspunkt kan 

de under gruppe 2) og 3) omtalte vitaminpræparater 

principielt tillige betegnes 

som næringsstoffer, og de adskiller sig i 

så henseende fra et biokemisk synspunkt 

ikke fra andre livsvigtige næringsstoffer 

som æggehvidestoffer, sukker, fedt og en 

række mineralsalte. 

I almindelighed vil næringsstoffer blive 

forhandlet som bestanddele af levnedsmidler, 

og levnedsmiddelloven af 28. april 1950 

definerer i § 1, stk. 2, levnedsmidler som 

»enhver spise- og drikkevare, som er bestemt 

til at fortæres af mennesker, herunder 

indbefattet enhver vare, der er bestemt til 

at anvendes / spise- og drikkevarer, selv 

om det kun er som konserveringsmiddel, 

farvestof eller lignende« (kursiveringen 

er kommissionens). 

Af denne definition fremgår det, at såvel 

de vitaminpræparater, der anvendes til 

vitaminisering af levnedsmidler, som selve 

de vitaminiserede levnedsmidler, f. eks. margarine, 

falder ind under levnedsmiddellovens 

bestemmelser. 

Således som bestemmelsen i § 1, stk. 2, 

er formuleret, må det endvidere antages, at 

der ud fra et juridisk synspunkt intet er til 

hinder for også at bringe levnedsmiddellovens 

bestemmelser til anvendelse på vitaminpræparater 

- hvorved som anført forstås 

farmaceutiske tilberedninger af vitaminer 

eller af vitaminholdige naturprodukter

-, selv om disse præparater ikke er bestemt 

til at anvendes i levnedsmidler. Til støtte 

herfor kan yderligere henvises til lovens 

§ 1, stk. 7, hvori det fastslås, at endog apotekerne 

forbeholdte lægemidler kan inddrages 

under levnedsmiddellovens regler efter 

indenrigsministerens nærmere bestemmelse. 

I overensstemmelse hermed må det antages, 

at der i medfør af levnedsmiddellovens § 12, 

stk. 1, vil kunne gives visse nærmere forskrifter 

for kontrol med vitaminpræparater, 

der tillades solgt i den frie handel. 

Visse vitaminholdige naturprodukter som 

hybenpulver, tørret ølgær, gærekstrakt o. 

lign. er efter den samlede kommissions opfattelse 

at betragte som levnedsmidler ganske 

som appelsiner, citroner, citronsaft, safter 

af andre frugter o. lign. Sådanne vitaminholdige 

naturprodukter såvel som vitaminiserede 

levnedsmidler har man derfor ikke 

henregnet under begrebet »vitaminpræparater«. 

Til besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt 

vitaminpræparaterne bør betragtes som 

levnedsmidler eller som lægemidler, yder 

levnedsmiddelloven ingen vejledning, idet 

levnedsmiddelbegrebet som nævnt er bestemt 

så omfattende i denne lov, at det også 

omfatter lægemidler. Efter flertallets mening 

kan spørgsmålet heller ikke besvares 

ud fra teoretiske overvejelser om, hvorvidt 

stofferne i første række er næringsstoffer 

eller lægemidler. Derimod mener flertallet, 

at der bør lægges afgørende vægt på, om 

der er et praktisk behov for at lade vitaminpræparaterne 

og præparater af tilsvarende 

karakter være undergivet de regler, der 

gælder for lægemidler med hensyn til fremstilling, 

forhandling, reklamering m. v., eller 

om disse præparater naturligt og uden 

ulemper for forbrugerne kan passes ind under 

det system af bestemmelser, der gælder 

for almindelige levnedsmidler. 

Man skal i denne forbindelse pege på, at 

der efter flertallets opfattelse består følgende 

vigtige forskel ved anvendelsen af 

på den ene side vitaminpræparater og visse 

andre rene næringsstoffer som kalk, fosfat, 

jern og jodid i farmaceutiske tilberedninger 

93 

og på den anden side almindelige levnedsmidler: 

Ved indkøb af levnedsmidler vil kunden 

i mange tilfælde være i stand til at skønne, 

hvorvidt varen er af en ordentlig kvalitet, 

og i tilfælde af undervægt, vareforfalskning 

m. v. vil de pågældende personer i 

deres mætheds- respektive deres sultfølelse 

have en vis indikator herfor, ligesom fordærvede 

levnedsmidler prompte kan give 

anledning til påfaldende symptomer. 

Ved indkøb af vitaminpræparater og de 

foran nævnte præparater som kosttilskud 

vil køberen, der har behov for et sådant tilskud 

til sin kost, være ganske ude af stand 

til at bedømme varernes kvalitet, og køberen 

har kun efter længere tids forbrug i 

manglen på fremkomst af sygelige symptomer, 

respektive fremkomsten af sådanne, 

en indikator for kvaliteten af de indkøbte 

vitaminpræparater. 

For at undgå, at der hos forbrugere, som 

anvender vitaminpræparater for at forebygge 

vitaminmangelsygdomme eller symptomer 

herpå, skabes en falsk tryghedsfølelse, er 

det derfor nødvendigt, at der til de vitaminpræparater, 

som anvendes profylaktisk, stilles 

krav f. eks. med hensyn til konstant 

styrke, passende nøjagtig dosering og holdbarhed 

af samme karakter som de krav, der 

stilles til vitaminpræparater til kurativ anvendelse. 

Allerede af hensyn til opfyldelsen af de 

foran nævnte ganske nødvendige krav må 

vitaminpræparater, der benyttes profylaktisk 

som tilskud til kost, efter flertallets formening 

behandles ganske som vitaminpræparater 

til kurativ anvendelse også med hensyn 

til spørgsmålet om, hvorvidt deres salg 

og udlevering skal være forbeholdt apotekerne. 

Flertallet foreslår derfor, at alle vitaminpræparater, 

der benyttes til behandling af 

sygdomme, samt alle vitaminpræparater, der 

har en sådan styrke, at de er egnede til 

(som »kosttilskud«) at forebygge sygdomme, 

principielt bør være apotekerne forbeholdt, 

men flertallet finder det dog under 

hensyntagen dels til tradition, dels til visse

ent praktiske forhold, forsvarligt at gøre 

nogle få undtagelser fra denne regel (jfr. 

liste A). 

Som nærmere motivering for, at flertallet 

foreslår nævnte princip gennemført, skal 

man anføre følgende: 

1) Til vitaminpræparater må man stille 

ganske samme krav som til lægemidler, nemlig 

at præparaterne stedse forhandles med 

konstant styrke og sammensætning i overensstemmelse 

med den for præparaterne anførte 

deklaration, hvilket bl. a. forudsætter, 

at præparaternes vitaminindhold svarer til 

deklarationen på jremstillingstidspunktet, 

samt at den farmaceutiske fremstilling er 

sket på en sådan måde, at præparaterne har 

den fornødne holdbarhed. (Visse vitaminer 

i de gængse handelspræparater, navnlig Aog 

D-vitaminer, er relativt lidet holdbare 

stoffer, der let kan ødelægges ved uhensigtsmæssig 

fremstilling, ligesom en uhensigtsmæssig 

fremstilling kan bevirke en dårlig 

holdbarhed af præparatet ved opbevaring.) 

Såfremt dette selvfølgelige krav ikke er 

opfyldt, vil det kunne ske, at syge personer 

elller rekonvalescenter behandles med underlødige 

præparater, uden at læge eller 

patient i tide kan kontrollere dette, til skade 

for de pågældende personer, ligesom det 

vil kunne ske, at personer, der indtager præparaterne 

i profylaktisk øjemed, ikke opnår 

den tilsigtede beskyttelse mod fremkomst 

af vitaminmangelsymptomer. 

Dette krav kan opfyldes indenfor rammerne 

af den gældende apotekerlovgivning, 

når fremstillingen af vitaminpræparater foregår 

på medicinalfabrikkerne, hvorfra de 

forhandles som »medicinske specialiteter« 

og herved kontrolleres af Sundhedsstyrelsens 

kontrollaboratorium for medicinske specialiteter, 

på de kontrollerede laboratorier, der 

kontrolleres af Sundhedsstyrelsens visitatorer, 

eller på apotekerne, der også kontrolleres 

af nævnte visitatorer. Såfremt man ville 

udvide kredsen af fremstillingssteder, er 

flertallet enig om, at det vil være nødvendigt 

at opbygge et tilsvarende kontrolapparat 

også for sådanne virksomheder, herun- 

94 

der med pligt til anmeldelse af virksomhederne 

og krav om forudgående godkendelse 

af de enkelte præparater, der agtes fremstillet 

og bragt i handelen, hvilket vil kræve 

udfærdigelse af særlige administrative bestemmelser 

eller måske en særlig lovgivning. 

At udvide kredsen af fremstillingssteder 

udover specialitetsfabrikkerne, de kontrollerede 

laboratorier og apotekerne skønner 

flertallet ikke, der er noget behov for. 

2) Det for lægemidler gældende kontrolapparat 

gælder kun for de varer (herunder 

de medicinske specialiteter), der forhandles 

og udleveres fra de ca. 350 apoteker. 

(De såkaldte »håndkøbsudsalg« er reelt 

at betragte som en »fremskudt« del af selve 

apoteket, for hvilket apotekeren har ansvaret, 

og håndkøbsudsalgene underkastes også 

tilsyn af Sundhedsstyrelsens visitatorer, 

for tiden dog kun hver andet år. Det salg, 

der foregår i håndkøbsudsalget, kan således 

ikke sidestilles med salg fra en almindelig 

købmandsbutik.) 

Kontrolapparatet omfatter bl. a. en kontrol 

med, at varerne opfylder de af farmakopeen 

eller på anden måde stillede krav, at 

deklarationen for de brugsfærdige lægemidler 

opfyldes, og at opbevaringsforholdene 

for lægemidlerne er velegnede, jfr. skrivelse 

af 2. marts 1953 fra de farmaceutiske visitatorer 

(bilag 2). 

Såfremt det tillades, at et vist antal vitaminpræparater 

forhandles som frihandelsvarer, 

vil det være nødvendigt at opbygge et 

supplerende stort kontrolapparat, jfr. den 

af et udvalg herom udarbejdede betænkning 

(bilag 3). 

Selv om man som betingelse for salg i frihandel 

af vitaminpræparater, der er egnet 

som tilskud til ernæringen, som minimum 

forlanger, at de mærkevarer, der bliver kontrolleret 

af Statens Vitaminlaboratorium, og 

som foruden fyldestgørende deklaration af 

præparatets sammensætning er forsynet med 

en datostempling, angivende det sidste tidspunkt, 

på hvilket præparatet endnu er fuldt 

virksomt, vil kontrolapparatet dog blive stort 

af følgende grunde:

a) Det vil efter flertallets mening ikke 

være forsvarligt alene at nøjes med en kontrol 

af præparaterne på produktionsstedet, 

men det vil være absolut nødvendigt at foretage 

en kontrol med udtagning af præparater 

på forhandlingsstederne, idet dette er 

den eneste mulighed for at undersøge, hvorvidt 

de pågældende præparater viser sig 

holdbare, ligesom det vil være nødvendigt 

at kontrollere opbevaringsforholdene for vitaminpræparaterne 

på udsalgsstederne. Dette 

hænger sammen med, at visse vitaminpræparater 

i de almindelige handelsformer, 

navnlig A- og D-vitaminpræparater, vil kunne 

ødelægges ved uhensigtsmæssig opbevaring 

og hurtigere end det ved datostemplingen 

forudsatte tidspunkt. Man skal i denne 

forbindelse erindre om, at apotekerne skal 

være forsynede med egnede opbevaringsrum 

og er nøje fortrolige med de for mindre 

holdbare vitaminpræparater egnede opbevaringsforhold, 

men at tilsvarende betingelser 

ikke kan forventes at findes hos 

mange købmænd. 

Kontrollen med de på apotekerne forhandlede 

lægemidler foretages i første række 

på udleveringsstedet (apoteket), selv om 

den er kombineret med en kontrol på fremstillingsstedet, 

forsåvidt angår de på de kontrollerede 

laboratorier fremstillede lægemidler, 

ligesom den i det på rigsdagen fremlagte 

forslag til ny apotekerlov også foreslås kombineret 

med en kontrol på fremstillingsstedet, 

forsåvidt angår de på medicinalfabrikkerne 

fremstillede specialiteter. 

Af oplysninger, som kommissionen har 

modtaget fra statens foderstofkontrol og fra 

kemikaliekontrollen fremgår det, at kontrollen 

med foderstoffer, herunder de vitaminholdige 

foderstoffer, og kontrollen med bekæmpelsesmidler 

mod plantesygdomme 

m. v. fortrinsvis sker ved udtagelse af prøver 

hos forbrugere og forhandlere (købmænd, 

brugsforeninger o. lign.). 

Noget ganske tilsvarende gælder for statskontrollen 

med margarinens vitaminisering, 

og princippet om kontrol på og af forhandlingsstedet 

er i øvrigt godtaget i alle lande, 

95 

der har kontrol med levnedsmidler og lægemidler. 

Når flertallet derfor foreslår, at kontrollen 

med vitaminpræparater - uanset, hvorledes 

handelen med disse ordnes - først og 

fremmest bør foregå hos forhandlerne, er 

dette således i fuld overensstemmelse med 

forholdene vedrørende kontrol af andre lægemidler, 

af vitaminholdige foderstoffer, af 

plantebeskyttelsesmidler og af vitaminiserede 

levnedsmidler. 

b) Som anført findes der her i landet ca. 

350 apoteker og ca. 800 håndkøbsudsalg. 

Af »Statistisk Aarbog 1952«, tabel 125, 

fremgår at der den 1. juni 1948 her i landet 

fandtes 14.761 detailhandelsvirksomheder 

(inklusive brugsforeninger), der handler 

med »kolonialvarer, hørkram o. lign.«, samt 

577 virksomheder handlende en detail med 

»farver, tapeter, materialhandels varer«. Hvor 

mange af disse ialt 15.338 virksomheder, 

der kunne tænkes at ville forhandle vitaminpræparater, 

om disse blev frihandelsvarer, 

er det selvfølgeligt umuligt at udtale 

sig om, men at antallet vil blive mange gange 

større end antallet af apoteker med tilknyttede 

håndkøbsudsalg, er der næppe tvivl 

om. 

Da man som anført under a) bestemt må 

mene, at en kontrol med vitaminpræparater 

først og fremmest bør omfatte udleveringsstederne, 

og da man ikke i kontrollen 

kan vide noget om, hvilke af de nævnte 

knapt 16.000 handlende der vil forhandle 

vitaminpræparater, vil en effektiv kontrol 

med udsal gsstederne formentlig blive vanskelig 

at administrere, såfremt vitaminpræparaterne 

gøres til frihandelsvarer. Den eneste 

mulighed for at begrænse udleveringsstedernes 

antal er efter flertallets mening, at 

man udfærdiger særlige bestemmelser, hvorved 

det bliver muligt at autorisere visse købmænd 

som forhandlere af vitaminpræparater, 

jfr. den kontrolordning, der er skitseret 

af ovennævnte udvalg som grundlag 

for skønnet over kontroludgifternes størrelse 

(bilag 3), - en fremgangsmåde, som 

flertallet må fraråde, se nedenfor.

c) Såfremt vitaminpræparater gøres apotekerne 

forbeholdt, vil nye vitaminpræparater 

kun kunne bringes i handelen, enten 

ved at farmakopeen optager et sådant nyt 

præparat (der derefter fremstilles på apotekerne 

eller på de kontrollerede laboratorier), 

eller ved at det bringes i handelen 

som medicinsk specialitet. På dette grundlag 

kan man forudse, at det vil blive et begrænset 

antal nye vitaminpræparater, der vil 

blive bragt i handelen i de kommende år. 

Såfremt vitaminpræparaterne bliver frihandelsvarer, 

må man, med mindre der gennemføres 

særlige bestemmelser om godkendelse 

af vitaminpræparater til frihandel, 

forudse fremkomsten af talrige nye præparater, 

hvilket vil medføre en stærk stigning 

i kontrollens omfang. 

d) Til kontrollen med udsalgsstederne, 

herunder udtagning af prøver, kommer kontrollen 

med præparaternes vitaminindhold 

på Statens Vitaminlaboratorium. Kommissionen 

har fra lederen af Statens Vitaminlaboratorium, 

overlæge, dr. med. E. Uhl, modtaget 

en redegørelse, der vedlægges som bilag 

4, jfr. også bilag 3. Det fremgår af 

denne redegørelse, at vitaminlaboratoriets 

arbejdskapacitet nærmest er overskredet, og 

at det allerede med de nuværende arbejdspligter 

er nødvendigt at søge laboratoriets 

arbejdskapacitet forøget for at gennemføre 

den fornødne, effektive kontrol med bl. a. 

de medicinske vitaminspecialiteter og andre 

vitaminpræparater, som forhandles på apotekerne, 

idet kontrollen med disse endnu ikke 

kan siges at have det helt fornødne omfang 

- jfr. herom også udtalelsen fra Sundhedsstyrelsens 

visitatorer (bilag 2). 

Såfremt vitaminpræparater beregnet for 

mennesker tillades solgt udenfor apotekerne, 

vil den deraf nødvendiggjorte udvidelse af 

kontrollen med sikkerhed kunne siges at 

måtte medføre en yderligere udvidelse af 

Statens Vitaminlaboratoriums lokalebehov og 

personale udover den, som allerede nu er 

påkrævet. Hvor stor en sådan udvidelse må 

blive, vil afhænge af, hvorledes den frie 

handel med vitaminpræparater organiseres. 

96 

Overlæge Uhl peger her på to muligheder: 

I) at vitaminpræparater for den frie handel 

fremstilles i et begrænset antal på nogle 

få godkendte og kontrollerede virksomheder; 

II) at et ubegrænset antal vitaminpræparater 

fremstilles og forhandles frit. I det 

første tilfælde vil forøgelsen af kontrolarbejdet 

(og dermed udvidelsen af laboratoriets 

kapacitet) selvfølgelig blive mindre 

end i det andet tilfælde med fri fremstilling 

af vitaminpræparater. 

3) Man kan rejse det spørgsmål, om det 

af hensyn til folkesundheden vil være ønskeligt, 

at befolkningens adgang til indkøb 

af vitaminpræparater lettes ved, at man forøger 

antallet af forhandlingssteder for disse 

præparater. Heroverfor skal flertallet anføre 

følgende: 

Kommissionen er af den opfattelse, at 

mange menneskers ernæring i dag er så ensidig, 

at det må anses for ønskeligt, specielt 

hos børn, at ernæringen suppleres med et 

tilskud af vitaminer til kosten, enten og 

bedst i form af vitaminisering af flere eller 

færre levnedsmidler eller ved indtagelse af 

vitaminpræparater. Det er imidlertid flertallets 

opfattelse, at adgangen for befolkningen 

til at indkøbe de nødvendige vitaminpræparater 

er tilstrækkeligt dækket gennem 

apotekerne og de dertil hørende ca. 

800 håndkøbsudsalg. 

Allerede nu finder der en kraftig propaganda 

sted overfor befolkningen - med henblik 

på at stimulere forbruget af vitaminpræparater 

- gennem talrige populære artikler 

m. v. i dag- og ugeblade samt bøger, gennem 

livlig reklamering for vitaminpræparater 

i dag- og ugeblade, i film, på plakater 

m. v. Tilladelse til salg af vitaminpræparater 

i den frie handel vil efter flertallets 

opfattelse meget let føre til yderligere propaganda, 

herunder mundtlig propaganda ved 

husmoderens indkøb af hverdagens varer hos 

købmanden - med et urimeligt stort forbrug 

af vitaminpræparater som resultat. 

Man skal i denne forbindelse erindre om 

den pågående, ofte markskrigerske reklamering, 

der i den senere tid er foregået

med »opstrammende tabletter« (som »Homodrin«), 

»afmagringsmidler«, »hormonkræmer« 

o. lign., der endnu er frihandelsvarer 

og derfor kan forhandles frit og fremstilles 

af enhver uden nogen form for kontrol. 

4) Sluttelig skal flertallet anføre følgende: 

Af bilag 3a fremgår, at prisen for A- og 

D-vitaminpræparater i gennemsnit er ca. 17 

pct. billigere i frihandel end ved salg fra 

apotek, askorbinsyrepræparater ca. 33 pct. 

billigere og B-vitaminpræparater ca. 17 pct. 

billigere i frihandel end ved salg fra apotek. 

Det bemærkes herved, at vitaminpræparaterne 

i den frie detailhandel ikke for 

tiden er underkastet en statskontrol og ikke 

belastet af heraf betingede udgifter, medens 

apotekets funktion medfører en række særlige 

udgifter, som købmandshandelen ikke 

er belastet med. Det skal endvidere bemærkes, 

at en voksen persons udgifter til en rimelig 

dosis af vitaminpræparater som kosttilskud 

formentlig vil andrage mellem 10 

og 15 kr. pr. år, indkøbt fordelagtigst muligt 

på apotek. 

Der er i kommissionen fuld enighed om, 

at en forhandling af vitaminpræparater 

udenfor apoteker ikke bør finde sted, uden 

at der føres kontrol med denne handel. 

Såfremt man gør salget ganske frit, vil 

den nødvendige kontrol efter flertallets mening 

blive af meget stort omfang og næppe 

blive tilstrækkelig effektiv. Som det fremgår 

af bilag 3, har et udvalg, bestående af 

forstander Folmer Dam, afdelingsleder, apoteker 

Kjær, materialist Jørgen A. Pedersen, 

overlæge, dr. med. Uhl og direktør Wolff - 

brandt, til brug ved bedømmelsen af de ved 

en kontrol med forhandlingen af vitaminpræparater 

udenfor apoteker påløbende udgifter 

skitseret en kontrolordning, som flertallet 

kan tiltræde (angående enkeltheder, 

se bilag 3). Der må herefter som minimum 

stilles følgende krav: At vitaminpræparaterne 

kun må forhandles, når de er godkendte 

af Sundhedsstyrelsen efter princip- 

97 

per af lignende karakter som de, der er foreslået 

for godkendelse af medicinske specialiteter, 

og at de forhandles i ubrudte pakninger 

med særlig mærkning. Præparaterne bør 

kun fremstilles i virksomheder, der opfylder 

de krav, som er anført i apotekerlovforslagets 

§ 75. Endvidere anser flertallet det for 

nødvendigt, at købmændenes ret til at forhandle 

vitaminpræparater betinges af en 

særlig autorisation, der i givet tilfælde kan 

fratages ved gentagen eller grovere overtrædelse 

af de for detailhandelen med vitaminer 

givne forskrifter. Sluttelig må der være 

kontrol såvel med fremstillingsstederne som 

med forhandlingsstederne gennem inspektører 

med farmaceutisk uddannelse. 

En sådan kontrolordning vil muligvis 

kunne oprettes med hjemmel i levnedsmiddellovgivningen. 

Ved kontrollen af præparater har udvalget 

regnet med undersøgelse af ca. 40 præparater 

af samme sammensætning som de i 

bilag 1 a med + mærkede præparater. Under 

hensyntagen til kapaciteten af Statens 

Vitaminlaboratorium vil visse af de ca. 40 

præparater kunne undersøges to gange årligt, 

de resterende præparater næppe mere 

end 1 gang årligt (for D-vitaminpræparaterne 

antagelig ikke engang 1 årlig undersøgelse 

pr. præparat). 

Udgifterne til kontrollen (se bilag 3) må 

antagelig lægges til prisen på vitaminpræparaterne. 

I hvilken udstrækning dette - i 

forbindelse med det tab, der under en effektiv 

kontrol vil fremkomme ved tilintetgørelse 

af vitaminpræparater, for hvilke 

holdbarhedsdatoen er overskredet - vil formindske 

den i øjeblikket eksisterende prisforskel 

mellem vitaminpræparater i frihandel 

og apotekernes præparater, vil det efter 

flertallets mening være umuligt at danne 

sig et skøn over. 

Da priserne for de fra apotekerne solgte 

vitaminpræparater fastsættes af myndighederne 

gennem medicintaksten, vil det ved 

en ændring af medicintaksten være muligt 

at nedsætte priserne på vitaminpræparater 

til profylaktisk anvendelse, om det skønnes 

ønskeligt, men man har ment, at det må lig-

ge udenfor kommissionens opgave at udtale 

sig om hele dette prisspørgsmål. 

Som foran anført mener flertallet, at der 

ikke er anført overbevisende grunde for at 

forøge antallet af indkøbssteder for vitaminer, 

men at befolkningens adgang til at indkøbe 

de nødvendige vitaminpræparater er 

tilstrækkeligt dækket gennem apoteker og 

de dertil hørende 800 håndkøbsudsalg. 

Flertallet mener derfor ikke, at der findes 

noget rimeligt grundlag for at indføre særlige 

bestemmelser vedrørende fremstilling 

af og handel med vitaminpræparater udenfor 

apoteker (herunder om godkendelse af 

vitaminpræparater og autorisation af visse 

købmænd m. fl. som vitaminforhandlere) 

samt for at opbygge det store kontrolapparat, 

der må anses for ubetinget nødvendigt, 

såfremt man vil tillade vitaminpræparater 

forhandlet udenfor apoteker. 

