BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

hvis sammensætning ikke angives (arkana),
samt lægemidler, som apotekerne kun må
udlevere efter recept. Endvidere indeholder
§ 2 den vigtige regel, at tilberedninger og
opløsninger, der ikke indeholder stoffer,
som efter § 1 er forbeholdt apotekerne, dog
er forbeholdt disse, »hvor det af midlets
almindelige anvendelse, form eller sammensætning
eller af etiketteringen eller falholdelsen
fremgår, at det drejer sig om lægemidler,
idet der ved lægemidler forstås midler,
som anvendes til forebyggelse og behandling
af sygdomme hos mennesker og
dyr«. § 3 indeholder endelig en række undtagelser
fra reglerne i § 2 med hensyn til
kosmetiske præparater, visse forbindsstoffer,
naturlige og kunstige ikke arsenholdige mineralvande
og mineralvandssalte m. v., alt
for så vidt disse ikke indeholder receptpligtige
varer.
I 1931 afløstes næringsloven af 1857 af
en ny næringslov, der ophævede den handelsretlige
forskel mellem grosserere og detaillister
(og dermed begreberne »handel i stort
og småt«). Apotekerloven af 31. marts 1932
bestemte i § 19, at det, hvor intet andet ved
særlig lov er fastsat, bestemmes ved en af
indenrigsministeren udfærdiget anordning,
hvilke medicinalvarer det skal være apotekerne
helt eller delvis forbeholdt at forhandle.
Anordningen udstedes, ligesom efter
loven af 1913, efter indstilling fra en af indenrigsministeren
efter forhandling med handelsministeren
nedsat kommission, men indenrigsministeren
kan dog for enkelte varers
vedkommende efter forhandling med handelsministeren
foretage ændring (ved bekendtgørelse)
efter indhentet erklæring fra
Sundhedsstyrelsen eller, for så vidt angår
veterinærmedicin, fra Det veterinære Sundhedsråd.
Da hverken næringsloven af 1931 eller
apotekerloven af 1932 indeholder regler om
en mængdebegrænsning svarende til den
gamle næringslovs 40 kroners regel eller til
bestemmelsen i apotekerloven af 1913, er det
tvivlsomt, hvorvidt 100 kroners reglen i den
nugældende vareanordning er ganske lovmedholdelig
efter apotekerlovene af 1932 og
11
1954. Da reglen imidlertid ikke har nogen
praktisk betydning, idet de forskellige bestemmelser
om indskrænkning i den frie
handel ikke gælder, når den pågældende vare
udleveres til personer eller virksomheder, der
er berettiget til at forhandle den eller benytte
den i egen bedrift, foreslas 100 kroners
reglen ophævet.
Den nugældende vareanordning har længe
været forældet, og når den ikke tidligere er
søgt revideret, skyldes det flere forskellige
forhold. Under og umiddelbart efter krigen
var en revision således ikke praktisk gennemførlig
på grund af de herskende unormale
handelsforhold, og derefter medførte nedsættelsen
af apotekerlovskommissionen den
22. januar 1947 en yderligere udskydelse af
revisionen. Apotekerlovskommissionen afgav
betænkning den 1. februar 1952. Når det
blev anset for naturligt at afvente afslutningen
af apotekerlovskommissionens arbejde,
skyldtes det, at der måtte skabes klarhed
over, hvorvidt det var tanken at hidføre afgørende
ændringer i apotekervæsenets struktur,
før man gennemgik hele grænseområdet
mellem apotekernes og købmændenes handelsområder.
I apotekerlovskommissionens betænkning
side 10 findes følgende almindelig holdte bemærkning
om apotekernes handelsret:
»Lovgrundlaget for det danske apotekervæsen
var igennem en meget lang periode
den gamle forordning af 4. december 1672
om medicis og apotekere; allerede i denne er
fastslået det princip, som siden har været
det bærende på dette område, nemlig at handel
med lægemidler som hovedregel kun er
tilladt efter særlig kongelig bevilling, og at
det er en betingelse for at få en sådan bevilling,
at visse eksamenskrav er opfyldt.«
Senere i samme kapitel skriver kommissionen
- efter at have anført nogle bemærk
ninger om de væsentligste træk i udviklingen
indenfor apotekervæsenet siden gennemførelsen
af apotekerloven af 1932:
»Kommissionen har iøvrigt ment, at man
i hovedsagen bør opretholde det hidtidige
grundlag for det danske apotekervæsen -
dette begreb taget i videre forstand som