BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

2) Anvendes de i mængder (o gi eller koncentrationer),
der ikke står i rimeligt
forhold til det normale menneskes
døgnbehov, må de nævnte vitaminer
i de pågældende tilfælde klart anses
for at være lægemidler.
3) Doseres vitaminpræparatet af lægen,
der ønsker, at hans patient skal have
en ganske bestemt mængde af ganske
bestemte vitaminer - f. eks. fordi en
af lægen foreskreven diæt må befrygtes
at være for vitaminfattig - eller
ordineres vitaminer af lægen, fordi
han skønner, at patienten, selv om
denne lever på sædvanlig kost, får
en utilstrækkelig vitamintilførsel grundet
på resorptionsanomalier, utilstrækkelig
vitamindannelse af bakterier i
tarmkanalen og lignende, vil det være
naturligt at anse den nævnte vitaminordination
som en ordination af et
lægemiddel, og en sådan ordination
må ifølge sagens natur ske gennem
apoteket.
Men i de tilfælde, hvor den normale befolkning
uden speciel lægeordination ønsker
at sikre den indtagne kost det rette vitaminindhold
eller blot ønsker en garanti mod,
at kosten skulle være mindre rig på vitaminer,
end hvad der tilrådes fra autoritativ
ernæringskyndig side, bør de pågældende
vitaminpræparater opfattes som næringsstoffer
og som en konsekvens heraf falde ind under
levnedsmiddellovgivningen, specielt loven
om vitaminreklame.
Når flertallet i kommissionen fremhæver,
at vitaminpræparaterne i alle former (såvel
de meget stærke som de middelstærke og
endog de svage) er lægemidler 11 ), er den
væsentligste motivering den, at vitaminerne
formår at forebygge og helbrede vitaminmangelsygdomme.
12 )
Følger man den her givne definition af
et lægemiddel, er imidlertid ethvert livsnødvendigt
næringsstof, vand og salt inclusive,
lægemidler, og kartofler, der for den jævne
danske befolkning er den vigtigste C-vita-
u ) Se bl. a. flertalsindstillingen side 92, spalte 1
nederst til 2 øverst.
Ill
minkilde (og en meget væsentlig årsag til,
at skørbug nu praktisk taget ikke kendes i
Danmark), måtte i konsekvens af denne
definition opfattes som et lægemiddel. At
dette hverken er flertallets eller mindretallets
opfattelse, turde være selvindlysende,
men eksemplet er blot nævnt for at vise, hvor
ringe praktisk værdi en sådan definition
har.
Mindretallets opfattelse er, at vitaminers
specifike betydning, såvel hvad den helbredende
som den forebyggende virkning
angår, udelukkende skyldes, at de er livsnødvendige
næringsstoffer, om hvilke det
er selvindlysende, at svigtende tilførsel giver
mangelsygdomme, og at disse næringsstoffer
i passende dosering (ligesom alle
andre næringsstoffer) kan helbrede og forebygge
netop de sygdomme, som er den
simple følge af en utilstrækkelig tilførsel
af de pågældende næringsstoffer.
At enkelte vitaminer i helt andre (større)
doser og doseringsformer anvendes som lægemiddel
overfor sygdomme, som ikke skyldes
vitaminmangel, er i denne forbindelse
irrellevant.
Dersom lægen gør brug af en sådan sekundær
eller fra ernæringsfysiologisk synspunkt
uspecifik effekt af bestemte vitaminer,
sker dette sædvanligvis gennem bestemte
lægeordinationer, og det hertil benyttede
vitaminpræparat bør efter mindretallets
mening da forhandles som et apotekerne
forbeholdt lægemiddel.
Vareanordningen af 1929 i sin oprindelige
form indeholder ikke noget, der direkte
kan være til støtte for (eller imod)
de ovenfor refererede synspunkter, d. v. s.
opfattelsen af vitaminer enten som lægemidler
eller som næringsstoffer, idet vitaminerne
ikke på det tidspunkt kendtes i ren tilstand.
De praktiske retningslinier, der siden da
har været fulgt, er heller ikke anvendelige,
idet hele spørgsmålet om opfattelsen af vitaminernes
betydning og funktion i den nor-
12 ) Resp. næringsstofmangelsygdomme.