I tilslutning til det foran fremførte ønsker 

flertallet til støtte for at forbeholde de 

i gruppe 2) og 3) nævnte vitaminpræparater 

for apotekerne at fremføre endnu et forhold, 

som man bør tillægge særlig stor betydning: 

Såfremt man ikke forbeholder de i gruppe 

2) og 3) nævnte vitaminpræparater for apotekerne, 

da vil opfattelsen af vitaminerne 

(vitaminpræparaterne) som kosttilskud og 

dermed som frihandelsvarer logisk medføre, 

at også farmaceutiske tilberedninger af f. 

eks. kalk, jern og jod, der ligeledes kan opfattes 

som næringsstoffer og anvendes som 

kosttilskud for at forebygge fremkomst af 

sygdomme, må blive tilladt solgt i frihandel. 

I denne forbindelse skal det oplyses, at 

ikke al dikalciumfosfat er af en sådan renhed, 

at farmakopeens krav er opfyldt. Det 

er en erfaring, at en almindelig handelsvare 

af dikalciumfosfat indeholder fluor i store 

mængder. Såfremt der heraf fremstilles 

kalktabletter, vil disse under visse omstændigheder 

i nogle egne af landet som følge 

af drikkevandets indhold af flour, kunne 

være skadelige at indtage gennem længere 

tid. Kalktabletter anvendes navnlig som 

kosttilskud for gravide og diegivende, men 

98 

finder desuden anvendelse ved behandling 

af en række forskellige sygelige tilstande. 

For jods vedkommende gælder, at det 

indtaget i for store mængder vil kunne være 

skadeligt. Jod kan anvendes som kosttilskud 

i visse egne af landet for at forebygge opståen 

af struma (hævelse af skjoldbruskkirtlen). 

Ved siden heraf anvendes jod terapeutisk 

ved forskellige sygdomme. 

Kalk og jod og til en vis grad jern må 

derfor kræves forhandlet på en sådan måde, 

at præparaterne med hensyn til doseringens 

nøjagtighed opfylder ganske de samme krav, 

som gælder for lægemidler, og som i foranstående 

redegørelse er gjort gældende for 

vitaminpræparaterne. 

En frigivelse af vitaminhandelen, som af 

et mindretal foreslået, vil efter flertallets opfattelse 

logisk medføre, at man ikke kommer 

uden om, at også andre farmaceutiske tilberedninger, 

der har karakter af næringsstof 

fer og finder anvendelse som kosttilskud, 

ligeledes må forhandles frit, og dette må 

medføre udbygning af et meget stort kontrolapparat 

til sikring af forbrugerne. 

Schleisner og Uhl må for deres vedkommende 

yderligere fremhæve, at hverken de 

i gruppe 2) eller 3) anførte vitaminpræparaters 

farlighed, den kendsgerning, at præparaterne 

karakteriseres som lægemidler, eller 

hensynet til apotekernes økonomi, eller 

en kombination af disse 3 forhold har været 

afgørende for deres stillingtagen. De i kommissionen 

fremførte vanskeligheder vedrørende 

gennemførelsen af den nødvendige 

kontrol med vitaminpræparaterne, hvis disse 

tillades solgt i frihandel, har heller ikke været 

afgørende, idet kontrollen vil kunne gennemføres, 

hvis man vil betale, hvad den koster. 

Derimod har de umiddelbart foran anførte 

følger, som en eventuel hel eller delvis 

frigivelse af vitaminhandelen vil medføre, 

været ganske afgørende for Schleisner og 

Uhl, der i øvrigt principielt helst havde set, 

at spørgsmålet om vitaminpræparaterne blev 

udskudt, indtil kommissionen vedrørende 

vareanordningen kunne afgive en samlet betænkning.

Med de foranstående motiveringer skal 

flertallet herefter foreslå, at der i henhold 

til apotekerlovens § 19, stk. 1, udstedes en 

bekendtgørelse som nedenstående. 

Medens den gældende vareanordning som 

hovedregel kun forbeholder apotekerne at 

forhandle og udlevere varer i mængder, hvis 

salgspris ligger under 100 kr., foreslås vitaminpræparaterne 

i nedenstående forslag til 

bekendtgørelse forbeholdt apotekerne uanset 

varernes mængde. Den nævnte 100 kroners-grænse 

har historisk sin rod i næringsloven 

af 1857, der gav grosserere og købmænd 

ret til al slags handel i stort, d. v. s. 

i mængder til en salgspris af ikke mindre 

end 20 rdl. Da der i den gældende apotekerlovs 

§ 19 ikke forudsættes nogen mængdebegrænsning 

for de apotekerne forbeholdte 

varer, og da den gældende næringslov 

af 28. april 1931 har ophævet den handelsretlige 

forskel mellem grosserere, købmænd 

og detaillister og dermed begreberne 

handel i stort og småt, således at næringsloven 

ikke længere hjemler nogen ubegrænset 

ret til handel med varer i store partier, 

synes den omhandlede 100 kroners-grænse 

i dag ganske at savne fornuftig begrundelse. 

Da der i selve vareanordningen gives særlige 

99 

bestemmelser, som sikrer engroshandelen, 

medfører opretholdelsen af 100 kronersgrænsen 

kun, at det i dag udenfor apotekerne 

er tilladt at sælge apotekerne forbeholdte 

varer i mængder over 100 kr., når 

salget foregår direkte til forbrugeren, hvilket 

ikke betyder meget i praksis, da de største 

forbrugere: sygehuse, hospitaler, klinikker 

m. v. ifølge særlige bestemmelser i apotekerloven 

kun må købe disse varer hos apotekerne. 

Flertallet er enig om, at 100 kroners-grænsen 

bør ophæves. 

Som det fremgår af nedenanførte forslag, 

er det kun et fåtal af de vitaminpræparater, 

der benyttes som lægende eller forebyggende, 

som foreslås undtaget fra de apotekerne 

forbeholdte varer. Det vil derfor efter 

flertallets formening ikke være nødvendigt 

af hensyn til disse at opbygge et andet 

kontrolapparat en det, der i øjeblikket forefindes. 

Sv. E. Bjørn S. Aa. Gelting Hansen 

fohs. Hørslev K. Aa. Kjær 

Fl. Martensen-Larsen Knud O. Møller 

A. H. Schlei sner Erik Uhl 

M. Weincke 

BEKENDTGØRELSE OM FORHANDLING AF VITAMINPRÆPARATER 

I henhold til § 19 i lov nr. 107 af 31. 

marts 1932 om apotekervæsenet fastsættes 

herved følgende: 

§ 1. 

Ved vitaminpræparater forstås i denne 

bekendtgørelse farmaceutiske tilberedninger 

*) af vitaminer eller af vitaminholdige 

naturprodukter, beregnet til indtagelse gennem 

munden eller på anden måde beregnet 

til indførelse i organismen hos mennesker. 

§ 2. 

Det er apotekerne forbeholdt til forbrugere 

at udlevere samtlige vitaminpræparater, 

1 ) Farmaceutiske tilberedninger omfatter stoffer, der 

er bragt i en lægemiddelform, jfr. Pharmacopoea 

Danica, bind I, side 23. 

2 ) Til vejledning for forståelsen af liste A er under 

T 

der ikke er anført i nedenstående liste under 

A 2 ). 

§ 3. 

Bestemmelsen i § 2 gælder dog ikke, når 

varen af en næringsdrivende udleveres til 

personer eller virksomheder, der er berettiget 

til at forhandle den eller benytte den 

i egen bedrift. 

§ 4. 

Stk. 1. Indførsel fra udlandet af vitaminpræparater 

er forbeholdt apotekerne. Det er 

dog tilladt andre næringsdrivende at indføre 

vitaminpræparater, forsåvidt varen falder indenfor 

hans handelsret, mod til toldvæsenet 

B anført en række eksempler på vitaminpræparater, 

som det skal være apotekerne forbeholdt at 

udlevere til forbrugere.

at afgive en erklæring på tro og love om, 

at varen kun vil blive solgt til andre dermed 

handelsberettigede eller benyttet i vedkommendes 

egen bedrift. 

Stk. 2. Det er endvidere tilladt statens naturvidenskabelige, 

lægevidenskabelige og 

Gærpræparater: 

Tørret gær uden tilsætning af vitaminner, 

som pulver, tabletter o. lign. 

Gærekstrakt uden tilsætning af vitaminer. 

Hybenpræparater: 

Hybenpulver uden tilsætning af vitaminer 

som pulver, tabletter o. lign. 

Torskelevertran (Oleum jecoris aselli). 

Torkselevertran med pebermynte eller andre 

smagsforbedrende stoffer. 

Bemax. 

Bevitex. 

100 

A. 

B. 

tekniske laboratorier samt af staten anerkendte 

laboratorier til eget brug at indføre 

vitaminpræparater samt at indkøbe sådanne 

hos næringsdrivende. Lignende tilladelse 

kan af Indenrigsministeriet meddeles andre 

laboratorier. 

Cema extrakt. 

Faexal tabletter. 

Jecogran granulat. 

Levurine. 

Levurine tabletter. 

Liquor B-vitaminorum. 

Vicomin tabletter. 

Vigær tabletter. 

Vitameller. 

Vivita. 

Ølgær tabletter. 

Vitaminpræparater, hvis forhandling og udlevering skal være forbeholdt apotekerne. 

Farmaceutiske tilberedninger, som er standardiserede med hensyn til indholdet af vitaminer, 

og som indeholder vitamin eller vitaminer i sådanne mængder, at den sædvanlige 

indgift indeholder doser af terapeutisk virkning. 

Eksempler: 

Gærpræparater med tilsætning af vitaminer. 

Hybenpulver og hybensaft med tilsætning 

af vitaminer. 

Levertranemulsioner. 

Helleflyndertran eller andre leverolier fra 

fisk og pattedyr med højere vitaminindhold 

end torskelevertran. 

Opløsninger i vegetabilske olier af A- og/ 

eller D-vitamin. 

ABCD-in piller. 

Adesol. 

Askorbinsyre i pulver, tabletter og opløsninger. 

Becoplex tabletter. 

Becozymsaft. 

Bevital. 

Cetrasol saft. 

Cevitex tabletter. 

Decamin aquosum. 

Decamin piller. 

Fertilan tabletter. 

Granulatum calciferoli. 

Gæralin. 

Ido-C saft. 

Leveton tabletter. 

Spinatin tabletter. 

Syrupus B-combini. 

Syrupus C-vitamini.

101 

Bemærkninger til 

Spinatin tabletter: Præparatet bestod oprindeligt 

af tørret spinat og ville i den oprindelige 

form ikke være apotekerne forbeholdt 

efter de til grund for forslaget liggende 

principper. 

Præparatet indeholder nu A-, D-, C- og 

E-vitaminer samt flere vitaminer af B-gruppen, 

d. v. s. det er tilsat renfremstillede vitaminer; 

præparatet er nu af samme type 

som f. eks. ABCD-in tabletter (der dog ikke 

indeholder E-vitamin). I sin nuværende 

form falder præparatet efter flertallets formening 

ind under de præparater, der bør 

være apotekerne forbeholdt. 

listerne A og B. 

Leveton tabletter: Indeholder 500 i. e. 

D-vitamin i form af kalciferol, men ikke 

A-vitamin. Uanset at præparatet ved en 

skrivelse af 5. april 1941 fra sundhedsstyrelsen 

blev betragtet som værende frihandelsvare, 

mener flertallet, at præparatet absolut 

bør være apotekerne forbeholdt. 

Mængden af kalciferol i hver tablet er høj 

(omtrent svarende til det daglige behov af 

D-vitamin), og da overdosering med kalciferol 

kan fremkalde farlige tilstande, mener 

man det uheldigt, om præparatet tillades 

som frihandelsvare.



Til Indenrigsministeriet. 

I tilslutning til min tiltrædelse af flertalsindstillingen 

finder jeg anledning til at 

fremsætte følgende bemærkninger: 

Under forhandlingerne i kommissionen 

har man flere gange været inde på spørgsmålet 

om, hvorvidt hensynet til apotekernes 

økonomi burde komme i betragtning ved 

afgørelsen af, hvorvidt salget af vitaminpræparater 

skulle forbeholdes apotekerne. Fra 

forskelligt hold er der givet udtryk for den 

opfattelse, at dette hensyn ikke burde spille 

ind. Flertalsindstillingen nævner ikke dette 

moment, men finder i andre hensyn tilstrækkelig 

støtte for den opfattelse, at salget af 

vitaminpræparater i princippet bør forbeholdes 

apotekerne. Jeg er enig i, at de i 

flertalsindstillingen fremhævede argumenter 

er tilstrækkelig begrundelse for indstillingens 

konklusion, men jeg finder alligevel 

— ikke mindst af hensyn til kommissionens 

fremtidige arbejde med andre varegrupper 

— anledning til nærmere at motivere, at 

hensynet til apotekernes økonomi bør tages 

i betragtning ved fastsættelsen af regler om, 

hvilke medicinalvarer der bør være apotekerne 

forbeholdt. 

Apotekerlovens § 19 bemyndiger indenrigsministeren 

til ved anordning at bestemme, 

hvilke medicinalvarer det skal være 

apotekerne helt eller delvis forbeholdt at 

udbyde, forhandle eller udlevere, uden at 

det i paragraffen nærmere er angivet, 

hvilke hensyn der bør være afgørende ved 

udsondringen af de forbeholdte medicinalvarer. 

Det må skønnes ikke alene berettiget, 

men også rigtigt, at man herved tager hensyn 

til den økonomiske side af sagen, 

således at apotekernes eneret afgrænses på 

en sådan måde, at det derved bliver muligt 

102 


at bevare apotekervæsenet her i landet med 

den struktur, det i øjeblikket har. Fra forskellig 

politisk side har denne anskuelse 

fået støtte. Jeg henviser til de udtalelser, 

der blev fremsat i folketinget, da forslag 

til lov om apotekervæsenet var til første 

behandling, dels af indenrigsministeren, 

dels af ordføreren for den socialdemokratiske 

gruppe, Mørck. Således udtalte indenrigsministeren 

følgende: »Hører disse vitaminpræparater 

til blandt lægemidlerne? 

Glem ikke, at ordet »forebyggende« er 

medtaget i definitionen vedrørende lægemidler, 

således som det er overtaget direkte 

fra kommissionens forslag. Glem ikke, at 

ved kommissionsbehandlingen må dette 

spørgsmål finde en afgørelse, som vi kan 

stå på. Der er ikke spor af grundlag for, at 

vi ved en forhastet beslutning her skal 

bringe dansk apotekervæsen og dansk lægemiddelforsyning 

ind i uoverskuelige tilstande, 

som udmærket vel, hvis dette breder 

sig, kunne ende i kaos.« Ordføreren for 

den socialdemokratiske gruppe udtalte følgende: 

»Vi vil fra vor side se nærmere på 

dette for forbrugerne så vigtige spørgsmål 

i det udvalg, jeg vil foreslå nedsat. Vi vil 

undersøge, om der på dette område kan 

gennemføres fri handel, uden at der slås for 

meget i stykker for apotekervæsenet.« 

Selv om der i den betænkning, som kommissionen 

nu afgiver, alene tages stilling 

til en enkelt varegruppe, må dette almindelige 

synspunkt holdes for øje. Det er forfejlet, 

hvis man ved afgørelsen af, om salget 

af bestemte varer eller varegrupper skal 

forbeholdes apotekerne, alene vurderer 

spørgsmålet ud fra lægelige eller farmaceutisk-tekniske 

synspunkter og ensidigt lægger 

vægt på den større eller mindre risiko 

for misbrug, den større eller mindre ønskelighed 

af kontrol etc.

Argumenterne, der taler for opretholdelsen 

af den monopoliserede apotekernæring, 

er velkendte, og det kunne forsåvidt være 

tilstrækkeligt at henvise til, at der i apotekskommissionen 

af 22. januar 1947 var enighed 

om, at dansk apotekervæsen i princippet 

skulle bevares med den struktur, det har 

i dag, altså som en monopoliseret næring. 

Alligevel finder jeg det rigtigt sammenfattende 

at bemærke følgende om dette spørgsmål: 

Det er almindelig anerkendt, at apotekerlovgivningens 

formål: at skaffe befolkningen 

god, billig og let tilgængelig medicin, 

bedst virkeliggøres ved den bestående ordning, 

hvorefter apotekerne nyder en vis eneret. 

Denne eneret er ikke tillagt apotekerne 

for deres egen skyld og har intet tilfælles 

med gamle laugsprivilegier. Den har sit 

modstykke i en dybtgående kontrol og regulerende 

indgriben fra statens side i alle 

forhold, tekniske som økonomiske. Det må 

være tilstrækkeligt at erindre om følgende: 

Apotekets beliggenhed bestemmes af Indenrigsministeriet. 

Planer om indretning af 

lokaler, om væsentlige ombygninger eller 

ændringer af disse skal godkendes af Sundhedsstyrelsen. 

Lokalernes antal skal være 

mindst 6 - hvert til sin anvendelse. Der 

skal være en stor apparaturbestand, medikamentbeholdernes 

materiale skal godkendes 

af Sundhedsstyrelsen, visse arbejder må kun 

udføres af eksamineret personale o. s. v. 

Dertil kommer med nogle undtagelser, at 

apoteket skal være åbent eller i alt fald tilgængeligt 

nat og dag, hellig og søgn, og at 

apotekeren skal føre lager af alle sådanne 

medicinalvarer, som lægerne ordinerer. Hertil 

kommer den økonomiske kontrol og 

regulering af apotekervæsenet dels gennem 

afgiften til apotekerfonden, dels gennem 

statens fastsættelse af medicinpriserne. Det 

er klart, at staten herigennem er i stand til 

at forhindre, at den apotekerne tillagte eneret 

bliver til et økonomisk privilegium. Statistikken 

over apotekernes indtægter viser 

da også tydeligt, at indgreb og kontrolforanstaltninger 

har virket hen til at holde 

gennemsnitsindtægten på et rimeligt ni- 

103 

veau, jfr. herved tabel 5 til betænkningen 

vedrørende apotekervæsenet m. v. Det må 

yderligere tages i betragtning, at en farmaceut 

ikke kan forvente at blive apoteker før 

omkring 50-års alderen, og at han da for at 

overtage eller indrette apotek oftest må låne 

flere hundrede tusinde kroner, penge, som 

han som regel ikke når at få tilbagebetalt 

inden sin fratræden eller død. 

Der turde være almindelig enighed om, 

at dansk apotekervæsen står på et særdeles 

højt stade, at apotekernes indretning og 

drift er forbilledlig, og at danske apoteker 

leverer befolkningen medicin til priser, der 

i gennemsnit er lavere end priserne for tilsvarende 

medicin i praktisk taget alle andre 

lande. 

Forudsætningen for, at denne tingenes 

tilstand kan bevares, er imidlertid, at der 

også fremover ydes dansk apotekervæsen 

økonomisk rimelige kår at arbejde under. 

Man må derfor nære den største betænkelighed 

ved indgreb, som - uden at bringe befolkningen 

fordele af blot nogen betydning 

- rokker ved apotekernes økonomi. 

Ved diskussionen om, hvorvidt salget af 

denne eller hin vare bør være forbeholdt 

apotekerne, ses det undertiden fremhævet, 

at den pågældende vare vil kunne leveres 

billigere i den frie handel. Overfor sådanne 

argumenter er der for det første anledning 

til at påpege, at det som nævnt ligger i 

myndighedernes hånd at bestemme medicinpriserne, 

men dernæst er det uræsonnabelt 

at fremdrage en enkelt vare og påpege 

en mulig prisforskel. Problemet må ses i 

en større sammenhæng. Efter det kendskab, 

man har til medicinpriserne hos danske apotekere 

i forhold til udlandets, er der ingensomhelst 

anledning til at tro, at priserne 

gennemsnitlig ville komme til at ligge lavere 

i den frie handel. 

Det er klart, at hensynet til apotekernes 

økonomi ikke kan træde i forgrunden, når 

der som her alene er tale om, hvorvidt salget 

af en enkelt vare skal forbeholdes apotekerne 

eller ikke, men da der er anledning 

til at tro, at afgørelsen vil kunne få betydning 

for andre medicinalvarer, har jeg ment

det rettest at fremdrage disse synspunkter. 

Skulle en lang række medicinalvarer blive 

frihandelsvarer, ville dette medføre en væsentlig 

forhøjelse af prisen for de lægemidler, 

som måtte blive forbeholdt apotekerne, 

og dansk apotekervæsen ville i så fald ikke 

kunne opretholdes i dets nuværende form. 

Som det fremgår af den oversigt over 

apotekernes økonomi, der er trykt som bilag 

6 til apotekskommissionens betænkning, 

særlig side 188, har af apotekernes omsætning 

i årene 1939-1949 ca. 63 % (heri 

medregnet insulin) været almindeligt receptsalg, 

medens ca. 37 % har været håndkøb. 

Selv om der vel i det almindelige receptsalg 

er indgået salg af lægemidler, som 

kunne være udleveret uden recept, og selv 

om en del af håndkøbet vel har omfattet 

varer, hvis udlevering ikke er forbeholdt 

apotekerne, er de anførte tal en god rettesnor 

for, hvad omsætningen af ikke-receptpligtige 

lægemidler betyder for apotekernes 

økonomi, deriblandt særlig de apotekerne 

forbeholdte lægemidler. I denne forbindelse 

erindres, at receptpligten blev ikke uvæsent- 

104 

lig indskrænket ved sundhedsstyrelsens cirkulære 

af 1. december 1952. 

Hvad der ville gå tabt, såfremt dansk 

apotekervæsen på afgørende måde måtte ændre 

karakter, er således klart. Den økonomiske 

fordel, som ville tilflyde den frie handel 

ved frigivelse i større eller mindre målestok, 

ville være uendelig ringe. Omsætningen 

af de varer, der i yderste fald kunne 

blive tale om at give fri, ville næppe andrage 

25 millioner kroner om året, et beløb, 

der er uden enhver betydning i forhold 

til den samlede årlige omsætning, ca. 2000 

millioner kroner indenfor den del af detailhandelen, 

som ville kunne komme i betragtning. 

Det er almindelig anerkendt, at en 

frigivelse i hvert fald ikke ville kunne ske 

uden i forbindelse med en omfattende kontrol, 

som på grund af distributionsstedernes 

antal og forskelligartethed på forhånd må 

antages at ville blive meget kostbar og vanskelig 

at gennemføre. Alt i alt ville en frigivelse 

i større målestok medføre, at det 

danske apotekervæsens høje standard ikke 

ville kunne opretholdes. 

Johs. Hørslev.




Med skrivelse af 24. januar 1953 (4. kt. 

j. nr. 3278/1952) har Indenrigsministeriet 

anmodet kommissionen om snarest belejligt 

at afgive indstilling om 

1) i hvilket omfang det bør være apotekerne 

forbeholdt at forhandle og udlevere 

vitaminpræparater samt 

2) hvilke forholdsregler der bør træffes 

for at sikre den fornødne kontrol med 

fremstilling, salg og udlevering af 

de vitaminpræparater, som ikke måtte 

blive anset for apotekerne forbeholdte 

varer. 

Det har ikke været muligt at opnå enighed 

i kommissionen om eet svar på Indenrigsministeriets 

skrivelse. Den her foreliggende 

skrivelse er udarbejdet af et mindretal 

indenfor kommissionen, bestående af 

Dam, Ege og Pedersen. 

Mindretallets indstilling går ud på, at de 

vitaminpræparater, der egner sig og anvendes 

som tilskud til kosten, tillades solgt i 

den frie handel, og ikke forbeholdes apotekerne. 

Det drejer sig efter mindretallets opfattelse 

dog kun om præparater, som indeholder 

vitaminerne A, Bt (thiamin), B2 (riboflavin), 

C og D samt eventuelt nikotinamid, 

enkeltvis eller i kombination, idet andre 

vitaminer på nuværende tidspunkt må 

anses for at være uden interesse som kosttilskud 

her i landet. 

Mindretallet mener, at vitaminer og vitaminpræparater 

først og fremmest må opfattes 

som næringsstoffer, resp. levnedsmidler, 

at de som kosttilskud egnede vitaminpræparater 

må sidestilles med de vitaminiserede 

levnedsmidler, og at det om fornødent 

ved lov (gennem en revision af loven 

105 


om vitaminreklame) bør fastslås, at de for 

vitaminiserede levnedsmidler gældende regler 

skal finde tilsvarende anvendelse på 

kosttilskud-vitaminpræparater. 

Det er mindretallets opfattelse, at alle 

dele af den danske befolkning, navnlig 

den, der bor i de tyndest befolkede distrikter, 

bør have adgang til sä nemt og billigt 

som muligt at indkøbe de for opretholdelse 

eller sikring af familiens sundhedstilstand 

ønskelige eller endog nødvendige vitaminpræparater. 

Dette kan efter mindretallets opfattelse 

bedst ske fyldest, når de som kosttilskud 

egnede vitaminpræparater kan købes i den 

frie handel. Det er i denne forbindelse af 

betydning, at den laveste pris for de pågældende 

vitaminpræparater må forventes at 

opstå under fri konkurrence, og at husmoderen 

- eller andre medlemmer af husstanden 

- ikke behøver at bruge ekstra tid og 

kræfter til indkøb på apoteket, som i langt 

de fleste tilfælde vil ligge væsentlig længere 

borte fra hjemmet end den nærmeste 

købmand, der sælger kosttilskud-vitaminpræparater. 

