BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

1) Kosttilskuds-vitaminpræparater skal i
overensstemmelse med ovenstående,
og ifølge bestemmelserne i lov nr.
74 af 31. marts 1936 angående vitaminreklame,
kun kunne sælges i form
af en af fabrikken garanteret mærkevare.
2) Disse mærkevarers sammensætning
og vitaminindhold skal på. forhånd
godkendes af Sundhedsstyrelsen, evt.
efter samråd med Ernæringsudvalget
i lighed med praksis ved de tilladelser,
der gives af Indenrigsministeriet,
til reklamering med vitaminindhold
i levnedsmidler, der er tilsat vitaminer.
Det vil sige, at Sundhedsstyrelsen
som betingelse for en tilladelse
til at bringe et vitaminpræparat i
handelen kan fordre dokumentation
for, at produktet er holdbart gennem
en periode, der mindst svarer til den
frist, indenfor hvilken det givne præparat
(jfr. datostempling eller lignende)
må forhandles 16 ).
Til belysning af de retningslinier, Sundhedsstyrelsen
og Indenrigsministeriet følger
ved meddelelse af tilladelse til fremstilling,
forhandling af og reklamering med vitaminiserede
fødevarer, som frihandels-vitaminpræparater
efter mindretallets forslag skal
jævnføres med, er som bilag vedføj et en
ekstraktafskrift af en skrivelse, sendt fra styrelsen
til medlemmerne af Ernæringsudvalget
vedrørende en havregrynsmøllers ansøgning
om tilladelse til at bringe et vitaminiseret
havregrynsprodukt i handelen. Sundhedsstyrelsens
Ernæringsudvalg har sluttet
sig til de i denne skrivelse anførte retningslinier.
Når en sådan godkendelse, fabrikationskontrol
og kontrol med holdbarhed er forudsætning
for, at præparatet må bringes i
16 ) Det er klart, at datostemplingsbestemmelser må
kunne mildnes (evt. bortfalde), dersom der for
bestemte præparater skabes sikker erfaring for, at
præparaterne under de opbevaringsforhold, de i
praksis kommer ud for, f. eks. er holdbare i 1
år, og der drages omsorg for, at de pågældende
præparater normalt ikke findes i handelen udover
% år fra fabrikationsdagen.
114
handelen, mener mindretallet, at kontrollen
med disse mærkevarer ude i detailhandelsledet
ikke kræver oprettelsen af noget
nyt kontrolapparat, men må indskrænke sig
til en stikprøvekontrol og en kontrol med,
at salget af vitamin-mærkevarerne kun foregår
fra lokaler (herunder også opbevaringsforhold),
der opfylder bestemte simple
krav, som må kunne f ikseres i analogi med
de krav, der i levnedsmiddellov og sundhedsvedtægter
m. v. stilles til salgssteder
for visse arter af fødevarer 17 ).
Et af flertallets yderligere argumenter
mod, at de som kosttilskud egnede og benyttede
vitaminpræparater tillades solgt i
frihandel, er, at dette skulle medføre en
meget omfattende kontrol, som i øjeblikket
ikke lader sig gennemføre med den kapacitet,
Statens Vitaminlaboratorium i dag råder
over.
Mindretallet er af den opfattelse, at den
sidst nævnte omstændighed ikke er relevant,
idet man, dersom frihandelsordningen var
ønskelig, selvsagt måtte skabe mulighed for
at gennemføre den fornødne kontrol, hvad
der uden større vanskelighed lader sig realisere.
Mindretallet mener, ligesom flertallet, at
der bør føres en kontrol med vitaminpræparaternes
styrke, dels i overensstemmelse
med forbrugernes interesser, dels ud fra
den almene betragtning, at myndighederne
ikke kan tolerere, at der i handel og reklame
med levnedsmidler (eller andre forbrugsvarer)
sælges varer, der ikke opfylder
de deklarationer, varerne sælges under.
Trods den tilsyneladende enighed, hersker
der dog nogen divergens mellem flertallets
og mindretallets opfattelse af omfanget
af den kontrol, der skønnes nødvendig,
idet mindretallet lægger hovedvægten på
kontrollen af den fabriksfærdige mærke-
17 ) Mindretallet mener i denne forbindelse, at det
bør være fabrikanternes pligt at oplyse forhandlere
om konsekvenserne af en eventuel datomærkning
samt om de forhold, under hvilke præparaterne
skal opbevares etc.