BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

forslag ikke giver »den almindelige handel
nogen som helst vejledning med hensyn til,
hvilke varer det er apotekerne forbeholdt at
sælge«.
Angående stoffer, droger m. v. — d. v. s.
de på listerne I—II opførte varer - hvor flertallet
foreslår en ændring i principperne,
ønsker flertallet endvidere at fremhæve, at
disse varelister vel er meget omfattende, men
for så vidt angår de varer, der er klassificeret
som lægemidler, bortset fra enkelte, let
af grænselige varegrupper, kun har ringe handelsmæssig
interese for detailhandelen, herunder
apotekerne, sammenholdt med de
brugsfærdige tilberedninger. Arbejdet i kommissionen
har bestyrket flertallet i denne
opfattelse.
Den af mindretallet udtalte frygt for, at
købmanden ikke skulle være i stand til at afgøre,
hvorvidt en ny vare skal være apotekerne
forbeholdt eller ikke, er efter flertallets
opfattelse ubegrundet, da købmanden altid
hos det efter flertallets forslag nedsatte sagkyndige
nævn med kort varsel vil kunne erkyndige
sig herom.
2. Leegemiddelbegrebet.
Mindretallet nævner side 72, at den i apotekerlovens
§ 34 omhandlede lægemiddeldefinition
(d. v. s. den i apotekerlovens § 1
optagne definition, hvortil der henvises i §
34) adskiller sig en del fra den hidtil gældende
definition i anordningen. Efter flertallets
opfattelse dækker disse definitioner
imidlertid praktisk talt det samme område,
jfr. det foran side 14 om forholdet til tidligere
sprogbrug anførte. Det kan tilføjes, at
definitionen i apotekerlovens § 1 svarer til i
udlandet alment anvendte definitioner, eksempelvis
det nye forslag til svensk lægemiddellov
§ 2 (Betänkande med Förslag till
Läkemedelsförordning, Stockholm 1955, side
11).
Flertallet er enigt med mindretallet i, at
den endelige afgørelse af, hvorvidt en given
vare falder ind under apotekerlovens lægemiddeldefinition,
som hidtil må henhøre
under domstolene. For detailhandelen er det
78
imidlertid - uanset hvilket listeprincip man
ville benytte - nødvendigt, at administrationen
hurtigt kan træffe afgørelse om nye
stoffers placering på varelisterne, hvilket
kræver en klassificering af stofferne som
lægemidler eller ej. En sådan hurtig supplering
af listerne vil kun kunne udføres af
administrationen ved hjælp af sagkyndige, og
domstolenes opgave bliver kun at træffe den
endelige afgørelse, såfremt der rejses tvivl
om rigtigheden af administrationens supplering
af listerne.
I sin omtale af lægemiddelbegrebet anfører
mindretallet endvidere, at f. eks. spiseolier
og svinefedt i flertallets forslag til
liste I er betegnet som lægemidler, og mindretallet
mener, at dette ikke stemmer overens
med den almindelige opfattelse, håndbøger,
lærebøger eller gammel tradition.
Flertallet skal hertil anføre, at det for så vidt
kan være enigt i, at det må forekomme en
lægmand mindre rimeligt at karakterisere
varer som de nævnte som lægemidler. Med
ordene »almindelig opfattelse« m. v. må
imidlertid, da det drejer sig om fortolkning
af apotekerloven, sigtes til den almindelige
opfattelse blandt sagkyndige, hvorfor det afgørende
ikke kan være, om det forekommer
en lægmand mere nærliggende i første række
at karakterisere vedkommende vare ved dens
anvendelse til ikke-lægelige formål, jfr. det
af flertallet foran side 26 anførte. Ved flertallets
klassificering af de nævnte varer som
lægemidler har man fulgt gammel tradition,
idet såvel de vegetabilske som animalske
fedtstoffer siden oldtiden har været anvendt
også som lægemidler, ligesom de nævnte
stoffer den dag i dag hører til de vigtigste
bestanddele af anvendte salver. De af mindretallet
nævnte stoffer er alle optaget i den
danske farmakopé og falder klart ind under
apotekerlovens lægemiddeldefinition. Spiseolier
og svinefedt o. 1. vil iøvrigt ved salg til
forbrugere i den almindelige detailhandel
fremtræde i brugsfærdig tilberedning og på
en sådan måde, at der ikke vil være tvivl om,
at de pågældende varer ikke ville være apotekerne
forbeholdt, selv om de ikke stod på
varelisterne.