Man kan herved opnå, at netop 

de mindst oplyste og i ernæringsspørgsmål 

dårligst orienterede dele af befolkningen, 

som har den største risiko for at leve på en 

utilstrækkelig kost og derfor har størst behov 

for vitaminpræparater, på den naturligste 

og letteste måde kan skaffe sig disse 

kosttilskud (hos de handlende, hvor husmoderen 

jævnligt har sin gang). 

Mindretallet lægger stor vægt på, at der, 

hvis salget af vitaminpræparater, der egner 

sig som kosttilskud, forbeholdes apotekerne, 

skabes en særstilling for handelen med 

disse varer, som må befrygtes at give befolkningen 

en fejlagtig indstilling til anvendelsen 

af sådanne næringsstoffer og

kosttilskud. Set fra forbrugernes synspunkt 

må desuden enhver monopolhandel på dette 

vigtige område betragtes som værende i 

modstrid med deres interesser også med 

henblik på eventuel dannelse af præcedens. 

Som forudsætning for at opnå de lavest 

mulige priser, vil en fri prisdannelse ligeledes 

være i forbrugernes interesse. 

Mindretallet ønsker endvidere at fremhæve, 

at der i de sidste 20 år her i landet 

er udført et meget omfattende oplysningsarbejde 

vedrørende befolkningens ernæring. 

I dette arbejde, hvori ikke mindst Sundhedsstyrelsen 

har været interesseret, har vitaminerne 

stedse været betragtet som livsnødvendige 

næringsstoffer, som bør være en 

normal bestanddel af den daglige kost, og 

det er efterhånden lykkedes at vinde forståelse 

af dette i store dele af befolkningen. 

Såfremt salget også af de som kosttilskud 

egnede vitaminpræparater forbeholdes apotekerne, 

vil den opfattelse, at vitaminerne 

må betragtes som lægemidler og derfor 

som noget, man kun behøver ved sygdom, 

imidlertid kunne brede sig i befolkningen 

og derved skade bestræbelserne for forståelsen 

af hele dette centrale punkt i ernæringsspørgsmålet 

- til skade for befolkningens 

sundhed og trivsel. 

Med ovenstående mener mindretallet at 

have besvaret det første af de af ministeriet 

stillede spørgsmål. Mindretallet er imidlertid 

af den opfattelse, at det af hensyn til sagens 

store betydning og vidtgående konsekvenser 

vil være af betydning for de bestemmende 

myndigheder at få spørgsmålet belyst 

så alsidigt som muligt, og har derfor 

ønsket at uddybe sine synspunkter i nedenstående 

mere udførlige redegørelse. 

Med hensyn til spørgsmål 2) - d. v. s. 

spørgsmålet om, hvilke forholdsregler der 

bør træffes for at sikre den fornødne kontrol 

med fremstilling, salg og udlevering 

af de vitaminpræparater, som ikke måtte 

blive anset for apotekerne forbeholdte varer 

- skal foreløbig bemærkes, at mindretallet 

er af den formening, at bestemmelserne 

i loven om vitaminreklame og den almindelige 

levnedsmiddellovgivning indeholder i 

106 

enhver henseende tilstrækkelig garanti for, 

at vitaminpræparater egnede som kosttilskud 

kan sælges i den frie handel under 

fuldt ud betryggende forhold. Mindretallet 

forudsætter herved i overensstemmelse med 

det ovenfor refererede hovedsynspunkt, 

hvorefter de heromhandlede præparater må 

sidestilles med vitaminiserede levnedsmidler, 

at den praksis, som Sundhedsstyrelsen 

og Indenrigsministeriet med hjemmel i vitaminreklameloven 

har gennemført forsåvidt 

angår tilladelser til reklamering med 

vitaminindhold i vitaminiserede levnedsmidler 

(kontrol med varernes fremstilling 

og holdbarhed, reklameringsforskrifter m. 

v.), finder tilsvarende anvendelse på kosttilskud-vitaminpræparater. 

Vedrørende de 

nærmere retningslinier for kontrollen med 

fremstilling og salg af præparaterne henvises 

til redegørelsen nedenfor. 

Som det fremgår af flertallets skrivelse, 

er der opnået enighed på en del punkter. 

Det ville efter mindretallets opfattelse have 

været mest hensigtsmæssigt, om der fra den 

samlede kommission var udarbejdet en primær 

skrivelse omfattende alle de punkter, 

om hvilke der herskede principiel enighed 

i kommissionen, efterfulgt af flertals- og 

mindretalsindstillingen, omhandlende de 

punkter med hensyn til hvilke det ikke har 

været muligt at opnå enighed. 

Dette er ikke sket i flertallets skrivelse, 

hvor det kun lejlighedsvis antydes, at der er 

enighed om dette punkt i den samlede kommission. 

Men en samlet fremstilling af de 

punkter, der hersker enighed om, savnes. 

Den valgte fremgangsmåde er efter mindretallets 

opfattelse ikke fremmende for forståelsen 

af, hvad den samlede kommission 

er enige om (resp. kunne være nået til enighed 

om, dersom forslagene var blevet udformet 

i deres endelige form i den samlede 

kommission). Uklarheden ved den valgte 

fremgangsmåde medfører, at det ikke altid 

er let at se, hvorvidt de i flertalsindstillingen 

fremførte forhold skal opfattes 

1) som en redegørelse for alment kendte

forhold ingen kan tænkes at ville bestride, 

2) som en redegørelse for de punkter, 

som hele kommissionen er (eller ville 

kunne være) nået til principiel enighed 

om - eller 

3) de anførte forhold udelukkende skal 

opfattes som en argumentation for 

flertallets og mod mindretallets standpunkt. 

Der ville sikkert ikke blot have været 

mulighed for at samle hele kommissionen 

om 

I) at en række vitaminpræparater bør 

være apotekerne forbeholdt (dette 

er nævnt i flertallets skrivelse), og 

det ville på tilsvarende måde sikkert 

også have været muligt at nå 

til enighed om, 

II) at en række meget svage og lidet 

definerede produkter ikke bør sælges 

og opreklameres som værende 

vitaminholdige (havde det drejet 

sig om levnedsmiddelprodukter, 

ville noget sådant formentlig være 

i strid med vitaminreklameloven og 

levnedsmiddelloven). Endelig ville 

der sikkert på alle afgørende punkter 

kunne være opnået enighed om 

III) art og omfang af den kontrol, der 

måtte udøves overfor fabrikationen, 

og rimeligvis også i de store træk 

om den nødvendige kontrol med 

vitaminpræparater i detailhandelen 

i tilfælde af, at disse sælges i frihandel, 

således at der kunne være 

opnået enighed om et svar på det 

andet punkt i ministeriets forespørgsel. 

Da flertallet imidlertid ganske afviser 

tanken om, at vitaminpræparater overhovedet 

må sælges i fri handel, er dette sidste 

vigtige spørgsmål ikke blevet drøftet i detailler 

i den samlede kommission. 

1 ) Schleisner og Uhl. (Kommissionens læger, bortset 

fra professor Knud O. Møller). 

2 ) Flertalsindstillingen - side 98. 

3 ) Det er udelukkende disse vitaminpræparater, di- 

107 

Det letter heller ikke forståelsen af, hvad 

der er det principielle i flertallets modstand 

mod, at en række vitaminpræparater 

- der anvendes som kosttilskud - sælges 

som frihandelsvarer, når to medlemmer af 

kommissionen 1 ) i en særudtalelse, der indgår 

som en integrerende del af flertalsindstillingen 

2 ) fremhæver, at hverken de i 

gruppe 2) og 3) anførte vitamin præ parafers 

farlighed 3 ), den kendsgerning, at præparaterne 

karakteriseres som lægemidler, 

eller apotekernes økonomi eller en kombination 

af disse tre forhold har været afgørende 

for deres stillingtagen. De to medlemmer 

fortsætter: 

»De i kommissionen fremførte vanskeligheder 

vedrørende gennemførelsen af den nødvendige 

kontrol med vitaminpræparaterne, hvis disse tillades 

solgt i frihandel, har heller ikke været aj- 

Det, der for disse kommissionsmedlemmer 

har været afgørende moment for deres 

stillingtagen, har været, at 

»opfattelsen af vitaminerne (vitaminpræparaterne) 

som kosttilskud og dermed som frihandelsvare 

logisk vil medføre, at også farmaceutiske 

tilberedninger 4 ) af f. eks. kalk, jern og jod, der 

ligeledes kan opfattes som kosttilskud for at forebygge 

sygdomme, må blive tilladt solgt i frihandel.« 

Med andre ord, de forhold der udgør en 

meget stor del af flertallets argumentation 

mod kosttilskudsvitaminerne som frihandelsvarer 

- en argumentation som mindretallet 

ikke kan følge — har heller ikke for 

Schleisner og Uhl været de afgørende momenter. 

Efter disse indledende bemærkninger ønsker 

mindretallet at fremhæve, at vitaminerne 

blandt de produkter, kommissionen 

skal beskæftige sig med, indtager den særstilling, 

at de er livsnødvendige næringsstoffer. 

En tilsvarende stilling indtager foruden 

de ca. 20 kendte vitaminer også de 

ca. 15 uorganiske stoffer (»salte«) og de 

vergensen mellem fler- og mindretallet drejer sig 

om. 

4 ) Defineret som »stoffer, der er bragt i en lægemiddelform, 

jfr. Pharmacopoea Danica, bind I, 

side 23«.

10 livsnødvendige aminosyrer, af hvilke organismen 

kan opbygge sit æggehvidestof. 

Dette forhold kan tjene som motivering 

for, at spørgsmål vedrørende vitaminerne 

får en særbehandling, hvorfor mindretallet 

finder det motiveret at besvare Indenrigsministeriets 

skrivelse af 24. januar 1953 

uden at afvente varekommissionens afsluttende 

behandling af sit samlede, meget omfattende 

arbejdsområde. 

Mindretallet ville dog have fundet det 

nærliggende, om man samtidig havde taget 

stilling til spørgsmålet om de ganske få andre 

stoffer, der, som vitaminerne, indtager 

samme særstilling: at være livsnødvendige 

næringsstoffer. 

Da ministeriet ikke har medinddraget 

disse stoffer 5 ) skal mindretallet ikke 

komme nærmere ind på disse forhold, men 

ønsker dog at bemærke, at den afgørelse, 

der måtte blive truffet vedrørende vitaminerne, 

utvivlsomt vil drage konsekvenser 

med sig vedrørende de få salte, der ligeledes 

finder anvendelse som kosttilskud, og 

mindretallet er altså på dette punkt i overensstemmelse 

med flertallet. 

Mindretallet ønsker imidlertid meget 

stærkt at pointere, at analogien fra vitaminer 

til andre næringsstoffer som nævnt i 

dag kun vedrører meget få stoffer, og at 

området lader sig afgrænse på et ganske 

simpelt og logisk grundlag, idet det udelukkende 

bør udstrækkes til at omfatte de 

livsnødvendige næringsstoffer, der i praksis 

finder anvendelse som alment kosttilskud. 

Det er kun et meget beskedent antal af 

de førnævnte ca. 40-50 livsnødvendige næringsstoffer, 

der i praksis kommer på tale 

som tilskud til den almindelige kost, og 

kun disse konkrete stoffer behøver kommissionen 

at beskæftige sig med, når spørgsmålet 

næringsstoffer som kosttilskud og de 

5 ) I praksis vil det efter mindretallets opfattelse kun 

dreje sig om ganske få uorganiske stoffer: kalk, 

jern og fosfat. 

6 ) Dersom man anerkender rigtigheden af mindretallets 

standpunkt - efter hvilket vitaminpræpa- 

108 

deraf følgende konsekvenser skal optages 

til behandling. 

For vitaminernes vedkommende drejer 

det sig kun om 5-6: A-, D-, C-, Br (thiamin) 

og B2- (riboflavin) samt muligvis nikotinamid. 

Om de øvrige vitaminer gælder, at menneskets 

behov er så ringe i forhold til disse 

stoffers forekomst i naturen eller i forhold 

til disse stoffers nydannelse af bakterier i 

vor tarmkanal, at man i alle praktiske kostovervejelser 

ser bort fra de pågældende 

stoffer. 

Hertil slutter sig for øjeblikket kun tre 

salte: jern, kalk og fosfat. 

Andre end disse 8-9 stoffer kan der med 

vor øjeblikkelige viden ikke være tale om 

at anvende som alment kosttilskud. 

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at 

nye vitaminer, dersom sådanne opdages, 

kan tænkes anvendt som tilskud i den almindelige 

ernæring, eller at man senere vil 

finde det rimeligt også at anbefale visse 

andre salte end de tre ovennævnte som tilskud 

til kosten, men det må - om så skulle 

være — overlades til fremtiden at tage stilling 

til disse spørgsmål, efterhånden som de 

melder sig. 

Mindretallet ønsker i denne forbindelse at 

gøre opmærksom på, at der er enighed i 

den samlede kommission om, at der, efter 

at kommissionen har afsluttet sit arbejde, 

bør nedsættes et permanent råd, der bør tage 

stilling til alle nye tvivlsspørgsmål, som 

måtte melde sig. I tilfælde af, at dette permanente 

råd oprettes, og det får knyttet den 

fornødne ernæringsmæssige sagkundskab 

til sig, gør der sig indenfor mindretallet 

ingen som helst betænkelighed gældende 

ved at henvise alle senere opstående tvivlsspørgsmål 

til behandling i dette råd 6 ) og 

med denne eneste reservation udtale, at alle 

andre vitaminer end de ovennævnte 5-6 

rater anvendt som kosttilskud bør jævnføres med 

vitaminiserede levnedsmidler - vil det være mere 

hensigtsmæssigt, om alle disse tvivlsspørgsmål 

vedrørende præparater principielt blev forelagt 

Indenrigsministeriets Ernæringsudvalg.

(som kosttilskud anvendte) vitaminer A-, 

D- 7 ), C-, Br, B2- og evt. nikotinamid 8 ) 

bør være apotekerne forbeholdte. 

Mindretallet er, som nævnt, af samme opfattelse 

som flertallet, at en tilladelse af vitaminsalget 

i frihandel må antages at få 

konsekvenser for de andre stoffer, der fra 

autoritativ side anbefales som kosttilskud i 

befolkningens almindelige kost. Men vi har 

meget vanskeligt ved at følge Schleisner og 

Uhl, der heri ser det væsentligste argument 

for ikke at kunne tillade salget af vitaminer 

i frihandel. Mindretallet mener nemlig, at 

salte (som alment kosttilskud) for øjeblikket 

kun omfatter kalcium, jern og fosfat. Dersom 

mindretallets forslag følges, vil disse 

kosttilskuds-salte kun kunne fremstilles og 

forhandles i overensstemmelse med lovbestemmelser 

og praksis gældende for vitaminiserede 

levnedsmidler, og altså kun være 

tilladt for egnede produkter underkastet nøje 

kontrol med hensyn til renhedsgrad etc. 

Mindretallet kan ikke se, at der skulle være 

større vanskelighed ved at gennemføre den 

hertil fornødne kontrol end den kontrol, 

der må gennemføres med de kalk- og jernpræparater, 

som på en række møller tilsættes 

eller i nær fremtid påbydes tilsat hvedemel, 

havregryn, semulje og semuljegryn. 

Dersom - således som Schleisner og Uhl 

befrygter - spørgsmålet om jod som alment 

kosttilskud skule rejse sig, ligger det i sagens 

natur, at man for stoffer, hvor grænsen 

mellem optimal tilførsel og skadelig 

overdosering er så snæver, at der er en nærliggende 

fare for overdosering med skadelig 

virkning til følge, må følge lignende retningslinier 

som dem, der efter mindretallets 

opfattelse (se side 116, spalte 2 midt) 

må gøres gældende over D-vitaminet. 

Mindretallet kan vanskeligt forstå flertallets 

argumentation og indstilling på anden 

måde, end at flertallet først og fremmest 

opfatter vitaminer som lægemidler. Heroverfor 

ønsker mindretallet stærkt at præ- 

7 ) Vedrørende særforhold, der eventuelt kan motivere, 

at også D-vitaminet forbeholdes apotekerne, 

se senere. 

109 

cicere, at vitaminer i de mængder og former, 

hvori de faktisk benyttes som kosttilskud 

af raske mennesker uden lægeordination, 

må opfattes som næringsstoffer, og at 

man må drage de heraf følgende konsekvenser. 

Mindretallet vil derfor hævde, at 

disse vitaminer og vitaminpræparater vedrørende 

forhandlingsform, kontrol og lovgivning 

på naturlig måde lader sig bringe 

ind under levnedsmiddelloven, og at de 

som andre produkter, der har betydning i 

menneskets ernæring, bør sælges i den frie 

handel. Man kan overfor vitaminer, der finder 

anvendelse som kosttilskud, gøre gældende, 

at disse livsnødvendige næringsstoffer 

normalt tilføres med de naturlige fødevarer 

og normalt bør tilføres på denne måde, 

hvorfor der ikke for sunde mennesker skulle 

være nogen naturlig forbrugerinteresse knyttet 

til spørgsmålet, om de nævnte vitaminer 

kan købes i den frie handel eller ej. Men 

man må ikke overse, at den væsentligste årsag 

til, at vitaminer i ren tilstand (resp. 

forskellige koncentrerede vitaminpræparater) 

har fået indpas i befolkningens kost - 

i visse tilfælde som en nødvendighed, i andre 

tilfælde som en ekstra sikkerhed overfor 

risikoen ved at leve på en for vitaminfattig 

føde - står i forbindelse med, at det 

moderne menneskes kost for en meget betydelig 

dels vedkommende ikke er naturlige, 

alsidige næringsmidler. De naturlige 

fødevarer er nemlig i ret stor udstrækning 

blevet fortrængt af ensidige industriprodukter 

som f. eks. sukker, rene fedtstoffer etc. 

Som en konsekvens heraf og som en modvægt 

heroverfor er det, man fra ernæringskyndig 

side ikke tør frakende de rene vitaminpræparater 

deres betydning som tilskud 

til kosten. 

Ren askorbinsyre (C-vitamin), rent BAvitamin 

eller A-vitamin er næringsstoffer, 

der fra et biokemisk og ernæringskemisk 

synspunkt principielt står på linie med rent 

sukker, rene fedtstoffer eller rent kogsalt 

(natriumklorid). 

8 ) - eller vitaminpræparater indeholdende disse vitaminer. 

Iblanding af andre vitaminer vil ikke 

komme på tale i kosttilskudspræparater.

Mindretallet slutter sig til flertallet med 

hensyn til, at den danske kost i en række tilfælde 

ikke kan anses for at være tilstrækkelig 

righoldig med hensyn til vitaminer, og 

vi ønsker ligesom flertallet at fremhæve, 

at den dermed forbundne risiko bedst vil 

kunne afhjælpes ved en passende vitaminisering 

af flere eller færre fødevarer. Dersom 

denne foranstaltning var gennemført i 

fornødent omfang, ville vitaminpræparater 

som kosttilskud være overflødige, og mindretallet 

ville i så tilfælde ganske kunne 

slutte sig til flertallets standpunkt. Men sålænge 

der ikke - bl. a. gennem foranstaltninger 

fra offentlighedens side - er opnået rimelig 

sikkerhed for, at vitaminer og vitaminpræparater 

er overflødige som kosttilskud, 

mener vi, at vitaminerne ikke blot ud 

fra teoretiske, men også fra praktiske synspunkter 

må opfattes som næringsstoffer 

resp. levnedsmidler. 

Som tungtvejende argumenter for under 

de nuværende kostforhold at opfatte vitaminerne 

som ønskelige tilskud til store dele af 

den almindelige befolknings kost, skal anføres, 

at en vurdering af kostundersøgelser 

og kostberegninger, som til stadighed udføres 

blandt befolkningen, viser, at en meget 

stor procentdel af de enkelte personer, som 

kostundersøgelserne omfatter, lever på en 

kost, der ikke når op på det vitaminindhold, 

der fra autoritativ side anbefales som 

normer for en tilfredsstillende kost 9 ), at 

Sundhedsstyrelsen har anbefalet anvendelse 

af vitaminpræparater som led i skolebespisningen, 

samt at de faktiske forhold viser, 

at befolkningen - uden lægeordination - 

køber vitaminpræparaterne som kosttilskud. 

Flertallet medgiver 10 ), at det må antages, 

»at der ud fra et juridisk synspunkt intet er til 

hinder for også at bringe levnedsmiddellovens 

bestemmelser til anvendelse på vitaminpræparater 

...« 

»I overensstemmelse hermed må det antages, 

at der i medfør af levnedsmiddellovens paragraf 

12, stk. 1, vil kunne gives visse nærmere forskrif- 

9 ) Ikke som minimumsbehov, men som anbefalelsesværdige 

normer, jfr. f. eks. Food and Nutrition 

Board, National Research Council. 

110 

ter for kontrol med vitaminpræparater, der tillades 

solgt i den frie handel.« 

Flertallet skriver videre: 

»Til besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt 

vitaminpræparaterne bør betragtes som levnedsmidler 

eller som lægemidler, yder levnedsmiddelloven 

ingen vejledning, idet levnedsmiddelbegrebet 

som nævnt er bestemt så omfattende i denne 

lov, at det også omfatter lægemidler. Efter flertallets 

mening kan spørgsmålet heller ikke besvares 

ud fra teoretiske overvejelser om, hvorvidt 

stofferne i første række er næringsstoffer eller 

lægemidler. Derimod mener flertallet, at der bør 

lægges afgørende vægt på, om der er et praktisk 

behov for at lade vitaminpræparaterne og præparater 

af tilsvarende karakter være undergivet de 

regler, der gælder for lægemidler med hensyn til 

fremstilling, forhandling, reklamering m. v., eller 

om disse præparater naturligt og uden ulemper 

for forbrugerne kan passes ind under det system 

af bestemmelser, der gælder for almindelige levnedsmidler.« 

Dette er også efter mindretallets opfattelse 

det afgørende punkt. Men når flertallet 

derefter kommer til den konklusion, at 

vitaminerne bør falde ind under de regler, 

der gælder for lægemidler, og dermed apotekerloven, 

kan mindretallet ikke følge flertallet. 

Mindretallet må hævde, at dersom vitaminer 

og vitaminpræparater (der altså også 

af flertallet anerkendes som næringsstoffer 

og levnedsmidler) anvendes af den almindelige 

befolkning som kosttilskud uden nogen 

lægeordination, så må de pågældende 

vitaminpræparater, medmindre ganske særlige 

forhold taler herimod, i de pågældende 

tilfælde principielt falde ind under levnedsmiddelloven 

med hensyn til forhandling, 

kontrol, fremstilling og reklamering. 

Det er mindretallets opfattelse, at det 

uden vanskeligheder kan afgøres, hvorvidt 

vitaminpræparatet i det konkrete tilfælde 

anvendes som næringsstof eller som lægemiddel. 

1) Anvendes vitaminerne eller vitaminpræparaterne 

til injektion, må de anses 

for lægemidler. 

10 ) Se flertalsindstillingen side 92, spalte 2 nederst 

og side 93, spalte 1 midt.

2) Anvendes de i mængder (o gi eller koncentrationer), 

der ikke står i rimeligt 

forhold til det normale menneskes 

døgnbehov, må de nævnte vitaminer 

i de pågældende tilfælde klart anses 

for at være lægemidler. 

3) Doseres vitaminpræparatet af lægen, 

der ønsker, at hans patient skal have 

en ganske bestemt mængde af ganske 

bestemte vitaminer - f. eks. fordi en 

af lægen foreskreven diæt må befrygtes 

at være for vitaminfattig - eller 

ordineres vitaminer af lægen, fordi 

han skønner, at patienten, selv om 

denne lever på sædvanlig kost, får 

en utilstrækkelig vitamintilførsel grundet 

på resorptionsanomalier, utilstrækkelig 

vitamindannelse af bakterier i 

tarmkanalen og lignende, vil det være 

naturligt at anse den nævnte vitaminordination 

som en ordination af et 

lægemiddel, og en sådan ordination 

må ifølge sagens natur ske gennem 

apoteket. 

Men i de tilfælde, hvor den normale befolkning 

uden speciel lægeordination ønsker 

at sikre den indtagne kost det rette vitaminindhold 

eller blot ønsker en garanti mod, 

at kosten skulle være mindre rig på vitaminer, 

end hvad der tilrådes fra autoritativ 

ernæringskyndig side, bør de pågældende 

vitaminpræparater opfattes som næringsstoffer 

og som en konsekvens heraf falde ind under 

levnedsmiddellovgivningen, specielt loven 

om vitaminreklame. 

Når flertallet i kommissionen fremhæver, 

at vitaminpræparaterne i alle former (såvel 

de meget stærke som de middelstærke og 

endog de svage) er lægemidler 11 ), er den 

væsentligste motivering den, at vitaminerne 

formår at forebygge og helbrede vitaminmangelsygdomme. 

12 ) 

Følger man den her givne definition af 

et lægemiddel, er imidlertid ethvert livsnødvendigt 

næringsstof, vand og salt inclusive, 

lægemidler, og kartofler, der for den jævne 

danske befolkning er den vigtigste C-vita- 

u ) Se bl. a. flertalsindstillingen side 92, spalte 1 

nederst til 2 øverst. 

