BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

ne måtte blive overordentlig omfattende
uden derved at blive tilnærmelsesvis komplette.
2) Udviklingen indenfor lægemidlerne
foregår stadigt med stor hast, således at der
årligt fremkommer talrige nye lægemidler.
En så vidt mulig komplet fortegnelse over de
apotekerne forbeholdte lægemidler ville derfor
være forældet, allerede inden manuskriptet
til listerne nåede frem til bogtrykkeriet.
3) Da kommissionen er enig om at foreslå
videreført det hidtil anvendte princip,
at lægemidler principielt skal være apotekerne
forbeholdt, vil antallet af de lægemidler,
der overlades til den frie handel, blive lille
sammenlignet med antallet af samtlige lægemidler.
Med det af flertallet foreslåede princip
for listernes udarbejdelse vil det herefter
være fuldt gørligt at opstille komplette lister
over de lægemidler, der må sælges i frihandel,
og listerne kan få et langt mere begrænset
omfang og vil derfor blive meget
lettere at overse og benytte.
4) De lægemidler, der foreslås solgt i fri
handel, henhører for størstedelens vedkommende
til ældre tiders svagere virkende midler
og er i en del tilfælde sådanne, som står
på grænsen mellem lægemidler og ikke-lægemidler
og ofte karakteriseres som værende
af typen »husråd«. Indenfor denne gruppe
af svagere virkende lægemidler er udviklingen
kun ringe, således at varelister efter det
her foreslåede princip ikke bliver så hurtigt
forældede.
Til det under 2-4) anførte skal bemærkes,
at det må erkendes, at også udviklingen
indenfor den almindelige teknik forløber
hastigt, hvilket kunne tale imod at begrænse
den frie handel med som lægemidler klassificerede
stoffer, droger m. v. til de på liste
I optagne for ikke at lægge handelen med de
nævnte stoffer m. v. til tekniske formål
hindringer i vejen. Det må imidlertid erindres,
at virksomheders køb af de nævnte
stoffer ikke berøres af de foreslåede regler,
jfr. § 9, stk. 1 i udkastet til bekendtgørelse
om detailhandel med lægemidler, hvorefter
det er tilladt næringsdrivende at udlevere
24
varer klassificeret som lægemidler til personer
eller virksomheder, der er berettiget til
at forhandle dem eller benytte dem i egen
bedrift til ikke-lægeligt formål. Såfremt udviklingen
medfører, at en vare, der hidtil
alene har haft anvendelse som lægemiddel,
tillige får teknisk anvendelse, må det i kapitel
6 omhandlede nævn foranledige vedkommende
vare optaget på liste I, hvis reglen i
§ 9, stk. 1, ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser
handelens og forbrugernes interesser, og
hvis der ikke er betænkeligheder ved, at den
pågældende vare sælges i den fri detailhandel,
jfr. det side 28 anførte.
5) De lægemidler, der bør være apotekerne
forbeholdt, er oftest meget kompliceret
sammensatte stoffer. Kun for en del af stoffernes
vedkommende findes der officielle
nordiske eller internationale korte kunstnavne.
Et stort antal af stofferne forhandles
under registrerede varemærker og ofte således,
at det samme stof forhandles under
mange forskellige varemærker. Selv med
adgang til store registerværker, kartoteker
etc. kan det ofte være meget vanskeligt og
tage megen tid selv for specielt kyndige at
blive klar over, hvilket stof et givet registreret
varemærke betegner. Et stort antal stoffer
kan kun betegnes på eentydig måde ved anførelse
af stoffernes kemiske navne, der ofte
er meget lange, og som kun er forståelige for
personer med dybtgående indsigt i kemi. I
denne forbindelse skal bemærkes, at der
anvendes forskellige kemiske nomenklatursystemer.
En såvidt mulig komplet fortegnelse med
entydige navne over apotekerne forbeholdte
lægemidler ville efter flertallets skøn blive i
alt væsentligt uforståelig for f. eks. købmændene,
for de administrerende myndigheder
og for domsmyndighederne samt vanskeligt
forståelig også for apotekerne. Et par
eksempler fra den nugældende vareanordnings
liste I vil vise, hvor besværlige de kemiske
navne kan være:
Cinnamoyldiætylaminopropanolklorhydrat;
Di-p-anisylmonofenetylguanidinklorhydrat.
Tiltrods for navnenes længde giver de dog
ikke en helt eentydig oplysning om, hvilke