Ill 

minkilde (og en meget væsentlig årsag til, 

at skørbug nu praktisk taget ikke kendes i 

Danmark), måtte i konsekvens af denne 

definition opfattes som et lægemiddel. At 

dette hverken er flertallets eller mindretallets 

opfattelse, turde være selvindlysende, 

men eksemplet er blot nævnt for at vise, hvor 

ringe praktisk værdi en sådan definition 

har. 

Mindretallets opfattelse er, at vitaminers 

specifike betydning, såvel hvad den helbredende 

som den forebyggende virkning 

angår, udelukkende skyldes, at de er livsnødvendige 

næringsstoffer, om hvilke det 

er selvindlysende, at svigtende tilførsel giver 

mangelsygdomme, og at disse næringsstoffer 

i passende dosering (ligesom alle 

andre næringsstoffer) kan helbrede og forebygge 

netop de sygdomme, som er den 

simple følge af en utilstrækkelig tilførsel 

af de pågældende næringsstoffer. 

At enkelte vitaminer i helt andre (større) 

doser og doseringsformer anvendes som lægemiddel 

overfor sygdomme, som ikke skyldes 

vitaminmangel, er i denne forbindelse 

irrellevant. 

Dersom lægen gør brug af en sådan sekundær 

eller fra ernæringsfysiologisk synspunkt 

uspecifik effekt af bestemte vitaminer, 

sker dette sædvanligvis gennem bestemte 

lægeordinationer, og det hertil benyttede 

vitaminpræparat bør efter mindretallets 

mening da forhandles som et apotekerne 

forbeholdt lægemiddel. 

Vareanordningen af 1929 i sin oprindelige 

form indeholder ikke noget, der direkte 

kan være til støtte for (eller imod) 

de ovenfor refererede synspunkter, d. v. s. 

opfattelsen af vitaminer enten som lægemidler 

eller som næringsstoffer, idet vitaminerne 

ikke på det tidspunkt kendtes i ren tilstand. 

De praktiske retningslinier, der siden da 

har været fulgt, er heller ikke anvendelige, 

idet hele spørgsmålet om opfattelsen af vitaminernes 

betydning og funktion i den nor- 

12 ) Resp. næringsstofmangelsygdomme.

Heroverfor ønsker mindretallet, for at det 

citerede stykke ikke skal blive opfattet på 

fejlagtig vis, at nævne, at vi i vor sult- og 

mæthedsfølelse kun har en indikator (og 

regulator) for de indtagne fødevarers kaloriemængde. 

Overfor vore næringsmidlers 

underlødighed med hensyn til æggehvidestoffer 

og salte har vi lige så lidt nogen sikkert 

virkende indikator som overfor vitaminindholdet, 

når det drejer sig om fødevarernes 

(resp. salt- og vitamin-præparaternes) 

betydning som leverandører af disse næringsstoffer. 

Publikum har med hensyn til disse 

vigtige næringsstoffer ingen anden garanti 

112 

male organisme og den klare erkendelse af 

vitaminerne som ganske naturlige, livsnødvendige 

næringsstoffer hører de sidste 20- 

30 år til. 

En del forhold, der ifølge kommissionens 

flertal taler mod den naturlige opfattelse 

af vitaminer - i mængder, der står i 

nøje relation til det normale menneskes behov 

- som næringsstoffer og dermed hørende 

ind under næringsmiddellovgivningen, 

skal kommenteres lidt nærmere. 

Kommissionens flertal anfører således, at: 

»der efter flertallets opfattelse består følgende 

vigtige forskel ved anvendelsen af på den ene 

side vitaminpræparater og visse andre rene næringsstoffer 

som kalk, fosfat, jern og jodid i farmaceutiske tilberedninger og på den anden side 

almindelige levnedsmidler: 

Ved indkøb af levnedsmidler vil kunden i 

mange tilfælde være i stand til at skønne, hvorvidt 

varen er af en ordentlig kvalitet, og i tilfælde 

af undervægt, vareforfalskning m. v. vil de 

pågældende personer i deres mætheds- respektive 

sultfølelse have en vis indikator herfor, ligesom 

fordærvede levnedsmidler prompte kan give anledning 

til påfaldende symptomer. 

Ved indkøb af vitaminpræparater og de foran 

nævnte præparater som kosttilskud vil køberen, 

der har behov for et sådant tilskud til sin kost, 

være ganske ude af stand til at bedømme varernes 

kvalitet, og køberen har kun efter længere 

tids forbrug i manglen på fremkomst af sygelige 

symptomer, respektive fremkomsten af sådanne, 

en indikator for kvaliteten af de indkøbte vitaminpræparater« 

13 end den, der kan ydes ved en passende deklaration 

og kontrol med de pågældende produkter. 

Mindretallet kan ikke se, at der her 

er nogen principiel forskel mellem vitaminer 

og andre nødvendige næringsstoffer eller 

mellem vitaminpræparater og en række forskellige 

levnedsmidler. Men mindretallet 

ønsker netop derfor stærkt at fremhæve den 

store betydning, en egnet kontrol har for at 

hindre, at befolkningen bliver narret gennem 

underlødige varer. Denne kontrol bør på 

afgørende punkter udformes i analogi med 

en levnedsmiddelkontrol. 

Kontrollen med de vitaminpræparater, 

der tænkes solgt i fri handel, - bortset fra 

D-vitaminpræparater 

). 

14 ) - behøver kun at 

udformes som en kontrol med, at den udleverede 

vare ikke er underlødig (indeholder 

mindre end deklarationen angiver). En 

kontrol af denne natur vil ud fra en række 

forskellige forhold kunne gennemføres på 

en anden måde end kontrol med lægemidler, 

der på eksakt vis skal svare til deklarationen, 

og hvor en ringe afvigelse, hvad enten 

den går til den ene eller den anden side, 

sædvanligvis ikke tolereres. 

I forbindelse med den nødvendige kontrol 

med vitaminpræparaterne - anvendte 

söm kosttilskud - er det nødvendigt at belyse 

spørgsmålet om vitaminernes holdbarhed. 

Kommissionens flertal fremhæver, at 

»visse vitaminer i de gængse handelspræparater, 

navnlig A- og D-vitaminer, er relativt lidet holdbare 

stoffer, der let kan ødelægges ved uhensigtsmæssig 

fremstilling, ligesom en uhensigtsmæssig 

fremstilling kan bevirke en dårlig holdbarhed af 

præparatet ved opbevaring« 15 ). 

Kommsissionens flertal er som følge heraf 

meget betænkelig ved at lade salg af vitaminpræparater 

foregå i fri handel, og kommissionens 

flertal mener, at det i alle tilfælde 

kun kan ske, dersom der gennemføres 

en effektiv kontrol med vitaminpræparaterne, 

praktiseret ved undersøgelse af præparater 

indkøbt hos købmanden samt gennem 

13 

) Flertalsindstillingen side 93, spalte 1 nederst til 2. risiko for skadelige virkninger som følge af moderat 

overdosering. 

14 15 

) Kun for D-vitaminets vedkommende foreligger ) Flertalsindstillingen side 94, spalte 1 midt.

en sagkyndig (farmaceutisk) inspektion af 

de lokaler, fra hvilke salget skal foregå. 

Vi står, vedrørende kontrollen, i virkeligheden 

overfor to noget forskellige problemer: 

1) nedsat holdbarhed betinget af uegnet 

udgangsmateriale og 

2) unormalt tab grundet på uhensigtsmæssig 

opbevaring af den fremstillede 

mærkevare. 

Mindretallet ønsker at udtale, at selvom 

vitaminpræparaternes holdbarhed endnu indeholder 

en række gådefulde momenter, synes 

den almindelige opfattelse af vitaminpræparaternes 

ringe holdbarhed ofte at være 

noget overdreven. Det må i alle tilfælde 

nævnes, at vitaminpræparaterne gennemgående 

er mere stabile end hovedparten af 

de varer, som levnedsmiddelbranchen (selv 

kolonialhandlerne) forhandler, hvad der 

fremgår af den omstændighed, at egnede 

(godkendte) vitaminpræparater vil bevare 

deres vitaminaktivitet ret uændret over V2- 

1-1V2 år under almindelige opbevaringsforhold. 

Med det må fremhæves, at medens publikum 

i reglen kan konstatere, at levnedsmidler 

som mælk, kød, grøntsager, gryn 

etc., der gennemgående er langt mindre 

holdbare end vitaminpræparaterne, har taget 

skade, er køberen ude af stand til at afgøre 

dette for et vitaminpræparats vedkommende, 

hvorfor mindretallet også stærkt vil 

gå ind for en fornøden vitaminkontrol udøvet 

overfor præparater, indkøbt en detail 

- for at sikre, at det købende publikum får 

vitaminer i mængder, der ikke på indkøbsdagen 

er mindre end det, der er angivet på 

pakningen. 

Der vil tilmed i og for sig ikke være noget 

i vejen for at stille krav om, at deklarationen 

skal holde på, forbrugsdagen, når 

forbruget sker indenfor en rimelig frist i 

forhold til indkøbsdagen, hvilket kunne 

klargøres ved f. eks. på pakningen at anføre: 

»Bør benyttes indenfor 2(3) måneder efter 

datomærkningens (salgsf ristens) udløb«, 

selvfølgelig under forudsætning af, at køberen 

overholder eventuelle på pakningen 

8 

113 

angivne opbevaringsforskrifter, »Skal opbevares 

tørt og køligt« el. lign. 

Det må i denne forbindelse endnu engang 

bemærkes, at det jo ikke drejer sig om 

lægemidler, men om næringspræparater, der 

blot skal udgøre et plus til vitamintilførslen 

gennem ernæringen. 

Som mindretallet allerede flere gange har 

fremhævet, har det for sit standpunkt betragtet 

det som værende af stor betydning, 

at vitaminerne må opfattes som næringsstoffer, 

resp. levnedsmidler, og at de som sådanne 

naturligt kan falde ind under levnedsmiddellovgivningen. 

Mindretallet må 

dog, for at undgå enhver misforståelse, 

fremhæve, at dette efter dets opfattelse må 

betyde, at der, såfremt udtrykkelig hjemmel 

ikke forefindes, må fremskaffes en sådan 

- om fornødent ad lovgivningens vej 

- således at vitaminpræparater, der som 

kosttilskud sælges gennem frihandelen, undergives 

regler, der, hvad fremstilling, kontrol 

og reklamering angår, som minimum må 

svare til de bestemmelser og den praksis, der 

gælder for vitaminiserede næringsmidler. 

De nærmere detailler foreslås udarbejdet 

af Sundhedsstyrelsen efter de her angivne 

retningslinier - i tilfælde af, at der opstår 

problemer af principiel karakter i samråd 

med Indenrigsministeriets Ernæringsudvalg. 

De af flertallet nærede betænkeligheder, 

specielt vedrørende muligheden af at gennemføre 

en effektiv kontrol, dersom handelen 

med de som kosttilskud egnede vitaminpræparater 

ikke bliver forbeholdt apotekerne, 

kan mindretallet ikke tiltræde, og 

mindretallet kan ikke følge flertallets argumentation 

på dette punkt. 

Såvidt vi kan skønne, vil mindretallets 

kontrolforslag betyde en mindst lige så effektiv 

kontrol som flertallets, hvad angår 

kontrol med fabrikations stederne for de 

mærkevarer, som efter mindretallets forslag 

bør være den eneste form for vitaminkosttilskudspræparater, 

der tillades solgte i 

frihandel. 

Mindretallet ønsker at fremhæve følgende:

1) Kosttilskuds-vitaminpræparater skal i 

overensstemmelse med ovenstående, 

og ifølge bestemmelserne i lov nr. 

74 af 31. marts 1936 angående vitaminreklame, 

kun kunne sælges i form 

af en af fabrikken garanteret mærkevare. 

2) Disse mærkevarers sammensætning 

og vitaminindhold skal på. forhånd 

godkendes af Sundhedsstyrelsen, evt. 

efter samråd med Ernæringsudvalget 

i lighed med praksis ved de tilladelser, 

der gives af Indenrigsministeriet, 

til reklamering med vitaminindhold 

i levnedsmidler, der er tilsat vitaminer. 

Det vil sige, at Sundhedsstyrelsen 

som betingelse for en tilladelse 

til at bringe et vitaminpræparat i 

handelen kan fordre dokumentation 

for, at produktet er holdbart gennem 

en periode, der mindst svarer til den 

frist, indenfor hvilken det givne præparat 

(jfr. datostempling eller lignende) 

må forhandles 16 ). 

Til belysning af de retningslinier, Sundhedsstyrelsen 

og Indenrigsministeriet følger 

ved meddelelse af tilladelse til fremstilling, 

forhandling af og reklamering med vitaminiserede 

fødevarer, som frihandels-vitaminpræparater 

efter mindretallets forslag skal 

jævnføres med, er som bilag vedføj et en 

ekstraktafskrift af en skrivelse, sendt fra styrelsen 

til medlemmerne af Ernæringsudvalget 

vedrørende en havregrynsmøllers ansøgning 

om tilladelse til at bringe et vitaminiseret 

havregrynsprodukt i handelen. Sundhedsstyrelsens 

Ernæringsudvalg har sluttet 

sig til de i denne skrivelse anførte retningslinier. 

Når en sådan godkendelse, fabrikationskontrol 

og kontrol med holdbarhed er forudsætning 

for, at præparatet må bringes i 

16 ) Det er klart, at datostemplingsbestemmelser må 

kunne mildnes (evt. bortfalde), dersom der for 

bestemte præparater skabes sikker erfaring for, at 

præparaterne under de opbevaringsforhold, de i 

praksis kommer ud for, f. eks. er holdbare i 1 

år, og der drages omsorg for, at de pågældende 

præparater normalt ikke findes i handelen udover 

% år fra fabrikationsdagen. 

114 

handelen, mener mindretallet, at kontrollen 

med disse mærkevarer ude i detailhandelsledet 

ikke kræver oprettelsen af noget 

nyt kontrolapparat, men må indskrænke sig 

til en stikprøvekontrol og en kontrol med, 

at salget af vitamin-mærkevarerne kun foregår 

fra lokaler (herunder også opbevaringsforhold), 

der opfylder bestemte simple 

krav, som må kunne f ikseres i analogi med 

de krav, der i levnedsmiddellov og sundhedsvedtægter 

m. v. stilles til salgssteder 

for visse arter af fødevarer 17 ). 

Et af flertallets yderligere argumenter 

mod, at de som kosttilskud egnede og benyttede 

vitaminpræparater tillades solgt i 

frihandel, er, at dette skulle medføre en 

meget omfattende kontrol, som i øjeblikket 

ikke lader sig gennemføre med den kapacitet, 

Statens Vitaminlaboratorium i dag råder 

over. 

Mindretallet er af den opfattelse, at den 

sidst nævnte omstændighed ikke er relevant, 

idet man, dersom frihandelsordningen var 

ønskelig, selvsagt måtte skabe mulighed for 

at gennemføre den fornødne kontrol, hvad 

der uden større vanskelighed lader sig realisere. 

Mindretallet mener, ligesom flertallet, at 

der bør føres en kontrol med vitaminpræparaternes 

styrke, dels i overensstemmelse 

med forbrugernes interesser, dels ud fra 

den almene betragtning, at myndighederne 

ikke kan tolerere, at der i handel og reklame 

med levnedsmidler (eller andre forbrugsvarer) 

sælges varer, der ikke opfylder 

de deklarationer, varerne sælges under. 

Trods den tilsyneladende enighed, hersker 

der dog nogen divergens mellem flertallets 

og mindretallets opfattelse af omfanget 

af den kontrol, der skønnes nødvendig, 

idet mindretallet lægger hovedvægten på 

kontrollen af den fabriksfærdige mærke- 

17 ) Mindretallet mener i denne forbindelse, at det 

bør være fabrikanternes pligt at oplyse forhandlere 

om konsekvenserne af en eventuel datomærkning 

samt om de forhold, under hvilke præparaterne 

skal opbevares etc.

vare (incl. en hertil knyttet kontrol for 

dette produkts holdbarhed under kendte, 

almindelige opbevaringsforhold). Skal 

denne kontrolforanstaltning gennemføres 

effektivt, hvad mindretallet mener, er den 

største formelle vanskelighed for gennemførelsen 

af »fremstillingskontrollen« den, 

at fremstillingen af de pågældende vitaminpræparater 

kan ske på alle landets (ca. 350) 

apoteker, og at en så omfattende kontrol, 

som den såvel flertallet som mindretallet 

måtte ønske, i øjeblikket er uigennemførlig 

overfor så mange potentielle produktionssteder. 

Mindretallet mener, at den effektive centraliserede 

kontrol med fabrikationen af 

kosttilskudsvitaminpræparaterne bør foregå 

i overensstemmelse med den af Sundhedsstyrelsen 

fulgte, mønstergyldige praksis vedrørende 

vitaminiserede levnedsmidler (jfr. 

bilaget). 

En sådan kontrol med fremstillingen af 

vitaminmærkevaren vil være langt mere effektiv 

end den, det er muligt at gennemføre 

i dag, hvor fremstillingen af kosttilskudsvitaminpræparater 

formelt kan finde sted - 

og faktisk også i et vist omfang finder sted 

- på apotekerne rundt om i landet. Såfremt 

de af mindretallet foreslåede bestemmelser 

gennemføres, vil disse formentlig medføre 

sådanne udgifter til fabrikationskontrollen, 

at fremstillingen af denne art vitaminpræparater 

vil forsvinde som en detailfremstilling, 

og der vil herefter være mulighed for 

at gennemføre den ønskede effektive kontrol. 

Det er absolut ikke mindretallets mening, 

at fabrikationen skal monopolisers til f. 

eks. een eller to virksomheder. Fabrikationen 

må være ganske fri, når blot virksomhedernes 

standard kan godkendes af de pågældende 

autoriteter, og virksomhederne er 

indforståede med at betale de med en effektiv 

kontrol forbundne udgifter. 

Flertallet anfører som argumentation mod frihandelen: 

»Såfremt vitaminpræparater gøres apotekerne 

18 ) Flertalsindstillingen side 96, spalte 1 øverst. 

115 

forbeholdt, vil nye vitaminpræparater kun kunne 

bringes i handelen, enten ved at farmacopeen optager 

et sådant nyt præparat, eller ved at det 

bringes i handelen som medicinsk specialitet. På 

dette grundlag kan man forudse, at det vil blive 

et begrænset antal nye vitaminpræparater, der vil 

blive bragt i handelen i de kommende år. Såfremt 

vitaminpræparaterne bliver frihandelsvarer, må 

man, medmindre der gennemføres særlige bestemmelser 

om godkendelse af vitaminpræparater til 

frihandel, forudse fremkomsten af talrige nye 

præparater, hvilket vil medføre en stærk stigning 

i kontrollens omfang« 18 ). 

Mindretallet kan ikke anerkende rigtigheden 

heraf, men må fremhæve, at kosttilskudsvitaminpræparater 

efter mindretallets 

forslag kun kan bringes i frihandel i overensstemmelse 

med de regler, der gælder for 

vitaminiserede levnedsmidler, d. v. s. at også 

disse præparaters fremkomst er under nøje 

kontrol af Sundhedsstyrelsen, og dersom 

styrelsen følger den hidtil gældende praksis, 

vil det efter mindretallets opfattelse betyde, 

at der kun vil blive givet tilladelse for 

producenterne til at bringe et meget begrænset 

antal præparater i handelen, muligvis 

endog kun et enkelt standardpræparat for 

hver slags vitamin - egnet som kosttilskud 

- samt et passende ringe antal kombinationspræparater. 

I alle tilfælde vil Sundhedsstyrelsen efter 

mindretalsforslaget have hånd i hanke med, 

hvilke vitaminpræparationer den vil tillade 

fremstilling og salg af som kosttilskudspræparater, 

idet dog enhver virksomhed, der 

har godtgjort, at den formår at fremstille 

præparater af den fornødne ensartethed og 

holdbarhed, selvsagt må kunne opnå tilladelse 

til at bringe sin vare i handelen med 

firmanavn etc., men selvfølgelig kun i overensstemmelse 

med den godkendte deklaration. 

Import af vitaminpræparater, der som 

kosttilskudspræparater skal kunne sælges i 

frihandel, må selvsagt kun være tilladt, dersom 

de opfylder de krav, der stilles til de 

tilsvarende, her i landet fremstillede præparater. 

Her kan henvises til den i Sverige

gældende lovgivning for frihandels-lægemidler. 

Det er mindretallets opfattelse, at de nugældende 

bestemmelser (og gældende praksis) 

må medføre, at en række svage vitaminpræparater, 

hvis sammensætning delvis er 

ubekendt, og hvis vitaminindhold ikke er 

deklareret og kontrolleret, ikke må forhandles 

og opreklameres som vitamin-kosttilskudspræparater. 

Mindretallet vil derfor hævde, at antallet 

af forskellige vitaminpræparater, der bliver 

tale om at sælge som frihandelsvarer, ikke 

vil øges, men at antallet af præparater - 

med forskellig sammensætning - vil reduceres. 

Mindretallet er samtidig af den opfattelse, 

at antallet af fremstillingssteder for 

vitaminpræparater - anvendte som kosttilskud 

- vil blive mindre, end det er i øjeblikket, 

idet man næppe behøver at regne med, 

at det store antal apoteker, der nu hver for 

sig fremstiller sådanne præparater, fremtidig 

vil fortsætte en sådan produktion (som 

mærkevare), når den foreslåede forkontrol 

for holdbarhed indføres. 

De vitaminpræparater, der kan komme 

på tale som kosttilskud, er - som foran anført 

- præparater indeholdende vitaminerne 

A-, B1- (thiamin), B2- (riboflavin), C-, Dsamt 

eventuelt nikotinamid, enkeltvis eller 

i kombination. Specielt med hensyn til anvendelsen 

af D-vitaminpræparater som kosttilskud 

rejser der sig imidlertid visse problemer, 

og mindretallet ønsker derfor at 

fremhæve følgende vedrørende dette spørgsmål: 

Egentlige vitaminmangelsygdomme forekommer 

kun meget sjældent her i landet. 

Dette må tages som et udtryk for, at den 

føde, der spises, i praktisk talt alle tilfælde 

indeholder vitaminer i mængder, som overstiger 

vort minimumsbehov, således at vitamintilskudet 

til kosten kun kan siges at have 

betydning for at sikre os en tilførsel, der 

ligger udover det absolut nødvendige, og 

som rimeligvis sikrer os en mere optimal 

trivsel. 

116 

Fra denne regel gælder en meget betydningsfuld 

undtagelse - engelsk syge -, der 

forekommer i et ikke ubetydeligt antal tilfælde 

og kun er trængt tilbage i så høj grad, 

som tilfældet er, fordi det spæde barn i 

meget udstrakt grad får tilskud af D-vitaminpræparater. 

D-vitaminpræparater som kosttilskud for 

barnet er således af den allerstørste betydning. 

Som konsekvens af mindretallets hele 

synspunkt må man derfor netop for dette 

vitamins vedkommende fastholde, at det er 

et uundværligt næringsstof, der må tilføres 

som kosttilskud til barnet og derfor efter 

mindretallets opfattelse ligesom andre næringsstoffer 

bør være en frihandelsvare og 

ikke forbeholdt apotekerne, - dels ud fra 

rent praktiske forbrugersynspunkter, dels 

for så tydeligt som muligt at fremhæve, at 

man ikke står overfor et lægemiddel, der 

først skal anvendes, når sygdommen har 

indfundet sig, men overfor et kosttilskud, 

der bør gives på forhånd og i alle tilfælde 

for at sikre barnets rette trivsel. 

Men samtidig med, at D-vitaminet for 

barnet bliver det allervigtigste kosttilskud, 

melder der sig for dette vitamin en særlig 

vanskelighed. 

Medens der såvel indenfor flertallet som 

mindretallet hersker fuld enighed om, at 

der ikke i praksis foreligger nogen risiko 

for en skadelig overdosering af de øvrige 

som kosttilskud anvendte vitaminer og vitaminpræparater, 

er der nemlig til anvendelsen 

af D-vitamin som kosttilskud knyttet 

specielle toksikologiske problemer. 

Ikke mindst danske børnelæger anser risikoen 

for en skadelig overdosering med 

hensyn til dette vitamin for at være stor, 

idet det angives, at der ses skadelige virkninger 

hos børn ved et tilskud af D-vitamin, 

der kun i beskeden grad overstiger den almindeligt 

foreskrevne optimale dosis. 

Dersom lægeautoriteterne er af den opfattelse, 

at selv de svage D-vitaminpræparater, 

som mindretallet kunne tænke sig at 

foreslå som kosttilskud indebærer en reel 

risiko for overdosering med skadelige føl-

ger, må konsekvensen efter mindretallets 

mening være, at samtlige D-vitaminpræparater 

kun tillades udleveret efter recept, og 

i så fald bortfalder spørgsmålet om D-vitaminpræparater 

som kosttilskud i frihandelen. 

Dette standpunkt harmonerer dog ikke 

så godt med de praktiske forhold, hvor man 

dels møder et uhindret forbrug af levertran, 

dels finder, at D-vitaminpiller med 

indtil 600 internationale enheder pr. pille 

kan købes uden recept på apotek og i håndkøbsudsalgene. 

Sålænge dette menes at 

være forsvarligt, kan mindretallet ikke indse, 

at der kan være nogen betænkelighed 

ved at lade D-vitaminpræparater med f. eks. 

200 i. e. pr. pille el. lign. være frihandelsvarer, 

og mindretallet vil derfor på grund af 

dette vitamins store betydning som kosttilskud 

for barnet, gå ind for en sådan ordning. 

Den eneste særbestemmelse, man derfor 

i øjeblikket vil gøre gældende for Dvitaminet, 

er, at der for D-vitamin-kosttilskudspræparater 

må sikres en nøje kontrol 

med, at »pillens« styrke heller ikke 

overstiger det godkendte deklarerede indhold. 

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke 

afpassede mængder af de enkelte vitaminer, 

der kan komme i betragtning som kosttilskud, 

skal mindretallet indledningsvis bemærke, 

at man går ud fra, at kosttilskudsvitaminpræparaterne, 

der efter mindretallets 

forslag kun skal tillades solgt som mærkevarer, 

udelukkende kommer til at foreligge 

som tabletter, piller, kapsler, perler eller på 

anden vis i afgrænsede enheder. Dette gælder 

dog ikke levertran, der imidlertid må 

betragtes som et naturprodukt og forhandles 

som sådant. 

Det må da efter mindretallets opfattelse 

være en betingelse for anerkendelsen af et 

vitaminpræparat som kosttilskudspræparat, at 

vitaminindholdet i hver enkelt af disse afgrænsede 

enheder (tabletter, piller m. v.) 

står i et rimeligt og hensigtsmæssigt forhold 

til de almindelig anerkendte døgnnormer. 

117 

Det bemærkes herved, at mindretallet 

principielt ville finde det naturligst, om vitaminindholdet 

pr. tablet, pille m. v. konsekvent 

blev sat til halvdelen af døgn-normen 

for et voksent, normalt menneske og 

ikke til den fulde døgn-norm. Motiveringen 

herfor er, at selv i tilfælde af, at man 

skulle nære ønske om gennem vitaminpræparater 

at skaffe sig en hel døgndosis af de 

pågældende vitaminer, vil det repræsentere 

en mere fysiologisk virkning, dersom tilskudet 

indtages i tilslutning til to hovedmåltider. 

Dertil kommer, at den indtagne 

føde, hvor ensidig den end er, aldrig vil 

være fuldstændig blottet for vitaminer, og 

blot en enkelt tablet, pille el. lign., indeholdende 

halvdelen af den anbefalede norm, 

vil derfor i de fleste tilfælde repræsentere 

en vitaminmængde, som er i stand til at berige 

den vitaminunderlødige kost i tilstrækkelig 

grad. Denne opfattelse understøttes 

yderligere derved, at de anbefalede normer 

er sat så tilpas højt, at en vitaminmængde, 

svarende til halvdelen af de anbefalede normer, 

med absolut sikkerhed vil være tilstrækkelig 

til at hindre fremkomsten af vitaminmangelsygdomme, 

selvom den øvrige 

kost skulle være totalt blottet for de pågældende 

vitaminer. 

På den anden side kan prisen blive relativt 

mindre for præparater, der indeholder 

større vitaminmængder pr. tablet, pille m. 

v., og det kan derfor være en økonomisk 

fordel for forbrugerne at øge vitaminindholdet 

noget, således at man f. eks. i stedet 

for at indtage en tablet om dagen kan nøjes 

med at indtage en tablet hveranden dag. 

Som følge heraf bør man uanset de ovenfor 

anførte principielle betragtninger næppe 

for pedantisk fastlægge den tilladte øverste 

mængde til halvdelen af døgn-normen. Det 

vil efter mindretallets opfattelse være forsvarligt, 

at præparaterne i egnede tilfælde 

tillades solgt som kosttilskud med et vitaminindhold, 

der pr. tablet, pille m. v. svarer 

til den fulde døgn-norm. 

Mindretallets standpunkt kan herefter 

resumeres i følgende punkter:

1) Salg og udlevering af vitaminpræparater, 

der er egnede som kosttilskud, 

bør ikke være apotekerne forbeholdt. 

2) Sådanne vitaminpræparater, der som 

kosttilskud ikke er forbeholdt apotekerne, 

må ifølge sagens natur opfattes 

som næringsmidler og bør, hvad 

angår fremstilling, forhandling, reklamering 

m. v. være undergivet bestemmelserne 

i den almindelige levnedsmiddellovgivning, 

herunder særligt 

vitaminreklamelovens bestemmelser 

og den med hjemmel heri gennemførte 

praksis vedrørende vitaminiserede 

levnedsmidler. 

3 Af 2) følger, at Sundhedsstyrelsen 

(eventuelt efter forhandling med Indenrigsministeriets 

Ernæringsudvalg) 

i de enkelte tilfælde tager stilling til 

hvilke krav, der må stilles til sådanne 

kosttilskud med hensyn til vitaminindholdets 

art og mængde. 

Vitaminpræparater kan efter mindretallets 

opfattelse anses for egnede 

som kosttilskud, såfremt de indeholder 

vitaminerne A-, B±- (thiamin), 

B2- (riboflavin), C- og D- samt eventuelt 

nikotinamid (enkeltvis eller i 

kombinationer) i sådanne mængder, 

at indholdet af de enkelte vitaminer 

pr. tablet, pille, kapsel el. lign. ligger 

under eller omkring døgn-normen 

for et voksent, normalt menneske. 

4) I overensstemmelse med det under 

2) anførte kan den pågældende kompetente 

myndighed endvidere for de 

heromhandlede varer kræve: 

A) at varen kun må sælges eller udleveres 

af fabrikant (importør) i 

for forbrugerne bestemte originalpakninger. 

B) at pakningen skal og kun må 

være forsynet med: 

118 

a) et af Sundhedsstyrelsen (Indenrigsministeriet) 

godkendt 

navn. 

b) fabrikantens (importørens) 

firmanavn eller bomærke. 

c) deklaration af varens vitaminindhold 

pr. tablet, pille m. v. 

d) en af Sundhedsstyrelsen (Indenrigsministeriet) 

godkendt 

brugsanvisning. 

e) holdbarhedsangivelse (datomærkning) 

. 

C) at varen i detailhandelen kun må 

forefindes, forhandles og udleveres 

i de ubrudte, originale pakninger 

og ikke må udbydes til 

salg efter holdbarhedsperiodens 

udløb. 

D) at holdbarheden har været kontrolleret 

over en periode, der 

mindst svarer til 3 måneder ud 

over salgsperioden i overensstemmelse 

med den anførte holdbarhedsangivelse 

(datomærkning). 

E) at opbevaringsstedet hos detailhandler 

og/eller grossist opfylder 

nærmere fastsatte krav. 

Det bemærkes, at den fornødne 

kontrol med opbevaring etc. til 

enhver tid må være i overensstemmelse 

med de erfaringer, der 

efterhånden vindes vedrørende 

holdbarheden i praksis af de i 

frihandelen solgte præparater. 

5) Tilladte afvigelser fra det i henhold 

til foranstående deklarerede vitaminindhold 

fastsættes af Sundhedsstyrelsen 

(Indenrigsministeriet). 

Det skal sluttelig anføres, at man med 

ovenstående ikke har søgt at angive andet 

og mere end hovedlinierne i den ordning, 

som mindretallet går ind for, idet man har 

ment, at det, såfremt administrationen 

(resp. lovgivningsmagten) følger mindretallets 

forslag, må overlades til Sundhedsstyrelsen 

og Indenrigsministeriet eventuelt

efter forhandling med Indenrigsministeriets 

Ernæringsudvalg at udarbejde detaillerne 

med hensyn til kontrolforanstaltninger, reklameringsforskrifter, 

regler om præparaternes 

styrke og antal m. v. — efter de her 

angivne retningslinier. 

Mindretallet nærer imidlertid, dersom 

119 

disse retningslinier følges, ingen betænkeligheder 

ved at gå ind for fri handel med 

de som kosttilskud egnede vitaminpræparater, 

hvorfor man hermed fremsætter nedenstående 

ændringsforslag til det af flertallet 

udarbejdede forslag til bekendtgørelse om 

forhandling af vitaminpræparater. 

Folmer Dam. Rich. Ege. Jørgen A. Pedersen.

120 

MINDRETALLETS ÆNDRINGSFORSLAG 

TIL FLERTALLETS FORSLAG TIL BEKENDTGØRELSE 

OM 

FORHANDLING AF VITAMINPRÆPARATER 

§ 2, stk. 1, ændres til: 

Det er apotekerne forbeholdt til forbrug 

at udlevere samtlige vitaminpræparater med 

undtagelse af de i stk. 2 omhandlede, som 

kosttilskud egnede præparater. 

Nyt stk. 2. 

Vitaminpræparater kan anses for egnede 

som kosttilskud, såfremt de indeholder vitaminerne 

A-, B±- (thiamin), B2- (ribofla- 

Afskrift. 

Til medlemmer af Ernæringsudvalget. 

mener Sundhedsstyrelsen at kunne anbefale 

ansøgning imødekommet på nedenstående 

vilkår: 

1. At der til vitaminiseringen af havregrynene 

skal anvendes et præparat, 

hvor hele A-vitaminvirkningen hidrører 

fra egentligt A-vitamin, 

2. at vitaminindholdet i de således vitaminiserede 

havregryn ingensinde bør 

være mindre end 14. int. enheder Avitamin 

pr. g, 

3. at fabrikken ved undersøgelse på Statens 

Vitaminlaboratorium af 5 forskellige 

vitaminiserede grynprøver fremstillet 

på forskellige dage godtgør, at 

fabrikken er i stand til at fremstille 

ensartede vitaminiserede gryn, 

vin), C-, D- og nikotinamid (enkeltvis eller 

i kombination) i sådanne mængder, at 

indholdet af de enkelte vitaminer pr. tablet, 

kapsel, pille, perle el. lign. ligger under eller 

omkring de almindelig anerkendte døgnnormer 

for et voksent, normalt menneske. 

De nærmere bestemmelser om, hvilke vitaminpræparater 

der i ovenensstemmelse hermed 

skal anses for egnede som kosttilskud, 

fastsættes af Indenrigsministeriet. 

København, den 28. april 1953. 

4. at holdbarheden af de således vitaminiserede 

gryn sikres ved undersøgelser 

på Statens Vitaminlaboratorium, 

efter at prøverne har været lagret der 

i 6 måneder, 

5. at det fastsættes, at fabrikkens vitaminiserede 

gryn, såfremt de under 3) 

og 4) nævnte undersøgelser har vist 

tilfredsstillende resultat, underkastes 

regelmæssig kontrol på Statens Vitaminlaboratorium 

efter dettes nærmere 

bestemmelse, 

6. at vitaminernes art og område angives 

i reklamer m. v., 

7. at reklamering i øvrigt finder sted efter 

nærmere aftale med Statens Vitaminlaboratorium, 

jfr. § 6 i reglement 

for vitaminlaboratoriet af 20. november 

1931,

at firmaet udreder alle omkostninger, 

der er forbundet med fornævnte undersøgelse 

på Statens Vitaminlaboratorium. 




Undertegnede Jørgen A. Pedersen, som 

har tiltrådt den af mindretallet Ege/Dam 

udarbejdede indstilling, ønsker at fremsætte 

følgende udtalelse: 

Gennem flere år har der i den fri handel 

været solgt vitaminpræparater af sådanne 

sammensætninger som de i kommissionens 

lister afgrænsede 38 præparater, hvorom 

der hersker uenighed mellem flertal og 

mindretal, uden at der fra nogen side er påvist 

skadelige følger af nogensomhelst art, 

ligesom der heller ikke er fremkommet noget, 

der tyder på, at apotekernes omsætning 

er blevet formindsket på grund af denne 

frihandel. 

Der er da heller ikke efter min mening 

fremkommet noget, der med basis i foreliggende 

erfaringer positivt taler for en ændring 

i den bestående handelspraksis. 

Den fri handel med disse for befolkningen 

livnødvendige næringsstoffer har skabt 

normale konkurrencemæssige forhold ved 

konkurrence, dels mellem den fri handel og 

apotekerne, dels den fri handel indbyrdes, og 

har medført en billiggørelse af kosttilskudsvitaminpræparaterne, 

som ikke mindst kommer 

den mindrebemidlede del af befolkningen 

tilgode. Ligeledes har den lettere adgang 

til at forsyne sig med disse præparater hos de 

handlende, hvor daglige indkøb foretages, 

været medvirkende til, at netop den del af 

befolkningen, der har været mindst lydhør 

overfor de ernæringskyndiges oplysninger 

og vejledning, i større grad har suppleret 

den eensidige kost med vitaminpræparater. 

Det kan i denne forbindelse nævnes, at 

prisen på askorbinsyretabletter (C-vitamin) 

121 

Såfremt man ikke inden 8 dage fra dato 

modtager bemærkninger til foranstående, 

går man ud fra, at De er indforstået med 

vitaminisering af havregryn. 


på apoteket i de sidste år er blevet sænket 

fra 4 kr. 35 øre til 3 kr 40 øre pr. 100 

tabletter, medens prisen i den fri handel på 

grund af den indbyrdes konkurrence er dalet 

fra 2 kr. 75 øre til 2 kr. pr. 100 tabletter. 

De øvrige vitaminpræparater sælges i 

den fri handel til priser, der ligger 15-20

ør et sådant præparat kun udleveres efter 

lægeordination og kun i en sådan emballerings- 

og etiketteringsform, at forbrugeren 

derved påvirkes til at udvise særlig forsigtighed. 

Alene at gøre udleveringen af sådanne 

præparater forbeholdt apotekerne, mindsker 

ikke risikoen for forgiftninger, og dette forhold 

kan derfor ikke tjene som argument 

mod frihandel. 

2. Den omstændighed, at et præparat karakteriseres 

som lægemiddel eller hovedsagelig 

benyttes som sådant, er i sig selv ikke 

et argument mod frihandel, idet der netop i 

apotekerlovforslagets § 34 tillægges indenrigsministeren 

og handelsministeren myndighed 

til at bestemme, hvilke lægemidler det 

skal være apotekerne forbeholdt at sælge og 

udlevere. 

3. Hensynet til apotekernes økonomi. 

Til trods for, at dette spørgsmål ved gentagne 

lejligheder under kommissionens arbejde 

har været fremdraget til drøftelse, har 

et overvejende flertal i kommissionen dog 

besluttet, at dette forhold ikke kunne tages 

i betragtning ved besvarelsen af de af ministeriet 

stillede spørgsmål, idet man mente, 

at dette faldt udenfor kommissionens kompetence. 

Nærværende kommission har da heller 

ikke bemyndigelse til at fremskaffe sig sådanne 

oplysninger om apotekernes interne 

økonomi, som må skønnes nødvendige for 

en stillingtagen til dette spørgsmål. 

Som tidligere nævnt foreligger der til 

dato heller intet om, at den stedfundne frihandel 

har haft uheldig indflydelse på apotekernes 

økonomi, og pessimistiske forudsigelser 

om en fortsat frihandels skæbnesvangre 

indflydelse på det danske apotekervæsens 

struktur, forårsaget af en økonomisk 

svækkelse, hviler på tvivlsomme hypoteser, 

så meget mere som apotekernes omsætning 

og i særdeleshed håndkøbssalget netop i de 

senere år er steget betydeligt. 

På trods af kommissionens stilling til 

dette spørgsmål har Hørslev - i en særudtalelse 

i tilknytning til flertalsindstillingen - 

bragt spørgsmålet på bane, og undertegnede 

122 

skal i denne anledning henlede opmærksomheden 

på den kendsgerning, at såfremt 

apotekernes økonomi skulle kunne bedres 

ved at man tillagde apotekerne eneret til 

forhandling af også de som kosttilskud egnede 

vitaminpræparater, måtte dette være 

betinget af, at man samtidig tillod apotekerne 

at beregne sig en særlig stor avance 

pa disse varer. 

En sådan fordyrelse ville betyde en økonomisk 

belastning for den del af befolkningen, 

der er dårligst stillet, og som sikkert 

samtidig er den del, der trænger mest til 

vitamintilskudspræparaterne. 

Med hensyn til kontrol er undertegnede 

enig med kommissionens læger i, at en sådan 

kan gennemføres, såfremt de dermed 

forbundne omkostninger dækkes, og skal 

yderligere anføre, at såfremt det af samfundsmæssige 

grunde findes påkrævet at 

gennemføre en mere eller mindre vidtgående 

kontrol med de som kosttilskud egnede 

vitaminpræparater (såvel frihandelens 

som apotekernes), da må de nødvendige forudsætninger 

skabes, og eventuelle vanskeligheder 

ved en udvidelse af det bestående 

kontrolapparat bør ikke være afgørende. 

De omkostninger, der ved en kontrolordning 

af rimeligt omfang, måtte pålægges fabrikanter 

og eventuelt forhandlere, vil ikke 

blive af en sådan størrelse, at det vil få 

nævneværdig indflydelse på de nuværende 

priser ligesom det heller ikke vil ændre 

væsentligt i den forskel, der i dag er mellem 

apotekernes og frihandelens priser. 

I øvrigt finder jeg efter at være blevet 

bekendt med de forskellige opfattelser, som 

kommissionens videnskabelige medlemmer 

har gjort gældende vedrørende det nødvendige 

omfang af kontrolforanstaltningerne, 

at dette spørgsmål ikke har større praktisk 

betydning, end at man uden skade kunne 

begynde med et relativt simpelt system, der 

- foruden at virke som en ønskelig övergångsform 

- kunne give muligheder for at 

indhøste værdifulde erfaringer, på grundlag 

af hvilke en virkelig sagligt begrundet 

endelig ordning kunne udformes. 

Jørgen A. Pedersen




Undertegnede kan i hovedsagen tilslutte 

sig de af mindretallet Dam, Ege og Jørgen 

A. Pedersen samt mindretallet Wolffbrandt 

fremførte synspunkter, idet jeg må finde det 

rigtigt og betydningsfuldt, at befolkningen 

får mulighed for at købe de for dens sundhedstilstand 

værdifulde kosttilskud gennem 

vitaminpræparater på så praktisk og prisbillig 

måde som muligt. Det står for mig som 

utvivlsomt, at det for husmødre på land og 

i by vil være en væsentlig lettelse at kunne 

købe disse præparater samtidig med og på 

samme sted, hvor de foretager deres øvrige 

indkøb. Dette hensyn er så betydningsfuldt, 

at det må gå forud for det i en særudtalelse 

nævnte ønske om at støtte apotekernes 

indtjening ved at forbeholde en væsentligere 

del af salget af disse præparater for apotekerne. 

Som en selvfølgelig forudsætning 

må dog gælde, at et vitaminpræparat kun 

bør gøres til genstand for fri handel, når 

der ikke kan påvises en væsentlig risiko 

for sundhedsmæssigt uheldige følger heraf. 

Om dette kan antages at være nærliggende, 

må afgøres efter et praktisk lægeligt skøn, 

bygget på erfaringer her og andetsteds, således 

at man ikke af hensyn til en blot mulighed 

for, at der i enkeltstående tilfælde 

kan opstå ulemper, bør besværliggøre det for 

den store flerhed af befolkningen at få adgang 

til værdifulde vitaminkosttilskud eller 

belaste den fri omsætning med kostbarere 

kontrolforanstaltninger end praktisk påkrævet. 

Min indstilling er derfor den, at man - 

på grundlag af et lægeligt skøn over, hvad 

der er forsvarligt - ikke bør gribe ind på 

123 


områder, hvor vitaminpræparater hidtil uden 

påviselig skade har været forhandlet i den 

fri handel, og at man i det omfang, det lægelige 

skøn ikke taler herimod, bør udvide 

adgangen til fri handel med vitaminpræparater. 

Med hensyn til den konkrete afgørelse 

vedrørende de enkelte præparaters mulige 

farlighed og spørgsmålet om, hvilke vitaminpræparater, 

der er egnet som kosttilskud, 

savner jeg faglige forudsætninger for 

en selvstændig bedømmelse, men mener på 

grundlag af det i kommissionen oplyste og 

det foran anførte at kunne tilslutte mig 

mindretallet Wolffbrandts indstilling om, 

at de 38 vitaminpræparater, hvorom der er 

uenighed i kommissionen, og eventuelt nye 

præparater af tilsvarende styrke og sammensætning 

bør kunne forhandles af den fri 

handel, idet der dog bør fastsættes en rimelig 

grænse for D-vitaminindholdet i sådanne 

præparater. 

Som foran anført, er det min opfattelse, 

at man ikke bør belaste den fri omsætning 

med tungere og mere bekostelige kontrolforanstaltninger 

end praktisk påkrævet, og 

jeg mener derfor at kunne tiltræde den af 

mindretallet Dam, Ege og Jørgen A. Pedersen 

skitserede kontrolordning, der såvidt 

jeg kan se, må anses for fyldestgørende til 

sikring af forbrugernes interesser. Måske 

vil det dog af praktiske grunde være hensigtsmæssigt, 

at den enkelte købmands ret 

til forhandling af vitaminpræparater gøres 

betinget af en særlig anmeldelse og godkendelse. 

Leif Ravnebjerg.

124 


vareanordningen. København, den 26. august 1953. 


Indenrigsministeriet har - som allerede 

nævnt af flertallet - anmodet kommissionen 

om snarest belejligt at afgive indstilling om 

1) i hvilket omfang det bør være apotekerne 

forbeholdt at forhandle og udlevere 

vitaminpræparater, samt 2) hvilke forholdsregler 

der bør træffes for at sikre den fornødne 

kontrol med fremstilling, salg og udlevering 

af de vitaminpræparater, som ikke 

måtte blive anset for apotekerne forbeholdte 

varer. 

Indledningsvis kan fastslås, at nærværende 

mindretal (Wolffbrandt) med flertallet er 

enig i, at kommissionen foreløbig kun beskæftiger 

sig med humane vitaminpræparater, 

d. v. s. vitaminpræparater beregnet til 

indføring i organismen hos mennesker ved 

indtagelse gennem munden eller på anden 

måde, samt at vitaminpræparater defineres 

som farmaceutiske tilberedninger af vitaminer 

eller af vitaminholdige naturprodukter. 

Forsåvidt angår det første af Indenrigsministeriet 

stillede spørgsmål er nærværende 

mindretal endvidere enig med flertallet 

og mindretallet Dam, Ege og Pedersen i, 

at det af de ialt ca. 170 i handelen værende 

vitaminpræparater bør være apotekerne forbeholdt 

at forhandle dels de med recepttvang 

belagte, dels de i bilag 1 a, jfr. bilag 

1, *) med S mærkede, dels 6 (i listen 

ikke mærkede) indeholdende A- og D-vitamin 

med en styrke af 6.000 internationale 

enheder D-vitamin pr. g, dels Fertilan tabletter. 

Fremdeles kan man med flertallet 

være enig i at de i nævnte bilag på listen 

side 130 i tredie kolonne med F mærkede 

præparater ikke bør være apotekerne for- 

*) Side 126 ff. 

beholdt, idet man dog herved mener at 

måtte tage det forbehold, at fremtidigt salg 

af disse præparater må være betinget af 

Sundhedsstyrelsens godkendelse i overensstemmelse 

med de i flertalsindstillingens 

bilag 3 skitserede regler, jfr. nærmere nedenfor. 

Endelig kan man tilslutte sig, at 

de D-vitaminholdige kalkpræparater udskydes 

til senere behandling i kommissionen. 

Der er således i kommissionen enighed 

om afgrænsningen af den gruppe vitaminpræparater, 

der især anvendes som kosttilskud, 

og som repræsenteres af de resterende 

38 med + mærkede præparater, jfr. flertalsindstillingen, 

side 92, spalte 1, stk. 3. 

Uenigheden drejer sig herefter alene om, 

hvorvidt denne gruppe præparater ubetinget 

skal anses for apotekerne forbeholdt eller 

ej. 

Denne uenighed sammenholdt med det 

andet af Indenrigsministeriet stillede spørgsmål 

førte nærværende mindretal til at anmode 

om en undersøgelse af omfanget af 

og omkostningerne ved den kontrol, der 

ville blive nødvendig, hvis gruppens præparater 

overgik til fri handel. 

Med henblik på tilvejebringelsen af det 

for undersøgelsen nødvendige talmateriale 

nedsattes derfor et underudvalg, hvori også 

nærværende mindretal fik sæde, og hvis betænkning 

foreligger som bilag 3. 

Det fremgår af nævnte bilag, at der i 

underudvalget har været enighed om en 

skitseret kontrolordning, som også flertallet 

har tiltrådt, og som bl. a. forudsætter, at 

vitaminpræparaterne kun må forhandles, 

når de er godkendt af Sundhedsstyrelsen, 

at de kun må forhandles i ubrudte pakninger

med særlig mærkning, at de kun må fremstilles 

i virksomheder, der opfylder de i apotekerlovforslagets 

§75 indeholdte krav, at 

den enkelte købmands ret til at forhandle 

vitaminpræparater bør være betinget af en 

særlig anmeldelse og godkendelse, samt at 

der bør være kontrol såvel med forhandlingssteder 

som med fremstillingssteder. 

Forsåvidt angår disse sidste bør det være 

en forudsætning, at der som fremstillingssteder 

kun godkendes virksomheder, der råder 

over sagkundskab og teknisk udrustning 

også til udførelse af analyser, der er 

nødvendige ved fremstillingen af sådanne 

præparater. 

Herudover kan nærværende mindretal 

slutte sig til flertallets opfattelse af, at der 

til vitaminpræparater må stilles samme krav 

som til lægemidler, nemlig at præparaterne 

forhandles med konstant styrke og sammensætning 

i overensstemmelse med den for 

præparaterne anførte deklaration. 

For at opnå opfyldelse af samtlige disse 

krav og for at komme ud over vanskelighederne 

med at skulle opdele vitaminpræparaterne 

i egentlige lægemidler og kosttilskud 

har nærværende mindretal i kommissionen 

fremsat forslag om, at samtlige humane vitaminpræparater 

behandles som lægemidler. 

Herved ville de henføres under de for lægemidler 

i indenrigsministerens apotekerlovforslag 

indeholdte regler, således bl. a. reklamebestemmelserne 

og reglerne vedrørende 

foranstaltninger til kontrol af ønskelige 

produkter og disses antal samt til forhindring 

af uønskede produkters fremkomst, idet dog 

reglerne for anerkendelse og registrering bør 

tillempes efter de særlige forhold, der må 

gælde for denne gruppe præparater. 

Ved således at henregne samtlige vitaminpræparater 

under de for lægemidler foreslåede 

regler ville intet være afgjort om, 

hvorvidt præparaterne skulle være apotekerne 

forbeholdt eller ej, jfr. bestemmelsen 

i lovforslagets § 34. 

Det må imidlertid fremhæves, at det, 

der for nærværende mindretal er afgørende, 

alene er gennemførelsen af de ovennævnte 

regler, medens man under hensyn til det i 

125 

kommissionen i øvrigt fremførte - herunder 

navnlig mindretallet Dam, Ege og Pedersen's 

stærke fremhæven af vitaminernes 

karakter af næringsstoffer - ikke ønsker at 

lægge afgørende vægt på, hvorvidt sådanne 

bestemmelser gennemføres på grundlag af 

lægemiddellovgivningen, levnedsmiddellovgivningen 

eller en tredie lovgivning. Det må 

i denne forbindelse nævnes, at for medicinalfabrikkerne 

er de humane vitaminpræparater 

et betydningsfuldt led i produktionen, 

og at der også på dette område udføres 

et omfattende forskningsarbejde. I kraft af 

disse forhold har industrien oparbejdet en 

betydelig eksport af vitaminpræparater, og 

for at kunne opretholde og videreudbygge 

en sådan eksport vil det lige som for lægemiddeleksportens 

vedkommende være afgørende, 

hvilke regler der gælder for den 

indenlandske produktion. 

Der er i kommissionen i hvert fald i princippet 

enighed mellem flertallet og underudvalget, 

herunder nærværende mindretal, 

om omfanget og karakteren af de forholdsregler, 

der bør træffes for at sikre kontrol 

med den gruppe vitaminpræparater, som 

eventuelt kunne tænkes ikke at blive apotekerne 

forbeholdt. 

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt 

denne gruppe præparater bør være apotekerne 

forbeholdt eller ej. 

Flertallet synes ved dette spørgsmåls besvarelse 

at lægge vægt på, at der ikke er 

anført overbevisende grunde for at forøge 

antallet af indkøbssteder for vitaminer, men 

at befolkningens adgang til at indkøbe de 

nødvendige vitaminpræparater er tilstrækkeligt 

dækket gennem apotekerne og de dertil 

hørende ca. 800 håndkøbsudsalg. 

Nærværende mindretal anerkender i princippet, 

at der herved er givet befolkningen 

de fornødne indkøbsmuligheder, men må på 

den anden side samtidig give mindretallet 

Dam, Ege og Pedersen medhold i den betragtning, 

at forøgede indkøbsmuligheder 

må være ønskelige under hensyn til vitaminpræparaternes 

betydning for ernæringen. 

Overvejelser med hensyn til befolkningens 

indkøbsmuligheder fører logisk til spørgs-

målet om, hvorvidt gennemførelsen af en 

effektiv kontrol med produkternes fremstilling, 

salg og udlevering uden for apotekerne 

m. v. er mulig med et for forbrugerne tilfredsstillende 

resultat. 

Det af underudvalget fremlagte materiale, 

jfr. bilag 3 a, viser efter nærværende 

mindretals opfattelse, at omkostningerne 

ved gennemførelsen af de af nævnte underudvalg 

skitserede kontrolforanstaltninger må 

blive relativt små. Og selv om der ved 

en udvidelse af antallet af forhandlingssteder 

nødvendigvis må opstå større tab 

som følge af disse præparaters begrænsede 

holdbarhed, må der ved fri handel med de 

pågældende præparater stadig kunne opnås 

en betydelig prisbesparelse for forbrugerne. 

Sammenfattende skal mindretallet udtale: 

For det første kan de her omtalte vitaminpræparater 

ikke, selv om de sælges i 

den fri handel, ses at rumme nogen fare i 

retning af overdosering eller urigtig anvendelse, 

idet dog en rimelig grænse for D-vitaminindholdet 

pr. tablet eller pille bør fastsættes. 

For det andet vil den nødvendige kontrol 

med disse præparater (jfr. bilag 3) 

kunne gennemføres, omend det vil medføre 

opbygning af et kontrolsystem og udvidelse 

af Statens Vitaminlaboratoriums kapacitet. 

For det tredie viser sammenligningen i 

bilag 3 a af de nuværende apotekerpriser 

for vitaminpræparater med priser på tilsvarende 

præparater uden for apotekerne, 

at der, hvis disse præparater tillades solgt 



126 

i den fri handel, kan tilføres forbrugerne 

en besparelse, selv om de nødvendige omkostninger 

indregnes. 

Endelig vil en frihandelsordning væsentlig 

lette befolkningens adgang til indkøb 

af disse for ernæringen så betydningsfulde 

præparater. 

Nærværende mindretal mener herefter, 

at den nævnte gruppe vitaminpræparater 

med fordel for forbrugerne kan tillades solgt 

i fri handel. 

Mindretallet er - ligesom flertallet - opmærksom 

på, at priserne på de fra apotekerne 

solgte vitaminpræparater fastsættes 

af myndighederne gennem medicintaksten, 

således at det rent administrativt vil være 

muligt at nedsætte apotekernes udsalgspriser 

på vitaminpræparater til profylaktisk anvendelse. 

Hvad enten forbrugernes interesse tilgodeses 

derigennem, at salget af vitaminpræparaterne 

forbeholdes apotekerne, men i 

forbindelse med en administrativ nedsættelse 

af udsalgspriserne, eller derved at salget 

gives i fri handel i eller uden forbindelse 

med en nedsættelse af apotekernes priser, 

må der i begge tilfælde blive tale om en 

følelig virkning på apotekernæringens økonomi. 

En medinddragen af dette spørgsmål må 

imidlertid ligge uden for denne kommissions 

opgave og kan formentlig bedst ske 

i forbindelse med overvejelserne angående 

forslaget til en ny apotekerlov. 

C. G. Wolffbrandt. 

VEDRØRENDE ARBEJDSUDVALGETS ARBEJDE 

1. Sekretariatet har udarbejdet 3 lister af 

2. marts 1953 indeholdende oplysninger om 

de i handelen værende ca. 170 vitaminpræparater 

og deklarationerne for disse. 

2. Disse bilag er gennemgået, og man enedes 

straks i første møde om, at receptpligtige 

præparater samt præparater beregnet 

Bilag 1. 

København, den 30. marts 1953. 

til behandling af perniciøs anæmi (vit. B12) 

bør være apotekerne forbeholdt, hvorfor disse 

(ca. 60 præparater) ikke er behandlet videre. 

3. På grundlag af deklarationerne opdeltes 

de resterende ca. 110 præparater i tre grupper 

I, II og III, idet man ved denne opdeling

udelukkende tog hensyn til præparaternes 

styrke. Ved opdelingen lagdes følgende definition 

til grund: 

I Stærke: Tabletter, .piller og præparater, 

der indtages dråbevis. 

II Middelstærke: Tabletter, piller og præparater, 

der indtages teskevis. 

III Udefinerede eller ganske svage præparater. 

Resultatet heraf blev anført i en liste, der 

omfattede 111 præparater. 

4. Denne liste blev derefter gennemgået, 

og resultatet heraf fremgår af bilag 1 a. 

a) De 41 præparater, der i bilaget er 

mærket med »s«, er sådanne, som udelukkende 

er at betragte som beregnet til sygdomsbehandling, 

og arbejdsudvalget vedtog 

enstemmigt at foreslå kommissionen at 

indstille, at sådanne med s mærkede præparater 

bliver apotekerne forbeholdte. 

b) De 42 præparater, der i bilaget er 

mærket med»+« er sådanne, som må anses 

for at være egnede som vitamintilskud til 

kosten. 

For langt de fleste af disse præparaters 

vedkommende var der fuld enighed om, 

at de er velegnede som tilskud til kost. For 

visse præparaters vedkommende rejstes der 

fra nogles side tvivl om, hvorvidt præparaterne 

med rette kan betegnes som velegnede 

som tilskud til kosten. Dette gælder: 

I. Fertilan: indeholdende 3 mg tokoferol 

pr. tablet. 

II. To præparater indeholdende 500 i. e. 

D-vitamin pr. tablets uden samtidigt 

indhold af vitamin A (Leveton-tabletter 

og Ultranolpiller). 

Det hævdedes, at D-vitaminpræparater, 

der skal være tilskud til kost, bør indeholde 

også vit.-A (som f. eks. Adetaminpiller, 

Tunolkapsler og Leominpiller). 

III. 4 præparater med 50 mg askorbinsyre 

pr. tablet (Askorbinsyre Mende, Cebiontabletter, 

Ido-C tabletter, tabletter 

acidi ascorbici). 

IV. 3 præparater: Calcido-granulat, Calcido-tabletter 

og Granulatum calciferol: 

127 

er først og fremmest beregnet som kalkterapi, 

og en ringe mængde D-vitamin 

er tilsat som resorptionsbefordrende for 

kalken. Som egentlige vitaminpræparater 

anvendes disse præparater ikke. 

5. 6 præparater er olier indeholdende 6000 

i. e. D-vitamin pr. g foruden en stor dosis 

A-vitamin. 

Man vedtog enstemmigt at foreslå kommissionen 

at indstille, at disse 6 præparater 

(der i listen ikke er mærket med + 

eller s) bliver apotekerne forbeholdt under 

hensyn til, at profylaktisk dosis kun er 2-4 

dråber, og at overdosering kan medføre alvorlig 

forgiftningsfare. 

6. 3 præparater (Jecoferpon, Jecoferpon 

cum jodo og Jecoferraton) enedes man om 

at foreslå kommissionen at udskyde til senere 

behandling ved udarbejdelsen af vareanordningen, 

idet disse præparater ikke er 

vitaminpræparater, men er ment som jernpræparater, 

respektive jern-jod-præparat. 

3 præparater (»Anti-sult«, Sanamin og 

Vitaphyl) reklameres som afmagringsmidler. 

Under hensyn hertil enedes man om at foreslå, 

at disse 3 præparater ligeledes udskydes 

til behandling ved udarbejdelsen af vareanordningen. 

7. Af de 19 præparater i gruppe III er 5 

forsynet med +. 

For de resterende 14 præparater i gruppe 

III vedtog man enstemmigt at foreslå kommissionen 

at indstille, at disse præparater 

bliver frihandelsvarer. 

Resume: 

Det fremgår således, at man i arbejdsudvalget 

— efter en gennemgang af de i handelen 

værende ca. 170 vitaminpræparater - 

har forsynet ialt 42 præparater (ca. 25 pct.) 

med + (13 i gruppe I, 24 i gruppe II og 

5 i gruppe III). 

For disse 42 præparaters vedkommende 

har man ment at måtte afstå fra at udtale 

sig om spørgsmålet: frihandel eller »apotekerne 

forbeholdt«, før sagen har været diskuteret 

i plenarmødet. 

For de i bilag 1 a anførte øvrige - ialt 

69 præparater (ca. 40 pct.) - fremkommer

arbejdsudvalget med en enstemmig indstilling 

med hensyn til placeringen som frihandelsvarer 

respektive apotekerne forbeholdte 

varer. 

Sluttelig erindres om, at arbejdsudvalget 

for ca. 60 præparater, 35 pct. (ikke opført 



128 

i bilag 1 a), der er receptpligtige, herunder 

præparater der anvendes til behandling af 

perniciøs anæmi, enstemmigt foreslår, at de 

bliver apotekerne forbeholdt. 


Bilag 1a. 


LISTE OVER I HANDELEN VÆRENDE 

VITAMINPRÆPARATER FRAREGNET DE RECEPTPLIGTIGE 

Præparaterne er opdelt i grupperne I, II og III. Deklarationerne er kun rent summarisk 

gengivet. 

S: Præparater, der alene er beregnet til behandling af sygdom. 

+ : Præparater, der er egnede som tilskud til kost. 

Ap: Apotekerne forbeholdt. 

F: Frihandelsvare. 

v ) Gruppe I omfatter: Stærke: tabletter, piller og præparater, der indtages dråbevis.

129 

1 ) Gruppe II omfatter: Middelstærke: tabletter, piller og præparater, der indtages teskevis. 

9

SUNDHEDSSTYRELSEN 

De farmaceutiske visitatorer. 

I henhold til aftale ved møde i Sundhedsstyrelsen 

den 13. ds. fremsendes hermed en 

redegørelse for de farmaceutiske visitatorers 

kontrol med lægemidler, fremstillet på apotekerne. 

Der foretages visitats på apotekerne 1 

gang årligt. 

De ved visitatserne forefundne mangler 

og fejl indføres i apotekets visitationsprotokol, 

og en kopi af visitatsberetningen til- 

130 

Bilag 2. 

København, den 15. februar 1953. 

sendes Sundhedsstyrelsen, der ved mere graverende 

fejl henvender sig skriftligt til apotekeren 

og eventuelt påbyder afholdt ekstraordinært 

eftersyn indenfor en kortere periode. 

Der foretages ved eftersyn af apotekerne 

efterprøvnig af vægte og vægtlodder. Disse 

fordres fint justerede (tilladte tolerancer 

omtrent halvt så store som ved almindelige 

handelsvægte og -lodder).

Der foretages ved eftersynene årligt ca. 

3.500 undersøgelser af lægemiddelopløsninger 

ved massefyldebestemmelse. De fleste 

af disse opløsninger fordres fremstillet 

med nøjagtigheden ± 2V2 pct, og omkring 

3 pct. af de undersøgte opløsninger viser i 

almindelighed for store afvigelser, idet de 

nogenlunde lige hyppigt findes for stærke 

og for svage. Undersøgelserne foretages fortrinsvis 

på opløsninger af kemikalier, der 

er ubestandige - henflydende eller forvitrende 

- i luften, og hvor fremstillingen af 

opløsninger således kræver særlig omhu. 

Der foretages ved eftersynene ca. 3.000 

eftervejninger af færdigholdte tabletter og 

piller for at kontrollere doseringsnøjagtigheden 

af disse lægemidler. Tillige kontrolleres 

lægemidlernes evne til henfald i vand. 

Gennemgående ca. 1 pct. af de undersøgte 

lægemiddelbeholdninger giver anledning til 

påtale. 

Der foretages ved eftersynene ca. I.600 

eftervejninger af af delte pulvere for kontrol 

af doseringsnøjagtighed, og i almindelighed 

giver ca. 5 pct. af de undersøgte beholdninger 

anledning til påtale. 

De tilladte afvigelser ligger for de hyppigst 

anvendte tabletter og pulvere omkring 

± 5 pct., og noget højere for små tabletter 

og pulvere. 

Til undersøgelse på visitatorernes laboratorium 

udtages på apotekerne ca. 1.000 

præparater om året, og 10-15 pct. af disse 

undersøgelser giver anledning til påtale. 

Prøverne udtages af 2-300 forskellige 

lægemidler, og der søges udtaget stikprøver 

af de almindeligst anvendte lægemidler. 

Men tillige lægges der vægt på hyppig kontrol 

med uholdbare præparater, og endelig 

undersøges hvert år et antal meget sjældent 

anvendte lægemidler, der på grund af den 

lange opbevaringstid på apotekerne er særlig 

udsat for værdiforringelse. 

For de fleste vitaminpræparater og halvfabrikater 

til fremstilling af vitaminholdige 

lægemidler er angivet en holdbarhedsfrist, 

9* 

131 

VITAMINPRÆPARATER 

Såfremt det drejer sig om lægemiddelopløsninger 

eller -udrivninger, der - som halvfabrikater 

- skal anvendes ved præparatfremstilling, 

fordres sådanne fremstillet med 

nøjagtigheden ± 2V2 pct. Færdige lægemidler 

skal fremstilles med nøjagtigheden 

± 5 pct. 

Langt de overvejende forefundne fejl 

stammer fra lægemidler med ringe holdbarhed, 

og for de fleste af de kasserede præparater 

ligger styrken nær den tilladte maksimalafvigelse, 

for uholdbare præparater i 

reglen under, for andre præparater lige hyppigt 

under og over den deklarerede styrke. 

Laboratoriet foretager tillige bakteriologisk 

kontrol af injektionspræparater og øj endråber. 

Foruden laboratoriets egen kontrol med 

udtagne lægemiddelprøver foretages specialundersøgelser 

på Statens Seruminstitut (injektionspræparater 

for indhold af pyrogene 

stoffer) og på Statens Vitaminlaboratorium 

(lægemidler indeholdende A-, B- og Dvitamin). 

Drogers kvalitet og renhed kontrolleres 

ved undersøgelser udført på Danmarks farmaceutiske høj 

For at gøre kontrollen tilstrækkelig omfattende 

foretages denne prøveudtagning fortrinsvis 

fra de 5 firmaer, der er leverandører 

til apotekerne. 

Kontrol af de til lægemiddelfremstillingen 

anvendte kemikaliers tilstrækkelige renhed 

foretages på farmakopekommissionens 

og visitatorernes laboratorier gennem en årlig 

undersøgelse af ca. 100 forskellige kemikalier 

(undersøgelse af ca. 300 kemikalieprøver) 

. 

Prøveudtagning foretages i en vis udstrækning 

på de kontrollerede laboratorier, men 

fortrinsvis på apotekerne. 

indenfor hvilken præparaterne skal være anvendt. 

Ved eftersynene kontrolleres den på 

opbevaringsbeholder og påfyldninger an-

førte fremstillingsdato, sammenholdt med 

en kontrol af apotekets præparationskartotek. 

Askorbinsyre. 

De på apotekerne ret sparsomt forekommende 

færdigholdte opløsninger har ikke 

givet anledning til nogen påtale. 

Af tabletter har der i de sidste 3 år været 

undersøgt 41 beholdninger. 2 undersøgelser 

har givet anledning til påtale (afvigelser: 

+ 10 pct, -=-15 pct). 

Af injektionspræparater har været undersøgt 

22 beholdninger. 6 undersøgelser gav 

anledning til bemærkninger (afvigelser: 

-r- 14 pct, ~ 9 pct., -^ 8 pct, -h 10 pct., 

-h 15 pct, -h8 pct). 

Af hybensaft har der været undersøgt 32 

beholdninger. 6 beholdninger kasseredes 

(afvigelser: -f- 48 pct., 4-16 pct., -5- 8 pct., 

4- 10 pct, 4- 6 pct). 

Nikotinsyre og nikotinamid. 

De i de sidste 3 år undersøgte præparater 

har ikke givet anledning til bemærkninger. 

Ane ur in. 

De i de sidste 3 år undersøgte tabletter 

og opløsninger har ikke givet anledning til 

bemærkninger. 

Halvfabrikatet Gærekstraktopløsning DAK 

har været undersøgt 5 gange. Det først 

undersøgte præparat viste for lavt aneurinindhold 

(afvigelse: -f 38 pct.). Præparatet 

blev herefter forsynet med holdbarhedsfrist 

(3 måneder), og siden har undersøgelserne 

ikke givet anledning til bemærkninger. 

A- og D-vitamin. 

Af levertran udtages årligt 6-8 prøver, 

idet prøver hidhørende fra apotekernes forskellige 

leverandører undersøges mindst 

hvert andet år. I de sidste 3 år har een undersøgt 

prøve vist for lavt indhold af Avitamin 

(afvigelse: -^20 pct). 

Halvfabrikaterne Calciferolum solutum 

og A-vitaminkoncentrat undersøges 3-4 

132 

gange om året, idet man ved prøveudtagningen 

søger de i handelen værende fabrikater 

undersøgt helst 1 gang om året. I 

de sidste 3 år har undersøgelserne ikke givet 

anledning til bemærkninger. 

Medens man således - under hensyn til 

de til rådighed stående pengemidler — søger 

opretholdt en løbende kontrol af halvfabrikaterne, 

er en tilsvarende kontrol af 

apotekernes egne præparater kun mulig som 

en begrænset stikprøvekontrol på grund af 

de talrige fremstillingssteder og den - på 

grund af den begrænsede holdbarhed - 

hyppigt gentagne fremstilling. 

Det drejer sig om ca. 20 præparater, og 

en effektiv kontrol, der næppe i praksis kan 

gennemføres, ville ikke give noget billede 

af den omhu, hvormed apotekerne skal foretage 

præparationerne, idet specielt den 

biologiske D-vitaminbestemmelse er behæftet 

med så store (20-30 pct.) analyseunøjagtigheder, 

at den på apotekerne tilladte 

vejeunøjagtighed langt overskrides. Vort øvrige 

undersøgelsesmateriale giver et langt 

sikrere billede af den præparationsunøjagtighed, 

hvormed det enkelte apotek arbejder. 

Af de i de sidste 3 år foretagne undersøgelser 

kan nævnes: 

Asellin (levertranemulsion): 4 undersøgelser. 

Ingen bemærkninger. 

Calciferoltabletter: 7 undersøgelser. 1 beholdning 

fandtes for svage (afvigelse: -^85 

pct.). Apotekets opbevaringsfrist fandtes 

overskredet; præparatet fandt ikke anvendelse 

på apoteket. 

Calciferoltrokisker: 5 undersøgelser. Ingen 

bemærkninger. 

Undersøgte injektionspræparater og dråber 

gav ikke anledning til bemærkninger. 

I finansåret 1951-52 blev der efter aftale 

mellem Sundhedsstyrelsen og Statens Vitaminlaboratorium 

ved visitatorerne indkøbt 

10 fabriksfremstillede, vitaminholdige præparater, 

der på grund af ringe styrke og deres 

hele karakter fandtes i fri handel uden at 

være underkastet den for medicinske specialiteter 

gældende kontrol. 4 af præparaterne 

svarede ikke til den angivne deklara-

tion. For yderligere 2 af præparaterne fandtes 

deklarationen misvisende. 

Omfanget af den af visitatorerne udførte 

kontrol med vitaminholdige præparater 

afhænger af de til rådighed stillede pengemidler. 

Beløbet til vore specialundersøgel- 



Ved 5. plenarmøde onsdag den 15. april 

1953 i kommissionen vedrørende vareanordningen 

nedsattes et underudvalg bestående 

af: Folmer Dam, Kjær, Jørgen A. 

Pedersen, Uhl og Wolffbrandt med det formål 

at tilvejebringe oplysninger om størrelsesordenen 

for omkostningerne ved den kontrol, 

der må anses for nødvendig, såfremt 

vitaminpræparater til indvortes brug for 

mennesker tillades solgt i fri handel. Som 

retningslinie for udvalgets arbejde begrænsedes 

opgaven til at fastslå omkostningerne 

ved en kontrol omfattende ca. 40 præparater 

af en lignende sammensætning som 

de i bilag 1 a med + mærkede præparater. 

Underudvalget har afholdt møder den 4. 

maj, 13. maj og 21. maj 1953. Civilingeniør, 

dr. Lorents Pedersen har deltaget i 

møderne som stedfortræder for Folmer Dam. 

Udvalget har for at kunne danne sig et 

skøn over kontrolomkostningernes størrelse 

overvejet, hvilke foranstaltninger, der bør 

træffes for at sikre en effektiv kontrol med 

et større antal frie præparater. Da man har 

betragtet det som liggende udenfor udvalgets 

opgave at fremkomme med et detailleret 

forslag til en kontrolordning, har man 

imidlertid kun taget stilling til sådanne foranstaltninger, 

som skønnes at kunne få afgørende 

indflydelse på kontrolomkostningerne. 

Der er i udvalget enighed om, at der 

til præparater, fremstillingsvirksomheder og 

detailudsalg bør stilles følgende krav: 

133 

ser er i de sidste år blevet sat op fra 2.000 

kr. til 10.000 kr. om året, og en yderligere 

udbygning ved forhøjet bevilling ville 

utvivlsomt være ønskelig. 

På de farmaceutiske visitatorers vegne 

Toft-Madsen. 

Bilag 3 a. 

København, den 27. maj 1953. 

1. Præparaterne. 

a. Præparaterne må kun forhandles i fabrikantens 

eller importørens for forbrugeren 

bestemte, ubrudte pakninger. 

b. Vedrørende mærkning af pakningerne 

se apotekerlovforslagets § 76, stk. 1, 

2 og 3. 

c. Det er af hensyn til kontrollens effektivitet 

nødvendigt at bestemme, 

at pakningerne kun må forhandles, 

når de er godkendt af Sundhedsstyrelsen 

efter principper af lignende 

karakter som de, der er foreslået for 

godkendelse af medicinske specialiteter, 

jfr. apotekerlovforslagets §§ 72, 

73, 74 og 75. Ved godkendelsen må 

man foruden at tage hensyn til præparatets 

sammensætning og kvalitet 

formentlig også tage hensyn til det 

samfundsmæssigt ønskelige i at begrænse 

antallet af præparater, der 

bringes i handelen under hensyntagen 

til, hvor mange præparater af lignende 

art, der i forvejen findes. 

Man har betragtet det som liggende 

udenfor udvalgets opgave at tage stilling 

til, hvilke sanktioner, der bør 

kunne bringes i anvendelse i tilfælde, 

hvor det f. eks. konstateres, at præparatet 

ikke svarer til deklarationen, jfr. 

apotekerlovforslagets § 80, men udvalget 

anser det for nødvendigt, at

der i plenarforsamlingen tages stilling 

til dette spørgsmål. 

2. Vedrørende fremstillingsvirksomheder 

(og importvirksomheder). 

a. Præparaterne skal være fremstillet i 

virksomheder, der råder over fornøden 

saglig fagkundskab, og hvis indretning 

og drift skønnes at tilfredsstille 

de krav, som sikrer en betryggende 

fremstilling af de pågældende 

præparater (apotekerlovforslagets § 

75). 

b. Kontrollen på fremstillingsstederne 

udøves af særligt ansatte inspektører 

(jfr. 3 c) efter regler, svarende til apotekerlovforslagets 

§ 78, medmindre 

virksomhederne i forvejen er undergivet 

kontrol i medfør af apotekerloven. 

c. Enhver, der tilvirker eller importerer 

vitaminpræparater til salg i den frie 

handel, skal indhente Sundhedsstyrelsens 

godkendelse af præparatet, forinden 

dette bringes i handelen, jfr. 

1c. 

3. Detailudsalgene. 

a. Der gives nærmere forskrifter indeholdene 

minimumskrav vedrørende 

præparaternes opbevaring. 

3. Der er i udvalget enighed om, at der 

må føres nøje kontrol med, at forskrifterne 

for detailhandelen overholdes. 

Afgørende herfor er bl. a. ønsket 

om at sikre forbrugerne imod, 

at præparater, der har taget skade ved 

uhensigtsmæssig opbevaring, eller for 

hvilke holdbarhedsfristen er udløbet, 

udbydes til forhandling, samt imod 

at ompakning i detailhandelen finder 

sted uanset forbudet herimod. Kravet 

om kontrol med detailhandelen er 

særlig afgørende, fordi det ikke kan 

tænkes, at fabrikanter af vitaminpræparater 

vil kunne etablere samme tilbagekaldelsesordning 

for præparater 

i fri handel, som den, der er gældende 

for præparater, som sælges 

gennem apotekerne. 

For at en kontrol med detailhan- 

134 

delen skal kunne gennemføres, er det 

under alle omstændigheder nødvendigt, 

at enhver, der ønsker at forhandle 

de omhandlede præparater, 

indgiver anmeldelse herom. 

Der var i udvalget enighed om, at 

detailhandlernes ret til at forhandle 

vitaminpræparater yderligere bør være 

betinget af en særlig autorisation, idet 

det må anses for ønskeligt, at forhandlingsretten 

kan fratages de pågældende 

i sådanne tilfælde, hvor der konstateres 

gentagne eller grovere overtrædelser 

af de for detailhandelen 

givne forskrifter. 

c. Kontrollen med detailudsalgene udøves 

af inspektører med farmaceutisk 

uddannelse. De pågældende har til 

opgave ved besøg i udsalgene at sikre 

sig, at forskrifterne for opbevaring 

m. v. overholdes, at udtage prøver til 

undersøgelse på Statens Vitaminlaboratorium 

samt i øvrigt at varetage den 

daglige administration vedrørende 

punkterne 2 b, 2 c, 3 a og 3 b m. v. 

Det bemærkes, at den skitserede kontrolordning 

på visse punkter er af så vidtgående 

karakter, at det er tvivlsomt, om den vil 

kunne genemføres med hjemmel i levnedsmiddelloven 

og vitaminreklameloven. Dette 

gælder f. eks kravet om, at præparaterne 

skal være fremstillet i virksomheder, der råder 

over fornøden faglig indsigt, kravet om, 

at præparaterne skal godkendes i hvert enkelt 

tilfælde og navnlig de effektive sanktioner: 

tilbagekaldelse af detaillisters forhandlingsret, 

tilbagekaldelse af godkendelse 

af præparater samt fabrikanters og importørers 

pligt til at hjemkalde restlagre. 

Til belysning af spørgsmålet om omkostningernes 

størrelse kan oplyses følgende: 

1) Undersøgelse af ca. 40 præparater af 

sammensætning som de i bilag 1 a med 

+ mærkede præparater 1 gang årlig 

vil koste ca. 13.000 kr. 

2) Udgiften til aflønning af 1 visitator 

(inspektør) kan formentlig ansættes 

til ca. 15.000 kr. årlig.

3) Rejseudgifter for 1 visitator (inspektør) 

kan formentlig ansættes til ca. 16.000 

kr. årlig. 

4) Kemikaliekontrollen har oplyst, at man 

med 4 kontrollører, hvoraf normalt 

kun den ene er ude, kan overkomme 

at besøge godt 1.000 forhandlere om 

året. 

De samlede omkostninger vil være afhængig 

af, hvor effektiv man ønsker kontrollen. 

I Sverige fastsætter loven, at vitaminpræparater, 

der sælges i fri handel, skal 

undersøges mindst 2, højst 4 gange årligt 

(svarende til kravet for undersøgelse af vitaminiserede 

levnedsmidler). I Danmark 

har vi kun forholdsvis få vitaminiserede 

levnedsmidler. Margarine er underkastet en 

meget effektiv kontrol; omfanget heraf 

fremgår af bilaget til vitaminlaboratoriets 

skrivelse af 19. marts 1953 til kommissionen 

vedrørende vareanordningen (bilag 4). 

Det vitaminiserede havregrynsprodukt, der 

har været forhandlet her i landet gennem 

de senere år, har hidtil været undersøgt 12 

gange årlig ved prøveudtagning i detailhandelen. 

En kontrol af vitaminpræparater 

i fri handel i samme omfang som den kontrol, 

der hidtil har været etableret for de 

forholdsvis få vitaminiserede levnedsmidler, 

vil sikkert vise sig uoverkommelig kostbar. 

Man var i udvalget enige om at følge den 

svenske formulering om en undersøgelse 

mindst 2 gange, højst 4 gange årligt af alle 

præparater, som sælges i fri handel. Man 

var i udvalget endvidere enige om besøg 

mindst 1 gang om året af de under 3 c 

nævnte inspektører i alle detailudsalg. 

De samlede omkostninger kan herefter 

under forudsætning af, at præparaterne forhandles 

fra 5.OOO-6.OOO detailudsalg, ansættes 

således: 

A. En undersøgelse 2 gange årlig af 

samtlige præparater 26.000 kr. 

4 inspektører 60.000 - 

Rejseomkostninger 64.000 - 

Kontorhold m. v 10.000 - 

160.000 kr. 

135 

B. En undersøgelse 4 gange årlig ... 52.000 kr. 

hvilket, da de øvrige summer vil 

være uforandrede, vil give en 

slutsum på 186.000 kr. 

Ved vurderingen af de foranstående omkostninger 

må det tages i betragtning, at 

man kun har regnet med ca. 40 præparater 

af sammensætning som de i bilag 1 a med 

+ mærkede præparater. Det er vel imidlertid 

et stort spørgsmål, om man, såfremt betingelserne 

for tilvirkning af præparaterne 

foreligger, vil være i stand til at nægte godkendelse 

til salg af et større antal præparater, 

og dette vil selvfølgelig forøge udgifterne. 

Således vil en fordobling af antallet 

af præparater i handelen med en 2 gange 

årlig gennemført undersøgelse give en slutsum 

på 186.000 kr., medens en undersøgelse 

gennemført 4 gange årlig for det dobbelte 

antal præparater vil give en slutsum 

på 238.000 kr. 

Der var i udvalget enighed om, at omkostningerne 

ved inspektørernes virksomhed 

bør afholdes af de detailhandlere, der 

ønsker at forhandle vitaminpræparater, 

medens fabrikanter og importører, som ønsker 

at levere vitaminpræparater, bør afholde 

udgifterne ved præparaternes undersøgelse 

på Statens Vitaminlaboratorium. 

Til det rent økonomiske spørgsmål i tilslutning 

til gennemførelse af en kontrol 

med vitaminpræparater i fri handel kommer 

også spørgsmålet om, hvorvidt en sådan kontrol 

er gennemførlig i praksis. Dette bliver 

først og fremmest et spørgsmål om vitaminlaboratariets 

kapacitet. Herom henvises 

til vitaminlaboratoriets skrivelse af 19. marts 

1953 til kommissionen (bilag 4). 

Vedrørende mulighederne for at gennemføre 

en kontrol som foran skitseret med 

2-4 årlige undersøgelser af ca. 40 præparater 

af sammensætning som de i bilag 1 a 

med + mærkede præparater er det endvidere 

nu oplyst, at en undersøgelse af præparaternes 

indhold af askorbinsyre, thiamin 

og riboflavin antagelig vil kunne gennemføres 

ca. 2 gange årligt, hvorimod de øvrige 

kemiske undersøgelser næppe vil kunne

gennemføres mere end 1 gang årligt for de 

heromhandlede præparater, og her må endda 

tages forbehold overfor muligheden af at 

gennemføre alle A-vitaminundersøgelserne 

1 gang årligt. Forsåvidt angår D-vitaminundersøgelserne, 

der foretages biologisk, kan 

det ikke antages, at vitaminlaboratoriet vil 

kunne gennemføre blot 1 årlig undersøgelse 

af præparaterne. For de øvrige vitaminundersøgelsers 

vedkommende er laboratoriets 

kapacitet næppe tilstrækkelig til mere end 

det antal undersøgelser, der svarer til 1 

årlig undersøgelse af præparaterne. 

Det bemærkes, at vitaminlaboratoriets 

kapacitet ikke vil kunne forøges ved ansæt- 



I forbindelse med underudvalgets skrivelse 

af 27. maj 1953 vedrørende omkostningerne 

ved den nødvendige kontrol med 

salg af vitaminpræparater i fri handel skal 

man meddele, at apoteker Kjær, materialist 

Jørgen A. Pedersen og direktør Wolffbrandt 

som et led i udvalgets undersøgelser 

har forsøgt at danne sig et skøn over den 

samlede årlige omsætning af vitaminpræparater 

inden for de 3 hovedgrupper A-Dpræparater, 

askorbinsyretabletter og B-vitaminpræparater. 

Tallene, der er sammenstillet 

i medfølgende skema, er fremkommet 

derved, at apoteker Kjær på grundlag af 

omsætningen i disse præparater på Smallegades 

apotek i året 1952 med en kendt faktor 

har skønnet sig til samtlige apotekers 

salg. For A-D-præparaternes vedkommende 

er apoteker Kjærs skøn sammenholdt med 

opgivelser fra de 3 fabrikker, der fremstiller 

disse præparater: Løven, Medicinalco og 

Ferrosan, og der er god overensstemmelse. 

Tallene for den frie handels salg vedrører 

sæsonen 1952/53 og er indhentet af Jørgen 

A. Pedersen ved undersøgelse hos de respektive 

leverandører. 

A-D-vitaminpræparater omfatter Adeta- 

136 

telse af yderligere personale, idet det er de 

nuværende lokaleforhold, som først og fremmest 

betinger begrænsningen. 

Nogle medlemmer af nærværende udvalg 

har ønsket præciseret, at en udvidelse 

af vitaminlaboratoriet formentlig må anses 

for nødvendig, selv om de heromhandlede 

vitaminpræparater ikke tillades solgt i den 

frie handel, idet laboratoriets øvrige opgaver 

i længden ikke vil kunne løses tilfredsstillende 

under de nuværende lokaleforhold. 

P. U. V. 

Erik UM. 

Bilag 3 a. 


min, Decamin, Leomin, Lofot- og Tunolperler. 

Askorbinsyrepræparaterne omfatter udelukkende 

de apoteksfremstillede tabletter 

og de i den frie handel solgte. 

B-vitaminpræparater omfatter Becombin, 

Becoplex, Bevital, Becozym. 

Derimod er ikke medregnet rene A-vitamin, 

D-vitamin, aneurin- og riboflavintabletter. 

De hidtil i den frie handel solgte 

præparater Spinatin-, Becovit-, Vigær-tabletter 

m. fl. er heller ikke medregnet. 

Fordelingen af den samlede omsætning 

på henholdsvis apotekssalget og den frie 

handel er, som det vil ses af opstillingen, 

meget afvigende for de forskellige præparater, 

og i hvert fald forsåvidt angår A-Dvitaminpræparaterne 

er det vanskeligt at 

udøve noget skøn over, hvorledes den fremtidige 

fordeling af omsætningen vil blive i 

tilfælde af, at præparaterne tillades solgt i 

fri handel. 

Under hensyn hertil har udvalget ikke 

ment at kunne foretage nogen bedømmelse 

af kontrolomkostningernes prismæssige 

virkninger på grundlag af de tilvejebragte 

oplysninger om den samlede omsætnings

størrelse og fordeling, men da tallene på 

den anden side muligvis kan være af nogen 

interesse for kommissionen, har man ikke 

villet undlade at gøre plenarforsamlingen 

STATENS VITAMINLABORATORIUM 

Til kommissionen vedrørende vareanordningen. 

På mødet den 25. februar d. å. i kommissionen 

for vareanordningen blev jeg anmodet 

om at fremskaffe forskellige oplysninger: 

1. Hvorledes handelen med vitaminpræparater 

til human brug var ordnet i 

Sverige og Norge. 

2. Hvorledes Statens Vitaminlaboratorium 

med institutionens nuværende 

kapacitet ville stille sig til gennemførelse 

af en kontrol med vitaminpræparater 

til human brug i tilfælde af, 

at handelen med sådanne præparater 

blev fri, d. v. s. ikke var apotekerne 

forbeholdt. 

ad 1. Som tidligere meddelt har jeg skrevet 

både til den norske og til den svenske 

medicinalstyrelse for at få oplysninger om, 

hvorledes handelen med vitaminpræparater 

til human brug var organiseret i de to lande. 

Fra Norge har man svaret, at der for tiden 

er nedsat en kommission, der overvejer 

spørgsmålet, og at svar derfor ikke kan gives, 

før kommissionen har afsluttet sit ar- 

137 

bekendt med resultatet af udvalgets undersøgelser. 

P. U. V. 

Erik Uhl. 

Bilag 4. 


bejde. Fra Sverige har jeg intet svar modtaget, 

men jeg har under et besøg i anden anledning 

i Stockholm drøftet spørgsmålet 

med professor, dr. phil. Brunius, som leder 

vitaminafdelingen på Statens institut för 

folkhälsan. Professor Brunius oplyste, at 

man i Sverige havde følgende 3 grupper af 

vitaminpræparater til human brug: 

De medicinske specialiteter, 

de apoteksfremstillede præparater, 

°g 

de frie lægemidler. 

Kontrollen med samtlige vitaminpræparaters 

vitaminindhold udøves af vitaminafdelingen 

ved Statens institut för folkhälsan. 

Det fremgår af årsberetningen for 1951/52 

fra institutet følgende: Af de farmaceutiske 

specialiteter undersøgtes 24 ved 56 vitaminundersøgelser. 

7 specialiteter viste utilladelige 

afvigelser. Der foretoges videre efterkontrol 

af 38 specialiteter ved 46 vitaminundersøgelser. 

6 af disse specialiteter viste 

utilladelige afvigelser.

Der udtoges 6 prøver af de af apotekerne 

fremstillede farmakopepræparater. 

Af næringspræparater og frie lægemidler 

undersøgtes 56 med henblik på vitaminindholdet. 

Der findes ikke i årsberetningen opgivet, 

hvormange af de af apotekerne fremstillede 

farmakopepræparater og af de i fri 

handel værende næringspræparater og fri 

lægemidler, der underkastedes undersøgelse 

i budgetåret, som ikke holdt prøverne. 

Undersøgelsen af næringspræparater og 

frie lægemidler i Sverige sker i henhold til 

levnedsmiddellovens §34, som kræver deklaration 

af art og indhold af vitaminer i 

de pågældende varer, jfr. § 86, stk. 2, der 

pålægger Statens institut för folkhälsan at 

udføre systematiske undersøgelser af de i 

handelen forekommende levnedsmidlers 

sammensætning. 

Professor Brunius mente ikke, at en effektiv 

kontrol med de nævnte præparater 

lod sig gennemføre uden en betydelig udvidelse 

af det svenske vitaminlaboratorium. 

ad 2. Spørgsmålet om, hvorvidt det danske 

vitaminlaboratorium med sin nuværende kapacitet 

vil kunne påtage sig også at udøve 

kontrol med vitaminpræparater til human 

brug, såfremt disse foruden at blive solgt 

på apotekerne også blev tilladt solgt i fri 

handel hos detaillister, lader sig ikke uden 

videre klart besvare med ja eller nej. 

Som det vil være almindeligt kendt, arbejder 

den danske stats vitaminlaboratorium 

under yderst vanskelige lokaleforhold, dels 

i lejede lokaler på Blegdamsvej 21, dels i 

en selvstændig bygning i Sydhavnen. De 

forhåndenværende lokaler opfylder ingen 

steder de krav, man må stille til en god og 

naturlig arbejdsgang i laboratorium. 

Personalet ved vitaminlaboratoriet er for 

tiden: 

2 afdelingsforstandere, 

I kemiker, samt 

I1 laboratorieassistenter. 

Hertil kommer: 

3 laboratoriebetjente, der deltager i arbejdet 

med dyrene m. v. 

138 

Til sammenligning tjener, at det svenske 

statens vitaminlaboratorium har følgende 

personale: 

1 afdelingsforstander, 

4 kemikere, samt 

31 laboratoriemedhjælpere, og 

2 laboratoriebetjente i dyrehuset. 

Det tilføjes dog, at de biologiske bestemmelser 

af D3-vitamin ikke foretages på vitaminlaboratoriet, 

men er henlagt til statens 

husdyrsforsøgsanstalt i Upsala. 

Arbejdet, som er udført på Statens Vitaminlaboratorium 

i budgetåret 1951/52, 

fremgår af hoslagte bilag. Det fremgår, at 

der i året er udført ialt 3.960 vitaminbestemmelser. 

Af disse undersøgelser er 936 

foretaget på margarine og margarineolier, 

82 for statens foderstof kontrol, 71 for visitatorerne 

og Sundhedsstyrelsens kontrollaboratorium 

og 103 af levnedsmidler undersøgt 

for Grønlandsdepartementets regning. 

De nævnte undersøgelser er alle foretaget i 

henhold til gældende love og bestemmelser. 

Antallet af disse undersøgelser vil ikke 

kunne forventes nedbragt, tværtimod må 

antallet forventes at stige. De videnskabelige 

forsøg har udgjort 2.335. Disse undersøgelser 

udføres i henhold til en bestemmelse 

i vitaminlaboratoriets reglement, 

hvorefter laboratoriet er forpligtet til at foretage 

sådanne undersøgelser, som er nødvendige 

for institutets forsvarlige drift som 

kontrollaboratorium. Diverse undersøgelser, 

der udgør 63, rummer bl. a. de nødvendige 

ledsagende undersøgelser af de internationale 

standarder, som tjener til at sikre forsøgsresultaternes 

rigtighed. Heller ikke 

denne gruppe vil kunne formindskes. 

Gruppen private foderstoffer 155, og 

gruppen privat levnedsmiddelkontrol 18 vil 

kunne formindskes ved, at vitaminlaboratoriet 

opsiger sine kontrakter med de pågældende 

firmaer. Det skal dog tilføjes, at 

disse kontrakter har været løbende over en 

meget betydelig årrække. 

Alt i alt kan det siges, at Statens Vitaminlaboratorium 

ikke med de nuværende lokale- 

og personaleforhold vil kunne tage 

nogen yderligere væsentligere forøgelse af

undersøgelser af præparater m. v. En mindre 

forøgelse kan derimod nok overkommes, 

men næppe uden at det medfører en 

reduktion af de videnskabelige forsøg, som 

er af så stor betydning for laboratoriets 

standard som helhed. 

Det skal imidlertid her udtrykkeligt nævnes, 

at en sådan forøgelse af laboratoriets 

arbejde efter Statens Vitaminlaboratoriums 

skøn allerede på forhånd er nødvendig for 

at gennemføre den fornødne effektive kontrol 

med de medicinske specialiteter og med 

de præparater (farmakopepræparater) og 

andre vitaminpræparater, som forhandles 

på apotekerne. Endvidere kan en udvidelse 

af Grønlandsdepartementets undersøgelser 

forventes, idet disse undersøgelser er af den 

største betydning for den grønlandske befolknings 

ernæring fremover. 

Laboratoriet ønsker at tilføje, at såfremt 

man måtte bestemme sig til også at tillade 

forhandling af vitaminpræparater til human 

brug i fri handel, er der i lov af 31. marts 

1936 om vitaminreklame § 1 mulighed for, 

at ministeren kan fastsætte regler for de pågældende 

varers deklaration samt regler for 

kontrol med disse varer. 

Idet det her i landet ligesom i Schweiz 

139 

og i Sverige må anses for en selvfølge, at 

den offentlige kontrol med vitaminpræparater 

og vitaminiserede levnedsmidler udøves 

gennem statens dertil oprettede institution, 

vil en udvidelse af kontrolforanstaltninger 

med sikkerhed kunne siges at måtte 

medføre en udvidelse af Statens Vitaminlaboratoriums 

lokalebehov og personale. Hvor 

stor en sådan udvidelse må blive vil afhænge 

af, hvorledes den frie handel med 

vitaminpræparater organiseres. Såfremt vitaminhandelen 

ordnes på en sådan måde, 

at kun præparater fra en eller to koncessionshavere, 

således som f. eks. tilfældet er 

for præparater, som anvendes ved margarines 

vitaminisering, tillades solgt i fri handel, 

vil forøgelsen af kontrolarbejdet på vitaminlaboratoriet 

selvfølgelig blive mindre, 

end såfremt man tillader handel med et ubegrænset 

antal præparater, således som tilfældet 

for tiden er for de vitaminiserede 

foderstoffer. Det vil derfor ikke uden kendskab 

til, under hvilke former en eventuel 

handel med vitaminpræparater i det frie 

marked vil finde sted, være muligt nærmere 

at præcisere den fornødne forøgelse af vitaminlaboratoriet. 

Erik Uhl. 

Bilag 4 a. 

Gruppen »private foderstoffer« indeholder i hovedsagen Kemovit, men også (nogle få) andre 

foderprøver til D-bestemmelse. 

»Privat levnedsmiddelkontrol«, Svendborg. 

Gruppen »diverse« indeholder bl. a. alle D-standarder, der ikke er foretaget som specielle videnskabelige 

forsøg.

140 

Indenrigs- og boligministeriets bekendtgørelse af 22. september 1954. 

BEKENDTGØRELSE OM HANDEL MED VITAMINPRÆPARATER 

I medfør af § 34 i lov nr. 209 af 11. juni 

1954 om apotekervæsenet og §§ 12, 15 og 

18 i lov nr. 174 af 28. april 1950 om levnedsmidler 

m. m. bestemmes efter forhandling 

med ministeren for handel, industri og 

søfart herved følgende: 

Ved vitaminpræparater forstås i denne 

bekendtgørelse farmaceutiske tilberedninger 

af vitaminer eller af vitaminholdige naturprodukter, 

beregnet til indtagelse gennem 

munden eller på anden måde beregnet til 

indførelse i organismen hos mennesker. 

§ 2. 

Det er apotekerne forbeholdt til forbrugere 

at udlevere samtlige vitaminpræparater 

med undtagelse af vitaminholdige naturprodukter 

såsom ølgær, hybenpulver og 

torskelevertran, for så vidt disse ikke er tilsat 

naturligt eller syntetisk (kunstigt) fremstillede 

vitaminer. 

* 3 - 

Bestemmelsen i § 2 gælder dog ikke, når 

varen af en næringsdrivende udleveres til 

personer eller virksomheder, der er berettiget 

til at forhandle den eller benytte den i 

egen bedrift. 

Stk. 1. For så vidt forhandlingen foregår 

i overensstemmelse med reglerne i nærværende 

bekendtgørelse, skal det uanset bestemmelsen 

i § 2 også være tilladt andre 

end apotekere at udlevere vitaminpræparater, 

der i een tablet, pille eller kapsel indeholder 

1) 50 mg ascorbinsyre eller 

2) 3000 internationale enheder A-vitamin 

samt 400 internationale enheder D-vitamin 

eller 

Bilag 3. 

3) 1,5 mg thiamin og 

1,5 mg riboflavin eller 

4) 3000 internationale enheder A-vitamin, 

1,5 mg thiamin, 

1,5 mg riboflavin, 

50 mg ascorbinsyre og 

400 internationale enheder D-vitamin. 

Stk. 2. For de i stk. 1 omhandlede præparater 

fastsættes følgende betegnelser og dosisangivelser: 

Betegnelse: 

1) C-vitamin-kosttilskud. 

2) A-D-vitaminkosttilskud. 

3) B-vitamin-kosttilskud. 

4) A-B-C-D-vitamin-kosttilskud. 

Dos/sanghelse: 

1 tablet (pille, kapsel) 

daglig. 

Kun 1 tablet (pille, 

kapsel) daglig. Bør 

kun efter lægeordination 

tages jævnsides 

med andre D-vitaminpræparater. 

1 tablet (pille, kapsel) 

daglig. 

Kun 1 tablet (pille, 

kapsel) daglig. Bør 

kun efter lægeordination 

tages jævnsides 

med andre D-vitaminpræparater. 

Stk. 3. Præparaternes indholdsstoffer skal 

opfylde de til enhver tid i farmakopeen fastsatte 

krav. 

§ 5. 

Stk. 1. Virksomheder, der ønsker at 

fremstille eller her til landet at indføre et 

eller flere af de i § 4 omhandlede vitaminpræparater, 

skal, inden fremstillingen påbegyndes 

eller indførsel sker, til indenrigs- og 

boligministeriet anmelde, at fremstilling eller 

indførsel agtes iværksat. Denne anmeldelse 

skal fornyes hvert år i december må-

ned, for så vidt fremstilling eller indførsel 

agtes fortsat i det følgende år fra 1. januar 

til 31. december. 

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte anmeldelse, 

der indsendes i 3 eksemplarer, skal indeholde 

følgende oplysninger: 

1) Fabrikantens - og for importerede varers 

vedkommende tillige importørens 

— navn og forretningssted (postadresse). 

2) Hvilke af de i § 4, stk. 1, omhandlede 

præparater der agtes fremstillet eller 

importeret. 

3) Det særlige navn, hvorun ler fabrikanten 

(importøren) måtte enske at forhandle 

de anmeldte præparater. 

Stk. 3. Med anmeldelse og genanmeldelse 

(jfr. stk. 1, 2. pkt.) indsendes for hvert 

præparat en til indenrigs- og boligministeriet 

udfærdiget krydset check på 1500 kr. 

til dækning af udgifter i forbindelse med 

kontrol med præparatet. Beløbet kan dog 

også indsættes på postgirokonto 5000 (finanshovedkassen) 

under henvisning til nærværende 

bekendtgørelse. 

§ 6. 

Statens praktisk-sundhedsmæssige undersøgelser 

har adgang til fabrik og lager i 

virksomheder, der fremstiller eller indfører 

de i § 4 nævnte vitaminpræparater, samt til 

at udtage prøver af de til udlevering bestemte 

varer. Fabrikations- og analyse journaler 

skal på forlangende forevises, ligesom 

iøvrigt nødvendige oplysninger til gennemførelse 

af kontrollen med præparaterne skal 

meddeles. 

§ 7. 

Stk. 1. De i § 4 omhandlede vitaminpræparater 

må aldrig af den handlende udvejes, 

ompakkes eller omhældes, men skal udleveres 

i den originale pakning, i hvilken de 

er modtaget. 

Stk. 2. Pakningen, der skal være egnet 

til at beskytte præparatet mod beskadigelse, 

fugtighed og lysets indvirkning, skal være 

hel og stærk og forsvarligt tillukket eller 

tilproppet; den skal være således forseglet 

eller forsynet med en sådan anden form for 

141 

lukke, at pakningen ikke kan åbnes, ud

omfang, hvori disses virksomhed omfattes 

af bestemmelserne i apotekerlovgivningen. 

*". 


straffes efter bestemmelserne i apotekerlovens 

§ 85 og levnedsmiddellovens §23. 

* 12. 

Stk. 1. Denne bekendtgørelse træder i 

kraft den 1. januar 1955. 

Stk. 2. Den, der ved bekendtgørelsens 

142 

ikrafttræden har et lager af sådanne vitaminpræparater, 

som han hidtil lovligt har 

forhandlet, kan uanset bestemmelsen i § 2 

indtil den 1. juli 1955 udlevere disse præparater. 

Indenrigs- og boligministeriet, 

den 22. september 1954. 

Johs. Kjærbøl. 

I Fl. Martensen-Larsen.



Til 

Indenrigs- og Boligministeriet. 

Efter udstedelsen af Indenrigs- og Boligministeriets 

bekendtgørelse af 22. september 

1954 om handel med vitaminpræparater har 

kommissionen genoptaget sit arbejde og har 

i overensstemmelse med kommissoriet i ministeriets 

skrivelse af 20. december 1952 

påbegyndt arbejdet på en indstilling om revision 

og å jour føring af den af Ministeriet 

for Sundhedsvæsen under 4. april 1929 udstedte 

anordning om apotekervarer. 

Under de principielle drøftelser, der har 

været ført i kommissionen, er imidlertid opstået 

det spørgsmål, hvorvidt der i konsekvens 

af bekendtgørelsen om handel med 

vitaminpræparater måtte være anledning til 

i et nærmere angivet omfang at tillade visse 

nøjere præciserede farmaceutiske tilberedninger 

indeholdende kalciumog jernsalte 

solgt i frihandel, idet sådanne tilberedninger 

ikke alene er lægemidler, men også kan 

anvendes som kosttilskud, jfr. det allerede 

i kommissionens indstilling af 26. august 

1953 angående forhandling af vitaminpræparater 

anførte. 

Efter at spørgsmålet om forhandling af 

visse kalciumog jernpræparater i den frie 

handel har været diskuteret på flere møder, 

har forstander Folmer Dam den 17. december 

1954, jfr. vedlagte bilag nr. 37 *) efter 

aftale fremsat et konkret forslag til kalciumog 

jernpræparater som kosttilskud. Forslaget 

har været drøftet i kommissionen, og i henhold 

til vedtagelse på plenarmøde den 1. 

februar 1955 skal kommissionen herved 

*) Ikke medtaget her. 

143 

Bilag 4 a. 

København, den 5. februar 1955. 

foreslå, at der forinden nærværende kommission 

for sit vedkommende tager endelig 

stilling til det nævnte spørgsmål, indhentes 

en udtalelse fra Indenrigsministeriets Ernæringsudvalg 

om, hvorvidt der efter udvalgets 

opfattelse — efter at det er gennemført, at 

der tilsættes kalcium og jern til hvedemel - 

findes at være behov for, at sådanne tilberedninger 

tillige sælges i den frie handel 

som kosttilskud. 

Til det i bilag nr. 37 fremsatte konkrete 

forslag skal kommissionen iøvrigt bemærke, 

at den foreslåede tabletstørrelse for kalciumpræparaterne 

forekommer meget stor, idet 

dosis pr. tablet formentlig vanskeligt kan 

være større end 65 mg kalcium i form af 

laktat, respektive 120 mg i form af fosfat, 

samt at kommissionen ønsker oplyst, hvorvidt 

det er nødvendigt at tillade mere end 

eet kalciumpræparat. Endvidere bemærkes, 

at ferrotartrat formentlig vil være at foretrække 

for ferrosulfat. 

Kommissionen skal endelig henlede opmærksomheden 

på, at det, såfremt sådanne 

præparater bliver tilladt i den frie handel, 

vil være nødvendigt at etablere lignende regler 

for kontrol m. v. for kalciumog jernpræparater 

som den kontrol, der ved vitaminbekendtgørelsen 

er indført inden for 

denne bekendtgørelses område; denne kontrol 

vil navnlig være påkrævet, fordi det er 

en erfaring, at de almindelige handelsvarer 

af dikalciumfosfat ofte indeholder fluor i 

ret store mængder, ligesom arsen kan forekomme. 

Knud O. Møller.

Til 

kommissionen vedrørende vareanordningen. 

144 

Bilag 4 b. 

Indenrigsministeriet. 

København, den 19. oktober 1955. 

I skrivelse af 5. februar 1955 (bilag nr. til også at tillade visse kalk- og jernpræpa- 

43) foreslog kommissionen, at der fra Inrater forhandlet som kosttilskud. 

denrigsministeriets Ernæringsudvalg blev ./. I denne anledning skal man hoslagt 

indhentet en udtalelse om, hvorvidt der efter fremsende genpart af en fra Ernærings- 

udvalgets opfattelse er behov for salg i den udvalget indhentet erklæring over sagen af 

fri handel af visse nøjere præciserede farmaceutiske 7. tilberedninger maj 1955 samt indeholdende af en fra Sundhedsstyrelkalcium- 

og jernsalte. Kommissionen har i sin 

ovennævnte skrivelse henvist til, at det ved 

sen indhentet erklæring af 11. oktober 1955. 

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 290 

P. m. v. 

af 22. september 1954 om handel med vitaminpræparater 

er blevet tilladt at forhandle 

visse vitaminpræparater som kosttilskud, 

Zeuthen. 

(sign.) 

hvorfor der muligt kunne være anledning 

/ Fl. Martensen-Larsen. 

(sign.)


Vedrørende kalciumog jernpræparat som 

kosttilskud. 

I skrivelse af 11. februar 1955 har Indenrigsministeriet 

udbedt sig en udtalelse fra 

Ernæringsudvalget over hoslagte tilbagesendte 

sag, i hvilken kommissionen vedrørende 

vareanordningen har anmodet Ernæringsudvalget 

om at høre dettes synspunkt 

med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der 

i konsekvens af bekendtgørelsen om vitaminpræparater 

måtte være anledning til i et 

nærmere angivet omfang at tillade visse 

nøjere præciserede farmaceutiske tilberedninger, 

indeholdende kalciumog jernsalte 

solgt i fri handel. 

I denne anledning skal man, efter at 

spørgsmålet har været gjort til genstand for 

drøftelse i udvalgets møde den 28. marts 

1955, meddele følgende: 

Det er Ernæringsudvalgets opfattelse, at 

der er et behov for at forøge indtagelsen af 

kalcium og i nogen grad jern udover de 

mængder, der står til rådighed i den gængse 

danske kost. Dette gør sig navnlig gældende 

for de befolkningsgrupper, som har et særligt 

stort behov, det vil sige først og fremmest 

børn og unge, gravide og diegivende 

samt gamle mennesker, og iøvrigt for personer, 

der af forskellige grunde kun spiser 

lidt. 

Ernæringsudvalget har med bekymring 

set, at forbruget af konsummælk her i landet 

siden 1948 har vist et stadigt fald og må 

befrygte, at de nu stedfindende forhøjelser 

af mælkeprisen yderligere vil forstærke 

denne tendens. Dette er så meget mere beklageligt 

i forbindelse med det her rejste 

10 

145 

Indenrigsministeriets 

Ernærings- og Metodikudvalg. 

Ernæringsudvalget. 

Bilag 4 c. 


E3-9a. 

spørgsmål, som mælk repræsenterer den allervigtigste 

kilde for befolkningen til dækning 

af kalciumbehovet. 

Ernæringsudvalget indtager principielt 

det standpunkt, at behovet for de enkelte 

næringsstoffer i videst muligt omfang bør 

søges dækket gennem levnedsmidlerne, og 

at befolkningen bør vejledes om et hensigtsmæssigt 

forbrug af disse gennem oplysning. 

Såfremt man må skønne, at befolkningens 

behov ikke kan dækkes gennem de 

naturlige levnedsmidler, mener Ernæringsudvalget, 

at man bør foretrække, at enkelte, 

billige levnedsmidler, hvoraf der er et jævnt 

og stort forbrug i befolkningen, beriges med 

de næringsstoffer, på hvilke mangel skønnes 

at foreligge. Indenrigsministeriets bekendtgørelser 

af 30. december 1953 om tilsætning 

af vitaminer m. v. til hvedemel og om tilsætning 

af dikalciumfosfat til havregryn 

imødekommer disse principielle synspunkter. 

Ernæringsudvalget er imidlertid af den 

opfattelse, at spørgsmålet om en revision af 

disse bekendtgørelser bør ske, så snart de 

foreskrevne tilsætninger er indarbejdede i 

praksis på møllerne. Sådanne overvejelser 

vil navnlig dreje sig om, hvorvidt en forøgelse 

af tilsætning af kalcium til hvedemel 

bør ske, og i bekræftende fald under hvilke 

former. 

Ernæringsudvalget mener, at de nuværende 

regler vil være tilstrækkeligt indarbejdede 

omkring april 1956 og vil da selv 

tage initiativet til at drøfte en revision af 

bekendtgørelserne og afgive en udtalelse 

herom til Indenrigsministeriet.

Ernæringsudvalget mener ikke, at der før 

en sådan revision, der som nævnt vil kunne 

ske i nær fremtid, bør tages skridt til, at 

kalciumog jerntabletter bringes i fri handel 

som kosttilskudspræparater. 

Ernæringsudvalget mener derimod, at det 

må anses for meget ønskeligt, om man - 

navnlig efter den skete prisforhøjelse på 

konsummælk - traf foranstaltninger til, at 

sødmælk i større omfang end hidtil blev uddelt 

i børneinstitutioner og skoler. Den adgang, 

der er åbnet for gravide og diegivende 

til mælkehjælp, tillægger Ernæringsudvalget 

den største betydning. 

146 

Det tilføjes, at professor, dr. phil. Rich. 

Ege har ønsket at fremsætte sålydende særudtalelse 

til foranstående: 

»forrige side: Forslag til en indskudt sætning 

spalte 2, 3. linie: Ernæringsudvalget 

ville derfor se med megen sympati på, om 

prisstigningen på konsummælken blev 

imødegået gennem en nedsættelse af standardmælkens 

fedtprocent, f. eks. til 3,0 og 

til denne side spalte 1, 2. afsnit, 5 linie, at 

ordet sødmælk blev rettet til mælk.« 

P. u. v. 

Erik Uhl.

Tilbagesendes Indenrigsministeriet med 

bilag med bemærkning, at Sundhedsstyrelsen 

kan tiltræde den af Indenrigsministeriets Ernærings- 

og Metodikudvalg afgivne udtalelse 

af 7. maj 1955, idet man er enig med udvalget 

i, at man, såfremt det skønnes, at befolkningens 

behov for enkelte næringsstoffer 

ikke dækkes gennem det sædvanlige forbrug 

af naturlige levnedsmidler, bør tilstræbe en 

berigelse af egnede levnedsmidler, hvor 

dette er muligt. En sådan mulighed foreligger 

netop for kalciums og jerns vedkommende, 

hvorfor man, som det vil være ministeriet 

bekendt, ved bekendtgørelse af 30. 

december 1953 om tilsætning af vitaminer 

m. v. til hvedemel og bekendtgørelse af 

samme dato om tilsætning af dikalciumfosfat 

til havregryn giver et væsentligt tilskud 

af kalcium og jern til befolkningens almindelige 

kost. 

Opmærksomheden henledes endvidere på, 

at man på forskellig vis har stimuleret adgangen 

til øget mælkeforbrug gennem gratis 

10* 

147 

Sundhedsstyrelsen. 

Bilag 4d. 

Den 11. oktober 1955. 

mælk til gravide og diegivende, som opfylder 

betingelserne for at stå i sygekasse, jfr. 

lov nr. 362 af 4. juli 1946 om mælkehjælp, 

og den udvidede uddeling af mælk i den offentlige 

skolebespisning, jfr. lov nr. 195 af 

11. juni 1954 om ændring i lov om offentlig 

forsorg og Socialministeriets cirkulære af 23. 

juni 1954. 

Sundhedsstyrelsen er iøvrigt enig med Ernæringsudvalget 

i, at de forannævnte bekendtgørelser 

om hvedemel og havregryn 

tages op til revision i løbet af 1956 med 

henblik på, om en forøgelse af kalciumog 

jerntilsætningen kan anses for ønskelig. 

Under disse omstændigheder finder Sundhedsstyrelsen 

det uønskeligt fra et ernæringsmæssigt 

synspunkt at tillade salg i fri 

handel af jern- og kalkpræparater som kosttilskud. 

Frandsen. 

(sign.) 

I Niels Barlebo. 

(sign.)

Kære hr. Jørgen A. Pedersen. 

I anledning af, at flertallet i vareanordningskommissionen 

har vedtaget at opbygge 

sit udkast til bekendtgørelse om handel med 

lægemidler således, at det alene bliver tilladt 

at forhandle de lægemidler frit, som 

optages på de til udkastet til bekendtgørelse 

knyttede lister I—III, har De bedt mig om 

en udtalelse angående den juridiske side af 

flertallets forslag. De har for det første 

bedt oplyst, om der indenfor beslægtede 

områder kan nævnes andre eksempler på 

regler, der er opbygget således, at alt er forbudt 

med undtagelse af, hvad der udtrykkeligt 

er nævnt som tilladt. Endvidere har 

De bedt om en udtalelse angående spørgsmålet 

om, hvorvidt det med hjemmel i apotekerlovens 

§ 34, der taler om, at det ved 

bekendtgørelse bestemmes, hvilke lægemidler 

det skal være apotekerne forbeholdt helt 

eller delvis at forhandle, kan være berettiget 

at udarbejde lister ud fra det modsatte 

princip, d. v. s. ved en opregning af, hvad 

det er tilladt at forhandle frit. 

I denne anledning vil jeg gerne bemærke: 

Indenfor tekniske områder som levnedsmiddelområdet, 

som det i denne forbindelse 

er naturligt at sammenligne med, er det 

sædvanligt at udstede generelle forbud mod 

anvendelse af bestemte stoffer i produktionen, 

såvel i den form, at forbudet er absolut, 

som i den form, at der er gjort bestemte 

opregnede undtagelser, jfr. indenrigsministeriets 

bekendtgørelse af 26. august 1953 

om forbud mod anvendelse af visse hormonpræparater 

i fedningsøjemed, af 24. oktober 

1952 om paraffinolie m. v., af 17. 

februar 1951 om syntetiske (kunstige) sødestoffer 

og af 8. juni 1955 om anvendelse 

148 

Bilag 5. 

København, den 28. oktober 1955. 

af antioxydanter i levnedsmidler m. m. Indenfor 

handelsområder kan - bortset fra 

vitaminbekendtgørelsen af 22. september 

1954 — nævnes opiumslovgivningen, nu lov 

om euforiserende stoffer af 24. maj 1955. 

Endvidere kan nævnes § 5 i giftloven af 28. 

februar 1931 (ophævet ved lov af 13. april 

1954) sammenholdt med indenrigsministeriets 

bekendtgørelse af 28. februar 1931 

samt straffelovens § 235 sammenholdt med 

justitsministeriets bekendtgørelse af 8. september 

1937 om godkendelse af svangerskabsforebyggende 

genstande - ligesom det 

formentlig i denne forbindelse er rimeligt 

i det hele taget at nævne de talrige (andre) 

erhvervsområder, hvor der er tale om at 

trække en grænse i forhold til monopoler, 

og hvor monopolindehaveren til gengæld 

for opnåelsen af monopolet stiller en særlig 

uddannelse eller andre cauteler til rådighed 

(beværterlovgivningen, biograf lovgivningen, 

teaterlovgivningen, lovgivningen om 

omnibus- og fragtmandskørsel, lovgivningen 

om offentlig vejning og måling m. v.). 

Hvis apotekerloven havde indeholdt et forbud 

mod salg af lægemidler i den frie handel 

- alene med adgang for ministeren til 

at dispensere for så vidt angår visse lægemidler 

- havde der formentlig ikke været 

diskussion i kommissionen angående det 

juridisk berettigede i det af flertallet valgte 

princip for opstillingen af listerne. 

Angående spørgsmålet om at anvende 

apotekerlovens § 34 således, at det for det 

første slås fast, at lægemiddelhandelen en 

detail som hovedregel er apotekerne forbeholdte, 

og dernæst således, at det alene er 

tilladt købmændene at forhandle de på li-

sterne udtrykkeligt opregnede lægemidler, 

skal jeg bemærke: 

Den nugældende formulering af apotekerlovens 

bestemmelse om dette spørgsmål, 

altså § 34, er nogenlunde uændret fra såvel 

§ 19 i apotekerloven af 1932 som § 11 i 

apotekerloven af 1913, og kommentarerne i 

forslagene til de pågældende lovbestemmelser 

har altid været meget kortfattede, idet 

der ikke har været større debat om dette 

problem ved gennemførelsen af de tre apotekerlove 

- diskussionen har i stedet været 

ført i de forskellige vareanordningskommissioner, 

der har siddet i tidens løb. 

Efter min opfattelse kan man med hjemmel 

i apotekerlovens § 34 utvivlsomt vælge 

hvilket listeprincip, man vil, idet det jo 

også efter flertallets udkast til bekendtgørelse 

med lister bliver klart, hvilke lægemidler 

det skal være apotekerne forbeholdt 

at forhandle. Til denne rent formelle betragtning 

kommer imidlertid, at det altid 

har været antaget, at hovedreglen var og 

burde være, at varer, der må betragtes som 

lægemidler, er apotekerne forbeholdt, jfr. 

betænkningsudkastet af 5. september 1955, 

side 16*) og herefter mener jeg, at det må 

være fuldt berettiget at lade praktiske hensyn 

være afgørende for, om man vælger det 

ene eller det andet princip for listernes udarbejdelse, 

jfr. de i kapitel 4**) i betænkningsudkastet 

anførte afgørende praktiske 

argumenter. 

Angående den historiske side af sagen vil 

jeg gerne nævne, at udgangspunktet for 

apotekerlovens § 34 og de tilsvarende be- 

Hr. grosserer Jørgen A. Pedersen, 

Skjoldgaardsvej 8, 

Charlottenlund. 

*) Side 17 i den endelige betænkning. 

**) Kapitel 5 (side 23 ff.) i den endelige betænkning. 

149 

stemmelser i apotekerlovene af 1913 og 

1932 jo er næringsloven af 1857, jfr. udkastet 

til betænkning, side 7***), og allerede i 

vareanordningskommissionen af 1858 udtalte 

flertallet i forbindelse med en række bemærkninger 

om apotekernes håndkøbssalg, 

at alle egentlige medikamenter fremdeles 

bør forbeholdes apotekerne. Med hensyn til 

den nugældende vareanordning vil jeg 

gerne nævne, at den kommission, der har 

udarbejdet denne anordning, overvejede at 

udarbejde en frihandelsliste i stedet for en 

apotekerliste, og kommissionen anfører, at 

den som det mest rationelle har valgt den 

sidste fremgangsmåde, medens den ikke anfører 

juridiske synspunkter til støtte herfor. 

Endvidere gjorde denne vareanordningskommission 

selv et væsentligt brud på sit 

eget princip, idet den med hensyn til de 

brugsfærdige tilberedninger faktisk opgav 

at følge princippet og i stedet af praktiske 

årsager nøjedes med den almindelige bestemmelse 

i § 2, nr. 3, hvorefter også tilberedninger 

og opløsninger, der ikke indeholder 

stoffer, som efter § 1 er forbeholdt 

apotekerne, dog er forbeholdt disse, hvor 

det af midlets almindelige form og sammensætning 

eller hvor det af etiketteringen 

eller falholdelsen fremgår, at det drejer sig 

om lægemidler. 

Med venlig hilsen 

Deres hengivne 

Fl. Martensen-Larsen 

(sign.). 

***) Side 10 i den endelige betænkning.

Til sundhedsstyrelsen. 

Under udarbejdelsen af de til udkastet til 

bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler 

knyttede varelister er kommissionen 

blevet opmærksom på en række varer, der 

ikke kan klassificeres som lægemidler, men 

hvor det på grund af de pågældende stoffers 

farlighed må antages, at de ved forhandling 

bør sidestilles med de af Indenrigs- og Boligministeriets 

bekendtgørelse af 8. december 

1954 af lov om gifte og andre for sundheden 

farlige stoffer omfattede gifte. 

En række stoffer og droger, der allerede 

er optaget på nævnte lovs liste I a og II a, 

og som ikke af kommissionen er klassificeret 

som lægemidler, har kommissionen ment 

burde henføres til lovens liste 1b og II b. 

Kommissionen skal derfor anmode Sundhedsstyrelsen 

om at søge udvirket, at der 

foretages nedennævnte ændringer af giftlovens 

lister. 

Efedraurt foreslås optaget på giftlovens liste 

I a eller II a. 

Brucin 

Delfinin 

Dulcin 

Giftlaktud 

Giftsumachblad 

Heksastigmin 

Ignatiusfrø 

Jequiritfrø 

150 

Bilag 6. 

København, den 21. juni 1956. 

Kalabarbønne 

Kalciumfluorid 

Kokkelskorn 

Natriumfenolat 

Nitrostigmin 

Ricinusfrø 

Sevenbomolie 

Skarntyde 

Synthalin 

Tiourinstof 

Tyramin 

Ætylbromid 

foreslås optaget eller overført til giftlovens 

liste I b eller II b. 

Klorkresoler foreslås optaget i giftlovens afsnit 

II: Bestemmelsen vedrørende andre 

for sundheden farlige stoffer, § 16. 

Blyklorid 

Kalciumbromid 

Kaliumbromid 

Natriumbromid 

foreslås optaget i samme afsnit § 17. 

Endvidere skal kommissionen indstille, at 

stoffet MeskaUn, der ikke af kommissionen 

er klassificeret som et lægemiddel, henføres 

til lov af 24. maj 1955 om euforiserende 

stoffer. 

Social, -mstyrmts 

bibliotek 

P. k. v. 

Knud O. Møller.

BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?